Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse vedr. Energiafgifter - lysreklamer

KEN nr 9122 af 22/06/2005Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet22. februar 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse vedr. Energiafgifter - lysreklamer

Klagen skyldes, at regionen

har afslået klagerens anmodning om godtgørelse af energiafgifterne vedrørende

forbrug af elektricitet til egne lysreklamer, der er opstillet på lejede

pladser på andres ejendomme.

Landsskatterettens afgørelse

ToldSkat’ afgørelse ændres.

Sagens oplysninger

Klageren, der er

momsregistreret, er et bladhus, der udgiver og sælger aviser. I forbindelse

med

afsætningen af aviserne reklamerer klageren ved brug af egne lysreklamer, der

opstilles på forskellige lejede pladser rundt om i Danmark.

Klageren faktureres for

elektricitetsforbruget hertil enten af udlejerne eller direkte af

elselskaberne. Klageren har oplyst, at denne helt selv kan bestemme,

hvorledes

lysreklamerne skal udformes, herunder hvilken type, der skal være tale om,

lysstyrken mv. Udlejeren af opstillingsarealet har således ingen indflydelse

på, hvorledes lysreklamerne skal se ud.

Klageren anmodede den 9.

december 2002 regionen om godtgørelse af elektricitets- og kuldioxidafgiften

vedrørende det omhandlede forbrug. Kravet er endeligt opgjort til 171.084 kr.

i

elektricitetsafgift samt 8.264 kr. i kuldioxidafgift for perioden januar

kvartal 1998 – oktober kvartal 2002. Klageren har udover det anførte

krav

allerede fået godtgjort 115.676 kr. i elektricitetsafgiften og 2.150 kr. i

kuldioxidafgift.

Af klagerens repræsentants

Læs alt

skrivelse af 6. januar 2003 til Told- og Skattestyrelsen fremgår følgende:

”Det fremgår af Punktafgiftsvejledningen 2000, afsnit

F6 side 323, at der ikke er godtgørelse for elafgift, hvis en virksomhed i

forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften til el. Der er i

vejledningen henvist til bilaget til elafgiftsloven og elafgiftslovens § 11,

stk. 2. Der er ikke henvist til yderligere praksis eller relevante

afgørelser.

Vi er bekendt med, at Told-

og Skatteregionerne vil administrere efter denne praksis i en situation, hvor

virksomheder lejer en plads til opsætning af egne lysreklamer. I den

forbindelse køber virksomheden el enten gennem leverandøren af reklamepladsen

eller direkte fra el-leverandøren.

Af elafgiftslovens § 11, stk.

2, som der henvises til i vejledningen, fremgår det, at der ikke kan ske

tilbagebetaling af el-afgift vedrørende forbrug til afsætning af de i bilaget

nævnte ydelser.

Vi er på den baggrund

uforstående overfor, at særskilt køb af el til brug for belysning af egne

reklameskilte

ikke kan godtgøres, når virksomhedens afsætning ikke i øvrigt er nævnt i

bilaget. Både lovteksten og i bilaget fremgår det tydeligt, at begrænsningen

af

tilbagebetaling gælder for virksomheder, der afsætter de nævnte ydelser,

hvilket også er bekræftet af Landsskatteretten i kendelse af 11. marts 2002

om

godtgørelse af el- og co2-afgift på reklamepladser, SKM2002.171.LSR

Det fremgår ingen steder, at

der ikke er tilbagebetaling til virksomheder, der selv forestår egen

markedsføring

af virksomhedens produkter. Vi kan ikke i hverken loven eller af

offentliggjorte afgørelser finde hjemmel til den tolkning, der fremgår af

vejledningen.

Vi skal derfor bede styrelsen

om at oplyse med hvilken hjemmel eller efter hvilke afgørelser, der nægtes

godtgørelse af el-afgift til virksomheder, hvis afsætning ikke er nævnt i

bilaget, og som køber el til brug for egne lysreklamer, der er opsat på

lejede

reklamepladser.

( )”

Af Told- og Skattestyrelsens

svar af 11. april 2003 fremgår følgende:

”( )

Ved brev af 26. februar 2003

har De rettet henvendelse til Told- og Skattestyrelsen om afsnit F6 side 323

i

Punktafgiftsvejledningen 2000, som vedrører godtgørelse af elafgift.

De har bl.a. henvist til, at

der af elafgiftslovens § 11, stk. 2, som der henvises til i vejledningen,

fremgår, at der ikke kan ske tilbagebetaling af el-afgift vedrørende forbrug

til afsætning af de i bilaget nævnte ydelser, og på den baggrund er De

uforstående

over for, at særskilt køb af el til brug for belysning af egne reklameskilte

ikke kan godtgøres, når virksomhedens afsætning ikke i øvrigt er nævnt i

bilaget. De har i den forbindelse henvist til en kendelse afsagt af

Landsskatteretten den 11. marts 2002 om godtgørelse af el- og CO2-afgift på

reklamepladser, SKM2002.171.LSR.

På baggrund heraf har De bedt

styrelsen om at oplyse med hvilken hjemmel eller efter hvilke afgørelser, der

nægtes godtgørelse af el-afgift til virksomheder, hvis afsætning ikke er

nævnt

i bilaget, og som køber el til brug for egne lysreklamer, der er opsat på

lejede reklamepladser.

Styrelsen er bekendt med den

pågældende afgørelse fra Landsskatteretten.

Teksten i

Punktafgiftsvejledningen har baggrund i praksis, som tager udgangspunkt i en

skrivelse udsendt den 24. juli 1979 til Distrikstoldkamrene af Direktoratet

for

Toldvæsenet. I skrivelsen er opregnet en række typer virksomheder, som ikke

kan

få godtgørelse af el-afgiften.

Det fremgår heraf, at

virksomheder, der formidler udlejning af plads til lysreklamer ikke kan opnå

godtgørelse. Det samme gælder, hvis en virksomhed i forbindelse med leje af

reklameplads selv afholder el-udgiften. El-udgiften af virksomhedens egne

reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som ejes

eller er lejet af virksomheden. Det samme gælder f.eks. lysreklamer på

detailforretninger og servicestationer.

( )”

Af Told- og Skattestyrelsens

yderligere besvarelse af 11. juli 2003 fremgår følgende:

”( )

De har herefter på ny rettet

henvendelse hertil, og Styrelsen har til brug for Deres fornyede henvendelse

anmodet Skatteministeriets Departement om eventuelle bidrag til belysning af

den rejste problemstilling.

Departementet har nu ved brev

af 20. juni 2003 overfor Styrelsen oplyst, at Departementet kan støtte den

fortolkning, der fremgår af Punktafgiftsvejledningen samt Styrelsens

bemærkning

om, at afgørelse i konkrete sager i 1. instans træffes af told- og

skatteområderne. Departementet oplyser endvidere, at man ikke har mulighed

for

at bidrage yderligere til oplysning af spørgsmålet.

( )”

Af Direktoratet for

Toldvæsenets skrivelse af 29. juni 1979 til distriktstoldkamrene fremgår

følgende:

”( )

AFGIFTSGODTGØRELSE

Momsregistrerede el-aftagere

( )

Momsregistrerede el-aftagere

kan fra 1 juli 1979 få godtgjort afgift af elektricitet i samme omfang, som

aftageren har fradragsret for indgående moms på elektriciteten.

Der vil dog ikke kunne ydes

godtgørelse af afgift af elektricitet, der forbruges af følgende

virksomheder:

( )

Reklame

( )

De nærmere regler om

godtgørelse af afgift af elektricitet vil senere blive meddelt

distriktstoldkamrene.

( )”

Af Direktoratet for

Toldvæsenets skrivelse af 24. juli 1979 til distriktstoldkamrene fremgår

følgende:

”( )

Afgiftsgodtgørelse

I fortsættelse af RETTELSE af

29. juni 1979, F 4384/AFGIFT nr. 117, skal direktoratet meddele følgende:

Vejledning om

afgiftsgodtgørelse

( )

Virksomheder, der ikke kan få

godtgørelse af el-afgiften.

Listen over virksomheder, der

ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, kan foreløbig uddybes således:

( )

Virksomheder, der formidler

udlejning af plads til lysreklamer. Det samme gælder, hvis en virksomhed i

forbindelse med leje af reklameplads selv afholder udgiften.

El-afgift af virksomhedens

egne reklamer kan godtgøres, hvis reklamerne er anbragt på bygninger mv., som

ejes eller er lejet af virksomheden. Det gælder fx lysreklamer på

detailforretninger og servicestationer.

( )”

ToldSkat’s afgørelse

Regionen har ikke imødekommet

klagerens anmodning om godtgørelse af energiafgifterne vedrørende

elektricitet

anvendt til lysreklamer opstillet på lejede pladser på andres ejendomme.

Det omhandlede forbrug er

omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven vedrørende reklame og kan

derfor ikke give adgang til afgiftsgodtgørelse.

Ved opsætning og drift af

lysreklamer, kan der forekomme 5 forskellige situationer:

Virksomheder, der

udlejer reklameplads (korttidsudlejning).

Virksomheder, der

udlejer reklameplads (langtidsudlejning).

Virksomheder, der

formidler udlejning af reklameplads.

Virksomheder, der

opsætter lysreklamer på egen bygning.

Virksomheder, der

lejer reklameplads på fremmed bygning.

Det kan af Landsskatterettens

kendelse af 11. marts 2002, offentliggjort i SKM2002.171.LSR udledes, at

virksomheder, som nævnt i situation 1 og 2 ikke er omfattet af bilaget, idet

de

driver udlejningsvirksomhed. I situation 1 anses virksomheden også som

forbruger af elektriciteten, mens virksomheden i situation 2 ikke anses som

forbruger,

og derfor kan der ikke i situation 2, men alene i situation 1, ske

godtgørelse

af energiafgifterne.

I situation 3 følger det af

punktafgiftsvejledningen, at virksomheden er omfattet af bilaget til loven,

hvilket formentlig må være punktet ”reklame”.

I situation 4 kan der i

henhold til punktafgiftsvejledningen opnås godtgørelse af energiafgifterne,

hvilket må formodes skyldes, at det ikke er muligt at sondre mellem egentlige

reklamer og eksempelvis navneskilte og øvrig skiltning på virksomheden.

I situation 5, hvilket er

tilfældet i nærværende sag, følger det af punktafgiftsvejledningen, at

virksomheden

her vil være omfattet af bilaget til elektricitetsafgiftsloven. Det må

formodes, at dette skyldes, at der skal ske en sidestilling med situation 3,

således at der ikke kan opnås en gunstigere afgiftsstilling ved, at man selv

står for markedsføring via lysreklamer frem for, at man lader andre formidle

dette. Derved er der tale om, at virksomheden stilles som om den leverer en

reklameydelse til sig selv.

Dette understøttes af, at

udtrykket ”reklame” er forskelligt fra de øvrige nævnte aktiviteter

i bilaget,

der alle er formuleret som egentlige brancher. Dette indikerer, at begrebet

”reklame” skal fortolkes mere udvidende end de øvrige nævnte

aktiviteter.

Der er henvist til

forarbejderne til elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 2, herunder til den

daværende skatteministers besvarelse af 24. juni 1979 af et spørgsmål stillet

af Skatte- og Afgiftsudvalget samt til Punktafgiftsvejledningen 2003, afsnit

F.6.6. og Told- og Skattestyrelsens skrivelser af 11. april og 11. juli

2003.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant har

fremsat påstand om, at klageren er berettiget til godtgørelse af

energiafgifterne

for det omhandlede forbrug.

Af elektricitetsafgiftslovens

§ 11, stk. 2, og af selve bilaget til elektricitetsafgiftsloven fremgår det

tydeligt, at der skal være tale om afsætning af reklameydelser, før man er

omfattet af bilaget og derfor ikke kan få afgiftsgodtgørelse. Klageren er

ikke

en virksomhed, der afsætter reklameydelser, men derimod et bladhus, der

udgiver

og sælger aviser og i den forbindelse afholder nogle udgifter til reklame.

Der er ikke hjemmel i

elektricitetsafgiftsloven til at nægte godtgørelse af elektricitetsudgifter

til

reklame mv., heller ikke selvom det er klageren selv, der står for

markedsføring af sine produkter. Der er alene hjemmel til at nægte

godtgørelse

til virksomheder, der sælger reklameydelser mv. Der er henvist til

Landsskatterettens

kendelse af 11. marts 2002, offentliggjort i SKM2002.171.LSR

Afsnit F.6.6. i

Punktafgiftsvejledningen vedrørende forholdet har således ikke hjemmel i

loven

og er heller ikke bekræftet af offentliggjorte kendelser. Styrelsen har ikke

nærmere kunnet begrunde, hvorfor klageren i en situation som den her

omhandlede

ikke kan opnå godtgørelse af energiafgifterne, ud over at henvise til

praksis,

der tager udgangspunkt i Direktoratet for Toldvæsenets skrivelse fra 1979.

Regionens nægtelse af godtgørelse

er derfor i strid med elektricitetslovgivningens ordlyd og intentioner, og

endvidere i strid med de EU-retlige regler om statsstøtte. Der er henvist til

EF-Domstolens dom af 8. november 2001 i sag C-143/99 (Adria-Wien Pipeline

GmbH).

Told- og Skattestyrelsens udtalelse

Styrelsen har overfor

Landsskatteretten indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes.

Der er henvist til regionens

samt punktafgiftsvejledningens bemærkninger herom samt til, at

Skatteministeriets

Departement støtter den fortolkning, som fremgår af

punktafgiftsvejledningen.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

I medfør af elafgiftslovens §

11, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder, bortset fra de i stk. 2 nævnte

tilfælde, få tilbagebetalt afgiften af den af virksomheden forbrugte

afgiftspligtige elektricitet. Endvidere kan der i henhold til

CO2-afgiftslovens

§ 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, ske tilbagebetaling af 10 % af afgiften efter

denne lov for det forbrug, der er fuldt ud tilbagebetalingsberettiget efter §

11 i elafgiftsloven. Efter elafgiftsloven § 11, stk. 15, (tidligere § 11,

stk.

14), tilbagebetales afgiften i samme omfang, som virksomheden har fradragsret

for indgående merværdiafgift for elektricitet og varme.

Efter elafgiftslovens § 11,

stk. 2, kan tilbagebetaling ikke finde sted for så vidt angår afsætning af de

i

bilaget til loven nævnte ydelser. Bilaget til elafgiftsloven (benævnt: liste

over momsregistrerede virksomheder, hvis afsætning af ydelser ikke giver

adgang

til tilbagebetaling af elafgift) omfatter følgende virksomheder: advokater,

arkitekter, bureauer (bl.a. vagtbureauer, ægteskabsbureauer), forlystelser,

herunder teaterforestillinger, biografforestillinger m.v., landinspektører,

mæglere, reklame, revisorer, rådgivende ingeniører.

Det

bemærkes, at det er de i den pågældende virksomhed udøvede aktiviteter, og

ikke

dens betegnelse, der er afgørende for, om hvorvidt virksomheden er omfattet

af

nævnte bilag. Det bemærkes videre, at Højesteret i dom af 6. oktober 2004

offentliggjort i SKM2004.386.HR fastslog, at afgørende for, om der kan ske

tilbagebetaling af el- og CO2-afgift, er, om den udøvede virksomhed består i

produktion eller afsætning af varer eller i afsætning af service- og

tjenesteydelser.

Den af klageren udøvede

virksomhed må betegnes som produktion og afsætning af varer i form af aviser.

Det forhold, at klageren for at kunne afsætte sine aviser anvender

reklamelystavler, der er opstillet forskellige steder i Danmark på lejede

arealer, medfører ikke, at klageren i denne forbindelse kan siges at afsætte

en

service- eller tjenesteydelse. Det bemærkes hertil, at anvendelsen af

reklamelystavler må anses at have en så nær sammenhæng med selve afsætningen

af

varerne, at der ikke er tale om en aktivitet, der skal vurderes særskilt i

forhold

til elafgiftslovens bilag.

Det bemærkes endvidere, at

der hverken i forarbejderne eller i selve lovteksten ses at være klare

holdepunkter for, at bilaget til elektricitetsafgiftsloven kan udstrækkes til

at omfatte virksomheder, der afsætter varer, og som selv står for

markedsføringen af sine varer ved hjælp af lysreklamer opstillet på lejede

arealer.

Det omhandlede forbrug er

derfor godtgørelsesberettiget.

Den påklagede afgørelse

ændres i overensstemmelse hermed.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter