Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 11368 af 01/11/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Befordringsgodtgørelse

- pengeinstitutelev

- bindende forhåndsbesked

Reference:

LL § 9, stk. 5, jf. § 9 B.

LV 1998 A.F.3

A's klage til Landsskatteretten drejede sig om

Ligningsrådets afgørelse af 26. juni 1998 i henhold til

skattestyrelseslovens kapitel 2 om bindende forhåndsbesked. Ved denne

afgørelse havde Ligningsrådet fundet, at

transportgodtgørelse til pengeinstitutelever var skattepligtig,

når arbejdsgiveren betalte for elevens transport mellem arbejdsplads og

uddannelsessted for den faglige grunduddannelse i elevtiden.

Spørgsmålet fra klageren til

Ligningsrådet var følgende:

Er transportgodtgørelse til pengeinstitutelever

skattepligtig, når arbejdsgiveren betaler for elevens transport mellem

arbejdsplads og uddannelsessted for den faglige grunduddannelse i

elevtiden?

Ligningsrådet havde besvaret det stillede

spørgsmål således:

Ja.

Pengeinstitutuddannelsen var en offentlig anerkendt

lovreguleret erhvervsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28.

september 1993 om erhvervsuddannelser og lovbekendtgørelse nr. 635 af

1. juli 1996 om finansuddannelsen.

Elevuddannelsen i pengeinstitutterne bestod af en

teoretisk uddannelse, praktisk oplæring i pengeinstituttet samt interne

elevkurser. Formålet med elevuddannelsen var at sætte eleven i

Læs alt

stand til at kunne arbejde med og rådgive om den finansielle sektors

forskellige produkter og funktioner. Efter afslutning af elevtiden skulle

eleverne på privatkundeområdet selvstændigt kunne behandle

ukomplicerede forretninger samt kunne medvirke ved behandling af mere

komplicerede kundeforhold. På erhvervskundeområdet skulle

eleverne have viden om pengeinstituttets typiske produkter til den mindre

erhvervsvirksomhed samt til regnskabsaflæggelse for denne

virksomhedstype. Uddannelsen var tilrettelagt således, at den gav

grundlag for at arbejde med både almene og mere specialiserede

funktioner i den finansielle sektor.

Eleven og pengeinstituttet indgik ved ansættelsen en

uddannelsesaftale i henhold til de gældende retningslinier. For

pengeinstituttet betød uddannelsesaftalen, at der blev ydet offentligt

tilskud til elevens skoleundervisning samt lønrefusion for de dage,

hvor eleven var på skole.

Elevuddannelsen gennemførtes over 2 - 3 år.

Som oftest lå undervisningen spredt over hele året på

enkelte dage. Der var tale om 28 og 29 kursusdage årligt.

Den teoretiske undervisning foregik dels som dagskole

på en handelsskole og dels som undervisning i pengeinstitutterne (fag

som pengeinstitut- og realkreditforretning, jf. § 3, stk. 3 i

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 635 om

finansuddannelsen).

Var den teoretiske undervisning henlagt til

pengeinstitutterne selv, ville undervisningen ofte foregå centralt. F.

eks. valgte de små og mindre pengeinstitutter at sende deres elever

på skoleophold på Finanssektorens Uddannelsescenter.

Dette betød bl.a., at nogle elever fik

forøgede transportudgifter, som afholdtes af arbejdsgiveren bl.a. ved

udbetaling af en befordringsgodtgørelse efter statens satser, hvis

eleven anvendte egen bil til transporten mellem hjemmet og

uddannelsesstedet.

Klageren havde gjort gældende, at

pengeinstituteleverne ikke skulle beskattes af den

befordringsgodtgørelse, som arbejdsgiveren udbetalte. A havde henvist

til, at den teoretiske del af elevuddannelsen i den finansielle sektor kunne

sidestilles med et HD - studium for ansatte i revisionsfirmaer, jf.

Landsskatterettens kendelse TfS.1993.120.

Det var oplyst, at arbejdsgiveren ikke som sådan

kunne disponere over eleven under den teoretiske del af uddannelsen. Ved at

flytte en del af undervisningen ud af pengeinstitutterne havde

pengeinstitutterne m.v. dog fået mulighed for, at der blev taget et

større hensyn til interne forhold og forretningsgange, således

at undervisningen kom tættere på elevernes arbejdsdag. F. eks.

ville arbejdsgiverens systemer kunne anvendes. Der var altså tale om,

at virksomhederne kunne øve indflydelse på undervisningens

pædagogiske tilrettelæggelse, undervisningens indhold og de

lærerkræfter, som anvendtes.

Eleverne fik løn under skoleopholdet, og

arbejdsgiveren betalte elevens øvrige omkostninger ved undervisningen.

Eleverne fortsatte normalt ansættelsen efter elevtiden.

Told- og Skattestyrelsen havde i indstillingen til

Ligningsrådet anført, at udgifter til erhvervsmæssig

befordring som defineret i ligningslovens § 9 B kunne godtgøres

skattefrit, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.

I følge ligningslovens § 9 B var

erhvervsmæssig befordring:

a) befordring mellem sædvanlig bopæl og

arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de foregående 24

måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Skattefri godtgørelse forudsatte således, at

der var tale om befordring til eller inden for en arbejdsplads. Ved begrebet

arbejdsplads, som var identisk med arbejdspladsbegrebet i § 9 C skulle alene

forstås kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke

f. eks. kørsel til et uddannelsessted (grund- eller videreuddannelse).

Dette gjaldt, selv om der blev ydet løn under uddannelsen, jf.

Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til

ligningsloven, pkt. 17.2.1.2.

Cirkulæreteksten var udtryk for en fast og langvarig

praksis på dette område, og baggrunden herfor skulle søges

i skattelovgivningens grundlæggende sondring mellem etableringsudgifter

og driftsudgifter. Skolen betragtedes som udgangspunkt som et uddannelsessted

for den pågældende, og den løn som udbetaltes under

skoleopholdet, havde karakter af en privat uddannelsesstøtte, jf.

Højesterets domme offentliggjort i TfS.1991.7 (efg.elev) og 8

(sygehjælperelev).

Som arbejdssted anerkendtes derimod i praksis steder, hvor

den pågældende modtog undervisning som led i tjenesten. Herunder

faldt undervisning som led i et almindeligt efteruddannelsesforløb

samt undervisning som led i en løbende og længerevarende intern

etatsuddannelse, når undervisningen var modtaget som led i

arbejdet.

Told- og Skattestyrelsen havde henvist til følgende

kendelser fra Landsskatteretten:

Lsrm.1969.146 (elev på Politiskolen), Lsrm.1972.60

(officerselev under uddannelse på Hærens Officersskole),

Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 1994 (fængselsbetjent under

uddannelse på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter), Landsskatterettens

kendelse af 20. marts 1995 (DSB - elev under uddannelse på DSB -

Skolen) samt Landsskatterettens kendelse af 31. oktober 1997 (elev under

uddannelse på Told- og Skatteskolen).

Bortset fra tilfældet vedrørende DSB - eleven

blev der i de pågældende sager indrømmet fradrag for

befordring mellem hjemmet og uddannelsesstedet efter reglerne i

ligningslovens § 9 C.

Told- og Skattestyrelsen havde anført, at

fælles for de internt tilrettelagte uddannelser var, at

ansættelse skete i en institution med henblik på udførelse

af praktisk arbejde. Arbejdsgiveren ønskede en kvalificeret

arbejdskraft, hvorfor det blev pålagt nogle af de ansatte at

gennemføre en uddannelse, som var tilrettelagt i institutionens regi.

Eleverne blev normalt ikke afskedige efter uddannelsens afslutning. I denne

forbindelse bemærkede styrelsen, at der også havde været

praksis for at udbetale skattefrie godtgørelser i forbindelse med

deltagelse i internt tilrettelagte etatsuddannelsesforløb, f.eks. i

forbindelse med uddannelse på Politiskolen, Officersskolen og Told- og

Skattestyrelsens fuldmægtiguddannelse.

For så vidt angik andre uddannelsesforløb,

som efter praksis ikke blev beskattet, henviste Told- og Skattestyrelsen til

Ligningsvejledningen 1996, afsnit A.B.1.9.19 (fri undervisning). Heraf

fremgik det bl.a., at "ansatte i revisionsfirmaer ikke beskattes af

uddannelsesudgifter, der afholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med

uddannelsen til statsautoriseret revisor". Revisorelever beskattedes heller

ikke af befordringsgodtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren for

befordringsudgifter i forbindelse med deltagelse i HD - studium.

Godtgørelsen ansås for en integreret del af de samlede udgifter,

som arbejdsgiveren afholdt i forbindelse med studiet, og som efter praksis

ikke beskattedes hos den ansatte, jf. TfS.1993.120 samt det nævnte

afsnit i Ligningsvejledningen.

Told- og Skattestyrelsen havde endvidere anført, at

om den teoretiske del af pengeinstitutuddannelsen kunne karakteriseres som en

arbejdsplads i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 9 B, jf. § 9

C, beroede på en samlet bedømmelse af de faktiske forhold

vedrørende uddannelsen samt en vurdering af den praksis og de

retningslinier, der gjaldt på dette område. Told- og

Skattestyrelsen fandt imidlertid, at der her var tale om et område,

hvor praksis ikke syntes umiddelbart entydig.

Ud fra en samlet bedømmelse af de forelagte

oplysninger var det styrelsens umiddelbare opfattelse, at forholdene

vedrørende pengeinstitutuddannelsen var af en sådan karakter, at

arbejdsgiveren ville kunne udbetale en skattefri godtgørelse for

befordring mellem arbejdsplads og uddannelsessted efter reglerne herom i

ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9 B.

Told- og Skattestyrelsen havde herved lagt vægt

på, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen syntes

sammenlignelige med de forhold, som var nævnt vedrørende de

interne etatsuddannelser. Styrelsen fandt det væsentligt, at man i vidt

omfang søgte at tilrettelægge uddannelsesforløbet

på en sådan måde, at der blev taget hensyn til

virksomhedernes interne forhold og forretningsgange.

Herudover fandt styrelsen det vanskeligt at behandle

pengeinstitutelever m.v. anderledes end eksempelvis revisorelever, som uden

skattemæssige konsekvenser kunne deltage i arbejdsgiverbetalte

uddannelsesforløb såsom uddannelsen til statsautoriseret revisor

eller HD - studiet, jf. Ligningsvejledningen 1996, afsnit A.B.1.9.19. samt

Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS.1993.120.

Styrelsen fandt, at der så vidt muligt burde

søges etableret en ensartet praksis på dette område.

Ligningsrådet havde ikke tiltrådt Told- og

Skattestyrelsens indstilling.

Ligningsrådet havde anført, at

pengeinstitutuddannelsen var omfattet af lovgivningen om grundlæggende

erhvervsuddannelser (erhvervsuddannelsesloven). Rådet fandt, at

forholdene for pengeinstitutelever således var sammenlignelige med

situationen i Højesterets dom offentliggjort i TfS.1991.7, hvorefter

en efg - elev ikke fik godkendt fradrag for befordring mellem hjem og teknisk

skole, fordi skolen måtte betragtes som et uddannelsessted og ikke en

arbejdsplads.

Rådet havde på den baggrund fundet - uanset

Landsskatterettens kendelse af 15. december 1992 (TfS.1993.120) om

befordringsudgifter i forbindelse med et HD - studium - at

transportgodtgørelser til pengeinstitutelever for kørsel til

uddannelsesstedet måtte anses for skattepligtige.

Klagerens advokat havde anført, at de

uddannelsesforløb, som lå til grund for sagen, i meget

høj grad var karakteriseret ved deres konkrete relation til de enkelte

pengeinstitutter, hvor eleverne var ansat.

Ved den pædagogiske tilrettelæggelse,

udvælgelsen af lærerkræfterne, fastlæggelsen af

undervisningsindholdet m.v., toges der således i væsentligt

omfang hensyn til pengeinstitutternes interne forhold og forretningsgange,

som i sagens natur kunne være ganske forskellige for de enkelte

pengeinstitutter. Advokaten havde i den forbindelse til nærmere

belysning af det interne virksomhedspræg, der karakteriserede

pengeinstitutternes tilrettelæggelse af elevuddannelsen, henvist til et

notat udarbejdet af A vedrørende den såkaldte

virksomhedsforlagte undervisning.

Advokaten havde overordnet til støtte for klagen

gjort gældende, at pengeinstitutelevernes uddannelsessteder måtte

anses for eller i hvert fald sidestilles med en arbejdsplads i

ligningslovens § 9 B's forstand, og at de godtgørelser, som

arbejdsgiverne udbetalte til dækning af udgifter til kørsel

mellem arbejdspladsen på selve pengeinstituttet og pengeinstituttets

uddannelsessted, derfor ikke skulle medregnes i pengeinstitutelevernes

skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, sammenholdt med § 9

B.

Advokaten havde til nærmere støtte for klagen

i første række gjort gældende, at pengeinstituteleverne -

udover at modtage løn i den tid, hvor grunduddannelsen pågik -

indirekte måtte antages at udføre arbejde til nytte for deres

arbejdsgiver på uddannelsesstederne, når hensås til, at

undervisningen var et obligatorisk led i tjenesten og desuden i

væsentligt omfang internt tilrettelagt efter de enkelte

pengeinstitutters særlige forhold og behov.

Pengeinstitutternes uddannelsessteder for elever under den

faglige grunduddannelse adskilte sig herved væsentligt fra de generelle

offentlige uddannelser, som eksempelvis efg - elever og

sygehjælperelever fulgte på tekniske skoler og uddannelsescentre.

Disse uddannelser var ganske vist også integrerede med elevernes

praktiske gerning hos deres respektive arbejdsgivere, men der savnedes

på disse generelle uddannelsessteder det interne virksomhedspræg,

som kendetegnede den virksomhedsforlagte pengeinstitutuddannelse.

Pengeinstitutelevernes situation adskilte sig

således radikalt fra sagsforholdet i de 2 domme fra Højesteret

om en efg-elev og en sygehjælperelev, som var offentliggjort i TfS.

1991.7 og 8.

Sagerne om efg- og sygehjælpereleverne adskilte sig

herudover fra det sagsforhold, som lå til grund for

nærværende sag derved, at der i de 2 sager var tale om transport

mellem elevernes bopæl og uddannelsessteder, medens

nærværende sag omhandlede pengeinstitutelevernes transport mellem

arbejdsplads og uddannelsessted. Dette moment talte ligeledes i højere

grad for at anse pengeinstitutternes uddannelsessteder for en del af

elevernes arbejdsplads eller i al fald fuldt sammenlignelige hermed.

Advokaten gjorde endvidere gældende, at

pengeinstituteleverne måtte anses for omfattet af den administrative

praksis, der havde udviklet sig om skattefrihed for

befordringsgodtgørelse, som udbetaltes til bl.a. elever under de

interne etatsuddannelser som led i længerevarende, internt

tilrettelagte uddannelsesforløb og revisorelevers skattefri modtagelse

af befordringsgodtgørelse ved kørsel til gennemførelse

af HD - studiet efter krav fra arbejdsgiveren.

Det forekom således ikke stemmende med almindelige

lighedsgrundsætninger, såfremt befordringsgodtgørelse til

pengeinstituteleverne skulle behandles skattemæssigt anderledes end den

administrative praksis, der havde udviklet sig for bl.a. elever på

Told- og Skatteskolen og revisorelever i relation til arbejdsgivers

udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Advokaten henviste i tilslutning hertil navnlig til

Landsskatterettens kendelse af 15. december 1992 (TfS.1993.120), hvorefter

der blev indrømmet en revisorelev skattefrihed for modtagelse af

godtgørelse for udgifter til kørsel fra arbejdssted til

uddannelsessted til gennemførelse af HD - studiet i en situation, hvor

der - i lighed med nærværende sagsforhold - var tale om

kørsel mellem arbejdssted og skole.

Advokaten fandt ikke, at der kunne påvises saglige

grunde til at behandle forholdet for revisorelever anderledes end for

pengeinstitutelever. Da HD - studiet tilmed åbnede adgang for andre end

revisorelever og dermed savnede det interne virksomhedspræg, som gjorde

det rimeligt at indfortolke pengeinstitutuddannelserne i arbejdspladsbegrebet

i ligningslovens § 9 B, forekom der i realiteten at være stærkere

saglige holdepunkter for at indrømme pengeinstituteleverne

skattefrihed set i forhold til revisorelevernes kørsel til almindelige

handelsskoler for at følge HD - studiet.

Pengeinstitutelevuddannelsen var i øvrigt i

høj grad sammenlignelig med de interne etatsuddannelser, herunder

told- og skatteelevers deltagelse i grund- og videreuddannelse på Told-

og Skatteskolen, jf. TfS.1998.91 1998.464, hvor den pågældende

told- og skatteelev i øvrigt blev tilladt befordringsfradrag for

kørsel mellem bopælen og uddannelsesstedet. Der sås heller

ikke i forhold til disse persongrupper at være sagligt grundlag for at

behandle pengeinstituteleverne anderledes i relation til den

arbejdsgiverbetalte befordringsgodtgørelse.

Landsskatteretten udtalte:

Fælles for de internt tilrettelagte etatsuddannelser

og pengeinstitutuddannelsen var, at ansættelse af eleverne skete i

institutioner med henblik på udførelse af praktisk arbejde. Det

var pålagt de pågældende elever at gennemføre en

uddannelse, som var tilrettelagt i institutionens regi.

Da uddannelsesstedet var bestemt af arbejdsgiveren, og

deltagelse var pålagt som led i tjenesten, adskilte sådanne

internt tilrettelagte uddannelser sig derfor fra de generelle, offentlige

uddannelser som f. eks. efg- uddannelsen.

Landsskatteretten var derfor enig med Told- og

Skattestyrelsen i, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen

var af en sådan karakter, at arbejdsgiverne ville kunne udbetale en

skattefri godtgørelse for befordring mellem arbejdsplads og

uddannelsessted efter reglerne herom i ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9

B.

Landsskatteretten lagde herved navnlig vægt

på, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen var

sammenlignelige med de forhold, der gjorde sig gældende

vedrørende de interne etatsuddannelser, og at godtgørelsen

udbetaltes i forbindelse med befordring mellem arbejdsplads og

uddannelsessted.

Den påklagede forhåndsbesked blev

ændret, således at det stillede spørgsmål blev

besvaret: Nej.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter