Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 286 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN OG SKATTEKONTROLLOVEN (TELEFONUDGIFTER OG PERSONALEGODER) NR L 286 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 286Betænkning over lovforslagFolketinget26. august 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå

er tillige med ministerens kommentar til nogle af henvendelserne

optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra:

Andersen, Vagn, Ålborg,

AutoBang,

Automobil-importørernes Sammenslutning,

Danmarks Aktive Handelsrejsende,

Danmarks Automobilforhandler Forening,

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Danske Dagblades Forening,

Det Danske Advokatsamfund, Advokatrådet,

Entertainment v/ Palle Bruun, København,

Forenede Danske Motorejere,

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer,

Fredericia Skibsproviantering A/S,

HK/Handel,

Honda Auto Import A/S,

Intax A/S,

Jaguar-danmark A/S,

Krogen, Merethe Sandermann, Greve,

Lippert, Henrik, Værløse,

Miditec Plaststøbning,

Nielsen, Arno, Billund,

Nielsen, Jørgen, Lyngby,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger,

Søndersø Kommune,

Søsportens Brancheforening,

Læs alt

Toyota Forhandler Forening,

Vestergård, Erik, Viby, og

Volrat.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen.

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i

det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende

projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en

»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en

helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af

regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens

lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,

hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har

partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre

sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

De af ministeren stillede ændringsforslag udvander det oprindelige

lovforslag. Mindretallet er dog tilfreds med, at ministeren i ændringsforslag

nr. 2 fastslår, at værdien af en firmabil tager udgangspunkt i nyvognsprisen,

og at der til værdien medregnes istandsættelsesudgifter, samt at

mindstegrænsen sættes til 150.000 kr. Dette er resultatet af en kritik,

mindretallet fremførte under 1. behandling. Mindretallet finder det

skandaløst, at regeringen begrænser firmabilens værdiansættelse til 400.000

kr. Derfor agter mindretallet at stemme imod også ændringsforslag nr. 2, der

i øvrigt imødekommer mindretallets kritik.

Mindretallet konstaterer, at med lovforslaget er der sket en nødvendig

opstramning af reglerne for beskatning af frynsegoder, men bemærker dog, at

det hurtigt vil vise sig at være utilstrækkeligt.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal

(S, CD, RV og KRF):

Til titlen 1) Titlen affattes således:

»Forslag

til

Lov om ændring af ligningsloven, skattekontrolloven og

virksomhedsskatteloven

(Telefonudgifter og personalegoder)».Til § 1 2) Det i den

foreslåede ændring foreslåede § 16, stk. 4 , affattes således:

»Stk. 4. Den skattepligtige værdi af en bil, der er stillet

til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse af en arbejdsgiver

som nævnt i stk. 1, sættes til en årlig værdi på en procentdel af bilens

værdi, dog mindst af 150.000 kr. og højst af 400.000 kr. Procentdelen udgør

20 for indkomståret 1994, 21 for indkomståret 1995, 22 for indkomståret 1996

og 23 for indkomståret 1997 og følgende indkomstår. For biler, der er

anskaffet af arbejdsgiveren højst tre år efter første indregistrering,

opgøres bilens værdi i det indkomstår, hvori første indregistrering er

foretaget, i de to følgende indkomstår til den oprindelige nyvognspris og

herefter til 75 pct. af nyvognsprisen. For biler, der er anskaffet mere end

tre år efter første indregistrering, og for tidligere hyrevogne, der

anskaffes uden berigtigelse af registreringsafgift, opgøres bilens værdi til

arbejdsgiverens købspris inklusive eventuelle istandsættelsesudgifter. Er

bilen kun til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi

svarende til det antal hele måneder, hvori bilen ikke har været til rådighed.

Hvis en bil, der af arbejdsgiveren m.v. er stillet til rådighed for den

skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat,

beskattes værdien af den private benyttelse i det pågældende år efter

reglerne i 1.-4. pkt. Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen

anses ved anvendelsen af reglerne i 6. pkt. ikke for privat kørsel for

skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt

udelukkende kører erhvervsmæssigt. Den skattepligtige værdi efter 1.-6. pkt.

nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren

m.v. for råderetten, men nedsættes ikke med eventuelle beløb, der beskattes

efter reglen i § 9 C, stk. 6.«

Ny paragraf 3) Efter § 2 indsættes som ny paragraf:

»§ 01 I lov om indkomstbeskatning af selvstændige

erhvervsdrivende (virksomhedsskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 780 af

18. september 1992, som ændret ved lov nr. 1030 af 19. december 1992,

foretages følgende ændring:

I § 1, stk. 3 , indsættes efter 5. pkt. som nyt punktum:

»Ved fastsættelse af værdien af privat benyttelse af aktiver, der

indgår i virksomheden, finder ligningslovens § 16 tilsvarende

anvendelse.«»

Til § 3 4) I stk. 1 ændres »Lovens« til:

»Loven«.

5) I stk. 2 ændres »§ 1« til: »§ 1 og §

01«.

6) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter til stk. 3.

Bemærkninger

Til nr. 1-3 Provenumæssige virkninger

De foreslåede ændringer i procentsatserne antages i forhold til

lovforslaget at medføre et provenutab på ca. 100 mio. kr. i 1994 faldende til

ca. 40 mio. kr. i 1997 og følgende år.

Ad nr. 1

Den ændrede affattelse af lovforslagets titel skyldes forslaget om ændring

af virksomhedsskatteloven.

Ad nr. 2

Der stilles ændringsforslag om dels at lempe den foreslåede beskatning af

firmabiler til fri rådighed, dels at præcisere den foreslåede bestemmelse

herom.

Der stilles endvidere ændringsforslag om, at den foreslåede skærpede

beskatning af det gode det er, at en virksomhed stiller firmabil til rådighed

for ansattes private kørsel, indføres gradvist.

Det forslås således, at den procentsats, som værdiansættelsen beregnes

efter, optrappes med en procent om året i årene 1994 til 1997 startende med

20 pct. for indkomståret 1994 og sluttende med 23 pct. for indkomståret 1997

og følgende indkomstår.

Det foreslås, at beregningsgrundlaget for ansættelsen af den

skattepligtige værdi ændres fra virksomhedens anskaffelsessum for bilen til

bilens oprindelige nyvognspris, men kun når bilen er anskaffet af

virksomheden inden for de tre første år efter den første indregistrering af

bilen i Centralregistret for Motorkøretøjer.

Herved imødegås eventuelle præferencer for firmabiler, der er erhvervet et

til to år gamle, på bekostning af helt nye firmabiler, idet værditabet på en

bil, alt andet lige, normalt er størst de første år.

Nyvognsprisen anvendes efter ændringsforslaget som beregningsgrundlag for

det indkomstår, hvori første indregistrering af bilen er foretaget, uanset

hvem der på det tidspunkt ejede bilen, og de følgende to indkomstår.

Anvender virksomheden fortsat en nyere firmabil mere end tre år efter

bilens første indregistrering, nedsættes beregningsgrundlaget til 75 pct. af

nyvognsprisen for indkomstår, der ligger efter udløbet af det andet fulde

indkomstår efter den første indregistrering af bilen.

For firmabiler, der af virksomheden er erhvervet senere end tre år efter

bilens første indregistrering, anvendes virksomhedens anskaffelsessum for

bilen som grundlag for opgørelsen af den skattepligtige værdi.

Anskaffelsessummen opgøres inklusive de istandsættelsesudgifter, som

virksomheden afholder.

Virksomhedens anskaffelsessum for firmabilen anvendes også som

beregningsgrundlag, hvor en tidligere hyrevogn anskaffes tidligere end tre år

efter første indregistrering af bilen uden berigtigelse af

registreringsafgift, dvs. hvor bilen har kørt mindst 250.000 km. og er mere

end to år gammel.

Det foreslås, at beregningsgrundlaget i alle tilfælde mindst skal udgøre

150.000 kr. og højst 400.000 kr.

Disse beløb svarer til de hidtil gældende minimums- og maksimumssatser for

beskatning af privat kørsel i firmabil på henholdsvis 3 kr. og 8 kr. pr. km.

for de første 10.000 km.'s årlige kørsel.

Det præciseres i ændringsforslaget, at hvor firmabilen kun er til rådighed

en del af året, og hvor beregningsgrundlaget følgelig skal opgøres

forholdsmæssigt, da foretages den forholdsmæssige opgørelse efter det antal

hele måneder, hvor firmabilen ikke har været til rådighed for den ansatte.

Herved sikres det, at ganske kortvarige perioder, f.eks. i forbindelse med

udenlandsrejse eller sygefravær, ikke kan begrunde nedsat værdi.

Det præciseres i ændringsforslaget, at hvis en bil, der af en arbejdsgiver

udelukkende er stillet til brug for erhvervsmæssig kørsel, i strid hermed

anvendes privat, beskattes den ansatte fuldt ud som havende bilen til

rådighed for privat kørsel.

Der stilles ændringsforslag om, at handelsrejsende og andre sælgere, der

har kundeopsøgende arbejde fra hjemmet, og som udelukkende anvender bilen

erhvervsmæssigt, bortset fra kørsel fra hjemmet til virksomheden højst en

enkelt dag om ugen, ikke beskattes af værdien af denne private kørsel.

Det præciseres, at den ansatte med firmabil til rådighed for privat

kørsel, der vælger at foretage fradrag for transport mellem hjem og arbejde

efter ligningslovens § 9 C, stk. 1, og som følge heraf beskattes af denne

værdi efter § 9 C, stk. 6, ikke kan reducere værdiansættelsen efter § 16,

stk. 4, af rådigheden over firmabilen til privat kørsel med den

skattepligtige værdi efter § 9 C, stk. 6.

Ad nr. 3

Det foreslås præciseret i virksomhedsskatteloven, at hvis en selvstændig

erhvervsdrivende, der anvender virksomhedsskatteordningen, har valgt at

placere sin bil, som benyttes både til erhvervsmæssige og private formål,

under virksomhedsskatteordningen, beskattes den pågældende af den private

benyttelse, som om der var stillet bil til rådighed af en arbejdsgiver.

Efter virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, er det alene biler og

vindmøller, der kan indgå i virksomhedsskatteordningen som blandet benyttet

driftsmiddel. Ligningsrådet har dog mulighed for at tillade, at andre blandet

benyttede driftsmidler kan indgå. Hidtil er denne tilladelse alene givet for

fly.

Reglerne i ligningslovens § 16 om værdiansættelse af den private

benyttelse foreslås at finde tilsvarende anvendelse på aktiver, der indgår i

virksomhedsskatteordningen. Det betyder, at den skattepligtige værdi af fri

bil ansættes efter de i § 16, stk. 4, givne regler. For vindmøllers

vedkommende udgør værdien af det private strømforbrug den del af de samlede

afskrivninger, driftsomkostninger og renteudgifter vedrørende vindmøllen, der

svarer til den private andel i møllens benyttelse (kWh), jf. cirkulære nr.

1987-11.

Ad nr. 4-6

Ændringerne er redaktionelle.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og

skatteministerens kommentarer til nogle henvendelser samt notat om fordelen

ved at køre privat i firmabil

Spørgsmål 8:

»Hvorledes beskattes værdien af at have en leaset brugt bil til

rådighed?

Nogle eksempler bedes givet på en beregningsmetode, som den vil blive

anvendt i praksis.

Vil beskatningen falde måned for måned eller år for år, såfremt der er

tale om samme bil?»

Svar:

Efter lovforslaget er det uden betydning for beskatningen af den ansattes

rådighed over en firmabil til privat kørsel, om virksomheden ejer firmabilen

eller har leaset firmabilen.

Den ansatte får forhøjet sin skattepligtige indkomst med 25 pct. af

firmabilens markedsværdi på leasingtidspunktet, jf. lovforslaget side 6,

spalte 2, 7. afsnit.

Stilles således en leaset brugt firmabil, der på leasingtidspunktet har en

markedsværdi på f.eks. 200.000 kr., til rådighed for privat kørsel, forhøjes

den ansattes skattepligtige indkomst med 50.000 kr. Er bilens markedsværdi

250.000 kr., er indkomstforhøjelsen 62.500 kr. Er bilens markedsværdi 300.000

kr., er indkomstforhøjelsen 75.000 kr.

Værdiansættelsen ændres ikke i leasingperioden. Således anvendes i hele

leasingperioden bilens markedsværdi på leasingtidspunktet som

beregningsgrundlag for værdiansættelsen af det gode, det er for den ansatte

at have firmabilen til rådighed for privat kørsel.

Spørgsmål 32:

Idet der henvises til svar på spm. 8, jf. bilag 38, ønskes følgende

oplyst:

Hvordan finder man i praksis ud af, hvilken værdi en leaset firmabil

har?»

Spørgsmål 33:

»Hvorledes opgøres værdien af fri bil (leaset) for sælger, der hver

måned får stillet en leaset vogn til rådighed i ca. 14 dage? Der indgås ny

leasingaftale hver måned.«

Spørgsmål 34:

»Skal en sådan sælger bilægge sin selvangivelse 12 vurderinger på

forskellige leasingbiler?

Eller findes der en nemmere måde at opgøre dette på?»

Svar:

Normalt leases ubrugte biler.

Leases brugte biler, må der skønnes over bilens markedsværdi på

leasingtidspunktet. Støtte for dette skøn kan hentes i Danmarks

Automobilforhandler Forenings brugtvognskatalog, bilannoncer eller lignende.

I de tilfælde, hvor der månedligt stilles en lejet bil til rådighed, må

værdiansættelsen principielt foretages hver måned. En sådan situation er nu

næppe typisk.

Sælgeren skal i sådan en situation opgøre værdien af rådigheden over den

bil, som firmaet stiller til rådighed for privat kørsel, for hver

rådighedsperiode og selvangive summen heraf, men det er jo frivilligt, om den

ansatte vil have bilen til rådighed for privat kørsel.

Jeg ser ikke umiddelbart en nemmere måde at selvangive på.

Spørgsmål 36:

»Ministeren bedes yde teknisk assistance til udformning af

ændringsforslag, således at der indføres dispensationsmulighed for beskatning

af værdien af fri bil.

Ændringsforslaget bedes udformet således, at lønmodtagere, som primært

benytter den fri bil i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel, typisk

handelsrejsende, efter konkret anmodning har mulighed for at få en

dispensation fra 25 pct.-beskatningsreglen og i stedet blive beskattet efter

lempeligere regler. Skattemyndighederne skal efter udstukne retningslinier

have mulighed for at give særlige lønmodtagergrupper dispensation.«

Svar:

Jeg vil stærkt advare imod, at der indføres dispensationsordninger for

konkrete situationer, idet den tilsigtede forenkling herved let går tabt, og

fordi en sådan regel i alt for vidt omfang lægger op til konkrete

uoverensstemmelser mellem de skattepligtige og skatteadministrationen.

Med dette forbehold mener jeg, at indsættelsen af følgende formulering som

et nyt 4. pkt. i den foreslåede § 16, stk. 4, i ligningsloven, måske kan

besvare spørgsmålet:

»Ligningsrådet kan for erhvervsgrupper, der i særlig grad er afhængig

af erhvervsmæssig biltransport, f.eks. handelsrejsende, bestemme, at den i 1.

pkt. nævnte sats på 25 pct. nedsættes til 15 pct. for biler med

anskaffelsespris på under 200.000 kr., når det kan antages, at de pågældende

årligt har en erhvervsmæssig kørsel i bilen, der væsentligt overstiger den

private kørsel.«

Selv en sådan tilføjelse, uden dispensationsmulighed for de enkelte

tilfælde, kan imidlertid give anledning til konkrete tvistigheder mellem

myndighederne og skattepligtige, hvor der er tvivl, om den pågældende er

omfattet af Ligningsrådets dispensation. Jeg må derfor gentage mine advarsler

mod en sådan regel.

Jeg vil i øvrigt tilføje, at der - som tidligere fremhævet - ikke efter de

foreslåede regler om beskatning af bil til rådighed sker nogen beskatning af

den erhvervsmæssige benyttelse. Det er alene den private benyttelse, der

beskattes, og heraf følger, at heller ikke de pågældende faggrupper

beskattes, hvis de reelt ikke har bilen til rådighed for privat benyttelse.

Spørgsmål 37:

»Ministeren bedes udforme et ændringsforslag, hvorefter der ved

beskatningen af fri bil tages hensyn til den værdiforringelse, bilen løbende

er udsat for.«

Svar:

Den værdiforringelse, som en bil løbende er udsat for, giver sig udtryk i

afskrivningen, der normalt antages at være stor i de første år.

I disse første år er der derimod normalt tale om ret beskedne udgifter til

reparation og vedligeholdelse. Det er derfor et spørgsmål, om udgifterne til

afskrivning og vedligeholdelse under eet ikke - når man bortser fra

begyndelsesafskrivningerne - i realiteten er forholdsvis konstante.

På denne baggrund overvejes et ændringsforslag, som kan tage højde for, at

de samlede udgifter ved bilholdet nok falder, når bilen er mere end et par år

gammel.

Spørgsmål 38:

Ad kommentaren til bilag 46:

»Ministeren har i ovennævnte bilag og tidligere gjort specielt

opmærksom på, at det er en frivillig sag, om man vil have rådighed over en

firmabil til privatkørsel og dermed være undergivet den af regeringen

foreslåede skærpede beskatning.

Ministeren bedes oplyse, hvorledes en ansat kan frigøre sig fra denne

skærpede beskatning ved at frasige sig rådighed over en firmabil til

privatkørsel.

Er det således tilstrækkeligt, at den ansatte og firmaets ledelse aftaler,

at firmabilen ikke benyttes til privatkørsel? Eller forudsætter en sådan

aftale en særlig af virksomheden fastsat kontrol?

Under forudsætning af, at der er truffet en sådan aftale om, at den

ansatte ikke benytter firmabilen til privat kørsel, vil da en enkelt tur,

mens den pågældendes egen bil er på værksted f.eks., medføre beskatning efter

25 pct.-reglen?»

Svar:

Det er principielt en frivillig sag, om en ansat med firmabil vil have

firmabilen til rådighed for privat kørsel og dermed blive beskattet af

værdien heraf, eller om den ansatte alene vil have firmabilen til

erhvervsmæssig kørsel, hvilket er skattefrit for den ansatte.

Sådan er det i dag, og sådan er det efter lovforslaget.

Forskellen mellem gældende ret og lovforslaget er på dette punkt, at

beskatning efter gældende ret alene foretages på grundlag af det opgjorte

antal kørte kilometer privat, hvorimod beskatning efter lovforslaget

foretages på grundlag af rådighed over firmabil til privat kørsel.

Denne forskel bevirker en ændring i, hvilke betingelser der skal være

opfyldt for at undgå beskatning, hvis en ansat har firmabil til rådighed.

Om betingelserne for beskatning er til stede i det enkelte tilfælde,

tilkommer det ligningsmyndigheden at afgøre - i sidste instans domstolene.

Har en ansat firmabil, må det umiddelbart forventes, at bilen ikke kun er

til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel.

Derfor må den ansatte med firmabil, der ikke ønsker at blive beskattet af

råden over bilen til privat kørsel, over for ligningsmyndigheden

sandsynliggøre, at dette er tilfældet, og at bilen rent faktisk ikke anvendes

til privat kørsel.

Vedrørende førstnævnte betingelse (rådighedsbetingelsen) kan det generelt

anføres, at det som et minimum må kræves, at der foreligger en skriftlig

aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må

anvendes til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Er den ansatte sælger eller lignende, der normalt kører fra hjemmet til de

enkelte kunder som led i kundeopsøgende arbejde, er der i det af regeringen

stillede ændringsforslag inføjet en bestemmelse om, at en sådan person en

gang om ugen vil kunne køre i firmabilen fra hjemmet til virksomheden og

tilbage igen, uden at denne kørsel anses for privat i relation til denne

bestemmelse.

Dernæst må det kræves, at arbejdsgiveren håndhæver aftalen, det vil bl.a.

sige, at arbejdsgiveren ikke afholder udgifter ved den ansattes private

kørsel i firmabilen.

Vedrørende den anden betingelse (kørselsbetingelsen) kan det generelt

anføres, at der næppe kan stilles krav om, at den ansatte fører en egentlig

kørebog, der alene udviser erhvervsmæssig kørsel.

På den anden side må den ansatte ved en beskrivelse af sine daglige

rutiner kunne overbevise ligningsmyndigheden om, at der rent faktisk ikke

foretages privat kørsel.

For den bedømmelse er det et væsentligt moment, om bilen uden for

arbejdstiden står på arbejdspladsen eller ved den ansattes bolig.

Kører den ansatte alligevel privat i firmabilen, selv om det med

arbejdsgiveren er aftalt, at firmabilen ikke er til rådighed for privat

kørsel, må den ansatte beskattes, som om firmabilen var til rådighed for

privat kørsel, dvs. med en procentdel af bilens værdi. Dette er også

tilfældet i det i spørgsmålet skitserede eksempel.

Dette forhold tydeliggøres ved det af regeringen stillede ændringsforslag.

Skatteministeriet,

Den 1. juni 1993

I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Danmarks Automobilforhandler Forening

(L 286 - bilag 2) anføres, at lovforslaget lægger op til en væsentlig

skærpelse af beskatningen af firmabiler til skade for store dele af

erhvervslivet.

Jeg er enig i, at lovforslaget indebærer en øget beskatning af det gode,

det er at have bil til fri rådighed. Skærpelsen skal imidlertid ses i forhold

til den hidtidige lempelige beskatning af disse tilfælde.

I øvrigt er det jo principielt en frivillig sag, om man vil have rådighed

over en firmabil til privat kørsel og dermed undergives den skærpede

beskatning.

Jeg kan derfor ikke anerkende, at den foreslåede beskatning vil hindre

aktive og initiativrige personer i at udføre deres arbejde.

Dertil kommer, at det fortsat vil være mere fordelagtigt at have firmabil

til fri rådighed med alt betalt end selv at betale en tilsvarende bil.

Den skattemæssigt ansatte værdi af det gode, som firmabilen repræsenterer,

lægges til den ansattes skattepligtige indkomst, hvorimod den, der selv ejer

bilen, skal tjene mere end det dobbelte af udgifterne vedrørende bilen for at

afholde disse udgifter.

Virksomhederne vil med den foreslåede beskatning af fri firmabil muligvis

købe brugte biler i højere grad end i dag, men jeg forventer ikke, at det

sker i større omfang, fordi virksomhederne jo skal afholde de med ældre biler

forbundne yderligere vedligeholdelsesomkostninger.

Det er i høj grad op til erhvervslivet selv, om den foreslåede beskatning

af fri firmabil skal medføre øgede omkostninger.

Dertil kommer, at skal erhvervslivet subsidieres, skal det gøres mere

målrettet end ved en generelt lempelig beskatning af firmabiler, der både vil

favorisere den, der har bilen til rådighed som et rent frynsegode, og den,

der har bilen til rådighed som følge af en intensiv erhvervsmæssig benyttelse

i øvrigt.

Vedrørende det af Danmarks Automobilforhandler Forening anførte om

lovforslag L 305 henvises til mine kommentarer til L 305 - bilag 7.

Skatteministeriet,

Den 1. juni 1993

I henvendelsen af 26. maj 1993 fra Forenede Danske Motorejere (L 286 -

bilag 4) anføres vedrørende beskatning af firmabil til fri rådighed, at den

foreslåede skærpede beskatning vil indebære alvorlige konsekvenser for

sælgere, montører m.v., der har en betydelig kørsel for arbejdsgiver, og som

kører direkte fra hjemmet til kunder.

For det første vil jeg fremhæve, at det principielt er frivilligt, om en

ansat af arbejdsgiveren vil have bil stillet til fri rådighed for privat

kørsel - og dermed blive beskattet af værdien heraf.

For så vidt angår kørsel fra hjemmet direkte til kunder så udelukker dette

forhold ikke, at kørslen anses for erhvervsmæssig og ikke privat.

FDM anfører endvidere, at forslaget vil have alvorlige konsekvenser for

automobilbranchen, idet salget af firmabiler vil falde drastisk.

Det tror jeg ikke.

For det første vil det stadig være økonomisk fordelagtigt for ansatte at

have firmabil til fri rådighed for privat benyttelse, idet udgiften til

skatten heraf er væsentligt lavere end udgiften - af beskattede midler - ved

selv at holde en tilsvarende bil.

For det andet er forudsætningerne for bilsalget gunstige for de kommende

år, fordi skatteomlægningen og regeringens økonomiske politik i øvrigt

indebærer en markant stimulering af den økonomiske aktivitet. Herudover er

renten faldende, og der er skabt klarhed over skattereglerne for årene

fremover.

I stedet for et faldende bilsalg er det nok realistisk at forvente en ikke

ubetydelig stigning i bilsalget.

Vedrørende det af FDM anførte om beskatning af motorcykler, befordring og

benzin m.v. henvises til min besvarelse af henholdsvis L 305 - bilag 12, L

285 - bilag 3 og L 300 - bilag.

Skatteministeriet,

Den 7. juni 1993

I henvendelsen af 1. juni 1993 (L 286 - bilag 17) stiller Danmarks

Automobilforhandler Forening forslag om, at privat kørsel med personbil, ejet

af arbejdsgiver, beskattes med 15 pct. af bilens anskaffelsessum som tillæg

til brugerens bruttoløn, dog med et maksimum på 80.000 kr.

D.A.F. begrunder forslaget med, at der derved skabes en ligestilling op

til en anskaffelsessum på 400.000 kr. i forhold til den gældende beskatning,

men med opnåelse af de administrative fordele.

Jeg er ikke enig i, at D.A.F.'s forslag vil medføre en ligestilling i

forhold til de gældende regler for biler til en anskaffelsessum på op til

400.000 kr.

Som D.A.F. selv illustrerer ved taleksempler, indebærer forslaget om en

sats på 15 pct. en lempelse af beskatningen i forhold til den nugældende

beskatning af en privatkørsel på 8.000 km, som efter de gældende regler er

minimumssatsen for personer, der ikke fører kørebog. Hertil skal endda lægges

et kilometerantal for kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen, kørsel til

eventuel fritidsbolig, feriekørsel og lignende.

Det er således ikke realistisk generelt at regne med et privat

kørselsbehov i firmabil på kun 8.000 km årligt. Til sammenligning kan jeg

oplyse, at den gennemsnitlige kørsel i private biler kan ansættes til ca.

15.000 km om året.

Jo mere den enkelte kører privat i firmabil, desto større skattelettelse

vil den enkelte opnå ifølge D.A.F.'s forslag, og desto større vil

provenutabet dermed blive i forhold til de gældende regler.

For eksempel ville en person med en indkomst over 240.000 kr. og med en

privat kørsel på 8.000 km årligt i en bil til 200.000 kr. ifølge D.A.F's

forslag efter skatteomlægningen med en marginalskat svarende til skatteloftet

i eksempelvis 1995-niveau kunne opnå en skattelettelse på ca. 2.700 kr. i

forhold til i dag, medens der under samme forudsætninger, men med en årlig

kørsel på 15.000 km, ville kunne opnås en skattelettelse på godt 12.000 kr.

Formålet med det fremsatte lovforslag er jo netop at skærpe den gældende

beskatning af fri bil til rådighed, således at beskatningen kommer i bedre

overensstemmelse med, hvad det koster at holde egen bil.

Selv med den foreslåede beskatning vil det fortsat være billigere af

betale skatten af værdien af firmabil til rådighed for privat kørsel frem for

selv at holde en tilsvarende bil med de dermed forbundne udgifter.

Skattereformens samlede virkninger og regeringens økonomiske politik i

øvrigt giver - sammen med rentefaldet - grundlag for en forventning om en

ikke udbetydelig stigning i salget af personbiler i 1994.

Jeg frygter derfor ikke for beskæftigelsen i automobilbranchen som følge

af lovforslaget om skærpet beskatning af firmabiler til rådighed for privat

brug.

Skatteministeriet,

Den 11. juni 1993

I henvendelsen fra Erik Vestergård (L 286 - bilag 24) spørges, hvorfor der

i de gældende regler er forskel på beskatningen af privat kørsel i firmabil

og den godtgørelse, som virksomheder skattefrit kan udbetale til

medarbejdere, der kører for virksomheden i egen bil.

Forskellen illustreres med den gældende kilometersats på 4 kr. for privat

kørsel i en firmabil til 200.000 kr. og den gældende kilometersats på 2,21

kr. for skattefri kørselsgodtgørelse for de første 12.000 km's kørsel for

virksomheden i egen bil.

De gældende regler for værdiansættelse af privat kørsel i firmabil er

således, at når arbejdsgiveren betaler alle de med kørslen forbundne udgifter

og bilen ikke er over 3 år gammel, så værdiansættes med en sats pr. km privat

kørsel svarende til 1/50 promille af bilens nyværdi ved kørsel indtil 10.000

km, dog mindst 3 kr. og højst 8 kr. Ved privat kørsel over 10.000 km

foretages værdiansættelsen med 1/3 af den opgjorte kilometersats for kørsel

indtil 10.000 km, dog højst 1,50 kr. Er bilen mere end 3 år gammel, opgøres

kilometersatsen på grundlag af virksomhedens købspris.

Den skattefrie godtgørelse, som arbejdsgivere kan udbetale til ansatte for

kørsel for virksomheden i egen bil, udgør 2,21 kr. for kørsel indtil 12.000

km, og 1,16 kr. for kørsel derudover - i 1992.

Begge værdiansættelser tilsigter en tilnærmet værdiansættelse af

udgifterne pr. kørt km. Forskellen mellem kilometersatserne udspringer bl.a.

af, at kilometersatsen for privat kørsel i firmabil er opgjort som en

skattepligtig indkomst, hvorimod kilometersatsen for skattefri

kørselsgodtgørelse er en skattefri ydelse.

Dertil kommer så, at der ved fastlæggelsen af kilometersatsen for privat

kørsel i firmabil tages hensyn til bilens pris, hvilket ikke er tilfældet ved

kørselsgodtgørelsen.

Der indgår nok også i baggrunden for disse regelsæt en antagelse om, at

bilen, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren, formentlig kører mere

erhvervsmæssigt end privat, medens det gennemsnitligt er omvendt for de

private biler, som anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

Vedrørende den foreslåede beskatning af firmabil til rådighed for privat

kørsel bemærkes i øvrigt, at det alene er den private brug af firmabilen og

ikke den erhvervsmæssige brug, der beskattes. Det er principielt frivilligt,

om en ansat med firmabil vil have bilen til rådighed for privat brug og

dermed beskattes af værdien heraf.

Skatteministeriet,

Den 11. juni 1993

I henvendelsen af 10. juni 1993 fra Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger (L 286 - bilag 52) opfordres Folketinget og regeringen

til - i relation til forslaget om ændret værdiansættelse af friboliger - at

drage omsorg for, at almindelige produktionsvirksomheder og deres

medarbejdere ikke rammes erhvervsmæssigt og beskæftigelsesmæssigt af nogle

regler, der i virkeligheden har sigte mod nogle konkrete og enkeltstående

misbrugssituationer.

SALA frygter, at forslaget om individuelle vurderinger ved

skattemyndighederne af værdien af boligretten under hensyn til

boligkontraktens indhold vil give grundlag for en individuel praksis fra

kommune til kommune og eventuelt fra sag til sag.

Forholdet er ikke anderledes end i andre tilfælde på skatteområdet, hvor

der er overladt ligningsmyndighederne et skøn. Jeg tror ikke, at de

foreslåede regler vil give anledning til væsentlige problemer.

Også i dag beror værdiansættelsen af friboliger på et skøn.

Ukorrekte skøn på skatteområdet imødegås dels ved, at Ligningsrådet og de

statslige told- og skattemyndigheder udarbejder vejledende retningslinier for

skønsudøvelsen, dels gennem de statslige told- og skattemyndigheders

tilsynsfunktion i forhold til de kommunale skattemyndigheder, og endelig

gennem klagesystemet.

Efter lovforslaget skal værdien af friboliger sættes til markedsværdien.

SALA giver som eksempel på vanskeligheden ved at udfinde markedsværdien en

medarbejderbolig til et gartneri, hvor boligen rent faktisk ikke har nogen

markedsværdi, fordi den ikke befinder sig på markedet, og hvor medarbejderen

eventuelt har en i ansættelseskontrakten fastlagt pligt til at bebo netop den

pågældende bolig pga. installationer i forbindelse med døgnovervågning af

produktion på virksomheden.

Der vil naturligvis forekomme tilfælde, hvor den aktuelle bolig ikke

markedsføres, men det forhindrer ikke, at der skønsmæssigt kan fastsættes en

værdi af boligretten ved sammenligning med tilsvarende boliger.

Der skal i øvrigt naturligvis ved værdiansættelsen tages hensyn til de

ulemper, der er forbundet med en boligs beliggenhed i nær tilknytning til en

produktionsvirksomhed.

SALA anfører, at specielt i bynære områder, hvor huslejeniveauet er højt,

vil anvendelsen af markedsværdien kunne medføre betydelige skattestigninger

for de ansatte, der har fribolig. Dertil kommer, at virksomhederne i disse

områder er belastet med høje ejendomsskatter, hvorfor de ikke i alle tilfælde

vil have råd til at kompensere den ansatte for skattestigningen.

Der kan i disse tilfælde muligvis opstå visse tilpasningsproblemer til den

nye værdiansættelsesmetode, men jeg tror, at disse problemer vil vise sig at

være af ret begrænset omfang.

Som anført i bemærkningerne til lovforslaget må jeg generelt fastholde, at

der ved værdiansættelsen ikke skal tages hensyn til, om friboligen har

karakter af en tjenestebolig eller en helt frivillig benyttelse, idet

eventuel kompensation for sådanne personlige ulemper forbundet med

tjenesteboliger er et mellemværende mellem arbejdsgiver og arbejdstager, der

i givet fald bør vederlægges herfor med beskattede midler.

I øvrigt henvises til mit svar på udvalgets spørgsmål 3 (L 286 - bilag

65).

Skatteministeriet

Den 1. juni 1993

Til

Folketingets Skatteudvalg

Hermed fremsendes notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også

efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed.

Notat om fordelen ved at køre privat i firmabil også efter de

foreslåede regler om beskatning af fri bil til rådighed

I overensstemmelse med Personskatteudvalgets anbefaling foreslås det at

ændre reglerne om beskatning af fri bil til rådighed således, at

skattegrundlaget opgøres som 25 pct. af bilens pris.

Efter forslaget vil det fortsat være betydelig mere fordelagtigt at køre

privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til

erhvervsmæssig kørsel.

I tabellerne 1-2 nedenfor er for en person, der har en årlig

privatkørsel på 8.000 km i typiske biler i prisklassen 150.000-300.000 kr.

med indkomster på henholdsvis under og over 240.000 kr., vist:

Søjle 1: Med udgangspunkt i FDM's opgørelse for 1993 ved en årlig

kørsel på henholdsvis 15.000 km og 30.000 km viser søjle 1 den beregnede

årlige udgift indklusive afskrivning og nettorenteudgifter ved en årlig

kørsel på 8.000 km i en privat bil, der ikke anvendes til erhvervskørsel.

Tallene i denne søjle ligger til grund for beregningerne i søjle 4.

Søjle 2: Skattegrundlaget efter de gældende regler om beskatning

af fri bil til rådighed, hvilket svarer til en lønindtægt af samme størrelse

før skat.

Søjle 3: Skattegrundlaget efter de foreslåede regler om beskatning

af fri bil til rådighed, hvilket ligeledes svarer til en lønindtægt af samme

størrelse før skat.

Søjle 4: Den indtægt, der efter skatteomlægningen skal tjenes, for

at indtægten efter skat kan betale en privat biludgift svarende til søjle 1.

Der er forudsat skatteprocenter i 1995-niveau på henholdsvis 51 og

63,5 efter skitsen til en skatteomlægning, eksklusive arbejdsmarkedsbidraget.

Tabel 1. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst over 240.000 kr.

---------------------------------------------------------------------

Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil

Gældende Foreslået

Bilens skatte- skatte- penge

pris udgifter grundlag grundlag før skat

1 2 3 4

---------------------------------------------------------------------

---------------------- Kr. ---------------------

150.000 35.000 24.000 37.500 95.890

200.000 45.000 32.000 50.000 123.288

230.000 50.000 36.800 57.500 136.986

300.000 55.000 48.000 75.000 150.685

---------------------------------------------------------------------

Tabel 2. Privatkørsel 8.000 km. Indkomst under 240.000 kr.

---------------------------------------------------------------------

Privat bil Fri bil til rådighed: Privat bil

Gældende Foreslået

Bilens skatte- skatte- penge

pris udgifter grundlag grundlag før skat

1 2 3 4

---------------------------------------------------------------------

---------------------- Kr. ---------------------

150.000 35.000 24.000 37.500 71.429

200.000 45.000 32.000 50.000 91.837

230.000 50.000 36.800 57.500 102.041

300.000 55.000 48.000 75.000 112.245

---------------------------------------------------------------------

Tabel 1 viser eksempelvis, at det efter FDM's satser koster 45.000 kr.

årligt ud af beskattede kroner at holde en privat bil til en pris på 200.000

kr. med en årlig kørsel på 8.000 km, jf. søjle 1.

For en person med en indkomst på over 240.000 kr. svarer udgiften på

45.000 kr. til, at vedkommende skal tjene 123.288 kr. før skat for at holde

en privat bil til 200.000 kr., jf. søjle 4.

En person med fri bil til rådighed til en pris på 200.000 kr. skal derimod

efter de nugældende regler kun forøge den skattepligtige indkomst med 32.000

kr. for at kunne køre 8.000 km privat, jf. søjle 2, altså et væsentlig lavere

beløb end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal tjene før skat for

at holde en bil til 200.000 kr.

Efter de foreslåede regler skal samme person med fri bil til rådighed til

en pris på 200.000 kr. forøge den skattepligtige indkomst med 50.000 kr. for

at kunne køre et frit antal kilometer privat, jf. søjle 3. Også dette beløb

er væsentlig lavere end de 123.288 kr., som personen med privat bil skal

tjene før skat for at holde en bil til 200.000 kr.

Generelt viser alle eksemplerne i tabellerne 1-2, at det med en

årlig privatkørsel på 8.000 km i en typisk bil i prisklassen 150.000-300.000

kr. efter de nugældende regler er betydelig mere fordelagtigt at køre

privatkørsel i en firmabil end i en privat bil, der ikke anvendes til

erhvervskørsel, og at dette også vil være tilfældet efter de foreslåede

regler om beskatning af fri bil til rådighed.

På den baggrund er det ikke urimeligt at indføre regler, som alt andet

lige indebærer en skærpelse af beskatningen af fri bil til rådighed ved et

mindre privat kørselsomfang.

Faktisk burde satsen for opgørelsen af skattegrundlaget for kørsel i fri

bil til rådighed snarere fastsættes til 40-50 pct., hvis den skattemæssige

fordel ved privatkørsel i firmabil helt skulle fjernes.

Det betyder, at man efter de foreslåede regler om beskatning af fri bil

til rådighed kun skal beskattes med et beløb svarende til ca. halvdelen af

det beløb, som det efter FDM's satser koster at holde en privat bil for

beskattede kroner.

Dermed er der i det fremsatte lovforslag taget et udstrakt hensyn til, at

firmabilen, der stilles til rådighed, også er et arbejdsredskab, og at bilen

ofte vil være dyrere end den bil, som brugeren ville anskaffe sig, hvis

vedkommende selv skulle afholde udgifterne til køb og brug af bilen.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori

lovforslaget foreligger efter 2. behandling. Mindretallet beklager, at det

oprindelige lovforslag ikke blev fastholdt.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de

ændringsforslag, der betød forbedringer af lovforslaget.

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,

jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet

Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker

Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt

reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige

tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få

nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem

frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til

finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige

skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk

vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er

tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de

offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de

organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i

meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat

varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da

skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis

samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne

mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige

sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må

indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke

større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de

offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo

færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både

nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer

af den offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende

skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem

beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men

desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste

fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af

skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har

indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende

behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale

mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke

mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende

nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.

Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske

skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et

særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende

ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes

adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet

vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan

måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede

målsætninger.

Ved reelle og markante lettelser i beskatningen vil virksomhedernes behov

for at gøre brug af frynsegoder og lønaccessioner blive mindre og vil derfor

blive erstattet af almindelig lønindkomst. Dermed øges også

beskatningsgrundlaget.

Det foreliggende samlede lovkompleks om en skattereform medfører desværre

ikke markante og reelle lettelser for privatøkonomien, og derfor har

regeringen set muligheden for at øge beskatningen på dette punkt.

Lovforslagets gennemførelse betyder i øvrigt, at ansatte med behov for at

varetage en del af det med jobbet forbundne arbejde fra en telefon placeret i

hjemmet selv vil skulle påtage sig betalingen. Det betyder med andre ord, at

arbejdsindsatsen for de enkelte firmaer bliver begrænset, og dermed falder

den samlede aktivitet og effektivitet.

Fremskridtspartiet mener, at dette lovforslag vil medføre, at der bliver

et voksende antal firmabiler. Nedenstående eksempel viser klart, at det for

ansatte vil være en stor fordel med firmabiler:

Hvis den ansatte får virksomheden til at købe en bil til 150.000 kr. og

derefter stiller den til rådighed for medarbejderen, vil beskatningen og

driften af dette frynsegode ikke overstige udgifterne til offentlig transport

for en dansk gennemsnitsfamilie. Og det er vel at mærke inklusive benzin,

forsikring, afskrivning etc.

Endvidere betyder lovforslagets gennemførelse, at sælgere og

handelsrejsende bliver ramt urimelig hårdt.

Fremskridtspartiet kan derfor ikke støtte lovforslaget, der medfører en

stigning i skattegrundlaget samt en forøgelse af skatteprovenuet. (I hvert

fald budgetteret).

I forbindelse med, at Ligningsrådet reelt gives lovgivningsmagt på

området, foreslår Fremskridtspartiet, at Ligningsrådet tager aspektet med

ministerbiler som frynsegode op og udstikker retningslinier herfor.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter