Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. revisionsvirksomheds ombygning og indretning af kontorer i lejede lokaler.

KEN nr 9389 af 04/01/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet5. juli 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. revisionsvirksomheds ombygning

og indretning af kontorer i lejede lokaler.

Der klages over Ligningsrådets afgørelse

SKM2004.436.LR af 21. september 2004 i henhold til § 20 A i lovbekendtgørelse

nr. 868 af 12. august 2004 (skattestyrelsesloven).

Spørgsmålet til Ligningsrådet var

følgende:

”Er Ligningsrådet enig i, at

revisionsvirksomheden A i forbindelse med fraflytning af lejemål, vil være

berettiget til at foretage fradrag for tab på udgifter afholdt til ombygning

af

lejede lokaler i medfør af afskrivningslovens § 39, stk. 6, alternativt

statsskattelovens § 6, litra a.”

Ligningsrådet har besvaret det stillede

spørgsmål således:

”Nej.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæster

Ligningsrådets afgørelse.

Sagens oplysninger

A driver revisionsvirksomhed bl.a. fra

lejede lokaler.

Ejendommen ejes af B Fond. B Fond ejer

23,8 pct. af aktiekapitalen i A. Den resterende del af aktiekapitalen i A

ejes

af 120 partnere.

A har i 1991 og 1992 afholdt udgifter på

17.380.000 kr. til ombygning og indretning af de lejede lokaler. Ombygningen

bestod overordnet i en istandsættelse af samtlige lokaler med maling af hele

bygningen indvendigt og pålægning af nye tæpper på alle gulve. Arbejdet

Læs alt

omfattede tillige flytning af vægge, ændring af kontorer, etablering af nyt

ventilationssystem, ombygning af toiletter samt indretning af mødelokaler og

tekøkkener, ligesom 5. sal, der tidligere havde været indrettet til

boligformål,

blev ombygget og inddraget til kontorer.

A fratrak ved indkomstopgørelsen for

indkomstårene 1995, 1996 og 1997 udgifterne til nævnte ombygning og

indretning

i form af ordinære afskrivninger med 10 pct. pr. år af den samlede

ombygningsudgift.

Selskabsrevisionen nægtede ved afgørelse

af 21. september 1999 A fradrag for de skattemæssige afskrivninger under

henvisning til, at lejer og udlejer var interesseforbundne parter, hvorfor

der

ikke bestod en reel risiko for opsigelse af lejemålet.

Afgørelsen blev indbragt for

Landsskatteretten, der ved kendelse af 4. oktober 2002 stadfæstede

Selskabsrevisionens

afgørelse.

A har indbragt Landsskatterettens

kendelse for Østre Landsret, hvor sagen verserer.

Ligningsrådets begrundelse

Det lægges til grund, at A er omfattet

af den kreds, der efter afskrivningslovens § 39, stk.2, ikke har adgang til

at

foretage løbende skattemæssige afskrivninger på ombygninger af lejede

lokaler.

Reglen i afskrivningslovens § 39, stk.

2, vil savne mening, hvis en interessereforbundet lejer alene er afskåret fra

de løbende afskrivninger efter stk. 1, men til gengæld vil kunne få fuldt

fradrag efter stk. 6 for de afholdte ombygningsudgifter. Det kan ikke antages

at have været formålet i afskrivningsloven § 39.

Det fremgår endvidere af

afskrivningsloven § 39, stk. 6, 2. pkt., at fortjenesten eller tabet ved

afståelse

af lejemålet ” .. opgøres som forskellen mellem på den ene side

afståelsessummen

og på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse,

forbedring m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger.”

Det fremgår således klart af

bestemmelsen, at udgifterne skal have været afskrivningsberettigede, hvorfor

lejemål mellem interesseforbundne parter ikke er omfattet stk. 6.

Der kan endvidere ikke foretages fradrag

efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet fradrag for udgifter til

ombygning af lejede lokaler udtømmende er reguleret i afskrivningslovens §

39.

Klagerens påstand og argumenter

Advokaten har ved brev af 17. oktober

2004 anført følgende:

A påtænker at opsige og fraflytte

lejemålet, og ønsker i den forbindelse de skattemæssige konsekvenser i

relation

til de afholdte udgifter til ombygning af lejede lokaler afklaret.

Som nævnt har skattemyndighederne

indtaget det standpunkt, at A og B Fond er interesseforbundne parter i en

sådan

grad, at A ikke kan afskrive på de afholdte udgifter til ombygning af lejede

lokaler.

Som det også er fremgået, har A bestridt

skattemyndighedernes standpunkt.

Det kan imidlertid ved besvarelsen af

det i nærværende anmodning om bindende forhåndsbesked stillede spørgsmål

lægges

til grund, at skattemyndighedernes standpunkt er korrekt, og at A således

ikke

har adgang tilløbende skattemæssige afskrivninger på de afholdte udgifter til

ombygning af lejede lokaler.

A er opmærksom på, at der - navnlig hvis

det må lægges til grund, at A og B Fond er interesseforbundne parter - i

forbindelse

med lejeaftalens ophør vil kunne opstå spørgsmål om værdiansættelsen af den

ombygning af lejemålet, der er foretaget af A som lejer.

Ved besvarelsen af det stillede

spørgsmål kan det dog lægges til grund, at værdien af ombygningen ved

lejeaftalens ophør udgør 0 kr., og at A derfor ikke vederlægges herfor af B

Fond, således at A ubestrideligt har haft et tab på de afholdte udgifter til

ombygning

af lejemålet.

2. Det retlige grundlag

2.1. Praksis forud for indkomståret 1999

Efter en langvarig fast praksis har der

været adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på ombygning af

lejede lokaler i medfør af statsskattelovens § 6a.

Med vedtagelsen af den nye

afskrivningslov i 1998 (Lov nr. 433 af 26/6 1998), der havde virkning fra og

med indkomståret 1999, blev denne praksis delvist lovfæstet i lovens § 39.

Begrundelsen i tidligere praksis for, at

en lejer som udgangspunkt kunne foretage afskrivninger på sådanne udgifter,

var, at udgiften repræsenterede et gode for lejeren, men et gode som var

udsat

for forringelse år for år, og hvortil der følgelig svarede en ordinær

afskrivning. Ved lejemålets ophør var lejers investering således tabt.

Når der ikke gjaldt en tilsvarende

adgang i tilfælde af interessesammenfald mellem lejer og ejer, skyldtes det,

at

man ikke fandt, at der var en reel risiko for opsigelse af lejemålet, hvorfor

den afholdte udgift til ombygning af de lejede lokaler måtte anses som sikret

økonomisk.

Med Østre Landsrets dom af 31/3 1977

(A/S Hotel Botanique) blev praksis lempet en smule, idet dommen - på trods af

interessesammenfald - indrømmede lejeren afskrivningsret på

ombygningsudgifter

begrundet i aktivernes forældelse efter de satser, der gjaldt efter

afskrivningsloven for tilsvarende bygninger. Statsskattedirektoratet udsendte

i

den forbindelse et cirkulære (1977-16), hvoraf fremgik, at der ved

interessefællesskab kunne indrømmes lejere, der ikke risikerede opsigelse af

lejemålet, afskrivningsret på ombygningsudgifter med de i loven fastsatte

satser, når bygningen efter sin anvendelse, var omfattet af dagældende

afskrivningslovs § 18. Herved havde den interesseforbundne lejer opnået ikke

at

blive stillet ringere end ejeren i afskrivningsmæssig forstand.

En lejer, der fraflyttede et lejemål, og

som ikke havde afskrevet udgifter til ombygning af de lejede lokaler fuldt

ud,

kunne fratrække restbeløbet i fraflytningsåret naturligvis under forudsætning

af, at lejeren ikke var blevet vederlagt for ombygningsudgifterne i

forbindelse

med fraflytningen, således at lejeren ikke havde lidt et tab. Siden 1993 har

dette fremgået direkte af Ligningslovens § 14 J.

Det fremgår ikke af offentliggjort

praksis, at der skulle gælde indskrænkninger i denne fradragsret ved

fraflytning for en interesseforbundet lejer.

2.2. Afskrivningslovens § 39

Med lov nr. 433 af 26/6 1998 blev

tidligere praksis som nævnt lovfæstet i lovens § 39, der i dag har følgende

ordlyd:

"Udgifter til ombygning, forbedring

eller indretning af lejede lokaler, der anvendes erhvervsmæssigt til andet

formål end beboelse, afskrives med indtil 20 pct. årligt. Hvis lejemålet er

indgået for et bestemt tidsrum, kan den årlige afskrivning dog ikke overstige

et beløb svarende til, at afskrivning sker med lige store årlige beløb over

lejeperioden.

Stk. 2. Ved lejemål, hvor der som følge

af, at den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden parts

handlemåde

eller ved lejemål mellem nærtstående, ikke er en reel risiko for opsigelse,

kan

der ikke afskrives. Som nærtstående anses den skattepligtiges ægtefælle,

forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller

dødsboer efter de nævnte personer, stedbarns- og adoptivforhold sidestilles

med

ægte slægtskabsforhold. Der kan ligeledes ikke afskrives, hvis lejeren er

tillagt en køberet til de lejede lokaler ved lejeperiodens udløb på vilkår,

der

afviger fra markedsvilkår. Er lokalerne efter deres anvendelse omfattet af §

14, kan lejeren dog afskrive med de i § 17 nævnte satser.

Stk. 3. Der kan ikke afskrives i det

indkomstår, hvori lejemålet er ophørt.

Stk. 4. I tilfælde af nedrivning, inden

udgifterne er afskrevet fuldt ud, kan restbeløbet fradrages i

nedrivningsåret.

Dette gælder dog ikke for lejemål omfattet af stk. 2.

Stk. 5. Hvis lejer erhverver den

bygning, hvori de lejede lokaler befinder sig, kan et uafskrevet restbeløb på

udgifter til ombygning af lejede lokaler, der ikke indgår i købesummen for

bygningen, tillægges anskaffelsessummen for bygningen og afskrives sammen med

denne med de i § 17 nævnte satser.

Stk. 6. Ved afståelse af lejede lokaler

medregnes fortjeneste eller tab på ombygnings- og forbedringsudgifter,

indretninger

m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Fortjenesten eller tabet

opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og på den

anden

side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse, forbedring m.v. med

fradrag af samtlige foretagne afskrivninger."

Det fremgår af bestemmelsen, at en lejer

som udgangspunkt har adgang til at afskrive på udgifter til ombygning af

lejede

lokaler. Såfremt den ene part har en bestemmende indflydelse på den anden

parts

handlemåde kan lejeren dog kun foretage skattemæssige afskrivninger, hvis

lokalerne efter deres anvendelse er omfattet af Afskrivningslovens § 14, og i

givet fald med de i lovens § 17 nævnte satser.

De nugældende regler er på disse punkter

en videreførelse af praksis fra dengang, hvor hjemmelen til afskrivning på

udgifter til ombygning af lejede lokaler fandtes i Statsskattelovens § 6 a.

Det følger videre af bestemmelsens stk.

6, at en lejer ved fraflytning af de lejede lokaler skal beskattes af

eventuelle genvundne afskrivninger, ligesom der er fradrag for et eventuelt

tab

på udgifterne.

Landsskatteretten har dog i en kendelse

af 14. februar 2003, offentliggjort i SKM2003.112.LSR /TfS 2003.282, lagt til

grund,

at en uafskreven restsaldo ikke kan fratrækkes, såfremt lejeren køber den

bygning, hvori de lejede lokaler befinder sig, med mindre bygningen er

afskrivningsberettiget

efter afskrivningslovens § 14. Til gengæld kan lejeren tillægge restsaldoen

anskaffelsessummen for ejendommen i forbindelse med opgørelse af fortjeneste

og

tab efter ejendomsavancebeskatningsloven.

3. Spørgsmålets besvarelse

I det følgende skal jeg nærmere redegøre

for, hvorfor det til Ligningsrådet stillede spørgsmål efter min vurdering

skal

besvares bekræftende.

Ved besvarelsen af det stillede

spørgsmål kan det, som indledningsvis nævnt, lægges til grund, at A er

omfattet

af den kreds, der efter afskrivningslovens § 39, stk. 2, ikke har adgang til

at

foretage løbende skattemæssige afskrivninger på ombygning af lejede lokaler.

Dette forhold er imidlertid under ingen

omstændigheder til hinder for, at A har fradrag i tilfælde af, at A ved en

fraflytning ubestrideligt lider et tab på de udgifter, A har afholdt i

forbindelse med ombygningen i 1991 og 1992.

Tidligere praksis vedrørende

interesseforbundne parters manglende adgang til at foretage afskrivninger og

dermed den nugældende Afskrivningslovs § 39, stk. 2, er begrundet i en

antagelse om, at der ikke er en reel risiko for opsigelse af lejemålet,

hvorfor

den afholdte udgift til ombygning af de lejede lokaler må anses som sikret

økonomisk.

Dette ræsonnement har imidlertid alene

gyldighed i relation til adgangen til løbende at foretage skattemæssige

afskrivninger.

Det tager således ikke sigte på en situation som den foreliggende, hvor

lejeaftalen rent faktisk bringes til ophør.

Når lejeaftalen rent faktisk bringes til

ophør, er lejerens udgift i sagens natur ikke sikret - tværtimod er udgiften

tabt, uanset om lejeren er interesseforbundet med udlejeren eller ej.

Lovgiver har ikke i Afskrivningslovens §

39, stk. 6, udtrykkeligt undtaget situationer omfattet af stk. 2

(interesseforbundne

parter), således som dette er tilfældet i Afskrivningslovens § 39, stk. 4,

hvorefter der for interesseforbundne parters vedkommende ikke kan foretages

fradrag for et eventuelt uafskrevet beløb i forbindelse med nedrivning af den

bygning, hvori lejemålet befinder sig. Såfremt lovgiver havde ønsket, at

interesseforbundne parter på samme måde skulle være afskåret fra at foretage

fradrag for et eventuelt uafskrevet beløb i forbindelse med fraflytning af

lejemålet, måtte dette ligeledes udtrykkeligt have været anført i stk. 6.

Det må være klart, at der ikke kan

findes hjemmel til at nægte A fradrag ved en fraflytning ud fra en antagelse

om, at ordene "de afskrivningsberettigede udgifter" må forudsætte,

at

der tidligere er foretaget afskrivninger på den omhandlede ombygning.

Nægtelse

af fradrag må forudsætte en klar hjemmel, da der vil være tale om en

indskrænkning af den almindeligt gældende fradragsret for sådanne udgifter.

Såfremt Ligningsrådet på trods heraf

måtte finde, at der ikke er hjemmel til at foretage et tabsfradrag efter

Afskrivningslovens § 39, stk. 6, gøres det subsidiært gældende, at fradraget

har hjemmel i Statsskattelovens § 6 a.

Det må således antages, at der også

efter indførelsen af den nye Afskrivningslov fortsat er hjemmel i

Statsskattelovens § 6 a til at foretage fradrag for ordinære afskrivninger,

herunder tab på uafskrevne restsaldi, som ikke er omfattet af bestemmelserne

i

afskrivningsloven. Der kan til støtte herfor henvises til f.eks. LV 2002

E.C.S.1.

Det gøres videre gældende, at en

nægtelse af fradrag for tab på udgifter afholdt til ombygning af de lejede

lokaler vil indebære en urimelig forskelsbehandling i den omhandlede

situation, (a) dels i forhold til andre interesseforbundne lejere, der lejer

lokaler i en afskrivningsberettiget bygning, og (b) dels i forhold til en

ejer

af en ikke afskrivningsberettiget bygning.

(a) Det følger af Afskrivningslovens §

39, stk. 2, sidste pkt., at en lejer, der er interesseforbundet med

udlejeren,

kan foretage afskrivning på udgifter til ombygning af lejede

lokaler, såfremt lokalerne efter deres

anvendelse er afskrivningsberettigede, og i så fald med de ordinære

afskrivningssatser:

I en sådan situation må det uden videre

gælde, at en lejer, der fraflytter lejemålet, hvor der består en uafskreven

restsaldo, og ombygningen ikke udgør nogen værdi for ejeren, i medfør af

Afskrivningslovens § 39, stk. 6, er berettiget til at foretage fradrag for

tabet.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt at

behandle en sådan situation anderledes, blot fordi der er tale om en

afskrivningsberettiget bygning. Det skal i den forbindelse understreges, at

det

jo er udgifter til ombygning af lejede lokaler, der afskrives, og ikke en

bygning.

Nægter skattemyndighederne således

afskrivningsret på det tab, A forventes at lide, vil dette indebære, at der

sker en uacceptabel forskelsbehandling af to i øvrigt sammenlignelige

tilfælde.

(b) Grunden til, at der i den netop

anførte situation kan foretages skattemæssige afskrivninger, er, at den

interesseforbundne lejer skal sidestilles med ejeren af bygningen. Dette

følger

nu direkte af afskrivningsloven, men gjaldt også i tidligere praksis, jf. den

ovenfor nævnte østre landsrets dom af 31/3 1977 (A/S Hotel Botanique).

Det er berettiget at hævde, at den

interesseforbundne lejer stilles som om han var ejer, når der er tale om, at

bygningen er afskrivningsberettiget, idet såvel lejer som ejer ved ombygning

vil kunne foretage sædvanlige bygningsafskrivninger efter afskrivningslovens

§

17, ligesom begge vil kunne fratrække et uafskrevet beløb (foretage

tabsfradrag) ved fraflytning henholdsvis salg.

Noget tilsvarende gør sig gældende, når

den interesseforbundne lejer afholder udgifter til ombygning af det lejede,

og

efterfølgende erhverver den ejendom, hvor de lejede lokaler befinder sig,

idet

lejeren herefter kan tillægge ombygningsudgiften til anskaffelsessummen for

ejendommen, hvorefter fortjeneste og tab reguleres efter

ejendomsavancebeskatningsloven.

Dette følger som ovenfor nævnt af landsskatterettens kendelse af 14. februar

2003, der er offentliggjort i SKM2003.112.LSR /TfS 2003.282.

Hvis A nægtes fradragsret for tabet på

ombygningsudgifterne i den konkrete situation, bliver A ikke stillet, som om

A

var ejer af ejendommen. Dette skyldes naturligvis den omstændighed, at A ikke

har mulighed for at tillægge udgiften til ejendommens anskaffelsessum, hvad

en

ejer kan.

A vil dermed blive stillet væsentligt

ringere end en ejer i en tilsvarende situation, hvad der ikke kan antages at

have været hensigten med reglerne. Det følger således af den ovenfor nævnte

Østre Landsrets dom, at den interesseforbundne lejer skal stilles som om han

var ejer.

En nægtelse af fradrag for tabet vil

således også i denne situation medføre en urimelig forskelsbehandling.

4. Sammenfatning

Sammenfattende er det således min

vurdering, at A har fradragsret for tab på de afholdte udgifter til ombygning

af de lejede lokaler i forbindelse med lejeaftalens ophør i medfør af

Afskrivningslovens § 39, stk. 6.

I medfør af lovbestemmelsens stk. 2

afskæres A alene fra at foretage løbende afskrivninger, mens der i stk. 6 er

klar hjemmel til at foretage tabsfradrag ved fraflytning.

Såfremt fradraget efter Ligningsrådets

opfattelse ikke kan antages at have fornøden hjemmel i Afskrivningslovens §

39,

stk. 6, har fradraget utvivlsomt hjemmel i Statsskattelovens § 6 a.

Hvis A blev nægtet fradrag for den

omhandlede udgift ved en fraflytning, ville det indebære, at A blev nægtet

fradrag for et ubestrideligt tab, der i øvrigt opfylder enhver betingelse for

at være fradragsberettiget, alene som følge af den i relation til det

omhandlede tab helt tilfældige omstændighed, at A er interesseforbundet med

udlejer.”

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

To retsmedlemmer, herunder

retsformanden, henviser til bemærkningerne til lovforslagets § 39, jf.

forslag

nr. L 102 fremsat den 2. juni 1998 af skatteministeren. Heraf fremgår bl.a.

følgende:

”Bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at

lejeren i tilfælde af nedrivning kan fratrække eventuelt ikke afskrevne

restbeløb fuldt ud i nedrivningsåret. Bestemmelsen gælder dog ikke, når

lejeren

har afskrevet med de i § 17 nævnte satser, jf. henvisningen til bestemmelsen

i

stk. 2.

Efter hidtidig praksis har lejer i

tilfælde af fraflytning eller nedrivning inden udgifterne er afskrevet fuldt

ud, kunnet fratrække restbeløbet i nedrivnings- eller fraflytningsåret.

Denne praksis er for så vidt angår

fraflytningssituationen ikke videreført med lovforslaget som følge af den

gældende bestemmelse i ligningslovens § 14 J om tabsfradrag på

ombygningsudgifter,

der lovfæstes i afskrivningsloven som § 39, stk. 6. Lejer får således

fradraget

i form af et tabsfradrag efter reglerne i stk. 6. Den situation, hvor lejer

fraflytter det lejede uden at få en salgssum for lokaleindretning,

sidestilles

med salg, hvor salgssummen er 0 kr. Efter den foreslåede § 47 sidestilles

andre

former for afhændelse og afståelse med salg.”

Disse retsmedlemmer er af den

opfattelse, at sidste afsnit af ovenstående bemærkninger alene vedrører ikke

afskrevne restbeløb vedrørende lejemål, der kan afskrives med indtil 20 %

årligt. For lejemål som det foreliggende, hvor der ikke er nogen reel risiko

for opsigelse, og som er omfattet af afskrivningslovens § 39, stk. 2, jf.

stk.

4, således at restsaldoen ikke kan fradrages i nedrivningsåret, vil der

derfor

heller ikke ved fraflytning være adgang til tabsfradrag i medfør af

afskrivningslovens § 39, stk. 6.

Disse retsmedlemmer er endvidere enig

med Ligningsrådet i, at fradrag for udgifter afholdt til ombygning,

forbedring

eller indretning af lejede lokaler er udtømmende reguleret i

afskrivningsloven

§ 39.

Et retsmedlem udtaler, at bestemmelsen i

afskrivningslovens § 39, stk. 6, indeholder en generel adgang til ved

afståelse

at indregne fortjeneste og tab på ombygnings- og forbedringsudgifter i

overensstemmelse

med den opgørelsesmåde, der er anført i 2. pkt.

Adgangen til at indregne fortjeneste

eller tab ved afståelse er ikke begrænset af reglen i § 39, stk. 2, der alene

må anses for undtagelse til § 39, stk. 1. § 39, stk. 6, indeholder da heller

ikke en præciserende henvisning svarende til stk. 4’s krav om, at den

ene part

ikke må have bestemmende indflydelse. Allerede som følge af ordlyden i stk. 6

og sammenhængen med de øvrige stykker

i

§ 39 bør der gives skatteyderen medhold.

Hertil kommer yderligere, at dette resultatet må anses for mest

naturligt og bedst i overensstemmelse med almindelige skatteretlige

principper.

Dette medlem stemmer for at give klageren medhold.

Der afsiges kendelse i overensstemmelse

med stemmeflertallet, og den påklagede afgørelse stadfæstes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter