Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af skattepligtige ejendomsavancer ved salg af udlejningsejendomme.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af skattepligtige
ejendomsavancer ved salg af udlejningsejendomme.
Sagen
vedrører opgørelsen af A’s skattepligtige avance ved salg af ejendomme.
Omtvistet
er, om de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af de
skattepligtige avancer, skal reduceres med tab på installationer, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, uanset at disse tab ikke
er
fratrukket ved opgørelsen af indkomsten, jf. afskrivningslovens § 21, stk. 5.
Landsskatterettens afgørelse
Personlig
indkomst
Avance
ved salg af ejendomme, der af skatte-ankenævnet er ansat til 25.100 kr., idet
nævnet har reduceret anskaffelsessummerne med tab på installationer på 38.352
kr.: Stadfæstes.
Sagens oplysninger
Klageren
ejer i ejerforholdet 50 – 50 sammen med B interessentskabet C I/S.
Interessentskabet
har den 1. januar 2000 solgt 7 udlejningsejendomme til anpartsselskabet D
ApS,
der er ejet af anpartsselskabet E ApS, der tillige er ejet af klageren og B i
ejerforholdet 50 – 50.
Klageren
har som følge heraf ved opgørelsen af sin personlige indkomst for
indkomståret
2000 medregnet en skattepligtig ejendomsavance vedrørende de 7 ejendomme, der
er overdraget fra C I/S til D ApS. Den skattepligtige avance er af klageren
Læs alt
opgjort til 6.546 kr.
De
stedlige skattemyndigheder har imidlertid ved ligningen af indkomsten for
indkomståret 2000 ændret det af D ApS opgjorte afskrivningsgrundlag
vedrørende
6 af de pågældende ejendomme.
De
stedlige skattemyndigheder har under henvisning hertil og under henvisning
til
afskrivningslovens § 45 bl.a. forhøjet klagerens skattepligtige avance ved
salget af ejendommene til 25.100 kr., idet de anskaffelsessummer, der er lagt
til grund for opgørelsen af de skattepligtige avancer ved afståelserne, er
reduceret med tab på installationer på i alt 38.352 kr.
Klageren
og hans repræsentant har herefter meddelt, at de som udgangspunkt er enige i
den opgørelse, der er foretaget af de stedlige skattemyndigheder, men at de
ikke er enige i, at de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for
opgørelsen af de skattepligtige avancer, skal reduceres med tab på
installationer. De har i den forbindelse anført, at
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, ikke hjemler reduktion af
anskaffelsessummerne med disse tab, da disse ikke er fratrukket ved
opgørelsen
af indkomsten, jf. afskrivningslovens § 21, stk. 5.
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet
har i overensstemmelse med forvaltningens talmæssige opgørelse opgjort
klagerens
skattepligtige avance ved salget af ejendommene til 25.100 kr. Nævnet har
således stadfæstet afgørelsen om, at de anskaffelsessummer, der skal lægges
til
grund for opgørelsen af den skattepligtige ejendomsavance, skal reduceres med
tab på installationer, uanset at disse tab ikke er fratrukket, jf.
afskrivningslovens § 21, stk. 5.
Skatteankenævnet
har som begrundelse for afgørelsen anført:
”Af
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 1 – 6, fremgår de
tilfælde,
hvor anskaffelsessummen nedsættes i afståelsesåret.
Af
lovens § 5, stk. 4, nr. 3, fremgår følgende:
”tab
efter afskrivningslovens § 21 og værdiforringelser fradraget efter
afskrivningslovens § 23, der ikke er omfattet af nr. 2”.
Af
afskrivningslovens § 21, stk. 5, fremgår det, at der i nogle nærmere bestemte
situationer ikke indrømmes tabsfradrag. Sælges en bygning eller en
installation
ejet af en eller flere personer til et selskab m.v., på hvis handlemåde
ejerne
af bygningen har bestemmende indflydelse på grund af aktiebesiddelse,
vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse, kan der således ikke opnås
fradrag for tabet.
Skatteankenævnet
bemærker, at der i det foreliggende tilfælde er tale om overdragelse mellem
interesseforbundne
parter.
Skatteankenævnet
finder herefter, at det er med rette, at Deres anmodning om at der skal ske
modregning
af tab på installationer ved opgørelsen af den skattepligtige ejendomsavance
ikke skal imødekommes.”
Klagerens påstand og
argumenter
Klagerens
advokat har anmodet Landsskatteretten om at anerkende, at
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, ikke hjemler, at
anskaffelsessummen reduceres med tabene på installationer på i alt 38.352 kr.
Han
har til støtte herfor anført, at det af forarbejderne til bestemmelsen og den
foreliggende teori fremgår, at formålet med bestemmelsen var at undgå, at der
kunne opnås fradrag 2 gange for det samme tab, og at bestemmelsen blev indsat
for at tage højde for, at det opståede tab allerede kunne være fradraget i
henhold
til afskrivningsloven.
Dette
er nærmere begrundet således:
Skatteankenævnets
afgørelse bygger på den betragtning, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5,
stk. 4, nr. 3, finder anvendelse i alle situationer, hvor der i henhold til
afskrivningslovens regler er opstået et tab – uanset, om der er opnået
fradrag
for dette.
Denne
betragtning kan ikke anses for korrekt. Det kan alene være tab, der samtidig
er
fradragsberettigede, der skal reducere anskaffelsessummen.
Ordlyden
af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, taler godt nok
umiddelbart for, at det er ethvert tab i henhold til afskrivningslovens § 21,
der skal fratrækkes – uanset om dette tab er fradragsberettiget eller
ej.
I
afskrivningslovens § 21 er det imidlertid alene stk. 3, der beskæftiger sig
med
opgørelsen af tab, idet det heri anføres, at
”Tab
opgøres for hver bygning eller installation omfattet af § 15, stk. 2, som
forskellen mellem den nedskrevne værdi og salgssummen.”
Hvis
lovgiver med bestemmelsen i ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr.
3,
havde ment, at ethvert tab skulle reducere anskaffelsessummen – uanset
om det
var fradragsberettiget eller ej – ville det have været naturligt, om
bestemmelsen havde henvist til tab efter § 21, stk. 3. Dette ville have
betydet,
at i det omfang der var realiseret et tab på en bygning eller en installation
efter afskrivningsloven, så skulle dette reducere anskaffelsessummen.
Lovgiver
har imidlertid henvist til hele bestemmelsen i § 21. Hvis ethvert tab skulle
reducere anskaffelsessummen, ville dette svare til, at man – på trods af
henvisningen til hele § 21 – alene anvender § 21, stk. 3.
Henvisningen
må i stedet forstås således, at det er tab i henhold til afskrivningslovens §
21, stk. 1 – 7, der skal reducere anskaffelsessummen. Ved at vælge en
sådan
formulering har lovgiver åbnet op for, at stk. 5 kan indgå i vurderingen af,
om
der skal ske reduktion af anskaffelsessummen.
Ejendomsavancebeskatningslovens
§ 5, stk. 4, nr. 3, må hermed forstås således, at alene tab på bygninger
eller
installationer, der også har kunnet fradrages efter afskrivningslovens § 21,
skal reducere anskaffelsessummen.
Dette
støttes af den kontekst, som ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr.
3, står i. Det anføres således umiddelbart efter ”tab efter
afskrivningslovens
§ 21”, at anskaffelsessummen også skal reduceres med
”værdiforringelser
fradraget efter afskrivningslovens § 23” (Repræsentantens
understregning).
Dette
taler for, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, omhandler
de
fradrag, der allerede er opnået i henhold til afskrivningsloven, og som
derfor
skal reducere anskaffelsessummen i henhold til
ejendomsavancebeskatningsloven.
Ordlyden
af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4., nr. 3, er således ikke så
klar, at der er grundlag for at træffe afgørelse alene med støtte heri. Det
er
nødvendigt at inddrage andre momenter i fortolkningen af bestemmelsen.
Det
er i bemærkningerne til lov nr. 434 af 26. juni 1998, der blev vedtaget på
baggrund af lovforslag nr. L 102 af 2. juni 1998, bl.a. anført (FT 1997/98,
2.
samling, Tillæg A, sp. 2536 f):
”Formålet
med denne ændring (af ejendomsavancebeskatningslovens § 5) er at forhindre,
at
der opnås fradrag for den samme udgift/ værdiforringelse 2 gange. Ændringen
skal
også ses i sammenhæng med, at der efter det samtidig hermed fremsatte forslag
til lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven) foreslås
indførelse
af tabsfradrag. Uden den foreslåede ændring ville der være mulighed for at
fradrage det samme tab 2 gange.” (repræsentantens understregninger)
Under
bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser anføres bl.a. følgende
(FT 1997/98, 2. samling, Tillæg A, sp. 2566 ff.):
”Som
anført i de almindelige bemærkninger foreslås det at indføre et generelt og
overordnet princip om, at anskaffelsessummen for en fast ejendom i
afståelsesåret skal nedsættes med de af skatteyderen efter afskrivningsloven
foretagne fradrag for afskrivninger (der ikke beskattes som genvundne
afskrivninger), nedrivningsfradrag, tabsfradrag m.v. på ejendommen.
Dermed
sikres, at den værdiforringelse, som eksempelvis afskrivninger m.v. er udtryk
for – og som skatteyderen allerede ved den almindelige indkomst er givet
fradrag for – ikke påvirker avanceopgørelsen efter
ejendomsavancebeskatningsloven.”
(repræsentantens understregning)
Det
fremgår således med betydelig klarhed af forarbejderne til bestemmelsen i
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, at formålet med
indsættelsen af bestemmelsen var, at skatteydere ikke både skulle kunne opnå
fradrag for et tab i henhold til afskrivningsloven og
ejendomsavancebeskatningsloven
samtidigt. Formålet var med andre ord at undgå dobbeltfradrag.
Dette
blev gjort ved, at anskaffelsessummen for den omhandlede ejendom ved
opgørelsen
af avancen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 5 skulle reduceres med
tab,
der var opnået fradrag for i henhold til afskrivningslovens § 21.
Dette
støttes af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser, hvori det udtaltes, at
man ville sikre, at avanceopgørelsen ikke blev påvirket af værdiforringelser
”som skatteyderen allerede ved den almindelige indkomst er givet fradrag
for.”
Det
kan sammenfattende konkluderes, at forarbejderne til bestemmelsen i
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, utvivlsomt taler for, at
anskaffelsessummen alene skal reduceres med tab, der er opnået fradrag for i
henhold til afskrivningsloven – og dermed, at anskaffelsessummen ikke
skal
reduceres med tab, der ikke er opnået fradrag for i henhold til
afskrivningslovens
§ 21, stk. 5.
Det
er i afsnit E.J.2.2.3.3 i Ligningsvejledningen for 2000 – og i øvrigt i
samme
afsnit i Ligningsvejledningen 2004 –2 - anført:
”EBL
§ 5, stk. 4, bygger på det generelle og overordnede princip, at
anskaffelsessummen for en fast ejendom skal nedsættes med et beløb, som
skatteyderen allerede har fået fradrag for / fordel af.
.
Det
bemærkes, at nedsættelse efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1 – 4, jf. stk. 8,
også
omfatter beløb, som ejeren har fradraget for indkomståret 1998 eller
tidligere
efter regler i de dagældende afskrivningslove. Tilsvarende gælder beløb efter
EBL § 5, stk. 4, nr. 1 – 4, jf. stk. 8, der efter skattelovgivningen i
øvrigt
har været fradragsberettigede.
.
EBL
§ 5, stk. 4, nr. 3 indeholder bestemmelse om, at anskaffelsessummen skal
nedsættes med:
·
tab efter AL § 21
·
Værdiforringelser fradraget efter AL § 23.
·
Reduktion af anskaffelsessummen med
tabsfradrag følger af, at tab på en afskrivningsberettiget bygning er
fradragsberettiget ved den almindelige indkomstopgørelse fra og med
indkomståret
1999.” (repræsentantens understregninger).
Myndighedernes
udsagn i ligningsvejledningen er således helt på linie med forarbejderne,
idet
det anføres, at formålet med bestemmelsen er, at der tages højde for tab, som
”skatteyderen allerede har fået fradrag for/fordel af”. Det anføres
endvidere,
at anskaffelsessummen skal reduceres med ”tabsfradrag” og ikke blot
med ”tab”.
De
administrative myndigheder har således opfattet bestemmelsen i
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, således, at den er udtryk
for, at der ved opgørelsen af anskaffelsessummen for en ejendom skal tages
hensyn til, at skatteyderen eventuelt kan have fået fradrag for tab i henhold
til afskrivningsloven. Anskaffelsessummen skal i så fald reduceres med det
fradragne beløb. Ellers skal der ikke ske reduktion.
Teori
og praksis på området er ganske sparsom, men Karnovs lovsamling 2003-2 er i
kommentaren til ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, helt i
overensstemmelse med forarbejderne og ligningsvejledningen.
I
artiklerne offentliggjort i TfS 2001, nr. 541, og TfS 2001, nr. 557, har
advokatfuldmægtigene Anita Bech Hansen og Michael Wallin – der er de
eneste,
der har behandlet dette spørgsmål i teorien – endvidere konkluderet, at
uklarheden vedrørende forståelsen af bestemmelsen må føre til, at
anskaffelsessummen
ikke skal reduceres med tab, der ikke har været fradragsberettigede i henhold
til afskrivningslovens § 21, stk. 5. De har i den forbindelse bl.a. bemærket:
” ..
Dog
må hensynet til skatteborgeren i mangel af klare fortolkningsbidrag indtil
videre føre til, at ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, må
fortolkes indskrænkende, således at et tab efter afskrivningslovens § 21, der
ikke kan fradrages på grund af bestemmelsen i afskrivningslovens § 21, stk.
5,
ikke skal nedsætte anskaffelsessummen ved opgørelsen i
ejendomsavancebeskatningsloven.”
Ligningsrådet
har endvidere i bindende forhåndsbesked, refereret i TfS 2003, nr. 254,
udtalt,
at § 5, stk. 4, indfører det princip, at der ved opgørelsen af
anskaffelsessummen ”skal tages højde for, at der allerede kan være givet
fradrag for værdiforringelsen af ejendommen i form af afskrivninger. Rådet
har
herved klart udtrykt, at bestemmelsens nr. 3 er en sikkerhed for, at
skatteyder
ikke kan opnå fradrag to gange for samme tab. Med andre ord skal
anskaffelsessummen for ejendommen kun reduceres i den situation, hvor
skatteyderen har opnået fradrag for tabet i form af afskrivninger.
Som
et øvrigt moment i fortolkningen af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk.
4, nr. 3, kan henvises til de almindelige skatteretlige regler om
kapitalgevinstbeskatning. Ifølge disse skal avancen opgøres som forskellen
mellem anskaffelsessummen og afståelsessummen. Denne hovedregel eller
grundsætning er modificeret med ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4,
nr. 3, idet avancen efter denne situation bliver opgjort til et beløb, der
umiddelbart er højere, end den ville blive efter de almindelige regler om
avanceopgørelse. Hvis skatteyderen imidlertid allerede er givet fradrag for
det
beløb, hvormed avancen bliver ”for høj”, bliver resultatet dog i
overensstemmelse med de almindelige regler om kapitalgevinstbeskatning. Hvis
anskaffelsessummen herudover reduceres med et tab, som ikke er
fradragsberettiget
efter afskrivningslovens § 21, stk. 5, beskatter man imidlertid tillige en
gevinst, som skatteyderen ikke har haft. Dette strider mod de almindelige
regler.
Bestemmelsen
i afskrivningslovens § 21, stk. 5, om nægtelse af fradrag for tab, som lides
ved handel mellem interesseforbundne parter, blev indsat, fordi det i denne
situation er vanskeligt at afgøre, om der reelt er lidt et tab. Det vil
derfor
være inkonsekvent, at skattemyndighederne nægter fradrag for tabet under
henvisning til afskrivningslovens § 21, stk. 5, men samtidig siger, at tabet
er
sikkert nok til, at det skal reducere anskaffelsessummen i henhold til
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3.
Et
tab, som ikke er fradragsberettiget efter afskrivningslovens § 21, stk. 5,
bør
derfor heller ikke reducere anskaffelsessummen efter
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3.
Det
gøres derfor gældende, at A ikke skal reducere sin anskaffelsessum med tab på
installationer på 38.352 kr., idet han ikke har opnået fradrag for dette tab
i
henhold til afskrivningslovens § 21, stk. 5.
Told- og Skattestyrelsens
indstilling
Told-
og Skattestyrelsen har indstillet afgørelsen stadfæstet.
Styrelsen
har til støtte herfor henvist til, at nedsættelsesreglen i
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, efter formuleringen af
denne skal fortolkes således, at anskaffelsessummen skal nedsættes med alle
tab, og ikke kun tab, der har kunnet fradrages, jf. afskrivningslovens § 21,
stk. 5. Der er herved henvist til, at det af forarbejderne til bestemmelsen
og
til bestemmelsen i afskrivningslovens § 21 fremgår, at disse regler skal ses
i
en sammenhæng, til at det af afskrivningslovens § 21, stk. 5, fremgår, at
adgangen til at foretage fradrag for tab er afskåret for personer med
bestemmende
indflydelse, og til at den indirekte fradragsmulighed derfor også må anses
for
afskåret.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
De
anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af klagerens
skattepligtige avancer ved salget af udlejningsejendommene, skal i henhold
til
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, nedsættes med ”tab
efter
afskrivningslovens § 21”. Der er ikke i bestemmelsen indeholdt
forudsætninger
om, at nedsættelse alene skal foretages for så vidt angår tab, der er eller
kunne være fradraget ved indkomstopgørelsen i henhold til afskrivningslovens
§
21. Ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, taler
således umiddelbart for, at de anskaffelsessummer, der skal lægges til grund
for opgørelsen af klagerens skattepligtige avancer, skal nedsættes med alle
tab, der kan opgøres i henhold til afskrivningslovens § 21.
En
afgørelse om, at nedsættelse i henhold til bestemmelsen alene skal foretages
for så vidt angår tab, der er eller kunne være fradraget ved
indkomstopgørelsen
i henhold til afskrivningslovens § 21, forudsætter herefter, at forarbejderne
til bestemmelsen m.v. giver tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at
dette
på trods af ordlyden har været lovgivers hensigt.
Det
af advokaten fremførte og fremlagte giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at
antage, at dette har været tilfældet. Forarbejderne til
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, giver heller ikke
tilstrækkeligt grundlag herfor, da der i forarbejderne dels er henvist til,
at
forslaget skal ses i sammenhæng med de ændringer, der samtidig er foreslået
vedrørende afskrivningslovens § 21, dels direkte er henvist til forarbejderne
til denne bestemmelse, og da det af forarbejderne til stk. 4 i denne –
der i
det hele svarer til stk. 5 i den nugældende § 21 i afskrivningsloven –
fremgår,
at lovgiver har haft til hensigt at hindre tabsfradrag i tilfælde, hvor
overdragelse af aktiver er sket mellem parter, hvor sælger kontrollerer
køber,
og hvor den af parterne aftalte overdragelsessum medfører, at sælger
konstaterer et tab.
Retten
er således under henvisning til ordlyden af bestemmelserne i
ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 4, nr. 3, til sammenhængen mellem
denne bestemmelse og bestemmelsen i afskrivningslovens § 21 samt til de
formål,
der i henhold til forarbejderne har ligget bag de foretagne ændringer af
bestemmelserne, enig med de stedlige skattemyndigheder i, at de
anskaffelsessummer, der skal lægges til grund for opgørelsen af klagerens
skattepligtige avancer ved salget af udlejningsejendommene, skal nedsættes
med
alle tab, der kan opgøres i henhold til afskrivningslovens § 21.
Det
er ubestridt, at der i henhold til afskrivningslovens § 21 bl.a. kan opgøres
tab på installationer på i alt 38.352 kr., og der er ikke i øvrigt rejst
indsigelse mod de stedlige skattemyndigheders talmæssige opgørelse.
Den
påklagede afgørelse stadfæstes derfor, hvilket er tiltrådt af Told- og
Skattestyrelsen.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Ikke skattefri del af kursgevinst på pantebrev – Gevinst og tab efter ejendomsavancebeskatningsloven – Gevinst og tab efter afskrivningsloven Landsskatteretten · 10. januar 2025
- Afskrivninger på bygninger og installationer i K/S [virksomhed1] m.fl. Landsskatteretten · 6. februar 2025
- Succession - nedrivning - afskrivning - ejendomsavance Retsinformation · 27. marts 2003
- Skønsmæssig forhøjelse af anden personlig indkomst grundet negativt privatforbrug – Skønsmæssig forhøjelse af anden personlig indkomst grundet bankindsætninger m.fl. Landsskatteretten · 23. maj 2023
- Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af andelsforenings ejendomsavance ved salg Retsinformation · 9. juni 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. genvundne afskrivninger. Fordeling af overdragelsessum ved salg af blandet bygning. Retsinformation · 13. juli 2005
Lignende dokumenter
- Sagen hjemvises til behandling hos SKAT med henblik på fornyet ansættelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2007 Domsdatabasen · 22. august 2012
- Sagen angår, om sagsøger er skattepligtig af et beløb, som selskabet blev tilkendt i ekspropriationserstatning i anledning af, at selskabet havde fået afslag på fortsat tørveindvinding fra et forpagtet areal Domsdatabasen · 18. december 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af andelsforenings ejendomsavance ved salg Retsinformation · 9. juni 2005
- Landsskatteretskendelse af 29. maj 2002 vedr. overdragelse af virksomhed inkl. fast ejendom succession - overdragelsestidspunkt Retsinformation · 3. september 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, afskrivningsloven, investorfradragsloven og forskellige andre love (Lagerbeskatning af selskabers ejendomsavancer og fastholdelse af loft over investorfradraget) Retsinformation · 6. oktober 2022
- Landsskatteretskendelse vedr. opgørelse af ejendommes skattemæssige anskaffelsessum og afståelsessum - salg af kommanditanparter Retsinformation · 28. marts 2013