1996 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN RETSSIKKERHEDSREFORM
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen snarest muligt og inden grundlovsdag at
nedsætte en retssikkerhedskommission, der inden afslutningen af
folketingsåret 1997-98 skal komme med forslag til de fornødne ændringer i
retsplejeloven, forvaltningsloven m.v. til fremme af borgernes retssikkerhed.
Forslagene skal omfatte følgende elementer:
1. Kvalitetskrav til lovforslag, herunder krav om retssikkerhedsdiskussion
i alle lovforslag, hvor det offentlige udøver myndighed over for borgerne.
2. Begrænsning af tvangsindgreb over for borgerne.
3. Nøje opregnede betingelser for tvangsindgreb.
4. Adfærdsregler for myndighedsudøvere.
5. Magtadskillelse i forvaltningen.
6. Lettere adgang for borgerne til at anlægge sager mod det offentlige.
7. Forvaltningsmyndighedernes pligt til at efterleve domspraksis og af
egen drift efter domstolsafgørelser at genoptage lignende sager, hvor
borgeren har krav på tilbagebetaling.
8. Udvidet adgang til retshjælp.
9. Undersøgelse af teknologiens betydning for borgernes retssikkerhed.
10. Årlig retssikkerhedsredegørelse.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Princippet om magtfordelingen mellem den udøvende, den lovgivende og den
dømmende magt er grundlovsfæstet. Dette princip er fastsat for at beskytte
Danmarks borgere mod vilkårlige indgreb.
Den stadig stigende hærskare af forskrifter for borgerne har forrykket
forholdet mellem stat og individ i en uheldig retning.
Lovgivningen er i stigende grad ufuldstændig. Nærmere fastsættelse af
reglerne for borgernes færden er overladt til ministrene i form af
bemyndigelsesbestemmelser. Dette har betydet, at det i højere og højere grad
er forvaltningen, der i stedet for Folketinget fastsætter regler for
borgerne.
Læs alt
Samtidig har der været en tendens til i stigende grad at fastsætte straf
som sanktion for overtrædelserne og overlade det til
forvaltningsmyndighederne at udstede bødeforelæg frem for at forelægge sagen
for domstolene. Dertil kommer, at borgerne ifalder straf, uden at elementære
retsgarantier er iagttaget. Bødestørrelsen fastsættes administrativt af
embedsmænd, der ikke er uddannet til bevisindsamling og bevisafvejning. Ikke
sjældent får man det indtryk, at det nærmest er borgeren selv, der skal
bevise sin uskyld.
Den udøvende magts område er derved vokset ganske væsentligt på bekostning
af den lovgivende og den dømmende magt. Dette har betydet en svækkelse af den
enkelte borgers retssikkerhed.
De mange love og bekendtgørelser, de stadig mere indviklede regler og
hyppige lovændringer, der regulerer borgernes adfærd, er i sig selv et
problem, idet et retssystem som det danske nødvendigvis må forudsætte
borgernes pligt til at kende loven. Det er derfor et grundlæggende
retssikkerhedsproblem, at borgerne ikke kan finde ud af, hvad der er lov og
ret i Danmark.
De mange bemyndigelsesbestemmelser og administrative bødeforelæg svækker
yderligere den enkelte borgers retsbeskyttelse. Denne svækkede
retsbeskyttelse bliver yderligere markant på grund af det totale fravær af
bestemmelser i retsplejeloven, der fastsætter spilleregler for
forvaltningsmyndigheder. Vedtagelsen af forvaltningsloven og løbende
ajourføring af f.eks. registerlovgivning og lov om offentlighed i
forvaltningen kan ikke kompensere for den omstændighed, at retsplejeloven
stort set alene gælder for domstole, politi og anklagemyndighed.
Retsstillingen er i dag bedre sikret for den, der forsætligt overtræder
straffeloven og f.eks. begår drab eller voldtægt, end for den borger, der
uagtsomt overtræder en af de tusindvis af bestemmelser i andre love.
Forslagsstillerne finder det meget betænkeligt, at Folketingets flertal
som en yderligere indskrænkning i borgernes retssikkerhed i de senere år har
foretaget indgreb i den enkelte borgers grundlovssikrede frihedsrettigheder,
herunder navnlig husfreden og ejendomsretten.
I kølvandet på den stigende regulering af borgernes adfærd er nemlig fulgt
en stadig stigende kontrolvirksomhed, der med hjemmel i lovgivningen giver
myndighederne mulighed for indgreb af f.eks. ransagningslignende karakter. De
mange love, der uden nærmere betingelser f.eks. giver kontrollerende
myndigheder adgang til private hjem, er en udhuling af grundlovens
bestemmelse om husfredens ukrænkelighed.
Forslagsstillerne mener derfor, at tiden er inde til at udforme en
omfattende retssikkerhedsreform.
Al lovgivning, der muliggør vilkårlig krænkelse af den grundlovssikrede
husfred og ejendomsret, skal tages op til revision.
Ingen indgreb i husfreden eller ejendomsretten skal fremtidig kunne finde
sted, uden at enten betingelserne i grundlovens § 72 om retskendelse eller
bestemmelserne i grundlovens § 73 om ekspropriation er opfyldt eller det nøje
i loven er opregnet, hvilke betingelser der i øvrigt skal være opfyldt.
I den forbindelse mener forslagsstillerne, at reglerne for udarbejdelse af
lovforslag bør ændres grundlæggende.
Ethvert lovforslag, der giver mulighed for myndighedsudøvelse over for den
enkelte borger eller grupper af borgere, bør indeholde en grundig diskussion
af, hvilke retssikkerhedsmæssige konsekvenser lovforslaget vil have for
borgerne.
Med hensyn til bemyndigelsesbestemmelser, der overlader til ministeren at
fastsætte ikketekniske regler af betydning for den enkelte borger, bør der
ligeledes i lovforslaget optages en nærmere beskrivelse af, hvad
bemyndigelsen skal anvendes til, og de retssikkerhedsmæssige konsekvenser.
Med forbillede i retsplejelovens regler for politi og anklagemyndighed
skal der fastsættes nærmere regler for enhver myndigheds adfærd.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Udformningen af lovforslag er i dag aldeles utilstrækkelig. Lovforslagets
bemærkninger er for ofte ufuldstændige og forhastede, ligesom der lovgives
for meget i bemærkningerne. Love skal være klare og lettilgængelige.
En meget stor del af lovene vedrører erhvervsgruppers og almindelige
borgeres dagligdag. Det er derfor helt afgørende, at lovene også kan læses og
forstås af borgerne og medierne, der ofte vil være det led, der formidler
lovgivningen og forberedelsen af lovene til borgerne.
Det må tillige være et uomgængeligt krav til en moderne retsstat, at de
lovforslag, som den til enhver tid siddende regering fremsætter, giver
lovgiver et fuldstændigt beslutningsgrundlag. Kravet om klarhed vil tvinge
både aktørerne i det lovforberedende arbejde og Folketinget til en
gennemtænkning af lovenes konsekvenser og de med lovgivningen forbundne
politiske og retlige spørgsmål.
De hyppigt fremsatte forslag til ændringslove øger uoverskueligheden. Det
foreslås derfor, at der i ethvert lovforslag af den slags som bilag indsættes
et udkast til lovbekendtgørelse.
Forslagsstillerne finder i det hele taget, at der bør stilles langt
strengere kvalitetskrav til lovforslagene. Lovgiver skal have mulighed for at
kende ikke mindst de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af lovforslaget.
Lovforslagets bemærkninger udgør ud over lovteksten den væsentligste del af
lovgivers beslutningsgrundlag.
Det foreslås derfor, at der stilles krav om, at alle lovforslag, hvor det
offentlige har myndighedsopgaver, skal indeholde en retssikkerhedsdiskussion
og de konsekvenser, lovforslaget indebærer for borgernes retssikkerhed. Dette
krav vil ikke blot medføre et grundigere lovforberedende arbejde i
ministerierne, men vil gøre lovforslagets konsekvenser mere gennemskuelige
for Folketinget.
Et krav om, at lovforslaget skal indeholde en nøjere beskrivelse og
begrundelse for, at der i forslaget optages bemyndigelsesbestemmelser, vil
have samme effekt.
Et særligt problem udgør de hundredvis af straffebestemmelser.
Strafsanktionen er i de senere år bragt i anvendelse for mere formelle
overtrædelser. Det bør være en selvfølge, at straffebestemmelser - og ikke
mindst den, der er fastsat i medfør af bekendtgørelser - alene indsættes
efter en nøje overvejelse af, hvorvidt andre sanktioner kan overflødiggøre
straf. Der tænkes navnlig på erstatning, ugyldighed og mulighed for
tilbagekaldelse af tilladelser som sanktionsmulighed. Disse overvejelser skal
fremgå af lovforslagets bemærkninger.
Forslagsstillerne foreslår endelig, at den nedsatte
retssikkerhedskommission overordnet skal overveje nye retningslinjer for
balancen mellem lovtekst og bemærkninger med det sigte at undgå lovgivning i
bemærkningerne.
Ad 2
Den bestående lovgivning skal gennemgås med henblik på at fjerne
unødvendige muligheder for tvangsindsgreb over for borgerne. Det gælder
navnlig de mange bestemmelser om myndigheders adgang til privat ejendom,
herunder bestemmelser om politiets bistand til at gennemtvinge adgang.
Tvangsindgreb bør ikke i fremtiden hjemles, medmindre det enten kræver
retskendelse og/eller betingelserne for at foretage indgreb i øvrigt er nøje
beskrevet dels i den enkelte lov, dels i en ny »bog« i
retsplejeloven.
Ad 3-5
Forslagsstillerne vil ikke stille krav om, at enhver bestemmelse, der
giver en myndighed adgang til privat ejendom, skal være betinget af
retskendelse. Det er derimod helt afgørende, at der fastsættes generelle
betingelser for tvangsindgreb og regler, der beskriver, hvorledes den
kontrollerende myndighed skal forholde sig, såfremt der konstateres
lovovertrædelser.
I forbindelse med de mange myndighedsbeføjelser i form af uanmeldt kontrol
er det helt afgørende af hensyn til borgernes retssikkerhed, at der i lighed
med retsplejelovens bestemmelser for politi, anklagemyndighed og domstole
fastsættes generelle og specielle regler for de myndigheder, der ikke i dag
er reguleret af retsplejeloven. Retsplejeloven foreskriver f.eks. nøje,
hvornår politiet må ransage, og hvornår der skal rejses sigtelse, og at den
sigtede skal oplyses om, at han ikke har pligt til at udtale sig. Oplysninger
om adgang til forsvarer skal tillige oplyses af politiet. Sådanne regler
gælder slet ikke for andre myndigheder.
Retsusikkerheden forstærkes af, at det er de samme myndigheder, der sidder
i de kommissioner, der er fremkommet med lovudkast, og som senere udformer
lovforslagene og forslagenes bemærkninger, og som derefter administrerer de
samme love og udsender forskrifter til underordnede myndigheder.
Myndigheder kan f.eks., uden at ransagningsbetingelserne er opfyldt,
trænge ind i borgernes boliger og »kontrollere« uden at rejse
sigtelse. Myndighederne foretager afhøringer uden at gøre opmærksom på, at
udtalelserne kan blive anvendt ved en senere straffesag. Finder myndighederne
beviser for strafbart forhold, gælder hverken regler om tilkaldelse af politi
eller advokat, ligesom myndighederne hverken er uddannet til eller har
forskrifter for indsamling af beviser og afvejning af disse.
Disse myndigheder har tillige ikke sjældent aldeles manglende forståelse
for, at det er myndighederne, der skal bevise strafbart forhold, og ikke
borgerne, der skal bevise uskyld.
I den senere tid har bevisbyrderegler i strafferetsplejen i forbindelse
med fund af store økonomiske midler hos rockere været diskuteret. Der er
meget strenge regler for politiets muligheder for at anvende de såkaldte
tilfældighedsfund.
Hvad andre myndigheder, der under kontrol finder beviser for strafbart
forhold, skal foretage sig, er ikke reguleret. Borgeren befinder sig i en
gråzone, hvor myndigheden kommer med det formål at kontrollere, men hvor
sagen kan føre til tiltalerejsning, uden at borgeren har de
retssikkerhedsgarantier, der gælder inden for strafferetsplejen. Dette område
er kun i ringe omfang diskuteret i teorien og udgør for forslagsstillerne et
af samfundets største retssikkerhedsproblemer.
De mange retsplejebestemmelser for politiet tilsigter på en gang at
begrænse politiets magtudfoldelse, samtidig med at borgeren advares om at
tage sig i agt, evt. med bistand af en advokat.
Retsplejeloven bygger i det hele taget på det grundlæggende princip om, at
ingen er skyldig, før han er dømt.
Det foreslås derfor, at der dels ved en ændring af retsplejeloven, dels
ved at der i hver enkelt lov, hvor der gives hjemmel til myndighedsudøvelse,
fastsættes klare regler for fremgangsmåden ved tvangsindgreb, forsvarlig
bevisindsamling og bevisafvejning, og at der fastsættes beløbsgrænser for,
hvilke bødeforelæg der kan forelægges administrativt.
Ad 6
I civile retsager er sagsøger og sagsøgte ligestillede. I hvert fald på
papiret. Denne ligestilling gælder imidlertid stort set ikke i sager, hvor
den enkelte borger anlægger sag mod det offentlige. For selv om magtforholdet
mellem den enkelte og det offentlige er meget anderledes, end da
retsplejeloven så dagens lys, er retsplejeloven ikke ændret tilsvarende.
Det offentlige har en knusende fortrinsret. Den enkeltes retssikkerhed
derimod er slet ikke udviklet i takt med samfundets udvikling. Der er ganske
enkelt ikke lige adgang til retsvæsenet, endsige lige adgang til at få sin
ret. Vil man som borger i dagens Danmark gøre sig håb om at få medhold i en
sag anlagt mod det offentlige, skal man - med eller uden advokat - kunne
beherske vanskelige retsspørgsmål, helst bedre end modparten, der som
offentlig myndighed typisk vil være i besiddelse af væsentlige ressourcer og
ekspertise. Borgeren skal tillige kunne overvinde den ulighed, der ligger i,
at den sagsøgte myndighed - der typisk har konciperet de af Folketinget
vedtagne lovforslag og udformet bemærkningerne hertil - kan have en meget
skråsikker opfattelse af den korrekte juridiske forståelse af de spørgsmål,
som har udviklet sig gennem den administrative praksis. En praksis, der altså
er en udmøntning af det af samme myndighed udførte lovforberedende arbejde.
Sådanne sager omfatter ofte tillige tekniske forhold af betydning for
bedømmelse af sagerne. Endelig vil der for den enkelte borger typisk være
bevismæssige vanskeligheder og vanskeligheder med overhovedet at fremskaffe
oplysninger, hvis eksistens den enkelte borger ikke kender, og som beror hos
det offentlige.
Disse vanskeligheder, som omfatter både forberedelsen af sagen og
fremlæggelsen i retten, afhjælpes ikke gennem reglerne om fri proces.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven ændres, så der
indsættes et særligt afsnit for civilretlige sager, hvor den enkelte borger
rejser sag mod det offentlige eller omvendt. En sådan ny »bog« i
retsplejeloven skal indeholde særlige processuelle lettelser og fordele for
den enkelte borger, bl.a. ud fra det synspunkt, at de to parter ikke er lige
egnede til at foretage indsamling af bevismateriale. Reglerne skal tillige
indeholde en særlig pligt for det offentlige til at indsamle og fremlægge det
fornødne bevismateriale.
I en tid, hvor det er helt umuligt for den enkelte borger at få et
overblik over, endsige gennemskue de mange forskrifter, må man gøre sig
klart, at alene lovenes mængde og indviklethed er en svækkelse af den
enkeltes retssikkerhed. Dette forstærkes af, at forskrifterne er blevet mere
og mere indgribende for den enkelt borger, og at mere og mere magtudøvelse af
meget indgribende art er overladt til alle mulige offentlige instanser, uden
at der er indført nogen form for processuel fordel for den enkelte borger,
der måtte ønske at rejse sag ved domstolene.
Retsplejeloven er forældet og ude af trit med udviklingen i
forvaltningsretten. Det bør i denne sammenhæng erindres, at Folketingets
Ombudsmand over for forvaltningen anvender et bedømmelsesgrundlag, der er
mere vidtgående end det forvaltningsretlige bedømmelsesgrundlag, som
domstolene anvender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret p. 594.
Ad 7
Såfremt en dom f.eks. medfører pligt til tilbagebetaling, skal f.eks.
skattemyndighederne være forpligtet til af egen drift at tilbagebetale til
andre borgere i lignende situation, uden at disse behøver at anlægge sag.
Ad 8
Det bør være en selvfølgelighed i et retssamfund, at alle har lige adgang
til retsvæsenet.
Ad 9
Informationsteknologien rejser en lang række retssikkerhedsproblemer for
den enkelte borger.
Brug af informationsteknologi kan efterlade elektroniske spor, der
muliggør lagring af data om enkeltpersoner, der gør registerlovgivningen helt
indholdsløs. Brugen af Internet umuliggør anvendelse af de traditionelle
ansvarsregler.
Informationernes grænseoverskridelser kan gøre dansk lovgivning
uanvendelig. Der er et påtrængende behov for en klar stillingtagen til retten
til eller forbud mod kryptering ved datatransmission og forholdet til
grundlovens bestemmelser om brevhemmelighed m.v.
Disse og mange andre spørgsmål bør samlet drøftes set i relation til
forholdet mellem det offentliges myndighedsudøvelse og den enkelte borgers
retssikkerhed.
Ad 10
Da nedsættelsen af en kommission og senere ændring af retsplejeloven m.v.
ikke må blive en sovepude, pålægges det regeringen at udarbejde en årlig
retssikkerhedsredegørelse. Redegørelsen skal indeholde de
retssikkerhedsmæssige forbedringer, der er foretaget i de enkelte
ministerier, samt regeringens aktuelle overvejelser om at forbedre
retssikkerheden.
Den første redegørelse gives ved starten af næste folketingssamling.
Skriftlig fremsættelse (20. marts 1997)
Birthe Rønn Hornbech (V):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en retssikkerhedsreform.
(Beslutningsforslag nr. B 106).
Beslutningsforslagets formål er at styrke borgernes retsstilling over for
det offentlige.
Det første element i forslaget er et krav om kvalitetsregler for
udarbejdelse af lovforslag med det formål at gøre lovene mere klare og
gennemskuelige for Folketinget, borgerne og pressen. Der fastsættes således
krav om, at alle lovforslag, der vedrører det offentliges myndighedsudøvelse,
skal indeholde en diskussion om borgerens retssikkerhed samt konsekvenserne
for borgeren.
Forslaget indeholder endvidere et krav om begrænsning af tvangsindgreb
over for borgeren, navnlig en begrænsning af forvaltningsmyndigheders adgang
til privat ejendom.
Der foreslås en reform af retsplejeloven med spilleregler for alle
myndigheder.
Der foreslås tillige indført særlige regler i retsplejeloven, der skal
gøre det lettere for den enkelte borger at anlægge sag og gennemføre en sag
mod det offentlige.
Der foreslås således ændrede regler for det offentliges pligt til at
fremkomme med materiale under sagen, ligesom det offentlige foreslås pålagt
en vidtgående bevisbyrde.
Reglerne om retshjælp foreslås udvidet.
Endelig indeholder forslaget krav om, at der opstilles regler for
offentlige myndigheder, der taber retssager over for borgerne. Såfremt en dom
f.eks. medfører pligt til tilbagebetaling, skal f.eks. skattemyndighederne
være forpligtet til af egen drift at tilbagebetale til andre borgere i
lignende situation, uden at disse behøver at anlægge sag.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1997 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN RETSSIKKERHEDSREFORM Retsinformation · 31. oktober 1997
- Forslag til folketingsbeslutning om en retssikkerhedsreform Retsinformation · 21. oktober 1998
- Skriftlig fremsættelse (20. oktober 1998) - B 8 Retsinformation · 21. oktober 1998
- Betænkning over Forslag til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter Retsinformation · 27. maj 2005
- Skriftlig fremsættelse (26. november 2003) - L 96 Retsinformation · 26. november 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 28. marts 2007