Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. tvungen sambeskatning for et udenlandsk selskab, der drev bankvirksomhed

KEN nr 9802 af 12/10/2004Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. april 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. tvungen sambeskatning for et

udenlandsk selskab, der drev bankvirksomhed

Klagen skyldes, at B

AG er anset for omfattet af tvungen

sambeskatning med A A/S, jf. selskabsskattelovens § 32.

Landsskatterettens afgørelse

Told- og Skattestyrelsen har beregnet

den skattepligtige indkomst i B

AG til

55.190.352 kr.

Landsskatteretten nedsætter den

skattepligtige indkomst med det forhøjede beløb, 55.190.352 kr.

Sagens oplysninger

A A/S ejer hele kapitalen i B AG

(datterselskabet), der siden 1970’erne har drevet bankvirksomhed i

Schweiz.

Datterselskabet driver bankvirksomhed inden for ”private banking”,

dvs.

individuel finansiel rådgivning og formuepleje. Datterselskabet har ca. 55

ansatte, der betjener ca. 4.500 kunder bosat i Schweiz og andre europæiske

lande. Datterselskabet har ingen kunder bosiddende i Danmark. Datterselskabet

har udlån for mere end 3 mia. kr., indlån for mere end 600 mio. kr., en

egenkapital

på 900 mio. kr. og en balance på ca. 4 mia. kr.

Af datterselskabets regnskaber for 1996

til 1999 fremgår bl.a. følgende:

1996

1997

1998

1999

Læs alt

Bruttofortjeneste

11.141.134

13.859.495

13.938.609

14.531.768

Afskrivninger m.v.

-

503.242

-

659.171

-

668.681

-

617.919

Provisioner og tab m.v.

-

204.575

-

180.068

-

459.885

-

683.648

Resultat før skat og ekstraordinære

indkomster m.v.

10.433.317

13.020.255

12.810.043

13.230.201

Ekstraordinære indkomster

5.759.199

10.014.387

10.027.781

4.321.378

Ekstraordinære udgifter

0

-

1.383.029

0

0

Skat

-

4.225.000

-

5.700.000

-

2.886.694

-

4.300.052

Resultat, netto

11.967.516

15.951.613

20.051.129

13.251.526

Alle beløb i CHF og afrundede til hele

beløb.

Datterselskabet har i perioden 1994 til

1998 ikke været sambeskattet med A A/S.

I Schweiz betales føderal, kantonal og

kommunal skat. Den føderale lovgivning anvendes i hele Schweiz, medens hver

enkelt kanton og kommune har sin egen individuelle skattelovgivning. Den

føderale skat udgør 8,5% af den skattepligtige indkomst. I Zürich opgøres

kanton- og kommuneskatten under ét. Skatten, der dels omfatter en

indkomstskat,

dels en formueskat, kan maksimalt udgøre 30%. Indkomstbeskatningen sker efter

en progressiv skala, og afhænger af den procentuelle andel, overskuddet udgør

af egenkapitalen, samt en af kantonen årligt fastsat multiplikator. Den del

af

overskuddet, der svarer til 4 % af egenkapitalen, beskattes med 4 %; den del

af

overskuddet, der udgør mellem 4 % og 8 % af egenkapitalen, beskattes med 9 %

og

den del af overskuddet, der overstiger 8 % af egenkapitalen beskattes med 14

%.

Formueskatten udgør 0,15 % af egenkapitalen ultimo året. Endelig betales en

kantonal

kirkeskat på 12,01 % af den kantonale indkomst- og formueskat før anvendelse

af

den fastsatte multiplikator. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er

der fradrag for de føderale og de kantonale skatter. For at kunne opgøre den

skattepligtige indkomst efter fradrag for kantonale og føderale skatter, der

udgør beregningsgrundlaget for de kantonale og føderale skatter, skal der

derfor foretages en kompliceret, cirkulær beregning.

Den schweiziske skattelovgivning var

tidligere karakteriseret ved en tidsforskydning vedrørende opgørelsen af den

indkomst, der lå til grund for beregningen af skatten for et givent år, samt

i

de skatter, der var fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige

indkomst. I perioden fra 1. januar 1995 til 31. december 1998 blev både den

føderale og den kantonale skattepligtige indkomst opgjort på grundlag af den

indkomst, der var indtjent i det pågældende år. De føderale skatter var

herefter fradragsberettigede i det år de vedrørte, medens de kantonale

skatter

derimod først var fradragsberettigede i betalingsåret, dvs. i året efter det

år

de vedrørte.

Med virkning fra den 1. januar 1999 blev

det imidlertid indført, at schweiziske selskaber skulle betale acontoskat,

det

vil sige, at de betalte skat i årets løb af den indkomst, der forventedes

indtjent i det pågældende år. Den skat, et schweizisk selskab betalte i 1998,

var således skatten af selskabets indkomst indtjent i 1997, og den skat, der

blev betalt i 1999, var en acontoskat, beregnet på grundlag af den forventede

indkomst for 1999. For at undgå, at et schweizisk selskab skulle betale

kantonal

skat af to års indkomster i 1998, det vil sige både skat af indkomsten

indtjent

i 1997 og acontoskat af indkomsten indtjent i 1998, blev der indført en

overgangsregel, således at indkomsten for 1998 principielt ikke blev

undergivet

kantonal og kommunal indkomstbeskatning. For at undgå, at selskaber skulle

realisere en række ekstraordinære skattefrie indkomster i 1998, blev det dog

som en værnsregel indført, at ekstraordinære indkomster i 1998 skulle

beskattes. Der blev samtidig indført regler for, hvorledes den kantonale skat

af disse ekstraordinære indkomster, der i øvrigt er fradragsberettigede i den

skattepligtige indkomst, skal beregnes og fradrages.

De ekstraordinære indtægter, som

datterselskabet havde i 1998, er beskattet efter den nævnte værnsregel. De i

1998 udgiftsførte skatter udgør således kantonale skatter på ekstraordinære

indtægter samt føderale skatter på hele indkomsten. Det er oplyst, at den

ekstraordinære indtægt vedrørte frie reserver med 10.029.000 CHF. Beløbet

vedrører opløsningen af en henlæggelse vedrørende generel bankrisiko med

29.000

CHF og øvrige henlæggelser med 10.000.000 CHF.

Fra den 1. januar 1999 ophørte

tidsforskydningen, og både den føderale og den kantonale skattepligtige

indkomst blev herefter opgjort på grundlag af indkomsten for det pågældende

år.

Både de føderale og de kantonale skatte er endvidere herefter

fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst for det år de vedrører.

Ved en afgørelse offentliggjort i TfS

2000.169 har Landsskatteretten vurderet, at datterselskabet i Schweiz var

undergivet en beskatning, der ikke væsentligt afveg fra beskatningen efter

danske regler, hvorfor udbytte overført fra datterselskabet til A A/S var

skattefrit.

Det er i afgørelsen nævnt, at datterselskabet i forhold til de danske regler

har været særligt begunstiget ved, at det har kunnet foretage meget

betydelige

fradrag for hensættelser til de såkaldt ”stille reserver”, men at

der ved

vurderingen skal tages højde for, at henlæggelserne skal tilbageføres til

senere beskatning.

Der er modtaget skatteberegninger for

indkomstårene 1996 til 1999 samt dokumentation for betalte skatter for 1998

og

1999.

Told- og Skattestyrelsens afgørelse

Told- og Skattestyrelsen har anset

datterselskabet for omfattet af tvungen sambeskatning, jf.

selskabsskattelovens

§ 32. Datterselskabets skattepligtige indkomst opgjort efter danske regler er

beregnet

til 55.190.352 kr.

Det fremgår af selskabsskattelovens §

32, at hvis et dansk selskab har et udenlandsk datterselskab, der driver

finansiel virksomhed og hvis afkast beskattes væsentligt lavere end efter

danske regler, medregnes datterselskabets indkomst opgjort efter danske

regler

ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for moderselskabet.

Ifølge cirk. nr. 82 af 29. maj 1997,

afsnit 2.7.4. er banker et typeeksempel på selskaber, der driver finansiel

virksomhed.

Efter styrelsens opfattelse er

beskatningen for selskaber i kantonen Zürich i indkomståret 1998 væsentlig

lavere end efter danske regler. Der er herved henset til, at der for ordinær

indkomst ikke sker beskatning med kantonal og kommunal indkomstskat. Der sker

kun beskatning med 8,5 % føderal indkomstskat. Endvidere er ekstraordinære

indkomster beskattet med yderligere 8,5 %.

Det forhold, at Landsskatteretten har

afsagt en kendelse, TfS 2000.169, hvorefter udbytte udbetalt i 1993 kan anses

for skattefrit, er ikke tillagt vægt, idet kendelsen er afsagt på grundlag af

skattesystemet, som det var i 1993 og der efterfølgende er sket ændringer af

skattesystemet i Schweiz. Endvidere var der i 1998 en helt særlig situation

med

skattefritagelse vedrørende kantonal og kommunal indkomstskat. Endelig

omhandler TfS 2000.169 selskabsskattelovens § 13, stk. 3, ikke

selskabsskattelovens

§ 32, og vurderingen af om beskatningen er væsentligt lavere end efter danske

regler er ikke nødvendigvis den samme efter de to bestemmelser, idet de har

forskelligt sigte, henholdsvis selskaber og udbytter.

Ifølge TfS 2002.185 (Taiwan-dommen) skal

der ved vurderingen af et udenlandsk skattesystem ses på de generelle

beskatningsregler og ikke på en konkret foretaget ligning. Der var således

ikke

hjemmel til at inddrage særregler for visse investeringer i vurderingen af,

om

beskatningsreglerne afveg fra de danske.

Styrelsen er enig med repræsentanten i,

at selskabets aktuelle skattebetaling ikke nødvendigvis er afgørende, og at

den

forventede beskatning må vurderes over flere år. I den foreliggende tilfælde

er

der imidlertid ikke tale om en generel periodeforskydning i forhold til dansk

beskatning, men om en egentlig skattefritagelse for indkomsten i et givent

år.

Styrelsen har beregnet datterselskabets

samlede skattebetaling i det schweiziske skattesystem til 22,7 % af

datterselskabets

indkomst opgjort efter danske regler. I 1998 udgjorde selskabsskatten i

Danmark

34 % af den skattepligtige indkomst. Ifølge cirk. nr. 82 af 29. maj 1997,

punkt. 7.2.5. vil et udenlandsk selskab normalt blive anset for at være

undergivet

en beskatning, der er væsentligt lavere end den danske, hvis det beskattes

med

en procentsats på under 25. Datterselskabet får derfor status af lavt

beskattet

i 1998.

Vedrørende den af repræsentanten over

for Landsskatteretten fremsatte principale påstand om, at Danmark ikke kan

beskatte bankens indkomst, fordi dette er i strid med den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. to domme fra henholdsvis den franske og

den

finske Højesteret, ”Schneider-dommen” og ”A Oyj

Abp-dommen”, har styrelsen

bl.a. bemærket, at en dobbeltbeskatningsoverenskomst er en folkeretligt

bindende traktat, men at en stat kan gennemføre en beskatning i strid med de

folkeretlige forpligtelser, såkaldt ”treaty overriding”.

Spørgsmålet er derfor

om den danske CFC-lovgivning går forud for

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

I dansk forfatningsret findes der – i

modsætning til den franske – ingen bestemmelse, hvorefter folkeretlige

forpligtelser gives forrang frem for intern dansk lovgivning. Det er dog i

almindelighed antaget, at man ved fortolkning af intern dansk ret skal søge

at

nå frem til et resultat, som ikke er i strid med Danmarks folkeretlige

principper.

Det må anses for forudsat i

statsskattelovens § 50 og i bemyndigelseslovens § 1, at indgåelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomster begrænser et dansk skattekrav. Der må derfor

kræves meget stærke holdepunkter for at antage, at den danske lovgiver har

villet gennemføre ”treaty overriding”.

Det fremgår af kommentarerne til

OECD-modeloverenskomsten, at de fleste lande har tilsluttet sig, at

CFC-lovgivning ikke er i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Skatteministeren har i forbindelse med

behandlingen af L-312 af 17. maj 1995 udtalt, at reglerne om tvungen

sambeskatning ikke er i strid med de af Danmark indgåede

dobbeltbeskatningsaftaler.

Af bemærkningerne til L-35 fremgår, at

banker og forsikringsselskaber kan være omfattede af loven. Problemet har

derfor været berørt i forbindelse med vedtagelsen af selskabsskattelovens §

32.

Det fremgår af cirk. nr. 82 af 29 maj

1997, punkt 7.2.4., at et typeeksempel på selskaber, der driver finansiel

virksomhed, er banker, og banker er derfor omfattede af bestemmelsen.

Vedrørende ”Schneider-dommen” og ”A Oyj

Abp-dommen” har styrelsen endvidere bemærket, at fælles for CFC-reglerne

i

Frankrig og Finland er, at begge landes CFC-regler indebærer en beskatning af

hele overskuddet i det udenlandske selskab i henholdsvis Frankrig og Finland

(jurisdiktionsmetoden). I modsætning hertil foretages der efter de danske

CFC-regler alene en beskatning af de finansielle indtægter i Danmark

(transaktionsmetoden). Dette gør en forskel, når der sammenlignes med andre

lande, hvori der er afsagt domme vedrørende foreneligheden mellem

dobbeltbeskatningsoverenskomster

og CFC-regler.

Klagerens påstande og argumenter

Der fremsættes principalt påstand om, at

Danmark ikke kan beskatte A A/S af indkomsten indtjent af datterselskabet i

Schweiz, jf. den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23.

november

1973, art. 7, stk. 1, da datterselskabet beskattes af indkomsten i Schweiz,

hvor

det er hjemmehørende, jf. overenskomstens art. 4, og da datterselskabet i

øvrigt ikke har et fast driftssted i Danmark, jf. overenskomstens art. 5. Det

er derfor klart i strid med overenskomstens artikel 7, stk. 1, at Danmark

beskatter hele indkomsten i B AG.

Selskabsskattelovens § 32 er ganske vist

udformet således, at det udenlandske datterselskab, der skal undergives en

tvungen dansk sambeskatning, ikke formelt set ansættes til skat her i landet.

Selskabsskattelovens § 32 indebærer i stedet, at moderselskabet

skal medregne datterselskabets

indkomst til sin egen skattepligtige

indkomst. Det er imidlertid ikke den formelle udformning af intern dansk

lovgivning, der er afgørende for, om beskatningen er i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser. Det afgørende er de faktiske

forhold, nemlig at Danmark beskatter indkomst indtjent af et selskab, der er

hjemmehørende i Schweiz, som ikke har et fast driftssted i Danmark. Den samme

indkomst er dermed skattepligtig i to lande, dels i Schweiz, hvor indkomsten

er

indtjent, dels i Danmark, som indkomsten ikke er relateret til. Dette er

klart

i strid med hele formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som netop er

at

sikre, at den samme indkomst ikke beskattes i to lande.

Traditionelt opfattes dobbeltbeskatningsoverenskomster

som en beskyttelse mod, at den samme indkomst beskattes i to lande hos samme

skattesubjekt. Ved et kunstgreb, der må betegnes som forsøg på omgåelse af

reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, har man søgt at sætte

overenskomsterne

ud af kraft ved at bestemme, at et selskab (A A/S) skal beskattes af et andet

selskabs indkomst (B AG). Herved har man for en umiddelbar vurdering sikret,

at

det ikke er samme skattesubjekt, der beskattes af samme indkomst i to lande,

og

dermed skulle dobbeltbeskatningsoverenskomsterne ikke beskytte mod denne

dobbeltbeskatning. Realiteten er imidlertid, at indkomsten dobbeltbeskattes.

En

sådan beskatning er klart i strid med formålet med

dobbeltbeskatningsoverenskomsten

og må anses for at være i strid med indholdet af artiklerne 5 og 7. Reglerne

om

CFC-beskatning må anses for at være i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, medmindre der i den enkelte overenskomst

indarbejdes regler om, at en sådan beskatning ikke skal være beskyttet af

overenskomstens

bestemmelser. En sådan særbestemmelse findes ikke i den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

På et sammenligneligt område har Danmark

accepteret, at det er nødvendigt med særlige bestemmelser i

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, såfremt man ønsker at beskatte i strid

med

overenskomsterne. Udenlandske forsikringsselskaber, der har en filial i

Danmark, skal således efter reglerne i selskabsskattelovens § 12 opgøre deres

danske skattepligtige indkomst på en indirekte måde baseret på

præmieindtægterne i Danmark sammenholdt med præmieindtægterne på verdensplan,

det vil sige efter principper, der afviger helt grundlæggende fra den måde,

danske forsikringsselskaber skal opgøre deres indkomst på. En sådan

særbeskatning af enkelte skattesubjekter anses for at være i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomsternes

ikke diskrimineringsbestemmelse. Danmark har derfor i bl.a. den nye

dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1999 fundet det

nødvendigt

at få indsat en bestemmelse i overenskomsten om, at Danmark har ret til at

beskatte forsikringsfilialer efter den indirekte metode, jf. punkt 3 i den

til

overenskomsten udarbejdede protokol.

I den samme protokol er det endvidere

vedrørende SAS aftalt, at de indkomster og udgifter, som SAS’

amerikanske

datterselskab, SAS Inc., har, ikke skal beskattes i USA, men skal anses for

SAS-konsortiets indkomst. Danmark har herved sikret sig, at indkomsten i det

amerikanske selskab ikke beskattes i USA, men efter overenskomsten skal anses

for en integreret del af indkomsten i de nordiske lande.

Det er de samme principper, der er

gældende ved en CFC-beskatning, nemlig at moderselskabet beskattes af

indkomst

indtjent af et datterselskab, der er hjemmehørende i udlandet, og som ikke

har

et fast driftssted i Danmark. Man har åbenbart i relation til SAS’

aktiviteter

i USA fundet det nødvendigt at indarbejde en særskilt bestemmelse i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

På tilsvarende måde må der derfor indarbejdes særskilte bestemmelser om

forbehold for CFC-beskatning i de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster,

såfremt Danmark ønsker at kunne gennemføre beskatning efter CFC-reglerne.

Det er almindelig antaget i

international skatteret, at dobbeltbeskatningsoverenskomsterne går forud for

interne love, der er vedtaget på tidspunktet for indgåelse af

dobbeltbeskatningsoverenskomsten. I international skatteret er det mere

omtvistet, om dobbeltbeskatningsoverenskomsterne går forud for nyere

lovgivning. Spørgsmålet har i Danmark ikke tidligere været genstand for

vurdering

af Landsskatteretten eller domstolene.

Af modeloverenskomstens artikel 2, stk.

4, og tilsvarende af den dansk-schweiziske overenskomsts artikel 2, stk. 4,

fremgår det, at:

”Overenskomsten skal også finde

anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter

undertegnelsen af denne overenskomst måtte blive pålagt som tillæg til eller

i

stedet for de gældende skatter”.

Selskabsskatten af CFC-indkomst

fremtræder som omfattet af denne bestemmelse, da den må siges at være

”af samme

art” som andre selskabsskatter, og da den må siges at være ”pålagt

som tillæg

til de gældende skatter”. Det må derfor anses for indiskutabelt, at

CFC-skat

under henvisning til artikel 2, stk. 4, er omfattet af den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst. Danmark er forpligtet til at respektere

internationale aftaler, herunder dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz

af 23. november 1973. Det følger klart af artikel 7, stk. 1, i denne aftale,

at

et land (Danmark) ikke kan beskatte indkomst oppebåret af et selskab, der er

hjemmehørende i det andet land, medmindre det pågældende selskab (B AG) har

et

fast driftssted i det andet land (Danmark). Da B AG ikke har et fast

driftssted

i Danmark, er Danmark således ikke berettiget til at beskatte indkomsten

indtjent af B

AG i 1998.

Spørgsmålet om, hvorvidt et lands

interne CFC-regler er i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, omtales

i

kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel 1, pkt. 22-24, jf.

følgende:

”22. Andre former for misbrug af skatteaftaler

(f.eks. brugen af et basisselskab (base company)) og mulige måder at imødegå

dem på, såsom ”substance-over-form”-regler og ”sub-part F

type”-lovgivning er

også blevet analyseret.

23. Det store flertal af

OECD-medlemslande er af den opfattelse, at sådanne forholdsregler er en del

af

de grundlæggende interne regler, der er fastsat i den nationale lovgivning

for

at fastslå, hvilke faktiske omstændigheder der medfører skattepligt. Disse

regler er ikke nævnt i skatteaftaler og er derfor ikke berørt af dem. Man kan

hævde, at ånden i overenskomsten kun vil krænkes, hvis et selskab, som er en

person i overenskomstens forstand, endte med ikke, eller næsten ikke, at have

virksomhed og/eller indkomst, der kunne henføres til det, og de kontraherende

stater anlagde divergerende synspunkter, med en økonomisk dobbeltbeskatning

til

følge, således at den samme indkomst blev beskattet hos to forskellige

skatteydere (jf. art. 9, stk. 2). På den anden side står det afvigende

synspunkt, ifølge hvilket sådanne regler er underlagt skatteaftalernes

generelle regler mod dobbeltbeskatning, især når selve aftalen indeholder

bestemmelser,

der har til formål at hindre misbrug.

24. Det er ikke let at forlige disse

afvigende opfattelser, hverken i teorien eller ved gensidig aftaleprocedure

med

hensyn til specifikke tilfælde. Det væsentlige problem synes at være, om

generelle principper, såsom ”substance-over-form” er indbygget i

skatteaftalen,

dvs. om de kan anvendes i alle tilfælde eller kun i det omfang, hvor de

udtrykkeligt er nævnt i bilaterale aftaler. Ved det afgivende synspunkt er

der

argumenteret for, at det forhold, at der gives nationale regler forrang frem

for aftaleregler, for så vidt angår hvem der – i beskatningsmæssig

henseende –

anses som modtager af den indkomst, der er overflyttet til et basisselskab,

vil

undergrave beskyttelsen for skatteyderne mod dobbeltbeskatning (f.eks. i

tilfælde, hvor indkomsten i basisselskabet, ved anvendelsen af disse regler,

beskattes i det land, hvori aktionærerne er hjemmehørende, selvom

basisselskabet ikke har et fast driftssted i dette land). Det er imidlertid

synspunktet hos det store flertal, at sådanne regler, og de underliggende

principper, ikke behøver at stadfæstes i overenskomsten for at finde

anvendelse”.

Som det fremgår af ovennævnte, er der

ikke i kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst nogen entydig

stillingtagen

til spørgsmålet om, hvorvidt et aftalelands interne CFC-lovgivning har

fortrin

i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der fremføres alene i

kommentarerne

synspunkter for og imod.

Nærværende sag omhandler imidlertid ikke

et typisk CFC-beskatningstilfælde i international forstand, idet sagen ikke

vedrører beskatning af passiv indkomst. Der er tale om CFC-beskatning af

aktiv

erhvervsindkomst indtjent af en bank, der driver normal bankvirksomhed i

Schweiz, som har kontor og ca. 55 ansatte personer, og som i øvrigt

undergives

en normal beskatning i Schweiz, der i et enkelt år kun er lidt mindre end 75%

af det danske beskatningsniveau.

Uanset om man accepterer, at et land kan

gennemføre CFC-beskatning af indkomst indtjent af et datterselskab i et land,

med hvilket der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der følger

principperne i OECD-modeloverenskomsten, er der repræsentanten bekendt ingen

lande i verden – ud over Danmark – der finder, at det er i

overensstemmelse med

en dobbeltbeskatningsoverenskomst at gennemføre CFC-beskatning af indkomst

indtjent af et datterselskab i et aftaleland, der driver aktiv

erhvervsvirksomhed som for eksempel bankvirksomhed. Såfremt en sådan

beskatning

skulle være i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel

7,

stk. 1, ville ethvert land kunne gennemføre enhver beskatning af indkomst,

hvor

beskatningsretten efter overenskomsten er tillagt aftalelandet. En sådan

beskatning kunne gennemføres ved at indføre nationale regler om, at et eller

andet selskab, der ikke er repræsenteret i aftalelandet, skal beskattes af

indkomst

indtjent af et andet selskab i aftalelandet. Dette har aldrig været meningen

med dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Told- og Skattestyrelsen gør gældende,

at skatteministeren under behandlingen af L 35 har oplyst, at

selskabsskattelovens § 32 ikke er i strid med de af Danmark indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Repræsentanten er helt enig heri;

lovgiver har ikke har haft intentioner om at gennemføre en ”treaty

overriding”

i forbindelse med indførelsen af CFC-reglerne i dansk intern

skattelovgivning.

CFC-reglerne skal derfor fortolkes således, at de er forenelige med

dobbeltbeskatningsaftalerne. Hensigten med indførelsen af CFC-reglerne i

dansk

ret kan derfor alene være at modvirke, at beskatningen af passive finansielle

indtægter som f. eks. aktieavance og udbytte flyttes fra Danmark til et

skattelyland.

Ved den administrative fortolkning af

reglerne i selskabsskattelovens § 32, således som den er kommet til udtryk i

praksis og i cirkulærer, har man imidlertid udvidet bestemmelsen til også at

omfatte aktive finansielle indkomster, og det er i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomsternes

artikel 7, stk. 1. Spørgsmålet i denne sag er således ikke, om dansk intern

ret

har forrang frem for dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, men derimod om

fortolkningen af danske regler kan foretages i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, når der ikke er grundlag for at opfatte

lovreglerne

som udtryk for lovgivers tilsigtede tilsidesættelse af traktatlige

forpligtelser (”treaty overriding”). Det må på baggrund af

ovenstående

konkluderes, at den brede fortolkning i cirkulærer, hvorefter også aktiv

finansiel indkomst kan CFC-beskattes, er ulovhjemlet og udtryk for et brud på

Danmarks folkeretlige forpligtigelser. Loven skal fortolkes således, at der i

dansk ret alene er hjemmel til at inddrage passiv finansiel indkomst under en

danske CFC-beskatning. Jævnfør hertil særligt henvisningen til punkt 26 i

kommentarerne til OECD’s modelkonvention.

Spørgsmålet om, hvorvidt et lands

interne CFC-regler går forud for dobbeltbeskatningsoverenskomsternes

bestemmelser,

har været omstridt i den internationale skatteretlige teori. Den franske

højesteret (Conseil d’Etat) har imidlertid afsagt en dom

(Schneider-dommen) den

28. juni 2002, hvoraf det fremgår, at et land ikke kan gennemføre en

CFC-beskatning efter intern ret, der er i strid med

dobbeltbeskatningsoverenskomsten

med det pågældende land.

De franske CFC-regler, som fremgår af

Code Général des Impôts paragraph 209B, svarer på mange måde til de danske.

Det

gælder således, at:

Indkomsten i et udenlandsk

datterselskab, der opfylder betingelserne for at blive CFC-beskattet,

medregnes

til det franske moderselskabs indkomst på samme måde som efter de danske

CFC-regler, det vil sige som almindelig driftsindkomst (ikke for eksempel som

fikseret udbytte).

Ejerkravet er 25 % eller en

anskaffelsessum på mindst FRF 150 millioner (EUR 22,8 millioner).

Lavt beskattet er defineret som mindre

end 2/3 af fransk beskatningsniveau.

CFC-indkomst kan ikke reduceres med

negativ almindelig indkomst.

CFC-indkomsten opgøres efter de

almindelige franske skattemæssige regler.

Der indrømmes credit for udenlandske

selskabsskatter betalt af CFC-selskabet.

CFC-reglerne finder ikke anvendelse,

hvis selskabskonstruktionen ikke er etableret med henblik på at reducere

fransk

beskatning. Dette anses ikke at være tilfældet, såfremt datterselskabet

driver

aktiv erhvervsvirksomhed på almindelige forretningsmæssige vilkår.

I Schneider-sagen fandt de franske

skattemyndigheder, at det franske moderselskabs schweiziske datterselskab

opfyldte betingelserne for at blive CFC-beskattet, jf. paragraf 209B.

Den fransk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst af 9. september 1966, artikel 5(7), 7(1) og 9,

der var gældende i det indkomstår, Schneider-sagen vedrører, svarer til de

tilsvarende bestemmelser i OECD-modeloverenskomsten. Bestemmelsen svarer også

til

den tilsvarende bestemmelse i den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ifølge den franske grundlov paragraf 55

gælder det, at Frankrigs internationale aftaler er overordnet fransk

lovgivning. Spørgsmålet i sagen var derfor, om Frankrig kunne gennemføre

CFC-beskatning af det franske selskab Schneider SA’s schweiziske

datterselskab

Paramer SA for 1986.

Om samspillet mellem de nationale

franske regler og reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår bl.a.

følgende

af dommen:

”I artikel 7, stk. 1, i den

fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst står der: "Fortjeneste

indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne

stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden

kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted"”.

Udtrykket "fortjeneste", der

er nævnt i artikel 7 i den fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst

er

ikke defineret i denne og skal følgelig fortolkes i overensstemmelse med

artikel 3, stk. 2, i overenskomsten, der lyder:

"Ved anvendelsen af overenskomsten

af en kontraherende stat skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri,

medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har

i

henhold til denne stats lovgivning om de skatter, på hvilke overenskomsten

finder anvendelse".

Det anføres videre i dommen, at:

”Da der ikke andre forhold, der medfører

en anden fortolkning, er den "fortjeneste", som artikel 7 i aftalen

henviser til, den, der bestemmes i henhold til de regler, der er fastsat i

den

franske skattelov. Som følge heraf har retten (den underordnede instans) ikke

begået nogen juridisk fejl ved at dømme, at der er en naturlig identitet

mellem

driftsoverskuddet i (datter)selskabet Paramer, hvis beskatning er tillagt

Schweiz i henhold til artikel 7, stk. 1 i den fransk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst og overskuddet i selskabet Paramer, der er

beskattet i Frankrig i (moder)selskabet Schneiders navn på grundlag af

artikel

209 B i den franske skattelov (den nationale franske hjemmel for

CFC-beskatning)”.

(det i parenteser anførte er vore

tilføjelser).

Videre fremgår det af dommen, at efter

lempelsesbestemmelsen i den fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsaftale er de

under artikel 7, stk. 1, omtalte indtægter fritaget for fransk selskabsskat,

når de opnås af et selskab, der som selskabet Paramer SA har skattemæssigt

hjemsted i Schweiz og ikke har et fast driftssted i Frankrig. Dette svarer

ligeledes fuldstændigt til forholdene og reglerne i nærværende sag.

Det anføres dernæst i dommen:

”Overenskomstens formål, der er at undgå

dobbeltbeskatning kan ikke tilsidesættes blot med den begrundelse at det ikke

er selskabet Paramer, der formelt er skattepligtigt af sit overskud i

Frankrig,

men at det er moderselskabet, der er en selvstændig juridisk enhed, der er

skattepligtig heraf, og hvortil overskuddet ikke reelt er udloddet. Som følge

heraf har retten ikke begået nogen juridisk fejl ved at dømme, at

bestemmelserne i artikel 7 i den fransk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst

er i strid med anvendelsen af bestemmelserne i artikel 209 B i den franske

skattelov”.

Højesteret fastslår med andre ord, at

artikel 7 i overenskomsten forhindrer Frankrig i at gennemføre CFC-beskatning

af Schneider SA.

Den franske højesteret er altså i et

spørgsmål om international skatteret og i en situation, der er så parallel,

som

den næsten kan blive til nærværende sag, såvel i relation til de faktiske

forhold som i relation til det retlige grundlag nået frem til, at artikel 7 i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten finder anvendelse på nationale CFC-regler.

Dommen er den første afgørelse fra en

højere retsinstans inden for EU og bør derfor indgå som en væsentlig

retskilde

ved fortolkningen af de danske CFC-reglers forenelighed med de af Danmark

indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster. Netop da der er tale om

international skatteret, herunder fortolkning af en

dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det relevant at tillægge udenlandske

domstolsafgørelser

betydelig vægt også i forhold til teoretiske akademiske opfattelser.

Frankrig søger nu at sikre, at

CFC-beskatning kan gennemføres i overensstemmelse med indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomster ved at inkorporere bestemmelser herom i de

nyere overenskomster. I for eksempel den fransk-schweiziske overenskomst er

der

således i 1997 indsat en bestemmelse herom i artikel 25 A. Som ovenfor nævnt

bør Danmark indføre tilsvarende bestemmelser i sine

dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvis man ønsker at kunne gennemføre

CFC-beskatning i relation til datterselskaber beliggende i lande, med hvilke

Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Den finske Højesteret har endvidere

afsagt en dom, der understøtter den principale påstand. Dommen handler om et

finsk selskab, A Oyj Abp (herefter A), der havde et helejet datterselskab, A

Finance

NV (herefter A Finance), som var indregistreret og hjemmehørende i Belgien. A

Finance blev i Belgien beskattet som et koordinationscenter, hvilket

indebærer,

at det er skattepligtigt af en individuelt fastlagt procentdel af sine

driftsudgifter.

A Finance var dermed så lavt beskattet, at det opfyldte definitionen af

”lavt

beskattet” i de finske CFC-regler. Efter finske regler skulle A således

CFC-beskattes af indkomsten i A Finance, medmindre

dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og Belgien var til hinder

herfor. Sagen angik endvidere spørgsmålet, om EU-fællesskabsretten var til

hinder for anvendelsen af de interne finske CFC-regler. Den finske Højesteret

fandt, at CFC-beskatningen ikke var i strid med fællesskabsretten, men dette

spørgsmål skal dog ikke behandles nærmere her, da den foreliggende sag om

CFC-beskatning af A A/S ikke er relateret til EU-retten, da datterselskabet

er

beliggende i Schweiz, der ikke er medlem af EU.

Det er oplyst i domsreferatet, at A var

moderselskab i en finskbaseret koncern, der drev forretning inden for maskin-

og mineralindustrien. Koncernen havde i 1998 en omsætning på FIM 13.537 mio.

og

et gennemsnitligt antal beskæftigede på 12.062 personer.

Datterselskabet i Belgien, A Finance,

havde i 1998 et nettodriftsoverskud på FIM 26 mio. Gennem de sidste 10 år

havde

A Finance mellem 10 og 16 ansatte, selskabets balance har udgjort mellem FIM

749 mio. og 1.479 mio., og aktiekapitalen har udgjort BEF 4.100 mio.

Siden 1987 havde A Finance drevet

virksomhed fra kontorlokaler med et areal på 649 m2

i byen Zaventem

i Belgien. Selskabet blev stiftet midt i 1980’erne, hvor A-koncernen

foretog

store investeringer i Centraleuropa, for at yde finansielle og andre

serviceydelser til de nyetablerede produktionsdatterselskaber. Karakteren af

de

serviceydelser, som A Finance leverede, krævede, at selskabet var tæt på

driftsselskaberne. A Finance spillede en vigtig rolle i finansieringen af

koncernen og i håndteringen af koncernens midlertidige finansielle krise.

Aktiviteterne i A Finance omfatter bl.a. undersøgelse og udvikling,

informationsteknologi, regnskabsvæsen, finansielle ydelser til koncernens

europæiske datterselskaber som for eksempel modregning, cash pool-ydelser og

håndtering af valutarisici.

Som det ofte er tilfældet i

multinationale koncerner, er de finansielle transaktioner centraliserede. Det

er sjældent, at det enkelte koncernselskab selv håndterer sine finansielle

forhold.

Finansieringen af datterselskaber i Finland, Sverige og uden for Europa

varetages fra Finland, mens A Finance yder finansielle ydelser til koncernens

øvrige europæiske datterselskaber.

A Finance er som nævnt omfattet af de

særlige belgiske beskatningsregler for koordinationscentre, som bl.a.

indebærer

den nævnte favorable beskatning baseret på selskabets driftsudgifter (bortset

fra lønomkostninger og finansielle omkostninger). Desuden skal et

koordinationscenter betale en årlig skat på BEF 400.000 pr. medarbejder med

et

maksimum på BEF 4.000.000. Da selskabet skal have mindst 10 medarbejdere, er

der i praksis tale om en fast skat på BEF 4.000.000. Et koordinationscenter

skal levere serviceydelser af den karakter, som normalt ydes af et

hovedkontor,

og et koordinationscenter må kun levere serviceydelser til andre selskaber

inden for samme koncern.

Det fremgår således, at A Finance må

karakteriseres som et selskab, der faktisk leverer – og som ifølge

belgisk lov

kun må levere – koncerninterne serviceydelser af bl.a. finansiel

karakter.

Sagens faktum samt parternes påstande og

anbringender er refereret i dommen over siderne 1009 til 1056. Af side 1056

og

følgende fremgår rettens overvejelser og konklusion.

På side 1058 undersøger retten den

internationale udbredelse af CFC-lovgivning, som oplyses at være i kraft i

mindst 23 lande, primært OECD-lande. Videre anfører retten, at CFC-lovgivning

anvendes

for at undgå skatteundgåelse og skatteunddragelse, og at det er et

almindeligt

redskab til at forhindre, at skatteprovenu flyttes til et land, hvor

skatteniveauet er lavere. De almindelige kendetegn ved CFC-lovgivning er, at

der er tale om et selskab i et land, der har kontrol over et selskab i et

andet

land, at indkomsten i det kontrollerede selskab er passiv, eller at

indkomsten

kan betegnes som ”basisselskabsindkomst”, hvorimod indkomst fra

rigtig aktiv

forretningsaktivitet ikke er omfattet. Endvidere er det kendetegnende, at

beskatningsniveauet i det pågældende land er lavt.

Retten anfører herefter, at de finske

CFC-regler opfylder disse generelle kriterier og ikke adskiller sig, i hvert

fald i relation til den foreliggende sag, i sit formål eller på anden

afgørende

måde fra internationalt accepterede normer.

På side 1061 anfører retten, at det

fremgår af de finske lovforslag om CFC-beskatning, at reglerne ikke generelt

er

tænkt anvendt over for selskaber hjemmehørende i overenskomstlande, men at de

kan anvendes over for overenskomstlande, hvis der er indført særlig lav

beskatning i bestemte regioner, over for bestemte sektorer, eller hvis den

lave

beskatning beror på arbitrær administrativ bevilling. Som eksempel på sådanne

ordninger nævnes eksplicit koordinationscentre i et af de finske lovforslag.

På side 1063 fastslås det, at det er

internationalt anerkendt, at CFC-lovgivning skal sigte på beskatning af

”indkomst fra passiv investering” og

”basisselskabsindkomst”, men ikke på

indkomst fra aktiv forretningsvirksomhed.

Passiv indkomst defineres som indkomst

indtjent af modtageren, uden at denne selv har deltaget i den

forretningsaktivitet,

der har skabt indkomsten som for eksempel udbytte, renter, lejeindtægt,

kursgevinster og royaltybetalinger. Modstykket er aktiv virksomhedsindkomst

fra

handel, forretning, professionel eller anden kommerciel aktivitet. Videre

fastslås det, at passiv indkomst som for eksempel rente- og lejeindkomst alt

efter omstændighederne kan rubriceres som indkomst fra aktiv

forretningsvirksomhed.

”Basisselskabsindkomst” defineres efter

internationalt accepteret opfattelse som indkomst i et selskab, der er

hjemmehørende i et lavskatteland, og som handler på vegne af et selskab

hjemmehørende

i et højskatteland ved at levere serviceydelser.

Endelig konkluderes det, at indkomsten i

den foreliggende sag i A Finance i overensstemmelse med ovenstående

definition

må karakteriseres som såvel ”passiv indkomst” som

”basisselskabsindkomst”.

På side 1070 redegøres for kommentarerne

til OECD’s modelkonvention – særligt kommentarerne i punkt 25 og 26

til artikel

1. Af punkt 25 fremgår det, at landene kan indføre regler til at hindre

misbrug

af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, men at sådanne regler skal efterkomme

ånden i overenskomsterne, det vil sige undgåelse af dobbeltbeskatning.

Det anføres, at CFC-lovgivning er regler

af en sådan kategori, som kan indføres for at imødegå misbrug, men af punkt

26

i kommentaren til OECD’s modeloverenskomst, artikel 1, fremgår det, at

bestemte

former for virksomhedsaktivitet ikke er af en karakter, der berettiger til

indførelse af anti-misbrugsregler. De former for virksomhed, der ikke må

indføres anti-misbrugsregler imod, defineres i punkt 26, og retten anfører

disse som ”virksomhed såsom produktion, tjenesteydelser eller handel,

udført af

selskaber, der er engageret i industriel eller kommerciel virksomhed, når

aktiviteten klart har tilknytning til den almindelige erhvervsudøvelse i det

land, hvori de er hjemmehørende, og virksomheden udøves på en sådan måde, at

der ikke kan formodes at være tale om skatteundgåelse – med andre ord

aktiv

forretningsvirksomhed”.

At udvide anti-misbrugsregler til

sådanne former for virksomhed ville i henhold til modelkommentarerne være i

strid med ånden og principperne bag dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.

Retten konkluderer om disse spørgsmål

nederst side 1070 og øverst side 1071, at anvendelse af CFC-lovgivning ikke

må

resultere i en situation, hvor indkomst fra aktiv forretningsvirksomhed

beskattes i strid med en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det fastslås derfor,

at punkt 23 i kommentaren beskæftiger sig med CFC-indkomst, der kan

klassificeres som ”passiv indkomst eller basisselskabsindkomst”.

På side 1069 anføres om punkt 23, at det

store flertal af OECD-lande har tilsluttet sig, at indførelse af

CFC-lovgivning

ikke er i modstrid med dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Højesteret fastslår således herom, at

modelkommentarerne skal forstås således, at der kun må indføres CFC-regler

til

beskatning af passiv indkomst eller af basisselskabsindkomst.

Om CFC-reglernes anvendelse i den

foreliggende sag konkluderer retten side 1071, andet afsnit, at indkomsten i

A

Finance er ”basisselskabsindkomst”, og at der derfor ikke er nogen

grund til,

at CFC-reglerne ikke skal finde anvendelse på denne indkomst, når der henses

til, hvad der er anført i kommentarerne til modeloverenskomsten, og uanset

ordlyden af artikel 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og

Belgien. (Det bemærkes, at nævnte artikel 7 svarer fuldstændigt til artikel 7

i

OECD’s modeloverenskomst.) Videre anføres det, at selvom indførelsen af

de

finske CFC-regler er baseret på objektive kriterier og ikke under henvisning

til skatteundgåelsesformål, udelukker dette ikke i det mindste i den sag, der

er forelagt for retten, anvendelsen af anti-misbrugsregler som beskrevet i

kommentarerne til modelkonventionen.

Selve domskonklusionen om, hvorvidt

CFC-beskatning kan gennemføres i den foreliggende sag, er anført på side

1074,

hvor det udtales, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og

Belgien

ikke er til hinder for, at CFC-lovgivningen kan anvendes i denne sag.

Efter repræsentantens opfattelse er der

ingen tvivl om, at dommen skal læses således, at Højesteret har anerkendt, at

CFC-reglerne kan anvendes til at gennemføre beskatning i en situation som den

forelagte, hvor der var tale om passiv indkomst og om basisselskabsindkomst,

men at Højesteret samtidig utvetydigt tilkendegiver, at man ikke dermed

generelt

har blåstemplet de finske CFC-regler, men at retten tværtimod redegør for, at

CFC-beskatning ikke kan gennemføres i relation til et overenskomstland, hvis

der er tale om et datterselskab med aktiv indkomst, herunder aktiv finansiel

indkomst. Der henvises herved til rettens bemærkninger om, at rente- og

lejeindkomst kan være aktiv virksomhedsindkomst. En sådan beskatning ville

klart være overenskomststridig og i strid med ånden og formålet med

dobbeltbeskatningsoverenskomster, jf. særligt henvisningen til

modelkommentarerne,

punkt 26.

I relation til den for Landsskatteretten

forelagte sag om CFC-beskatning af A A/S skal det anføres, at de relevante

bestemmelser (primært artikel 7) i den dansk-schweiziske

dobbeltbeskatningsoverenskomst

er parallelle til bestemmelserne i den finsk-belgiske overenskomst. Det giver

sig selv, at de relevante kommentarer til modeloverenskomsten er de samme i

begge sager, da kommentarerne er en af OECD udarbejdet international

vejledning

til forståelse og fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster og

international skatteret, som i øvrigt er tiltrådt af de fire lande, der er

berørte i de foreliggende to sager, jf. modelkommentarernes punkter 27 og 28.

De relevante regelsæt i de to sager er

således fuldt ud sammenligelige, og det interessante er derfor at foretage en

sammenstilling af de faktiske omstændigheder vedrørende A Finance og B AG.

Som anført ovenfor er A Finance et

selskab, der kun leverer og kun må levere koncerninterne ydelser af primært

finansiel karakter, og retten fastslår, at der endvidere er tale om passiv

indkomst.

B AG er et selvstændigt selskab, der

siden starten af 1970’erne har haft schweizisk koncession til at drive

bankvirksomhed i Schweiz, og som har drevet sådan virksomhed i hele perioden.

Banken er undergivet schweizisk banklovgivning og banktilsyn. Banken blev

oprindelig stiftet af C A/S og blev overtaget af A A/S, i forbindelse med at

banken erhvervede C A/S.. B

AG driver

bankvirksomhed inden for ”Private Banking”. Private Banking består

i personlig

og individuel finansiel rådgivning og formuepleje. Grundprincippet i

formuepleje er ”asset allocation”, som betyder valg af fordelingen

mellem

kontanter, valuta, obligationer og aktier m.v. samt spredningen på lande og

sektorer.

B AG tilbyder en bred vifte af investeringsprodukter fra hele verden,

herunder

værdipapirer, investeringsforeninger og aftalekonti. Banken yder lån til

kundernes

køb af værdipapirer. B AG beskæftiger ca. 55 personer, der driver

virksomheden

fra bankens lokaler i X. Banken har 4.500 kunder, som er bosat i Schweiz og

andre europæiske lande. Det er B AG’s forretningskoncept ikke at have

kunder,

der er bosiddende i Danmark. Banken har udlån for over DKK 3 mia., indlån for

over DKK 600 mio., en egenkapital på DKK 900 mio. og en balance på DKK 4 mia.

Der er således tale om sædvanlig aktiv

bankvirksomhed inden for Private Banking-området. Der ikke tale om, at B AG

fungerer som koncerninternt finansielt selskab i bankkoncernen, ligesom der

ikke er tale om, at B AG oppebærer passiv indkomst. Da der er tale om

bankvirksomhed, giver det sig selv, at banken (som det er bankers natur)

bl.a.

oppebærer renteindtægter, men dette kan ikke karakteriseres som passiv

finansiel indkomst. Der er endvidere ikke belæg for at hævde, at banken er

etableret med henblik på skatteundgåelse for A A/S i Danmark. Banken er

etableret for at drive sædvanlig bankvirksomhed i verdens absolut førende

private banking-centrum.

B AG’s virksomhed er på ingen måde

sammenlignelig med virksomheden i A Finance, og på baggrund af de ovenfor

refererede udtalelser i den finske Højesterets dom om aktiv/passiv indkomst

og

om CFC-reglers forenelighed med dobbeltbeskatningsoverenskomster står det

klart, at den finske Højesteret, såfremt den skulle have truffet afgørelse i

den foreliggende sag, ville være kommet til det resultat, at A A/S ikke kan

CFC-beskattes af indkomsten i B

AG, da

dette strider mod den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Den

finske Højesteret måtte således nødvendigvis nå frem til, at der ikke er tale

om ”basisselskabsindkomst”, at der ikke er tale om ”passiv

indkomst”, og måtte

derfor som en nødvendig konsekvens af sine egne delkonklusioner nå frem til,

at

dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz ville være til hinder for at

bringe CFC-reglerne i anvendelse i den foreliggende sag.

Da den finske Højesterets dom som nævnt

bør tillægges afgørende præjudikatsværdi, skal vi henstille, at

Landsskatteretten

tiltræder vor principale påstand.

Subsidiært fremsættes påstand om, at

datterselskabet ikke er beskattet væsentligt lavere end efter danske regler,

da

den beskatning selskabet er undergivet i Schweiz generelt ikke er væsentligt

lavere end efter danske regler, og da der ikke er hjemmel til at foretage en

konkret vurdering af den beskatning selskabet er undergivet. Selskabet

opfylder

derfor ikke betingelserne for at blive undergivet beskatning efter

selskabsskattelovens § 32.

De danske regler om tvungen

sambeskatning blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995 som fremsat ved L

35

af 2. november 1994. I bemærkningerne til lovforslaget til § 1, nr. 9,

anføres

følgende:

”Ved afgørelse af, om et selskab er

undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,

tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter selskabsskattelovens

§

13, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan udbytte fra udenlandske

datterselskaber

oppebæres skattefrit på linie med udbytte fra danske datterselskaber, hvis

det

udenlandske datterselskab beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad

afviger fra reglerne her i landet”.

Der var ikke i selskabsskattelovens §

13, stk. 3, nogen egentlig definition af, hvornår et selskab var væsentligt

lavere beskattet end efter danske regler. I bemærkningerne til lovforslag nr.

L

79 af 8. december 1982, hvor bestemmelsen blev indført (selskabsskattelovens

§

13, stk. 2, på daværende tidspunkt), anførtes følgende herom:

”Ministeren for skatter og afgifter er

bemyndiget til at fastsætte betingelser for, at dette krav kan anses for

opfyldt. Ved afgørelse af, om det udenlandske beskatningssystem kan

”godkendes”

vil der som udgangspunkt blive lagt vægt på beskatningsprocenten, men i

øvrigt

vil der blive foretaget en samlet vurdering af beskatningssystemet i det

pågældende land. Hvis opgørelsen af den skattepligtige indkomst således sker

efter regler, der væsentligt afviger fra danske opgørelsesprincipper, vil en

godkendelse ikke blive givet”.

Skatteministeren har i bekendtgørelse

nr. 580 af 4. december 1984 nærmere redegjort for, hvad der i relation til

denne lovbestemmelse skulle forstås ved, at det udenlandske selskab var

beskattet efter regler, der i væsentligt grad afveg fra de danske regler, jf.

følgende:

”§ 2. Ved afgørelsen af, om den til

grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst beskattes efter

regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet,

foretages

en samlet vurdering af det pågældende udenlandske selskabsskattesystem.

Stk. 2. Der er tale om en væsentlig

afvigelse fra reglerne her i landet såfremt:

Den udenlandske selskabsbeskatning ikke

er en egentlig indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af

afgifter

eller lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.

Det udenlandske selskabsskattesystem

indrømmer fuldt fradrag for udloddede udbytter.

Den selskabsskat, der kan pålignes efter

reglerne i det pågældende udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende

danske skat ville have været, såfremt det udenlandske selskab havde været

fuldt

skattepligtigt her til landet”.

I bekendtgørelsens § 2 er der kun

hjemmel til at foretage en generel samlet vurdering af det udenlandske

skattesystem. Om bekendtgørelsens § 2 bemærkes særligt, at stk. 1 må forstås

således, at der skal foretages en samlet vurdering af det udenlandske

skattesystem, og til brug for denne samlede vurdering angives det dernæst i

stk. 2, hvilke momenter der skal lægges vægt på. Stk. 2 er derimod ikke en

selvstændig hjemmel til at foretage en vurdering af beskatningen i en konkret

foreliggende situation.

Vestre Landsret har taget stilling til,

om der i den tidligere bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, alene

var hjemmel til at foretage en generel vurdering, eller om der også var

hjemmel

til at foretage en konkret vurdering af den beskatning, et udenlandsk selskab

er undergivet, jf. TfS 2002.185 (Taiwan-dommen). Spørgsmålet i sagen var, om

der ved vurderingen af, om skattereglerne på Taiwan i væsentlig grad afveg

fra

de danske regler, alene skulle foretages en generel vurdering af

skattesystemet

på Taiwan, eller om der også skulle foretages en konkret vurdering af den

beskatning, datterselskabet på Taiwan var undergivet.

Dommen vedrørte et dansk aktieselskab,

som ejede 25 % af aktierne i et selskab beliggende på Taiwan. En generel

vurdering af skattesystemet på Taiwan viste, at dette ikke afveg væsentligt

fra

det danske skattesystem. Selskabsskattesatsen var 25 % (- selskabsskatten var

34 % i Danmark på det pågældende tidspunkt), og indkomstopgørelsen blev

foretaget efter et nettoprincip som i Danmark. En konkret vurdering af

beskatningen af selskabet resulterede i, at selskabet var beskattet efter

regler, der i væsentlig grad afveg fra reglerne her i landet. Selskabet var

omfattet af regler om investeringsfremmende initiativer, i henhold til hvilke

selskabet opnåede et fradrag svarende til halvdelen af den oprindelige

beregnede selskabsskat, således at beskatningen af datterselskabets indkomst

i

de omhandlende år udgjorde ca. 12 %.

Landsretten udtalte følgende:

”Det fremgår således af ordlyden af

såvel lovbestemmelsen som den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse, at det

afgørende ved sammenligningen af det udenlandske og det danske skattesystem

var

de generelle beskatningsregler og ikke den konkret foretagne ligning. Der er

således hverken i lovbestemmelsen eller i bekendtgørelsen hjemmel til at

inddrage en særregel om nedslag for visse investeringer ved vurderingen af,

om

et lands selskabsbeskatningsregler i væsentlig grad afveg fra de danske.

Heller

ikke forarbejderne til bestemmelsen giver grundlag herfor”.

Landsretten fastslog således, at der i

relation til den dagældende selskabsskattelovens § 13, stk. 3, alene var

hjemmel til at foretage en generel vurdering af et lands skattesystem.

Henvisningen til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, i bemærkningerne til

selskabsskattelovens § 32 i relation til vurderingen af, om et selskab er

lavt

beskattet i relation til selskabsskattelovens § 32, medfører derfor, at der

ikke er hjemmel til at foretage en konkret vurdering af den beskatning, det

udenlandske datterselskab rent faktisk har været undergivet.

Spørgsmålet er herefter, om

skattesystemet i kantonen X i Schweiz afviger væsentligt fra de danske regler

efter en generel vurdering af skattesystemet.

I henhold til cirkulære nr. 82 af 29.

maj 1997, afsnit 7.2.5.1., baseres den generelle vurdering af et udenlandsk

skattesystem på en vurdering af, om det pågældende skattesystem samlet ligner

det danske. I vurderingen indgår følgende elementer: 1) Beskatningsprocenten,

2) Såfremt et selskabsskattesystem bygger på en progressiv skala, ses der på

skalaen i sin helhed, herunder grænserne for procentsatsen. Et datterselskab

undergivet et sådant progressivt skattesystem vil således som udgangspunkt

ikke

skifte status på grund af svingende indkomster, 3) Reglerne for opgørelsen af

den skattepligtige indkomst og 4) Andre elementer, herunder om den

udenlandske

beskatning ikke er en egentlig indkomstbeskatning, eller om den

skattepligtige

indkomst opgøres som en procentdel af formuen.

Den schweiziske selskabsskat består af

en føderal indkomstskat samt en kantonal indkomst-, formue- og kirkeskat. Den

føderale indkomstskat beregnes som 8,5 % af den skattepligtige indkomst.

Kirkeskatten beregnes som 12,01 % af den kantonale indkomst- og formueskat

før

anvendelse af multiplikatoren. Den kantonale indkomstskat beregnes efter en

progressiv skala. Den samlede kantonale indkomstskat kan dog maksimalt udgøre

30 %, ekskl. formue og kirkeskatter. Herudover skal der betales en føderal

indkomstskat på 8,5 %.

Den maximale beskatning, et schweizisk

selskab i kaantonen >ürich kan undergives før den 1. januar 1999, er

derfor

27,8 % med tillæg af kirke- og formueskat, jf. følgende beregning: (Indkomst

-

føderale og kantonale indkomstskatter) x skatteprocenten = føderale og

kantonale indkomstskatter

(100 - X) x 38,5% = X

X = 27,8 %

Da der anvendes en progressiv skala ved

beregningen af den kantonale skat, er den schweiziske skatteprocent afhængig

af

størrelsen af indkomsten i det pågældende år i forhold til selskabets

egenkapital. Der må således ses på skalaen i sin helhed, herunder grænserne

for

procentsatsen.

Som beskrevet ovenfor blev der ved

indførelsen af reglerne om tvungen sambeskatning i dansk skattelovgivning i

1995 anført i lovforarbejderne, at der ved afgørelse af, om et selskab er

undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,

skal tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter

selskabsskattelovens § 13, stk. 3. Praksis efter selskabsskattelovens § 13,

stk. 3, fremgår bl.a. af Taiwan-dommen, og Landsskatterettens kendelse i TfS

2000.169.

I Taiwan-dommen blev der foretaget en

vurdering af den progressiv selskabsskatteskala i Taiwan. I henhold hertil

skulle

der betales 15 % selskabsskat af indkomst, der var under 100.000 TWD, og 25 %

af indkomst derover. Således var der tale om en progressiv skala med et

maksimum

på 25 %. Landsretten konkluderede efter en samlet vurdering, at

beskatningssystemet

ikke afveg væsentligt fra det danske beskatningssystem.

Taiwan-dommen omhandlede indkomstårene

1991-1993, hvor selskabsskatten i Danmark var 34 %. I indkomståret 1998, som

nærværende sag omhandler, var skatteprocenten i Danmark ligeledes 34 %.

Da Landsretten har godkendt en

skatteprocent på maksimalt 25 i et progressivt skattesystem som det taiwanske

som værende en tilstrækkelig høj beskatningsprocent, må en maksimal

beskatningsprocent

i Schweiz på 27,8 med tillæg af kirke- og formueskat så meget desto mere være

tilstrækkelig høj til at kunne godkendes efter selskabsskattelovens § 32.

Spørgsmålet er herefter, om reglerne for

opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Zürich

kantonen afviger væsentligt fra de danske

regler om opgørelse af den skattepligtige indkomst.

Reglerne for opgørelse af den

skattepligtige indkomst for et selskab i Schwei< afviger fra de danske på

følgende punkter:

Der opnås et fradrag i den skattepligtige

indkomst for føderal og kantonal skat.

Der opnås fradrag for hensættelser til

”stille reserver”, og reduktion af sådanne hensættelser medregnes

til den

skattepligtige indkomst. Hensættelserne medregnes til den skattepligtige

indkomst senest i det år, selskabet likvideres, eller når

beregningsgrundlaget

for de ”stille reserver” ikke længere eksisterer.

Indtil den 1. januar 1999 betales

kantonskatten i året efter indkomståret, således at der ikke er samtidighed

mellem indkomstperioden og skatteåret.

Ovenstående afvigelser indgik i en af

Landsskatteretten tidligere foretaget vurdering af, om B AG kunne anses for

lavt beskattet i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, jf. TfS

2000.169. Landsskatteretten fremhævede i sin kendelse følgende afvigelser

mellem det danske og det schweiziske skattesystem:

Betaling af formueskat.

Skattesatsen er ikke en enhedssats, men

progressivt stigende efter overskuddets andel af egenkapitalen.

Mulighed for fradrag for hensættelser

til såkaldte ”stille reserver”.

Fradragsret for betalte skatter.

Der foreligger ikke den samme grad af

samtidighed mellem indkomstperioden og skatteåret som i den danske

selskabsbeskatning.

Retten konkluderede efter en samlet

vurdering af skattesystemet, at den indkomstbeskatning, som det schweiziske

datterselskab

havde været undergivet, opfyldte kriterierne i § 13, stk. 3, om ikke at

afvige

væsentligt fra beskatningen efter danske regler.

Siden 1993, som er det år, ovennævnte

landsskatteretskendelse vedrører, er der ikke foretaget væsentlige ændringer

af

det schweiziske skattesystem. Der er imidlertid foretaget enkelte ændringer,

der medfører en større grad af lighed mellem de danske og det schweiziske

system. Ændringerne er følgende:

Beregningen af den føderale skat

foretages på baggrund af indkomsten i indeværende år, hvorimod den indtil

1995

blev beregnet ud fra gennemsnittet af de foregående to års indkomster.

Gennemsnittet af indkomsterne for 1991 og 1992 udgjorde for eksempel den

skattepligtige indkomst for både 1993 og 1994.

Den føderale skat blev ændret i 1998 til

en indkomstbeskatning – i modsætning til tidligere, hvor den udgjorde en

indkomstskat og en formueskat.

Skattebetalingssystemet blev ændret til

et acontosystem vedrørende erlæggelse af den føderale skat (ændringen af det

kantonale skattesystem til et acontosystem trådte i kraft fra den 1. januar

1999).

Fradragsretten for skatter blev ændret i

1995, således at fradraget udgør den beregnede føderale skat for samme år og

fradrag for den betalte kantonale skat, beregnet som forskellen mellem den

beregnede

kantonale skat og den betalte kantonale skat vedrørende foregående års skat

(fra den 1. januar 1999 blev fradraget ændret i relation til kantonalskatten,

således at fradraget består af skatten for indeværende år).

Der er således ikke foretaget væsentlige

ændringer i det schweiziske skattesystem i perioden 1993-1998, der kan

karakteriseres

som væsentlige lempelser.

Endelig henledes opmærksomheden på, at

Landsskatteretten i en nyligt offentliggjort kendelse, jf. SKM 2003.282.LSR

/TfS 2003.616, i relation til reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2a

om,

at ”det samlede afkast heraf er beskattet væsentligt lavere end efter

danske

beskatningsregler”, konkluderer, at der ikke er hjemmel til at lægge

vægt på

den konkret foretagne ligning, men at spørgsmålet om ”lav

beskatning” skal

afgøres på baggrund af det udenlandske skattesystems generelle

beskatningsregler. Landsskatteretten henviser i sin afgørelse netop til

Taiwan-dommen.

Af følgende grunde må det anses for

dokumenteret, at skattesystemet i Schweiz efter en generel vurdering af

skattesystemet

ikke er væsentligt lavere end det danske:

Landsskatteretten har tidligere godkendt

skattesystemet i Schwei< i 1993 som ikke værende væsentligt lavere end det

danske i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3.

Der er ikke foretaget væsentlige

lempelser i skattesystemet fra 1993 indtil 1998.

Den generelle vurdering af et udenlandsk

skattesystem i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, og

selskabsskattelovens § 32 er den samme, jf. bemærkningerne til

selskabsskattelovens

§ 32.

Da de schweiziske skatteregler, bortset

fra ovennævnte regler, der allerede er indgået i vurderingen af det

schweiziske

skattesystem, i øvrigt følger de almindelige principper for opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, er der ikke andre særlige forhold at medtage ved

vurderingen af, om det schweiziske skattesystem afviger væsentligt fra det

danske. Det forhold, at schweiziske selskaber betaler formue- og

kirkeskatter,

er ikke elementer, der indgår negativt ved vurderingen af skattesystemet.

På baggrund af ovenstående må det

konkluderes, at der i selskabsskattelovens § 32 alene er hjemmel til at

foretage en generel vurdering af et udenlandsk beskatningssystem, og at en

generel vurdering af beskatningssystemet i Zürich viser, at dette ikke er

mere

lempeligt end det danske beskatningssystem.

Det forhold, at der i kantonen

i 1998 foretages en ændring af et kompliceret

skattesystem til et mere tidssvarende system, og at der samtidig overgås til

acontobetaling af selskabsskat, medfører ikke, at et selskab i kantonen i

omlægningsåret kan anses for at være lavt beskattet efter en generel

vurdering

af skattesystemet. Dette skal ses på grundlag af, at et selskab i 1998 og i

årene forud herfor og herefter betaler skat af en indkomst optjent i en

12-måneders periode.

Mere subsidiært fremsættes påstand om,

at datterselskabet efter en konkret vurdering af den beskatning det har været

undergivet, ikke er beskattet væsentligt lavere end efter danske regler,

hvorfor

selskabet ikke opfylder betingelserne for at blive undergivet beskatning

efter

selskabsskattelovens § 32.

I henhold til cirkulære om international

beskatning nr. 82 af 29. maj 1997, afsnit 7.2.5.2., bygger en konkret

vurdering

af et udenlandsk skattesystem på følgende:

”Denne vurdering bygger på, om

selskabets særlige indkomstsammensætning og eventuelle særlige regler, der

afviger fra de danske, gør, at beskatningen af det pågældende selskab som

sådant er væsentligt lavere end dansk beskatning.

Selskabets aktuelle skattebetaling til

udlandet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om en væsentlig

afvigelse fra de danske regler. Dette skyldes, at den aktuelle skattebetaling

kan være påvirket af regler, der indebærer en udskydelse af skatten i lighed

med

de danske regler om f.eks. underskudsfremførsel, afskrivninger, henlæggelser

til investeringsfonds og lignende. Der må således foretages en vurdering af

den

forventede beskatning over flere år.

Det vil bl.a. sige, at hvis et

udenlandsk datterselskab i et enkelt eller flere år omfattes af særordninger

i

det pågældende udlands selskabsskatteregler, som bringer den samlede skat

væsentligt under skatten for et tilsvarende selskab efter danske regler, vil

selskabet få status af lavt beskattet i denne periode”.

For at vurdere, om B AG efter en konkret

vurdering er beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler,

skal det således vurderes om:

Selskabet har en særlig

indkomstsammensætning og eventuelt er underlagt særlige regler, der afviger

fra

de danske.

Selskabet er omfattet af en særordning.

Den beskatningsprocent, selskabet over

en længere årrække er undergivet, er tilstrækkelig stor.

Det er ikke nærmere defineret, hvad der

skal indgå i vurderingen af selskabets særlige indkomstsammensætning og

eventuelle særlige regler. I henhold til praksis ses på, om selskabet har

oppebåret

udbytter, aktieavancer eller lignende skattefrit efter udenlandske

skatteregler, som ville være skattepligtige efter danske regler, jf. bl.a.

TfS

2000.197.

B AG har ikke i 1998 haft en særlig

indkomstsammensætning og er ej heller underlagt særlige regler, der medfører,

at beskatningen af selskabet afviger fra en dansk beskatning. B AG er i 1998

omfattet

af visse overgangsregler ved omlægning af skattesystemet fra et

bagudbetalingssystem

til et acontobetalingssystem med samtidig ændring af tidspunktet for fradrag

af

kantonale skatter. Da disse overgangsregler imidlertid er en naturlig

forudsætning for at foretage ændringer i et lands eksisterende lovgivning,

kan

sådanne regler ikke være omfattet af begrebet ”særlige regler” i

relation til

en konkret vurdering. Som eksempel på overgangsregler i dansk

skattelovgivning

kan nævnes overgangsreglerne i forbindelse med indførelsen af kildeskatten i

1968/1969. Til støtte for, at overgangsregler ikke er særlige regler, kan

henvises til cirkulæret, hvori det videre er anført, at selskabets aktuelle

skattebetaling til udlandet ikke i sig selv er afgørende for, om der er tale

om

en væsentlig afvigelse fra de danske regler, og at der skal foretages en

vurdering

over flere år. Således kan overgangsregler, der finder anvendelse i et enkelt

år i forbindelse med en omlægning af skattebetalingssystemet, ikke anses at

være ”særlige regler” i relation til en konkret vurdering af

selskabet.

Et udenlandsk datterselskab anses efter

en konkret vurdering endvidere for at være lavt beskattet, hvis selskabet er

omfattet af en særordning. Der er ingen nærmere definition af, hvad der skal

forstås

ved en ”særordning”. Fra praksis vedrørende selskabsskattelovens §

13, stk. 3,

er selskaber anset for omfattet af særordninger i tilfælde, hvor selskaberne

har været omfattet af eksportfremmeregler (for eksempel TfS 1991.423),

erhvervsfremmeregler (for eksempel TfS 1988.574, TfS 1989.6 og TfS 1993.512)

eller regler, der alene finder anvendelse på enkelte selskabsformer i det

pågældende

land (for eksempel TfS 1989.6, TfS 1990.460 og TfS 1991.423).

Det må på baggrund heraf kunne udledes, at et

selskab anses for omfattet af en ”særordning”, såfremt det

undergives en særlig

lempelig beskatning i forhold til den beskatning, selskaberne i det

pågældende

land i øvrigt undergives. Hvis alle selskaberne i det pågældende land

undergives

den samme beskatning, skal der alene foretages en generel vurdering i det

pågældende år.

Ved omlægningen af den kantonale

skattelovgivning er der ikke tale om, at B AG er undergivet en særordning,

der

alene finder anvendelse på enkelte selskaber, under forudsætning af at en

række

betingelser er opfyldt. Der er derimod tale om en generel omlægning af

skattesystemet med hertil knyttede overgangsregler, der finder anvendelse på

alle skattepligtige, fysiske som juridiske personer, i kantonen Zürich.

Derudover sker der alene en ændring af skattebetalingssystemet. Indtil den 1.

januar 1999 blev kantonalskatten betalt i året efter indkomståret, hvorimod

betalingen fra og med den 1. januar 1999 blev ændret til et

acontobetalingssystem. Således blev den kantonale skat betalt i 1998 beregnet

på grundlag af indkomsten oppebåret i indkomståret 1997, mens kantonalskatten

i

1999 blev beregnet på grundlag af indkomsten oppebåret i 1999. Som resultat

heraf blev den ordinære indkomst oppebåret i 1998 ikke lagt til grund for

beregning af kantonal skat. Dette betyder imidlertid ikke, at de schweiziske

skattemyndigheder ikke modtager skat i skatteåret 1998 og 1999, idet der i

begge år erlægges en skat af ekstraordinær indkomst samt skat af ordinær

indkomst beregnet på baggrund af en 12-måneders indkomstperiode. B AG kan

derfor ikke anses for omfattet af en særordning i 1998.

Foretages der en vurdering af

beskatningsprocenten må der i lighed med den generelle vurdering lægges vægt

på, hvilken beskatningsprocent selskabets indkomst er undergivet. I relation

til, hvilken beskatningsprocent der anses for tilstrækkelig, anføres følgende

i

afsnit 7.2.5.1. i cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997:

”Normalt vil et udenlandsk selskab blive

anset for at være undergivet en beskatning, der ikke i væsentlig grad afviger

fra reglerne her i landet, hvis det beskattes med en procentsats på 25 pct.

eller derover”.

På det tidspunkt, hvor cirkulæret blev

udarbejdet, udgjorde den danske selskabsskat 34 %. I 1998, hvilket år

nærværende

sag omhandler, var den danske skat ligeledes 34 %.

Under behandlingen af lov nr. 312 af 17.

maj 1995 (fremsat ved L 35 af 2. november 1994), hvor reglerne om tvungen

sambeskatning blev indført i dansk skattelovgivning, udtalte skatteministeren

bl.a., at et beskatningsniveau i udlandet på ikke under 25 % normalt ville

blive godkendt, jf. L 35 – bilag 33.

Det fremgår således af ordlyden af

cirkulæret samt af skatteministerens svar i forbindelse med indførslen af

reglerne om tvungen sambeskatning, at kravet om de 25 % ikke er ufravigeligt.

Således må det antages, at et selskab, der i et enkelt år betaler under 25 %,

ikke anses for lavt beskattet. Dette støttes tillige af forarbejderne til lov

nr. 312 af 17. maj 1995 (fremsat ved L 35 af 2. november 1994), hvori

følgende

anføres vedrørende beskatningsprocentens størrelse:

”Ved afgørelse af, om et selskab er

undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,

tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter selskabsskattelovens

§

13, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan udbytte fra udenlandske

datterselskaber

oppebæres skattefrit på linie med udbytte fra danske datterselskaber, hvis

det

udenlandske datterselskab beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad

afviger fra reglerne her i landet”.

Begrebet var ikke defineret i

bestemmelsen i den dagældende § 13, stk. 3. Imidlertid anføres i pkt. 48,

afsnit 29, i cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til SEL § 13, at ved

vurderingen af, om den effektive beskatning, som det udenlandske selskab er

undergivet, er væsentlig mindre end den tilsvarende danske, lægges som

udgangspunkt vægt på størrelsen af den udenlandske skatteprocent i forhold

til

den tilsvarende danske skatteprocent. Det anføres endvidere i samme cirkulære

pkt. 48, afsnit 30, at det ikke er muligt generelt at fastlægge, hvornår

selskabsskatteprocenter er så meget mindre end den danske procentsats, at SEL

§

13, stk. 3, ikke kan finde anvendelse. Yderligere anføres, at en

beskatningsprocent

på mere end 30-35 normalt vil kunne anses for tilstrækkelig.

Cirkulæret blev udstedt i 1988, på

hvilket tidspunkt selskabsskatteprocenten i Danmark var 50. Kravet om et

udenlandsk

beskatningsniveau på 30-35 % skal derfor sammenlignes med et dansk

beskatningsniveau på 50 %. Dette svarer til, at det udenlandske

beskatningsniveau

skal være mindst 60 % af det danske beskatningsniveau (30/50 x 100). Den

danske

selskabsskatteprocent var i 1998 34, hvorefter en skatteprocent på 20,4

ifølge

cirkulæret fra 1988 skulle være tilstrækkelig. Ifølge den af Told og Skat

anvendte opgørelse af beskatningsniveauet for B AG i 1998 undergives

indkomsten

en beskatning på 22,7 %, svarende til 66,7 % af det danske

beskatningsgrundlag.

Da betingelsen om en beskatning på minimum 60 % således var opfyldt, kan

selskabet ikke anses for undergivet en beskatning i Schweiz, der var

væsentligt

lavere end en tilsvarende danske beskatning.

Det anføres af Told og Skat som

begrundelse for at anse selskabet for lavt beskattet i 1998, at der ikke

foretages nogen beskatning på kantonalt niveau af den ordinære indkomst

indtjent i indkomståret 1998. Hertil kan anføres, at i både 1998 og 1999

betales

kantonal skat i Zürich, beregnet på grundlag af indkomst for en 12-måneders

periode. I 1998 betalte schweiziske selskaber således føderal skat af

indkomsten indtjent i 1998 og kantonal skat af indkomsten indtjent i 1997.

Som

resultat af overgangsordningen betalte

B

AG i 1999 føderal skat af indkomsten indtjent i 1999, mens den kantonale skat

blev beregnet på baggrund af indkomst indtjent i 1999.

Selvom der i begge år blev beregnet og

betalt en skat baseret på en 12-måneders indkomstperiode, blev den ordinære

indkomst indtjent i 1998 ikke lagt til grund for beregning af kantonal skat i

1998. Dette skyldes, at der i relation til betaling af kantonale skatter

overgås fra et bagudbetalingssystem til et acontobetalingssystem.

Overgangsreglen om, at der ikke skulle beregnes kantonal skat af den ordinære

indkomst indtjent i 1998, var alene begrundet i, at det ikke ønskedes, at

selskaber i kantonen Zürich skulle betale skat af to års indkomster i 1998.

Det

forhold, at der i kantonen Zürich foretages en ændring af et kompliceret

skattesystem til et mere tidssvarende system, og at der samtidig overgås til

acontobetaling af selskabsskat, medfører ikke, at et selskab i kantonen

Zürich

i omlægningsåret efter en konkret vurdering af skattesystemet anses for at

være

lavt beskattet. Dette skal ses på grundlag af, at et selskab i 1998 og i

årene

forud herfor og herefter betaler skat af en indkomst optjent i en 12-måneders

periode.

Der er ikke fastlagt nogen entydige

retningslinier for, hvordan størrelsen af beskatningsniveauet skal beregnes i

et tilfælde med et kompliceret skattesystem som det schweiziske, hvor der

gives

fradrag for betalte skatter i det år, hvori skatten faktisk betales, hvilket

er

året efter indkomståret, og hvor man samtidig omlægger skattesystemet fra

bagudbetaling

til acontobeskatning.

Beregningen af beskatningsniveauet i

1998 på 22,7 %, der ligger til grund for Told og Skats skatteansættelse af

20.

juni 2002, er opgjort således:

Føderal skat: Den føderale skat udgør

8,5 % af den skattepligtige indkomst for 1998. I den skattepligtige indkomst

er

fratrukket føderale skatter af indkomsten for 1998, kantonal skat af

ekstraordinær

indkomst for 1998 samt kantonale skatter for 1997 med korrektioner for

perioden

1995-1997.

Kantonal skat: Den kantonale skat af den

ekstraordinære indkomst for 1998 beregnes som en forholdsmæssig andel af en

beregnet kantonal skat af den ordinære og ekstraordinære indkomst for 1998,

svarende til den andel, den ekstraordinære indkomst udgør af den samlede

indkomst. Den beregnede kantonale skat af den ordinære- og den ekstraordinære

indkomst beregnes på normal vis, dog med fradrag af en fiktivt beregnet skat

for 1997 af ekstraordinær indkomst for 1998, der beregnes, som om den

ekstraordinære indkomst i 1998 var blevet beskattet i 1997. Disse

fradragsberettigede skatter fra 1997 beregnes som forskellen mellem kantonale

skatter for 1997 af indkomsten for 1997 med tillæg af ekstraordinær indkomst

for 1998 og med fradrag af kantonale skatter af indkomsten for 1997, ekskl.

den

ekstraordinære indkomst for 1998.

Skatten af indkomsten for 1998 beregnet

på ovennævnte grundlag udgør 22,7 %, hvilket er meget tæt på kravet om den

ikke

ufravigelige minimumsbeskatning på 25 %, jf. cirkulære nr. 82 af 29. maj

1997.

Det fremgår af afsnit 7.2.5.2. i cirkulære

nr. 82 af 29. maj 1997, at der skal foretages en vurdering af den forventede

beskatning over flere år. Vurderingen af, om B AG er lavt beskattet, skal

ikke

alene foretages på grundlag af den skat, der pålægges indkomsten indtjent i

indkomståret 1998, men på grundlag af beskatningen over en længere periode. I

det følgende er foretaget en beregning af beskatningsprocenten over en 4-årig

periode (1998-2001) efter de retningslinier, der er anvendt af Told og Skat i

deres ansættelse af 20. juni 2002. Når der vælges at se på perioden fra 1998

og

fremefter, skyldes dette, at nærværende sag netop omhandler 1998, og først

fra

og med 1999 er der fuldt ud samtidighed i beskatningen i Schweiz – såvel

vedrørende betaling af føderale og kantonale skatter som vedrørende

fradragstidspunktet for føderale og kantonale skatter. (Alle beløb i CHF

1.000).

1998

1999

2000

2001

Gennemsnit

Føderale skatter

1.337

1.126

1.270

1.138

1.218

Kantonale skatter

1.374

3.174

3.669

3.095

2.828

I alt

2.711

4.300

4.939

4.232

4.046

Skattepligtig indkomst

11.936

13.090

17.145

14.325

14.125

Skatteprocent

22,7

32,8

28,8

29,5

28,6

Den skattepligtige indkomst for 1998 og

1999 fremgår af Told og Skats ansættelse af 20. juni 2002. Den skattepligtige

indkomst for 2000 og 2001 er tilnærmet opgjort som den regnskabsmæssige

indkomst

før skat med tilbageførsel af henlæggelser til stille resserver.

En beregning af skatteniveauet over en

4-årig periode efter de af Told og Skat anvendte retningslinier viser således

en gennemsnitlig beskatning på 28,6 %, hvilket er over minimumskravet på 25

%,

jf. cirkulære nr. 82, af 29. maj 1997.

Det fremgår i Told- og Skattestyrelsens

ansættelse af 20. juni 2002, at man finder, at der kun skal foretages en

vurdering af skatteprocenten over en længere årrække i de tilfælde, hvor der

foreligger periodeforskydninger fra det ene år til det andet, jf. følgende

citat:

”Told og Skat er enig i, at selskabet

aktuelle skattebetaling ikke nødvendigvis er afgørende og at den forventede

skattebetaling må vurderes over flere år. I det konkrete tilfælde er der dog

ikke tale om en periodeforskydning i forhold til dansk beskatning, men

derimod

om en egentlig skattefritagelse for indkomsten i et givet år.”

Dette synspunkt bygges antagelig på

cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997, pkt. 7.2.5.2., hvoraf det fremgår, at:

”Selskabets aktuelle skattebetaling til

udlandet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om en væsentlig

afvigelse fra de danske regler. Dette skyldes, at den aktuelle skattebetaling

kan være påvirket af regler, der indebærer en udskydelse af skatten i lighed

med de danske regler om f.eks. underskudsfremførsel, afskrivninger,

henlæggelser til investeringsfonds og lignende. Der må således foretages en

vurdering af den forventede beskatning over flere år.”

Det kan imidlertid ikke udledes af

cirkulæret, at der alene i de tilfælde, hvor der foreligger en

periodeforskydning,

skal foretages en vurdering af beskatningen over flere år. Det er blot

fremhævet i cirkulæret, at periodeforskydninger kan medføre svingende

skatteprocenter, der medfører, at det er rimeligt at foretage vurderingen

over

flere år. Det fremgår endvidere af cirkulærets pkt. 7.2.5.1, at der også i de

tilfælde, hvor der er tale om skattesystemer, der bygger på en progressiv

skala, skal foretages en vurdering af beskatningsniveauet over flere år. Det

anføres således, at:

”Ved vurderingen af

selskabsskattesystemer, der bygger på en progressiv skala, ses der på skalaen

i

sin helhed, herunder grænserne for procentsatsen. Et datterselskab undergivet

et sådan skattesystem, vil således som udgangspunkt ikke skifte

”status” på

grund af svingende indkomster.”

Det fremgår endvidere direkte af

bemærkningerne lovforslag nr. L 99 af 7. februar 2002, hvor reglerne lavt

beskattet i relation til SEL § 32 blev ændret til at være en

år-til-år-vurdering, at vurderingen af, om et selskab er lavt beskattet i

relation til de dagældende regler i SEL § 32 – det vil sige dem, der var

gældende i 1998, som nærværende sag omhandler – generelt skulle

foretages over

en længere årrække, og at dette ikke kun er tilfældet, såfremt der foreligger

en periodeforskydning, jf. følgende citat fra bemærkningerne til § 11, nr.

16:

”Sammenligningen af dansk og udenlandsk

skat. (§ 32, stk. 3-4).

Dette forslag medfører, at det ikke

længere skal vurderes, om datterselskabet over en årrække vil blive

væsentligt

lavere beskattet, end det ville være blevet i Danmark (eller opnår en

væsentlig

skatteudskydelse), idet der foretages en objektiv år-til-år-vurdering på

grundlag af årets faktiske resultat og den faktiske beskatning.”

Såfremt skatteministeren fandt, at der

kun skulle foretages en vurdering af beskatningsniveauet over en længere

årrække i det tilfælde, hvor der forelå periodeforskydninger, ville han ikke

anføre det, der fremgår af parentesen ”(eller opnår en væsentlig

skatteudskydelse)”,

idet skatteudskydelse og periodeforskydninger er udtryk for det samme.

Som det fremgår af ovennævnte, skal der

ikke kun foretages en vurdering af beskatningsniveauet over flere år i de

tilfælde,

hvor der foreligger periodeforskydninger.

På baggrund af ovenstående må det

konkluderes, at B AG heller ikke efter en konkret vurdering af den

beskatning,

selskabet er undergivet, er beskattet væsentligt lavere end efter danske

regler.

Landsskatterettens bemærkninger og

begrundelse

Af selskabsskattelovens § 32 fremgik i

den i 1998 gældende bestemmelse bl.a. følgende:

”Såfremt et selskab eller en forening

m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 (...), kontrollerer et udenlandsk selskab

eller en forening m.v. (datterselskabet), hvis virksomhed overvejende er af

finansiel karakter, og hvis afkast beskattes væsentlig lavere end efter

danske

regler, medregnes datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst for koncernens moderselskab

(tvungen

sambeskatning). (...).

Stk. 2. Datterselskabet anses for

overvejende at drive finansiel virksomhed, hvis mere end 50 pct. af dets

indtægter stammer fra finansiel virksomhed, eller hvis handelsværdien af dets

finansielle aktiver udgør mere end 50 pct. af handelsværdien af selskabets

samlede aktiver. (...).”

Det fremgår, hverken af lovens ordlyd

eller af dens forarbejder, at bestemmelsen skulle være begrænset til at

omfatte

nogen former for finansiel indkomst og ikke andre. De efterfølgende ændringer

af bestemmelsen tyder endvidere ikke på, at bestemmelsen skulle være

begrænset

på den anførte måde. Der tænkes her på den i 1998 vedtagne ændring, hvorefter

bestemmelsen blev udvidet til også at omfatte forsikringspræmier (lov nr.

1026

af 23. december 1998), og på den i 2002 vedtagne ændring, hvorefter

datterselskaber, der driver bank- eller forsikringsvirksomhed under visse

betingelser

kan opnå tilladelse fra Ligningsrådet til ikke at være omfattet af

CFC-reglerne

(lov nr. 313 af 21. maj 2002).

Landsskatteretten er herefter ikke enig

med selskabets repræsentant i, at selskabsskattelovens § 32 kun omfatter

passiv

finansiel indkomst, og at den danske administration af loven dermed går ud

over, hvad der er hjemmel til i bestemmelsen.

Spørgsmålet er herefter, om

selskabsskattelovens § 32 er i konflikt med art. 7, stk. 1 i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten

mellem Danmark og Schweiz.

Ordlyden af art. 7, stk. 1 i den

dansk-schweiziske overenskomst svarer til ordlyden af art. 7, stk. 1 i

OECD’s modeloverenskomst.

Af bemærkningerne hertil fremgår, at CFC-beskatning efter medlemsstaternes

opfattelse i almindelighed ikke er i strid med overenskomsten.

Dobbeltbeskatningsoverenskomsterne regulerer således beskatningen af den

samme

juridiske eller fysiske person (juridisk dobbeltbeskatning), ikke

beskatningsgrundlaget (økonomisk dobbeltbeskatning). Der kan bl.a. henvises

til

OECD’s Modeloverenskomst 2003 med kommentarer, punkterne 9.1- 9.5 og

22-26. Af

punkt 26 fremgår eksempelvis følgende:

”Stater, der anvender CFC-lovgivning

eller de anti-misbrugsregler, der henvises til ovenfor i deres nationale

skattelovgivning, søger at bevare retfærdigheden og neutraliteten i den

nationale lovgivning i et internationalt forum, der er karakteriseret ved

meget

forskellige skattebyrder, men sådanne foranstaltninger skal kun anvendes til

dette formål. Som regel bør disse foranstaltninger ikke anvendes, når den

relevante indkomst er blevet undergivet en beskatning, der er sammenlignelig

med beskatningen i det land, hvori skatteyderen er hjemmehørende.”

CFC-beskatning må med andre ord

accepteres, men det udelukkes på den anden side ikke, at et lands CFC-regler

konkret kan være for vidtgående og dermed i konflikt med overenskomsterne.

Udformningen af regler om CFC-beskatning

varierer betydeligt fra land til land, og der kan efter Landsskatterettens

opfattelse ikke opstilles faste kriterier for, hvilke regler, der kan

accepteres og hvilke, der ikke kan. Der vil være tale om en helt konkret

vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Det er rettens opfattelse, at den

dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32 ikke overskrider de rammer

for CFC-beskatning, der må accepteres. Der er herved bl.a. henset til, at

bestemmelsen var begrænset til at omfatte udenlandsk kontrollerede selskaber

m.v., hvis virksomhed overvejende er af finansiel karakter, og hvis afkast

beskattes væsentligt lavere end efter danske regler. Repræsentantens

principale

påstand kan derfor ikke tages til følge.

Ved TfS 2002.185 fandt Vestre Landsret i

relation til den dagældende selskabsskattelovs § 13, stk. 3, at det fremgik

af

ordlyden af såvel denne bestemmelse som den i medfør af bestemmelsen udstedte

bekendtgørelse, at der ved vurderingen af, om et selskab blev beskattet efter

regler, der ikke i væsentlig grad afveg fra reglerne i Danmark, alene var

hjemmel til at foretage en generel vurdering af det udenlandske skattesystem.

Efter Landsskatterettens opfattelse

tilsiger ordlyden af selskabsskattelovens § 32, at der efter denne

bestemmelse

også kun skal foretages en generel vurdering af, om afkast generelt beskattes

lavere end efter danske regler. Dette understøttes af bestemmelsens

forarbejder,

hvoraf bl.a. fremgår, at der ved afgørelsen af om et selskab er beskattet

væsentligt lavere end efter danske regler, tages udgangspunkt i den praksis,

der er udviklet efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3.

Det er herefter Landsskatterettens

opfattelse, at der efter selskabsskattelovens § 32 alene kan foretages en

generel vurdering af beskatningen i det land, i det foreliggende Schweiz,

kantonen Zürich, hvori B AG er beliggende.

Landsskatteretten har ved TfS 2000.160

vurderet, at udbytte fra B AG til A A/S i skatteåret 1994/95 kunne udbetales

skattefrit i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 3, da den til grund

for

det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst blev beskattet efter regler,

der

ikke i væsentlig grad afveg fra reglerne i Danmark.

Med henvisning til denne afgørelse samt

på baggrund af de for Landsskatteretten forelagte oplysninger om, hvilke

ændringer,

der har været af beskatningen i Zürich-kantonen frem til 1999, er det rettens

opfattelse, at afkast dér generelt ikke beskattes væsentligt lavere end efter

danske regler. Det forhold, at man i Zürich-kantonen pr. 1. januar 1999 i

relation

til de kantonale skatter overgik fra et system, hvorefter fradrag for de

kantonale skatter var fradragsberettigede året efter det år de vedrørte til

at

være fradragsberettigede i det år de vedrørte, hvilket medførte at

beskatningen

af B AG i 1998 blev noget lavere end normalt kan ikke ændre herpå. B AG anses

herefter ikke for omfattet af tvungen sambeskatning efter

selskabsskattelovens

§ 32 i 1998.

Der gives således medhold i

repræsentantens subsidiære påstand, og selskabets indkomst for 1998 nedsættes

derfor med det forhøjede beløb, 55.190.352 kr.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter