Spring til indhold

Retsinformation

Bindende forbåndsbesked

AFG nr 60180 af 23/06/1998AfgørelseSkatte- og Vækstministeriet9. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bindende forbåndsbesked

Transportgodtgørelse til pengeinstitutelever for

transport mellem arbejdsplads og uddannelsessted anset for at være

skattepligtig

LR af 23.06.98, j. nr. 99/97-413-00467

En faglig organisation har forespurgt, om

transportgodtgørelse for pengeinstitutelevers kørsel mellem

arbejdspladsen og stedet for den faglige grunduddannelse er skattepligtig.

Told- og Skattestyrelsen mener, at forholdene vedrørende

pengeinstitutuddannelsen synes sammenlignelige med de forhold, som

gælder vedrørende de interne etatsuddannelser, og at

arbejdsgiveren således kan udbetale en skattefri godtgørelse

efter reglerne i ligningslovens '

9, stk. 5, jf. ' 9 B, idet

uddannelsesstedet betragtes som et arbejdssted, hvor der modtages

undervisning som led i tjenesten. Ligningsrådet kunne ikke

tiltræde styrelsens indstilling. Rådet mener, at da

pengeinstitutuddannelsen er omfattet af lovgivningen om grundlæggende

erhvervsuddannelser, er forholdene for disse sammenlignelige med EFG-elever,

for hvilke Højesteret ikke godkendte fradrag for udgifter til

befordring mellem hjem og teknisk skole, fordi skolen måtte betragtes

som et uddannelsessted og ikke en arbejdsplads (TfS 1991, 7).

Reference:

LL '' 9, stk. 5,

og 9 B

LV 1997 A.B.1.9.20 og A.F.3.1.3.2

Spørgsmål

Er transportgodtgørelse til

pengeinstitutelever skattepligtig, når arbejdsgiveren betaler for

elevens transport mellem arbejdsplads og uddannelsessted for den faglige

Læs alt

grunduddannelse i elevtiden ?

Svar

Ja, se nedennævnte sagsfremstilling og

begrundelse.

Sagsfremstilling og begrundelse

Pengeinstitutuddannelsen er en offentlig anerkendt

lovreguleret erhvervsuddannelse, jf. lbkg. nr. 789 af 28. september 1993 om

erhvervsuddannelser og bkg. nr. 635 af 1. juli 1996 om finansuddannelsen, der

beskriver de overordnede mål for uddannelsen og undervisningen.

Elevuddannelsen i pengeinstitutterne består af en

teoretisk uddannelse, praktisk oplæring i pengeinstituttet samt interne

elevkurser. Formålet med elevuddannelsen er at sætte eleven i

stand til at kunne arbejde med og rådgive om den finansielle sektors

forskellige produkter og funktioner. Efter afslutning af elevtiden skal

eleverne på privatkundeområdet selvstændigt kunne behandle

ukomplicerede forretninger samt kunne medvirke ved behandling af mere

komplicerede kundeforhold. På erhvervskundeområdet skal eleverne

have viden om pengeinstituttets typiske produkter til den mindre

erhvervsvirksomhed samt til regnskabsaflæggelse for denne

virksomhedstype. Uddannelsen er tilrettelagt på en sådan

måde, at den giver grundlag for at arbejde med både almene og

mere specialiserede funktioner i den finansielle sektor.

Eleven og pengeinstituttet indgår ved

ansættelsen en uddannelsesaftale i henhold til de gældende

retningslinier. For pengeinstituttet betyder uddannelsesaftalen, at der ydes

offentligt tilskud til elevens skoleundervisning samt lønrefusion for

de dage, hvor eleven er på skole.

Elevuddannelsen, der i daglig tale i pengeinstitutterne

kaldes for FinansSkolen, gennemføres over 2-3 år. Som oftest

ligger undervisningen spredt over hele året på enkeltdage. Der er

tale om henholdsvis 28 og 29 kursusdage årligt.

Den teoretiske undervisning foregår dels som

dagskole på en handelsskole og dels som undervisning i

pengeinstitutterne (fag som pengeinstitut- og realkreditforretning. Der

henvises til ' 3, stk. 3 i

Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 635 om

finansuddannelsen).

Er den teoretiske undervisning henlagt til

pengeinstitutterne selv, vil undervisningen ofte foregå centralt.

F.eks. vælger de mindre pengeinstitutter at sende deres elever til

skoleophold på Finanssektorens uddannelsescenter i Skanderborg.

Dette betyder bl.a., at nogle elever får

forøgede transportudgifter. Disse transportudgifter afholdes af

arbejdsgiveren bl.a. ved udbetaling af en befordringsgodtgørelse efter

statens takster, hvis eleven anvender egen bil til transporten mellem hjemmet

og uddannelsessted.

Det gøres gældende, at pengeinstituteleverne

ikke skal beskattes af den befordringsgodtgørelse, som arbejdsgiveren

udbetaler. Der henvises til, at den teoretiske del af elevuddannelsen i den

finansielle sektor kan sidestilles med et HD-studium for ansatte i

revisionsfirmaer, jf. Landsskatterettens kendelse gengivet i ToldCSkat Nyt 1993.7. 318 (TfS 1993, 120 - kendelsen er

nærmere omtalt nedenfor)

Det er oplyst, at arbejdsgiveren ikke som sådan kan

disponere over eleven under den teoretiske del af uddannelsen. Ved at flytte

en del af undervisningen ud i pengeinstittutterne har pengeinstitutterne mv.

dog fået mulighed for, at der tages et større hensyn til interne

forhold og forretningsgange, således at undervisningen kommer

tættere på elevernes arbejdsdag. F.eks. vil arbejdsgiverens

systemer kunne anvendes. Der er også tale om, at virksomhederne kan

øve indflydelse på undervisningens pædagogiske

tilrettelæggelse, undervisningens indhold og de

lærerkræfter, som anvendes.

Eleverne får løn under skoleopholdet, og

arbejdsgiveren betaler elevens øvrige omkostninger ved undervisningen.

Eleverne fortsætter normalt ansættelsen efter elevtiden.

Told- og Skattestyrelsens indstilling

:

1.

Styrelsen skal indledningsvis bemærke, at

udgifter til erhvervsmæssig befordring, som defineret i ligningslovens

' 9 B, kan godtgøres

skattefrit, jf. ligningslovens ' 9,

stk. 5.

Ifølge ligningslovens ' 9 B er erhvervsmæssig befordring:

a) befordring mellem sædvanlig bopæl og

arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24

måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Skattefri godtgørelse forudsætter

således, at der er tale om befordring til, fra eller inden for en

arbejdsplads. Ved begrebet arbejdsplads, som er identisk med

arbejdspladsbegrebet i ' 9 C,

forstås alene kørsel til et indtægtsgivende arbejdssted og

ikke f.eks. kørsel til et uddannelsessted (grund- eller

videreuddannelse). Dette gælder, selv om der ydes løn under

uddannelsen, jf. Skm. cirk. nr. 72 af 17. april 1996 til ligningsloven, pkt.

17.2.1.2.

Cirkulæreteksten er udtryk for en fast og langvarig

praksis på dette område. Baggrunden herfor skal søges i

skattelovgivningens grundlæggende sondring mellem etableringsudgifter

og driftsudgifter. Skolen betragtes som udgangspunkt som et uddannelsessted

for den pågældende, og den løn, som udbetales under

skoleopholdet, har karakter af en privat uddannelsesstøtte, jf. TfS

1991, 7 H (Efg-elev) og 8 H (sygehjælperelev).

Som arbejdssted anerkendes derimod i praksis steder, hvor

den pågældende modtager undervisning som led i tjenesten.

Herunder falder undervisning som led i et almindeligt

efteruddannelsesforløb samt også undervisning som led i en

løbende og længerevarende intern etatsuddannelse,

når undervisningen er modtaget som led i arbejdet.

For de interne etatsuddanelser henvises til

følgende kendelser fra Landsskatteretten: lsrm. 1969.146 (elev

på Politiskolen), lsrm 1972.60 (officerselev under uddannelse på

Hærens Officersskole), lsr. kendelse af 25. oktober 1994

(fængselsbetjent under uddannelse på Kriminalforsorgens

Uddannelsescenter), lsr. kendelse af 20. marts 1995 (DSB-elev under

uddannelse på DSB-skolen) samt lsr. kendelse af 31. oktober 1997 (elev

under uddannelse på Told- og Skatteskolen). Bortset fra tilfældet

vedrørende DSB-eleven, blev der i de pågældende sager

indrømmet fradrag for befordring mellem hjemmet og uddannelsesstedet

efter reglerne i ligninglovens ' 9

C.

Fælles for de internt tilrettelagte uddannelser er,

at ansættelse sker i en institution med henblik på

udførelse af praktisk arbejde. Arbejdsgiveren ønsker en

kvalificeret arbejdskraft, hvorfor han pålægger nogle af de

ansatte at gennemføre en uddannelse, som er tilrettelagt i

institutionens regi. Eleverne afskediges normalt ikke efter uddannelsens

afslutning. I denne forbindelse bemærkes, at der også har

været praksis for at udbetale skattefrie godtgørelser i

forbindelse med deltagelse i internt tilrettelagte

etats-uddannelsesforløb, f.eks. i forbindelse med uddannelse på

politiskolen, officersskolen og Told CSkats

fuldmægtig-uddannelse.

Om andre uddannelsesforløb, som efter praksis ikke

beskattes, henvises til Ligningsvejledningen 1997, afsnit A.B.1.9.20 (fri

undervisning). Her fremgår bl.a., at Aansatte i revisionsfirmaer ikke beskattes af

uddannelsesudgifter, der afholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med

uddannelsen til statsautoriseret revisor@. Revisorelever beskattes heller ikke af

befordringsgodtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren for

befordringsudgifter i forbindelse med deltagelse i HD-studium.

Godtgørelsen anses for en integreret del af de samlede udgifter, som

arbejdsgiveren afholder i forbindelse med studiet, og som efter praksis ikke

beskattes hos den ansatte, jf. TfS 1993, 120 samt ovennævnte afsnit i

Ligningsvejledningen.

2.

Om den teoretiske del af

pengeinstitutuddannelsen kan karakteriseres som en arbejdsplads i

overensstemmelse med reglerne i ligningslovens ' 9 B, jf. ' 9 C, beror på en samlet bedømmelse

af de faktiske forhold vedrørende uddannelsen samt en vurdering af den

praksis og de retningslinier, der gælder på dette område.

Told- og Skattestyrelsen finder imidlertid, at der her er tale om et

område, hvor praksis ikke synes umiddelbart éntydig.

Ud fra en samlet bedømmelse af de forelagte

oplysninger mv., er det styrelsens umiddelbare opfattelse, at forholdene

vedrørende pengeinstitutuddannelsen er af en sådan karakter, at

arbejdsgiveren vil kunne udbetale en skattefri godtgørelse for

befordring mellem arbejdsplads og uddannelsessted efter reglerne herom i

ligningslovens ' 9, stk. 5, jf.

' 9 B.

Told- og Skattestyrelsen har herved lagt vægt

på, at forholdene vedrørende pengeinsitutuddannelsen synes

sammenlignelige med de forhold, som ovenfor er skitseret vedrørende de

interne etatsuddannelser. Styrelsen finder det væsentligt, at man i

vidt omfang søger at tilrettelægge uddannelsesforløbet

på en sådan måde, at der tages hensyn til virksomhedernes

interne forhold og forretningsgange.

Herudover finder styrelsen det vanskeligt at behandle

pengeinstiutelever mv. anderledes end eksempelvis revisorelever, som uden

skattemæssige konsekvenser kan deltage i arbejdsgiverbetalte

uddannelsesforløb såsom uddannelsen til statsautoriseret revisor

eller HD-studiet, jf. LV 1997 A.B.1.9.20 samt Landsskatterettens kendelse i

TfS 1993, 120.

Styrelsen finder, at der så vidt muligt bør

søges etableret en ensartet praksis på dette område.

Ligningsrådet

kan ikke tiltræde Told-

og Skattestyrelsens indstilling.

Pengeinstitutuddannelsen er omfattet af lovgivningen om

grundlæggende erhvervsuddannelser (erhvervsuddannelsesloven).

Forholdene for pengeinstitutelever er således sammenlignelige med

situationen i Højesterets dom, TfS 1991, 7, hvorefter en EFG-elev ikke

godkendtes fradrag for udgifter til befordring mellem hjem og teknisk skole,

fordi skolen måtte betragtes som et uddannelsessted og ikke en

arbejdsplads.

Rådet finder på den baggrund - og uanset

Landsskatterettens ovennævnte kendelse i TfS 1993, 120 om

befordringsudgifter i forbindelse med et HD-studium - at

transportgodtgørelser til pengeinstitutelever for kørsel til

uddannelsesstedet må anses for skattepligtige.

Lignende dokumenter