Landsskatteretskendelse af 1. november 2002 vedr. Befordring fradrag for udgifter til egen båd til brug for transport mellem hjem og arbejde - øboer
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 1. november 2002 vedr. Befordring
– fradrag for udgifter til egen båd til brug for transport mellem hjem
og
arbejde - øboer
A, der for indkomståret 1999 har selvangivet et
befordringsfradrag på 16.212 kr., klager over, at skatteankenævnet alene har
godkendt 2.476 kr.
Det fremgår af sagen, at klageren i det pågældende indkomstår
har været beskæftiget ved selskabet B A/S i X. Klageren har i perioden fra 1.
januar 1999 til 1. maj 1999 været ansat som fuldmægtig, hvorefter han har
været
ansat som stedfortræder for afdelingslederen.
Af et tillæg til klagerens ansættelseskontrakt dateret 14. april
1999 fremgår blandt andet følgende:
” ..Herudover tildeles du i din egenskab af stedfortræder et
ikke pensionsgivende specialisttillæg på 1.500,00 kr. pr. måned, således at
bruttolønnen beregnet pr. 1. oktober 1998 udgør i alt kr. 337.672,00 kr.
svarende til kr. 28.139,33 pr. måned.
Der sker ikke særskilt honorering af overarbejde i form af
overarbejdsbetaling eller afspadsering, idet en sådan honorering i stedet
dækkes af ovennævnte specialisttillæg ..”
Klageren har haft privat bopæl på en landbrugsejendom på en
mindre ø, hvor han tillige har drevet et mindre landbrug.
I juli 1999 har klageren anskaffet en motorbåd til 114.685 kr.
Der har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten været
vedlagt
fotografier af båden.
Klageren har opgjort sit befordringsfradrag således:
Antal arbejdsdage i 1999
221
Læs alt
Motorbåd
Anskaffelsessum totalt
Som fordeles således:
114.685,00 kr.
Båd
80.000,00 kr.
Afskrives med 10 procent lineært til scrapværdi 20 procent,
svarende til pro anno
6.400,00 kr.
Motor med videre
35.685,00 kr.
Afskrives med 20 procent lineært til scrapværdi 20 procent,
svarende til pro anno
5.710,00 kr.
Samlet
befordringsfradrag kan opgøres således:
Daglig kørsel 3 kilometer á 1,39 kr.
921,00 kr.
Person og cykelkort til Øfærgen
4.940,00 kr.
- privat del 15 procent
- 741,00 kr.
Bilkort til Øfærgen
3.190,00 kr.
- driftsdel 25 procent
- 797,00 kr.
- privat del 15 procent
- 479,00 kr.
Bådudgifter
Benzin, olie med videre
7.361,00 kr.
Afskrivning båd
6.400,00 kr.
Afskrivning motor
5.710,00 kr.
- privat del 15 procent
- 2.920,00 kr.
Samlede befordringsudgifter
23.585,00 kr.
Reduceres med bundfradrag 24 kilometer á 1,39 kr. i 221 dage
- 7.373,00 kr
.
Til fradrag
16.212,00 kr.
De stedlige skattemyndigheder har forhøjet klagerens
indkomstopgørelse for indkomståret 1999 med 13.736 kr., og har således alene
godkendt befordringsfradrag med 2.476 kr.
Skattemyndighederne har beregnet klagerens befordringsfradrag
således:
Person og cykelkort til Øfærgen
4.199 kr.
Bilkort til Øfærgen
1.914 kr.
Egen båd, skønsmæssigt godkendt fradrag for personbefordring
med færge i 97 dage á 29 kr.
2.813 kr.
I alt
8.926 kr.
Fradrag for 3 kilometer per dag reduceret med 24 kilometer per
dag
- 6.450 kr.
Godkendt fradrag
2.476 kr.
Til støtte herfor har skatteankenævnet anført, at der ikke
findes lovhjemmel til at indrømme fradrag for udgifter til befordring i egen
båd, hverken i ligningslovens § 9 C, bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober
1994
eller cirkulære nr. 72 af 17. april 1996. Nævnet har tillige bemærket, at der
ingen eksempler fra retspraksis foreligger, hvor sådanne udgifter er godkendt
fradraget.
Nævnet har endvidere henvist til, at bekendtgørelse nr. 873 af
17. oktober 1994 ikke hjemler fradrag for individuelle udgifter til transport
med egen båd, idet bekendtgørelsens ordlyd efter nævnets opfattelse henviser
til kollektive transportformer.
Vedrørende klagerens arbejdsmæssige forhold, har nævnet
bemærket, at henset til specialisttillæggets størrelse på 1.500 kr., som
efter
nævnets opfattelse højst kan dække 9 timers merarbejde månedligt, har
klageren
som regel været i stand til at benytte færgen.
Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at indkomstopgørelsen for indkomståret 1999 nedsættes i
overensstemmelse med det selvangivne.
Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren opfylder
betingelserne i § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, jf. § 4, stk. 2 i
bekendtgørelse
nr. 873 af 17. oktober 1994, udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk.
4, for at foretage fradrag for befordringen med de direkte afholdte udgifter.
Særligt har repræsentanten bemærket, at det af § 6 i bekendtgørelse nr. 873
af
17. oktober 1994, direkte fremgår, at der kan foretages fradrag for de
faktiske
udgifter til ”færgetransport eller lign” ved transport mellem hjem
og
arbejdsplads.
Repræsentanten har herved henvist til, at § 4, stk. 2, nr. 1, i
bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er opfyldt ved, at klageren
grundet
bopæls øens geografiske beliggenhed har været nødsaget til at anvende
søtransport, at § 4, stk. 2, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober
1994
er opfyldt ved, at det tidsmæssige forbrug vil være uforholdsmæssigt stort,
hvis klageren som følge af færgerutens afgangstidspunkter er henvist til at
overnatte i X i forbindelse med arbejde før klokken 7.00 og efter klokken
18.00, at § 4, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er
opfyldt ved, at det vil være økonomisk urimeligt, hvis klageren blev påført
en
yderligere boligudgift ved overnatning i X.
Vedrørende forståelsen af ordene ”færgetransport eller lign.”
har repræsentanten gjort gældende, at lovgiver netop har valgt en så elastisk
formulering for at sikre en individuel skattemæssig behandling af øboere,
henset til disses særegne forhold, idet både cirkulæret til ligningsloven
samt
Ligningsvejledningen for 1999 udtrykkeligt anfører, at bestemmelsen er
udformet
med særlig sigte på denne gruppe af lønmodtagere.
Endvidere har repræsentanten gjort gældende, at den eneste
transportform, der er sammenlignelig med færgetransport nødvendigvis er
transport med egen båd, hvorfor en rent sproglig fortolkning af bestemmelsen
ligeledes fører til det resultat, at der i bestemmelsen er hjemmel til
fradrag
for de direkte forbundne faktiske udgifter ved brug af egen båd.
Repræsentanten har desuden bemærket, at klageren alene har indkøbt
båden som en direkte konsekvens af udnævnelsen til stedfortræder i selskabet
som følge af de hermed forbundne variable arbejdstider. Efter repræsentantens
opfattelse er det således en nødvendighed for klagerens udførelse af sit
arbejde, at han er i stand til at udvise en høj grad af fleksibilitet og
dermed
være ubundet af færgerutens fartplan. Endvidere har repræsentanten anført, at
selv i fald klageren anvender færgen, betyder dette en uforholdsmæssig lang
transporttid. Herudover har repræsentanten om selve båden bemærket, at denne
ikke fremviser de store rekreative muligheder, og den absolut er i den
billige
ende. Repræsentanten har herved henvist til fotografierne af båden.
Repræsentanten har yderligere anført, at den omhandlede båd er
indkøbt direkte i konsekvens af klagerens udnævnelse til stedfortræder, at
den
omhandlede båd er en nødvendig forudsætning for klagerens udførelse af
arbejdet, at fartplanen for færgeruten X til bopæls øen forhindrer den
nødvendige fleksibilitet i hans ansættelse, at han ved sin beregning af
befordringsfradraget udtrykkeligt har undtaget den beskedne private
anvendelse,
at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at der sker en
økonomisk ligestilling mellem øboere og lønmodtagere med bopæl på fastlandet,
at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at anvendelsen af
privat båd til brug for befordring mellem bopæl og arbejdsplads er
sammenlignelig med færgetransport på den samme strækning, og at det for at
tilgodese hensynet til at kunne tiltrække og bevare kvalificeret arbejdskraft
i
mindre øsamfund er en nødvendig forudsætning, at der sker en individuel
skattemæssig behandling på grund af de særegne forhold.
Endelig har repræsentanten henvist til, at det af forskellig
øvrig lovgivning, herunder EU-lovgivning, fremgår, at der skal tages særlig
hensyn til øsamfund, hvorfor en formålsfortolkning må betyde, at transport i
egen båd er dækket af ordene ”færgetransport eller lign.”, og at
der dermed er
hjemmel til fradrag herfor.
Landsskatteretten skal
udtale:
Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan der foretages fradrag
for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes
med
baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der
fastsættes
af Ligningsrådet. Det er som udgangspunkt uden betydning for fradraget,
hvordan
befordringen rent faktisk foretages.
I henhold til dagældende ligningslovs § 9 C, stk. 4, er
ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for befordringsfradrag
efter ligningslovs § 9 C, stk. 1-3. Denne bemyndigelse har ministeren
udnyttet
til at udstede bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, hvis §§ 4 til 6,
stk. 1, har følgende ordlyd:
”
§ 4
. Fradrag efter
ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for
skattemyndigheden oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede
kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads
(transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes
transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.
Stk. 2. Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den
strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:
1) de givne geografiske forhold,
2) tidsmæssigt forbrug og
3) økonomisk rimelighed.
§ 5
. Hvis den
skattepligtige på grund de i § 4, stk. 2, nævnte forhold på en del eller på
hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport eller
lign., beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 6.
§ 6
. Den
skattepligtige kan mod dokumentation foretage fradrag for faktiske udgifter
til
færgetransport eller lign.”
Landsskatteretten skal bemærke, at ordene ”færgetransport eller
lign.” i § 6 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, ikke kan
antages at
hjemle fradrag for enhver type af transport ad søvejen. Retten finder
herefter
ikke, at klagerens udgifter til befordring i egen båd er fradragsberettigede,
idet befordring i egen båd ikke kan anses for omfattet af § 6 i
bekendtgørelse
nr. 873 af 17. oktober 1994. Den påklagede skatteansættelse stadfæstes
derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 10. november 2025 i FV2025-1433 (tidligere FV2025-529) Arbejdsretten m.fl. · 10. november 2025
- Landsskatteretskendelse vedr. befordring mellem hjem og arbejde Retsinformation · 26. september 2006
- Befordringsfradrag – fri bil finansieret ved reduktion af skattepligtig bruttoløn Retsinformation · 9. juni 2009
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, DSB ansat, færgeudgifter. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Befordring, hjem/arbejdsplads, taxa (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt sagsøgeren, der i en del af indkomståret 1999 drev advokatvirksomhed, i medfør af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er berettiget til at fradrage en række nærmere angivne udgifter som driftsomkostninger i advokatvirksomheden Domsdatabasen · 5. oktober 2007
- Landsskatteretskendelse af 30. maj 2001 vedr. befordringsfradrag for en sygeplejerske på efteruddannelse. Retsinformation · 28. august 2003
- Landsskatteretskendelse af 15. november 2002 vedr. Befordringsfradrag politibetjent under uddannelse - bopæl Retsinformation · 24. september 2003
- Landsskatteretskendelse vedr. rejse- og opholdsudgifter - brobizz - arbejdssted i Danmark og Sverige - kost og logi Retsinformation · 23. oktober 2006
- Landsskatteretskendelse vedr. rejseudgifter for ansat ved Metroprojekt Retsinformation · 7. juni 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. Fradrag for befordring dage hvor fly er benyttet Retsinformation · 29. marts 2007