Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse af 17/12 2001 vedr. tinglysningsafgift på delvist nedlyst pantebrev.

KEN nr 10020 af 17/12/2001Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet21. august 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse af 17/12 2001 vedr.

tinglysningsafgift på delvist nedlyst pantebrev.

A A/S’s klage skyldes, at told- og skatteregionen har truffet

afgørelse om, at afgift fra et delvist nedlyst pantebrev ikke kan overføres

til

et nyt pantebrev, hvorfor regionen har fundet, at det nye pantebrev skal

berigtiges med yderligere tinglysningsafgift, 3.000 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at B og C den 28. marts 2000

oprettede et pantebrev på 400.000,00 kr. til det klagende selskab med pant i

en

ejendom. Pantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 5. april

2000. Pantebrevet var forsynet med følgende afgiftskasse:

Pålydende, nyt lån

DKK

400.000,00

- Restgæld, indfriede lån

DKK

186.289,69

- Omkostninger, indfriede lån

DKK

1.029,44

- Forholdsmæssige omkostninger, nyt lån

DKK

4.571,79

Afgiftspligtigt beløb

DKK

208.109,08

Jf. lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og

panterettigheder, § 5, stk. 2.

Der er ved opgørelsen anvendt nominelle værdier.”

Læs alt

Ved anmeldelsen til tinglysning var pantebrevet

afgiftsberigtiget med 4.600 kr., opgjort som den faste afgift, 1.400 kr.,

samt

1,5 pct. (oprundet) af det afgiftspligtige beløb i henhold til afgiftskassen.

Det klagende selskabs repræsentant

har om de nærmere omstændigheder i

forbindelse med udstedelsen af pantebrevet på 400.000,00 kr. oplyst, at den

pågældende ejendom var belånt i henhold til to pantebreve, dels opr. 980.000

kr. til det klagende selskab, dels opr. 300.000 kr. til en bank. Begge

pantebreve var berigtiget med korrekt beregnet stempel- og

tinglysningsafgift.

I forbindelse med en ombygning fik låntagerne tilbud fra det klagende selskab

om optagelse af yderligere lån i ejendommen. Låntagerne ønskede at drage

fordel

af den lavere rente på et rentetilpasningslån, men ønskede på grund af

risikoen

herved at sprede finansieringen, således at godt 60 % af realkreditbelåningen

fortsatte som et fastforrentet realkreditlån, mens den resterende del

ønskedes

finansieret med et rentetilpasningslån. Provenuet af rentetilpasningslånet

skulle således bl.a. anvendes til delvis indfrielse (nedbringelse) af

realkreditlånet på opr. 980.000 kr. Den 24. marts 2000 tilbød det klagende

selskab låntagerne et rentetilpasningslån på 400.000,00 kr.

Realkreditpantebrevet

på 400.000,00 kr. blev herefter oprettet den 28. marts 2000, og lånet blev

udbetalt den 4. april 2000.

Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,

at det omhandlede pantebrev skal berigtiges med yderligere

tinglysningsafgift,

3.000 kr. Som begrundelse herfor har regionen anført, at overførsel af afgift

mellem pantebreve kun kan ske, såfremt pantebrevet hvorfra afgift skal

overføres, aflyses helt. I nærværende tilfælde ønskes afgift overført fra et

delvist nedlyst pantebrev til et nyt pantebrev, hvilket ikke er muligt, jf.

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Der skal derfor betales fuld afgift af

det nyoprettede pantebrevs hovedstol.

Regionen har herefter opgjort yderligere tinglysningsafgift

således:

Hovedstol

400.000,00 kr.

Variabel afgift (1,5 pct.), jf. tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 1

6.000,00 kr.

Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1

1.400,00 kr.

I alt

7.400,00 kr.

I alt oprundet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1

7.400,00 kr.

Betalt afgift

- 4.600,00 kr.

Skyldig afgift

2.800,00 kr.

Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20

200,00 kr.

I alt

3.000,00 kr.

Det klagende selskabs repræsentant har over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det omhandlede pantebrev alene skal

afgiftsberigtiges med 4.600 kr. Til støtte for påstanden har repræsentanten

anført, at regionens afgørelse medfører, at låntagerne kommer til at betale

stempel-/procentafgift på 1,5 pct. to gange for det samme pantsikrede beløb,

selvom retsforholdet er fuldstændig uændret, dvs. samme låntagere og samme

ejendom. Låntagerne ønskede alene at stifte nyt pant for et beløb svarende

til

forskellen mellem det nye pantebrevs hovedstol på 400.000,00 kr., og

nedlysningen på 186.289,69 kr. på det oprindelige pantebrev. Repræsentanten

har

bestridt, at det er en forudsætning for fritagelse for betaling af fuld

procentafgift, at det oprindelige realkreditpantebrev aflyses helt.

Repræsentanten har herved anført, at der hverken i betænkning nr. 1364/1998,

som lå til grund for tinglysningsafgiftsloven, eller i bemærkningerne til

lovforslaget (L 208 af 25. marts 1999), hvor tinglysningsafgiftslovens regler

blev foreslået indført, er holdepunkter for, at der på dette område skulle

være

tilsigtet nogen ændring i forhold til stempelloven og den faste praksis, som

realkreditinstitutterne har fulgt siden 1991 og som fuldt ud er accepteret af

tinglysningsmyndighederne m.v. Problemstillingen er ej heller nævnt i

Skatteministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget den 25. marts 1999.

Repræsentanten har understreget, at lovgiver i lovforslagets bemærkninger i

øvrigt indgående har uddybet reglerne i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.

2,

jf. bemærkningerne s. 25-27.

Repræsentanten har videre anført, at regionen tidligere har

begrundet sin opfattelse med, at stempellovens § 10, stk. 2, ikke er

videreført

i tinglysningsafgiftsloven, hvorved regionen har henvist til

slutbemærkningerne

i motiverne til lovforslaget, s. 36, 2. sp.: ”Der er ikke i lovforslaget

en

bestemmelse om rene afløsningsdokumenter svarende til § 10, stk. 2 i

stempelloven.” Repræsentanten har anført, at såfremt det havde været

lovgivers

hensigt, at denne kortfattede og upræcise udtalelse skulle medføre en ændring

på dette for boligejerne væsentlige område vedrørende afgiftsoverførsel fra

realkreditpantebreve ved konverteringer m.v., må det forventes, at lovgiver

ville have uddybet udtalelsen betydeligt, hvilket ikke er sket.

Repræsentanten

har herved gjort opmærksom på, at en sådan uddybelse har fundet sted bl.a.

vedrørende bortfald af afgiftsfritagelsen ved ”vandrende

pantebreve”, adgangen

til at foretage ”værdistempling” og afgiftsfriheden for pantebreve

og

skadesløsbreve ved kontrapant, jf. bemærkningerne, s. 13, 2. sp.

Endvidere har repræsentanten anført, at regionen har henvist til

spørgsmål nr. S 2538, fremsat den 3. maj 2000, til skatteministeren fra

Kristian Jensen (V). Repræsentanten har anført, at dette spørgsmål er stillet

efter tinglysningsafgiftslovens vedtagelse i Folketinget og efter lovens

ikrafttræden. Repræsentanten har videre anført, at den udlægning af reglerne,

som skatteministeren i sit svar fremfører, bestrides, og repræsentanten har

gjort opmærksom på, at spørgsmålet vedrører en situation, hvor pantet

udstykkes,

og hvor der udfærdiges ”delpantebreve” for hver af de enkelte

matrikulære

ejendomme, hvilket er en helt anden situation end i nærværende tilfælde.

Repræsentanten har endvidere henvist til følgende i skatteministerens svar:

”Afslutningsvis skal det bemærkes, at de ændringer i muligheden for at

overføre

afgift fra et pantebrev til et andet, der er sket ved overgangen fra

stempelloven til tinglysningsafgiftsloven, er i overensstemmelse med de

anbefalinger, der fremkom fra stempeludvalget, der var bredt sammensat, og

som

– udover repræsentanter fra ministerierne – også havde deltagelse

af eksterne

sagkyndige, repræsentanter fra organisationerne . og erhvervslivet.”

Repræsentanten har anført, at dette ikke forekommer sandsynligt, idet

høringssvarene fra blandt andet erhvervslivets organisationer ikke indeholdt

synspunkter eller lignende, som kunne pege i retning af, at reglerne på dette

område påtænktes ændret.

Repræsentanten har herefter gjort gældende, at

tinglysningsafgiftsloven – på samme måde som stempelloven –

indeholder hjemmel

til at fritage det omhandlede realkreditpantebrev på 400.000,00 kr. for

betaling af fuld procentafgift, idet lånet blev optaget til bl.a. delvis

indfrielse af et realkreditlån i samme ejendom. Låntagerne har således

allerede

én gang betalt behørig afgift af en del af det pantsikrede beløb, og der er i

tinglysningsafgiftsloven ikke hjemmel til at opkræve tinglysningsafgift igen

for samme pantsikrede beløb.

Repræsentanten har videre anført, at der under stempelloven var

fast administrativ praksis for, at denne type af pantebreve kunne udfærdiges

uden betaling af stempelafgift. Realkreditinstitutterne har siden 1991 fulgt

en

praksis, hvorefter realkreditpantebreve i denne type af sager blev udfærdiget

uden betaling af fuld stempelafgift, så længe det nye lån helt eller delvis

svarede til det beløb, som det oprindelige lån skulle nedbringes med. Denne

praksis blev godkendt af tinglysningsmyndighederne og statsamterne i de

ganske

få sager, hvor problemstillingen gav anledning til afgørelse. Repræsentanten

har herved henvist til en afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen af 28.

februar

1996.

Endvidere har repræsentanten anført, at det ikke bestrides, at

stempellovens § 10, stk. 2, ikke er videreført i tinglysningsafgiftsloven,

men

dette forhold er ikke afgørende, idet realkreditpantebreve har haft deres

helt

særlige fritagelsesbestemmelse i stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3. Denne

bestemmelse er videreført i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, og

lovgiver

har ikke haft til hensigt at indskrænke anvendelsesområdet i forhold til

stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3. Tværtimod fremgår det klart af

lovforslaget,

at lovgiver i § 5, stk. 2, har ønsket en udvidelse i forhold til

stempellovens

§ 62, stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne, s. 26: ”I den foreslåede

bestemmelse i

§ 5, stk. 2, er lånegrænsen på 80 pct. af ejendomsværdien helt udgået,

”, samt:

”Det er nu muligt at anse lånet for optaget til afløsning af et

tilsvarende

lån, selvom lånet i henhold til det pantebrev, der skal afløses, ikke er

blevet

effektueret.”

For så vidt angår stempellovens § 10, stk. 2, har repræsentanten

anført, at denne bestemmelse var gældende generelt for alle dokumenter, som

var

omfattet af stempelloven. Bestemmelsen opstillede et krav om identitet,

hvorefter dokumenterne skulle vedrøre samme parter og samme ejendom.

Stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, var derimod en særlig bestemmelse, som kun

omfattede realkreditlån, lån hos Dansk Landbrugs Realkreditfond eller i

pengeinstitutter, såfremt lånets løbetid var mindst 10 år og højst 30 år, og

lånet havde direkte pant i fast ejendom inden for 80 pct. af den på

lånetidspunktet senest meddelte offentlige vurdering af ejendommen.

Stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. indeholdt en undtagelse til det

subjektive identitetskrav, som ellers fremgik af den generelle bestemmelse i

stempellovens § 10, stk. 2. Men bestemmelsen indeholdt i 1. pkt. også en klar

hjemmel til fritagelse for betaling af stempelafgift, når det nye lån var

optaget til indfrielse af tilsvarende lån eller lån omfattet af lov om

realkreditlignende lån m.v., § 2.

Repræsentanten har videre anført, at afgiftsfritagelsen i

stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, er opretholdt fuldt ud – og er

udvidet– i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, hvilket specifikt fremgår af

bemærkningerne vedrørende § 62, stk. 1, nr. 3, i lovforslaget (L 208), s. 15.

1. sp.: ”Det foreslås i lovforslagets § 5, stk. 2, at afgiftsfritagelsen

opretholdes i det omfang det lån, for hvilket der ydes pant, optages til

afløsning af et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Baggrunden for

afgiftsfritagelsen er at friholde den del af det nye lån for afgift, hvor der

ikke stiftes nyt pant.”, samt s. 10, 2. sp.: ”Det er hovedreglen

efter

forslaget, at der kun betales afgift én gang af det pantsikrede beløb, og

debitor- og kreditorskifte kan herefter passere afgiftsfrit, når der bortses

fra den faste afgift.” Repræsentanten har anført, at lovgiver –

selv ved

debitor- og kreditorskifte – således har ønsket at friholde den del af

lånet

for afgift, hvor der ikke stiftes nyt pant. I nærværende tilfælde stifter

låntagerne yderligere pant samtidig med, at der foretages en nedlysning af et

eksisterende realkreditpantebrev. Der bør derfor alene foretages

afgiftsberigtigelse af den del af lånet, hvor der stiftes nyt pant.

Repræsentanten har tillige henvist til ordlyden af stempellovens

§ 62, stk. 1, nr. 3, og tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Af

stempellovens

§ 62, stk. 1, nr. 3, fremgik, at det nye realkreditlån skulle være optaget

til

”indfrielse af tilsvarende lån ”. Af tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2,

fremgår tilsvarende, at det nye lån skal være optaget med det formål, at

”afløse et lån ”. Repræsentanten har anført, at man i begge

tilfælde har valgt

en formulering, som kunne give indtryk af, at det kun var den fulde

indfrielse

af lånet, som var omfattet af fritagelsen. Repræsentanten har anført, at en

sådan fortolkning imidlertid ikke svarer til retstilstanden på området.

Repræsentanten har videre anført, at regionens fortolkning af

begrebet ”aflyst” i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,

udelukkende er

baseret på en ordlydsfortolkning. Begrebet ”aflysning” omfatter

imidlertid også

”delvis aflysning” (også kaldet ”nedlysning”), hvilket

eksempelvis fremgår af

tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Ifølge denne bestemmelse er

”aflysning” fritaget for tinglysningsafgift, og det er helt

utvivlsomt, at

dette også gælder for ”delvis aflysning”. Tilsvarende anvender

regionen en

ordlydsfortolkning af § 5, stk. 2, i forbindelse med fortolkningen af

”afløse

et lån”. Regionen har imidlertid anerkendt, at to eller flere

realkreditlån

godt kan omlægges til ét realkreditlån uden betaling af procentafgift.

Repræsentanten har herved henvist til et brev fra regionen af 22. marts 2000

til Realkreditrådet, samt til bekendtgørelse nr. 725 af 15. september 1999,

bilag 1: ”Ad B: Restgælden på det/de indfriede lån er restgælden ifølge

lånedokumentet (ved kontantlån er det således ikke

obligationsrestgælden).”

Repræsentanten har anført, at ”et lån” således godt kan fortolkes

som ”flere

lån”, og så meget desto mere må det gælde, at en brøkdel af et lån også

kan

omlægges til ét lån.

Repræsentanten har yderligere anført, at regionen er enig i, at

denne type af sager ikke bør resultere i ”dobbeltbetaling” af

procentafgift,

idet låntagerne allerede én gang har betalt procentafgift af det pantsikrede

beløb. jf. sagsfremstillingens s. 2: ”Afgiftsmyndigheden vil – som

tilkendegivet den 12. oktober 2000 – anbefale en lovændring, hvor

delpantebreve

omfattes af § 5, stk. 2, hvis problemerne med udstykningspantebreve kan

løses.”

Derudover er regionen også enig i, at det ikke vil få provenumæssige

konsekvenser for staten, hvis denne type af realkreditpantebreve fritages for

procentafgift. Regionen har herved oplyst, at regionen er af den opfattelse,

at

man ved brug af en allonge til det oprindelige realkreditpantebrev vil kunne

etablere samme lånekonstruktion mod betaling af den faste afgift på 1.400 kr.

Repræsentanten har anført, at denne løsningsmodel imidlertid ikke kan

benyttes

af realkreditinstitutterne, som baserer deres drift på

”masseproduktion”.

Repræsentanten har videre anført, at det ikke kan have været lovgivers

hensigt

dels at indføre en konstruktion, som vil gøre tinglyste pantebreve

uoverskuelige, dels at lægge hindringer i vejen for, at

realkreditinstitutterne

kan indrette deres drift på en for kunderne smidig måde.

Endelig har repræsentanten henvist til en artikel,

offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000.633, hvori

problemstillingen vedrørende afgift ved opdeling af pantebreve er behandlet.

Regionen har i anledning af klagen til Landsskatteretten anført,

at tinglysningsafgiftsloven trådte i kraft den 1. januar 2000 og afløste den

dagældende stempellov. Efter stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, var der

blandt

andet hjemmel til at oprette ét stempelfrit realkreditlån, når dette lån blev

optaget til indfrielse af tilsvarende lån. Reglen er videreført i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, hvor der er hjemmel til at lade ét

realkreditlån afløse af ét nyt realkreditlån. Stempellovens § 62, stk. 1, nr.

3, var imidlertid suppleret af en generel fritagelsesregel til udfærdigelse

af

erstatningsdokumenter i stempellovens § 10, stk. 2, hvilket gjorde det muligt

at oprette flere afløsningsdokumenter vedrørende samme retsforhold. Denne

fritagelsesbestemmelse er ikke videreført i tinglysningsafgiftsloven, hvilket

betyder, at der ikke er mulighed for at lade ét lån afløse af to eller flere

lån, eller at lade ét lån delvist afløse, således at en del af det

eksisterende

lån forbliver, idet man også i dette tilfælde vil have to lån i to

forskellige

pantebreve efter konverteringen.

Regionen har videre anført, at tinglysningsafgiftslovens § 5,

stk. 2, ikke hjemler mulighed for afgiftsfrit at oprette mere end ét

realkreditlån til hel eller delvis afløsning af et eksisterende

realkreditlån.

I tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, er der alene mulighed for at lade ét

realkreditlån afløse af ét nye realkreditlån. Det betyder, at afgiftsfriheden

er betinget af, at låntager efter konverteringen er afsluttet, kun står

tilbage

med ét realkreditpantebrev. Regionen har herved ikke forhindret, at der

skulle

være mulighed for at sammenlægge to realkreditlån til ét realkreditlån, idet

denne sammenlægning netop resulterer i, at låntager kun ender med at have ét

realkreditpantebrev. I nærværende tilfælde har det således hele tiden været

muligt at foretage en delvis nedlysning af pantebrevet og ved allonge til

samme

pantebrev oprette et nyt lån, således at begge lån forefandtes i samme

pantebrev.

Afgiftsmæssigt ville dette kunne ske indenfor rammerne af

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2.

Repræsentanten har som kommentar hertil anført:

At

regionens bemærkninger om anvendelse af alternative

fremgangsmåder ved tinglysning af delpantebreve ikke har relevans for den

konkrete problemstilling, der angår fortolkning af tinglysningsafgiftslovens

§

5, stk. 2. Efter repræsentantens opfattelse er det inden for det

skatteretlige

område ikke afgørende, om den skatte- eller afgiftspligtige har anvendt den

ene

eller den anden formelle metode for at opnå en given afgiftslettelse. Det

afgørende for en eventuel afgiftslettelse er realiteten bag transaktionen.

at

der i bekendtgørelse nr. 539 af 30. juni 1993, § 6,

(til stempelloven) blev stillet krav om, at realkreditpantebrevene senest ved

dokumentets indlevering til tinglysning på dokumentets første side (eventuelt

ved en henvisning til påtegning på en allonge til dokumentet) skulle være

påført en opgørelse af det stempelpligtige beløb med den i bekendtgørelsen

anførte specifikationsgrad. Af bekendtgørelsens § 6 fremgår eksplicit, at

reglerne knytter sig til stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, og man har fra

realkreditinstitutternes side aldrig henvist til stempellovens § 10, stk. 2.

Tinglysnings- og afgiftsmyndighederne m.v. har aldrig krævet, at der på

pantebrevet skulle henvises til stempellovens § 10, stk. 2. De daværende

regler

i bekendtgørelsen vedrørende stempelafgift er videreført i den nugældende

bekendtgørelse nr. 725 af 15. september 1999, § 4. Regionens opfattelse af at

delvis konvertering efter stempelloven var hjemlet i lovens § 10, stk. 2, er

således en ganske ny fortolkning, der aldrig har været prøvet, endsige

håndhævet, mens bestemmelsen var i kraft.

at

regionens typografiske formulering af, at fritagelsen

kun finder anvendelse for ”ét” realkreditpantebrev ikke genfindes i

stempelloven eller i tinglysningsafgiftsloven med tilhørende

fortolkningsbidrag.

at

regionens typografiske pointering af ”ét” er i

uoverensstemmelse med en naturlig sproglig fortolkning af såvel stempellovens

§

62, stk. 1, nr. 3, som tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. En læsning af

de

to bestemmelser giver ikke belæg for at indfortolke et krav om, at antallet

af

pantebreve ikke kan forøges i forbindelse med konvertering af realkreditlån.

at

problemstillingen vedrørende delpantebreve ikke har

været drøftet i stempeludvalget eller dette udvalgs mere tekniske

underudvalg.

Repræsentanten har været repræsenteret i begge udvalg.

at

der under forhandlingerne mellem repræsentanten og

Skatteministeriet blev opnået enighed om, at der ikke havde været tilsigtet

en

afgiftsskærpelse ved opsplittende og delvise konverteringer hverken ved

tilblivelsen af § 5, stk. 2, eller efterfølgende, hvorfor uenigheden alene

angår spørgsmålet om, hvorvidt retstilstanden skal reetableres via

fortolkning

eller via en lovændring, samt

at

tinglysningsafgiftsloven efter repræsentantens

opfattelse hele tiden har indeholdt hjemmel til afgiftsfritagelse for de

berørte realkreditpantebreve. Skatteministeriet har imidlertid valgt at

gennemføre ændringen ved fremsættelse af lovforslag (L 127 af 5. april 2001).

Efter repræsentantens opfattelse medfører vedtagelsen af dette lovforslag, at

den praksis, der blev fulgt under stempelloven, kodificeres gennem en

præcisering

i loven.

Landsskatteretten skal

udtale:

Den dagældende bestemmelse i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.

2, havde følgende ordlyd:

”Ved tinglysning af pant i fast ejendom, bortset fra pant ifølge

ejerpantebrev og skadesløsbrev, til sikkerhed for lån i

realkreditinstitutter,

Dansk Landbrugs Realkreditfond eller for lån i pengeinstitutter med en

oprindelig løbetid på mindst 10 år og højst 30 år medregnes ikke til det

pantsikrede beløb, jf. stk. 1, den del af lånet, som optages til at afløse et

lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Anvendelsen af reglen i 1. pkt. er

betinget af, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker senest

samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at det tidligere pant er

aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning af det nye pant.”

Landsskatteretten bemærker, at stempellovens regler ved

lovændringen pr. 1. januar 2000 blev erstattet af et helt nyt regelsæt i form

af tinglysningsafgiftsloven, der tager udgangspunkt i andre principper end

stempelloven. Retten finder derfor, at den anvendte fortolkning af

stempelloven

ikke umiddelbart kan overføres til tinglysningsafgiftslovens bestemmelser.

Landsskatteretten finder, at den dagældende bestemmelse i

tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, efter sin ordlyd må forstås således,

at

der alene foreligger afgiftsfritagelse, når pantebrevet hvorfra afgift skal

overføres, aflyses helt, jf. udtrykket ” afløse et lån ”. Retten

finder

endvidere, at der ikke i forarbejderne til tinglysningsafgiftsloven er

grundlag

for at fortolke bestemmelsen, der udgør en undtagelse til den generelle

afgiftspligt, udvidende i forhold til lovteksten. Den påklagede afgørelse

stadfæstes derfor.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter