Spring til indhold

Retsinformation

Arbejdsgiverbetalt tyverialarm

AFG nr 9617 af 16/11/2004AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet23. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Arbejdsgiverbetalt tyverialarm

1.

Kan en arbejdsgiver betale installation og

løbende abonnementsudgift vedrørende en tyverialarm i en medarbejders hjem,

uden at medarbejderen beskattes efter reglerne om personalegoder, hvis

formålet

med tyverialarmen udelukkende er at sikre arbejdsgiverens værdier i

medarbejderens hjem?

2.

Hvis spørgsmål 1 besvares benægtende, vil

medarbejderens skattemæssige stilling da kunne fastlægges efter

bagatelgrænsen

i ligningslovens § 16, stk. 3?

3.

Hvis en arbejdsgiverbetalt alarm i en

medarbejders hjem henføres til beskatning efter bagatelgrænsen i

ligningslovens § 16, stk. 3, kan Ligningsrådet da bekræfte, at det

kun

er en skønsmæssig andel af godets værdi svarende til den forholdsmæssige

private anvendelse, der er undergivet beskatning?

4.

Under den forudsætning, at alarmen er

skattepligtig som et personalegode, enten efter ligningslovens § 16,

stk. 3, 1. punktum, fordi arbejdsgivers motiv til at betale for alarmen

er

at give medarbejderne et gode, eller efter bagatelgrænsen i § 16,

stk. 3, 3. punktum, fordi der primært er tale om en overvejende

erhvervsmæssig disposition, vil den skattepligtige værdi for medarbejderen,

da

kunne beregnes på grundlag af arbejdsgivers udgift?

Læs alt

5.

Kan arbejdsgiver fradrage udgifter til

installation og abonnement som en driftsudgift?

6.

Kan arbejdsgivers udgift til en

tyverialarm i medarbejdernes hjem helt eller delvist finansieres ved en

nedsættelse af medarbejdernes bruttoløn efter de til enhver tid gældende

regler

og praksis for personalegoder i kombination med bruttolønsnedgang?

Svar

Ad spørgsmål 1)

Nej.

Ad spørgsmål 2)

Nej. Se dog sagsfremstilling og begrundelse.

Ad spørgsmål 3) Nej.

Ad spørgsmål 4)

Ja.

Ad spørgsmål 5)

Ja.

Ad spørgsmål 6) Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

En virksomhed indenfor vagt- og sikkerhedsbranchen ønsker bindende

forhåndsbesked med henblik på i forbindelse med salg af alarmanlæg at kunne

informere selskabets kunder om den skattemæssige stilling for kunden og

kundens medarbejdere, når der for arbejdsgivers regning installeres en

tyverialarm i en medarbejders hjem.

Anledningen til at installere en alarm kan være et ønske om at sikre

arbejdsgiverens værdier i form af f.eks. IT-udstyr (hjemmearbejdspladser

eller

bærbare computere m.v.) og fortrolige informationer, der er placeret

permanent

eller midlertidigt i medarbejderens hjem.

Baggrunden for en alarm i medarbejderens hjem kan også være, at arbejdsgiver

ønsker at tilbyde medarbejderen tyverialarmen som et personalegode, der

udelukkende har private formål.

Tyverialarmen

I medarbejderens hjem installeres en trådløs alarm, som består af

rumfølere, dørkontakter, sirene og fjernbetjening samt eventuelt røgmelder.

Forbindelsen til alarmcentralen sker via GSM eller via det faste

telefonnet. Anlægget tilhører vagtselskabet.

Udgifter

Der betales et installationsgebyr i størrelsesordenen 1.900 - 4.700 kr.

inkl. moms afhængig af, om der er tilsluttet røgmeldere og antallet af

medarbejdere i en virksomhed, der er omfattet af ordningen.

Herudover betales et abonnement på knap 4.000 kr. inkl. moms om året.

Alle udgifter til installation og abonnement betales af arbejdsgiver.

Aftalegrundlag

Der indgås en rammeaftale mellem vagtselskabet og kunden (arbejdsgiveren),

som kan opsiges fra begge parters side med 3 måneders varsel, dog tidligst

efter 1 år. Abonnementer under rammeaftalen er uopsigelige fra vagtselskabets

side i 5 år. Fra kundens side (arbejdsgiver) er abonnementet

uopsigeligt

i 9 måneder fra oprettelsesdatoen. Efter udløbet af

uopsigelighedsperioden

kan begge parter opsige aftalen med et varsel på 3 måneder.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 1

Forudsætningen for

spørgsmålet er, at der foreligger et konkret og velbegrundet behov for

arbejdsgiver

i at sikre sine værdier i form af f.eks. IT-udstyr og fortroligt materiale,

der

permanent eller midlertidigt er placeret i medarbejderens hjem.

Når alarmen

således er installeret på arbejdsgivers initiativ efter en konkret vurdering

af

behovet for at beskytte virksomhedens værdier, er det vor vurdering, at den

ansatte ikke vil blive beskattet af en - uundgåelig - afledet privat nytte af

tyverialarmen.

Ved vurderingen

lægger revisor vægt på, at der er tale om en situation, hvor arbejdsgiver

ikke

ved at afholde udgiften til en alarm i medarbejderens hjem har tilsigtet at

yde

et vederlag. Det forhold, at et tiltag, som utvivlsomt er

erhvervsmæssigt

initieret, objektivt set kan have en afledet personlig værdi for den ansatte

-

som ikke kan fravælges - bør ikke kunne resultere i, at medarbejderen anses

for at have modtaget et skattepligtigt gode.

De områder, hvor

bagatelgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, efter praksis finder

anvendelse, er typisk områder, hvor den ansatte har en mulighed for at vælge

at

tage en afledet fordel, herunder f.eks. ferie i forlængelse af en

tjenesterejse, privat brug af frikort til offentlig befordring og

lejlighedsvis

privat brug af en erhvervsmæssig mobiltelefon.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 2

I tilfælde af at

beskatning ikke kan undgås, jf. spørgsmål 1, synes det at være utvivlsomt, at

reglerne om en bagatelgrænse i ligningslovens § 16, stk. 3, 3.

punktum, finder anvendelse.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 3

I bestemmelsen i

ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, hedder det, at

"Goder, som

arbejdsgiveren i overvejende grad har ydet af hensyn til den ansattes

arbejde,

beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder fra en eller flere

arbejdsgivere m.v. overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. der reguleres efter

personskattelovens § 20."

Værdibegrebet i 3.

punktum er det samme, som fremgår af hovedbestemmelsen i § 16,

stk. 1, 1. punktum, hvorefter "godet fastsættes til den værdi, som

det måtte antages at koste den skattepligtige at erhverve godet i almindelig

fri handel."

Det ville være

nærliggende i relation til bagatelgrænsen at fortolke dette

værdiansættelsesprincip

sådan, at den skattepligtige værdi kan fastsættes ud fra den antagelse, at

den

ansatte kunne have erhvervet godet i fællesskab med sin arbejdsgiver på det

vilkår, at den ansatte betaler en del af udgiften til godet i

overensstemmelse

med den forventede private anvendelse eller nytte. Den omstændighed at godet

er

direkte knyttet til arbejdet, indebærer, at medarbejderen ikke har fuld

råderet

over godet, hvorfor fuld beskatning ikke synes velbegrundet.

Revisor henviser

desuden til en bindende forhåndsbesked om deleleasing af firmabiler, jf. SKM

2001.255.LR, hvor en medarbejder deler den samlede leasingudgift vedrørende

en

bil med sin arbejdsgiver, idet arbejdsgiveren og medarbejderen indgår

parallelle aftaler med leasingfirmaet om henholdsvis den erhvervsmæssige og

den

private brug af bilen.

Når medarbejderen

betaler den del af leasingudgiften, der svarer til den private kørsel, anses

medarbejderen ikke for at have modtaget et skattepligtigt gode.

Forhåndsbeskeden fik det udfald på trods af, at det er åbenbart, at det ikke

ville være muligt for medarbejderen på egen hånd at lease en bil med den

samme rådighed

som i den konkrete sag uden at pådrage sig den fulde leasingudgift.

Endelig bemærker

revisor, at overgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 3, 3. punktum, synes

at indicere, at beskatningen ikke skal ske på grundlag af den fulde udgift

til

godet, idet bagatelgrænsen da ville være nærmest illusorisk, når de eksempler

på goder, der efter forarbejderne kan tænkes omfattet af bestemmelsen, tages

i

betragtning.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 4

Det er revisors

opfattelse, at beskatningen af godet kan ske på grundlag af arbejdsgivers

udgift.

Det er således revisors vurdering, at i tilfælde af at arbejdsgiver har

opnået

en lavere pris end den pris, som medarbejderen skulle betale, hvis han som

enkeltperson indgik aftale med vagtselskabet om en alarm, kan der ikke

stilles

krav om, at godet beskattes på grundlag af det beløb, som medarbejderen selv

skulle betale i markedet. Den rabat, som arbejdsgiveren måtte kunne opnå som

storkunde, er således ikke skattepligtig for den ansatte.

Revisors bemærkninger til spørgsmål 5

Det er revisors

vurdering, at samtlige udgifter under ordningen kan fradrages som

driftsudgifter.

Det bemærkes herved, at for så vidt bestemmelserne i afskrivningslovens

§ 43 om tilslutningsafgifter finder anvendelse, er installationsudgiften

vedrørende den enkelte medarbejder under beløbsgrænsen for straksafskrivning

på 10.800 kr. (2004).

Revisors bemærkninger til spørgsmål 6

Det er revisors

vurdering, at tyverialarmer ligesom andre personalegoder kan indgå i en

bruttotrækordning,

hvorefter medarbejderen beskattes af den nedsatte løn, og godet beskattes

efter

de retningslinjer, der i øvrigt vil fremgå af Ligningsrådets svar på

spørgsmålene i nærværende forhåndsbesked.

Styrelsens indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1.

Arbejdsgiverens betaling

af en tyverialarm til sikring af en medarbejders hjem udgør et skattepligtigt

personalegode for den ansatte uanset om formålet med installationen er at

sikre

arbejdsgiverens egne værdier. Installationen indebærer, at medarbejderens

hjem

og indbogenstande også sikres. Det følger af statsskattelovens § 4, at alle

indkomster - økonomiske fordele - er skattepligtige, hvad enten de fremtræder

i

form af penge eller i form af formuegoder af pengeværdi.

Det er i denne

forbindelse uden betydning om der er tilsigtet et vederlag eller ej. Det er

ligeledes uden betydning om den ansatte har mulighed for at fravælge den

private nytte eller ej. Det afgørende er, at den ansatte har opnået en

økonomisk fordel ved at få sikret sit hjem.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller på denne baggrund, at der svares nej til spørgsmål

1.

Ad spørgsmål 2

Bagatelgrænsen i

ligningslovens § 16 stk. 3, 3. pkt., omfatter goder, der i overvejende grad

er

ydet af hensyn til den ansattes arbejde.

Det vil bero på en

konkret bedømmelse om en tyverialarm kan siges at være stillet til rådighed i

overvejende grad af hensyn til arbejdet. Ved bedømmelsen heraf kan man lægge

vægt på om det er værdifulde arbejdsrelevante aktiver eller konfidentielt

materiale, det er der søges sikret. Om udstyret eller materialet permanent

befinder sig på bopælen, eller det kun er lejlighedsvist. Om der er

proportionalitet mellem udgiften til tyverialarmen og det arbejdsrelevante

materiale,

der søges sikret. Endvidere kan værdien af det sikrede private indbo indgå i

bedømmelsen.

Man kan endvidere

lægge vægt på om installationen af en tyverialarm er et krav fra

arbejdsgiverens

side eller et valg fra den ansattes side.

Det er Told- og

Skattestyrelsens opfattelse, at installation af en tyverialarm i en ansats

private bolig som udgangspunkt ikke kan antages i overvejende grad at være

stillet til rådighed af hensyn til arbejdet. Det gælder i særdeleshed i de

tilfælde, hvor tyverialarmen indgår i en frivillig bruttotrækordning.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at der svares nej til

spørgsmål 2, med den tilføjelse, at svaret i ganske særlige tilfælde vil være

ja, såfremt tyverialarmen efter en konkret bedømmelse af de ovennævnte

forhold

i overvejende grad må antages at være installeret af hensyn til arbejdet.

Ad spørgsmål 3

Det fremgår af

ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet for værdiansættelse

af

naturalieydelser m.v. er den objektive markedsværdi. Den

privatforbrugsbesparelse, som den ansatte opnår ved at få sikret sit hjem og

sine private indbogenstande gennem en tyverisikring, er den fulde

markedspris,

ikke en forholdsmæssig andel.

Det fremgår

endvidere af Ligningsvejledningen alm. del.

A.B.1.9.1

at værdiansættelsen

foretages som udgangspunkt uafhængigt af om arbejdsgiveren stiller

arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af goder. Sådanne ulemper reducerer

ikke

den skattemæssige værdi af godet, idet det forudsættes at den ansatte er

vederlagt herfor med pengeløn.

For så vidt angår

revisors henvisning til afgørelsen SKM 2001.255LR om deleleasing af en

firmabil,

gik afgørelsen jo netop på, at der ikke var tale om et personalegode, fordi

den

ansatte betalte alle udgifter vedrørende den private anvendelse af bilen

direkte

til leasingselskabet. I denne sag er der tale om et egentligt personalegode,

idet den arbejdsgiverbetalte tyverialarm sikre den ansattes hjem og indbo, og

den ansatte betaler ikke En virksomhed noget for denne sikring.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at der svares nej til

spørgsmål 3.

Ad spørgsmål 4

Som anført under

svaret på spørgsmål 3 fastslår ligningslovens § 16, stk. 3, 1. pkt., at

udgangspunktet for værdiansættelse af naturalieydelser m.v. er den objektive

markedsværdi. Såfremt arbejdsgiveren kan opnå en rabat i forhold til den

normale pris i forbindelse med installation af tyverialarmen i medarbejderens

hjem og det løbende abonnement for tyverialarmen, vil den lavere pris efter

styrelsens

opfattelse kunne anses som markedsprisen.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at spørgsmål 4 besvares

med

ja.

Ad spørgsmål 5

Arbejdsgiverens

udgift til installation af tyverialarm i en medarbejders hjem og betaling af

det løbende abonnement herfor vil efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse

være en fradragsberettiget driftsomkostning efter statsskattelovens § 6 a,

uanset om formålet er at sikre egne værdier, eller der er tale om et

lønaccessorium.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller under henvisning hertil, at spørgsmål 5 besvares

med

ja.

Ad spørgsmål 6

Told- og

Skattestyrelsen er enig med revisor om, at tyverialarmer ligesom andre

personalegoder kan indgå i en bruttotrækordning.

Told- og

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 6 besvares med ja.

Ligningsrådet

tiltræder indstillingen.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter