Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11531 af 21/06/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Anparter, lånefinansierede

- avance ved likvidation

- overgangsregler

- formalitetsindsigelse

Reference:

ABL § 2 a, atk. 2.

A klagede for indkomstårene 1995 og 1996 over, at de

stedlige skattemyndigheder skattemæssigt havde tilsidesat hans

arrangement med B ApS.

Det fremgik af sagen, at klageren i 1992 erhvervede 7

anparter i B ApS på nominelt 1.050.000 kr. I forbindelse med

anskaffelsen optog klageren et lån i C på 1.914.199 kr.

Om selve arrangementet vedrørende investering i

anparter i B ApS var det oplyst, at hver investor skulle købe mindst 4

stk. anparter á nom. 150.000 kr. til kurs 200 i B ApS. Den samlede

mindsteinvestering androg således 1.200.000 kr. pr. investor.

Investeringen blev finansieret ved optagelse af lån

i C. Lånet der blev optaget udgjorde 1.093.828 kr., og de enkelte

investorer finansierede selv den resterende del på 106.172 kr.

B ApS oprettede et dansk datterselskab samt flere

udenlandske datterselskaber. De udenlandske datterselskaber blev oprettet

på Madeira og Cayman Island. De udenlandske datterselskaber skulle i

følge udbudsmaterialet foretage investeringer i værdipapirer med

høj sikkerhed, og den opnåede værditilvækst i de

udenlandske datterselskaber var efterfølgende udloddet til de danske

moderselskaber.

B ApS blev likvideret pr. 30. juni 1995, hvorefter

provenuet blev udloddet til anpartshaverne/investorerne.

Klageren havde i selvangivelsen for 1995 medtaget

Læs alt

fortjeneste af likvidationsprovenu ud fra en angiven kursværdi pr. 18.

maj 1993 på 235 som anskaffelsessum, idet overgangsbestemmelserne i §

19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993 var anvendt. De stedlige

skattemyndigheder havde forhøjet klagerens kapitalindkomst i

indkomståret 1995 med 404.251 kr. Som følge af

forhøjelsen vedrørende 1995, havde man forhøjet

klagerens skattepligtige indkomst med 183.077 kr. i indkomståret

1996.

Som begrundelse herfor, havde de stedlige

skattemyndigheder anført, at fortjeneste ved likvidation af B ApS

skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven (ABL) § 2 a,

stk. 2. idet overgangsreglerne i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993

ikke fandt anvendelse, når der var tale om lånefinansierede

investeringer.

Told- og Skattestyrelsen havde således foretaget en

materiel vurdering af arrangementet, hvor bestemmelserne i ABL §§ 2 a og 2 c

samt de særlige overgangsbestemmelser i § 19, stk. 3 i lov nr 421 af

25. juni 1993 havde en afgørende betydning for den endelige

skattemæssige kvalificering. Arrangementet blev således

oprindeligt etableret med henblik på udnyttelse af de på

udbudstidspunktet dagældende regler, hvor fortjeneste ved udlodning

eller eventuelt salg af anparterne ville være skattefri efter 3

års ejertid.

Imidlertid blev der den 16. juni 1992 vedtaget et

lovindgreb (ABL § 2 c), der medførte at fortjenesten skulle medregnes

ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang anparterne

var erhvervet for lånte midler.

Overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3 i lov nr. 421 af 25.

juni 1993 havde følgende ordlyd:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af

deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab

efter ABL's § 6, eller som alene skulle have gjort det i kraft af ABL § 6,

stk. 6, og som ikke ville have været omfattet af ABL §§ 2 a - 3 eller

kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en

senere afståelse af de pågældende aktier anvende aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Ifølge skattemyndighederne blev denne

overgangsregel alene indført for at sikre, at der for

mindretalsaktier, som hidtil kunne afstås uden beskatning af gevinster

og uden fradrag for tab, alene skete beskatning af gevinster

vedrørende perioden efter den 19. maj 1993.

Overgangsbestemmelserne fandt således ikke

anvendelse her, idet der var tale om lånefinansierede investeringer,

hvor investorerne i første omgang blev omfattet af ABL § 2 c pr. 16.

juni 1992.

I forbindelse med skatteomlægningspakken i 1993 blev

der foretaget yderligere stramninger vedrørende danske

aktionærers aktier i udenlandske selskaber (ABL § 2 a, stk. 2).

Stramningen gik ud på at forhindre, at danske aktionærer skulle

kunne afstå deres danske moderselskabsaktier efter 3 års ejertid

uden beskatning, når værditilvæksten i moderselskabet

stammede fra lavtbeskattede investeringsselskaber, som i kraft af en

dobbeltbeskatningsoverenskomst kunne udlodde overskuddet/udbyttet skattefrit

til moderselskabet.

Anparterne blev derfor omfattet af beskatningen efter § 2

a, idet moderselskabet havde foretaget investeringer i datterselskaber, der

havde hjemmehørende i udlandet, hvorfor investeringerne efter

skatteadministrationens opfattelse opfyldte betingelserne for

gennemførelse af beskatning jf. cirkulære nr. 137 af 19. juli

1994 om beskatning ved afståelse af aktier m.v. pkt. 7.2.2.

Af overgangsbestemmelsen til § 2 a, stk. 2 fremgik bl.a.

af cirkulærets pkt. 7.6.4:

"For minoritetsaktionærer, der før 19. maj

1993 var omfattet af reglen om skattefrihed efter 3 års ejertid, og som

blev omfattet af bestemmelsen i § 2 a den 19. maj 1993 grundet den udvidelse

af denne bestemmelses anvendelsesområde, der gennemførtes ved

lov nr. 421 af 25. juni 1993, er der mulighed for at anvende værdien

den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen ved opgørelsen af

fortjenesten ved salg efter en ejertid på 3 år eller mere."

I det omfang anparterne var erhvervet for lånte

midler, ville anparterne ikke være omfattet af reglen om skattefrihed

allerede af den grund, at anpartsinvesteringen var omfattet af ABL § 2 c, jf.

ovenfor, hvorfor overgangsreglen til § 2 a, stk. 2 og dermed værdien

den 19. maj 1993 heller ikke kunne bringes til anvendelse i denne

beskatningssituation.

Vedrørende hvorvidt arrangementet var tilrettelagt

således, at selskabet i det væsentlige måtte antages at

indtjene overskud eller anden værditilvækst under sådanne

omstændigheder, at selskabets overskud eller værditilvækst

over en periode med stor sikkerhed kunne opgøres på

forhånd, havde de stedlige skattemyndigheder bl.a henvist til

investormaterialet "Investering på Madeira", hvoraf det bl.a.

fremgik:

"Det er hensigten, at B ApS skal erhverve anparter i

selskaber med hjemsted på Madeira. Selskaberne på Madeira vil

investere i sikre obligationer, således f.eks. obligationer udstedt af

den danske stat, danske kommuner, Færøerne og Grønland

samt andre obligationer, hvis udsteder på købstidspunktet af

Moody's er rated AA eller højere."

Det fremgik endvidere, at selskaberne havde til eneste

formål direkte eller via datterselskaber at erhverve værdipapirer

med en løbetid på 3 år med mindst mulig kurs-, rente-, og

valutarisiko set ud fra danske forhold. Investeringerne blev finansieret

gennem C, der blev etableret af D. Finansieringen var betinget af, at

anparterne i B ApS blev deponeret som sikkerhed for lånet, hvilket i

realiteten betød, at sikkerheden bestod af datterselskaberne på

Madeira samt de erhvervede værdipapirer. Skattemyndighederne havde

derfor den opfattelse, at etableringen samt de foretagne investeringer var

sket under sådanne omstændigheder, at selskabets

værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne

opgøres på forhånd.

Hertil bemærkedes, at det ville forekomme

usædvanligt, såfremt långiver ville tillade

væsentlige risikobehæftede investeringer, idet långiver

herved i realiteten selv ville bære risikoen.

Investeringerne blev foretaget i maj 1992 og det var

korrekt, at der efterfølgende opstod uro omkring

Færøernes økonomi. Imidlertid vurderede B's egen

bestyrelse, at investeringerne på Færøerne var uden

særlig risiko bl.a. under hensyn til, at tidligere statsminister Poul

Schlüter samtidigt udtalte, at Danmark fortsat ville vedstå sine

forpligtelser i forbindelse med Rigsfællesskabet, hvilket folketinget

efterfølgende bekræftede.

For at imødegå lovindgrebet (ABL § 2 c), der

havde virkning fra den 16, juni 1992, blev der umiddelbart efter etableret et

selskab på Madeira med henblik på valutaspekulation, hvor den

samlede kapital udgjorde 10 mio. kr. Dette skulle ses i sammenhæng med

koncernens samlede stamkapital, der udgjorde ca. 600 mio. kr.

På baggrund heraf var det skatteadministrationens

opfattelse, at en samlet vurdering af de foretagne investeringer, de

efterfølgende dispositioner og hændelser samt arrangementets

endelige resultat, ikke var tilstrækkeligt til at bringe arrangementet

ud af ABL § 2 c.

Vedrørende den materielle fortolkning af

overgangsbestemmelserne i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993, havde

skattemyndighederne anført, at det ikke var korrekt, at

undtagelsesbestemmelserne der knyttede sig til ABL § 2 c, havde relation til

en tænkt afståelse af anparterne i B ApS den 18. maj 1993.

ABL § 2 c blev vedtaget ca. 1 år før

skatteomlægningspakken fra maj 1993, hvorfor der følgelig ikke

fandtes en naturlig sammenhæng.

Skatteadministrationen havde fundet det unødvendigt

at behandle ABL's § 2 c's undtagelsesbestemmelser, idet den endelige

beskatning, efter skatteadministrationens opfattelse, skulle foretages efter

§ 2 a.

Skatteadministrationen havde samtidigt bemærket, at

der derfor ikke var foretaget en nærmere prøvelse af den angivne

kursværdi pr. 18. maj 1993, der var anført til kurs 235.

Endelig havde skatteadministrationen fastholdt, at de

lånefinansierede køb af anparter i B ApS klart opfyldte

definitionen i ABL § 2 c, og derfor var omfattet af bestemmelsen, hvorfor de

særlige overgangsregler ikke kunne bringes til anvendelse for netop

denne type aktier. Overgangsbestemmelserne var alene indført for at

sikre, at der for mindretalsaktionærer, som hidtil kunne afstå

uden beskatning af gevinster og uden fradrag for tab, alene skete beskatning

af gevinster vedrørende perioden efter 19. maj 1993.

Det bemærkedes, at en anden fortolkning af

overgangsbestemmelserne ikke gav nogen rimelig mening, idet der med

skattereformen fra maj 1993 blev gennemført en skærpet

beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer og

overgangsbestemmelserne alene havde til hensigt at sikre, at dette ikke skete

med tilbagevirkende kraft.

Såfremt den af repræsentanten anlagte

fortolkning skulle lægges til grund, ville dette i praksis betyde, at

lovgiver i forbindelse med gennemførelse af en skærpet

beskatning på aktieområdet for mindretalsaktionærer

samtidigt havde lempet beskatningen af de lånefinansierede

investeringer, der udelukkende var etableret med henblik på udnyttelse

af de daværende beskatningsregler, hvor lovgiver medio 1992

gennemførte ABL § 2 c netop for at hindre denne form for

skattearbitrage.

Formalitet:

Klagerens repræsentant havde overfor

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den påklagede kendelse

var ugyldig som følge af formelle fejl.

Til støtte herfor havde han bl.a. anført, at

spørgsmålet i sagen vedrørte fortolkningen af

overgangsreglerne i ABL § 2 a. En del af begrundelsen fra de stedlige

skattemyndigheders side var, at aktierne i B ApS forud for lovændringen

i maj 1993 var omfattet af ABL § 2 c.

Den foretagne beskatning havde således som

forudsætning, at aktierne var omfattet af ABL § 2 c, hvilket var

bestridt, idet betingelserne i ABL § 2 c, stk. 1, ikke var opfyldt for

så vidt angik spørgsmålet om, at selskabets overskud eller

værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne

opgøres på forhånd. Repræsentanten havde endvidere

gjort gældende, at det var skattemyndighederne, som havde bevisbyrden

for, at der forelå en "sikker" investering.

Repræsentanten havde videre anført, at i

henhold til ABL § 2 c, stk. 4, kunne en beskatning i henhold til denne

bestemmelse kun gennemføres efter Ligningsrådets nærmere

bestemmelse. Efter det for repræsentanten oplyste, havde

Ligningsrådet ikke tiltrådt en beskatning af klageren, hvorfor

den af de stedlige skattemyndigheder afsagte kendelse var ugyldig.

Realitet:

Klagerens repræsentant havde overfor

Landsskatteretten nedlagt påstand, om at klageren var omfattet af

overgangsreglen i ikrafttrædelsesbestemmelsen i § 19, stk. 3, i lov nr.

421 af 25. juni 1993.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen havde følgende

formulering:

"Skattepligtige, som ved en eventuel afståelse af

deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab

efter ABL's § 6, eller som alene skulle have gjort det i kraft af ABL § 6,

stk. 6, og som ikke ville have været omfattet af ABL §§ 2 a-3 eller

kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en

senere afståelse af de pågældende aktier anvende aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen.Valget

skal træffes for alle aktier i hvert selskab. Ved en senere

aktieafståelse kan et fradragsberettiget eller modregningsberettiget

tab dig ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993. For aktier, som den skattepligtige har

erhvervet mindre end 3 år forud for den 19. maj 1993, finder 1. pkt.

dog kun anvendelse, hvis aktien afstås tre år eller mere efter

erhvervelsen. For konvertible obligationer er det tillige en betingelse for

anvendelse af 1. pkt., at en gevinst ved en senere afståelse eller mere

efter erhvervelsen ikke vil være skattepligtig efter

kursgevinstloven..."

Som det udtrykkeligt fremgik af

ikrafttrædelsesbestemmelsen, kunne skattepligtige - som ved en eventuel

afståelse af deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle beskattes, og

som ikke ville have været omfattet af ABL's § 2 a-3, men som efter

lovændringen i maj 1993 var omfattet af de skærpede regler -

påberåbe sig indgangsværdien pr. 19. maj 1993.

Klagerens aktier var pr. 18. maj 1993 ikke § 2 a-aktier.

Aktierne var heller ikke pr. 18. maj 1993 omfattet af § 2 c, eftersom

undtagelsesreglerne i § 2 c, stk. 3 bevirkede, at § 2 c netop ikke fandt

anvendelse.

Aktieavancebeskatningsloven § 2 c lød

således:

"Fortjeneste ved afståelse af aktier medregnes ved

opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, i det omfang de

pågældende aktier er erhvervet for lånte midler, og det

pågældende selskab i det væsentlige må antages at

indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering

eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets

overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed

kan opgøres på forhånd.

Stk. 2. Erhvervelse for lånte midler efter stk. 1

anses at foreligge, hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen

har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det

kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller

privatforbrug betinger, eller hvis sammenhængen mellem erhvervelse og

lånoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved

erhvervelsen. Opnåelse af usædvanlig kredit ligestilles med

lånoptagelse.

Stk. 3. Stk. 1. finder ikke anvendelse, hvis den

skattepligtige godtgør, at de fradragsberettigede udgifter

vedrørende det pågældende lån kun i forholdsvis

uvæsentligt omfang overstiger de skattepligtige udlodninger fra og

skattepligtige fortjenester ved afståelse af aktier i det

pågældende selskab. Stk. 1 finder endvidere ikke anvendelse, hvis

den skattepligtige godtgør, at det samlede resultat vedrørende

lånet og aktiebesiddelsen, herunder fortjeneste ved afståelse af

aktierne, under et er negativt efter skat selv uden beskatning efter

stk.1.

Stk. 4. Imod den skattepligtiges påstand, kan

beskatning efter stk. 1 kun gennemføres efter Ligningsrådets

nærmere bestemmelse.

Stk. 5. Fortjeneste ved afståelse af aktier som

nævnt i stk. 1 opgøres efter reglerne i § 6.

Stk. 6. I tilfælde, der er omfattet af stk. 1,

finder §§ 2 og 4 ikke anvendelse. Stk. 1 finder ikke anvendelse i de i §§ 2 a

og 3 nævnte tilfælde..."

Repræsentanten havde bemærket, at

ikrafttrædelsesreglen henviste til §§ 2 a - 3, det vil sige også

til hele § 2 c, altså også § 2 c's undtagelsesregler i stk.3.

Undtagelsesreglerne medførte, at der ikke kunne

gennemføres nogen beskatning efter § 2 c, hvorfor aktierne derfor ikke

var omfattet af § 2 c pr. 18. maj 1993.

Klageren stillede sig helt uforstående overfor

skatteforvaltningens bemærkning om, at man havde fundet det

unødvendigt af behandle ABL § 2 c's undtagelsesbestemmelser.

Undtagelsesreglerne var en integreret del af § 2 c og

ikrafttrædelsesbestemmelsen henviste som nævnt til hele § 2

c.

Klageren forstod ikke skatteforvaltningens

bemærkning om, at den endelige beskatning skulle foretages efter § 2 a,

og at dette efter skatteforvaltningens opfattelse betød, at § 2 c's

undtagelsesregler ikke var relevante.

Den endelige beskatning, der skulle foretages, ville

være en § 2 a-beskatning, men det skyldtes ændringen af § 2 a i

1993. Ændringen var imidlertid samtidigt den direkte årsag til,

af der indførtes en særlig overgangsregel.

Det var tilsyneladende skatteforvaltningens synspunkt, at

da erhvervelsen af anparterne i B ApS var sket for lånte midler, ville

anparterne ikke være omfattet af reglen om skattefrihed allerede af den

grund, at anpartsinvesteringen var omfattet af § 2 c fra den 16. juni 1992,

hvorfor overgangsreglen ikke fandt anvendelse.

Ifølge repræsentanten var denne opfattelse i

direkte modstrid med selve ordlyden i overgangsreglen. Det fremgik

således af bestemmelsen, at aktier, der ved en eventuel afståelse

den 18. maj 1993 ikke ville være omfattet af § 2 c-3 kunne

påberåbe sig indgangsværdien pr. 18. maj 1993.

Skatteforvaltningen citerede kun stk. 1 i § 2 c, og undlod

således helt de øvrige stykker i bestemmelsen.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen var imidlertid klart

formuleret, og ifølge repræsentanten, kunne der derfor ikke

være tvivl om, at klageren - således som bestemmelsen var

formuleret - var berettiget til at anvende værdien pr. 19. maj

1993.

Skatteforvaltningen forsøgte endvidere at gisne om,

hvad der måtte have været lovgivers hensigt med

ikrafttrædelsesbestemmelsen. Repræsentanten havde anført,

at dette kunne man naturligvis godt gøre, men da ordlyden af

overgangsbestemmelsen ikke var til at misforstå, burde

skatteforvaltningen selvstændigt vurdere, om Told- og Skattestyrelsens

argumentation var korrekt.

Repræsentanten havde i den forbindelse henvist til

en række nyere Højesteretsdomme, som alle havde lagt

afgørende vægt på bestemmelsernes sproglige udsagn og ikke

tilladt videregående fortolkninger, når det ikke af lovens

forarbejder kunne udledes, at bestemmelserne skulle fortolkes udvidende:

"Tegningsretsdommen"

TfS 1996.654 H og

"Hauglanddommen"

TfS 1998.485 H.

Afslutningsvis havde repræsentanten bemærket,

at overgangsbestemmelsen var præcist formuleret og indeholdt et udsagn

om, at hvis en aktiepost ikke var omfattet af ABL § 2 c den 18. maj 1993,

kunne kursen på denne dato benyttes som indgangsværdi, når

aktien vel at mærke havde været ejet i mere end 3 år

på det faktiske afståelsestidspunkt.

Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt

selskabets overskud eller værditilvækst over en periode med stor

sikkerhed kunne opgøres på forhånd, havde

repræsentanten bl.a. anført, at det fremgik af

prospektmaterialet herunder af "Investering på Madeira -

Investormateriale" at kursen (200) fra 15. marts 1992 og frem til 1. april

1995 efter 3 års ejertid ville stige til ca. kurs 250. Som bekendt blev

investeringen ikke afsluttet pr. 1. april 1995, men først pr. 30. juni

1995, hvor likvidationsprovenuet viste en udlodning til kurs 252,98. Hvis den

fra udbydersiden lovede kurs 250 pr. 1. april 1995 skulle holde, ville

anparterne ved en interpolationsberegning fra 1. april 1995 til 30. juni 1995

stige med:

50:39,5 måneder

36,5 måneder = en kursstigning fra kurs 200

til kurs 245,11

I budgetterne forud for marts 1992, blev der foretaget

beregninger, der tillige skulle udvise kursen pr. 1. april 1995 ud fra en

anpartskapital på 500 mio. kr. eller en egenkapital på 1 mia. ved

etableringen. Disse beregninger viste en kurs på 252,46, idet der dog

var en skjult reserve på 10.277.868,77 kr., hvilket alt andet lige

ville medføre en kurs pr. 1. april 1995 på 254,52, hvilket

ifølge repræsentanten ville svare til en kurs pr. 30. juni

på 259 jf. ovenfor.

I henhold til budgetterne med de interne beregninger,

skulle kursen således være steget til kurs 259, men den steg

alene til kurs 254,52. Der var derved alene opnået 89,73% af

budgetmålet, hvilket ifølge repræsentanten næppe

kunne siges at være en investering, hvor resultatet var

forudsigeligt.

Repræsentanten havde videre anført, at der

udover investeringen var væsentlige risici, f.eks. at Danmark ville

opsige dobbeltbeskatningsreglen med Portugal, hvilket som bekendt skete et

par år senere. At investeringen ikke var sikker, underbyggedes desuden

af en redegørelse fra et advokatfirma af 23. september 1994, hvor

momsproblematikken for koncernen var nævnt med deraf følgende

risiko for, at koncernselskaberne blev insolvente med deraf mulighed for, at

koncernens forretningspartnere ville søge fyldestgørelse i

deres sikkerheder med deraf følgende skattebetalinger i koncernen.

Endeligt var nævnt Færøerne-obligationerne i

redegørelsen fra en engelsk bank, hvor det danske Finanstilsyn

konstaterede betalingsbruddet for aktiekapitalen i en færøsk

bank. Det var først efterfølgende, at redningsaktionen fra den

danske regering blev etableret.

Told- og Skattestyrelsen havde udtalt, at der ikke var

grundlag for at tilsidesætte den påklagede ansættelse som

ugyldig som følge af formelle fejl, idet beskatningen var

gennemført efter bestemmelsen i ABL § 2 a, stk. 2 og ikke efter

bestemmelsen i § 2 c. Vedrørende den materielle vurdering af sagen

havde Told- og Skattestyrelsen bl.a. udtalt, at overgangsbestemmelsen i § 19,

stk. 3, i lov nr. 421 af 25. juni 1993 ikke fandt anvendelse i

nærværende sag, idet der var tale om lånefinansierede

investeringer, hvor investorerne i første omgang var omfattet af ABL §

2 c pr. 16. juni 1992. Ved indførelsen af ABL § 2 a, stk. 2, blev

anparterne i B ApS omfattet af denne bestemmelse.

Landsskatteretten bemærkede for så vidt angik

formalitetspåstanden, at klageren ikke var beskattet efter bestemmelsen

i ABL § 2 c, men derimod efter bestemmelsen i ABL § 2 a, stk. 2. Da

Ligningsrådets godkendelse alene var påkrævet,

såfremt der skete beskatning efter ABL § 2 c, fandt retten allerede af

den grund, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte den

påklagede afgørelse som ugyldig som følge af formelle

fejl.

Det fremgik af ordlyden i aktieavancebeskatningsloven § 2

c, stk.1, at:

"Fortjeneste ved afståelse af aktier medregnes ved

opgørelsen af den skattepligtige almindelige indkomst, i det omfang de

pågældende aktier er erhvervet for lånte midler, og det

pågældende selskab i det væsentlige må antages at

indtjene overskud eller anden værditilvækst ved finansiering

eller investering under sådanne omstændigheder, at selskabets

overskud eller værditilvækst over en periode med stor sikkerhed

kan opgøres på forhånd.

Overgangsbestemmelsen i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.

juni 1993 havde følgende ordlyd:

"Skattepligtige som ved en eventuel afståelse af

deres aktier den 18. maj 1993 ikke skulle have opgjort fortjeneste eller tab

efter aktieavancebeskatningsloven § 6, eller som alene skulle have gjort det

i kraft af aktieavancebeskatningsloven § 6, stk. 6, og som ikke ville have

været omfattet af aktieavancebeskatningsloven § 2 a-3 eller

kursgevinstloven, kan ved opgørelsen af fortjeneste eller tab ved en

senere afståelse af de pågældende aktier, anvende aktiernes

handelsværdi den 19. maj 1993 i stedet for anskaffelsessummen."

Landsskatteretten fandt henset til det oplyste omkring

investeringsprojektet, at investorerne ved deponering af deres anparter i B

ApS som sikkerhed for lån optaget samtidigt hermed i C erhvervede

anparterne for lånte midler. Endvidere fandt retten på baggrund

af det fremlagte materiale omkring investeringsstrategien, at overskud eller

værditilvækst over en periode med stor sikkerhed kunne

opgøres på forhånd, idet afkastet af arrangementet var

forud beregnet, hvorved det af klagerens repræsentant anførte

omkring usikkerheder omkring investeringen ikke medførte nogen

ændring heri. Retten fandt derfor, at nærværende

arrangement var omfattet af ABL § 2 c forud for ændringen af ABL § 2 a

ved lov nr. 421 af 25. juni 1993, uanset om klageren ved en eventuel

afståelse pr. 18. maj 1993 ved en opgørelse af avancen ville

være blevet fritaget for beskatning efter ABL § 2 c, stk. 3, jf. TfS

2000.211.

Henset til ordlyden i § 19, stk. 3, i lov nr. 421 af 25.

juni 1993 fandt Landsskatteretten derfor, at klageren ikke var omfattet af

denne bestemmelse, hvorfor anparternes handelsværdi pr. 19. maj 1993

ikke kunne anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum ved

avanceopgørelsen i 1995.

Ved lov nr. 421 af 25, juni 1993, fik ABL § 2 a, stk.2

følgende ordlyd med virkning fra 19. maj 1993:

"Endvidere medregnes ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst fortjeneste ved afståelse af aktier i

selskaber, som i væsentligt omfang direkte eller indirekte ejer eller

har ejet aktier i selskaber m.v. der er eller har været

hjemmehørende i udlandet, på Færøerne eller i

Grønland, herunder efter bestemmelserne i en

dobbeltbeskatningsoverenskomst, hvis det må antages:

1) at virksomheden i det sidstnævnte selskab m.v.

overvejende har været af finansiel karakter,

2) at det samlede afkast heraf er beskattet

væsentligt lavere end efter danske regler, og

3) at eventuelle udbytter fra det sidstnævnte

selskab m.v. samlet beskattes med en procentsats, der er væsentligt

lavere end den i selskabsskatteloven § 17, stk. 1, nævnte."

Landsskatteretten fandt, at anparterne i B ApS ved

indførelsen af ABL § 2 a, stk. 2, blev omfattet af denne bestemmelse.

Der var således tale om investeringer i datterselskaber, der var

hjemmehørende på Cayman Island og på Madeira, og da

virksomheden i datterselskaberne overvejende var af finansiel karakter og

afkastet af datterselskabernes virksomhed blev beskattet væsentligt

lavere end efter danske regler samt at udbytterne fra datterselskaberne blev

beskattet med en procentsats, der var væsentligt lavere end den danske

selskabsskatteprocent, var betingelserne jf. pkt. 7.2.2 i cirkulære nr.

137 af 19. juli 1994 opfyldt.

Den påklagede ansættelse blev

stadfæstet.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter