Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 1. november 2002 vedr. Befordring fradrag for udgifter til egen båd til brug for transport mellem hjem og arbejde - øboer

KEN nr 10173 af 01/11/2002Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet19. september 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 1. november 2002 vedr. Befordring

– fradrag for udgifter til egen båd til brug for transport mellem hjem

og

arbejde - øboer

A, der for indkomståret 1999 har selvangivet et

befordringsfradrag på 16.212 kr., klager over, at skatteankenævnet alene har

godkendt 2.476 kr.

Det fremgår af sagen, at klageren i det pågældende indkomstår

har været beskæftiget ved selskabet B A/S i X. Klageren har i perioden fra 1.

januar 1999 til 1. maj 1999 været ansat som fuldmægtig, hvorefter han har

været

ansat som stedfortræder for afdelingslederen.

Af et tillæg til klagerens ansættelseskontrakt dateret 14. april

1999 fremgår blandt andet følgende:

” ..Herudover tildeles du i din egenskab af stedfortræder et

ikke pensionsgivende specialisttillæg på 1.500,00 kr. pr. måned, således at

bruttolønnen beregnet pr. 1. oktober 1998 udgør i alt kr. 337.672,00 kr.

svarende til kr. 28.139,33 pr. måned.

Der sker ikke særskilt honorering af overarbejde i form af

overarbejdsbetaling eller afspadsering, idet en sådan honorering i stedet

dækkes af ovennævnte specialisttillæg ..”

Klageren har haft privat bopæl på en landbrugsejendom på en

mindre ø, hvor han tillige har drevet et mindre landbrug.

I juli 1999 har klageren anskaffet en motorbåd til 114.685 kr.

Der har i forbindelse med sagens behandling ved Landsskatteretten været

vedlagt

fotografier af båden.

Klageren har opgjort sit befordringsfradrag således:

Antal arbejdsdage i 1999

221

Læs alt

Motorbåd

Anskaffelsessum totalt

Som fordeles således:

114.685,00 kr.

Båd

80.000,00 kr.

Afskrives med 10 procent lineært til scrapværdi 20 procent,

svarende til pro anno

6.400,00 kr.

Motor med videre

35.685,00 kr.

Afskrives med 20 procent lineært til scrapværdi 20 procent,

svarende til pro anno

5.710,00 kr.

Samlet

befordringsfradrag kan opgøres således:

Daglig kørsel 3 kilometer á 1,39 kr.

921,00 kr.

Person og cykelkort til Øfærgen

4.940,00 kr.

- privat del 15 procent

- 741,00 kr.

Bilkort til Øfærgen

3.190,00 kr.

- driftsdel 25 procent

- 797,00 kr.

- privat del 15 procent

- 479,00 kr.

Bådudgifter

Benzin, olie med videre

7.361,00 kr.

Afskrivning båd

6.400,00 kr.

Afskrivning motor

5.710,00 kr.

- privat del 15 procent

- 2.920,00 kr.

Samlede befordringsudgifter

23.585,00 kr.

Reduceres med bundfradrag 24 kilometer á 1,39 kr. i 221 dage

- 7.373,00 kr

.

Til fradrag

16.212,00 kr.

De stedlige skattemyndigheder har forhøjet klagerens

indkomstopgørelse for indkomståret 1999 med 13.736 kr., og har således alene

godkendt befordringsfradrag med 2.476 kr.

Skattemyndighederne har beregnet klagerens befordringsfradrag

således:

Person og cykelkort til Øfærgen

4.199 kr.

Bilkort til Øfærgen

1.914 kr.

Egen båd, skønsmæssigt godkendt fradrag for personbefordring

med færge i 97 dage á 29 kr.

2.813 kr.

I alt

8.926 kr.

Fradrag for 3 kilometer per dag reduceret med 24 kilometer per

dag

- 6.450 kr.

Godkendt fradrag

2.476 kr.

Til støtte herfor har skatteankenævnet anført, at der ikke

findes lovhjemmel til at indrømme fradrag for udgifter til befordring i egen

båd, hverken i ligningslovens § 9 C, bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober

1994

eller cirkulære nr. 72 af 17. april 1996. Nævnet har tillige bemærket, at der

ingen eksempler fra retspraksis foreligger, hvor sådanne udgifter er godkendt

fradraget.

Nævnet har endvidere henvist til, at bekendtgørelse nr. 873 af

17. oktober 1994 ikke hjemler fradrag for individuelle udgifter til transport

med egen båd, idet bekendtgørelsens ordlyd efter nævnets opfattelse henviser

til kollektive transportformer.

Vedrørende klagerens arbejdsmæssige forhold, har nævnet

bemærket, at henset til specialisttillæggets størrelse på 1.500 kr., som

efter

nævnets opfattelse højst kan dække 9 timers merarbejde månedligt, har

klageren

som regel været i stand til at benytte færgen.

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at indkomstopgørelsen for indkomståret 1999 nedsættes i

overensstemmelse med det selvangivne.

Til støtte herfor har repræsentanten anført, at klageren opfylder

betingelserne i § 6, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, jf. § 4, stk. 2 i

bekendtgørelse

nr. 873 af 17. oktober 1994, udstedt med hjemmel i ligningslovens § 9 C, stk.

4, for at foretage fradrag for befordringen med de direkte afholdte udgifter.

Særligt har repræsentanten bemærket, at det af § 6 i bekendtgørelse nr. 873

af

17. oktober 1994, direkte fremgår, at der kan foretages fradrag for de

faktiske

udgifter til ”færgetransport eller lign” ved transport mellem hjem

og

arbejdsplads.

Repræsentanten har herved henvist til, at § 4, stk. 2, nr. 1, i

bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er opfyldt ved, at klageren

grundet

bopæls øens geografiske beliggenhed har været nødsaget til at anvende

søtransport, at § 4, stk. 2, nr. 2 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober

1994

er opfyldt ved, at det tidsmæssige forbrug vil være uforholdsmæssigt stort,

hvis klageren som følge af færgerutens afgangstidspunkter er henvist til at

overnatte i X i forbindelse med arbejde før klokken 7.00 og efter klokken

18.00, at § 4, stk. 2, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994 er

opfyldt ved, at det vil være økonomisk urimeligt, hvis klageren blev påført

en

yderligere boligudgift ved overnatning i X.

Vedrørende forståelsen af ordene ”færgetransport eller lign.”

har repræsentanten gjort gældende, at lovgiver netop har valgt en så elastisk

formulering for at sikre en individuel skattemæssig behandling af øboere,

henset til disses særegne forhold, idet både cirkulæret til ligningsloven

samt

Ligningsvejledningen for 1999 udtrykkeligt anfører, at bestemmelsen er

udformet

med særlig sigte på denne gruppe af lønmodtagere.

Endvidere har repræsentanten gjort gældende, at den eneste

transportform, der er sammenlignelig med færgetransport nødvendigvis er

transport med egen båd, hvorfor en rent sproglig fortolkning af bestemmelsen

ligeledes fører til det resultat, at der i bestemmelsen er hjemmel til

fradrag

for de direkte forbundne faktiske udgifter ved brug af egen båd.

Repræsentanten har desuden bemærket, at klageren alene har indkøbt

båden som en direkte konsekvens af udnævnelsen til stedfortræder i selskabet

som følge af de hermed forbundne variable arbejdstider. Efter repræsentantens

opfattelse er det således en nødvendighed for klagerens udførelse af sit

arbejde, at han er i stand til at udvise en høj grad af fleksibilitet og

dermed

være ubundet af færgerutens fartplan. Endvidere har repræsentanten anført, at

selv i fald klageren anvender færgen, betyder dette en uforholdsmæssig lang

transporttid. Herudover har repræsentanten om selve båden bemærket, at denne

ikke fremviser de store rekreative muligheder, og den absolut er i den

billige

ende. Repræsentanten har herved henvist til fotografierne af båden.

Repræsentanten har yderligere anført, at den omhandlede båd er

indkøbt direkte i konsekvens af klagerens udnævnelse til stedfortræder, at

den

omhandlede båd er en nødvendig forudsætning for klagerens udførelse af

arbejdet, at fartplanen for færgeruten X til bopæls øen forhindrer den

nødvendige fleksibilitet i hans ansættelse, at han ved sin beregning af

befordringsfradraget udtrykkeligt har undtaget den beskedne private

anvendelse,

at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at der sker en

økonomisk ligestilling mellem øboere og lønmodtagere med bopæl på fastlandet,

at bekendtgørelsens § 6, stk. 1, bør fortolkes således, at anvendelsen af

privat båd til brug for befordring mellem bopæl og arbejdsplads er

sammenlignelig med færgetransport på den samme strækning, og at det for at

tilgodese hensynet til at kunne tiltrække og bevare kvalificeret arbejdskraft

i

mindre øsamfund er en nødvendig forudsætning, at der sker en individuel

skattemæssig behandling på grund af de særegne forhold.

Endelig har repræsentanten henvist til, at det af forskellig

øvrig lovgivning, herunder EU-lovgivning, fremgår, at der skal tages særlig

hensyn til øsamfund, hvorfor en formålsfortolkning må betyde, at transport i

egen båd er dækket af ordene ”færgetransport eller lign.”, og at

der dermed er

hjemmel til fradrag herfor.

Landsskatteretten skal

udtale:

Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1-3, kan der foretages fradrag

for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes

med

baggrund i den normale transportvej ved bilkørsel ud fra satser, der

fastsættes

af Ligningsrådet. Det er som udgangspunkt uden betydning for fradraget,

hvordan

befordringen rent faktisk foretages.

I henhold til dagældende ligningslovs § 9 C, stk. 4, er

ministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for befordringsfradrag

efter ligningslovs § 9 C, stk. 1-3. Denne bemyndigelse har ministeren

udnyttet

til at udstede bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, hvis §§ 4 til 6,

stk. 1, har følgende ordlyd:

”

§ 4

. Fradrag efter

ligningslovens § 9 C er betinget af, at den skattepligtige over for

skattemyndigheden oplyser antallet af arbejdsdage og antallet af befordrede

kilometer pr. arbejdsdag mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

(transportvejen). Uanset den skattepligtiges valg af transportmiddel beregnes

transportvejen på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel.

Stk. 2. Ved normal transportvej ved bilkørsel forstås den

strækning, der skal tilbagelægges med bil, under hensyntagen til:

1) de givne geografiske forhold,

2) tidsmæssigt forbrug og

3) økonomisk rimelighed.

§ 5

. Hvis den

skattepligtige på grund de i § 4, stk. 2, nævnte forhold på en del eller på

hele strækningen mellem hjem og arbejdsplads må anvende færgetransport eller

lign., beregnes befordringsfradraget for denne befordring efter § 6.

§ 6

. Den

skattepligtige kan mod dokumentation foretage fradrag for faktiske udgifter

til

færgetransport eller lign.”

Landsskatteretten skal bemærke, at ordene ”færgetransport eller

lign.” i § 6 i bekendtgørelse nr. 873 af 17. oktober 1994, ikke kan

antages at

hjemle fradrag for enhver type af transport ad søvejen. Retten finder

herefter

ikke, at klagerens udgifter til befordring i egen båd er fradragsberettigede,

idet befordring i egen båd ikke kan anses for omfattet af § 6 i

bekendtgørelse

nr. 873 af 17. oktober 1994. Den påklagede skatteansættelse stadfæstes

derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter