Spring til indhold

Retsinformation

Tinglysningsafgift ved ejerpantebrev.

KEN nr 12214 af 07/06/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet14. september 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tinglysningsafgift ved ejerpantebrev.

Klagen skyldes, at Told- og Skatteregion Høje-Taastrup den 10. juli

2000 har truffet afgørelse om, at tinglysningsafgift ved tinglysning

af et af selskabet A oprettet ejerpantebrev med pant i en ejendom skal

opgøres ud fra bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1,

4. punktum, idet regionen har fundet, at ejerpantebrevet indeholder en

renteopskrivningsklausul uden angivelse af det højeste beløb,

hovedstolen kan opskrives til. Regionen har herefter opgjort skyldig afgift

til 15.435,00 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at det klagende selskab på

tvangsauktion den 9. november 1999 købte ejendommen for en budsum

på 260.000,00 kr. Det klagende selskab indfriede herefter overtaget

lån med pant i ejendommen, opr. 262.000,00 kr., hos kreditforeningen

med midler, som selskabet fremskaffede ved optagelse af et lån hos en

bank. Til sikkerhed for dette lån gav det klagende selskab banken

primær håndpant i et ejerpantebrev med 1. prioritet i ejendommen.

Ejendommens kontantejendomsværdi er pr. 1. januar 1999 vurderet til

340.000,00 kr. Det omhandlede ejerpantebrev blev oprettet af det klagende

selskab den 4. februar 2000, og ejerpantebrevet blev anmeldt til tinglysning

og tinglyst den 11. februar 2000. Ved anmeldelsen blev betalt

tinglysningsafgift med 5.900,00 kr.

I ejerpantebrevet er under "Lånets størrelse" anført:

"300.000,00 kr."

Under "Rente- og betalingsvilkår" er anført: "Pantebrevet

forrentes fra overdragelsestidspunktet med en årlig rente på 10 %

over Nationalbankens til enhver tid gældende diskonto, dog minimum 15 %

p.a. Renten forfalder bagud hver 11. juni og 11. december termin. Panteretten

omfatter tillige de renter, der er fastsat i ejerpantebrevet."

Under "Pant" er anført: "Til sikkerhed for lånet gives

oprykkende panteret i ejendommen. Panteretten forhøjes gradvis med

Læs alt

pantebrevets påløbne renter i det omfang, renterne ikke er

opkrævet af kreditor og betalt af debitor."

Under "Særlige bestemmelser" er blandt andet anført: "I

henhold til rente- og betalingsvilkår (jfr. ovenfor) omfatter

panteretten tillige de renter, der er fastsat i ejerpantebrevet, hvilket

indebærer, at panteretten kan gøres gældende for mere end

ejerpantebrevets pålydende."

Endvidere er i ejerpantebrevet anført, at Justitsministeriets

pantebrevsformular A, bortset fra punkt 10 (tvangsauktionsklausulen), i

øvrigt gælder.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse

fundet, at tinglysningsafgift ved tinglysning af det omhandlede ejerpantebrev

skal opgøres således:

Hovedstol

300.000,00 kr.

Rente

15,00 %

Antal år

10 år

Antal årlige terminer

2 ter.

Betalt afgift

5.900,00 kr.

Det pantesikrede beløb

1.274.355,33 kr.

Variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

19.115,33 kr.

Oprundet variabel afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1

19.200,00 kr.

Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

1.400,00 kr.

Afgift i alt

20.600,00 kr.

Betalt afgift

- 5.900,00 kr.

Skyldig afgift

14.700,00 kr.

Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20

735,00 kr.

Skyldig afgift i alt

15.435,00 kr.

Som begrundelse herfor har regionen anført, at ejerpantebrevet ved

bestemmelsen om, at panteretten gradvis forhøjes med pantebrevets

påløbne renter i det omfang, renterne ikke er opkrævet og

betalt af debitor, må anses for at indeholde en bestemmelse, hvorefter

hovedstolen kan opskrives. Da det ikke af ejerpantebrevet fremgår, i

hvor mange år hovedstolen kan tillægges renter, skal det

pantesikrede beløb i medfør af bestemmelsen i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 4. punktum, ansættes til det

højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til inden for en

periode af 10 år. Regionen har herefter beregnet det pantesikrede

beløb til 1.274.355,33 kr. efter formlen:

r

(1 + ) n·t · h

t

hvor r = renten, t = antal årlige terminer, n = antal år og h

= hovedstolen.

Regionen har videre anført, at tinglysningsafgift forfalder ved

anmeldelsen af det pågældende dokument til tinglysning, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 16, hvorfor det ingen betydning har, om

renteopskrivningsklausulen efterfølgende tilbagekaldes. Endvidere har

regionen anført, at selvom det sandsynliggøres, at

ejerpantebrevet aldrig har været belånt, kan afgiften ikke

godtgøres, idet ejerpantebrevet er tinglyst, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr. 3.

Herudover har regionen anført, at efter reglerne i stempelloven var

det dokumentets fremtræden i oprettelsesøjeblikket, der

betingede stempelberegningen, uanset at konsekvensen eventuelt ville blive,

at stempelbeløbet blev større end forventet af den

afgiftspligtige. Regionen har herved henvist til Lernø m.fl.,

Stempelloven med Kommentarer, side 38. Regionen har videre anført, at

denne praksis er videreført ved tinglysningsafgiftsloven,

således at det er dokumentets fremtræden på

anmeldelsestidspunktet og ikke baggrunden for udstedelsen af dokumentet, der

betinger afgiften, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16. Regionen kan derfor

ikke tage hensyn til, hvor stor en hovedstol det har været hensigten,

at det omhandlede ejerpantebrev skulle have. Regionen har endvidere gjort

opmærksom på, at der i sagen er tale om renter, der gradvis

tillægges panteretten indtil og ikke efter en eventuel tvangsauktion.

For så vidt angår antallet af år, der skal indgå i

beregningen, har regionen henvist til, at dette antal er fastsat i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 4. punktum.

Det klagende selskabs advokat har over for Landsskatteretten principalt

nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at beregne afgiften af

et højere beløb end 300.000,00 kr. Til støtte herfor har

advokaten anført, at de to sidste linier under punktet pant

("Panteretten forhøjes gradvis....") ved en fejl er skrevet på

ejerpantebrevet i forbindelse med udskrivningen. Det har ikke været

hensigten, at der skulle stiftes pant for mere end den nominelle hovedstol

på 300.000,00 kr. med det normale rentetillæg, der også

tidligere har kunnet gøres gældende ved en tvangsauktion, dvs.

et års renter samt løbende termin. Advokaten har videre

anført, at dette må anses for underbygget af passusen om

panteretten under punkterne rente- og betalingsvilkår og særlige

bestemmelser. At der er tale om en fejl, godtgøres efter advokatens

opfattelse tillige af den omstændighed, at det klagende selskab

købte den pågældende ejendom for en sum af 260.000,00 kr.

med midler tilvejebragt hos banken, hvor der til dækning for bankens

tilgodehavende inklusive omkostninger ved tvangsauktion blev givet pant for

300.000,00 kr. Det klagende selskab havde således ikke behov for at

stifte yderligere pant i ejendommen, hvilket tillige bør ses i lyset

af, at der efter de nugældende regler ikke er mulighed for at flytte et

ejerpantebrev fra en ejendom til en anden. Endvidere har advokaten

anført, at ejerpantebrevet ligger til sikkerhed for et boliglån,

hvor der naturligvis løbende betales renter på det underliggende

retsforhold, hvorfor der ikke er behov for en renteopskrivningsret i

ejerpantebrevet. Advokaten har videre anført, at det forhold, at der

er tale om en fejl, tillige fremgår af, at bestemmelsen om adgang til

gradvis forhøjelse af panteretten ikke er indføjet under

punktet om rente- og betalingsvilkår. Advokaten har endvidere gjort

opmærksom på, at der i bestemmelsen står, at panteretten

kun gradvis forhøjes, hvis der ikke opkræves renter af kreditor,

således at disse betales af debitor, hvortil advokaten har

anført, at der i sagen netop løbende sker opkrævning af

renter på lånet, hvorefter disse betales af debitor. Advokaten

har endelig oplyst, at det klagende selskab er indforstået med, at den

pågældende bestemmelse aflyses, såfremt regionens

afgørelse ændres.

Subsidiært har advokaten nedlagt påstand om, at der alene

bør beregnes afgift på grundlag af et antal år på 5.

Til støtte herfor har advokaten anført, at der i henhold til

forældelsesloven af 1908 gælder en forældelsesfrist for

renter på 5 år. Advokaten har gjort gældende, at denne

forældelsesregel ikke kan fraviges, medmindre det udtrykkeligt er

aftalt mellem parterne, hvilket teksten i det omhandlede ejerpantebrev efter

advokatens opfattelse ikke er tilstrækkelig nuanceret til at kunne

tages som udtryk for.

Regionen har i anledning af klagen yderligere anført, at

ejerpantebreve ikke er begrænset til kun at kunne stilles til sikkerhed

for eet låneforhold, hvorfor det afgiftsmæssigt ikke er af

betydning, hvilke lånebetingelser der gælder i det underliggende

låneforhold ved ejerpantebrevets tinglysning. Det er således

alene ejerpantebrevets indhold, som kan og skal lægges til grund ved

afgiftsberegningen. Endvidere har regionen anført, at da

renteopskrivningen sker gradvis, kan advokatens betragtning vedrørende

forældelsesreglerne ikke følges.

Det klagende selskabs advokat har som kommentar hertil anført, at

det er korrekt, at ejerpantebreve kan ligge til sikkerhed for flere

låneforhold, men at det helt centrale i nærværende sag

imidlertid er ejendommens værdi, idet der med den af regionen fulgte

beregning nås et pantesikret beløb, som står i

væsentlig misforhold til værdien af den ejendom, der er givet

sikkerhed i. Efter advokatens opfattelse bør dette tages i betragtning

ved sagens afgørelse, og advokaten har henstillet til, at

rimelighedsbetragtninger inddrages.

Landsskatteretten skal udtale:

Landsskatteretten finder, at det omhandlede ejerpantebrev efter sit

indhold må forstås således, at ejerpantebrevet indeholder

en bestemmelse, hvorefter der kan ske opskrivning af hovedstolen. Idet

ejerpantebrevet ikke indeholder en angivelse af det højeste

beløb, hovedstolen kan opskrives til, og idet retten kan

tiltræde det af regionen i øvrigt anførte, finder

Landsskatteretten, at tinglysningsafgiften med rette er opgjort ud fra det

højeste beløb, hovedstolen kan opskrives til inden for en

periode af 10 år, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 4. og 5.

punktum. Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter