Landsskatteretskendelse vedr. tvungen sambeskatning for et udenlandsk selskab, der drev bankvirksomhed
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse vedr. tvungen sambeskatning for et
udenlandsk selskab, der drev bankvirksomhed
Klagen skyldes, at B
AG er anset for omfattet af tvungen
sambeskatning med A A/S, jf. selskabsskattelovens § 32.
Landsskatterettens afgørelse
Told- og Skattestyrelsen har beregnet
den skattepligtige indkomst i B
AG til
55.190.352 kr.
Landsskatteretten nedsætter den
skattepligtige indkomst med det forhøjede beløb, 55.190.352 kr.
Sagens oplysninger
A A/S ejer hele kapitalen i B AG
(datterselskabet), der siden 1970’erne har drevet bankvirksomhed i
Schweiz.
Datterselskabet driver bankvirksomhed inden for ”private banking”,
dvs.
individuel finansiel rådgivning og formuepleje. Datterselskabet har ca. 55
ansatte, der betjener ca. 4.500 kunder bosat i Schweiz og andre europæiske
lande. Datterselskabet har ingen kunder bosiddende i Danmark. Datterselskabet
har udlån for mere end 3 mia. kr., indlån for mere end 600 mio. kr., en
egenkapital
på 900 mio. kr. og en balance på ca. 4 mia. kr.
Af datterselskabets regnskaber for 1996
til 1999 fremgår bl.a. følgende:
1996
1997
1998
1999
Læs alt
Bruttofortjeneste
11.141.134
13.859.495
13.938.609
14.531.768
Afskrivninger m.v.
-
503.242
-
659.171
-
668.681
-
617.919
Provisioner og tab m.v.
-
204.575
-
180.068
-
459.885
-
683.648
Resultat før skat og ekstraordinære
indkomster m.v.
10.433.317
13.020.255
12.810.043
13.230.201
Ekstraordinære indkomster
5.759.199
10.014.387
10.027.781
4.321.378
Ekstraordinære udgifter
0
-
1.383.029
0
0
Skat
-
4.225.000
-
5.700.000
-
2.886.694
-
4.300.052
Resultat, netto
11.967.516
15.951.613
20.051.129
13.251.526
Alle beløb i CHF og afrundede til hele
beløb.
Datterselskabet har i perioden 1994 til
1998 ikke været sambeskattet med A A/S.
I Schweiz betales føderal, kantonal og
kommunal skat. Den føderale lovgivning anvendes i hele Schweiz, medens hver
enkelt kanton og kommune har sin egen individuelle skattelovgivning. Den
føderale skat udgør 8,5% af den skattepligtige indkomst. I Zürich opgøres
kanton- og kommuneskatten under ét. Skatten, der dels omfatter en
indkomstskat,
dels en formueskat, kan maksimalt udgøre 30%. Indkomstbeskatningen sker efter
en progressiv skala, og afhænger af den procentuelle andel, overskuddet udgør
af egenkapitalen, samt en af kantonen årligt fastsat multiplikator. Den del
af
overskuddet, der svarer til 4 % af egenkapitalen, beskattes med 4 %; den del
af
overskuddet, der udgør mellem 4 % og 8 % af egenkapitalen, beskattes med 9 %
og
den del af overskuddet, der overstiger 8 % af egenkapitalen beskattes med 14
%.
Formueskatten udgør 0,15 % af egenkapitalen ultimo året. Endelig betales en
kantonal
kirkeskat på 12,01 % af den kantonale indkomst- og formueskat før anvendelse
af
den fastsatte multiplikator. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst er
der fradrag for de føderale og de kantonale skatter. For at kunne opgøre den
skattepligtige indkomst efter fradrag for kantonale og føderale skatter, der
udgør beregningsgrundlaget for de kantonale og føderale skatter, skal der
derfor foretages en kompliceret, cirkulær beregning.
Den schweiziske skattelovgivning var
tidligere karakteriseret ved en tidsforskydning vedrørende opgørelsen af den
indkomst, der lå til grund for beregningen af skatten for et givent år, samt
i
de skatter, der var fradragsberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige
indkomst. I perioden fra 1. januar 1995 til 31. december 1998 blev både den
føderale og den kantonale skattepligtige indkomst opgjort på grundlag af den
indkomst, der var indtjent i det pågældende år. De føderale skatter var
herefter fradragsberettigede i det år de vedrørte, medens de kantonale
skatter
derimod først var fradragsberettigede i betalingsåret, dvs. i året efter det
år
de vedrørte.
Med virkning fra den 1. januar 1999 blev
det imidlertid indført, at schweiziske selskaber skulle betale acontoskat,
det
vil sige, at de betalte skat i årets løb af den indkomst, der forventedes
indtjent i det pågældende år. Den skat, et schweizisk selskab betalte i 1998,
var således skatten af selskabets indkomst indtjent i 1997, og den skat, der
blev betalt i 1999, var en acontoskat, beregnet på grundlag af den forventede
indkomst for 1999. For at undgå, at et schweizisk selskab skulle betale
kantonal
skat af to års indkomster i 1998, det vil sige både skat af indkomsten
indtjent
i 1997 og acontoskat af indkomsten indtjent i 1998, blev der indført en
overgangsregel, således at indkomsten for 1998 principielt ikke blev
undergivet
kantonal og kommunal indkomstbeskatning. For at undgå, at selskaber skulle
realisere en række ekstraordinære skattefrie indkomster i 1998, blev det dog
som en værnsregel indført, at ekstraordinære indkomster i 1998 skulle
beskattes. Der blev samtidig indført regler for, hvorledes den kantonale skat
af disse ekstraordinære indkomster, der i øvrigt er fradragsberettigede i den
skattepligtige indkomst, skal beregnes og fradrages.
De ekstraordinære indtægter, som
datterselskabet havde i 1998, er beskattet efter den nævnte værnsregel. De i
1998 udgiftsførte skatter udgør således kantonale skatter på ekstraordinære
indtægter samt føderale skatter på hele indkomsten. Det er oplyst, at den
ekstraordinære indtægt vedrørte frie reserver med 10.029.000 CHF. Beløbet
vedrører opløsningen af en henlæggelse vedrørende generel bankrisiko med
29.000
CHF og øvrige henlæggelser med 10.000.000 CHF.
Fra den 1. januar 1999 ophørte
tidsforskydningen, og både den føderale og den kantonale skattepligtige
indkomst blev herefter opgjort på grundlag af indkomsten for det pågældende
år.
Både de føderale og de kantonale skatte er endvidere herefter
fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst for det år de vedrører.
Ved en afgørelse offentliggjort i TfS
2000.169 har Landsskatteretten vurderet, at datterselskabet i Schweiz var
undergivet en beskatning, der ikke væsentligt afveg fra beskatningen efter
danske regler, hvorfor udbytte overført fra datterselskabet til A A/S var
skattefrit.
Det er i afgørelsen nævnt, at datterselskabet i forhold til de danske regler
har været særligt begunstiget ved, at det har kunnet foretage meget
betydelige
fradrag for hensættelser til de såkaldt ”stille reserver”, men at
der ved
vurderingen skal tages højde for, at henlæggelserne skal tilbageføres til
senere beskatning.
Der er modtaget skatteberegninger for
indkomstårene 1996 til 1999 samt dokumentation for betalte skatter for 1998
og
1999.
Told- og Skattestyrelsens afgørelse
Told- og Skattestyrelsen har anset
datterselskabet for omfattet af tvungen sambeskatning, jf.
selskabsskattelovens
§ 32. Datterselskabets skattepligtige indkomst opgjort efter danske regler er
beregnet
til 55.190.352 kr.
Det fremgår af selskabsskattelovens §
32, at hvis et dansk selskab har et udenlandsk datterselskab, der driver
finansiel virksomhed og hvis afkast beskattes væsentligt lavere end efter
danske regler, medregnes datterselskabets indkomst opgjort efter danske
regler
ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for moderselskabet.
Ifølge cirk. nr. 82 af 29. maj 1997,
afsnit 2.7.4. er banker et typeeksempel på selskaber, der driver finansiel
virksomhed.
Efter styrelsens opfattelse er
beskatningen for selskaber i kantonen Zürich i indkomståret 1998 væsentlig
lavere end efter danske regler. Der er herved henset til, at der for ordinær
indkomst ikke sker beskatning med kantonal og kommunal indkomstskat. Der sker
kun beskatning med 8,5 % føderal indkomstskat. Endvidere er ekstraordinære
indkomster beskattet med yderligere 8,5 %.
Det forhold, at Landsskatteretten har
afsagt en kendelse, TfS 2000.169, hvorefter udbytte udbetalt i 1993 kan anses
for skattefrit, er ikke tillagt vægt, idet kendelsen er afsagt på grundlag af
skattesystemet, som det var i 1993 og der efterfølgende er sket ændringer af
skattesystemet i Schweiz. Endvidere var der i 1998 en helt særlig situation
med
skattefritagelse vedrørende kantonal og kommunal indkomstskat. Endelig
omhandler TfS 2000.169 selskabsskattelovens § 13, stk. 3, ikke
selskabsskattelovens
§ 32, og vurderingen af om beskatningen er væsentligt lavere end efter danske
regler er ikke nødvendigvis den samme efter de to bestemmelser, idet de har
forskelligt sigte, henholdsvis selskaber og udbytter.
Ifølge TfS 2002.185 (Taiwan-dommen) skal
der ved vurderingen af et udenlandsk skattesystem ses på de generelle
beskatningsregler og ikke på en konkret foretaget ligning. Der var således
ikke
hjemmel til at inddrage særregler for visse investeringer i vurderingen af,
om
beskatningsreglerne afveg fra de danske.
Styrelsen er enig med repræsentanten i,
at selskabets aktuelle skattebetaling ikke nødvendigvis er afgørende, og at
den
forventede beskatning må vurderes over flere år. I den foreliggende tilfælde
er
der imidlertid ikke tale om en generel periodeforskydning i forhold til dansk
beskatning, men om en egentlig skattefritagelse for indkomsten i et givent
år.
Styrelsen har beregnet datterselskabets
samlede skattebetaling i det schweiziske skattesystem til 22,7 % af
datterselskabets
indkomst opgjort efter danske regler. I 1998 udgjorde selskabsskatten i
Danmark
34 % af den skattepligtige indkomst. Ifølge cirk. nr. 82 af 29. maj 1997,
punkt. 7.2.5. vil et udenlandsk selskab normalt blive anset for at være
undergivet
en beskatning, der er væsentligt lavere end den danske, hvis det beskattes
med
en procentsats på under 25. Datterselskabet får derfor status af lavt
beskattet
i 1998.
Vedrørende den af repræsentanten over
for Landsskatteretten fremsatte principale påstand om, at Danmark ikke kan
beskatte bankens indkomst, fordi dette er i strid med den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. to domme fra henholdsvis den franske og
den
finske Højesteret, ”Schneider-dommen” og ”A Oyj
Abp-dommen”, har styrelsen
bl.a. bemærket, at en dobbeltbeskatningsoverenskomst er en folkeretligt
bindende traktat, men at en stat kan gennemføre en beskatning i strid med de
folkeretlige forpligtelser, såkaldt ”treaty overriding”.
Spørgsmålet er derfor
om den danske CFC-lovgivning går forud for
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.
I dansk forfatningsret findes der – i
modsætning til den franske – ingen bestemmelse, hvorefter folkeretlige
forpligtelser gives forrang frem for intern dansk lovgivning. Det er dog i
almindelighed antaget, at man ved fortolkning af intern dansk ret skal søge
at
nå frem til et resultat, som ikke er i strid med Danmarks folkeretlige
principper.
Det må anses for forudsat i
statsskattelovens § 50 og i bemyndigelseslovens § 1, at indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomster begrænser et dansk skattekrav. Der må derfor
kræves meget stærke holdepunkter for at antage, at den danske lovgiver har
villet gennemføre ”treaty overriding”.
Det fremgår af kommentarerne til
OECD-modeloverenskomsten, at de fleste lande har tilsluttet sig, at
CFC-lovgivning ikke er i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Skatteministeren har i forbindelse med
behandlingen af L-312 af 17. maj 1995 udtalt, at reglerne om tvungen
sambeskatning ikke er i strid med de af Danmark indgåede
dobbeltbeskatningsaftaler.
Af bemærkningerne til L-35 fremgår, at
banker og forsikringsselskaber kan være omfattede af loven. Problemet har
derfor været berørt i forbindelse med vedtagelsen af selskabsskattelovens §
32.
Det fremgår af cirk. nr. 82 af 29 maj
1997, punkt 7.2.4., at et typeeksempel på selskaber, der driver finansiel
virksomhed, er banker, og banker er derfor omfattede af bestemmelsen.
Vedrørende ”Schneider-dommen” og ”A Oyj
Abp-dommen” har styrelsen endvidere bemærket, at fælles for CFC-reglerne
i
Frankrig og Finland er, at begge landes CFC-regler indebærer en beskatning af
hele overskuddet i det udenlandske selskab i henholdsvis Frankrig og Finland
(jurisdiktionsmetoden). I modsætning hertil foretages der efter de danske
CFC-regler alene en beskatning af de finansielle indtægter i Danmark
(transaktionsmetoden). Dette gør en forskel, når der sammenlignes med andre
lande, hvori der er afsagt domme vedrørende foreneligheden mellem
dobbeltbeskatningsoverenskomster
og CFC-regler.
Klagerens påstande og argumenter
Der fremsættes principalt påstand om, at
Danmark ikke kan beskatte A A/S af indkomsten indtjent af datterselskabet i
Schweiz, jf. den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst af 23.
november
1973, art. 7, stk. 1, da datterselskabet beskattes af indkomsten i Schweiz,
hvor
det er hjemmehørende, jf. overenskomstens art. 4, og da datterselskabet i
øvrigt ikke har et fast driftssted i Danmark, jf. overenskomstens art. 5. Det
er derfor klart i strid med overenskomstens artikel 7, stk. 1, at Danmark
beskatter hele indkomsten i B AG.
Selskabsskattelovens § 32 er ganske vist
udformet således, at det udenlandske datterselskab, der skal undergives en
tvungen dansk sambeskatning, ikke formelt set ansættes til skat her i landet.
Selskabsskattelovens § 32 indebærer i stedet, at moderselskabet
skal medregne datterselskabets
indkomst til sin egen skattepligtige
indkomst. Det er imidlertid ikke den formelle udformning af intern dansk
lovgivning, der er afgørende for, om beskatningen er i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomstens bestemmelser. Det afgørende er de faktiske
forhold, nemlig at Danmark beskatter indkomst indtjent af et selskab, der er
hjemmehørende i Schweiz, som ikke har et fast driftssted i Danmark. Den samme
indkomst er dermed skattepligtig i to lande, dels i Schweiz, hvor indkomsten
er
indtjent, dels i Danmark, som indkomsten ikke er relateret til. Dette er
klart
i strid med hele formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten, som netop er
at
sikre, at den samme indkomst ikke beskattes i to lande.
Traditionelt opfattes dobbeltbeskatningsoverenskomster
som en beskyttelse mod, at den samme indkomst beskattes i to lande hos samme
skattesubjekt. Ved et kunstgreb, der må betegnes som forsøg på omgåelse af
reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, har man søgt at sætte
overenskomsterne
ud af kraft ved at bestemme, at et selskab (A A/S) skal beskattes af et andet
selskabs indkomst (B AG). Herved har man for en umiddelbar vurdering sikret,
at
det ikke er samme skattesubjekt, der beskattes af samme indkomst i to lande,
og
dermed skulle dobbeltbeskatningsoverenskomsterne ikke beskytte mod denne
dobbeltbeskatning. Realiteten er imidlertid, at indkomsten dobbeltbeskattes.
En
sådan beskatning er klart i strid med formålet med
dobbeltbeskatningsoverenskomsten
og må anses for at være i strid med indholdet af artiklerne 5 og 7. Reglerne
om
CFC-beskatning må anses for at være i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, medmindre der i den enkelte overenskomst
indarbejdes regler om, at en sådan beskatning ikke skal være beskyttet af
overenskomstens
bestemmelser. En sådan særbestemmelse findes ikke i den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst.
På et sammenligneligt område har Danmark
accepteret, at det er nødvendigt med særlige bestemmelser i
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, såfremt man ønsker at beskatte i strid
med
overenskomsterne. Udenlandske forsikringsselskaber, der har en filial i
Danmark, skal således efter reglerne i selskabsskattelovens § 12 opgøre deres
danske skattepligtige indkomst på en indirekte måde baseret på
præmieindtægterne i Danmark sammenholdt med præmieindtægterne på verdensplan,
det vil sige efter principper, der afviger helt grundlæggende fra den måde,
danske forsikringsselskaber skal opgøre deres indkomst på. En sådan
særbeskatning af enkelte skattesubjekter anses for at være i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomsternes
ikke diskrimineringsbestemmelse. Danmark har derfor i bl.a. den nye
dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1999 fundet det
nødvendigt
at få indsat en bestemmelse i overenskomsten om, at Danmark har ret til at
beskatte forsikringsfilialer efter den indirekte metode, jf. punkt 3 i den
til
overenskomsten udarbejdede protokol.
I den samme protokol er det endvidere
vedrørende SAS aftalt, at de indkomster og udgifter, som SAS’
amerikanske
datterselskab, SAS Inc., har, ikke skal beskattes i USA, men skal anses for
SAS-konsortiets indkomst. Danmark har herved sikret sig, at indkomsten i det
amerikanske selskab ikke beskattes i USA, men efter overenskomsten skal anses
for en integreret del af indkomsten i de nordiske lande.
Det er de samme principper, der er
gældende ved en CFC-beskatning, nemlig at moderselskabet beskattes af
indkomst
indtjent af et datterselskab, der er hjemmehørende i udlandet, og som ikke
har
et fast driftssted i Danmark. Man har åbenbart i relation til SAS’
aktiviteter
i USA fundet det nødvendigt at indarbejde en særskilt bestemmelse i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
På tilsvarende måde må der derfor indarbejdes særskilte bestemmelser om
forbehold for CFC-beskatning i de danske dobbeltbeskatningsoverenskomster,
såfremt Danmark ønsker at kunne gennemføre beskatning efter CFC-reglerne.
Det er almindelig antaget i
international skatteret, at dobbeltbeskatningsoverenskomsterne går forud for
interne love, der er vedtaget på tidspunktet for indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomsten. I international skatteret er det mere
omtvistet, om dobbeltbeskatningsoverenskomsterne går forud for nyere
lovgivning. Spørgsmålet har i Danmark ikke tidligere været genstand for
vurdering
af Landsskatteretten eller domstolene.
Af modeloverenskomstens artikel 2, stk.
4, og tilsvarende af den dansk-schweiziske overenskomsts artikel 2, stk. 4,
fremgår det, at:
”Overenskomsten skal også finde
anvendelse på alle skatter af samme eller væsentlig samme art, der efter
undertegnelsen af denne overenskomst måtte blive pålagt som tillæg til eller
i
stedet for de gældende skatter”.
Selskabsskatten af CFC-indkomst
fremtræder som omfattet af denne bestemmelse, da den må siges at være
”af samme
art” som andre selskabsskatter, og da den må siges at være ”pålagt
som tillæg
til de gældende skatter”. Det må derfor anses for indiskutabelt, at
CFC-skat
under henvisning til artikel 2, stk. 4, er omfattet af den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst. Danmark er forpligtet til at respektere
internationale aftaler, herunder dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz
af 23. november 1973. Det følger klart af artikel 7, stk. 1, i denne aftale,
at
et land (Danmark) ikke kan beskatte indkomst oppebåret af et selskab, der er
hjemmehørende i det andet land, medmindre det pågældende selskab (B AG) har
et
fast driftssted i det andet land (Danmark). Da B AG ikke har et fast
driftssted
i Danmark, er Danmark således ikke berettiget til at beskatte indkomsten
indtjent af B
AG i 1998.
Spørgsmålet om, hvorvidt et lands
interne CFC-regler er i strid med dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, omtales
i
kommentarerne til OECD-modeloverenskomstens artikel 1, pkt. 22-24, jf.
følgende:
”22. Andre former for misbrug af skatteaftaler
(f.eks. brugen af et basisselskab (base company)) og mulige måder at imødegå
dem på, såsom ”substance-over-form”-regler og ”sub-part F
type”-lovgivning er
også blevet analyseret.
23. Det store flertal af
OECD-medlemslande er af den opfattelse, at sådanne forholdsregler er en del
af
de grundlæggende interne regler, der er fastsat i den nationale lovgivning
for
at fastslå, hvilke faktiske omstændigheder der medfører skattepligt. Disse
regler er ikke nævnt i skatteaftaler og er derfor ikke berørt af dem. Man kan
hævde, at ånden i overenskomsten kun vil krænkes, hvis et selskab, som er en
person i overenskomstens forstand, endte med ikke, eller næsten ikke, at have
virksomhed og/eller indkomst, der kunne henføres til det, og de kontraherende
stater anlagde divergerende synspunkter, med en økonomisk dobbeltbeskatning
til
følge, således at den samme indkomst blev beskattet hos to forskellige
skatteydere (jf. art. 9, stk. 2). På den anden side står det afvigende
synspunkt, ifølge hvilket sådanne regler er underlagt skatteaftalernes
generelle regler mod dobbeltbeskatning, især når selve aftalen indeholder
bestemmelser,
der har til formål at hindre misbrug.
24. Det er ikke let at forlige disse
afvigende opfattelser, hverken i teorien eller ved gensidig aftaleprocedure
med
hensyn til specifikke tilfælde. Det væsentlige problem synes at være, om
generelle principper, såsom ”substance-over-form” er indbygget i
skatteaftalen,
dvs. om de kan anvendes i alle tilfælde eller kun i det omfang, hvor de
udtrykkeligt er nævnt i bilaterale aftaler. Ved det afgivende synspunkt er
der
argumenteret for, at det forhold, at der gives nationale regler forrang frem
for aftaleregler, for så vidt angår hvem der – i beskatningsmæssig
henseende –
anses som modtager af den indkomst, der er overflyttet til et basisselskab,
vil
undergrave beskyttelsen for skatteyderne mod dobbeltbeskatning (f.eks. i
tilfælde, hvor indkomsten i basisselskabet, ved anvendelsen af disse regler,
beskattes i det land, hvori aktionærerne er hjemmehørende, selvom
basisselskabet ikke har et fast driftssted i dette land). Det er imidlertid
synspunktet hos det store flertal, at sådanne regler, og de underliggende
principper, ikke behøver at stadfæstes i overenskomsten for at finde
anvendelse”.
Som det fremgår af ovennævnte, er der
ikke i kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst nogen entydig
stillingtagen
til spørgsmålet om, hvorvidt et aftalelands interne CFC-lovgivning har
fortrin
i forhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Der fremføres alene i
kommentarerne
synspunkter for og imod.
Nærværende sag omhandler imidlertid ikke
et typisk CFC-beskatningstilfælde i international forstand, idet sagen ikke
vedrører beskatning af passiv indkomst. Der er tale om CFC-beskatning af
aktiv
erhvervsindkomst indtjent af en bank, der driver normal bankvirksomhed i
Schweiz, som har kontor og ca. 55 ansatte personer, og som i øvrigt
undergives
en normal beskatning i Schweiz, der i et enkelt år kun er lidt mindre end 75%
af det danske beskatningsniveau.
Uanset om man accepterer, at et land kan
gennemføre CFC-beskatning af indkomst indtjent af et datterselskab i et land,
med hvilket der er indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst, der følger
principperne i OECD-modeloverenskomsten, er der repræsentanten bekendt ingen
lande i verden – ud over Danmark – der finder, at det er i
overensstemmelse med
en dobbeltbeskatningsoverenskomst at gennemføre CFC-beskatning af indkomst
indtjent af et datterselskab i et aftaleland, der driver aktiv
erhvervsvirksomhed som for eksempel bankvirksomhed. Såfremt en sådan
beskatning
skulle være i overensstemmelse med dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel
7,
stk. 1, ville ethvert land kunne gennemføre enhver beskatning af indkomst,
hvor
beskatningsretten efter overenskomsten er tillagt aftalelandet. En sådan
beskatning kunne gennemføres ved at indføre nationale regler om, at et eller
andet selskab, der ikke er repræsenteret i aftalelandet, skal beskattes af
indkomst
indtjent af et andet selskab i aftalelandet. Dette har aldrig været meningen
med dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.
Told- og Skattestyrelsen gør gældende,
at skatteministeren under behandlingen af L 35 har oplyst, at
selskabsskattelovens § 32 ikke er i strid med de af Danmark indgåede
dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Repræsentanten er helt enig heri;
lovgiver har ikke har haft intentioner om at gennemføre en ”treaty
overriding”
i forbindelse med indførelsen af CFC-reglerne i dansk intern
skattelovgivning.
CFC-reglerne skal derfor fortolkes således, at de er forenelige med
dobbeltbeskatningsaftalerne. Hensigten med indførelsen af CFC-reglerne i
dansk
ret kan derfor alene være at modvirke, at beskatningen af passive finansielle
indtægter som f. eks. aktieavance og udbytte flyttes fra Danmark til et
skattelyland.
Ved den administrative fortolkning af
reglerne i selskabsskattelovens § 32, således som den er kommet til udtryk i
praksis og i cirkulærer, har man imidlertid udvidet bestemmelsen til også at
omfatte aktive finansielle indkomster, og det er i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomsternes
artikel 7, stk. 1. Spørgsmålet i denne sag er således ikke, om dansk intern
ret
har forrang frem for dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, men derimod om
fortolkningen af danske regler kan foretages i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, når der ikke er grundlag for at opfatte
lovreglerne
som udtryk for lovgivers tilsigtede tilsidesættelse af traktatlige
forpligtelser (”treaty overriding”). Det må på baggrund af
ovenstående
konkluderes, at den brede fortolkning i cirkulærer, hvorefter også aktiv
finansiel indkomst kan CFC-beskattes, er ulovhjemlet og udtryk for et brud på
Danmarks folkeretlige forpligtigelser. Loven skal fortolkes således, at der i
dansk ret alene er hjemmel til at inddrage passiv finansiel indkomst under en
danske CFC-beskatning. Jævnfør hertil særligt henvisningen til punkt 26 i
kommentarerne til OECD’s modelkonvention.
Spørgsmålet om, hvorvidt et lands
interne CFC-regler går forud for dobbeltbeskatningsoverenskomsternes
bestemmelser,
har været omstridt i den internationale skatteretlige teori. Den franske
højesteret (Conseil d’Etat) har imidlertid afsagt en dom
(Schneider-dommen) den
28. juni 2002, hvoraf det fremgår, at et land ikke kan gennemføre en
CFC-beskatning efter intern ret, der er i strid med
dobbeltbeskatningsoverenskomsten
med det pågældende land.
De franske CFC-regler, som fremgår af
Code Général des Impôts paragraph 209B, svarer på mange måde til de danske.
Det
gælder således, at:
Indkomsten i et udenlandsk
datterselskab, der opfylder betingelserne for at blive CFC-beskattet,
medregnes
til det franske moderselskabs indkomst på samme måde som efter de danske
CFC-regler, det vil sige som almindelig driftsindkomst (ikke for eksempel som
fikseret udbytte).
Ejerkravet er 25 % eller en
anskaffelsessum på mindst FRF 150 millioner (EUR 22,8 millioner).
Lavt beskattet er defineret som mindre
end 2/3 af fransk beskatningsniveau.
CFC-indkomst kan ikke reduceres med
negativ almindelig indkomst.
CFC-indkomsten opgøres efter de
almindelige franske skattemæssige regler.
Der indrømmes credit for udenlandske
selskabsskatter betalt af CFC-selskabet.
CFC-reglerne finder ikke anvendelse,
hvis selskabskonstruktionen ikke er etableret med henblik på at reducere
fransk
beskatning. Dette anses ikke at være tilfældet, såfremt datterselskabet
driver
aktiv erhvervsvirksomhed på almindelige forretningsmæssige vilkår.
I Schneider-sagen fandt de franske
skattemyndigheder, at det franske moderselskabs schweiziske datterselskab
opfyldte betingelserne for at blive CFC-beskattet, jf. paragraf 209B.
Den fransk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst af 9. september 1966, artikel 5(7), 7(1) og 9,
der var gældende i det indkomstår, Schneider-sagen vedrører, svarer til de
tilsvarende bestemmelser i OECD-modeloverenskomsten. Bestemmelsen svarer også
til
den tilsvarende bestemmelse i den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Ifølge den franske grundlov paragraf 55
gælder det, at Frankrigs internationale aftaler er overordnet fransk
lovgivning. Spørgsmålet i sagen var derfor, om Frankrig kunne gennemføre
CFC-beskatning af det franske selskab Schneider SA’s schweiziske
datterselskab
Paramer SA for 1986.
Om samspillet mellem de nationale
franske regler og reglerne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fremgår bl.a.
følgende
af dommen:
”I artikel 7, stk. 1, i den
fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst står der: "Fortjeneste
indvundet af et foretagende i en kontraherende stat kan kun beskattes i denne
stat, medmindre foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden
kontraherende stat gennem et dér beliggende fast driftssted"”.
Udtrykket "fortjeneste", der
er nævnt i artikel 7 i den fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst
er
ikke defineret i denne og skal følgelig fortolkes i overensstemmelse med
artikel 3, stk. 2, i overenskomsten, der lyder:
"Ved anvendelsen af overenskomsten
af en kontraherende stat skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri,
medmindre andet følger af sammenhængen, tillægges den betydning, som det har
i
henhold til denne stats lovgivning om de skatter, på hvilke overenskomsten
finder anvendelse".
Det anføres videre i dommen, at:
”Da der ikke andre forhold, der medfører
en anden fortolkning, er den "fortjeneste", som artikel 7 i aftalen
henviser til, den, der bestemmes i henhold til de regler, der er fastsat i
den
franske skattelov. Som følge heraf har retten (den underordnede instans) ikke
begået nogen juridisk fejl ved at dømme, at der er en naturlig identitet
mellem
driftsoverskuddet i (datter)selskabet Paramer, hvis beskatning er tillagt
Schweiz i henhold til artikel 7, stk. 1 i den fransk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst og overskuddet i selskabet Paramer, der er
beskattet i Frankrig i (moder)selskabet Schneiders navn på grundlag af
artikel
209 B i den franske skattelov (den nationale franske hjemmel for
CFC-beskatning)”.
(det i parenteser anførte er vore
tilføjelser).
Videre fremgår det af dommen, at efter
lempelsesbestemmelsen i den fransk-schweiziske dobbeltbeskatningsaftale er de
under artikel 7, stk. 1, omtalte indtægter fritaget for fransk selskabsskat,
når de opnås af et selskab, der som selskabet Paramer SA har skattemæssigt
hjemsted i Schweiz og ikke har et fast driftssted i Frankrig. Dette svarer
ligeledes fuldstændigt til forholdene og reglerne i nærværende sag.
Det anføres dernæst i dommen:
”Overenskomstens formål, der er at undgå
dobbeltbeskatning kan ikke tilsidesættes blot med den begrundelse at det ikke
er selskabet Paramer, der formelt er skattepligtigt af sit overskud i
Frankrig,
men at det er moderselskabet, der er en selvstændig juridisk enhed, der er
skattepligtig heraf, og hvortil overskuddet ikke reelt er udloddet. Som følge
heraf har retten ikke begået nogen juridisk fejl ved at dømme, at
bestemmelserne i artikel 7 i den fransk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst
er i strid med anvendelsen af bestemmelserne i artikel 209 B i den franske
skattelov”.
Højesteret fastslår med andre ord, at
artikel 7 i overenskomsten forhindrer Frankrig i at gennemføre CFC-beskatning
af Schneider SA.
Den franske højesteret er altså i et
spørgsmål om international skatteret og i en situation, der er så parallel,
som
den næsten kan blive til nærværende sag, såvel i relation til de faktiske
forhold som i relation til det retlige grundlag nået frem til, at artikel 7 i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten finder anvendelse på nationale CFC-regler.
Dommen er den første afgørelse fra en
højere retsinstans inden for EU og bør derfor indgå som en væsentlig
retskilde
ved fortolkningen af de danske CFC-reglers forenelighed med de af Danmark
indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster. Netop da der er tale om
international skatteret, herunder fortolkning af en
dobbeltbeskatningsoverenskomst, er det relevant at tillægge udenlandske
domstolsafgørelser
betydelig vægt også i forhold til teoretiske akademiske opfattelser.
Frankrig søger nu at sikre, at
CFC-beskatning kan gennemføres i overensstemmelse med indgåede
dobbeltbeskatningsoverenskomster ved at inkorporere bestemmelser herom i de
nyere overenskomster. I for eksempel den fransk-schweiziske overenskomst er
der
således i 1997 indsat en bestemmelse herom i artikel 25 A. Som ovenfor nævnt
bør Danmark indføre tilsvarende bestemmelser i sine
dobbeltbeskatningsoverenskomster, hvis man ønsker at kunne gennemføre
CFC-beskatning i relation til datterselskaber beliggende i lande, med hvilke
Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Den finske Højesteret har endvidere
afsagt en dom, der understøtter den principale påstand. Dommen handler om et
finsk selskab, A Oyj Abp (herefter A), der havde et helejet datterselskab, A
Finance
NV (herefter A Finance), som var indregistreret og hjemmehørende i Belgien. A
Finance blev i Belgien beskattet som et koordinationscenter, hvilket
indebærer,
at det er skattepligtigt af en individuelt fastlagt procentdel af sine
driftsudgifter.
A Finance var dermed så lavt beskattet, at det opfyldte definitionen af
”lavt
beskattet” i de finske CFC-regler. Efter finske regler skulle A således
CFC-beskattes af indkomsten i A Finance, medmindre
dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og Belgien var til hinder
herfor. Sagen angik endvidere spørgsmålet, om EU-fællesskabsretten var til
hinder for anvendelsen af de interne finske CFC-regler. Den finske Højesteret
fandt, at CFC-beskatningen ikke var i strid med fællesskabsretten, men dette
spørgsmål skal dog ikke behandles nærmere her, da den foreliggende sag om
CFC-beskatning af A A/S ikke er relateret til EU-retten, da datterselskabet
er
beliggende i Schweiz, der ikke er medlem af EU.
Det er oplyst i domsreferatet, at A var
moderselskab i en finskbaseret koncern, der drev forretning inden for maskin-
og mineralindustrien. Koncernen havde i 1998 en omsætning på FIM 13.537 mio.
og
et gennemsnitligt antal beskæftigede på 12.062 personer.
Datterselskabet i Belgien, A Finance,
havde i 1998 et nettodriftsoverskud på FIM 26 mio. Gennem de sidste 10 år
havde
A Finance mellem 10 og 16 ansatte, selskabets balance har udgjort mellem FIM
749 mio. og 1.479 mio., og aktiekapitalen har udgjort BEF 4.100 mio.
Siden 1987 havde A Finance drevet
virksomhed fra kontorlokaler med et areal på 649 m2
i byen Zaventem
i Belgien. Selskabet blev stiftet midt i 1980’erne, hvor A-koncernen
foretog
store investeringer i Centraleuropa, for at yde finansielle og andre
serviceydelser til de nyetablerede produktionsdatterselskaber. Karakteren af
de
serviceydelser, som A Finance leverede, krævede, at selskabet var tæt på
driftsselskaberne. A Finance spillede en vigtig rolle i finansieringen af
koncernen og i håndteringen af koncernens midlertidige finansielle krise.
Aktiviteterne i A Finance omfatter bl.a. undersøgelse og udvikling,
informationsteknologi, regnskabsvæsen, finansielle ydelser til koncernens
europæiske datterselskaber som for eksempel modregning, cash pool-ydelser og
håndtering af valutarisici.
Som det ofte er tilfældet i
multinationale koncerner, er de finansielle transaktioner centraliserede. Det
er sjældent, at det enkelte koncernselskab selv håndterer sine finansielle
forhold.
Finansieringen af datterselskaber i Finland, Sverige og uden for Europa
varetages fra Finland, mens A Finance yder finansielle ydelser til koncernens
øvrige europæiske datterselskaber.
A Finance er som nævnt omfattet af de
særlige belgiske beskatningsregler for koordinationscentre, som bl.a.
indebærer
den nævnte favorable beskatning baseret på selskabets driftsudgifter (bortset
fra lønomkostninger og finansielle omkostninger). Desuden skal et
koordinationscenter betale en årlig skat på BEF 400.000 pr. medarbejder med
et
maksimum på BEF 4.000.000. Da selskabet skal have mindst 10 medarbejdere, er
der i praksis tale om en fast skat på BEF 4.000.000. Et koordinationscenter
skal levere serviceydelser af den karakter, som normalt ydes af et
hovedkontor,
og et koordinationscenter må kun levere serviceydelser til andre selskaber
inden for samme koncern.
Det fremgår således, at A Finance må
karakteriseres som et selskab, der faktisk leverer – og som ifølge
belgisk lov
kun må levere – koncerninterne serviceydelser af bl.a. finansiel
karakter.
Sagens faktum samt parternes påstande og
anbringender er refereret i dommen over siderne 1009 til 1056. Af side 1056
og
følgende fremgår rettens overvejelser og konklusion.
På side 1058 undersøger retten den
internationale udbredelse af CFC-lovgivning, som oplyses at være i kraft i
mindst 23 lande, primært OECD-lande. Videre anfører retten, at CFC-lovgivning
anvendes
for at undgå skatteundgåelse og skatteunddragelse, og at det er et
almindeligt
redskab til at forhindre, at skatteprovenu flyttes til et land, hvor
skatteniveauet er lavere. De almindelige kendetegn ved CFC-lovgivning er, at
der er tale om et selskab i et land, der har kontrol over et selskab i et
andet
land, at indkomsten i det kontrollerede selskab er passiv, eller at
indkomsten
kan betegnes som ”basisselskabsindkomst”, hvorimod indkomst fra
rigtig aktiv
forretningsaktivitet ikke er omfattet. Endvidere er det kendetegnende, at
beskatningsniveauet i det pågældende land er lavt.
Retten anfører herefter, at de finske
CFC-regler opfylder disse generelle kriterier og ikke adskiller sig, i hvert
fald i relation til den foreliggende sag, i sit formål eller på anden
afgørende
måde fra internationalt accepterede normer.
På side 1061 anfører retten, at det
fremgår af de finske lovforslag om CFC-beskatning, at reglerne ikke generelt
er
tænkt anvendt over for selskaber hjemmehørende i overenskomstlande, men at de
kan anvendes over for overenskomstlande, hvis der er indført særlig lav
beskatning i bestemte regioner, over for bestemte sektorer, eller hvis den
lave
beskatning beror på arbitrær administrativ bevilling. Som eksempel på sådanne
ordninger nævnes eksplicit koordinationscentre i et af de finske lovforslag.
På side 1063 fastslås det, at det er
internationalt anerkendt, at CFC-lovgivning skal sigte på beskatning af
”indkomst fra passiv investering” og
”basisselskabsindkomst”, men ikke på
indkomst fra aktiv forretningsvirksomhed.
Passiv indkomst defineres som indkomst
indtjent af modtageren, uden at denne selv har deltaget i den
forretningsaktivitet,
der har skabt indkomsten som for eksempel udbytte, renter, lejeindtægt,
kursgevinster og royaltybetalinger. Modstykket er aktiv virksomhedsindkomst
fra
handel, forretning, professionel eller anden kommerciel aktivitet. Videre
fastslås det, at passiv indkomst som for eksempel rente- og lejeindkomst alt
efter omstændighederne kan rubriceres som indkomst fra aktiv
forretningsvirksomhed.
”Basisselskabsindkomst” defineres efter
internationalt accepteret opfattelse som indkomst i et selskab, der er
hjemmehørende i et lavskatteland, og som handler på vegne af et selskab
hjemmehørende
i et højskatteland ved at levere serviceydelser.
Endelig konkluderes det, at indkomsten i
den foreliggende sag i A Finance i overensstemmelse med ovenstående
definition
må karakteriseres som såvel ”passiv indkomst” som
”basisselskabsindkomst”.
På side 1070 redegøres for kommentarerne
til OECD’s modelkonvention – særligt kommentarerne i punkt 25 og 26
til artikel
1. Af punkt 25 fremgår det, at landene kan indføre regler til at hindre
misbrug
af dobbeltbeskatningsoverenskomsterne, men at sådanne regler skal efterkomme
ånden i overenskomsterne, det vil sige undgåelse af dobbeltbeskatning.
Det anføres, at CFC-lovgivning er regler
af en sådan kategori, som kan indføres for at imødegå misbrug, men af punkt
26
i kommentaren til OECD’s modeloverenskomst, artikel 1, fremgår det, at
bestemte
former for virksomhedsaktivitet ikke er af en karakter, der berettiger til
indførelse af anti-misbrugsregler. De former for virksomhed, der ikke må
indføres anti-misbrugsregler imod, defineres i punkt 26, og retten anfører
disse som ”virksomhed såsom produktion, tjenesteydelser eller handel,
udført af
selskaber, der er engageret i industriel eller kommerciel virksomhed, når
aktiviteten klart har tilknytning til den almindelige erhvervsudøvelse i det
land, hvori de er hjemmehørende, og virksomheden udøves på en sådan måde, at
der ikke kan formodes at være tale om skatteundgåelse – med andre ord
aktiv
forretningsvirksomhed”.
At udvide anti-misbrugsregler til
sådanne former for virksomhed ville i henhold til modelkommentarerne være i
strid med ånden og principperne bag dobbeltbeskatningsoverenskomsterne.
Retten konkluderer om disse spørgsmål
nederst side 1070 og øverst side 1071, at anvendelse af CFC-lovgivning ikke
må
resultere i en situation, hvor indkomst fra aktiv forretningsvirksomhed
beskattes i strid med en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Det fastslås derfor,
at punkt 23 i kommentaren beskæftiger sig med CFC-indkomst, der kan
klassificeres som ”passiv indkomst eller basisselskabsindkomst”.
På side 1069 anføres om punkt 23, at det
store flertal af OECD-lande har tilsluttet sig, at indførelse af
CFC-lovgivning
ikke er i modstrid med dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Højesteret fastslår således herom, at
modelkommentarerne skal forstås således, at der kun må indføres CFC-regler
til
beskatning af passiv indkomst eller af basisselskabsindkomst.
Om CFC-reglernes anvendelse i den
foreliggende sag konkluderer retten side 1071, andet afsnit, at indkomsten i
A
Finance er ”basisselskabsindkomst”, og at der derfor ikke er nogen
grund til,
at CFC-reglerne ikke skal finde anvendelse på denne indkomst, når der henses
til, hvad der er anført i kommentarerne til modeloverenskomsten, og uanset
ordlyden af artikel 7 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og
Belgien. (Det bemærkes, at nævnte artikel 7 svarer fuldstændigt til artikel 7
i
OECD’s modeloverenskomst.) Videre anføres det, at selvom indførelsen af
de
finske CFC-regler er baseret på objektive kriterier og ikke under henvisning
til skatteundgåelsesformål, udelukker dette ikke i det mindste i den sag, der
er forelagt for retten, anvendelsen af anti-misbrugsregler som beskrevet i
kommentarerne til modelkonventionen.
Selve domskonklusionen om, hvorvidt
CFC-beskatning kan gennemføres i den foreliggende sag, er anført på side
1074,
hvor det udtales, at dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Finland og
Belgien
ikke er til hinder for, at CFC-lovgivningen kan anvendes i denne sag.
Efter repræsentantens opfattelse er der
ingen tvivl om, at dommen skal læses således, at Højesteret har anerkendt, at
CFC-reglerne kan anvendes til at gennemføre beskatning i en situation som den
forelagte, hvor der var tale om passiv indkomst og om basisselskabsindkomst,
men at Højesteret samtidig utvetydigt tilkendegiver, at man ikke dermed
generelt
har blåstemplet de finske CFC-regler, men at retten tværtimod redegør for, at
CFC-beskatning ikke kan gennemføres i relation til et overenskomstland, hvis
der er tale om et datterselskab med aktiv indkomst, herunder aktiv finansiel
indkomst. Der henvises herved til rettens bemærkninger om, at rente- og
lejeindkomst kan være aktiv virksomhedsindkomst. En sådan beskatning ville
klart være overenskomststridig og i strid med ånden og formålet med
dobbeltbeskatningsoverenskomster, jf. særligt henvisningen til
modelkommentarerne,
punkt 26.
I relation til den for Landsskatteretten
forelagte sag om CFC-beskatning af A A/S skal det anføres, at de relevante
bestemmelser (primært artikel 7) i den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst
er parallelle til bestemmelserne i den finsk-belgiske overenskomst. Det giver
sig selv, at de relevante kommentarer til modeloverenskomsten er de samme i
begge sager, da kommentarerne er en af OECD udarbejdet international
vejledning
til forståelse og fortolkning af dobbeltbeskatningsoverenskomster og
international skatteret, som i øvrigt er tiltrådt af de fire lande, der er
berørte i de foreliggende to sager, jf. modelkommentarernes punkter 27 og 28.
De relevante regelsæt i de to sager er
således fuldt ud sammenligelige, og det interessante er derfor at foretage en
sammenstilling af de faktiske omstændigheder vedrørende A Finance og B AG.
Som anført ovenfor er A Finance et
selskab, der kun leverer og kun må levere koncerninterne ydelser af primært
finansiel karakter, og retten fastslår, at der endvidere er tale om passiv
indkomst.
B AG er et selvstændigt selskab, der
siden starten af 1970’erne har haft schweizisk koncession til at drive
bankvirksomhed i Schweiz, og som har drevet sådan virksomhed i hele perioden.
Banken er undergivet schweizisk banklovgivning og banktilsyn. Banken blev
oprindelig stiftet af C A/S og blev overtaget af A A/S, i forbindelse med at
banken erhvervede C A/S.. B
AG driver
bankvirksomhed inden for ”Private Banking”. Private Banking består
i personlig
og individuel finansiel rådgivning og formuepleje. Grundprincippet i
formuepleje er ”asset allocation”, som betyder valg af fordelingen
mellem
kontanter, valuta, obligationer og aktier m.v. samt spredningen på lande og
sektorer.
B AG tilbyder en bred vifte af investeringsprodukter fra hele verden,
herunder
værdipapirer, investeringsforeninger og aftalekonti. Banken yder lån til
kundernes
køb af værdipapirer. B AG beskæftiger ca. 55 personer, der driver
virksomheden
fra bankens lokaler i X. Banken har 4.500 kunder, som er bosat i Schweiz og
andre europæiske lande. Det er B AG’s forretningskoncept ikke at have
kunder,
der er bosiddende i Danmark. Banken har udlån for over DKK 3 mia., indlån for
over DKK 600 mio., en egenkapital på DKK 900 mio. og en balance på DKK 4 mia.
Der er således tale om sædvanlig aktiv
bankvirksomhed inden for Private Banking-området. Der ikke tale om, at B AG
fungerer som koncerninternt finansielt selskab i bankkoncernen, ligesom der
ikke er tale om, at B AG oppebærer passiv indkomst. Da der er tale om
bankvirksomhed, giver det sig selv, at banken (som det er bankers natur)
bl.a.
oppebærer renteindtægter, men dette kan ikke karakteriseres som passiv
finansiel indkomst. Der er endvidere ikke belæg for at hævde, at banken er
etableret med henblik på skatteundgåelse for A A/S i Danmark. Banken er
etableret for at drive sædvanlig bankvirksomhed i verdens absolut førende
private banking-centrum.
B AG’s virksomhed er på ingen måde
sammenlignelig med virksomheden i A Finance, og på baggrund af de ovenfor
refererede udtalelser i den finske Højesterets dom om aktiv/passiv indkomst
og
om CFC-reglers forenelighed med dobbeltbeskatningsoverenskomster står det
klart, at den finske Højesteret, såfremt den skulle have truffet afgørelse i
den foreliggende sag, ville være kommet til det resultat, at A A/S ikke kan
CFC-beskattes af indkomsten i B
AG, da
dette strider mod den dansk-schweiziske dobbeltbeskatningsoverenskomst. Den
finske Højesteret måtte således nødvendigvis nå frem til, at der ikke er tale
om ”basisselskabsindkomst”, at der ikke er tale om ”passiv
indkomst”, og måtte
derfor som en nødvendig konsekvens af sine egne delkonklusioner nå frem til,
at
dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Schweiz ville være til hinder for at
bringe CFC-reglerne i anvendelse i den foreliggende sag.
Da den finske Højesterets dom som nævnt
bør tillægges afgørende præjudikatsværdi, skal vi henstille, at
Landsskatteretten
tiltræder vor principale påstand.
Subsidiært fremsættes påstand om, at
datterselskabet ikke er beskattet væsentligt lavere end efter danske regler,
da
den beskatning selskabet er undergivet i Schweiz generelt ikke er væsentligt
lavere end efter danske regler, og da der ikke er hjemmel til at foretage en
konkret vurdering af den beskatning selskabet er undergivet. Selskabet
opfylder
derfor ikke betingelserne for at blive undergivet beskatning efter
selskabsskattelovens § 32.
De danske regler om tvungen
sambeskatning blev indført ved lov nr. 312 af 17. maj 1995 som fremsat ved L
35
af 2. november 1994. I bemærkningerne til lovforslaget til § 1, nr. 9,
anføres
følgende:
”Ved afgørelse af, om et selskab er
undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,
tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter selskabsskattelovens
§
13, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan udbytte fra udenlandske
datterselskaber
oppebæres skattefrit på linie med udbytte fra danske datterselskaber, hvis
det
udenlandske datterselskab beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad
afviger fra reglerne her i landet”.
Der var ikke i selskabsskattelovens §
13, stk. 3, nogen egentlig definition af, hvornår et selskab var væsentligt
lavere beskattet end efter danske regler. I bemærkningerne til lovforslag nr.
L
79 af 8. december 1982, hvor bestemmelsen blev indført (selskabsskattelovens
§
13, stk. 2, på daværende tidspunkt), anførtes følgende herom:
”Ministeren for skatter og afgifter er
bemyndiget til at fastsætte betingelser for, at dette krav kan anses for
opfyldt. Ved afgørelse af, om det udenlandske beskatningssystem kan
”godkendes”
vil der som udgangspunkt blive lagt vægt på beskatningsprocenten, men i
øvrigt
vil der blive foretaget en samlet vurdering af beskatningssystemet i det
pågældende land. Hvis opgørelsen af den skattepligtige indkomst således sker
efter regler, der væsentligt afviger fra danske opgørelsesprincipper, vil en
godkendelse ikke blive givet”.
Skatteministeren har i bekendtgørelse
nr. 580 af 4. december 1984 nærmere redegjort for, hvad der i relation til
denne lovbestemmelse skulle forstås ved, at det udenlandske selskab var
beskattet efter regler, der i væsentligt grad afveg fra de danske regler, jf.
følgende:
”§ 2. Ved afgørelsen af, om den til
grund for det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst beskattes efter
regler, der ikke i væsentlig grad afviger fra reglerne her i landet,
foretages
en samlet vurdering af det pågældende udenlandske selskabsskattesystem.
Stk. 2. Der er tale om en væsentlig
afvigelse fra reglerne her i landet såfremt:
Den udenlandske selskabsbeskatning ikke
er en egentlig indkomstbeskatning, men derimod en beskatning i form af
afgifter
eller lignende, der opkræves uafhængigt af indkomstens størrelse.
Det udenlandske selskabsskattesystem
indrømmer fuldt fradrag for udloddede udbytter.
Den selskabsskat, der kan pålignes efter
reglerne i det pågældende udland, er væsentligt mindre, end den tilsvarende
danske skat ville have været, såfremt det udenlandske selskab havde været
fuldt
skattepligtigt her til landet”.
I bekendtgørelsens § 2 er der kun
hjemmel til at foretage en generel samlet vurdering af det udenlandske
skattesystem. Om bekendtgørelsens § 2 bemærkes særligt, at stk. 1 må forstås
således, at der skal foretages en samlet vurdering af det udenlandske
skattesystem, og til brug for denne samlede vurdering angives det dernæst i
stk. 2, hvilke momenter der skal lægges vægt på. Stk. 2 er derimod ikke en
selvstændig hjemmel til at foretage en vurdering af beskatningen i en konkret
foreliggende situation.
Vestre Landsret har taget stilling til,
om der i den tidligere bestemmelse i selskabsskattelovens § 13, stk. 3, alene
var hjemmel til at foretage en generel vurdering, eller om der også var
hjemmel
til at foretage en konkret vurdering af den beskatning, et udenlandsk selskab
er undergivet, jf. TfS 2002.185 (Taiwan-dommen). Spørgsmålet i sagen var, om
der ved vurderingen af, om skattereglerne på Taiwan i væsentlig grad afveg
fra
de danske regler, alene skulle foretages en generel vurdering af
skattesystemet
på Taiwan, eller om der også skulle foretages en konkret vurdering af den
beskatning, datterselskabet på Taiwan var undergivet.
Dommen vedrørte et dansk aktieselskab,
som ejede 25 % af aktierne i et selskab beliggende på Taiwan. En generel
vurdering af skattesystemet på Taiwan viste, at dette ikke afveg væsentligt
fra
det danske skattesystem. Selskabsskattesatsen var 25 % (- selskabsskatten var
34 % i Danmark på det pågældende tidspunkt), og indkomstopgørelsen blev
foretaget efter et nettoprincip som i Danmark. En konkret vurdering af
beskatningen af selskabet resulterede i, at selskabet var beskattet efter
regler, der i væsentlig grad afveg fra reglerne her i landet. Selskabet var
omfattet af regler om investeringsfremmende initiativer, i henhold til hvilke
selskabet opnåede et fradrag svarende til halvdelen af den oprindelige
beregnede selskabsskat, således at beskatningen af datterselskabets indkomst
i
de omhandlende år udgjorde ca. 12 %.
Landsretten udtalte følgende:
”Det fremgår således af ordlyden af
såvel lovbestemmelsen som den i medfør heraf udstedte bekendtgørelse, at det
afgørende ved sammenligningen af det udenlandske og det danske skattesystem
var
de generelle beskatningsregler og ikke den konkret foretagne ligning. Der er
således hverken i lovbestemmelsen eller i bekendtgørelsen hjemmel til at
inddrage en særregel om nedslag for visse investeringer ved vurderingen af,
om
et lands selskabsbeskatningsregler i væsentlig grad afveg fra de danske.
Heller
ikke forarbejderne til bestemmelsen giver grundlag herfor”.
Landsretten fastslog således, at der i
relation til den dagældende selskabsskattelovens § 13, stk. 3, alene var
hjemmel til at foretage en generel vurdering af et lands skattesystem.
Henvisningen til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, i bemærkningerne til
selskabsskattelovens § 32 i relation til vurderingen af, om et selskab er
lavt
beskattet i relation til selskabsskattelovens § 32, medfører derfor, at der
ikke er hjemmel til at foretage en konkret vurdering af den beskatning, det
udenlandske datterselskab rent faktisk har været undergivet.
Spørgsmålet er herefter, om
skattesystemet i kantonen X i Schweiz afviger væsentligt fra de danske regler
efter en generel vurdering af skattesystemet.
I henhold til cirkulære nr. 82 af 29.
maj 1997, afsnit 7.2.5.1., baseres den generelle vurdering af et udenlandsk
skattesystem på en vurdering af, om det pågældende skattesystem samlet ligner
det danske. I vurderingen indgår følgende elementer: 1) Beskatningsprocenten,
2) Såfremt et selskabsskattesystem bygger på en progressiv skala, ses der på
skalaen i sin helhed, herunder grænserne for procentsatsen. Et datterselskab
undergivet et sådant progressivt skattesystem vil således som udgangspunkt
ikke
skifte status på grund af svingende indkomster, 3) Reglerne for opgørelsen af
den skattepligtige indkomst og 4) Andre elementer, herunder om den
udenlandske
beskatning ikke er en egentlig indkomstbeskatning, eller om den
skattepligtige
indkomst opgøres som en procentdel af formuen.
Den schweiziske selskabsskat består af
en føderal indkomstskat samt en kantonal indkomst-, formue- og kirkeskat. Den
føderale indkomstskat beregnes som 8,5 % af den skattepligtige indkomst.
Kirkeskatten beregnes som 12,01 % af den kantonale indkomst- og formueskat
før
anvendelse af multiplikatoren. Den kantonale indkomstskat beregnes efter en
progressiv skala. Den samlede kantonale indkomstskat kan dog maksimalt udgøre
30 %, ekskl. formue og kirkeskatter. Herudover skal der betales en føderal
indkomstskat på 8,5 %.
Den maximale beskatning, et schweizisk
selskab i kaantonen >ürich kan undergives før den 1. januar 1999, er
derfor
27,8 % med tillæg af kirke- og formueskat, jf. følgende beregning: (Indkomst
-
føderale og kantonale indkomstskatter) x skatteprocenten = føderale og
kantonale indkomstskatter
(100 - X) x 38,5% = X
X = 27,8 %
Da der anvendes en progressiv skala ved
beregningen af den kantonale skat, er den schweiziske skatteprocent afhængig
af
størrelsen af indkomsten i det pågældende år i forhold til selskabets
egenkapital. Der må således ses på skalaen i sin helhed, herunder grænserne
for
procentsatsen.
Som beskrevet ovenfor blev der ved
indførelsen af reglerne om tvungen sambeskatning i dansk skattelovgivning i
1995 anført i lovforarbejderne, at der ved afgørelse af, om et selskab er
undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,
skal tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter
selskabsskattelovens § 13, stk. 3. Praksis efter selskabsskattelovens § 13,
stk. 3, fremgår bl.a. af Taiwan-dommen, og Landsskatterettens kendelse i TfS
2000.169.
I Taiwan-dommen blev der foretaget en
vurdering af den progressiv selskabsskatteskala i Taiwan. I henhold hertil
skulle
der betales 15 % selskabsskat af indkomst, der var under 100.000 TWD, og 25 %
af indkomst derover. Således var der tale om en progressiv skala med et
maksimum
på 25 %. Landsretten konkluderede efter en samlet vurdering, at
beskatningssystemet
ikke afveg væsentligt fra det danske beskatningssystem.
Taiwan-dommen omhandlede indkomstårene
1991-1993, hvor selskabsskatten i Danmark var 34 %. I indkomståret 1998, som
nærværende sag omhandler, var skatteprocenten i Danmark ligeledes 34 %.
Da Landsretten har godkendt en
skatteprocent på maksimalt 25 i et progressivt skattesystem som det taiwanske
som værende en tilstrækkelig høj beskatningsprocent, må en maksimal
beskatningsprocent
i Schweiz på 27,8 med tillæg af kirke- og formueskat så meget desto mere være
tilstrækkelig høj til at kunne godkendes efter selskabsskattelovens § 32.
Spørgsmålet er herefter, om reglerne for
opgørelsen af den skattepligtige indkomst i Zürich
kantonen afviger væsentligt fra de danske
regler om opgørelse af den skattepligtige indkomst.
Reglerne for opgørelse af den
skattepligtige indkomst for et selskab i Schwei< afviger fra de danske på
følgende punkter:
Der opnås et fradrag i den skattepligtige
indkomst for føderal og kantonal skat.
Der opnås fradrag for hensættelser til
”stille reserver”, og reduktion af sådanne hensættelser medregnes
til den
skattepligtige indkomst. Hensættelserne medregnes til den skattepligtige
indkomst senest i det år, selskabet likvideres, eller når
beregningsgrundlaget
for de ”stille reserver” ikke længere eksisterer.
Indtil den 1. januar 1999 betales
kantonskatten i året efter indkomståret, således at der ikke er samtidighed
mellem indkomstperioden og skatteåret.
Ovenstående afvigelser indgik i en af
Landsskatteretten tidligere foretaget vurdering af, om B AG kunne anses for
lavt beskattet i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, jf. TfS
2000.169. Landsskatteretten fremhævede i sin kendelse følgende afvigelser
mellem det danske og det schweiziske skattesystem:
Betaling af formueskat.
Skattesatsen er ikke en enhedssats, men
progressivt stigende efter overskuddets andel af egenkapitalen.
Mulighed for fradrag for hensættelser
til såkaldte ”stille reserver”.
Fradragsret for betalte skatter.
Der foreligger ikke den samme grad af
samtidighed mellem indkomstperioden og skatteåret som i den danske
selskabsbeskatning.
Retten konkluderede efter en samlet
vurdering af skattesystemet, at den indkomstbeskatning, som det schweiziske
datterselskab
havde været undergivet, opfyldte kriterierne i § 13, stk. 3, om ikke at
afvige
væsentligt fra beskatningen efter danske regler.
Siden 1993, som er det år, ovennævnte
landsskatteretskendelse vedrører, er der ikke foretaget væsentlige ændringer
af
det schweiziske skattesystem. Der er imidlertid foretaget enkelte ændringer,
der medfører en større grad af lighed mellem de danske og det schweiziske
system. Ændringerne er følgende:
Beregningen af den føderale skat
foretages på baggrund af indkomsten i indeværende år, hvorimod den indtil
1995
blev beregnet ud fra gennemsnittet af de foregående to års indkomster.
Gennemsnittet af indkomsterne for 1991 og 1992 udgjorde for eksempel den
skattepligtige indkomst for både 1993 og 1994.
Den føderale skat blev ændret i 1998 til
en indkomstbeskatning – i modsætning til tidligere, hvor den udgjorde en
indkomstskat og en formueskat.
Skattebetalingssystemet blev ændret til
et acontosystem vedrørende erlæggelse af den føderale skat (ændringen af det
kantonale skattesystem til et acontosystem trådte i kraft fra den 1. januar
1999).
Fradragsretten for skatter blev ændret i
1995, således at fradraget udgør den beregnede føderale skat for samme år og
fradrag for den betalte kantonale skat, beregnet som forskellen mellem den
beregnede
kantonale skat og den betalte kantonale skat vedrørende foregående års skat
(fra den 1. januar 1999 blev fradraget ændret i relation til kantonalskatten,
således at fradraget består af skatten for indeværende år).
Der er således ikke foretaget væsentlige
ændringer i det schweiziske skattesystem i perioden 1993-1998, der kan
karakteriseres
som væsentlige lempelser.
Endelig henledes opmærksomheden på, at
Landsskatteretten i en nyligt offentliggjort kendelse, jf. SKM 2003.282.LSR
/TfS 2003.616, i relation til reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2a
om,
at ”det samlede afkast heraf er beskattet væsentligt lavere end efter
danske
beskatningsregler”, konkluderer, at der ikke er hjemmel til at lægge
vægt på
den konkret foretagne ligning, men at spørgsmålet om ”lav
beskatning” skal
afgøres på baggrund af det udenlandske skattesystems generelle
beskatningsregler. Landsskatteretten henviser i sin afgørelse netop til
Taiwan-dommen.
Af følgende grunde må det anses for
dokumenteret, at skattesystemet i Schweiz efter en generel vurdering af
skattesystemet
ikke er væsentligt lavere end det danske:
Landsskatteretten har tidligere godkendt
skattesystemet i Schwei< i 1993 som ikke værende væsentligt lavere end det
danske i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3.
Der er ikke foretaget væsentlige
lempelser i skattesystemet fra 1993 indtil 1998.
Den generelle vurdering af et udenlandsk
skattesystem i relation til selskabsskattelovens § 13, stk. 3, og
selskabsskattelovens § 32 er den samme, jf. bemærkningerne til
selskabsskattelovens
§ 32.
Da de schweiziske skatteregler, bortset
fra ovennævnte regler, der allerede er indgået i vurderingen af det
schweiziske
skattesystem, i øvrigt følger de almindelige principper for opgørelsen af den
skattepligtige indkomst, er der ikke andre særlige forhold at medtage ved
vurderingen af, om det schweiziske skattesystem afviger væsentligt fra det
danske. Det forhold, at schweiziske selskaber betaler formue- og
kirkeskatter,
er ikke elementer, der indgår negativt ved vurderingen af skattesystemet.
På baggrund af ovenstående må det
konkluderes, at der i selskabsskattelovens § 32 alene er hjemmel til at
foretage en generel vurdering af et udenlandsk beskatningssystem, og at en
generel vurdering af beskatningssystemet i Zürich viser, at dette ikke er
mere
lempeligt end det danske beskatningssystem.
Det forhold, at der i kantonen
i 1998 foretages en ændring af et kompliceret
skattesystem til et mere tidssvarende system, og at der samtidig overgås til
acontobetaling af selskabsskat, medfører ikke, at et selskab i kantonen i
omlægningsåret kan anses for at være lavt beskattet efter en generel
vurdering
af skattesystemet. Dette skal ses på grundlag af, at et selskab i 1998 og i
årene forud herfor og herefter betaler skat af en indkomst optjent i en
12-måneders periode.
Mere subsidiært fremsættes påstand om,
at datterselskabet efter en konkret vurdering af den beskatning det har været
undergivet, ikke er beskattet væsentligt lavere end efter danske regler,
hvorfor
selskabet ikke opfylder betingelserne for at blive undergivet beskatning
efter
selskabsskattelovens § 32.
I henhold til cirkulære om international
beskatning nr. 82 af 29. maj 1997, afsnit 7.2.5.2., bygger en konkret
vurdering
af et udenlandsk skattesystem på følgende:
”Denne vurdering bygger på, om
selskabets særlige indkomstsammensætning og eventuelle særlige regler, der
afviger fra de danske, gør, at beskatningen af det pågældende selskab som
sådant er væsentligt lavere end dansk beskatning.
Selskabets aktuelle skattebetaling til
udlandet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om en væsentlig
afvigelse fra de danske regler. Dette skyldes, at den aktuelle skattebetaling
kan være påvirket af regler, der indebærer en udskydelse af skatten i lighed
med
de danske regler om f.eks. underskudsfremførsel, afskrivninger, henlæggelser
til investeringsfonds og lignende. Der må således foretages en vurdering af
den
forventede beskatning over flere år.
Det vil bl.a. sige, at hvis et
udenlandsk datterselskab i et enkelt eller flere år omfattes af særordninger
i
det pågældende udlands selskabsskatteregler, som bringer den samlede skat
væsentligt under skatten for et tilsvarende selskab efter danske regler, vil
selskabet få status af lavt beskattet i denne periode”.
For at vurdere, om B AG efter en konkret
vurdering er beskattet væsentligt lavere end efter danske beskatningsregler,
skal det således vurderes om:
Selskabet har en særlig
indkomstsammensætning og eventuelt er underlagt særlige regler, der afviger
fra
de danske.
Selskabet er omfattet af en særordning.
Den beskatningsprocent, selskabet over
en længere årrække er undergivet, er tilstrækkelig stor.
Det er ikke nærmere defineret, hvad der
skal indgå i vurderingen af selskabets særlige indkomstsammensætning og
eventuelle særlige regler. I henhold til praksis ses på, om selskabet har
oppebåret
udbytter, aktieavancer eller lignende skattefrit efter udenlandske
skatteregler, som ville være skattepligtige efter danske regler, jf. bl.a.
TfS
2000.197.
B AG har ikke i 1998 haft en særlig
indkomstsammensætning og er ej heller underlagt særlige regler, der medfører,
at beskatningen af selskabet afviger fra en dansk beskatning. B AG er i 1998
omfattet
af visse overgangsregler ved omlægning af skattesystemet fra et
bagudbetalingssystem
til et acontobetalingssystem med samtidig ændring af tidspunktet for fradrag
af
kantonale skatter. Da disse overgangsregler imidlertid er en naturlig
forudsætning for at foretage ændringer i et lands eksisterende lovgivning,
kan
sådanne regler ikke være omfattet af begrebet ”særlige regler” i
relation til
en konkret vurdering. Som eksempel på overgangsregler i dansk
skattelovgivning
kan nævnes overgangsreglerne i forbindelse med indførelsen af kildeskatten i
1968/1969. Til støtte for, at overgangsregler ikke er særlige regler, kan
henvises til cirkulæret, hvori det videre er anført, at selskabets aktuelle
skattebetaling til udlandet ikke i sig selv er afgørende for, om der er tale
om
en væsentlig afvigelse fra de danske regler, og at der skal foretages en
vurdering
over flere år. Således kan overgangsregler, der finder anvendelse i et enkelt
år i forbindelse med en omlægning af skattebetalingssystemet, ikke anses at
være ”særlige regler” i relation til en konkret vurdering af
selskabet.
Et udenlandsk datterselskab anses efter
en konkret vurdering endvidere for at være lavt beskattet, hvis selskabet er
omfattet af en særordning. Der er ingen nærmere definition af, hvad der skal
forstås
ved en ”særordning”. Fra praksis vedrørende selskabsskattelovens §
13, stk. 3,
er selskaber anset for omfattet af særordninger i tilfælde, hvor selskaberne
har været omfattet af eksportfremmeregler (for eksempel TfS 1991.423),
erhvervsfremmeregler (for eksempel TfS 1988.574, TfS 1989.6 og TfS 1993.512)
eller regler, der alene finder anvendelse på enkelte selskabsformer i det
pågældende
land (for eksempel TfS 1989.6, TfS 1990.460 og TfS 1991.423).
Det må på baggrund heraf kunne udledes, at et
selskab anses for omfattet af en ”særordning”, såfremt det
undergives en særlig
lempelig beskatning i forhold til den beskatning, selskaberne i det
pågældende
land i øvrigt undergives. Hvis alle selskaberne i det pågældende land
undergives
den samme beskatning, skal der alene foretages en generel vurdering i det
pågældende år.
Ved omlægningen af den kantonale
skattelovgivning er der ikke tale om, at B AG er undergivet en særordning,
der
alene finder anvendelse på enkelte selskaber, under forudsætning af at en
række
betingelser er opfyldt. Der er derimod tale om en generel omlægning af
skattesystemet med hertil knyttede overgangsregler, der finder anvendelse på
alle skattepligtige, fysiske som juridiske personer, i kantonen Zürich.
Derudover sker der alene en ændring af skattebetalingssystemet. Indtil den 1.
januar 1999 blev kantonalskatten betalt i året efter indkomståret, hvorimod
betalingen fra og med den 1. januar 1999 blev ændret til et
acontobetalingssystem. Således blev den kantonale skat betalt i 1998 beregnet
på grundlag af indkomsten oppebåret i indkomståret 1997, mens kantonalskatten
i
1999 blev beregnet på grundlag af indkomsten oppebåret i 1999. Som resultat
heraf blev den ordinære indkomst oppebåret i 1998 ikke lagt til grund for
beregning af kantonal skat. Dette betyder imidlertid ikke, at de schweiziske
skattemyndigheder ikke modtager skat i skatteåret 1998 og 1999, idet der i
begge år erlægges en skat af ekstraordinær indkomst samt skat af ordinær
indkomst beregnet på baggrund af en 12-måneders indkomstperiode. B AG kan
derfor ikke anses for omfattet af en særordning i 1998.
Foretages der en vurdering af
beskatningsprocenten må der i lighed med den generelle vurdering lægges vægt
på, hvilken beskatningsprocent selskabets indkomst er undergivet. I relation
til, hvilken beskatningsprocent der anses for tilstrækkelig, anføres følgende
i
afsnit 7.2.5.1. i cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997:
”Normalt vil et udenlandsk selskab blive
anset for at være undergivet en beskatning, der ikke i væsentlig grad afviger
fra reglerne her i landet, hvis det beskattes med en procentsats på 25 pct.
eller derover”.
På det tidspunkt, hvor cirkulæret blev
udarbejdet, udgjorde den danske selskabsskat 34 %. I 1998, hvilket år
nærværende
sag omhandler, var den danske skat ligeledes 34 %.
Under behandlingen af lov nr. 312 af 17.
maj 1995 (fremsat ved L 35 af 2. november 1994), hvor reglerne om tvungen
sambeskatning blev indført i dansk skattelovgivning, udtalte skatteministeren
bl.a., at et beskatningsniveau i udlandet på ikke under 25 % normalt ville
blive godkendt, jf. L 35 – bilag 33.
Det fremgår således af ordlyden af
cirkulæret samt af skatteministerens svar i forbindelse med indførslen af
reglerne om tvungen sambeskatning, at kravet om de 25 % ikke er ufravigeligt.
Således må det antages, at et selskab, der i et enkelt år betaler under 25 %,
ikke anses for lavt beskattet. Dette støttes tillige af forarbejderne til lov
nr. 312 af 17. maj 1995 (fremsat ved L 35 af 2. november 1994), hvori
følgende
anføres vedrørende beskatningsprocentens størrelse:
”Ved afgørelse af, om et selskab er
undergivet en beskatning, der er væsentligt lavere end efter danske regler,
tages udgangspunkt i den praksis, der er udviklet efter selskabsskattelovens
§
13, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan udbytte fra udenlandske
datterselskaber
oppebæres skattefrit på linie med udbytte fra danske datterselskaber, hvis
det
udenlandske datterselskab beskattes efter regler, der ikke i væsentlig grad
afviger fra reglerne her i landet”.
Begrebet var ikke defineret i
bestemmelsen i den dagældende § 13, stk. 3. Imidlertid anføres i pkt. 48,
afsnit 29, i cirkulære nr. 136 af 7. november 1988 til SEL § 13, at ved
vurderingen af, om den effektive beskatning, som det udenlandske selskab er
undergivet, er væsentlig mindre end den tilsvarende danske, lægges som
udgangspunkt vægt på størrelsen af den udenlandske skatteprocent i forhold
til
den tilsvarende danske skatteprocent. Det anføres endvidere i samme cirkulære
pkt. 48, afsnit 30, at det ikke er muligt generelt at fastlægge, hvornår
selskabsskatteprocenter er så meget mindre end den danske procentsats, at SEL
§
13, stk. 3, ikke kan finde anvendelse. Yderligere anføres, at en
beskatningsprocent
på mere end 30-35 normalt vil kunne anses for tilstrækkelig.
Cirkulæret blev udstedt i 1988, på
hvilket tidspunkt selskabsskatteprocenten i Danmark var 50. Kravet om et
udenlandsk
beskatningsniveau på 30-35 % skal derfor sammenlignes med et dansk
beskatningsniveau på 50 %. Dette svarer til, at det udenlandske
beskatningsniveau
skal være mindst 60 % af det danske beskatningsniveau (30/50 x 100). Den
danske
selskabsskatteprocent var i 1998 34, hvorefter en skatteprocent på 20,4
ifølge
cirkulæret fra 1988 skulle være tilstrækkelig. Ifølge den af Told og Skat
anvendte opgørelse af beskatningsniveauet for B AG i 1998 undergives
indkomsten
en beskatning på 22,7 %, svarende til 66,7 % af det danske
beskatningsgrundlag.
Da betingelsen om en beskatning på minimum 60 % således var opfyldt, kan
selskabet ikke anses for undergivet en beskatning i Schweiz, der var
væsentligt
lavere end en tilsvarende danske beskatning.
Det anføres af Told og Skat som
begrundelse for at anse selskabet for lavt beskattet i 1998, at der ikke
foretages nogen beskatning på kantonalt niveau af den ordinære indkomst
indtjent i indkomståret 1998. Hertil kan anføres, at i både 1998 og 1999
betales
kantonal skat i Zürich, beregnet på grundlag af indkomst for en 12-måneders
periode. I 1998 betalte schweiziske selskaber således føderal skat af
indkomsten indtjent i 1998 og kantonal skat af indkomsten indtjent i 1997.
Som
resultat af overgangsordningen betalte
B
AG i 1999 føderal skat af indkomsten indtjent i 1999, mens den kantonale skat
blev beregnet på baggrund af indkomst indtjent i 1999.
Selvom der i begge år blev beregnet og
betalt en skat baseret på en 12-måneders indkomstperiode, blev den ordinære
indkomst indtjent i 1998 ikke lagt til grund for beregning af kantonal skat i
1998. Dette skyldes, at der i relation til betaling af kantonale skatter
overgås fra et bagudbetalingssystem til et acontobetalingssystem.
Overgangsreglen om, at der ikke skulle beregnes kantonal skat af den ordinære
indkomst indtjent i 1998, var alene begrundet i, at det ikke ønskedes, at
selskaber i kantonen Zürich skulle betale skat af to års indkomster i 1998.
Det
forhold, at der i kantonen Zürich foretages en ændring af et kompliceret
skattesystem til et mere tidssvarende system, og at der samtidig overgås til
acontobetaling af selskabsskat, medfører ikke, at et selskab i kantonen
Zürich
i omlægningsåret efter en konkret vurdering af skattesystemet anses for at
være
lavt beskattet. Dette skal ses på grundlag af, at et selskab i 1998 og i
årene
forud herfor og herefter betaler skat af en indkomst optjent i en 12-måneders
periode.
Der er ikke fastlagt nogen entydige
retningslinier for, hvordan størrelsen af beskatningsniveauet skal beregnes i
et tilfælde med et kompliceret skattesystem som det schweiziske, hvor der
gives
fradrag for betalte skatter i det år, hvori skatten faktisk betales, hvilket
er
året efter indkomståret, og hvor man samtidig omlægger skattesystemet fra
bagudbetaling
til acontobeskatning.
Beregningen af beskatningsniveauet i
1998 på 22,7 %, der ligger til grund for Told og Skats skatteansættelse af
20.
juni 2002, er opgjort således:
Føderal skat: Den føderale skat udgør
8,5 % af den skattepligtige indkomst for 1998. I den skattepligtige indkomst
er
fratrukket føderale skatter af indkomsten for 1998, kantonal skat af
ekstraordinær
indkomst for 1998 samt kantonale skatter for 1997 med korrektioner for
perioden
1995-1997.
Kantonal skat: Den kantonale skat af den
ekstraordinære indkomst for 1998 beregnes som en forholdsmæssig andel af en
beregnet kantonal skat af den ordinære og ekstraordinære indkomst for 1998,
svarende til den andel, den ekstraordinære indkomst udgør af den samlede
indkomst. Den beregnede kantonale skat af den ordinære- og den ekstraordinære
indkomst beregnes på normal vis, dog med fradrag af en fiktivt beregnet skat
for 1997 af ekstraordinær indkomst for 1998, der beregnes, som om den
ekstraordinære indkomst i 1998 var blevet beskattet i 1997. Disse
fradragsberettigede skatter fra 1997 beregnes som forskellen mellem kantonale
skatter for 1997 af indkomsten for 1997 med tillæg af ekstraordinær indkomst
for 1998 og med fradrag af kantonale skatter af indkomsten for 1997, ekskl.
den
ekstraordinære indkomst for 1998.
Skatten af indkomsten for 1998 beregnet
på ovennævnte grundlag udgør 22,7 %, hvilket er meget tæt på kravet om den
ikke
ufravigelige minimumsbeskatning på 25 %, jf. cirkulære nr. 82 af 29. maj
1997.
Det fremgår af afsnit 7.2.5.2. i cirkulære
nr. 82 af 29. maj 1997, at der skal foretages en vurdering af den forventede
beskatning over flere år. Vurderingen af, om B AG er lavt beskattet, skal
ikke
alene foretages på grundlag af den skat, der pålægges indkomsten indtjent i
indkomståret 1998, men på grundlag af beskatningen over en længere periode. I
det følgende er foretaget en beregning af beskatningsprocenten over en 4-årig
periode (1998-2001) efter de retningslinier, der er anvendt af Told og Skat i
deres ansættelse af 20. juni 2002. Når der vælges at se på perioden fra 1998
og
fremefter, skyldes dette, at nærværende sag netop omhandler 1998, og først
fra
og med 1999 er der fuldt ud samtidighed i beskatningen i Schweiz – såvel
vedrørende betaling af føderale og kantonale skatter som vedrørende
fradragstidspunktet for føderale og kantonale skatter. (Alle beløb i CHF
1.000).
1998
1999
2000
2001
Gennemsnit
Føderale skatter
1.337
1.126
1.270
1.138
1.218
Kantonale skatter
1.374
3.174
3.669
3.095
2.828
I alt
2.711
4.300
4.939
4.232
4.046
Skattepligtig indkomst
11.936
13.090
17.145
14.325
14.125
Skatteprocent
22,7
32,8
28,8
29,5
28,6
Den skattepligtige indkomst for 1998 og
1999 fremgår af Told og Skats ansættelse af 20. juni 2002. Den skattepligtige
indkomst for 2000 og 2001 er tilnærmet opgjort som den regnskabsmæssige
indkomst
før skat med tilbageførsel af henlæggelser til stille resserver.
En beregning af skatteniveauet over en
4-årig periode efter de af Told og Skat anvendte retningslinier viser således
en gennemsnitlig beskatning på 28,6 %, hvilket er over minimumskravet på 25
%,
jf. cirkulære nr. 82, af 29. maj 1997.
Det fremgår i Told- og Skattestyrelsens
ansættelse af 20. juni 2002, at man finder, at der kun skal foretages en
vurdering af skatteprocenten over en længere årrække i de tilfælde, hvor der
foreligger periodeforskydninger fra det ene år til det andet, jf. følgende
citat:
”Told og Skat er enig i, at selskabet
aktuelle skattebetaling ikke nødvendigvis er afgørende og at den forventede
skattebetaling må vurderes over flere år. I det konkrete tilfælde er der dog
ikke tale om en periodeforskydning i forhold til dansk beskatning, men
derimod
om en egentlig skattefritagelse for indkomsten i et givet år.”
Dette synspunkt bygges antagelig på
cirkulære nr. 82 af 29. maj 1997, pkt. 7.2.5.2., hvoraf det fremgår, at:
”Selskabets aktuelle skattebetaling til
udlandet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om en væsentlig
afvigelse fra de danske regler. Dette skyldes, at den aktuelle skattebetaling
kan være påvirket af regler, der indebærer en udskydelse af skatten i lighed
med de danske regler om f.eks. underskudsfremførsel, afskrivninger,
henlæggelser til investeringsfonds og lignende. Der må således foretages en
vurdering af den forventede beskatning over flere år.”
Det kan imidlertid ikke udledes af
cirkulæret, at der alene i de tilfælde, hvor der foreligger en
periodeforskydning,
skal foretages en vurdering af beskatningen over flere år. Det er blot
fremhævet i cirkulæret, at periodeforskydninger kan medføre svingende
skatteprocenter, der medfører, at det er rimeligt at foretage vurderingen
over
flere år. Det fremgår endvidere af cirkulærets pkt. 7.2.5.1, at der også i de
tilfælde, hvor der er tale om skattesystemer, der bygger på en progressiv
skala, skal foretages en vurdering af beskatningsniveauet over flere år. Det
anføres således, at:
”Ved vurderingen af
selskabsskattesystemer, der bygger på en progressiv skala, ses der på skalaen
i
sin helhed, herunder grænserne for procentsatsen. Et datterselskab undergivet
et sådan skattesystem, vil således som udgangspunkt ikke skifte
”status” på
grund af svingende indkomster.”
Det fremgår endvidere direkte af
bemærkningerne lovforslag nr. L 99 af 7. februar 2002, hvor reglerne lavt
beskattet i relation til SEL § 32 blev ændret til at være en
år-til-år-vurdering, at vurderingen af, om et selskab er lavt beskattet i
relation til de dagældende regler i SEL § 32 – det vil sige dem, der var
gældende i 1998, som nærværende sag omhandler – generelt skulle
foretages over
en længere årrække, og at dette ikke kun er tilfældet, såfremt der foreligger
en periodeforskydning, jf. følgende citat fra bemærkningerne til § 11, nr.
16:
”Sammenligningen af dansk og udenlandsk
skat. (§ 32, stk. 3-4).
Dette forslag medfører, at det ikke
længere skal vurderes, om datterselskabet over en årrække vil blive
væsentligt
lavere beskattet, end det ville være blevet i Danmark (eller opnår en
væsentlig
skatteudskydelse), idet der foretages en objektiv år-til-år-vurdering på
grundlag af årets faktiske resultat og den faktiske beskatning.”
Såfremt skatteministeren fandt, at der
kun skulle foretages en vurdering af beskatningsniveauet over en længere
årrække i det tilfælde, hvor der forelå periodeforskydninger, ville han ikke
anføre det, der fremgår af parentesen ”(eller opnår en væsentlig
skatteudskydelse)”,
idet skatteudskydelse og periodeforskydninger er udtryk for det samme.
Som det fremgår af ovennævnte, skal der
ikke kun foretages en vurdering af beskatningsniveauet over flere år i de
tilfælde,
hvor der foreligger periodeforskydninger.
På baggrund af ovenstående må det
konkluderes, at B AG heller ikke efter en konkret vurdering af den
beskatning,
selskabet er undergivet, er beskattet væsentligt lavere end efter danske
regler.
Landsskatterettens bemærkninger og
begrundelse
Af selskabsskattelovens § 32 fremgik i
den i 1998 gældende bestemmelse bl.a. følgende:
”Såfremt et selskab eller en forening
m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 (...), kontrollerer et udenlandsk selskab
eller en forening m.v. (datterselskabet), hvis virksomhed overvejende er af
finansiel karakter, og hvis afkast beskattes væsentlig lavere end efter
danske
regler, medregnes datterselskabets indkomst opgjort efter danske regler ved
opgørelsen af den skattepligtige indkomst for koncernens moderselskab
(tvungen
sambeskatning). (...).
Stk. 2. Datterselskabet anses for
overvejende at drive finansiel virksomhed, hvis mere end 50 pct. af dets
indtægter stammer fra finansiel virksomhed, eller hvis handelsværdien af dets
finansielle aktiver udgør mere end 50 pct. af handelsværdien af selskabets
samlede aktiver. (...).”
Det fremgår, hverken af lovens ordlyd
eller af dens forarbejder, at bestemmelsen skulle være begrænset til at
omfatte
nogen former for finansiel indkomst og ikke andre. De efterfølgende ændringer
af bestemmelsen tyder endvidere ikke på, at bestemmelsen skulle være
begrænset
på den anførte måde. Der tænkes her på den i 1998 vedtagne ændring, hvorefter
bestemmelsen blev udvidet til også at omfatte forsikringspræmier (lov nr.
1026
af 23. december 1998), og på den i 2002 vedtagne ændring, hvorefter
datterselskaber, der driver bank- eller forsikringsvirksomhed under visse
betingelser
kan opnå tilladelse fra Ligningsrådet til ikke at være omfattet af
CFC-reglerne
(lov nr. 313 af 21. maj 2002).
Landsskatteretten er herefter ikke enig
med selskabets repræsentant i, at selskabsskattelovens § 32 kun omfatter
passiv
finansiel indkomst, og at den danske administration af loven dermed går ud
over, hvad der er hjemmel til i bestemmelsen.
Spørgsmålet er herefter, om
selskabsskattelovens § 32 er i konflikt med art. 7, stk. 1 i
dobbeltbeskatningsoverenskomsten
mellem Danmark og Schweiz.
Ordlyden af art. 7, stk. 1 i den
dansk-schweiziske overenskomst svarer til ordlyden af art. 7, stk. 1 i
OECD’s modeloverenskomst.
Af bemærkningerne hertil fremgår, at CFC-beskatning efter medlemsstaternes
opfattelse i almindelighed ikke er i strid med overenskomsten.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsterne regulerer således beskatningen af den
samme
juridiske eller fysiske person (juridisk dobbeltbeskatning), ikke
beskatningsgrundlaget (økonomisk dobbeltbeskatning). Der kan bl.a. henvises
til
OECD’s Modeloverenskomst 2003 med kommentarer, punkterne 9.1- 9.5 og
22-26. Af
punkt 26 fremgår eksempelvis følgende:
”Stater, der anvender CFC-lovgivning
eller de anti-misbrugsregler, der henvises til ovenfor i deres nationale
skattelovgivning, søger at bevare retfærdigheden og neutraliteten i den
nationale lovgivning i et internationalt forum, der er karakteriseret ved
meget
forskellige skattebyrder, men sådanne foranstaltninger skal kun anvendes til
dette formål. Som regel bør disse foranstaltninger ikke anvendes, når den
relevante indkomst er blevet undergivet en beskatning, der er sammenlignelig
med beskatningen i det land, hvori skatteyderen er hjemmehørende.”
CFC-beskatning må med andre ord
accepteres, men det udelukkes på den anden side ikke, at et lands CFC-regler
konkret kan være for vidtgående og dermed i konflikt med overenskomsterne.
Udformningen af regler om CFC-beskatning
varierer betydeligt fra land til land, og der kan efter Landsskatterettens
opfattelse ikke opstilles faste kriterier for, hvilke regler, der kan
accepteres og hvilke, der ikke kan. Der vil være tale om en helt konkret
vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Det er rettens opfattelse, at den
dagældende bestemmelse i selskabsskattelovens § 32 ikke overskrider de rammer
for CFC-beskatning, der må accepteres. Der er herved bl.a. henset til, at
bestemmelsen var begrænset til at omfatte udenlandsk kontrollerede selskaber
m.v., hvis virksomhed overvejende er af finansiel karakter, og hvis afkast
beskattes væsentligt lavere end efter danske regler. Repræsentantens
principale
påstand kan derfor ikke tages til følge.
Ved TfS 2002.185 fandt Vestre Landsret i
relation til den dagældende selskabsskattelovs § 13, stk. 3, at det fremgik
af
ordlyden af såvel denne bestemmelse som den i medfør af bestemmelsen udstedte
bekendtgørelse, at der ved vurderingen af, om et selskab blev beskattet efter
regler, der ikke i væsentlig grad afveg fra reglerne i Danmark, alene var
hjemmel til at foretage en generel vurdering af det udenlandske skattesystem.
Efter Landsskatterettens opfattelse
tilsiger ordlyden af selskabsskattelovens § 32, at der efter denne
bestemmelse
også kun skal foretages en generel vurdering af, om afkast generelt beskattes
lavere end efter danske regler. Dette understøttes af bestemmelsens
forarbejder,
hvoraf bl.a. fremgår, at der ved afgørelsen af om et selskab er beskattet
væsentligt lavere end efter danske regler, tages udgangspunkt i den praksis,
der er udviklet efter selskabsskattelovens § 13, stk. 3.
Det er herefter Landsskatterettens
opfattelse, at der efter selskabsskattelovens § 32 alene kan foretages en
generel vurdering af beskatningen i det land, i det foreliggende Schweiz,
kantonen Zürich, hvori B AG er beliggende.
Landsskatteretten har ved TfS 2000.160
vurderet, at udbytte fra B AG til A A/S i skatteåret 1994/95 kunne udbetales
skattefrit i medfør af selskabsskattelovens § 13, stk. 3, da den til grund
for
det modtagne udbytte liggende selskabsindkomst blev beskattet efter regler,
der
ikke i væsentlig grad afveg fra reglerne i Danmark.
Med henvisning til denne afgørelse samt
på baggrund af de for Landsskatteretten forelagte oplysninger om, hvilke
ændringer,
der har været af beskatningen i Zürich-kantonen frem til 1999, er det rettens
opfattelse, at afkast dér generelt ikke beskattes væsentligt lavere end efter
danske regler. Det forhold, at man i Zürich-kantonen pr. 1. januar 1999 i
relation
til de kantonale skatter overgik fra et system, hvorefter fradrag for de
kantonale skatter var fradragsberettigede året efter det år de vedrørte til
at
være fradragsberettigede i det år de vedrørte, hvilket medførte at
beskatningen
af B AG i 1998 blev noget lavere end normalt kan ikke ændre herpå. B AG anses
herefter ikke for omfattet af tvungen sambeskatning efter
selskabsskattelovens
§ 32 i 1998.
Der gives således medhold i
repræsentantens subsidiære påstand, og selskabets indkomst for 1998 nedsættes
derfor med det forhøjede beløb, 55.190.352 kr.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Reassuranceselskab i Luxembourg Retsinformation · 2. maj 2001
- Avance ved likvidation Retsinformation · 3. maj 2001
- Ledelsens sæde, aktieudbytter, aktieavancer, tvungen sambeskatning Retsinformation · 10. februar 2000
- Skattefri aktieavance Retsinformation · 7. december 2000
- Landsskatteretskendelse vedr. CFC-beskatning Retsinformation · 4. august 2004
- Bindende forhåndsbesked CFC-beskatning Retsinformation · 17. januar 2003
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt LGT Holding Denmark ApS skal anerkende, at spørgsmålet om et bindende svar vedrørende den skattemæssige betydning af en påtænkt likvidation af LGT Holding Denmark ApS jf. ligningslovens § 16 A, stk. 3, nr. 1 i anmodningen af 29. maj 2018 skal besvares med ”Nej” Domsdatabasen · 7. januar 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. sambeskatningsindkomst - fradrag for underskud i tysk datterselskab og tyske datterdatterselskaber Retsinformation · 2. oktober 2009
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 4. juli 2018. — NN A/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 4. juli 2018
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 26. september 2000
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Campos Sánchez-Bordona fremsat den 21. februar 2018. — NN A/S mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. februar 2018
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 12. juni 2018. — A/S Bevola og Jens W. Trock ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 12. juni 2018