Landsskatteretskendelse af 17/12 2001 vedr. tinglysningsafgift på delvist nedlyst pantebrev.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse af 17/12 2001 vedr.
tinglysningsafgift på delvist nedlyst pantebrev.
A A/S’s klage skyldes, at told- og skatteregionen har truffet
afgørelse om, at afgift fra et delvist nedlyst pantebrev ikke kan overføres
til
et nyt pantebrev, hvorfor regionen har fundet, at det nye pantebrev skal
berigtiges med yderligere tinglysningsafgift, 3.000 kr.
Det fremgår af sagens oplysninger, at B og C den 28. marts 2000
oprettede et pantebrev på 400.000,00 kr. til det klagende selskab med pant i
en
ejendom. Pantebrevet blev anmeldt til tinglysning og tinglyst den 5. april
2000. Pantebrevet var forsynet med følgende afgiftskasse:
Pålydende, nyt lån
DKK
400.000,00
- Restgæld, indfriede lån
DKK
186.289,69
- Omkostninger, indfriede lån
DKK
1.029,44
- Forholdsmæssige omkostninger, nyt lån
DKK
4.571,79
Afgiftspligtigt beløb
DKK
208.109,08
Jf. lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og
panterettigheder, § 5, stk. 2.
Der er ved opgørelsen anvendt nominelle værdier.”
Læs alt
Ved anmeldelsen til tinglysning var pantebrevet
afgiftsberigtiget med 4.600 kr., opgjort som den faste afgift, 1.400 kr.,
samt
1,5 pct. (oprundet) af det afgiftspligtige beløb i henhold til afgiftskassen.
Det klagende selskabs repræsentant
har om de nærmere omstændigheder i
forbindelse med udstedelsen af pantebrevet på 400.000,00 kr. oplyst, at den
pågældende ejendom var belånt i henhold til to pantebreve, dels opr. 980.000
kr. til det klagende selskab, dels opr. 300.000 kr. til en bank. Begge
pantebreve var berigtiget med korrekt beregnet stempel- og
tinglysningsafgift.
I forbindelse med en ombygning fik låntagerne tilbud fra det klagende selskab
om optagelse af yderligere lån i ejendommen. Låntagerne ønskede at drage
fordel
af den lavere rente på et rentetilpasningslån, men ønskede på grund af
risikoen
herved at sprede finansieringen, således at godt 60 % af realkreditbelåningen
fortsatte som et fastforrentet realkreditlån, mens den resterende del
ønskedes
finansieret med et rentetilpasningslån. Provenuet af rentetilpasningslånet
skulle således bl.a. anvendes til delvis indfrielse (nedbringelse) af
realkreditlånet på opr. 980.000 kr. Den 24. marts 2000 tilbød det klagende
selskab låntagerne et rentetilpasningslån på 400.000,00 kr.
Realkreditpantebrevet
på 400.000,00 kr. blev herefter oprettet den 28. marts 2000, og lånet blev
udbetalt den 4. april 2000.
Told- og skatteregionen har ved den påklagede afgørelse fundet,
at det omhandlede pantebrev skal berigtiges med yderligere
tinglysningsafgift,
3.000 kr. Som begrundelse herfor har regionen anført, at overførsel af afgift
mellem pantebreve kun kan ske, såfremt pantebrevet hvorfra afgift skal
overføres, aflyses helt. I nærværende tilfælde ønskes afgift overført fra et
delvist nedlyst pantebrev til et nyt pantebrev, hvilket ikke er muligt, jf.
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Der skal derfor betales fuld afgift af
det nyoprettede pantebrevs hovedstol.
Regionen har herefter opgjort yderligere tinglysningsafgift
således:
Hovedstol
400.000,00 kr.
Variabel afgift (1,5 pct.), jf. tinglysningsafgiftslovens § 5,
stk. 1
6.000,00 kr.
Fast afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 1
1.400,00 kr.
I alt
7.400,00 kr.
I alt oprundet, jf. tinglysningsafgiftslovens § 2, stk. 1
7.400,00 kr.
Betalt afgift
- 4.600,00 kr.
Skyldig afgift
2.800,00 kr.
Forhøjet afgift, jf. tinglysningsafgiftslovens § 20
200,00 kr.
I alt
3.000,00 kr.
Det klagende selskabs repræsentant har over for
Landsskatteretten nedlagt påstand om, at det omhandlede pantebrev alene skal
afgiftsberigtiges med 4.600 kr. Til støtte for påstanden har repræsentanten
anført, at regionens afgørelse medfører, at låntagerne kommer til at betale
stempel-/procentafgift på 1,5 pct. to gange for det samme pantsikrede beløb,
selvom retsforholdet er fuldstændig uændret, dvs. samme låntagere og samme
ejendom. Låntagerne ønskede alene at stifte nyt pant for et beløb svarende
til
forskellen mellem det nye pantebrevs hovedstol på 400.000,00 kr., og
nedlysningen på 186.289,69 kr. på det oprindelige pantebrev. Repræsentanten
har
bestridt, at det er en forudsætning for fritagelse for betaling af fuld
procentafgift, at det oprindelige realkreditpantebrev aflyses helt.
Repræsentanten har herved anført, at der hverken i betænkning nr. 1364/1998,
som lå til grund for tinglysningsafgiftsloven, eller i bemærkningerne til
lovforslaget (L 208 af 25. marts 1999), hvor tinglysningsafgiftslovens regler
blev foreslået indført, er holdepunkter for, at der på dette område skulle
være
tilsigtet nogen ændring i forhold til stempelloven og den faste praksis, som
realkreditinstitutterne har fulgt siden 1991 og som fuldt ud er accepteret af
tinglysningsmyndighederne m.v. Problemstillingen er ej heller nævnt i
Skatteministerens skriftlige fremsættelse af lovforslaget den 25. marts 1999.
Repræsentanten har understreget, at lovgiver i lovforslagets bemærkninger i
øvrigt indgående har uddybet reglerne i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.
2,
jf. bemærkningerne s. 25-27.
Repræsentanten har videre anført, at regionen tidligere har
begrundet sin opfattelse med, at stempellovens § 10, stk. 2, ikke er
videreført
i tinglysningsafgiftsloven, hvorved regionen har henvist til
slutbemærkningerne
i motiverne til lovforslaget, s. 36, 2. sp.: ”Der er ikke i lovforslaget
en
bestemmelse om rene afløsningsdokumenter svarende til § 10, stk. 2 i
stempelloven.” Repræsentanten har anført, at såfremt det havde været
lovgivers
hensigt, at denne kortfattede og upræcise udtalelse skulle medføre en ændring
på dette for boligejerne væsentlige område vedrørende afgiftsoverførsel fra
realkreditpantebreve ved konverteringer m.v., må det forventes, at lovgiver
ville have uddybet udtalelsen betydeligt, hvilket ikke er sket.
Repræsentanten
har herved gjort opmærksom på, at en sådan uddybelse har fundet sted bl.a.
vedrørende bortfald af afgiftsfritagelsen ved ”vandrende
pantebreve”, adgangen
til at foretage ”værdistempling” og afgiftsfriheden for pantebreve
og
skadesløsbreve ved kontrapant, jf. bemærkningerne, s. 13, 2. sp.
Endvidere har repræsentanten anført, at regionen har henvist til
spørgsmål nr. S 2538, fremsat den 3. maj 2000, til skatteministeren fra
Kristian Jensen (V). Repræsentanten har anført, at dette spørgsmål er stillet
efter tinglysningsafgiftslovens vedtagelse i Folketinget og efter lovens
ikrafttræden. Repræsentanten har videre anført, at den udlægning af reglerne,
som skatteministeren i sit svar fremfører, bestrides, og repræsentanten har
gjort opmærksom på, at spørgsmålet vedrører en situation, hvor pantet
udstykkes,
og hvor der udfærdiges ”delpantebreve” for hver af de enkelte
matrikulære
ejendomme, hvilket er en helt anden situation end i nærværende tilfælde.
Repræsentanten har endvidere henvist til følgende i skatteministerens svar:
”Afslutningsvis skal det bemærkes, at de ændringer i muligheden for at
overføre
afgift fra et pantebrev til et andet, der er sket ved overgangen fra
stempelloven til tinglysningsafgiftsloven, er i overensstemmelse med de
anbefalinger, der fremkom fra stempeludvalget, der var bredt sammensat, og
som
– udover repræsentanter fra ministerierne – også havde deltagelse
af eksterne
sagkyndige, repræsentanter fra organisationerne . og erhvervslivet.”
Repræsentanten har anført, at dette ikke forekommer sandsynligt, idet
høringssvarene fra blandt andet erhvervslivets organisationer ikke indeholdt
synspunkter eller lignende, som kunne pege i retning af, at reglerne på dette
område påtænktes ændret.
Repræsentanten har herefter gjort gældende, at
tinglysningsafgiftsloven – på samme måde som stempelloven –
indeholder hjemmel
til at fritage det omhandlede realkreditpantebrev på 400.000,00 kr. for
betaling af fuld procentafgift, idet lånet blev optaget til bl.a. delvis
indfrielse af et realkreditlån i samme ejendom. Låntagerne har således
allerede
én gang betalt behørig afgift af en del af det pantsikrede beløb, og der er i
tinglysningsafgiftsloven ikke hjemmel til at opkræve tinglysningsafgift igen
for samme pantsikrede beløb.
Repræsentanten har videre anført, at der under stempelloven var
fast administrativ praksis for, at denne type af pantebreve kunne udfærdiges
uden betaling af stempelafgift. Realkreditinstitutterne har siden 1991 fulgt
en
praksis, hvorefter realkreditpantebreve i denne type af sager blev udfærdiget
uden betaling af fuld stempelafgift, så længe det nye lån helt eller delvis
svarede til det beløb, som det oprindelige lån skulle nedbringes med. Denne
praksis blev godkendt af tinglysningsmyndighederne og statsamterne i de
ganske
få sager, hvor problemstillingen gav anledning til afgørelse. Repræsentanten
har herved henvist til en afgørelse fra Told- og Skattestyrelsen af 28.
februar
1996.
Endvidere har repræsentanten anført, at det ikke bestrides, at
stempellovens § 10, stk. 2, ikke er videreført i tinglysningsafgiftsloven,
men
dette forhold er ikke afgørende, idet realkreditpantebreve har haft deres
helt
særlige fritagelsesbestemmelse i stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3. Denne
bestemmelse er videreført i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, og
lovgiver
har ikke haft til hensigt at indskrænke anvendelsesområdet i forhold til
stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3. Tværtimod fremgår det klart af
lovforslaget,
at lovgiver i § 5, stk. 2, har ønsket en udvidelse i forhold til
stempellovens
§ 62, stk. 1, nr. 3, jf. bemærkningerne, s. 26: ”I den foreslåede
bestemmelse i
§ 5, stk. 2, er lånegrænsen på 80 pct. af ejendomsværdien helt udgået,
”, samt:
”Det er nu muligt at anse lånet for optaget til afløsning af et
tilsvarende
lån, selvom lånet i henhold til det pantebrev, der skal afløses, ikke er
blevet
effektueret.”
For så vidt angår stempellovens § 10, stk. 2, har repræsentanten
anført, at denne bestemmelse var gældende generelt for alle dokumenter, som
var
omfattet af stempelloven. Bestemmelsen opstillede et krav om identitet,
hvorefter dokumenterne skulle vedrøre samme parter og samme ejendom.
Stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, var derimod en særlig bestemmelse, som kun
omfattede realkreditlån, lån hos Dansk Landbrugs Realkreditfond eller i
pengeinstitutter, såfremt lånets løbetid var mindst 10 år og højst 30 år, og
lånet havde direkte pant i fast ejendom inden for 80 pct. af den på
lånetidspunktet senest meddelte offentlige vurdering af ejendommen.
Stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, 2. pkt. indeholdt en undtagelse til det
subjektive identitetskrav, som ellers fremgik af den generelle bestemmelse i
stempellovens § 10, stk. 2. Men bestemmelsen indeholdt i 1. pkt. også en klar
hjemmel til fritagelse for betaling af stempelafgift, når det nye lån var
optaget til indfrielse af tilsvarende lån eller lån omfattet af lov om
realkreditlignende lån m.v., § 2.
Repræsentanten har videre anført, at afgiftsfritagelsen i
stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, er opretholdt fuldt ud – og er
udvidet– i
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, hvilket specifikt fremgår af
bemærkningerne vedrørende § 62, stk. 1, nr. 3, i lovforslaget (L 208), s. 15.
1. sp.: ”Det foreslås i lovforslagets § 5, stk. 2, at afgiftsfritagelsen
opretholdes i det omfang det lån, for hvilket der ydes pant, optages til
afløsning af et lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Baggrunden for
afgiftsfritagelsen er at friholde den del af det nye lån for afgift, hvor der
ikke stiftes nyt pant.”, samt s. 10, 2. sp.: ”Det er hovedreglen
efter
forslaget, at der kun betales afgift én gang af det pantsikrede beløb, og
debitor- og kreditorskifte kan herefter passere afgiftsfrit, når der bortses
fra den faste afgift.” Repræsentanten har anført, at lovgiver –
selv ved
debitor- og kreditorskifte – således har ønsket at friholde den del af
lånet
for afgift, hvor der ikke stiftes nyt pant. I nærværende tilfælde stifter
låntagerne yderligere pant samtidig med, at der foretages en nedlysning af et
eksisterende realkreditpantebrev. Der bør derfor alene foretages
afgiftsberigtigelse af den del af lånet, hvor der stiftes nyt pant.
Repræsentanten har tillige henvist til ordlyden af stempellovens
§ 62, stk. 1, nr. 3, og tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. Af
stempellovens
§ 62, stk. 1, nr. 3, fremgik, at det nye realkreditlån skulle være optaget
til
”indfrielse af tilsvarende lån ”. Af tinglysningsafgiftslovens § 5,
stk. 2,
fremgår tilsvarende, at det nye lån skal være optaget med det formål, at
”afløse et lån ”. Repræsentanten har anført, at man i begge
tilfælde har valgt
en formulering, som kunne give indtryk af, at det kun var den fulde
indfrielse
af lånet, som var omfattet af fritagelsen. Repræsentanten har anført, at en
sådan fortolkning imidlertid ikke svarer til retstilstanden på området.
Repræsentanten har videre anført, at regionens fortolkning af
begrebet ”aflyst” i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2,
udelukkende er
baseret på en ordlydsfortolkning. Begrebet ”aflysning” omfatter
imidlertid også
”delvis aflysning” (også kaldet ”nedlysning”), hvilket
eksempelvis fremgår af
tinglysningsafgiftslovens § 8, stk. 2, nr. 1. Ifølge denne bestemmelse er
”aflysning” fritaget for tinglysningsafgift, og det er helt
utvivlsomt, at
dette også gælder for ”delvis aflysning”. Tilsvarende anvender
regionen en
ordlydsfortolkning af § 5, stk. 2, i forbindelse med fortolkningen af
”afløse
et lån”. Regionen har imidlertid anerkendt, at to eller flere
realkreditlån
godt kan omlægges til ét realkreditlån uden betaling af procentafgift.
Repræsentanten har herved henvist til et brev fra regionen af 22. marts 2000
til Realkreditrådet, samt til bekendtgørelse nr. 725 af 15. september 1999,
bilag 1: ”Ad B: Restgælden på det/de indfriede lån er restgælden ifølge
lånedokumentet (ved kontantlån er det således ikke
obligationsrestgælden).”
Repræsentanten har anført, at ”et lån” således godt kan fortolkes
som ”flere
lån”, og så meget desto mere må det gælde, at en brøkdel af et lån også
kan
omlægges til ét lån.
Repræsentanten har yderligere anført, at regionen er enig i, at
denne type af sager ikke bør resultere i ”dobbeltbetaling” af
procentafgift,
idet låntagerne allerede én gang har betalt procentafgift af det pantsikrede
beløb. jf. sagsfremstillingens s. 2: ”Afgiftsmyndigheden vil – som
tilkendegivet den 12. oktober 2000 – anbefale en lovændring, hvor
delpantebreve
omfattes af § 5, stk. 2, hvis problemerne med udstykningspantebreve kan
løses.”
Derudover er regionen også enig i, at det ikke vil få provenumæssige
konsekvenser for staten, hvis denne type af realkreditpantebreve fritages for
procentafgift. Regionen har herved oplyst, at regionen er af den opfattelse,
at
man ved brug af en allonge til det oprindelige realkreditpantebrev vil kunne
etablere samme lånekonstruktion mod betaling af den faste afgift på 1.400 kr.
Repræsentanten har anført, at denne løsningsmodel imidlertid ikke kan
benyttes
af realkreditinstitutterne, som baserer deres drift på
”masseproduktion”.
Repræsentanten har videre anført, at det ikke kan have været lovgivers
hensigt
dels at indføre en konstruktion, som vil gøre tinglyste pantebreve
uoverskuelige, dels at lægge hindringer i vejen for, at
realkreditinstitutterne
kan indrette deres drift på en for kunderne smidig måde.
Endelig har repræsentanten henvist til en artikel,
offentliggjort i Tidsskrift for Skatter og Afgifter 2000.633, hvori
problemstillingen vedrørende afgift ved opdeling af pantebreve er behandlet.
Regionen har i anledning af klagen til Landsskatteretten anført,
at tinglysningsafgiftsloven trådte i kraft den 1. januar 2000 og afløste den
dagældende stempellov. Efter stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, var der
blandt
andet hjemmel til at oprette ét stempelfrit realkreditlån, når dette lån blev
optaget til indfrielse af tilsvarende lån. Reglen er videreført i
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, hvor der er hjemmel til at lade ét
realkreditlån afløse af ét nyt realkreditlån. Stempellovens § 62, stk. 1, nr.
3, var imidlertid suppleret af en generel fritagelsesregel til udfærdigelse
af
erstatningsdokumenter i stempellovens § 10, stk. 2, hvilket gjorde det muligt
at oprette flere afløsningsdokumenter vedrørende samme retsforhold. Denne
fritagelsesbestemmelse er ikke videreført i tinglysningsafgiftsloven, hvilket
betyder, at der ikke er mulighed for at lade ét lån afløse af to eller flere
lån, eller at lade ét lån delvist afløse, således at en del af det
eksisterende
lån forbliver, idet man også i dette tilfælde vil have to lån i to
forskellige
pantebreve efter konverteringen.
Regionen har videre anført, at tinglysningsafgiftslovens § 5,
stk. 2, ikke hjemler mulighed for afgiftsfrit at oprette mere end ét
realkreditlån til hel eller delvis afløsning af et eksisterende
realkreditlån.
I tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, er der alene mulighed for at lade ét
realkreditlån afløse af ét nye realkreditlån. Det betyder, at afgiftsfriheden
er betinget af, at låntager efter konverteringen er afsluttet, kun står
tilbage
med ét realkreditpantebrev. Regionen har herved ikke forhindret, at der
skulle
være mulighed for at sammenlægge to realkreditlån til ét realkreditlån, idet
denne sammenlægning netop resulterer i, at låntager kun ender med at have ét
realkreditpantebrev. I nærværende tilfælde har det således hele tiden været
muligt at foretage en delvis nedlysning af pantebrevet og ved allonge til
samme
pantebrev oprette et nyt lån, således at begge lån forefandtes i samme
pantebrev.
Afgiftsmæssigt ville dette kunne ske indenfor rammerne af
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2.
Repræsentanten har som kommentar hertil anført:
At
regionens bemærkninger om anvendelse af alternative
fremgangsmåder ved tinglysning af delpantebreve ikke har relevans for den
konkrete problemstilling, der angår fortolkning af tinglysningsafgiftslovens
§
5, stk. 2. Efter repræsentantens opfattelse er det inden for det
skatteretlige
område ikke afgørende, om den skatte- eller afgiftspligtige har anvendt den
ene
eller den anden formelle metode for at opnå en given afgiftslettelse. Det
afgørende for en eventuel afgiftslettelse er realiteten bag transaktionen.
at
der i bekendtgørelse nr. 539 af 30. juni 1993, § 6,
(til stempelloven) blev stillet krav om, at realkreditpantebrevene senest ved
dokumentets indlevering til tinglysning på dokumentets første side (eventuelt
ved en henvisning til påtegning på en allonge til dokumentet) skulle være
påført en opgørelse af det stempelpligtige beløb med den i bekendtgørelsen
anførte specifikationsgrad. Af bekendtgørelsens § 6 fremgår eksplicit, at
reglerne knytter sig til stempellovens § 62, stk. 1, nr. 3, og man har fra
realkreditinstitutternes side aldrig henvist til stempellovens § 10, stk. 2.
Tinglysnings- og afgiftsmyndighederne m.v. har aldrig krævet, at der på
pantebrevet skulle henvises til stempellovens § 10, stk. 2. De daværende
regler
i bekendtgørelsen vedrørende stempelafgift er videreført i den nugældende
bekendtgørelse nr. 725 af 15. september 1999, § 4. Regionens opfattelse af at
delvis konvertering efter stempelloven var hjemlet i lovens § 10, stk. 2, er
således en ganske ny fortolkning, der aldrig har været prøvet, endsige
håndhævet, mens bestemmelsen var i kraft.
at
regionens typografiske formulering af, at fritagelsen
kun finder anvendelse for ”ét” realkreditpantebrev ikke genfindes i
stempelloven eller i tinglysningsafgiftsloven med tilhørende
fortolkningsbidrag.
at
regionens typografiske pointering af ”ét” er i
uoverensstemmelse med en naturlig sproglig fortolkning af såvel stempellovens
§
62, stk. 1, nr. 3, som tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2. En læsning af
de
to bestemmelser giver ikke belæg for at indfortolke et krav om, at antallet
af
pantebreve ikke kan forøges i forbindelse med konvertering af realkreditlån.
at
problemstillingen vedrørende delpantebreve ikke har
været drøftet i stempeludvalget eller dette udvalgs mere tekniske
underudvalg.
Repræsentanten har været repræsenteret i begge udvalg.
at
der under forhandlingerne mellem repræsentanten og
Skatteministeriet blev opnået enighed om, at der ikke havde været tilsigtet
en
afgiftsskærpelse ved opsplittende og delvise konverteringer hverken ved
tilblivelsen af § 5, stk. 2, eller efterfølgende, hvorfor uenigheden alene
angår spørgsmålet om, hvorvidt retstilstanden skal reetableres via
fortolkning
eller via en lovændring, samt
at
tinglysningsafgiftsloven efter repræsentantens
opfattelse hele tiden har indeholdt hjemmel til afgiftsfritagelse for de
berørte realkreditpantebreve. Skatteministeriet har imidlertid valgt at
gennemføre ændringen ved fremsættelse af lovforslag (L 127 af 5. april 2001).
Efter repræsentantens opfattelse medfører vedtagelsen af dette lovforslag, at
den praksis, der blev fulgt under stempelloven, kodificeres gennem en
præcisering
i loven.
Landsskatteretten skal
udtale:
Den dagældende bestemmelse i tinglysningsafgiftslovens § 5, stk.
2, havde følgende ordlyd:
”Ved tinglysning af pant i fast ejendom, bortset fra pant ifølge
ejerpantebrev og skadesløsbrev, til sikkerhed for lån i
realkreditinstitutter,
Dansk Landbrugs Realkreditfond eller for lån i pengeinstitutter med en
oprindelig løbetid på mindst 10 år og højst 30 år medregnes ikke til det
pantsikrede beløb, jf. stk. 1, den del af lånet, som optages til at afløse et
lån med tilsvarende pant i samme ejendom. Anvendelsen af reglen i 1. pkt. er
betinget af, at anmeldelsen til tinglysning af det nye pant sker senest
samtidig med aflysningen af det tidligere pant, og at det tidligere pant er
aflyst senest 1 år efter anmeldelsen til tinglysning af det nye pant.”
Landsskatteretten bemærker, at stempellovens regler ved
lovændringen pr. 1. januar 2000 blev erstattet af et helt nyt regelsæt i form
af tinglysningsafgiftsloven, der tager udgangspunkt i andre principper end
stempelloven. Retten finder derfor, at den anvendte fortolkning af
stempelloven
ikke umiddelbart kan overføres til tinglysningsafgiftslovens bestemmelser.
Landsskatteretten finder, at den dagældende bestemmelse i
tinglysningsafgiftslovens § 5, stk. 2, efter sin ordlyd må forstås således,
at
der alene foreligger afgiftsfritagelse, når pantebrevet hvorfra afgift skal
overføres, aflyses helt, jf. udtrykket ” afløse et lån ”. Retten
finder
endvidere, at der ikke i forarbejderne til tinglysningsafgiftsloven er
grundlag
for at fortolke bestemmelsen, der udgør en undtagelse til den generelle
afgiftspligt, udvidende i forhold til lovteksten. Den påklagede afgørelse
stadfæstes derfor.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKATs opkrævning af 8.253 kr. i tinglysningsafgift som følge af klagerens tinglysning af skøde, med løbenr. [...27], vedrørende ejerskifte af matrikelnr.… Landsskatteretten · 14. november 2019
- Tinglysningsafgift ved ejerpantebrev. Retsinformation · 14. september 2001
- Landsskatteretskendelse af 31. marts 2003 vedr. Stempelafgift - fritagelse Retsinformation · 24. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse af 30. september 2002 vedr. Tinglysningsafgift allonge til pantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr. Tinglysningsafgift overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev Retsinformation · 31. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse af 18. oktober 2002 vedr. Tinglysningsafgift stempel fra tidligere tinglyste ejerpantebreve ikke godkendt overført til senere tinglyst ejerpantebrev Retsinformation · 22. oktober 2003
Lignende dokumenter
- Landsskatteretskendelse af 9. juli 2003 vedr. Tinglysningsafgift overførsel af afgift fra ikke tinglyst pantebrev Retsinformation · 31. oktober 2003
- Tinglysningsafgift - Afgiftsfritagelse - Afgiftspantebrev Retsinformation · 5. november 2020
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2006 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- TINGLYSNINGSAFGIFTSVEJLEDNING 2007 OVERSIGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Tinglysningsafgift - anvendelse af afgiftspantebreve efter opdeling i ejerlejligheder Retsinformation · 14. marts 2018
- Afgift - tinglysningsafgift - sampantsætning af ejendomme - - variabel tinglysningsafgift Retsinformation · 30. september 2025