Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 2 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN SKATTEOMLÆGNING (LETTELSE AF 6 PCT.-SKATTEN GENNEM LUKNING AF SKATTEHULLER M.V.)

1990/1 BSF 2Beslutningsforslag som fremsatFolketinget4. oktober 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

I. Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag,

der kan skaffe finansiel dækning af en væsentlig forhøjelse af 6

pct.-skattens bundfradrag.

Forhøjelse af 6 pct.-skattens bundfradrag bør finansieres gennem

progressivt virkende udvidelser af skattegrundlaget.

Derfor opfordres regeringen til en finkæmning af skattesystemet med

henblik på at fremsætte lovforslag, der lukker for eksisterende

spekulationsmuligheder og gennemfører en mere konsekvent beskatning af

kapitalindkomst m.v.

Følgende områder bør omfattes af en ændret og mere konsekvent beskatning:

1. Beskatning af kursgevinster på værdipapirer, herunder beskatning af

kursgevinster på aktier bortset fra beløb, der falder ind under en

bagatelgrænse.

2. Beskatning af avancer ved salg af al anden fast ejendom end

ejerboliger.

3. Beskatning ved akkord og konkurs samt stramning vedrørende handel med

underskud m.v.

4. Beskatning ved ophævelse af pensionsordninger i utide.

5. Stop for skatteflugt til udlandet (inklusive udlandslempelse og

bortfald af sambeskatning af udenlandske datterselskaber).

6. Bortfald af formueskatteloft og mere realitiske værdiansættelser af

visse aktiver.

7. Kontantværdifastsættelse for driftsmidler (maskiner, inventar m.v.) og

beskatning af genvundne afskrivninger ved salg af ombygninger i lejede

lokaler.

8. Andelsselskaber underlægges en normal selskabsbeskatning.

9. Mere realistisk og konsekvent beskatning af forskellige frynsegoder.

10. En forbedret ligning af de »tunge« sager gennem oprettelse

af et eksperthold, som både er koordinerende og operativt, og som kan påtage

sig opgaver over hele landet i et samarbejde med de kommunale

Læs alt

skatteforvaltninger og de regionale told- og skattemyndigheder samt en

forstærket indsats for at mindske offentlige restancer.

Ud over de ovenfor anførte punkter bør der foretages en generel vurdering

af »huller« i skattesystemet, som bl.a. må omfatte

good-will-området og værdifastsættelse af unoterede aktier og anparter.

II. Det provenu, som fremkommer ved ovennævnte regelændringer,

anvendes til forhøjelse af 6 pct.-skattens bundfradrag.

Ændringerne gennemføres i en takt, som ikke må øge det samlede forbrug,

ikke må belaste statsfinanserne, og som skal være neutral i forhold til

betalingsbalancen.

Målsætningen er over en periode at fremskaffe provenu til en forhøjelse af

6 pct.-skattens bundfradrag op til ca. 300.000 kr. Det forudsættes, at retten

til at overføre et uudnyttet bundfradrag mellem ægtefæller reduceres i takt

med, at bundfradraget løftes, og at den helt bortfalder i slutforløbet.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Løfterne om skattelettelser har været utallige og er udstedt på stribe

som dækningsløse checks.

Den form for uholdbare løfter, som den realøkonomiske situation ikke

tillader at realisere, har Socialdemokratiet ingen interesse i at deltage i.

Derfor er beslutningsforslaget bygget op i to dele. Første del fremskaffer

finansieringen, og anden del anvender provenuet i den takt, som pengene

fremkommer.

Der er altså ikke med forslaget lagt op til en finanspolitisk lettelse,

men til en omlægning af skattebyrden, som betyder lettelser for gruppen af

erhvervsaktive med mellemindkomster. Lettelsen bliver modsvaret af beskatning

af fortjenester, som i dag er enten fuldstændig skattefrie eller meget lavt

beskattet.

Det er afgørende, at finansieringen ikke sker ved at tage fra de grupper,

der slet ikke får gavn af lettelserne.

De områder, som foreslås underlagt en skærpet beskatning, afkaster typisk

fortjenester til samfundsgrupper med store formuer og stort privatforbrug.

Derfor vil den foreslåede omlægning reelt forbedre progressionen i

skattesystemet, selv om provenuet anvendes til at lette 6 pct.-skatten.

For Socialdemokratiet har det i øvrigt aldrig været en målsætning, at

progressionen skal sætte ind på så tidligt et tidspunkt, som det rent faktisk

sker i øjeblikket med 6 pct.-skatten.

Tværtimod var det socialdemokratiske udgangspunkt for

skattereformforhandlingerne i 1985, at tillægsskatten først burde starte ved

en bruttoindkomst på ca. 200.000 kr. (1985-priser).

Når 6 pct.-skattens bundfradrag dengang blev fastsat så forholdsvis lavt,

var det alene for at fremskaffe økonomisk dækning for de omlægninger, som

aftaltes i skattereformen.

Forslagsstillerne har ikke lagt sig fast på, hvor meget 6 pct.-skattens

bundfradrag kan løftes år for år. Årsagen hertil er, at det må afhænge af,

hvordan de enkelte forslag, som skal finansiere lettelsen, bliver udformet.

Den konkrete udformning - ikke mindst ikrafttrædelsesbestemmelserne - vil

være afgørende for størrelsen af det frembragte provenu og den takt, hvormed

det fremkommer.

Når virkningen af forslaget er slået fuldt igennem, vil det kun være de

omkring 200.000 skatteydere, som har de største bruttoindkomster, som vil

være omfattet af 6 pct.-skatten. Også de højeste indkomster vil få fuld gavn

af lempelsen i den udstrækning, hvor de ikke udnytter retten til at overføre

uudnyttet bundfradrag fra en ægtefælle.

En forhøjelse af det eksisterende bundfradrag til ca. 300.000 kr. skønnes

at koste ca. 5 mia. kr. under forudsætning af, at den nuværende ret til

overførsel af uudnyttet bundfradrag mellem ægtefæller afvikles.

På den måde, som beslutningsforslaget er udformet, vil lettelserne i 6

pct.-skatten tilfalde alle, som er omfattet af denne skat. Ved at løfte

bundfradraget opnår man, at de lavere mellemindkomster får den fulde fordel

af lempelserne, og at de herigennem opnår en forholdsmæssig større lettelse

end de højeste indkomster.

Nettolettelsen vil afhænge af, om man bliver berørt af de nye skatter, som

skal finansiere omlægningen, og af, om man hidtil har anvendt retten til at

overføre uudnyttet bundfradrag til en ægtefælle.

Forslaget vil ikke berøre »ikke gifte« personer med en

bruttoindkomst på under 155.000 kr. og ægtepar med en

brutto-husstandsindkomst på under 310.000 kr. (1991-indkomster).

Mellem en tredjedel og halvdelen af alle erhvervsaktive vil således ikke

få gavn af en fjernelse af 6 pct.-skatten.

Derfor er det også uden hold i virkeligheden at fremstille netop 6

pct.-skatten som mulig fødselshjælper ved de kommende

overenskomstforhandlinger.

De i forvejen snævre rammer, som er til rådighed for overenskomstparterne,

kan ikke yderligere indsnævres med den begrundelse, at den halvdel af de

erhvervsaktive, som tjener mest, vil få skattelettelser.

Det er naivt at tro på, at de lavestlønnede og de med lavere

mellemindkomster vil vise særlig tilbageholdenhed under henvisning til, at de

højerelønnede får skattelettelser. En sådan sammenkædning vil udhule

reallønnen for lavtlønnede og for dem med lavere mellemindkomster.

Nogle vil argumentere for, at pengene i stedet burde anvendes til

skattelettelser for dem, der har de allerlaveste indkomster, og at det ud fra

en ren fordelingspolitisk betragtning ville være endnu mere retfærdigt. Det

argument vil altid og i enhver situation være gældende.

Konsekvensen af at lade dette argument overtrumfe alle andre argumenter

vil dog være, at vi aldrig kan blive i stand til at gennemføre et tiltrængt

løft af 6 pct.-skattens bundfradrag.

For Socialdemokratiet er hovedspørgsmålet derfor, om det er rimeligt, at

de fleste faglærte og mange ufaglærte pålægges en ekstraskat af den sidste

del af deres løn, som skattesystemet er indrettet i dag.

Bundfradragsforhøjelsen betyder nemlig kun, at almindelige mellemindkomster

kommer til at betale samme procent i skat af den sidst tjente krone, som

grupper med lidt lavere indkomster betaler.

Netop det fordelingspolitiske argument gør dog, at Socialdemokratiet

lægger afgørende vægt på, at ingen del af den finansiering, som skal skaffes,

må komme fra grupper med lavindkomster eller lave mellemindkomster.

Under de forudsætninger, som er indeholdt i beslutningsforslaget, er den

foreslåede skatteomlægning en helt igennem fornuftig ændring af

skattesystemet.

Lettelserne tilfalder mellemindkomstgrupperne, som typisk har små formuer,

et beskedent privatforbrug og en høj skat.

Mange børnefamilier samt yngre familier i øvrigt med store boligudgifter

og stor studiegæld befinder sig i denne gruppe.

Socialdemokratiets forslag er en klar forbedring af det nuværende

skattesystem - også fordelingspolitisk.

Provenuskøn

Fuldt gennemført skønnes forslaget om at løfte bundfradraget for 6

pct.-skatten til ca. 300.000 kr. og en samtidig afskaffelse af de

eksisterende overførselsregler at medføre et provenutab på ca. 5 mia. kr.

Heroverfor står, at beslutningsforslaget anviser nye indtægter på 6-8 mia.

kr. En overdækning er nødvendig for at sikre forbrugsneutralitet. Nogle af de

anviste finansieringsforslag har en mindre forbrugsbegrænsende virkning end

den forbrugsudvidelse, som vil være en følge af lempelsen af 6 pct.-skatten.

Enkelte af de fremsatte finansieringsforslag medfører dog en større

forbrugsbegrænsning, end det fremgår af de angivne provenuskøn.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

Ad pkt. 1.

Beskatning af kursgevinster m.v.

De eksisterende skatteregler åbner mulighed for omfattende

skatteundvigelser. Det har i praksis vist sig umuligt at administrere en

»firkantet« opdeling af hovedaktionærer og mindretalsaktionærer.

Mange hovedaktionærer har formået at opbygge konstruktioner, som i lovens

forstand bringer dem ind under mindretalsaktionærers skattefrihed af

aktieavancer. Herudover kan det være svært at se den saglige begrundelse for,

at mindretalsaktionærer med store aktieposter opnår fuldstændig skattefrihed

for aktieavancer efter 3 års ejertid.

Derfor har Socialdemokratiet flere gange fremsat lovforslag om ændret

beskatning af fortjenester ved afståelse af aktier m.v., senest ved

lovforslag nr. L 88 i folketingssamlingen 1986-87 (1. samling).

Som det fremgik af L 88, bør der indføres en bagatelgrænse, som friholder

småaktionærer og ejere af mindre poster af investeringsbeviser for

avancebeskatning ved salg. Fastsættes en sådan bagatelgrænse til årlige salg

af op til 25.000-30.000 kr. aktier/investeringsbeviser, vil det betyde, at

langt hovedparten af skatteyderne vil blive friholdt for den foreslåede

beskatning. Derimod vil de provenumæssige konsekvenser af en sådan

bagatelgrænse være meget beskedne, hvorimod de administrative lettelser vil

være meget store.

En ændret lovgivning af aktieavancer kan stort set tage sit udgangspunkt i

lovforslag L 88, idet der dog bør tages hensyn til en række forhold, som har

ændret sig efterfølgende.

Selskabsskatten er nedsat til 40 pct. fra og med indkomståret 1990.

Der praktiseres en omfattende og systematisk tømning af selskabernes

formuer til skade for den fremtidige erhvervsaktivitet. For at imødegå den

form for spekulation, som tømmer erhvervsvirksomhederne for egenkapital og

dermed gør dem særdeles sårbare, fremsatte Socialdemokratiet lovforslag nr. L

181 om likvidationsprovenu i folketingsåret 1987-88. Også dette forslag bør

være en del af udgangspunktet for den ændrede lovgivning.

Målsætningen med den ændrede beskatning må være en lempelig skattemæssig

behandling, så lang tid der investeres og skabes arbejdspladser. Derimod er

det uacceptabelt, at skattereglerne tilskynder til, at erhvervsformuer

trækkes ud til privatforbrug og dermed forhindrer nødvendige investeringer.

Også kursgevinstbeskatningen på fordringer (obligationer, gældsbreve,

pantebreve m.v.) skaber stigende problemer.

For det store flertal af investorer, som ikke har handel med værdipapirer

som deres næringsvej, er kursgevinster af fordringer skattefrie, såfremt den

påtrykte rente opfylder kravet til mindsterente (p.t. 9 pct. p.a.).

For »almindelige« fordringshavere, der opsparer beløb af

beskattede midler og anbringer dem i f.eks. obligationer, er

mindsterentereglen meget rimelig.

Derimod har kapitalliberaliseringen og det nye »futop marked«

skabt forvridninger, der kan spekuleres i.

Derfor er der behov for en konsekvent beskatning af kursgevinster, uanset

om disse kommer fra fordringer i danske kroner eller i fremmed mønt eller de

er et resultat af fortjenester fra investeringer i nye finansielle

instrumenter - det såkaldte »futop marked«.

I øjeblikket er vi vidner til en grotesk form for skattearbitrage, hvor

der spekuleres i britiske pund og det rentespænd, der er opstået imellem det

danske og det britiske marked. Arrangementerne er i sig selv

underskudsgivende, men da kursgevinster er skattefrie, såfremt de udenlandske

fordringer opfylder den danske mindsterente, giver det overskud efter skat.

Tidligere blev lignende arrangementer lavet i australske dollars ved hjælp af

»papirer«, som blev specialsyet til det danske marked.

Der er altså behov for et absolut omgående indgreb for at få standset en

»pengemaskine« med sikker gevinst og uden risiko for spekulanterne,

men hvor tabet konstateres direkte som et øget underskud på de danske

statsfinanser og som svigtende skattegrundlag i amter og kommuner.

Det vil dog være letsindigt at anvende et teoretisk provenu fra dette

afgrænsede område til skattelettelser, da der ikke herfra er indregnet noget

provenutab på finanslov 1990 eller finanslov 1991. Anvendes provenuet fra

dette særlige område til skattelettelser, vil underskuddet på de offentlige

budgetter altså stige tilsvarende. Det vil ikke være ansvarligt.

Ved en konsekvent kursgevinstbeskatning opstår også spørgsmålet om

tabsfradrag. Der bør rent principielt være symmetri af den skattemæssige

behandling af gevinster og tab. Dog bør der foretages grundige undersøgelser

af, om en ubegrænset ret til tabsfradrag åbner for nye

skatteundvigelsesmuligheder. Også af forenklingshensyn kan en begrænsning af

tabsfradraget være at foretrække, da man så kan anvende

realisationsprincippet som opgørelsesmetode. Vælger man derimod at tillade

ubegrænset tabsfradrag, må man for at undgå ny skattespekulation kræve, at

alle - også private - anvender det langt mere uforståelige lagerprincip.

Derfor vil den bedste løsning sandsynligvis være at indsnævre retten til

tabsfradrag, så tabet alene kan modregnes i tilsvarende skattepligtige

gevinster. Det vil derimod være uden problemer, om der gennemføres en meget

vidtgående adgang til at fremføre et opstået tab til modregning i

efterfølgende års indtægter af samme slags.

Fuldt gennemført skønnes provenuet at udgøre et beløb på 1.000-1.500 mio.

kr. ekskl. provenuet fra de aktuelle udlandsarrangementer.

Ad. pkt. 2.

Beskatning af avancer ved salg af fast ejendom - bortset fra ejerboliger

Der tjenes meget store beløb på salg af fast ejendom, som fuldstændig er

friholdt for beskatning.

Efter 7 års ejertid er fortjenester skattefrie, bortset fra de

fortjenester, der fremkommer hos personer/selskaber, der har handel med fast

ejendom som deres næringsvej.

Selv i det i øjeblikket »døde« ejendomsmarked realiseres der

årligt milliardgevinster.

Der foregår endvidere omfattende skattespekulation ved handel med fast

ejendom som følge af det nuværende regelsæt. Ikke mindst handler imellem

parter, der ikke er uafhængige af hinanden, anvendes som et redskab til at

undvige en normal beskatning. Ofte er det hovedaktionærer og

hovedaktionærselskaber, som indgår den form for handler med hinanden, dvs.

sig selv.

Socialdemokratiet fremsatte i folketingsåret 1987-88 (1. samling)

beslutningsforslag nr. B 39 om beskatning af avancer ved passiv

kapitalanbringelse i fast ejendom.

Dette beslutningsforslag vil fortsat være et godt udgangspunkt for en

lovgivning på området.

Forslaget omfatter ikke salg af ejerboliger, som i ejertiden har tjent som

bolig for ejeren og/eller dennes husstand.

Beslutningsforslaget beskatter derimod fortjenester, der konstateres ved

salg af alle former for udlejningsejendomme, uanset om disse anvendes til

erhvervsformål eller til boligformål.

Fast ejendom, der ejes som et naturligt aktiv som led i en virksomheds

drift, var ikke omfattet af beslutningsforslaget.

Ved at indføre saldoafskrivninger på fast ejendom efter de samme

principper, som det allerede er tilfældet for driftsmidler og maskiner, kan

mange af de problemer, som er forbundet med en beskatning af fortjenester ved

salg af virksomhedernes driftsbygninger, undgås.

Så lang tid der drives erhvervsmæssig virksomhed, vil

saldoafskrivningssystemet være en fordel i forhold til de eksisterende

beskatningsregler. Man vil da kunne afhænde en afskrivningsberettiget bygning

uden omgående at skulle betale skat af genvundne afskrivninger, såfremt

salgssummen kan rummes inden for saldoen på bygningskontoen eller der

investeres i en anden afskrivningsberettiget bygning.

Til gengæld vil fortjeneste og genvundne afskrivninger automatisk

fremkomme som en skattepligtig saldo på bygningsafskrivningskontoen, når

ejendommene realiseres og beløbene ikke kan rummes inden for kontoens saldo.

Forslaget vil være en kæmpe forenkling af de eksisterende regler for

bygningsafskrivninger.

Endelig vil den under pkt. 1 omtalte ændring af aktieavancelovgivningen

forhindre, at der kan spekuleres i at lade aktie- eller anpartsselskaber eje

bygningerne og så i stedet handle bygningerne ved at afhænde aktierne.

De foreslåede ændringer i ejendomsavancebeskatningsreglerne m.v. skønnes

fuldt gennemført at medføre et provenu på 1.500-2.000 mio. kr.

Det vil dog være betænkeligt at benytte hele dette provenu til

personskattelettelser. Den forbrugsopsugende virkning af forslaget vil næppe

fuldt ud modsvare den forbrugsudvidelse, som en personskattelettelse vil

medføre.

For samtidig at skabe ny beskæftigelse og erhvervsaktivitet og tage de

overordnede samfundsøkonomiske hensyn, der er nødvendige, vil

Socialdemokratiet foreslå, at en andel af provenuet anvendes til

genopretningsformål inden for den ældre private boligmasse.

Da en betydelig del af provenuet kommer fra netop denne kategori af

ejendomme, vil det også være rimeligt, at en del af provenuet reserveres til

dette formål.

Ad. pkt. 3.

Beskatning ved akkord og konkurs samt stramning vedrørende handel med

underskudsselskaber

Den eksisterende skattemæssige behandling ved akkord og konkurs

indebærer, at der ydes fradrag for omkostninger, som aldrig betales. Da den,

der lider et tab, er berettiget til at fratrække det konstaterede tab i sin

indkomst, er konsekvensen, at det samme beløb bringes til fradrag to gange.

Skattelovrådet gennemarbejdede den skattemæssige behandling ved akkord og

afgav betænkning herom (betænkning nr. 1101) i februar 1987. Skattelovrådet

foreslog en løsning, som blev udmøntet i et konkret lovforslag, som fremgår

af betænkningen.

Det af skattelovrådet udarbejdede lovforslag blev fremsat af

Socialdemokratiet i folketingsåret 1987-88, 1. samling, som lovforslag nr. L

207. Lovforslaget blev ikke vedtaget.

Et udvalg under Justitsministeriet har gennemarbejdet konkursområdet og

har afgivet betænkning i 1990.

Der er således et godt grundlag for at ændre lovgivningen, så de

eksisterende urimeligheder og misbrugsmuligheder bliver bekæmpet.

De ændringer, som gennemføres af den skattemæssige behandling i

forbindelse med akkord og konkurs, vil også løse hovedproblemet ved det

misbrug, der eksisterer med salg af underskudsselskaber.

Tilbage vil der dog blive et restproblem, som ikke bliver løst uden et

målrettet initiativ i forhold til underskudsselskaber. Det senest meget

omtalte eksempel er Holstebro Kommune, som solgte et selskab, der tidligere

havde været ejet af Holstebro Hallen, men som på salgstidspunktet kun rummede

et skattemæssigt underskud.

Socialdemokratiet har tidligere fremsat et lovforslag, som vil forhindre

den form for misbrug. Forslaget blev fremsat i folketingsåret 1987-88, 1.

samling, som lovforslag nr. L 70, forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Handel med underskud i tomme selskaber).

En lovgivning, som effektivt standser skattemæssigt misbrug i forbindelse

med akkord, konkurs og handel med underskudsselskaber, skønnes at indbringe

et provenu 600-800 mio. kr.

Ad. pkt. 4.

Beskatning ved ophævelse af pensionsordninger i utide

En række pensionsordninger kan ophæves i utide imod at betale en 40

pct.-afgift, såfremt en række konkrete forudsætninger er opfyldt.

Den mulighed bliver benyttet i stigende udstrækning. Senest er der også

truffet en række afgørelser, som tillader ophævelse i utide, selv om den

pensionsberettigede fortsætter et ansættelsesforhold i den samme

virksomhed/koncern, men i en ikke pensionsgivende stilling.

Da bidrag til pensionsordninger efterhånden er det eneste ikke

erhvervsmæssige fradrag, som fratrækkes på toppen af indkomsten med fuld

skatterabat, bør skattelovgivningen tilpasses, så der ikke eksisterer et

incitament til at ophæve pensionsordninger i utide.

Ændringen vil sandsynligvis ikke medføre et øget provenu, men måske

tværtimod afstedkomme et provenutab på kort sigt, da en fuld efterbeskatning

formentlig vil afholde de fleste fra at ophæve pensionsordningerne i utide.

Derimod vil forslaget medføre en betydelig forbrugsbegrænsende virkning af

en størrelsesorden på 500-600 mio. kr.

Ad. pkt. 5.

Skatteflugt til udlandet - udlandslempelse og sambeskatning med

udenlandske datterselskaber

Virksomheder og personer disponerer i stigende grad på tværs af

landegrænserne. Det er en på mange måder ønskværdig udvikling, som der ikke

skal opstilles barrierer imod.

Derimod skaber det et stigende pres imod skattesystemet, som er indrettet

efter, at der findes restriktioner, som ikke eksisterer længere.

Som følge af skattereformaftalen fra 1985 blev der gennemført en række

lovændringer, som tilsigtede at stoppe skatteflugt til udlandet. Forud var

gået et omfattende udredningsarbejde, som blev udført af statslige og

kommunale skatteeksperter. Udvalgets arbejde resulterede i en betænkning:

»Reglerne om beskatning af udenlandsk indkomst i Danmark og for ophør af

skattepligten til Danmark« (Betænkning nr. 1060. December 1985).

Kun en del af udvalgets anbefalinger blev fulgt op af lovgivning. Derfor

er der fortsat behov for væsentlige lovændringer af gældende regler, som

giver anledning til skattespekulation, eller regler som er forældede og

virker stik modsat deres oprindelige hensigt.

Det er også et spørgsmål, om ikke internationaliseringen går så stærkt i

disse år, at der allerede nu er behov for en yderligere belysning af hele

udlandsområdet fra en gruppe af sagkyndige. Et sådant udvalg bør både belyse

eksisterende problemer og analysere de problemer, som vi kommer til at stå

over for i de nærmest kommende år med de ændringer, som der er lagt op til

inden for EF.

En række problemstillinger ligger dog fuldt belyst fra det

udredningsarbejde, som blev afsluttet i 1985:

Danske selskaber har ret til sambeskatning med udenlandske

datterselskaber. Det er en særlig dansk regel, som indeholder talrige

undvigelsesmuligheder.

Det sambeskattede udenlandske selskabs skattepligtige indkomst skal

opgøres efter danske skatteregler uden hensyntagen til lokale skatteregler.

Et underskud i det udenlandske selskab kan modregnes i moderselskabets

danske indkomst (overskud). På trods heraf vil det samme underskud som

hovedregel kunne fremføres og fratrækkes endnu en gang, når det udenlandske

selskab selv opnår overskud.

Selskabet kan selv vælge, hvornår man ønsker at bringe sambeskatningen til

ophør.

Et af hovedproblemerne ved sambeskatningsreglerne er, at det næsten er en

umulighed for danske skattemyndigheder at følge og kontrollere

resultatopgørelserne i de udenlandske selskaber.

Betænkningen fra 1985 anbefaler en fuldstændig ophævelse af retten til

sambeskatning med udenlandske datterselskaber.

Et andet område, som er fuldt belyst, er reglerne om udlandslempelse.

Virksomheder, hvor en del af indkomsten hidrører fra aktiviteter i udlandet,

pålægges en lavere skat af den indkomst, der optjenes fra de danske

aktiviteter.

I betænkningen fra 1985, side 192, skriver udvalget:

»Generelt kan det næppe hævdes, at reglen fremmer valutaskabende

virksomhed. Reglen er i sig selv ikke et incitament til at eksportere, men

snarere et incitament til at flytte aktiviteter til udlandet, idet et dansk

selskab i stedet for at eksportere en her i landet fremstillet vare kan lade

varen fremstille i udlandet i en til formålet oprettet filial eller af et

datterselskab og derved opnå en lempeligere dansk beskatning. Det kan derfor

hævdes, at reglen fremmer flytning af danske arbejdspladser til

udlandet.«

Med andre ord medfører udlandslempelsesreglen, at danske virksomheder har

et lavere aktivitetsniveau i Danmark med færre beskæftigede og, at

virksomhederne præmieres for at flytte produktionen ud af landet. At det

danske skattesystem direkte modvirker dansk produktion og dansk

beskæftigelse, bør være tilstrækkelig grund til, at reglerne omgående ændres.

Betænkningen fra 1985 anbefaler da også en afskaffelse af reglerne om

udlandslempelse.

Udvalget påpeger dog samtidig, at der kan være særlige forhold i

forbindelse med skibs- og luftfart, som der bør tages hensyn til.

Ud over ovennævnte to konkrete forslag om ændringer er der en række

bestemmelser i relation til skatteflugt til udlandet, som kræver lov- og

regelændringer.

Der mangler i en række situationer hjemmel til at beskatte genvundne

afskrivninger og ejendomsavancer, hvis ejeren ved afhændelsen bor i udlandet.

Der er betydelige problemer i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som

bygger på exemptionsprincippet.

Personer, som opretholder fuld skattepligt til Danmark under ophold i

udlandet, ophober store underskud, som kan modregnes i indkomsterne ved

tilbageflytning.

Ovennævnte er kun eksempler på områder, som bør indgå i den lovpakke, som

skal imødegå spekulation i danske skatteregler i forbindelse med skatteflugt

til udlandet.

Der er meget betydelige provenuer at hente fra dette område. Alene en

afskaffelse af reglerne om udlandslempelse og sambeskatning med udenlandske

datterselskaber skønnes at indbringe et merprovenu på ca. 1.100 mio. kr. Et

skøn for et merprovenu på det samlede »udlandsområde« kan

fastsættes til 1.500-1.800 mio. kr.

Ad. pkt. 6.

Bortfald af formueskatteloft og mere realistiske værdiansættelser af visse

aktiver

Det eksisterende formueskatteloft på 78 pct. er utrolig indviklet og gør

det næsten umuligt at beregne skatten for de personer, som er omfattet af

reglen.

Herudover virker reglen fuldstændig tilfældigt. Har den

formueskattepligtige eksempelvis valgt at placere sin formue i akkumulerende

investeringsbeviser, vil der ikke fremkomme noget løbende afkast herfra, men

afkastet vil fremkomme i form af kursstigninger på investeringsbeviserne.

De formueskattepligtige kan således i deres valg af aktiver i betydelig

udstrækning selv bestemme formueskattens størrelse. Placeres formuen i

aktiver, hvor hele afkastet udbetales løbende som skattepligtig indkomst, kan

det medføre en fuld formueskat. Omvendt vil aktiver med lav eller intet

løbende afkast medføre nedslag i formueskatten. I virkeligheden vil ethvert

aktiv afkaste et udbytte - direkte eller indirekte - der svarer nogenlunde

til det afkast, der vil kunne opnås ved en alternativ investering. Afkastet

er såleldes den mest betydende faktor for aktivets værdi i handel og vandel.

Det udvalg, som blev nedsat af skatteministeren til at kulegrave

formueskatten, har i den afgivne betænkning (betænkning nr. 1136/marts 1988)

påpeget formueskatteloftets uhensigtsmæssige virkninger. Udvalget har ikke

taget stilling til dets afskaffelse under henvisning til, at det er en del af

skattereformaftalen. Udvalget peger dog på, at behovet for formueskatteloftet

mindskes ved en satsnedsættelse. Siden dengang har et flertal i Folketinget

vedtaget en nedsættelse af formuebeskatningen fra 2,2 pct. til 1,0 pct. samt

en række yderligere lempelser.

Formueskatteloftet kommer alene en meget snæver gruppe af de største

formueejere til gode. Der opretholdes således et meget komplicerende

regelsæt, som ikke engang er velbegrundet, men alene skyldes en lille gruppe

af velhavere. Mener Folketingets partier noget med løfterne om forenkling af

skattereglerne, må formueskatteloftet være et af de første regelsæt, der står

for fald.

I samme forbindelse opfordres der til, at reglerne for værdifastsættelse

af visse aktiver gøres mere realistiske. Især værdifastsættelsen af unoterede

aktier og anparter er uden megen sammenhæng med de reelle værdier.

Reglerne om nedslag for fysiske erhvervsaktiver forvrider valget mellem

investeringer i forskellige typer af materielle aktiver og mellem

investeringer i materielle og finansielle aktiver. Som nedslaget er udformet,

giver det endvidere et væsentligt incitament til at investere i fysiske

erhvervsaktiver for lånte midler for at nedbringe formueskatten.

Bl.a. med disse begrundelser indstillede formueskatteudvalget i sin

betænkning, at nedslaget blev afskaffet.

I stedet har et flertal i Folketinget efterfølgende gennemført nye

nedslagsregler for hovedaktionær-aktier, en ændring, som skaber yderligere

forvridninger.

Eksempelvis bliver der opnået store formueskattelettelser ved at placere

finansielle aktiver (obligationer, pantebreve m.v.) i et aktieselskab.

De ændringer, som der lægges op til, vil medføre et merprovenu på 200-300

mio. kr.

Ad. pkt. 7.

Kontantværdifastsættelse for driftsmidler og beskatning af genvundne

afskrivninger ved salg af ombygninger i lejede lokaler.

Der eksisterer en asymmetri af den skattemæssige opgørelse, når der

handles driftsmidler m.v., som følge af, at anskaffelsesprisen

(afskrivningsgrundlaget) for aktiverne ikke værdifastsættes til kontantværdi.

Derimod opgøres salgssummen efter kontantværdiprincipper.

Herigennem kan køber opnå et fiktivt højt afskrivningsgrundlag, hvorimod

sælger kun bliver beskattet af genvundne afskrivninger, efter at salgsprisen

er omregnet til kontantværdi.

En anden asymmetri findes i reglerne for handel med ombygninger i lejede

lokaler. Sælgeren af ombygningen bliver ikke beskattet af genvundne

afskrivninger, hvorimod køberen kan afskrive på anskaffelsesprisen.

Resultatet bliver, at hver gang ombyggede lokaler på lejebasis skifter

ejer, kan det samme aktiv afskrives på ny.

Ved at fjerne de to asymmetrier vil der skønsmæssigt fremkomme et provenu

på 100-200 mio. kr.

Ad. pkt. 8.

Andelsselskaber underlægges en normal selskabsbeskatning

Med den udvikling, som hovedparten af andelsselskaberne har undergået de

seneste par årtier, bør andelsselskaberne underlægges en normal

selskabsbeskatning. De eksisterende regler indebærer konkurrenceforvridning

og udnyttes i stigende udstrækning til skatteundvigelse.

Der bør være fradrag i andelsselskaberne for overskudsandele, som udloddes

til andelshaverne, som er fuldt skattepligtige af de udloddede beløb.

Det er meget usikkert at skønne over det provenu, som vil fremkomme fra en

beskatning af andelsselskaber, men beløbet fastsættes forsigtigt til 200-300

mio. kr.

Ad. pkt. 9.

Mere realistisk og konsekvent beskatning af forskellige frynsegoder

Der er ingen tvivl om, at »frynsegodemarkedet« har været i

kraftig vækst i de senere år. Ikke mindst de ledende medarbejdere har

forstået at skaffe sig ubeskattede eller begrænset beskattede goder som led i

deres ansættelse.

Væksten i mængden og værdien af frynsegoder er en uhensigtsmæssig

udvikling set fra et skattemæssigt synspunkt. Derfor bør der gennemføres

klarere og mere konsekvente regler for den skattemæssige behandling af

frynsegoder.

Sådanne regler skal ledsages af pligt for arbejdsgiverne til at oplyse

værdien af medarbejdernes frynsegoder til skattemyndighederne. Ligeledes bør

virksomhederne forpligtes til at oplyse skattemyndighederne om, hvilke

frynsegoder der tilbydes/stilles til rådighed for medarbejderstaben.

Der forudsættes en skønsmæssig merindtægt på 400-500 mio. kr. fra en mere

konsekvent beskatning kombineret med en indberetningsordning.

Ad. pkt. 10.

En forbedret skatteligning og afgiftskontrol samt en nedbringelse af de

offentlige restancer

Meget store beløb unddrages beskatning. Også på moms- og afgiftsområdet

sker der store unddragelser i forhold til gældende lovgivning.

Derfor er der behov for en generel oprustning for at imødegå skatte~ og

afgiftssnyderi.

Ved at kombinere mere konsekvente og sammenhængende lovregler med brugen

af teknologiske hjælpemidler og et veluddannet personale vil det være muligt

at sætte ind over for dem, der snyder.

Det er helt forkert, når man over kort tid vil nedskære antallet af

medarbejdere med 5.000 årsværk inden for told- og skatteområdet. Det vil

uundgåeligt medføre, at skatteligningen og momskontrollen vil blive svækket i

den kommende tid.

Der er tværtimod behov for det modsatte. De rationaliserings- og

forenklingsgevinster, som kan opnås, er der et påtrængende behov for at sætte

ind på lignings- og kontrolområdet.

Kommunerne skal tilskyndes til at ansætte det nødvendige ligningspersonale

i stedet for at blive truet med repressalier, hvis ikke de afskediger dygtige

skattemedarbejdere.

Under Told- og Skattestyrelsen skal der opbygges en afdeling bemandet med

eksperter, som i et samarbejde med de kommunale skatteforvaltninger og de

regionale told- og skattemyndigheder kan magte de tungeste skatte- og

afgiftssager. Der skal sikres en viden, så man er i stand til at matche de

skatteeksperter, som de største private virksomheder betjener sig af, når der

opstår tvister på skatte- og afgiftsområdet.

Ekspertholdet bør sammensættes så alsidigt, så det rummer ekspertviden på

både skatteområdet og afgiftsområdet. Deres opgave skal være både

koordinerende og operativt/udfarende. Ud over at afdelingen kan tage opgaver

op af egen drift, skal kommuner og regioner kunne rette henvendelse om

bistand, såfremt der opstår sager i deres område, som er for omfattende til,

at de selv kan løfte opgaven. Herudover skal afdelingen tage sig af sager,

som er landsdækkende eller berører flere regioner.

Ikke mindst i forhold til det storkøbenhavnske område, hvor der

overhovedet ikke eksisterer naturlige regionsgrænser i forhold til

virksomhedernes placering og hovedaktionærers eller ansattes bopæl, vil

afdelingen få en hovedopgave, såfremt der skal opbygges en effektiv og

ensartet ligning og kontrol.

Også på hele restanceområdet er der behov for en række nye initiativer. Vi

oplever i disse år store stigninger i de offentlige restancer.

Der er behov for regelændringer, som kan sætte en stopper for

restancespekulanter, eksempelvis at der i gentagelsestilfælde kan kræves

sikkerhed for moms- og A-skattebeløb som betingelse for at opnå den

»gratis kredit«, som de eksisterende betalingsfrister er udtryk

for.

De nuværende regler for betaling af restskatter med tillæg af renter

præmierer direkte skatteydere, som forskudsangiver for lavt. Det medfører

større restskatter og flere restancer. Reglerne bør ændres, så de i stedet

tilskynder til at forskudsangive korrekt.

Der bør omgående nedsættes et hurtigtarbejdende udvalg, hvor ansatte med

praktisk erfaring i restanceinddrivelse fra både kommunal og statslig side

skal være repræsenteret. Udvalget bør komme med forslag til regelændringer,

som kan mindske restancerne, og komme med forslag til en mere sammenhængende

struktur for inddrivelse af alle offentlige restancer.

Med fradrag af de merudgifter, som skal afsættes til en styrkelse af

lignings- og kontrolopgaven, vil der efter en indkøring kunne påregnes et

måleligt merprovenu på 600-800 mio. kr. Hertil kommer de afledede virkninger,

som kan påregnes at blive flere gange større som følge af større

opdagelsesrisiko for skattesnyderi og momsunddragelse.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter