Tinglysningsafgift allonge til pantebreve inddragelse af yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Tinglysningsafgiftsloven § 20 41 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 5 81 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 22 20 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 19 6 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 23 70 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 16 46 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 28
- Tinglysningsafgiftsloven § 27 4 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 18 18 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 29 2 afgørelser
- Tinglysningsafgiftsloven § 25 2 afgørelser
Teksten
Tinglysningsafgift – allonge til pantebreve – inddragelse af
yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning
Klagen skyldes, at to allonger til pantebreve, hvorved der
inddrages yderligere pant, er anset for tinglysningsafgiftspligtige, samt
spørgsmål om efteropkrævning.
Landsskatterettens
afgørelse
Afgiftsmyndighedens afgørelse stadfæstes.
Sagens oplysninger
Klageren udstedte i 1986 2 pantebreve til en fond.
Det første pantebrev – i det følgende pantebrev 1 – blev
udstedt den 2. september 1986 med en hovedstol på 12.237.163 kr. og blev
tinglyst første gang
den 15. september
1986. Der blev efterfølgende oprettet flere allonger til pantebrevet. Ved
allonge af 16. maj 2002 blev der yderligere givet pant i ejendommene matr.
nr.
1 - 7. Allongen blev anmeldt til tinglysning den 28. maj 2002. Ved
anmeldelsen
blev der betalt 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Allongen blev samme dag
afvist
fra tinglysning. Der blev den 11. september 2002 oprettet en ny allonge til
pantebrevet. Ved allongen blev de nævnte ejendomme inddraget på ny. Derudover
indeholder allongen en respektklausul. Allongen blev anmeldt til tinglysning
den 4. oktober 2002. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning betalt 1.400
kr.
i tinglysningsafgift. Allongen blev samme dag – den 4. oktober 2002
– jf.
tinglysningskontorets påtegning på pantebrevet tilbagekaldt efter anmelderens
begæring og afvist fra tinglysning. Tilbagekaldelsen skete i forbindelse med,
Læs alt
at tinglysningskontoret telefonisk gjorde klagerens advokat opmærksom på, at
der skulle betales yderligere tinglysningsafgift i medfør af
tinglysningsafgiftslovens
§ 5, stk. 3, 1. pkt. Den yderligere afgift blev ikke indbetalt.
Det andet pantebrev – i det følgende pantebrev 2 – blev
udstedt den 6. oktober 1986 med en hovedstol på 11.673.796 kr. og blev
tinglyst
første gang den 4. november 1986. Der blev efterfølgende oprettet flere
allonger til pantebrevet. Ved allonge af 16. maj 2002 blev der yderligere
givet
pant i ejendommene matr. nr. 1 7. Allongen blev anmeldt til tinglysning og
tinglyst den 28. maj 2002. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning betalt
1.400 kr. i tinglysningsafgift. Ved en erkendt fejl fra tinglysningskontorets
side blev der ikke opkrævet yderligere afgift, ligesom pantebrevet fejlagtigt
ikke blev oversendt til afgiftsmyndigheden til afgiftsprøve. Den seneste
tinglysningsmæssige ekspedition fandt sted den 4. oktober 2002, hvor en
allonge
af 11. september 2002 indeholdende en respektklausul blev tinglyst.
Pantebrevet
blev da forsynet med tinglysningskontorets påtegning om afgiftsspørgsmålets
overgivelse til afgiftsmyndigheden.
Anmelderen har oplyst, at den daværende advokat i sagen i
maj 2002 kontaktede tinglysningskontoret og fik oplyst, at anmeldelse til
tinglysning af de to allonger i 2002 ville udløse en tinglysningsafgift på i
alt hver 1.400 kr.
For Landsskatteretten har tinglysningskontoret oplyst ikke
at kunne afvise, men heller ikke at kunne bekræfte, at have oplyst overfor
anmelderen af pantebrevene, at tinglysningsafgiften af disse alene udgjorde
1.400 kr. for hver.
Afgiftsmyndigheden blev ikke kontaktet i sagen, før de
tinglysningsmæssige ekspeditioner var afsluttet.
Afgiftsmyndighedens
afgørelse
Allongen til pantebrev 1 er anset for at skulle
afgiftsberigtiges med yderligere 192.780 kr. Beløbet er opgjort således:
Tinglysningsafgift, 1,5 %, oprundet
183.600 kr.
Tinglysningsafgift, fast del, 1.400 kr.
1.400 kr.
Betalt ved anmeldelsen
-1.400 kr.
Skyldig afgift ved anmeldelsen
183.600 kr.
Forhøjet afgift, jf. § 20
9.180 kr.
Skyldig afgift i alt
192.780 kr.
Afgiften er efter pantebrevets tilbagekaldelse / afvisning
fra tinglysning delvis godtgjort af afgiftsmyndigheden med i alt 185.000 kr.,
således at der alene skal indbetales 7.780 kr. Den faste afgift på 1.400 kr.
kan ikke godtgøres.
Allongen til pantebrev 2 er anset for at skulle
afgiftsberigtiges med yderligere 183.960 kr. Beløbet er opgjort således:
Tinglysningsafgift, 1,5 %, oprundet
175.200 kr.
Tinglysningsafgift, fast del, 1.400 kr.
1.400 kr.
Betalt ved anmeldelsen
-1.400 kr.
Skyldig afgift ved anmeldelsen
175.200 kr.
Forhøjet afgift, jf. § 20
8.760 kr.
Skyldig afgift i alt
183.960 kr.
Afgiftsmyndigheden har vedrørende pantebrev 1 bl.a. henvist
til, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., skal
beregnes
afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1, når der som i
det foreliggende tilfælde tinglyses en ændring, hvorved der inddrages anden
eller yderligere fast ejendom eller løsøre under pantet. Afgiften forfalder
allerede ved anmeldelsen til tinglysning, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16.
Afgiften skal derfor betales, uanset om dokumentet bliver tinglyst eller
afvist
fra tinglysning. Der er ikke sket en matrikulær ændring, men inddragelse af
yderligere fast ejendom under pantet, som udløser fuld afgift af hele det
pantsikrede beløb.
Der blev ikke ved anmeldelsen til tinglysning betalt den
korrekte afgift, men alene 1.400 kr. Der skal derfor betales en forhøjet
afgift
på 5 % af det skyldige afgiftsbeløb, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20.
Allongen af 11. august 2002 vedrører samme forhold som
allongen af 16. maj 2002. Da allongen af 16. maj 2002 blev afvist fra
tinglysning, kan tinglysningsafgiften genanvendes ved anmeldelsen til
tinglysning af allongen af 11. august 2002, jf. tinglysningsafgiftslovens §
22,
stk. 2. Da allongen af 11. august 2002 blev anmeldt til tinglysning inden 6
måneder
fra anmeldelsen til tinglysning af allongen af 16. maj 2002, kan både den
variable og den faste tinglysningsafgift genanvendes. Der skulle derfor ikke
have været betalt yderligere tinglysningsafgift ved anmeldelsen til
tinglysning
af allongen af 11. august 2002. Efter tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 2,
kan afgiftsmyndigheden godtgøre for meget betalt tinglysningsafgift. Den
betalte afgift på 1.400 kr. kan derfor godtgøres.
Allongen af 11. august 2002 blev afvist fra tinglysning.
Anmelderen har søgt om godtgørelse af afgiften og har i den forbindelse
oplyst,
at dokumentet ikke skal benyttes. Efter tinglysningsafgiftslovens § 22, stk.
1,
kan afgiftsmyndigheden godtgøre tinglysningsafgiften, når dokumentet er
blevet
afvist fra tinglysning. Efter bestemmelsen er det kun den variable afgift på
183.600 kr., der kan godtgøres. Den faste afgift på 1.400 kr. og den
forhøjede
afgift på 9.180 kr. kan ikke godtgøres.
Efter tinglysningsafgiftslovens § 16 indtræder
afgiftspligten allerede ved anmeldelsen til tinglysning. Dette gælder, uanset
om dokumentet bliver tinglyst, eller om det bliver afvist fra tinglysning.
Hvis
dokumentet bliver afvist fra tinglysning, er det muligt efterfølgende at søge
afgiften godtgjort efter lovens § 22. Dette ændrer imidlertid ikke på, at
afgiften
skulle have været betalt ved anmeldelsen til tinglysning. Den forhøjede
afgift
ifaldes allerede ved anmeldelsen til tinglysning, når der ikke er betalt den
korrekte afgift.
Afgiftsmyndigheden har vedrørende pantebrev 2 bl.a. henvist
til, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., skal
beregnes
afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1, når der som i
det foreliggende tilfælde tinglyses en ændring, hvorved der inddrages anden
eller yderligere fast ejendom eller løsøre under pantet. Der er ikke sket en
matrikulær ændring, men en inddragelse af yderligere fast ejendom under
pantet,
som udløser fuld afgift af hele det pantsikrede beløb.
Endvidere er det anført, at tinglysningsmyndighederne skal
sende et dokument til afgiftsprøve, hvis afgiften efter
tinglysningsmyndighedens
skøn ikke er beregnet korrekt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 1.
Oversendelsen sker, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Der er alene
tale om et skøn, ligesom tinglysningsmyndighederne ikke har pligt til at
efterprøve afgiftsgrundlaget. Det fremgår af punkt 14.4 i cirkulære nr. 147
af
23. september 1999 om afgift ved tinglysning af ejer- og panterettigheder
mv.,
at tinglysningskontorerne typisk vil ringe til anmelder efter et åbenbart
overset
beløb eller en åbenbar glemt oplysning af afgiftsmæssig karakter, men de har
ingen pligt til at gøre det. Tinglysningskontoret har altså ikke pligt til at
reagere på en manglende afgift. Ansvaret for manglende afgift påhviler derfor
ikke tinglysningskontoret, men den afgiftspligtige i henhold til dokumentet.
Det forhold, at advokaten ikke er opmærksom på, at der skal betales
tinglysningsafgift, fritager ikke dokumentet fra afgift. Det er
afgiftsmyndigheden, der vejleder om afgiftens størrelse, ikke
tinglysningsmyndighederne.
Advokaten burde derfor have henvendt sig til afgiftsmyndigheden i stedet for
til tinglysningskontoret med spørgsmålet om afgiftens størrelse.
Afgiftsmyndigheden har i tinglysningsafgiftslovens §§ 28-29
hjemmel til at foretage kontrol med afgiftens beregning. Det er i den
forbindelse de almindelige forældelsesregler, der gælder, jf. § 1, stk. 1,
nr.
4 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Det
betyder, at afgiftsmyndigheden har hjemmel til at prøve et dokument og til at
opkræve yderligere afgift i indtil 5 år efter, dokumentet er blevet anmeldt
til
tinglysning. Kravet om betaling af yderligere tinglysningsafgift er derfor
ikke
bortfaldet.
Det fremgår af punkt 14.4 i cirkulære nr. 147 af 23.
september 1999 om afgift ved tinglysning af ejer- og panterettigheder mv., at
når tinglysningskontoret opkræver yderligere afgift, er der ikke tale om en
forvaltningsmæssig afgørelse. Det samme gør sig gældende, når
tinglysningskontoret undlader at opkræve yderligere afgift.
Forvaltningsmæssige
afgørelser vedrørende tinglysningsafgiften henhører alene under
afgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19 samt cirkulærets punkt
14.4. Tinglysningskontoret er derfor ikke en forvaltningsmyndighed i relation
til tinglysningsafgiften, og der er ikke udstedt en begunstigende
forvaltningsakt ved tinglysning af allongen alene mod betaling af 1.400 kr.
Der er ligeledes ikke tale om en begunstigende
forvaltningsakt, når afgiftsmyndigheden ikke reagerede på manglende afgift
umiddelbart ved tinglysningen af et dokument. Afgiftsmyndigheden har ikke
noget
at gøre med selve tinglysningen af et dokument, dette henhører under
domstolene. Afgiftsmyndigheden har kun hjemmel til at prøve et dokument i
afgiftsmæssig henseende, og til at opkræve yderligere afgift i indtil 5 år
efter, dokumentet er blevet anmeldt til tinglysning. Ved efterfølgende
opkrævning af tinglysningsafgift er der derfor ikke tale om tilbagekaldelse
af
en tidligere begunstigende forvaltningsakt.
Afgiften beregnes i øvrigt af pantebrevets tinglyste
hovedstol. Hvis afgiften skulle have været beregnet alene af pantebrevets
restgæld, skulle det pantsikrede beløb have været nedlyst, inden der blev
inddraget yderligere pant. Det er ikke tilstrækkeligt, at det pantsikrede
beløb
kunne være blevet nedlyst. I den foreliggende sag er det pantsikrede beløb
ikke
blevet nedlyst, inden allongen er blevet anmeldt til tinglysning. Afgiften
skal
derfor beregnes af pantebrevets nominelle hovedstol på 11.673.796 kr.
Klagerens påstand og
argumenter
For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr.
har klageren overfor Landsskatteretten principalt fremsat påstand om, at der
ikke er grundlag for at pålægge tinglysningsafgift med yderligere end den
faste
afgift på 1.400 kr.
Subsidiært har klageren fremsat påstand om, at den pålagte
tinglysningsafgift på 183.960 kr. vedrørende samme pantebrev skal godtgøres
ved
en aflysning af pantebrevet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr.
3.
Mere subsidiært har klageren fremsat påstand om, at der
alene skal beregnes tinglysningsafgift af det beløb – 4.215.126 kr.
–
pantebrevet skulle have været nedlyst til.
For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 12.237.163 kr.
har klageren fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at opkræve en
forhøjet afgift på 7.780 kr. i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 20.
Til støtte for de fremsatte påstande har klageren i første
række bl.a. gjort gældende, at tinglysningskontoret den 28. maj 2002 foretog
tinglysning af pantebrev 2 uden at kræve nogen yderligere afgift indbetalt,
og
uden at der blevet givet mulighed for at tilbagekalde tinglysningen. Dette
ville være sket øjeblikkeligt, såfremt tinglysningskontoret havde beregnet
korrekt afgift og telefonisk havde givet meddelelse herom ved
telefonopringning
den 28. maj 2002. Såfremt der skulle have været opkrævet yderligere afgift,
burde tinglysningskontoret og/eller Told- og Skatteregionen have reageret
umiddelbart efter anmeldelsen, og under alle omstændigheder inden for en
langt
kortere frist end de 4 måneder og 1 uge, der forløb i den konkrete sag, ikke
mindst under hensyn til afgiftens størrelse, der nu på grund af
tinglysningskontorets
fejl risikerer at koste klageren 191.740 kr.
Efter almindelige passivitetsregler er det nødvendigt for at
bevare et krav, at afgiftsmyndigheden rykker debitor eller på anden måde gør
det klart for debitor, at afgiftsmyndigheden mener at have et krav og agter
at
gøre dette krav gældende, jf. Obligationsret, 3.del af Gomard p. 227. Dette
gælder særligt i de situationer, hvor det ikke står klart for en debitor, at
afgiftsmyndigheden vil gøre et krav gældende, og hvad kravet går ud på. Der
forløb konkret mere end 4 måneder og 1 uge fra tinglysningen og fra
tinglysningskontorets fejl, til et krav blev gjort gældende om betaling af
yderligere tinglysningsafgift. Af denne grund må ethvert krav på betaling af
afgift såvel som forhøjet afgift være fortabt ved passivitet.
Klageren har haft en berettiget forventning om, at Told- og
Skatteregionen ikke havde yderligere krav. Det fremgår ingen steder af
lovgivningen, at den afgiftspligtige har pligt til at foretage efterbetaling
i
en situation som denne, hvor tinglysningsmyndigheden samt afgiftsmyndigheden
har begået fejl. Såfremt tinglysningskontoret havde handlet korrekt og i
overensstemmelse med sædvane og i forbindelse med tinglysningen den 28. maj
2002 havde gjort opmærksom på, at der skulle betales fuld afgift af pantebrev
2, ville afgiftsmyndighedens krav mod klageren være reduceret, som
udgangspunkt
til 0 kr., da pantebrevet ville være blevet trukket tilbage fra tinglysning
øjeblikkeligt, og tinglysning ville have været fuldstændig undladt.
Tinglysningsafgiften efter de nugældende regler forfalder
ved anmeldelse, men en tinglysning kan tilbagekaldes fra anmeldelsen, og
indtil
selve tinglysningen finder sted. Såfremt det måtte lægges til grund, at
tinglysningskontoret i denne konkrete situation ikke havde pligt til at
orientere den afgiftspligtige om afgiftsspørgsmål inden tinglysning, men
samtidigt skulle tinglyse pantebrevet, giver dette reelt ingen mulighed for
tilbagekaldelse eller anden reaktion fra den afgiftspligtige. Dette kan have
store økonomiske konsekvenser for den afgiftspligtige, da en godtgørelse, som
følge af en tilbagekaldelse, jf. tinglysningsafgiftslovens § 22, ikke er
mulig, når dokumentet er blevet tinglyst. Dette resulterer i et højest
urimeligt resultat for den afgiftspligtige.
Tinglysningsmyndighederne må derfor som minimum have pligt
til at reagere ved manglende eller forkert beregnet afgift. Told- og
Skatteregionen udøver kontrol med tinglysningskontorets beregning og
opkrævning, jf. tinglysningsafgiftslovens § 28. Denne kontrol er, som det
fremgår, ikke blevet udøvet i forbindelse med den konkrete sag, hvorfor Told-
og Skatteregionen, og ikke klageren, må bære ansvaret for
tinglysningskontorets
fejl.
Afgiftsmyndigheden er utvivlsomt en forvaltningsmyndighed,
og har delegeret en del af sin kompetence efter tinglysningsafgiftsloven til
tinglysningskontorerne. En myndighed, der lovligt har fået tildelt en opgave
ved delegation i forhold til borgeren, har samme pligter som den myndighed,
der
har delegeret opgaven, jf. Forvaltningsret af Gammeltoft Hansen m.fl. p. 93
f.
Tinglysningskontorerne har således samme pligter overfor borgerne som
afgiftsmyndigheden.
Yderligere har de afgørelser, der bliver truffet af tinglysningskontorerne i
kraft af delegation, samme virkning, som hvis de var truffet af
afgiftsmyndigheden selv. Afgiftsmyndigheden må derfor i spørgsmål vedrørende
opkrævning af afgift skulle identificeres med tinglysningskontoret. Enhver
fejl
begået af tinglysningskontorerne må herefter betragtes som en fejl begået af
afgiftsmyndigheden.
Tinglysningskontorerne er som udgangspunkt ikke en del af
den offentlige forvaltning, men tinglysningskontorernes beslutninger må
alligevel, på grund af delegationen, i relation til tinglysningsafgiftsloven
betragtes som en forvaltningsretlig afgørelse. Tinglysningskontorerne udøver
således ikke kun faktisk forvaltningsvirksomhed gennem håndhævelse af
tinglysningsafgiftsloven, men træffer en beslutning, der pålægger borgeren en
økonomisk byrde. Afgiftsmyndighedens omgørelse af denne beslutning vil have
indgribende økonomisk effekt på borgeren, særligt hvis der er tale om en
bebyrdende afgørelse i forhold til tinglysningskontorets beslutning.
Enhver beslutning fra tinglysningskontorernes side om
afgiftsopkrævning må kunne anses som en afgørelse i forvaltningslovens
forstand. En manglende reaktion må således også kunne anses som en afgørelse.
I den konkrete situation er der tale om en begunstigende
forvaltningsakt fra tinglysningskontorets side, som tinglysningskontoret
eller
afgiftsmyndigheden ikke efterfølgende kan omgøre eller kræve yderligere
betaling for i henhold til de gældende forvaltningsretlige regler og
principper.
En tilbagekaldelse og efterfølgende omgørelse af afgørelsen
til stor ugunst for klageren, konkret 191.740 kr., kræver et særligt stærkt
tilbagekaldelseshensyn. Et udelukkende økonomisk hensyn for
afgiftsmyndigheden
vil her ikke kunne anses at være tilstrækkeligt.
Det forhold, at tinglysningskontorerne samt Told- og
Skatteregionen begge administrerer tinglysningsafgiftsloven, skal ikke komme
borgerne, herunder klageren til skade.
De pågældende pantebreve har allerede fuldgyldigt pant i
andre ejendomme, og tinglysningen på den ekstra ejendom var således alene en
fuldstændig ligegyldig formalitet, som aldrig havde været ønsket gennemført,
såfremt man var blevet gjort opmærksom på, at det kostede afgift.
Tinglysningen var og er således uden enhver betydning for
klageren.
Klageren ønsker det tinglyste pantebrev 2 aflyst, så snart
nærværende sag er afgjort, og ser gerne afgørelsen gjort betinget af, at
aflysningen sker. Pantebrev 2 havde aldrig haft pant i den landejendom, der
blev solgt af klageren i omkring 1990, og som havde skabt kontantdepotet, og
det er således en fejl fra Civilretsdirektoratets side, at direktoratet
oprindeligt
har krævet tinglysning af Pantebrev 2 på ejendommen. Der var slet ikke
hjemmel
hertil, og den foretagne tinglysning og afgiftskravet er på denne baggrund så
meget desto mere absurd og uheldig.
Subsidiært har klageren anført, at pantebrev 2 ikke har
været overgivet til kreditor efter tinglysning den 28. maj 2002, og der har
ikke på noget tidspunkt i forhold til den konkret omhandlede tinglysning
været
betalt ydelser i henhold til pantebrevet. Pantebrev 2 opfylder således ved en
aflysning betingelserne i tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. l, nr.3. Der
kan
ikke være forskel på en pantsætning ved et nyudstedt pantebrev og et tilfælde
som det foreliggende, hvor pantet udvides via et eksisterende pantebrev. Den
pålignede afgift skal således godtgøres af afgiftsmyndigheden ved aflysning
af
pantebrev 2 på ejendommen, hvilket støttes af det forhold, at pantebrevet
aldrig
skulle have været tinglyst.
Mere subsidiært har klageren anført, at pantebrev 2's
restgæld kun udgør 4.215.126 kr.
pr. 11.
december 2001. Hvis tinglysningskontoret havde gjort opmærksom på afgiftens
størrelse, ville man således under alle omstændigheder kunne have nedlyst
pantebrevet til restgælden. Herved havde der kun skullet betales afgift af
dette beløb. Tinglysningskontorets manglende reaktion har således minimum
påført klageren et tab, der udgør differencen mellem størrelsen på de to
afgifter.
For så vidt angår den forhøjede afgift efter
tinglysningsafgiftslovens § 20 har klageren bl.a. gjort gældende, at
berettigelsen
af en opkrævning af tillægsafgift for pantebrev 1, jf.
tinglysningsafgiftslovens § 20 bestrides, idet tinglysningsanmeldelsen blev
tilbagekaldt umiddelbart efter tinglysningskontorets modtagelse, og den
afgiftspligtige derfor skal have mulighed for at berigtige åbenbare fejl
eller
forglemmelser i perioden mellem indlevering og den faktiske tinglysning uden,
at der påløber tillægsafgift.
Formålet med bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 20
må være at kunne pålægge tillægsafgift ved forsinket betaling i de tilfælde
hvor afgiften ikke bestrides, og hvor tinglysning reelt sker, således at der
sker betaling for en udført ydelse.
Det forekommer i strid med formålet med bestemmelsen i
tinglysningsafgiftslovens § 20, at der betales en tillægsafgift af en afgift,
der ikke skal betales, idet den er godtgjort af Told- og Skatteregionen.
Det fremgår af tinglysningsafgiftsloven med kommentarer, at
i de tilfælde hvor tinglysningsmyndigheden reagerer på en utilstrækkelig
indbetalt afgift inden selve tinglysningen, finder § 20 ikke anvendelse.
Told - og Skatteregionens afgørelse af 27. januar 2003 skal
derfor omgøres.
Landsskatterettens bemærkninger
og begrundelse
For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr.
finder retten, at afgiften på 183.960 kr. som følge af anmeldelsen af den
omhandlede allonge til tinglysning er pålagt med rette, jf.
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., jf. § 5, stk. 1, samt jf.
samme
lovs § 20. Anmeldelsen vedrørte således tinglysning af inddragelse yderligere
pant, og afgiften skal herved beregnes af pantebrevets hovedstol.
Det bemærkes endvidere, at tinglysningsafgift er en
transaktionsbaseret afgift, der knytter sig til den faktiske
tinglysningsmæssige
behandling af dokumenter omfattet af tinglysningsafgiftsloven, således som
tinglysningen fastlægges af tinglysningskontorerne ved byretterne eller
ændres
af højere ret ved kæremål. Afgiftsmyndigheden er de statslige told- og
skattemyndigheder, jf. tinglysningsafgiftslovens § 25, hvorunder ikke
henhører
tinglysningskontorerne. Tinglysningskontorernes opgave som
registreringsmyndighed i forbindelse med administration af afgiften er at
modtage afgiftsbetalingen. Registreringsmyndigheden træffer derimod ikke
afgørelser om afgiften, jf. cirkulære nr. 147 om lov nr. 382 af 2. juni 1999,
pkt. 14.2, hvilken kompetence henhører under afgiftsmyndigheden.
Denne kompetence er ikke i noget omfang delegeret til
registreringsmyndigheden.
Allerede af de anførte grunde kan der ikke skabes en
berettiget forventning hos en afgiftspligtig om – på grundlag af
tilkendegivelser fra registreringsmyndighederne – at blive stillet
anderledes,
end hvad der følger af tinglysningsafgiftslovens almindelige regler.
Det er et grundtræk ved tinglysningsafgiftslovens system, at
afgiftsmyndigheden fører kontrol med og fastsætter tinglysningsafgiften
vedrørende anmeldte dokumenter, når den tinglysningsmæssige ekspedition er
tilendebragt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 1, sammenholdt med §§
28
og 29. Efter de dagældende forældelsesregler på området forældedes
afgiftsmyndighedens krav på afgift først efter 5 år, jf. lov nr. 147 af 23.
september 1908.
Landsskatteretten påkender klager over afgørelser i 1.
instans af spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og
afgiftsgodtgørelser,
jf. tinglysningsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3, men har ikke kompetence
for
så vidt angår forhold vedrørende den tinglysningsmæssige behandling eller
kompetence til at afgøre erstatningsmæssige spørgsmål i forbindelse med
tinglysningen eller i forbindelse med myndighedstilkendegivelser vedrørende
tinglysningsafgiftsberegningen.
Som følge af det anførte tages klagerens principale og mere
subsidiære påstand ikke til følge.
Da pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr. fortsat er
tinglyst, kan retten ikke behandle en anmodning om godtgørelse af
tinglysningsafgift i tilfælde af pantebrevets eventuelle aflysning.
Kompetencen
i første instans i denne henseende henhører under afgiftsmyndigheden, jf.
tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 4, der under iagttagelse af proceduren i
tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2, træffer afgørelse herom. Denne
afgørelse kan i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 27 påklages til
Landsskatteretten.
For så vidt angår klagerens mest subsidiære påstand
vedrørende pantebrevet på oprindeligt 12.237.163 kr. bemærkes, at beregning
og
indbetaling af tinglysningsafgiften i medfør af tinglysningsafgiftslovens §
18,
stk. 1, 1 pkt., påhviler den afgiftspligtige. I medfør af lovens § 18, stk.
1,
2. pkt., nr. 2, omfatter afgiftspligten såvel panthaver som pantsætter.
Afgiftspligten indtræder i medfør af lovens § 16, stk. 1, ved anmeldelsen til
tinglysning eller registrering. Betales afgiften eller en del heraf ikke ved
anmeldelsen, jf. § 16, forhøjes det skyldige afgiftsbeløb med 5 %, dog mindst
200 kr., jf. lovens § 20.
Muligheden for godtgørelse vedrørende pantebreve, der er
anmeldt til tinglysning, og som efterfølgende – inden tinglysning –
trækkes
tilbage eller afvises fra tinglysning eller registrering, reguleres af
tinglysningsafgiftslovens § 22. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
”Trækkes en anmeldelse til tinglysning eller registrering
tilbage, eller afvises tinglysning eller registrering, godtgør
afgiftsmyndigheden efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte
afgiftsbeløb,
dog med fradrag af 1.400 kr., når tilbagetrækning eller afvisning sker fra
tinglysning. Anmodningen skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der
ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det modtagne afgiftsbeløb
og
attesterer, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning
henholdsvis
registrering er blevet afvist.
Stk. 2. Indgives en anmeldelse, for hvilken afgift er
godtgjort efter stk. 1, til tinglysning eller registrering senest 6
måneder
efter den første anmeldelse, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse
med
1.400 kr. Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse efter stk. 1,
nedsættes
afgiften ved den fornyede anmeldelse med det oprindeligt indbetalte
afgiftsbeløb,
idet der dog fradrages 1.400 kr., hvis den fornyede anmeldelse til
tinglysning
sker senere end 6 måneder efter den første anmeldelse.
Stk. 3. Godtgørelse efter stk. 1 udbetales senest
14 dage efter afgiftsmyndighedens modtagelse af anmodningen.”
Af cirkulære nr. 147 af 23. september 1999 om lov nr. 382 af
2. juni 1999 (tinglysningsafgiftsloven) pkt. 14.4. fremgår følgende:
”( )14.4. Åbenbare fejl ved betaling af afgiften
De afgiftspligtige kan som hidtil få lejlighed til at
berigtige åbenbare fejl ved beregning af afgiften overfor
registreringsmyndigheden.
Tinglysningskontoret vil typisk telefonere efter et åbenbart overset beløb
eller en åbenbar glemt oplysning af afgiftsmæssig karakter, hvorefter den
afgiftspligtige efterbetaler eller afgiver oplysningen i perioden mellem
indlevering og lysning.
Der ligger ikke heri en forvaltningsmæssig afgørelse, der
henhører under afgiftsmyndigheden efter § 19, ligesom forholdet heller
ikke omfattes af § 20 ( )”
I det omhandlede tilfælde har den fulde tinglysningsafgift,
jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., ikke
været
indbetalt til registreringsmyndigheden, og det er derfor med rette, at der er
udløst forhøjet afgift i medfør af § 20, jf. samtidig
tinglysningsafgiftslovens
§§ 16 og 18 om afgiftspligtens indtræden og om, hvem afgifts- og
beregningspligten
påhviler. Tinglysningsafgiftslovens § 22 indeholder efter sin ordlyd alene
hjemmel for godtgørelse af det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog
med
fradrag af 1.400 kr. Bestemmelsen må set i sammenhæng med § 16, som § 20
indeholder en henvisning til, anses for – bortset fra de tilfælde, hvor
der er
givet tilladelse til særlig afregning efter § 17 – at sigte til
godtgørelsesmulighed
vedrørende de ordinære afgiftsbeløb, der, jf. § 16, forfalder ved
anmeldelsen.
Afgiftsbeløb i medfør af § 20 pålægges derimod altid efter anmeldelsen som
følge af objektivt forsinket betaling, og vil derfor efter deres karakter
aldrig være indbetalt ved anmeldelsen. I hvert fald under de foreliggende
omstændigheder, herunder at klageren ikke i forbindelse med den
tinglysningsmæssige ekspedition rettede henvendelse til afgiftsmyndigheden
vedrørende tinglysningsafgiftens beregning, kan der ikke ske godtgørelse
eller
bortfald af afgiftsbeløb efter § 20.
Forholdet omfattes endvidere ikke af nogen
undtagelsesbestemmelse i cirkulære nr. 147 af 23. september 1999 om
tinglysningsafgiftsloven, hvorefter fritagelse for afgift i medfør af § 20
forudsætter indbetaling af et åbenbart overset beløb i perioden mellem
dokumentets indlevering og tinglysning. Det beskrevne tilfælde er dermed
afgørende forskelligt fra omstændighederne under nærværende sag, og
undtagelsen
i cirkulærets pkt. 14.4. finder herefter ikke anvendelse.
Da heller ikke noget af det øvrige af klageren anførte kan
føre til andet resultat, stadfæstes den påklagede afgørelse.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsskatteretskendelse af 30. september 2002 vedr. Tinglysningsafgift allonge til pantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr. Tinglysningsafgift overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev Retsinformation · 31. oktober 2003
- Tinglysningsafgift ved ejerpantebrev. Retsinformation · 14. september 2001
- Landsskatteretskendelse af 18. oktober 2002 vedr. Tinglysningsafgift stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve ikke godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. tinglysningsafgift. Allonge til løsørepantebrev. Inddragelse af yderligere pant. Retsinformation · 31. maj 2005
- Skattestyrelsen har givet afslag på anmodning om godtgørelse af tinglysningsafgift på 40.600 kr. for tinglysning af hæftelse med dato/løbenummer: [...47] m.fl Landsskatteretten · 14. november 2025
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 30. september 2002 vedr. Tinglysningsafgift allonge til pantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. tinglysningsafgift Retsinformation · 30. november 2004
- Landsskatteretskendelse vedr. tinglysningsafgift. Allonge til løsørepantebrev. Inddragelse af yderligere pant. Retsinformation · 31. maj 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. godtgørelse af tinglysningsafgift – fristoverskridelse Retsinformation · 24. juli 2009
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2006 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Landsskatteretskendelse vedr. tinglysningsafgift. Allonge til realkreditbrev. Retsinformation · 31. maj 2005