Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 25. april 2003 vedr. Godtgørelse af tinglysningsafgift - ejerpantebrev

KEN nr 9636 af 25/04/2003Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet27. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 25. april 2003 vedr. Godtgørelse

af tinglysningsafgift - ejerpantebrev

Klagen skyldes, at afgiftsmyndigheden har afslået en anmodning

fra A A/S om godtgørelse af tinglysningsafgift på 525.000 kr. vedrørende et

ejerpantebrev, der er tinglyst som byrde.

Det fremgår af sagens oplysninger, at A A/S den 28. oktober 2000

oprettede et ejerpantebrev på 35.000.000,00 kr. med pant i ejendommene delnr.

2

af matr. nr. x, y og z. På ejerpantebrevet havde B A/S, der var betinget

adkomsthaver, tiltrådt pantsætningen. Ejerpantebrevet blev den 2. februar

2001

afgiftsberigtiget med 526.400 kr. (1.400 kr. + 525.000 kr.). Samme dag blev

ejerpantebrevet tinglyst som byrde på de pågældende ejendomme. Ejendomsejer

ifølge tingbogen var på daværende tidspunkt C m.fl.

Anmelderen (D Bank A/S) har den 12. juni 2001 med henvisning til

tinglysningsafgiftslovens 19, stk. 2, 2. pkt., anmodet om godtgørelse af

beløbet på 525.000 kr. Som begrundelse herfor har anmelderen anført, at det

omhandlede ejerpantebrev alene er tinglyst som byrde og ikke som hæftelse.

Ejerpantebrevet har således aldrig været tinglyst pantstiftende.

Ejerpantebrevet skulle derfor alene have været afgiftsberigtiget med 1.400

kr.

som alle andre byrder, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 5, 2. pkt.,

jf.

§ 7. Den variable afgift ville først have været forfaldet til betaling, hvis

banken havde begæret ejerpantebrevet tinglyst pantstiftende. Endvidere har

anmelderen anført, at A A/S ikke var tinglyst adkomsthaver til de pågældende

ejendomme på tidspunktet for tinglysningen. Ejerpantebrevet blev derfor alene

tinglyst som byrde med henblik på senere at tinglyse det som hæftelse. A A/S

gav ejerpantebrevet i håndpant til D Bank A/S til sikkerhed for selskabets

engagement med banken. Det viste sig imidlertid, at ejerpantebrevet ikke

Læs alt

skulle

bruges, idet banken fik anden sikkerhed for engagementet.

Afgiftsmyndigheden har ved den påklagede afgørelse afslået

anmodningen om godtgørelse. Som begrundelse herfor har afgiftsmyndigheden

anført, at ejerpantebrevet er korrekt afgiftsberigtiget. Afgiftsmyndigheden

har

herved bemærket, at ejerpantebrevet er afgiftsberigtiget med 526.400 kr.,

svarende til 1.400 kr. plus 1,5 % af det pantsikrede beløb, 35.000.000 kr.,

jf.

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1. Endvidere har afgiftsmyndigheden

bemærket, at ejerpantebrevet blev anmeldt til tinglysning den 2. februar

2001,

og at det af tinglysningspåtegningen fremgår, at ejerpantebrevet blev

tinglyst

som byrde.

Afgiftsmyndigheden har videre anført, at det fremgår af

tinglysningsafgiftslovens § 1, at der skal betales en afgift for tinglysning

af

pant, jf. §§ 5, 9 og 10. Af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, fremgår,

at

for tinglysning af pant udgør afgiften 1.400 kr. og 1,5 % af det pantsikrede

beløb. Der skelnes ikke mellem, hvilken rubrik pantebrevet er tinglyst i. Det

har således ingen afgiftsmæssig betydning, hvilken rubrik pantebrevet er

tinglyst i. Det afgørende er, at der er tale om tinglysning af en panteret.

Efter

afgiftsmyndighedens opfattelse skal der betales afgift efter

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, for tinglysning af pantebreve, uanset

om

tinglysningen registreres i byrderubrikken eller i en anden rubrik. Afgiften

forfalder ved anmeldelsen til tinglysning, jf. tinglysningsafgiftslovens §

16.

Til advokatens anbringende om at ejerpantebrevet alene er

tinglyst som byrde og ikke som hæftelse, hvorfor ejerpantebrevet aldrig har

været tinglyst pantstiftende, har afgiftsmyndigheden anført, at det er

anmeldelsen

af en panteret til tinglysning, der udløser afgift efter § 5. Det anmeldte

dokument indeholder en panteret og bliver derfor tinglyst pantstiftende.

Dette

sker, uanset om ejerpantebrevet bliver indført i hæftelsesrubrikken eller

byrderubrikken. Det fremgår ikke af tinglysningsafgiftsloven, at en panteret

skal indføres i en bestemt rubrik for at afgift udløses. Det afgørende er, at

panteretten er indført i tingbogen. Placering af pantet i byrderubrikken i

modsætning til hæftelsesrubrikken skyldes tinglysningstekniske grunde, jf.

cirkulære nr. 190 af 15. december 1995, § 19, som ikke påvirker

afgiftsberegningen, idet det afgørende er, at pantet er tinglyst på den

pågældende ejendom.

Til advokatens anbringende om at pantebrevet er tinglyst

servitutstiftende, har afgiftsmyndigheden anført, at det omhandlede

ejerpantebrev efter sit eget indhold stifter en panteret med sikkerhed i fast

ejendom. Ejerpantebrevet indeholder hverken en ret som hjemler sin indehaver

en

adgang til at råde over en fremmed ejendom, eller en ret som tillader sin

indehaver at fordre en tilstand opretholdt. Det omhandlede ejerpantebrev er

tinglyst på de pågældende ejendomme som sikring for et pantebeløb på

35.000.000,00 kr.

Afgiftsmyndigheden har yderligere anført, at det omhandlede

ejerpantebrev ikke er omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 7, idet der er

tale om tinglysning af en panteret, hvilket er omfattet af

tinglysningsafgiftslovens § 5.

Endelig har afgiftsmyndigheden anført, at det fremgår af

tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 2, at afgiftsmyndigheden træffer

afgørelse

om afgiften. Såfremt der er betalt for meget i afgift, tilbagebetaler

afgiftsmyndigheden det overskydende afgiftsbeløb. Da det omhandlede

ejerpantebrev er korrekt afgiftsberigtiget, kan der ikke ydes godtgørelse

efter

tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 2, 2. pkt.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand

om godtgørelse af 525.000 kr. Til støtte for påstanden har advokaten anført,

at

afgiftsmyndighedens fortolkning af tinglysningsafgiftslovens § 5 ikke er

korrekt. Tinglysningsafgiftslovens § 1, nr. 2, omhandler tinglysning af pant.

Advokaten har herved anført, at pant tinglyses i hæftelsesrubrikken og ikke i

byrderubrikken. Efter advokatens opfattelse er det omhandlede ejerpantebrev

alene

tinglyst servitutstiftende i byrderubrikken, hvorfor

tinglysningsafgiftslovens

§ 5, stk. 1, 1. pkt., ikke kan anvendes.

Advokaten har endvidere anført, at tinglysningsafgiftslovens §

5, stk. 1, 2. pkt., der definerer det pantsikrede beløb som pantebrevets

hovedstol, ikke udelukker anvendelsen af § 5 på andre dokumenter end

pantebreve. Tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, 2.

pkt., medfører heller ikke, at alle

pantebreve skal afgiftsberigtiges efter tinglysningsafgiftslovens § 5. Det

afgørende for anvendelsen af tinglysningsafgiftslovens § 5 er, at der

tinglyses

et beløb pantstiftende i hæftelsesrubrikken. Det afgørende er ikke formen på

dokumentet. Efter advokatens opfattelse kan tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk.

1, 2. pkt., således ikke føre til, at tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1,

1.

pkt., skal anvendes.

Advokaten har fastholdt, at tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.

1, ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, og at pantebrevet er

omfattet af tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1. Advokaten har anført, at

afgiftsmyndighedens fortolkning af § 5, hvor der ikke sondres mellem hvilken

rubrik ejerpantebrevet bliver tinglyst i, ikke er korrekt. Efter advokatens

opfattelse må afgiftsmyndighedens opfattelse ses som udtryk for en ganske

snæver

ordlydsfortoldning af tinglysningsafgiftsloven. Af tinglysningsafgiftsloven

fremgår, at der er en endog betydelig forskel på, om den tinglysningsmæssige

ekspedition medfører en panteret med deraf følgende sikkerhed, eller om der

er

tale om en anden form for rettighed, der ikke giver pantesikkerhed. Advokaten

har herved henvist til tinglysningsafgiftslovens §§ 5 og 7.

Endvidere har advokaten anført, at der må være en direkte

sammenhæng mellem afgiftens størrelse og den ydelse, der opnås ved den

tinglysningsmæssige

ekspedition. I det foreliggende tilfælde har anmelderen fremsendt et

ejerpantebrev til tinglysning på de pågældende ejendomme. Ved fremsendelsen

har

man ikke haft en forventning om at få ejerpantebrevet tinglyst som hæftelse

med

pantesikkerhed til følge, allerede fordi pantedebitor på daværende tidspunkt

ikke havde fået tinglyst adkomst til ejendommene, hvilket anmelderen var

fuldt

ud bekendt med. Fremsendelsen af ejerpantebrevet til tinglysning på daværende

tidspunkt kan derfor alene ses som et udtryk for ”rettidig omhu”,

idet

anmelderen ved fremsendelsen forberedte sig på senere at kunne opnå en

egentlig

pantesikkerhed.

Advokaten har videre anført, at det efterfølgende viste sig, at

tinglysning af ejerpantebrevet som hæftelse i realiteten var overflødig.

Advokaten har herved understreget, at den videre ekspedition, hvorefter

ejerpantebrevet nu er tinglyst som egentlig hæftelse, alene må ses som en

konsekvens af afgiftsmyndighedernes holdning til godtgørelsesspørgsmålet.

Efter

advokatens opfattelse kan det faktum, at ejerpantebrevet nu er tinglyst i

hæftelsesrubrikken, derfor ikke tillægges nogen selvstændig betydning i

sagen.

Landsskatteretten skal

udtale:

Af tinglysningsafgiftslovens § 1, fremgår:

”Der betales en afgift til statskassen efter reglerne i denne

lov for:

( )

2. Tinglysning af pant, bortset fra retspant, jf. §§ 5, 9 og

10.”

( )

Af tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1, fremgår:

”For tinglysning af pant, bortset fra retspant, udgør afgiften

1.400 kr. og 1,5 pct. af det pantsikrede beløb. Det pantsikrede beløb er

pantebrevets nominelle hovedstol.

( )”

Tinglysningsafgiftslovens § 7, stk. 1, har følgende ordlyd:

”For andre tinglysninger end omfattet af §§ 4 – 6, herunder

tinglysning af adkomstændring ved selskabers m.v. fusion, fission, omdannelse

eller tilførsel af aktiver til sådanne selskaber, udgør afgiften 1.400 kr.,

jf.

dog § 8.”

Landsskatteretten kan i det hele tiltræde det af

afgiftsmyndigheden anførte. Retten finder herved, at der skal betales afgift

efter tinglysningsafgiftslovens § 5, uanset om en panteret i henhold til et

pantebrev tinglyses i adkomst-, byrde- eller hæftelsesrubrikken på

ejendommens

ejendomsblad.

I det omhandlede tilfælde indeholder ejerpantebrevet en

panteret, der tinglyses i byrderubrikken.

Tinglysningsafgift for det omhandlede ejerpantebrev er derfor

korrekt opgjort til 526.400 kr., jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1.

Retten finder derfor, at afgiftsmyndigheden med rette har afslået anmodningen

om godtgørelse, jf. tinglysningsafgiftslovens § 19, stk. 2, 2. pkt. Den

påklagede afgørelse stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter