Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 18. oktober 2002 vedr. Tinglysningsafgift stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve ikke godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev

KEN nr 9612 af 18/10/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 18. oktober 2002 vedr.

Tinglysningsafgift – stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve ikke

godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev

A A/S’s klage skyldes, at afgiftsmyndigheden har fastsat

yderligere tinglysningsafgift, 13.440 kr., vedrørende et ejerpantebrev, idet

overførsel af afgift ikke er godkendt.

Det fremgår af sagens oplysninger, at B den 4. maj 2000 oprettede

et ejerpantebrev på 850.000,00 kr. med pant i ejendommen matr. nr. X.

Ejerpantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 9. maj 2000. Ved

anmeldelsen blev betalt 1.400 kr. i afgift.

Anmelderen (klageren) har ved erklæring på ejerpantebrevet

angivet, at der ønskes overført stempel fra to ejerpantebreve, i alt

850.000,00

kr., til det nye pantebrev. De to ejerpantebreve blev indleveret til

aflysning

samtidig med anmeldelsen af det nye pantebrev til tinglysning.

I klagerens fremsendelsesskrivelse af 8. maj 2000 til

Tinglysningsafdelingen, Civildommerkontoret er anført:

” Til tinglysning følger vedlagt:

betinget og endeligt skøde fra C A/S til B.

pantebrev kr. 792.000,00 til D A/S

ejerpantebrev kr. 850.000,00 til tinglysning under forudsætning

af, at

ejerpantebrev kr. 550.000,00 samtidig aflyses og at der sker

stempeloverførsel og

ejerpantebrev kr. 300.000,00 samtidig aflyses og at der sker

stempeloverførsel. ”

Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse fundet, at

det omhandlede ejerpantebrev skal afgiftsberigtiges med tinglysningsafgift

opgjort af hele hovedstolen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1. Som

Læs alt

begrundelse herfor har afgiftsmyndigheden anført, at det efter

tinglysningsafgiftsloven ikke er muligt at overføre afgift mellem

ejerpantebreve, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Afgiftsmyndigheden

har derfor ved fastsættelse af tinglysningsafgiften set bort fra erklæringen

om

et fradrag i afgiftsgrundlaget på 850.000,00 kr.

Endvidere har afgiftsmyndigheden anført, at principperne for

beregning af afgiften blev ændret, da tinglysningsafgiftsloven afløste den

dagældende stempellov pr. 1. januar 2000. Under stempelloven skulle retten

afvise et dokument, såfremt retten var af den opfattelse, at der ikke var

betalt den korrekte afgift ved anmeldelsen til tinglysning. Efter

tinglysningsafgiftsloven må retten derimod ikke afvise et dokument med den

begrundelse, at der ikke (efter rettens skøn) er betalt den korrekte afgift.

Alle dokumenter skal således tinglyses, uanset hvilken afgift der er betalt,

for at sikre prioritetsstillinger m.v. Hvis retten er uenig i afgiftens

størrelse, skal de pågældende dokumenter i stedet sendes til afgiftsprøve hos

afgiftsmyndigheden.

Afgiftsmyndigheden har videre anført, at såfremt klageren var

uenig i den af retten foretagne tinglysningsekspedition, burde klageren havde

kæret tinglysningen til landsretten. Afgiftsmyndigheden har bemærket, at

dette

ikke er sket i det foreliggende tilfælde, hvorfor afgiftsmyndigheden har

henholdt sig til den af retten foretagne tinglysningsekspedition. Da retten

har

tinglyst ejerpantebrevet, udløses der afgift efter tinglysningsafgiftsloven.

Afgiftsmyndigheden har herefter fastsat skyldig afgift således:

Hovedstol

850.000 kr.

Betalt afgift

1.400 kr.

Variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

12.750 kr.

Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

1.400 kr.

I alt

14.150 kr.

I alt oprundet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1

14.200 kr.

Betalt afgift

- 1.400 kr.

Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20

640 kr.

Skyldig afgift i alt

13.440 kr.

Endelig har afgiftsmyndigheden anført, at da det omhandlede

ejerpantebrev er tinglyst, kan afgiften ikke godtgøres, selv om det

sandsynliggøres, at ejerpantebrevet aldrig har været belånt, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3.

Klageren har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om

ændring af den trufne afgørelse, således at der alene skal betales afgift

beregnet som om der var sket tinglysning af de to ejerpantebreve på

henholdsvis

300.000 kr. og 550.000 kr., dvs. således at der alene opkræves yderligere

1.400

kr. i forhold til den betalte afgift.

Til støtte for den nedlagte påstand har advokaten anført, at det

klart var kendeligt for afgifts-/tinglysningsmyndigheden, at det nye

pantebrev

kun skulle tinglyses, såfremt der skete stempeloverførsel. Dokumenterne

skulle

som følge heraf betragtes som tilbagekaldte, såfremt forudsætningen ikke

kunne

opfyldes. Advokaten har anført, at det stadig er muligt at tilbagekalde

dokumenter fra tinglysning, og tinglysningsmyndigheden/afgifts-myndigheden

burde telefonisk have spurgt, om dokumenterne ønskedes tilbagekaldt.

Advokaten

har i forbindelse hermed bemærket, at tinglysningsmyndighederne stadigvæk

ringer til anmelder og spørger herom i tilfælde, hvor det er tydeligt, at der

foreligger en uoverensstemmelse (fejl) med hensyn til tinglysningsbegæringen

og

afgiftsberegningen. Endvidere har advokaten anført, at bestemmelsen om at

retten ikke må afvise et dokument med den begrundelse, at der ikke (efter

rettens skøn) er betalt den korrekte afgift, er en bestemmelse, der er til

benefice for anmelderen, således at der ikke sker afvisning i tilfælde, hvor

det er klart, at der alene er tale om en beregningsmæssig fejl. Bestemmelsen

bør derfor ikke finde anvendelse, hvor det er klart for afgiftsmyndigheden,

at

der ikke er tale om en fejlberegning, jf. klagerens fremsendelsesskrivelse af

8. maj 2000 til Retten. Såfremt der var sket afvisning eller tilbagekaldelse,

ville de to oprindelige ejerpantebreve naturligvis herefter have været

fremsendt til tinglysning med den følge, at der alene udløstes

tinglysningsafgift på 2 x 1.400 kr. Der nedlægges derfor påstand om, at der

alene skal betales yderligere afgift på 1.400 kr.

Endelig har advokaten anført, at der ikke bør opkræves

yderligere tinglysningsafgift, idet sammenlægningen af pantebrevene alene

skete

af praktiske årsager.

Afgiftsmyndigheden har i anledning af klagen over for

Landsskatteretten bemærket, at klageren ikke har bestridt, at der efter

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ikke er hjemmel til at overføre afgift

mellem ejerpantebreve. Afgiftsmyndigheden har videre anført, at der skal

skelnes mellem tinglysningsmyndigheden og afgiftsmyndigheden.

Tinglysningsmyndigheden forestår selve tinglysningsekspeditionen.

Afgiftsmyndigheden har ikke kompetence til at tage stilling til de

tinglysningsmæssige dispositioner, idet disse henhører under

tinglysningsmyndighederne. Afgiftsmyndigheden er derimod tillagt kompetencen

til at prøve afgiften og dennes størrelse, på baggrund af den foretagne

tinglysningsmæssige ekspedition. Afgiftsmyndigheden har ikke hjemmel til at

tilsidesætte tinglysningsmyndighedernes dispositioner. Spørgsmål som opstår i

forbindelse med tinglysningsekspeditionen, er derfor forhold, som skal

afklares

mellem den pågældende tinglysningsmyndighed og anmelderen. Såfremt anmelderen

ikke er enig i den af tinglysningsdommeren foretagne disposition, kan

tinglysningen kæres. Kæremålets udfald vil i så fald herefter blive taget i

betragtning af afgiftsmyndigheden.

Til klagerens anbringende om at tinglysningskontoret eller

afgiftsmyndigheden på baggrund af anmelderens fremsendelsesskrivelse burde

have

kontaktet anmelderen, idet den betalte tinglysningsafgift ikke svarede til

den

afgift, der skulle have været betalt for dokumentet, har afgiftsmyndigheden

anført, at afgiftsmyndigheden på baggrund af ovenstående er af den

opfattelse,

at klageren burde have kæret tinglysningen, såfremt han ikke fandt, at han

havde fået den tinglysningsekspedition, som han havde bedt om.

Klageren har som kommentar hertil anført, at det er korrekt, at

der skal skelnes mellem tinglysningsmyndigheden og afgiftsmyndigheden, dog må

det fastholdes, at tinglysningskontoret er såvel en del af afgiftsmyndigheden

som en del af retssystemet, nemlig tinglysningsvæsenet. Advokaten har videre

anført, at betingelsen i fremsendelsesskrivelse af 8. maj 2000 til

tinglysningskontoret klart er møntet på den afgiftsmæssige side af

tinglysningskontorets virksomhed, idet det helt klart fremgår af skrivelsen,

at

der ikke er tale om en beregningsmæssig fejl. Dokumenterne burde derfor have

været tilbagesendt uden tinglysning. Advokaten har i forbindelse hermed

anført,

at tinglysningsafgiften først forfalder ved tinglysningen.

Landsskatteretten skal

udtale:

Landsskatteretten kan i det hele tiltræde det af

afgiftsmyndigheden anførte. Landsskatteretten finder herved, at der i

afgiftsmæssig henseende må henses til den af retten foretagne

tinglysningsekspedition. Landsskatteretten bemærker herved, at

tinglysningsekspeditionen ikke er kæret til landsretten. Landsskatteretten

finder herefter, at der ved anmeldelsen af det omhandlede ejerpantebrev til

tinglysning er udløst tinglysningsafgift i henhold til

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16.

Endvidere finder Landsskatteretten, at afgiftsmyndigheden med rette har

fastsat

tinglysningsafgiften ud fra ejerpantebrevets fulde hovedstol, idet reglen i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, ikke finder anvendelse på

ejerpantebreve, jf. bestemmelsens 1. pkt. Den påklagede afgørelse stadfæstes

derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter