1992 BSF 37 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB VED NATURALISATION
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag, hvorved der
etableres en kvoteordning (måltal) for det antal danske
statsborgerskaber, der ved naturalisation meddeles udenlandske
ansøgere inden for hvert enkelt kalenderår. Kvoten (måltallet)
fastsættes fra og med kalenderåret 1993 og indtil videre til højst
1.000 statsborgerskaber om året.
Bemærkninger til forslaget
Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.
Sådan har det været i århundreder. Ind imellem har der været behov for, at
fremmede, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk
statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der
efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som
nyttige medborgere.
Grundlovens § 44 fastslår, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved
lov. Dette grundlovsmæssige formkrav forhindrer selvsagt, at lovgivningen
overfører kompetencen til at træffe beslutninger om erhvervelse af
statsborgerskab til administrative eller judicielle myndigheder. Derimod er
det i god pagt med grundlovsreglen, at Folketinget vælger at fastsætte
udfyldende regler, herunder dels kvalitative betingelser for erhvervelse af
statsborgerskab, dels kvantitative regler, som beskrevet i dette
beslutningsforslag. Der henvises i denne forbindelse til Zahle, Dansk
Statsforfatningsret, København 1989 Bind I, side 108 ff.
Udgangspunktet bør naturligvis være, at fremmede landes statsborgere kun
sjældent har behov for at ændre statsborgerskab og bliver danskere. Oftest
bør statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og dennes familie i
meget lang tid, måske i en eller flere generationer, har levet her i landet
og føler sig så dybt indlevet i det danske samfund, at dansk statsborgerskab
opleves som en helt naturlig konsekvens.
Under de skiftende regeringer Schluter er der sket en stærk lempelse af
mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker
Læs alt
med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med
ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det
mange tusinde personer med oprindelsesland som f.eks. Pakistan, Iran, Irak,
Libanon, Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia, Tyrkiet og det tidligere
Jugoslavien, der ansøger om og opnår dansk statsborgerskab.
Alene ved den senest vedtagne lov om indfødsrets meddelelse (lov nr. 361
af 14. maj 1992) tildeltes dansk statsborgerskab til 817 udlændinge, hvoraf
langt de fleste kommer fra de nævnte lande eller fra andre afrikanske eller
asiatiske samfund. I folketingssamlingen 1992-93 er foreløbig fremsat
lovforslag L 3, ved hvilket indenrigsministeren foreslår, at der meddeles
indfødsret til 909 udlændinge. På årsbasis udgør antallet af ansøgninger om
naturalisation henved 3.000 personer.
For den danske befolkning er det overordenlig uheldigt, hvis man fra
regeringen og folketingsflertallets side bagatelliserer betydningen af at
opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne meget lavt.
For eksempel fremgår det af mindretalsudtalelsen i betænkningen til L 269,
afgivet af Indfødsretsudvalget den 7. maj 1992, at der - blot ved denne ene
lov - blev tildelt dansk statsborgerskab til 30 personer, der er domfældt for
straffelovsovertrædelser, og at mindst 200 personer - dvs. en fjerdedel af de
nye danske statsborgere - har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp i
mere end sammenlagt 6 måneder inden for de seneste 5 år. Se Folketingets
Forhandlinger, folketingsåret 1991-92, Tillæg B sp. 1461.
Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret mod denne tendens. Dansk
statsborgerskab må ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til tusinder
af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en værdifuld gave, der kun bør tildeles
til en snæver kreds af mennesker, der hævet over al tvivl, bestræber sig for
at leve i harmoni med og til gavn for det danske samfund. Ethvert samfund må
værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil er at vise den største
forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til fremmede. Det er et
almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i Danmark er udviklingen
ved at løbe helt af sporet.
Det er på denne generelle baggrund forslagsstillerne fremsætter nærværende
beslutningsforslag.
Fremskridtspartiet vil i indeværende folketingssamling yderligere
fremsætte forslag om styrkelse af betingelserne for at opnå dansk
statsborgerskab. De to forslag indebærer tilsammen dels en kvantitativ
forbedring ved at indføre den nævnte kvote på højst 1.000 naturalisationer
årligt, dels en kvalitativ forbedring, der består i en styrkelse af de
individuelle krav, der stilles til ansøgerne.
Forbedringerne afbøder nogle af de væsentlige ulemper, der er resultatet
af en årrækkes holdningsløs udlændingepolitik. Disse år har været kendetegnet
af en stærkt accelererende indvandring og væsentlig stigning i antallet af
tildelte statsborgerskaber uden hensyn til, at dette er klart stridende mod
den danske befolknings ønsker og uden nævneværdige, sammenhængende
overvejelser om de økonmiske, sociale og kulturelle konsekvenser i samfundet.
Kun sporadisk har et politisk flertal søgt at imødegå den forkerte udvikling,
jf. Lov nr. 482 af 24. juni 1992 om ændring af udlændingeloven m.v.
(Familiesammenføring, effektivisering og asylbehandlinger m.v.)., men for
sent og for lidt effektivt.
Den ukontrollable og uønskede udvikling har som allerede påvist navnlig
været markant under regeringen Schluters regeringsår, og resultatet har da
også været, at Danmark i Poul Schluters statsministertid er rykket mere
radikalt i retning af at blive et multi-etnisk, multi-religiøst og
multi-kulturelt samfund end i nogen tidligere tidsepoke i Danmarkshistorien.
Denne udvikling har vel at mærke fundet sted, uden at det politiske flertal
på noget tidspunkt har været villig til at forelægge sin udlændingepolitik
for befolkningen. Tværtimod har man fra dette flertals side afvist
Fremskridtspartiets mange opfordringer og det helt konkrete forslag om at
lægge spørgsmål om udlændingepolitik frem til folkeafstemning.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at der nu er et stort og voksende
befolkningskrav om, at lovgivningen om udlændinge på en række væsentlige
områder underkastes ændringer. Det er ikke i det lange løb acceptabelt, at
regeringen og det politiske etablissement er i opposition til befolkningens
flertal. Både nærværende forslag og det på et senere tidspunkt fremsatte
forslag til folketingsbesutning om styrkelse af betingelserne for opnåelse af
dansk statsborgerskab tjener til en sådan tiltrængt forbedring af
lovgivningen.
Fra justitsministerens side er fra tid til anden anført ønsket om
indførelse af kvoteordninger i forbindelse med behandlingen af regler om
flygtninge og indvandrere. Således har ministeren ved en række lejligheder,
f.eks. i et interview i Tidsskriftet Exil, 1992, 1. årgang nr. 1, side 18,
taget til orde for en samlet kvote for indvandrere, flygtninge og
familiesammenføringer. Justitsministeren udtaler i interviewet bl.a.
følgende:
». . . Det jeg mener, man bør diskutere, er en samlet kvote for
indvandrere, flygtninge og familiesammenføringer. Altså enhver art af
opholdstilladelse/grundlag, der gives i Danmark. Men altid sådan, at det sker
med fuld respekt af flygtningenes rettigheder. Danmark ville aldrig
nogensinde kunne etablere et kvotesystem, der tilsidesatte flygtningenes krav
på beskyttelse, når de melder sig ved den danske grænse.
Jeg erkender fuldt ud, at et sådant system vil kunne blive meget svært at
administrere, og at systemet ikke er enkelt. Men det ville have den fordel,
at det ville tvinge danske politikere til at tage stilling til, hvor stort et
antal udlændinge man hvert år fandt det rigtigt at give et opholdsgrundlag i
Danmark.«
Forslagsstillerne finder i denne forbindelse grund til at påpege, at
justitsministeren gennem en årrække har ventileret ønsker om kvoteordninger,
uden nogen sinde at uddybe sine synspunkter, tage lovinitiativ eller blot
orientere sig hos Folketingets partier om, hvorvidt et sådant flertal kunne
tilvejebringes. Det er naturligvis en uholdbar samfundstilstand, at
indvandringen finder sted, uden at nogen ansvarlige politikere ønsker at tage
stilling til, hvor stort et antal udlændinge man ønsker at give
opholdsgrundlag i Danmark, og regeringen kan ikke ansvarsfraskrive sin
passivitet ved at justitsministeren i ny og næ antyder, at han er i
opposition til regeringens officielle udlændingepolitik.
Nærværende beslutningsforslag skal i denne sammenhæng ses som et
forsigtigt første skridt i retning af indførelse af kvoteordninger, dog alene
for så vidt angår antallet af tildelte statsborgerskaber. Forslagsstillerne
deltager gerne i en yderligere lovgivning, som den af justitsministeren
anbefalede, ved hvilken der indføres generelle kvoteordninger også for
antallet af flygtninge, indvandrere og familiesammenførte, uanset om disse
søger dansk statsborgerskab.
En lovgivning som forslået i dette beslutningsforslag sikrer, at det ikke
længere alene er et vilkårligt antal af ansøgere, der styrer antallet af
meddelte statsborgerskaber. Der fastsættes ved den foreslåede lovgivning en
kvoteordning (måltal) på indtil videre højst 1.000 statsborgerskaber om året.
Folketinget kan naturligvis til enhver tid forhøje eller reducere kvoten
på grundlag af indhøstede erfaringer, ligesom fastsættelse af en kvoteordning
ikke forhindrer, at regeringen eller andre fremsætter forslag om
naturalisationslove for et større eller mindre antal ansøgere end den
fastsatte kvote.
Opbruges kvoten i et kalenderår, vil dette ikke være til hinder for, at de
pågældende ansøgere igen kan søge om naturalisation i et efterfølgende
kalenderår.
Anvendelsen af kvoteordningen bør ske i snævert samarbejde mellem
Folketinget og indenrigsministeren, idet der bl.a. kan tilrettelægges løbende
konsultationer, der sikrer, at man ved behandlingen af ansøgninger i
administrationen og i indfødsretsudvalget navnlig tilgodeser ansøgere, der
kan tilføre det danske samfund værdifulde bidrag, f.eks. på det
erhvervsmæssige, uddannelsesmæssige eller andre væsentlige områder.
Dette beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog
1992-93, pkt. 28 (ISBN 87-89766-02-4).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BSF 40 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 29. oktober 1996
- 1995 BSF 25 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB VED NATURALISATION Retsinformation · 31. oktober 1995
- 1991 BSF 94 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN KVOTEORDNING FOR OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB VED NATURALISATION Retsinformation · 19. juni 1992
- 1991 BSF 93 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 19. juni 1992
- 1992 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 17. december 1992
- 1996 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 29. oktober 1996