Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Elafgift
- godtgørelse
- revisionsvirksomhed
Reference:
Elektricitetsafgiftsloven § 11, stk. 2.
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at Told- og
Skattestyrelsen havde anset selskabet for omfattet af bilaget til
elektricitetsafgiftsloven, hvorefter virksomheden ikke var anset for
berettiget til delvis tilbagebetaling af elektricitetsafgift, jf.
elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2.
Det var oplyst, at A var en revisionsvirksomhed, der
udover revisionsydelser også ydede rådgivning om skat, told, moms
og andre afgifter, handel med virksomheder, miljøforhold,
informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring,
lederudvælgelse, organisations- og lederudvikling, miljøstyring
samt logistik og produktion.
A havde anmodet om godtgørelse af elafgiften for
den del af virksomheden, der vedrørte disse andre aktiviteter.
Styrelsen havde ved den påklagede afgørelse
fundet, at ydelser som virksomhedsrådgivning og konsulenttjeneste i
sig selv var omfattet af bilaget, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 2. Styrelsen
havde videre anført, at dette fremgik af skatteministerens svar af
8. juni 1993. Der var videre henvist til Momsnævnets afgørelse
af 14. januar 1981, hvorefter landboforeningernes konsulentcentre var anset
for omfattet af bilaget til elafgiftsloven ved afsætning af ydelser i
form af regnskabsservice og rådgivning over for landmændene.
Derfor var det styrelsens opfattelse, at alle A's aktiviteter var omfattet af
bilaget til elafgiftslovens § 11, stk. 2, og som følge heraf var A
ikke berettiget til godtgørelse af elafgiften. Der blev heller ydet
Læs alt
godtgørelse af CO2-afgiften, idet godtgørelse af CO2-afgift
ifølge CO2-afgiftslovens § 9, stk. 4, nr. 3, ikke kunne finde sted,
hvis der ikke bev ydet godtgørelse af energiafgifter.
Virksomheden havde oplyst, at rådgivningen om
informationsteknologi, effektivisering, økonomisk styring, logistik og
produktion, miljøforhold samt miljøstyring havde karakter af
managementkonsulentydelser. Der var herved henvist til
Erhvervsfremmestyrelsens rapport "Managementkonsulenter - kortlægning
af en branche i vækst" fra 1999. Virksomheden havde hertil
anført, at der var tale om en selvstændig branche. Det var
videre oplyst, at det var B der ydede hovedparten af de omhandlede
managementydelser. Følgende var beskrevet om de enkelte typer
ydelser:
"Rådgivning om informationsteknologi
Edb-statusanalyse
Edb-anskaffelse
Kravsspecifikation
Implementering
System Management
IT-strategi
Elektronisk kommunikation og handel
Internet
Intranet
Document Management
Groupware
Workflow
Standard-/rammesystemer, f.eks. SAP
Rådgivning om effektivisering, dvs.
tværfaglige ydelser, metoder og værktøj
Strategi og ledelse
Business Transformation
Business Performance Improvement
Projektstyring
Vidensregnskaber
Virksomhedsspil
Outsourcing
Rådgivning om økonomisk styring
Virksomhedens økonomiske model
Activity Based Costing (ABC)
Activity Based Management (ABM)
Benchmarking
Balanced Scorecard
Virksomhedsregnskab (offentlige virksomheder)
Risk Management
Cash Management
Treasury Management
Portefølje Management
Shareholder Value
Rådgivning om produktion og logistik
Supply Chain Management
Indkøb og lagerstyring
Produktionsudvikling
Produktionssimulering
Procesledelse
Miljøledelse
3. parts logistik
Distribution
Produktionsspil
Kvalitetsledelse"
samt
"A Miljøs konkrete rådgivning
-Implementering af miljøledelse (ISO 14001
certificering)
-Miljøopgaver i forbindelse med køb og salg
af virksomhed
-Miljøopgaver i forbindelse med privatisering af
offentlige virksomheder
-Evaluering af Miljøstyrelsens projekter i
Østeuropa
-Udvikling af arbejdsmiljøregnskab og
arbejdsmiljøledelse i virksomheder, herunder
udarbejdelse af manualer og model regnskab
-Projekt vedrørende dokumentation af offentlige
grønne indkøb
-Tilrettelæggelse af sociale regnskaber
-Udvikling af model til socialt regnskab og katalog over
socia le parametre
-Projekt vedrørende udvikling af sociale regnskaber
i virksom heden for SID"
Virksomheden havde over for Landsskatteretten nedlagt
påstand om, at der blev godkendt delvis refusion af elafgift, jf.
elafgiftslovens § 11, jf. stk. 2.
Der var til støtte herfor bl.a. gjort
gældende, at elafgiftslovens § 11, stk. 2 og bilaget til denne lov
ikke omfattede den del af virksomheden, der bestod i rådgivning inden
for skat, moms og andre afgifter, told, handel med virksomheder,
miljøforhold, miljøstyring, informationsteknologi,
effektivisering, økonomisk styring, lederudvælgelse,
organisations. og lederudvikling, logistik, produktion og lignende
rådgivning, som var præsteret og faktureret som en separat ydelse
til virksomhedens klienter.
Det var hertil anført, at A var en momspligtig
virksomhed.
Vedr. lovgivningen var følgende anført:
"Bestemmelsen i elafgiftslovens § 11, stk. 2, hvorefter
visse momspligtige tjenesteydelser undtages fra retten til refusion af
elafgift, har følgende ordlyd:
"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt
angår afsætning af de i bilaget til nærværende lov
nævnte ydelser."
Bilaget havde følgende ordlyd:
"Liste over momsregistrerede virksomheder, hvis
afsætning af ydelser ikke giver adgang til tilbagebetaling af
elafgift.
Advokater
Arkitekter
Bureauer (bl.a. vagtbureauer,
ægteskabsbureauer).
Forlystelser, herunder teaterforestillinger,
biografforestillinger m.v.
Landinspektører
Mæglere
Reklame
Revisorer
Rådgivende ingeniører."
Indholdet af reglerne havde været uændret
siden fremkomsten af lov nr. 292/1979.
I forslaget til loven, L 230 fremsat den 21. juni 1979 af
ministeren for skatter og afgifter, havde § 11, stk. 2, imidlertid
følgende ordlyd:
"Tilbagebetaling kan dog ikke finde sted for så vidt
angår afsætning af de i merværdiafgiftslovens § 2, stk.
2, nævnte ydelser, med undtagelse af de i bilaget til
nærværende lov nævnte ydelser. Spørgsmål om
afgrænsningen af disse ydelser afgøres i det i
merværdiafgiftslovens § 37 omhandlede nævn."
Det bemærkedes, at de i "merværdiafgiftslovens
§ 2, stk. 2, nævnte ydelser" var momspligtige tjenesteydelser.
Bilaget havde følgende ordlyd i lovforslaget:
"Liste over tjenesteydelser, der er omhandlet i § 11, stk.
2.
1. Arbejdsydelser på varer, herunder fremstilling,
bearbejdning, montering, afprøvning, analyse, forandring,
reparation, vedligeholdelse og rengøring samt konstruktion og
formgivning af varer.
2. Arbejdsydelser på jord, bygninger og anden fast
ejendom, herunder jordbearbejdning, udgravning, planering, opførelse,
ombygning, reparation, vedligeholdelse og rengøring.
3. Projekteringsarbejde og anden teknisk bistand i
forbindelse med anlæg, opførelse, ombygning, indretning,
reparation og vedligeholdelse m.v. af bygninger og anden fast ejendom.
4. Udlejning af værelser i hoteller,
gæstgiverier, moteller o.l., udlejning af værelser i
virksomheder, der udlejer for kortere tidsrum end 1 måned.
5. Servering i restaurationer, cafeterier, konditorier,
kaffebarer og lignende samt i de af punkt 4 omfattede virksomheder."
Disse foreslåede regler begrundedes som
følger, jf. side 4 i lovforslaget:
"Elafgiften udgør 2 øre pr. kWh og afgiften
anslås i finansåret 1979 at ville give en indtægt på
375 mio. kr.
Efter de gældende bestemmelser kan momsregistrerede
virksomheder få godtgjort den del af afgiften, der overstiger 100.000
kr. på årsbasis svarende til et årligt el-forbrug på
5 mio. kWh.
Ved lovforslaget er det foreslået at forhøje
afgiftssatsen til 8 øre pr. kWh. Det er samtidig foreslået, at
godtgørelsesordningen udvides, således at virksomheder, der er
registreret efter merværdiafgiftsloven, fremover ikke bliver belastet
med afgiften.
Disse virksomheder vil få tilbagebetalt afgiften
på elektricitet i samme omfang, som virksomhederne efter
merværdiafgiftslovens bestemmelser har fradragsret for indgående
merværdiafgift på den anvendte elektricitet.
Godtgørelsesordningen er dog begrænset,
således at tjenesteydelsesvirksomheden ikke får tilbagebetaling,
medmindre ydelserne vedrører arbejdsydelser på varer, jord,
bygninger m.v. samt hotel- og restaurationsvirksomhed. Afskåret fra
godtgørelse vil således være advokater, forlystelser,
frisører, reklamebureauer m.fl."
Den foreslåede begrænsning af
godtgørelsesordningen blev imidlertid revurderet i følgende
ministerskrivelse af 24. juni 1979 (ad L 230 - bilag 3) til Folketingets
skatte- og afgiftsudvalg:
"Spørgsmål 2:
En udførlig beskrivelse udbedes
vedrørende afgrænsning af området for liberale erhverv
(reglen i § 11, stk. 2).
Svar:
Jeg agter at stille ændringsforslag til denne
paragraf, således at alle momsregistrerede virksomheder herefter kan
få tilbagebetalt elafgift, bortset fra visse virksomheder, som
udtrykkeligt er nævnt i et særskilt bilag til loven, nemlig:
Advokater
Arkitekter
Bureauer (bl.a. vagtbureauer, ægteskabsbureauer)
Forlystelser, herunder teaterforestillinger,
Biografforestillinger m.v.
Landinspektører
Mæglere
Revisorer
Reklame
rådgivende ingeniører"
Ovennævnte svar på spørgsmål 2
skulle læses i sammenhæng med ministerskrivelse af 24. juni 1979
(af L 230 - bilag 2) til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg:
"Erhvervenes Skattesekretariat
mener, at
afgrænsningen af de momsregistrerede virksomheder, der ikke skal have
tilbagebetaling af elafgift, er uskarp og udelukker eksportvirksomheder fra
godtgørelsesordningen.
Det i besvarelsen af spørgsmål 2 bebudede
ændringsforslag vil imødekomme skattesekretariatets
indvendinger".
Med hensyn til om en virksomhed, som var omfattet af
bilaget, delvis kunne omfattes af godtgørelsesordningen fremgik
følgende af ministerskrivelse af 24. juni 1979 (ad L 230 - bilag 5)
til Folketingets skatte- og afgiftsudvalg:
"Spørgsmål 5:
Hvordan vil fradraget blive beregnet for virksomheder,
der har flere aktiviteter?
Svar:
Ifølge elafgiftslovens § 11, stk. 1, kan en
momsregistreret virksomhed få tilbagebetalt elafgift i samme omfang som
virksomheden har fradragsret for indgående moms på el. Det vil
sige, at en momsregistreret virksomhed, der anvender el både i
virksomheden og til andet formål, f.eks. privat brug, har delvis
fradragsret for momsen og får delvis tilbagebetaling af elafgiften.
En momsregistreret virksomhed, der både har
aktivitet som giver adgang til tilbagebetaling af el og aktiviteter, der ikke
giver adgang hertil, vil få delvis tilbagebetaling af elafgiften.""
Det var herefter gjort gældende, at det endelige
bilag til loven rummede en begrænset liste over veldefinerede
virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke gav adgang til
tilbagebetaling af elafgift. Dette stemte tillige overens med hensigten med
ændringen af bilaget, jf. ministersvar. Det var videre anført,
at de ydelser, som omfattedes af det endelige bilag, var ydelser fra
virksomheder af bestemt art, det vil sige karakteren af virksomheden og ikke
af selve ydelsen.Der måtte dog gælde nævnte undtagelse, som
ministeren orienterede Folketingets skatte- og afgiftsudvalg om, hvorefter en
momsregistreret virksomhed, der både havde aktiviteter, som gav adgang
til godtgørelse og aktiviteter, der ikke gav adgang hertil, ville
få delvis tilbagebetaling af elafgiften.Denne undtagelse fandtes efter
virksomhedens opfattelse at indebære, at en tjenesteydende virksomhed,
der var nævnt i bilaget, kunne få godtgørelse for separate
momspligtige ydelser, når samme type ydelser kunne forekomme som
hovedaktivitet i selvstændige virksomheder, der ikke var omfattet af
bilaget.
Det var hertil anført, at den type
rådgivningsydelser, som A ydede og som tidligere var nævnt, i
vidt muligt omfang var udført af ansatte konsulenter uden
revisionsmæssig baggrund. Det var tillige anført, at udviklingen
tenderede i retning af dannelse af selvstændige konsulentvirksomheden
og andre større konsulentenheder. Det var herefter gjort
gældende, at denne type rådgivningsydelser kunne og rent faktisk
forekom i selvstændige virksomheder, der ikke kunne henføres til
betegnelsen revisorer eller de øvrige betegnelser for virksomhedstyper
i bilaget til elafgiftsloven.
For så vidt angik separat fakturering af de
omhandlede ydelser i henhold til påstanden var det bemærket, at
efter årsregnskabslovens § 51 a skulle visse selskaber oplyse om
honorar for andre ydelser end revision til den revisionsvirksomhed, der
udførte den lovpligtige revision samt til revisionsvirksomhedens
datterselskaber. Det var videre anført, at skatteministerens svar af
8. juni 1993, hvorefter virksomhedskonsulenter var omfattet af bilaget som
bureau, alene kunne anses for den nye regerings fortolkning af de på
daværende tidspunkt 14 år gamle lovregler. Det var hertil
anført, at bureau næppe skulle fortolkes bredt, da bureauer i
givet fald ville omfatte f.eks. revisorer og advokater, der allerede var
nævnt i bilaget. Det var anført, at bureau som udgangspunkt
skulle forstås som den type virksomheder, der traditionelt havde
båret betegnelsen bureau.
For så vidt angik rådgivningen om skat, moms,
andre afgifter og told var det anført, at dette udførtes af
skatteafdelingen. Skatteafdelingen beskæftigede i et vist omfang
personer med revisorbaggrund, men disse personer havde imidlertid
specialiseret sig i og beskæftigede sig udelukkende med
skatterådgivning. Det var gjort gældende, at
skatterådgivning var en selvstændig type tjenesteydelse, der
adskilte sig fra revisorydelser. Denne opfattelse bekræftedes
yderligere af, at den type rådgivning, som skatteafdelingen
præsterede kunne forekomme i et specialiseret skattekonsulentfirma. Det
var videre anført, at påstanden alene omfattede
skatteafdelingens rådgivning, når denne var præsteret og
faktureret som en separat ydelse.
Told- og Skattestyrelsen havde indstillet
afgørelsen stadfæstet. Det var hertil anført, at det
fremgik af lovens forarbejder, at lovgivers intentioner var, at de
såkaldte "liberale erhverv" ikke skulle have adgang til
godtgørelse af elafgiften. Det var videre nævnt, at de
virksomheder, der ikke skulle have tilbagebetaling, var den del af
erhvervslivet, der afsatte tjenesteydelser, der ikke havde med vareproduktion
at gøre. Styrelsen havde videre henvist til Landsskatterettens
kendelse af 4. december 1998 vedrørende en virksomhed, der udarbejdede
markedsanalyser samt til Østre Landsrets dom af 10. februar 2000
vedrørende et selskab, der ydede markedsanalyser. Videre havde
styrelsen henvist til Momsnævnets afgørelser af henholdsvis 25.
august 1998 og 7. oktober 1998, hvor virksomhedskonsulentydelser blev anset
for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet aktiviteterne ud fra en
helhedsvurdering måtte anses for bureauvirksomhed. Nævnet udtalte
i afgørelsen af 7. oktober 1998, at det ikke havde været
hensigten at udtrykket "bureau" i bilaget skulle fortolkes snævert,
således at kun de virksomheder, der udtrykkeligt var betegnet som
bureauer kunne afskæres fra tilbagebetaling. Styrelsen havde videre
henvist til Skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets
Skatteudvalg vedrørende lovforslag L 303 om lov om ledningsført
vand, hvorefter bl.a. markedsføringsbureauer, Pr-arbejde,
konjunkturanalysebureauer samt virksomhedskonsulenter var omfattet af
bilaget. Styrelsen havde for så vidt angik virksomhedskonsulenter og
med udgangspunkt i den i ministerens svar angivne branchekode bemærket,
at denne ifølge Danmarks Statistik omhandlede
-
rådgivning og bistand til virksomheder og offentlige
institutioner vedrørende planlægning, organisation,
rationalisering og kontrol, ledelsesinformation mv.
-
Public relation-arbejde og kommunikation
-
Udformning af regnskabs- og omkostningssystemer og
budgetskontrolprocedurer
Herunder
-
Konsulentbistand i forbindelse med personalereduktion og
genplacering af overskydende personale.
Det var herefter styrelsens opfattelse, at A's aktiviteter
som virksomhedskonsulent var omfattet af bilaget. Det var videre styrelsens
opfattelse, at en stor del af aktiviteterne tidligere blev udført som
et led i den traditionelle revisorydelse uden særskilt fakturering,
hvilket også talte for, at der ikke burde gives godtgørelse af
elafgiften for nogen del af ydelserne.
Virksomheden havde hertil anført, at de var enige i
Landsskatteretten kendelse af 4. december 1998 og ØLD af 10. februar
2000, der begge vedrørte virksomheder, hvis aktiviteter
(analyseinstitutter) netop ifølge forarbejderne var omfattet af
bilaget. Det var tillige anført, at virksomheden også tilbage i
1979 havde en managementafdeling med 5-7 ansatte.
Landsskatteretten udtalte:
Momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af
ydelser var omfattet af bilaget til elektricitets- afgiftsloven, havde ikke
adgang til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11,
stk. 2.
Bilaget til elafgiftsloven (benævnt:liste over
momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver
adgang til tilbagebetaling af elafgift) omfattede følgende
virksomheder: Advokater, Arkitekter, Bureauer (bl.a. vagtbureauer,
ægteskabsbureauer), Forlystelser, herunder teaterforestillinger,
biografforestillinger m.v., Landinspektører, Mæglere, Reklame,
Revisorer, Rådgivende ingeniører.
Retten bemærkede, at det var den
pågældende virksomheds aktiviteter og ikke betegnelse, som
afgjorde hvorvidt virksomheden var omfattet af nævnte bilag.
To retsmedlemmer fandt, at virksomhedens rådgivning
med skat, moms, told mv. måtte anses at være en integreret del af
den basale aktivitet for revisorer, hvorefter der ikke var grundlag for at
anse disse aktiviteter for ikke at være omfattet af bilaget. Disse
retsmedlemmer fandt derimod, at de af virksomheden øvrige
udøvede aktiviteter ikke var en integreret del af revisorydelser. Der
var herved bl.a. henset til, at de to aktiviteter kunne udøves
særskilt og uafhængigt af hinanden. Disse retsmedlemmer fandt
videre ikke, at disse aktiviteter var selvstændigt omfattet af bilaget
under bureau eller rådgivende ingeniører. Det bemærkedes
herved, at skatteministerens svar af 8. juni 1993 alene kunne anses at
være en fortolkning af de allerede eksisterende lovbestemmelser.
Disse retsmedlemmer fandt således, at der kunne
godkendes delvis tilbagebetaling efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk.
1, for afgiften vedr. rådgivning med handel med virksomheder,
miljøforhold, informationsteknologi, effektivisering,
økonomisk styring, lederudvælgelse, organisations- og
lederudvikling, miljøstyring samt logistik og produktion. Den delvise
tilbagebetaling af afgiften skulle ske efter et skøn.
Et retsmedlem, retsformanden, kunne tiltræde det af
Told- og Skattestyrelsen anførte, hvorefter de overordnede kriterier
i bilaget havde været, om en virksomheds aktiviteter var
tjenesteydende eller vareproducerende. Der var herved henset til
skatteministerens svar af 8. juni 1993 til Folketingets Skatteudvalg og
Østre Landsrets dom af 10. februar 2000, der byggede på de
nævnte kriterier, herunder en fortolkning af udtrykket "bureau". Dette
retsmedlem fandt derfor, at samtlige A's aktiviteter, der bestod af
tjenesteydelser, var omfattet af bilaget, hvorfor afgørelsen skulle
stadfæstes.
Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet,
hvorefter den påklagede afgørelse blev ændret i
overensstemmelse hermed.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- SKAT har ikke godkendt fradrag for købsmoms af selskabets racerbiler Landsskatteretten · 21. juni 2012
- Landsskatteretskendelse af 19. september 2002 vedr. Moms konkursbo bistand med underhåndssalg af ejendomme fra marginalpanthaver Retsinformation · 12. september 2003
- Salg af julekalender – en samlet ydelse – momsfritaget som salg af lotteri Retsinformation · 20. november 2025
- Bindende svar - Moms - hoved- og biydelser - leveringssted Retsinformation · 13. maj 2016
- Ikke betalt renteudgift anset som tilskud – Maskeret udlodning Landsskatteretten · 14. juni 2021
- Yderligere salgsmoms Landsskatteretten · 23. juli 2015
Lignende dokumenter
- Selskabet er anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven og følgelig ikke berettiget til godtgørelse af elafgift Landsskatteretten · 25. juli 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. Energiafgifter - lysreklamer Retsinformation · 22. februar 2007
- Landsskatteretskendelse af 24. juli 2003 vedr. Godtgørelse af elafgift - Oversættervirksomhed Retsinformation · 30. oktober 2003
- Landsskatteretskendelse af 15/9 2003 vedr. tilbagebetaling af energiafgifter. Retsinformation · 20. februar 2004
- Landsskatteretskendelse af 10. december 2002 vedr. Fradrag for el- og CO Retsinformation · 29. september 2003
- Landsskatteretskendelse af 17. december 2002 vedr. Godtgørelse for energiafgifter emballageproduktion til fiskeindustri Retsinformation · 29. september 2003