Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 283 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN OG ANDRE SKATTELOVE (SKATTEOMLÆGNING) NR L 283 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 283Betænkning over lovforslagFolketinget1. september 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd. Nogle af udvalgets spørgsmål og

skatteministerens svar herpå er tillige med ministerens kommentar

til nogle af henvendelserne optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

AMP-samarbejdet,

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation,

Andersen, Mikael Skou, Århus,

Assurandør-Societetet,

Bjerring, Hans, Hellerup,

Brancheforeningen Kontor & Data,

Christensen, Anker, Lyngby,

Danmarks Restaurant- Og Cafeteriaforening,

Dansk Industri,

Dansk Magisterforening,

De Danske Husmoderforeninger,

Det Danske Advokatsamfund, Advokatrådet,

Detailhandelens Fællesråd,

Due-Hansen, H, Varmark,

Finansrådet,

Folkebevægelsen for frie fagforeninger,

Foreningen af Firmapensionskasser,

Grønbæk, Villiam, Horsens,

Henriksen, Anne-Marie, Sønderborg,

Intax A/S,

Jørgensen, Carl, Tønder,

Kommunernes Landsforening,

Landssammenslutningen mod tidsubestemt bidragspligt,

Læs alt

Larsen, Leif, Lyngby,

Leed, Svend Aage, Hurup Thy,

Møller, Benno, Rønnede,

Nielsen, Jørgen, Lyngby,

Olsen, Finn, Maribo,

Rasmussen, Erik, København,

Rypenyt,

Sporring, Ole, København K,

Stonevil I/S,

Turismens Fællesråd og

Ældre Sagen, bilagsnr. 32, 57, 166 og 169.

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

tilligemed nogle af ministerens kommentarer til skriftlige henvendelser er

optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af skatteministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af

ministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen.

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssig hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i

det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende

projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en

»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

Flertallet har endvidere tilkendegivet følgende:

På længere sigt er det afgørende for en optimal miljøeffekt, at

erhvervslivet i større udstrækning omfattes af miljø- og energiafgifter.

Hvis erhvervslivet ikke gives tilstrækkeligt incitament til miljørigtig

ressourceanvendelse, vil det betyde, at relativt billige sparemuligheder i

erhvervene ikke udnyttes, mens husholdningerne må gennemføre stadig dyrere

miljøtiltag.

Regeringen vil derfor tage initiativ til i efteråret 1993 at forhandle med

erhvervslivet om gradvis indfasning af miljø- og energiafgifterne på

erhvervslivet.

Forudsætningen for disse forhandlinger skal være, at erhvervslivet får

mulighed for at gennemføre de nødvendige miljømæssige omstillinger, men

samtidig må yde sit forholdsmæssige bidrag til et bedre miljø.

Miljø- og energiafgifter fra erhvervene skal ikke forbedre statens

finanser og indfases under hensyntagen til, at konkurrenceevnen ikke

forringes. Provenuet fra disse afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet,

f.eks. til miljøinvesteringer eller til oprensning efter fortidens synder

(f.eks. giftgrunde). Ud fra hensynet til adfærdsregulering skal

tilbageføringen så vidt muligt ske til de virksomheder, som aktivt investerer

i miljømæssige forbedringer af produktionen.

Flertallet er endvidere opmærksom på de særlige problemer, der i

forbindelse med skatteomlægningen opstår som følge af dagplejernes

aflønningsforhold kombineret med ret til et beregningsmæssigt fradrag

svarende til 1/3 af bruttolønnen.

Regeringen vil derfor drøfte en løsning af dette problem med såvel de

ansattes organisationer som Kommunernes Landsforening med henblik på en

løsning.

Målsætningen er en løsning, der svarer til den, der gælder for

døgnplejere.

Regeringen er indstillet på i oktober 1993 at fremsætte et forslag til lov

om ændring af lov om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse

af studiegæld.

Lovforslaget vil blive fremsat som led i regeringens skatteomlægning og

vil sigte på at kompensere for de tab, som personer med stor studiegæld og

dermed stor rentebetaling kan risikere at lide som følge af en lavere værdi

af rentefradraget.

Tilskud, der er B-skattepligtigt, til afvikling af studiegæld ydes kun til

personer med statsgaranteret studielån, herunder tidligere studielån, som,

efter at statsgarantien er gjort gældende, er overgået til Hypotekbanken.

Kompensationen ydes ved en forhøjelse af den samlede tilskudsprocent til

lovens to laveste indkomstgrupper.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en

helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af

regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens

lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,

hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har

partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre

sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede

ændringsforslag. Mindretallet kan stemme for de af ministeren under nr. 13,

14, 15 og 16 stillede ændringsforslag.

Mindretallet beklager, at regeringen har jasket skattereformen igennem,

hvorved resultatet bliver fyldt med unødvendigt mange huller og fejl, og hvor

protesterne over reformens sociale slagside er blevet overhørt.

Mindretallet agter at stemme således til de af ministeren stillede

ændringsforslag:

Nr. 3: Undlader, da mindretallet er imod provenuanvendelsen.

Nr. 6: Undlader, da der er tale om en teknisk ændring.

7, 8, 9, 10, 11 og 12: Imod, da der er tale om, at formueskatteloftet

sænkes.

Nr. 13: For. Der er tale om etablering af en rimelig overgangsregel for

personer med store underholdsbidrag.

Nr. 14: For. Der er tale om skattefrihed for repatrieringstilskud.

Nr. 15: For. Der er tale om lempelse af en utilsigtet hård efterbeskatning

af etableringskontoindskud.

Nr. 16: For. Der er tale om, at nedsættelsen for formueskatten ikke får

virkning for 1993. Efter mindretallets opfattelse burde det i øvrigt heller

ikke have virkning for årene fremover.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

Ændringsforslag

Til § 1Af et mindretal (SF):

1) I den under nr. 4 foreslåede § 6 a affattes

stk. 1-4 således:

»Skatten efter § 5, nr. 2, beregnes med den i stk. 2 anførte procent

af den personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst eller

fradrag af negativ kapitalindkomst, dog højst 100.000 kr., i det omfang, det

samlede beløb overstiger et bundfradrag på 105.100 kr. Bundfradraget

reguleres efter § 20.

Stk. 2. For indkomståret 1994 udgør procenten 5. For indkomståret

1995 udgør procenten 6. For indkomståret 1996 udgør procenten 6,25. For

indkomståret 1997 udgør procenten 7,5. For indkomståret 1998 og følgende

indkomstår udgør procenten 9.

Stk. 3. Hvis en gift persons personlige indkomst med tillæg af

positiv kapitalindkomst eller fradrag af negativ kapitalindkomst, dog højst

100.000 kr., er lavere end det i stk. 1. nævnte bundfradrag, forhøjes den

anden ægtefælles bundfradrag med forskelsbeløbet. Forhøjelsen kan dog højst

udgøre et til bundfradraget svarende beløb. Det er en forudsætning, at

ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb.

Stk. 4. Hvis en gift persons positive personlige indkomst med

fradrag af negativ kapitalindkomst, dog højst 100.000 kr., udgør et negativt

beløb, fragår dette ved beregningen af skat efter § 5, nr. 2, for den anden

ægtefælle. Stk. 3, sidste pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

2) Den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 7

udgår, og i stedet indsættes:

»§ 7. Skatten efter § 5, nr. 3, beregnes af den personlige

indkomst med tillæg af kapitalindkomsten. Skatten udgør den i stk. 2 anførte

procent af beregningsgrundlaget, i det omfang det overstiger et bundfradrag

på 190.000 kr.

Stk. 2. For indkomståret 1994 udgør procenten 12,5. For

indkomståret 1995 udgør procenten 14. For indkomståret 1996 og følgende

indkomstår udgør procenten 18.

Stk. 3. For ægtefæller beregnes skatten efter stk. 4-9, når de er

samlevende i hele indkomståret og dette udgør en periode af et helt år.

Stk. 4. For hver ægtefælle beregnes skat af vedkommendes

personlige indkomst, i det omfang den overstiger bundfradraget på 190.000 kr.

Skatten beregnes med den procent, der fremgår af stk. 2.

Stk. 5. Der beregnes tillige skat af ægtefællernes samlede

positive nettokapitalindkomst. Til dette formål beregnes en skat på grundlag

af den personlige indkomst hos den af ægtefællerne, der har den højeste

personlige indkomst, med tillæg af ægtefællernes samlede positive

nettokapitalindkomst. Skatten beregnes dog kun af dette beregningsgrundlag, i

det omfang det overstiger bundfradraget på 190.000 kr. Skatten beregnes med

den procent, der fremgår af stk. 2.

Stk. 6. Forskellen mellem skatten efter stk. 5 og skatten efter

stk. 4 for den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst, udgør

skatten af ægtefællernes samlede positive nettokapitalindkomst.

Stk. 7. Har kun den ene ægtefælle positiv kapitalindkomst,

påhviler den samlede skat af ægtefællernes nettokapitalindkomst efter stk. 6

denne ægtefælle.

Stk. 8. Hvis begge ægtefæller har positiv kapitalindkomst,

fordeles skatten af ægtefællernes samlede nettokapitalindkomst imellem dem

efter forholdet mellem ægtefællernes kapitalindkomst.

Stk. 9. Hvis ægtefællerne har lige store personlige indkomster,

anses den af ægtefællerne for at have den største personlige indkomst, som

har de største udgifter af den art, der fradrages ved opgørelsen af den

skattepligtige indkomst, men ikke ved opgørelsen af personlig indkomst og

kapitalindkomst.

Stk. 10. Bundfradrag og grundbeløb i stk. 1-8 reguleres efter §

20.«

Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, CD, RV og

KRF):

3) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 7

ændres i stk. 1, 2. pkt, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, 3. pkt.,

»200.000 kr.« til: »190.000 kr.«

Af et mindretal (SF):

4) Den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 10, stk.

1, affattes således:

»For her i landet fuldt skattepligtige personer udgør

personfradragets grundbeløb i indkomståret 1994 24.600 kr. For indkomståret

1995 udgør personfradragets grundbeløb 25.200 kr. For indkomståret 1996 udgør

personfradragets grundbeløb 26.000 kr. For indkomståret 1997 udgør

personfradragets grundbeløb 26.200 kr. For indkomståret 1998 og følgende

indkomstår udgør personfradragets grundbeløb 27.600 kr.«

5) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

affattes stk. 1 således:

»Hvis en skattepligtigs kommunale og amtskommunale

indkomstskatteprocenter og skatteprocenter efter §§ 6, 6 a, 7 og 8 sammenlagt

overstiger skatteloftet i 2. pkt., beregnes et nedslag i statsskatten

svarende til, at skatteprocenten efter § 7 blev nedsat med de overskydende

procenter, beregnet med en decimal. For indkomståret 1994 er skatteloftet 66

pct. For indkomståret 1995 er skatteloftet 65,5 pct. For indkomståret 1996 er

skatteloftet 65 pct. For indkomståret 1997 er skatteloftet 64 pct. For

indkomståret 1998 er skatteloftet 63,5 pct.«

Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, CD, RV og

KRF):

6) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

ændres i stk. 1, 1. pkt., »i 2. pkt.« til: »i 2.-6.

pkt.«

7) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

affattes stk. 2 således:

»Stk. 2. Hvis en persons indkomstskatter til kommune og

amtskommune samt indkomstskatten til staten beregnet efter denne lovs øvrige

bestemmelser bortset fra § 8 a med tillæg af formueskat overstiger

skatteloftsprocenten efter stk. 6 af skatteyderens skattepligtige indkomst,

nedsættes skatten med det overskydende beløb. Først nedsættes formueskatten

og herefter indkomstskatten til staten bortset fra skatten efter § 8 a.

Formueskatten kan dog højst nedsættes med 60 pct. Det samlede nedslag i

formueskatten og indkomstskatten til staten kan ikke overstige den samlede

formueskat.«

8) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

udgår i stk. 3, 2., 3. og 5. pkt., »og aktieindkomst efter

§ 8 a, stk. 2«, og i 4. pkt. udgår »og aktieindkomst efter §

8 a, stk. 2,».

9) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

affattes stk. 4 således:

»Stk. 4. Ved beregning af nedsættelsen efter stk. 2 for

ægtefæller omfattet af stk. 3 benyttes følgende skattebeløb:

1) Ægtefællernes samlede formueskat.

2) Skat efter § 6 samt kommunal og amtskommunal indkomstskat beregnet af

skatteloftsindkomsten.

3) Skat efter § 6 a beregnet med eet bundfradrag af den personlige

indkomst hos den ægtefælle, der har den største personlige indkomst, med

tillæg eller fradrag af ægtefællernes samlede positive henholdsvis negative

nettokapitalindkomst.

4) Skat efter § 7, stk. 5, 2.-4. pkt.

5) Skat efter § 8 beregnet med eet bundfradrag af den personlige indkomst

hos den ægtefælle, der har den største personlige indkomst.

6) Er skatteloftsindkomsten negativ, modregnes skatteværdien af det

negative beløb i de i nr. 3, 4 og 5 nævnte skattebeløb.

7) De i nr. 2-6 nævnte indkomstskattebeløb nedsættes dels efter stk. 1,

dels med skatteværdien af eet personfradrag.«

10) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

affattes stk. 5, 1. pkt., således:

»Udgør de indkomst- og formueskatter, der beregnes efter stk. 4, mere

end skatteloftsprocenten efter stk. 6 af skatteloftsindkomsten, der opgøres

efter stk. 3, nedsættes ægtefællernes samlede formueskat og indkomstskat til

staten bortset fra skatten efter § 8 a med det overskydende beløb.«

11) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. For indkomståret 1994 udgør skatteloftsprocenten i

stk. 2 og 5 75. For indkomståret 1995 udgør procenten 73,5. For indkomståret

1996 udgør procenten 71. For indkomståret 1997 udgør procenten 70. For

indkomståret 1998 og følgende indkomstår udgør procenten 68.«

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 7 og 8.

12) I den under nr. 19 foreslåede affattelse af § 19

ændres i stk. 6, der bliver stk. 7, »stk. 2-5« til:

»stk. 2-6«, og i stk. 7, der bliver stk. 8, ændres

»stk. 3-6« til: »stk. 3-7.«

Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, SF, CD, RV

og KRF):

13) Efter nr. 24 indsættes som nyt nummer:

»01. Efter § 27 indsættes:

»§ 27 a . Ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for

mellemskatten efter § 6 a samt overførsel af uudnyttet bundfradrag og

negativt beløb efter § 6 a, stk. 3 og 4, kan den skattepligtige i

indkomstårene 1994 og 1995 fradrage udgifter til underholdsbidrag i et omfang

som angivet i stk. 2.

Stk. 2. Udgifter til underholdsbidrag, som efter ligningslovens §§

10 og 11 kan fradrages i den bidragspligtiges skattepligtige indkomst, kan

tillige fradrages efter stk. 1 i det omfang, de overstiger 40.000 kr. i

indkomståret 1994 og 80.000 kr i indkomståret 1995.«»

Til § 2 14) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af §

7, litra j, indsættes efter »lovens § 37 a«: »og § 47

a«.

Til § 5 15) Paragraffen udgår.

Til § 11 16) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. §§ 1-8 har virkning fra og med indkomståret 1994.

Ved opgørelsen af, om skatterne overstiger 78 pct. af indkomsten efter

personskattelovens § 19, stk. 2-7, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 22.

oktober 1992 tages for indkomståret 1993 hverken hensyn til udbytte- eller

aktieindkomst eller hensyn til skat af udbytte- eller aktieindkomst. Skatten

af udbytteindkomst eller aktieindkomst for 1993 nedsættes heller ikke efter

personskattelovens § 19, stk. 2-7, jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 22.

oktober 1992.«

Bemærkninger

Til nr. 1, 2, 4 og 5 De socialt skæve virkninger af regeringens lovforslag

er efterhånden velkendte.

Lavindkomsterne kommer i klemme, og mange vil komme ud med tab efter

reformen, når de grønne skatter medregnes. Andre vil kun lige kunne holde

skindet på næsen, mens de højeste indkomster får meget markante

skattelettelser.

Mindretallet foreslår derfor en række ændringer, der kan give en anden

fordelingsprofil i stedet. I det følgende angives tallene for slutåret (1998)

både for så vidt angår satser, procenter og de økonomiske virkninger.

Forskellen mellem fordelingen af skattelettelserne i mindretallets og

regeringens model ser således ud for personer uden fradrag:

Tabel 1. Virkning for personer uden fradrag.

STIGNING I DISPONIBEL INDKOMST

--------------------------------------------------------------------~

Kr. Procent af disp. Kr. Procent af disp.

indkomst indkomst

Løn ------------------------------------------------------

Regeringen SF

------------------------------------------------------

75000 ..... 559 1.2 pct. 2354 4.9 pct.

100000 ..... 2338 3.9 pct. 4134 6.8 pct.

125000 ..... 3888 5.5 pct. 5683 8.0 pct.

150000 ..... 5549 6.7 pct. 7129 8.6 pct.

175000 ..... 6542 6.9 pct. 7436 7.8 pct.

200000 ..... 8842 8.4 pct. 9051 8.6 pct.

225000 ..... 11143 9.6 pct. 10666 9.2 pct.

250000 ..... 14095 11.2 pct. 12020 9.6 pct.

275000 ..... 16614 12.4 pct. 12376 9.3 pct.

300000 ..... 18226 12.9 pct. 12731 9.0 pct.

350000 ..... 21450 13.7 pct. 13442 8.6 pct.

400000 ..... 24674 14.3 pct. 14152 8.2 pct.

500000 ..... 31122 15.3 pct. 15573 7.6 pct.

750000 ..... 47243 16.7 pct. 19126 6.8 pct.

1000000 ..... 63363 17.6 pct. 22679 6.3 pct.

---------------------------------------------------------------------

Tabellerne er ekskl. grønne skatter.

I virkelighedens verden er der ikke så mange mennesker, af den slags.

Derfor er det mest interessante virkningen for personer med gennemsnitlige

fradrag:

Tabel 2. Virkning for personer med gennemsnitlige fradrag.

STIGNING I DISPONIBEL INDKOMST

--------------------------------------------------------------------~

Kr. Procent af disp. Kr. Procent af disp.

indkomst indkomst

Løn ------------------------------------------------------

Regeringen SF

------------------------------------------------------

75000 ..... 559 1.2 pct. 2354 4.9 pct.

100000 ..... 2338 3.9 pct. 4134 6.8 pct.

125000 ..... 3888 5.5 pct. 5683 8.0 pct.

150000 ..... 5249 6.2 pct. 6941 8.2 pct.

175000 ..... 5912 6.0 pct. 7031 7.1 pct.

200000 ..... 7897 7.1 pct. 8444 7.6 pct.

225000 ..... 9708 7.9 pct. 9741 7.9 pct.

250000 ..... 11986 8.8 pct. 10892 8.0 pct.

275000 ..... 14289 9.8 pct. 10962 7.5 pct.

300000 ..... 15431 9.8 pct. 11032 7.0 pct.

350000 ..... 17565 9.9 pct. 11105 6.3 pct.

400000 ..... 19699 10.0 pct. 11178 5.7 pct.

500000 ..... 24447 10.4 pct. 11625 4.9 pct.

750000 ..... 36018 10.9 pct. 12290 3.7 pct.

1000000 ..... 45638 10.8 pct. 10031 2.4 pct.

---------------------------------------------------------------------

Som det ses, er der tale om en væsentlig mere afbalanceret og social

retfærdig løsning ved mindretallets skala.

Resultatet er opnået ved, at den højeste trækprocent sættes op med i alt 5

pct. (5,5 pct. i kommuner, der har ramt det skrå skatteloft), den mellemste

op med 3 pct., mens den laveste bibeholdes. I stedet for at reducere den

højeste marginalskat med ca. 6,5 pct, som foreslået af regeringen, reducerer

mindretallet den med 1,5-2 pct.

Konkret betyder dette, at topskatten sættes op fra 15 til 17 pct.,

mellemskatten fra 6 til 9 pct. og det skrå skatteloft fra 58 pct. til 63,5

pct. Bundskatten på 38 pct. for de laveste indkomster er uændret.

Personfradraget sættes op med 4.700 kr. for alle. Det har konsekvenser for

udformningen af bruttoficeringen. Vi foreslår en tilpasning, hvor det sikres,

at alle pensionister, der kun har folkepensionen, får 1.000 kr. mere end

foreslået af regeringen.

Som yderligere finansieringselementer indgår:

- bundgrænsen for topskatten reguleres ned (med 5 pct.), så grænsen (når

der tages højde for fradrag af bruttoskat) bliver den samme som den, der i

dag gælder for 12 pct.-skatten,

- bundfradraget på 20.000/40.000 kr. for marginal beskatning af positiv

kapitalindkomst fjernes,

- bundgrænsen på 100.000 kr. for beskatning af fortjeneste på aktier efter

tre års ejertid afskaffes,

- der indføres en grænse på 100.000 kr. for fradrag af negativ

kapitalindkomst i mellemskatten. Renteudgifter derudover kan kun fratrækkes i

bunden (med 38 pct.).

Ovenstående model er efter vore beregninger i provenumæssig balance.

Virkningen af mindretallets ændringsforslag og angivelsen af satser er

alle i 1993-prisniveau.

Til nr. 3 og 6-16 Provenumæssige konsekvenser.

Nedsættelsen af beløbsgrænsen for topskatten skønnes at medføre et

merprovenu for staten på ca. 800 mio. kr. i 1994 stigende til ca. 920 mio.

kr. i 1998 i forhold til lovforslaget. Merprovenuet vil blive anvendt til

finansiering af andre dele af de af regeringen foreslåede ændringer i det

oprindelige udspil.

Sænkningen af formueskatteloftet og bestemmelsen om, at aktieindkomsten

udgår af formueskatteloftet, skønnes at medføre et provenutab på ca. 5 mio.

kr. i 1994 stigende til ca. 20 mio. kr. i 1998 i forhold til lovforslaget.

Fradragsretten i mellemskatten af den del af underholdsbidraget, der

overstiger 40.000 kr. i 1994 og 80.000 kr. i 1995, skønnes i forhold til

lovforslaget at medføre et provenutab på ca. 20 mio. kr. i 1994 og ca. 5 mio.

kr. i 1995. Heraf vedrører ca. halvdelen kommunerne.

Administrative konsekvenser.

Ændringsforslagene vil medføre yderligere engangsudgifter til

edb-udvikling i Told- og Skattestyrelsen på 1 mio. kr. i forhold til

lovforslaget.

Ad nr. 3

Indførelsen af øremærkede arbejdsmarkedsbidrag medfører en nedregulering

af det skattepligtige indkomstgrundlag. Det foreslås i overensstemmelse

hermed, at bundgrænsen for beregning af topskatten nedjusteres med 5 pct.

svarende til arbejdsmarkedsbidraget for 1994 fra 240.000 kr. til 228.000 kr.,

begge beløb i 1993-niveau. Bundfradraget reguleres efter sædvanlige regler,

således at det i 1994 vil udgøre ca. 235.000 kr.

Da den foreslåede nedsættelse af bundfradraget nøje følger den tilsvarende

nedjustering af indkomstgrundlaget, bringes ingen nye persongrupper ind under

topskatten i forhold til den persongruppe, der betaler 12 pct.-skat i 1993.

For personer, der betaler topskat, vil den skattelettelse, der fulgte af

lovforslaget, blive nedsat med maksimalt 1.500 kr. som følge af dette

ændringsforslag.

Ad nr. 6

Ændringen er redaktionel.

Ad nr. 7-12 og nr. 16

Ved fremsættelsen af sine forslag til skatteomlægninger tilkendegav

regeringen, at man til efteråret vil tage spørgsmålet op om en samlet

provenuneutral omlægning af formueskatten. Det vandrette skatteloft er en

regel af betydning for formueskatten, som vil komme til at indgå i disse

forhandlinger, og som følge heraf foreslog regeringen ingen regler for det

vandrette skatteloft i 1995 og senere år. Regeringen har dog fundet det

hensigtsmæssigt at medtage regler for disse senere år, også selv om de skal

genovervejes til efteråret i forbindelse med overvejelser vedrørende

formueskatten.

Det er endvidere fundet hensigtsmæssigt, at aktieindkomst ikke medtages i

det vandrette skatteloft. I begrebet skattepligtig indkomst anvendt i § 19

indgår udbytteindkomst aldrig. Ændringsforslagene skyldes, at aktieavancer nu

indgår i aktieindkomsten, og at der, hvis aktieindkomst blev bevaret under

det vandrette skatteloft, kunne blive tale om en beskatning af fortjeneste på

aktierne med en procent helt op til procentsatsen for det vandrette

skatteloft. Det er både positiv og negativ aktieindkomst og de tilsvarende

skatter, der holdes uden for skatteloftet. De nye

aktieavancebeskatningsregler skal træde i kraft fra den 19. maj 1993. Af

administrative grunde er det imidlertid nødvendigt at lade aktieindkomsten

(før 19. maj udbytteindkomsten) udgå af beregningerne af det vandrette

skatteloft for hele indkomståret 1993.

Ad nr. 13

Efter gældende regler har udgifter til underholdsbidrag til tidligere

ægtefælle og børn en fradragsværdi på ca. 52 pct.

Fradragsværdien vil efter de foreslåede skatteomlægninger falde gradvis

fra ca. 44,5 pct. i 1994 til ca. 38 pct. i 1998.

Faldet i fradragsværdien vil være en særlig belastning for de

skattepligtige, der i forbindelse med en separation eller skilsmisse er

blevet pålagt eller, hvad der oftest er tilfældet, ved aftale med den

tidligere ægtefælle har påtaget sig at betale meget store underholdsbidrag.

Samtidig vil bidragets værdi for modtageren (i det omfang bidraget er

skattepligtigt) stige som følge af nedsættelsen af skattesatserne.

Det foreslås derfor, at der etableres en overgangsordning for store

underholdsbidrag, således at det i 1994 og 1995 er muligt at fradrage den

yderste del af bidragene i beregningsgrundlaget for mellemskatten.

I 1994 foreslås det, at fradrag i mellemskattens beregningsgrundlag kan

ske for den del af den samlede bidragsbetaling, der ligger ud over 40.000 kr.

I 1995 foreslås grænsen forhøjet til 80.000 kr. Fra og med indkomståret 1996

vil der ikke længere gælde nogen særlig fradragsregel, og

underholdsbidragerne får dermed samme fradragsværdi som andre ligningsmæssige

fradrag.

Det forventes, at Civilretsdirektoratet i løbet af overgangsperioden vil

have foretaget en samlet vurdering af, hvorvidt de ændrede beskatningsregler

på såvel yder- som modtagersiden medfører behov for justeringer i

statsamternes udmålingspraksis, og i givet fald har taget initiativ til at

ændre denne. I den samlede vurdering af konsekvenserne bør det bl.a. spille

ind, at underholdsbidrag ikke indgår i modtagerens grundlag for beregning af

arbejdsmarkedsbidrag.

Ad nr. 14

Ved lovforslag nr. L 335, Forslag til lov om ændring af social bistand,

lov om social pension og udlændingeloven (Hjælp til frivillig repatriering),

har indenrigsministeren foreslået en permanent repatrieringsordning til

afløsning af den hidtil gældende midlertidige ordning. Den foreslåede ordning

indebærer en udbygning og forbedring af hjælpen, der skal ydes efter en ny

bestemmelse (§ 47 a) i bistandsloven.

Repatrieringshjælpen foreslås at omfatte blandet andet hjælp til

billetter, til transport af flyttegods, til sygeforsikring i et år i

hjemlandet og et kontantbeløb på 5.118 kr. til etablering i hjemlandet eller

det tidligere opholdsland, dog maks. 25.000 kr. pr. familie.

I bemærkningerne til lovforslaget om hjælp til frivillig repatriering er

det forudsat, at hjælpen skal være skattefri.

I konsekvens heraf forslås en bestemmelse herom indføjet i den foreslåede

ændrede affattelse af ligningslovens § 7, litra j, om skattefrihed for

nærmere bestemte ydelser efter bistandsloven.

Ad nr. 15

Ændringsforslaget til § 5 angår efterbeskatning af indskud på

etableringskonto, som hæves uden at blive brugt til etableringsformål. Efter

gældende regler fradrages indskud på etableringskonto, når de foretages, i

den skattepligtige indkomst (grundlaget for bundskatten) ligesom andre

ligningsmæssige fradrag. Efterbeskatning sker ved at lægge indskuddet til den

skattepligtige indkomst i hæveåret, således at efterbeskatningen kun sker med

procenten for bundskatten og de kommunale og amtskommunale skatter. Dette

følger allerede af gældende regler. Efter forslaget til § 5 skulle

efterbeskatningen også ske med skatteprocenten for mellemskatten, dvs.

procenten i § 6 a. Denne procent vedrører imidlertid et skattegrundlag

(personlig indkomst med tillæg eller fradrag af kapitalindkomst), hvori

indskud på etableringskonto ikke kan fradrages.

Efterbeskatningen bliver derfor utilsigtet hård, og det foreslås at trække

forslaget tilbage, således at efterbeskatningen alene sker med

beskatningsprocenten i § 6, der gælder bundskatten.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå og

skatteministerens kommentarer til nogle henvendelser

Spørgsmål 2:

Hvordan påvirkes den kommunale økonomi af de forskellige elementer i

skattereformen, og hvordan tænkes belastningen af kommunernes økonomi

modvirket?

Svar:

Regeringens skattereformforslag vil under eet betyde et reduceret

indkomstskatteprovenu for kommuner og amtskommuner.

Afskaffelsen af 3 pct.s fradraget samt fradragssanering m.v. vil øge

skatteprovenuet, mens den foreslåede personfradragsforhøjelse og

lejeværdinedsættelse samt det foreslåede arbejdsmarkedsbidrag på 5 pct. vil

reducere det kommunale skatteprovenu. Den foreslåede ændrede satsregulering

vil ligeledes reducere indkomstskatteprovenuet. Virkningen af det reducerede

skatteprovenu indgår i forhandlingerne med de kommunale parter om den

kommunale økonomi i 1994.

Heroverfor står, at kommunernes skatteprovenu vil blive forøget som følge

af den i tilknytning til skattereformen foreslåede bruttoficering af

pensioner og kontanthjælp. Det følger af reglerne for det udvidede

totalbalanceprincip, at skatteprovenuet af bruttoficeringen skal inddrages

over bloktilskuddet til kommuner og amtskommuner.

Indenrigsministeren har den 1. juni 1993 fremsat forslag til lov om

ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner (Lovforslag nr. L 338).

Lovforslaget indeholder en justering af tilskuds- og udligningssystemet

med henblik på at mindske de byrdefordelingsmæssige forskydninger mellem

kommunerne i forbindelse med regeringens skattereformforslag og den

foreslåede bruttoficering af pensioner og kontanthjælp.

Efter gennemførelse af de foreslåede ændringer i udligningssystemet vil

der være tale om forholdsvis beskedne byrdefordelingsmæssige forskydninger

mellem kommunerne, jf. svaret på spørgsmål 10. For yderligere at sikre den

enkelte kommune mod tab indgår det i forslaget, at indenrigsministeren for

tilskudsårene 1994-96 kan yde et særligt tilskud til kommuner og

amtskommuner, hvis byrdefordelingsmæssige tab i forbindelse med skattereform,

ændret satsregulering og bruttoficering af sociale ydelser overstiger 0,2

pct. af deres beskatningsgrundlag. Det skønnes kun at blive aktuelt for ca.

20 kommuner og een amtskommune.

Spørgsmål 3:

Hvilke kommuner vil blive ramt af, at det skrå skatteloft vendes, og med

hvor store beløb?

Svar:

Med lovforslag L 339 af 27. maj 1993 stilles der forslag om, at kommuner

og amtskommuner skal bære en del af provenutabet som følge af

personskattelovens skrå skatteloft. Det foreslås, at kommuner og

amtskommuner, som sætter skatten op i forhold til 1993, selv må bære

det provenutab, som opstår ved nedslag som følge af, at skatteloftet rammes.

Hvorvidt bestemmelserne i lovforslaget kommer i anvendelse, vil således

bero på, om enkelte kommuner forhøjer skatten i 1994, hvilket besluttes af de

enkelte kommunalbestyrelser ved budgetvedtagelsen for 1994 i efteråret 1993.

Samtidig skal den primær- og amtskommunale skatteprocent i 1994 overstige

28,5 pct. og fra og med 1995 29,0 pct. Dette er en forhøjelse i forhold til

de gældende regler, hvor skatteloftet rammes allerede ved en samlet

skatteprocent på 28,0.

For at bestemmelserne i lovforslaget kommer i anvendelse i 1994, skal der

således både være tale om, at en kommune eller amtskommune hæver

skatteprocenten, og at den samlede kommunale og amtskommunale skatteprocent

overstiger 28,5.

Det er imidlertid regeringens udgangspunkt i de igangværende

kommunaløkonomiske forhandlinger, at kommunale skattestigninger undgås i

1994.

Spørgsmål 9:

Gennem hvilke initiativer vil regeringen sikre, at forholdet mellem staten

og kommunerne, set under eet, ikke bliver forrykket til ugunst for

kommunerne?

Svar:

Der henvises til besvarelse af spørgsmål 2 ovenfor.

Spørgsmål 10:

»Gennem hvilke initiativer vil regeringen sikre, at forholdet mellem

staten og den enkelte kommune ikke forrykkes til ugunst for kommuner, idet

der tages hensyn til forskellig befolkningsstruktur og indkomststruktur i

kommunerne?»

Svar:

De fordelingsmæssige forskydninger imellem kommunerne som følge af

forslagene til ændring af skattesystemet og bruttoficering af pensioner og

kontanthjælpsydelser skønnes at blive af forholdsvis begrænset omfang.

Dette skal ses i sammenhæng med den tilstræbte sociale balance i

skattereformforslagene og det forhold, at de kommunaløkonomiske konsekvenser

af de forskellige ændringer i et vist omfang vil opveje hinanden. Endelig

sker der med det kommunale udlignings- og tilskudssystem en betydelig

udligning af forskellene i kommunernes beskatningsgrundlag, hvilket bidrager

til at mindske de fordelingsmæssige forskydninger.

På trods af de forholdsvis begrænsede forskydninger imellem kommunerne vil

der på enkelte områder være behov for justeringer af tilskuds- og

udligningssystemet.

Med lovforslag 338 af 1. juni 1993 stilles der således forslag om enkelte

justeringer af tilskuds- og udligningssystemet for amter og kommuner.

1) For det første foreslås der en regulering af vægtene for opgørelsen af

kommunernes udgiftsbehov for at tilpasse disse til forskydningerne i

kommunernes udgiftssammensætning som følge af den foreslåede bruttoficering

af kontanthjælpsydelser og dermed isoleret set stigende

kontanthjælpsudgifter. Herudover foreslås også en justering af den

amtskommunale udgiftsbehovsudligning.

2) For det andet foreslås der en regulering af udligningsniveauet i

landsudligningen af beskatningsgrundlag med henblik på at mindske de

fordelingsmæssige forskydninger imellem kommunerne som følge af den

foreslåede skattereform og bruttoficering af sociale ydelser.

3) For det tredje stilles der forslag om en særlig overgangsbestemmelse

for tilskudsåret 1994.

4) For det fjerde stilles der forslag om et 3-årigt overgangstilskud til

kommuner, hvis byrdefordelingsmæssige tab som følge af bruttoficering og

skattereform overstiger 0,2 pct. af kommunens beskatningsgrundlag. Dette

overgangstilskud skønnes dog alene at blive aktuelt for godt 20 kommuner og

een amtskommune.

5) For det femte foreslås den særlige pulje for vanskeligt stillede

kommuner ekstraordinært forøget, således at kommuner, som uanset de ovenfor

nævnte foranstaltninger bringes i vanskeligheder, efter ansøgning til

indenrigsministeren kan opnå tilskud.

Spørgmål 11:

»På hvilke konkrete punkter vil kommunernes budgetlægning for 1994

blive påvirket af skattereformens gennemførelse?»

Svar:

Som anført under besvarelse af spørgsmål 10 vil regeringens forslag til

skattereform, bruttoficering af sociale ydelser og ændret satsregulering

påvirke kommunernes budgetlægning på flere punkter. Dette drejer sig bl.a.

om:

- Ændringerne som følge af forslagene til skattereform, herunder bl.a.

fjernelse af »3 pct.-fradraget«, forhøjelser af det kommunale

personfradrag, arbejdsmarkedsbidrag samt fradragssanering, påvirker det

kommunale udskrivningsgrundlag for 1994 og dermed de budgetterede

skatteindtægter for 1994. Endvidere vil visse forslag i skattereformen i

begrænset omfang påvirke de kommunale indtægter fra selskabsbeskatningen.

- Forslagene om »bruttoficering« af sociale ydelser vil medføre

øgede primærkommunale udgifter til kontanthjælp og førtidspension (for så

vidt angår kommunernes egenfinansieringsdel af førtidspension). De kommunale

merudgifter i forbindelse med bruttoficering af de sociale ydelser

kompenseres for kommunerne under eet, jf. reglerne om det udvidede

totalbalanceprincip og budgetgaranti.

- Kommunernes udligning og generelle tilskud påvirkes på en række punkter

i forbindelse med ændring af de kommunale udgifter og ændringer i

statstilskuddet. Herudover er der, jf. besvarelsen af spørgsmål 10, stillet

forslag om enkelte justeringer af tilskuds- og udligningssystemet.

Jf. bemærkningerne til L 338 er det imidlertid regeringens skøn, at de

fordelingsmæssige forskydninger imellem kommunerne som følge af forslagene

til ændring af skattesystemet og bruttoficering af pensioner og

kontanthjælpsydelser vil blive af forholdsvis begrænset omfang under

forudsætning af, at de foreslåede ændringer af tilskuds- og

udligningssystemet gennemføres.

Spørgsmål 12:

»På hvilket tidspunkt vil kommunerne have kendskab til de nye vilkår

for budgetlægningen?»

Svar:

Med de gældende regler fremsætter kommunernes økonomiudvalg senest den 15.

september 1993 forslag til budget for 1994, og budgetforslaget vedtages af

kommunalbestyrelserne senest den 15. oktober 1993. Med vedtagelse af

forslagene til skattereform i juni måned vil kommunerne umiddelbart kunne

indregne virkningerne for så vidt angår udskrivningsgrundlag og udgifter i

budgetforslaget.

Med hensyn til budgettering af kommunernes udligning og generelle tilskud

indgår det i lovforslag L 338, at fristen for Indenrigsministeriets udmelding

af generelle tilskud og udligning for 1994 i år ekstraordinært udsættes til

1. september. Indenrigsministeriet vil imidlertid primo juli 1993 udsende en

vejledende beregning af kommunernes generelle tilskud og udligning (med

forbehold for Finansudvalgets efterfølgende godkendelse af det samlede

statstilskud).

Spørgsmål 13:

Hvad er den provenumæssige konsekvens af, at den skattemæssige værdi af

boligejernes rentefradrag nedsættes med 8 pct.-point?

Spørgsmål 14:

Hvad er den provenumæssige konsekvens af, at lejeværdien sænkes med 0,5

pct.-point?

Spørgsmål 15:

Hvor meget skal lejeværdien sænkes, for at der er provenumæssig balance

med nedsættelse af skatteværdien med 8 pct.-point?

Svar:

En isoleret sammenligning af lejeværdisænkningen og reduktionen af

rentefradragets skatteværdi giver et misvisende billede af skattereformens

virkning for ejerfamilierne.

I nedenstående oversigt er ændringen i boligejernes rådighedsbeløb som

følge af skatteomlægningen opdelt i nedsættelse af lejeværdien, reduktion af

skatteværdien af rentefradraget, skattelettelse på indkomsten og forhøjet

børnefamilieydelse.

Med de elementer af omlægningen, der kan indregnes i lovmodellen, jf. L

283, side 17, viser beregningerne, at boligejerne samlet kommer ud af

skatteomlægningen med fremgang i rådighedsbeløbet på ca. 5,9 mia. kr. i 1994

ud af samlede skattelettelser på knap 10 mia. kr. og med ca. 15,1 mia. kr. i

1998 ud af samlede lettelser på ca. 25 mia. kr. ekskl. grønne afgifter og

avancebeskatning m.v.

Ændring i rådighedsbeløb for boligejere, ekskl. grønne afgifter

m.v.

---------------------------------------------------------------------

1994 1998

---------------------------------------------------------------------

Ca. mia. kr.

Nedsættelse af lejeværdi med 0,5 pct.-point ..... 1,2 1,1

Reduktion af skatteværdien af rentefradraget

fra 52,2 pct. til hhv. 49,2 pct. og 44,2 pct. ... -1,4 -3,7

Skattelettelse på inkomst i øvrigt og forhøjet

børnefamilieydelse ............................. 6,1 17,7

---------------------------------------------------------------------

I alt ændring i rådighedsbeløb for grønne

afgifter m.v. ................................... 5,9 15,1

---------------------------------------------------------------------

Reduktionen af rentefradragets skatteværdi overstiger isoleret set

lettelsen som følge af nedsættelsen af lejeværdien, men opvejes langt af den

skattelettelse på indkomsten, som boligejerne får.

Såfremt nedsættelsen af lejeværdien isoleret set skulle balancere

provenumæssigt med reduktionen af skatteværdien af rentefradraget med 8

pct.-point, ville det kræve en nedsættelse af lejeværdisatsen med godt 11/2

pct.-point til knap 1 pct. i 1998.

Spørgsmål 19:

»Hvor meget er de primær- og amtskommunale skatter steget i de sidste

5 år?»

Svar:

I nedenstående tabel 1 er vist en oversigt over

udskrivningsprocenterne i amtskommunerne, primærkommunerne samt Københavns og

Frederiksberg Kommuner for årene 1988-93. Endvidere er vist en samlet primær-

og amtskommunal udskrivningsprocent.

I Tabel 2 er vist ændringen i udskrivningsprocenten fra år

til år for de forskellige sektorer.

Tabel 1. Kommunale udskrivningsprocenter 1988-93 (1).

---------------------------------------------------------------------

Pct. Amts- Primær- Frederiksberg Hele

kommuner kommuner København landet

---------------------------------------------------------------------

1988 ....... 9,41 19,53 28,90 27,50 28,91

1989 ....... 9,43 19,53 28,90 27,50 28,92

1990 ....... 9,45 19,40 28,90 27,50 28,82

1991 ....... 9,51 19,41 30,80 27,90 29,07

1992 ....... 9,62 19,59 30,80 27,90 29,33

1993 ....... 9,73 19,64 30,80 27,90 29,47

---------------------------------------------------------------------

(1) Ekskl. kirkeskat.

Tabel 2. Årlig ændring i udskrivningsprocenterne 1988-93 (1).

---------------------------------------------------------------------

Pct. Amts- Primær- Frederiksberg Hele

kommuner kommuner København landet

---------------------------------------------------------------------

1988-89 ... 0,02 0,00 0,00 0,00 0,02

1989-90 ... 0,01 -0,13 0,00 0,00 -0,10

1990-91 ... 0,06 0,01 1,90 0,40 0,25

1991-92 ... 0,11 0,18 0,00 0,00 0,26

1992-93 ... 0,11 0,05 0,00 0,00 0,14

---------------------------------------------------------------------

(1) Ekskl. kirkeskat.

Spørgsmål 20:

Hvor meget skal de primær- og amtskommunale skatter stige i de næste 5 år,

før der er tale om en samlet skatteforhøjelse i 1998 (personbeskatning,

arbejdsmarkedsbidrag, grønne afgifter m.m. under eet)?

Svar:

Virkningen af højere kommunale skatter er belyst for et LO-ægtepar med to

børn, der i 1988 forudsættes at have en samlet indkomst på 370.000 kr.

(1993-niveau), boende i ejerbolig med en ejendomsværdi på 600.000 kr. og med

boligrenter på 60.000 kr.

Denne familie opnår ved skattereformen en fremgang i rådighedsbeløb på ca.

8.500 kr., inkl. grønne afgifter på ca. 4.000 kr., beregnet med gennemsnitlig

kommunal skatteprocent som i 1993 på 30,2.

Beregninger viser, at kommuneskatteprocenterne skal stige ca. 4

procentpoint for at neutralisere denne fremgang i rådighedsbeløb.

Spørgsmål 26:

Ligestillingsrådets kommentar ønskes indhentet til ovenstående

bestemmelse.

Svar:

Ligestillingsrådet har fremsendt følgende foreløbige svar:

»Skatteministeren bad den 1. juni 1993 om Ligestillingsrådets

kommentarer til forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre

skattelove (skatteomlægning) nr. 5.

Det fremgår blandt andet af nr. 5, at begge ægtefællers kapitalindkomst

beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos den ægtefælle, der har den

højeste personlige indkomst.

Ligestillingsrådet er klar over, at reglen er indsat for at imødegå

skattetænkning.

Det er dog Ligestillingsrådets grundprincip, at der skal ske en

fuldstændig særbeskatning af ægtefæller. Ligestillingsrådet fastholder

således det synspunkt om de eksisterende regler, som Rådet gav udtryk for i

forbindelse med skattereformen i 1985.

Et særbeskatningssystem imødekommer bedst hensynet til kvinders og mænds

fri valg, når det gælder tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for frit

at råde over egen formue.

Det fremsatte forslag imødekommer ikke Ligestillingsrådets grundprincip om

fuldstændig særbeskatning af ægtefæller, idet der anvendes et fælles

beregningsgrundlag.

Ligestillingsrådet kan derfor ikke anbefale forslaget.«

Jeg kan tilføje, at det også er i strid med Ligestillingsrådets opfattelse

af særskilt beskatning at foretage de i svaret på spørgsmål 25 beskrevne

overførsler af personfradrag og andre fradrag imellem ægtefæller.

Spørgsmål 27:

Der ønskes en forståelig forklaring på indholdet af bemærkningerne til nr.

20.

Svar:

Efter satsreguleringsloven reguleres indkomsterne for modtagere af

overførselsindkomster.

Satsreguleringen er endvidere af betydning for det reguleringstal, som

beløbsgrænser og personfradrag m.v. i skattelovgivningen årligt reguleres

med, jf. personskattelovens § 20.

Satsreguleringen følger som udgangspunkt den gennemsnitlige

årslønudvikling for LO-arbejdere.

På grund af indførelsen af øremærkede sociale bidrag på 5 pct. i 1994 skal

satsreguleringen nedjusteres tilsvarende, således at de beløb, der reguleres

efter satsreguleringen, forholdsmæssigt svarer til lønningerne efter sociale

bidrag.

Nedjusteringen af satsreguleringen skal imidlertid ikke slå igennem på

skattelovgivningens reguleringstal for beløbsgrænser m.v., således at disse

beløbsgrænser m.v. i forhold til indførelsen af øremærkede sociale bidrag

forbliver uændrede.

Det er dermed ikke muligt direkte ved reguleringen af beløbsgrænserne i

skattelovgivningen at følge satsreguleringen. I stedet for at ændre samtlige

skattelovgivningens grundbeløb fra 1987-niveau til 1994-niveau, hvilket ville

have muliggjort, at den skattemæssige regulering kunne følge

satsreguleringen, er valgt den fremgangsmåde i stedet at beregne en teknisk

forhøjelse af reguleringstallet i personskattelovens § 20.

I stedet for at ændre grundbeløbene overalt i skattelovgivningen og

benytte satsreguleringen er således valgt den fremgangsmåde at benytte

uændrede grundbeløb og anvende et teknisk forhøjet reguleringstal for 1993.

Den nærmere fremgangsmåde ved beregningen af reguleringstallet fremgår af

bilaget.

Bilag

Beløbsgrænser og personfradrag m.v. i skattelovgivningen reguleres årligt

efter et reguleringstal i henhold til § 20 i personskatteloven.

Reguleringen sker med 2 pct. plus eller minus en tilpasningsprocent.

Tilpasningsprocenten fastsættes hvert år i forbindelse med finansloven og

beregnes som forskellen mellem den gennemsnitlige årslønsudvikling for

LO-arbejdere (ekskl. sociale bidrag) to år forud for finansåret og 2 pct.

Reguleringstallet for 1993 er 120, hvilket vil sige, at grundbeløbene i

loven, der er i 1987-niveau, skal forhøjes med 20 pct., hvorved de aktuelle

1993-beløb fremkommer.

Nedjusteringen af satsreguleringen som følge af indførelsen af øremærkede

arbejdsmarkedsbidrag på 5 pct. i 1994 skal ikke slå igennem på

skattelovgivningens reguleringstal for beløbsgrænser m.v.

For at undgå at skulle ændre alle skattelovgivningens grundbeløb fra

1987-niveau til 1994-niveau som følge af nedjusteringen af satsreguleringen

efter satsreguleringsloven foreslås i L 283, at reguleringstallet for

indkomståret 1993 rent teknisk forhøjes til 125,7 med virkning for

beregningen af reguleringstallet for 1994.

Den gennemsnitlige LO-arbejders lønudvikling i 1992 (ekskl. sociale

bidrag) har været 3 pct., og reguleringstallet for 1994 forventes således at

blive 123,6 (120 + 3 pct.). Det betyder, at alle beløbsgrænser m.v. forhøjes

med 3 pct. fra 1993 til 1994.

Beregning af tilpasningsprocent m.v. sker således:

LO-arbejders lønudvikling i 1992

(Ekskl. sociale bidrag) ........ 3,0 pct.

Arbejdsmarkedsbidrag i 1994

netto for bortfald af AUD-bidrag -4,7 pct.

-----------------------------------------------

-1,7 pct.

-----------------------------------------------

Tilpasningsprocenten i satsreguleringsloven opgøres som forskellen mellem

-1,7 pct. og 2 pct., hvilket er -3,7 pct., der skal benyttes for 1994 ved

beregning af beløbsgrænser m.v. i skattelovgivningen 1994.

Ifølge § 20 i personskatteloven skal reguleringen foretages med 2 pct.

tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten, dvs. med -1,7 pct.

Da satsreguleringen som nævnt ikke skal slå igennem, forhøjes

reguleringstallet for 1993 rent teknisk til et tal, der ganget med (1 -

0,017) pct. = 0,983 bliver 123,6.

Dette tal er 125,7; (125,7 x 0,983 = 123,6).

I vedføjede bilag er vist en oversigt over beløbsgrænser m.v. i 1993 og de

forventede beløb for 1994.

Fastsættelsen af tilpasningsprocenten vil ske i forbindelse med

udarbejdelsen af FFL 1994, og herefter kan reguleringstallet for 1994

beregnes.

Skatteudvalget vil som tidligere år blive orienteret herom.

Fra og med 1995 reguleres de 123,6 med lønudviklingen for LO-arbejderen

ekskl. arbejdsmarkedsbidrag. Herved slår forhøjelsen af de øremærkede

arbejdsmarkedsbidrag fra 5 pct. til 8 pct. igennem fra og med 1995.

Beløbsgrænser i skattelovgivningen, der reguleres efter

personskattelovens § 20.

---------------------------------------------------------------------

Indkomstår Grundbeløb 1993 1994

1987-niveau

Reguleringstal (PSL § 20) 100,0 120,0 123,6

---------------------------------------------------------------------

Kr. Kr. Kr.

Personskatteloven:

Beløbsgrænse ved mellemskat (§ 6a) 105.100 - 130.000

Beløbsgrænse ved topskat (§ 7) ... 200.000 240.000 247.200

Grænse for positiv nettokapitalind-

komst i topskattegrundlaget (§ 7) 16.150 - 20.000

Beløbsgrænse ved 6 pct.s-skat .... 140.000 168.000 173.100

Personfradrag (§ 10):

- Almindeligt, stat .............. 27.100 32.600 -

- Almindeligt, kommune (Lov om komm.

indk.skat § 5) ................... 21.200 25.500 -

- Almindeligt personfradrag for alle

fyldt 18 år ...................... 23.700 (28.500) 29.300

- Gifte pensionister, stat og

kommune .......................... 27.100 32.600 -

- Enlige pensionister, stat og

kommune .......................... 48.300 58.000 -

- Børn/unge under 18 år .......... 17.000 20.400 21.100

Formueskattegrænse (§ 18):

- Enlige ......................... 1.278.700 1.534.500 1.580.500

- Gifte (pr. person) ............. 1.278.700 1.534.500 1.580.500

Progressionsgrænse for

aktieindkomst (§ 8 A) ............ 26.400 31.700 32.700

Lov om børnefamilieydelse:

Årlig udbetaling pr. barn/ung (§ 1):

- Småbørnsydelse 0-6 år .......... 6.600 7.850(1) -

- Småbørnsydelse 0-6 år .......... 6.500 - 8.300(2)

- Børnefamilieydelse 7-17 år ..... 5.000 5.900(1) -

- Børnefamilieydelse 7-17 år ..... 4.900 - 6.400(2)

Ligningsloven:

Grænse for 3 pct.s-fradrag (§ 8 F) 3.200 3.900 4.000

Bundfradrag for visse lønmodtager-

fradrag (§ 9) .................... 3.000 3.600 3.800

Fradrag for grænsegængere (§ 9 F). 27.100 32.600 33.500

Progressionsgrænse for lejeværdi

(§ 15 G) ......................... 1.200.000 1.440.000 1.483.200

Aktieavancebeskatningsloven:

Grænse for aktiebeholdning for

skattefritagelse (§§ 4 og 7) ..... 83.300 100.000 103.000

Kildeskatteloven:

Grænse for overførsel til med-

arbejdende ægtefælle (§ 25 A) .... 117.300 140.800 145.000

Grænse for aktiebeholdning for

skattefritagelse (§ 33a) ......... 83.300 100.000 103.000

Minimumsløn pr. måned ved 30 pct.s

beskatning (§ 48 E) .............. 36.700 44.100 45.400

Indregningsgrænse for restskat (§ 61) 10.000 12.000 12.400

Restancegrænse ved kommune-

afregning (§ 64) ................. 22.000 26.400 27.200

Rentenedslagsloven:

Indtægtsgrænse for nedslag for

renteindtægter (§§ 3 m.fl.) ...... 66.600 80.000 -

Ejendomsavancebeskatningsloven:

Maks. fradrag for ejerboligandel

(§ 9) ............................ 486.400 583.700 601.200

Kursgevinstloven:

Bundgrænse for personers

valutakursgevinst/tab (§ 6) ...... 800 1.000 1.000

Lov om bindende forhåndsbesked:

Afgiftsbeløb for bindende forhånds-

besked (§ 7) ..................... 1.100 1.400 1.400

Skattestyrelsesloven:

Klageafgift (§ 25) ............... 400 500 500

Dødsbobeskatning, personskatteloven:

Beløbsgrænser for dødsboers

skattefrihed (§ 16):

- Boets aktiver ved dødsfaldet ... 650.000 780.000 803.400

- Boets nettoformue ved dødsfaldet 500.000 600.000 618.000

- Beløbsgrænse vedr. KL § 16 ..... 600.000 720.000 741.600

Bofradrag ved beregning af dødsboskat,

fradrag i skat pr. måned (§ 15) .. 3.500 4.200 4.400

Lov om totalisatorspil:

Bundfradrag ved totalisatorafgift

(§§ 2 A og 2 B):

- Galopløb på Klampenborg

Væddeløbsbane .................... 100.700 120.900 124.500

- Travløb ........................ 30.000 36.000 37.100

- Cykelvæddeløb .................. 7.300 8.800 9.100

- Kapflyvninger med brevduer ..... 5.400 6.500 6.700

- Trav- og galopløb på travbane .. 5.000 6.000 6.200

- Hundevæddeløb .................. 1.500 1.800 1.900

Lov om kommunal indkomstskat:

Beløbsgrænse ved fordeling af kommunal andel af selskabsskat:

For skatteåret 1987/88 1993/94 1994/95

- Bundgrænse for fordeling (§ 10) 25.000 30.000 31.000

- Mindstebeløb for afregning (§ 11) 3.000 4.000 4.000

Afskrivningsloven:

Småsaldigrænse (§§ 2 og 8) ....... 6.700 8.100 8.300

Småaktivgrænse (§ 3) ............. 6.700 8.100 8.300

Maks. straksafskrivning for nye virk-

somheder (§ 3) ................... 258.800 310.600 319.900

Etableringskontoloven:

Etableringsgrænse (§ 5) .......... 125.900 151.100 155.700

Realrenteafgiftsloven:

Afgiftsfri kvote for investeringer

i fast ejendom m.v. (§ 3 c) ...... 1.530(3) - -

Pensionsbeskatningsloven:

Maks. indskud på kapitalpension

(§ 16) ........................... 25.000 30.000 30.900

Opfyldningsfradrag (§ 18) ........ 25.000 30.000 30.900

Beløbsgrænse for konvertering af

pensionsydelse (§ 29) ............ 5.300 6.400 6.600

Livsforsikringsafgiften (§ 50)(4). 5.300 6.400 6.600

Lov om banker og sparekasser m.v.:

Beløbsgrænse for værdipapirer i samme

selskab (§ 42b) .................. 25.000 30.000 30.900

---------------------------------------------------------------------

(1) Fra og med 1993 har reguleringen først virkning for ydelsen fra og med

3. kvartal.

(2) Fra og med 1994 forhøjes grundbeløbet med 200 kr. årligt i

1987-niveau. For 1994 er grundbeløbene således henholdsvis 6.700 kr. og 5.100

kr.

(3) Beløbsgrænsen er angivet i mio. kr. Reguleres første gang for

indkomståret 1995. Afrundes opad til nærmeste hele mio. kr.

(4) Grænsen gælder for forsikringer oprettet før 18. februar 1992.

Spørgsmål 30:

Ad spørgsmål 1. jf. bilag 5, og spørgsmål 5, jf. bilag 7.

Hvordan vil svaret på spørgsmål 5 blive, hvis skattereformen justeres som

skitseret i spørgsmål 1?

Svar:

Nedenfor er vist virkningen for enlige lønmodtagere i 1998 dels efter L

283, dels L 283 med den ændring, at personfradraget forhøjes med 2.600 kr.

samtidig med, at bundskatten forhøjes fra 8 pct. til 9. pct. Det skrå

skatteloft er tilsvarende forhøjet fra 58 til 59 pct. som nævnt i spørgsmål

1. Denne ændring af L 283 skønnes provenuneutral.

Fradrag og kapitalindkomst på de forskellige indkomsttrin er beregnet på

basis af en stikprøve på lovmodellen på ca. 0,3 pct. af befolkningen.

I de viste eksempler vil indkomster under ca. 160.000 kr. få en større

skattelettelse med den i spørgsmålene nævnte ændring af lovforslaget.

Eksempler på virkning for enlige lønmodtagere af skatteomlægningen.

Samlet ændring i rådighedsbeløb i forhold til gældende regler før

fradragssanering og grønne afgifter som følge af skatteomlægning.

Gennemsnitskommune 1993 med skatteprocent 30,2 inkl. kirkeskat.

--------------------------------------------------------------------

Skat 1998 1998

gld. regler Skat lovforslag(1) Ændring i rådigedsbeløb i

forhold til gældende regler

Lønindkomst 1993 L 283 L 283 med L 283 L 283 med højere

højere per- personfradrag og

sonfradrag højere bundskat

og højere

bundskat

--------------------------------------------------------------------

Kr. Kr. Kr. Kr. Kr. Kr.

40.000 4.523 5.931 4.989 -1.408 -467

50.000 9.743 10.397 9.550 -654 193

60.000 14.963 14.863 14.110 100 852

70.000 17.380 17.278 16.566 102 814

80.000 20.755 20.090 19.442 665 1.314

90.000 27.734 25.843 25.323 1.891 2.411

100.000 31.096 28.949 28.488 2.147 2.608

120.000 39.104 36.101 35.782 3.003 3.321

140.000 47.339 43.018 42.848 4.322 4.491

160.000 55.910 51.004 50.980 4.906 4.930

180.000 64.321 58.686 58.794 5.635 5.527

200.000 74.844 67.578 67.848 7.266 6.996

250.000 98.974 87.187 87.802 11.787 11.173

300.000 127.358 112.905 113.862 14.453 13.496

350.000 162.011 144.512 145.932 17.499 16.079

400.000 185.884 167.420 169.097 18.464 16.787

450.000 220.495 198.539 200.678 21.956 19.817

500.000 252.846 227.681 230.238 25.165 22.608

1.000.000 601.978 544.017 551.252 57.961 50.727

--------------------------------------------------------------------

Anm.: - = fald i rådighedsbeløb.

1) Inkl. arbejdsmarkedsbidrag og bortfald af AUD-bidrag. For indkomster

under 80.000 kr. udgør AUD-bidraget 483 kr., for indkomster mellem

80.000-120.000 kr. 967 kr. og over 120.000 kr. 1.450 kr.

Spørgsmål 34:

Det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2, side 11, til

lovforslaget, at arbejdsmarkedsbidraget beregnes på grundlag af samlet løn

uden fradrag for pensionsindbetalinger. Hvad er begrundelsen for dette?

Omfatter ovennævnte også pensionsindbetalinger til de såkaldte

arbejdsgiverordninger?

Svar:

Lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde (L 326) er fremsat af

finansministeren. Jeg har derfor indhentet en udtalelse fra

Finansministeriet.

Finansministeriet har udtalt:

»Arbejdsmarkedsbidragene, som omtales i bemærkningerne under pkt. 2

på side 11, er nærmere beskrevet i lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde, jf. L

326.

Efter lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde beregnes der

arbejdsmarkedsbidrag af den samlede løn uden fradrag for

pensionsindbetalinger, herunder ATP og de såkaldte arbejdsgiverordninger.

Af hensyn til at lette det administrative arbejde for arbejdsgiverne er

opkrævningen af bidragene foreslået delt mellem arbejdsgiverne og

pensionsinstitutterne. Efter forslaget beregner og indbetaler arbejdsgiverne

bidrag opgjort på grundlag af lønnen uden pensionsindbetalingerne, mens

pensionsinstitutterne beregner og indbetaler bidrag på grundlag af de

pensionsindbetalinger, som de modtager fra arbejdsgiverne og lønmodtagerne i

medfør af ansættelsesforholdet.

De øremærkede arbejdsmarkedsbidrag opkræves af arbejdsindkomst fra

beskæftigede, selvstændige og arbejdsgivere, mens der ikke opkræves bidrag af

pensionsindkomst. Årsagen er, at bidragene bruges til at finansiere

arbejdsmarkedsudgifter. Regeringen ønsker med lov om arbejdsmarkedsfonde at

skabe et finansieringssystem for disse udgifter, hvor netop arbejdsmarkedets

parter, dvs. lønmodtagere, selvstændige og arbejdsgivere, får et medansvar

for prioriteringen af disse udgifter. Set ud fra et arbejdsmarkedspolitisk

synspunkt er der derimod ikke grund til at inddrage pensionister. Dette

synspunkt lå bl.a. til grund for overvejelserne i Zeuthenudvalget.

På den baggrund er det også blevet fundet naturligt at opkræve bidrag af

den arbejdsindkomst, som opspares til pensionsformål, f.eks. som led i et

ansættelsesforhold, frem for at opkræve et bidrag af pensionen ved

udbetalingen.

Det påvirker i øvrigt ikke størrelsen af den disponible pensionsindkomst,

om bidraget opkræves ved indbetalingen eller ved udbetalingen af pensionen.

Når pensionsindbetalingerne reduceres med arbejdsmarkedsbidragene, vil det

ganske vist medføre en tilsvarende nedgang i den udbetalte pension, men da

der ikke opkræves bidrag af den udbetalte pension, vil den disponible

indkomst blive opretholdt på udbetalingstidspunktet.

En væsentlig årsag til, at pensionsudbetalinger er inddraget i

beregningsgrundlaget for arbejdsmarkedsbidragene, er ønsket om at kunne

nedsætte den samlede marginalbeskatning mest muligt. Det taler for et så

bredt beregningsgrundlag for arbejdsmarkedsbidragene som muligt. Det bredest

mulige beregningsgrundlag opnås, når der hverken gives fradrag for

pensionsindbetalinger eller for andre forhold. Herved opnås de lavest mulige

bidragssatser og dermed den lavest mulige marginalbeskatning. Sammen med den

foreslåede nedsættelse af personskattesatserne vil de forholdsvis lave satser

for arbejdsmarkedsbidragene føre til en væsentlig sænkning af den samlede

marginalbeskatning.«

Jeg kan henholde mig til Finansministeriets svar.

Spørgsmål 35:

I »Ny kurs mod bedre tider«, s. 29, tabel 3.3, har regeringen

beregnet skattelettelser for forskellige familietyper. Skattelettelserne er

angivet i procent af lønindkomsten/bruttopensionen. Da det ikke siger noget

om, hvor stor en procentvis forøgelse af købekraften de forskellige grupper

får, udbedes en tilsvarende tabel, der angiver skattelettelserne i procent af

den disponible indkomst før skattereform m.v. for familierne. Der ønskes

endvidere en tilsvarende tabel for de i tabel 3.3 angivne ejerfamilier under

den alternative forudsætning, at deres ejerbolig er ubelånt.

Svar:

Nedenfor er vist ændring i rådighedsbeløb i pct. af disponibel indkomst

efter skat og AUD-bidrag før skattereformen for familietyperne i tabel 3.3,

side 29 i »Ny kurs mod bedre tider«.

Tabel 1. Eksempler på virkning af skattereformen for udvalgte

familietyper. Samlet ændring i rådighedsbeløb før avancebeskatning m.v. og

grønne afgifter. Gennemsnitskommune 1993 med skatteprocent 30,2 inkl.

kirkeskat.

--------------------------------------------------------------------~

1994 Slutvirkning

1998

kr. pct. kr. pct.

--------------------------------------------------------------------~

1. Enlig i lejebolig, 1 barn.

Indkomst 130.000 kr. ......... 2.273 2,7 5.467 6,6

2. Enlig i lejebolig.

Indkomst 160.000 kr. ......... 2.481 2,6 5.829 6,0

3. Enlig i ejerbolig med 1 barn.

Indkomst 180.000 kr.

Ejendomsværdi 350.000 kr.

Boligrenter 35.000 kr. ....... 2.299 1,9 5.343 4,3

4. Enlig i lejebolig.

Indkomst 210.000 kr. ......... 2.239 1,8 7.630 6,0

5. Ægtepar i lejebolig.

Indkomst 260.000 kr. ......... 6.763 4,2 11.639 7,2

6. Ægtepar i ejerbolig med 2 børn.

Indkomst 370.000 kr.

(210.000/160.000 kr.).

Ejendomsværdi 600.000 kr.

Boligrenter 60.000 kr. ....... 5.418 2,2 12.458 5,0

7. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 370.000 kr.

Ejendomsværdi 600.000 kr.

Boligrenter 60.000 kr. ....... 9.147 4,0 12.577 5,5

8. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 540.000 kr.

(270.000/270.000 kr.).

Ejendomsværdi 1.000.000 kr.

Boligrenter 135.000 kr. ...... 8.010 2,3 21.856 6,2

9. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 800.000 kr.

Ejendomsværdi 1.000.000 kr.

(Een-indkomstægtepar).

Boligrenter 200.000 kr. ...... 11.741 2,7 30.255 6,9

10. Enlig dagpengemodtager.

Lejer. Indkomst 134.784 kr. ... 1.807 2,1 4.833 5,6

11. Enlig pensionist.

Uden anden indkomst end

folkepension .................. 1.091 1,8 2.885 4,9

12. Pensionistægtepar. Uden anden

indkomst end folkepension ..... 1.709 1,9 3.006 3,3

13. Pensionistægtepar.

Privatpension 150.000 kr. ...... 7.911 5,0 17.625 11,1

---------------------------------------------------------------------

Anm.: Procenten angiver fremgangen i rådighedsbeløb i pct. af disponibel

indkomst efter skat og AUD-bidrag. Gældende regler.

I tabel 2 er familierne i ejerbolig i tabel 3.3 gennemregnet under

forudsætning af, at ejerboligen er ubelånt.

Tabel 2. Eksempler på virkning af skattereformen for ejerfamilie i

ubelånt bolig. Samlet ændring i rådighedsbeløb før avancebeskatning m.v. og

grønne afgifter. Gennemsnitskommune 1993 med skatteprocent 30,2 inkl.

kirkeskat.

---------------------------------------------------------------------

1994 Slutvirkning

1998

kr. pct. kr. pct.

--------------------------------------------------------------------~

3. Enlig i ejerbolig, 1 barn.

Indkomst 180.000 kr.

Ejendomsværdi 350.000 kr. ....... 3.349 3,2 8.143 7,7

6. Ægtepar i ejerbolig med 2 børn.

Indkomst 370.000 kr.

(210.000/160.000 kr.).

Ejendomsværdi 600.000 kr. ....... 7.218 3,3 17.258 7,9

7. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 370.000 kr.

Ejendomsværdi 600.000 kr. ....... 10.947 5,5 17.377 8,8

8. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 540.000 kr.

(270.000/270.000 kr.).

Ejendomsværdi 1.000.000 kr. ..... 12.060 4,3 32.728 11,6

9. Ægtepar i ejerbolig.

Indkomst 800.000 kr.

Ejendomsværdi 1.000.000 kr.

(Een-indkomstægtepar). .......... 17.741 5,3 46.255 13,9

---------------------------------------------------------------------

Anm.: Procenten angiver fremgangen i rådighedsbeløb i pct. af disponibel

indkomst efter skat og AUD-bidrag. Gældende regler.

Sammenholdes tabel 1 og 2 fremgår, at fremgangen i rådighedsbeløb er

størst, når familierne bor i gældfri ejerbolig.

Spørgsmål 38:

Hvordan vil skattereformen påvirke nettoudgiften (efter skat) på et

hustru- og børnebidrag på brutto 140.000 kr., når yderen har en lønindkomst

på ca. 450.000 kr.?

Svar:

Hustru- og børnebidrag er et ligningsmæssigt fradrag, der fragår i

skattepligtig indkomst. Efter gældende regler har fradraget en skatteværdi på

52,2 pct. i en gennemsnitskommune, således at nettoudgiften efter skat udgør

66.920 kr.

Når reformen er fuldt gennemført, vil fradraget for hustru- og

børnebidraget have en skatteværdi på 38,2 pct. i en gennemsnitskommune,

hvorved nettoudgiften stiger med 19.600 kr. til 86.520 kr.

Denne stigning er dog en isoleret betragtning og skal ses i lyset af, at

en skatteyder med en lønindkomst på 450.000 kr. og ligningsmæssige fradrag på

140.000 kr. får en stigning i rådighedsbeløb efter betaling af bidraget på de

140.000 kr. på knap 9.500 kr., når reformen er fuldt gennemført, ekskl.

grønne afgifter m.v.

Spørgsmål 39:

Hvordan kunne lovforslaget ændres, så ovenstående virkning blev

neutraliseret?

Svar:

Som det fremgår af svaret på spørgsmål 38, falder skatteværdien af fradrag

for underholdsbidrag som en umiddelbar konsekvens af, at skatteprocenten

nedsættes.

Det er ikke teknisk muligt at ændre lovforslaget på en sådan måde, at

fradraget bevarer præcis den samme skatteværdi som før skatteomlægningen,

samtidig med at skatteprocenterne ændres. Skatteværdien er afhængig af

skatteprocenterne.

Underholdsbidrag er efter gældende regler et ligningsmæssigt fradrag. Det

vil sige, at det kan fradrages i skattepligtig indkomst, men hverken i

personlig indkomst eller kapitalindkomst. Denne systematik er bevaret i

lovforslaget. De skatter, der beregnes på grundlag af skattepligtig indkomst,

er bundskatten samt de kommunale og amtskommunale skatter (og eventuel

kirkeskat). Herved får underholdsbidraget som andre ligningsmæssige fradrag

en skatteværdi på ca. 45 pct. i 1994.

Skatteværdien af fradraget for underholdsbidrag ville kunne forøges,

såfremt fradraget blev ændret til et fradrag i personlig indkomst eller til

et fradrag i beregningsgrundlaget for mellemskatten. Fradrag i personlig

indkomst får i 1994 en skatteværdi på 65 pct., mens et fradrag i

beregningsgrundlaget for mellemskatten ville få en skatteværdi på ca. 49,5

pct.

Ændring af fradraget for underholdsbidrag til et fradrag i personlig

indkomst eller et fradrag med en skatteværdi svarende til mellemskatten ville

være et brud på den hidtidige systematik i personskatteloven, hvorefter

ligningsmæssige fradrag har en fradragsværdi svarende til den laveste

skattesats.

Efter lovforslaget skal mellemskatten beregnes på grundlag af personlig

indkomst og kapitalindkomst. Det betyder, at negativ kapitalindkomst

(hovedsagelig renteudgifter) har en skatteværdi svarende til mellemskatten,

ca. 49,5 pct. i 1994.

Fradrag for underholdsbidrag er imidlertid ikke en negativ

kapitalindkomst.

Ændringer i skatteværdien som beskrevet ovenfor ville ikke være

provenuneutrale, men ville medføre et provenutab. En ændring, hvorefter

underholdsbidrag fragik i beregningsgrundlaget for mellemskatten, ville komme

tættest på provenuneutralitet.

Der er ingen planer om at ændre skatteværdien af underholdsbidrag.

Spørgsmål 50:

Vedrørende bruttoskattens virkning på forskellige former for

pensionsindbetaling bedes sammenlignet virkningen for to personer, hvoraf den

enes arbejdsgiver indbetaler 20 pct. af lønnen til en pensionsordning,

hvorimod den anden får en lønforhøjelse på 20 pct. og selv indbetaler de 20

pct. til en privat pensionsordning.

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»I nedenstående eksempel, hvor arbejdsgiveren indbetaler 20 pct. af

lønnen til en pensionsordning, er forudsat en bruttoløn på 500.000 kr. Løn

ekskl. pensionsindbetaling udgør herefter 400.000 kr.

Bidrag af løn:

5 pct. af 400.000 kr. ................ 20.000 kr.

Bidrag af pensionsindbetalinger:

5 pct. af 100.000 kr. ................ 5.000 kr.

-----------------------------------------------------

I alt bidrag ......................... 25.000 kr.

-----------------------------------------------------

Løn efter bidrag og pensions-

indbetaling .......................... 380.000 kr.

Pensionsindbetaling efter bidrag ..... 95.000 kr.

I nedenstående eksempel er forudsat en bruttoløn på 500.000 kr., og

at der ikke foretages indbetaling til en arbejdsgiverordning.

Bidrag af løn:

5 pct. af 500.000 kr. ................ 25.000 kr.

-----------------------------------------------------

I alt bidrag ......................... 25.000 kr.

-----------------------------------------------------

Løn efter bidrag ..................... 475.000 kr.

Privattegnet pension ................. 95.000 kr.

Løn efter bidrag og pensions-

indbetaling .......................... 380.000 kr.

Ved en indbetaling på 95.000 kr. til en privattegnet pensionsordning er

den pågældende stillet på samme måde som den, der har en arbejdsgiverordning.

Lønnen efter bidrag og pensionsindbetaling udgør i begge tilfælde 380.000

kr., og til pensionsopsparing efter bidrag vil der ligeledes være 95.000 kr.

i begge tilfælde.«

Spørgsmål 51:

Regeringen begrunder beregning af bruttoskat på pensionsindbetalinger med,

at beskatningen på pensionsindbetalinger efter reformen sker med en lavere

procent. Hvordan begrunder regeringen da beregning af bruttoskat på

indbetaling til en kapitalpensionsordning, hvor udbetalingen jo fortsat

beskattes med en afgift på 40 pct.?

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»Efter lovforslaget skal pensionsinstituttet indeholde og afregne

bidrag af de indbetalinger, som en arbejdsgiver foretager til en

arbejdsgiveradministreret ordning for den ansatte.

Når pensionsindbetalingerne reduceres med arbejdsmarkedsbidragene, vil der

ske en tilsvarende nedgang i den udbetalte pension. Da der ikke opkræves

bidrag af de udbetalte pensioner, vil den disponible indkomst kunne

opretholdes på udbetalingstidspunktet med de gennemførte nedsættelser af

indkomstskatten.

Af pensionsindbetalinger, der er foretaget inden 1994, vil der ikke være

opkrævet arbejdsmarkedsbidrag. Disse indbetalinger pålægges heller ikke

bidrag ved udbetalingen og opnår fuld fordel af nedsættelsen af

indkomstskatten.

For indbetalinger til kapitalpensioner (opsparing i pensionsøjemed og

kapitalforsikring) gælder, at disse er fradragsberettigede ved opgørelsen af

den personlige indkomst. Indbetalingerne har herved i dag en fradragsværdi på

op til 68 pct. Som følge af regeringens lovforslag falder den skattemæssige

fradragsværdi og vil i 1994 udgøre op til 65 pct. og fra og med 1998 op til

58 pct.

Regeringen foreslår ikke afgiftssatserne for udbetalinger fra

kapitalpensioner ændret, og udbetalingerne vil herved fortsat blive pålagt en

afgift på som hovedregel 40 pct.

Der sker herved en indsnævring af forskellen mellem fradragsværdien af

indbetalinger til en kapitalpension og beskatningen af udbetalingerne, men

forskellen er fortsat stor i relation til forskellen mellem fradragsværdi af

indbetalinger og beskatning af udbetalinger på andre pensionsformer.

Regeringen har på denne baggrund ingen aktuelle planer om at nedsætte

afgiftssatsen for udbetalinger fra kapitalpensioner.«

Spørgsmål 52:

Vil der med lovforslaget ske en diskriminering af personer, der har en

kapitalforsikring som en del af en arbejdsgiverordning, med hensyn til

muligheden for at kunne udnytte den øvre grænse for årlig indbetaling (30.000

kr. i 1993) i forhold til personer, der selv indbetaler til en

kapitalpensionsordning?

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»Med regeringens forslag til skatteomlægning bevares adgangen til at

fratrække indbetalinger på kapitalpensionsordninger op til et højeste beløb

på 30.000 kr. (1993-niveau) ved opgørelsen af den personlige indkomst. Det

gælder både for kapitalpensioner, der er en del af en arbejdsgiverordning, og

for kapitalpensioner, der tegnes privat.

Lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde medfører, at pensionsinstituttet skal

indeholde arbejdsmarkedsbidrag af de modtagne pensionsindbetalinger fra

arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, herunder kapitalpensioner, men

ikke af privattegnede pensionsordninger. Det indeholdte arbejdsmarkedsbidrag

vil reducere pensionsindbetalingen i den arbejdsgiveradministrerede ordning.

For at give en ansat med en arbejdsgiveradministreret ordning præcis samme

mulighed for at foretage indskud på en kapitalpensionskonto som en ansat med

en privattegnet kapitalpension vil beløbsgrænsen derfor skulle gælde for

indskuddets størrelse efter, at der er fratrukket de arbejdsmarkedsbidrag,

som pensionsinstituttet skal indeholde. Herved vil det kunne undgås at

behandle de to former for kapitalpension forskelligt.

En sådan fremgangsmåde ved opgørelsen af pensionsindskuddets størrelse vil

imidlertid være meget kompliceret at administrere og vanskelig at forstå. Jeg

har derfor ikke foreslået reglerne ændret på dette punkt.«

Spørgsmål 53:

Hvordan vil bruttobeskatningen reducere ægtefælledækning og

invalidedækning?

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål 51 betyder det forhold, at

pensionsinstituttet skal indeholde og afregne bidrag af

pensionsindbetalinger, at pensionsopsparing og dermed den til sin tid

udbetalte pension reduceres.

Lovforslaget indeholder ingen regler om, hvorledes reduktionen af

pensionsopsparingen som følge af arbejdsmarkedsbidraget skal fordeles på de

enkelte dele af et pensionsprodukt, dvs. om der skal ske en reduktion af

ægtefælledækning og invalidedækning til fordel for egenpension, eller om

egenpension i stedet skal reduceres.«.

Spørgsmål 54:

Hvad er begrundelsen for, at pensionsinstituttet skal forestå beregningen

og indbetalingen af bruttoskatten af pensionsbidraget? Kunne det ikke lige så

godt klares af arbejdsgiveren, som i forvejen skal give pensionsinstituttet

meddelelse om, hvilke indbetalinger der er bidragspligtige for den ansatte?

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»Der kan anføres tre grunde til at lade pensionsinstitutterne beregne

og indbetale arbejdsmarkedsbidragene af pensionsindbetalingerne.

For det første må balancen mellem den udbetalte løn og pensionsopsparingen

opretholdes.

Arbejdsmarkedsbidraget af den del af bruttolønnen, som indsættes på

arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, må enten tages af den udbetalte

løn eller af det beløb, som opspares til pension. Den sidstnævnte løsning er

mest naturlig.

En reduktion af det opsparede beløb med arbejdsmarkedsbidraget af det

indbetalte beløb vil være modsvaret af, at udbetalingen på

pensionstidspunktet er fritaget for arbejdsmarkedsbidrag, og at pensionisten

nyder godt af skattereformens indkomstskattenedsættelser. Den valgte

fremgangsmåde bevarer således bedst muligt den eksisterende balance mellem

den disponible arbejdsindkomst og den forventede fremtidige disponible

pensionsindkomst for den enkelte pensionsopsparer.

Hvis arbejdsgiveren skulle indeholde arbejdsmarkedsbidraget af den del af

bruttolønnen, som indbetales til en arbejdsgiveradministreret

pensionsordning, ville det i henhold til de fleste overenskomster medføre et

fradrag i den udbetalte løn. Når pensionsinstituttet indeholder bidraget,

fragår arbejdsmarkedsbidraget af pensionsindbetalingen derimod uden videre i

det opsparede beløb, som det er tilsigtet.

Ved som foreslået at lade pensionsinstitutterne indeholde og afregne

arbejdsmarkedsbidrag af pensionsindbetalingerne opnås følgelig, at

arbejdsgiveren kan fortsætte med at indbetale de pensionsbidrag, som er

aftalt med den ansatte, uden at der skal ændres i kollektivt eller

individuelt aftalte pensionsordninger, og uden at den hidtidige balance

mellem løn nu og pension i fremtiden forrykkes.

For det andet vil forslaget lette det administrative arbejde for

arbejdsgiverne med at indeholde og beregne arbejdsmarkedsbidragene. Det

administrative merarbejde for pensionsinstitutterne skønnes at være af

begrænset omfang. Omkostningerne herved dæmpes af, at pensionsinstitutterne

efter forslaget har frist med indbetalingen til staten, hvilket giver

mulighed for øget likviditet i pensionsinstitutterne.

For det tredje vil der kunne forekomme enkelte tilfælde, f.eks. i

forbindelse med danske virksomheders udstationering af medarbejdere i

udlandet, hvor en pensionsindbetaling ikke er bidragspligtig. Det er derfor

nødvendigt, at arbejdsgiveren giver meddelelse til pensionsinstituttet, for

at det kan indeholde og afregne korrekt bidrag af indbetalingerne.«

Spørgsmål 55:

Hvilke synspunkter vedrørende bruttobeskatning af pensionsindbetalinger

har ministeren givet udtryk for i interviewet i bladet Forsikring primo 1993?

Svar:

Der sigtes med spørgsmålet til det interview, som jeg gav i bladet

Forsikring nr. 4, 1993.

I det pågældende interview har jeg ikke givet udtryk for synspunkter

vedrørende arbejdsmarkedsbidrag og pensionsindbetalinger.

Jeg har derimod bl.a. givet udtryk for, at regeringen ingen planer har om

at forringe borgernes vilkår for pensionsopsparing.

Dette løfte har regeringen kunnet holde i forslaget til skatteomlægning.

Indbetalinger til fradragsberettiget pensionsopsparing kan fortsat ske i den

personlige indkomst. Fradragsværdien for indbetalingerne reduceres alene som

følge af de lavere skattesatser. Til gengæld bliver udbetalingerne lavere

beskattet som følge af de foreslåede skattenedsættelser.

Pensionsindbetalinger skal efter regeringens lovforslag pålægges

arbejdsmarkedsbidrag. Om begrundelserne herfor kan jeg i det hele henvise til

besvarelse af udvalgets spørgsmål 34 (L 283 - bilag 20).

Spørgsmål 56:

Hvordan vurderer ministeren teknikken i Personskatteudvalgets ideer til at

friholde pensionsindbetalinger for bruttobeskatning?

Svar:

Ved besvarelsen af spørgsmålet skal jeg henholde mig til følgende

udtalelse, som jeg har indhentet hos finansministeren, der har fremsat

lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde:

»I Personskatteudvalgets rapport, kapitel 13, er anført, at

udbetalinger ikke tænkes pålagt arbejdsmarkedsbidrag. Udvalget finder det

derfor umiddelbart naturligt, at pensionsindbetalinger skal indgå i

bidragsgrundlaget. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig dette synspunkt.

Efter Personskatteudvalgets opfattelse opstår der imidlertid et vanskeligt

ligestillingsproblem i forhold til tjenestemandsansatte, som

Personskatteudvalget ikke kan angive en løsning på. På den baggrund

forudsætter Personskatteudvalget, at der må gives et fradrag i

arbejdsmarkedsbidraget for bidrag til andre skattebegunstigede

pensionsordninger, såvel arbejdsgiveradministrerede som

ikkearbejdsgiveradministrerede ordninger.

Dette fører udvalget videre til problemet med at sikre fradragsret for

indbetalinger i ikkearbejdsgiveradministrerede ordninger.

Personskatteudvalget har peget på en løsning på dette problem gående ud

på, at den skattepligtige over for sin arbejdsgiver dokumenterer foretagne

indskud. Arbejdsgiveren skal herefter fratrække det indskudte beløb i

grundlaget for arbejdsmarkedsbidrag for de følgende perioder, indtil hele

indskuddet er fradraget i grundlaget.

Personskatteudvalgets diskussion følger af vanskelighederne med at finde

en metode til opkrævning af arbejdsmarkedsbidrag af tjenestemandspensioner.

Regeringens forslag til skatteomlægning giver imidlertid ikke anledning

til et sådant ligestillingsproblem i relation til de tjenestemandsansatte.

Det skyldes, at balancen i forhold til andre lønmodtagere med hensyn til

beregning af arbejdsmarkedsbidraget sikres ved den ændring, der er foreslået

i lovforslag om ændring af tjenestemandspensionsloven (L 312). Herved undgås

de problemer, som beskrives i Personskatteudvalgets rapport.«

Spørgsmål 57:

Hvor meget skal tjenestemandspensionerne nedsættes for at skaffe balance i

forhold til sammenlignelige lønmodtagergrupper med arbejdsgiverbetalte

pensionsordninger, som i modsætning til tjenestemændene bliver

bruttobeskattet af indbetalinger?

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Finansministeriet, som udtaler følgende:

»Tjenestemandspensionen er ikke baseret på, at der betales

pensionsbidrag i optjeningsperioden, og det kan derfor ikke uden videre

beregnes, hvordan den enkelte tjenestemands pension skulle påvirkes af

indførelsen af arbejdsmarkedsbidraget, som påvirker størrelsen af pensioner

fra andre arbejdsmarkedspensionsordninger.

Tjenestemandspensionsordningen er med andre ord en ydelsesdefineret

pensionsordning. Det vil derfor ikke være muligt for tjenestemandspensionerne

at skabe en fuldstændig parallelitet til de forsikringsmæssige,

bidragsdefinerede arbejdsmarkedspensionsordninger, for hvilke der skal

beregnes arbejdsmarkedsbidrag af pensionsbidraget.

En tilpasning af tjenestemandspensionens ydelser til den situation, at der

ikke beregnes arbejdsmarkedsbidrag af tjenestemandspensionen eller af de

aktive tjenestemænds pensionsoptjening, er indgået i forhandlingerne med

tjenestemandsorganisationerne om en ændret beregning af

tjenestemandspensionen, der afskaffer reglerne om samordningsfradraget,

således at pensionsniveauet over en årrække nedjusteres for de lavere

skalatrin.

Resultatet - som er fremlagt i lovforslag nr. 312 - er en helt ændret

pensionsberegning, hvor pensionsdækningsgraderne justeres og reglerne om

samordningsfradraget afskaffes i sammenhæng med gennemførelsen af

skatteomlægningen.

Den ændrede pensionsberegning betyder bl.a., at pensionen på de skalatrin,

hvor dækningsgraden i dag er høj, sættes ned over en periode på op til 28 år,

så der skabes en vis parallelitet til pensioner, hvor der indbetales bidrag,

idet det understreges, at ingen person, der er overgået til pension, går ned

i indtægt. For de grupper af tjenestemænd, der i dag har en lavere

dækningsgrad, sker der en gradvis stigning.«

Jeg kan henholde mig til Finansministeriets udtalelse.

Spørgsmål 68:

I »Ny kurs mod bedre tider« s. 26 nævnes, at den stigning i

statens udgifter, som indtræder i 1994, vil blive aftrappet i de

efterfølgende år i takt med konjunkturudviklingen. Hvorledes ønsker

regeringen at mindske udgifterne, hvis ledigheden ikke falder som forudsat i

regeringens økonomiske plan? Der ønskes en besvarelse under forudsætning af

uændret ledighed og under forudsætning af, at ledigheden kun reduceres med

halvdelen af det forventede frem til år 2000.

Svar:

I »Ny kurs mod bedre tider« s. 26 står: »Udgifterne

aftrappes gradvist i de efterfølgende år og kan i øvrigt dimensioneres

i lyset af konjunkturudviklingen.« (kursiveret skrift tilføjet).

I regeringens oplæg er indbudgetteret, at stigningen i de statslige

udgifter bliver aftrappet. Det følger direkte af de provenuvirkninger, som er

indbudgetteret i forslagene, jf. tabel 3.1. s. 26 i »Ny kurs mod bedre

tider«. Det direkte fald skyldes aftrapningen af underfinansieringen af

skattereformen samt den faldende profil i merudgifterne til andre

initiativer.

Det er korrekt, at der i de mellemfristede fremskrivninger af de statslige

udgifter er indkalkuleret en forbedring af de statslige finanser som følge af

forbedrede konjunkturer, men den faldende profil i de statslige merudgifter

vil indtræde i alle tilfælde, jf., tabel 3.1. s. 26 i »Ny kurs mod bedre

tider«.

Den anførte aftrapning af merudgifterne vil altså finde sted uanset

ledighedsniveauet. Der kan efterfølgende ske en justering af aftrapningen i

lyset af konjunktursituationen. En sådan ændring af aftrapningen vil indebære

nye forslag, som der ikke kan spekuleres om på nuværende tidspunkt.

Det bør understreges, at der ikke tilrettelægges en stigning i statens

udgifter i 1994 med henblik på styrke beskæftigelsen gennem en traditionel

finanspolitisk ekspansion. Regeringens forslag er - ud over at være

tidsbegrænsede - målrettet mod strukturforbedringer og mod at bryde den

tillidskrise i den private sektor, som den høje ledighed har medført.

Regeringen vurderer, at den største risiko for statsfinanserne ville være

at lade udviklingen fortsætte uændret. I den situation kan frygten for fallit

og ledighed holde det private initiativ tilbage og dermed yderligere udskyde

en økonomisk opgang. Dertil kommer en klar risiko for, at dele af den høje

konjunkturledighed udvikler sig til yderligere stigninger i den strukturelle

ledighed, hvis konjunkturtilbageslaget fortsat trækker ud.

De offentlige finanser er meget følsomme over for ledighedens størrelse.

For hver gang arbejdsløsheden stiger eller falder med 1 procent af

arbejdsstyrken som følge af ændret vækst i den private sektor, da forringes

eller forbedres de offentlige finanser med over 10 mia. kr. eller 1-1,5 pct.

af BNP.

Den private sektor har i disse år et meget stort opsparingsoverskud på ca.

70 mia. kr. årligt. Det er midler af en helt anden størrelsesorden end de

midler, der gennem ændringer af finanspolitikken kan igangsætte ny aktivitet,

jf. at »Ny kurs mod bedre tider« indebærer en midlertidig

underfinansiering på ca. 12 mia. kr. i 1994. Men for at aktivere det store

private opsparingsoverskud er det nødvendigt med større tillid i den private

sektor.

I den sammenhæng er det regeringens vurdering, at frygten for ledigheden

må dæmpes. Da kan igangsættes en ny og positiv udvikling, der bæres af vækst

i den private sektor og løbende forbedrer statsfinanserne.

Spørgsmål 69:

Med henblik på vurdering af regeringens fremregninger af den økonomiske

udvikling fra 1993 til år 2000 ønskes følgende spørgsmål besvaret: Kan det

bekræftes, at ledigheden i henhold til figur 4.7 c, s. 86 i »Ny kurs mod

bedre tider« forventes at falde fra netop det tidspunkt, hvor regeringen

fremsatte sin plan?

Svar:

Nej.

Det fremgår af figur 4.7 c, s. 86 i »Ny kurs mod bedre tider«,

at ledigheden forventes at stige igennem såvel første som andet kvartal 1993.

En vending i ledigheden skønnes ikke at kunne indtræffe før i løbet af andet

halvår 1993. Faldet i ledigheden forventes først at kunne tage til mod

slutningen af året.

Ved siden af ændringer i husholdningernes og virksomhedernes forventninger

har det betydning for en vending af ledigheden i andet halvår af 1993, at der

opnås enighed om at iværksætte de dele af »Ny kurs mod bedre

tider«, som regeringen har foreslået med virkning allerede i 1993.

Spørgsmål 70:

Med henblik på vurdering af regeringens fremregninger af den økonomiske

udvikling fra 1993 til år 2000 ønskes følgende spørgsmål besvaret: Hvad

bliver konsekvenserne for ledigheden, betalingsbalance og statsfinanser frem

til år 2000, hvis:

a. Væksten i OECD kun bliver halvdelen af det forventede i »Ny kurs

mod bedre tider«?

b. Forbrugskvoten stiger gradvis fra 73 pct. i 1993/94 til 75 pct. i 2000,

(jf. tabel 5.4., s. 124, hvor regeringen forventer en stigning fra 73 pct.

til 77,5 pct.)?

c. Forbrugskvoten er uændret 73 pct. fra 1993/94 til 2000, (jf. tabel 5.4,

s. 124, hvor regeringen forventer en stigning fra 73 pct. til 77,5 pct.)?

Svar:

a)

Den forventede realvækst i udlandet i perioden 1995-2000 er i

fremskrivningerne sat til 2,1 pct., jf. tabel 5.1., s. 114 i »Ny kurs

mod bedre tider«. Dette skøn er temmelig forsigtigt, idet det er baseret

på nogle restriktive antagelser om den økonomiske udvikling i udlandet.

Således antages arbejdsstyrken stort set ikke at vokse i udlandet i

perioden 1995-2000, og den årlige produktivitetsvækst er sat til 1,8 pct.,

hvilket er i underkanten af de historiske erfaringer. I perioden 1970/1990

voksede produktiviteten hos vores samhandelspartnere - målt som væksten i

realt BNP ift. beskæftigelsen - med 2,1 pct. om året, når de enkelte landes

udvikling sammenvejes med vægtene fra det effektive kronekursindeks.

Det er derfor svært at forestille sig en situation, hvor væksten i

OECD-området i perioden 1995-2000 halveres til godt 1 pct. om året. I en

sådan situation ville arbejdsløsheden i OECD-området som helhed vokse

dramatisk - fra det i forvejen høje niveau.

I OECD-Europa er arbejdsløsheden i dag i størrelsesordenen ca. 10 pct. af

arbejdsstyrken. Med en økonomisk vækst på kun 1 pct. årligt frem til år 2000

ville det sandsynligvis kræve en arbejdsløshed, der steg til klart over 15

pct. af arbejdsstyrken.

Det er svært at finde indikationer for, hvorfor en sådan udvikling skulle

finde sted. I de fleste lande må arbejdsløsheden i disse år trods alt

vurderes at være højere end det strukturelle niveau. Det fremgår bl.a. af den

lave inflation og høje tal for den private opsparing.

For at opnå en vækst på 1 pct. vil den private opsparing i OECD-området

skulle stige kraftigt. Det vil øve et nedadgående pres på renten.

Så høj en arbejdsløshed vil være markant inflationsdæmpende. Sandsynligvis

ville der blive deflation, herunder afledte virkninger i form af faldende

priser på de internationale råvaremarkeder.

En varig vækst i OECD-området som helhed på et så lavt niveau over en så

lang periode vil være ensbetydende med varige ubalancer i landene af et

omfang, der ikke er historisk erfaring for. Den økonomiske udvikling i

efterkrigstiden har været kendetegnet ved, at økonomiernes ligevægtsskabende

mekanismer har medført, at konjunkturafmatninger bliver efterfulgt af en

periode med vækst.

Det er ikke fundet umiddelbart muligt at gennemføre en beregning under de

skitserede forudsætninger. Vanskelighederne knytter sig bl.a. til indregning

af skøn for den internationale rente, inflation og oliepriser m.v., som kan

hænge sammen med så lav en vækst 7 år i træk i umiddelbar fortsættelse af den

stedfundne forholdsvis lange lavkonjunktur.

b) og c)

Udvalget beder om at få belyst udviklingen i ledighed, betalingsbalance og

statsfinanser, såfremt forbrugskvoten ikke vokser som i tabel 5.4., s. 124 i

»Ny kurs mod bedre tider«.

Det bør først understreges, at risikoen for en fortsat lav forbrugskvote

vurderes at være større, hvis ikke regeringens initiativer gennemføres, jf.

besvarelsen af spørgsmål 68.

En lavere forbrugskvote end beregnet i »Ny kurs mod bedre tider«

medfører et mindre markant fald i ledigheden, en mindre markant forbedring af

statsfinanserne og et fortsat voksende betalingsbalanceoverskud, jf. tabel 1.

Forbrugskvoten varierer noget igennem forløb b) og c), jf. tabel 1. Det

skyldes, at der teknisk er anvendt konstant realvækst i privatforbruget i de

to regneeksempler. I forløb b) er realvæksten i forbruget i perioden

1995-2000 på 4,3 pct. om året; i forløb c) er den på 3,7 pct.

Det fremgår således, at væksten i det private forbrug er ganske høj - selv

om der antages konstant forbrugskvote. Det skyldes en høj vækst i de samlede

disponible realindkomster i den private sektor.

Dette skyldes ikke mindst, at en forlængelse af det nuværende meget store

opsparingsoverskud i den private sektor på ca. 70 mia. kr. øger den private

sektors finansielle formue og dermed forbedrer nettorenteindtægterne

(reducerer renteudgifter eller øger renteindtægter). Jo mere der spares op,

jo mere stiger de disponible realindkomster således som følge af større

nettorenteindtægter.

Tabel 1. Udviklingen i ledighed, statsfinanser og betalingsbalance

under forskellige antagelser om udviklingen i forbruget.

---------------------------------------------------------------------

1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000

---------------------------------------------------------------------

Regeringens politik

Forbrugskvote ....... 72,6 73,7 74,2 75,3 76,0 76,9 77,5

Ledighed (pct.) ..... 11,0 10,2 9,3 8,6 7,8 6,9 6,2

Betalingsbalance

(pct. af BNP) ....... 2,6 2,4 2,0 1,8 1,3 1,3 1,4

DAU (pct. af BNP) ... -5,4 -5,2 -3,8 -2,5 -1,6 -0,6 0,1

---------------------------------------------------------------------

Spørgsmål b)

Forbrugskvote ....... 72,6 73,3 72,9 73,2 73,2 74,0 75,0

Ledighed (pct.) ..... 11,0 10,3 9,6 9,2 8,7 7,9 7,1

Betalingsbalance

(pct. af BNP) ....... 2,6 2,7 2,6 2,8 2,8 2,9 2,9

DAU (pct. af BNP) ... -5,4 -5,4 -4,4 -3,4 -2,8 -1,8 -0,8

---------------------------------------------------------------------

Spørgsmål c)

Forbrugskvote ....... 72,6 73,0 72,3 72,3 72,1 72,5 73,1

Ledighed (pct.) ..... 11,0 10,3 9,8 9,4 9,0 8,4 7,7

Betalingsbalance

(pct. af BNP) ....... 2,6 2,8 2,8 3,2 3,4 3,7 3,9

DAU (pct. af BNP) ... -5,4 -5,5 -4,6 -3,8 -3,3 -2,4 -1,5

---------------------------------------------------------------------

Note: De i tabel 1 beregnede effekter er fremkommet under de samme

antagelser som de, der er benyttet i kapitel 5 i »Ny kurs mod bedre

tider«, bortset fra udviklingen i privatforbruget.

I årene 1992-94 bidrager nettorenteindtægterne til en årlig mervækst i de

disponible realindkomster på over 1 pct. årligt. I »Ny kurs mod bedre

tider« er dette vækstbidrag forudsat at aftage gradvist mod slutningen

af årtiet i takt med en mere normal forbrugskvote.

Men hvis der som i b) og c) antages lavere forbrugskvote end i »Ny

kurs mod bedre tider«, bliver vækstbidraget fra nettorenteindtægterne

større.

Derfor vil også en fortsat høj opsparing på det nuværende niveau blive

modsvaret af en ganske pæn vækst i det private forbrug.

Hvis forbruget - under fremskrivningens antagelser om udviklingen i

produktivitet, bytteforhold og skattetryk m.v. - skal vokse mindre, vil det

kræve årlige fald i forbrugskvoten i forlængelse af det fald, der er sket de

sidste 7 år. Et sådant scenarie er belyst i besvarelsen af spørgsmål 71.

Spørgsmål 71:

Regeringen forventer ved gennemførelse af sin politik en gennemsnitlig

vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 2,1 pct. i gennemsnit i 1993/94 og i

gennemsnit 3,5 pct. fra 1995 til år 2000. Hvad bliver konsekvenserne for

ledighed, beskæftigelse og statsunderskud, hvis den gennemsnitlige vækst i

BNP som følge af lavere vækst i det private forbrug kun bliver i gennemsnit 1

pct. i 1993/94 og i gennemsnit 3 pct. i 1995 til år 2000 eller i gennemsnit 2

pct. i 1995 til år 2000?

Svar:

En gennemsnitlig realvækst i BNP på 1 pct. i 1993 og 1994 som følge af

lavere vækst i det private forbrug vil kræve, at det private forbrug ikke

vokser i 1993 og 1994 målt i faste priser. Det vil medføre et kraftigt fald i

forbrugskvoten fra 1993 til 1994, jf. tabel 2.

Et fald i forbrugskvoten fra det i forvejen historisk lave niveau skønnes

ikke sandsynligt, ikke mindst i lyset af det indtrufne rentefald og

initiativerne i »Ny kurs mod bedre tider«.

En økonomisk vækst på 3 pct. i gennemsnit for perioden 1995-2000 vil

kræve, at forbrugskvoten forbliver omkring 70 i hele perioden, jf. tabel 2.

Økonomisk vækst på i gennemsnit 2 pct. i perioden 1995-2000 vil kræve en

realvækst i forbruget i størrelsesordenen ca. 2 pct. og medføre et fortsat

fald i forbrugskvoten til et slutniveau omkring 62 pct., jf. tabel 2, hvilket

ligger uden for den økonomiske erfaringsramme.

Forbrugskvoten har siden 1960 normalt været ca. 78-80 pct. 1986 havde den

hidtil højeste forbrugskvote med ca. 84 pct. Årene 1993 og 1994 bliver efter

de foreliggende skøn år med den hidtil laveste forbrugskvote, nemlig ca. 73

pct.

Hvis den økonomiske vækst bliver lav som følge af faldende forbrugskvote

af den nævnte størrelsesorden vil den i besvarelsen af spørgsmål 70 nævnte

sammenhæng mellem opsparing og nettorenteindtægter blive styrket.

Nettorenteindtægterne vil år efter år stige kraftigt og de disponible

realindkomster derfor stadig vokse pænt.

Dette viser sig bl.a. i virkningen på betalingsbalancens overskud, jf.

tabel 2, der i slutningen af årtiet med et fald i forbrugskvoten til 62 pct.

vokser til 10 pct. af BNP eller op mod 100 mia. kr. årligt i 1993-priser.

Tabel 2. Udviklingen i ledighed, statsfinanser og betalingsbalance

under forskellige antagelser om BNP-væksten.

---------------------------------------------------------------------

1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000

---------------------------------------------------------------------

Vækst i BNP på i gennemsnit 1 pct. i 1993-94 og på i gennemsnit 3

pct. i 1995-2000 som følge af svag forbrugsvækst

Realvækst i BNP

(pct.) ......... 0,5 1,6 2,8 3,2 3,1 3,1 3,0 2,9

Forbrugskvote .. 73,0 70,1 70,3 69,6 69,5 69,2 69,6 70,1

Ledighed (pct.). 11,9 11,5 11,2 10,7 10,3 9,9 9,2 8,5

Betalingsbalance

(pct. af BNP) .. 3,4 3,7 4,1 4,3 4,8 5,1 5,5 5,9

DAU (pct.

af BNP) ........ -6,3 -6,4 -6,9 -6,0 -5,1 -4,4 -3,4 -2,3

---------------------------------------------------------------------

Vækst i BNP på i gennemsnit 1 pct. i 1993-94 og på i gennemsnit 2

pct. i 1995-2000 som følge af svag forbrugsvækst

Realvækst i BNP

(pct.) ......... 0,5 1,6 1,7 2,1 2,0 2,1 2,0 2,0

Forbrugskvote .. 73,0 70,1 69,1 67,1 65,7 64,1 63,1 62,1

Ledighed (pct.). 11,9 11,5 11,4 11,3 11,4 11,4 11,1 10,8

Betalingsbalance

(pct. af BNP) .. 3,4 3,7 4,6 5,5 6,7 7,9 9,3 10,8

DAU (pct.

af BNP) ........- 6,3 -6,4 -7,5 -7,2 -6,9 -6,8 -6,2 -5,5

---------------------------------------------------------------------

Note: De i tabel 2 beregnede effekter er fremkommet under de samme

antagelser som de, der er benyttet i kapitel 5 i »Ny kurs mod bedre

tider«, bortset fra udviklingen i privatforbruget.

Spørgsmålet refererer en gennemsnitlig årlig vækst på 3,5 pct. i årene

1995-2000. Selv om det nogenlunde svarer til væksten i årene 1983-86, kan de

to perioder ikke sammenlignes.

Der er en række afgørende forskelle, som betyder, at den skønnede vækst

for årene 1995-2000 kan blive langt mere holdbar. Ifølge beregningerne

afviger de to perioder bl.a. med en klart højere vækst i produktiviteten og

et klart større vækstbidrag til de disponible indkomster fra

nettorenteindtægterne i perioden 1995-2000 end i årene 1983-86. Begge disse

faktorer bidrager til markant større vækst i de disponible realindkomster i

den private sektor.

I årene 1983-86 voksede den private sektors disponible realindkomster med

årligt ca. 1,5 pct. Den store vækst var således drevet af lånefinansieret

forbrug og investeringer. I årene 1995-2000 viser fremskrivningen en vækst i

de disponible realindkomster på 4,1 pct. årligt, bl.a. som følge af højere

produktivitet og større nettorenteindtæger - men også fordi skatter og

afgifter ikke forøges, som det skete i årene 1983-86.

Dertil kommer, at udgangspunktet for vækst i form af overskud på

betalingsbalancen, et moderat underskud i den offentlige sektor og lav

inflation er bedre.

Spørgsmål 72:

Hvor meget skal eksempelvis bruttoskatten i eksemplet i ovenstående

spørgsmål forhøjes for at sikre en uændret saldo på de offentlige finanser

frem til år 2000 i forhold til det forventede i »Ny kurs mod bedre

tider«?

Svar:

Da regeringens foreslåede øremærkede arbejdsmarkedsbidrag netop er

øremærkede til arbejdsmarkedsformål, vil det ikke være muligt at hæve disse

bidrag med henblik på at påvirke de offentlige finansers saldo.

En del af evt. forringelser af de offentlige finanser vil i givet fald

skyldes større udgifter til dagpenge end forudsat i »Ny kurs mod bedre

tider«. Bidragssatserne til Dagpengefonden er imidlertid fastlagt frem

til 1998.

Det er dog muligt at foretage en generel finanspolitisk opstramning,

såfremt den offentlige sektors saldo ikke udvikler sig som forventet. Om

finanspolitiske stramninger gælder generelt den tommelfingerregel, at en

finanspolitisk stramning på 1 mia. kr. på mellemfristet sigt medfører en

forbedring af den offentlige sektors saldo på 1/2 mia. kr.

Der er dog især på kortere sigt forskelle mellem forskellige økonomiske

instrumenter. På længere sigt er virkningen af de fleste finanspolitiske

instrumenter større end den anførte tommelfingerregel for de mellemfristede

virkninger.

Spørgsmål 73:

Hvorledes vil den forventede beskæftigelsesfremgang i »Ny kurs mod

bedre tider« i årene 1993 og 1994 være fordelt på den private og den

offentlige sektor?

Svar:

Den forventede beskæftigelsesfremgangs fordeling på privat og offentlig

beskæftigelse fremgår af tabel 4.1., s. 81 i »Ny kurs mod bedre

tider«. Det fremgår af tabellen, at den offentlige beskæftigelse

forventes at vokse med 14.000 personer fra 1992 til 1993 og med 13.000

personer fra 1993 til 1994. Tilsvarende fremgår det af tabellen, at den

private beskæftigelse ventes at falde med 28.000 personer fra 1992 til 1993

og stige med 17.000 personer fra 1993 til 1994.

Spørgsmål 74:

Regeringen forventer, at der fra 1993 til år 2000 skabes 152.000

arbejdspladser i de private serviceerhverv, hvis regeringens politik

gennemføres. Regeringen bedes oplyse den forventede fordeling af fremgangen

på forskellige grene af serviceerhvervene, herunder blandt andet udviklingen

for engros- og detailhandel, transportvirksomhed, finansiel service,

forretningsservice og husholdningsservice.

Svar:

I regeringens fremskrivning fremkommer beskæftigelsesfremgangen på 152.000

personer i private serviceerhvev som følge af ændringer i forbrugets

sammensætning over mod en større andel serviceforbrug, som er en naturlig

følge af den generelle velfærdsfremgang.

Fordelingen af fremgangen på de enkelte serviceerhverv er baseret på den

forventede forbrugssammensætning og på en videreførsel af den historiske

produktivitetsudvikling i de enkelte erhverv. På denne baggrund fås følgende

opsplitning af beskæftigelsesfremgangen i private serviceerhverv:

Engros- og detailhandel 28.000 personer

Transportvirksomhed 15.000 personer

Finansiel service m.v. 21.000 personer

Forretningsservice og 88.000 personer

husholdningsservice

Den væsentligste del af beskæftigelsesfremgangen i disse erhverv hænger

sammen med den generelle fremgang i den økonomiske aktivitet i

fremskrivningen til år 2000. Alle erhvervene er således tæt sammenknyttet

gennem underleverancer og distribution. En generel økonomisk fremgang vil

derfor normalt smitte af på næsten alle erhverv.

Spørgsmål 75:

Hvorledes er de grønne skatter, som lønmodtagerne skal betale, indregnet i

beregningerne over den fremtidige lønudvikling? Er det korrekt, at

ADAM-modellen, som regeringen har benyttet sig af, antager, at øgede

forbrugsafgifter som for eksempel de grønne afgifter virker løndrivende på

nøjagtig samme måde, som personskattenedsættelser af regeringen antages at

virke løntilbageholdende?

Svar:

De grønne afgifter er i beregningerne indregnet som indirekte skatter.

Herved kommer afgifterne til at påvirke udviklingen i forbrugerpriserne.

Da der i ADAM regnes med en overvæltning fra priser til lønninger, er det

korrekt, at øgede forbrugsafgifter virker løndrivende. Det er ligeledes

korrekt, at personskattenedsættelser i ADAM-modellen antages at virke

løntilbageholdende.

Virkningerne er parallelle og svarer til, at en reduktion af skatten med 1

pct. dæmper lønstigningerne med ca. 0,15 pct. i det år, hvor skatten sænkes.

Virkningen aftager i de efterfølgende år og er på mellemfristet og lang sigt

nul.

ADAM-modellen skelner ikke mellem forskellige skatter og afgifter. Da det

specielt er marginalskatten, der nedsættes i »Ny kurs mod bedre

tider«, kan den samlede løndæmpende effekt være undervurderet.

Spørgsmål 76:

Hvordan kan det være, at regeringen ikke henregner den skærpede aktie- og

ejendomsbeskatning til erhvervslivets forøgede skattebetaling og dermed

erhvervslivets omkostninger i »Ny kurs mod bedre tider«?

Svar:

Den øgede aktieavancebeskatning vil alene berøre aktieavancer hos

personer. Aktieavancer i selskaber er i dag fuldt skattepligtige.

Aktieavanceebeskatningen vil betyde en øget skattebetaling hos

husholdninger med en aktiebeholdning af unoterede aktier eller med en

beholdning af børsnoterede aktier til en værdi på over 100.000 kr.

Regelændringen vil herved ikke umiddelbart påvirke erhvervenes

resultatopgørelse.

Ejendomsavancer har tidligere for alt andet end ejerboliger været

beskattet ved salg inden for de første 7 års ejertid. Efter de nye regler vil

ejendomsavancer ved salg af sådanne ejendomme altid være skattepligtige helt

eller delvist. Efter 9 års ejertid skal 70 pct. af avancen beskattes som

kapitalindkomst.

Erhvervsvirksomheder kan ved salg af fast ejendom modregne fortjenesten

herfra i anskaffelsessummen for en ny ejendom, såfremt der ikke er tale om en

udlejningsejendom. Erhvervsvirksomheder har hermed adgang til at skyde

avanceskatten foran sig.

Det samlede merprovenu ved ejendomsavancebeskatningen er opgjort til 100

mio. kr. Den umiddelbare erhvervsbelastning vil som følge af

skatteydskydningsmuligheden være meget begrænset, hvorfor avancebeskatningen

af ejendomme ikke er medregnet i bilag 4 i »Ny kurs mod bedre

tider«.

Spørgsmål 77:

Hvorledes vil underskuddet på statens finanser og skattetrykket udvikle

sig frem til 1998, såfremt arbejdsløsheden mod forventning forbliver uændret?

Svar:

Udviklingen i underskuddet på statens finanser og skattetrykket i en

situation, hvor arbejdsløsheden mod forventning forbliver uændret frem til

1998, afhænger i høj grad af, hvilke faktorer der er årsag til udviklingen.

En sådan udvikling vil f.eks. kunne realiseres gennem en kraftig

nedbringelse af de offentlige udgifter. Herved vil statsfinanserne blive

forbedret, men regeringen vil ikke dermed have løst den opgave, den har sat

sig for at løse, nemlig at nedbringe ledigheden.

Såfremt udviklingen kan henføres til svigtende privatforbrug, kan der

henvises til svarene på spørgsmål 70 og spørgsmål 71. Her fremgår det af

tabel 2, at forbrugskvoten skal falde kraftigt for at fastholde ledigheden på

sit nuværende niveau, hvis lavere forbrugskvote er årsagen til lavere vækst.

Ved at se på det såkaldte status quo-forløb i kapitel 5 i »Ny kurs

mod bedre tider« er det muligt at danne sig et indtryk af effekterne på

statsfinanserne og skattetrykket frem til 1998, såfremt regeringens udspil

ikke gennemføres, og såfremt arbejdsløsheden er nogenlunde uændret.

I status quo-forløbet er ledigheden i 1998 på 318.000 personer, hvilket

svarer til ledighedsniveauet i 1992. Status quo-forløbet medfører i 1998 et

skattetryk på knap 49 pct. og et DAU-underskud på omkring 1,5 pct. af BNP.

Ved gennemførelse af regeringens politik ventes skattetrykket i 1998 at ligge

på godt 47 pct., og DAU-underskuddet ventes - som i status quo-forløbet - at

ligge på omkring 1,5 pct. af BNP.

Spørgsmål 78:

Hvordan forestiller regeringen sig, at alene en reduktion af

marginalskatten finansieret ved belastning af erhvervslivet, grønne skatter

samt en bruttoskat skal kunne muliggøre en nedbringelse af arbejdsløsheden

til langt under 200.000 personer i år 2000, når man ikke tager fat på at løse

de grundlæggende strukturproblemer på arbejdsmarkedet, som blandt andet OECD,

Det Økonomiske Råd og Zeuthen-udvalget har påpeget? Spørgsmålet bedes

besvaret under hensyntagen til, at man i 1986 stødte på flaskehalse og

løninflation allerede ved et ledighedsniveau på ca. 220.000 personer. Den

høje ledighed siden da har formentlig forøget strukturledigheden yderligere,

således at flaskehalse og lønpres vil opstå på et endnu tidligere tidspunkt -

det vil sige ved et højere ledighedsniveau - medmindre arbejdsmarkedets

strukturproblemer i form af ydelsesniveau, ydelseslængde og rådighed løses.

Svar:

Det er ikke regeringens opfattelse, at ledigheden kan nedbringes alene ved

at nedsætte marginalskatterne og indføre øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og

grønne skatter, jf. bl.a. besvarelsen af spørgsmål 68.

Det er heller ikke regeringens opfattelse, at de fremlagte forslag påfører

erhvervslivet en øget belastning.

Det er imidlertid korrekt, at målet om at bringe ledigheden ned under

200.000 personer inden år 2000 næppe kan realiseres uden reformer på

arbejdsmarkedet. Regeringen fremlagde allerede i april 1993 sit første oplæg

til arbejdsmarkedsreformer. Den aktive arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik

består af 3 hovedkomponenter: En reform af arbejdsløshedssystemet, en

orlovsreform og en styrket uddannelsesindsats.

Med reformen af arbejdsløshedssystemet sikres det, at den enkelte lediges

forløb igennem arbejdsløshedssystemet er bedre tilpasset den lediges behov og

evner. Det sikres endvidere, at den ledige aktiveres på et tidligere

tidspunkt, enten gennem jobtilbud, uddannelse eller orlov. Der stilles også i

det nye system strengere krav til den enkelte ledige - specielt i delperiode

2, hvor den ledige skal være aktiv i længere sammenhængende tid for at

oppebære retten til dagpenge.

Orlovsreformen sikrer beskæftigede såvel som ledige en mulighed for at

tage orlov for at dygtiggøre sig eller for at være mere sammen med familien.

Herved sikres det både, at arbejdsstyrkens kvalifikationer bliver forbedret,

og at ledige får en større mulighed for at prøve kræfter med og opbygge

erfaring fra de arbejdspladser, som bliver frigjort i forbindelse med orlov.

Det er nødvendigt at opkvalificere den danske arbejdsstyrke - både de

ledige og de der er i beskæftigelse. Derfor indeholder regeringens udspil et

oplæg til en styrket uddannelsesindsats.

Denne indsats er nødvendig for at kunne tilbyde videreuddannelse til dem,

der enten som ledige eller på orlov ønsker at forbedre deres kvalifikationer.

Det er rigtigt, at der i 1986/87 var tegn på, at der var ved at opstå

flaskehalse på visse dele af arbejdsmarkedet. Den daværende udvikling tydede

på, at den strukturelle ledighed lå meget højt i Danmark. Det gør den

sandsynligvis fortsat. Det ledighedsniveau, som er foreneligt med uændret

konkurrenceevne, anslås at ligge på 8-9 pct. af arbejdsstyrken, jf. figur

5.7, s. 131 i »Ny kurs mod bedre tider«.

Regeringens samlede oplæg retter sig derfor i høj grad imod forholdene på

arbejdsmarkedet. Det er regeringens overbevisning, at arbejdsmarkedsreformen

med en aktiv arbejdsmarkedspolitik og en styrket uddannelsesindsats vil kunne

bringe den strukturelle ledighed ned på et niveau, som er lavere end det

nuværende, jf. figur 5.7, s. 131 i »Ny kurs mod bedre tider«.

Opsummerende kan det nævnes, at bl.a. følgende forhold bidrager til bedre

struktur på arbejdsmarkedet i »Ny kurs mod bedre tider«:

1) Reformen af den aktive arbejdsmarkedspolitik

2) Orlov til uddannelse

3) Øget uddannelsesindsats

4) Lavere marginalskat

5) Finansieringsreform af arbejdsmarkedsudgifter

6) Styrket serviceproduktion, der bl.a. retter sig mod lavt uddannede.

Spørgsmål 83:

Hvorfor indbefatter det skrå skatteloft ikke arbejdsmarkedsbidraget?

Skyldes det, at arbejdsmarkedsbidraget frit skal kunne sættes i vejret?

Svar:

Det skrå skattelofts funktion er at beskytte den enkelte skatteyder imod

en for høj kommunal og amtskommunal skatteudskrivning. Forslaget går ud på,

at hvis denne overskrider 28,5 i 1994 og 29 i de følgende år, nedsættes

topskatteprocenten i den pågældende kommune. Det er mest af redaktionelle

grunde og for at vise sammenhængen med de hidtil gældende regler, at de

øvrige statsskatteprocenter også er nævnt i § 19, samtidig med, at det loft,

der nævnes i § 19, er tilsvarende højere end de før nævnte 28,5 og 29

procent.

Arbejdsmarkedsbidraget er fradragsberettiget i den personlige indkomst.

Heri ligger en beskyttelse imod overbeskatning.

En evt. forhøjelse af arbejdsmarkedsbidraget, som forespørgeren antyder at

regeringen vil, skal vedtages af det til enhver tid værende flertal i

Folketinget. Det er lige så nemt eller svært som ændringer af det skrå

skatteloft. Regeringen har hverken planer om at forhøje det skrå skatteloft

eller arbejdsmarkedsbidraget. Det har regeringen jo netop tilkendegivet ved

at fremsætte lovforslag, der rækker flere år frem i tiden.

Spørgsmål 86:

Såfremt konjunkturudviklingen udvikler sig mindre fordelagtigt end

forudsat af regeringen i »Ny kurs mod bedre tider«, er det da alene

regeringens hensigt at finansiere øgede offentlige udgifter til for eksempel

dagpenge gennem øgede arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat), eller indgår der i

dette tilfælde mulighed for at gennemføre offentlige besparelser i

regeringens planlægning?

Svar:

I oplægget til en skattereform foreslår regeringen, at der indføres

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag til at finansiere dagpenge, aktivering og

sygedagpenge. Den samlede andel af indkomsten, som skal betales til disse

formål gennem øremærkede arbejdsmarkedsbidrag, ligger fast i perioden frem

til 1998, jf. tabel 3.10, s. 39 i »Ny kurs mod bedre tider«.

En mindre fordelagtig konjunkturudvikling i perioden frem til 1998, som

medfører øgede offentlige udgifter til f.eks. dagpenge, vil derfor ikke føre

til en justering af den indkomstandel, som skal indbetales som øremærkede

arbejdsmarkedsbidrag.

Efter 1998 vil en mindre gunstig konjunkturudvikling med f.eks. højere

ledighed kunne medføre en justering af den indkomstandel, som skal indbetales

som øremærkede arbejdsmarkedsbidrag.

Jf. også besvarelsen af spørgsmål 72.

Spørgsmål 91:

Ad svaret på spørgsmål 2, jf. bilag 78

»Hvilke 20 kommuner og hvilken amtskommune skønnes at tabe 0,2 pct.

eller derover på skattereformen ekskl. det i svaret omtalte særlige tilskud?

Og hvilke 20 kommuner og hvilken amtskommune vil tjene mest/tabe mindst på

skattereformen?»

Svar:

I nedenstående tabeller er vist en foreløbig opgørelse af de samlede

virkninger for udvalgte kommuner ved skattereform, bruttoficering samt

ændring af tilskuds- og udligningssystemet.

I tabel 1 er vist en oversigt over de kommuner og den amtskommune,

hvis tab overstiger 0,2 pct. af kommunens eller amtskommunens

beskatningsgrundlag. I søjle 1 er vist tabet i 1.000 kr., og i søjle 2 er

tabet angivet i procent af beskatningsgrundlaget.

I tabel 2 er vist en oversigt over de 20 kommuner og den

amtskommune, der i procent af beskatningsgrundlaget har de største gevinster.

I søjle 1 er vist gevinsten i 1.000 kr., og i søjle 2 er gevinsten angivet i

pct. af beskatningsgrundlaget.

Tabel 1

---------------------------------------------------------------------

Virkning (1) som ændring

i alt i beskatnings-

niveau (- = gevinst,

+ = tab)

(1) (2)

---------------------------------------------------------------------

713 Hinnerup .................... -3.893 0,46

703 Galten ...................... -3.762 0,45

715 Hørning ..................... -2.714 0,42

447 Munkebo ..................... -1.528 0,33

709 Hadsten ..................... -2.847 0,32

345 Tølløse ..................... -2.344 0,32

659 Holmsland ................... -1.404 0,30

535 Sydals ...................... -1.534 0,29

673 Thyborøn-Harboør ............ -1.229 0,29

441 Langeskov ................... -1.348 0,28

357 Holmegård ................... -1.454 0,27

497 Årslev ...................... -1.895 0,27

613 Hedensted ................... -3.108 0,26

745 Skanderborg ................. -4.051 0,25

533 Sundeved .................... -977 0,25

623 Lunderskov .................. -905 0,25

165 Albertslund ................. -6.820 0,24

603 Børkop ...................... -1.884 0,23

353 Fladså ...................... -1.175 0,22

385 Rønnede ..................... -1.119 0,22

737 Ry .......................... -1.730 0,21

663 Ikast ....................... -3.560 0,21

025 Roskilde Amtskommune ........ -54.548 0,25

---------------------------------------------------------------------

Tabel 2

---------------------------------------------------------------------

Virkning (1) som ændring

i alt i beskatnings-

niveau (- = gevinst,

+ = tab)

(1) (2)

---------------------------------------------------------------------

675 Thyholm ..................... 420 -0,18

355 Holeby ...................... 586 -0,19

785 Sydthy ...................... 1.361 -0,19

381 Rudbjerg .................... 516 -0,19

811 Fjerritslev ................. 1.042 -0,19

557 Bramming .................... 1.814 -0,19

505 Bredebro .................... 526 -0,19

407 Rønne ....................... 2.263 -0,19

405 Neksø ....................... 1.119 -0,20

809 Farsø ....................... 948 -0,20

747 Sønderhald .................. 1.311 -0,21

383 Rødby ....................... 1.222 -0,24

731 Randers ..................... 13.307 -0,28

341 Tornved ..................... 1.919 -0,29

363 Maribo ...................... 2.604 -0,31

369 Nykøbing Falster ............ 6.726 -0,33

327 Nykøbing-Rørvig ............. 1.994 -0,34

475 Rudkøbing ................... 1.899 -0,39

653 Brande ...................... 3.764 -0,61

367 Nakskov ..................... 7.347 -0,63

013 Københavns Kommune

(som amtskommune) ............... 211.215 -0,50

---------------------------------------------------------------------

Der skal i øvrigt gøres opmærksom på, at regeringen har fremsat

ændringsforslag til L 338, hvorefter der ydes kompensation til kommuner og

amtskommuner, der taber mere end 0,1 procent af beskatningsgrundlaget i 1994,

mere end 0,15 procent i 1995 og mere end 0,20 pct. i 1996.

Spørgsmål 92:

Ad svaret på spørgsmål 20, jf. bilag 78:

I »Ny kurs mod bedre tider«, tabel 3.1., side 26 anføres, at

skattereformen indebærer et provenutab i 1998 på 0,6 mia. kr. Med hvor mange

pct.-point skal kommuneskatten stige for at give en provenugevinst på 0,6

mia. kr.?

Svar:

Det skønnes, at kommuneskatten i 1998 skal forhøjes med ca. 0,15

pct.-point for at give et merprovenu på 0,6 mia. kr. (1993-niveau).

Spørgsmål 93:

Ad svar på spørgsmål 30, jf. bilag 24:

Skatten for de i svaret viste indkomstgrupper bedes også regnet ud for

1986 og sammenholdt med årene 1993 og 1998.

Spørgsmål 94:

Hvad ville skatten i en gennemsnitskommune have udgjort i årene 1986,

1987, 1993 og efter reformens gennemførelse 1998 for en skatteyder med det

gennemsnitlige fradrag på sit indkomsttrin ved en personlig indkomst på:

---------------------------------------------------------------------

Personlig Skat Skat Skat Skat efter reformens Forskel mellem

indkomst 1986 1987 1993 gennemførelse 1998 1986 og reformen

40.000

50.000

60.000

70.000

80.000

90.000

100.000

120.000

140.000

160.000

180.000

200.000

220.000

250.000

300.000

400.000

400.000 og erhvervsdrivende

450.000

450.000 og erhvervsdrivende

500.000

500.000 og erhvervsdrivende

1.000.000

1.000.000 og erhvervsdrivende

---------------------------------------------------------------------

I regneeksemplet for erhvervsdrivende bedes forudsat, at den erhvervsdrivende

benytter virksomhedsordningen, at virksomhedens kapitalafkast udgør 5 pct. af

overskuddet, samt at der af overskuddet opspares 50.000 for den

erhvervsdrivende med 400.000 i overskud, 62.000 for den erhvervsdrivende med

450.000 i overskud, 75.000 for den erhvervsdrivende med 500.000 i overskud og

200.000 for den erhvervsdrivende med 1.000.000 i overskud.

Svar:

Nedenfor er vist skatten for de ønskede indkomstgrupper efter 1986-regler,

1987-regler, 1993-regler og lovforslaget i 1998.

Der er siden 1986 foretaget en lang række ændringer i skattesystemet, der

påvirker den enkelte skatteyder. I de foretagne beregninger er alene

indregnet virkningerne af skalaændringerne.

Samtlige beregninger er foretaget i 1993-niveau. 1986-beløbsgrænserne er

således forhøjet med 22 pct. og 1987-grænser med 20 pct.

1987- og 1993-skalaerne er identiske, bortset fra forhøjelsen af 6

pct.-bundgrænsen, som blev gennemført i 1991 og 1992.

Tabel 1. Samlet skat for enlige skatteydere efter 1986-regler,

1987-regler, 1993-regler og lovforslaget i 1998. Gennemsnitskommune 1993 med

skatteprocent 30,2 inkl. kirkeskat. 1993-niveau.

---------------------------------------------------------------------

Ændring i

rådig-

hedsbeløb

som følge

af skat-

teomlæg-

ningen i

forhold

til

Personlig Skat 1986- Skat 1987- Skat gæl- Skat lovfor- 1986-

indkomst regler regler dende slag 1998(1) regler

regler

1993

---------------------------------------------------------------------

Kr. Kr. Kr. Kr. Kr. Kr.

40.000 5.173 4.523 4.523 5.931 -758

50.000 10.333 9.743 9.743 10.397 -63

60.000 15.110 14.963 14.963 14.863 247

70.000 17.964 17.380 17.380 17.278 686

80.000 21.589 20.755 20.755 20.090 1.499

90.000 28.337 27.734 27.734 25.843 2.493

100.000 31.814 31.096 31.096 28.949 2.865

120.000 39.800 39.104 39.104 36.101 3.699

140.000 48.111 47.339 47.339 43.018 5.093

160.000 56.705 56.063 55.910 51.004 5.701

180.000 66.315 65.041 64.321 58.686 7.630

200.000 77.835 75.564 74.844 67.578 10.256

220.000 90.735 87.204 86.484 77.378 13.357

250.000 102.835 99.694 98.974 87.187 15.648

300.000 129.915 128.078 127.358 112.905 17.010

400.000 189.251 186.604 185.884 167.420 21.831

450.000 226.470 221.215 220.495 198.539 27.930

500.000 260.497 253.566 252.846 227.681 32.816

1.000.000 636.949 602.698 601.978 544.017 92.932

---------------------------------------------------------------------

Anm.: Fradrag og kapitalindkomst på de forskellige indkomsttrin er

beregnet på basis af en stikprøve på lovmodellen på ca. 0,3 pct. af

befolkningen.

(1) Inkl. nettovirkning af arbejdsmarkedsbidrag og bortfald af AUD-bidrag.

For indkomster under 80.000 kr. udgør AUD-bidraget 483 kr., for indkomster

mellem 80.000-120.000 kr. 976 kr. og over 120.000 kr. 1.450 kr. Ekskl. grønne

afgifter.

Tabel 2. Samlet skat for selvstændigt erhvervsdrivende efter

1986-regler, 1987-regler, 1993-regler og lovforslaget i 1998.

Gennemsnitskommune 1993 med skatteprocent 30,2 inkl. kirkeskat.

1993-niveau.

---------------------------------------------------------------------

Ændring i

rådig-

hedsbeløb

som følge

af skat-

teomlæg-

ningen i

forhold

til

Virksom- Skat 1986- Skat 1987- Skat gæl- Skat lovfor- 1986-

hedsover- regler regler(1) dende slag 1998(1) regler

skud regler (2)

1993

---------------------------------------------------------------------

Kr. Kr. Kr. Kr. Kr. Kr.

400.000 196.009 185.737 185.017 169.187 26.822

450.000 235.660 220.821 220.101 201.282 34.378

500.000 269.333 251.671 250.951 229.729 39.604

1.000.000 636.949 583.087 582.367 535.657 101.292

---------------------------------------------------------------------

Anm.: Fradrag og kapitalindkomst på de forskellige indkomsttrin er

beregnet på basis af en stikprøve på lovmodellen på ca. 0,3 pct. af

befolkningen.

(1) Inkl. virksomhedsskat og latent skat på opsparing ved hævning efter

1998.

(2) Inkl. nettovirkning af arbejdsmarkedsbidrag. Ekskl. grønne afgifter.

Spørgsmål 95:

Ad svaret på spørgsmål 89, jf. bilag 117. Kan ministeren bekræfte, at det

efter lovforslaget ikke vil være muligt for en lønmodtager, for hvem

arbejdsgiveren betaler bidrag til kapitalpensionen, at udnytte ordningen helt

op til det fastsatte loft på 30.000 kr. (1993), og at dette forhold betyder

en forskelsbehandling i forhold til en lønmodtager, der selv indbetaler til

kapitalpensionen?

Svar:

Svaret på spørgsmål 89 var affattet således: »Ved indskud på

kapitalpension gælder en overgrænse for indskuddets størrelse. Den er i 1993

på 30.000 kr. Den er fælles for en skatteyders arbejdsgiverordninger og

private ordninger. Ved privat tegnede kapitalpensioner tegnes indskuddet for

midler, der, hvis der er tale om løn o.l., har været betalt

arbejdsmarkedsbidrag af. Ved arbejdsgiverordninger betales

arbejdsmarkedsbidraget af selskaberne af de modtagne indbetalinger. Ved

beregningen af, om de 30.000 kr. overskrides, tages hensyn til

indbetalingerne, før arbejdsmarkedsbidraget bliver fratrukket. Det vil være

en komplikation af tage hensyn til nettobidraget.«

Jeg kan tilføje, at komplikationen skyldes, at en skatteyder samtidig kan

have både arbejdsgiverordninger og private ordninger, hvor der gælder et

fælles loft på 30.000 kr. Hvis man arbejdede med nettobidraget ved

arbejdsgiverordninger, ville det være sværere for skatteyderen at beregne de

rigtige indbetalinger på de private ordninger.

Det er ikke udtryk for nogen forskelsbehandling af forskellige

lønmodtagere, at der for arbejdsgiverordninger ved beregningen af, om de

30.000 kr. overskrides, tages hensyn til indbetalingerne, før

arbejdsmarkedsbidraget fratrækkes.

Lønmodtagere, der ikke ønsker at udnytte fradraget på 30.000 kr. fuldt ud,

er således fuldstændig ens stillet, hvad enten de har den ene eller den anden

slags ordninger.

Lønmodtagere, der ønsker at udnytte 30.000 kr.s fradraget fuldt ud, vil

også være praktisk talt ens stillet, hvad enten de har arbejdsgiverordninger

eller privat tegnede ordninger. Den eneste forskel knytter sig til det beløb,

der ved arbejdsgiverordninger bruges til at betale arbejdsmarkedsbidrag, og

som betyder, at lønmodtageren med arbejdsgiverordningen for en lille smule

mindre udgifter sparer en lille smule mindre op. Det kan den pågældende

udligne ved at øge opsparingen på andre skattebegunstigede

opsparingsordninger (f.eks. rateordninger) eller ved at spare op uden for de

skattebegunstigede ordninger. Ved opsparing udenfor de skattebegunstigede

ordninger, kan hele problemet reduceres til et spørgsmål om, i hvilket omfang

skatteyderen, der sparer op uden for de skattebegunstigede ordninger, får en

lavere forrentning af et så beskedent årligt beløb som 1.440 kr., end han

ville få, hvis han kunne opnå samme forrentningsprocent som i

pensionsopsparingen. Det mener jeg ikke er et reelt problem.

Det anførte beløb gælder først fra 1998. Inden da er dette mindre. Beløbet

er kun 1.440 kr. selv om arbejdsmarkedsbidraget fra 1998 er 8 pct. eller

2.400 kr. Det skyldes, at der skal tages hensyn til 40 pct.-afgiften ved

udbetaling fra de skattebegunstigede ordninger, som ikke findes ved opsparing

uden for de skattebegunstigede ordninger.

Jeg kan iøvrigt også henvise til mit svar på spørgsmål 52, (L 283 - bilag

114), der omhandler samme problem.

Spørgsmål 96:

Ad svaret på spørgsmål 67, jf. bilag 122:

Hvad er forklaringen på, at provenuet ved indførelse af et maksimumsbeløb

for fradrag for a-kassebidrag og faglig kontingent på 6.000 kr. efter

ministerens opfattelse kun udgør 80 mio. kr. i 1994 og 65 mio. kr. i 1988,

når Personskatteudvalget i sin rapport har beregnet provenuet på det samme

forslag til 1 mia. kr. (Rapportens side 317)?

Svar:

I svaret på spørgsmål 67 (L 283 - bilag 122) blev angivet merprovenuet ved

en begrænsning af fradrag for fagforeningskontingenter på hhv. 5.000 kr.,

5.500 kr. og 6.000 kr.

I nedenstående tabel er angivet de tilsvarende merprovenuer, når der

lægges loft på hhv. 5.000 kr., 5.500 kr. og 6.000 kr. over fradrag af summen

af fagforeningskontingenter og a-kassebidrag inkl. administrationsbidrag.

---------------------------------------------------------------------

Merprovenu

Max. grænse for fradrag 1994 1998

---------------------------------------------------------------------

Kr. Ca. mio. kr. Ca. mio. kr.

5.000 1.935 1.655

5.500 1.575 1.345

6.000 1.235 1.035

---------------------------------------------------------------------

Spørgsmål 104:

Ad bilag 152, svar på sp. 93-94:

Tabel 2 bedes opstillet som anført i spørgsmålet ud fra følgende

forudsætninger:

---------------------------------------------------------------------

Skat efter Skat efter Skat Forskel i

Virksomhedsoverskud 1986-reglerne gld. regler lovf. skattebet.

---------------------------------------------------------------------

400.000

450.000

500.000

1.000.000

2.000.000

---------------------------------------------------------------------

Forudsætninger: Fradrag og kapitalindkomst som et gennemsnit i gruppen.

Den latente skat bedes udeladt, da det kan vare 50 år eller længere, før den

bliver aktuel. Der anmodes ikke om beregning af rådighedsbeløb, men

udelukkende ønskes en tabel over skattebetalingen.

Der forudsættes et kapitalafkast på 5 pct. af overskuddet.

Der forudsættes en opsparing i virksomheden således:

400.000 opsparer 50.000

450.000 opsparer 62.500

500.000 opsparer 75.000

1.000.000 opsparer 200.000

2.000.000 opsparer 700.000

Før 1998 bedes nettovirkning af ambi inddraget.

Svar:

De ønskede beregninger er vist i nedenstående oversigt.

Fradrag og kapitalindkomst for de enkelte indkomstgrupper er baseret på en

stikprøve på lovmodellen på ca. 0,3 pct. af befolkningen.

Skattebetalingen for lovforslaget i 1998 er inkl. nettovirkningen af

arbejdsmarkedsbidraget.

Samlet skat for selvstændigt erhvervsdrivende efter 1986-regler,

1993-regler og lovforslaget i 1998. Gennemsnitskommune 1993 med skatteprocent

30,2 inkl. kirkeskat.

---------------------------------------------------------------------

Forskel i skatte-

Virksom- Skat i 1986 Skat gæl- Skat lov- betaling i 1988 i

hedsover- regler dende reg- forslag(1)(2) forhold til:

skud ler 1993(1) 1988 1986-regler

---------------------------------------------------------------------

Kr. Kr. Kr. Kr. Kr.

400.000 196.009 171.017 155.184 40.822

450.000 235.660 202.601 183.782 51.878

500.000 269.333 229.951 208.729 60.604

1.000.000 636.949 526.367 479.657 157.292

2.000.000 1.373.949 1.034.617 959.141 414.808

---------------------------------------------------------------------

(1) Inkl. virksomhedsskat. Ekskl. latent skat ved hævning af opsparing.

(2) Inkl. nettovirkning af arbejdsmarkedsbidrag. Det viste fald i

skattebetalingen fra 1986 til 1998 modsvares ikke af en tilsvarende fremgang

i disponibel indkomst, da 1998-opsparingen på 700.000 kr. ikke uden

yderligere beskatning kan anvendes til privatforbrug. Derimod kan hele

1986-overskuddet efter skat anvendes til privatforbrug.

Skatteministeriet

Den 8. juni 1993

Folketingets Skatteudvalg har omdelt forvaltningschef Niels Kiils artikel

i Politiken den 25. maj 1993 (L 283 - bilag 3).

I artiklen efterlyses der en forklaring på et spørgsmål om tre familiers

skattebetaling. De tre familier har lige stor samlet indkomst, men betaler

efter de gældende regler ikke det samme i skat. Familierne har en forskellig

fordeling af indkomsten mellem ægtefællerne, og som det nævnes, er årsagen

til forskellen i skattebetaling, at bundfradraget for 12 pct.-skatten ikke

kan overføres mellem ægtefæller. Derved får familier, hvor den ene ægtefælle

tjener hele indkomsten, en lidt højere skat.

Der er imidlertid flere gode grunde til, at systemet er indrettet på denne

måde.

For det første er det ikke rigtigt, at familierne har samme skatteevne.

Det koster penge at være på arbejdsmarkedet, og de familier, hvor begge

ægtefæller arbejder, har en række udgifter, som familien, hvor den ene part

er hjemmegående, ikke har. Det gælder udgifter til fagligt kontingent og

a-kasse, transport til og fra arbejde og ikke mindst børnepasning.

Hertil kommer, at en hjemmearbejdende ægtefælle også bidrager til

familiens økonomi gennem sit arbejde i hjemmet. En husholdning, hvor begge

ægtefæller er på arbejdsmarkedet, medfører for de fleste en merudgift. Der er

derfor megen rimelighed i, at det omtalte bundfradrag er knyttet til den

enkelte person og ikke kan overføres mellem ægtefæller.

I det fremsatte lovforslag L 283 erstattes 12 pct.-skatten af en topskat

på indkomster over 247.200 kr. (1994-niveau). I grundlaget for denne skat

indgår personlig indkomst og positiv nettokapitalindkomst over 20.000 kr. for

enlige og 40.000 kr. for ægtepar. Bundfradraget i kapitalindkomst kan altså

overføres mellem ægtefæller. Dette hænger sammen med, at det ofte er

tilfældigt, om f.eks. renteindtægter og -udgifter er placeret hos den ene

eller den anden ægtefælle. Derimod kan bundfradraget på 247.200 kr. ikke

overføres mellem ægtefællerne.

Skatteomlægningen vil imidlertid føre til mærkbare skattelettelser også

for familier, hvor hele indkomsten tjenes af den ene ægtefælle. Der henvises

nærmere herom til besvarelsen af udvalgets spørgsmål 40 (L 283 - bilag 35).

For ægtepar med en samlet indkomst på 300.000 kr. viser beregninger, at

for hver gang ægteparret med ligeligt fordelt indkomst betaler 100 kr. i

skat, betaler eenindkomstægteparret efter gældende regler 109 kr. i skat.

Denne forskel på 9 kr. vil efter skatteomlægningen blive reduceret til 7 kr.

i 1994 og 8 kr. i 1998. I absolutte tal vil eenindkomstægteparret få en

skattelettelse på ca. 8.500 kr. i 1994 og ca. 13.000 kr. i 1998.

For ægtepar med en samlet indkomst på 500.000 kr. vil forskellen mellem

ægteparret med ligeligt fordelt indkomst og eenindkomstægteparret derimod

være uændret 14 kr. fra 1993 til 1994, men stige til 119 kr. i 1998. I

absolutte tal er skattelettelsen imidlertid betydeligt større for dette

eenindkomstægtepar, nemlig næsten 13.000 kr. i 1994 og næsten 25.000 kr. i

1998.

De betydelige skattelettelser for eenindkomstægteparrene skyldes bl.a., at

der er ret til overførsel af bundfradraget på 130.000 kr. for den nye

mellemskat.

I øvrigt vil over 2 mio. skatteydere - over halvdelen af alle skatteydere

- fremover alene skulle betale den nye bundskat, hvor fordelingen af

indkomsten er uden betydning.

Det meget store flertal af familier kan således - uanset hvordan

indkomsten er fordelt mellem ægtefællerne - se frem til lavere trækprocenter.

Skatteministeriet,

Den 11. juni 1993

I brev modtaget den 1. juni 1993 i Folketingets Udvalgsafdeling har Axel

Nielsen som formand for Pensionister i Ry Kommune skrevet til udvalget

vedrørende forslag til lov om ændring af personskatteloven og andre

skattelove (Skatteomlægning) (L 283 - bilag 21).

Pensionister i Ry Kommune finder således, at pensionisternes forhold i

forbindelse med regeringens forslag til skatteomlægningen er overset, og at

pensionisterne ikke får del i de foreslåede skattelettelser. Pensionister i

Ry Kommune spørger samtidig, om det er rimeligt, at lejeværdien nedsættes med

1/2 pct., medens pensionister skal betale lejeværdi efter samme procentsats

som hidtil.

Jeg kan oplyse, at regeringen ikke har overset pensionisternes forhold.

Regeringen har netop fremsat forslag til en omlægning af pensionssystemet til

fuldt skattepligtige ydelser, sådan at det forhøjede personfradrag afskaffes.

Værdien af det nuværende forhøjede personfradrag indregnes efter forslaget i

pensionsydelsen, sådan at pensionisternes disponible indtægt ikke forringes

som følge af den skattemæssige behandling.

Omlægningen af pensionssystemet til fuldt skattepligtige ydelser

indebærer, at det bliver muligt for den enkelte modtager at sammenligne

ydelsesniveauet med almindelige lønindtægter. Hertil kan føjes, at en

ensartet skattemæssig behandling af forskellige ydelser fører til en enklere

administration. Det betyder, at ydelsessystemet bliver mere gennemskueligt

for borgeren.

Ved en sådan omlægning sikres det samtidig, at pensionister får mulighed

for at få del i de skattelettelser, regeringen i øvrigt har foreslået, blandt

andet som kompensation for den stigende brug af grønne afgifter. Modtagere af

skattefri ydelser vil ikke automatisk blive kompenseret, hvis der ikke sker

en sådan omlægning til fuldt skattepligtige ydelser.

Jeg kan i øvrigt oplyse, at pensionisterne i forbindelse med indførelsen

af bruttopensionsydelser og skatteomlægningen får samlede skattelettelser og

pensionsforhøjelser på 2,4 mia. kr. Dette beløb stiger til 3,7 mia. kr. i

1997. Af de 2,4 mia. kr. i 1994 vedrører 0,5 mia. kr. de pensionsforhøjelser,

der gennemføres pr. 1. januar 1994 for at sikre, at pensionisterne ikke får

tab som følge af afskaffelsen af det forhøjede personfradrag.

For pensionister uden supplerende indkomst bosat i en gennemsnitskommune

er pensionerne fastsat sådan, at pensionsydelsen stiger på årsbasis med over

1.000 kr. efter skat for enlige og 1.700 kr. for et ægtepar. Som følge af

skatteomlægningen vil denne forhøjelse i 1999 stige til ca. 2.700 kr. for

både enlige og ægtepar.

Hertil kan jeg føje, at generelle lettelser, der indbygges i

skattesystemet til pensionister, ikke tager fordelingspolitiske hensyn. Dette

er baggrunden for, at de 0,5 mia. kr., der anvendes til pensionsforhøjelser

for at sikre, at pensionisterne ikke får tab som følge af afskaffelsen af det

forhøjede personfradrag, anvendes sådan, at de kommer de dårligst stillede

pensionister til gode. Pensionsforhøjelserne lægges således på det

indtægtsregulerede pensionstillæg for at undgå, at pensionister med større

supplerende indtægter får alt for store gevinster.

Til brug for sammenligning af forskellige pensionistfamilietypers

rådighedsbeløb før og efter omlægningen har Socialministeriet udarbejdet

vedlagte to tabeller, der viser, hvordan den disponible indkomst beregnet i

faste priser udvikler sig for to pensionistægtepar bosat i Ry Kommune i

henholdsvis lejer- og ejerbolig. Det er ved beregningerne forudsat, at ingen

af ægteparrene har indtægter ud over pensionen.

For ægteparret i lejerbolig udgør den årlige husleje 44.207 kr., hvilket

svarer til lovmodellens beregningsforudsætning for en lejlighed på 85 m2.

Ejendomsværdien for ægteparret i ejerbolig er sat til 500.000 kr. For begge

familier er varmeudgifterne sat til 4.700 kr. årligt.

Som det fremgår af tabellerne, vinder begge ægtepar ved omlægningen. For

pensionistægteparret i lejerbolig vil stigningen i den disponible indkomst

sammenholdt med 1993 være 1.448 kr. i 1994 og 3.049 kr. i 1999.

Pensionistægteparret i ejerbolig vil opleve en lidt større stigning, idet de

tilsvarende beløb udgør 1.751 kr. i 1994 og 3.204 kr. i 1999. Foretages der

en skematisk indregning af grønne afgifter, vil pensionistægteparret i

lejerbolig opleve en stigning i den disponible indkomst sammenholdt med 1993

på 1.346 kr. i 1994 og 2.407 kr. i 1999. Også pensionistægteparret i

ejerbolig vil fortsat opleve en stigning, idet de tilsvarende beløb udgør

1.437 kr. i 1994 og 1.321 kr. i 1999. Det er her forudsat, at ægteparrene

ikke har bil, samt at boligen opvarmes ved olie eller gas.

Jeg kan bekræfte, at der i regeringens forslag til en skatteomlægning ikke

indgår forslag om en nedsættelse af lejeværdien for boligejere, som er fyldt

67 år. Det skyldes, at lejeværdiprocentsatsen for pensionister i forvejen er

en del lavere end procentsatsen for andre boligejere. Hertil kan føjes, at

gælds- og rentebyrden normalt vil være beskeden for pensionister.

Socialministeriet

Den 10. juni 1993

Til 1.3. Ældrekontoret

Om socialministerens bidrag til besvarelse af en række henvendelser

fra Skatteudvalget om skatteomlægningens behandling af pensionisterne -

familietypeberegning baseret på Ry Kommune.

Til brug for sammenligning af forskellige familietypers rådighedsbeløb før

og efter omlægningen er der i vedlagte bilagstabeller vist, hvordan den

disponible indkomst beregnet i faste priser udvikler sig for to

pensionistægtepar bosat i Ry Kommune i henholdsvis lejer- og ejerbolig.

Grønne afgifter indgår ikke i beregningen. Det er endvidere forudsat, at

begge ægtepar ikke har indtægter ud over pensionen.

For ægteparret i lejerbolig udgør den årlige husleje 44.207 kr., hvilket

svarer til lovmodellens beregningsforudsætning for en lejlighed på 85 m2.

Ejendomsværdien for ægteparret i ejerbolig er sat til 500.000 kr. For begge

familier er varmeudgifterne sat til 4.700 kr. årligt.

Som det fremgår af tabellerne, vinder begge ægtepar ved omlægningen. For

pensionistægteparret i lejerbolig vil stigningen i den disponible indkomst

sammenholdt med 1993 være 1.448 kr. i 1994 og 3.049 kr. i 1999.

Pensionistægteparret i ejerbolig vil opleve en lidt større stigning, idet de

tilsvarende beløb udgør 1.751 kr. i 1994 og 3.204 kr. i 1999.

Bilagstabel 1. Folkepensionistægtepar i lejerbolig, pl-93.

Privat pension/ATP ........................................ 0

Renteudgifter ............................................. 0

Varmeudgifter ............................................. 4.700

Husleje ................................................... 44.207

Gældende regler, 1993, kommunal og amtskommunal skatteprocent på

30,0 og kirkeskatteprocent på 0,85

Grundbeløb ................................................ 94.092

Pensionstillæg ............................................ 24.192

Social pension i alt ...................................... 118.284

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 118.284

Skat ...................................................... 26.180

Indkomst efter skat ....................................... 92.104

Boligydelse ............................................... 27.986

Varmetillæg ............................................... 372

Disponibel indkomst ....................................... 120.463

Efter reformen, 1994

Grundbeløb ................................................ 86.256

Pensionstillæg ............................................ 37.896

Social pension i alt ...................................... 124.152

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 124.152

Skat ...................................................... 30.453

Indkomst efter skat ....................................... 93.699

Boligydelse ............................................... 27.984

Varmetillæg ............................................... 228

Disponibel indkomst ....................................... 121.911

Efter reformen, 1999

Grundbeløb ................................................ 83.376

Pensionstillæg ............................................ 36.624

Social pension i alt ...................................... 120.000

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 120.000

Skat ...................................................... 25.253

Indkomst efter skat ....................................... 94.748

Boligydelse ............................................... 28.392

Varmetillæg ............................................... 372

Disponibel indkomst ....................................... 123.512

Stigning i disponibel indkomst

1993-1994 ................................................. 1.448

1993-1999 ................................................. 3.049

Bilagstabel 2. Folkepensionistægtepar i ejerbolig, ejendomsværdi

500.000 kr., pl-93.

Privat pension/ATP ........................................ 0

Renteudgifter ............................................. 0

Varmeudgifter ............................................. 4.700

Overskud af ejerbolig ..................................... 4.000

Gældende regler, 1993, kommunal og amtskommunal skatteprocent på

30,0 og kirkeskatteprocent på 0,85

Grundbeløb ................................................ 94.092

Pensionstillæg ............................................ 24.192

Social pension i alt ...................................... 118.284

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 118.284

Skat ...................................................... 28.294

Indkomst efter skat ....................................... 89.990

Boligydelse ............................................... 0

Varmetillæg ............................................... 372

Disponibel indkomst ....................................... 90.362

Efter reformen, 1994

Grundbeløb ................................................ 86.256

Pensionstillæg ............................................ 37.896

Social pension i alt ...................................... 124.152

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 124.152

Skat ...................................................... 32.267

Indkomst efter skat ....................................... 91.885

Boligydelse ............................................... 0

Varmetillæg ............................................... 228

Disponibel indkomst ....................................... 92.113

Efter reformen, 1999

Grundbeløb ................................................ 83.376

Pensionstillæg ............................................ 36.624

Social pension i alt ...................................... 120.000

Indkomst ekskl. renteudgifter og overskud af ejerbolig .... 120.000

Skat ...................................................... 26.807

Indkomst efter skat ....................................... 93.194

Boligydelse ............................................... 0

Varmetillæg ............................................... 372

Disponibel indkomst ....................................... 93.566

Stigning i disponibel indkomst

1993-1994 ................................................. 1.751

1993-1999 ................................................. 3.204

Skatteministeriet

Den 15. juni 1993

I anledning af skrivelse af 11. juni 1993 fra Assurandør-Societetet (L 283

- bilag 100) skal jeg meddele følgende:

Assurandør-Societetet anfører, at regeringens forslag til skatteomlægning

forringer de økonomiske vilkår for pensionsopsparingen af to grunde.

For det første skyldes forringelsen, at arbejdsmarkedsbidraget beregnes af

samlet løn uden fradrag for pensionsindbetalinger. For det andet skyldes

forringelsen, at realrenteafgiften skærpes som følge af de ekstraordinært

store kursgevinster, som pensionsinstitutterne vil oppebære som følge af

konverteringen af kontantlån.

I stedet er det societetets opfattelse, at pensionsindbetalinger

til både arbejdsgiverordninger og private pensionsordninger skal friholdes

for arbejdsmarkedsbidrag, og at de ekstraordinære kursgevinster ikke

skal beskattes i erhvervelsesåret, men i stedet over flere år samt således,

at loftet for realrenteafgiftssatsen sænkes til 38 pct./34 pct. svarende til

selskabsskatteprocenten.

Hvis pensionsindbetalinger ikke kan friholdes for arbejdsmarkedsbidrag, må

det efter societetets opfattelse sikres, at arbejdsmarkedsbidraget beregnes

og indeholdes af arbejdsgiveren både for så vidt angår arbejdsgiverdelen og

lønmodtagerdelen af indbetalingerne.

Societetet anfører, at som følge af forslaget skal pensionsinstitutterne

udvikle nye omkostningskrævende edb-systemer og -rutiner.

Praktisk talt alle eksisterende firmapensionsaftaler skal ifølge

societetet genforhandles som følge af den offentlige tilsidesættelse af den

civilretlige aftalefrihed.

I et ledsagende notat er der redegjort for de administrative problemer,

som lovforslaget om arbejdsmarkedsfonde efter societetets opfattelse vil

rejse.

Endelig ønsker societetet, at der skabes sikkerhed for, at den foreslåede

skærpede ejendomsavancebeskatning ikke gælder for livsforsikringskoncerner,

fordi der for nylig er indført en fritagelse for realrenteafgift af afkast af

fast ejendom.

Arbejdsmarkedsbidrag og pensionsopsparing

Regeringen er ikke enig i, at vilkårene for pensionsopsparing forringes.

Pensionsindbetalingerne reduceres ganske vist med arbejdsmarkedsbidraget,

og der sker en nedgang i de udbetalte pensioner. Men da der ikke opkræves

arbejdsmarkedsbidrag af de udbetalte pensioner, vil forholdet mellem løn og

pension være uændret. Da der samtidig efter regeringens lovforslag sker en

nedsættelse af indkomstskatterne, bliver pensionsdækningen på

udbetalingstidspunktet ikke forringet.

For opsparing foretaget før 1994 vil der oven i købet blive tale om en

forbedring, fordi opsparingen ikke har været belagt med arbejdsmarkedsbidrag,

men den udbetalte pension får fuld fordel af skattenedsættelserne.

Regeringen kan således ikke følge societetets forslag at friholde

pensionsindbetalinger for arbejdsmarkedsbidrag.

For så vidt angår societetets subsidiære forslag om, at arbejdsgiverne i

stedet skal indeholde og afregne arbejdsmarkedsbidrag, kan jeg i det hele

henvise til de grunde hertil, som er anført i min besvarelse af udvalgets

spørgsmål 54 til lovforslag nr. L 283 (L 283 - bilag 49).

Jeg skal endvidere bemærke, at i det omfang de foreslåede regler efter

societetets opfattelse rejser administrative vanskeligheder, vil der

naturligvis ved udarbejdelsen af bekendtgørelser m.v. i videst muligt omfang

blive taget hensyn hertil.

Særligt har societetet anført, at arbejdsgiveren typisk foretager

pensionsindbetalinger, som først senere individualiseres.

Hertil skal bemærkes, at det dog fremgår af societetets notat pkt. 1.4 om

aftalernes administration, at når en pensionsaftale er indgået, har

arbejdsgiveren pligt til at indbetale de aftalte bidrag med angivelse af,

hvilken lønmodtager, som bidraget dækker (min fremhævning).

Endvidere har societetet anført, at der ofte indbetales et samlet

pensionsbidrag, hvoraf kun en del er bidragspligtigt. Det skulle være

vanskeligt at foretage en sådan opdeling.

Hertil bemærkes, at afgrænsningen af bidragspligt går efter, om

indbetalingen er fradragsberettiget eller ikke. Jeg forstår ikke umiddelbart,

at forsikringsselskabet ikke som hovedregel har oplysning om, hvorvidt en

indbetaling kan henføres til en ordning omfattet af pensionsbeskatningslovens

afsnit I, der vedrører de fradragsberettigede ordninger, eller en ordning

omfattet af pensionsbeskatningslovens afsnit II og II A

(ikkefradragsberettigede ordninger). Dette fremgår af forsikringspolicerne.

Societetet har endelig ønsket en nedsættelse af loftet for

realrenteafgiftssatsen svarende til selskabsskatteprocenten.

Regeringen har i forslaget til skatteomlægning ikke foreslået en

nedsættelse af selskabsskatteprocenten. Societetets ønske vedrører derfor

ikke lovforslaget.

Baggrunden for den høje realrenteafgift, der kan forudses i de kommende

år, er, at pensionsopsparingen i gennemsnit opnår en forrentning, der ligger

langt over den aktuelle markedsrente. Når forrentningen i pensionsformuerne i

løbet af nogle år har tilpasset sig det lavere renteniveau, der er at

forvente i fremtiden, vil realrenteafgiftssatsen automatisk falde.

Den kommende konvertering af kontantlån vil i øvrigt fremskynde en

nedsættelse af afgiftssatsen, jf. herom nedenfor.

Regeringen finder derfor ikke, at der er behov for at ændre reglerne for

fastsættelse af realrenteafgiftssatsen i forbindelse med skatteomlægningen,

men det kan eventuelt i anden sammenhæng på et senere tidspunkt overvejes, om

der er behov for at foretage ændringer af realrenteafgiftsloven.

Realrenteafgift og kursgevinster

Societetet har anført, at ekstraordinære kursgevinster som følge af

konvertering af kontantlån bør føre til, at disse inddrages i

afgiftsgrundlaget over en årrække.

Regeringen kan ikke gå ind for et sådant forslag, dels af provenumæssige

grunde, dels fordi en nedsættelse af afgiftssatsen, som branchen ønsker,

fremskyndes.

Indfrielsen fører til - med en vis forskydelse - at afgiftssatsen falder

som følge af den lavere genplaceringsrente. Til gengæld stiger

afgiftsgrundlaget på kort sigt. Det giver et umiddelbart merprovenu.

Forklaringen er følgende:

Efter realrenteafgiftslovens § 4 skal kursgevinster og kurstab på

obligationer og andre fordringer, der realiseres ved, at fordringen indfries

eller obligationen udtrækkes, medregnes i afgiftsgrundlaget for det

indkomstår, hvori beløbet forfalder.

Ved opgørelsen af realiserede kursgevinster og -tab er det forskellen

mellem det beløb, der modtages for det pågældende værdipapir, og den senest

regulerede kursværdi, der finder anvendelse.

For så vidt angår kursgevinster og -tab på obligationer, pantebreve og

andre fordringer, der realiseres ved salg af fordringen, skal disse medregnes

i afgiftsgrundlaget over en årrække (realisationssaldo).

20 pct. af realisationssaldoen skal medregnes i afgiftsgrundlaget hvert

år. Der bliver herved tale om en udskydelse af afgiften for kursgevinster,

der realiseres ved salget. På tilsvarende vis udskydes fradragsretten for

kurstab.

For urealiserede kursændringer anvendes princippet om matematisk

kursregulering. Efter dette princip sker der løbende bekatning af

kursændringer, der er en følge af, at værdipapirets restbeløbetid forkortes

år for år.

Den eksisterende højt forrentede beholdning af obligationer i

»gamle« selskaber er blevet taget til indtægt i selskaberne i et

langsommere tempo end de faktiske kursstigninger. Det skyldes reglen om den

ensartede matematiske kursopskrivning, der hvert år er af samme størrelse fra

anskaffelsestidspunktet til indfrielsesåret. Den automatiske kursregulering

falder væk, når papiret indfries.

Hertil kommer, at realrenteafgiftssatsen fastsættes med udgangspunkt i den

gennemsnitlige forrentning hos alle selskaber under eet. Konverteringen

betyder, at højtforrentede papirer skiftes ud med flere lavere forrentede

papirer. Dette får afgiftssatsen til at falde.

For så vidt angår pensionsopsparing fra før realrenteafgiftslovens

indførelse i 1983 friholdes den del af opsparingen, der hidrører fra før

1983. Dette ændres ikke. Friholdelsen beregnes på grundlag af forholdet

mellem værdien af pensionsformuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af det

aktuelle afgiftsår.

Når selskaberne anvender matematisk kursopskrivning og renten samtidig

falder, bliver friholdelsesbrøken ikke den sande. Dette er til fordel for den

friholdte pensionsopsparing. Ved indfrielse af lånene ophører som nævnt den

matematiske kursopskrivning. Dette har som resultat, at friholdelsesbrøken

bliver mere sand, fordi forrentningen af pensionsopsparingen vil tilnærme sig

markedsrenten.

Ejendomsavancebeskatning

Societetet fremfører, at den skærpede ejendomsavancebeskatning ikke bør

gælde for livsforsikringskoncerner.

Det skal hertil bemærkes, at de fleste ejendomme i

livsforsikringsselskaber er fritaget for realrenteafgift, enten fordi de er

anskaffet før 1986, eller fordi de er anskaffet under realrenteafgiftslovens

kvoteregler.

Ejendomsavancer bliver principielt ikke dobbeltbeskattet. Det skyldes en

regel i realrenteafgiftsloven, hvorefter den skattepligtige indkomst trækkes

fra i realrenteafgiftsgrundlaget.

Denne regel gælder dog ikke ejendomsaktiedatterselskaber. I disse bliver

ejendomsavancer beskattet fuldt ud efter de foreslåede ændrede regler. Dette

er tilsigtet.

De foreslåede ejendomsavancebeskatningsregler indfører dog ikke en ny

skattepligt, men kun en udvidelse af den gældende beskatning.

Jeg ser derfor ingen grund til at foreslå en ændring af reglerne.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de

ændringsforslag, der betød en forbedring af lovforslaget.

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,

jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet

Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker

Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt

reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige

tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få

nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem

frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til

finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige

skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk

vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er

tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de

offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de

organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i

meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat

varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da

skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis

samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne

mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige

sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må

indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke

større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de

offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo

færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det nødvendigt

med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer af den

offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende

skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem

beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men

desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste

fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af

skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt at regeringen har

indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende

behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale

mobilitet for såvel arbejdskraft, varer og serviceydelser som kapital og ikke

mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende

nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.

Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske

skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et

særligt strategisk sigte, der tager højde både for den nuværende

ledighedsudvikling og for de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes

adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet

vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan

måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede

målsætninger.

Fremskridtspartiet ønsker derfor, at den skattefrie bundgrænse eller

personfradraget forhøjes fra de nuværende ca. 30.000 kr. til 60.000 kr. Det

betyder, at antallet af personer, der ikke skal betale indkomstskat, stiger

fra ca. 636.000 til skønsmæssigt 1.135.000. Det er i overenstemmelse med

Fremskridtspartiets princip om, at man ikke skal beskattes af en indkomst,

man ikke kan leve af.

Den foreslåede forhøjelse vil umiddelbart føre til et bruttoprovenutab på

ca. 53 mia. kr., der fordeler sig med ca. 20 mia. kr. til staten, 10 mia. kr.

til amterne og 23 mia. kr. til kommunerne.

En sådan forhøjelse af den skattefrie bundgrænse vil opfylde to væsentlige

formål:

1. Det private merforbrug vil øge omsætningen inden for detailhandel,

byggeri og håndværk. Det vil ud fra et meget forsigtigt skøn give 40.000 nye

arbejdspladser i 1993. For hver person, der går fra ledighed over i

beskæftigelse, vil det offentlige i gennemsnit opnå en budgetforbedring på

ca. 250.000 kr. Besparelsen er sammensat af henholdsvis dagpengeudgiften, det

øgede skattegrundlag og en reduceret belastning af det offentlige

aktiveringssystem. Først i 1994 opnås der en helårsvirkning, der skønsmæssigt

vil skabe 75.000 nye job alene som følge af et stigende privatforbrug.

2. Skattelettelsen vil, kombineret med en justering af de indtægtsbestemte

sociale ydelser, bidrage til en positiv adfærdspåvirkning. Personer, der

befinder sig i marginalgruppen, vil have en tilskyndelse til at komme i

beskæftigelse, fordi samspilsproblemet ikke længere udgør en barriere for en

permanent indkomstforbedring.

I forbindelse med regeringens lovforslag til skatteskalaomlægninger er det

efter Fremskridtspartiets opfattelse positivt, at man vil fjerne 6

pct.-skatten. Den tidsperiode, der bliver foreslået for afviklingen af 6

pct.-skatten, er imidlertid for lang.

Fremskridtspartiet foreslår derfor, at 6 pct.-skatten, fjernes med

virkning allerede for skatteåret 1993. Skatten er på ingen måde en

rigmandsskat, idet godt 1,5 mio. lønmodtagere hvert år når over den omtalte

indkomstgrænse. Endvidere udgør skatten kun 1,5 pct. af de samlede offentlige

udgifter, hvilket slet ikke står i forhold til de skadevirkninger skatten

forvolder.

En fjernelse af 6 pct.-skatten vil således kun medføre et mindre

bruttoprovenutab, som stort set er selvfinansierende på grund af følgende

dynamiske effekter:

- Arbejdsindsatsen øges, hvorved der sker en direkte forbedring af

skattegrundlaget.

- Lokaliseringsovervejelser ændres i positiv retning, hvorved flere

højindkomsttagere opgiver planer om emigration, og flere vender hjem fra

udlandet. Det øger igen beskatningsgrundlaget.

- Frynsegoder og lønaccessioner bliver mindre attraktive og erstattes

derfor af almindelig lønindkomst. Det øger også beskatningsgrundlaget.

Hertil kommer de positive opsparings- og investeringseffekter, som ikke

umiddelbart øger beskatningsgrundlaget, men som på længere sigt bidrager til

øget vækst og beskæftigelse og dermed også til øgede skatteindtægter.

Dermed bliver det afgørende klart, at en indførelse af bruttoskat, uanset

en direkte henføring til arbejdsmarkedsbidrag, ikke er hensigtsmæssig. Især

ud fra en betragtning om, at konkurrenceevnen skal styrkes og opsparingen og

investeringerne skal sættes i vejret.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter