1996 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at ændre Indenrigsministeriets
cirkulære af 6. februar 1992 om dansk indfødsret, således at
cirkulæret affattes på følgende måde:
»Kapitel 1
Indledning
§ 1. Naturalisation kan normalt kun meddeles personer, der har
ophold her i landet, og som har erhvervet så godt et kendskab til det danske
sprog, at de i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med
personer, der behersker dansk på modersmålsniveau.
Stk. 2. Naturalisation er aldrig en ret, ansøgere kan gøre krav på
med henvisning til, at de opfylder visse betingelser, idet afgørelsen herom
udelukkende beror på Folketingets bestemmelse. Ved ansøgningernes behandling
sikres det, at afgørelserne træffes på grundlag af Folketingets individuelle
bedømmelse af hver ansøgers forhold.
Stk. 3. Naturalisation kan kun meddeles personer, der forpligter
sig til at give afkald på deres hidtidige statsborgerskab.
Kapitel 2
Almindelige betingelser
Ophold
§ 2. Nordiske statsborgere skal have opholdt sig lovligt her i
landet uafbrudt i mindst 2 år, statsborgere fra andre EU-lande i mindst 7 år
og andre udlændinge i mindst 12 år for at kunne ansøge om naturalisation.
Personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af
1951 om flygtninges retsstilling, og personer, der må ligestilles hermed, kan
ansøge om naturalisation efter 12 års lovligt og uafbrudt ophold her i
landet.
Stk. 2. En ansøger, der ikke er statsborger i et andet nordisk
land eller i EU, og som lever i ægteskab med en dansk statsborger, kan dog
naturaliseres efter 7 års uafbrudt og lovligt ophold her i landet - under
forudsætning af, at ægteskabet har bestået i mindst 6 år.
Læs alt
Stk. 3. Opholdsbetingelsen kan også lempes for personer, der er
kommet hertil inden det 6. år, eller som har fået den væsentligste del af
deres almindelige eller faglige uddannelse her i landet.
Stk. 4. Børn, som er blevet adopteret af danske statsborgere, men
som ikke automatisk bliver danske i forbindelse med adoptionen, kan
naturaliseres uafhængigt af ophold her i landet, hvis ansøgningen indgives,
inden de fylder 6 år. Børn, der er blevet adopteret af danske statsborgere
mellem det 6. og 18. år, kan naturaliseres efter 4 års ophold her i landet.
Stk. 5. Også for andre børn end adoptivbørn kan der ske
tilsvarende afvigelse fra de almindelige opholdsbetingelser, hvis en af
forældrene, der har del i forældremyndigheden, er dansk.
Stk. 6. Det er i alle tilfælde en betingelse for naturalisation,
at ansøgeren har tilladelse til varigt ophold her i landet. Opholdsfristen
regnes fra udgangen af det kalenderår, i hvilket ansøgeren er meddelt
opholdstilladelse.
Ung alder
§ 3. Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 2, stk. 4 og 5, kan
dansk indfødsret ikke forventes meddelt selvstændigt til personer under 18
år, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det
yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.
Kriminalitet
§ 4. Bødestraf for bagatelforseelser, hvorved forstås bøder på
1.000 kr. eller derunder, er ikke til hinder for naturalisation, medmindre
der foreligger en flerhed af forseelser. Bødestraf for grovere forhold,
særlig for overtrædelse af straffeloven og skatte- og afgiftslovgivningen -
og herunder administrativt fastsatte bøder - udelukker fra naturalisation i
mindst 5 år fra gerningstidspunktet. Bøder i øvrigt er til hinder for
optagelse på en indfødsretslov i 5 år fra gerningstidspunktet.
Stk. 2. Betingede domme og tiltalefrafald i medfør af
retsplejelovens § 723 på vilkår af straffri vandel er til hinder for
naturalisation i den prøvetid, der er fastsat i dommen eller
tiltalefrafaldet, med et tillæg på 5 år.
Stk. 3. Ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3 måneder
er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet.
Fængselsstraf på 3 måneder eller derover og andre frihedsberøvende
foranstaltninger i medfør af borgerlig straffelov er til hinder for
naturalisation i et skønsmæssigt fastsat tidsrum på mindst 10 år fra
gerningstidspunktet.
Stk. 4. Er en ansøger straffet flere gange, forlænges fristen med
3 år for hver gang.
Stk. 5. Efter fængselsstraf på 6 måneder eller derover kan ikke
opnås dansk indfødsret.
Offentlig hjælp og arbejdsløshed
§ 5. Hjælp, som er ydet i henhold til lov om social bistand, og
som skal tilbagebetales, er til hinder for naturalisation i 6 år, regnet fra
det tidspunkt, hvor hjælpen er ophørt, medmindre hjælpen er tilbagebetalt.
Dette gælder også, selv om de sociale myndigheder måtte have eftergivet
beløbet.
Stk. 2. Underholdsbidrag, der er udbetalt forskudsvis af det
offentlige i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser, er til
hinder for naturalisation af den bidragsskyldige i 6 år fra det tidspunkt, da
bidraget blev udbetalt af det offentlige, medmindre den bidragsskyldige har
refunderet det offentlige bidragene. Dette gælder også, selv om bidragsgælden
måtte være eftergivet.
Stk. 3. Selv om der mellem en ansøger og de sociale myndigheder
måtte være truffet aftale om tilbagebetaling af hjælpen (bidragene), og
uanset at aftale herom overholdes og gælden nedbringes, skal de foranstående
frister finde anvendelse.
Stk. 4. Har en ansøger i en periode af mere end 12 måneder
oppebåret arbejdsløshedsdagpenge, er dette til hinder for naturalisation i 3
år fra det tidspunkt, hvor modtagelsen af dagpenge er ophørt.
Skatte- og afgiftsrestance
§ 6. Personer, der er i restance med skatter og afgifter, kan ikke
opnå dansk indfødsret.
Sprog
§ 7. Ansøgere kan ikke naturaliseres, medmindre de ved aflæggelse
af en skriftlig og mundtlig prøve har dokumenteret, at de i dagliglivets
væsentlige forhold kan klare sig i et acceptabelt omgangssprog med personer,
der behersker dansk på modersmålsniveau. Der lægges herved vægt på
talefærdighed, et solidt aktivt ordforråd, et omfattende passivt ordforråd,
evne til at læse og forstå almindeligt forekommende skriftsprog og til at
formulere sig skriftligt.
Kapitel 3
Særlige betingelser for visse grupper af ansøgere
§ 8. Personer, som har boet her i landet indtil det fyldte 18. år,
og som ved fødslen har fået dansk indfødsret, men som har mistet
indfødsretten, kan generhverve denne, når de har opholdt sig 1 år i Danmark.
De øvrige betingelser kan lempes eller frafaldes, når særlige grunde i
væsentlig grad taler herfor.
§ 9. De almindelige betingelser kan også lempes for personer, der
helt eller delvis er af dansk afstamning, eller som - uden at være danskfødte
- tidligere har haft dansk indfødsret.
Stk. 2. Personer fra Sydslesvig, der har særlig tilknytning til
danske kredse, kan normalt naturaliseres efter uafbrudt ophold her i landet i
mindst 2 år, under forudsætning af at de foranstående betingelser vedrørende
kriminalitet, offentlig hjælp og sprog er opfyldt.
Kapitel 4
Slutningsbestemmelser
§ 10. Myndighederne skal i forbindelse med behandlingen af
ansøgninger om naturalisation yde vejledning over for ansøgerne og herunder
understrege de forpligtelser, der naturligt påhviler danske statsborgere.
Myndighederne skal i denne forbindelse navnlig, både skriftligt og mundtligt,
fremhæve pligten til overholdelse af dansk lovgivning og til - såfremt dansk
lovgivning måtte stride mod ansøgerens hjemlands lovgivning, religiøse eller
kulturelle regler, skikke eller sædvaner - altid at se bort fra sådanne
udenlandske regler, skikke eller sædvaner.
Stk. 2. Ansøgeren underskriver på tro og love en højtidelig
erklæring om til enhver tid loyalt at opfylde sine forpligtelser efter dansk
lov, også i tilfælde, hvor den måtte stride mod ansøgerens hjemlands regler,
jf. stk. 1.
§ 11. Ansøgning om naturalisation indgives til politimesteren i
den politikreds, som ansøgeren bor i (i København til politidirektøren).
Politimyndigheden kontrollerer ansøgerens personlige forhold og videregiver
ansøgningerne, bilagt politiets udtalelse, til Justitsministeriet.
Stk. 2. Ved indgivelse af ansøgning om naturalisation betales et
gebyr til politiet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 20.
marts 1991. Gebyret fastsættes således, at det dækker de med sagsbehandlingen
forbundne udgifter.
Stk. 3. Ansøgning om naturalisation af adoptivbørn, der er
adopteret af danske statsborgere i henhold til bevilling, som er givet af en
dansk myndighed, men som ikke opfylder betingelserne i § 2 A i lov om dansk
indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 757 af 14. september 1995, kan indgives
samtidig med ansøgningen om adoption. Ansøgningen sendes da af
adoptionsmyndigheden direkte til Justitsministeriet.
§ 12. Dette cirkulære træder i kraft den 1. juli 1997. Samtidig
ophæves Indenrigsministeriets cirkulære af 6. februar 1992 om dansk
indfødsret ved naturalisation.«
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Nærværende beslutningsforslag er en stort set uændret genfremsættelse af
tidligere beslutningsforslag, senest B 27 (folketingsåret 1995-96,
forhandlingerne side 256 og 880 samt tillæg A, side 1497).
Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.
Sådan har det været i århundreder. Indimellem har der været behov for, at
udlændinge, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk
statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der
efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som
nyttige medborgere.
Grundlovens § 44 fastslår, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved
lov. Dette grundlovsmæssige formkrav forhindrer selvsagt, at lovgivningen
overfører kompetencen til at træffe beslutninger om erhvervelse af
statsborgerskab til administrative eller judicielle myndigheder. Derimod er
det i god pagt med grundlovsreglen, at Folketinget vælger at fastsætte
udfyldende regler, herunder dels kvalitative betingelser for erhvervelse af
statsborgerskab, dels kvantitative regler som beskrevet i dette
beslutningsforslag. Der henvises i denne forbindelse til Zahle, Dansk
Statsforfatningsret, 2. udg., 1995, Bind I, pag. 101 ff.
Udgangspunktet bør naturligvis være, at fremmede landes statsborgere kun
sjældent har behov for at ændre statsborgerskab og blive danskere. Oftest bør
statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og dennes familie i meget
lang tid, måske i en eller flere generationer, har levet her i landet og
føler sig så dybt indlevet i det danske samfund, at dansk statsborgerskab
opleves som en helt naturlig konsekvens.
Under de skiftende regeringer er der sket en stærk lempelse af
mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker
med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med
ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det
mange tusinde personer med oprindelsesland som f.eks. Pakistan, Iran, Irak,
Libanon, Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia, Tyrkiet og det tidligere
Jugoslavien, der ansøger om og opnår dansk statsborgerskab.
På årsbasis tildeles dansk statsborgerskab til ca. 3.000 udlændinge,
hvoraf langt de fleste kommer fra de nævnte lande eller andre afrikanske
eller asiatiske samfund.
For den danske befolkning er det overordentlig uheldigt, hvis man fra
regeringens og folketingsflertallets side bagatelliserer betydningen af at
opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne meget lavt.
Ofte tildeles der dansk statsborgerskab til personer, der er domfældt for
straffelovsovertrædelser, og meget ofte til personer, der gennem det meste af
deres ophold i Danmark har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp.
Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret mod denne tendens. Dansk
statsborgerskab må ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til tusinder
af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en værdifuld gave, der kun bør tildeles
en snæver kreds af mennesker, der hævet over al tvivl bestræber sig for at
leve i harmoni med og til gavn for det danske samfund. Ethvert samfund må
værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil er at vise den største
forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til udlændinge. Det er et
almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i Danmark er udviklingen
ved at løbe helt af sporet.
Det er hensigten med beslutningsforslaget at sikre, at det skal være
nogenlunde lige så let - eller lige så svært - at opnå dansk statsborgerskab
som at opnå statsborgerskab i andre europæiske lande.
Forslagsstillerne mener - som foran anført - at der gennem de sidste ca.
10-15 år er sket en meget betænkelig svækkelse af dansk indvandrer- og
udlændingepolitik. Det politiske flertal har enten ikke gjort sig klart eller
ikke ønsket at gøre sig klart, hvilken holdning man har haft til spørgsmålet
om indvandring. Man har fra flertallets side bevidst valgt en helt
holdningsløs anvendelse af bl.a. naturalisationsreglerne, hvorved antallet af
naturalisationsansøgninger er vokset stærkt.
I det seneste tiår kan antallet af naturaliserede personer opgøres såldes
(Kilde: Torben Steffensen, Lov om Dansk Indfødsret med kommentarer, Jurist-
og Økonomforbundets Forlag 1991, pag. 82 ff):
1980/81: 1.224
1981/82: 1.479
1982/83: 1.574
1983/84: 1.689
1984/85: 1.839
1985/86: 2.190
1986/87: 1.985
1987/88: 2.075
1988/89: 2.424
1989/90: 2.542
1990/91: 2.908
1991/92: 2.809 (Kilde: Indenrigsministeriet, Indfødsretskontoret).
1992/93: 3.175 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).
1993/94: 2.388 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).
1994/95: 2.658 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).
1995/96: 3.487 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).
Det bemærkes, at oversigten ikke omfatter de mindreårige børn, der følger
med de voksne ansøgere.
Supplerende statistisk materiale vil blive tilvejebragt under
udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget, ligesom dokumentation vedrørende
lovgivningen og administrationen af indfødsretsregler i en række lande vil
blive indhentet.
Uanset statistiske unøjagtigheder og afgrænsningsvanskeligheder er det
formentlig korrekt og i alt fald indtil videre ikke imødegået, at der f.eks.
i statsminister Poul Schluters regeringstid er sket en tilvækst af 1. og 2.
generationsindvandrere - herunder såvel personer, der har søgt naturalisation
som andre, der har lovligt ophold i landet - der er større end i hele
Danmarkshistorien, før Poul Schluter tiltrådte som statsminister.
Forslagsstillerne opfordrer Folketingets medlemmer til meget nøje at
overveje deres stilling til de enkelte dele af forslagene.
Selv om der på enkelte punkter kan tænkes at være varierende opfattelser
af, hvordan regelsættene bør udformes, er der formentlig intet medlem af
Folketinget, der er i tvivl om, at den danske befolkning meget stærkt ønsker
og forventer en stramning af betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab.
Holdningsløshed i disse spørgsmål kan ikke længere forsvares. Det nytter
heller ikke at betragte indfødsretsreglerne som et tabuemne. Den danske
befolkning har et indlysende krav på, at landets lovgivende forsamling
forhindrer en fortsat løbskkørsel på naturalisationsområdet. Det er derfor i
nogen grad en bunden opgave, der påhviler Folketinget. Fremskridtspartiet
medvirker gerne til, at partierne i fællesskab drøfter og når til enighed om,
hvordan denne bundne opgave bedst løses.
Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Det er i stk. 1 præciseret, at naturalisation normalt kun kan meddeles
personer, der i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med
personer, der behersker dansk på modersmålsniveau. Det er i stk. 3 gjort til
et krav, at ansøgerne skal forpligte sig til at give afkald på hidtidigt
statsborgerskab.
Til § 2
Opholdskravene er ændret efter følgende summarisk gengivne retningslinjer:
---------------------------------------------------------------------
Forslaget Gældende regler
---------------------------------------------------------------------
Nordiske statsborgere .................... 2 år 2 år
Andre EU-statsborgere .................... 7 år 7 år
Andre udlændinge ......................... 12 år 7 år
FN-flygtninge ............................ 12 år 6 år
Ikke-nordiske og ikke-EU-statsborgere,
der lever i ægteskab med dansk statsborger 7 år 4 år
Børn, der er adopteret af danske
statsborgere mellem det 6. og det 18. år . 4 år 2 år
---------------------------------------------------------------------
Til § 3
Reglen har betydning f.eks. for personer under 18 år, der er født og
opvokset her i landet sammen med forældre, der ikke ønsker eller ikke er
kvalificeret til at opnå dansk statsborgerskab. Reglen kan også have
betydning f.eks. for børn og unge, der ikke har ophold her i landet på det
tidspunkt, hvor forældrene har fået tildelt dansk statsborgerskab, f.eks. for
pakistanske børn, der er blevet sendt hjem til Pakistan for at gå i skole,
men som senere tager ophold i Danmark. Efter forslaget kan der i sådanne
tilfælde ikke selvstændigt meddeles dansk statsborgerret til sådanne
ansøgere, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det
yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.
Til § 4
Udformningen af § 4 repræsenterer en væsentlig skærpelse af hidtidig
praksis, bortset fra tilfælde, hvor der alene er tale om bagatelforseelser.
Navnlig fremhæves, at ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3
måneder er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet mod
nu mindst 5 år, og at fængselsstraf på 3 måneder eller derover efter
forslaget er til hinder for naturalisation i mindst 10 år mod i øjeblikket 7
år fra straffens udståelse. Samtidig indføres den forbedring, at der efter
fængselsstraf på 6 måneder eller derover ikke kan opnås dansk indfødsret.
Udformningen af § 4 repræsenterer en skærpelse i forhold til de af
regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti torsdag den 30.
marts 1995 aftalte stramninger, som langtfra er tilstrækkelige.
Til § 5
Reglerne om naturalisation for ansøgere, der har modtaget sociale ydelser
i henhold til lov om social bistand m.v., ændres efter forslaget, navnlig
således at karenstiden forlænges fra 5 til 6 år efter hjælpens ophør. Der
sker tillige den skærpelse af reglerne, at bistand m.v. skal være
tilbagebetalt forud for naturalisationen. Det er således uden betydning, om
de sociale myndigheder på mere eller mindre vilkårligt grundlag har
eftergivet gælden.
Til § 6
Reglen er præciseret i forhold til den hidtidige regel, der lægger vægt på
det ganske uklare kriterium, om skatterestancen skyldes forhold, »der
ikke kan lægges ansøgeren til last«.
Til § 7
Som bekendt opgav Folketingets flertal og Indenrigsministeriet for få år
siden kravet om, at en ansøger for at blive accepteret skulle være integreret
i det danske samfund. Dengang foretog politiet en meget indgående
undersøgelse af, i hvilket omfang ansøgeren havde opbygget relationer til
danskerne på sin arbejdsplads og i privatlivet, ligesom politiet aflagde
besøg i ansøgerens hjem og beskrev hjemmets indretning i politirapporten. En
så indgående undersøgelse fandt det politiske flertal uværdigt og tog derfor
initiativet til at fjerne kravet om integrering i det danske samfund. Til
gengæld er kravet om sprogkundskaber vigtigt.
Den hidtidige administration af kravet om sprogkundskaber er imidlertid
ikke tilfredsstillende. Der stilles i praksis alene krav om, at ansøgeren
skal være i stand til uden nævneværdige vanskeligheder at føre en samtale på
dansk med den accent, der måtte være naturlig for den pågældende. Derimod
kræves ikke, at ansøgeren skal være i stand til at skrive og læse dansk, og
den pågældende behøver ikke at have dansk som hjemmesprog.
Ansøgere, der på grund af manglende sprogkundskaber får afslag på deres
ansøgning om indfødsret (og det drejer sig om flere hundrede på årsbasis),
bliver normalt tilbudt at møde til en samtale i Justitsministeriet med
henblik på en ekstra vurdering af danskkundskaberne. Begrundelsen er et ønske
om at undgå den forskelsbehandling, der kan forekomme, fordi samtalerne med
ansøgerne foregår i 54 lokale politikredse samt på de 5 københavnske
politistationer.
I nogle tilfælde bliver samtalen i Justitsministeriet afgørende for, at
ansøgningen alligevel imødekommes.
Formålet med den ændrede formulering af § 7 er at sikre, at danske
statsborgere både i skrift og tale behersker det danske sprog på et rimelig
højt niveau. Det er af mange grunde yderst uheldigt, hvis en stor, og
voksende gruppe af danske statsborgere udgør en sproglig underklasse, der
måske ikke forstår det danske skriftsprog og ikke kan formulere sig
tilfredsstillende i samkvem med andre danskere.
Ændringen medfører, at der tilrettelægges en skriftlig og mundtlig prøve,
hvor kravene er ensartede og kendte. Ansøgerne får derved mulighed for at
forberede sig gennem frivillig undervisning.
Til § 10
Bestemmelsen tager fat om og søger at løse det problem, der for en del
ansøgere er yderst reelt, nemlig loyalitetskonflikten mellem på den ene side
kravet om loyalitet over for dansk lovgivning og på den anden side det
tilsvarende krav om loyalitet over for oprindelseslandets lovgivning,
religiøse eller kulturelle regler, skikke og sædvaner.
Den foreslåede regel pålægger danske myndigheder at vejlede ansøgere om,
at fremmed ret altid skal tilsidesættes, hvis der foreligger konflikt i
forhold til dansk ret. Samtidig påhviler det ansøgere at underskrive en
erklæring, hvori ansøgerne bekræfter at ville overholde denne forpligtelse.
Denne regel vil være en hjælp ikke mindst for ansøgere, der ønsker at stræbe
frem mod en høj grad af integration i det danske samfund.
Skriftlig fremsættelse
Tom Behnke (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af kravene til opnåelse
af dansk statsborgerskab.
(Beslutningsforslag nr. B 39).
Jeg skal i øvrigt henvise til beslutningsforslagets tekst og de
bemærkninger, der ledsager det.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1991 BSF 93 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 19. juni 1992
- 1992 BSF 45 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 17. december 1992
- 1995 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 31. oktober 1995
- 1994 BSF 113 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB Retsinformation · 25. april 1995
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 26. januar 2023. — X mod Udlændinge- og Integrationsministeriet. EU-domme · 26. januar 2023
- Sag om, hvorvidt sagsøgerne, der har været statsløse, har krav på godtgørelse og erstatning for følger af forsinket erhvervelse af dansk indfødsret Domsdatabasen · 28. maj 2025