Spring til indhold

Retsinformation

Tinglysningsafgift allonge til pantebreve inddragelse af yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning

KEN nr 10035 af 01/07/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet2. august 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tinglysningsafgift – allonge til pantebreve – inddragelse af

yderligere fast ejendom under pantet - efteropkrævning

Klagen skyldes, at to allonger til pantebreve, hvorved der

inddrages yderligere pant, er anset for tinglysningsafgiftspligtige, samt

spørgsmål om efteropkrævning.

Landsskatterettens

afgørelse

Afgiftsmyndighedens afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Klageren udstedte i 1986 2 pantebreve til en fond.

Det første pantebrev – i det følgende pantebrev 1 – blev

udstedt den 2. september 1986 med en hovedstol på 12.237.163 kr. og blev

tinglyst første gang

den 15. september

1986. Der blev efterfølgende oprettet flere allonger til pantebrevet. Ved

allonge af 16. maj 2002 blev der yderligere givet pant i ejendommene matr.

nr.

1 - 7. Allongen blev anmeldt til tinglysning den 28. maj 2002. Ved

anmeldelsen

blev der betalt 1.400 kr. i tinglysningsafgift. Allongen blev samme dag

afvist

fra tinglysning. Der blev den 11. september 2002 oprettet en ny allonge til

pantebrevet. Ved allongen blev de nævnte ejendomme inddraget på ny. Derudover

indeholder allongen en respektklausul. Allongen blev anmeldt til tinglysning

den 4. oktober 2002. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning betalt 1.400

kr.

i tinglysningsafgift. Allongen blev samme dag – den 4. oktober 2002

– jf.

tinglysningskontorets påtegning på pantebrevet tilbagekaldt efter anmelderens

begæring og afvist fra tinglysning. Tilbagekaldelsen skete i forbindelse med,

Læs alt

at tinglysningskontoret telefonisk gjorde klagerens advokat opmærksom på, at

der skulle betales yderligere tinglysningsafgift i medfør af

tinglysningsafgiftslovens

§ 5, stk. 3, 1. pkt. Den yderligere afgift blev ikke indbetalt.

Det andet pantebrev – i det følgende pantebrev 2 – blev

udstedt den 6. oktober 1986 med en hovedstol på 11.673.796 kr. og blev

tinglyst

første gang den 4. november 1986. Der blev efterfølgende oprettet flere

allonger til pantebrevet. Ved allonge af 16. maj 2002 blev der yderligere

givet

pant i ejendommene matr. nr. 1 7. Allongen blev anmeldt til tinglysning og

tinglyst den 28. maj 2002. Der blev ved anmeldelsen til tinglysning betalt

1.400 kr. i tinglysningsafgift. Ved en erkendt fejl fra tinglysningskontorets

side blev der ikke opkrævet yderligere afgift, ligesom pantebrevet fejlagtigt

ikke blev oversendt til afgiftsmyndigheden til afgiftsprøve. Den seneste

tinglysningsmæssige ekspedition fandt sted den 4. oktober 2002, hvor en

allonge

af 11. september 2002 indeholdende en respektklausul blev tinglyst.

Pantebrevet

blev da forsynet med tinglysningskontorets påtegning om afgiftsspørgsmålets

overgivelse til afgiftsmyndigheden.

Anmelderen har oplyst, at den daværende advokat i sagen i

maj 2002 kontaktede tinglysningskontoret og fik oplyst, at anmeldelse til

tinglysning af de to allonger i 2002 ville udløse en tinglysningsafgift på i

alt hver 1.400 kr.

For Landsskatteretten har tinglysningskontoret oplyst ikke

at kunne afvise, men heller ikke at kunne bekræfte, at have oplyst overfor

anmelderen af pantebrevene, at tinglysningsafgiften af disse alene udgjorde

1.400 kr. for hver.

Afgiftsmyndigheden blev ikke kontaktet i sagen, før de

tinglysningsmæssige ekspeditioner var afsluttet.

Afgiftsmyndighedens

afgørelse

Allongen til pantebrev 1 er anset for at skulle

afgiftsberigtiges med yderligere 192.780 kr. Beløbet er opgjort således:

Tinglysningsafgift, 1,5 %, oprundet

183.600 kr.

Tinglysningsafgift, fast del, 1.400 kr.

1.400 kr.

Betalt ved anmeldelsen

-1.400 kr.

Skyldig afgift ved anmeldelsen

183.600 kr.

Forhøjet afgift, jf. § 20

9.180 kr.

Skyldig afgift i alt

192.780 kr.

Afgiften er efter pantebrevets tilbagekaldelse / afvisning

fra tinglysning delvis godtgjort af afgiftsmyndigheden med i alt 185.000 kr.,

således at der alene skal indbetales 7.780 kr. Den faste afgift på 1.400 kr.

kan ikke godtgøres.

Allongen til pantebrev 2 er anset for at skulle

afgiftsberigtiges med yderligere 183.960 kr. Beløbet er opgjort således:

Tinglysningsafgift, 1,5 %, oprundet

175.200 kr.

Tinglysningsafgift, fast del, 1.400 kr.

1.400 kr.

Betalt ved anmeldelsen

-1.400 kr.

Skyldig afgift ved anmeldelsen

175.200 kr.

Forhøjet afgift, jf. § 20

8.760 kr.

Skyldig afgift i alt

183.960 kr.

Afgiftsmyndigheden har vedrørende pantebrev 1 bl.a. henvist

til, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., skal

beregnes

afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1, når der som i

det foreliggende tilfælde tinglyses en ændring, hvorved der inddrages anden

eller yderligere fast ejendom eller løsøre under pantet. Afgiften forfalder

allerede ved anmeldelsen til tinglysning, jf. tinglysningsafgiftslovens § 16.

Afgiften skal derfor betales, uanset om dokumentet bliver tinglyst eller

afvist

fra tinglysning. Der er ikke sket en matrikulær ændring, men inddragelse af

yderligere fast ejendom under pantet, som udløser fuld afgift af hele det

pantsikrede beløb.

Der blev ikke ved anmeldelsen til tinglysning betalt den

korrekte afgift, men alene 1.400 kr. Der skal derfor betales en forhøjet

afgift

på 5 % af det skyldige afgiftsbeløb, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20.

Allongen af 11. august 2002 vedrører samme forhold som

allongen af 16. maj 2002. Da allongen af 16. maj 2002 blev afvist fra

tinglysning, kan tinglysningsafgiften genanvendes ved anmeldelsen til

tinglysning af allongen af 11. august 2002, jf. tinglysningsafgiftslovens §

22,

stk. 2. Da allongen af 11. august 2002 blev anmeldt til tinglysning inden 6

måneder

fra anmeldelsen til tinglysning af allongen af 16. maj 2002, kan både den

variable og den faste tinglysningsafgift genanvendes. Der skulle derfor ikke

have været betalt yderligere tinglysningsafgift ved anmeldelsen til

tinglysning

af allongen af 11. august 2002. Efter tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 2,

kan afgiftsmyndigheden godtgøre for meget betalt tinglysningsafgift. Den

betalte afgift på 1.400 kr. kan derfor godtgøres.

Allongen af 11. august 2002 blev afvist fra tinglysning.

Anmelderen har søgt om godtgørelse af afgiften og har i den forbindelse

oplyst,

at dokumentet ikke skal benyttes. Efter tinglysningsafgiftslovens § 22, stk.

1,

kan afgiftsmyndigheden godtgøre tinglysningsafgiften, når dokumentet er

blevet

afvist fra tinglysning. Efter bestemmelsen er det kun den variable afgift på

183.600 kr., der kan godtgøres. Den faste afgift på 1.400 kr. og den

forhøjede

afgift på 9.180 kr. kan ikke godtgøres.

Efter tinglysningsafgiftslovens § 16 indtræder

afgiftspligten allerede ved anmeldelsen til tinglysning. Dette gælder, uanset

om dokumentet bliver tinglyst, eller om det bliver afvist fra tinglysning.

Hvis

dokumentet bliver afvist fra tinglysning, er det muligt efterfølgende at søge

afgiften godtgjort efter lovens § 22. Dette ændrer imidlertid ikke på, at

afgiften

skulle have været betalt ved anmeldelsen til tinglysning. Den forhøjede

afgift

ifaldes allerede ved anmeldelsen til tinglysning, når der ikke er betalt den

korrekte afgift.

Afgiftsmyndigheden har vedrørende pantebrev 2 bl.a. henvist

til, at der efter tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., skal

beregnes

afgift af hele det pantsikrede beløb efter lovens § 5, stk. 1, når der som i

det foreliggende tilfælde tinglyses en ændring, hvorved der inddrages anden

eller yderligere fast ejendom eller løsøre under pantet. Der er ikke sket en

matrikulær ændring, men en inddragelse af yderligere fast ejendom under

pantet,

som udløser fuld afgift af hele det pantsikrede beløb.

Endvidere er det anført, at tinglysningsmyndighederne skal

sende et dokument til afgiftsprøve, hvis afgiften efter

tinglysningsmyndighedens

skøn ikke er beregnet korrekt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 1.

Oversendelsen sker, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Der er alene

tale om et skøn, ligesom tinglysningsmyndighederne ikke har pligt til at

efterprøve afgiftsgrundlaget. Det fremgår af punkt 14.4 i cirkulære nr. 147

af

23. september 1999 om afgift ved tinglysning af ejer- og panterettigheder

mv.,

at tinglysningskontorerne typisk vil ringe til anmelder efter et åbenbart

overset

beløb eller en åbenbar glemt oplysning af afgiftsmæssig karakter, men de har

ingen pligt til at gøre det. Tinglysningskontoret har altså ikke pligt til at

reagere på en manglende afgift. Ansvaret for manglende afgift påhviler derfor

ikke tinglysningskontoret, men den afgiftspligtige i henhold til dokumentet.

Det forhold, at advokaten ikke er opmærksom på, at der skal betales

tinglysningsafgift, fritager ikke dokumentet fra afgift. Det er

afgiftsmyndigheden, der vejleder om afgiftens størrelse, ikke

tinglysningsmyndighederne.

Advokaten burde derfor have henvendt sig til afgiftsmyndigheden i stedet for

til tinglysningskontoret med spørgsmålet om afgiftens størrelse.

Afgiftsmyndigheden har i tinglysningsafgiftslovens §§ 28-29

hjemmel til at foretage kontrol med afgiftens beregning. Det er i den

forbindelse de almindelige forældelsesregler, der gælder, jf. § 1, stk. 1,

nr.

4 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Det

betyder, at afgiftsmyndigheden har hjemmel til at prøve et dokument og til at

opkræve yderligere afgift i indtil 5 år efter, dokumentet er blevet anmeldt

til

tinglysning. Kravet om betaling af yderligere tinglysningsafgift er derfor

ikke

bortfaldet.

Det fremgår af punkt 14.4 i cirkulære nr. 147 af 23.

september 1999 om afgift ved tinglysning af ejer- og panterettigheder mv., at

når tinglysningskontoret opkræver yderligere afgift, er der ikke tale om en

forvaltningsmæssig afgørelse. Det samme gør sig gældende, når

tinglysningskontoret undlader at opkræve yderligere afgift.

Forvaltningsmæssige

afgørelser vedrørende tinglysningsafgiften henhører alene under

afgiftsmyndigheden, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19 samt cirkulærets punkt

14.4. Tinglysningskontoret er derfor ikke en forvaltningsmyndighed i relation

til tinglysningsafgiften, og der er ikke udstedt en begunstigende

forvaltningsakt ved tinglysning af allongen alene mod betaling af 1.400 kr.

Der er ligeledes ikke tale om en begunstigende

forvaltningsakt, når afgiftsmyndigheden ikke reagerede på manglende afgift

umiddelbart ved tinglysningen af et dokument. Afgiftsmyndigheden har ikke

noget

at gøre med selve tinglysningen af et dokument, dette henhører under

domstolene. Afgiftsmyndigheden har kun hjemmel til at prøve et dokument i

afgiftsmæssig henseende, og til at opkræve yderligere afgift i indtil 5 år

efter, dokumentet er blevet anmeldt til tinglysning. Ved efterfølgende

opkrævning af tinglysningsafgift er der derfor ikke tale om tilbagekaldelse

af

en tidligere begunstigende forvaltningsakt.

Afgiften beregnes i øvrigt af pantebrevets tinglyste

hovedstol. Hvis afgiften skulle have været beregnet alene af pantebrevets

restgæld, skulle det pantsikrede beløb have været nedlyst, inden der blev

inddraget yderligere pant. Det er ikke tilstrækkeligt, at det pantsikrede

beløb

kunne være blevet nedlyst. I den foreliggende sag er det pantsikrede beløb

ikke

blevet nedlyst, inden allongen er blevet anmeldt til tinglysning. Afgiften

skal

derfor beregnes af pantebrevets nominelle hovedstol på 11.673.796 kr.

Klagerens påstand og

argumenter

For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr.

har klageren overfor Landsskatteretten principalt fremsat påstand om, at der

ikke er grundlag for at pålægge tinglysningsafgift med yderligere end den

faste

afgift på 1.400 kr.

Subsidiært har klageren fremsat påstand om, at den pålagte

tinglysningsafgift på 183.960 kr. vedrørende samme pantebrev skal godtgøres

ved

en aflysning af pantebrevet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 1, nr.

3.

Mere subsidiært har klageren fremsat påstand om, at der

alene skal beregnes tinglysningsafgift af det beløb – 4.215.126 kr.

–

pantebrevet skulle have været nedlyst til.

For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 12.237.163 kr.

har klageren fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at opkræve en

forhøjet afgift på 7.780 kr. i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 20.

Til støtte for de fremsatte påstande har klageren i første

række bl.a. gjort gældende, at tinglysningskontoret den 28. maj 2002 foretog

tinglysning af pantebrev 2 uden at kræve nogen yderligere afgift indbetalt,

og

uden at der blevet givet mulighed for at tilbagekalde tinglysningen. Dette

ville være sket øjeblikkeligt, såfremt tinglysningskontoret havde beregnet

korrekt afgift og telefonisk havde givet meddelelse herom ved

telefonopringning

den 28. maj 2002. Såfremt der skulle have været opkrævet yderligere afgift,

burde tinglysningskontoret og/eller Told- og Skatteregionen have reageret

umiddelbart efter anmeldelsen, og under alle omstændigheder inden for en

langt

kortere frist end de 4 måneder og 1 uge, der forløb i den konkrete sag, ikke

mindst under hensyn til afgiftens størrelse, der nu på grund af

tinglysningskontorets

fejl risikerer at koste klageren 191.740 kr.

Efter almindelige passivitetsregler er det nødvendigt for at

bevare et krav, at afgiftsmyndigheden rykker debitor eller på anden måde gør

det klart for debitor, at afgiftsmyndigheden mener at have et krav og agter

at

gøre dette krav gældende, jf. Obligationsret, 3.del af Gomard p. 227. Dette

gælder særligt i de situationer, hvor det ikke står klart for en debitor, at

afgiftsmyndigheden vil gøre et krav gældende, og hvad kravet går ud på. Der

forløb konkret mere end 4 måneder og 1 uge fra tinglysningen og fra

tinglysningskontorets fejl, til et krav blev gjort gældende om betaling af

yderligere tinglysningsafgift. Af denne grund må ethvert krav på betaling af

afgift såvel som forhøjet afgift være fortabt ved passivitet.

Klageren har haft en berettiget forventning om, at Told- og

Skatteregionen ikke havde yderligere krav. Det fremgår ingen steder af

lovgivningen, at den afgiftspligtige har pligt til at foretage efterbetaling

i

en situation som denne, hvor tinglysningsmyndigheden samt afgiftsmyndigheden

har begået fejl. Såfremt tinglysningskontoret havde handlet korrekt og i

overensstemmelse med sædvane og i forbindelse med tinglysningen den 28. maj

2002 havde gjort opmærksom på, at der skulle betales fuld afgift af pantebrev

2, ville afgiftsmyndighedens krav mod klageren være reduceret, som

udgangspunkt

til 0 kr., da pantebrevet ville være blevet trukket tilbage fra tinglysning

øjeblikkeligt, og tinglysning ville have været fuldstændig undladt.

Tinglysningsafgiften efter de nugældende regler forfalder

ved anmeldelse, men en tinglysning kan tilbagekaldes fra anmeldelsen, og

indtil

selve tinglysningen finder sted. Såfremt det måtte lægges til grund, at

tinglysningskontoret i denne konkrete situation ikke havde pligt til at

orientere den afgiftspligtige om afgiftsspørgsmål inden tinglysning, men

samtidigt skulle tinglyse pantebrevet, giver dette reelt ingen mulighed for

tilbagekaldelse eller anden reaktion fra den afgiftspligtige. Dette kan have

store økonomiske konsekvenser for den afgiftspligtige, da en godtgørelse, som

følge af en tilbagekaldelse, jf. tinglysningsafgiftslovens § 22, ikke er

mulig, når dokumentet er blevet tinglyst. Dette resulterer i et højest

urimeligt resultat for den afgiftspligtige.

Tinglysningsmyndighederne må derfor som minimum have pligt

til at reagere ved manglende eller forkert beregnet afgift. Told- og

Skatteregionen udøver kontrol med tinglysningskontorets beregning og

opkrævning, jf. tinglysningsafgiftslovens § 28. Denne kontrol er, som det

fremgår, ikke blevet udøvet i forbindelse med den konkrete sag, hvorfor Told-

og Skatteregionen, og ikke klageren, må bære ansvaret for

tinglysningskontorets

fejl.

Afgiftsmyndigheden er utvivlsomt en forvaltningsmyndighed,

og har delegeret en del af sin kompetence efter tinglysningsafgiftsloven til

tinglysningskontorerne. En myndighed, der lovligt har fået tildelt en opgave

ved delegation i forhold til borgeren, har samme pligter som den myndighed,

der

har delegeret opgaven, jf. Forvaltningsret af Gammeltoft Hansen m.fl. p. 93

f.

Tinglysningskontorerne har således samme pligter overfor borgerne som

afgiftsmyndigheden.

Yderligere har de afgørelser, der bliver truffet af tinglysningskontorerne i

kraft af delegation, samme virkning, som hvis de var truffet af

afgiftsmyndigheden selv. Afgiftsmyndigheden må derfor i spørgsmål vedrørende

opkrævning af afgift skulle identificeres med tinglysningskontoret. Enhver

fejl

begået af tinglysningskontorerne må herefter betragtes som en fejl begået af

afgiftsmyndigheden.

Tinglysningskontorerne er som udgangspunkt ikke en del af

den offentlige forvaltning, men tinglysningskontorernes beslutninger må

alligevel, på grund af delegationen, i relation til tinglysningsafgiftsloven

betragtes som en forvaltningsretlig afgørelse. Tinglysningskontorerne udøver

således ikke kun faktisk forvaltningsvirksomhed gennem håndhævelse af

tinglysningsafgiftsloven, men træffer en beslutning, der pålægger borgeren en

økonomisk byrde. Afgiftsmyndighedens omgørelse af denne beslutning vil have

indgribende økonomisk effekt på borgeren, særligt hvis der er tale om en

bebyrdende afgørelse i forhold til tinglysningskontorets beslutning.

Enhver beslutning fra tinglysningskontorernes side om

afgiftsopkrævning må kunne anses som en afgørelse i forvaltningslovens

forstand. En manglende reaktion må således også kunne anses som en afgørelse.

I den konkrete situation er der tale om en begunstigende

forvaltningsakt fra tinglysningskontorets side, som tinglysningskontoret

eller

afgiftsmyndigheden ikke efterfølgende kan omgøre eller kræve yderligere

betaling for i henhold til de gældende forvaltningsretlige regler og

principper.

En tilbagekaldelse og efterfølgende omgørelse af afgørelsen

til stor ugunst for klageren, konkret 191.740 kr., kræver et særligt stærkt

tilbagekaldelseshensyn. Et udelukkende økonomisk hensyn for

afgiftsmyndigheden

vil her ikke kunne anses at være tilstrækkeligt.

Det forhold, at tinglysningskontorerne samt Told- og

Skatteregionen begge administrerer tinglysningsafgiftsloven, skal ikke komme

borgerne, herunder klageren til skade.

De pågældende pantebreve har allerede fuldgyldigt pant i

andre ejendomme, og tinglysningen på den ekstra ejendom var således alene en

fuldstændig ligegyldig formalitet, som aldrig havde været ønsket gennemført,

såfremt man var blevet gjort opmærksom på, at det kostede afgift.

Tinglysningen var og er således uden enhver betydning for

klageren.

Klageren ønsker det tinglyste pantebrev 2 aflyst, så snart

nærværende sag er afgjort, og ser gerne afgørelsen gjort betinget af, at

aflysningen sker. Pantebrev 2 havde aldrig haft pant i den landejendom, der

blev solgt af klageren i omkring 1990, og som havde skabt kontantdepotet, og

det er således en fejl fra Civilretsdirektoratets side, at direktoratet

oprindeligt

har krævet tinglysning af Pantebrev 2 på ejendommen. Der var slet ikke

hjemmel

hertil, og den foretagne tinglysning og afgiftskravet er på denne baggrund så

meget desto mere absurd og uheldig.

Subsidiært har klageren anført, at pantebrev 2 ikke har

været overgivet til kreditor efter tinglysning den 28. maj 2002, og der har

ikke på noget tidspunkt i forhold til den konkret omhandlede tinglysning

været

betalt ydelser i henhold til pantebrevet. Pantebrev 2 opfylder således ved en

aflysning betingelserne i tinglysningsafgiftsloven § 23, stk. l, nr.3. Der

kan

ikke være forskel på en pantsætning ved et nyudstedt pantebrev og et tilfælde

som det foreliggende, hvor pantet udvides via et eksisterende pantebrev. Den

pålignede afgift skal således godtgøres af afgiftsmyndigheden ved aflysning

af

pantebrev 2 på ejendommen, hvilket støttes af det forhold, at pantebrevet

aldrig

skulle have været tinglyst.

Mere subsidiært har klageren anført, at pantebrev 2's

restgæld kun udgør 4.215.126 kr.

pr. 11.

december 2001. Hvis tinglysningskontoret havde gjort opmærksom på afgiftens

størrelse, ville man således under alle omstændigheder kunne have nedlyst

pantebrevet til restgælden. Herved havde der kun skullet betales afgift af

dette beløb. Tinglysningskontorets manglende reaktion har således minimum

påført klageren et tab, der udgør differencen mellem størrelsen på de to

afgifter.

For så vidt angår den forhøjede afgift efter

tinglysningsafgiftslovens § 20 har klageren bl.a. gjort gældende, at

berettigelsen

af en opkrævning af tillægsafgift for pantebrev 1, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 20 bestrides, idet tinglysningsanmeldelsen blev

tilbagekaldt umiddelbart efter tinglysningskontorets modtagelse, og den

afgiftspligtige derfor skal have mulighed for at berigtige åbenbare fejl

eller

forglemmelser i perioden mellem indlevering og den faktiske tinglysning uden,

at der påløber tillægsafgift.

Formålet med bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 20

må være at kunne pålægge tillægsafgift ved forsinket betaling i de tilfælde

hvor afgiften ikke bestrides, og hvor tinglysning reelt sker, således at der

sker betaling for en udført ydelse.

Det forekommer i strid med formålet med bestemmelsen i

tinglysningsafgiftslovens § 20, at der betales en tillægsafgift af en afgift,

der ikke skal betales, idet den er godtgjort af Told- og Skatteregionen.

Det fremgår af tinglysningsafgiftsloven med kommentarer, at

i de tilfælde hvor tinglysningsmyndigheden reagerer på en utilstrækkelig

indbetalt afgift inden selve tinglysningen, finder § 20 ikke anvendelse.

Told - og Skatteregionens afgørelse af 27. januar 2003 skal

derfor omgøres.

Landsskatterettens bemærkninger

og begrundelse

For så vidt angår pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr.

finder retten, at afgiften på 183.960 kr. som følge af anmeldelsen af den

omhandlede allonge til tinglysning er pålagt med rette, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, 1. pkt., jf. § 5, stk. 1, samt jf.

samme

lovs § 20. Anmeldelsen vedrørte således tinglysning af inddragelse yderligere

pant, og afgiften skal herved beregnes af pantebrevets hovedstol.

Det bemærkes endvidere, at tinglysningsafgift er en

transaktionsbaseret afgift, der knytter sig til den faktiske

tinglysningsmæssige

behandling af dokumenter omfattet af tinglysningsafgiftsloven, således som

tinglysningen fastlægges af tinglysningskontorerne ved byretterne eller

ændres

af højere ret ved kæremål. Afgiftsmyndigheden er de statslige told- og

skattemyndigheder, jf. tinglysningsafgiftslovens § 25, hvorunder ikke

henhører

tinglysningskontorerne. Tinglysningskontorernes opgave som

registreringsmyndighed i forbindelse med administration af afgiften er at

modtage afgiftsbetalingen. Registreringsmyndigheden træffer derimod ikke

afgørelser om afgiften, jf. cirkulære nr. 147 om lov nr. 382 af 2. juni 1999,

pkt. 14.2, hvilken kompetence henhører under afgiftsmyndigheden.

Denne kompetence er ikke i noget omfang delegeret til

registreringsmyndigheden.

Allerede af de anførte grunde kan der ikke skabes en

berettiget forventning hos en afgiftspligtig om – på grundlag af

tilkendegivelser fra registreringsmyndighederne – at blive stillet

anderledes,

end hvad der følger af tinglysningsafgiftslovens almindelige regler.

Det er et grundtræk ved tinglysningsafgiftslovens system, at

afgiftsmyndigheden fører kontrol med og fastsætter tinglysningsafgiften

vedrørende anmeldte dokumenter, når den tinglysningsmæssige ekspedition er

tilendebragt, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 1, sammenholdt med §§

28

og 29. Efter de dagældende forældelsesregler på området forældedes

afgiftsmyndighedens krav på afgift først efter 5 år, jf. lov nr. 147 af 23.

september 1908.

Landsskatteretten påkender klager over afgørelser i 1.

instans af spørgsmål om omfanget af afgiftsfritagelser og

afgiftsgodtgørelser,

jf. tinglysningsafgiftslovens § 27, stk. 1, nr. 3, men har ikke kompetence

for

så vidt angår forhold vedrørende den tinglysningsmæssige behandling eller

kompetence til at afgøre erstatningsmæssige spørgsmål i forbindelse med

tinglysningen eller i forbindelse med myndighedstilkendegivelser vedrørende

tinglysningsafgiftsberegningen.

Som følge af det anførte tages klagerens principale og mere

subsidiære påstand ikke til følge.

Da pantebrevet på oprindeligt 11.673.796 kr. fortsat er

tinglyst, kan retten ikke behandle en anmodning om godtgørelse af

tinglysningsafgift i tilfælde af pantebrevets eventuelle aflysning.

Kompetencen

i første instans i denne henseende henhører under afgiftsmyndigheden, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 4, der under iagttagelse af proceduren i

tinglysningsafgiftslovens § 23, stk. 2, træffer afgørelse herom. Denne

afgørelse kan i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 27 påklages til

Landsskatteretten.

For så vidt angår klagerens mest subsidiære påstand

vedrørende pantebrevet på oprindeligt 12.237.163 kr. bemærkes, at beregning

og

indbetaling af tinglysningsafgiften i medfør af tinglysningsafgiftslovens §

18,

stk. 1, 1 pkt., påhviler den afgiftspligtige. I medfør af lovens § 18, stk.

1,

2. pkt., nr. 2, omfatter afgiftspligten såvel panthaver som pantsætter.

Afgiftspligten indtræder i medfør af lovens § 16, stk. 1, ved anmeldelsen til

tinglysning eller registrering. Betales afgiften eller en del heraf ikke ved

anmeldelsen, jf. § 16, forhøjes det skyldige afgiftsbeløb med 5 %, dog mindst

200 kr., jf. lovens § 20.

Muligheden for godtgørelse vedrørende pantebreve, der er

anmeldt til tinglysning, og som efterfølgende – inden tinglysning –

trækkes

tilbage eller afvises fra tinglysning eller registrering, reguleres af

tinglysningsafgiftslovens § 22. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Trækkes en anmeldelse til tinglysning eller registrering

tilbage, eller afvises tinglysning eller registrering, godtgør

afgiftsmyndigheden efter anmodning det ved anmeldelsen indbetalte

afgiftsbeløb,

dog med fradrag af 1.400 kr., når tilbagetrækning eller afvisning sker fra

tinglysning. Anmodningen skal indsendes gennem registreringsmyndigheden, der

ved påtegning på anmodningen anfører størrelsen af det modtagne afgiftsbeløb

og

attesterer, at anmeldelsen er trukket tilbage, eller at tinglysning

henholdsvis

registrering er blevet afvist.

Stk. 2. Indgives en anmeldelse, for hvilken afgift er

godtgjort efter stk. 1, til tinglysning eller registrering senest 6

måneder

efter den første anmeldelse, nedsættes afgiften ved den fornyede anmeldelse

med

1.400 kr. Hvis der ikke er anmodet om godtgørelse efter stk. 1,

nedsættes

afgiften ved den fornyede anmeldelse med det oprindeligt indbetalte

afgiftsbeløb,

idet der dog fradrages 1.400 kr., hvis den fornyede anmeldelse til

tinglysning

sker senere end 6 måneder efter den første anmeldelse.

Stk. 3. Godtgørelse efter stk. 1 udbetales senest

14 dage efter afgiftsmyndighedens modtagelse af anmodningen.”

Af cirkulære nr. 147 af 23. september 1999 om lov nr. 382 af

2. juni 1999 (tinglysningsafgiftsloven) pkt. 14.4. fremgår følgende:

”( )14.4. Åbenbare fejl ved betaling af afgiften

De afgiftspligtige kan som hidtil få lejlighed til at

berigtige åbenbare fejl ved beregning af afgiften overfor

registreringsmyndigheden.

Tinglysningskontoret vil typisk telefonere efter et åbenbart overset beløb

eller en åbenbar glemt oplysning af afgiftsmæssig karakter, hvorefter den

afgiftspligtige efterbetaler eller afgiver oplysningen i perioden mellem

indlevering og lysning.

Der ligger ikke heri en forvaltningsmæssig afgørelse, der

henhører under afgiftsmyndigheden efter § 19, ligesom forholdet heller

ikke omfattes af § 20 ( )”

I det omhandlede tilfælde har den fulde tinglysningsafgift,

jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 3, jf. § 5, stk. 1, 1. pkt., ikke

været

indbetalt til registreringsmyndigheden, og det er derfor med rette, at der er

udløst forhøjet afgift i medfør af § 20, jf. samtidig

tinglysningsafgiftslovens

§§ 16 og 18 om afgiftspligtens indtræden og om, hvem afgifts- og

beregningspligten

påhviler. Tinglysningsafgiftslovens § 22 indeholder efter sin ordlyd alene

hjemmel for godtgørelse af det ved anmeldelsen indbetalte afgiftsbeløb, dog

med

fradrag af 1.400 kr. Bestemmelsen må set i sammenhæng med § 16, som § 20

indeholder en henvisning til, anses for – bortset fra de tilfælde, hvor

der er

givet tilladelse til særlig afregning efter § 17 – at sigte til

godtgørelsesmulighed

vedrørende de ordinære afgiftsbeløb, der, jf. § 16, forfalder ved

anmeldelsen.

Afgiftsbeløb i medfør af § 20 pålægges derimod altid efter anmeldelsen som

følge af objektivt forsinket betaling, og vil derfor efter deres karakter

aldrig være indbetalt ved anmeldelsen. I hvert fald under de foreliggende

omstændigheder, herunder at klageren ikke i forbindelse med den

tinglysningsmæssige ekspedition rettede henvendelse til afgiftsmyndigheden

vedrørende tinglysningsafgiftens beregning, kan der ikke ske godtgørelse

eller

bortfald af afgiftsbeløb efter § 20.

Forholdet omfattes endvidere ikke af nogen

undtagelsesbestemmelse i cirkulære nr. 147 af 23. september 1999 om

tinglysningsafgiftsloven, hvorefter fritagelse for afgift i medfør af § 20

forudsætter indbetaling af et åbenbart overset beløb i perioden mellem

dokumentets indlevering og tinglysning. Det beskrevne tilfælde er dermed

afgørende forskelligt fra omstændighederne under nærværende sag, og

undtagelsen

i cirkulærets pkt. 14.4. finder herefter ikke anvendelse.

Da heller ikke noget af det øvrige af klageren anførte kan

føre til andet resultat, stadfæstes den påklagede afgørelse.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter