Spring til indhold

Retsinformation

Udgifter til ombygning af lejede lokaler interessteforbundne parter fradrag for tab ved afståelse af lejemål

AFG nr 9597 af 21/09/2004AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet8. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Udgifter til ombygning af lejede lokaler

– interessteforbundne parter –fradrag for tab ved afståelse af

lejemål

Spørgsmål

Er Ligningsrådet

enig i, at A Statsautoriseret Revisionsaktieselskab i forbindelse med

fraflytning

af det omhandlede lejemål vil være berettiget til at foretage fradrag for tab

på udgifter afholdt til ombygning af lejede lokaler i medfør af

afskrivningslovens § 39, stk. 6, alternativt statsskattelovens § 6, litra a?

Svar

Nej, se

sagsfremstilling og begrundelse.

Forespørgerens opfattelse og beskrivelse af de

faktiske forhold

A Statsautoriseret

Revisionsaktieselskab (herefter A) driver revisionsvirksomhed bl.a. fra

lejede

lokaler i den i sagen omhandlede ejendom.

Ejendommen ejes af

fonden B. B ejer 23,8 pct. af aktiekapitalen i A. Den resterende del af

aktiekapitalen

i A ejes af partnerne i A.

I 1991 og 1992

afholdt A udgifter på x kr. til ombygning og indretning af de lejede lokaler.

Ombygningen bestod

overordnet i en istandsættelse af samtlige lokaler med maling af hele

bygningen

indvendigt og pålægning af nye tæpper på alle gulve. Arbejdet omfattede

tillige

Læs alt

flytning af vægge, ændring af kontorer, etablering af nyt ventilationssystem,

ombygning af toiletter samt indretning af mødelokaler og tekøkkener, ligesom

5.

sal, der tidligere havde været indrettet til boligformål, blev ombygget og

inddraget til kontorer.

A fratrak ved

indkomstopgørelsen for indkomstårene 1995, 1996 og 1997 udgifterne til nævnte

ombygning

og indretning i form af ordinære afskrivninger med 10 pct. pr. år af den

samlede ombygningsudgift.

Ved afgørelse af

21. september 1999 nægtede Y kommunes selskabsrevision A fradrag for de

skattemæssige

afskrivninger under henvisning til, at lejer og udlejer var

interesseforbundne

parter, hvorfor der ikke bestod en reel risiko for opsigelse af lejemålet.

Afgørelsen blev

indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse af 4. oktober 2002

stadfæstede

Y kommunes selskabsrevisions afgørelse.

A har indbragt

Landsskatterettens kendelse for Østre Landsret, hvor sagen verserer.

A påtænker at

opsige og fraflytte lejemålet, og ønsker i den forbindelse de skattemæssige

konsekvenser i relation til de afholdte udgifter til ombygning af lejede

lokaler afklaret.

Som nævnt har

skattemyndighederne indtaget det standpunkt, at A og B er interesseforbundne

parter

i en sådan grad, at A ikke kan afskrive på de afholdte udgifter til ombygning

af lejede lokaler.

Som det også er

fremgået, har A bestridt skattemyndighedernes standpunkt.

Ifølge A's repræsentant

skal det ved besvarelsen af det stillede spørgsmål imidlertid lægges til

grund,

at skattemyndighedernes standpunkt er korrekt, og at A således ikke har

adgang

til løbende skattemæssige afskrivninger på de afholdte udgifter til ombygning

af lejede lokaler.

Ved besvarelsen af

det stillede spørgsmål skal det endvidere lægges til grund, at værdien af

ombygningen

ved lejeaftalens ophør udgør 0 kr., og at A derfor ikke vederlægges herfor af

B, således at A ubestrideligt har haft et tab på de afholdte udgifter til

ombygning af lejemålet.

Repræsentanten har

anført, at der efter en langvarig fast praksis har været adgang til at

foretage

skattemæssige afskrivninger på ombygning af lejede lokaler i medfør af

statsskattelovens § 6 a.

Med vedtagelsen af

den nye afskrivningslov i 1998 (lov nr. 433 af 26. juni 1998), der havde

virkning

fra og med indkomståret 1999, blev denne praksis delvist lovfæstet i lovens §

39.

Begrundelsen i

tidligere praksis for, at en lejer som udgangspunkt kunne foretage

afskrivninger

på sådanne udgifter var, at udgiften repræsenterede et gode for lejeren, men

et

gode, som var udsat for forringelse år for år, og hvortil der følgelig

svarede

en ordinær afskrivning. Ved lejemålets ophør var lejers investering således

tabt.

Når der ikke gjaldt

en tilsvarende adgang i tilfælde af interessesammenfald mellem lejer og ejer,

skyldtes det, at man ikke fandt, at der var en reel risiko for opsigelse af

lejemålet, hvorfor den afholdte udgift til ombygning af de lejede lokaler

måtte

anses som sikret økonomisk.

Med Østre

Landsrets dom af 31. marts 1977 (A/S Hotel Botanique) blev praksis lempet en

smule, idet dommen - på trods af interessesammenfald - indrømmede lejeren

afskrivningsret på ombygningsudgifter begrundet i aktivernes forældelse efter

de satser, der gjaldt efter afskrivningsloven for tilsvarende bygninger.

Statsskattedirektoratet udsendte i den forbindelse et cirkulære (1977-16),

hvoraf fremgik, at der ved interessefællesskab kunne indrømmes lejere, der

ikke

risikerede opsigelse af lejemålet, afskrivningsret på ombygningsudgifter med

de

i loven fastsatte satser, når bygningen efter sin anvendelse var omfattet af

dagældende afskrivningslovs § 18. Herved havde den interesseforbundne lejer

opnået ikke at blive stillet ringere end ejeren i afskrivningsmæssig

forstand.

En lejer, der

fraflyttede et lejemål, og som ikke havde afskrevet udgifter til ombygning af

de lejede lokaler fuldt ud, kunne fratrække restbeløbet i fraflytningsåret,

naturligvis under forudsætning af, at lejeren ikke var blevet vederlagt for

ombygningsudgifterne i forbindelse med fraflytningen, således at lejeren ikke

havde lidt et tab. Siden 1993 var dette fremgået direkte af ligningslovens §

14

J.

Det fremgår ifølge

repræsentanten ikke af offentliggjort praksis, at der skulle gælde

indskrænkninger

i denne fradragsret ved fraflytning for en interesseforbundet lejer.

Med lov nr. 433 af

26. juni 1998 blev tidligere praksis som nævnt lovfæstet i afskrivningslovens

§

39.

Det fremgår ifølge

repræsentanten af bestemmelsen, at en lejer som udgangspunkt har adgang til

at

afskrive på udgifter til ombygning af lejede lokaler. Såfremt den ene part

har

en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, kan lejeren dog kun

foretage skattemæssige afskrivninger, hvis lokalerne efter deres anvendelse

er

omfattet af afskrivningslovens § 14, og i givet fald med de i lovens § 17

nævnte satser.

De nugældende

regler er ifølge repræsentanten på disse punkter en videreførelse af praksis

fra dengang, hvor hjemmelen til afskrivning på udgifter til ombygning af

lejede

lokaler fandtes i statsskattelovens § 6 a.

Det følger ifølge

repræsentanten videre af bestemmelsens stk. 6, at en lejer ved fraflytning af

de lejede lokaler skal beskattes af eventuelle genvundne afskrivninger,

ligesom

der er fradrag for et eventuelt tab på udgifterne.

Landsskatteretten

har dog i en kendelse af 14. februar 2003, offentliggjort i TfS 2003, 282,

lagt

til grund, at en uafskreven restsaldo ikke kan fratrækkes, såfremt lejeren

køber den bygning, hvori de lejede lokaler befinder sig, medmindre bygningen

er

afskrivningsberettiget efter afskrivningslovens § 14. Til gengæld kan lejeren

tillægge restsaldoen anskaffelsessummen for ejendommen i forbindelse med

opgørelse af fortjeneste og tab efter ejendomsavancebeskatningsloven.

Ved besvarelsen af

det stillede spørgsmål kan det som nævnt lægges til grund, at A er omfattet

af

den kreds, der efter afskrivningslovens § 39, stk. 2, ikke har adgang til at

foretage løbende skattemæssige afskrivninger på ombygning af lejede lokaler.

Dette forhold er

imidlertid ifølge repræsentanten under ingen omstændigheder til hinder for,

at

A har fradrag i tilfælde af, at A ved en fraflytning ubestrideligt lider et

tab

på de udgifter, A har afholdt i forbindelse med ombygningen i 1991 og 1992.

Tidligere praksis

vedrørende interesseforbundne parters manglende adgang til at foretage

afskrivninger

og dermed den nugældende afskrivningslovs § 39, stk. 2, er begrundet i en

antagelse

om, at der ikke er en reel risiko for opsigelse af lejemålet, hvorfor den

afholdte udgift til ombygning af de lejede lokaler må anses som sikret

økonomisk.

Dette ræsonnement

har imidlertid ifølge repræsentanten alene gyldighed i relation til adgangen

til løbende at foretage skattemæssige afskrivninger. Det tager således ikke

sigte på en situation som den foreliggende, hvor lejeaftalen rent faktisk

bringes til ophør.

Når lejeaftalen

rent faktisk bringes til ophør, er lejerens udgift i sagens natur ikke sikret

-

tværtimod er udgiften tabt, uanset om lejeren er interesseforbundet med

udlejeren eller ej.

Lovgiver har

ifølge repræsentanten ikke i afskrivningslovens § 39, stk. 6, udtrykkeligt

undtaget situationer omfattet af stk. 2 (interesseforbundne parter), således

som dette er tilfældet i afskrivningslovens § 39, stk. 4, hvorefter der for

interesseforbundne parters vedkommende ikke kan foretages fradrag for et

eventuelt uafskrevet beløb i forbindelse med nedrivning af den bygning, hvori

lejemålet befinder sig. Såfremt lovgiver havde ønsket, at interesseforbundne

parter på samme måde skulle være afskåret fra at foretage fradrag for et

eventuelt uafskrevet beløb i forbindelse med fraflytning af lejemålet, måtte

dette ligeledes udtrykkeligt have været anført i stk. 6.

Det må ifølge

repræsentanten være klart, at der ikke kan findes hjemmel til at nægte A

fradrag

ved en fraflytning ud fra en antagelse om, at ordene "de

afskrivningsberettigede udgifter" må forudsætte, at der tidligere er

foretaget afskrivninger på den omhandlede bygning. Nægtelse af fradrag må

forudsætte en klar hjemmel, da der vil være tale om en indskrænkning af den

almindeligt gældende fradragsret for sådanne udgifter.

Såfremt

Ligningsrådet på trods heraf måtte finde, at der ikke er hjemmel til at

foretage et tabsfradrag efter afskrivningslovens § 39, stk. 6, gøres det

subsidiært gældende, at fradraget har hjemmel i statsskattelovens § 6, litra

a.

Det må ifølge

repræsentanten således antages, at der også efter indførelsen af den nye

afskrivningslov fortsat er hjemmel i statsskattelovens § 6, litra a til at

foretage fradrag for ordinære afskrivninger, herunder tab på uafskrevne

restsaldi, som ikke er omfattet af bestemmelserne i afskrivningsloven.

Repræsentanten henviser til støtte herfor til Ligningsvejledningen for 2002,

afsnit E.C.5.1, hvoraf følgende fremgår:

"Endelig kan

der med hjemmel i SL § 6 a, foretages afskrivninger, der ikke er reguleret i

afskrivningsloven eller anden særlovgivning."

Det gøres

endvidere gældende, at en nægtelse af fradrag for tab på udgifter afholdt til

ombygning af de lejede lokaler vil indebære en urimelig forskelsbehandling i

den omhandlede situation, (a) dels i forhold til andre interesseforbundne

lejere, der lejer lokaler i en afskrivningsberettiget bygning, og (b) dels i

forhold til en ejer af en ikke afskrivningsberettiget bygning.

(a) Det følger

ifølge repræsentanten af afskrivningslovens § 39, stk. 2, sidste pkt., at en

lejer, der er interesseforbundet med udlejeren, kan foretage afskrivning på

udgifter til ombygning af lejede lokaler, såfremt lokalerne efter deres

anvendelse er afskrivningsberettigede og i så fald med de ordinære

afskrivningssatser.

I en sådan

situation må det ifølge repræsentanten uden videre gælde, at en lejer, der

fraflytter lejemålet, hvor der består en uafskreven restsaldo, og ombygningen

ikke udgør nogen værdi for ejeren, i medfør af afskrivningslovens § 39, stk.

6,

er berettiget til at foretage fradrag for tabet.

Det forekommer

ifølge repræsentanten ikke hensigtsmæssigt at behandle en sådan situation

anderledes

blot fordi der er tale om en afskrivningsberettiget bygning. Det understreges

i

den forbindelse, at det jo er udgifter til ombygning af lejede lokaler, der

afskrives, og ikke en bygning.

Nægtes således

afskrivningsret på det tab, A forventes at lide, vil dette indebære, at der

sker en uacceptabel forskelsbehandling af to i øvrigt sammenlignelige

tilfælde.

(b) Grunden til,

at der i den netop anførte situation kan foretages skattemæssige

afskrivninger

er ifølge repræsentanten, at den interesseforbundne lejer skal sidestilles

med

ejeren af bygningen. Dette følger nu direkte af afskrivningsloven, men gjaldt

også i tidligere praksis, jf. den ovenfor nævnte Østre Landsrets dom af 31.

marts 1977 (A/S Hotel Botanique).

Det er ifølge

repræsentanten berettiget at hævde, at den interesseforbundne lejer stilles

som

om han var ejer, når der er tale om, at bygningen er afskrivningsberettiget,

idet såvel lejer som ejer ved ombygning vil kunne foretage sædvanlige

bygningsafskrivninger efter afskrivningslovens § 17, ligesom begge vil kunne

fratrække et uafskrevet beløb (foretage tabsfradrag) ved fraflytning

henholdsvis

salg.

Repræsentanten

anfører, at noget tilsvarende gør sig gældende, når den interesseforbundne

lejer afholder udgifter til ombygning af det lejede, og efterfølgende

erhverver

den ejendom, hvor de lejede lokaler befinder sig, idet lejeren herefter kan

tillægge ombygningsudgiften til anskaffelsessummen for ejendommen, hvorefter

fortjeneste og tab reguleres efter ejendomsavancebeskatningsloven. Dette

følger

ifølge repræsentanten af Landsskatterettens kendelse af 14. februar 2003, der

er offentliggjort i TfS 2003, 282, jf. ovenfor.

Hvis A nægtes

fradragsret for tabet på ombygningsudgifterne i den konkrete situation,

bliver

A ifølge repræsentanten ikke stillet, som om A var ejer af ejendommen. Dette

skyldes ifølge repræsentanten naturligvis den omstændighed, at A ikke har

mulighed for at tillægge udgiften til ejendommens anskaffelsessum, hvad en

ejer

kan.

Det gøres

gældende, at A dermed vil blive væsentligt ringere stillet end en ejer i en

tilsvarende situation, hvad der ikke kan antages at have været hensigten med

reglerne. Det følger således ifølge repræsentanten af den ovenfor nævnte

Østre

Landsrets dom, at den interesseforbundne lejer skal stilles som om han var

ejer.

En nægtelse af

fradrag for tabet vil således ifølge repræsentanten også i denne situation

medføre

en urimelig forskelsbehandling.

Under sagens

behandling i Told- og Skattestyrelsen, har repræsentanten fremkommet med et

yderligere

eksempel, hvorved det gøres gældende, at nægtelse af fradrag for tabet også

vil

medføre en urimelig forskelsbehandling.

Repræsentanten

anfører, at udlejer og lejer ved en ombygning som den i nærværende sag

omhandlede

kan vælge at lade udlejer afholde udgifterne mod en dertil svarende

huslejeforhøjelse.

I så fald er tillige den som følge af ombygningen forøgede husleje en

fradragsberettiget driftsomkostning for lejeren.

Udlejeren har på

sin side har fradragsret for den del af udgifterne, der ikke har bragt

ejendommen

i en bedre stand, end den var på erhvervelsestidspunktet henholdsvis det

senere

tidspunkt, hvor ejendommen sidst måtte være blevet forbedret, da denne del af

udgifterne anses for en i medfør af statsskattelovens § 6, litra e,

fradragsberettiget vedligeholdelsesudgift. Den resterende del af udgifterne

kan

udlejer tillægge ejendommens anskaffelsessum, således at beløbet vil fragå

ved

avanceopgørelsen ved et senere salg af ejendommen.

Ifølge

repræsentanten beror det i princippet på en tilfældighed, om udgiften til en

ombygning m.v. som den i nærværende sag omhandlede afholdes af udlejer eller

lejer, og eksemplet skulle ligesom de to førnævnte eksempler understrege, at

udgangspunktet for besvarelsen af det til Ligningsrådet stillede spørgsmål må

være, at A ikke kan nægtes fradrag, medmindre fradragsretten er afskåret ved

en

klar og utvetydig lovhjemmel.

Repræsentanten har

afslutningsvist, herunder telefonisk for styrelsen gjort gældende, at der

intet

sagligt grundlag er for at fratage en lejer fradragsretten under henvisning

til, at der på grund af et interessesammenfald med udlejer ikke er en reel

risiko for, at lejeren vil blive sagt op. Det er ifølge repræsentanten et

udtryk for en alvorlig misforståelse af lejelovgivningens bestemmelser, at

det

skulle give lejeren en særlig beskyttelse, hvis lejer og ejer er

interesseforbundene

parter, idet det i realiteten ikke er muligt at opsige en lejer.

Repræsentanten

sammenfatter sine synspunkter således:

A har fradragsret

for tab på de afholdte udgifter til ombygning af de lejede lokaler i

forbindelse med lejeaftalens ophør i medfør af afskrivningslovens § 39, stk.

6.

I medfør af

bestemmelsens stk. 2 afskæres A alene fra at foretage løbende afskrivninger,

mens der i stk. 6 er klar hjemmel til at foretage tabsfradrag ved

fraflytning.

Såfremt fradraget

efter Ligningsrådets opfattelse ikke kan antages at have fornøden hjemmel i

afskrivningslovens

§ 39, stk. 6, har fradraget utvivlsomt hjemmel i statsskattelovens § 6, litra

a.

Hvis A blev nægtet

fradrag for den omhandlede udgift ved en fraflytning, ville det indebære, at

A

blev nægtet fradrag for et ubestrideligt tab, der i øvrigt opfylder enhver

betingelse for at være fradragsberettiget, alene som følge af den i relation

til det omhandlede tab helt tilfældige omstændighed, at A er

interesseforbundet

med udlejer.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Det skal

indledningsvist bemærkes, at der ved besvarelsen ikke er taget stilling til,

hvorvidt værdien af ombygningen ved fraflytning er 0 kr., idet dette dog

lægges

til grund.

Det lægges

endvidere til grund, at A er omfattet af den kreds, der efter

afskrivningslovens

§ 39, stk. 2, ikke har adgang til at foretage løbende skattemæssige

afskrivninger på ombygning af lejede lokaler.

Fradrag med

hjemmel i afskrivningsloven § 39, stk. 6

§ 39 i

afskrivningsloven, jf. lov nr. 433 af 26. juni 1998 om skattemæssige

afskrivninger

(senest offentliggjort som lovbekendtgørelse nr. 973 af 22. november 2002),

har

følgende ordlyd:

"Udgifter til

ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler, der anvendes

erhvervsmæssigt til andet formål end beboelse, afskrives med indtil 20 pct.

årligt. Hvis lejemålet er indgået for et bestemt tidsrum, kan den årlige

afskrivning dog ikke overstige et beløb svarende til, at afskrivning sker med

lige store årlige beløb over lejeperioden.

Stk. 2. Ved

lejemål, hvor der som følge af, at den ene part har en bestemmende

indflydelse

på den anden parts handlemåde, eller ved lejemål mellem nærtstående, ikke er

en

reel risiko for opsigelse, kan der ikke afskrives. Som nærtstående anses den

skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn

og

disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer. Stedbarns- og

adoptivforhold sidestilles med ægte slægtskabsforhold. Der kan ligeledes ikke

afskrives, hvis lejeren er tillagt en køberet til de lejede lokaler ved

lejeperiodens udløb på vilkår, der afviger fra markedsvilkår. Er lokalerne

efter deres anvendelse omfattet af § 14, kan lejeren dog afskrive med de i §

17

nævnte satser.

Stk. 3. Der kan

ikke afskrives i det indkomstår, hvori lejemålet er ophørt.

Stk. 4. I tilfælde

af nedrivning, inden udgifterne er afskrevet fuldt ud, kan restbeløbet

fradrages

i nedrivningsåret. Dette gælder dog ikke for lejemål omfattet af stk. 2.

Stk. 5. Hvis lejer

erhverver den bygning, hvori de lejede lokaler befinder sig, kan et

uafskrevet

restbeløb på udgifter til ombygning af lejede lokaler, der ikke indgår i

købesummen for bygningen, tillægges anskaffelsessummen for bygningen og

afskrives sammen med denne med de i § 17 nævnte satser.

Stk. 6. Ved

afståelse af lejede lokaler medregnes fortjeneste eller tab på ombygnings- og

forbedringsudgifter, indretninger m.v. ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst. Fortjenesten eller tabet opgøres som forskellen mellem på den ene

side afståelsessummen og på den anden side de afskrivningsberettigede

udgifter

til anskaffelse, forbedring m.v. med fradrag af samtlige foretagne

afskrivninger."

Af bemærkningerne

til bestemmelsen (L 102-2 1997/98) fremgår bl.a. følgende:

"Udgifter til ombygning, forbedring og indretning

af lejede lokaler kan ikke afskrives ved lejemål, hvis der som følge af, at

den

ene part har en bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, ikke

er

en reel risiko for opsigelse, hvilket fremgår af det foreslåede stk. 2.

Bestemmelsen er særligt tænkt anvendt i tilfælde, hvor der på grund af nær

økonomisk forbindelse mellem ejer og lejer ikke er reel risiko for opsigelse

af

lejemålet, f.eks. hvor en hovedaktionær udlejer lokaler til et selskab, som

hovedaktionæren dominerer. Desuden tænkes bestemmelsen anvendt ved lejemål

mellem

nære familiemedlemmer eller lignende.

...

Efter hidtidig praksis har lejer i tilfælde af

fraflytning eller nedrivning inden udgifterne er afskrevet fuldt ud, kunnet

fratrække restbeløbet i nedrivnings- eller fraflytningsåret.

Denne praksis er for så vidt angår fraflytningssituationen

ikke videreført med lovforslaget som følge af den gældende bestemmelse i

ligningslovens § 14 J om tabsfradrag på ombygningsudgifter, der lovfæstes i

afskrivningsloven som § 39, stk. 6. Lejer får således fradraget i form af et

tabsfradrag efter reglerne i stk. 6. Den situation, hvor lejer fraflytter det

lejede uden at få en salgssum for lokaleindretning, sidestilles med salg,

hvor

salgssummen er 0 kr.

...

Bestemmelsen i stk. 6 indebærer, at fortjeneste eller

tab på ombygningsudgifter m.v. ved afståelse af lejede lokaler medregnes ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Bestemmelsen svarer til

ligningslovens § 14 J."

I bemærkningerne

(L 288 1992-93) til det oprindeligt fremsatte lovforslag vedrørende § 14 J i

ligningsloven,

fremgår:

"Der er efter reglerne i statsskattelovens § 6 a

adgang til at foretage skattemæssige afskrivninger på ombygningsudgifter i

lejede bygninger. Lejeren har ofte mulighed for at sælge og derved

kapitalisere

værdien af ombygningen. Efter de gældende regler modsvares retten til at

afskrive ikke af regler om beskatning af eventuelle genvunde afskrivninger og

en eventuel avance derudover opnået ved et sådant salg.

...

Lovforslaget medfører, at genvundne afskrivninger på

ombygninger af lejede lokaler og en avance derudover beskattes."

Af den oprindeligt

foreslåede § 14 J fremgik, at et eventuelt tab ved afståelsen af lejede

lokaler

ikke kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige særlige indkomst

eller ved opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst.

Under behandlingen

af lovforslaget blev der fremsat ændringsforslag, således at ligningslovens §

14 J fik følgende ordlyd:

"§ 14

J. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes den ved

afståelse af lejede lokaler indvundne fortjeneste eller det herved

konstaterede

tab på ombygnings- og forbedringsudgifter, særindretninger m.v. Fortjenesten

eller tabet opgøres som forskellen mellem på den ene side afståelsessummen og

på den anden side de afskrivningsberettigede udgifter til anskaffelse,

forbedring

m.v. med fradrag af samtlige foretagne afskrivninger. Overdragelsessummen

omregnes til kontantværdi efter regler, der fastsættes af skatteministeren. §

16 E, stk. 2-5, finder tilsvarende anvendelse."

I bemærkningerne

til ændringsforslaget (betænkning til L 288 1992-93) fremgår følgende:

"Efter det fremsatte lovforslag skal den ved

afståelse af lejede lokaler indvundne fortjeneste på ombygnings- og

forbedringsudgifter, særindretninger m.v. medregnes til den skattepligtige

indkomst.

Som modstykke hertil tilsigter ændringsforslaget, at

der fortsat skal være adgang til fradrag for det i samme forbindelse

konstaterede tab".

For så vidt angår

den tidligere praksis før vedtagelsen af Ligningslovens § 14 J, fremgik

følgende

af Ligningsvejledningen (LV 1992, E.C.6):

"Udgifter til egentlige ombygninger og

særindretninger af lejede lokaler kan ikke fratrækkes som løbende

driftsudgifter, men kan afskrives.

...

Er lejemålet indgået på ubestemt tid, således at

lejeren kan opsiges med relativt kort varsel, kan der i overensstemmelse med

praksis normalt foretages afskrivning med 20 pct. årligt.

...

Hvor der på grund af nær økonomisk forbindelse mellem

ejer og lejer ikke er reel risiko for opsigelse af lejemålet, f.eks. hvor en

hovedaktionær udlejer lokaler til det af ham dominerede selskab, eller hvor

der

er tale om et lejemål mellem nære familiemedlemmer, kan afskrivning ikke ske

efter de her omtalte særlige regler, jf. lsr. 1982.98 og Skat 1990.5.381 samt

modsætningsvis lsr. 1983.86.

...

Dersom fraflytning sker inden fuld afskrivning er

nået, kan den resterende del af udgiften fradrages i fraflytningsåret. Sker

der

en nedrivning af indretningen før udgiften er helt afskrevet, kan restbeløbet

fratrækkes i nedrivningsåret.

Opstår der ved afståelse af en virksomhed fortjeneste

ved, at der ydes en godtgørelse for afholdte ombygningsudgifter der

overstiger

det nedskrevne beløb, kan fortjenesten ikke beskattes, hverken som særlig

eller

almindelig indkomst, lsr. 1976.27."

Told- og

Skattestyrelsen bemærker indledningsvist, at afskrivningsloven § 39, stk. 2

særligt er tænkt anvendt i tilfælde, hvor der på grund af nær økonomisk

forbindelse mellem en ejer og lejer ikke er reel risiko for opsigelse af

lejemålet. Kan en lejer selv vælge at flytte eller blive i lejemålet er der

ikke en reel risiko for opsigelse. Der er således ikke risiko for, at udlejer

påfører lejer en disposition, der medfører, at de investerede

ombygningsudgifter går tabt.

Repræsentanten

anfører, at dette ræsonnement alene har gyldighed i relation til adgangen til

løbende at foretage skattemæssige afskrivninger, men at det ikke tager sigte

på

en situation som den foreliggende, hvor lejeaftalen rent faktisk bringes til

ophør. Ifølge repræsentanten er lejerens udgift således ikke sikret.

Tværtimod

er udgiften tabt, uanset om lejeren er interesseforbundet med udlejeren eller

ej.

Der er ikke

offentliggjort afgørelser vedrørende den i nærværende sag omhandlede

fortolkning af afskrivningsloven § 39, stk. 6. Der ses heller ikke

offentliggjort afgørelser om spørgsmålet efter den tidligere praksis med

hjemmel i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.

Vestre Landsret

har dog i dom af 26. april 1994 (offentliggjort ved TfS 1994, 444) taget

stilling til en interesseforbundet lejers ret til afskrivning på

ombygningsudgifter i en situation, hvor lejer efterfølgende fraflyttede

lejemålet. Som sagen er refereret, må det antages, at de afholdte

ombygningsudgifter

herved gik tabt. Dommen vedrører den tidligere praksis efter statsskatteloven

§

6, stk. 1, litra a.

Sagen angik

lejerens ret til løbende afskrivninger og dommen tager således ikke direkte

stilling til, hvorvidt en interesseforbundet lejer kan foretage fradrag for

tab

på ombygningsudgifter ved fraflytningen som forespurgt i nærværende sag.

I dommen havde et

selskab, der drev edb-virksomhed, lejet lokaler i kælderetagen i

hovedaktionærens

ejendom. I forbindelse med indflytningen afholdt selskabet en række udgifter

til ombygning af lokalerne.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at

lejemålet var midlertidigt og rent faktisk blev afsluttet i det følgende år

efter ombygningen, hvor det pågældende selskab flyttede til permanente

lokaler.

Selskabet anførte, at det på forhånd lå

klart, at lejemålet ville blive af kort varighed, og selvom udlejer var

hovedaktionær i selskabet, indebar hans tilkendegivelser over for selskabet,

at

der forelå et reelt risikobetonet lejemål, således at betingelserne for

afskrivning på ombygningsudgifterne var opfyldt.

Skatteministeriet

anførte herimod, at selskabets mulighed for som lejer at afskrive på

udgifterne

i medfør af statsskatteloven § 6, stk. 1, litra, var knyttet til

lejeperiodens

længde, og ikke til selve den omstændighed, at den investerede kapital gik

tabt. Det var derfor afgørende, om selskabet havde haft en reel risiko for at

blive opsagt i løbet af kort tid, og denne betingelse var ikke opfyldt i det

foreliggende tilfælde, hvor det reelt var selskabet selv, der kunne vælge

mellem at flytte eller blive i lejemålet. Der var ingen risiko for, at

sagsøgeren som udlejer ville påtvinge selskabet en disposition, der medførte,

at de investerede ombygningsudgifter gik tabt.

På dette grundlag

tiltrådte landsretten Skatteministeriets påstand, og nægtede herved selskabet

ret til afskrivning på ombygningsudgifterne.

Det afgørende i

dommen synes således at have været den manglende opsigelsesrisiko mellem

interesseforbundne

parter og ikke at selskabet, som det må lægges til grund, kunne konstatere et

faktisk tab på den investerede kapital ved fraflytningen.

Repræsentanten

anfører herudover, at lovgiver ikke udtrykkeligt i afskrivningsloven § 39,

stk.

6 har undtaget situationer omfattet af stk. 2, således som dette er tilfældet

i

afskrivningsloven § 39, stk. 4, hvorefter der kan foretages fradrag for et

eventuelt uafskrevet beløb i forbindelse med nedrivning af den bygning, hvori

lejemålet befinder sig.

Når dette ikke

udtrykkeligt er anført i stk. 6, er det ifølge repræsentanten et udtryk for,

at

lovgiver ikke har ønsket, at interesseforbundne parter på samme måde skal

være

afskåret for at foretage fradrag for et eventuel uafskrevet beløb i

forbindelse

med fraflytning af lejemålet.

Hertil skal

styrelsen bemærke, at henvisningen i afskrivningsloven § 39, stk. 4 til § 39,

stk. 2 er medtaget af hensyn til tilfælde, hvor lokalerne efter deres

anvendelse er omfattet af lovens § 14, hvorefter lejeren har mulighed for at

afskrive med de i § 17 nævnte satser, jf. § 39, stk. 2, sidste punktum. Dette

fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (L 102-2 1997/98), hvori der bl.a.

anføres:

"Bestemmelsen i stk. 4 indebærer, at lejeren i

tilfælde af nedrivning kan fratrække eventuelt ikke afskrevne restbeløb fuldt

ud i nedrivningsåret. Bestemmelsen gælder dog ikke, når lejeren har afskrevet

med de i § 17 nævnte satser, jf. henvisningen til bestemmelsen i stk.

2".

Repræsentantens

anbringende på dette punkt kan således ikke tages til indtægt for, at

interesseforbundne parter efter afskrivningsloven § 39, stk. 6 kan foretage

fradrag for et uafskrevet beløb i forbindelse med fraflytning af lejemålet.

Det er styrelsens

opfattelse, at reglen i afskrivningsloven § 39, stk. 2, vil savne mening,

hvis

en interesseforbundet lejer alene er afskåret fra de løbende afskrivninger

efter stk. 1, men til gengæld vil kunne få fuldt fradrag efter stk. 6 for de

afholdte ombygningsudgifter i en situation som den foreliggende. Det kan

efter

styrelsens opfattelse ikke antages at have været formålet i afskrivningsloven

§

39.

Endvidere fremgår

det af afskrivningsloven § 39, stk. 6, 2. pkt., at fortjenesten eller tabet

ved

afståelse af lejemålet ".....opgøres som forskellen mellem på den ene

side

afståelsessummen og på den anden side de

afskrivningsberettigede

udgifter til anskaffelse, forbedring m.v. med fradrag af samtlige foretagne

afskrivninger".

Når det således

klart fremgår af bestemmelsen, at udgifterne skal have været

afskrivningsberettigede, finder styrelsen ikke, at lejemål mellem

interesseforbundne parter er omfattet af bestemmelsens stk. 6, idet

udgifterne

i så fald aldrig har været afskrivningsberettigede.

Styrelsen finder

herefter, at afskrivningsloven § 39, stk. 6 forudsætter en forudgående

afskrivningsret efter bestemmelsens stk.

1.

;

Det forudsættes,

at A er omfattet af den kreds, der efter bestemmelsens stk. 2 er udelukket

fra

at afskrive på udgifter til ombygning af de lejede lokaler. Som følge af det

ovenfor anførte finder bestemmelsen i stk. 6 derfor ikke anvendelse.

Fradrag med

hjemmel i statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a

Af de almindelige

bemærkninger til afskrivningsloven (L 102-2 1997/89) fremgår bl.a.:

"Desuden overflyttes en række regler for

afskrivninger, der findes andre steder i skattelovgivningen, til

afskrivningsloven, således at afskrivningsreglerne som udgangspunkt samles i

een lov.

...

Forslagets kapitel 5 om andre afskrivninger samler en

række bestemmelser, der hidtil har haft hjemmel i praksis eller regler uden

for

afskrivningsloven.

Det drejer sig om følgende:

- ...

- Afskrivning på udgifter til ombygning, forbedring

eller indretning af lejede lokaler, der efter gældende ret har hjemmel i

statsskattelovens § 6, litra a"

Af bemærkningerne

til afskrivningslovens kapitel 5 fremgår endvidere:

"I kapitel 5 om andre afskrivninger er samlet en

række bestemmelser, der hidtil har haft hjemmel i praksis eller regler uden

for

afskrivningsloven... Bestemmelsen i § 39 vedrører afskrivning på udgifter til

ombygning, forbedring eller indretning af lejede lokaler, der efter gældende

ret har hjemmel i statsskattelovens § 6, litra a."

Videre hedder det

i bemærkningerne til afskrivningsloven § 39 blandt andet:

"..., og er til dels en lovfæstelse af den

praksis, der er opstået med hjemmel i statsskattelovens § 6, litra a.

Forslaget

indeholder bl.a. den materielle ændring i forhold til gældende ret, at

afskrivningen ikke er bunden."

Det er Told- og

Skattestyrelsens opfattelse, at fradrag for udgifter afholdt til ombygning,

forbedring

eller indretning af lejede lokaler hermed udtømmende er reguleret i

afskrivningsloven § 39.

Styrelsen kan i

den forbindelse henvise til

SKM2002.420.LSR

(TfS 2002,

811) vedrørende et lejemål mellem nærtstående og spørgsmålet om afskrivning

på

udgifter til indretning af lejede lokaler. Landsskatteretten synes i

afgørelsen

utvivlsomt at lægge til grund, at reglerne om afskrivning på udgifter til

indretning m.v. af lejede lokaler efter vedtagelsen af den nye

afskrivningslov

udtømmende er reguleret i lovens § 39.

På denne baggrund

skal spørgsmålet alene behandles efter afskrivningsloven § 39.

Idet det

forudsættes, at A er omfattet af personkredsen i afskrivningsloven § 39, stk.

2, finder afskrivningsloven § 39, stk. 6 som ovenfor begrundet ikke

anvendelse.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller derfor, at det stillede spørgsmål besvares med et

nej.

Ligningsrådet

tiltrådte indstillingen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter