Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 94 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB VED NATURALISATION

1991/1 BSF 94Beslutningsforslag som fremsatFolketinget19. juni 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, hvorved der

fastsættes en kvoteordning (måltal) for det antal danske

statsborgerskaber, der ved naturalisation meddeles udenlandske

ansøgere inden for hvert enkelt kalenderår. Kvoten (måltallet) udgør

fra og med kalenderåret 1993 og indtil videre højst 1.000

statsborgerskaber om året.

Bemærkninger til forslaget

Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.

Sådan har det været i århundreder. Indimellem har der været behov for, at

fremmede, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk

statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der

efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som

nyttige medborgere.

Grundloven åbner mulighed for, at Folketinget ved lov kan tildele

statsborgerskab til udlændinge. Det bør naturligvis være en sjældenhed, at

dette sker. Oftest bør statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og

dennes familie måske i en eller flere generationer har levet her i landet og

føler sig så dybt forankrede i det danske samfund, at dansk statsborgerskab

er en helt naturlig følge.

Under de skiftende regeringer Schluter er der sket en stærk lempelse af

mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker

med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med

ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det

mange tusinde personer med oprindelse i f.eks. Pakistan, Iran, Irak, Libanon,

Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia og Tyrkiet, der rask væk opnår dansk

statsborgerskab. Alene ved det seneste lovforslag om indfødsrets meddelelse

(lovforslag nr. L 269) fremsatte indenrigsministeren forslag om tildeling af

dansk statsborgerskab til 817 udlændinge, hvoraf langt de fleste kommer fra

de nævnte lande eller andre afrikanske eller asiatiske samfund.

For den danske befolkning er det en meget farlig udvikling, at man fra

Læs alt

regeringens og folketingsflertallets side har bagatelliseret betydningen af

at opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne yderst lavt.

For eksempel fremgår det af mindretalsudtalelsen i betænkningen over L

269, afgivet af Indfødsretsudvalget den 7. maj 1992, at der blot ved denne

ene lov blev tildelt dansk statsborgerskab til 30 personer, der er domfældt

for straffelovsovertrædelser, og at mindst 200 personer, dvs. en fjerdedel af

de nye danske statsborgere, har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp i

mere end sammenlagt 6 måneder inden for de seneste 5 år.

Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret imod denne tendens. Dansk

statsborgerskab må og skal ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til

tusinder af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en kæmpemæssig og værdifuld

gave, der kun bør tildeles en snæver kreds af mennesker, der hævet over al

tvivl vil bestræbe sig for at leve i harmoni med og til gavn for det danske

samfund. Ethvert samfund må værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil

er at vise den yderste forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til

fremmede. Det er et almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i

Danmark er udviklingen ved at løbe helt af sporet.

Det er på denne generelle baggrund, forslagsstillerne fremsætter

nærværende beslutningsforslag. Ifølge forslaget pålægger Folketinget

regeringen at fremsætte lovforslag om indførelse af en kvoteordning (måltal)

for det antal danske statsborgerskaber, der meddeles udenlandske ansøgere ved

naturalisation. Kvoten (måltallet) fastsættes fra og med kalenderåret 1993 og

indtil videre til højst 1.000 statsborgerskaber årligt.

Forslaget skal ses i sammenhæng med beslutningsforslag nr. B 93 om

styrkelse af kravene til opnåelse af dansk statsborgerskab, der samtidig

hermed er fremsat af forslagsstillerne.

De to forslag indebærer dels en kvantitativ forbedring ved at indføre den

nævnte kvote på højst 1.000 naturalisationer årligt, dels en kvalitativ

forbedring, der består i en styrkelse af de individuelle krav, der stilles

til ansøgerne. Disse forbedringer bidrager til at afbøde nogle af de

væsentlige ulemper, der er resultatet af en årrækkes holdningsløs

udlændingepolitik, hvor det politiske flertal har fremmet en udvikling med

stærkt accelererende indvandring og væsentlig stigning i antallet af tildelte

statsborgerskaber, uden hensyn til at dette er klart stridende mod den danske

befolknings ønsker og uden nævneværdige, sammenhængende overvejelser om de

økonomiske, sociale og kulturelle konsekvenser i samfundet.

Denne holdningsløshed har som allerede påvist navnlig været markant under

regeringerne Schluter, og resultatet har da også været, at Danmark i Poul

Schluters statsministertid er rykket mere radikalt i retning af at blive et

multietnisk, multireligiøst og multikulturelt samfund end i nogen tidligere

epoke i Danmarkshistorien. Denne udvikling har vel at mærke fundet sted, uden

at det politiske flertal på noget tidspunkt har været villig til at forelægge

sin udlændingepolitik for befolkningen. Tværtimod har man fra dette flertals

side afvist Fremskridtspartiets mange opfordringer og det helt konkrete

forslag om at lægge spørgsmål om udlændingepolitik ud til folkeafstemning.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at det nu er et stort og voksende

befolkningskrav, at lovgivningen om udlændinge på en række væsentlige områder

underkastes forbedringer. Det er ikke i det lange løb acceptabelt, at

regeringen og det politiske etablissement er i opposition til befolkningens

flertal. Både nærværende beslutningsforslag og det samtidig hermed fremsatte

forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af kravene til opnåelse af

dansk statsborgerskab tjener til en sådan tiltrængt forbedring af

lovgivningen.

Fra justitsministerens side er fra tid til anden anført ønsket om

indførelse af kvoteordninger i forbindelse med behandlingen af regler om

flygtninge og indvandrere. Således har ministeren ved en række lejligheder -

senest i et interview i tidsskriftet Exil, 1992, 1. årgang, nr. 1, p. 18,

taget til orde for en samlet kvote for indvandrere, flygtninge og

familiesammenføringer. Justitsministeren udtaler i interviewet bl.a følgende:

». . . Det, jeg mener man bør diskutere, er en samlet kvote for

indvandrere, flygtninge og familiesammenføringer. Altså enhver art af

opholdstilladelse/grundlag, der gives i Danmark. Men altid sådan, at det sker

med fuld respekt af flygtningenes rettigheder. Danmark ville aldrig nogen

sinde kunne etablere et kvotesystem, der tilsidesatte flygtningenes krav på

beskyttelse, når de melder sig ved den danske grænse.

Jeg erkender fuldt ud, at et sådant system vil kunne blive meget svært at

administrere, og at systemet ikke er enkelt. Men det ville have den fordel,

at det ville tvinge danske politikere til at tage stilling til, hvor stort et

antal udlændinge man hvert år fandt det rigtigt at give et opholdsgrundlag i

Danmark«.

Nærværende beslutningsforslag er kun et forsigtigt første skridt i den

retning, justitsministeren nu - som ofte før - har peget, idet forslaget

alene omfatter antallet af tildelte statsborgerskaber. Forslagsstillerne

deltager meget gerne i en yderligere lovgivning, ved hvilken der indføres

generelle kvoteordninger også for antallet af flygtninge, indvandrere og

familiesammenførte, uanset om disse søger dansk statsborgerskab.

Forslagsstillerne finder i øvrigt, at det er beklageligt, at

justitsministeren nu efterhånden i en årrække har ventileret ønsker om

kvoteordninger uden nogen sinde at uddybe sine synspunkter, tage lovinitiativ

eller blot orientere sig hos Folketingets partier om, hvorvidt et flertal

kunne tilvejebringes for at arbejde mere detaljeret med at fastsætte kvoter.

Det er naturligvis en helt uholdbar samfundstilstand, at indvandringen finder

sted, uden at nogen ansvarlige politikere ønsker at tage stilling til, hvor

stort et antal udlændinge man ønsker at give opholdsgrundlag i Danmark, og

regeringen kan ikke ansvarsfraskrive sin passivitet ved, at justitsministeren

i ny og næ antyder, at han er i opposition til regeringens officielle

udlændingepolitik.

En lovgivning som den i dette beslutningsforslag foreslåede sikrer, at det

ikke længere alene er ansøgernes kvantitative behov, der styrer antallet af

meddelte statsborgerskaber. Der fastsættes ved den foreslåede lovgivning en

kvoteordning (måltal) på - indtil videre - højst 1.000 statsborgerskaber om

året.

Folketinget kan naturligvis til enhver tid forhøje eller reducere kvoten

på grundlag af indhøstede erfaringer, ligesom fastsættelse af en kvoteordning

ikke kan forhindre, at regeringen fremsætter forslag om naturalisationslove

for et større eller mindre antal ansøgere end den fastsatte kvote. Når

forslaget er vedtaget, vil der imidlertid herved være fastsat et måltal, som

ansvarlige myndigheder helt naturligt vil bestræbe sig til det yderste for at

overholde.

Opbruges kvoten i et kalenderår, vil dette ikke være til hinder for, at de

pågældende ansøgere opnår naturalisation i et efterfølgende kalenderår.

Anvendelsen af kvoteordningen bør ske i et snævert samarbejde mellem

Folketinget og indenrigsministeren, idet der bl.a. kan tilrettelægges løbende

konsultationer, der sikrer, at man ved behandlingen af ansøgninger i

administrationen og i Indfødsretsudvalget navnlig tilgodeser ansøgere, der

kan tilføre det danske samfund værdifulde bidrag, f.eks. på det

erhvervsmæssige, uddannelsesmæssige eller andre væsentlige områder.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter