Landsskatteretskendelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Landsskatteretskendelse
Befordringsgodtgørelse
- pengeinstitutelev
- bindende forhåndsbesked
Reference:
LL § 9, stk. 5, jf. § 9 B.
LV 1998 A.F.3
A's klage til Landsskatteretten drejede sig om
Ligningsrådets afgørelse af 26. juni 1998 i henhold til
skattestyrelseslovens kapitel 2 om bindende forhåndsbesked. Ved denne
afgørelse havde Ligningsrådet fundet, at
transportgodtgørelse til pengeinstitutelever var skattepligtig,
når arbejdsgiveren betalte for elevens transport mellem arbejdsplads og
uddannelsessted for den faglige grunduddannelse i elevtiden.
Spørgsmålet fra klageren til
Ligningsrådet var følgende:
Er transportgodtgørelse til pengeinstitutelever
skattepligtig, når arbejdsgiveren betaler for elevens transport mellem
arbejdsplads og uddannelsessted for den faglige grunduddannelse i
elevtiden?
Ligningsrådet havde besvaret det stillede
spørgsmål således:
Ja.
Pengeinstitutuddannelsen var en offentlig anerkendt
lovreguleret erhvervsuddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 28.
september 1993 om erhvervsuddannelser og lovbekendtgørelse nr. 635 af
1. juli 1996 om finansuddannelsen.
Elevuddannelsen i pengeinstitutterne bestod af en
teoretisk uddannelse, praktisk oplæring i pengeinstituttet samt interne
elevkurser. Formålet med elevuddannelsen var at sætte eleven i
Læs alt
stand til at kunne arbejde med og rådgive om den finansielle sektors
forskellige produkter og funktioner. Efter afslutning af elevtiden skulle
eleverne på privatkundeområdet selvstændigt kunne behandle
ukomplicerede forretninger samt kunne medvirke ved behandling af mere
komplicerede kundeforhold. På erhvervskundeområdet skulle
eleverne have viden om pengeinstituttets typiske produkter til den mindre
erhvervsvirksomhed samt til regnskabsaflæggelse for denne
virksomhedstype. Uddannelsen var tilrettelagt således, at den gav
grundlag for at arbejde med både almene og mere specialiserede
funktioner i den finansielle sektor.
Eleven og pengeinstituttet indgik ved ansættelsen en
uddannelsesaftale i henhold til de gældende retningslinier. For
pengeinstituttet betød uddannelsesaftalen, at der blev ydet offentligt
tilskud til elevens skoleundervisning samt lønrefusion for de dage,
hvor eleven var på skole.
Elevuddannelsen gennemførtes over 2 - 3 år.
Som oftest lå undervisningen spredt over hele året på
enkelte dage. Der var tale om 28 og 29 kursusdage årligt.
Den teoretiske undervisning foregik dels som dagskole
på en handelsskole og dels som undervisning i pengeinstitutterne (fag
som pengeinstitut- og realkreditforretning, jf. § 3, stk. 3 i
Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 635 om
finansuddannelsen).
Var den teoretiske undervisning henlagt til
pengeinstitutterne selv, ville undervisningen ofte foregå centralt. F.
eks. valgte de små og mindre pengeinstitutter at sende deres elever
på skoleophold på Finanssektorens Uddannelsescenter.
Dette betød bl.a., at nogle elever fik
forøgede transportudgifter, som afholdtes af arbejdsgiveren bl.a. ved
udbetaling af en befordringsgodtgørelse efter statens satser, hvis
eleven anvendte egen bil til transporten mellem hjemmet og
uddannelsesstedet.
Klageren havde gjort gældende, at
pengeinstituteleverne ikke skulle beskattes af den
befordringsgodtgørelse, som arbejdsgiveren udbetalte. A havde henvist
til, at den teoretiske del af elevuddannelsen i den finansielle sektor kunne
sidestilles med et HD - studium for ansatte i revisionsfirmaer, jf.
Landsskatterettens kendelse TfS.1993.120.
Det var oplyst, at arbejdsgiveren ikke som sådan
kunne disponere over eleven under den teoretiske del af uddannelsen. Ved at
flytte en del af undervisningen ud af pengeinstitutterne havde
pengeinstitutterne m.v. dog fået mulighed for, at der blev taget et
større hensyn til interne forhold og forretningsgange, således
at undervisningen kom tættere på elevernes arbejdsdag. F. eks.
ville arbejdsgiverens systemer kunne anvendes. Der var altså tale om,
at virksomhederne kunne øve indflydelse på undervisningens
pædagogiske tilrettelæggelse, undervisningens indhold og de
lærerkræfter, som anvendtes.
Eleverne fik løn under skoleopholdet, og
arbejdsgiveren betalte elevens øvrige omkostninger ved undervisningen.
Eleverne fortsatte normalt ansættelsen efter elevtiden.
Told- og Skattestyrelsen havde i indstillingen til
Ligningsrådet anført, at udgifter til erhvervsmæssig
befordring som defineret i ligningslovens § 9 B kunne godtgøres
skattefrit, jf. ligningslovens § 9, stk. 5.
I følge ligningslovens § 9 B var
erhvervsmæssig befordring:
a) befordring mellem sædvanlig bopæl og
arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de foregående 24
måneder,
b) befordring mellem arbejdspladser og
c) befordring inden for samme arbejdsplads.
Skattefri godtgørelse forudsatte således, at
der var tale om befordring til eller inden for en arbejdsplads. Ved begrebet
arbejdsplads, som var identisk med arbejdspladsbegrebet i § 9 C skulle alene
forstås kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og ikke
f. eks. kørsel til et uddannelsessted (grund- eller videreuddannelse).
Dette gjaldt, selv om der blev ydet løn under uddannelsen, jf.
Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996 til
ligningsloven, pkt. 17.2.1.2.
Cirkulæreteksten var udtryk for en fast og langvarig
praksis på dette område, og baggrunden herfor skulle søges
i skattelovgivningens grundlæggende sondring mellem etableringsudgifter
og driftsudgifter. Skolen betragtedes som udgangspunkt som et uddannelsessted
for den pågældende, og den løn som udbetaltes under
skoleopholdet, havde karakter af en privat uddannelsesstøtte, jf.
Højesterets domme offentliggjort i TfS.1991.7 (efg.elev) og 8
(sygehjælperelev).
Som arbejdssted anerkendtes derimod i praksis steder, hvor
den pågældende modtog undervisning som led i tjenesten. Herunder
faldt undervisning som led i et almindeligt efteruddannelsesforløb
samt undervisning som led i en løbende og længerevarende intern
etatsuddannelse, når undervisningen var modtaget som led i
arbejdet.
Told- og Skattestyrelsen havde henvist til følgende
kendelser fra Landsskatteretten:
Lsrm.1969.146 (elev på Politiskolen), Lsrm.1972.60
(officerselev under uddannelse på Hærens Officersskole),
Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 1994 (fængselsbetjent under
uddannelse på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter), Landsskatterettens
kendelse af 20. marts 1995 (DSB - elev under uddannelse på DSB -
Skolen) samt Landsskatterettens kendelse af 31. oktober 1997 (elev under
uddannelse på Told- og Skatteskolen).
Bortset fra tilfældet vedrørende DSB - eleven
blev der i de pågældende sager indrømmet fradrag for
befordring mellem hjemmet og uddannelsesstedet efter reglerne i
ligningslovens § 9 C.
Told- og Skattestyrelsen havde anført, at
fælles for de internt tilrettelagte uddannelser var, at
ansættelse skete i en institution med henblik på udførelse
af praktisk arbejde. Arbejdsgiveren ønskede en kvalificeret
arbejdskraft, hvorfor det blev pålagt nogle af de ansatte at
gennemføre en uddannelse, som var tilrettelagt i institutionens regi.
Eleverne blev normalt ikke afskedige efter uddannelsens afslutning. I denne
forbindelse bemærkede styrelsen, at der også havde været
praksis for at udbetale skattefrie godtgørelser i forbindelse med
deltagelse i internt tilrettelagte etatsuddannelsesforløb, f.eks. i
forbindelse med uddannelse på Politiskolen, Officersskolen og Told- og
Skattestyrelsens fuldmægtiguddannelse.
For så vidt angik andre uddannelsesforløb,
som efter praksis ikke blev beskattet, henviste Told- og Skattestyrelsen til
Ligningsvejledningen 1996, afsnit A.B.1.9.19 (fri undervisning). Heraf
fremgik det bl.a., at "ansatte i revisionsfirmaer ikke beskattes af
uddannelsesudgifter, der afholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med
uddannelsen til statsautoriseret revisor". Revisorelever beskattedes heller
ikke af befordringsgodtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren for
befordringsudgifter i forbindelse med deltagelse i HD - studium.
Godtgørelsen ansås for en integreret del af de samlede udgifter,
som arbejdsgiveren afholdt i forbindelse med studiet, og som efter praksis
ikke beskattedes hos den ansatte, jf. TfS.1993.120 samt det nævnte
afsnit i Ligningsvejledningen.
Told- og Skattestyrelsen havde endvidere anført, at
om den teoretiske del af pengeinstitutuddannelsen kunne karakteriseres som en
arbejdsplads i overensstemmelse med reglerne i ligningslovens § 9 B, jf. § 9
C, beroede på en samlet bedømmelse af de faktiske forhold
vedrørende uddannelsen samt en vurdering af den praksis og de
retningslinier, der gjaldt på dette område. Told- og
Skattestyrelsen fandt imidlertid, at der her var tale om et område,
hvor praksis ikke syntes umiddelbart entydig.
Ud fra en samlet bedømmelse af de forelagte
oplysninger var det styrelsens umiddelbare opfattelse, at forholdene
vedrørende pengeinstitutuddannelsen var af en sådan karakter, at
arbejdsgiveren ville kunne udbetale en skattefri godtgørelse for
befordring mellem arbejdsplads og uddannelsessted efter reglerne herom i
ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9 B.
Told- og Skattestyrelsen havde herved lagt vægt
på, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen syntes
sammenlignelige med de forhold, som var nævnt vedrørende de
interne etatsuddannelser. Styrelsen fandt det væsentligt, at man i vidt
omfang søgte at tilrettelægge uddannelsesforløbet
på en sådan måde, at der blev taget hensyn til
virksomhedernes interne forhold og forretningsgange.
Herudover fandt styrelsen det vanskeligt at behandle
pengeinstitutelever m.v. anderledes end eksempelvis revisorelever, som uden
skattemæssige konsekvenser kunne deltage i arbejdsgiverbetalte
uddannelsesforløb såsom uddannelsen til statsautoriseret revisor
eller HD - studiet, jf. Ligningsvejledningen 1996, afsnit A.B.1.9.19. samt
Landsskatterettens kendelse offentliggjort i TfS.1993.120.
Styrelsen fandt, at der så vidt muligt burde
søges etableret en ensartet praksis på dette område.
Ligningsrådet havde ikke tiltrådt Told- og
Skattestyrelsens indstilling.
Ligningsrådet havde anført, at
pengeinstitutuddannelsen var omfattet af lovgivningen om grundlæggende
erhvervsuddannelser (erhvervsuddannelsesloven). Rådet fandt, at
forholdene for pengeinstitutelever således var sammenlignelige med
situationen i Højesterets dom offentliggjort i TfS.1991.7, hvorefter
en efg - elev ikke fik godkendt fradrag for befordring mellem hjem og teknisk
skole, fordi skolen måtte betragtes som et uddannelsessted og ikke en
arbejdsplads.
Rådet havde på den baggrund fundet - uanset
Landsskatterettens kendelse af 15. december 1992 (TfS.1993.120) om
befordringsudgifter i forbindelse med et HD - studium - at
transportgodtgørelser til pengeinstitutelever for kørsel til
uddannelsesstedet måtte anses for skattepligtige.
Klagerens advokat havde anført, at de
uddannelsesforløb, som lå til grund for sagen, i meget
høj grad var karakteriseret ved deres konkrete relation til de enkelte
pengeinstitutter, hvor eleverne var ansat.
Ved den pædagogiske tilrettelæggelse,
udvælgelsen af lærerkræfterne, fastlæggelsen af
undervisningsindholdet m.v., toges der således i væsentligt
omfang hensyn til pengeinstitutternes interne forhold og forretningsgange,
som i sagens natur kunne være ganske forskellige for de enkelte
pengeinstitutter. Advokaten havde i den forbindelse til nærmere
belysning af det interne virksomhedspræg, der karakteriserede
pengeinstitutternes tilrettelæggelse af elevuddannelsen, henvist til et
notat udarbejdet af A vedrørende den såkaldte
virksomhedsforlagte undervisning.
Advokaten havde overordnet til støtte for klagen
gjort gældende, at pengeinstitutelevernes uddannelsessteder måtte
anses for eller i hvert fald sidestilles med en arbejdsplads i
ligningslovens § 9 B's forstand, og at de godtgørelser, som
arbejdsgiverne udbetalte til dækning af udgifter til kørsel
mellem arbejdspladsen på selve pengeinstituttet og pengeinstituttets
uddannelsessted, derfor ikke skulle medregnes i pengeinstitutelevernes
skattepligtige indkomst, jf. ligningslovens § 9, stk. 5, sammenholdt med § 9
B.
Advokaten havde til nærmere støtte for klagen
i første række gjort gældende, at pengeinstituteleverne -
udover at modtage løn i den tid, hvor grunduddannelsen pågik -
indirekte måtte antages at udføre arbejde til nytte for deres
arbejdsgiver på uddannelsesstederne, når hensås til, at
undervisningen var et obligatorisk led i tjenesten og desuden i
væsentligt omfang internt tilrettelagt efter de enkelte
pengeinstitutters særlige forhold og behov.
Pengeinstitutternes uddannelsessteder for elever under den
faglige grunduddannelse adskilte sig herved væsentligt fra de generelle
offentlige uddannelser, som eksempelvis efg - elever og
sygehjælperelever fulgte på tekniske skoler og uddannelsescentre.
Disse uddannelser var ganske vist også integrerede med elevernes
praktiske gerning hos deres respektive arbejdsgivere, men der savnedes
på disse generelle uddannelsessteder det interne virksomhedspræg,
som kendetegnede den virksomhedsforlagte pengeinstitutuddannelse.
Pengeinstitutelevernes situation adskilte sig
således radikalt fra sagsforholdet i de 2 domme fra Højesteret
om en efg-elev og en sygehjælperelev, som var offentliggjort i TfS.
1991.7 og 8.
Sagerne om efg- og sygehjælpereleverne adskilte sig
herudover fra det sagsforhold, som lå til grund for
nærværende sag derved, at der i de 2 sager var tale om transport
mellem elevernes bopæl og uddannelsessteder, medens
nærværende sag omhandlede pengeinstitutelevernes transport mellem
arbejdsplads og uddannelsessted. Dette moment talte ligeledes i højere
grad for at anse pengeinstitutternes uddannelsessteder for en del af
elevernes arbejdsplads eller i al fald fuldt sammenlignelige hermed.
Advokaten gjorde endvidere gældende, at
pengeinstituteleverne måtte anses for omfattet af den administrative
praksis, der havde udviklet sig om skattefrihed for
befordringsgodtgørelse, som udbetaltes til bl.a. elever under de
interne etatsuddannelser som led i længerevarende, internt
tilrettelagte uddannelsesforløb og revisorelevers skattefri modtagelse
af befordringsgodtgørelse ved kørsel til gennemførelse
af HD - studiet efter krav fra arbejdsgiveren.
Det forekom således ikke stemmende med almindelige
lighedsgrundsætninger, såfremt befordringsgodtgørelse til
pengeinstituteleverne skulle behandles skattemæssigt anderledes end den
administrative praksis, der havde udviklet sig for bl.a. elever på
Told- og Skatteskolen og revisorelever i relation til arbejdsgivers
udbetaling af befordringsgodtgørelse.
Advokaten henviste i tilslutning hertil navnlig til
Landsskatterettens kendelse af 15. december 1992 (TfS.1993.120), hvorefter
der blev indrømmet en revisorelev skattefrihed for modtagelse af
godtgørelse for udgifter til kørsel fra arbejdssted til
uddannelsessted til gennemførelse af HD - studiet i en situation, hvor
der - i lighed med nærværende sagsforhold - var tale om
kørsel mellem arbejdssted og skole.
Advokaten fandt ikke, at der kunne påvises saglige
grunde til at behandle forholdet for revisorelever anderledes end for
pengeinstitutelever. Da HD - studiet tilmed åbnede adgang for andre end
revisorelever og dermed savnede det interne virksomhedspræg, som gjorde
det rimeligt at indfortolke pengeinstitutuddannelserne i arbejdspladsbegrebet
i ligningslovens § 9 B, forekom der i realiteten at være stærkere
saglige holdepunkter for at indrømme pengeinstituteleverne
skattefrihed set i forhold til revisorelevernes kørsel til almindelige
handelsskoler for at følge HD - studiet.
Pengeinstitutelevuddannelsen var i øvrigt i
høj grad sammenlignelig med de interne etatsuddannelser, herunder
told- og skatteelevers deltagelse i grund- og videreuddannelse på Told-
og Skatteskolen, jf. TfS.1998.91 1998.464, hvor den pågældende
told- og skatteelev i øvrigt blev tilladt befordringsfradrag for
kørsel mellem bopælen og uddannelsesstedet. Der sås heller
ikke i forhold til disse persongrupper at være sagligt grundlag for at
behandle pengeinstituteleverne anderledes i relation til den
arbejdsgiverbetalte befordringsgodtgørelse.
Landsskatteretten udtalte:
Fælles for de internt tilrettelagte etatsuddannelser
og pengeinstitutuddannelsen var, at ansættelse af eleverne skete i
institutioner med henblik på udførelse af praktisk arbejde. Det
var pålagt de pågældende elever at gennemføre en
uddannelse, som var tilrettelagt i institutionens regi.
Da uddannelsesstedet var bestemt af arbejdsgiveren, og
deltagelse var pålagt som led i tjenesten, adskilte sådanne
internt tilrettelagte uddannelser sig derfor fra de generelle, offentlige
uddannelser som f. eks. efg- uddannelsen.
Landsskatteretten var derfor enig med Told- og
Skattestyrelsen i, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen
var af en sådan karakter, at arbejdsgiverne ville kunne udbetale en
skattefri godtgørelse for befordring mellem arbejdsplads og
uddannelsessted efter reglerne herom i ligningslovens § 9, stk. 5, jf. § 9
B.
Landsskatteretten lagde herved navnlig vægt
på, at forholdene vedrørende pengeinstitutuddannelsen var
sammenlignelige med de forhold, der gjorde sig gældende
vedrørende de interne etatsuddannelser, og at godtgørelsen
udbetaltes i forbindelse med befordring mellem arbejdsplads og
uddannelsessted.
Den påklagede forhåndsbesked blev
ændret, således at det stillede spørgsmål blev
besvaret: Nej.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Befordringsudgifter - skiftende arbejdssteder. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Beskatning af udbetalt kørselsgodtgørelse på grund af manglende Landsskatteretten · 26. november 2008
- Fradrag for børnebidrag samt fradrag for erhvervsmæssig kørsel Landsskatteretten · 28. februar 2013
- Om udbetalt skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse er skattepligtig Landsskatteretten · 18. juli 2013
- Anmodning om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 Landsskatteretten · 17. oktober 2012
- Udbetalt rejse- og befordringsgodtgørelse er anset for skattepligtig indkomst Landsskatteretten · 20. august 2009
Lignende dokumenter
- Bindende forbåndsbesked Retsinformation · 9. november 1998
- Fradrag for befordring og kost SKM-databasen · 11. august 2021
- Landsskatteretskendelse vedr. brobizz betalt af arbejdsgiver samt fri bil Retsinformation · 20. april 2005
- Landsskatteretskendelse vedr. rejseudgifter for ansat ved Metroprojekt Retsinformation · 7. juni 2005
- Kan der indrømmes fradrag for udgifter til kost og logi? Landsskatteretten · 29. januar 2015
- C.A.4.3.3.1.2 Arbejdsplads Den juridiske vejledning · 1. juli 2026