Spring til indhold

Retsinformation

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 66/2002

KEN nr 9397 af 14/08/2002Endelig adm. afgørelseJustitsministeriet22. august 2002

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.

66/2002

Advokat Christian Harlang har på vegne af Ansatte

Arkitekters Råd (AAR), formand [F] og direktør [D] klaget til

Pressenævnet over tre artikler bragt i Ekstra Bladet den 6. marts 2002,

idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget

over, at Ekstra Bladet har afvist at bringe et genmæle.

I artiklen med overskriften "Løgn og bedrag

hos arkitekterne" hed det i en underoverskrift:

"Ledelsen i arkitekternes fagforening lyver over for

medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør."

I artiklen hed det:

"Ledelsen i arkitekternes fagforeningen, Ansatte

Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag

lyset.

Samtidig har ledelsen indført censur på

foreningens hjemmeside og fjernet debatindlæg, der kritiserer

foreningens direktør, [D].

Det er således blevet forbudt for menige arkitekter

at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist

efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København.

Selv om disse oplysninger er korrekte, påstår

AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er injurierende og

ulovlige.

Personligt har foreningens formand [F] gentagne gange

skrevet til sine medlemmer, at det er forkert, at [D] blev bortvist fra

AOF.

Men [F] lyver. Og hendes direktør [D] lyver

også.

MEDLEM CENSURERES

Læs alt

Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for [F],

at skjule sin direktørs fortid.

I sidste uge lukkede hun egenhændigt debatten

på AAR’s hjemmeside. Censuren skyldtes et kritisk brev fra et

menigt medlem om [D]. Herefter lukkede [F] hjemmesiden og skrev i strid med

sandheden til sine medlemmer, at "debatforum er midlertidigt lukket

på grund af omlægning".

At det i virkeligheden skyldtes censur, indrømmede

hun til gengæld over for den kritiske brevskriver, arkitekt Michaela

Brüel fra Københavns Kommune.

Til hendes skrev [F]: "Dit indlæg

medførte en øjeblikkelig lukning af debatforum, da injurier

o.lign. på websiden er ansvarspådragende for AAR".

[F] afviste brevskriverens oplysninger om, at

direktør [D] i efteråret 1994 var blevet fyret og bortvist fra

AOF.

For, skriver [F]: "Direktøren ([D], red.)

fratrådte efter eget ønske. Der kunne ikke på nogen

måde gøres kritik gældende over for direktøren. AAR

og AAR’s advokat er i besiddelse af skriftlig dokumentation herfor.

Derudover kan jeg love, at sagen blev grundigt

undersøgt, inden [D] blev ansat (hos arkitekterne, red.)."

HAN BLEV SPARKET UD

Men hvad er så sagens kendsgerninger?

AOFs øverste chef, forretningsfører Ole

Askvig, sagde i går til Ekstra Bladet:

- Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i efteråret

1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde: "Ud med ham". Det

er der ingen tvivl om.

- Årsagen til, at han blev smidt ud, var hele det

økonomiske kaos, han havde efterladt i afdelingen. Og hans

personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig og sagde, at nu

ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis ikke han blev

smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger forretningsfører Ole

Askvig."

Artiklen var ledsaget af et billede fra en af bladet

tidligere omtalt reception i AAR. På billedet, der tidligere har

været offentliggjort i bladet, ses [D].

I en tilhørende artikel hed det under overskriften

"Jeg blev renset":

"Direktøren påstår, at AOF trak

fyring tilbage. Det passer ikke.

Direktør i AAR, [D], indrømmer nu over for

Ekstra Bladet, at han blev bortvist fra sit tidligere arbejde i

oplysningsforbundet AOF. Men siger, at han to år senere blev renset og

fyringen annulleret.

- Jeg kan desværre ikke fortælle mere, for

sagen blev forligt 13. oktober 1996, og parterne har lovet ikke at kommentere

den offentligt. Men min bortvisning blev tilbagekaldt. Jeg havde bare ikke

kræfter til at gå til aviserne og få rettet det, der havde

stået to år tidligere.

- AOF havde intet at kritisere mig for. Intet! Det er

grunden til, at opsigelsen naturligvis blev trukket tilbage. Mere kan jeg

ikke kommentere på grund af min tavshedspligt, siger [D].

Ekstra Bladet kan dog fortælle, at hans oplysninger

ikke passer. Tværtimod ønskede AOF senere at inddrage hele den

fratrædelsesgodtgørelse, som [D] havde fået i forbindelse

med sin fyring. AOF mente, at han havde ført bestyrelsen bag

lyset.

Det forlig, [D] indgik i efteråret 1996, handlede

ikke om, at han blev renset for at være en vanskelig chef. Men han fik

lov at beholde halvdelen af den godtgørelse, AOF oprindeligt

havde tiltænkt ham."

I den sidste artikel hed det under overskriften

"Det er jo løgn":

"Arkitekternes formand indrømmer censur og

fastholder sin opbakning bag direktøren.

- Der er et indlæg, der er bortcensureret. Det var

fuld af injurier og ting, som hører fortiden til, siger [F], formand

for fagforeningen Ansatte Arkitekters Råd.

- Du fastholder altså over for dine medlemmer at

ikke er blevet bortvist fra AOF?

- Ja.

- Er det ukendt for dig, at han blev bortvist på

grund af økonomisk rod, og fordi han behandlede sine medarbejdere

dårligt?

- Jeg har ikke de historiske fakta på plads i mit

hoved. Jeg er heller ikke interesseret i detaljer.

- Du forklarer dine medlemmer, at [D] ikke er blevet

bortvist.

- Det har vi forklaret rigtig mange gange, og det må

du godt skrive i din avis, hvis du gad lave et ordentlig stykke research.

Har du ikke et personligt forklaringsproblem?

- Jeg bakker [D] op. Han er ikke blevet bortvist.

Det er muligt, Ekstra Bladet kan finde en slibrig person i AOF, der siger

det, men det er forkert. Er det noget, du finder på, bare for at

gøre mig vred. At du slynger sådan en løgn ud i

telefonen.

- Der er altså meget stor forskel på, hvad

du siger, og det der egentlig har fundet sted.

- Vi er trætte af de rygter, som Ekstra Bladet

skriver."

Klagerne har oplyst, at sagens faktum er, at der i

forbindelse med [D]s ønske om fratræden fra AOF blev

indgået en fratrædelsesaftale. Den fratrædelsesaftale

ophævede AOF efterfølgende ved at foretage en uberettiget

bortvisning, hvorefter [D] ved sit fagforbund HK anlagde sag imod AOF. Denne

sag blev forligt, således at [D] utvetydigt ikke betragtedes som

bortvist fra sin stilling. Yderligere fik han udbetalt et større

kontantbeløb i henhold til den oprindelige fratrædelsesaftale.

Klagerne har som dokumentation herfor fremlagt en underskrevet

erklæring fra tidligere bestyrelsesformand i AOF Hovedstaden, Ib

Sørensen. Klagerne har opfordret bladet til enten at bestride

eksistensen af det omtalte forlig som på grund af en i sin tid mellem

parterne aftalt hemmelighedsholdelsesklausul beklageligvis ikke for

nuværende kan fremlægges som bilag eller lægge til grund,

at det eksisterer med et indhold som ovenfor refereret. Klagerne har oplyst,

at det af forligets punkt 4.0 fremgår, at "Forliget

indebærer, at bortvisningen af [D] i april måned 1994 er

tilbagekaldt."

Klagerne har anført, at da Pressenævnet i sag

nr. 7/2001 endnu ikke ved offentliggørelsen den 6. marts 2002 har

afgjort retmæssigheden af anvendelsen af billedet af [D], er

anvendelsen af det pågældende billede i nærværende

sammenlignelige forbindelse i strid med god presseskik. I et tilfælde,

hvor der verserer en sag omhandlende til dels samme problemstilling, og hvor

nævnet senere fandt, at det ikke var muligt at vurdere, hvorvidt [D]

blev bortvist eller ej, burde bladet have afholdt sig fra at trykke artiklen

den 6. april 2002. Det er en skærpende omstændighed, at bladet i

forbindelse med nævnets sag 7/2002 meget klart af [D] blev oplyst, at

situationen objektivt var den, at han ikke blev bortvist.

Klagerne har endvidere anført, at artiklen

indeholder en række beskrivelser, der er faktuelt urigtige. Samtidig er

det klagernes opfattelse, at beskrivelserne er i strid med god presseskik.

Det drejer sig om følgende udsagn:

"Løgn og bedrag hos arkitekterne".

"Ledelsen i Arkitekternes fagforening lyver

overfor medlemmerne for at beskytte skandaleramt direktør"

(klagernes fremhævning).

"Ledelsen i Arkitekternes fagforening, Ansatte

Arkitekters Råd, AAR, har ført sine 4100 medlemmer bag

lyset" (klagernes fremhævning).

"Det er således forbudt for menige arkitekter

at skrive, hvordan direktør [D] i efteråret 1994 blev bortvist

efter en skandale i oplysningsforbundet AOF i København".

Klagerne har i den forbindelse anført, at der på AAR’s

hjemmeside forefindes et debatforum, hvor samtlige menige arkitekter har

mulighed for i det omfang optagelseskriterierne opfyldes at få

bragt indlæg, herunder også indlæg, som kritiserer

AAR’s direktør og politiske ledelse. Klagerne har vedlagt

udskrift fra hjemmesiden, der indeholder de gængse optagelseskriterier

samt de for nuværende på siden bragte indslag, som rent faktisk

alle forholder sig overordentligt kritisk til såvel AAR’s

direktør som politiske ledelse.

"Selv om disse oplysninger er korrekte,

påstår AAR’s ledelse, at de ikke passer og både er

injurierende og ulovlige".

"Men [F] lyver. Og hendes direktør [D]

lyver også" (klagernes fremhævning).

"Af uvisse årsager er det et kardinalpunkt for

at skjule sin direktørs fortid" (klagernes

fremhævning).

"Han blev sparket ud".

"Fakta er, at [D] blev bortvist fra AOF i

efteråret 1994. At han blev bedt om at rejse. At vi sagde til ham:

"Ud med ham". Det er der ingen tvivl om. Årsagen til, at han

blev smidt ud, var hele det økonomiske kaos, han havde efterladt i

afdelingen. Og hans personaleledelse. Da det samlede personale henvendte sig

og sagde, at nu ville de ikke finde sig i mere chikaneri, og at de gik, hvis

ikke han blev smidt ud, ja, så blev han smidt ud, siger

forretningsfører Ole Askvig". Klagerne har i den forbindelse

bemærket, at da disse udtalelser er faktuelt urigtige, kan de i sagens

natur ikke dokumentere det fremførtes rigtighed. Klagerne har

supplerende bemærket, at Ole Askvig var ansat som

forretningsfører for AOF Landsforbund. [D] var i sin tid ansat som

leder i AOF Hovedstaden. Ole Askvig var derfor ikke direkte involveret i

sagen omhandlende [D]s fratræden, hvorfor det kan undre, at han

tilsyneladende kan udtale sig som anført.

"Direktøren påstår, at AOF trak

fyringen tilbage. Det passer ikke" (klagernes fremhævning).

Klagerne har i den forbindelse bemærket, at udtrykket fyring, der

normalt er synonymt med såvel bortvisning som afskedigelse, af bladet

entydigt bruges som udelukkende synonymt med bortvisning.

" , at hans oplysninger ikke passer"

(klagernes fremhævning).

"Det er jo løgn".

Klagerne har samlet anført, at læseren

efterlades med en klar og utvetydig oplevelse af, at klagerne lyver, skjuler

sandheden og fører AAR’s medlemmer bag lyset.

Klagerne har endelig anført, at bladets

sagsbehandlingstid i forbindelse med besvarelsen af den foreliggende klage er

i strid med medieansvarslovens § 40, idet afslaget på genmæle

først fremkom mere end 1½ måned efter klagens indgivelse.

Klagerne har i øvrigt oplyst, at sagen har dannet

baggrund for et injuriesøgsmål mod bladet, og at der er taget

skridt til yderligere et søgsmål mod Ole Askvig.

Bladet har afvist, at de indklagede artikler skulle

være i strid med god presseskik og har ligeledes afvist at bringe et

genmæle.

Bladet har anført, at bladets vurderinger af [D]s

adfærd som leder af AOF Hovedstaden bl.a. bygger på presseomtale

i perioden omkring hans afskedigelse. Bladet har i den forbindelse henvist

til en række artikler i Politiken fra foråret og sommeren 1994.

Disse artikler er aldrig berigtiget, og de afspejler, at [D] blev fyret

på grund af dårlig ledelse og oprør blandt medarbejderne.

Bladet bemærker særligt, at den midlertidige formand for AOF

Hovedstaden, der blev indsat for at rydde op, omtaler [D] som

"bortvist" i Politikens artikel af 23. juni 1994. Endvidere er det

over for bladet blevet bekræftet af AOF´s daværende og

nuværende forretningsfører Ole Askvig, at [D] blev fyret som

skildret i bladet.

Bladet har med hensyn til den fremlagte erklæring

fra Ib Sørensen anført, at Ib Sørensen måtte

forlade AOF Hovedstaden kort efter [D]s afgang, så hans forsinkede

redigering af virkeligheden 8 år senere forekommer utroværdig og

uden tyngde.

Bladet har endvidere anført, at bladet ikke kan

forholde sig til en aftale, der er hemmelig, og som skulle være

indgået mellem [D] og AOF Hovedstaden. Klagers advokat må enten

fremlægge aftalen eller glemme den.

Bladet har endelig anført, at man har svaret

advokat Christian Harlang så hurtigt, som det var muligt under hensyn

til, at bladet nødvendigvis skulle i forbindelse med den i perioder

ferierende medarbejder, der var ophavsmand til de påklagede artikler.

I sagens behandling har følgende

nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Tage Clausen

og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at

en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk

karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk

eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal

tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at de

indklagede artikler drejer sig om i medierne i forvejen kraftigt debatterede

forhold i fagforeningen AAR, herunder hvorvidt direktør [D] i sin tid

blev bortvist fra AOF Hovedstaden.

For så vidt angår punkterne 1, 2, 3 og 6,

finder nævnet, at disse udsagn er udtryk for bladets vurdering i

forhold til klagernes oplysninger om, at direktør [D] ikke i sin tid

blev bortvist fra AOF Hovedstaden. Udsagnene har ikke karakter af faktiske

oplysninger, der kan gøres til genstand for et genmæle.

Nævnet finder henset til sagens nærmere omstændigheder, at

udsagnene ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid

med god presseskik ved offentliggørelsen.

Hvad angår punkt 4, finder nævnet, at denne

oplysning ikke er egnet til at påføre AAR skade af betydning,

hvorfor der ikke er grundlag for genmæle. Endvidere bemærker

nævnet, at AAR’s formand i bladet den 6. marts 2002 er citeret for

at sige, at der er ét indlæg, der er blevet bortcensureret.

På den baggrund finder nævnet, at det falder inden for rammerne

af bladets formuleringsfrihed at betegne dette forhold som gjort af bladet,

og nævnet finder derfor ikke anledning til at udtale kritik.

For så vidt angår punkterne 5, 7, 8, 9, 10 og

11, vedrører disse spørgsmålet om, hvorvidt [D] i sin tid

blev bortvist fra sit job i AOF Hovedstaden. Særligt hvad angår

punkt 9, bemærker nævnet, at bladet har oplyst, at den i artiklen

citerede navngivne person fortsat står ved sine udtalelser om, at [D] i

sin tid blev fyret. Nævnet har med hensyn til disse punkter ikke

mulighed for at foranstalte en bevisførelse vedrørende

spørgsmålet, om [D] i sin tid blev bortvist fra AOF Hovedstaden.

Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet

på dette punkt. Som sagen foreligger oplyst, har nævnet herefter

endvidere ikke grundlag for at afgøre, om [D] er berettiget til et

genmæle over for de pågældende oplysninger.

Hvad angår klagens punkt 12, relaterer dette udsagn

sig til den udtalelse, som formanden for AAR er citeret for i slutningen af

den pågældende artikel, hvor bladet beskyldes for at slynge

løgne ud i telefonen. Nævnet finder ikke grundlag for

genmæle eller for at udtale kritik af bladet i den anledning.

Nævnet finder ikke grundlag for at udtale kritik i

anledning af det offentliggjorte billede. Nævnet bemærker i den

forbindelse, at redaktøren i overensstemmelse med det almindelige

princip om redaktørens ret til at redigere mediet er berettiget til at

beslutte, hvad man vil bringe i mediet. Dette gælder også i

forhold til, hvilke billeder mediet vælger at bringe.

Nævnet finder heller ikke i øvrigt grundlag

for at udtale kritik.

Nævnet skal dog over for bladet præcisere, at

et medie har pligt til at besvare en anmodning om genmæle, og at dette

skal ske snarest muligt som angivet i lovens § 40, stk. 1.

Afsagt den 14. august 2002.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter