Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 15/11 2001

KEN nr 12824 af 15/11/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet13. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 15/11 2001

A klager for indkomståret 1998 over, at skatteankenævnet ikke

har godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende ejendom i Portugal.

Endvidere

vedrører klagen skatteberegningen, herunder behandlingen af personfradraget.

Det fremgår af sagen, at klageren i perioden fra den 1. januar

1998 til den 22. april 1998 har været beskæftiget i Danmark, samt at hun har

haft bolig i Danmark. Umiddelbart forud for denne periode har klageren ikke

haft indtægter fra Danmark, ligesom hun efter fraflytning til Portugal den

22.

april 1998 ikke har haft indtægter fra Danmark. Skatteforvaltningen har den

13.

maj 1998 meddelt, at den fulde skattepligt i medfør af kildeskattelovens § 1,

stk. 1, nr. 1, er ophørt den 22. april 1998.

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter på

49.720 kr. vedrørende ejendommen i Portugal. Som begrundelse har

skatteankenævnet bl.a. anført, at der er fremsendt et ikke oversat dokument

på

portugisisk, som er oplyst at være skøde på ejendommen i Portugal. Begge

ægtefællers navne figurerer på dokumentet. Der er imidlertid ikke fremsendt

dokumentation for, at klageren er debitor i skyldforholdet, og nævnet må

derfor

lægge debitorforholdet, jf. de fremsendte papirer fra Banco B, til grund,

hvoraf det fremgår at klagerens ægtefælle alene hæfter for gælden. Der er

således ikke fradragsret for renteudgifter, idet det ikke er godtgjort, at

klageren hæfter for gælden. Det fremsendte skøde er ikke dokumentation for,

at

klageren er debitor i skyldforholdet.

Endvidere er det bl.a. anført, at fordelingsreglen i

kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt., ikke kan anvendes mellem klageren og

Læs alt

dennes

ægtefælle, idet det forudsætter, at begge ægtefæller er fuldt skattepligtige

her til landet, at skatteberegningen herunder behandlingen af skatteværdien

af

personfradraget er sket korrekt i medfør af reglerne i personskatteloven §§

14,

10, stk. 1 og 12, samt at de relevante lovbestemmelser på alle områder lever

op

til de gældende regler om ensartet behandling af alle EU-borgere i samme

situation, hvorfor der ikke er grundlag for at høre EU-retten i nærværende

sag.

Skatteankenævnet har derudover bl.a. anført, at der er sket

beskatning efter reglerne for fuldt skattepligtige personer i medfør af

kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, idet klageren har etableret bopæl i

Danmark. At der ikke skal ske omregning til helårsindkomst i medfør af

personskattelovens § 14, såfremt personen har valgt beskatning efter

kildeskatteloven §§ 5A – 5D, er således ikke relevant.

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal

indrømmes fradrag for alle renteudgifterne på 49.720 kr. vedrørende

ejendommen

i Portugal. Hertil har repræsentanten bl.a. anført, at skatteankenævnet ikke

bestrider, at klager er medejer af ejendommen i Portugal, ligesom nævnet ikke

bestrider, at renteudgifterne er vedrørende ejendommen. Der hersker således

ingen tvivl om, at klager er debitor i skyldforholdet. I relation til at

henføre renteudgifterne til en eller begge ægtefæller, har Landsskatteretten

i

sine tidligere afgørelser alene lagt vægt på, hvem der er ejer af en fast

ejendom. I den sammenhæng kan henvises til TfS 1992.138 LSR, hvor

Landsskatteretten

lagde afgørende vægt på, hvem der var ejer af de pågældende faste ejendomme.

Klager er således berettiget til at fratrække renteudgift vedrørende

ejendommen

beliggende i Portugal.

Klageren er enig i, at såfremt kildeskattelovens § 24 A, 2.

punktum, alene betragtes isoleret og uafhængigt af EU-retten, er det ikke

muligt at anvende reglen imellem klageren og klagerens ægtefælle. Dertil skal

dog fremhæves, at EF-domstolen i flere domme har fremhævet:

” at alle traktatens bestemmelser vedrørende den frie

bevægelighed for personer skal gøre det lettere for fællesskabsborgerne at

udøve erhvervsmæssig beskæftigelse af enhver art på hele fællesskabsområdet,

og

at disse bestemmelser indeholder et forbud mod foranstaltninger, som kan

skade

disse borgere, såfremt de ønsker at udøve erhvervsmæssig beskæftigelse på en

anden medlemsstats område." (Præmis 37 - Sag C-18/95, (Terhoeve) dom

afsagt den 26. januar 1999).

Kildeskattelovens § 24 A, 2. punktum er isoleret set i strid med

EU-retten, idet den alene kan benyttes af her i landet boende personer med

fuld skattepligt her til landet. Anvendelsen af reglen medfører således, at

personer med bopæl i et andet EU-land, og med mere end 75 % af deres indkomst

her i landet som fuldt skattepligtig i en periode, beskattes hårdere end

personer, som ikke benytter sig af arbejdskraftens frie bevægelighed. En

sådan

retsanvendelse er ikke i overensstemmelse med EU-retten, (jfr. hertil også

Rådets forordning. nr. 1612/68/EØF, art. 7, stk. 2.) I den forbindelse

henvises

som eksempel til præmis 16 i sag C-224/97 (CIOLA), hvori det fastslås, at

nationale bestemmelser, som ikke gælder uden forskel for tjenesteydelser,

uanset modtagerens bopæl, og som således er diskriminerende, kun er

forenelige

med fællesskabsretten, hvis de kan henføres under en udtrykkelig

undtagelsesbestemmelse, fx EF-traktatens artikel 56.

I skrivelsen af 21. december 1999 fra Skatteministeriets

Departement anføres, at de særlige regler i kildeskattelovens §§ 5 A — 5

D, der

netop omfatter lønmodtagere med bopæl i udlandet, som modtager mindst 75 % af

deres samlede indkomst, medfører, at de pågældende personer kan vælge at få

skatten af deres danske indkomst beregnet på samme måde, som gælder for

personer, der er bosat i Danmark. Da klagerens indkomst alene har været

modtaget i Danmark, er der ingen saglig begrundelse for, at hun ikke skulle

kunne vælge at få skatten af sin danske indkomst beregnet på samme måde, som

de

i skrivelsen anførte personer. Såfremt Landsskatteretten skulle være uenig i

denne betragtning imødeses udførlig begrundelse herfor.

Klageren er endvidere uenig i, at de i sagsfremstillingen

anførte lovbestemmelser på alle områder lever fuldt ud op til gældende

EU-regler

om ensartet behandling af alle EU-borgere i samme situation. Hun er som

skattepligtig med bopæl i udlandet og med mere end 75 % af sin indtægt

stammende fra Danmark objektivt set omfattet af de særlige regler i

kildeskattelovens §§ 5 A — 5 D. Disse regler medfører, at de pågældende

personer kan vælge af få skatten af deres danske indkomst beregnet på samme

måde, som gælder for personer, der er bosat i Danmark.

Præmisserne for Skattedepartementets besvarelse af 21. december

1999 svarer i sin fulde ordlyd netop til nærværende sag, idet klager netop er

lønmodtager med bopæl i udlandet og modtager mindst 75 % af sin samlede

indkomst fra Danmark. Såfremt Landsskatteretten anser klageren for at være

omfattet af reglerne for fuld skattepligtige personer i medfør af

kildeskattelovens § 1, stk. 1, må klager som andre fuldt skattepligtige

borgere

bosiddende i Danmark have mulighed for at trække renteudgifterne vedrørende

den

faste ejendom i Portugal fra, ligesom hun som skattepligtig må være omfattet

af

reglerne i personskattelovens § 14, § 10, stk. 1, og § 12.

Skatteankenævnet anfører i sin afgørelse, at idet der sket

beskatning efter reglerne for fuld skattepligtige personer i

kildeskattelovens

§ 1, stk. 1, svarer præmisserne for Skattedepartementets skrivelse af 21.

december 1999 ikke til nærværende sag. I denne forbindelse skal klager

henvise

til cirkulære nr. 12 af 20. januar 2000 om grænsegængere — ændret

praksis

vedrørende omregning til helårsindkomst. I cirkulærets § 1, stk. 4, anføres,

at

det hidtil har været antaget, at selvom en begrænset skattepligtig person

vælger at få skatten beregnet som for en fuld skattepligtig person, skal der

alligevel foretages helårsomregning, hvis indkomstansættelsen for den

pågældende omfatter en kortere periode end 1 år. I § 2 bestemmes, at

departementet nu har meddelt, at man efter fornyet overvejelse finder, at der

ikke skal foretages omregning til helårsindkomst for en person, der har valgt

at anvende reglerne i kildeskattelovens afsnit I A.

Det er klagerens opfattelse, at det faktum, at skatteankenævnet

har valgt at behandle klager rent skattemæssigt som værende fuld

skattepligtig

i Danmark i medfør af kildeskattelovens § 1, stk. 1, er sket uden hendes

accept. Klageren er således fortsat omfattet af den personkreds, som

grænsegængercirkulæret retter sig til. Klageren har en lønindkomst, som udgør

mindst 75 % af hendes samlede indtægt her fra landet.

I cirkulærets § 2 bestemmes, at departementet efter fornyet

overvejelse finder, at der ikke skal foretages omregning til helårsindkomst

for

en person, der har valgt at anvende reglerne i kildeskattelovens afsnit I A.

Klageren har ikke selv valgt at blive beskattet efter kildeskattelovens § 1,

stk. 1, idet afgørelsen blev truffet af skatteankenævnet alene uden klagers

ønske

derom. Da klageren således har været uden indflydelse på, at skatteankenævnet

har anvendt kildeskattelovens § 1, stk. 1, er det klagerens opfattelse, at

dette spørgsmål skal forelægges præjudicielt for EF-domstolen, i medfør af

EU-traktatens artikel 234.

Det er ligeledes klagerens opfattelse, at spørgsmålet om retten

til at fratrække renteudgifter af realkreditgæld skal forelægges præjudicielt

for EF-domstolen, idet kravet om, at begge ægtefæller skal være fuldt

skattepligtige her til landet, er i strid med ligestillingsprincippet i

EU-retten, uanset at reglen har hjemmel i en national lov. (Se også præmis 31

i

C-224/97 CIOLA, dom afsagt den 29.04. 1999.)

Klagerens repræsentant har endvidere anført, at klageren og

dennes ægtefælle er sambeskattede i Portugal, og at indtægterne i Portugal

består af ægtefællens pension samt en mindre indtægt fra udlejning af et

værelse.

Landsskatteretten skal

udtale:

Indledningsvis bemærker retten, at det ikke findes godtgjort, at

klageren p.g.a. en retlig forpligtelse hertil har afholdt renteudgifter,

hvorfor der allerede af denne grund ikke findes grundlag for at indrømme

fradrag for renteudgifter.

Endvidere finder retten, at klageren må anses for fuldt

skattepligtig til Danmark i perioden fra den 1. januar 1998 til den 22. april

1998, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Af personskattelovens § 14 fremgår følgende:

”Omfatter indkomstansættelsen for en person en kortere periode

end 1 år, omregnes såvel den skattepligtige indkomst som den personlige

indkomst og kapitalindkomsten således, at beløbene kommer til at svare til et

helt års indkomster. På grundlag af de opgjorte helårsindkomster beregnes

helårsskat efter §§ 6-9. Den omregnede helårsskat nedsættes efter forholdet

mellem delårsbeløbene og helårsbeløbene.”

Retten finder, at det må lægges til grund, at klageren i det

omhandlede indkomstår i overvejende grad alene har haft indtægter fra

beskæftigelsen i Danmark. Uanset at klageren som fuldt skattepligtig alene i

en

del af indkomståret er omfattet af personkredsen i personskattelovens § 14,

og

uanset at EF-domstolen ikke principielt har afvist hensynet til

progressionsbeskatningen hverken generelt eller i dommen af 8. maj 1990 i

sagen

C-175/88 (Biehl), finder retten herefter, at omregning til helårsindkomst i

et tilfælde

som det foreliggende må anses at stille klageren ringere end en person, der

er

fuldt skattepligtig til Danmark i hele indkomståret, og som har erhvervet

tilsvarende indkomster. Da omregningen til helårsindkomst ikke findes at

kunne

retfærdiggøres af hensynet til progressionsbeskatningen, idet dette hensyn

kan

opnås ved mindre indgribende midler, finder retten, at klagerens indkomst

ikke

skal omregnes til helårsindkomst.

Retten finder herefter, at der ved skatteberegningen alene skal

tages hensyn til de indtægter klageren konkret måtte have haft i udlandet i

det

omhandlede indkomstår, samt at der skal indrømmes fuldt personfradrag.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter