Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11524 af 21/07/2000Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet3. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Elafgift

- godtgørelse

- revisionsvirksomhed

Reference:

Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 2.

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og

Skattestyrelsen havde anset selskabet for omfattet af bilaget til

elektricitetsafgiftsloven, hvorefter virksomheden ikke var anset for

berettiget til delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgift, jf.

elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2.

Det var oplyst, at A var en revisionsvirksomhed, der

udover revisionsydelser også ydede rådgivning om skat, told, moms

og andre afgifter, handel med virksomheder, miljøforhold,

informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring,

lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring

samt logistik og produktion.

A havde anmodet om godtgørelse af elafgiften for

den del af virksomheden, der vedrørte disse andre aktiviteter.

Styrelsen havde ved den påklagede afgørelse

fundet, at ydelser som virksomhedsrådgivning og konsulenttjeneste i

sig selv var omfattet af bilaget, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2. Styrelsen

havde videre anført, at dette fremgik af skatteministerens svar af

8. juni 1993. Der var videre henvist til Momsnævnets afgørelse

af 14. januar 1981, hvorefter landboforeningernes konsulentcentre var anset

for omfattet af bilaget til elafgiftsloven ved afsætning af ydelser i

form af regnskabsservice og rådgivning over for landmændene.

Derfor var det styrelsens opfattelse, at alle A's aktiviteter var omfattet af

bilaget til elafgiftslovens § 11, stk. 2, og som følge heraf var A

ikke berettiget til godtgørelse af elafgiften. Der blev heller ydet

Læs alt

godtgørelse af CO2-afgiften, idet godtgørelse af CO2-afgift

ifølge CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 3, ikke kunne finde sted,

hvis der ikke bev ydet godtgørelse af energiafgifter.

Virksomheden havde oplyst, at rådgivningen om

informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, logistik og

produktion, miljøforhold samt miljøstyring havde karakter af

managementkonsulentydelser. Der var herved henvist til

Erhvervsfremmestyrelsens rapport "Managementkonsulenter - kortlægning

af en branche i vækst" fra 1999. Virksomheden havde hertil

anført, at der var tale om en selvstændig branche. Det var

videre oplyst, at det var B der ydede hovedparten af de omhandlede

managementydelser. Følgende var beskrevet om de enkelte typer

ydelser:

"Rådgivning om informationsteknologi

Edb-statusanalyse

Edb-anskaffelse

Kravsspecifikation

Implementering

System Management

IT-strategi

Elektronisk kommunikation og handel

Internet

Intranet

Document Management

Groupware

Workflow

Standard-/rammesystemer, f.eks. SAP

Rådgivning om effektivisering, dvs.

tværfaglige ydelser, metoder og værktøj

Strategi og ledelse

Business Transformation

Business Performance Improvement

Projektstyring

Vidensregnskaber

Virksomhedsspil

Outsourcing

Rådgivning om økonomisk styring

Virksomhedens økonomiske model

Activity Based Costing (ABC)

Activity Based Management (ABM)

Benchmarking

Balanced Scorecard

Virksomhedsregnskab (offentlige virksomheder)

Risk Management

Cash Management

Treasury Management

Portefølje Management

Shareholder Value

Rådgivning om produktion og logistik

Supply Chain Management

Indkøb og lagerstyring

Produktionsudvikling

Produktionssimulering

Procesledelse

Miljøledelse

3. parts logistik

Distribution

Produktionsspil

Kvalitetsledelse"

samt

"A Miljøs konkrete rådgivning

-Implementering af miljøledelse (ISO 14001

certificering)

-Miljøopgaver i forbindelse med køb og salg

af virksomhed

-Miljøopgaver i forbindelse med privatisering af

offentlige virksomheder

-Evaluering af Miljøstyrelsens projekter i

Østeuropa

-Udvikling af arbejdsmiljøregnskab og

arbejdsmiljøledelse i virksomheder, herunder

udarbejdelse af manualer og model regnskab

-Projekt vedrørende dokumentation af offentlige

grønne indkøb

-Tilrettelæggelse af sociale regnskaber

-Udvikling af model til socialt regnskab og katalog over

socia le parametre

-Projekt vedrørende udvikling af sociale regnskaber

i virksom heden for SID"

Virksomheden havde over for Landsskatteretten nedlagt

påstand om, at der blev godkendt delvis refusion af elafgift, jf.

elafgiftslovens § 11, jf. stk. 2.

Der var til støtte herfor bl.a. gjort

gældende, at elafgiftslovens § 11, stk. 2 og bilaget til denne lov

ikke omfattede den del af virksomheden, der bestod i rådgivning inden

for skat, moms og andre afgifter, told, handel med virksomheder,

miljøforhold, miljøstyring, informationsteknologi,

effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse,

organisations. og lederudvikling, logistik, produktion og lignende

rådgivning, som var præsteret og faktureret som en separat ydelse

til virksomhedens klienter.

Det var hertil anført, at A var en momspligtig

virksomhed.

Vedr. lovgivningen var følgende anført:

"Bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 2, hvorefter

visse momspligtige tjenesteydelser undtages fra retten til refusion af

elafgift, har følgende ordlyd:

"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt

angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov

nævnte ydelser."

Bilaget havde følgende ordlyd:

"Liste over momsregistrerede virksomheder, hvis

afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af

elafgift.

Advokater

Arkitekter

Bureauer (bl.a. vagtbureauer,

ægteskabsbureauer).

Forlystelser, herunder teaterforestillinger,

biografforestillinger m.v.

Landinspektører

Mæglere

Reklame

Revisorer

Rådgivende ingeniører."

Indholdet af reglerne havde været uændret

siden fremkomsten af lov nr. 292/1979.

I forslaget til loven, L 230 fremsat den 21. juni 1979 af

ministeren for skatter og afgifter, havde § 11, stk. 2, imidlertid

følgende ordlyd:

"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt

angår afsætning af de i merværdiafgiftslovens § 2, stk.

2, nævnte ydelser, med undtagelse af de i bilaget til

nærværende lov nævnte ydelser. Spørgsmål om

afgrænsningen af disse ydelser afgøres i det i

merværdiafgiftslovens § 37 omhandlede nævn."

Det bemærkedes, at de i "merværdiafgiftslovens

§ 2, stk. 2, nævnte ydelser" var momspligtige tjenesteydelser.

Bilaget havde følgende ordlyd i lovforslaget:

"Liste over tjenesteydelser, der er omhandlet i § 11, stk.

2.

1. Arbejdsydelser på varer, herunder fremstilling,

bearbejdning, montering, afprøvning, analyse, forandring,

reparation, vedligeholdelse og rengøring samt konstruktion og

formgivning af varer.

2. Arbejdsydelser på jord, bygninger og anden fast

ejendom, herunder jordbearbejdning, udgravning, planering, opførelse,

ombygning, reparation, vedligeholdelse og rengøring.

3. Projekteringsarbejde og anden teknisk bistand i

forbindelse med anlæg, opførelse, ombygning, indretning,

reparation og vedligeholdelse m.v. af bygninger og anden fast ejendom.

4. Udlejning af værelser i hoteller,

gæstgiverier, moteller o.l., udlejning af værelser i

virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned.

5. Servering i restaurationer, cafeterier, konditorier,

kaffebarer og lignende samt i de af punkt 4 omfattede virksomheder."

Disse foreslåede regler begrundedes som

følger, jf. side 4 i lovforslaget:

"Elafgiften udgør 2 øre pr. kWh og afgiften

anslås i finansåret 1979 at ville give en indtægt på

375 mio. kr.

Efter de gældende bestemmelser kan momsregistrerede

virksomheder få godtgjort den del af afgiften, der overstiger 100.000

kr. på årsbasis svarende til et årligt el-forbrug på

5 mio. kWh.

Ved lovforslaget er det foreslået at forhøje

afgiftssatsen til 8 øre pr. kWh. Det er samtidig foreslået, at

godtgørelsesordningen udvides, således at virksomheder, der er

registreret efter merværdiafgiftsloven, fremover ikke bliver belastet

med afgiften.

Disse virksomheder vil få tilbagebetalt afgiften

på elektricitet i samme omfang, som virksomhederne efter

merværdiafgiftslovens bestemmelser har fradragsret for indgående

merværdiafgift på den anvendte elektricitet.

Godtgørelsesordningen er dog begrænset,

således at tjenesteydelsesvirksomheden ikke får tilbagebetaling,

medmindre ydelserne vedrører arbejdsydelser på varer, jord,

bygninger m.v. samt hotel- og restaurationsvirksomhed. Afskåret fra

godtgørelse vil således være advokater, forlystelser,

frisører, reklamebureauer m.fl."

Den foreslåede begrænsning af

godtgørelsesordningen blev imidlertid revurderet i følgende

ministerskrivelse af 24. juni 1979 (ad L 230 - bilag 3) til Folketingets

skatte- og afgiftsudvalg:

"Spørgsmål 2:

En udførlig beskrivelse udbedes

vedrørende afgrænsning af området for liberale erhverv

(reglen i § 11, stk. 2).

Svar:

Jeg agter at stille ændringsforslag til denne

paragraf, således at alle momsregistrerede virksomheder herefter kan

få tilbagebetalt elafgift, bortset fra visse virksomheder, som

udtrykkeligt er nævnt i et særskilt bilag til loven, nemlig:

Advokater

Arkitekter

Bureauer (bl.a. vagtbureauer, ægteskabsbureauer)

Forlystelser, herunder teaterforestillinger,

Biografforestillinger m.v.

Landinspektører

Mæglere

Revisorer

Reklame

rådgivende ingeniører"

Ovennævnte svar på spørgsmål 2

skulle læses i sammenhæng med ministerskrivelse af 24. juni 1979

(af L 230 - bilag 2) til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg:

"Erhvervenes Skattesekretariat

mener, at

afgrænsningen af de momsregistrerede virksomheder, der ikke skal have

tilbagebetaling af elafgift, er uskarp og udelukker eksportvirksomheder fra

godtgørelsesordningen.

Det i besvarelsen af spørgsmål 2 bebudede

ændringsforslag vil imødekomme skattesekretariatets

indvendinger".

Med hensyn til om en virksomhed, som var omfattet af

bilaget, delvis kunne omfattes af godtgørelsesordningen fremgik

følgende af ministerskrivelse af 24. juni 1979 (ad L 230 - bilag 5)

til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg:

"Spørgsmål 5:

Hvordan vil fradraget blive beregnet for virksomheder,

der har flere aktiviteter?

Svar:

Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, kan en

momsregistreret virksomhed få tilbagebetalt elafgift i samme omfang som

virksomheden har fradragsret for indgående moms på el. Det vil

sige, at en momsregistreret virksomhed, der anvender el både i

virksomheden og til andet formål, f.eks. privat brug, har delvis

fradragsret for momsen og får delvis tilbagebetaling af elafgiften.

En momsregistreret virksomhed, der både har

aktivitet som giver adgang til tilbagebetaling af el og aktiviteter, der ikke

giver adgang hertil, vil få delvis tilbagebetaling af elafgiften.""

Det var herefter gjort gældende, at det endelige

bilag til loven rummede en begrænset liste over veldefinerede

virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke gav adgang til

tilbagebetaling af elafgift. Dette stemte tillige overens med hensigten med

ændringen af bilaget, jf. ministersvar. Det var videre anført,

at de ydelser, som omfattedes af det endelige bilag, var ydelser fra

virksomheder af bestemt art, det vil sige karakteren af virksomheden og ikke

af selve ydelsen.Der måtte dog gælde nævnte undtagelse, som

ministeren orienterede Folketingets skatte- og afgiftsudvalg om, hvorefter en

momsregistreret virksomhed, der både havde aktiviteter, som gav adgang

til godtgørelse og aktiviteter, der ikke gav adgang hertil, ville

få delvis tilbagebetaling af elafgiften.Denne undtagelse fandtes efter

virksomhedens opfattelse at indebære, at en tjenesteydende virksomhed,

der var nævnt i bilaget, kunne få godtgørelse for separate

momspligtige ydelser, når samme type ydelser kunne forekomme som

hovedaktivitet i selvstændige virksomheder, der ikke var omfattet af

bilaget.

Det var hertil anført, at den type

rådgivningsydelser, som A ydede og som tidligere var nævnt, i

vidt muligt omfang var udført af ansatte konsulenter uden

revisionsmæssig baggrund. Det var tillige anført, at udviklingen

tenderede i retning af dannelse af selvstændige konsulentvirksomheden

og andre større konsulentenheder. Det var herefter gjort

gældende, at denne type rådgivningsydelser kunne og rent faktisk

forekom i selvstændige virksomheder, der ikke kunne henføres til

betegnelsen revisorer eller de øvrige betegnelser for virksomhedstyper

i bilaget til elafgiftsloven.

For så vidt angik separat fakturering af de

omhandlede ydelser i henhold til påstanden var det bemærket, at

efter årsregnskabslovens § 51 a skulle visse selskaber oplyse om

honorar for andre ydelser end revision til den revisionsvirksomhed, der

udførte den lovpligtige revision samt til revisionsvirksomhedens

datterselskaber. Det var videre anført, at skatteministerens svar af

8. juni 1993, hvorefter virksomhedskonsulenter var omfattet af bilaget som

bureau, alene kunne anses for den nye regerings fortolkning af de på

daværende tidspunkt 14 år gamle lovregler. Det var hertil

anført, at bureau næppe skulle fortolkes bredt, da bureauer i

givet fald ville omfatte f.eks. revisorer og advokater, der allerede var

nævnt i bilaget. Det var anført, at bureau som udgangspunkt

skulle forstås som den type virksomheder, der traditionelt havde

båret betegnelsen bureau.

For så vidt angik rådgivningen om skat, moms,

andre afgifter og told var det anført, at dette udførtes af

skatteafdelingen. Skatteafdelingen beskæftigede i et vist omfang

personer med revisorbaggrund, men disse personer havde imidlertid

specialiseret sig i og beskæftigede sig udelukkende med

skatterådgivning. Det var gjort gældende, at

skatterådgivning var en selvstændig type tjenesteydelse, der

adskilte sig fra revisorydelser. Denne opfattelse bekræftedes

yderligere af, at den type rådgivning, som skatteafdelingen

præsterede kunne forekomme i et specialiseret skattekonsulentfirma. Det

var videre anført, at påstanden alene omfattede

skatteafdelingens rådgivning, når denne var præsteret og

faktureret som en separat ydelse.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet

afgørelsen stadfæstet. Det var hertil anført, at det

fremgik af lovens forarbejder, at lovgivers intentioner var, at de

såkaldte "liberale erhverv" ikke skulle have adgang til

godtgørelse af elafgiften. Det var videre nævnt, at de

virksomheder, der ikke skulle have tilbagebetaling, var den del af

erhvervslivet, der afsatte tjenesteydelser, der ikke havde med vareproduktion

at gøre. Styrelsen havde videre henvist til Landsskatterettens

kendelse af 4. december 1998 vedrørende en virksomhed, der udarbejdede

markedsanalyser samt til Østre Landsrets dom af 10. februar 2000

vedrørende et selskab, der ydede markedsanalyser. Videre havde

styrelsen henvist til Momsnævnets afgørelser af henholdsvis 25.

august 1998 og 7. oktober 1998, hvor virksomhedskonsulentydelser blev anset

for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet aktiviteterne ud fra en

helhedsvurdering måtte anses for bureauvirksomhed. Nævnet udtalte

i afgørelsen af 7. oktober 1998, at det ikke havde været

hensigten at udtrykket "bureau" i bilaget skulle fortolkes snævert,

således at kun de virksomheder, der udtrykkeligt var betegnet som

bureauer kunne afskæres fra tilbagebetaling. Styrelsen havde videre

henvist til Skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets

Skatteudvalg vedrørende lovforslag L 303 om lov om ledningsført

vand, hvorefter bl.a. markedsføringsbureauer, Pr-arbejde,

konjunkturanalysebureauer samt virksomhedskonsulenter var omfattet af

bilaget. Styrelsen havde for så vidt angik virksomhedskonsulenter og

med udgangspunkt i den i ministerens svar angivne branchekode bemærket,

at denne ifølge Danmarks Statistik omhandlede

-

rådgivning og bistand til virksomheder og offentlige

institutioner vedrørende planlægning, organisation,

rationalisering og kontrol, ledelsesinformation mv.

-

Public relation-arbejde og kommunikation

-

Udformning af regnskabs- og omkostningssystemer og

budgetskontrolprocedurer

Herunder

-

Konsulentbistand i forbindelse med personalereduktion og

genplacering af overskydende personale.

Det var herefter styrelsens opfattelse, at A's aktiviteter

som virksomhedskonsulent var omfattet af bilaget. Det var videre styrelsens

opfattelse, at en stor del af aktiviteterne tidligere blev udført som

et led i den traditionelle revisorydelse uden særskilt fakturering,

hvilket også talte for, at der ikke burde gives godtgørelse af

elafgiften for nogen del af ydelserne.

Virksomheden havde hertil anført, at de var enige i

Landsskatteretten kendelse af 4. december 1998 og ØLD af 10. februar

2000, der begge vedrørte virksomheder, hvis aktiviteter

(analyseinstitutter) netop ifølge forarbejderne var omfattet af

bilaget. Det var tillige anført, at virksomheden også tilbage i

1979 havde en managementafdeling med 5-7 ansatte.

Landsskatteretten udtalte:

Momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af

ydelser var omfattet af bilaget til elektricitets- afgiftsloven, havde ikke

adgang til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11,

stk. 2.

Bilaget til elafgiftsloven (benævnt:liste over

momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver

adgang til tilbagebetaling af elafgift) omfattede følgende

virksomheder: Advokater, Arkitekter, Bureauer (bl.a. vagtbureauer,

ægteskabsbureauer), Forlystelser, herunder teaterforestillinger,

biografforestillinger m.v., Landinspektører, Mæglere, Reklame,

Revisorer, Rådgivende ingeniører.

Retten bemærkede, at det var den

pågældende virksomheds aktiviteter og ikke betegnelse, som

afgjorde hvorvidt virksomheden var omfattet af nævnte bilag.

To retsmedlemmer fandt, at virksomhedens rådgivning

med skat, moms, told mv. måtte anses at være en integreret del af

den basale aktivitet for revisorer, hvorefter der ikke var grundlag for at

anse disse aktiviteter for ikke at være omfattet af bilaget. Disse

retsmedlemmer fandt derimod, at de af virksomheden øvrige

udøvede aktiviteter ikke var en integreret del af revisorydelser. Der

var herved bl.a. henset til, at de to aktiviteter kunne udøves

særskilt og uafhængigt af hinanden. Disse retsmedlemmer fandt

videre ikke, at disse aktiviteter var selvstændigt omfattet af bilaget

under bureau eller rådgivende ingeniører. Det bemærkedes

herved, at skatteministerens svar af 8. juni 1993 alene kunne anses at

være en fortolkning af de allerede eksisterende lovbestemmelser.

Disse retsmedlemmer fandt således, at der kunne

godkendes delvis tilbagebetaling efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk.

1, for afgiften vedr. rådgivning med handel med virksomheder,

miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering,

økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og

lederudvikling, miljøstyring samt logistik og produktion. Den delvise

tilbagebetaling af afgiften skulle ske efter et skøn.

Et retsmedlem, retsformanden, kunne tiltræde det af

Told- og Skattestyrelsen anførte, hvorefter de overordnede kriterier

i bilaget havde været, om en virksomheds aktiviteter var

tjenesteydende eller vareproducerende. Der var herved henset til

skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets Skatteudvalg og

Østre Landsrets dom af 10. februar 2000, der byggede på de

nævnte kriterier, herunder en fortolkning af udtrykket "bureau". Dette

retsmedlem fandt derfor, at samtlige A's aktiviteter, der bestod af

tjenesteydelser, var omfattet af bilaget, hvorfor afgørelsen skulle

stadfæstes.

Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet,

hvorefter den påklagede afgørelse blev ændret i

overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter