Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2002
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.
66/2002
Advokat Christian Harlang har på vegne af Ansatte
Arkitekters Råd (AAR), formand [F] og direktør [D] klaget til
Pressenævnet over tre artikler bragt i Ekstra Bladet den 6. marts 2002,
idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget
over, at Ekstra Bladet har afvist at bringe et genmæle.
I artiklen med overskriften "Løgn og bedrag
hos arkitekterne" hed det i en underoverskrift:
"Ledelsen i arkitekternes fagforening lyver over for
medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør."
I artiklen hed det:
"Ledelsen i arkitekternes fagforeningen, Ansatte
Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag
lyset.
Samtidig har ledelsen indført censur på
foreningens hjemmeside og fjernet debatindlæg, der kritiserer
foreningens direktør, [D].
Det er således blevet forbudt for menige arkitekter
at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist
efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København.
Selv om disse oplysninger er korrekte, påstår
AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er injurierende og
ulovlige.
Personligt har foreningens formand [F] gentagne gange
skrevet til sine medlemmer, at det er forkert, at [D] blev bortvist fra
AOF.
Men [F] lyver. Og hendes direktør [D] lyver
også.
MEDLEM CENSURERES
Læs alt
Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for [F],
at skjule sin direktørs fortid.
I sidste uge lukkede hun egenhændigt debatten
på AAR’s hjemmeside. Censuren skyldtes et kritisk brev fra et
menigt medlem om [D]. Herefter lukkede [F] hjemmesiden og skrev i strid med
sandheden til sine medlemmer, at "debatforum er midlertidigt lukket
på grund af omlægning".
At det i virkeligheden skyldtes censur, indrømmede
hun til gengæld over for den kritiske brevskriver, arkitekt Michaela
Brüel fra Københavns Kommune.
Til hendes skrev [F]: "Dit indlæg
medførte en øjeblikkelig lukning af debatforum, da injurier
o.lign. på websiden er ansvarspådragende for AAR".
[F] afviste brevskriverens oplysninger om, at
direktør [D] i efteråret 1994 var blevet fyret og bortvist fra
AOF.
For, skriver [F]: "Direktøren ([D], red.)
fratrådte efter eget ønske. Der kunne ikke på nogen
måde gøres kritik gældende over for direktøren. AAR
og AAR’s advokat er i besiddelse af skriftlig dokumentation herfor.
Derudover kan jeg love, at sagen blev grundigt
undersøgt, inden [D] blev ansat (hos arkitekterne, red.)."
HAN BLEV SPARKET UD
Men hvad er så sagens kendsgerninger?
AOFs øverste chef, forretningsfører Ole
Askvig, sagde i går til Ekstra Bladet:
- Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i efteråret
1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde: "Ud med ham". Det
er der ingen tvivl om.
- Årsagen til, at han blev smidt ud, var hele det
økonomiske kaos, han havde efterladt i afdelingen. Og hans
personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig og sagde, at nu
ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis ikke han blev
smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger forretningsfører Ole
Askvig."
Artiklen var ledsaget af et billede fra en af bladet
tidligere omtalt reception i AAR. På billedet, der tidligere har
været offentliggjort i bladet, ses [D].
I en tilhørende artikel hed det under overskriften
"Jeg blev renset":
"Direktøren påstår, at AOF trak
fyring tilbage. Det passer ikke.
Direktør i AAR, [D], indrømmer nu over for
Ekstra Bladet, at han blev bortvist fra sit tidligere arbejde i
oplysningsforbundet AOF. Men siger, at han to år senere blev renset og
fyringen annulleret.
- Jeg kan desværre ikke fortælle mere, for
sagen blev forligt 13. oktober 1996, og parterne har lovet ikke at kommentere
den offentligt. Men min bortvisning blev tilbagekaldt. Jeg havde bare ikke
kræfter til at gå til aviserne og få rettet det, der havde
stået to år tidligere.
- AOF havde intet at kritisere mig for. Intet! Det er
grunden til, at opsigelsen naturligvis blev trukket tilbage. Mere kan jeg
ikke kommentere på grund af min tavshedspligt, siger [D].
Ekstra Bladet kan dog fortælle, at hans oplysninger
ikke passer. Tværtimod ønskede AOF senere at inddrage hele den
fratrædelsesgodtgørelse, som [D] havde fået i forbindelse
med sin fyring. AOF mente, at han havde ført bestyrelsen bag
lyset.
Det forlig, [D] indgik i efteråret 1996, handlede
ikke om, at han blev renset for at være en vanskelig chef. Men han fik
lov at beholde halvdelen af den godtgørelse, AOF oprindeligt
havde tiltænkt ham."
I den sidste artikel hed det under overskriften
"Det er jo løgn":
"Arkitekternes formand indrømmer censur og
fastholder sin opbakning bag direktøren.
- Der er et indlæg, der er bortcensureret. Det var
fuld af injurier og ting, som hører fortiden til, siger [F], formand
for fagforeningen Ansatte Arkitekters Råd.
- Du fastholder altså over for dine medlemmer at
ikke er blevet bortvist fra AOF?
- Ja.
- Er det ukendt for dig, at han blev bortvist på
grund af økonomisk rod, og fordi han behandlede sine medarbejdere
dårligt?
- Jeg har ikke de historiske fakta på plads i mit
hoved. Jeg er heller ikke interesseret i detaljer.
- Du forklarer dine medlemmer, at [D] ikke er blevet
bortvist.
- Det har vi forklaret rigtig mange gange, og det må
du godt skrive i din avis, hvis du gad lave et ordentlig stykke research.
Har du ikke et personligt forklaringsproblem?
- Jeg bakker [D] op. Han er ikke blevet bortvist.
Det er muligt, Ekstra Bladet kan finde en slibrig person i AOF, der siger
det, men det er forkert. Er det noget, du finder på, bare for at
gøre mig vred. At du slynger sådan en løgn ud i
telefonen.
- Der er altså meget stor forskel på, hvad
du siger, og det der egentlig har fundet sted.
- Vi er trætte af de rygter, som Ekstra Bladet
skriver."
Klagerne har oplyst, at sagens faktum er, at der i
forbindelse med [D]s ønske om fratræden fra AOF blev
indgået en fratrædelsesaftale. Den fratrædelsesaftale
ophævede AOF efterfølgende ved at foretage en uberettiget
bortvisning, hvorefter [D] ved sit fagforbund HK anlagde sag imod AOF. Denne
sag blev forligt, således at [D] utvetydigt ikke betragtedes som
bortvist fra sin stilling. Yderligere fik han udbetalt et større
kontantbeløb i henhold til den oprindelige fratrædelsesaftale.
Klagerne har som dokumentation herfor fremlagt en underskrevet
erklæring fra tidligere bestyrelsesformand i AOF Hovedstaden, Ib
Sørensen. Klagerne har opfordret bladet til enten at bestride
eksistensen af det omtalte forlig som på grund af en i sin tid mellem
parterne aftalt hemmelighedsholdelsesklausul beklageligvis ikke for
nuværende kan fremlægges som bilag eller lægge til grund,
at det eksisterer med et indhold som ovenfor refereret. Klagerne har oplyst,
at det af forligets punkt 4.0 fremgår, at "Forliget
indebærer, at bortvisningen af [D] i april måned 1994 er
tilbagekaldt."
Klagerne har anført, at da Pressenævnet i sag
nr. 7/2001 endnu ikke ved offentliggørelsen den 6. marts 2002 har
afgjort retmæssigheden af anvendelsen af billedet af [D], er
anvendelsen af det pågældende billede i nærværende
sammenlignelige forbindelse i strid med god presseskik. I et tilfælde,
hvor der verserer en sag omhandlende til dels samme problemstilling, og hvor
nævnet senere fandt, at det ikke var muligt at vurdere, hvorvidt [D]
blev bortvist eller ej, burde bladet have afholdt sig fra at trykke artiklen
den 6. april 2002. Det er en skærpende omstændighed, at bladet i
forbindelse med nævnets sag 7/2002 meget klart af [D] blev oplyst, at
situationen objektivt var den, at han ikke blev bortvist.
Klagerne har endvidere anført, at artiklen
indeholder en række beskrivelser, der er faktuelt urigtige. Samtidig er
det klagernes opfattelse, at beskrivelserne er i strid med god presseskik.
Det drejer sig om følgende udsagn:
"Løgn og bedrag hos arkitekterne".
"Ledelsen i Arkitekternes fagforening lyver
overfor medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør"
(klagernes fremhævning).
"Ledelsen i Arkitekternes fagforening, Ansatte
Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag
lyset" (klagernes fremhævning).
"Det er således forbudt for menige arkitekter
at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist
efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København".
Klagerne har i den forbindelse anført, at der på AAR’s
hjemmeside forefindes et debatforum, hvor samtlige menige arkitekter har
mulighed for i det omfang optagelseskriterierne opfyldes at få
bragt indlæg, herunder også indlæg, som kritiserer
AAR’s direktør og politiske ledelse. Klagerne har vedlagt
udskrift fra hjemmesiden, der indeholder de gængse optagelseskriterier
samt de for nuværende på siden bragte indslag, som rent faktisk
alle forholder sig overordentligt kritisk til såvel AAR’s
direktør som politiske ledelse.
"Selv om disse oplysninger er korrekte,
påstår AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er
injurierende og ulovlige".
"Men [F] lyver. Og hendes direktør [D]
lyver også" (klagernes fremhævning).
"Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for
at skjule sin direktørs fortid" (klagernes
fremhævning).
"Han blev sparket ud".
"Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i
efteråret 1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde til ham:
"Ud med ham". Det er der ingen tvivl om. Årsagen til, at han
blev smidt ud, var hele det økonomiske kaos, han havde efterladt i
afdelingen. Og hans personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig
og sagde, at nu ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis
ikke han blev smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger
forretningsfører Ole Askvig". Klagerne har i den forbindelse
bemærket, at da disse udtalelser er faktuelt urigtige, kan de i sagens
natur ikke dokumentere det fremførtes rigtighed. Klagerne har
supplerende bemærket, at Ole Askvig var ansat som
forretningsfører for AOF Landsforbund. [D] var i sin tid ansat som
leder i AOF Hovedstaden. Ole Askvig var derfor ikke direkte involveret i
sagen omhandlende [D]s fratræden, hvorfor det kan undre, at han
tilsyneladende kan udtale sig som anført.
"Direktøren påstår, at AOF trak
fyringen tilbage. Det passer ikke" (klagernes fremhævning).
Klagerne har i den forbindelse bemærket, at udtrykket fyring, der
normalt er synonymt med såvel bortvisning som afskedigelse, af bladet
entydigt bruges som udelukkende synonymt med bortvisning.
" , at hans oplysninger ikke passer"
(klagernes fremhævning).
"Det er jo løgn".
Klagerne har samlet anført, at læseren
efterlades med en klar og utvetydig oplevelse af, at klagerne lyver, skjuler
sandheden og fører AAR’s medlemmer bag lyset.
Klagerne har endelig anført, at bladets
sagsbehandlingstid i forbindelse med besvarelsen af den foreliggende klage er
i strid med medieansvarslovens § 40, idet afslaget på genmæle
først fremkom mere end 1½ måned efter klagens indgivelse.
Klagerne har i øvrigt oplyst, at sagen har dannet
baggrund for et injuriesøgsmål mod bladet, og at der er taget
skridt til yderligere et søgsmål mod Ole Askvig.
Bladet har afvist, at de indklagede artikler skulle
være i strid med god presseskik og har ligeledes afvist at bringe et
genmæle.
Bladet har anført, at bladets vurderinger af [D]s
adfærd som leder af AOF Hovedstaden bl.a. bygger på presseomtale
i perioden omkring hans afskedigelse. Bladet har i den forbindelse henvist
til en række artikler i Politiken fra foråret og sommeren 1994.
Disse artikler er aldrig berigtiget, og de afspejler, at [D] blev fyret
på grund af dårlig ledelse og oprør blandt medarbejderne.
Bladet bemærker særligt, at den midlertidige formand for AOF
Hovedstaden, der blev indsat for at rydde op, omtaler [D] som
"bortvist" i Politikens artikel af 23. juni 1994. Endvidere er det
over for bladet blevet bekræftet af AOF´s daværende og
nuværende forretningsfører Ole Askvig, at [D] blev fyret som
skildret i bladet.
Bladet har med hensyn til den fremlagte erklæring
fra Ib Sørensen anført, at Ib Sørensen måtte
forlade AOF Hovedstaden kort efter [D]s afgang, så hans forsinkede
redigering af virkeligheden 8 år senere forekommer utroværdig og
uden tyngde.
Bladet har endvidere anført, at bladet ikke kan
forholde sig til en aftale, der er hemmelig, og som skulle være
indgået mellem [D] og AOF Hovedstaden. Klagers advokat må enten
fremlægge aftalen eller glemme den.
Bladet har endelig anført, at man har svaret
advokat Christian Harlang så hurtigt, som det var muligt under hensyn
til, at bladet nødvendigvis skulle i forbindelse med den i perioder
ferierende medarbejder, der var ophavsmand til de påklagede artikler.
I sagens behandling har følgende
nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen
og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at
en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk
karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk
eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal
tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de
indklagede artikler drejer sig om i medierne i forvejen kraftigt debatterede
forhold i fagforeningen AAR, herunder hvorvidt direktør [D] i sin tid
blev bortvist fra AOF Hovedstaden.
For så vidt angår punkterne 1, 2, 3 og 6,
finder nævnet, at disse udsagn er udtryk for bladets vurdering i
forhold til klagernes oplysninger om, at direktør [D] ikke i sin tid
blev bortvist fra AOF Hovedstaden. Udsagnene har ikke karakter af faktiske
oplysninger, der kan gøres til genstand for et genmæle.
Nævnet finder henset til sagens nærmere omstændigheder, at
udsagnene ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid
med god presseskik ved offentliggørelsen.
Hvad angår punkt 4, finder nævnet, at denne
oplysning ikke er egnet til at påføre AAR skade af betydning,
hvorfor der ikke er grundlag for genmæle. Endvidere bemærker
nævnet, at AAR’s formand i bladet den 6. marts 2002 er citeret for
at sige, at der er ét indlæg, der er blevet bortcensureret.
På den baggrund finder nævnet, at det falder inden for rammerne
af bladets formuleringsfrihed at betegne dette forhold som gjort af bladet,
og nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik.
For så vidt angår punkterne 5, 7, 8, 9, 10 og
11, vedrører disse spørgsmålet om, hvorvidt [D] i sin tid
blev bortvist fra sit job i AOF Hovedstaden. Særligt hvad angår
punkt 9, bemærker nævnet, at bladet har oplyst, at den i artiklen
citerede navngivne person fortsat står ved sine udtalelser om, at [D] i
sin tid blev fyret. Nævnet har med hensyn til disse punkter ikke
mulighed for at foranstalte en bevisførelse vedrørende
spørgsmålet, om [D] i sin tid blev bortvist fra AOF Hovedstaden.
Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet
på dette punkt. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet herefter
endvidere ikke grundlag for at afgøre, om [D] er berettiget til et
genmæle over for de pågældende oplysninger.
Hvad angår klagens punkt 12, relaterer dette udsagn
sig til den udtalelse, som formanden for AAR er citeret for i slutningen af
den pågældende artikel, hvor bladet beskyldes for at slynge
løgne ud i telefonen. Nævnet finder ikke grundlag for
genmæle eller for at udtale kritik af bladet i den anledning.
Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i
anledning af det offentliggjorte billede. Nævnet bemærker i den
forbindelse, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige
princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at
beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Dette gælder også i
forhold til, hvilke billeder mediet vælger at bringe.
Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag
for at udtale kritik.
Nævnet skal dog over for bladet præcisere, at
et medie har pligt til at besvare en anmodning om genmæle, og at dette
skal ske snarest muligt som angivet i lovens § 40, stk. 1.
Afsagt den 14. august 2002.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om bl.a. strafansvar og erstatningsansvar for påståede ærefornærmende krænkelser i forbindelse med offentliggørelse og omtale i landsdækkende medier m.m. Domsdatabasen · 17. juni 2020
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 96/2001 Retsinformation · 23. oktober 2001
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 11-70/43 Retsinformation · 30. marts 2011
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00232 Retsinformation · 17. april 2012
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00379 Retsinformation · 9. januar 2013
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00313 Retsinformation · 22. september 2012
Lignende dokumenter
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 7/2002 Retsinformation · 30. juli 2002
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 34/2003 Retsinformation · 12. maj 2003
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 61/2002 Retsinformation · 22. november 2002
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-11461 Retsinformation · 11. november 2026
- Pressenævnets kendelse i sag nr. 2025-01712 Retsinformation · 12. december 2025
- Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 104/2001 Retsinformation · 26. marts 2002