Spring til indhold

Retsinformation

Dobbeltbeskatning

KEN nr 60524 af 23/10/1998Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. maj 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Dobbeltbeskatning

renteindtægt, udenlandsk

netto/bruttoprincip

lempelsesberegning

Reference:

LL § 33 F

DBO Danmark-Portugal, artikel 22, stk. 3

LV 1997 D.C.3.4

A's klage til Landsskatteretten vedrørte skatteberegningen og

skyldtes, at skatteankenævnet i henhold til ligningslovens § 33 F

havde opgjort hans udenlandske indkomst efter et nettoprincip ved

opgørelsen af den lempelsesberettigede udenlandske renteindtægt

i henhold til artikel 22, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3.

marts 1972 mellem Danmark og Portugal.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren gennem en investering i B

I/S erhvervede udenlandske obligationer, udstedt af C Lda., Portugal, og at

erhvervelsen af obligationerne blev finansieret ved optagelse af et lån

i D Bank. Klagerens andel af interessentskabet medførte for

indkomståret 1993 en renteudgift til banken på 517.500 kr. og en

renteindtægt fra B Lda. på i alt 460.000 kr., heraf 33.222 kr.

vedrørende perioden fra den 5. maj 1993 til den 19. maj 1993 og

426.778 kr. vedrørende perioden fra den 19. maj 1993 til indfrielsen

den 1. november 1993. Klageren havde ikke betalt skat af

renteindtægterne i Portugal.

Skatteankenævnet havde ved opgørelsen af klagerens

lempelsesberettigede udenlandske indkomst i henhold til artikel 22, stk. 3, i

dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. marts 1972 mellem Danmark og Portugal

anvendt et nettoprincip, jf. ligningslovens § 33 F, således at den

lempelsesberettigede udenlandske renteindtægt var opgjort til 0, idet

renteudgiften på 517.500 kr. oversteg renteindtægten på

Læs alt

426.778 kr. i perioden fra den 19. maj 1993 til den 1. november 1993.

Skatteankenævnet havde som begrundelse for den påklagede

afgørelse bl.a. anført, at den lempelsesberettigede udenlandske

indkomst skulle opgøres efter et nettoprincip i henhold til

ligningslovens § 33 F, der blev indsat ved lov nr. 426 af 25. juni 1993, og

som havde virkning for udgifter og indtægter, der vedrørte tiden

efter den 19. maj 1993. Ifølge cirkulære nr. 72 af 17. april

1996 om ligningsloven, punkt 5.4., fandt nettoprincippet i ligningslovens §

33 F anvendelse ved enhver lempelse for dobbeltbeskatning, uanset hvad den

udenlandske indkomst bestod af, og uanset om det var en person eller et

selskab m.v., der oppebar den udenlandske indkomst. På dette grundlag

ansås den nationale skattelovgivning ikke for at være i strid med

den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og

Portugal. Det var derfor med rette, at den lempelsesberettigede udenlandske

indkomst vedrørende investeringen i perioden fra den 19. maj 1993 til

den 1. november 1993 var opgjort som en nettoindkomst og herefter var ansat

til 0. Da der således ikke var opgjort en positiv lempelsesberettiget

udenlandsk indkomst, var der ikke indkomst at indrømme matching credit

for i henhold til artikel 22, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten

mellem Danmark og Portugal.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at klagerens lempelsesberettigede udenlandske

renteindtægt blev opgjort efter et bruttoprincip ved skatteberegningen

for indkomståret 1993.

Repræsentanten havde til støtte for påstanden bl.a.

gjort gældende, at bestemmelsen i ligningslovens § 33 F, der blev

indsat ved lov nr. 426 af 25. juni 1993, var uvirksom i forhold til de af

klageren i 1993 oppebårne renteindtægter fra Portugal, da det af

artikel 22, stk. 3, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 3. marts 1972

mellem Danmark og Portugal fremgik, at lempelsesberegningen skulle foretages

på grundlag af den opgjorte bruttoindkomst. Ifølge

dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 11, stk. 1, havde Danmark

beskatningsretten til renter, der udbetaltes fra portugisiske kilder til

personer, der var hjemmehørende i Danmark. Portugal havde dog i

henhold til artikel 11, stk. 2, ret til at pålægge en kildeskat,

der ikke måtte overstige 15 pct. af rentebeløbet. I henhold til

dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22, stk. 2 og 3, skulle Danmark

give lempelse i den danske skat for den del af den danske skat, der hvilede

på den udenlandske indtægt, dog højest de 15 pct. i skat,

som Portugal havde ret til at opkræve i henhold til artikel 11, stk. 2.

Ifølge artikel 22, stk. 5, skulle denne lempelse indrømmes,

uanset at den portugisiske skat eventuelt ikke var opkrævet. Det

fulgte direkte af dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 22, stk. 3, at

det nedslag, der blev givet, ikke kunne overstige den del af den danske skat,

der forholdsmæssigt vedrørte de fra Portugal hidrørende

bruttorentebeløb, og at der derfor ikke kunne ske modregning for

renteudgifter, der eventuelt måtte knytte sig til renteindtægten,

før lempelsen blev beregnet. Dette "bruttoprincip" fremgik direkte af

ordlyden af artikel 22, stk. 3: "... således som denne er beregnet

inden indrømmelsen af fradraget". Skatteministeriet havde endvidere i

punkt 22 i cirkulære C nr. 76 af 26. februar 1974 selv givet udtryk

for, at det var det såkaldte "bruttoindkomstprincip", der skulle

lægges til grund ved beregning af lempelsen. Det var op til

bopælsstaten at bestemme i sin interne lovgivning, hvorledes den ville

beregne lempelsen med respekt af overenskomsten, og Danmark havde

således bestemt, at det var bruttoindkomstprincippet, der skulle

anvendes ved lempelsesberegningen. Landsskatteretten statuerede endvidere i

kendelse af 19. juni 1991, SU 1992.272, at den danske skatteberegning ved

lempelse efter credit princippet af renteindtægter skulle ske på

grundlag af bruttoindtægten. Landsskatteretskendelsen blev indbragt for

domstolene af Skatteministeriet, der imidlertid hævede sagen, hvilket

var ensbetydende med, at den afsagte kendelse måtte lægges til

grund. Danmark måtte derfor også efter vedtagelsen af

ligningslovens § 33 F ved lov nr. 426 af 25. juni 1993 overfor Portugal anses

for bundet af den faktiske fortolkning af artikel 22, stk. 3, som havde

fundet sted siden indgåelsen af dobbeltbeskatningsoverenskomsten og

frem til vedtagelsen af nævnte lov. Skatteadministrationen havde i

begrundelsen for afgørelsen henvist til, at det under forberedelsen af

lov nr. 426 af 25. juni 1993 skulle være afklaret, at lovforslaget ikke

var i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser. Det måtte på

baggrund heraf konkluderes, at Folketinget ikke ved vedtagelsen af

lovforslaget havde haft til hensigt at vedtage en lov, der skulle

tilsidesætte en indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Ligningslovens § 33 F og den med Portugal indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholdt imidlertid uoverensstemmende

bestemmelser for så vidt angik beregningsregler for lempelse af

renteindtægter. Denne konflikt måtte afgøres efter lex

specialis princippet, således at det var de specielle regler på

området - her dobbeltbeskatningsoverenskomsten, der måtte

lægges til grund ved sagens afgørelse frem for de mere generelle

regler i lov nr. 426 af 25. juni 1993. Bemærkningerne i skatteudvalgets

betænkning af 18. juni 1993 samt bestemmelserne i OECD's

modeloverenskomst hverken ændrede på eller var i modstrid med det

anførte, nemlig at det direkte af den indgåede

dobbeltbeskatningsoverenskomst fremgik, hvilket lempelsesprincip der skulle

anvendes, og fortolkningen af bestemmelsen var klar. Det var derfor ikke

berettiget at modregne renteudgifter i den lempelsesberettigede

renteindtægt ved beregningen af klagerens skat for indkomståret

1993, da ligningslovens § 33 F var uvirksom i relation til de

renteindtægter, som klageren havde modtaget fra Portugal. Der ville

endvidere ikke i nærværende sag være tale om

skatteunddragelse eller skatteflugt, da klageren blot havde anvendt de

gældende regelsæt, som reglerne havde været anvendt indtil

vedtagelsen af lov nr. 426 af 25. juni 1993.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten indstillet den

påklagede skatteberegning for indkomståret 1993 stadfæstet.

Told- og Skattestyrelsen havde til støtte herfor bl.a. anført,

at det i punkt 7 i kommentaren til artikel 1 i OECD's modelkonvention

udtrykkeligt var anført, at dobbeltbeskatningsoverenskomsterne ikke

burde hjælpe til skatteunddragelse eller skatteflugt, hvorfor "det

tilkommer de berørte stater at vedtage bestemmelser i deres nationale

lovgivning for at modvirke mulige kunstgreb". Hverken den tidligere

dobbeltbeskatningsoverenskomst med Portugal eller andre af de af Danmark

indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomster forpligtede Danmark til som

bopælsland at anvende et bruttoprincip i forbindelse med beregningen af

lempelse for renter, der hidrørte fra en kontraherende stat og

betaltes til en person, der var hjemmehørende i den anden

kontraherende stat, jf. artikel 11 i OECD's modelkonvention. Det var ganske

overladt til bopælsstaten at bestemme i sin interne lovgivning,

hvorledes den ville beregne lempelsen, jf. punkt 13 i kommentaren til artikel

11 i OECD's modelkonvention, hvor man omtalte de problemer, der kunne

opstå, når kildestaten beskattede bruttorenten, mens

bopælsstaten kun indrømmede lempelse for så vidt angik en

eventuel positiv nettorente efter fradrag af renteudgifter, der

vedrørte erhvervelsen af renteindtægten. Undtagelsesbestemmelsen

i ligningslovens § 33 F, stk. 3, var netop indsat af hensyn til den

situation, der omtaltes i punkt 14 i den nævnte kommentar.

Landsskatterettens bemærkninger:

Bestemmelsen i ligningslovens § 33 F blev indsat ved lov nr. 426 af 25.

juni 1993 og havde følgende ordlyd:

"Ved beregning af den maksimale nedsættelse af dansk skat enten i

henhold til reglerne i ligningslovens § 33 eller i henhold til bestemmelserne

i en med fremmed stat, med Grønland eller Færøerne

indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning skal der

ved opgørelsen af den indkomst, der oppebæres fra udlandet,

fratrækkes de udgifter, der anses for at vedrøre sådan

indkomst, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Udgifter, der ikke kan henføres til enten den danske eller

den udenlandske indkomst, skal fordeles efter forholdet mellem den danske og

den udenlandske bruttoindkomst, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Såfremt en eksportør yder lån til sin aftager i

forbindelse med kreditsalg af varer m.v., skal renteudgifter m.v. som

nævnt i § 5, stk. 1, i forbindelse hermed ikke fragå ved

opgørelsen af den udenlandske indkomst."

Bestemmelsen havde ifølge § 4, stk. 2, i lov nr. 426 af 25. juni

1993 virkning for indtægter og udgifter, der vedrørte tiden

efter den 19. maj 1993.

Det fremgik af den dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3.

marts 1972 mellem Danmark og Portugal, at Portugal som kildeland havde haft

beskatningsretten til renteindtægter med maksimalt 15 pct., mens

Danmark som bopælsland i øvrigt havde haft beskatningsretten til

renteindtægter, jf. artikel 11, stk. 1 og 2, og at Danmark som

bopælsland til undgåelse af dobbeltbeskatning skulle

indrømme matching credit for renteindtægter fra Portugal, uanset

at der faktisk ikke havde været betalt portugisisk skat af

renteindtægterne, jf. artikel 22, stk. 3, jf. stk. 5.

En dobbeltbeskatningsoverenskomst forpligtede i almindelighed Danmark som

bopælsland til at give lempelse for den skat, som kildelandet

opkrævede af de indkomster, det efter overenskomsten havde

beskatningsretten til. Lempelsen skulle gives efter den metode, der var

fastsat i overenskomsten. Derimod gav dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke

detaljerede regler for, hvorledes lempelsen skulle beregnes, idet dette var

overladt til den nationale lovgivning i den enkelte bopælsstat samt

praksis, jf. herved OECD's kommentarer til Modeloverenskomstens artikel 23,

punkt 32.

Det fremgik af punkt 22 i Skattedepartementets cirkulære nr. 76 af

26. februar 1974 (Vejledning til den mellem Danmark og Portugal den 3. marts

1972 afsluttede overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning for

så vidt angik indkomstskat), at der skulle gives nedslag i de danske

skatter efter bruttoprincippet.

Det bemærkedes herved, at vejledningen til

dobbeltbeskatningsoverenskomsten var en intern dansk anvisning, at

vejledningen var udtryk for den interne danske lovgivning og praksis, der var

gældende på tidspunktet for vejledningens udstedelse, og at

vejledningen først var udstedt efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens

indgåelse.

Herefter og under hensyn til, at OECD's kommentarer til

Modeloverenskomstens artikel 23, punkt, 40, 43 og 63, og artikel 11, punkt

13, tillod nettoprincippet og i øvrigt måtte anses at overlade

spørgsmålet til intern ret, og at en række lande rent

faktisk anvendte nettoprincippet ved lempelsesberegningen, jf. herved

"Spørgsmål og Svar - Skatteudvalget" 1992/93, L294, bilag 16,

spm. 4, fandt retten, at der måtte tale en meget stærk formodning

for, at staterne ville have nedfældet en eventuel folkeretlig

forpligtelse til at anvende bruttoprincippet i overenskomsten eller i et

tillæg hertil, jf. herved artikel 31 og 32 i Wienerkonventionen af 1969

om traktatretten. Dette var ikke sket f.s.v.a. den dagældende

dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Portugal.

Retten fandt herefter, at valget mellem brutto- og nettoprincippet ved

lempelsesberegningen var overladt til intern ret, og at bestemmelsen i

ligningslovens § 33 F og dermed anvendelsen af et nettoprincip ved

beregningen af den lempelsesberettigede indkomst ikke stred mod den

dagældende dobbeltbeskatningsoverenskomst af 3. marts 1972 mellem

Danmark og Portugal.

Den påklagede skatteberegning for indkomståret 1993 blev

stadfæstet. Det af repræsentanten anførte fandtes ikke at

kunne føre til et andet resultat.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter