Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af skattepligtige ejendomsavancer ved salg af udlejningsejendomme.

KEN nr 9457 af 25/05/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af skattepligtige

ejendomsavancer ved salg af udlejningsejendomme.

Sagen

vedrører opgørelsen af A’s skattepligtige avance ved salg af ejendomme.

Omtvistet

er, om de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af de

skattepligtige avancer, skal reduceres med tab på installationer, jf.

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, uanset at disse tab ikke

er

fratrukket ved opgørelsen af indkomsten, jf. afskrivningslovens § 21, stk. 5.

Landsskatterettens afgørelse

Personlig

indkomst

Avance

ved salg af ejendomme, der af skatte-ankenævnet er ansat til 25.100 kr., idet

nævnet har reduceret anskaffelsessummerne med tab på installationer på 38.352

kr.: Stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren

ejer i ejerforholdet 50 – 50 sammen med B interessentskabet C I/S.

Interessentskabet

har den 1. januar 2000 solgt 7 udlejningsejendomme til anpartsselskabet D

ApS,

der er ejet af anpartsselskabet E ApS, der tillige er ejet af klageren og B i

ejerforholdet 50 – 50.

Klageren

har som følge heraf ved opgørelsen af sin personlige indkomst for

indkomståret

2000 medregnet en skattepligtig ejendomsavance vedrørende de 7 ejendomme, der

er overdraget fra C I/S til D ApS. Den skattepligtige avance er af klageren

Læs alt

opgjort til 6.546 kr.

De

stedlige skattemyndigheder har imidlertid ved ligningen af indkomsten for

indkomståret 2000 ændret det af D ApS opgjorte afskrivningsgrundlag

vedrørende

6 af de pågældende ejendomme.

De

stedlige skattemyndigheder har under henvisning hertil og under henvisning

til

afskrivningslovens § 45 bl.a. forhøjet klagerens skattepligtige avance ved

salget af ejendommene til 25.100 kr., idet de anskaffelsessummer, der er lagt

til grund for opgørelsen af de skattepligtige avancer ved afståelserne, er

reduceret med tab på installationer på i alt 38.352 kr.

Klageren

og hans repræsentant har herefter meddelt, at de som udgangspunkt er enige i

den opgørelse, der er foretaget af de stedlige skattemyndigheder, men at de

ikke er enige i, at de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for

opgørelsen af de skattepligtige avancer, skal reduceres med tab på

installationer. De har i den forbindelse anført, at

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, ikke hjemler reduktion af

anskaffelsessummerne med disse tab, da disse ikke er fratrukket ved

opgørelsen

af indkomsten, jf. afskrivningslovens § 21, stk. 5.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet

har i overensstemmelse med forvaltningens talmæssige opgørelse opgjort

klagerens

skattepligtige avance ved salget af ejendommene til 25.100 kr. Nævnet har

således stadfæstet afgørelsen om, at de anskaffelsessummer, der skal lægges

til

grund for opgørelsen af den skattepligtige ejendomsavance, skal reduceres med

tab på installationer, uanset at disse tab ikke er fratrukket, jf.

afskrivningslovens § 21, stk. 5.

Skatteankenævnet

har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Af

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 – 6, fremgår de

tilfælde,

hvor anskaffelsessummen nedsættes i afståelsesåret.

Af

lovens § 5, stk. 4, nr. 3, fremgår følgende:

”tab

efter afskrivningslovens § 21 og værdiforringelser fradraget efter

afskrivningslovens § 23, der ikke er omfattet af nr. 2”.

Af

afskrivningslovens § 21, stk. 5, fremgår det, at der i nogle nærmere bestemte

situationer ikke indrømmes tabsfradrag. Sælges en bygning eller en

installation

ejet af en eller flere personer til et selskab m.v., på hvis handlemåde

ejerne

af bygningen har bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse,

vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse, kan der således ikke opnås

fradrag for tabet.

Skatteankenævnet

bemærker, at der i det foreliggende tilfælde er tale om overdragelse mellem

interesseforbundne

parter.

Skatteankenævnet

finder herefter, at det er med rette, at Deres anmodning om at der skal ske

modregning

af tab på installationer ved opgørelsen af den skattepligtige ejendomsavance

ikke skal imødekommes.”

Klagerens påstand og

argumenter

Klagerens

advokat har anmodet Landsskatteretten om at anerkende, at

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, ikke hjemler, at

anskaffelsessummen reduceres med tabene på installationer på i alt 38.352 kr.

Han

har til støtte herfor anført, at det af forarbejderne til bestemmelsen og den

foreliggende teori fremgår, at formålet med bestemmelsen var at undgå, at der

kunne opnås fradrag 2 gange for det samme tab, og at bestemmelsen blev indsat

for at tage højde for, at det opståede tab allerede kunne være fradraget i

henhold

til afskrivningsloven.

Dette

er nærmere begrundet således:

Skatteankenævnets

afgørelse bygger på den betragtning, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5,

stk. 4, nr. 3, finder anvendelse i alle situationer, hvor der i henhold til

afskrivningslovens regler er opstået et tab – uanset, om der er opnået

fradrag

for dette.

Denne

betragtning kan ikke anses for korrekt. Det kan alene være tab, der samtidig

er

fradragsberettigede, der skal reducere anskaffelsessummen.

Ordlyden

af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, taler godt nok

umiddelbart for, at det er ethvert tab i henhold til afskrivningslovens § 21,

der skal fratrækkes – uanset om dette tab er fradragsberettiget eller

ej.

I

afskrivningslovens § 21 er det imidlertid alene stk. 3, der beskæftiger sig

med

opgørelsen af tab, idet det heri anføres, at

”Tab

opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som

forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.”

Hvis

lovgiver med bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr.

3,

havde ment, at ethvert tab skulle reducere anskaffelsessummen – uanset

om det

var fradragsberettiget eller ej – ville det have været naturligt, om

bestemmelsen havde henvist til tab efter § 21, stk. 3. Dette ville have

betydet,

at i det omfang der var realiseret et tab på en bygning eller en installation

efter afskrivningsloven, så skulle dette reducere anskaffelsessummen.

Lovgiver

har imidlertid henvist til hele bestemmelsen i § 21. Hvis ethvert tab skulle

reducere anskaffelsessummen, ville dette svare til, at man – på trods af

henvisningen til hele § 21 – alene anvender § 21, stk. 3.

Henvisningen

må i stedet forstås således, at det er tab i henhold til afskrivningslovens §

21, stk. 1 – 7, der skal reducere anskaffelsessummen. Ved at vælge en

sådan

formulering har lovgiver åbnet op for, at stk. 5 kan indgå i vurderingen af,

om

der skal ske reduktion af anskaffelsessummen.

Ejendomsavancebeskatningslovens

§ 5, stk. 4, nr. 3, må hermed forstås således, at alene tab på bygninger

eller

installationer, der også har kunnet fradrages efter afskrivningslovens § 21,

skal reducere anskaffelsessummen.

Dette

støttes af den kontekst, som ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr.

3, står i. Det anføres således umiddelbart efter ”tab efter

afskrivningslovens

§ 21”, at anskaffelsessummen også skal reduceres med

”værdiforringelser

fradraget efter afskrivningslovens § 23” (Repræsentantens

understregning).

Dette

taler for, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, omhandler

de

fradrag, der allerede er opnået i henhold til afskrivningsloven, og som

derfor

skal reducere anskaffelsessummen i henhold til

ejendomsavancebeskatningsloven.

Ordlyden

af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4., nr. 3, er således ikke så

klar, at der er grundlag for at træffe afgørelse alene med støtte heri. Det

er

nødvendigt at inddrage andre momenter i fortolkningen af bestemmelsen.

Det

er i bemærkningerne til lov nr. 434 af 26. juni 1998, der blev vedtaget på

baggrund af lovforslag nr. L 102 af 2. juni 1998, bl.a. anført (FT 1997/98,

2.

samling, Tillæg A, sp. 2536 f):

”Formålet

med denne ændring (af ejendomsavancebeskatningslovens § 5) er at forhindre,

at

der opnås fradrag for den samme udgift/ værdiforringelse 2 gange. Ændringen

skal

også ses i sammenhæng med, at der efter det samtidig hermed fremsatte forslag

til lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven) foreslås

indførelse

af tabsfradrag. Uden den foreslåede ændring ville der være mulighed for at

fradrage det samme tab 2 gange.” (repræsentantens understregninger)

Under

bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres bl.a. følgende

(FT 1997/98, 2. samling, Tillæg A, sp. 2566 ff.):

”Som

anført i de almindelige bemærkninger foreslås det at indføre et generelt og

overordnet princip om, at anskaffelsessummen for en fast ejendom i

afståelsesåret skal nedsættes med de af skatteyderen efter afskrivningsloven

foretagne fradrag for afskrivninger (der ikke beskattes som genvundne

afskrivninger), nedrivningsfradrag, tabsfradrag m.v. på ejendommen.

Dermed

sikres, at den værdiforringelse, som eksempelvis afskrivninger m.v. er udtryk

for – og som skatteyderen allerede ved den almindelige indkomst er givet

fradrag for – ikke påvirker avanceopgørelsen efter

ejendomsavancebeskatningsloven.”

(repræsentantens understregning)

Det

fremgår således med betydelig klarhed af forarbejderne til bestemmelsen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, at formålet med

indsættelsen af bestemmelsen var, at skatteydere ikke både skulle kunne opnå

fradrag for et tab i henhold til afskrivningsloven og

ejendomsavancebeskatningsloven

samtidigt. Formålet var med andre ord at undgå dobbeltfradrag.

Dette

blev gjort ved, at anskaffelsessummen for den omhandlede ejendom ved

opgørelsen

af avancen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5 skulle reduceres med

tab,

der var opnået fradrag for i henhold til afskrivningslovens § 21.

Dette

støttes af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, hvori det udtaltes, at

man ville sikre, at avanceopgørelsen ikke blev påvirket af værdiforringelser

”som skatteyderen allerede ved den almindelige indkomst er givet fradrag

for.”

Det

kan sammenfattende konkluderes, at forarbejderne til bestemmelsen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, utvivlsomt taler for, at

anskaffelsessummen alene skal reduceres med tab, der er opnået fradrag for i

henhold til afskrivningsloven – og dermed, at anskaffelsessummen ikke

skal

reduceres med tab, der ikke er opnået fradrag for i henhold til

afskrivningslovens

§ 21, stk. 5.

Det

er i afsnit E.J.2.2.3.3 i Ligningsvejledningen for 2000 – og i øvrigt i

samme

afsnit i Ligningsvejledningen 2004 –2 - anført:

”EBL

§ 5, stk. 4, bygger på det generelle og overordnede princip, at

anskaffelsessummen for en fast ejendom skal nedsættes med et beløb, som

skatteyderen allerede har fået fradrag for / fordel af.

.

Det

bemærkes, at nedsættelse efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1 – 4, jf. stk. 8,

også

omfatter beløb, som ejeren har fradraget for indkomståret 1998 eller

tidligere

efter regler i de dagældende afskrivningslove. Tilsvarende gælder beløb efter

EBL § 5, stk. 4, nr. 1 – 4, jf. stk. 8, der efter skattelovgivningen i

øvrigt

har været fradragsberettigede.

.

EBL

§ 5, stk. 4, nr. 3 indeholder bestemmelse om, at anskaffelsessummen skal

nedsættes med:

·

tab efter AL § 21

·

Værdiforringelser fradraget efter AL § 23.

·

Reduktion af anskaffelsessummen med

tabsfradrag følger af, at tab på en afskrivningsberettiget bygning er

fradragsberettiget ved den almindelige indkomstopgørelse fra og med

indkomståret

1999.” (repræsentantens understregninger).

Myndighedernes

udsagn i ligningsvejledningen er således helt på linie med forarbejderne,

idet

det anføres, at formålet med bestemmelsen er, at der tages højde for tab, som

”skatteyderen allerede har fået fradrag for/fordel af”. Det anføres

endvidere,

at anskaffelsessummen skal reduceres med ”tabsfradrag” og ikke blot

med ”tab”.

De

administrative myndigheder har således opfattet bestemmelsen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, således, at den er udtryk

for, at der ved opgørelsen af anskaffelsessummen for en ejendom skal tages

hensyn til, at skatteyderen eventuelt kan have fået fradrag for tab i henhold

til afskrivningsloven. Anskaffelsessummen skal i så fald reduceres med det

fradragne beløb. Ellers skal der ikke ske reduktion.

Teori

og praksis på området er ganske sparsom, men Karnovs lovsamling 2003-2 er i

kommentaren til ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, helt i

overensstemmelse med forarbejderne og ligningsvejledningen.

I

artiklerne offentliggjort i TfS 2001, nr. 541, og TfS 2001, nr. 557, har

advokatfuldmægtigene Anita Bech Hansen og Michael Wallin – der er de

eneste,

der har behandlet dette spørgsmål i teorien – endvidere konkluderet, at

uklarheden vedrørende forståelsen af bestemmelsen må føre til, at

anskaffelsessummen

ikke skal reduceres med tab, der ikke har været fradragsberettigede i henhold

til afskrivningslovens § 21, stk. 5. De har i den forbindelse bl.a. bemærket:

” ..

Dog

må hensynet til skatteborgeren i mangel af klare fortolkningsbidrag indtil

videre føre til, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, må

fortolkes indskrænkende, således at et tab efter afskrivningslovens § 21, der

ikke kan fradrages på grund af bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk.

5,

ikke skal nedsætte anskaffelsessummen ved opgørelsen i

ejendomsavancebeskatningsloven.”

Ligningsrådet

har endvidere i bindende forhåndsbesked, refereret i TfS 2003, nr. 254,

udtalt,

at § 5, stk. 4, indfører det princip, at der ved opgørelsen af

anskaffelsessummen ”skal tages højde for, at der allerede kan være givet

fradrag for værdiforringelsen af ejendommen i form af afskrivninger. Rådet

har

herved klart udtrykt, at bestemmelsens nr. 3 er en sikkerhed for, at

skatteyder

ikke kan opnå fradrag to gange for samme tab. Med andre ord skal

anskaffelsessummen for ejendommen kun reduceres i den situation, hvor

skatteyderen har opnået fradrag for tabet i form af afskrivninger.

Som

et øvrigt moment i fortolkningen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk.

4, nr. 3, kan henvises til de almindelige skatteretlige regler om

kapitalgevinstbeskatning. Ifølge disse skal avancen opgøres som forskellen

mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Denne hovedregel eller

grundsætning er modificeret med ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4,

nr. 3, idet avancen efter denne situation bliver opgjort til et beløb, der

umiddelbart er højere, end den ville blive efter de almindelige regler om

avanceopgørelse. Hvis skatteyderen imidlertid allerede er givet fradrag for

det

beløb, hvormed avancen bliver ”for høj”, bliver resultatet dog i

overensstemmelse med de almindelige regler om kapitalgevinstbeskatning. Hvis

anskaffelsessummen herudover reduceres med et tab, som ikke er

fradragsberettiget

efter afskrivningslovens § 21, stk. 5, beskatter man imidlertid tillige en

gevinst, som skatteyderen ikke har haft. Dette strider mod de almindelige

regler.

Bestemmelsen

i afskrivningslovens § 21, stk. 5, om nægtelse af fradrag for tab, som lides

ved handel mellem interesseforbundne parter, blev indsat, fordi det i denne

situation er vanskeligt at afgøre, om der reelt er lidt et tab. Det vil

derfor

være inkonsekvent, at skattemyndighederne nægter fradrag for tabet under

henvisning til afskrivningslovens § 21, stk. 5, men samtidig siger, at tabet

er

sikkert nok til, at det skal reducere anskaffelsessummen i henhold til

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3.

Et

tab, som ikke er fradragsberettiget efter afskrivningslovens § 21, stk. 5,

bør

derfor heller ikke reducere anskaffelsessummen efter

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3.

Det

gøres derfor gældende, at A ikke skal reducere sin anskaffelsessum med tab på

installationer på 38.352 kr., idet han ikke har opnået fradrag for dette tab

i

henhold til afskrivningslovens § 21, stk. 5.

Told- og Skattestyrelsens

indstilling

Told-

og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet.

Styrelsen

har til støtte herfor henvist til, at nedsættelsesreglen i

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, efter formuleringen af

denne skal fortolkes således, at anskaffelsessummen skal nedsættes med alle

tab, og ikke kun tab, der har kunnet fradrages, jf. afskrivningslovens § 21,

stk. 5. Der er herved henvist til, at det af forarbejderne til bestemmelsen

og

til bestemmelsen i afskrivningslovens § 21 fremgår, at disse regler skal ses

i

en sammenhæng, til at det af afskrivningslovens § 21, stk. 5, fremgår, at

adgangen til at foretage fradrag for tab er afskåret for personer med

bestemmende

indflydelse, og til at den indirekte fradragsmulighed derfor også må anses

for

afskåret.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

De

anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af klagerens

skattepligtige avancer ved salget af udlejningsejendommene, skal i henhold

til

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, nedsættes med ”tab

efter

afskrivningslovens § 21”. Der er ikke i bestemmelsen indeholdt

forudsætninger

om, at nedsættelse alene skal foretages for så vidt angår tab, der er eller

kunne være fradraget ved indkomstopgørelsen i henhold til afskrivningslovens

§

21. Ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, taler

således umiddelbart for, at de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund

for opgørelsen af klagerens skattepligtige avancer, skal nedsættes med alle

tab, der kan opgøres i henhold til afskrivningslovens § 21.

En

afgørelse om, at nedsættelse i henhold til bestemmelsen alene skal foretages

for så vidt angår tab, der er eller kunne være fradraget ved

indkomstopgørelsen

i henhold til afskrivningslovens § 21, forudsætter herefter, at forarbejderne

til bestemmelsen m.v. giver tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at

dette

på trods af ordlyden har været lovgivers hensigt.

Det

af advokaten fremførte og fremlagte giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at

antage, at dette har været tilfældet. Forarbejderne til

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, giver heller ikke

tilstrækkeligt grundlag herfor, da der i forarbejderne dels er henvist til,

at

forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer, der samtidig er foreslået

vedrørende afskrivningslovens § 21, dels direkte er henvist til forarbejderne

til denne bestemmelse, og da det af forarbejderne til stk. 4 i denne –

der i

det hele svarer til stk. 5 i den nugældende § 21 i afskrivningsloven –

fremgår,

at lovgiver har haft til hensigt at hindre tabsfradrag i tilfælde, hvor

overdragelse af aktiver er sket mellem parter, hvor sælger kontrollerer

køber,

og hvor den af parterne aftalte overdragelsessum medfører, at sælger

konstaterer et tab.

Retten

er således under henvisning til ordlyden af bestemmelserne i

ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, til sammenhængen mellem

denne bestemmelse og bestemmelsen i afskrivningslovens § 21 samt til de

formål,

der i henhold til forarbejderne har ligget bag de foretagne ændringer af

bestemmelserne, enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de

anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af klagerens

skattepligtige avancer ved salget af udlejningsejendommene, skal nedsættes

med

alle tab, der kan opgøres i henhold til afskrivningslovens § 21.

Det

er ubestridt, at der i henhold til afskrivningslovens § 21 bl.a. kan opgøres

tab på installationer på i alt 38.352 kr., og der er ikke i øvrigt rejst

indsigelse mod de stedlige skattemyndigheders talmæssige opgørelse.

Den

påklagede afgørelse stadfæstes derfor, hvilket er tiltrådt af Told- og

Skattestyrelsen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter