1992 BTL 286 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG SKATTEKONTROLLOVEN (TELEFONUDGIFTER OG PERSONALEGODER) NR L 286 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå
er tillige med ministerens kommentar til nogle af henvendelserne
optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:
Andersen, Vagn, Ålborg,
AutoBang,
Automobil-importørernes Sammenslutning,
Danmarks Aktive Handelsrejsende,
Danmarks Automobilforhandler Forening,
Dansk Erhvervsgartnerforening,
Danske Dagblades Forening,
Det Danske Advokatsamfund, Advokatrådet,
Entertainment v/ Palle Bruun, København,
Forenede Danske Motorejere,
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,
Fredericia Skibsproviantering A/S,
HK/Handel,
Honda Auto Import A/S,
Intax A/S,
Jaguar-danmark A/S,
Krogen, Merethe Sandermann, Greve,
Lippert, Henrik, Værløse,
Miditec Plaststøbning,
Nielsen, Arno, Billund,
Nielsen, Jørgen, Lyngby,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,
Søndersø Kommune,
Søsportens Brancheforening,
Læs alt
Toyota Forhandler Forening,
Vestergård, Erik, Viby, og
Volrat.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev
det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en
skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.
Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen.
- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig
måtte ikke forringes.
- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de
forskellige boligformer.
- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster
blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,
således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre
fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes
højt.
- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til
miljøskatter.
Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte
lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes
konkurrenceevne.
Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer
markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.
Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt
gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.
Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og
fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på
bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der
alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende
sammenhæng.
Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber
og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi
hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt
efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og
kalkulationer.
Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.
Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er
tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og
misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft
mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres
forbrugsmuligheder.
Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for
lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at
de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter,
kompenseres.
De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en
normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.
Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i
finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.
Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske
vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af
skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer
mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det
ændrede renteniveau.
Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger
herved er forøget.
På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af
skatteomlægningen er sikret
- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,
- øget miljøansvarlighed i beskatningen,
- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur
og beskatningsprocenter angår,
- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og
dynamik i samfundet,
- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,
- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de
kommende år.
Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,
arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i
det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende
projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en
»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en
helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af
regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens
lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,
hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har
partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre
sammenhænge.
Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye
offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af
skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den
økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk
uansvarlig.
For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12
mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme
udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.
For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private
erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af
avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at
erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere
vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de
offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe
vilkårene for ny privat pensionsopsparing.
For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet
ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer
de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til
arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.
Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor
den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større
byrder på den private sektor.
Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen
lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet
på de offentlige budgetter vokser.
Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store
skatteregninger i fremtiden.
Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som
mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.
En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og
finansiering hører sammen.
Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og
skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle
forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået
mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I
konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.
Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen
bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og
pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som
følge af de voksende offentlige udgifter.
Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den
private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive
forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil
bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt
beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på
dette forhold.
Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske
system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn
til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.
Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill
vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i
erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med
betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i
allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har
mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske
incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i
samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.
Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af
kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere
være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket
forekommer uheldigt og ulogisk.
Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til
Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge
ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos
den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.
Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om
størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl
om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.
Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og
arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om
afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at
henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten
efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste
erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den
skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder
for fradrag for befordringsudgifter.
I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds
bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået
af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling
i Folketinget.
Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende
indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter
over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis
indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor
uretfærdighed.
Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde
specielt efter 1997.
Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes
konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har
ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.
Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle
socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.
Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i
allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil
blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til
aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får
udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem
lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret
til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette
misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker
krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.
De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.
Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig
med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt
problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren
indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag
ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den
årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet
forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får
mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer
ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.
Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med
bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere
forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.
Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster
skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke
kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.
Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort
til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt
gennemført.
Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig
belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne
nedsættelse af lejeværdien.
Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere
skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere
ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere
lejeværdi.
Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af
rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en
bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke
komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.
Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af
benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.
Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.
De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt
børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af
fradragsværdien af de nævnte bidrag.
Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det
uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil
disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.
Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens
forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.
Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i
beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet
med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode
til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag
en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk
retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor
afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23
lovforslag i reformen til forkastelse.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .
De af ministeren stillede ændringsforslag udvander det oprindelige
lovforslag. Mindretallet er dog tilfreds med, at ministeren i ændringsforslag
nr. 2 fastslår, at værdien af en firmabil tager udgangspunkt i nyvognsprisen,
og at der til værdien medregnes istandsættelsesudgifter, samt at
mindstegrænsen sættes til 150.000 kr. Dette er resultatet af en kritik,
mindretallet fremførte under 1. behandling. Mindretallet finder det
skandaløst, at regeringen begrænser firmabilens værdiansættelse til 400.000
kr. Derfor agter mindretallet at stemme imod også ændringsforslag nr. 2, der
i øvrigt imødekommer mindretallets kritik.
Mindretallet konstaterer, at med lovforslaget er der sket en nødvendig
opstramning af reglerne for beskatning af frynsegoder, men bemærker dog, at
det hurtigt vil vise sig at være utilstrækkeligt.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal
(S, CD, RV og KRF):
Til titlen 1) Titlen affattes således:
»Forslag
til
Lov om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og
virksomhedsskatteloven
(Telefonudgifter og personalegoder)».Til § 1 2) Det i den
foreslåede ændring foreslåede § 16, stk. 4 , affattes således:
»Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet
til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver
som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens
værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør
20 for indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996
og 23 for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er
anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering,
opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er
foretaget, i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og
herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end
tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der
anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til
arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Er
bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi
svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed.
Hvis en bil, der af arbejdsgiveren m.v. er stillet til rådighed for den
skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat,
beskattes værdien af den private benyttelse i det pågældende år efter
reglerne i 1.-4. pkt. Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen
anses ved anvendelsen af reglerne i 6. pkt. ikke for privat kørsel for
skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt
udelukkende kører erhvervsmæssigt. Den skattepligtige værdi efter 1.-6. pkt.
nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren
m.v. for råderetten, men nedsættes ikke med eventuelle beløb, der beskattes
efter reglen i § 9 C, stk. 6.«
Ny paragraf 3) Efter § 2 indsættes som ny paragraf:
»§ 01 I lov om indkomstbeskatning af selvstændige
erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af
18. september 1992, som ændret ved lov nr. 1030 af 19. december 1992,
foretages følgende ændring:
I § 1, stk. 3 , indsættes efter 5. pkt. som nyt punktum:
»Ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der
indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende
anvendelse.«»
Til § 3 4) I stk. 1 ændres »Lovens« til:
»Loven«.
5) I stk. 2 ændres »§ 1« til: »§ 1 og §
01«.
6) Stk. 3 udgår.
Stk. 4 bliver herefter til stk. 3.
Bemærkninger
Til nr. 1-3 Provenumæssige virkninger
De foreslåede ændringer i procentsatserne antages i forhold til
lovforslaget at medføre et provenutab på ca. 100 mio. kr. i 1994 faldende til
ca. 40 mio. kr. i 1997 og følgende år.
Ad nr. 1
Den ændrede affattelse af lovforslagets titel skyldes forslaget om ændring
af virksomhedsskatteloven.
Ad nr. 2
Der stilles ændringsforslag om dels at lempe den foreslåede beskatning af
firmabiler til fri rådighed, dels at præcisere den foreslåede bestemmelse
herom.
Der stilles endvidere ændringsforslag om, at den foreslåede skærpede
beskatning af det gode det er, at en virksomhed stiller firmabil til rådighed
for ansattes private kørsel, indføres gradvist.
Det forslås således, at den procentsats, som værdiansættelsen beregnes
efter, optrappes med en procent om året i årene 1994 til 1997 startende med
20 pct. for indkomståret 1994 og sluttende med 23 pct. for indkomståret 1997
og følgende indkomstår.
Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den
skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til
bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af
virksomheden inden for de tre første år efter den første indregistrering af
bilen i Centralregistret for Motorkøretøjer.
Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er erhvervet et
til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet værditabet på en
bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.
Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag for
det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget, uanset
hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår.
Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år efter
bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75 pct. af
nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde
indkomstår efter den første indregistrering af bilen.
For firmabiler, der af virksomheden er erhvervet senere end tre år efter
bilens første indregistrering, anvendes virksomhedens anskaffelsessum for
bilen som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige værdi.
Anskaffelsessummen opgøres inklusive de istandsættelsesudgifter, som
virksomheden afholder.
Virksomhedens anskaffelsessum for firmabilen anvendes også som
beregningsgrundlag, hvor en tidligere hyrevogn anskaffes tidligere end tre år
efter første indregistrering af bilen uden berigtigelse af
registreringsafgift, dvs. hvor bilen har kørt mindst 250.000 km. og er mere
end to år gammel.
Det foreslås, at beregningsgrundlaget i alle tilfælde mindst skal udgøre
150.000 kr. og højst 400.000 kr.
Disse beløb svarer til de hidtil gældende minimums- og maksimumssatser for
beskatning af privat kørsel i firmabil på henholdsvis 3 kr. og 8 kr. pr. km.
for de første 10.000 km.'s årlige kørsel.
Det præciseres i ændringsforslaget, at hvor firmabilen kun er til rådighed
en del af året, og hvor beregningsgrundlaget følgelig skal opgøres
forholdsmæssigt, da foretages den forholdsmæssige opgørelse efter det antal
hele måneder, hvor firmabilen ikke har været til rådighed for den ansatte.
Herved sikres det, at ganske kortvarige perioder, f.eks. i forbindelse med
udenlandsrejse eller sygefravær, ikke kan begrunde nedsat værdi.
Det præciseres i ændringsforslaget, at hvis en bil, der af en arbejdsgiver
udelukkende er stillet til brug for erhvervsmæssig kørsel, i strid hermed
anvendes privat, beskattes den ansatte fuldt ud som havende bilen til
rådighed for privat kørsel.
Der stilles ændringsforslag om, at handelsrejsende og andre sælgere, der
har kundeopsøgende arbejde fra hjemmet, og som udelukkende anvender bilen
erhvervsmæssigt, bortset fra kørsel fra hjemmet til virksomheden højst en
enkelt dag om ugen, ikke beskattes af værdien af denne private kørsel.
Det præciseres, at den ansatte med firmabil til rådighed for privat
kørsel, der vælger at foretage fradrag for transport mellem hjem og arbejde
efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, og som følge heraf beskattes af denne
værdi efter § 9 C, stk. 6, ikke kan reducere værdiansættelsen efter § 16,
stk. 4, af rådigheden over firmabilen til privat kørsel med den
skattepligtige værdi efter § 9 C, stk. 6.
Ad nr. 3
Det foreslås præciseret i virksomhedsskatteloven, at hvis en selvstændig
erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen, har valgt at
placere sin bil, som benyttes både til erhvervsmæssige og private formål,
under virksomhedsskatteordningen, beskattes den pågældende af den private
benyttelse, som om der var stillet bil til rådighed af en arbejdsgiver.
Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, er det alene biler og
vindmøller, der kan indgå i virksomhedsskatteordningen som blandet benyttet
driftsmiddel. Ligningsrådet har dog mulighed for at tillade, at andre blandet
benyttede driftsmidler kan indgå. Hidtil er denne tilladelse alene givet for
fly.
Reglerne i ligningslovens § 16 om værdiansættelse af den private
benyttelse foreslås at finde tilsvarende anvendelse på aktiver, der indgår i
virksomhedsskatteordningen. Det betyder, at den skattepligtige værdi af fri
bil ansættes efter de i § 16, stk. 4, givne regler. For vindmøllers
vedkommende udgør værdien af det private strømforbrug den del af de samlede
afskrivninger, driftsomkostninger og renteudgifter vedrørende vindmøllen, der
svarer til den private andel i møllens benyttelse (kWh), jf. cirkulære nr.
1987-11.
Ad nr. 4-6
Ændringerne er redaktionelle.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og
skatteministerens kommentarer til nogle henvendelser samt notat om fordelen
ved at køre privat i firmabil
Spørgsmål 8:
»Hvorledes beskattes værdien af at have en leaset brugt bil til
rådighed?
Nogle eksempler bedes givet på en beregningsmetode, som den vil blive
anvendt i praksis.
Vil beskatningen falde måned for måned eller år for år, såfremt der er
tale om samme bil?»
Svar:
Efter lovforslaget er det uden betydning for beskatningen af den ansattes
rådighed over en firmabil til privat kørsel, om virksomheden ejer firmabilen
eller har leaset firmabilen.
Den ansatte får forhøjet sin skattepligtige indkomst med 25 pct. af
firmabilens markedsværdi på leasingtidspunktet, jf. lovforslaget side 6,
spalte 2, 7. afsnit.
Stilles således en leaset brugt firmabil, der på leasingtidspunktet har en
markedsværdi på f.eks. 200.000 kr., til rådighed for privat kørsel, forhøjes
den ansattes skattepligtige indkomst med 50.000 kr. Er bilens markedsværdi
250.000 kr., er indkomstforhøjelsen 62.500 kr. Er bilens markedsværdi 300.000
kr., er indkomstforhøjelsen 75.000 kr.
Værdiansættelsen ændres ikke i leasingperioden. Således anvendes i hele
leasingperioden bilens markedsværdi på leasingtidspunktet som
beregningsgrundlag for værdiansættelsen af det gode, det er for den ansatte
at have firmabilen til rådighed for privat kørsel.
Spørgsmål 32:
Idet der henvises til svar på spm. 8, jf. bilag 38, ønskes følgende
oplyst:
Hvordan finder man i praksis ud af, hvilken værdi en leaset firmabil
har?»
Spørgsmål 33:
»Hvorledes opgøres værdien af fri bil (leaset) for sælger, der hver
måned får stillet en leaset vogn til rådighed i ca. 14 dage? Der indgås ny
leasingaftale hver måned.«
Spørgsmål 34:
»Skal en sådan sælger bilægge sin selvangivelse 12 vurderinger på
forskellige leasingbiler?
Eller findes der en nemmere måde at opgøre dette på?»
Svar:
Normalt leases ubrugte biler.
Leases brugte biler, må der skønnes over bilens markedsværdi på
leasingtidspunktet. Støtte for dette skøn kan hentes i Danmarks
Automobilforhandler Forenings brugtvognskatalog, bilannoncer eller lignende.
I de tilfælde, hvor der månedligt stilles en lejet bil til rådighed, må
værdiansættelsen principielt foretages hver måned. En sådan situation er nu
næppe typisk.
Sælgeren skal i sådan en situation opgøre værdien af rådigheden over den
bil, som firmaet stiller til rådighed for privat kørsel, for hver
rådighedsperiode og selvangive summen heraf, men det er jo frivilligt, om den
ansatte vil have bilen til rådighed for privat kørsel.
Jeg ser ikke umiddelbart en nemmere måde at selvangive på.
Spørgsmål 36:
»Ministeren bedes yde teknisk assistance til udformning af
ændringsforslag, således at der indføres dispensationsmulighed for beskatning
af værdien af fri bil.
Ændringsforslaget bedes udformet således, at lønmodtagere, som primært
benytter den fri bil i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel, typisk
handelsrejsende, efter konkret anmodning har mulighed for at få en
dispensation fra 25 pct.-beskatningsreglen og i stedet blive beskattet efter
lempeligere regler. Skattemyndighederne skal efter udstukne retningslinier
have mulighed for at give særlige lønmodtagergrupper dispensation.«
Svar:
Jeg vil stærkt advare imod, at der indføres dispensationsordninger for
konkrete situationer, idet den tilsigtede forenkling herved let går tabt, og
fordi en sådan regel i alt for vidt omfang lægger op til konkrete
uoverensstemmelser mellem de skattepligtige og skatteadministrationen.
Med dette forbehold mener jeg, at indsættelsen af følgende formulering som
et nyt 4. pkt. i den foreslåede § 16, stk. 4, i ligningsloven, måske kan
besvare spørgsmålet:
»Ligningsrådet kan for erhvervsgrupper, der i særlig grad er afhængig
af erhvervsmæssig biltransport, f.eks. handelsrejsende, bestemme, at den i 1.
pkt. nævnte sats på 25 pct. nedsættes til 15 pct. for biler med
anskaffelsespris på under 200.000 kr., når det kan antages, at de pågældende
årligt har en erhvervsmæssig kørsel i bilen, der væsentligt overstiger den
private kørsel.«
Selv en sådan tilføjelse, uden dispensationsmulighed for de enkelte
tilfælde, kan imidlertid give anledning til konkrete tvistigheder mellem
myndighederne og skattepligtige, hvor der er tvivl, om den pågældende er
omfattet af Ligningsrådets dispensation. Jeg må derfor gentage mine advarsler
mod en sådan regel.
Jeg vil i øvrigt tilføje, at der - som tidligere fremhævet - ikke efter de
foreslåede regler om beskatning af bil til rådighed sker nogen beskatning af
den erhvervsmæssige benyttelse. Det er alene den private benyttelse, der
beskattes, og heraf følger, at heller ikke de pågældende faggrupper
beskattes, hvis de reelt ikke har bilen til rådighed for privat benyttelse.
Spørgsmål 37:
»Ministeren bedes udforme et ændringsforslag, hvorefter der ved
beskatningen af fri bil tages hensyn til den værdiforringelse, bilen løbende
er udsat for.«
Svar:
Den værdiforringelse, som en bil løbende er udsat for, giver sig udtryk i
afskrivningen, der normalt antages at være stor i de første år.
I disse første år er der derimod normalt tale om ret beskedne udgifter til
reparation og vedligeholdelse. Det er derfor et spørgsmål, om udgifterne til
afskrivning og vedligeholdelse under eet ikke - når man bortser fra
begyndelsesafskrivningerne - i realiteten er forholdsvis konstante.
På denne baggrund overvejes et ændringsforslag, som kan tage højde for, at
de samlede udgifter ved bilholdet nok falder, når bilen er mere end et par år
gammel.
Spørgsmål 38:
Ad kommentaren til bilag 46:
»Ministeren har i ovennævnte bilag og tidligere gjort specielt
opmærksom på, at det er en frivillig sag, om man vil have rådighed over en
firmabil til privatkørsel og dermed være undergivet den af regeringen
foreslåede skærpede beskatning.
Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ansat kan frigøre sig fra denne
skærpede beskatning ved at frasige sig rådighed over en firmabil til
privatkørsel.
Er det således tilstrækkeligt, at den ansatte og firmaets ledelse aftaler,
at firmabilen ikke benyttes til privatkørsel? Eller forudsætter en sådan
aftale en særlig af virksomheden fastsat kontrol?
Under forudsætning af, at der er truffet en sådan aftale om, at den
ansatte ikke benytter firmabilen til privat kørsel, vil da en enkelt tur,
mens den pågældendes egen bil er på værksted f.eks., medføre beskatning efter
25 pct.-reglen?»
Svar:
Det er principielt en frivillig sag, om en ansat med firmabil vil have
firmabilen til rådighed for privat kørsel og dermed blive beskattet af
værdien heraf, eller om den ansatte alene vil have firmabilen til
erhvervsmæssig kørsel, hvilket er skattefrit for den ansatte.
Sådan er det i dag, og sådan er det efter lovforslaget.
Forskellen mellem gældende ret og lovforslaget er på dette punkt, at
beskatning efter gældende ret alene foretages på grundlag af det opgjorte
antal kørte kilometer privat, hvorimod beskatning efter lovforslaget
foretages på grundlag af rådighed over firmabil til privat kørsel.
Denne forskel bevirker en ændring i, hvilke betingelser der skal være
opfyldt for at undgå beskatning, hvis en ansat har firmabil til rådighed.
Om betingelserne for beskatning er til stede i det enkelte tilfælde,
tilkommer det ligningsmyndigheden at afgøre - i sidste instans domstolene.
Har en ansat firmabil, må det umiddelbart forventes, at bilen ikke kun er
til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel.
Derfor må den ansatte med firmabil, der ikke ønsker at blive beskattet af
råden over bilen til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden
sandsynliggøre, at dette er tilfældet, og at bilen rent faktisk ikke anvendes
til privat kørsel.
Vedrørende førstnævnte betingelse (rådighedsbetingelsen) kan det generelt
anføres, at det som et minimum må kræves, at der foreligger en skriftlig
aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må
anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.
Er den ansatte sælger eller lignende, der normalt kører fra hjemmet til de
enkelte kunder som led i kundeopsøgende arbejde, er der i det af regeringen
stillede ændringsforslag inføjet en bestemmelse om, at en sådan person en
gang om ugen vil kunne køre i firmabilen fra hjemmet til virksomheden og
tilbage igen, uden at denne kørsel anses for privat i relation til denne
bestemmelse.
Dernæst må det kræves, at arbejdsgiveren håndhæver aftalen, det vil bl.a.
sige, at arbejdsgiveren ikke afholder udgifter ved den ansattes private
kørsel i firmabilen.
Vedrørende den anden betingelse (kørselsbetingelsen) kan det generelt
anføres, at der næppe kan stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig
kørebog, der alene udviser erhvervsmæssig kørsel.
På den anden side må den ansatte ved en beskrivelse af sine daglige
rutiner kunne overbevise ligningsmyndigheden om, at der rent faktisk ikke
foretages privat kørsel.
For den bedømmelse er det et væsentligt moment, om bilen uden for
arbejdstiden står på arbejdspladsen eller ved den ansattes bolig.
Kører den ansatte alligevel privat i firmabilen, selv om det med
arbejdsgiveren er aftalt, at firmabilen ikke er til rådighed for privat
kørsel, må den ansatte beskattes, som om firmabilen var til rådighed for
privat kørsel, dvs. med en procentdel af bilens værdi. Dette er også
tilfældet i det i spørgsmålet skitserede eksempel.
Dette forhold tydeliggøres ved det af regeringen stillede ændringsforslag.
Skatteministeriet,
Den 1. juni 1993
I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Danmarks Automobilforhandler Forening
(L 286 - bilag 2) anføres, at lovforslaget lægger op til en væsentlig
skærpelse af beskatningen af firmabiler til skade for store dele af
erhvervslivet.
Jeg er enig i, at lovforslaget indebærer en øget beskatning af det gode,
det er at have bil til fri rådighed. Skærpelsen skal imidlertid ses i forhold
til den hidtidige lempelige beskatning af disse tilfælde.
I øvrigt er det jo principielt en frivillig sag, om man vil have rådighed
over en firmabil til privat kørsel og dermed undergives den skærpede
beskatning.
Jeg kan derfor ikke anerkende, at den foreslåede beskatning vil hindre
aktive og initiativrige personer i at udføre deres arbejde.
Dertil kommer, at det fortsat vil være mere fordelagtigt at have firmabil
til fri rådighed med alt betalt end selv at betale en tilsvarende bil.
Den skattemæssigt ansatte værdi af det gode, som firmabilen repræsenterer,
lægges til den ansattes skattepligtige indkomst, hvorimod den, der selv ejer
bilen, skal tjene mere end det dobbelte af udgifterne vedrørende bilen for at
afholde disse udgifter.
Virksomhederne vil med den foreslåede beskatning af fri firmabil muligvis
købe brugte biler i højere grad end i dag, men jeg forventer ikke, at det
sker i større omfang, fordi virksomhederne jo skal afholde de med ældre biler
forbundne yderligere vedligeholdelsesomkostninger.
Det er i høj grad op til erhvervslivet selv, om den foreslåede beskatning
af fri firmabil skal medføre øgede omkostninger.
Dertil kommer, at skal erhvervslivet subsidieres, skal det gøres mere
målrettet end ved en generelt lempelig beskatning af firmabiler, der både vil
favorisere den, der har bilen til rådighed som et rent frynsegode, og den,
der har bilen til rådighed som følge af en intensiv erhvervsmæssig benyttelse
i øvrigt.
Vedrørende det af Danmarks Automobilforhandler Forening anførte om
lovforslag L 305 henvises til mine kommentarer til L 305 - bilag 7.
Skatteministeriet,
Den 1. juni 1993
I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Forenede Danske Motorejere (L 286 -
bilag 4) anføres vedrørende beskatning af firmabil til fri rådighed, at den
foreslåede skærpede beskatning vil indebære alvorlige konsekvenser for
sælgere, montører m.v., der har en betydelig kørsel for arbejdsgiver, og som
kører direkte fra hjemmet til kunder.
For det første vil jeg fremhæve, at det principielt er frivilligt, om en
ansat af arbejdsgiveren vil have bil stillet til fri rådighed for privat
kørsel - og dermed blive beskattet af værdien heraf.
For så vidt angår kørsel fra hjemmet direkte til kunder så udelukker dette
forhold ikke, at kørslen anses for erhvervsmæssig og ikke privat.
FDM anfører endvidere, at forslaget vil have alvorlige konsekvenser for
automobilbranchen, idet salget af firmabiler vil falde drastisk.
Det tror jeg ikke.
For det første vil det stadig være økonomisk fordelagtigt for ansatte at
have firmabil til fri rådighed for privat benyttelse, idet udgiften til
skatten heraf er væsentligt lavere end udgiften - af beskattede midler - ved
selv at holde en tilsvarende bil.
For det andet er forudsætningerne for bilsalget gunstige for de kommende
år, fordi skatteomlægningen og regeringens økonomiske politik i øvrigt
indebærer en markant stimulering af den økonomiske aktivitet. Herudover er
renten faldende, og der er skabt klarhed over skattereglerne for årene
fremover.
I stedet for et faldende bilsalg er det nok realistisk at forvente en ikke
ubetydelig stigning i bilsalget.
Vedrørende det af FDM anførte om beskatning af motorcykler, befordring og
benzin m.v. henvises til min besvarelse af henholdsvis L 305 - bilag 12, L
285 - bilag 3 og L 300 - bilag.
Skatteministeriet,
Den 7. juni 1993
I henvendelsen af 1. juni 1993 (L 286 - bilag 17) stiller Danmarks
Automobilforhandler Forening forslag om, at privat kørsel med personbil, ejet
af arbejdsgiver, beskattes med 15 pct. af bilens anskaffelsessum som tillæg
til brugerens bruttoløn, dog med et maksimum på 80.000 kr.
D.A.F. begrunder forslaget med, at der derved skabes en ligestilling op
til en anskaffelsessum på 400.000 kr. i forhold til den gældende beskatning,
men med opnåelse af de administrative fordele.
Jeg er ikke enig i, at D.A.F.'s forslag vil medføre en ligestilling i
forhold til de gældende regler for biler til en anskaffelsessum på op til
400.000 kr.
Som D.A.F. selv illustrerer ved taleksempler, indebærer forslaget om en
sats på 15 pct. en lempelse af beskatningen i forhold til den nugældende
beskatning af en privatkørsel på 8.000 km, som efter de gældende regler er
minimumssatsen for personer, der ikke fører kørebog. Hertil skal endda lægges
et kilometerantal for kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen, kørsel til
eventuel fritidsbolig, feriekørsel og lignende.
Det er således ikke realistisk generelt at regne med et privat
kørselsbehov i firmabil på kun 8.000 km årligt. Til sammenligning kan jeg
oplyse, at den gennemsnitlige kørsel i private biler kan ansættes til ca.
15.000 km om året.
Jo mere den enkelte kører privat i firmabil, desto større skattelettelse
vil den enkelte opnå ifølge D.A.F.'s forslag, og desto større vil
provenutabet dermed blive i forhold til de gældende regler.
For eksempel ville en person med en indkomst over 240.000 kr. og med en
privat kørsel på 8.000 km årligt i en bil til 200.000 kr. ifølge D.A.F's
forslag efter skatteomlægningen med en marginalskat svarende til skatteloftet
i eksempelvis 1995-niveau kunne opnå en skattelettelse på ca. 2.700 kr. i
forhold til i dag, medens der under samme forudsætninger, men med en årlig
kørsel på 15.000 km, ville kunne opnås en skattelettelse på godt 12.000 kr.
Formålet med det fremsatte lovforslag er jo netop at skærpe den gældende
beskatning af fri bil til rådighed, således at beskatningen kommer i bedre
overensstemmelse med, hvad det koster at holde egen bil.
Selv med den foreslåede beskatning vil det fortsat være billigere af
betale skatten af værdien af firmabil til rådighed for privat kørsel frem for
selv at holde en tilsvarende bil med de dermed forbundne udgifter.
Skattereformens samlede virkninger og regeringens økonomiske politik i
øvrigt giver - sammen med rentefaldet - grundlag for en forventning om en
ikke udbetydelig stigning i salget af personbiler i 1994.
Jeg frygter derfor ikke for beskæftigelsen i automobilbranchen som følge
af lovforslaget om skærpet beskatning af firmabiler til rådighed for privat
brug.
Skatteministeriet,
Den 11. juni 1993
I henvendelsen fra Erik Vestergård (L 286 - bilag 24) spørges, hvorfor der
i de gældende regler er forskel på beskatningen af privat kørsel i firmabil
og den godtgørelse, som virksomheder skattefrit kan udbetale til
medarbejdere, der kører for virksomheden i egen bil.
Forskellen illustreres med den gældende kilometersats på 4 kr. for privat
kørsel i en firmabil til 200.000 kr. og den gældende kilometersats på 2,21
kr. for skattefri kørselsgodtgørelse for de første 12.000 km's kørsel for
virksomheden i egen bil.
De gældende regler for værdiansættelse af privat kørsel i firmabil er
således, at når arbejdsgiveren betaler alle de med kørslen forbundne udgifter
og bilen ikke er over 3 år gammel, så værdiansættes med en sats pr. km privat
kørsel svarende til 1/50 promille af bilens nyværdi ved kørsel indtil 10.000
km, dog mindst 3 kr. og højst 8 kr. Ved privat kørsel over 10.000 km
foretages værdiansættelsen med 1/3 af den opgjorte kilometersats for kørsel
indtil 10.000 km, dog højst 1,50 kr. Er bilen mere end 3 år gammel, opgøres
kilometersatsen på grundlag af virksomhedens købspris.
Den skattefrie godtgørelse, som arbejdsgivere kan udbetale til ansatte for
kørsel for virksomheden i egen bil, udgør 2,21 kr. for kørsel indtil 12.000
km, og 1,16 kr. for kørsel derudover - i 1992.
Begge værdiansættelser tilsigter en tilnærmet værdiansættelse af
udgifterne pr. kørt km. Forskellen mellem kilometersatserne udspringer bl.a.
af, at kilometersatsen for privat kørsel i firmabil er opgjort som en
skattepligtig indkomst, hvorimod kilometersatsen for skattefri
kørselsgodtgørelse er en skattefri ydelse.
Dertil kommer så, at der ved fastlæggelsen af kilometersatsen for privat
kørsel i firmabil tages hensyn til bilens pris, hvilket ikke er tilfældet ved
kørselsgodtgørelsen.
Der indgår nok også i baggrunden for disse regelsæt en antagelse om, at
bilen, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren, formentlig kører mere
erhvervsmæssigt end privat, medens det gennemsnitligt er omvendt for de
private biler, som anvendes til erhvervsmæssig kørsel.
Vedrørende den foreslåede beskatning af firmabil til rådighed for privat
kørsel bemærkes i øvrigt, at det alene er den private brug af firmabilen og
ikke den erhvervsmæssige brug, der beskattes. Det er principielt frivilligt,
om en ansat med firmabil vil have bilen til rådighed for privat brug og
dermed beskattes af værdien heraf.
Skatteministeriet,
Den 11. juni 1993
I henvendelsen af 10. juni 1993 fra Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger (L 286 - bilag 52) opfordres Folketinget og regeringen
til - i relation til forslaget om ændret værdiansættelse af friboliger - at
drage omsorg for, at almindelige produktionsvirksomheder og deres
medarbejdere ikke rammes erhvervsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt af nogle
regler, der i virkeligheden har sigte mod nogle konkrete og enkeltstående
misbrugssituationer.
SALA frygter, at forslaget om individuelle vurderinger ved
skattemyndighederne af værdien af boligretten under hensyn til
boligkontraktens indhold vil give grundlag for en individuel praksis fra
kommune til kommune og eventuelt fra sag til sag.
Forholdet er ikke anderledes end i andre tilfælde på skatteområdet, hvor
der er overladt ligningsmyndighederne et skøn. Jeg tror ikke, at de
foreslåede regler vil give anledning til væsentlige problemer.
Også i dag beror værdiansættelsen af friboliger på et skøn.
Ukorrekte skøn på skatteområdet imødegås dels ved, at Ligningsrådet og de
statslige told- og skattemyndigheder udarbejder vejledende retningslinier for
skønsudøvelsen, dels gennem de statslige told- og skattemyndigheders
tilsynsfunktion i forhold til de kommunale skattemyndigheder, og endelig
gennem klagesystemet.
Efter lovforslaget skal værdien af friboliger sættes til markedsværdien.
SALA giver som eksempel på vanskeligheden ved at udfinde markedsværdien en
medarbejderbolig til et gartneri, hvor boligen rent faktisk ikke har nogen
markedsværdi, fordi den ikke befinder sig på markedet, og hvor medarbejderen
eventuelt har en i ansættelseskontrakten fastlagt pligt til at bebo netop den
pågældende bolig pga. installationer i forbindelse med døgnovervågning af
produktion på virksomheden.
Der vil naturligvis forekomme tilfælde, hvor den aktuelle bolig ikke
markedsføres, men det forhindrer ikke, at der skønsmæssigt kan fastsættes en
værdi af boligretten ved sammenligning med tilsvarende boliger.
Der skal i øvrigt naturligvis ved værdiansættelsen tages hensyn til de
ulemper, der er forbundet med en boligs beliggenhed i nær tilknytning til en
produktionsvirksomhed.
SALA anfører, at specielt i bynære områder, hvor huslejeniveauet er højt,
vil anvendelsen af markedsværdien kunne medføre betydelige skattestigninger
for de ansatte, der har fribolig. Dertil kommer, at virksomhederne i disse
områder er belastet med høje ejendomsskatter, hvorfor de ikke i alle tilfælde
vil have råd til at kompensere den ansatte for skattestigningen.
Der kan i disse tilfælde muligvis opstå visse tilpasningsproblemer til den
nye værdiansættelsesmetode, men jeg tror, at disse problemer vil vise sig at
være af ret begrænset omfang.
Som anført i bemærkningerne til lovforslaget må jeg generelt fastholde, at
der ved værdiansættelsen ikke skal tages hensyn til, om friboligen har
karakter af en tjenestebolig eller en helt frivillig benyttelse, idet
eventuel kompensation for sådanne personlige ulemper forbundet med
tjenesteboliger er et mellemværende mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der
i givet fald bør vederlægges herfor med beskattede midler.
I øvrigt henvises til mit svar på udvalgets spørgsmål 3 (L 286 - bilag
65).
Skatteministeriet
Den 1. juni 1993
Til
Folketingets Skatteudvalg
Hermed fremsendes notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også
efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed.
Notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også efter de
foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed
I overensstemmelse med Personskatteudvalgets anbefaling foreslås det at
ændre reglerne om beskatning af fri bil til rådighed således, at
skattegrundlaget opgøres som 25 pct. af bilens pris.
Efter forslaget vil det fortsat være betydelig mere fordelagtigt at køre
privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til
erhvervsmæssig kørsel.
I tabellerne 1-2 nedenfor er for en person, der har en årlig
privatkørsel på 8.000 km i typiske biler i prisklassen 150.000-300.000 kr.
med indkomster på henholdsvis under og over 240.000 kr., vist:
Søjle 1: Med udgangspunkt i FDM's opgørelse for 1993 ved en årlig
kørsel på henholdsvis 15.000 km og 30.000 km viser søjle 1 den beregnede
årlige udgift indklusive afskrivning og nettorenteudgifter ved en årlig
kørsel på 8.000 km i en privat bil, der ikke anvendes til erhvervskørsel.
Tallene i denne søjle ligger til grund for beregningerne i søjle 4.
Søjle 2: Skattegrundlaget efter de gældende regler om beskatning
af fri bil til rådighed, hvilket svarer til en lønindtægt af samme størrelse
før skat.
Søjle 3: Skattegrundlaget efter de foreslåede regler om beskatning
af fri bil til rådighed, hvilket ligeledes svarer til en lønindtægt af samme
størrelse før skat.
Søjle 4: Den indtægt, der efter skatteomlægningen skal tjenes, for
at indtægten efter skat kan betale en privat biludgift svarende til søjle 1.
Der er forudsat skatteprocenter i 1995-niveau på henholdsvis 51 og
63,5 efter skitsen til en skatteomlægning, eksklusive arbejdsmarkedsbidraget.
Tabel 1. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst over 240.000 kr.
---------------------------------------------------------------------
Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil
Gældende Foreslået
Bilens skatte- skatte- penge
pris udgifter grundlag grundlag før skat
1 2 3 4
---------------------------------------------------------------------
---------------------- Kr. ---------------------
150.000 35.000 24.000 37.500 95.890
200.000 45.000 32.000 50.000 123.288
230.000 50.000 36.800 57.500 136.986
300.000 55.000 48.000 75.000 150.685
---------------------------------------------------------------------
Tabel 2. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst under 240.000 kr.
---------------------------------------------------------------------
Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil
Gældende Foreslået
Bilens skatte- skatte- penge
pris udgifter grundlag grundlag før skat
1 2 3 4
---------------------------------------------------------------------
---------------------- Kr. ---------------------
150.000 35.000 24.000 37.500 71.429
200.000 45.000 32.000 50.000 91.837
230.000 50.000 36.800 57.500 102.041
300.000 55.000 48.000 75.000 112.245
---------------------------------------------------------------------
Tabel 1 viser eksempelvis, at det efter FDM's satser koster 45.000 kr.
årligt ud af beskattede kroner at holde en privat bil til en pris på 200.000
kr. med en årlig kørsel på 8.000 km, jf. søjle 1.
For en person med en indkomst på over 240.000 kr. svarer udgiften på
45.000 kr. til, at vedkommende skal tjene 123.288 kr. før skat for at holde
en privat bil til 200.000 kr., jf. søjle 4.
En person med fri bil til rådighed til en pris på 200.000 kr. skal derimod
efter de nugældende regler kun forøge den skattepligtige indkomst med 32.000
kr. for at kunne køre 8.000 km privat, jf. søjle 2, altså et væsentlig lavere
beløb end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal tjene før skat for
at holde en bil til 200.000 kr.
Efter de foreslåede regler skal samme person med fri bil til rådighed til
en pris på 200.000 kr. forøge den skattepligtige indkomst med 50.000 kr. for
at kunne køre et frit antal kilometer privat, jf. søjle 3. Også dette beløb
er væsentlig lavere end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal
tjene før skat for at holde en bil til 200.000 kr.
Generelt viser alle eksemplerne i tabellerne 1-2, at det med en
årlig privatkørsel på 8.000 km i en typisk bil i prisklassen 150.000-300.000
kr. efter de nugældende regler er betydelig mere fordelagtigt at køre
privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til
erhvervskørsel, og at dette også vil være tilfældet efter de foreslåede
regler om beskatning af fri bil til rådighed.
På den baggrund er det ikke urimeligt at indføre regler, som alt andet
lige indebærer en skærpelse af beskatningen af fri bil til rådighed ved et
mindre privat kørselsomfang.
Faktisk burde satsen for opgørelsen af skattegrundlaget for kørsel i fri
bil til rådighed snarere fastsættes til 40-50 pct., hvis den skattemæssige
fordel ved privatkørsel i firmabil helt skulle fjernes.
Det betyder, at man efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil
til rådighed kun skal beskattes med et beløb svarende til ca. halvdelen af
det beløb, som det efter FDM's satser koster at holde en privat bil for
beskattede kroner.
Dermed er der i det fremsatte lovforslag taget et udstrakt hensyn til, at
firmabilen, der stilles til rådighed, også er et arbejdsredskab, og at bilen
ofte vil være dyrere end den bil, som brugeren ville anskaffe sig, hvis
vedkommende selv skulle afholde udgifterne til køb og brug af bilen.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,
hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori
lovforslaget foreligger efter 2. behandling. Mindretallet beklager, at det
oprindelige lovforslag ikke blev fastholdt.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse .
Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de
ændringsforslag, der betød forbedringer af lovforslaget.
Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,
jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet
Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker
Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.
Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt
reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige
tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få
nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem
frivillige bidrag.
Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til
finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige
skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk
vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er
tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de
offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de
organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i
meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat
varetagelse.
Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da
skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis
samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne
mest muligt.
Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige
sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må
indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke
større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de
offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.
Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo
færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både
nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer
af den offentlige sektor.
Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende
skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem
beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.
Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men
desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste
fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af
skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har
indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende
behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale
mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke
mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende
nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.
Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.
Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske
skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.
Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et
særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende
ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes
adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet
vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan
måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede
målsætninger.
Ved reelle og markante lettelser i beskatningen vil virksomhedernes behov
for at gøre brug af frynsegoder og lønaccessioner blive mindre og vil derfor
blive erstattet af almindelig lønindkomst. Dermed øges også
beskatningsgrundlaget.
Det foreliggende samlede lovkompleks om en skattereform medfører desværre
ikke markante og reelle lettelser for privatøkonomien, og derfor har
regeringen set muligheden for at øge beskatningen på dette punkt.
Lovforslagets gennemførelse betyder i øvrigt, at ansatte med behov for at
varetage en del af det med jobbet forbundne arbejde fra en telefon placeret i
hjemmet selv vil skulle påtage sig betalingen. Det betyder med andre ord, at
arbejdsindsatsen for de enkelte firmaer bliver begrænset, og dermed falder
den samlede aktivitet og effektivitet.
Fremskridtspartiet mener, at dette lovforslag vil medføre, at der bliver
et voksende antal firmabiler. Nedenstående eksempel viser klart, at det for
ansatte vil være en stor fordel med firmabiler:
Hvis den ansatte får virksomheden til at købe en bil til 150.000 kr. og
derefter stiller den til rådighed for medarbejderen, vil beskatningen og
driften af dette frynsegode ikke overstige udgifterne til offentlig transport
for en dansk gennemsnitsfamilie. Og det er vel at mærke inklusive benzin,
forsikring, afskrivning etc.
Endvidere betyder lovforslagets gennemførelse, at sælgere og
handelsrejsende bliver ramt urimelig hårdt.
Fremskridtspartiet kan derfor ikke støtte lovforslaget, der medfører en
stigning i skattegrundlaget samt en forøgelse af skatteprovenuet. (I hvert
fald budgetteret).
I forbindelse med, at Ligningsrådet reelt gives lovgivningsmagt på
området, foreslår Fremskridtspartiet, at Ligningsrådet tager aspektet med
ministerbiler som frynsegode op og udstikker retningslinier herfor.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BTL 305 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (OMLÆGNING AF BESKATNINGEN AF VAREBILER, BUSSER OG VALUTAUDLEJNINGSBILER, AFGIFTSLEMPELSE FOR MOTORCYKLER M.M.) NR L 305 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 6. august 1993
- 1995 BTL 248 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (ÆNDRING AF BESTEMMELSEN OM MAKSIMUMSPRIS SOM AFGIFTSPLIGTIG VÆRDI) NR L 248 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 11. juni 1996
- 1990 BTL 130 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (AFGIFT AF BRUGTE BILER, OMLÆGNING AF MILJØFRADRAG M.M.) NR L 130 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 29. maj 1991
- AN 2001 00016 - D.A.F <fig> - FR 1998 00014. Fællesmærker. Forvekslelighed. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 25. juni 2002
- 1992 BTL 285 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG PERSONSKATTELOVEN (BEFORDRING) NR L 285 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 26. august 1993
- 1992 BTL 6 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM REGISTRERINGSAFGIFT AF MOTORKØRETØJER M.V. (AFGIFTSLEMPELSE FOR SIKKERHEDSPUDER M.V.) NR L 6 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 18. januar 1993