Landsskatteretskendelse af 24. juni 2003 vedr. Indretning af lejede lokaler udskiftelig gulvbelægning i bolighus - afskrivning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 24. juni 2003 vedr. Indretning af
lejede lokaler – udskiftelig gulvbelægning i bolighus - afskrivning
Klagen skyldes
, at selskabet A A/S ikke er anset berettiget til at
betragte udstillingsgulve i diverse materialer for inventar/driftsmidler i
afskrivningsmæssig henseende. Derimod er udgifterne anset som udgifter til
indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39.
Landsskatterettens
afgørelse
De pågældende udgifter til udstillingsgulve 643.105 kr. skal
anses som inventar/driftsmidler.
Opgørelsen af afskrivninger m.v. foretages af den stedlige
skattemyndighed.
Sagens oplysninger
Selskabet har lejet et udstillingslokale og i dette som led i
udstillingsmiljøet lagt en række gulvpartier af diverse materialer såsom træ
og
stenfliser, hvorpå møbler m.v. er opstillet.
Den stedlige skattemyndighed har om sagens faktiske forhold og
som begrundelse for sin afgørelse i sagsfremstillingen anført følgende:
”Selskabet flytter i nye lokaler, lokalerne lejes af B I/S og
overtages i ”rå tilstand” dvs. der er betongulve og vægge, et stort
lokale med
højt til loftet.
Lokalerne er besigtiget den 21. november 2002, hvor C viste
rundt og forklarede om indretningen.
Selskabet har indrettet lokalerne således, at de passer til et
møbelhus. Der er lagt gulvbelægning i udstillingsmiljøerne, hvor gulvet er
fastgjort med skinner. Der er tale om forskellige gulvtyper, såvel tæpper som
træ, der passer sammen med de enkelte udstillinger. Disse gulvbelægninger kan
Læs alt
og bliver skiftet ud med jævne mellemrum, forklarede C. Gennem huset er
nedlagt
gangarealer der fører kunderne igennem udstillingsmiljøerne.
For at skabe en bedre rumfornemmelse og dele udstillingerne mere
op, har selskabet fået monteret skillevægge. Skillevæggene er dobbelte for at
der kan hænges billeder, hylder o.l. op på begge sider. De vægge, der
anskaffes
i 2000 er fastmonteret, mens der senere anskaffes nogle vægge, der i
princippet
kan flyttes, men i praksis bruges det ikke, da det er meget begrænset, hvor
de
kan placeres.
Da der er tale om betonvægge, har man monteret vægplader, der er
nemmere at anvende til ophængninger af billeder o.l. – disse plader
males ofte
over for at følge med moden og i forbindelse med ændringer i udstillingen.
C forklarede, at de ofte måtte skifte materialerne ud, da det
ikke nytter noget, at udstillingerne kommer til at se slidte eller gammeldags
ud. I kraft af deres tilknytning til en møbelkæde, skal de opfylde visse krav
til indretning af butikken og de har haft en konsulent ud for at lave
tegninger
til indretningen. Den oprindelige indretning er imidlertid blevet ændret, da
den ikke gav et naturligt flow igennem forretningen for kunderne. Derfor er
indretningsudgifterne blevet større end forventet.
Skatteadministrationen har modtaget en indsigelse på agteren. I
indsigelsen fremfører selskabets repræsentant, at der er tale om en
specialindretning der skal godkendes af indkøbsorganisationen D. Lokalerne er
efter repræsentantens mening, indrettet således at de alene passer til et
møbelhus.
I de enkelte udstillingsmiljøer er der anvendt forskellige
gulvbelægninger, enkelte af udstillingerne er hævet med 10-20 cm.
Salgslokalet
er ikke rumopdelt men sektionsopdelt gennem lette vægge, som ikke går til
loftet. Det fremføres desuden, at disse vægge er flytbare og flyttes efter
behov, som udstillingerne skiftes.
Med henvisning til Ligningsvejledningens afsnit E.C.4.2 samt
vurderingslovens § 9, er det den vurderingsmæssige behandling af et aktiv,
som
er afgørende for, hvorvidt aktivet er en bygningsbestanddel/installation
eller
et driftsmiddel.
”Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer, som
er indlagt i ejendommen til brug for denne anvendelse til erhverv i
almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig
erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, ikke i vurderingsmæssig
henseende
fremtidig skal betragtes som sædvanligt tilbehør.”
Da der er tale om en specialindretning, der efter
repræsentantens opfattelse alene kan anvendes af et møbelhus, gøres det
gældende, at indretningen ikke bliver medregnet til ejendomsvurderingen.
Når indretningen ikke medregnes til ejendomsvurderingen kan det
ikke være indretning af lejede lokaler men alene driftsmidler, anføres det i
indsigelsen, med henvisninger til Ligningsvejledningens afsnit E.C.4.2.
Begrundelse for ændringen
Skatteadministrationen har på baggrund af indsigelsen givet
selskabet medhold i at skillevægge, vægbeklædning samt udgifter til
indretningstegninger er at betragte som driftsmidler.
Det er imidlertid stadigvæk skatteadministrationens opfattelse,
at gulvbelægningen må anses for at være indretning af lejede lokaler.
Selskabet flytter ind i lejede lokaler, der ikke umiddelbart er
anvendelige til møbelforretning. For at tilpasse lokalerne til formålet
afholder de en del udgifter i forbindelse med indflytningen. Der er tale om
udgifter til tegninger over indretning, gulvbelægning, monterede skillevægge,
vægbeklædning og maling.
Den vurderingsmæssige behandling er i almindelighed afgørende
for, om et aktiv skal afskrives som bygningsbestanddel/installation eller
inventar. Hvis et aktiv medtages ved ejendomsvurderingen, afskrives det som
bygningsbestanddel/installation (indretning lejede lokaler), hvorimod det
anses
for inventar, hvis det ikke medtages ved vurderingen.
Bygningen og dens bestanddele medtages altid ved
ejendomsvurderingen, selv om ejendommens lejer måtte eje enkelte af dens
bestanddele. Visse installationer i fast ejendom anses ikke som ”særlige
installationer”, men som egentlige bygningsbestanddele, der
afskrivningsmæssigt
følger bygningen.
Sådanne bygningsbestanddele medregnes altid ved vurderingen af
den faste ejendom, hvad enten det er en ejer eller en lejer, der ejer
indretningen. Til den faste ejendom medtages alt, hvad der efter almindelig
opfattelse må anses som en integreret del af bygningen.
Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C.4.2. nævner, at:
”Skillevægge, lofter og gulve i systemer, som træder i stedet
for sædvanlige vægge, lofter og gulve, skal i deres helhed medregnes ved
ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i
stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, betragtes det som
inventar.”
Efter C’s forklaring, overtog selskabet lokalerne helt bare, med
betongulve og –vægge. De har selv foretaget alle indretninger. Det er
derfor
skatteadministrationens opfattelse, at de lagte gulve må anses for at være
nødvendige, da der er et bart betongulv nedenunder. Et eventuelt væg-til-væg
der bliver lagt på et betongulv
vil uden
tvivl medgå i ejendomsvurderingen. At selskabet har valgt en løsning med
forskellige gulvbelægninger i forskellige niveauer
gør, at denne belægning må anses for at træde
i stedet for en anden nødvendig gulvbelægning. Dermed må gulvbelægningen
anses
for at være bygningsbestanddele og udgifterne hertil skal derfor behandles
som
indretning af lejede lokaler, jf. afskrivningslovens § 39.
Når en virksomhed lejer sig ind i en bygning, er det ikke altid,
at den eksisterende indretning er anvendelig til virksomhedens formål.
Virksomheder kan derfor blive nødt til at afholde udgifter på den indretning,
der er mest optimal for denne. Ombygning, forbedringer og indretning af
lejede
lokaler afskrives efter afskrivningslovens § 39. Ved fraflytning har lejeren
mulighed for at tage fradrag for den del af beløbet, der endnu ikke er
afskrevet, jf. afskrivningslovens § 19, stk. 6, da værdien af indretningen på
fraflytningstidspunktet ofte har en andelspris på 0 kr. En evt. betaling for
indretningen skal modregnes inden fradraget. Reglerne har således taget højde
for, at der ofte er tale om indretning, der alene har en værdi for den lejer
der afholder udgifterne.”
Klagerens påstand og
argumenter
Selskabets repræsentant påstår, at de afholdte udgifter
betragtes som udgifter til anskaffelse af inventar.
Til støtte herfor er anført følgende:
”Skatteadministrationen er af den opfattelse, at de lagte gulve
må anses for at træde i stedet for betongulve og derfor må anses for at være
bygningsbestanddele. Udgifterne må derfor anses for at være indretning af
lejede lokaler, jfr. afskrivningslovens § 39 i stedet for inventar
(driftsmidler).
Som nærmere begrundelse søges gengivet praksis indenfor området,
idet skatteforvaltningen lægger vægt på den vurderingsmæssige behandling.
Hvis
et aktiv således medtages ejendomsvurderingen, afskrives det som
bygningsbestanddel/installation (indretning af lejede lokaler), hvorimod det
anses for inventar, hvis det ikke medtages ved vurderingen. Således er
ligeledes citeret Ligningsvejledningen 2000, afsnit E.C.4.2.:
”Skillevægge,
lofter og gulve i systemer, som træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter
og
gulve, skal i deres helhed medregnes ved ejendomsvurderingen som
bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i stedet for sædvanlige
vægge, lofter og gulve, betragtes det som inventar.”
Skatteforvaltningen har besigtiget ejendommen sammen med C.
Den af skatteforvaltningen foretagne forhøjelse påklages hermed.
Faktiske forhold.
Skatteadministrationen har ved selvsyn gennemgået ejendommen den
21. november 2002 for at konstatere, hvorledes inventaret er anvendt.
I den anledning blev det ligeledes forklaret at lokalerne lejes
af B I/S og overtages med sædvanlige installationer.
Der skal endvidere særligt henvises til lejekontraktens pkt.
3.5., hvor det fremgår, at ”Det lejede stilles ved lejemålets start til
lejerens disposition i indflytningsklar stand, idet lejer på vegne udlejer
aftaler og igangsætter byggeriet direkte med entreprenøren ”
I princippet overtages et stort lokale med højt til loft, idet
lejer selv ønsker at komme med diverse inventargenstand, da der hele vejen
igennem er tale om en specialindretning, som udelukkende skal tjene
møbelforretningen.
Denne specialindretning skal godkendes af
indkøbsorganisationen, hvorfor det var denne
som forestod udarbejdelse af tegningerne, som i øvrigt kostede kr. 47.620.
Lokalerne er indrettet således, at de udelukkende passer til et
møbelhus.
Omkostningerne til denne specialindretning er således
udelukkende afholdt af klager.
Gulvbelægning.
Lejemålet overtages som nævnt i ovenstående i ”indflytningsklar
stand”.
For så vidt angår gulv indebar det i denne sammenhæng et pudset
betongulv påsmurt støvbinder.
Denne gulvbelægning er der fortsat i lagerlokalet.
Gennem den øvrige del af huset (salgslokalet) er der eksempelvis
nedlagt gangarealer, der sikrer at kunderne føres gennem stort set alle
udstillingsmiljøer.
På hver side af disse gangarealer er der etableret diverse
udstillingsmiljøer så som spisestue, opholdsstue, havestue, terrassemøbler,
køkken, entre, soveværelse, børneværelse, kontor og andre lignende miljøer.
Kendetegnende for disse miljøer er, at der anvendes en
gulvbelægning som er naturlig for det pågældende miljø men samtidig fremhæver
miljøets møbler.
Eksempelvis er der anvendt fliser ved terrassemøblerne, trægulve
i forskellige stuer, gulvtæpper i stuer og værelser, vinyl i køkken, ligesom
der er andre kombinationer end ovenstående.
Det gør sig samtidig gældende at der anvendes flere forskellige
gulvtæpper afhængig af miljøet, ligesom der er anvendt forskellige træsorter
i
miljøerne.
Flere af miljøerne er hævet 10-20 cm inden gulvbelægningen er
lagt på, for at bryde indtrykket af de forskellige miljøer.
I den anledning skal der henvises til vedlagte tegning over det
samlede lejemål, som er udarbejdet af indkøbskæden.
Som det fremgår heraf er der etableret et omfattende gangareal
med en bestemt gulvbelægning. I forbindelse med disse gangarealer er der
etableret diverse udstillingsmiljøer med hver sin gulvbelægning.
Den på tegningen beskrevne gulvbelægning ændres løbende af
hensyn til de forskellige gulvbelægninger.
Vi skal derfor henvise til vedlagte billeder, som er taget i
salgslokalet og som klart illustrerer hvor forskelligartet
udstillingsopbygningen er.
Beskrivelse af praksis.
Skatteforvaltningen har i sin sagsfremstilling søgt at beskrive
praksis om afgrænsningen mellem ”sædvanligt
tilbehør/installationer” og
inventar.
Vi er enig i nogle af de fremførte betragtninger, men det er dog
vores opfattelse at det ikke i tilstrækkelig grad er dækkende, hvorfor
konklusionen fra forvaltningens side bliver forkert.
Med henvisning til Ligningsvejledningen E.C.4.2. samt vurderingslovens
§ 9, er det den vurderingsmæssige behandling af et aktiv, som er afgørende
for,
hvorvidt aktivet er en bygningsbestanddel/installation eller et driftsmiddel.
Efter vurderingslovens § 9 medregnes ved værdiansættelsen
”sædvanligt tilbehør”, hvilket svarer til afskrivningslovens begreb
”installation”.
Hvornår et aktivt således medregnes til ejendomsvurderingen som
sædvanligt tilbehør afgøres på baggrund af Ligningsrådets udtalelse tilbage i
1986 – som også er refereret i Ligningsvejledningen afsnit E.C.4.2.
Her fremføres:
”Som sædvanligt tilbehør til en bygning anses installationer,
som er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til erhverv i
almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig
erhvervsvirksomhed, der drives i ejendommen, ikke i vurderingsmæssig
henseende
fremtidig skal betragtes som sædvanlig tilbehør.”
Der gives herefter en række eksempler på sædvanligt tilbehør til
en ejendom, ligesom der fremføres eksempler på, hvad der ikke længere
medregnes
som sædvanligt tilbehør.
Særligt om bygningsbestanddele anføres det:
”Skillevægge, lofter og gulve i systemer, som træder i stedet
for sædvanlige vægge, lofter og gulve, skal i deres helhed medregnes ved
ejendomsvurderingen som bygningsbestanddele. Såfremt systemet ikke træder i
stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve, betragtes det som
inventar.”
Bemærkninger til praksis.
Jeg skal særligt fremhæve de fortolkninger, som er anført i
Ligningsvejledningen for afgrænsning af installationer og driftsmidler.
Her fremgår bl.a., at der lægges vægt på, hvorvidt
installationen er indlagt i ejendommen til brug for dennes anvendelse til
erhverv i almindelighed, eller til brug for en særlig erhvervsvirksomhed.
Aktivet skal således vurderes i forhold til den drift, der
foregår i bygningen.
Sagt på en anden måde, skal aktivet vurderes i forhold til,
hvorvidt andre erhverv i almindelighed kan anvende det pågældende aktiv.
For så vidt angår skillevægge, lofter og gulve har man endvidere
anført, at der vil være tale om bygningsbestanddele/installationer, hvis det
træder i stedet for sædvanlige vægge, lofter og gulve.
Det fastslås således i den refererede praksis – som er gengivet
i Ligningsvejledningen – at det skal være sædvanlige vægge, lofter og
gulve,
som anvendes i almindelighed.
Ved et evt. lejeskift skal det således være naturligt, at en ny
lejer – i et andet erhverv – kan anvende disse vægge, lofter og
gulve.
Afsluttende bemærkninger.
Ved en besigtigelse af de aktiver, som forretningen har indsat
på lejemålet vil man konstatere at der er pålagt vidt forskelligt
gulvbelægning, lige fra fortovsfliser til forskellige former for tæpper,
trægulv og vinyler, uden disse er lagt i forskellige rum.
Salgslokalet nemlig ikke rumopdelt, men derimod sektionsopdelt
gennem lette vægge, som en ikke går til loftet.
Gulvbelægningen er endvidere i flere af miljøerne hævet med
10-20 cm.
Væggene har udelukkende midlertidig karakter, idet de kan
flyttes afhængig af de miljøer, som de omkredser. Der er derfor heller ikke
døre i disse skillevægge, så de danner ikke noget rum.
Gulvbelægningen er ligeledes af midlertidig karakter, idet der
sker en meget hyppig udskiftning af de forskellige gulve afhængig af hvilken
udstilling der er i det pågældende område, idet følgende ligeledes skal
påberåbes:
En hvilken som helst ny lejer kan derfor ikke anvende nogle af
disse aktiver som er indsat af A A/S, ligesom de haller ikke medtages i den
offentlige vurdering.
I lejekontraktens pkt. 3.5. er det anført at udlejer har stillet
lejemålet til disposition i ”indflytningsklar stand”.
Indflytningsklar stand er
i denne sammenhæng et lokale med betongulv påsmurt støvbinder. Ved
fraflytning
skal lejemålet endvidere afleveres i vel vedligehold stand, jfr.
lejekontraktens pkt. 10.2.
De af klager afholdte omkostninger til diverse gulvbelægninger
er uden økonomisk værdi for udlejer/fremtidig lejer, da gulvet udelukkende
kan
anvendes i en boligforretning.
Gulvbelægningen har for klager tidsmæssigt en begrænset værdi,
da de fordres udskiftet løbende af hensyn til den udstilling der aktuelt er
det
enkelte sted.
Den gulvbelægning som forefindes i lagerafdelingen er den af
udlejer anlagte gulvbelægning, hvilket således svarer til indflytningsklar
stand.
På den baggrund er det således vores opfattelse, at de af A A/S
afholdte omkostninger må betragtes som inventar i stedet for indretning af
lejede lokaler.”
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Landsskatteretten kan tiltræde, at de pågældende udgifter til
udstillingsgulve 643.105 kr. skal anses som inventar/driftsmidler.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at de pågældende gulve er
lagt til brug for den særlige virksomhed, der drives fra de lejede lokaler og
at gulvene efter virksomhedens art som udstilling ikke kan anses lagt med
henblik på varig forblivelse i lokalerne i lejeperioden. Gulvene kan derfor
ikke anses for at træde i stedet for sædvanlige gulve.
Den ændrede skatteberegning vil fremgå af en revideret
årsopgørelse, som senere vil blive udskrevet af skattemyndighederne.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Afskrivning på udgift til indretning af tandlægepraksis i lejede lokaler Landsskatteretten · 18. januar 2010
Lignende dokumenter
- C.C.2.4.4.2 Installationer i bygninger Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- PERSONBESKATNING 1996 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1993 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1994 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1992 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008
- PERSONBESKATNING 1995 AFSNIT EC - SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER Retsinformation · 5. februar 2008