Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 24. juni 2003 vedr. Indretning af lejede lokaler udskiftelig gulvbelægning i bolighus - afskrivning

KEN nr 9671 af 24/06/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet28. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 24. juni 2003 vedr. Indretning af

lejede lokaler – udskiftelig gulvbelægning i bolighus - afskrivning

Klagen skyldes

, at selskabet A A/S ikke er anset berettiget til at

betragte udstillingsgulve i diverse materialer for inventar/driftsmidler i

afskrivningsmæssig henseende. Derimod er udgifterne anset som udgifter til

indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39.

Landsskatterettens

afgørelse

De pågældende udgifter til udstillingsgulve 643.105 kr. skal

anses som inventar/driftsmidler.

Opgørelsen af afskrivninger m.v. foretages af den stedlige

skattemyndighed.

Sagens oplysninger

Selskabet har lejet et udstillingslokale og i dette som led i

udstillingsmiljøet lagt en række gulvpartier af diverse materialer såsom træ

og

stenfliser, hvorpå møbler m.v. er opstillet.

Den stedlige skattemyndighed har om sagens faktiske forhold og

som begrundelse for sin afgørelse i sagsfremstillingen anført følgende:

”Selskabet flytter i nye lokaler, lokalerne lejes af B I/S og

overtages i ”rå tilstand” dvs. der er betongulve og vægge, et stort

lokale med

højt til loftet.

Lokalerne er besigtiget den 21. november 2002, hvor C viste

rundt og forklarede om indretningen.

Selskabet har indrettet lokalerne således, at de passer til et

møbelhus. Der er lagt gulvbelægning i udstillingsmiljøerne, hvor gulvet er

fastgjort med skinner. Der er tale om forskellige gulvtyper, såvel tæpper som

træ, der passer sammen med de enkelte udstillinger. Disse gulvbelægninger kan

Læs alt

og bliver skiftet ud med jævne mellemrum, forklarede C. Gennem huset er

nedlagt

gangarealer der fører kunderne igennem udstillingsmiljøerne.

For at skabe en bedre rumfornemmelse og dele udstillingerne mere

op, har selskabet fået monteret skillevægge. Skillevæggene er dobbelte for at

der kan hænges billeder, hylder o.l. op på begge sider. De vægge, der

anskaffes

i 2000 er fastmonteret, mens der senere anskaffes nogle vægge, der i

princippet

kan flyttes, men i praksis bruges det ikke, da det er meget begrænset, hvor

de

kan placeres.

Da der er tale om betonvægge, har man monteret vægplader, der er

nemmere at anvende til ophængninger af billeder o.l. – disse plader

males ofte

over for at følge med moden og i forbindelse med ændringer i udstillingen.

C forklarede, at de ofte måtte skifte materialerne ud, da det

ikke nytter noget, at udstillingerne kommer til at se slidte eller gammeldags

ud. I kraft af deres tilknytning til en møbelkæde, skal de opfylde visse krav

til indretning af butikken og de har haft en konsulent ud for at lave

tegninger

til indretningen. Den oprindelige indretning er imidlertid blevet ændret, da

den ikke gav et naturligt flow igennem forretningen for kunderne. Derfor er

indretningsudgifterne blevet større end forventet.

Skatteadministrationen har modtaget en indsigelse på agteren. I

indsigelsen fremfører selskabets repræsentant, at der er tale om en

specialindretning der skal godkendes af indkøbsorganisationen D. Lokalerne er

efter repræsentantens mening, indrettet således at de alene passer til et

møbelhus.

I de enkelte udstillingsmiljøer er der anvendt forskellige

gulvbelægninger, enkelte af udstillingerne er hævet med 10-20 cm.

Salgslokalet

er ikke rumopdelt men sektionsopdelt gennem lette vægge, som ikke går til

loftet. Det fremføres desuden, at disse vægge er flytbare og flyttes efter

behov, som udstillingerne skiftes.

Med henvisning til Ligningsvejledningens afsnit E.C.4.2 samt

vurderingslovens § 9, er det den vurderingsmæssige behandling af et aktiv,

som

er afgørende for, hvorvidt aktivet er en bygningsbestanddel/installation

eller

et driftsmiddel.

”Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, som

er indlagt i ejendommen til brug for denne anvendelse til erhverv i

almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig

erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, ikke i vurderingsmæssig

henseende

fremtidig skal betragtes som sædvanligt tilbehør.”

Da der er tale om en specialindretning, der efter

repræsentantens opfattelse alene kan anvendes af et møbelhus, gøres det

gældende, at indretningen ikke bliver medregnet til ejendomsvurderingen.

Når indretningen ikke medregnes til ejendomsvurderingen kan det

ikke være indretning af lejede lokaler men alene driftsmidler, anføres det i

indsigelsen, med henvisninger til Ligningsvejledningens afsnit E.C.4.2.

Begrundelse for ændringen

Skatteadministrationen har på baggrund af indsigelsen givet

selskabet medhold i at skillevægge, vægbeklædning samt udgifter til

indretningstegninger er at betragte som driftsmidler.

Det er imidlertid stadigvæk skatteadministrationens opfattelse,

at gulvbelægningen må anses for at være indretning af lejede lokaler.

Selskabet flytter ind i lejede lokaler, der ikke umiddelbart er

anvendelige til møbelforretning. For at tilpasse lokalerne til formålet

afholder de en del udgifter i forbindelse med indflytningen. Der er tale om

udgifter til tegninger over indretning, gulvbelægning, monterede skillevægge,

vægbeklædning og maling.

Den vurderingsmæssige behandling er i almindelighed afgørende

for, om et aktiv skal afskrives som bygningsbestanddel/installation eller

inventar. Hvis et aktiv medtages ved ejendomsvurderingen, afskrives det som

bygningsbestanddel/installation (indretning lejede lokaler), hvorimod det

anses

for inventar, hvis det ikke medtages ved vurderingen.

Bygningen og dens bestanddele medtages altid ved

ejendomsvurderingen, selv om ejendommens lejer måtte eje enkelte af dens

bestanddele. Visse installationer i fast ejendom anses ikke som ”særlige

installationer”, men som egentlige bygningsbestanddele, der

afskrivningsmæssigt

følger bygningen.

Sådanne bygningsbestanddele medregnes altid ved vurderingen af

den faste ejendom, hvad enten det er en ejer eller en lejer, der ejer

indretningen. Til den faste ejendom medtages alt, hvad der efter almindelig

opfattelse må anses som en integreret del af bygningen.

Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C.4.2. nævner, at:

”Skillevægge, lofter og gulve i systemer, som træder i stedet

for sædvanlige vægge, lofter og gulve, skal i deres helhed medregnes ved

ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i

stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, betragtes det som

inventar.”

Efter C’s forklaring, overtog selskabet lokalerne helt bare, med

betongulve og –vægge. De har selv foretaget alle indretninger. Det er

derfor

skatteadministrationens opfattelse, at de lagte gulve må anses for at være

nødvendige, da der er et bart betongulv nedenunder. Et eventuelt væg-til-væg

der bliver lagt på et betongulv

vil uden

tvivl medgå i ejendomsvurderingen. At selskabet har valgt en løsning med

forskellige gulvbelægninger i forskellige niveauer

gør, at denne belægning må anses for at træde

i stedet for en anden nødvendig gulvbelægning. Dermed må gulvbelægningen

anses

for at være bygningsbestanddele og udgifterne hertil skal derfor behandles

som

indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39.

Når en virksomhed lejer sig ind i en bygning, er det ikke altid,

at den eksisterende indretning er anvendelig til virksomhedens formål.

Virksomheder kan derfor blive nødt til at afholde udgifter på den indretning,

der er mest optimal for denne. Ombygning, forbedringer og indretning af

lejede

lokaler afskrives efter afskrivningslovens § 39. Ved fraflytning har lejeren

mulighed for at tage fradrag for den del af beløbet, der endnu ikke er

afskrevet, jf. afskrivningslovens § 19, stk. 6, da værdien af indretningen på

fraflytningstidspunktet ofte har en andelspris på 0 kr. En evt. betaling for

indretningen skal modregnes inden fradraget. Reglerne har således taget højde

for, at der ofte er tale om indretning, der alene har en værdi for den lejer

der afholder udgifterne.”

Klagerens påstand og

argumenter

Selskabets repræsentant påstår, at de afholdte udgifter

betragtes som udgifter til anskaffelse af inventar.

Til støtte herfor er anført følgende:

”Skatteadministrationen er af den opfattelse, at de lagte gulve

må anses for at træde i stedet for betongulve og derfor må anses for at være

bygningsbestanddele. Udgifterne må derfor anses for at være indretning af

lejede lokaler, jfr. afskrivningslovens § 39 i stedet for inventar

(driftsmidler).

Som nærmere begrundelse søges gengivet praksis indenfor området,

idet skatteforvaltningen lægger vægt på den vurderingsmæssige behandling.

Hvis

et aktiv således medtages ejendomsvurderingen, afskrives det som

bygningsbestanddel/installation (indretning af lejede lokaler), hvorimod det

anses for inventar, hvis det ikke medtages ved vurderingen. Således er

ligeledes citeret Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C.4.2.:

”Skillevægge,

lofter og gulve i systemer, som træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter

og

gulve, skal i deres helhed medregnes ved ejendomsvurderingen som

bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i stedet for sædvanlige

vægge, lofter og gulve, betragtes det som inventar.”

Skatteforvaltningen har besigtiget ejendommen sammen med C.

Den af skatteforvaltningen foretagne forhøjelse påklages hermed.

Faktiske forhold.

Skatteadministrationen har ved selvsyn gennemgået ejendommen den

21. november 2002 for at konstatere, hvorledes inventaret er anvendt.

I den anledning blev det ligeledes forklaret at lokalerne lejes

af B I/S og overtages med sædvanlige installationer.

Der skal endvidere særligt henvises til lejekontraktens pkt.

3.5., hvor det fremgår, at ”Det lejede stilles ved lejemålets start til

lejerens disposition i indflytningsklar stand, idet lejer på vegne udlejer

aftaler og igangsætter byggeriet direkte med entreprenøren ”

I princippet overtages et stort lokale med højt til loft, idet

lejer selv ønsker at komme med diverse inventargenstand, da der hele vejen

igennem er tale om en specialindretning, som udelukkende skal tjene

møbelforretningen.

Denne specialindretning skal godkendes af

indkøbsorganisationen, hvorfor det var denne

som forestod udarbejdelse af tegningerne, som i øvrigt kostede kr. 47.620.

Lokalerne er indrettet således, at de udelukkende passer til et

møbelhus.

Omkostningerne til denne specialindretning er således

udelukkende afholdt af klager.

Gulvbelægning.

Lejemålet overtages som nævnt i ovenstående i ”indflytningsklar

stand”.

For så vidt angår gulv indebar det i denne sammenhæng et pudset

betongulv påsmurt støvbinder.

Denne gulvbelægning er der fortsat i lagerlokalet.

Gennem den øvrige del af huset (salgslokalet) er der eksempelvis

nedlagt gangarealer, der sikrer at kunderne føres gennem stort set alle

udstillingsmiljøer.

På hver side af disse gangarealer er der etableret diverse

udstillingsmiljøer så som spisestue, opholdsstue, havestue, terrassemøbler,

køkken, entre, soveværelse, børneværelse, kontor og andre lignende miljøer.

Kendetegnende for disse miljøer er, at der anvendes en

gulvbelægning som er naturlig for det pågældende miljø men samtidig fremhæver

miljøets møbler.

Eksempelvis er der anvendt fliser ved terrassemøblerne, trægulve

i forskellige stuer, gulvtæpper i stuer og værelser, vinyl i køkken, ligesom

der er andre kombinationer end ovenstående.

Det gør sig samtidig gældende at der anvendes flere forskellige

gulvtæpper afhængig af miljøet, ligesom der er anvendt forskellige træsorter

i

miljøerne.

Flere af miljøerne er hævet 10-20 cm inden gulvbelægningen er

lagt på, for at bryde indtrykket af de forskellige miljøer.

I den anledning skal der henvises til vedlagte tegning over det

samlede lejemål, som er udarbejdet af indkøbskæden.

Som det fremgår heraf er der etableret et omfattende gangareal

med en bestemt gulvbelægning. I forbindelse med disse gangarealer er der

etableret diverse udstillingsmiljøer med hver sin gulvbelægning.

Den på tegningen beskrevne gulvbelægning ændres løbende af

hensyn til de forskellige gulvbelægninger.

Vi skal derfor henvise til vedlagte billeder, som er taget i

salgslokalet og som klart illustrerer hvor forskelligartet

udstillingsopbygningen er.

Beskrivelse af praksis.

Skatteforvaltningen har i sin sagsfremstilling søgt at beskrive

praksis om afgrænsningen mellem ”sædvanligt

tilbehør/installationer” og

inventar.

Vi er enig i nogle af de fremførte betragtninger, men det er dog

vores opfattelse at det ikke i tilstrækkelig grad er dækkende, hvorfor

konklusionen fra forvaltningens side bliver forkert.

Med henvisning til Ligningsvejledningen E.C.4.2. samt vurderingslovens

§ 9, er det den vurderingsmæssige behandling af et aktiv, som er afgørende

for,

hvorvidt aktivet er en bygningsbestanddel/installation eller et driftsmiddel.

Efter vurderingslovens § 9 medregnes ved værdiansættelsen

”sædvanligt tilbehør”, hvilket svarer til afskrivningslovens begreb

”installation”.

Hvornår et aktivt således medregnes til ejendomsvurderingen som

sædvanligt tilbehør afgøres på baggrund af Ligningsrådets udtalelse tilbage i

1986 – som også er refereret i Ligningsvejledningen afsnit E.C.4.2.

Her fremføres:

”Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer,

som er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til erhverv i

almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig

erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, ikke i vurderingsmæssig

henseende

fremtidig skal betragtes som sædvanlig tilbehør.”

Der gives herefter en række eksempler på sædvanligt tilbehør til

en ejendom, ligesom der fremføres eksempler på, hvad der ikke længere

medregnes

som sædvanligt tilbehør.

Særligt om bygningsbestanddele anføres det:

”Skillevægge, lofter og gulve i systemer, som træder i stedet

for sædvanlige vægge, lofter og gulve, skal i deres helhed medregnes ved

ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i

stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, betragtes det som

inventar.”

Bemærkninger til praksis.

Jeg skal særligt fremhæve de fortolkninger, som er anført i

Ligningsvejledningen for afgrænsning af installationer og driftsmidler.

Her fremgår bl.a., at der lægges vægt på, hvorvidt

installationen er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til

erhverv i almindelighed, eller til brug for en særlig erhvervsvirksomhed.

Aktivet skal således vurderes i forhold til den drift, der

foregår i bygningen.

Sagt på en anden måde, skal aktivet vurderes i forhold til,

hvorvidt andre erhverv i almindelighed kan anvende det pågældende aktiv.

For så vidt angår skillevægge, lofter og gulve har man endvidere

anført, at der vil være tale om bygningsbestanddele/installationer, hvis det

træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve.

Det fastslås således i den refererede praksis – som er gengivet

i Ligningsvejledningen – at det skal være sædvanlige vægge, lofter og

gulve,

som anvendes i almindelighed.

Ved et evt. lejeskift skal det således være naturligt, at en ny

lejer – i et andet erhverv – kan anvende disse vægge, lofter og

gulve.

Afsluttende bemærkninger.

Ved en besigtigelse af de aktiver, som forretningen har indsat

på lejemålet vil man konstatere at der er pålagt vidt forskelligt

gulvbelægning, lige fra fortovsfliser til forskellige former for tæpper,

trægulv og vinyler, uden disse er lagt i forskellige rum.

Salgslokalet nemlig ikke rumopdelt, men derimod sektionsopdelt

gennem lette vægge, som en ikke går til loftet.

Gulvbelægningen er endvidere i flere af miljøerne hævet med

10-20 cm.

Væggene har udelukkende midlertidig karakter, idet de kan

flyttes afhængig af de miljøer, som de omkredser. Der er derfor heller ikke

døre i disse skillevægge, så de danner ikke noget rum.

Gulvbelægningen er ligeledes af midlertidig karakter, idet der

sker en meget hyppig udskiftning af de forskellige gulve afhængig af hvilken

udstilling der er i det pågældende område, idet følgende ligeledes skal

påberåbes:

En hvilken som helst ny lejer kan derfor ikke anvende nogle af

disse aktiver som er indsat af A A/S, ligesom de haller ikke medtages i den

offentlige vurdering.

I lejekontraktens pkt. 3.5. er det anført at udlejer har stillet

lejemålet til disposition i ”indflytningsklar stand”.

Indflytningsklar stand er

i denne sammenhæng et lokale med betongulv påsmurt støvbinder. Ved

fraflytning

skal lejemålet endvidere afleveres i vel vedligehold stand, jfr.

lejekontraktens pkt. 10.2.

De af klager afholdte omkostninger til diverse gulvbelægninger

er uden økonomisk værdi for udlejer/fremtidig lejer, da gulvet udelukkende

kan

anvendes i en boligforretning.

Gulvbelægningen har for klager tidsmæssigt en begrænset værdi,

da de fordres udskiftet løbende af hensyn til den udstilling der aktuelt er

det

enkelte sted.

Den gulvbelægning som forefindes i lagerafdelingen er den af

udlejer anlagte gulvbelægning, hvilket således svarer til indflytningsklar

stand.

På den baggrund er det således vores opfattelse, at de af A A/S

afholdte omkostninger må betragtes som inventar i stedet for indretning af

lejede lokaler.”

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten kan tiltræde, at de pågældende udgifter til

udstillingsgulve 643.105 kr. skal anses som inventar/driftsmidler.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at de pågældende gulve er

lagt til brug for den særlige virksomhed, der drives fra de lejede lokaler og

at gulvene efter virksomhedens art som udstilling ikke kan anses lagt med

henblik på varig forblivelse i lokalerne i lejeperioden. Gulvene kan derfor

ikke anses for at træde i stedet for sædvanlige gulve.

Den ændrede skatteberegning vil fremgå af en revideret

årsopgørelse, som senere vil blive udskrevet af skattemyndighederne.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter