Spring til indhold

Retsinformation

1992 BSF 37 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB VED NATURALISATION

1992/1 BSF 37Beslutningsforslag som fremsatFolketinget8. december 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, hvorved der

etableres en kvoteordning (måltal) for det antal danske

statsborgerskaber, der ved naturalisation meddeles udenlandske

ansøgere inden for hvert enkelt kalenderår. Kvoten (måltallet)

fastsættes fra og med kalenderåret 1993 og indtil videre til højst

1.000 statsborgerskaber om året.

Bemærkninger til forslaget

Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.

Sådan har det været i århundreder. Ind imellem har der været behov for, at

fremmede, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk

statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der

efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som

nyttige medborgere.

Grundlovens § 44 fastslår, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved

lov. Dette grundlovsmæssige formkrav forhindrer selvsagt, at lovgivningen

overfører kompetencen til at træffe beslutninger om erhvervelse af

statsborgerskab til administrative eller judicielle myndigheder. Derimod er

det i god pagt med grundlovsreglen, at Folketinget vælger at fastsætte

udfyldende regler, herunder dels kvalitative betingelser for erhvervelse af

statsborgerskab, dels kvantitative regler, som beskrevet i dette

beslutningsforslag. Der henvises i denne forbindelse til Zahle, Dansk

Statsforfatningsret, København 1989 Bind I, side 108 ff.

Udgangspunktet bør naturligvis være, at fremmede landes statsborgere kun

sjældent har behov for at ændre statsborgerskab og bliver danskere. Oftest

bør statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og dennes familie i

meget lang tid, måske i en eller flere generationer, har levet her i landet

og føler sig så dybt indlevet i det danske samfund, at dansk statsborgerskab

opleves som en helt naturlig konsekvens.

Under de skiftende regeringer Schluter er der sket en stærk lempelse af

mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker

Læs alt

med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med

ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det

mange tusinde personer med oprindelsesland som f.eks. Pakistan, Iran, Irak,

Libanon, Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia, Tyrkiet og det tidligere

Jugoslavien, der ansøger om og opnår dansk statsborgerskab.

Alene ved den senest vedtagne lov om indfødsrets meddelelse (lov nr. 361

af 14. maj 1992) tildeltes dansk statsborgerskab til 817 udlændinge, hvoraf

langt de fleste kommer fra de nævnte lande eller fra andre afrikanske eller

asiatiske samfund. I folketingssamlingen 1992-93 er foreløbig fremsat

lovforslag L 3, ved hvilket indenrigsministeren foreslår, at der meddeles

indfødsret til 909 udlændinge. På årsbasis udgør antallet af ansøgninger om

naturalisation henved 3.000 personer.

For den danske befolkning er det overordenlig uheldigt, hvis man fra

regeringen og folketingsflertallets side bagatelliserer betydningen af at

opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne meget lavt.

For eksempel fremgår det af mindretalsudtalelsen i betænkningen til L 269,

afgivet af Indfødsretsudvalget den 7. maj 1992, at der - blot ved denne ene

lov - blev tildelt dansk statsborgerskab til 30 personer, der er domfældt for

straffelovsovertrædelser, og at mindst 200 personer - dvs. en fjerdedel af de

nye danske statsborgere - har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp i

mere end sammenlagt 6 måneder inden for de seneste 5 år. Se Folketingets

Forhandlinger, folketingsåret 1991-92, Tillæg B sp. 1461.

Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret mod denne tendens. Dansk

statsborgerskab må ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til tusinder

af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en værdifuld gave, der kun bør tildeles

til en snæver kreds af mennesker, der hævet over al tvivl, bestræber sig for

at leve i harmoni med og til gavn for det danske samfund. Ethvert samfund må

værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil er at vise den største

forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til fremmede. Det er et

almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i Danmark er udviklingen

ved at løbe helt af sporet.

Det er på denne generelle baggrund forslagsstillerne fremsætter nærværende

beslutningsforslag.

Fremskridtspartiet vil i indeværende folketingssamling yderligere

fremsætte forslag om styrkelse af betingelserne for at opnå dansk

statsborgerskab. De to forslag indebærer tilsammen dels en kvantitativ

forbedring ved at indføre den nævnte kvote på højst 1.000 naturalisationer

årligt, dels en kvalitativ forbedring, der består i en styrkelse af de

individuelle krav, der stilles til ansøgerne.

Forbedringerne afbøder nogle af de væsentlige ulemper, der er resultatet

af en årrækkes holdningsløs udlændingepolitik. Disse år har været kendetegnet

af en stærkt accelererende indvandring og væsentlig stigning i antallet af

tildelte statsborgerskaber uden hensyn til, at dette er klart stridende mod

den danske befolknings ønsker og uden nævneværdige, sammenhængende

overvejelser om de økonmiske, sociale og kulturelle konsekvenser i samfundet.

Kun sporadisk har et politisk flertal søgt at imødegå den forkerte udvikling,

jf. Lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven m.v.

(Familiesammenføring, effektivisering og asylbehandlinger m.v.)., men for

sent og for lidt effektivt.

Den ukontrollable og uønskede udvikling har som allerede påvist navnlig

været markant under regeringen Schluters regeringsår, og resultatet har da

også været, at Danmark i Poul Schluters statsministertid er rykket mere

radikalt i retning af at blive et multi-etnisk, multi-religiøst og

multi-kulturelt samfund end i nogen tidligere tidsepoke i Danmarkshistorien.

Denne udvikling har vel at mærke fundet sted, uden at det politiske flertal

på noget tidspunkt har været villig til at forelægge sin udlændingepolitik

for befolkningen. Tværtimod har man fra dette flertals side afvist

Fremskridtspartiets mange opfordringer og det helt konkrete forslag om at

lægge spørgsmål om udlændingepolitik frem til folkeafstemning.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at der nu er et stort og voksende

befolkningskrav om, at lovgivningen om udlændinge på en række væsentlige

områder underkastes ændringer. Det er ikke i det lange løb acceptabelt, at

regeringen og det politiske etablissement er i opposition til befolkningens

flertal. Både nærværende forslag og det på et senere tidspunkt fremsatte

forslag til folketingsbesutning om styrkelse af betingelserne for opnåelse af

dansk statsborgerskab tjener til en sådan tiltrængt forbedring af

lovgivningen.

Fra justitsministerens side er fra tid til anden anført ønsket om

indførelse af kvoteordninger i forbindelse med behandlingen af regler om

flygtninge og indvandrere. Således har ministeren ved en række lejligheder,

f.eks. i et interview i Tidsskriftet Exil, 1992, 1. årgang nr. 1, side 18,

taget til orde for en samlet kvote for indvandrere, flygtninge og

familiesammenføringer. Justitsministeren udtaler i interviewet bl.a.

følgende:

». . . Det jeg mener, man bør diskutere, er en samlet kvote for

indvandrere, flygtninge og familiesammenføringer. Altså enhver art af

opholdstilladelse/grundlag, der gives i Danmark. Men altid sådan, at det sker

med fuld respekt af flygtningenes rettigheder. Danmark ville aldrig

nogensinde kunne etablere et kvotesystem, der tilsidesatte flygtningenes krav

på beskyttelse, når de melder sig ved den danske grænse.

Jeg erkender fuldt ud, at et sådant system vil kunne blive meget svært at

administrere, og at systemet ikke er enkelt. Men det ville have den fordel,

at det ville tvinge danske politikere til at tage stilling til, hvor stort et

antal udlændinge man hvert år fandt det rigtigt at give et opholdsgrundlag i

Danmark.«

Forslagsstillerne finder i denne forbindelse grund til at påpege, at

justitsministeren gennem en årrække har ventileret ønsker om kvoteordninger,

uden nogen sinde at uddybe sine synspunkter, tage lovinitiativ eller blot

orientere sig hos Folketingets partier om, hvorvidt et sådant flertal kunne

tilvejebringes. Det er naturligvis en uholdbar samfundstilstand, at

indvandringen finder sted, uden at nogen ansvarlige politikere ønsker at tage

stilling til, hvor stort et antal udlændinge man ønsker at give

opholdsgrundlag i Danmark, og regeringen kan ikke ansvarsfraskrive sin

passivitet ved at justitsministeren i ny og næ antyder, at han er i

opposition til regeringens officielle udlændingepolitik.

Nærværende beslutningsforslag skal i denne sammenhæng ses som et

forsigtigt første skridt i retning af indførelse af kvoteordninger, dog alene

for så vidt angår antallet af tildelte statsborgerskaber. Forslagsstillerne

deltager gerne i en yderligere lovgivning, som den af justitsministeren

anbefalede, ved hvilken der indføres generelle kvoteordninger også for

antallet af flygtninge, indvandrere og familiesammenførte, uanset om disse

søger dansk statsborgerskab.

En lovgivning som forslået i dette beslutningsforslag sikrer, at det ikke

længere alene er et vilkårligt antal af ansøgere, der styrer antallet af

meddelte statsborgerskaber. Der fastsættes ved den foreslåede lovgivning en

kvoteordning (måltal) på indtil videre højst 1.000 statsborgerskaber om året.

Folketinget kan naturligvis til enhver tid forhøje eller reducere kvoten

på grundlag af indhøstede erfaringer, ligesom fastsættelse af en kvoteordning

ikke forhindrer, at regeringen eller andre fremsætter forslag om

naturalisationslove for et større eller mindre antal ansøgere end den

fastsatte kvote.

Opbruges kvoten i et kalenderår, vil dette ikke være til hinder for, at de

pågældende ansøgere igen kan søge om naturalisation i et efterfølgende

kalenderår.

Anvendelsen af kvoteordningen bør ske i snævert samarbejde mellem

Folketinget og indenrigsministeren, idet der bl.a. kan tilrettelægges løbende

konsultationer, der sikrer, at man ved behandlingen af ansøgninger i

administrationen og i indfødsretsudvalget navnlig tilgodeser ansøgere, der

kan tilføre det danske samfund værdifulde bidrag, f.eks. på det

erhvervsmæssige, uddannelsesmæssige eller andre væsentlige områder.

Dette beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog

1992-93, pkt. 28 (ISBN 87-89766-02-4).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter