Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr. Tinglysningsafgift overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev

KEN nr 9710 af 09/07/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet31. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr.

Tinglysningsafgift – overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev

Realkreditinstituttet A’s klage skyldes, at afgiftsmyndigheden

har fundet, at tinglysningsafgiften for et pantebrev ikke kan nedsættes efter

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, med afgiften for et pantebrev, der er

utinglyst. Afgiftsmyndigheden har herefter fastsat yderligere afgift til

26.145

kr. For så vidt angår det utinglyste pantebrev har afgiftsmyndigheden

godtgjort

tinglysningsafgift med 3.100 kr.

Landsskatterettens

afgørelse

Landsskatteretten stadfæster afgiftsmyndighedens afgørelse.

Sagens oplysninger

B og C oprettede den 24. juni 2001 et pantebrev på 221.700 € til

realkreditinstituttet A med pant i ejendommen matr.nr. X. Pantebrevet blev

anmeldt til tinglysning og tinglyst den 25. juni 2001. Ved anmeldelsen til

tinglysning blev pantebrevet afgiftsberigtiget med 1.400 kr.

På pantebrevet var anført følgende afgiftskasse:

”Kreditor hæfter for disse oplysninger

Pålydende nyt lån

1.652.751 DKK

- Forholdsmæssigt kurstab, nyt lån

0

DKK

- Indfrielsessum, indfriede lån

1.440.347 DKK

- Omkostninger, indfriede lån

2.660 DKK

- Forholdsmæssige omkostninger, nyt lån

Læs alt

4.528 DKK

Afgiftspligtigt beløb

205.202 DKK

Ved beregningen er anvendt kursværdi”

Ved siden af afgiftskassen var anført: ”Pantebrev med samme

retsforhold tidligere stemplet med kr. 206.535 kr. x 1,5 % = 3.100 kr.”

Pantebrevet, hvor der var betalt 3.100 kr. i variabel afgift,

var et pantebrev på 221.600 € til A, oprettet den 13. juni 2001 af B og

C med

pant i ejendommen matr.nr. X. Pantebrevet blev anmeldt til tinglysning den

15.

juni 2001. Pantebrevet blev afvist fra tingbogen den 18. juni 2001 på

anmelderens begæring. Ved anmeldelsen til tinglysning blev pantebrevet

afgiftsberigtiget med 4.500 kr. (3.100 kr. plus 1.200 kr.). På pantebrevet

har

A den 21. juni 2001 anført, at pantebrevet kvitteres til aflysning som

ubenyttet.

På pantebrevet var anført følgende afgiftskasse:

”Kreditor hæfter for disse oplysninger

Pålydende nyt lån

1.651.872 DKK

- Forholdsmæssigt kurstab, nyt lån

0 DKK

- Indfrielsessum, indfriede lån

1.438.158 DKK

- Omkostninger, indfriede lån

2.657 DKK

- Forholdsmæssige omkostninger, nyt lån

4.522 DKK

Afgiftspligtigt beløb

206.535 DKK

Ved beregningen er anvendt kursværdi”

Pantebrevet, der var anvendt til nedsættelse af

afgiftsgrundlaget for dette pantebrev, var et pantebrev på 1.567.000 kr. til

A,

oprettet af D med pant i ejendommen matr.nr. X. Pantebrevet blev tinglyst den

5. august 1997. Ved anmeldelsen til tinglysning var pantebrevet

afgiftsberigtiget

med 4.288 kr., opgjort som 3.088 kr. plus 1.200 kr.

Klageren har oplyst, at B og C ønskede pantebrevet på 1.567.000

kr., der indestod i ejendommen ved deres overtagelse af ejendommen,

konverteret

til et nyt eurolån. A udarbejdede et omlægningstilbud, og pantebrevet på

221.600 € blev herefter fremsendt til tinglysning. Pantebrevet var et

15-årigt

kontantlån med fast rente. Debitorerne ombestemte sig imidlertid og ønskede

et

lån med variabel rente. A tilbagekaldte derfor det anmeldte pantebrev. Der

blev

herefter udarbejdet et nyt lånetilbud, og der blev oprettet et pantebrev på

221.700 € med samme løbetid, men med variabel rente. Pantebrevet blev

fremsendt

til tinglysning med en afgiftskasse, der bortset fra kursregulering, var

ligelydende med afgiftskassen på det tilbagetrukne pantebrev. Ved siden af

afgiftskassen var der påført en tekst, hvorefter den allerede betalte

merafgift, 3.100 kr., fra det tilbagetrukne pantebrev overførtes. Lånet på

baggrund af det tinglyste pantebrev blev udbetalt, og lånet blev anvendt til

indfrielse af det indestående lån. Klageren har fremlagt kopi af

låneafregningen af 6. juli 2001.

Afgiftsmyndighedens

afgørelse

Afgiftsmyndigheden har fundet, at tinglysningsafgiften for

pantebrevet på 221.700 € ikke kan nedsættes efter

tinglysningsafgiftslovens §

5, stk. 2, med afgiften for pantebrevet på 221.600 €. Som begrundelse

herfor er

anført, at der ikke kan overføres afgift fra et pantebrev, der er utinglyst.

Afgiftsmyndigheden har herved henvist til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.

2, sidste pkt., der har følgende ordlyd: ”Anvendelsen af reglen i 1.

pkt. er

betinget af, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker senest

samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at det tidligere pant er

aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning af det nye pant.”

Lovteksten forudsætter, dels at det nye pantebrev anmeldes til tinglysning,

inden det tidligere aflyses, dvs. at der skal være tinglyst pant i

ejendommen,

dels at det tidligere pantebrev aflyses.

Da der i det foreliggende tilfælde ikke kan overføres afgift, og

da klageren kun har betalt 1.400 kr. i tinglysningsafgift for pantebrevet på

221.700 €, har klageren ikke betalt korrekt tinglysningsafgift af dette

pantebrev.

Pantebrevet er angivet i euro, og der skal derfor angives en

kurs, hvorefter omregningen til danske kroner sker, jf. bekendtgørelse nr.

725

af 15. september 1999, § 1, stk. 1. Da tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

ikke kan anvendes, kan undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens § 1, stk.

2,

heller ikke anvendes.

Pantebrevet på 221.700 € blev anmeldt til tinglysning den 25.

juni 2001. Toldkursen for euro for juni 2001 var 745,96. Afgiftsgrundlaget

udgør derfor 1.653.793,32 kr.

Afgiftsmyndigheden har herefter fastsat yderligere tinglysningsafgift

for pantebrevet på 221.700 € således:

Hovedstol

1.653.793,32 kr.

Variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

24.806,90 kr.

Oprundet variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2,

stk. 1

24.900,00 kr.

Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

1.400,00 kr.

Betalt afgift

- 1.400,00 kr.

Skyldig afgift

24.900,00 kr.

Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20

1.245,00 kr.

I alt

26.145,00 kr.

Afgiften forfalder ved anmeldelsen til tinglysning, jf.

tinglysningsafgiftslovens

§ 16.

For så vidt angår pantebrevet på 221.600 € kan den betalte

afgift med fradrag af 1.400 kr. godtgøres, jf. tinglysningsafgiftslovens §

22,

stk. 1. Afgiftsmyndigheden har derfor godtgjort 3.100 kr. vedrørende dette

pantebrev.

Vedrørende klagerens subsidiære påstand om at måtte berigtige

afgiftskassen, således at der overføres afgift fra det pantebrev, der bestod

på

ejendommen før overførsel af afgift fandt sted, har afgiftsmyndigheden

afslået

anmodningen. Som begrundelse herfor har afgiftsmyndigheden anført, at

afgiften

på dette pantebrev allerede er overført til det mellemliggende pantebrev.

Afgiftsmyndigheden har i anledning af klagen udtalt, at man i

henhold til tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ikke sondrer mellem

begreberne ”overførsel af afgift” og ”opnåelse af

afgiftsfrihed”. Af

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, fremgår: ”Ved tinglysning af pant

i fast

ejendom ( ), medregnes ikke den del af lånet, der optages til at afløse et

lån

med tilsvarende pant i samme ejendom.” Uanset om man i henhold til § 5,

stk. 2,

taler om overførsel af afgift eller om opnåelse af afgiftsfrihed, er den

afgiftsmæssige konsekvens, at den reelle afgift, der skal betales ved

anmeldelsen til tinglysning, bliver reduceret, fordi det afgiftspligtige

pantsikrede beløb (afgiftsgrundlaget) nedsættes.

Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, sidste

pkt., at anvendelse af reglen i 1. pkt. er betinget af, at anmeldelsen til

tinglysning af det nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det

tidligere pant. Er det tidligere pant således ikke tinglyst på tidspunktet

for

anmeldelsen til tinglysning af det nye pant, finder afgiftsfriheden i 1. pkt.

ikke anvendelse. Dette gælder, uanset om det tidligere pantebrev ikke har

været

tinglyst, eller om det har været tinglyst og efterfølgende er aflyst. At der

således sker en forskelsbehandling efter § 5, stk. 2, mellem tinglyste og

utinglyste dokumenter følger direkte af bestemmelsens ordlyd.

Godtgørelsesadgangen i tinglysningsafgiftslovens §§ 22- 23 har ikke betydning

for forskellen i behandlingen af de tinglyste og de utinglyste dokumenter

efter

§ 5, stk. 2.

Afgiftsmyndigheden er ikke enig med klageren i, at

tinglysningsafgiftslovens § 16 tilsidesætter det materielle indhold af § 5,

stk. 2. Tinglysningsafgiftslovens § 16 angiver for alle lovens materielle

bestemmelser, at tinglysningsafgiften skal betales ved anmeldelsen til

tinglysning, jf. tillige bemærkningerne til lovforslag nr. 208 af 25. marts

1999. At tinglysningsafgiften skal betales ved anmeldelsen til tinglysning

betyder, at man ved anvendelse af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

allerede på tidspunktet for anmeldelsen til tinglysning opnår den i

bestemmelsen omhandlede afgiftsfrihed. Tinglysningsafgiftslovens § 16 angiver

således alene, hvornår man opnår den i § 5, stk. 2, omhandlede afgiftsfrihed.

Havde man på tidspunktet for anmeldelsen til tinglysning ikke benyttet

afgiftsfriheden i § 5, stk. 2, skulle man i stedet have betalt fuld afgift i

overensstemmelse med lovens § 5, stk. 1. I det øjeblik, man anmelder et nyt

pantebrev påført en afgiftskasse til tinglysning, har man benyttet sig af

afgiftsfriheden i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, uanset om dokumentet

bliver tinglyst eller afvist, ligesom man ved anmeldelsen forpligter sig til

at

aflyse det tidligere dokument inden for et år. Det er derfor ikke korrekt,

når

klageren anfører, at man ved beregning af afgiften efter

tinglysningsafgiftslovens

5, stk. 2,

alene lægger vægt på omstændighederne omkring det bagvedliggende forhold -

lånet - og ikke på selve tinglysningen af pantsikkerheden. Det er netop

anmeldelsen til tinglysning, der udløser afgiften.

Efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, er der ikke noget

krav om, at det nye lån skal optages til indfrielse af det tidligere lån. Der

er alene et krav om afløsning. Afgiftsmyndigheden er derfor ikke enig med

klageren i, at det materielle indhold af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.

2,

betyder, at et pantebrev først er fritaget for afgift, når det bagvedliggende

lån er udbetalt og samtidig er anvendt til indfrielse af et lån med

tilsvarende

pantsikkerhed.

Ved beregningen af afgiften lægges der vægt på dokumentets

udformning på anmeldelsestidspunktet. I relation til

tinglysningsafgiftslovens

§ 5, stk. 2, er det afgiftsmyndighedens opfattelse, at når man én gang har

benyttet sig af afgiftsfriheden vedrørende et dokument (pantebrev 1) ved

anmeldelse til tinglysning af et nyt dokument (pantebrev 2), kan man ikke

benytte sig af afgiftsfriheden igen ved anmeldelse til tinglysning af et

andet

nyt dokument (pantebrev 3). Den første udnyttelse af afgiftsfriheden kan ikke

annulleres, blot ved at man aflyser det mellemliggende pantebrev (2) som

ubenyttet eller ved at påføre pantebrevet en påtegning om, at det reelt ikke

har haft noget indhold.

Afgiftsfriheden kan alene ”annulleres” ved betaling af fuld

afgift for det mellemliggende pantebrev (2), samt betaling af forhøjet afgift

efter tinglysningsafgiftslovens § 20. Dette begrundes med, at hvis et sådant

pantebrev ikke havde være påført en afgiftskasse ved anmeldelsen til

tinglysning, ville anmeldelsen ikke have været omfattet af afgiftsfriheden

efter § 5, stk. 2, men ville have udløst fuld afgift efter § 5, stk. 1. Da et

sådant dokument således ikke er omfattet af afgiftsfriheden, er der ikke

betalt

den korrekte afgift ved anmeldelsen til tinglysning, hvorfor der skal betales

en forhøjet afgift, jf. § 20. Eftersom det mellemliggende pantebrev (2) i

denne

situation ikke skal benyttes, vil der efterfølgende kunne søges om

godtgørelse

efter tinglysningsafgiftslovens § 22. I realiteten betyder det, at der alene

skal betales den forhøjede afgift efter § 20 for det mellemliggende pantebrev

(2) samt eventuel afgift efter § 5, stk. 5, 1. pkt., af forskellen mellem det

oprindelige pantebrev (1) og det andet nye pantebrev (3).

I det foreliggende tilfælde har klageren forsøgt at annullere

afgiftsfriheden for det mellemliggende utinglyste og ubenyttede pantebrev på

221.600 € ved at kvittere det, for derefter at benytte afgiftsfriheden

på

pantebrevet på 221.700 €. Såfremt klageren ønskede, at pantebrevet på

221.700 €

skulle omfattes af afgiftsfriheden i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

skulle der have været betalt fuld afgift for pantebrevet på 221.600 €.

Afgiftsfriheden for pantebrevet på 221.600 € ville derved være blevet

”annulleret”, hvorefter pantebrevet på 221.700 € ville blive

omfattet af

afgiftsfriheden fra det oprindelige pantebrev på 1.567.000 kr. Det bemærkes i

den forbindelse, at afgiftsmyndigheden accepterer efterfølgende berigtigelser

af afgiftskasser. Klageren har således stadig mulighed for at opnå

afgiftsfrihed efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, for pantebrevet på

221.700 € ved betaling af fuld afgift for pantebrevet på 221.600

€ samt

forhøjet afgift. I realiteten betyder det, at klageren alene skal betale den

forhøjede afgift efter § 20 for pantebrevet på 221.600 € samt afgift af

forskellen mellem det oprindelige pantebrev på 1.567.000 kr. og pantebrevet

på

221.700 €, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 1. pkt. idet der

vedrørende pantebrevet på 221.600 € kan ske godtgørelse efter

tinglysningsafgiftslovens § 22.

Klagerens påstand og

argumenter

Klageren har principalt fremsat påstand om, at der ikke er

grundlag for fastsættelse af yderligere afgift for det omhandlede pantebrev i

forhold til det ved anmeldelsen til tinglysning betalte beløb. Subsidiært har

klageren fremsat påstand om, at der alene skal betales 3.100 kr. samt afgift

efter tinglysningsafgiftslovens § 20, idet der for den resterende afgift kan

ske afgiftsfritagelse.

Til støtte for den principale påstand er anført:

at

hjemlen til at afgiftsfritage på grundlag af ubenyttede

pantebreve ikke følger af lovens ordlyd, men alene udspringer af en

lovbemærkning,

at

denne lovbemærkning i sig selv er en fravigelse af lovens

ordlyd i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, der netop kræver

”optagelse” af

et lån til brug for afløsning af et andet,

at

denne lovbemærkning ikke i sig selv er til hinder for, at

der også kan ske afgiftsoverførsel fra et utinglyst, men afgiftsberigtiget

pantebrev,

at

der ikke kan ske ordlydsfortolkning af sidste punktum, når

første punktum allerede er fraveget ved ovennævnte lovbemærkning,

at

et-års fristen i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

sidste punktum, alene fastsætter en tidsfrist for aflysning af den forud

bestående pantehæftelse, der er anvendt i afgiftskassen,

at

afgiftsmyndighedens praksis giver en asymmetrisk

retsstilling i forholdet mellem pantebreve omfattet af henholdsvis

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, og § 5, stk. 2, og henholdsvis

tinglysningsafgiftslovens § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1.

Til støtte for den subsidiære påstand er anført:

at

loven ifølge sin ordlyd og sine forarbejder foreskriver en

”afgiftsfritagelse” i modsætning til den af afgiftsmyndigheden

anvendte praksis

om ”afgiftsoverførsel”,

at

afgiftsmyndighedens begrundelse for at afvise en

afgiftsberigtigelse ikke har hjemmel i loven,

at

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, fastsætter, hvornår

et pantebrev kan tinglyses helt eller delvist afgiftsfrit,

at

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, først er opfyldt på

det tidspunkt, hvor det afløsende lån er udbetalt, og det indfriede pantebrev

er aflyst,

at

tinglysningsafgiftslovens § 16 ikke giver grundlag for at

statuere, at afgiften ”springer” fra et gammelt pantebrev til et

nyt pantebrev,

allerede ved anmeldelsen af det nye pantebrev til tinglysning,

at

tinglysningsafgiftslovens § 16 alene er en formel regel, der

fastsætter betalingstidspunktet for den forventede afgift,

at

tinglysningsafgiftslovens § 16 ikke fastsætter tidspunktet

for beregningen af den endelige afgift,

at

denne tidsfrist i yderste konsekvens fremgår direkte af

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, sidste punktum,

at

tinglysningsafgiftslovens § 16 ikke kan tilsidesætte

betingelserne i § 5, stk. 2, for afgiftsfritagelse/afgiftsoverførsel,

at

afgiftsmyndighedens praksis udhuler betydningen af

betingelserne i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

at

det først ved opfyldelse af betingelserne i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, kan konstateres, at der kan ske

afgiftsfritagelse/afgiftsoverførsel,

at

det mellemliggende utinglyste pantebrev på 221.600 € ikke

opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. tinglysningsafgiftslovens §

5, stk. 2, hvorfor det ikke kan være afgiftsbærende for den ”overførte

del”,

at

der ikke foreligger en dobbelt fritagelse, idet pantebrevet

med en hovedstol på 221.600 € er kvitteret som ubenyttet, hvilket blev

dokumenteret samtidig med anmeldelsen til tinglysning af pantebrevet med en

hovedstol på 221.700 €,

at

det materielle krav efter tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2, er opfyldt, idet lånet i henhold til pantebrevet på 221.700 €

er

udbetalt, og det i ejendommen indestående lån oprindeligt på 1.567.000 kr. er

indfriet,

at

der ikke i lovens ordlyd er grundlag for at ensrette

afgiftsoverførslens bevægelse mellem nye og gamle pantebreve, så længe

betingelserne for endelig afgiftsoverførsel i tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2, ikke er opfyldt,

at

§ 16 ikke kan anføres som lovgrundlag for en sådan ensretning,

idet bestemmelsen alene er af formel betydning og er til brug for fiksering

af

et forfaldstidspunkt for den forventede afgift,

at

afgiftskassen inden for 1 år kan annulleres på et til

tinglysning anmeldt pantebrev uden afgiftsmæssige konsekvenser efter en

analogi

af tinglysningsafgiftslovens § 22 og § 23 ved at påføre pantebrevet en

påtegning om, at det kvitteres som ubenyttet, eller såfremt pantebrevet er

tinglyst, at det aflyses som ubenyttet.

at

afgiftsmyndighedens praksis, hvorefter der alene kan ske

annullering af afgiftskassen på et til tinglysning anmeldt pantebrev ved

betaling af fuld afgift for det anmeldte pantebrev samt betaling af en

forhøjet

afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 20, er i strid med

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2’s et-års frist.

Landsskatterettens

bemærkninger og begrundelse

Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, har følgende ordlyd:

”Ved tinglysning af pant i fast ejendom, bortset fra pant ifølge

ejerpantebrev og skadesløsbrev, til sikkerhed for lån i

realkreditinstitutter,

Dansk Landbrugs Realkreditfond eller for lån i pengeinstitutter med en

oprindelig løbetid på mindst 10 år og højst 30 år medregnes ikke til det

pantsikrede beløb, jf. stk. 1, den del af lånet, som optages til at afløse et

lån med tilsvarende pant i samme ejendom. 1. pkt. kan anvendes, uanset om det

nye pant foreligger i form af et eller flere pantebreve, og uanset om det nye

pant kun tjener til delvis afløsning af et eksisterende lån. Afløses det

eksisterende pantebrev af flere pantebreve, er det dog en betingelse, at de

nævnte pantebreve i mindst 1 år efter tinglysning af det nye pant har pant i

samme ejendom. Anvendelsen af reglen i 1. pkt. er betinget af, at anmeldelsen

til tinglysning af det nye pant sker senest samtidig med aflysningen af det

tidligere pant, og at det tidligere pant er aflyst senest 1 år efter

anmeldelsen til tinglysning af det nye pant.”

Pantebrevet på 221.600 € var ikke tinglyst. Betingelsen om, at

det nye pant skal tinglyses senest samtidig med aflysningen af det tidligere

pant, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, sidste punktum, 1. led, er

dermed ikke opfyldt, idet et utinglyst pantebrev i denne sammenhæng må

sidestilles med et pantebrev, der er aflyst. Der kan derfor ikke gives

afgiftsfrihed for pantebrevet på 221.700 €, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2.

For så vidt angår den subsidiære påstand er afgiftsfrihed for

pantebrevet på 221.600 € indtrådt på tidspunktet for anmeldelsen af

pantebrevet

til tinglysning, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16, stk. 1. Der er ikke

grundlag for at antage, at afgiftsfrihed efter tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2, ikke indtræder på samme tidspunkt som det tidspunkt, hvor afgiften

forfalder på. Idet tinglysningsafgiftsloven ikke indeholder hjemmel til at

tilbageføre afgift, er der ikke adgang til at berigtige afgiftskassen, for

derved at anvende pantebrevet på 1.567.000 kr. til afgiftsfrihed for

pantebrevet på 221.700 €. Landsskatteretten kan i øvrigt tilslutte sig

det af

afgiftsmyndigheden anførte. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter