1991 BSF 93 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at ændre Indenrigsministeriets
cirkulære af 6. februar 1992 om dansk indfødsret ved naturalisation,
således at cirkulæret affattes på følgende måde:
»Kapitel 1
Indledning
§ 1. Naturalisation kan normalt kun meddeles personer, der har
ophold her i landet, og som har erhvervet så godt et kendskab til det danske
sprog, at de i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med
personer, der behersker dansk på modersmålsniveau.
Stk. 2. Naturalisation er aldrig en ret, ansøgere kan gøre krav på
med henvisning til, at de opfylder visse betingelser, idet afgørelsen herom
udelukkende beror på Folketingets bestemmelse. Ved ansøgningernes behandling
sikres det, at afgørelserne træffes på grundlag af en individuel bedømmelse
af hver ansøgers forhold.
Stk. 3. Naturalisation kan kun meddeles personer, der forpligter
sig til at give afkald på deres hidtidige statsborgerskab.
Kapitel 2
Almindelige betingelser
Ophold
§ 2. Nordiske statsborgere skal have opholdt sig lovligt her i
landet uafbrudt i mindst 2 år, statsborgere fra andre EF-lande i mindst 7 år
og andre udlændinge i mindst 12 år for at kunne ansøge om naturalisation.
Personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af
1951 om flygtninges retsstilling, og personer, der må ligestilles hermed, kan
ansøge om naturalisation efter 12 års lovligt og uafbrudt ophold her i
landet.
Stk. 2. En ansøger, der ikke er statsborger i et andet nordisk
land eller i EF, og som lever i ægteskab med en dansk statsborger, kan dog
naturaliseres efter 7 års uafbrudt og lovligt ophold her i landet - under
forudsætning af, at ægteskabet har bestået i mindst 6 år.
Læs alt
Stk. 3. Opholdsbetingelsen kan også lempes for personer, der er
kommet hertil inden det 6. år, eller som har fået den væsentligste del af
deres almindelige eller faglige uddannelse her i landet.
Stk. 4. Børn, som er blevet adopteret af danske statsborgere, men
som ikke automatisk bliver danske i forbindelse med adoptionen, kan
naturaliseres uafhængigt af ophold her i landet, hvis ansøgningen indgives,
inden de fylder 6 år. Børn, der er blevet adopteret af danske statsborgere
mellem det 6. og det 18. år, kan naturaliseres efter 4 års ophold her i
landet.
Stk. 5. Også for andre børn end adoptivbørn kan der ske
tilsvarende afvigelse fra de almindelige opholdsbetingelser, hvis een af
forældrene, der har del i forældremyndigheden, er dansk.
Stk. 6. Det er i alle tilfælde en betingelse for naturalisation,
at ansøgeren har tilladelse til varigt ophold her i landet. Opholdsfristen
regnes fra udgangen af det kalenderår, i hvilket ansøgeren er meddelt
opholdstilladelse.
Ung alder
§ 3. Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 2, stk. 4 og 5, kan
dansk indfødsret ikke forventes meddelt selvstændigt til personer under 18
år, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det
yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.
Kriminalitet
§ 4. Bødestraf for bagatelforseelser, hvorved forstås bøder på
2.000 kr. eller derunder, er ikke til hinder for naturalisation, medmindre
der foreligger en flerhed af forseelser. Bødestraf for grovere forhold,
særlig for overtrædelse af straffeloven og skatte- og afgiftslovgivningen -
herunder administrativt fastsatte bøder - udelukker fra naturalisation i
mindst 5 år fra gerningstidspunktet. Bøder i øvrigt er til hinder for
optagelse på en indfødsretslov i 5 år fra gerningstidspunktet.
Stk. 2. Betingede domme og tiltalefrafald i medfør af
retsplejelovens § 723 på vilkår af straffri vandel er til hinder for
naturalisation i den prøvetid, der er fastsat i dommen eller
tiltalefrafaldet, med et tillæg på 5 år.
Stk. 3. Ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3 måneder
er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet.
Fængselsstraf på 3 måneder eller derover og andre frihedsberøvende
foranstaltninger i medfør af borgerlig straffelov er til hinder for
naturalisation i et skønsmæssigt fastsat tidsrum på mindst 10 år fra
gerningstidspunktet.
Stk. 4. Er en ansøger straffet flere gange, forlænges fristen med
3 år for hver gang.
Stk. 5. Efter fængselsstraf på 6 måneder eller derover kan der
ikke opnås dansk indfødsret.
Offentlig hjælp og arbejdsløshed
§ 5. Hjælp, som er ydet i henhold til lov om social bistand, og
som skal tilbagebetales, er til hinder for naturalisation i 6 år regnet fra
det tidspunkt, hvor hjælpen er ophørt, medmindre hjælpen er tilbagebetalt.
Dette gælder også, selv om de sociale myndigheder måtte have eftergivet
beløbet.
Stk. 2. Underholdsbidrag, der er udbetalt forskudsvis af det
offentlige i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser, er til
hinder for naturalisation af den bidragsskyldige i 6 år fra det tidspunkt, da
bidraget blev udbetalt af det offentlige, medmindre den bidragsskyldige har
refunderet det offentlige bidragene. Dette gælder også, selv om bidragsgælden
måtte være eftergivet.
Stk. 3. Selv om der mellem en ansøger og de sociale myndigheder
måtte være truffet aftale om tilbagebetaling af hjælpen (bidragene), og
uanset at aftale herom overholdes og gælden nedbringes, skal de foranstående
frister finde anvendelse.
Stk. 4. Har en ansøger i en periode af mere end 12 måneder
oppebåret arbejdsløshedsdagpenge, er dette til hinder for naturalisation i 3
år fra det tidspunkt, hvor modtagelsen af dagpenge er ophørt.
Skatte- og afgiftsrestance
§ 6. Personer, der er i restance med skatter og afgifter, kan
ikke opnå dansk indfødsret.
Sprog
§ 7. Ansøgere kan ikke naturaliseres, medmindre de ved aflæggelse
af en skriftlig og mundtlig prøve har dokumenteret, at de i dagliglivets
væsentlige forhold kan klare sig i et acceptabelt sprog med personer, der
behersker dansk på modersmålsniveau. Der lægges herved vægt på talefærdighed,
et solidt aktivt ordforråd, et omfattende passivt ordforråd, evne til at læse
og forstå almindeligt forekommende skriftsprog og til at formulere sig
skriftligt.
Kapitel 3
Særlige betingelser for visse grupper af ansøgere
§ 8. Personer, som har boet her i landet indtil det fyldte 18.
år, og som ved fødslen har fået dansk indfødsret, men som har mistet
indfødsretten, kan generhverve denne, når de har opholdt sig 1 år i Danmark.
De øvrige betingelser kan lempes eller frafaldes, når særlige grunde i
væsentlig grad taler herfor.
§ 9. De almindelige betingelser kan også lempes for personer, der
helt eller delvis er af dansk afstamning, eller som - uden at være danskfødte
- tidligere har haft dansk indfødsret.
Stk. 2. Personer fra Sydslesvig, der har særlig tilknytning til
danske kredse, kan normalt naturaliseres efter uafbrudt ophold her i landet i
mindst 2 år - under forudsætning af, at de foranstående betingelser
vedrørende kriminalitet, offentlig hjælp og sprog er opfyldt.
Kapitel 4
Slutningsbestemmelser
§ 10. Myndighederne skal i forbindelse med behandlingen af
ansøgninger om naturalisation yde vejledning over for ansøgerne og herunder
understrege de forpligtelser, der naturligt påhviler danske statsborgere.
Myndighederne skal i denne forbindelse navnlig både skriftligt og mundtligt
fremhæve pligten til overholdelse af dansk lovgivning og til - såfremt dansk
lovgivning måtte stride mod ansøgerens hjemlands lovgivning, religiøse eller
kulturelle regler, skikke eller sædvaner - altid at se bort fra sådanne
udenlandske regler, skikke eller sædvaner.
Stk. 2. Ansøgeren underskriver på tro og love en højtidelig
erklæring om til enhver tid loyalt at opfylde sine forpligtelser efter dansk
lov, også i tilfælde, hvor den måtte stride mod ansøgerens hjemlands regler,
jf. stk. 1.
§ 11. Ansøgning om naturalisation indgives til politimesteren i
den politikreds, som ansøgeren bor i (i København til politidirektøren).
Politimyndigheden kontrollerer ansøgerens personlige forhold og videregiver
ansøgningerne, bilagt politiets udtalelse, til Indenrigsministeriet.
Stk. 2. Ved indgivelse af ansøgning om naturalisation betales et
gebyr til politiet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 20.
marts 1991.
Stk. 3. Ansøgning om naturalisation af adoptivbørn, der er
adopteret af danske statsborgere i henhold til en bevilling, som er givet af
en dansk myndighed, men som ikke opfylder betingelserne i § 2 A i lov om
dansk indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 17. juni 1991, kan
indgives samtidig med ansøgningen om adoption. Ansøgningen sendes da af
adoptionsmyndigheden direkte til Indenrigsministeriet.
§ 12. Dette cirkulære træder i kraft den 1. oktober 1992. Samtidig
ophæves Indenrigsministeriets cirkulære af 6. februar 1992 om dansk
indfødsret ved naturalisation.«
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.
Sådan har det været i århundreder. Indimellem har der været behov for, at
fremmede, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk
statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der
efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som
nyttige medborgere.
Grundloven åbner mulighed for, at Folketinget ved lov kan tildele
statsborgerskab til udlændinge. Det bør naturligvis være en sjældenhed, at
dette sker. Oftest bør statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og
dennes familie måske i en eller flere generationer har levet her i landet og
føler sig så dybt forankrede i det danske samfund, at dansk statsborgerskab
er en helt naturlig følge.
Under de skiftende regeringer Schluter er der sket en stærk lempelse af
mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker
med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med
ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det
mange tusinde personer med oprindelse i f.eks. Pakistan, Iran, Irak, Libanon,
Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia og Tyrkiet, der rask væk opnår dansk
statsborgerskab. Alene ved det seneste lovforslag om indfødsrets meddelelse
(lovforslag nr. L 269) fremsatte indenrigsministeren forslag om tildeling af
dansk statsborgerskab til 817 udlændinge, hvoraf langt de fleste kommer fra
de nævnte lande eller andre afrikanske eller asiatiske samfund.
For den danske befolkning er det en meget farlig udvikling, at man fra
regeringens og folketingsflertallets side har bagatelliseret betydningen af
at opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne yderst lavt.
For eksempel fremgår det af mindretalsudtalelsen i betænkningen over L 269
afgivet af Indfødsretsudvalget den 7. maj 1992, at der blot ved denne ene lov
blev tildelt dansk statsborgerskab til 30 personer, der er domfældt for
straffelovsovertrædelser, og at mindst 200 personer, dvs. en fjerdedel af de
nye danske statsborgere, har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp i mere
end sammenlagt 6 måneder inden for de seneste 5 år.
Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret imod denne tendens. Dansk
statsborgerskab må og skal ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til
tusinder af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en kæmpemæssig og værdifuld
gave, der kun bør tildeles en snæver kreds af mennesker, der hævet over al
tvivl vil bestræbe sig for at leve i harmoni med og til gavn for det danske
samfund. Ethvert samfund må værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil
er at vise den yderste forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til
fremmede. Det er et almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i
Danmark er udviklingen ved at løbe helt af sporet.
Det er på denne generelle baggrund, forslagsstillerne med dette forslag
ønsker at sikre, at der allerede fra 1. oktober 1992 sker en styrkelse og
forbedring af betingelserne for opnåelse af dansk statsborgerskab.
Forslagsstillerne har samtidig hermed fremsat beslutningsforslag nr. B 94
om en kvoteordning for opnåelse af dansk statsborgerskab ved naturalisation.
Med en vedtagelse af dette beslutningsforslag indføres en kvoteordning
(måltal) for fremtidige naturalisationer af udlændinge.
De to forslag indebærer tilsammen dels en kvantitativ forbedring af
naturalisationerne ved at indføre en naturalisationskvote (måltal) på
maksimalt 1.000 tildelte statsborgerskaber om året, dels en kvalitativ
forbedring, der sikrer, at dansk statsborgerskab først og fremmest tildeles
personer, der allerede har opholdt sig her i landet gennem en ikke ubetydelig
årrække og under deres ophold ikke har ligget det danske samfund til byrde
økonomisk. Ved naturalisation indgår det desuden efter forslaget i
bedømmelsen af ansøgerne, om de har gjort sig skyldige i kriminalitet,
ligesom det naturligt indgår, at der stilles krav til deres sproglige
kundskaber.
Sammenfattende er det hensigten med forslagene at sikre, at det skal være
nogenlunde lige så let - eller lige så svært - at opnå dansk statsborgerskab
som at opnå statsborgerskab i andre europæiske lande.
Forslagsstillerne mener som foran anført, at der gennem de sidste ca. 10
år er sket en meget betænkelig svækkelse af dansk indvandrer- og
udlændingepolitik. Det politiske flertal har enten ikke gjort sig klart eller
ikke ønsket at gøre sig klart, hvilken holdning man har haft til spørgsmålet
om indvandring. Man har fra flertallets side bevidst valgt en helt
holdningsløs anvendelse af bl.a. naturalisationsreglerne, hvorved antallet af
naturalisationsansøgninger er vokset stærkt.
I det seneste tiår kan antallet af ansøgninger om naturalisation opgøres
således:
1980/81: 1.224
1981/82: 1.479
1982/83: 1.574
1983/84: 1.689
1984/85: 1.839
1985/86: 2.190
1986/87: 1.985
1987/88: 2.075
1988/89: 2.424
1989/90: 2.542
1990/91: 2.908
(Kilde: Torben Steffensen, Lov om Dansk Indfødsret med kommentarer,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991, pag. 82 ff.).
Det bemærkes, at oversigten ikke omfatter de mindreårige børn, der følger
med de voksne ansøgere.
Supplerende statistisk materiale vil blive tilvejebragt under
udvalgsbehandlingen af forslagene, ligesom dokumentation vedrørende
lovgivningen og administrationen af indfødsretsregler i en række lande vil
blive indhentet.
Uanset statistiske unøjagtigheder og afgrænsningsvanskeligheder er det
formentlig korrekt og i alt fald indtil videre ikke imødegået, at der alene i
statsminister Poul Schluters regeringstid er sket en tilvækst af 1. og 2.
generations indvandrere - herunder såvel personer, der har søgt
naturalisation, som andre, der har lovligt ophold i landet - der er større
end i hele Danmarkshistorien før Poul Schluter tiltrådte som statsminister.
Under udvalgsarbejdet vil denne påstand blive søgt nærmere belyst.
Forslagsstillerne opfordrer Folketingets medlemmer til meget nøje at
overveje deres stilling til de enkelte dele af forslagene. Selv om der på
enkelte punkter kan tænkes at være varierende opfattelser af, hvordan
regelsættene bør udformes, er der formentlig intet medlem af Folketinget, der
er i tvivl om, at den danske befolkning meget stærkt ønsker og forventer en
stramning af betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab. Holdningsløshed
i disse spørgsmål kan ikke længere forsvares. Det nytter heller ikke at
betragte indfødsretsreglerne som et tabuemne. Den danske befolkning har et
indlysende krav på, at landets lovgivende forsamling forhindrer en fortsat
løbskkørsel på naturalisationsområdet. Det er derfor i nogen grad en bunden
opgave, der påhviler Folketinget. Fremskridtspartiet medvirker gerne til, at
partierne i fællesskab drøfter og når til enighed om, hvordan denne bundne
opgave bedst løses.
Såfremt forslaget ikke kan færdigbehandles i indeværende
folketingssamling, er forslagsstillerne rede til at foretage genfremsættelse
i folketingsåret 1992-93.
Bemærkninger til cirkulærets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det er i stk. 1 præciseret, at naturalisation normalt kun kan meddeles
personer, der i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med
personer, der behersker dansk på modersmålsniveau.
Det er i stk. 3 gjort til et krav, at ansøgerne skal forpligte sig til at
give afkald på hidtidigt statsborgerskab.
Til § 2
Opholdskravene er ændret efter følgende summarisk gengivne
retningslinjer: Forslaget
år Gældende
regler
år
Nordiske statsborgere 2 2
Andre EF-statsborgere 7 7
Andre udlændinge 12 7
FN-flygtninge 12 6
Ikke-nordiske og ikke-EF- statsborgere, der lever i ægteskab med dansk
statsborger 7 4
Børn, der er adopteret af danske statsborgere mellem det 6. og det 18. år
4 2
Til § 3
Reglen har betydning f.eks. for personer under 18 år, der er født og
opvokset her i landet sammen med forældre, der ikke ønsker eller ikke er
kvalificerede til at opnå dansk statsborgerskab. Reglen kan også have
betydning f.eks. for børn og unge, der ikke har ophold her i landet på det
tidspunkt, hvor forældrene har fået tildelt dansk statsborgerskab, f.eks. for
pakistanske børn, der er blevet sendt hjem til Pakistan for at gå i skole,
men som senere tager ophold i Danmark. Efter forslaget kan der i sådanne
tilfælde ikke selvstændigt meddeles dansk statsborgerret til sådanne
ansøgere, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det
yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.
Til § 4
Udformningen af § 4 repræsenterer en væsentlig styrkelse af hidtidig
praksis, bortset fra tilfælde, hvor der alene er tale om bagatelforseelser.
Navnlig fremhæves, at ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3
måneder er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet mod
nu mindst 5 år, og at fængselsstraf på 3 måneder eller derover efter
forslaget er til hinder for naturalisation i mindst 10 år, mod i øjeblikket 7
år, fra gerningstidspunktet. Samtidig indføres den forbedring, at der efter
fængselsstraf på 6 måneder eller derover ikke kan opnås dansk indfødsret.
Til § 5
Reglerne om naturalisation for ansøgere, der har modtaget sociale ydelser
i henhold til lov om social bistand m.v., ændres efter forslaget, navnlig
således, at karenstiden forlænges fra 5 til 6 år efter hjælpens ophør. Der
sker tillige den styrkelse af reglerne, at bistand m.v. skal være
tilbagebetalt forud for naturalisationen. Det er således uden betydning, om
de sociale myndigheder på mere eller mindre vilkårligt grundlag har
eftergivet hjælpen.
Til § 6
Reglen er præciseret i forhold til den hidtidige regel, der lægger vægt
på det ganske uklare kriterium, om skatterestancen skyldes forhold, »der
ikke kan lægges ansøgeren til last«.
Til § 7
Som bekendt opgav Folketingets flertal og Indenrigsministeriet for få år
siden kravet om, at en ansøger for at blive accepteret skulle være integreret
i det danske samfund. Dengang foretog politiet en meget indgående
undersøgelse af, i hvilket omfang ansøgeren havde opbygget relationer til
danskerne på sin arbejdsplads og i privatlivet, ligesom politiet aflagde
besøg i ansøgerens hjem og beskrev hjemmets indretning i politirapporten. En
så indgående undersøgelse fandt det politiske flertal uværdig og tog derfor
initiativet til at fjerne kravet om integrering i det danske samfund. Til
gengæld er kravet om sprogkundskaber vigtigt.
Den hidtidige administration af kravet om sprogkundskaber er imidlertid
ikke tilfredsstillende. Der stilles i praksis alene krav om, at ansøgerne
skal være i stand til uden nævneværdige vanskeligheder at føre en samtale på
dansk med den accent, der måtte være naturlig for den pågældende. Derimod
kræves ikke, at ansøgeren skal være i stand til at skrive og læse dansk, og
den pågældende behøver ikke at have dansk som hjemmesprog.
Ansøgere, der på grund af manglende sprogkundskaber får afslag på deres
ansøgning om indfødsret (og det drejer sig om flere hundrede på årsbasis)
bliver normalt tilbudt at møde til en samtale i Indenrigsministeriet med
henblik på en ekstra vurdering af danskkundskaberne. Begrundelsen er et ønske
om at undgå den forskelsbehandling, der kan forekomme, fordi samtalerne med
ansøgerne foregår i 54 lokale politikredse samt på de 5 københavnske
politistationer.
I nogle tilfælde bliver samtalen i Indenrigsministeriet afgørende for, at
ansøgningen alligevel imødekommes.
Formålet med den ændrede formulering af § 7 er at sikre, at danske
statsborgere både i skrift og i tale behersker det danske sprog på et rimelig
højt niveau. Det er af mange grunde yderst uheldigt, hvis en stor og voksende
gruppe af danske statsborgere udgør en sproglig underklasse, der måske ikke
forstår det danske skriftsprog og ikke kan formulere sig tilfredsstillende i
samkvem med andre danskere.
Ændringen medfører, at der tilrettelægges en skriftlig og mundtlig prøve,
hvor kravene er ensartede og kendte. Ansøgerne får derved mulighed for at
forberede sig gennem frivillig undervisning.
Til § 10
Bestemmelsen tager fat på og søger at løse det problem, der for en del
ansøgere er yderst reelt, nemlig loyalitetskonflikten mellem på den ene side
kravet om loyalitet over for dansk lovgivning og på den anden side det
tilsvarende krav om loyalitet over for oprindelseslandets lovgivning,
religiøse eller kulturelle regler, skikke og sædvaner.
Den foreslåede regel pålægger danske myndigheder at vejlede ansøgere om,
at fremmed ret altid skal tilsidesættes, hvis der foreligger konflikt i
forhold til dansk ret. Samtidig påhviler det ansøgere at underskrive en
erklæring, hvori ansøgerne bekræfter at ville overholde denne forpligtelse.
Denne regel vil være en hjælp ikke mindst for ansøgere, der ønsker at stræbe
frem mod en høj grad af integration i det danske samfund.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 17. december 1992
- 1996 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 29. oktober 1996
- 1995 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 31. oktober 1995
- 1994 BSF 113 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 25. april 1995
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 26. januar 2023. — X mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 26. januar 2023
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne, der har været statsløse, har krav på godtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret Domsdatabasen · 28. maj 2025