Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 1. oktober 2002 vedr. Begrænset skattepligt i 11 dage konkret helårsindkomst afviger fra omregnet helårsindkomst

KEN nr 10202 af 01/10/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. oktober 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 1. oktober 2002 vedr. Begrænset

skattepligt i 11 dage – konkret helårsindkomst afviger fra omregnet

helårsindkomst

A’s klage vedrører skatteberegningen, og skyldes, at

skatteankenævnet har omregnet hans indkomst fra en periode på 11 dage til

helårsindkomst i medfør af personskattelovens § 14.

Det fremgår af sagen, at klageren, der er bosat i Sverige og

svensk statsborger, fra den 12. februar 1999 til den 22. februar 1999 inkl.

har

været begrænset skattepligtig til Danmark i medfør af kildeskattelovens § 2,

stk. 1, litra a, for hvilken periode han har selvangivet en personlig

indkomst

på 36.453 kr. og en skattepligtig indkomst på 33.213 kr.

Skatteankenævnet har omregnet indkomsterne til helårsindkomster

således:

Personlig indkomst

36.453 kr. * 365/11

1.209.577 kr.

Skattepligtig indkomst

33.213 kr. * 365/11

1.102.068 kr.

Skatten af helårsindkomsterne er herefter opgjort således:

§6: Bundskatten, 7 ½ % af (1.102.068 – 32.300)

80.232,60 kr.

§ 5 og 9 i kommuneskatteloven, 31 % af (1.102.068 – 32.300)

331.628,08 kr.

Bundskatten og kommuneskatten udgør i alt

411.860,68 kr.

§ 6a: Mellemskatten, 6 % af (1.209.577 – 151.000)

63.514,62 kr.

Læs alt

§ 7, Topskatten, 15 % af (1.209.577 – 151.000)

63.514,62 kr.

§ 7, Topskatten,15 % af (1.209.577 – 258.400)

142.676,55 kr.

Nedslag for beskatning over 59 %, 0,5 % af (1.209.577-258.400)

-4.755,88 kr.

Skat i alt af helårsindkomsterne

613.295,97 kr.

Skatten af helårsindkomsterne nedsættes efter forholdet mellem

delårsindkomsterne og helårsindkomsterne sådan:

Før nedslag

Faktor

Efter nedslag

Bundskat og kommuneskat

411.860,68

32.213/1.102.068

12.412,20 kr.

Mellemskat

63.514,62

36.453/1.209.577

1.914,13 kr.

Topskat

137.920,67

36.453/1.209.577

4.156,50 kr.

Skatten udgør efter nedslaget

18.482,83kr.

Som begrundelse herfor har skatteankenævnet bl.a. anført, at når

indkomstansættelsen vedrører en periode, der er kortere end et år, skal såvel

den personlige som den skattepligtige indkomst omregnes til helårsindkomster,

jf. statsskattelovens § 14. Indtægterne er anset for at være løbende

indtægter

i de 11 dage, som arbejdsgiveren har oplyst, ansættelsen i Danmark varede.

Der

findes ikke at være hjemmel til at fravige beregningsreglen i

personskattelovens § 14, idet hensigten med bestemmelsen er at beskatte efter

en persons skatteevne i den periode, hvor den skattepligtige er skattepligtig

i

Danmark. Herudover er der henset til Østre Landsrets dom af 20. september

1993.

Denne sag vedrørte, at helårsindkomsten efter omregningen af delårsindkomsten

udgjorde et større beløb end den faktisk optjente indkomst for hele året,

idet

skatteyderen efter udrejsen til USA ikke havde haft indkomst resten af året.

Retten fandt ikke, at der var hjemmel til at dispensere fra anvendelsen af

den

daværende kildeskattelovs § 35, stk. 3.

Ved sagens behandling for Landsskatteretten har Told- og

Skattestyrelsen indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet. Hertil har

styrelsen bl.a. anført, at omregning til helårsindkomst efter

personskattelovens § 14, hverken generelt eller konkret er udtryk for en

fællesskabsretsstridig nationalitetsdiskrimination stridende mod

EU-Traktatens

art. 39. Hensigten med personskattelovens § 14 er at beskatte efter en

persons

skatteevne i den periode, hvor den skattepligtige er skattepligtig til

Danmark.

De danske skattemyndigheder kan ikke ved skatteberegningen tage hensyn til de

indkomster, der er optjent uden for landet, og som derfor ikke oplyses over

for

de danske skattemyndigheder. Endvidere er den indkomstopgørelse, som

foretages

i andre medlemsstater, af indkomster, der er skattepligtige der, naturligvis

opgjort efter andre materielle regler end de danske. Eksempelvis er svenske

bruttolønninger markant lavere end danske bruttolønninger, da den svenske

arbejdsgiver betaler 33 % i arbejdsgiverafgift herunder sociale

sikringsafgifter

modsat danske arbejdsgivere. Størrelsen af den til arbejdstagerne udbetalte

løn

vil derfor i væsentligt omfang afhænge af selve skattesystemets indretning.

Endvidere er det ikke blot indkomstskatteprocenterne og

skattesystemerne i øvrigt, der er forskellige i de enkelte medlemsstater. Det

generelle prisniveau udviser ganske betydelige forskelle landene imellem,

også

når der bortses fra skatter og afgifter. Det står derfor klart, at en

lønmodtager, der tjener 100.000 kr. i Danmark, ikke nødvendigvis har samme

reelle skatteevne, som den lønmodtager, der tjener, hvad der svarer til

100.000

kr. i en anden medlemsstat. Princippet om omregning til helårsindkomst er

således i realiteten den eneste måde, hvorpå der kan sikres en hensyntagen

til

beskatningens progressivitet, og som præcist afspejler den pågældende persons

skatteevne i den periode, hvori vedkommende har været skattepligtig til

Danmark. Der kan herved endvidere henvises TfS 1993.480 og Landsskatterettens

ikke offentliggjorte kendelse af 23. november 2000, j.nr. 2-4-1210-0105. Det

må

være Vestre Landsrets eller Østre Landsrets opgave at forelægge spørgsmålet

om

personskattelovens § 14’s forenelighed med EU-retten for EF-domstolen.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at

helårsindkomsten ikke skal omregnes efter, hvor mange dage klageren har været

begrænset skattepligtig i Danmark, jf. personskattelovens § 14. Den faktiske

helårsindkomst skal anvendes i stedet, da bestemmelsen nævner, at

”omregningen

skal ske således, at beløbene kommer til at svare til et helt års

indkomster”.

Den beregnede helårsindkomst kan derfor ikke overstige den faktisk tjente

helårsindkomst i tilfælde, hvor en person har oppebåret indkomst løbende i

hele

kalenderåret.

Hertil er det endvidere bl.a. anført, at klageren i perioden

arbejdede i en filial af et svensk selskab, mens han i den øvrige del af 1999

arbejdede i Sverige i det svenske selskab. I hele perioden har han boet i

Sverige. Lønindkomsten har i perioden i Danmark været 39.176 kr., mens

helårsindkomsten i 1999 har været SEK 284.776 (240.523 kr.).

Der er enighed om, at der skal ske omregning i medfør af

personskattelovens § 14, og omregningen skal som udgangspunkt baseres på det

antal dage, den pågældende har opholdt sig i Danmark.

Der er endvidere enighed om, at den faktiske

helårsindkomst for klageren er på 276.976 kr. Til forskel fra situationen i

Østre Landsrets dom af 29. september 1993 har klageren løbende haft indkomst

i

hele 1999. Der er her tale om en væsentlig forskel mellem de to tilfælde,

idet

klageren, hvis han skal beskattes efter sin skatteevne, ikke bør få foretaget

en omregning, der i den grad afviger fra den indkomst, han rent faktisk har

tjent løbende i hele det pågældende kalenderår i en situation, hvor han har

haft løbende indkomster i hele det pågældende kalenderår. Helårsindkomsten er

jo netop kendt her. Der vil kunne opstå helt urimelige situationer, hvis

omregningen foretages helt ukritisk uden hensyn til den sande helårsindkomst.

Landsskatteretten skal

udtale:

Af personskattelovens § 14 fremgår følgende:

”Omfatter indkomstansættelsen for en person en kortere periode

end 1 år, omregnes såvel den skattepligtige indkomst som den personlige

indkomst og kapitalindkomsten således, at beløbene kommer til at svare til et

helt års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes

helårsskat efter §§ 6-9. Den omregnede helårsskat nedsættes efter forholdet

mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.”

Retten bemærker herefter, at det i overensstemmelse med Østre

Landsrets dom af 29. september 1993 efter personskattelovens § 14 er

indkomsten

for den periode, hvor klageren har været begrænset skattepligtig til Danmark,

der skal omregnes. Retten finder således ikke, at der efter § 14 er hjemmel

til

at tage hensyn til den konkrete helårsindkomst.

Uanset at klageren som begrænset skattepligtig i en del af

indkomståret er omfattet af personkredsen i personskattelovens § 14, og

uanset

at EF-domstolen ikke principielt har afvist hensynet til

progressionsbeskatningen hverken generelt eller i dommen af 8. maj 1990 i

sagen

C-175/88 (Biehl), finder retten, at selv om de særlige forhold, der gør sig

gældende for midlertidigt hjemmehørende, objektivt set kan begrunde, at der

udstedes specifikke regler, således at skattemyndighederne kan fastsætte den

skattesats, der skal anvendes på den indenlandske indkomst, kan disse forhold

ikke begrunde, at den vandrende arbejdstager, i et tilfælde som det

foreliggende, stilles så væsentligt anderledes end den ikke vandrende

arbejdstager, der som hjemmehørende i Danmark i hele indkomståret opnår en

ekstraordinær stor indkomst i en del af indkomståret, jf. EU-traktatens art.

39. Der kan herved bl.a. henvises til EF-domstolens sag C-151/94 (Biehl II).

Retten finder herefter, at der ved skatteberegningen skal tages hensyn til

den

faktiske helårsindkomst opgjort efter danske regler, såfremt det i

tilstrækkelig grad kan godtgøres, at den afviger fra den efter

personskattelovens § 14 omregnede helårsindkomst. Herved kan hensynet til

progressionsbeskatningen opnås ved et mindre indgribende middel. Det bemærkes

herved, at der efter det for retten oplyste er indtjent 39.176 kr. i Danmark,

og ikke som selvangivet 36.453 kr., idet dette beløb fremkommer efter fradrag

af klagerens personlige sociale bidrag til Sverige.

Idet klageren findes at have godtgjort, at hans konkrete

helårsindkomst afviger fra den efter personskattelovens § 14 omregnede

helårsindkomst, findes der ved skatteberegningen at skulle tages hensyn til

den

faktiske helårsindkomst opgjort efter danske regler. Hertil bemærkes det, at

der ved beregningen heraf i overensstemmelse med TfS 2001.548 LSR må gives

fradrag for hans personlige sociale bidrag såvel ved opgørelsen af indkomst i

Danmark som helårsindkomst.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter