Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter

2003/1 BTL 96Betænkning over lovforslagFolketinget27. maj 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 27. maj 2005

Betænkning

over

Forslag til lov om

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter

[af justitsministeren (Lene Espersen)]

Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål, et spørgsmål fra

Fødevareudvalget, og ministrenes svar herpå samt et notat

Spørgsmål og svar samt notatet er optrykt efter ønske fra

udvalget.

Spørgsmål 3:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 1. december 2003 fra

Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, jf. L 96 – bilag 3.

Svar fra

justitsministeren:

Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, har i den

pågældende henvendelse til Folketingets Retsudvalg af 1. december 2003

foreslået en række ændringer i forslaget til lov om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96). I det

følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i henvendelsen.

1. Anvendelsesområdet for lovforslagets §§ 9

og 10

Jonas Christoffersen foreslår, at lovforslagets § 9 om adgangen

til at foretage tvangsindgreb, hvis der foreligger rimelig grund til mistanke

om et strafbart forhold, udvides til – ligesom lovforslagets § 10, stk.

1, om

retten til ikke at inkriminere sig selv – også at finde anvendelse, hvis

der er

Læs alt

mistanke om en lovovertrædelse, som ikke nødvendigvis vil føre til straf, men

som vil kunne føre til en anden sanktion, der kan sidestilles med straf.

Hertil bemærkes følgende:

Mens bestemmelsen i lovforslagets § 9 om adgangen til at

foretage tvangsindgreb er afgrænset til at omfatte tilfælde, hvor der er

rimelig grund til mistanke om et forhold, der kan føre til straf, omfatter

lovforslagets § 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv –

udover

sådannetilfælde

– efter bemærkningerne

til lovforslaget også tilfælde, hvor der er konkret mistanke om et forhold,

som

kan føre til sanktioner, der kan

sidestilles

med straf.

Det skyldes, at lovforslagets § 10, stk. 1, bl.a. skal ses på

baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,

hvorefter

en person, som i konventionens forstand er anklaget for en forbrydelse, har

ret

til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive

tvunget

til at medvirke til at opklare den påståede forbrydelse, jf. bl.a. pkt. 4.2.2

i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Udtrykket »straf« i lovforslagets § 10, stk. 1, skal således

forstås i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

artikel 6, jf. bl.a. pkt. 4.1 i de almindelige bemærkninger samt

Retssikkerhedskommissionens betænkning, side

68 f, med omtale af konventionens udtryk

»anklaget for en forbrydelse«. I pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger er det i den forbindelse omtalt, at udtrykket »forbrydelse« i

konventionens artikel 6 efter omstændighederne også omfatter

lovovertrædelser,

hvortil der er knyttet sanktioner, som efter national lovgivning ikke

henregnes

til strafferetsplejen, men som uanset dette kan sidestilles med straf (som

f.eks. visse disciplinære sanktioner, jf. Retssikkerhedskommissionens

betænkning, side

68 f

).

Som anført i pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger

er lovforslagets § 9 begrundet i hensynet til ikke at omgå retsplejelovens

straffeprocessuelle regler om tvangsindgreb over for personer, som er

mistænkt

for en strafbar lovovertrædelse. Hvis der er rimelig grund til mistanke om et

strafbart forhold, skal et tvangsindgreb derfor efter bestemmelsen i

lovforslagets § 9, stk. 1, ske i medfør af retsplejelovens regler, såfremt

betingelserne i § 9, stk. 2-4, ikke er opfyldt.

Lovforslagets § 9 skal derimod – i modsætning til lovforslagets

§ 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv – ikke ses på

baggrund

af artikel 6 i Den Europæiske Mennesker-ettighedskonvention og det forbud mod

selvinkriminering, der følger af denne bestemmelse. Administrative

myndigheders

foretagelse af husundersøgelser og andre lignende tvangsindgreb – og

dermed

lovforslagets § 9 – rejser således i almindelighed ikke spørgsmål i

forhold til

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, jf. om baggrunden

herfor nærmere Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 90.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at

lovforslagets § 9 bør udvides til ligesom § 10, stk. 1, også at omfatte

tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til

en sanktion, som kan sidestilles med straf.

I øvrigt tilføjes det, at der i dansk ret kun i yderst begrænset

omfang vil kunne tænkes at forekomme administrative foranstaltninger, som

ikke

anses for straf, men som uanset dette skal sidestilles med straf i relation

til

artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det rejste spørgsmål

har derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen væsentlig praktisk

betydning.

2. Tvangsindgreb og oplysningspligter over for

ansatte mv.

2.1.

Jonas

Christoffersen anfører desuden, at der efter hans mening ikke er nogen

begrundelse for lovforslagets forudsætning om i forhold til lovforslagets §

10

om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. generelt at foretage

identifikation

mellem på den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie- eller

anpartsselskab), som mistænkes for et strafbart forhold, og på den anden side

fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.

Endvidere anfører Jonas Christoffersen, at der bør indsættes en udtrykkelig

bestemmelse herom i lovteksten, såfremt den nævnte forudsætning fastholdes.

Hertil bemærkes følgende:

a)

Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, omfatter

lovforslagets § 10, stk. 1, om mistænkte personers ret til ikke at udtale sig

også juridiske personer.

Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang fysiske personer med

tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for et strafbart forhold,

skal identificeres med den juridiske person i relation til retten til ikke at

udtale sig.

Er en juridisk person (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab)

således under mistanke for et strafbart forhold, må der tages stilling til,

om

den ret til bl.a. ikke at udtale sig, der følger af § 10, stk. 1, er

begrænset

til at gælde for f.eks. virksomhedens ledelse, eller om retten også gælder

for

de ansatte mv. i virksomheden.

b)

I Retssikkerhedskommissionens betænkning er der – uden at

kommissionen har taget endelig stilling til denne problemstilling –

beskrevet

to mulige modeller.

Den ene model indebærer, at der også i sådanne tilfælde skal ske

identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer med

tilknytning

til den juridiske person, såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der

er

begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som

sådan.

Den anden model indebærer, at der i de pågældende tilfælde kun

skal ske identifikation mellem den mistænkte juridiske person og en enkelt

person fra den juridiske persons ledelse (den processuelle repræsentant),

hvorimod andre fysiske personer med tilknytning til den juridiske person,

herunder

ansatte, behandles som tredjemænd (vidner) med den virkning, at de har

oplysningspligt i overensstemmelse med lovforslagets § 10, stk. 2, om andre

end

den mistænkte.

Anvendes den førstnævnte model med fuld identifikation, vil

fysiske personer med tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for en

strafbar lovovertrædelse, ikke kunne pålægges at afgive oplysninger til

myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges

tilvejebragt,

kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf.

lovforslagets § 10, stk. 1.

Anvendes den anden model, vil fysiske personer med tilknytning

til den juridiske person kunne pålægges at afgive oplysninger til

myndigheden,

hvis det sker med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.

lovforslagets § 10, stk. 2.

For begge de beskrevne modeller gælder således – i

overensstemmelse med et grundlæggende princip bag bestemmelsen i § 10 –

at

f.eks. de ansatte i en virksomhed ikke vil kunne pålægges at afgive

oplysninger, hvis myndighedens formål med at afkræve disse oplysninger er at

tilvejebringe materiale til brug for en straffesag mod virksomheden.

Valget mellem de nævnte modeller har således alene betydning

for, om f.eks. de ansatte i en virksomhed vil kunne pålægges at afgive

oplysninger til myndigheden, hvis det sker med henblik på

andre

spørgsmål end fastsættelse af straf, f.eks. udstedelse af påbud eller forbud.

c)

Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger

til lovforslaget, har Justitsministeriet efter en samlet afvejning fundet, at

der som udgangspunkt bør ske fuld identifikation mellem den juridiske person

og

fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt der

foreligger konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan

medføre straf for den juridiske person (virksomheden) som sådan.

Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at anvendelse

af kommissionens anden model – hvorefter der alene skulle ske

identifikation

mellem den juridiske person og en enkelt person fra den juridiske persons

ledelse (den processuelle repræsentant) – kunne indebære vanskelige

afgrænsningsspørgsmål.

Bl.a. ville en forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om

anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var

tale om en fysiskperson, som under en eventuel senere straffesag mod den

juridiske person ville blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant.

Hertil kommer, at størstedelen af de eksisterende

oplysningspligter ikke alene omhandler adgangen til at kræve oplysninger

meddelt mundtligt, men også indebærer, at oplysninger enten af egen drift

eller

efter begæring fra myndigheden skal indsendes til den pågældende myndighed. I

sådanne situationer ville det efter Justitsministeriets opfattelse være

uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af en oplysningspligt

afhænge

af, hvilken eller hvilke fysiske personer i virksomheden der står for at

sende

oplysningerne til myndigheden.

Det anførte indebærer, at en juridisk persons bestyrelse,

direktion og ansatte som udgangspunkt skal identificeres med en mistænkt

juridisk person ved anvendelsen af lovforslagets § 10, stk. 1, om retten til

ikke at udtale sig. Derimod skal der ikke ske identifikation i forhold til

f.eks. aktionærer, som ikke deltager i virksomhedens bestyrelse mv., og

personer, som uden at være i et ansættelses- eller ansættelseslignende

forhold

til virksomheden udfører opgaver for denne.

d)

Justitsministeriet finder ikke, at der er behov for i selve

lovteksten at indsætte en udtrykkelig bestemmelse om, at der i

overensstemmelse

med det ovenfor anførte som udgangspunkt skal ske identifikation mellem en

mistænkt juridisk person (en virksomhed) og ansatte m.v.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der således tale om et

spørgsmål, der efter almindelige lovtekniske principper mest hensigtsmæssigt

kan behandles i bemærkningerne til lovforslaget.

e)

Det bemærkes, at der efter lovforslaget ikke vil være noget

til hinder for, at ansatte mv. i en virksomhed

frivilligt

meddeler

oplysninger til en myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om,

at den juridiske person (virksomheden) som sådan har begået et strafbart

forhold.

Lovforslaget indebærer således alene, at ansatte mv. som

udgangspunkt ikke vil kunne

forpligtes

til at give oplysninger til den

pågældende myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om, at den

juridiske person (virksomheden) har begået en strafbar lovovertrædelse.

f)

Justitsministeriet er – som det også har været fremme i den

offentlige debat – opmærksom på, at der på

arbejdsmiljøområdet, hvor

lovgivningen har til formål at beskytte de ansattes sundhed mv., gør sig

særlige hensyn gældende.

Efter arbejdsmiljølovens § 76 skal enhver, der er pålagt pligter

efter loven, herunder ansatte personer, efter anmodning give Arbejdstilsynet

alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsenaf tilsynets virksomhed.

Lovforslaget indebærer som en fravigelse af det ovenfor beskrevne

udgangspunkt,

at denne oplysningspligt fortsat i alle tilfælde vil finde anvendelse i

forhold

til fysiske personer med tilknytning til en juridisk person (en virksomhed),

som mistænkes for en strafbar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen,

i det omfang oplysningerne alene søges

tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf. Inden for arbejdsmiljøområdet vil ansatte mv. således fortsat –

også i

tilfælde, hvor en virksomhed mistænkes for en strafbar overtrædelse af

reglerne

på området – være forpligtet til at afgive oplysninger til

arbejdstilsynsmyndighederne, hvis formålet hermed alene er at tilvejebringe

oplysninger til brug for udførelsen af tilsyns– og kontrolopgaver. Der

henvises

til lovforslagets § 22.

Tilsvarende indebærer lovforslaget, at Søfartsstyrelsen i

forbindelse med tilsyn med ansattes sikkerhed om bord på skibe fortsat –

også i

tilfælde, hvor der foreligger konkret mistanke mod den pågældende juridiske

person (virksomhed) om en strafbar lovovertrædelse – vil kunne forpligte

skibets fører mv. og enhver, som handler på dennes vegne, til at afgive

oplysninger, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til

lovforslagets

§ 23.

2.2.

Jonas

Christoffersen foreslår også, at der i lovforslaget indsættes en regel om, at

den mistænktes nærmeste undtages fra eventuelle oplysningspligter. I den

forbindelse anfører Jonas Christoffersen, at en ægtefælle til en mistænkt

person

efter lovforslaget vil være forpligtet til at opfylde en oplysningspligt,

hvorimod en tilfældig ansat vil blive identificeret med virksomheden og

dermed

ikke have pligt til at meddele oplysninger.

Hertil bemærkes følgende:

Retsplejelovens § 171 indeholder regler om, i hvilket omfang en

persons nærmeste (ægtefæller, andre nært pårørende mv.) har pligt til at

afgive

forklaring i tilfælde, hvor forklaring afgives for retten. Bestemmelsen

– der

bl.a. fastslår, at en person som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive

forklaring i retten, hvis forklaringen kan udsættes vedkommendes nærmeste for

straf – regulerer derimod ikke tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om

pligt til

at afgive oplysninger over for en forvaltningsmyndighed.

Justitsministeriet finder ikke, at der er anledning til at

indføre særlige regler om begrænsninger i forvaltningsmyndigheders adgang til

at anvende oplysningspligter i lovgivningen mv. over for personer, hvis

nærmeste mistænkes for at have begået et strafbart forhold – herunder

ved at

indføre regler svarende til bestemmelsen i retsplejelovens § 171 om

afgrænsningen af pligten for en persons nærmeste til at afgive

vidneforklaring

for retten.

Lovforslaget indebærer derfor, at der i tilfælde, hvor en person

mistænkes for at have begået et strafbart forhold, ikke vil gælde særlige

regler for en forvaltningsmyndigheds adgang til at anvende oplysningspligter

i

lovgivningen mv. over for en mistænkt persons nærmeste. En mistænkt persons

nærmeste vil således være omfattet af den almindelige bestemmelse i

lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til over for andre end den mistænkte

at

anvende oplysningspligter, i det omfang oplysningerne alene søges

tilvejebragt

til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Det bemærkes i den forbindelse, at der med hensyn til en

mistænkt persons nærmeste ikke foreligger de samme hensyn af bl.a. praktisk

karakter, der – som anført i pkt. 2.1 ovenfor – kan begrunde, at

der i relation

til lovforslagets § 10, stk. 1, som udgangspunkt sker identifikation mellem

en

juridisk person (virksomhed), som mistænkes for et strafbart forhold, og dens

ansatte m.v.

Hertil kommer som nævnt ovenfor, at forvaltningsmyndigheder ikke

vil kunne håndhæve oplysningspligter over for bl.a. en mistænkt persons

nærmeste med det formål at tilvejebringe oplysninger til brug for en

straffesag

mod den mistænkte, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.

3. Forholdet mellem lovforslagets § 10 og

visse andre bestemmelser i lovgivningen

I lovforslagets bemærkninger er det forudsat, at visse

bestemmelser i anden lovgivning ikke berøres af lovforslagets § 10. Der kan i

den forbindelse henvises til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger med omtale af færdselslovens § 65 samt bemærkningerne til

lovforslagets § 10 med omtale af vidnepligtsreglerne i tjenestemandsloven og

lov om undersøgelseskommissioner.

Jonas Christoffersen foreslår, at det, der er anført i

lovforslagets bemærkninger om forholdet mellem lovforslagets § 10 og de

nævnte

bestemmelser, skrives ind i selve lovteksten.

Hertil bemærkes, at der efter Justitsministeriets opfattelse

ikke er anledning til at indsætte en udtrykkelig bestemmelse i lovforslaget

om

de omhandlede spørgsmål. Justitsministeriet finder således, at de pågældende

retstekniske spørgsmål om forholdet mellem regler i forskellige love er egnet

til at blive behandlet i lovforslagets bemærkninger.

4. Retten til ikke at udtale sig i

faresituationer

Jonas Christoffersen foreslår, at der i lovforslaget indføjes en

undtagelse til selvinkrimineringsforbudet i § 10, stk. 1, således at

forvaltningsmyndigheder kan anvende oplysningspligter over for en mistænkt

person i tilfælde, hvor der kan opstå farelignende situationer, også selv om

den mistænkte hermed vil kunne være forpligtet til at afgive oplysninger, som

inkriminerer vedkommende selv. I den forbindelse nævnes bl.a. tilfælde, hvor

der som led i forvaltningsmyndigheders opgavevaretagelse kan være spørgsmål

om

destruktion af sundhedsfarlige fødevarer eller standsning af en igangværende

forurening.

Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at lovforslagets § 10,

stk. 1 – som anført i pkt. 1.1 ovenfor – bl.a. bygger på det

selvinkrimineringsforbud, der kan udledes af artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention,

og på den retspraksis, der knytter sig til denne bestemmelse.

I den forbindelse kan der bl.a. henvises til pkt. 4.1 i

lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det i en gennemgang af

selvinkrimineringsforbudet i Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions

artikel 6 bl.a. anføres, at det ikke er afklaret i konventionspraksis, om

forbudet mod selvinkriminering i artikel 6 er til hinder for, at

administrative

myndigheder fortsætter behandlingen af en »civil« sag, f.eks. med henblik på

at

meddele forbud eller påbud, og i forbindelse hermed anvender

oplysningspligter

under trussel om straf mv., selv om der er blevet indledt strafforfølgning i

anledning af samme forhold, f.eks. for udøvelse af virksomhed uden

overholdelse

af relevant lovgivning.

Imidlertid er det som anført i bemærkningerne nærliggende at

antage, at den mistænkte i sådanne tilfælde kan påberåbe sig forbudet mod

selvinkriminering i artikel 6, i det omfang oplysningerne vedrører det eller

de

forhold, der har givet anledning til strafforfølgning.

På baggrund af den eksisterende retspraksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

må det efter

Justitsministeriets opfattelse give anledning til betydelig tvivl, om det

ville

være foreneligt med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

at

indføre en regel om, at forbudet mod selvinkriminering ikke skulle gælde,

såfremt en oplysningspligt anvendes i forhold til en mistænkt person med

henblik på at afværge faresituationer (dvs. med henblik på f.eks. at

destruere

sundhedsfarlige fødevarer eller standse en forurening).

Hertil kommer, at en sådan undtagelse til lovforslagets § 10,

stk. 1, om retten til ikke at udtale sig ikke ville være forenelig med andre

grundlæggende principper i dansk ret om mistænkte personers ret til ikke at

udtale sig.

Heller ikke i retsplejelovens straffeprocessuelle regler findes

der således mulighed for at pålægge en mistænkt eller tiltalt person pligt

til

at udtale sig – og dermed eventuelt inkriminere sig selv –

itilfælde, hvor

tilvejebringelse af de pågældende oplysninger kunne tænkes at afværge mulige

faresituationer. En person, der f.eks. er sigtet for ulovlig handel med

narkotika, vil således ikke kunne forpligtes til over for politiet at oplyse,

hvem de pågældende stoffer er solgt til – heller ikke i tilfælde, hvor

der er

eller kan være tale om alvorlig helbredsfare for modtagerne.

Der kan være grund til at fremhæve, at den omtalte bestemmelse i

lovforslagets § 10, stk. 1, alener begrænser adgangen til at håndhæve

oplysningspligter over for mistænkte personer.

Lovforslagets regler vil således ikke være til hinder for, at

forvaltningsmyndigheder

– bl.a. med

henblik på at afværge faresituationer af den omhandlede karakter –

gennemfører

tvangsindgreb i form af kontrolbesøg mv. hos såvel en mistænkt person som hos

andre for herigennem at skaffe oplysninger til brug for behandlingen af

spørgsmål om f.eks. udstedelse af påbud eller forbud, jf. lovforslagets § 9,

stk. 2.

Lovforslagets regler vil endvidere ikke være til hinder for, at

oplysningspligter i lovgivningen mv. anvendes over for andre end den

mistænkte

med henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.

lovforslagets § 10, stk. 2.

5. Konkurrenceretten

Jonas Christoffersen anfører også, at der i lovforslaget bør

tages stilling til forholdet mellem lovforslagets § 10 og konkurrencerettens

regler om oplysningspligt.

Hertil bemærkes følgende:

Efter lovforslagets § 1, stk. 5, omfatter § 1, stk. 1 og 2, ikke

tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse. Det indebærer, at

lovforslagets regler om gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 2) og om

forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb (kapitel

3)

ikke finder anvendelse for konkurrencemyndighedernes kontrolbesøg, der kun

kan

finde sted efter indhentet retskendelse, jf. konkurrencelovens § 18, stk. 3.

Om baggrunden herfor kan der henvises til pkt. 3.1.2.3 i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

Derimod finder lovforslagets regler om retten til ikke at

inkriminere sig selv mv. (kapitel 4 (§ 10)) som udgangspunkt også anvendelse

for

konkurrencemyndighederne. Lovforslagets § 10, stk. 1, om mistænkte personers

ret til ikke at udtale sig vil således også gælde for

konkurrencemyndighedernes

virksomhed.

Om bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 2, hvorefter andre

end den mistænkte person har pligt til at afgive oplysninger, hvis det sker

med

henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, er det

i

bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at konkurrencelovens regler skal gå

forud for denne bestemmelse. I pkt. 4.3.3 i de almindelige bemærkninger er

der

således anført følgende:

»Særligt om konkurrencemyndighederne bemærkes, at

konkurrencelovens § 17 indeholder en bestemmelse, hvorefter

Konkurrencestyrelsen kan kræve alle de oplysninger, der er nødvendige for

styrelsens virksomhed eller for at afgøre, om et forhold er omfattet af

konkurrenceloven. Endvidere indeholder konkurrencelovens § 18, stk. 1, en

bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen i forbindelse med

kontrolundersøgelser kan kræve mundtlige forklaringer. Økonomi- og

Erhvervsministeriet

har oplyst, at disse bestemmelser, der bl.a. har sammenhæng med EU-retlige

regler, fortolkes således, at der for en mistænkt kan være pligt til at

afgive

visse oplysninger i overensstemmelse med EF-domstolens domme på

konkurrenceområdet.

Endvidere kan der for andre end den mistænkte være pligt til at afgive

oplysninger, selv om dette i det enkelte tilfælde måtte ske med henblik på

behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf. For at sikre samspillet

mellem EU-reglerne – herunder de EU-regler, der vedrører

Europa-kommissionens

adgang til at kræve oplysninger i konkurrencesager – og de regler, der

regulerer Konkurrencestyrelsens behandling af sådanne sager, forudsættes det,

at bestemmelserne i konkurrencelovens § 17 og § 18, stk. 1, skal gå forud for

lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til at kræve oplysninger hos andre

end

den mistænkte. Om spørgsmål om bl.a. EU-konkurrenceretten kan i øvrigt

henvises

til betænkningen, side 48 ff og

80 f.«

Økonomi- og Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen, har til

brug for besvarelsen af spørgsmålet herudover supplerende oplyst følgende om

forholdet mellem lovforslagets § 10 og konkurrencelovgivningen:

»Konkurrenceretlige aspekter i relation til L 96 Forslag til lov

om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter.

Oplysningspligten i dansk konkurrenceret.

Oplysningspligten i dansk konkurrenceret svarer til

oplysningspligten efter EU-konkurrenceretten.

Der gælder således inden for dansk konkurrenceret en vidtgående

pligt til at afgive oplysninger til myndighederne svarende til den gældende

EU-praksis.

Retten til tavshed er begrænset under hensyntagen til

nødvendigheden af en konkurrenceretlig kontrol med virksomhederne.

Ved indførelsen af forbudsprincippet i dansk

konkurrencelovgivning ved lov nr. 384 af 10. juni 1997 var formålet at

tilpasse

den danske konkurrencelov til EU-konkurrencereglerne.

Det fremgår blandt andet af forarbejderne (FT1996/97, tillæg A,

s. 3648):

»Hensigten med lovforslageter endvidere

at skabe optimale muligheder for et godt samspil mellem de danskeog de

EU-retlige konkurrenceregler samt at sikre, at de konkurrenceretlige

vilkårher i landet ikke adskiller sig markant fra det, der gælder efter

EU-reglerne.Dette indebærer samtidig, at virksomhedernes handlemåde kun vil

skulletilpasses ét regelsæt.«

Forarbejderne tog dog ikke udtrykkeligt stilling til spørgsmålet

om forholdet til oplysningspligten. Hjemmelsgrundlaget er forskellig alt

efter,

om der er tale om en undersøgelse på styrelsens initiativ (§17 og §18) eller

en

undersøgelse på Kommissionens initiativ (§25 og §26). Der blev derfor ved

ændringen i år 2000 (lov nr. 416 af 31. maj 2000) foretaget en udtrykkelig

præcisering af, at oplysningspligten i dansk konkurrenceret svarer til

EU-konkurrencereglerne.

Det fremgår således af forarbejderne til 2000-loven (FT

1999-2000 tillæg A, s. 6832):

»Begrundelsen for at

giveKonkurrencestyrelsen en udtrykkelig hjemmel til at kunne kræve

mundtligeforklaringer på stedet i forbindelse med en kontrolundersøgelse er

et ønske omat harmonisere reglerne. Lovforslaget indebærer således,

atKonkurrencestyrelsen udtrykkeligt vil have de samme beføjelser, hvad

entenstyrelsen foretager en kontrolundersøgelse på egne vegne i henhold til §

18eller på Kommissionens vegne i medfør af § 25 eller bistår Kommissionen

veddennes foretagelse af en kontrolundersøgelse i henhold til § 26.«

I forbindelse med den seneste ændring ved lov nr. 426 af 6. juni

2002 hedder det i bemærkningerne (FT 2001/2002, tillæg A, s. 4450):

»Indholdet af de mundtligeforklaringer,

der kan afkræves under en kontrolundersøgelse, ændres heller ikkemed

forslaget. De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om

faktuelleforhold og vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Som

eksempler kannævnes oplysninger om virksomhedens organisationsdiagram,

medarbejdernesarbejdsområder, hvor en særlig enhed ellermedarbejder fysisk er

placeret eller, hvor virksomhedensforretningspapirer opbevares. Der kan

fortsat ikke stilles spørgsmål, derforudsætter en overtrædelse

afkonkurrencereglerne. Konkurrencestyrelsen kan således ikke kræve

mundtligeforklaringer efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i tilfælde, hvor styrelsen

har ensådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for

at rejsesigtelse. I så fald skal Konkurrencestyrelsen gå frem efter

retsplejelovensregler og gøre den pågældende bekendt med retten til ikke at

udtale sig.«

Efter EU-praksis kan faktuelle oplysninger omfatte spørgsmål,

der f.eks. tjener til at opklare, hvor bøger og andre forretningspapirer

befinder sig, hvorledes de er systematiseret, og hvad en given forkortelse i

et

dokument måtte stå for.

Der vil også kunne stilles faktuelle spørgsmål om den, som er

genstanden for tvangsindgrebet – f.eks. om virksomhedens organisation,

medarbejderes arbejdsområder eller adgangskoden til en computer.

Endelig vil der kunne stilles faktuelle spørgsmål om f.eks. dato

og sted for afholdelsen af møder, navne og stilling på de personer, som har

repræsenteret virksomheden på møderne, og hvorledes en ordning for udveksling

af informationer og statistiske oplysninger har fungeret, ligesom

myndighederne

kan anmode virksomhederne om at indsende dokumenter, der er relateret til

oplysningerne.

En virksomhed har ikke pligt til at besvare spørgsmål, såfremt

virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået

retsstridige handlinger, som det påhviler myndighederne at føre bevis for.

Der

kan henvises til sag C-374/87, Orkem, Saml. 1989, s. 3283, sag T-112/98,

Manesmannröhren-Werke,

Saml. 2001-II, s. 729 samt sag C-238/99P m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij

NV, Saml. 2002I, s. 8375.

EU-retspraksis vedrørende oplysningspligten er senest blevet

kodificeret med Rådets forordning nr. 1/2003.

Konkurrencestyrelsen har hidtil administreret de danske regler

vedrørende oplysningspligten i konkurrenceloven i overensstemmelse hermed.

Lovforslag L 96

For at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne er

det nødvendigt, at myndighederne i vidt omfang kan indsamle oplysninger om,

hvad der foregår i markedet. Ud fra hensynet til en effektiv håndhævelse er

det

fundet hensigtsmæssigt i bemærkningerne til § 10, stk. 2, i L 96 at foretage

en

eksplicit fremhævelse af, at konkurrencelovens regler skal gå forud for

adgangen

til at kræve oplysninger »hos andre end den mistænkte«.

Det har været vurderingen, at der ikke forelå det samme behov

for en præcisering i relation til lovforslagets § 10, stk. 1, vedrørende

oplysningspligten for den mistænkte virksomhed. Det fremgår blandt andet

udtrykkeligt afforarbejderne til konkurrenceloven, at Konkurrencestyrelsen

ikke

kan kræve mundtlige forklaringer efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i tilfælde,

hvor

styrelsen har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er

grundlag for at rejse sigtelse. I så fald skal Konkurrencestyrelsen gå frem

efter retsplejelovens regler og gøre den pågældende bekendt med retten til

ikke

at udtale sig.

Baggrunden for præciseringen af adgangen til at kræve

oplysninger hos andre end den mistænkte er en vurdering af, at det er

afgørende

for håndhævelsen af konkurrenceloven, at oplysninger fuldt ud kan indhentes

fra

andre end den mistænkte.

Med præciseringen sikres det, at der ikke er en markant forskel

på de tvangsindgreb, der kan anvendes over for virksomheder alt afhængig af,

om

tvangsindgrebet sker med hjemmel i EU-reglerne eller med hjemmel i de danske

konkurrenceregler. Det sikres således, at Konkurrencestyrelsen i tilfælde af

virksomheders misbrug af markedsdominans eller anden konkurrenceskadelig

adfærd

kan indsamle oplysninger i stort set samme omfang som EU-Kommissionen kan,

når

der er tale om en adfærd, som har skadelig virkning på det indre marked.

Som eksempel kan nævnes, at Konkurrencestyrelsen fra en anden

virksomhed end den mistænkte kan kræve faktuelle oplysninger, som generelt

beskriver markedet. Sådanne faktuelle oplysninger – der indhentes,

uanset om

det er til brug for en forbudssag eller en straffesag – er nødvendige

for, at

Konkurrencestyrelsen kan fastlægge de forskellige markedsaktørers position,

herunder om en virksomhed har en vis markedsandel eller måske ligefrem har en

dominerende stilling på markedet.

Som et andet eksempel kan nævnes, at Konkurrencestyrelsen kan få

adgang til oplysninger om aftaler, fakturer, betalinger m.v. hos en ikke

mistænkt virksomhed, som denne virksomhed måtte have indgået eller foretaget

i

relation til en virksomhed, der er under mistanke for eksempelvis at misbruge

sin dominerende stilling over for andre virksomheder end den virksomhed,

hvorfra oplysningerne indhentes.«

Spørgsmål 10:

Ministeren bedes redegøre for i hvilket omfang begrebet i L 96,

§ 5, stk. 4, nr. 1 »Øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville

forspildes« har det samme eller et andet indhold end det tilsvarende begreb i

anden lovgivning, f.eks. i retsplejelovens § 796, stk. 3 »såfremt

undersøgelsens øjemed ville forspildes«.

Ministeren bedes i den forbindelse detaljeret redegøre for,

–

hvilke krav der kan

stilles til administrationens henholdsvis politiets vurdering af, hvorvidt

øjemedet

ville forspildes i en given situation,

–

herunder særligt,

hvilke krav der skal stilles til, at myndigheden tilvejebringer dokumentation

for det grundlag, som vurderingen i det enkelte tilfælde hviler på.

Ministeren bedes i den forbindelse særligt redegøre for, hvilken

styrke indikationen af, at »øjemedet ville forspildes«, der skal foreligge

som

betingelse for, at undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1

kan finde anvendelse, herunder om det måtte antages, at kravene for at

anvende

tilsvarende bestemmelser i anden lovgivning f.eks. i retsplejelovens § 796,

stk. 3, må antages at være tilsvarende eller anderledes.

Spørgsmål 11:

Ministeren anmodes endvidere om at oplyse, hvorvidt

undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, skal fortolkes

indskrænkende.

Svar fra

justitsministeren:

1.

Lovforslagets § 5,

stk. 1 og 2, indebærer, at en myndighed forud for gennemførelsen af en

beslutning

om iværksættelse af et tvangsindgreb skal underrette parten om beslutningen.

Ilovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1-5, er imidlertid angivet nogle til dels

overlappende tilfældegrupper, hvor dette krav om forudgående underretning

ikke

gælder.

Pligten til forudgående underretning gælder således bl.a. ikke i

tilfælde, hvor øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes,

hvis der skulle gives forudgående underretning, jf. lovforslagets § 5, stk.

4,

nr. 1.

Som anført i lovforslagets bemærkninger til § 5, stk. 4, nr. 1,

tager bestemmelsen først og fremmest sigte på de tilfælde, hvor en myndighed

foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller tilsynsvirksomhed.

Formålet med bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 1, er således

navnlig at sikre en fortsat effektiv kontrol med overholdelsen af

lovgivningen

på de enkelte områder. Det vil sige, at bestemmelsen skal sikre, at

myndighederne heller ikke fremover vil være forpligtet til at varsle f.eks.

et

kontrolbesøg, såfremt en varsling ikke ville være i overensstemmelse med

kontrolbesøgets formål.

2.

Bestemmelsen i

lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, indebærer derfor bl.a., at myndighederne

kan

undlade at varsle et kontrolbesøg, hvis det på grundlag af de

konkrete

omstændigheder

må antages, at kontrolbesøgets formål ville være forspildt,

såfremt der skete forudgående varsling.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed på baggrund

af tidligere erfaringer med en bestemt virksomhed har grund til at antage, at

den pågældende – såfremt der skete varsling – ville bortskaffe de

effekter mv.,

der ønskes kontrolleret.

Der kan i den forbindelse efter Justitsministeriets opfattelse

ikke stilles krav om, at myndigheden skal have en egentlig

viden

om, at

f.eks. en virksomhed ville bortskaffe relevante effekter mv. forud for et

kontrolbesøg, såfremt der blev givet forudgående varsling.

Varsling kan således også undlades, hvis myndigheden – f.eks. på

baggrund af tidligere erfaringer med en virksomhed eller med en bestemt

branche

eller dele af en branche –

har en

begrundet

formodning

om, at en virksomhed med henblik på at lægge hindringer i vejen

for kontrollen ville fjerne effekter, installationer mv., såfremt der skete

forudgående varsling.

3.

Som omtalt i

lovforslagets bemærkninger vil bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 1, ikke kun

finde anvendelse i tilfælde, hvor det – som omtalt umiddelbart ovenfor i

pkt. 2

– ud fra de

konkrete omstændigheder

skønnes, at formålet med et

kontrolbesøg ville være forspildt, hvis der blev givet forudgående

underretning. Den pågældende bestemmelse vil ifølge bemærkningerne også finde

anvendelse

i tilfælde, hvor det

generelt

må

antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, såfremt den

pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden.

Hermed sigtes der til, at bestemmelsen også kan anvendes i alle

de tilfælde, hvor et kontrolbesøg mv. efter sin generelle karakter vil gå ud

på

at kontrollere et »øjebliksbillede«. Ønsker en myndighed at gennemføre et

kontrolbesøg, som har til formål at kontrollere et øjebliksbillede, er dette

således i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at undlade varsling efter

lovforslagets

§ 5, stk. 4, nr. 1.

Eksempelvis vil der derfor efter den nævnte bestemmelse ikke

skulle varsles i de tilfælde, hvor fødevaremyndighederne ønsker at

kontrollere

et øjebliksbillede af hygiejnetilstanden på en restaurant, eller hvor

myndighederne

ønsker at kontrollere et øjebliksbillede af den dyrevelfærdsmæssige tilstand

hos en landmands besætning.

Som andre eksempler kan nævnes, at der heller ikke med den

nævnte bestemmelse vil skulle varsles forud for et kontrolbesøg, som har til

formål at kontrollere et øjebliksbillede af arbejdsmiljømæssige forhold på en

virksomhed, eller som har til formål at kontrollere et øjebliksbillede af, om

der i en virksomhed er personer, som udfører »sort« arbejde.

4.

På den anførte

baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse forventes, at

lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, vil få væsentlig praktisk betydning på en

række områder.

Bestemmelsen indebærer således, at myndighederne inden for de –

til dels rummeligt – angivne rammer, som er omtalt ovenfor, kan undlade

at

varsle tvangsindgreb omfattet af bestemmelsen.

Af det anførte følger også, at bestemmelsen ikke skal fortolkes

indskrænkende i forhold til sin ordlyd, og det vil i sagens natur i

betydeligt

omfang være overladt til den pågældende kontrolmyndigheds skøn at vurdere, om

betingelserne for at undlade varsling efter bestemmelsen er opfyldt.

Der vil endvidere ikke ved en fortolkning af lovforslagets § 5,

stk. 4, nr. 1, skulle tages hensyn til de regler, som findes i

retsplejeloven,

og som anvender lignende formuleringer, herunder f.eks. retsplejelovens §

796,

stk. 3, om ransagning inden for strafferetsplejen (der anvender formuleringen

»såfremt undersøgelsens øjemed ville forspildes«). Det bemærkes i den

forbindelse, at formuleringen i f.eks. retsplejelovens § 796, stk. 3, ikke

benyttes med henblik på at afgrænse, om ransagning kan ske med eller uden

forudgående varsel, men derimod med henblik på at afgrænse, i hvilke tilfælde

politiet selv – når retsplejelovens betingelser er opfyldt – kan

foretage en

ransagning uden at afvente rettens godkendelse.

Spørgsmål 15:

Hvad er den retspolitiske begrundelse for, at give f.eks.

arbejdstilsynet hjemmel til uden retskendelse at skaffe sig adgang, foretage

undersøgelser, gennemgå dokumenter, medtage prøver/dokumenter hos en

virksomhed

m.v., som ikke er under mistanke for et strafbart forhold, mens virksomheder,

hvor der foreligger en begrundet mistanke, kan afvise at lukke tilsynet ind

–

under henvisning til forslagets § 9, stk. 1?

Spørgsmål 16:

Er det ministerens opfattelse, at der ved den foreslåede

bestemmelse i § 9 er tilvejebragt et dels administrerbart regelsæt, dels en

"retsgaranti" for borgeren og virksomheden, som denne kan henholde

sig til?

Disse to spørgsmål er motiveret i følgende:

Det hedder i § 9, stk. 2, at stk. 1 »gælder ikke, hvis

tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger

til brug for behandlingen af andre spørgsmål end straf«.

Tages bestemmelsen efter sin ordlyd, afskæres tilsynets

beføjelser altså i tilfælde, hvor formålet med at skaffe sig adgang og/eller

fortsætte undersøgelser mv., når formålet ikke kun er at undersøge grundlaget

for eventuelle påbud mv., men samtidig at sikre grundlag for en underbygget

anmeldelse til politiet.

At bestemmelsen skal tages efter sit pålydende, fremgår på den

ene side af lovbemærkningerne side 55, 1. sp. 2. afsnit:

»...et tvangsindgreb

kan gennemføres (eller fortsættes), hvis formålet med at tilvejebringe de

pågældende oplysninger

alene

er at

behandle andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Vil formålet med

tvangsindgrebet

(også)

være at

tilvejebringe oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af straf,

vil

myndigheden derimod kun kunne gennemføre et tvangsindgreb, såfremt den

mistænkte meddeler samtykke«.

Andetsteds i bemærkningerne, samme spalte, 4. afsnit, fremgår

det derimod modsat, at undersøgelserne gerne må have dette dobbelte formål,

såfremt:

»...det ville være et

naturligt og sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det

pågældende tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende

(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden

muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være

relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden

betydning«.

Lovbemærkningerne giver andetsteds udtryk for, at en rimeligt

begrundet mistanke ikke er til hinder for, at myndigheden:

»...kan anvende sine

beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i

det

omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der

er

tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for at politiet kan

vurdere,

om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent

grundlag for at

iværksætte strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse m.v.)«

I sådanne tilfælde er formålet end ikke dobbelt, men alene at

behandle spørgsmål om straf, herunder at efterforske sagen så langt, at

politiet "også ud fra ressourcemæssige hensyn" kan vurdere, om der

er

grundlag for at gå ind i sagen.

Derimod hedder det andre steder i bemærkningerne til § 9, stk. 1

( side 54, venstre sp., 2. afsnit):

»Bestemmelsen vil

kunne indebære, at en myndighed, som i forbindelse med et kontrolbesøg mv.

får

mistanke om et strafbart forhold, vil være afskåret fra at benytte en

eventuel

hjemmel i lovgivningen til umiddelbart at beslaglægge relevante beviser

(f.eks.

regnskabsbilag, andre dokumenter m.v.).«

Hvis samtykke ikke kan opnås:

»..forudsættes det,

at myndigheden – såfremt den finder tilstrækkelig anledning til straks

at tilkalde

politiet med henblik på gennemførelse af en beslaglæggelse efter de

straffeprocessuelle regler i retsplejeloven – vil have ret til at

forblive på

stedet for at sikre eventuelle beviser, indtil politiet møder frem.«

Spørgsmål 17:

Lovbemærkningerne rejser her mindst 2 centrale spørgsmål,

nemlig:

I hvilke tilfælde, må arbejdstilsynet forlade sig på, dels at

politiet har tid til ikke alene at komme til stede og sikre beviserne, men

også

mulighed for at opnå den fornødne retskendelse – og i hvilke tilfælde,

må

tilsynet anvende sine beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at

fremskaffe oplysninger i det omfang, det må anses for nødvendigt for, at

myndigheden kan vurdere, om der er tale om en sag, som bør overgives til

politiet, og for at politiet kan vurdere, om der – også ud fra

ressourcemæssige

hensyn – er fornødent grundlag for at iværksætte strafferetlig

efterforskning?

Spørgsmål 18:

Hvorledes skal tilsynet forholde sig, hvor tilsynet ønsker at

sikre dokumenter til kopiering, udtage prøver eller foretage fotografiske

optagelser, men politiet – af ressourcemæssige årsager – ikke ser

sig i stand

til at komme før næste dag eller senere?

Svar på spørgsmål 15-18

fra justitsministeren:

1.

Lovforslagets § 9

omhandler tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om, at en fysisk

eller

juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre bøde eller

anden

straf.

I sådanne tilfælde indebærer § 9, stk. 1, sammenholdt med stk.

2, at en myndighed kan gennemføre et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb,

hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Kun hvis den mistænkte person

meddeler

samtykke, kan et tvangsindgreb gennemføres med det formål at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af spørgsmål om fastsættelse af

straf.

Den retspolitiske begrundelse for lovforslagets § 9 er at

modvirke omgåelse af retsplejelovens regler om politiets adgang til at

foretage

ransagning m.v. i sager om strafferetlig efterforskning.

Synspunktet bag lovforslagets § 9 er således, at

forvaltningsmyndigheder ikke bør kunne omgå retsplejelovens regler ved –

med

det formål at få fat i oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af

straf – at anvende andre regler i lovgivningen (f.eks.

arbejdsmiljølovgivningen), der ikke på samme måde som retsplejelovens regler

varetager de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når

en

person mistænkes for at have begået et strafbart forhold.

2.

Det er

Justitsministeriets opfattelse, at lovforslagets § 9 sikrer, at der fortsat

kan

gennemføres en effektiv kontrol på de enkelte forvaltningsområder samtidig

med,

at de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed varetages.

I den forbindelse er der i det følgende i pkt. 3-7 en nærmere

omtale af bestemmelsen i lovforslagets § 9. Nedenfor omtales således bl.a.,

hvad det nærmere betyder, at en myndighed – i tilfælde, hvor der

foreligger

rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold – efter lovforslagets

§ 9

ikke må foretage tvangsindgreb med det formål at tilvejebringe oplysninger

til

brug for fastsættelse af straf.

3.

Som anført ovenfor indebærer lovforslagets § 9, stk. 1,

sammenholdt med stk. 2, at en myndighed i tilfælde, hvor der er rimelig grund

til mistanke om et strafbart forhold, kan gennemføre et kontrolbesøg eller

andet tvangsindgreb, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug

for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Lovforslagets § 9, stk. 1, fastsætter således, at tvangsindgreb

med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som

mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen, mens lovforslagets § 9, stk. 2, fastsætter, at dette ikke

gælder, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at

tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf.

Bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3, fastsætter, at de

nævnte regler i § 9, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der

foretages et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Det vil sige, at

lovforslagets § 9 om adgangen til at foretage kontrolbesøg og andre

tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et

strafbart forhold, gælder både, hvor tvangsindgrebet rettes mod den

mistænkte,

og hvor tvangsindgrebet i den pågældende sag rettes mod andre end den

mistænkte.

4.

Som det fremgår,

skal der som forudsætning for, at lovforslagets § 9 overhovedet finder

anvendelse,

foreligge rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse.

I den forbindelse er det forudsat i lovforslagets bemærkninger

til bestemmelsen, at ikke enhver oplysning, der kan pege i retning af, at der

er begået et strafbart forhold, indebærer, at der kan siges at være rimelig

grund til mistanke om et strafbart forhold.

Baggrunden herfor er bl.a., at der ikke bør kunne opstå

situationer, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed vil være afskåret fra

selv at tilvejebringe fornødne oplysninger med hjemmel i lovgivningen på det

enkelte område, men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så

generelt

og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag for

iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb efter retsplejeloven som f.eks.

beslaglæggelse.

Det er denne afgrænsning i forhold til retsplejelovens regler,

der gives udtryk for, når det i bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 1,

er anført, at en forvaltningsmyndighed er berettiget til at anvende sine

beføjelser

efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i det omfang,

det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der er tale

om

en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan vurdere, om

der

– også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent grundlag for

at iværksætte

strafferetlig efterforskning.

5.

I de tilfælde,

hvor der foreligger sådanne konkretiserede oplysninger, at der er rimelig

grund

til mistanke om et strafbart forhold – således at man er »inde i«

bestemmelsen

i lovforslagets § 9 – vil myndigheden alligevel efter lovforslagets § 9,

stk.

2, kunne gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed

er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål

end

fastsættelse af straf.

Ved fastlæggelsen af, hvad der vil være formålet med et

kontrolbesøg mv., bemærkes i den forbindelse, at det ofte vil være relevant

for

en myndighed med henblik på varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver

mv.

gennem et kontrolbesøg at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen

af andre spørgsmål end fastsættelse af straf – uafhængigt af, at de

pågældende

oplysninger også kan anvendes ved en efterfølgende vurdering af, om der er

anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf.

I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om

et strafbart forhold, vil der således foreligge en situation,

hvor

myndigheden kan have brug for

oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, til brug for

behandlingen af spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af straf – som

f.eks.

udstedelse af påbud eller forbud eller inddragelse mv. af en tilladelse

–

og hvor

myndigheden samtidig er

opmærksom på, at der som supplement eller alternativ til iværksættelse af

sådanne ikke-strafferetlige foranstaltninger også kan blive tale om at

forfølge

spørgsmålet om straf (enten ved at myndigheden selv har mulighed for i givet

fald at afgøre sagen med et bødeforelæg eller ved at anmelde forholdet til

politiet).

Spørgsmålet er, hvad der i sådanne tilfælde ligger i udtrykket i

lovforslagets § 9, stk. 2, om, at et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb

kan

foretages, hvis det »alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf«.

Herom er det i lovforslagets bemærkninger anført, at en

myndighed efter lovforslagets § 9, stk. 2, vil kunne gennemføre et

tvangsindgreb, hvis det kan lægges til grund, at det ville være et naturligt

og

sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende

tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt

(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden

muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være

relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden

betydning.

Det vil sige, at en forvaltningsmyndighed – uanset at der måtte

være rimelig grund til mistanke om en strafbar overtrædelse af lovgivningen

–

vil kunne gennemføre et kontrolbesøg, hvis der er anledning til det med

henblik

på, at myndigheden kan varetage sine tilsynsopgaver. Det gælder, selv om de

oplysninger, der hermed tilvejebringes, også vil skulle anvendes ved den

efterfølgende vurdering af spørgsmål om fastsættelse af eventuel straf.

Hvis det er naturligt og sagligt begrundet som led i udførelsen

af tilsynsopgaver – som f.eks. til brug for spørgsmål om eventuel

udstedelse af

påbud efter arbejdsmiljøloven – kan Arbejdstilsynet således gennemføre

et

kontrolbesøg, uanset at der er mistanke om, at der er sket en overtrædelse af

arbejdsmiljøreglerne, som kan medføre straf for virksomheden.

En virksomhed kan derfor ikke med henvisning til, at der

foreligger mistanke om en strafbar lovovertrædelse, nægte Arbejdstilsynet at

gennemføre et kontrolbesøg på virksomheden med henblik på tilsynets

varetagelse

af sine tilsyns- og kontrolopgaver.

6.

Beskæftigelsesministeriet har i den forbindelse over for Justitsministeriet

oplyst, at formålet med Arbejdstilsynets kontrolbesøg i praksis normalt er at

tilvejebringe oplysninger til brug for afgørelsen af spørgsmål om udstedelse

af

påbud mv.

Også i de tilfælde, hvor der er mistanke om en overtrædelse af

arbejdsmiljøreglerne, der kan føre til straf for virksomheden, foretages

Arbejdstilsynets kontrolbesøg således – sådan som lovfor-slagets § 9

fortsat

vil give mulighed for – normalt fordi der er anledning til det med

henblik på

at vurdere spørgsmål om behovet for f.eks. udstedelse af påbud.

Beskæftigelsesministeriet har desuden oplyst, at der

undtagelsesvist kan være tilfælde, hvor der er mistanke om et strafbart

forhold, uden at det samtidig vil være relevant for Arbejdstilsynet at

gennemføre

eller fortsætte et kontrolbesøg med det formål at varetage kontrol- og

tilsynsopgaver, der ikke vedrører spørgsmål om fastsættelse af straf. I så

fald

må det efter Beskæftigelsesministeriets opfattelse antages, at der allerede i

dag – på samme måde som lovforslagets § 9 vil udelukke det – ikke

er mulighed

for, at Arbejdstilsynet med hjemmel i arbejdsmiljøloven foretager et

kontrolbesøg med det formål at indhente oplysninger til brug for en eventuel

straffesag. Det betyder, at der i dag – og også fremover – kan være

situationer, hvor Arbejdstilsynet må overveje at anmode politiet om at

foretage

en ransagning mv.

Hvis Arbejdstilsynet undtagelsesvist kommer i en situation, hvor

tilsynet selv er afskåret fra at fortsætte et kontrolbesøg eller foretage

andet

tvangsindgreb (som f.eks. undersøgelse eller beslaglæggelse af effekter), er

det i bemærkningerne til lovforslagets § 9 forudsat, at tilsynet –

ligesom

andre kontrolmyndigheder –

vil være

berettiget til at forblive på virksomheden for at sikre eventuelle beviser,

indtil politiet møder frem. Det vil sige, at myndigheden vil have ret til

gennem sin tilstedeværelse at søge modvirket, at en virksomhed måtte forsøge

at

fjerne eller destruere relevante bevismidler, inden politiet når frem.

I det omfang, der undtagelsesvist opstår sådanne tilfælde, må

det forventes, at politiet normalt vil blive anmodet om at møde frem så

hurtigt

som muligt – det vil sige samme dag – såfremt der er behov for

f.eks. at

beslaglægge bevismateriale.

7.

Det bemærkes, at

en mistænkt person eller virksomhed efter lovforslagets § 9, stk. 4, kan

meddele

samtykke til fravigelse af den omtalte bestemmelse i lovforslagets § 9, stk.

1.

Et sådant samtykke vil i det enkelte tilfælde indebære, at den pågældende

forvaltningsmyndighed kan gennemføre kontrolbesøg og andre tvangsindgreb,

også

selv om formålet – eller ét af formålene – hermed måtte være at

tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af en straffesag.

8.

Ovenfor er der

redegjort for en række spørgsmål om lovforslagets § 9.

I tilknytning hertil kan der være anledning til at tilføje, at

der i forbindelse med lovforslagets behandling er rejst spørgsmål om den

præcise formulering af lovforslagets § 9.

Bl.a. er det blevet anført, at det ikke er hensigtsmæssigt, at

lovforslagets § 9, stk. 2, er formuleret således, at en myndighed i tilfælde,

hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, alligevel kan

gennemføre et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb, hvis tvangsindgrebet »

alene«

gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Det er således

blevet anført, at ordet »alene« ikke bør indgå i bestemmelsens formulering.

Justitsministeriet er enig i, at det kan give anledning til

tvivl, hvorledes der opnås den mest hensigtsmæssige formulering af

lovforslaget

§ 9.

På baggrund af bl.a. de synspunkter, der er blevet fremsat om

dette spørgsmål i forbindelse med lovforslagets behandling, har

Justitsministeriet derfor på ny overvejet formuleringen af bestemmelsen.

I det følgende gengives hovedindholdet af disse overvejelser:

Bestemmelsen i lovforslagets § 9 bygger – sådan som det bl.a. er

omtalt ovenfor – på hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler

om

adgangen til at foretage tvangsindgreb i straffesager. Synspunktet er

således,

at tvangsindgreb i form af ransagning, beslaglæggelse mv. bør ske efter

retsplejelovens regler, i det omfang det er

et formål

hermed at

tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod en mistænkt person.

Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at kontrol- og

tilsynsmyndigheder

ikke – medmindre den mistænkte person meddeler samtykke, jf. pkt. 7

ovenfor –

skal kunne foretage kontrolbesøg mv. efter regler inden for det enkelte

forvaltningsområde, hvis

formålet eller en del af formålet

hermed er at

tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag.

Dette er baggrunden for, at lovforslagets § 9, stk. 2, er

formuleret således, at tvangsindgreb uden for strafferetsplejen – i

tilfælde,

hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold – kan

gennemføres, »hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at

tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf«.

Imidlertid kan der rejses det spørgsmål, om denne formulering er

fuldt ud hensigtsmæssig i forhold til de – i praksis formentlig ofte

forekommende – tilfælde,

hvor

det vil

være relevant gennem et kontrolbesøg hos en borger eller virksomhed, som

mistænktes for et strafbart forhold, at tilvejebringe oplysninger til brug

for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf,

men hvor

det tillige vil kunne være relevant efterfølgende at

anvende sådanne oplysninger ved en undersøgelse og vurdering af, om der skal

pålægges straf i forhold til den mistænkte borger eller virksomhed.

Med lovforslagets § 9, stk. 2, og bemærkningerne til denne

bestemmelse lægges der – sådan som der er nærmere redegjort for i pkt. 5

ovenfor – op til, at der også i disse tilfælde kan gennemføres et

kontrolbesøg

mv.

Et kontrolbesøg kan således i tilfælde af denne karakter gennemføres,

såfremt formålet – med herigennem at tilvejebringe oplysninger til brug

for

andre kontrol- og tilsynsopgaver end fastsættelse af straf –

i sig selv

kan begrunde kontrolbesøgets gennemførelse. Det vil sige, at myndigheden kan

gennemføre et kontrolbesøg, hvis det allerede – altså

alene

– som følge

af myndighedens varetagelse af kontrol- og tilsynsopgaver, der ikke vedrører

fastsættelse af straf, vil være et naturligt og sagligt led i myndighedens

behandling af sagen. At myndigheden samtidig er opmærksom på, at de

oplysninger, der tilvejebringes under kontrolbesøget, også kan være relevante

ved en eventuel efterfølgende straffesag, er i den forbindelse uden

betydning,

jf. lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen i § 9.

Det anførte indebærer, at det for en kontrolmyndighed, der skal

beslutte, om der er grundlag for at gennemføre et kontrolbesøg, vil være

lovligt at lægge vægt på, om kontrolbesøget vil kunne tjene et formål ved

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Hvis dette lovlige

formål i sig selv – eller med lovforslagets § 9, stk. 2’s ord

»alene« – kan

begrunde, at der gennemføres et kontrolbesøg, kan kontrolbesøget gennemføres.

Det gælder, selv om myndigheden samtidig er klar over, at de oplysninger, der

hermed tilvejebringes, kan vise sig at være relevante ved behandlingen af

spørgsmål om fastsættelse af straf.

Som det fremgår, tilsigter lovforslagets § 9, stk. 2, kun at

regulere spørgsmålet om, med hvilke

formål

et kontrolbesøg kan

gennemføres i tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et

strafbart

forhold.

Justitsministeriet er i den forbindelse blevet opmærksom på, at

den nuværende formulering af lovforslagets § 9, stk. 2, kan give det forkerte

indtryk, at bestemmelsen desuden – med formuleringen »

alene

gennemføres

med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

andre

spørgsmål end fastsættelse af straf« – skulle tilsigte at begrænse

mulighederne

for

under en straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt

under en kontrolbesøg m.v., der i overensstemmelse med det ovenfor anførte er

gennemført med et lovligt formål.

Da en sådan begrænsning ifølge lovforslagets bemærkninger ikke

er tilsigtet, vil jeg inden for kort tid fremsætte et ændringsforslag, der

indebærer, at ordet »alene« i § 9, stk. 2, udgår.

Forslaget vil ikke ændre ved, at et tvangsindgreb i tilfælde,

hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan

gennemføres med det formål – eller med bl.a. det formål – at

tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af en straffesag. Ændringsforslaget vil

imidlertid præcisere, at lovforslagets § 9 ikke begrænser den gældende adgang

til efterfølgende at anvende oplysninger, der er tilvejebragt under et

kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb, ved behandlingen af spørgsmål om

fastsættelse af straf.

Det pågældende

ændringsforslag vil af de samme grunde, som her er anført, også indeholde

forslag

om en tilsvarende ændring af lovforslagets § 10, stk. 2.

Lovforslagets § 10, stk. 2, fastsætter, at bestemmelser i

lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger – i tilfælde, hvor

der er

konkret mistanke om et strafbart forhold – kan anvendes i forhold til

andre end

den mistænkte, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug

for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Spørgsmål 36:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. januar 2004 fra

Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, jf. L 96 – bilag 44.

Svar fra

justitsministeren:

Jonas Christoffersen har tidligere henvendt sig til Folketingets

Retsudvalg med bemærkninger til lovforslaget (L 96 – bilag 3).

Justitsministeriet har i besvarelsen af spørgsmål nr. 3

kommenteret denne henvendelse.

I sin seneste henvendelse supplerer Jonas Christoffersen de

synspunkter, der er fremkommet i den tidligere henvendelse til udvalget, med

bl.a. nogle konkrete eksempler.

På den baggrund skal Justitsministeriet – med udgangspunkt i

ministeriets kommentarer til Jonas Christoffersens tidligere henvendelse

–

bemærke følgende:

1. Anvendelsesområdet for § 9 om tvangsindgreb

Jonas Christoffersen finder, at lovforslagets § 9 om

begrænsninger i adgangen til at anvende tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen, hvis der er rimelig grund til mistanke om et strafbart

forhold,

bør udvides til – ligesom lovforslagets § 10, stk. 1, om den mistænktes

ret til

ikke at udtale sig mv. –

også at gælde,

hvis der er rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til en

sanktion, som kan

sidestilles med straf.

Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål

nr. 3, skal lovforslagets § 9 – i modsætning til lovforslagets § 10,

stk. 1, om

retten til ikke at inkriminere sig selv – ikke ses på baggrund af

artikel 6 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og det forbud mod

selvinkriminering,

der følger af denne bestemmelse. Administrative myndigheders foretagelse af

husundersøgelser og andre lignende tvangsindgreb – og dermed

lovforslagets § 9

– rejser således i almindelighed ikke spørgsmål i forhold til Den

Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 6, jf. om baggrunden herfor nærmere

Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 90.

På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at lovforslagets

§ 9 bør udvides til ligesom § 10, stk. 1, også at omfatte tilfælde, hvor der

er

rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til en sanktion, som kan

sidestilles med straf.

I øvrigt vil der – som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 3

–

kun i yderst begrænset omfang kunne

tænkes at forekomme administrative foranstaltninger, som ikke kan anses for

straf, men som uanset dette skal sidestilles med straf i relation til artikel

6

i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det pågældende spørgsmål har

derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen væsentlig praktisk

betydning.

2. Oplysningspligter over for ansatte

Hvis der er konkret mistanke om, at en fysisk eller juridisk

person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder

bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til

myndigheden efter lovforslagets § 10, stk. 1, ikke i forhold til den

mistænkte,

medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan

have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Bestemmelsen

bygger – som anført ovenfor – bl.a. på artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention.

Ligesom i sin tidligere henvendelse finder Jonas Christoffersen

ikke, at der i forhold til lovforslagets § 10 bør ske identifikation mellem

på

den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab), som

mistænkes for et strafbart forhold, og på den anden side fysiske personer med

tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.

Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget – og som der nærmere er redegjort for i besvarelsen af

spørgsmål

nr. 3 – har Justitsministeriet efter en samlet afvejning fundet, at der

som

udgangspunkt bør ske fuld identifikation mellem den juridiske person og

fysiske

personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt der foreligger

konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan medføre

straf

for den juridiske person (virksomheden) som sådan.

Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at anvendelsen

af en alternativ model – hvorefter der alene skulle ske identifikation

mellem

den juridiske person og en enkelt person fra den juridiske persons ledelse

(den

processuelle repræsentant) – kunne indebære vanskelige

afgrænsnings-spørgsmål.

Bl.a. ville en forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om

anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var

tale om en fysisk person, som under en eventuel senere straffesag mod den

juridiske person ville blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant.

Hertil kommer, at størstedelen af de eksisterende

oplysningspligter ikke alene omhandler adgangen til at kræve oplysninger

meddelt mundtligt, men også indebærer, at oplysninger enten af egen drift

eller

efter begæring fra myndigheden skal indsendes til den pågældende myndighed. I

sådanne situationer ville det efter Justitsministeriets opfattelse være

uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af en oplysningspligt

afhænge

af, hvilken eller hvilke fysiske personer i virksomheden der står for at

sende

oplysningerne til myndigheden.

Hvis man i stedet for den nævnte ordning med fuld identifikation

havde valgt, at der ikke skulle ske identifikation mellem en mistænkt

juridisk

person og dens ansatte mv., ville det have betydet, at pligter i lovgivningen

mv. til at meddele oplysninger til en myndighed ville gælde i forhold til de

ansatte mv., i det omfang oplysningerne skulle tilvejebringes til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets

§

10, stk. 2. Det kan som følge heraf – som Jonas Christoffersen er inde

på –

ikke afvises, at den nævnte ordning med fuld identifikation mellem en

mistænkt

juridisk person og ansatte mv. i konkrete tilfælde kan have den praktiske

konsekvens, at en myndighed beslutter, at der på den pågældende virksomhed

med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for andre spørgsmål end

fastsættelse af straf skal gennemføres et kontrolbesøg (jf. herved

lovforslagets § 9), der eventuelt ikke ville være blevet gennemført, såfremt

de

nødvendige oplysninger i sagen kunne have være tilvejebragt ved anvendelse af

en oplysningspligt i forhold til ansatte på virksomheden.

Imidlertid kan dette efter Justitsministeriets opfattelse ikke

ændre ved, at ordningen med fuld identifikation – af de grunde, der er

nævnt –

som udgangspunkt bør finde anvendelse, hvis en juridisk person mistænkes for

et

strafbart forhold.

I den forbindelse skal det i øvrigt bemærkes, at begge de

omtalte modeller (altså den valgte model med fuld identifikation og den

ovennævnte alternative model) – i overensstemmelse med et grundlæggende

princip

bag § 10 – vil indebære, at de ansatte i en virksomhed ikke vil kunne

pålægges

at afgive oplysninger, hvis myndighedens formål med at afkræve disse

oplysninger er at tilvejebringemateriale til brug for en straffesag mod

virksomheden. Valget mellem de nævnte modeller har således alene betydning

for,

om f.eks. de ansatte i en virksomhed vil kunne pålægges at afgive oplysninger

til myndigheden, hvis det sker med henblik på

andre

spørgsmål end

fastsættelse af straf, f.eks. udstedelse af påbud eller forbud.

Det skal også bemærkes, at lovforslagets regler i intet tilfælde

vil være til hinder for, at f.eks. ansatte på en virksomhed

frivilligt

giver oplysninger til en

kontrolmyndighed.

Jonas Christoffersen peger desuden på, at det anførte efter

omstændighederne kan betyde, at en oplysningspligt ikke kan anvendes over for

personer, som er ansat hos en

juridisk person

(f.eks. et aktie- eller

anpartsselskab), mens den samme oplysningspligt kan anvendes over for

personer,

som er ansat i en

personlig ejet virksomhed.

Herom skal Justitsministeriet henvise til pkt. 4.3.5 i

lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det er anført, at det ovennævnte

spørgsmål om identifikation opstår som følge af den retlige konstruktion for

juridiske personer, og at Justitsministeriet ikke finder tilstrækkelig

anledning til at foreslå generelle regler, der regulerer det nævnte spørgsmål

om identifikation i forhold til enkeltmandsvirksomheder.

Navnlig inden for arbejdsmiljøområdet kan særlige hensyn gøre,

at der fortsat bør være adgang til – med henblik på tilvejebringelse af

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf – at anvende arbejdsmiljølovgivningens regler om oplysningspligt

overfor

ansatte i tilfælde, hvor den juridiske person (virksomheden) mistænkes for en

strafbar overtrædelse af reglerne. Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr.

3

vil det, der er anført ovenfor om fuld identifikation, derfor efter

lovforslaget ikke skulle gælde på dette område, jf. lovforslagets § (og

lovforslagets § 23 særligt om ansattes sikkerhed om bord på skibe).

4. Særlig undtagelse til § 10, stk. 1, i

faresituationer

Jonas Christoffersen gentager i sin seneste henvendelse også sit

forslag om, at der i lovforslaget bør indføjes en undtagelse til

lovforslagets

§ 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv. Forslaget ville

indebære, at forvaltningsmyndigheder kunne anvende oplysningspligter over for

en mistænkt person i tilfælde, hvor der kan opstå farelignende situationer

(det

vil sige med henblik på f.eks. at destruere sundhedsfarlige fødevarer eller

standse en forurening) – også selv om den mistænkte hermed vil kunne

være

forpligtet til at afgive oplysninger, som inkriminerer vedkommende selv.

Efter Jonas Christoffersens opfattelse vil artikel 6 i Den

Europæiske Menneskerettigheds-konvention ikke være til hinder for en sådan

undtagelse. Jonas Christoffersen peger i den forbindelse bl.a. på, at det i

lovforslagets bemærkninger er forudsat, at konventionen ikke er til hinder

for,

at selvinkrimineringsforbudet i lovforslagets § 10, stk. 1, viger for de

bestemmelser om oplysningspligt, der findes i færdselslovens § 65 samt i

tjenestemandsloven og lov om undersøgelseskommissioner. Der peges endvidere

på,

at det er antaget, at artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

ikke kan påberåbes i forbindelse med anvendelsen af bestemmelsen om

oplysningspligt

i udlændingelovens § 40, stk. 1.

På baggrund af den eksisterende retspraksis fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol

må det – som

anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 3 – efter Justitsministeriets

opfattelse

give anledning til betydelig tvivl, om det ville være foreneligt med artikel

6

i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at indføre en regel om, at

forbudet mod selvinkriminering ikke skulle gælde, såfremt en oplysningspligt

anvendes i forhold til en mistænkt person med henblik på at afværge

faresituationer.

Hertil kommer, at en sådan undtagelse til lovforslagets § 10,

stk. 1, om retten til ikke at udtale sig ikke ville være forenelig med andre

grundlæggende principper i dansk ret om mistænkte personers ret til ikke at

udtale sig.

Heller ikke i retsplejelovens straffeprocessuelle regler findes

der således mulighed for at pålægge en mistænkt eller tiltalt person pligt

til

at udtale sig – og dermed eventuelt inkriminere sig selv – i

tilfælde, hvor

tilvejebringelse af de pågældende oplysninger kunne tænkes at afværge mulige

faresituationer. En person, der f.eks. er sigtet for ulovlig handel med

narkotika, vil således ikke kunne forpligtes til over for politiet at oplyse,

hvem de pågældende stoffer er solgt til – heller ikke i tilfælde, hvor

der er

eller kan være tale om alvorlig helbredsfare for modtagerne.

Det er ikke udtryk for en anden opfattelse, når det i

lovforslagets bemærkninger er forudsat, at de særlige bestemmelser om

oplysningspligt i færdselsloven § 65, i tjenestemandslovens regler om

tjenstligt forhør samt i lov om undersøgelseskommissioner ikke berøres af

lovforslagets § 10, stk. 1. Der vil således heller ikke med disse særlige

bestemmelser kunne være pligt for en mistænkt person til at afgive

selvinkriminerende oplysninger, jf. f.eks. § 12, stk. 1, i lov om

undersøgelses-kommissioner, hvorefter pligten til at afgive forklaring for

kommissionen ikke gælder i det omfang, der må antages at foreligge mulighed

for

strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen

omfatter.

Særligt om bestemmelsen om oplysningspligt i udlændingelovens §

40, stk. 1, bemærkes følgende:

Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., skal en udlænding

meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse

i

henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om

udlændingen opholder sig lovligt her i landet.

Manglende opfyldelse af denne oplysningspligt kan betyde, at en

ansøgning ikke imødekommes, og kan endvidere medføre straf i form af bøde

eller

under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 4 måneder, jf.

udlændingelovens

§ 60, stk. 1.

Bestemmelsen i artikel 6 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention antages ikke at omfatte sager om udlændinges

adgang til indrejse, ophold m.v., jf. bl.a. Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstols

afgørelse i sagen Maaouia mod Frankrig (dom af 5. oktober 2000).

Det betyder, at en udlænding ikke i forhold til

udlændingemyndighederne kan påberåbe sig det forbud mod selvinkriminering,

som

følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. En

udlænding

vil derfor efter udlændingelovens § 40, stk. 1, have pligt til at fremkomme

med

de nødvendige oplysninger til bedømmelse af, om en tilladelse i medfør af

udlændingeloven kan gives, eller om en tilladelse skal inddrages eller

bortfalde, eller til bedømmelse af, om udlændingen opholder sig lovligt her i

landet. Det gælder, selv om oplysningerne vedrører eventuelle strafbare

forhold, jf. Integrationsministeriets bemærkninger til L 32 forslag til lov

om

ændring af udlændingeloven (Folketingstidende 2001-2002, 2. samling, tillæg

A,

side 751 ff).

Integrationsministeriet har oplyst, at bestemmelsen i

lovforslagets § 10, stk. 1 – der som anført i lovforslagets bemærkninger

bl.a.

bygger på artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention –

ikke bør medføre begrænsninger i adgangen til

at kræve oplysninger efter udlændingelovens § 40, stk. 1.

På den baggrund forudsætter Justitsministeriet, at

udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. – som en »lex specialis« –

skal gå forud

for lovforslagets § 10, stk. 1.

Spørgsmål 47:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. februar 2004 fra

Kommunernes Landsforening, jf. L 96 – bilag 52.

Spørgsmål 51:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. februar 2004 fra

Kommunernes Landsforening, jf. L 96 – bilag 57.

Svar fra

justitsministeren:

Kommunernes Landsforening har i de pågældende henvendelser til

Folketingets Retsudvalg af 3. og 5. februar 2004 rejst en række

problemstillinger i relation til forslaget til lov om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96).

I det følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i

henvendelserne.

1. Kontrol af øjebliksbilleder

I sin henvendelse lægger Kommunernes Landsforening vægt på, at

forvaltningsmyndighederne ikke skal varsle kontrolbesøg i tilfælde, hvor

besøget har karakter af en kontrol af et »øjebliksbillede.«

Som eksempel nævnes tilfælde, hvor en tilsynsmedarbejder skal ud

for at kontrollere, om der er flydelag eller anden overdækning på

gyllebeholdere. Et forudgående varsel om kontrolbesøget ville ifølge

Kommunernes

Landsforening give landmanden mulighed for at rette op på eventuelle mangler

inden kontrollens gennemførelse. Som et andet eksempel nævnes brandtilsynets

kontrol af antallet af besøgende på diskoteker. Skulle tilsynsmyndigheden

afgive et forudgående varsel om et sådant kontrolbesøg, ville formålet med

kontrollen ifølge Kommunernes Landsforening også i dette tilfælde blive

forspildt.

Hertil bemærkes følgende:

Lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, indebærer, at kravet om

varsling kan fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med tvangsindgrebets

gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives.

Det er i lovforslagets bemærkninger anført, at bestemmelsen

bl.a. sigter til kontrolbesøg, som myndigheder foretager på områder, hvor det

generelt må antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt,

såfremt

den pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden. Der sigtes her

–

som anført i bemærkningerne –

bl.a. til

de tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et

»øjebliksbillede.«

En forvaltningsmyndighed skal således ikke efter lovforslaget

foretage varsling af en part inden gennemførelsen af et kontrolbesøg, hvis

øjemedet med kontrollen hermed ville blive forspildt, jf. lovforslagets § 5,

stk. 4, nr. 1. Myndighederne vil derfor bl.a. i de eksempler, der er nævnt i

Kommunernes

Landsforenings henvendelse, kunne undlade at varsle kontrolbesøg.

2. »Blandede«

kontrolbesøg

I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en myndighed

ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed, uden at

undtagelserne til kravet om forudgående underretning er opfyldt for alle de

forhold, der kan blive undersøgt under kontrolbesøget.

Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger,

forudsætter Justitsministeriet, at udgangspunktet i disse situationer vil

være,

at en myndighed kan fravige den nævnte hovedregel om forudgående

underretning,

såfremt én eller flere af de nævnte undtagelser til kravet om forudgående

underretning er opfyldt med hensyn til ikke uvæsentlige dele af et samlet

kontrolbesøg m.v.

I den forbindelse anfører Kommunernes Landsforening, at der i

selve loven bør tilføjes en udtrykkelig bestemmelse, der gør det klart, at

disse »blandede« kontrolbesøg kan gennemføres uden forudgående varsling.

Kommunernes

Landsforening anfører, at det hermed vil være klart for de berørte private

parter, at de ikke i disse situationer har krav på forudgående underretning.

Hertil bemærkes følgende:

Jeg vil i lyset af bemærkningerne fra Kommunernes Landsforening

i forbindelse med Folketingets videre behandling af lovforslaget foreslå en

ændring af forslagets § 5, som i selve lovteksten tydeliggør, at

forvaltningsmyndighederne kan gennemføre de omhandlede »blandede« besøg uden

forudgående

varsel.

3. Indsigelse mod beslutning om iværksættelse

af tvangsindgreb

Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at

parten inden for en af myndigheden fastsat frist har adgang til at fremsætte

indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.

I den forbindelse anfører Kommunernes Landsforening, at det bør

fremgå klart af selve loven, at forvaltningsmyndighederne har mulighed for

med

henvisning til hensigtsmæssig myndigheds-planlægning at tilsidesætte en

indsigelse mod tidspunktet for kontrolbesøget.

Hertil bemærkes følgende:

Som det fremgår af lovforslagets § 5, stk. 3, 1. pkt., har

parten inden for en af myndigheden fastsat frist adgang til at fremsætte

indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.

Fremkommer parten inden for den fastsatte frist med indsigelser,

har myndigheden derfor pligt til at vurdere, om der er grundlag for at

fastholde den pågældende beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb. Gøres

der f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets gennemførelse, må

myndigheden

som beskrevet i lovforslagets bemærkninger foretage en afvejning af bl.a.

hensynet til parten og hensynet til en hensigtsmæssig myndighedsplanlægning.

Bl.a. fordi en varsling som hovedregel skal gives senest 14 dage

inden gennemførelsen af et kontrolbesøg – således at vedkommende har god

tid

til at indrette sig på det – må det forventes, at der kun

undtagelsesvist vil

være tilfælde, hvor en parts indsigelse vil være af så tungtvejende karakter,

at dette – overfor bl.a. hensynet til myndighedens planlægning –

vil medføre,

at tidspunktet for kontrolbesøget bør ændres. Indsigelser om, at det vil

passe

parten bedre, at tidspunktet for et varslet kontrolbesøg ændres, vil således

ikke medføre, at myndigheden vil være forpligtet til at følge indsigelsen,

medmindre tungtvejende hensyn til parten taler for det.

Da det vil være de konkrete forhold, der afgør, om en indsigelse

fra parten skal følges, finder Justitsministeriet ikke, at det vil være

hensigtsmæssigt i selve loven at indsætte en bestemmelse om det nævnte

spørgsmål.

De ovenfor anførte synspunkter vil imidlertid blive indarbejdet i den

vejledning

til kontrolmyndighederne, som Justitsministeriet vil udarbejde, inden loven

træder i kraft.

Det tilføjes i øvrigt, at de enkelte myndigheder – i det omfang

det findes hensigtsmæssigt – vil kunne have en ordning, hvor man f.eks.

telefonisk kontakter den pågældende borger eller virksomhed, inden der

udsendes

varsling om et kontrolbesøg, således at myndigheden herigennem på forhånd i

videst muligt omfang kan tage højde for eventuelle indsigelser, der vedrører

tidspunktet for et kontrolbesøgs gennemførelse.

4. Forholdet mellem særmyndigheden og politiet

Kommunernes Landsforening anfører endvidere, at lovforslagets §§

9 og 10 vil medføre færre straffesager, fordi sagerne vil skulle overlades

til

politiet på et tidligere tidspunkt end i dag og på baggrund af et mindre

gennemarbejdet sagsmateriale fra særmyndighederne.

Som eksempel fremhæver Kommunernes Landsforening miljøområdet,

hvor forvaltnings-myndighederne ikke vil kunne anmode virksomhederne om

oplysninger om bestemte forhold i de tilfælde, hvor der er mistanke om

overtrædelse af gældende regler. Politiet vil i disse tilfælde i samarbejde

med

miljømyndighederne selv skulle tilvejebringe og bekoste tilvejebringelsen af

de

relevante oplysninger også i tilfælde, hvor disse allerede foreligger i

virksomheden.

Hertil bemærkes følgende:

4.1. Lovforslagets § 9

Lovforslagets § 9 indebærer, at en forvaltningsmyndighed i

tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et

strafbart forhold, kun vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden

for strafferetsplejen, i det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe

oplysninger

til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Bestemmelsen betyder således, at forvaltningsmyndighederne i de

nævnte mistanketilfælde ikke vil kunne foretage et kontrolbesøg mv., hvis

formålet hermed er at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag.

Derimod kan forvaltningsmyndighederne (også) i tilfælde, hvor en person med

rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, uden

inddragelse af politiet gennemføre eller fortsætte et tvangsindgreb og dermed

tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter,

hvis

formålet med tvangsindgrebet er at tilvejebringe oplysningerne til brug for

andet end fastsættelse af straf, herunder f.eks. spørgsmål om udstedelse af

et

påbud eller forbud i medfør af bestemmelser på det pågældende

lovgivningsområde. I den forbindelse har det ingen betydning, at der

tilvejebringes oplysninger, som også vil være relevante for behandling af

spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens vurdering af,

om

der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for en videre

strafferetlig

forfølgning af sagen. Der kan i den forbindelse endvidere henvises til

besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18.

På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse,

at lovforslagets § 9 medfører, at tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt

omfang uden inddragelse af politiet kan gennemføre kontrolbesøg og andre

tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om et

strafbart

forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen på det

enkelte område, herunder f.eks. miljøområdet, i almindelighed have til opgave

at varetage en række opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf,

og

lovforslaget vil som anført ikke være til hinder for at gennemføre

tvangsindgreb, hvor formålet er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver

mv.

I overensstemmelse med det anførte lægges der i lovforslagets

bemærkninger ikke op til en ændret praksis for den arbejdsfordeling, der er

mellem tilsynsmyndighederne og politiet på de enkelte forvaltningsområder.

Det

anføres således bl.a. i pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger:

»Lovforslaget vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til

at gennemføre tvangsindgreb. Der er med lovforslaget ikke noget til hinder

for,

at den pågældende tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt

med det formål at behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I

overensstemmelse hermed lægges der ikke med lovforslaget op til nogen ændring

af den praksis, der eksisterer på de enkelte områder med hensyn til

arbejdsfordelingen mellem tilsynsmyndigheder m.v. og politiet. Også i de

tilfælde, hvor lovforslaget vil afskære en tilsynsmyndighed fra selv at

foretage et tvangsindgreb – og hvor et tvangsindgreb derfor i givet fald

skal

forestås af politiet (ofte med rettens godkendelse) efter reglerne i

retsplejeloven – forudsættes det således, at der ikke sker nogen

forskydning af

den øvrige arbejdsfordeling mellem tilsynsmyndighederne m.v. og politiet.

Det forhold, at spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i

visse tilfælde skal overlades til politiet, bør derfor ikke i almindelighed

medføre ændringer med hensyn til, i hvilket omfang de forskellige

tilsynsmyndigheder mv. – efter den praksis, der gælder på det enkelte

område –

f.eks. undersøger og forbereder en sag, inden sagen eventuelt overgives til

politiet med henblik på stillingtagen til, om der skal rejses tiltale. Det

bemærkes herved, at det ofte vil være tilsynsmyndighederne, der besidder den

særlige faglige ekspertise, som der er behov for ved behandling af

straffesager

om overtrædelse af lovgivningen på det enkelte forvaltningsområde. Af den

grund

forudsættes det også, at politiet i tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter

lovforslaget kun kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven, normalt vil

skulle være ledsaget af repræsentanter for vedkommende tilsynsmyndighed mv.

Endvidere vil sagen i disse tilfælde,

når tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det

på det enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende

kontrolmyndighed mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af

spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.«

4.2. Lovforslagets § 10, stk. 1

a.

Lovforslagets §

10, stk. 1, indebærer, at en person, som mistænkes for at have begået en

lovovertrædelse,

der kan medføre straf, ikke har pligt til at meddele oplysninger til en

offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de

oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af

den

formodede lovovertrædelse.

Som eksempel på betydningen af lovforslagets § 10, stk. 1, kan –

som anført i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening – efter

omstændighederne nævnes tilfælde, hvor en nabo klager over lugtgener fra en

virksomhed, og hvor det efter miljølovgivningen kan pålægges den pågældende

virksomhed for egen regning at fremskaffe oplysninger om lugtforholdene ved

hjælp af en lugtmåling.

Om en naboklage giver anledning til konkret mistanke om, at en

person har begået en strafbar lovovertrædelse, må bero på en konkret

vurdering.

I den forbindelse må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer,

hvor konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt – det

vil

sige i de oplysninger, som myndigheden herudover er i besiddelse af – er

holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse

vil

således ikke i sig selv skabe grundlag for en mistanke som angivet i

bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke indeholder bl.a. tilstrækkeligt

konkretiserede oplysninger om de pågældende forhold.

Måtte en anmeldelse som f.eks. en naboklage give tilstrækkeligt

grundlag for en konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse, herunder

f.eks. overtrædelse af vilkår om maksimale lugtgener, vil § 10, stk. 1, finde

anvendelse. En tilsynsmyndighed kan på den baggrund ikke pålægge den

mistænkte

virksomhed at medvirke til fremskaffelse af oplysninger som f.eks. en

lugtmåling, der eventuelt viser en strafbar overtrædelse af vilkår om

maksimale

lugtgener.

Der vil imidlertid i praksis være en række tilfælde, hvor en

myndighed ud fra de foreliggende oplysninger vil have gjort op med, at der

ikke

er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om

der

foreligger en konkret mistanke om, at vedkommende borger eller virksomhed har

begået en overtrædelse af lovgivningen, der ville kunne sanktioneres med

straf.

Det vil bl.a. kunne gælde, hvis overtrædelsen er af mindre grov karakter. I

sådanne tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke finde anvendelse. Det

anføres således i lovforslagets bemærkninger til § 10, stk. 1, bl.a.:

»I en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende

oplysninger have gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge

spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om der foreligger en formodning

eller antagelse om, at vedkommende borger eller virksomhed har begået en

overtrædelse af lovgivningen, der kan sanktioneres med straf.. I sådanne

tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke (længere) finde anvendelse.

Måtte der i den pågældende sag efterfølgende på ny opstå spørgsmål om

eventuelt

at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer oplysninger, der

viser,

at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil det

imidlertid igen

blive relevant at iagttage § 10, stk. 1, samt den beskyttelse, der følger af

artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.«

Endelig kan det oplyses, at spørgsmål om

betaling

for

iværksættelse af undersøgelser, målinger mv. ikke er reguleret af

lovforslaget.

Lovforslagets § 10, stk. 1, er således ikke til hinder for, at en mistænkt

virksomhed – hvis der i øvrigt er hjemmel til det – pålægges at

afholde

udgiften til undersøgelser, målinger mv., der foretages af

tilsynsmyndigheder.

Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmål om kontrolmyndighedernes

egen

tilvejebringelse af oplysninger, herunder måleresultater m.v., ikke er

reguleret af bestemmelsen i § 10, stk. 1 (men efter omstændighederne af

bestemmelsen i § 9 om tvangsindgreb). Spørgsmål herom vil fortsat skulle

løses

efter reglerne på det pågældende lovgivningsområde, herunder f.eks. reglerne

på

miljøområdet.

Miljøministeriet har i den forbindelse oplyst, at der er

igangsat et analysearbejde, der skal belyse, om der vil være behov for at

justere håndhævelsesreglerne i miljølovgivningen. Det skal bl.a. undersøges,

om

der er behov for at styrke mulighederne for, at myndighederne selv foretager

undersøgelser for virksomhedens regning, eller behov for at forbedre

mulighederne for at nedlægge forbud.

b.

Det kan i øvrigt

tilføjes, at lovforslagets § 10, stk. 1, ikke uden videre vil indebære, at en

myndighed, som har konkret mistanke om et strafbart forhold, vil være

afskåret

fra fortsat anvendelse af oplysningspligter i tilfælde, hvor vedkommende

borger

eller virksomhed har pligt til løbende at indberette visse oplysninger til en

myndighed. Eksempelvis kan en virksomhed have pligt til løbende at foretage

angivelser, egenkontrolmålinger m.v., der skal indgives til en myndighed.

Opstår der – f.eks. på baggrund af en sådan indberetning – konkret

mistanke om

en strafsanktioneret lovovertrædelse for så vidt angår en bestemt periode,

vil

den pågældende oplysningspligt ikke af den grund bortfalde også for

efterfølgende perioder.

Som eksempel kan nævnes de pligter i lovgivningen, der vedrører

løbende indberetning om produktion, forbrug mv. Opstår der på baggrund af en

sådan indberetning konkret mistanke om, at en virksomhed i den periode

(f.eks.

det år eller kvartal), som indberetningen vedrører, har overtrådt reglerne på

det pågældende område, vil dette ikke i sig selv medføre, at pligten til

fortsat

at indberette om kommende perioder suspenderes.

At der måtte være konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt

i en bestemt periode eller med hensyn til et konkret forhold, er således ikke

ensbetydende med, at der vil være konkret mistanke om, at reglerne (også) vil

blive overtrådt i senere perioder mv. Hvis f.eks. en indberetning fra en

borger

eller virksomhed af egenkontrolmålinger giver anledning til konkret mistanke

om, at vedkommende i 1. kvartal 2005 har overtrådt regler inden for

miljøområdet,

vil dette således ikke være ensbetydende med, at der efter lovforslagets §

10,

stk. 1, vil være opstået en konkret mistanke om, at vedkommende også i 2.

kvartal 2005 vil overtræde de samme regler – og vedkommende vil derfor

fortsat

kunne have pligt til gennem egenkontrolmålinger at indberette til myndigheden

i

de følgende kvartaler.

5. Vejledning

Kommunernes Landsforening anfører desuden, at indførelsen af nye

regler om retssikkerhed føjer sig til rækken af forvaltningsretlige regler,

som

kommunerne skal iagttage i samspillet med borgerne, og at der på grund af

reglernes indbyrdes sammenhæng og kompleksitet vil blive behov for klar og

rettidig vejledning til både myndigheder og borgere.

Hertil bemærkes følgende:

Som det fremgår af lovforslaget, foreslås det, at loven først

skal træde i kraft den 1. januar 2005. Sigtet er at give de berørte

myndigheder

tilstrækkelig tid til at indrette sig på lovforslagets regler, herunder bl.a.

at udarbejde nødvendigt vejledningsmateriale om lovens anvendelse.

6. Lovforslagets økonomiske konsekvenser

Kommunernes Landsforening vurderer, at lovforslaget vil medføre

et betydeligt merarbejde i kommunerne, som de skal kompenseres for.

Hertil bemærkes følgende:

Lovforslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne vil indgå i

de årlige forhandlingsrunder mellem staten og kommunerne om den kommunale

økonomi.

Spørgsmål 55:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. marts 2004 fra

Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, jf. L 96 – bilag 69.

Svar fra

justitsministeren:

Professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, har i den

pågældende henvendelse til Folketingets Retsudvalg af 9. marts 2004 rejst en

række problemstillinger i relation til forslaget til lov om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96).

I det følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i

henvendelsen.

1. Lovforslagets § 9

Gorm Toftegaard Nielsen anfører bl.a., at det efter hans

opfattelse ikke i alle tilfælde er klart, hvad det er for et hensyn til ikke

at

omgå strafferetsplejens regler, der tænkes på i relation til lovforslagets §

9

om adgangen til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i

tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold.

Endvidere anføres det, at der ikke er overensstemmelse mellem

lovforslagets § 9 og lovforslagets bemærkninger til denne bestemmelse. Gorm

Toftegaard Nielsen skriver således i relation til lovforslagets § 9 bl.a., at

»Lovteksten vælger retssikkerheden, medens ministeriet med sine bemærkninger

forsøger at nedtone (skjule?), hvor radikal ændringen er «.

Hertil bemærkes følgende:

I besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 er der nærmere redegjort

for, at lovforslagets § 9 bygger på hensynet til ikke at omgå

strafferetsplejens regler om adgangen til at foretage tvangsindgreb i

straffesager.

Synspunktet er således, at tvangsindgreb i form af ransagning, beslaglæggelse

m.v. bør ske efter retsplejelovens regler, i det omfang det er

et formål

hermed at tilvejebringe oplysninger til brugfor en straffesag mod en mistænkt

person. Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at kontrol- og

tilsynsmyndigheder ikke – medmindre den mistænkte person meddeler

samtykke –

skal kunne foretage kontrolbesøg mv. efter regler inden for det enkelte

forvaltningsområde,

hvis

formålet eller en del af formålet

hermed er at tilvejebringe

oplysninger til brug for en straffesag.

Den nævnte besvarelse af spørgsmål nr. 15-18 indeholder i den

forbindelse en nærmere omtale og gennemgang af indholdet af lovforslagets § 9

–

herunder en nærmere omtale af de spørgsmål, som Gorm Toftegaard Nielsen også

kommer ind på. Besvarelsen indeholder således bl.a. en udførlig og detaljeret

redegørelse for sammenhængen mellem lovforslagets § 9 og bemærkningerne i

lovfor-slaget til denne bestemmelse.

Der kan derfor i det hele henvises til den nævnte besvarelse,

idet det i anledning af de synspunkter, som Gorm Toftegaard Nielsen gør sig

til

talsmand for, blot skal tilføjes, at ministeriet – sådan som den

omhandlede

besvarelse også viser – selvsagt ikke har forsøgt i lovforslagets

bemærkninger

at nedtone endsige skjule betydningen af lovforslagets § 9. Efter

Justitsministeriets opfattelse er der således god overensstemmelse mellem

ordlyden af lovforslagets § 9, stk. 2, og det, der er anført i lovforslagets

bemærkninger til bestemmelsen.

I øvrigt kan det for god ordens skyld nævnes, at jeg som nærmere

beskrevet i pkt. 8 i den nævnte besvarelse vil fremsætte et ændringsforslag,

der indebærer, at ordet »alene« udgår af lovforslagets § 9, stk. 2 (og § 10,

stk. 2) – ikke af de grunde, som Gorm Toftegaard Nielsen anfører, men

fordi Justitsministeriet

er blevet opmærksom på, at den nuværende formulering af bestemmelsen kan give

det forkerte indtryk, at bestemmelsen skulle tilsigte at begrænse

mulighederne

for under en straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt under et

kontrolbesøg mv., der i overensstemmelse med det ovenfor anførte er

gennemført

med et lovligt formål

Som nærmere omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 vil også

dette ændringsforslag således indebære, at et tvangsindgreb i tilfælde, hvor

der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan

gennemføres

med det formål – eller med bl.a. det formål – at tilvejebringe

oplysninger til

brug for behandlingen af en straffesag. Ændringsforslaget vil imidlertid

præcisere, at lovforslagets § 9 ikke begrænser den gældende adgang til

efterfølgende at anvende oplysninger, der er tilvejebragt under et

kontrolbesøg

eller andet tvangsindgreb, ved behandlingen af spørgsmål om fastsættelse af

straf.

2. Lovens anvendelsesområde

Gorm Toftegaard Nielsen omtaler også en række spørgsmål om

anvendelsesområdet for lovforslagets kapitel 3 – det vil sige

lovforslagets §

9, som er omtalt i pkt. 1 ovenfor, og som vedrører adgangen til at foretage

kontrolbesøg og andre tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund til

mistanke om et strafbart forhold.

I den forbindelse anfører Gorm Toftegaard Nielsen, at der med

lovforslaget lægges op til, at lovforslagets § 9 i forhold til

retsplejelovens

regler om ransagning af lokaliteter mv. skal have et udvidet

anvendelsesområde

med hensyn til, hvilke lokaliteter der falder inden for bestemmelsen. Ifølge

Gorm Toftegaard Nielsen må det således bl.a. antages, at miljømyndighedernes

tilstedeværelse

på en privatejet mark vil være omfattet af lovforslagets § 9 med den

konsekvens, at dette vil medvirke til at forringe miljømyndighedernes

mulighed

for at foretage tilsynsvirksomhed.

Hertil bemærkes følgende:

a.

Bestemmelsen i

lovforslagets § 1 om lovens anvendelsesområde har følgende formulering:

»§ 1.

Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af

den

offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i

1)

husundersøgelse eller

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Stk. 2.

Lovens kapitel 3

finder også anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige

forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i

1)

undersøgelse af andre

lokaliteter,

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af andre genstande,

3)

brud på

meddelelseshemmeligheden eller

4)

eftersyn eller anden

undersøgelse af personer.

Stk. 3.

Lovens kapitel 4

finder anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat pligt

til

at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.

Stk. 4.

Vedkommende

minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at

loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,

institutioner, foreninger mv., som ikke kan henregnes til den offentlige

forvaltning, i det omfang de pågældende ved eller i henhold til lov har fået

tillagt beføjelser til at anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som

nævnt i stk. 1-3.

Stk. 5.

Stk. 1 og 2

omfatter ikke tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.«

b.

Som det fremgår,

fastsætter

lovforslagets § 1, stk. 1

,

at lovens kapitel 2 og 3 – det vil sige §§ 2-9 – omfatter

tvangsindgreb, som

foretages uden for strafferetsplejen, og som består i 1) husundersøgelse

eller

2) undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Udtrykket »husundersøgelse« omfatter efter lovforslagets

bemærkninger private lokaliteter, som anvendes til beboelse, samt andre rum,

der ikke er offentligt tilgængelige som f.eks. fabriks- og lagerlokaler,

baglokaler til butikker m.v., garager, stalde og lader. Det forudsættes

desuden

i lovforslagets bemærkninger, at udtrykket også omfatter undersøgelse af rum

mv. i befordringsmidler, i det omfang de kan siges at være sidestillet med

beboelsesrum som f.eks. kahytsrum på et skib og soverum i lastbiler.

Udtrykket »undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre

papirer« omfatter efter lovforslagets bemærkninger enhver rådighedsberøvelse

og

undersøgelse af private notater, forretningspapirer, regnskaber, protokoller,

logbøger og lignende. Det gælder, hvad enten de pågældende oplysninger mv.

findes i papirform eller elektronisk form. Legitimationspapirer og andre

papirer som f.eks. pas og kørekort, der er udstedt af en offentlig myndighed

og

er beregnet til forevisning, er ikke omfattet.

Herudover fastsættes det i

lovforslagets

§ 1, stk. 2

, at lovforslagets kapitel 3 – det vil sige § 9 – også finder

anvendelse ved 1) undersøgelse af andre lokaliteter, 2) undersøgelse eller

beslaglæggelse af andre genstande, 3) brud på meddelelseshemmeligheden og 4)

eftersyn eller anden undersøgelse af personer.

Med formuleringerne »undersøgelse af andre lokaliteter« og

»undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande« sigtes ifølge

bemærkningerne til de ransagnings- og beslaglæggelsestilfælde i

retsplejeloven,

der falder udenfor lovforslagets § 1, stk. 1, der er omtalt ovenfor.

Udtrykket »undersøgelse af andre lokaliteter« – altså andre

lokaliteter end dem, der er omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, jf.

ovenfor

–

omfatter således efter lovforslagets

bemærkninger bl.a. undersøgelse af udendørs lokaliteter som f.eks. haver,

marker, gårdspladser og byggepladser samt en række lokaliteter, hvortil der

er

almindelig offentlig adgang som f.eks. butikslokaler og visse kontorlokaler.

Udenfor falder derimod lokaliteter, der har til hovedformål at tjene som

egentligt opholdssted for et offentligt publikum mv., herunder

restaurationslokaler.

Omfattet af udtrykket »andre genstande« – altså andre genstande

end dem, der er omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, jf. ovenfor – er

bl.a.

transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils

bagagerum samt undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.

»Beslaglæggelse af andre genstande« omfatter enhver form for

rådighedsberøvelse af de pågældende genstande.

»Brud på meddelelseshemmeligheden« – der i grundlovens § 72

betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« –

foreligger, når

der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå kendskab til indholdet

af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på at få oplyst, om en

sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks. være tale om

undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon eller anden

telekommunikation, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2.

»Eftersyn eller anden undersøgelse af personer« omfatter ifølge

lovforslagets bemærkninger de legemsindgreb, der også er omfattet af

retsplejelovens kapitel 72, herunder f.eks. besigtigelse af legemets ydre,

visitation af tøj, som den pågældende er iført, samt nærmere undersøgelse af

legemet.

c.

Den ovenstående

beskrivelse omfatter som anført de former for tvangsindgreb, der falder inden

for anvendelsesområdet for lovforslagets § 9, som regulerer adgangen til at

foretage

tvangsindgreb, hvis der er rimelig grund til mistanke om et strafbart

forhold.

Som det fremgår, omfatter bestemmelsen bl.a. undersøgelse af

beboelseslokaler, butikslokaler og udendørs lokaler som f.eks. byggepladser.

Uden for anvendelsesområdet falder lokaliteter, der har til hovedformål at

tjene som egentligt opholdssted for et offentligt publikum mv., herunder

restaurationslokaler.

Bestemmelsen i lovforslagets § 9 bygger – sådan som der bl.a. er

redegjort for i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 – på hensynet til

ikke at

omgå retsplejelovens regler om adgangen til at foretage ransagning,

beslaglæggelse m.v. ved behandlingen af en straffesag.

I overensstemmelse med, at der er denne sammenhæng mellem på den

ene side lovforslagets § 9 og på den anden side retsplejelovens regler om

ransagning, beslaglæggelse m.v., tilsigter lovforslagets § 1, stk. 1 og 2, at

afgrænse anvendelsesområdet for lovforslagets § 9 således, at denne

bestemmelse

omfatter de former for tvangsindgreb, der anses for ransagning,

beslaglæggelse

mv. efter retsplejeloven.

d.

Som omtalt i Gorm

Toftegaard Nielsens artikel giver retsplejelovens regler, forarbejderne til

disse regler, retspraksis og den juridiske litteratur ikke i alle tilfælde et

fuldstændigt entydigt billede af, om en myndigheds disposition vil have

karakter af en ransagning efter retsplejeloven. Der kan således være særlige

tilfælde, hvor det kan give anledning til tvivl, om en myndighedsdisposition

er

omfattet af retsplejelovens regler om ransagning, og hvor hverken retspraksis

eller den juridiskelitteratur indeholder en præcis afklaring af spørgsmålet.

Gorm Toftegaard Nielsen anfører i den forbindelse bl.a., at retsplejelovens

regler ikke kan fortolkes således, at politiets tilstedeværelse i en privat

have altid vil udgøre en ransagning. Om dette er tilfældet må afhængige af

omstændighederne, således at et indgreb, der f.eks. består i, at politiet

begynder at grave i en privat have, kan være omfattet af retsplejelovens

ransagningsregler.

I forbindelse med sin omtale af spørgsmålet nævner Gorm

Toftegaard Nielsen bl.a. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1159/1989.

De

gældende regler i retsplejeloven bygger på denne betænkning, hvor det om

afgræsningen af, hvilke indgreb der kan anses for ransagning, bl.a. er anført

(betænkningen, side 43):

»Ikke alle politiets

undersøgelser af husrum, andre lokaliteter eller genstande kan anses som

egentlige ransagninger. Kun undersøgelser, der har karakter af

straffeprocessuelle tvangsindgreb, er, som tidligere nævnt, ransagninger.

Hermed

er det teoretiske udgangspunkt givet. Problemet er imidlertid, hvorledes man

nærmere skal beskrive og fastlægge grænsen mellem de undersøgelser, der er

ransagninger og dermed reguleret af reglerne herom, og de undersøgelser, der

ikke udgør strafbare indgreb i nogens interessesfære og derfor ikke er

undergivet særskilt regulering. Hvor går den »nedre grænse« for ransagning?

Spørgsmålets

besvarelse har en række praktiske konsekvenser. Både i de gældende regler i

retsplejeloven

og i udvalgets lovudkast findes en ret detaljeret regulering af ransagning,

Hvis en undersøgelse må anses som en egentlig ransagning, skal disse regler

være opfyldt. Det drejer sig om, hvem der har kompetence til at tillade

indgrebet, om eventuel indhentelse af formeligt samtykke fra indehaveren

eller

efterfølgende godkendelse af retten, om betingelserne for indgrebet samt om

den

formelle fremgangsmåde ved indgrebets foretagelse, herunder tilkaldelse af

vidner og underretning af indehaveren. Ligger undersøgelsen under den »nedre

grænse«,

falder alle disse krav væk..

Navnlig ved

undersøgelser af fast ejendom kan der foreligge en række tilfælde, hvor det

er

tvivlsomt, om undersøgelsen ligger over eller under den nedre grænse for

ransagning: Er politiets undersøgelse i en privatejet skov, eventuelt for at

finde nedgravede koster, en ransagning? Kan politiet uden at iagttage

ransagningsreglerne foretage eftersyn på private gårdspladser,

parkeringsområder

og lignende, hvor man har mistanke om, at en forbrydelse kan have fundet

sted?

Skal politiet, når en forbryder forfølges gennem private haver, overholde

ransagningsreglerne, det vil navnlig sige indhente efterfølgende samtykke fra

ejerne? Kan politiet – uden at der foreligger ransagning – foretage

eftersyn af

opgange, vestibuler og fællesarealer i et boligkompleks, hvor man har

mistanke

om, at en eftersøgt person opholder sig?

Ved besvarelsen af

disse spørgsmål må man se på, hvorvidt politiets adfærd – uden at være

særligt

hjemlet som ransagning – ville udgøre en strafbar krænkelse af de

personer, der

har rådighed over de pågældende arealer. De relevante straffebud indeholder

imidlertid ikke nogen skarp angivelse af, hvornår der foreligger en strafbar

krænkelse af andres enemærker. Straffelovens §§ 263 og 264 taler således om

den, der ”uberettiget” skaffer sig adgang til andres gemmer, til

fremmed hus

eller andet ikke frit tilgængelig sted. Mark- og vejfredslovens § 17 taler om

den, der »uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel« færdes på anden mands

grund. Og politivedtægtens § 16 taler om, at »uvedkommende« ikke må tage

ophold

på trapper, i porte, i opgange, gårde, haver, køretøjer etc. Det fremgår af

disse formuleringer, at formålet med at skaffe sig adgang til andres

enemærker

er af væsentlig betydning ved vurderingen af, om der foreligger et strafbart

forhold

Herefter må det

antages, at politiet er berettiget til – uden at der foreligger egentlig

ransagning – at skaffe sig adgang til og foretage iagttagelser på

private

områder i hvert fald i samme omfang, som udenforstående privatpersoner kan

gøre

det straffrit. Derudover må politiet på grund af de særlige kvalificerede

formål, som det varetager –

både

efterforskningsmæssige formål og som uanmodet forretningsfører (»negotiorum

gestor«) for ejeren af den lokalitet, hvor en forbrydelse eller en ulykke

måske

er ved at finde sted eller har fundet sted – have udvidet adgang til at

foretage

eftersyn af sådanne områder, som vel ikke er offentligt tilgængelige, men

hvor

politiets tilstedekomst for at løse dets opgaver er til ringe ulempe for

ejeren

eller snarere er til betryggelse for denne. På dette grundlag må det antages,

at de ovenfor side 43, 2. afsnit, [det vil sige i nærværende citats 3.

afsnit],

rejste spørgsmål alle må besvares derhen, at politiets undersøgelser og

skaffen

sig adgang til de pågældende steder ikke har karakter af ransagning. På samme

måde må det antages, at politiet kan undersøge en henkastet tegnebog eller en

på et usædvanlig sted efterladt og formentlig brugsstjålet bil for at finde

eventuelle spor af en forbrydelse, uden at et sådant eftersyn kan betegnes

som

en ransagning.

Udvalget har

overvejet, om man bør søge at opstille særlige regler, der præciserer den

nedre

grænse for ransagning. Udvalget er dog veget tilbage herfor, idet vurderingen

i

hvert enkelt tilfælde må afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder

ejerens interesse i at værne sine enemærker mod andres indtrængen og

politiets

formål med at skaffe sig adgang samt arten og omfanget af den undersøgelse,

der

agtes foretaget. Der er således en afgørende forskel imellem f.eks. om

politiet

flygtigt gennemser en række private forhaver for at se om en bankrøver, der

er

løbet forbi, har kastet sin overtrækstøj og sit våben ind i en have, og på

den

anden side, om politiet giver sig til at grave i en privat forhave for at

lede

efter nedgravede koster eller narkotika. Hvis politiet har en vis mistanke

mod

ejeren af det pågældende område, taler dette i retning af at kræve de

formelle

ransagningsregler opfyldt.

Efter udvalgets

opfattelse bør den endelige fastlæggelse i hvert enkelt tilfælde af den nedre

grænse for ransagning overlades til praksis, herunder eventuelt retspraksis

f.eks. på grundlag af en klage efter retsplejelovens § 746. Medvirkende for

udvalget ved denne indstilling har det været, at de gældende regler om

ransagning, der heller ikke fastlægger den nedre grænse, ikke i praksis har

givet anledning til tvister og klager af betydning.«

I overensstemmelse med det, der er anført om retsplejelovens

regler om ransagning, lægges der med lovforslaget § 9 – om adgangen til

at

foretage tvangsindgreb, hvis der er rimelig grund til mistanke om et

strafbart

forhold – ikke op til, at en myndigheds tilstedeværelse på f.eks. en

privat

mark eller i en privatejet skov, have eller lignende nødvendigvis vil udgøre

et

tvangsindgreb omfattet af bestemmelsen. For at forholdet vil falde inden for

anvendelsesområdet for denne bestemmelse, skal der således efter ordlyden af

og

bemærkningerne til lovforslagets § 1 være tale om en »undersøgelse«.

Vurderingen af, om der foreligger en »undersøgelse«, vil –

ligesom med hensyn til retsplejelovens ransagningsregler – bero på de

konkrete

omstændigheder i det enkelte tilfælde, hvor en myndighed er til stede i et

privatejet mark- eller skovområde, en privatejet have eller lignende.

I denne vurdering vil bl.a. indgå karakteren og omfanget af de

foranstaltninger, der skal foretages – herunder om myndigheden i

forbindelse

med sin tilstedeværelse skal foretage foranstaltninger i form af f.eks.

nærmere

at kontrollere bestemte forhold på det pågældende område.

Desuden vil den omstændighed, at myndigheden

i det pågældende tilfælde kan have en vis mistanke mod ejeren af det

pågældende

område om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse – i lighed med

de synspunkter,

der er anført i ovennævnte citat fra Strafferetsplejeudvalgets betænkning

–

tale i retning af at anse myndighedens tilstedeværelse for et tvangsindgreb

omfattet af lovforslagets § 9.

Der er imidlertid grund til at fremhæve, at det nævnte spørgsmål

om den præcise afgrænsning af anvendelsesområdet for lovforslagets § 9 efter

Justitsministeriets opfattelse ikke vil have nogen væsentlig praktisk

betydning.

Det skyldes, at myndighederne efter lovforslagets § 9, stk. 2,

fortsat vil kunne udføre sin tilsyns- og kontrolopgaver også i de

situationer,

hvor den omtalte vurdering indebærer, at man i de omhandlede mistanketilfælde

er inden for anvendelsesområdet for lovforslagets § 9, stk. 1. Der kan i den

forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18, hvor der er

nærmere redegjort for, at myndighederne også i sådanne situationer kan udføre

tilsyns- og kontrolopgaver, såfremt der er anledning til det med henblik med

henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Hvad enten myndigheden i det enkelte tilfælde er »inde i«

lovforslagets § 9 eller ej, kan myndigheden således gennemføre

kontrolforanstaltninger m.v., hvis det er et sagligt led i udførelsen af

myndighedens tilsyns– og kontrolopgaver.

3. Lovforslagets § 10, herunder identifikation

Gorm Toftegaard Nielsen finder ikke, at der i relation til

lovforslagets § 10 om mistænkte personers ret til ikke at udtale sig bør ske

identifikation mellem på den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie-

eller anpartsselskab), som mistænkes for et strafbart forhold, og på den

anden

side fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, herunder

bl.a.

ansatte.

Hertil bemærkes, at dette spørgsmål om identifikation er

behandlet nærmere bl.a. i Retssikker-hedskommissionens betænkning, side 148

ff,

samt i pkt. 4.2.4 og 4.3.4 i lovforslagets bemærkninger. Som det fremgår

heraf,

har Retssikkerhedskommissionen beskrevet to mulige modeller.

Den ene model indebærer, at der skal ske identifikation mellem

den juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske

person, såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en

lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.

Den anden model indebærer, at der kun skal ske identifikation

mellem den mistænkte juridiske person og en enkelt person fra virksomhedens

ledelse (den processuelle repræsentant), hvorimod andre fysiske personer med

tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte, behandles som

tredjemænd (vidner).

Anvendes den førstnævnte model med fuld identifikation vil

fysiske personer med tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for en

strafbar lovovertrædelse, således ikke kunne pålægges at afgive oplysninger

til

myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges

tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse, jf. lovforslagets § 10, stk. 1. Anvendes den anden model,

vil

fysiske personer med tilknytning til den juridiske person derimod kunne

pålægges at afgive oplysninger til myndigheden, hvis det sker med henblik på

andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.

I Retssikkerhedskommissionens betænkning (side 152) anføres det,

at der kan argumenteres for begge de nævnte modeller, og at der således er

tale

om et spørgsmål, der kan give anledning til betydelig tvivl.

Justitsministeriet er enig i dette og har derfor som omtalt i

pkt. 4.3.4 i lovforslagets bemærkninger ved valget mellem de pågældende

modeller måttet foretage en samlet afvejning af forskellige fordele og

ulemper

ved hver af modellerne.

Denne samlede afvejning har medført, at der i lovforslaget

lægges op til en ordning med fuld identifikation, således at der i relation

til

lovforslagets § 10 som udgangspunkt skal ske identifikation mellem på den ene

side en mistænkt juridisk person og på den anden side fysiske personer med

tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.

Justitsministeriet har i den forbindelse som anført i

lovforslagets bemærkninger bl.a. lagt vægt på, at anvendelse af kommissionens

anden

model – hvorefter der alene skulle ske identifikation mellem den

juridiske

person og en enkelt person fra den juridiske persons ledelse (den

processuelle

repræsentant) – kunne indebære vanskelige afgrænsningsspørgsmål, idet en

forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om anvendelse af en

oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var tale om en fysisk

person, som under en eventuel senere straffesag mod den juridiske person

ville

blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant. Hertil kommer, at

størstedelen af de eksisterende oplysningspligter ikke alene omhandler

adgangen

til at kræve oplysninger meddelt mundtligt, men også indebærer, at

oplysninger

enten af egen drift eller efter begæring fra myndigheden skal indsendes til

den

pågældende myndighed. I sådanne situationer ville det efter

Justitsministeriets

opfattelse være uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af

oplysningspligten afhænge af, hvilken eller hvilke fysiske personer i

virksomheden der står for at sende oplysningerne til myndigheden.

I øvrigt kan der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3 og

36, hvor den problemstilling, der vedrører identifikation mellem en mistænkt

juridisk person og dens ansatte mv., ligeledes er nærmere omtalt.

Spørgsmål 57:

Ministeren bedes bekræfte, at lovforslaget om retssikkerhed på

kontrolområdet ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på

miljøområdet.

Svar fra miljøministeren:

Som jeg oplyste under samrådet d. 23. marts 2004, svarer de

fleste af lovforslagets procedureregler til, hvad der er normal praksis på

miljøområdet i dag.

Varslingsreglen i § 5 vil dog medføre ændringer af praksis i et

vist omfang, men heller ikke denne bestemmelse vil forringe myndighedernes

muligheder for at opdage overtrædelser af reglerne eller for at gribe ind

over

for akut forurening, da der i lovforslaget er hjemmel til at undlade varsling

i

de tilfælde, hvor der er væsentlige hensyn, der taler imod varsling.

Med hensyn til forholdet mellem miljømyndigheder og

politiet

må det, som jeg oplyste i

svaret på samrådsspørgsmål A, forventes, at man i almindelighed på

miljøområdet

vil kunne fortsætte den praksis, man hidtil har haft med hensyn til

arbejdsdelingen mellem miljømyndigheder og politiet, og at der dermed ikke

vil

ske en forringelse af kontrolmulighederne.

I de fleste tilfælde vil oplysningspligterne – også med

forslaget til § 10 – kunne anvendes som i dag. Som jeg oplyste i svaret

på

samrådsspørgsmål A, afviger den nuværende praksis på miljøområdet imidlertid

formentlig på visse punkter fra den retstilstand, der vil følge af § 10, idet

miljømyndighederne i visse tilfælde anvender oplysningspligter i videre

omfang,

end de vil kunne efter § 10.

Dette er baggrunden for det analysearbejde, der skal belyse, om

der vil være et behov for at justere tilsyns- og håndhævelsesreglerne i

miljølovgivningen og de vejledninger, der gælder på området. Jeg kan i øvrigt

vedrørende dette henvise til mit svar på spørgsmål 64.

Spørgsmål 61:

Efter lovforslagets § 9, stk. 2, kan myndighedernes tvangsmæssige

tilvejebringelse af oplysninger fra en juridisk eller fysisk person, der med

rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, alene

gennemføres til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf, jf. stk. 1.

Af § 10, stk. 1, fremgår det, at hvis der foreligger en konkret

mistanke om, at en fysisk eller juridisk person har begået en strafbar

lovovertrædelse, kan oplysninger alene søges tilvejebragt, hvis det (på

forhånd) kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen

af

den formodede lovovertrædelse.

Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem og forskellen på

§ 9, stk. 2, og § 10, stk. 1, herunder sondringen mellem rimelig grund til

mistanke og konkret mistanke?

Svar fra justitsministeren:

1.

Lovforslagets § 9

bygger – sådan som der bl.a. er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål

nr.

15-18 – på hensynet til ikke at omgå retsplejelovens regler om adgangen

til at

foretage ransagning, beslaglæggelse mv. ved behandlingen af en straffesag.

Synspunktet bag lovforslagets § 9 er således, at

forvaltningsmyndigheder ikke bør kunne omgå retsplejelovens regler ved –

med

det formål at få fat i oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af

straf – at anvende andre regler i lovgivningen (f.eks.

arbejdsmiljølovgivningen), der ikke på samme måde som retsplejelovens regler

varetager de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når

en

person mistænkes for at have begået et strafbart forhold.

I overensstemmelse hermed indebærer lovforslagets § 9, stk. 1,

sammenholdt med stk. 2, at en myndighed i tilfælde, hvor der er rimelig grund

til mistanke om et strafbart forhold, kan gennemføre et kontrolbesøg eller

andet tvangsindgreb, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug

for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.

Som det fremgår, finder bestemmelsen anvendelse, hvis der

foreligger rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse.

På baggrund af den nævnte sammenhæng mellem på den ene side

lovforslagets § 9 og på den anden side retsplejelovens regler om ransagning,

beslaglæggelse mv. er det således fundet mest hensigtsmæssigt i § 9, stk. 1,

at

anvende udtrykket »med rimelig grund mistænkes for«, der også anvendes i

retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, om mistankegrundlaget i

ransagningssager

og i retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, om mistankegrundlaget i

beslaglæggelsessager (i de sidstnævnte bestemmelser anvendes således

udtrykket

»med rimelig grund er mistænkt for«).

Det forhold, at der anvendes samme udtryk som i retsplejeloven

begrænser ikke adgangen til at foretage ransagning mv. inden for

strafferetsplejen efter retsplejelovens regler.

I tilknytning hertil bemærkes, at der ikke bør kunne opstå

situationer, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed vil være afskåret fra

selv at tilvejebringe fornødne oplysninger med hjemmel i lovgivningen på det

enkelte område, men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så

generelt

og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag for

iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb efter retsplejeloven som f.eks.

beslaglæggelse.

Det er således denne afgrænsning i forhold til retsplejelovens

regler, der gives udtryk for, når det i bemærkningerne til lovforslagets § 9,

stk. 1, er anført, at en forvaltningsmyndighed er berettiget til at anvende

sine beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe

oplysninger

i det omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om

der er tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet

kan

vurdere, om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er

fornødent grundlag

for at iværksætte strafferetlig efterforskning.

2.

Lovforslagets §

10, stk. 1, fastslår, at oplysningspligter i lovgivningen m.v. ikke gælder

for

en person i tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at vedkommende har

begået et strafbart forhold, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,

der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse.

Om udtrykket »konkret mistanke« i lovforslagets § 10, stk. 1, er

det i bemærkningerne til bestemmelsen bl.a. anført, at det som udgangspunkt

må

være afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være

grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at

tillægge

vedkommende en sigtets rettigheder.

I modsætning til lovforslagets § 9 skal § 10 bl.a. ses på

baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,

hvorefter

en person, som i konventionens forstand er anklaget for en forbrydelse, har

ret

til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive

tvunget

til at medvirke til at opklare den påståede forbrydelse, jf. bl.a. pkt.

4.2.2.

i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Når udtrykket »konkret mistanke« er valgt i lovforslagets § 10,

stk. 1, skal det bl.a. ses i sammen-hæng med, at der i forbindelse med

behandlingen af spørgsmålet om forbud mod selvinkriminering – herunder

bl.a.

betydningen af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention –

i

nyere lovgivningspraksis har været en tendens til at anvende dette eller

lignende udtryk om det mistankegrundlag, der skal foreligge, inden en

myndighed

kan være afskåret fra at pålægge en person pligt til at meddele visse

oplysninger. Der kan herved f.eks. henvises til forarbejderne til L 248/1999

forslag

til lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet

(Folketingstidende

1999-2000, tillæg A, s. 6896), L 106/2004 forslag til lov om ændring af

byggeloven og planloven og lov om statens byggevirksomhed (Folketingstidende

2003-04, tillæg A, s. 3784) samt L 145/2004 forslag til lov om skove

(Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 5278).

3.

Det forhold, at

der i § 9 og § 10 ikke anvendes en fuldstændig ens formulering af, hvilke

mistankegrundlag

der skal foreligge for at være »inde i« den enkelte bestemmelse, indebærer,

at

der kan være tilfælde, hvor der vil kunne foreligge en »konkret mistanke« i §

10’s forstand, uden at bestemmelsen i § 9 (endnu) finder anvendelse. I

lovforslagets bemærkninger til § 10 anføres det således bl.a.:

»At en myndighed fra

det tidspunkt, hvor der foreligger en konkret mistanke, som udgangspunkt ikke

længere kan anvende en oplysningspligt, er ikke i sig selv ensbetydende med,

at

myndigheden vil være afskåret fra at anvende andre kontrolbeføjelser,

herunder

tvangsindgreb, selv om dette sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger

til brug for behandlingen af spørgsmål om straf. Myndigheden vil således

– som

anført i bemærkningerne til lovforslagets § 9 – kunne gennemføre eller

fortsætte et kontrolbesøg, indtil der i givet fald er tilvejebragt visse

nærmere konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de

forhold, som mistanken angår, således at der foreligger oplysninger, som kan

danne grundlag for, at en person med rimelig grund mistænkes for at have

begået

en strafbar lovovertrædelse, jf. nærmere bemærkningerne til bestemmelsen i

lovforslagets § 9, stk. 1, ovenfor.

Der kan således efter

omstændighederne forekomme tilfælde, hvor en myndigheds beføjelser til at

anvende en oplysningspligt over for en mistænkt person ophører på et

tidligere

tidspunkt end det tidspunkt, hvor myndigheden må afstå fra at gennemføre

tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for en eventuel straffesag.

Hvis f.eks.

skattemyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg i en virksomhed

konstaterer, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i den

forbindelse

opstår en konkret mistanke om, at virksomheden har begået en strafbar

overtrædelse af afgiftslovgivningen, må skattemyndighederne afstå fra at

benytte en oplysningspligt over for den mistænkte med henblik på at

tilvejebringe

oplysninger, der kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse.

Skattemyndighederne vil imidlertid i det pågældende eksempel være berettiget

til at fortsætte kontrolbesøget, indtil der er foretaget en optælling af

antallet af ulovligt importerede varer og dermed tilvejebragt nærmere

konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af den ulovlige import,

som mistanken angår.«

Om myndighedernes adgang til at gennemføre og fortsætte

kontrolbesøg, selv om der foreligger et sådant mistankegrundlag, at

lovforslagets § 9 finder anvendelse, henvises i øvrigt til besvarelsen af

spørgsmål

nr. 15-18.

Spørgsmål 72:

Ministeren bedes bekræfte, at

lovforslaget ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på

Arbejdstilsynets område, og at kvaliteten af denne kontrol ikke forringes på

grund af lovforslaget.

Svar fra

beskæftigelsesministeren:

Det er min klare forventning, at alle de situationer, hvor det

er nødvendigt for Arbejdstilsynet at kunne fravige hovedreglen om varsling

senest 14 dage forud for tvangsindgrebets gennemførelse, er omfattet af

undtagelsesbestemmelserne i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1-5.

Det vil bl.a. gælde screeningsbesøg, jf. min besvarelse af S

4467 og S 4491 (bilag 19).

Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at tilsynsbesøg,

der hidtil er foregået uanmeldt, fremover vil skulle varsles, fordi besøget

ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne.

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at justitsministeren i

sit svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 47 og 51 har tilkendegivet, at hun

vil

fremsætte ændringsforslag med henblik på en afklaring af, hvordan der skal

forholdes med varsling i forhold til de såkaldte »blandede besøg«.

For så vidt angår § 9 om mistanke om en strafbar

lovovertrædelse, vil Arbejdstilsynet fortsat altid kunne gennemføre

tilsynsbesøget, når formålet er forvaltningsretligt, dvs. at kræve

lovliggørelse

af forhold, der er i strid med arbejdsmiljølovgivningen.

Allerede i dag aflægger Arbejdstilsynet ikke tilsynsbesøg med

henblik på indhentelse af beviser til straffesager, så loven vil på dette

punkt

ikke få betydning for Arbejdstilsynets kontrolmuligheder.

Arbejdstilsynet er som led i sin forvaltningsvirksomhed

forpligtet til at foretage en tilstrækkelig oplysning af sagerne med henblik

på

at kunne træffe afgørelse, fx i form af et påbud eller et forbud.

Efter bemærkningerne til § 10 finder bestemmelsen ikke

anvendelse, hvis det umiddelbart er hensigten alene at afgøre sagen

administrativt ved at udstede et forbud eller påbud. Hvis det senere viser

sig,

at der alligevel bør rejses straffesag, bliver det imidlertid igen relevant

at

iagttage § 10.

Jeg har i den forbindelse noteret mig, at justitsministeren i

sit svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 18 har tilkendegivet, at hun vil

fremsætte ændringsforslag, for så vidt angår muligheden for at indhente

oplysninger fra andre end den mistænkte.

§ 10 vurderes ikke at få betydning for Arbejdstilsynets mulighed

for at udstede administrative bødeforelæg, da bødeforelæg alene bygger på

Arbejdstilsynets egne iagttagelser, og dermed ikke på oplysninger fra den

mistænkte (arbejdsgiveren og eventuelt ansatte).

§ 10 vurderes heller ikke at få betydning for Arbejdstilsynets

muligheder for at indgive politianmeldelser, idet jeg skal bemærke, at

Arbejdstilsynet allerede er opmærksom på Menneske-retskonventionens regler om

selvinkriminering.

Det er herefter min vurdering, at lovforslaget om retssikkerhed

ikke vil indebære forringelser af Arbejdstilsynets muligheder for at udøve

sine

kontrolfunktioner på landets arbejdspladser.

Spørgsmål 74:

Vil ministeren redegøre for, om lovforslaget vil medføre en

forringelse af kontrollen på skatteområdet? Der henvises til henholdsvis

fødevareministerens svar på spørgsmål herom, jf. L 96 – bilag 29, som

klart

tager stilling til spørgsmålet om skatteministerens svar på spørgsmål 70, jf.

L

96 – bilag 99.

Svar fra skatteministeren:

Som jeg har gjort rede for i svaret på spørgsmål nr. 8 den 28.

april 2004, jf. L 96 – bilag 16, vil lovforslaget bl.a. indebære, at

skatte- og

afgiftsmyndighederne skal iagttage visse procedureregler, inden der foretages

en udgående kontrol af en skatte- og/eller afgiftspligtig virksomhed.

Lovfor-slaget vil også stille krav om et effektivt samarbejde med andre

myndigheder f.eks. i spørgsmålet om selvinkriminering.

Det lovgrundlag, som skatte- og afgiftsmyndighedernes

kontrolbeføjelser hviler på, herunder adgangen til uden retskendelse at

foretage kontrolbesøg i en virksomheds forretningslokaler, berøres imidlertid

ikke af lovforslaget, hvorfor skatte- og afgiftsmyndighederne efter min

opfattelse har de samme redskaber til at foretage kontrol – også efter

lovens vedtagelse.

Jeg forventer derfor ikke en forringelse af kontrolmulighederne på skatte- og

afgiftsområdet.

Spørgsmål 75:

I bemærkningerne til ministerens ændringsforslag, hvorefter

ordet »alene« udgår af lovforslagets § 9, stk. 2, er det anført, at forslaget

ikke vil ændre ved, at et tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund

til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan gennemføres med det formål

–

eller med bl.a. det formål – at tilvejebringe oplysninger til brug for

behandlingen af en straffesag. Kan ministeren i den forbindelse bekræfte, at

ændringsforslaget ikke begrænser myndighedernes adgang til med henblik på

varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver at foretage kontrolbesøg,

selv

om der er mistanke om et strafbart forhold.

Svar fra justitsministeren:

Justitsministeriet kan bekræfte, at hverken ændringsforslaget,

hvorefter ordet »alene« vil udgå af lovforslagets § 9, stk. 2, eller

bemærkningerne til ændringsforslaget vil begrænse myndighedernes mulighed for

efter lovforslagets § 9 at foretage kontrolbesøg i tilfælde, hvor der er

mistanke om et strafbart forhold.

Som det er anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18, kan en

forvaltningsmyndighed således – uanset at der er mistanke om en strafbar

lovovertrædelse – gennemføre et kontrolbesøg, hvis det er naturligt og

sagligt

begrundet som led i udførelsen af kontrol- og tilsynsopgaver.

Ændringsforslaget

indebærer ingen ændring heri.

Høringsnotat fra

justitsministeren:

Kommenteret høringsoversigt om Retssikkerhedskommissionens betænkning

nr. 1428/2003 om visse tvangsindgreb og oplysningspligter

1. Indledning

Justitsministeren har den 26. november 2003 fremsat forslag til

lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter (L 96). Som anført i pkt. 1 i lovforslagets almindelige

bemærkninger bygger lovforslaget på Retssikkerhedskommissionens betænkning

nr.

1428/2003 samt høringssvar over betænkningen.

Justitsministeriet har modtaget høringssvar over betænkningen

fra følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, Præsidenten

for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og

Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af

Politimestre

i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,

Advokatrådet,

Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &

Pension, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening,

Akademikernes Centralorganisation, Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets

Arbejdsgiverforeninger, COOP Danmark, Dansk Handel og Service, HTS

Interesseorganisationen, Forbrugerrådet, HORESTA, Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer, Danmarks Rederiforening og

Specialarbejderforbundet i Danmark.

2. Generelt

Advokatrådet, Coop

Danmark A/S, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiver-forening, Danmarks

Fiskeriforening, Dansk Industri, Forsikring & Pension, Landbrugsrådet og

Ledernes Hovedorganisation

giver generelt udtryk for en positiv holdning

til Retssikkerheds-kommissionens lovudkast.

Den Danske Dommerforening

har ikke generelle bemærkninger til betænkningen.

Præsidenten for

Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i

Ålborg, Præsidenten for Retten i Odense og Præsidenten for Retten i Roskilde

tilslutter

sig Den Danske Dommerforenings udtalelse.

Dommerfuldmægtigforeningen

tilslutter sig forslaget.

Forbrugerrådet, Institut

for Menneskerettigheder, Dansk Handel & Service, Realkreditrådet,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Foreningen af

Statsautoriserede Revisorer

har ikke bemærkninger til betænkningen.

Akademikernes

Centralorganisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, Funktionær-ernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

tilslutter sig mindretalsudtalelsen fra ét

medlem af kommissionen, der udtaler generel kritik af kommissionens lovudkast

(betænkningen s.

160f

).

Landsorganisationen i

Danmark (LO)

udtrykker generel kritik af kommissionens lovudkast og

vurderer, at kommissionens lovudkast ikke er forenelig med en række

bestemmelser i arbejdsmiljøloven, ILO konvention nr. 81 om arbejdstilsyn og

EUs

rammedirektiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring

af

arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.

Kommunernes

Landsforening, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune

tilslutter sig

den supplerende særudtalelse fra ét medlem af kommissionen (betænkningen s.

159f

).

Specialarbejderforbundet

i Danmark

finder, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil

forringe myndighedernes muligheder for at udøve tilsyns- og kontrolopgaver på

f.eks. det arbejdsmiljøretlige område og på Søfartsstyrelsens område.

Forbundet

finder endvidere, at kommissionen også burde have behandlet bl.a. spørgsmål

om

lovudkastets betydning for de enkelte lovområder, sølovens regler om

vidneforklaring, besætningsmedlemmers forklaringer til brug for

Søfartsstyrelsens

rapporter om ulykker på søen og den straffeprocessuelle anvendelse af

beviser,

der eventuelt tilvejebringes i strid med lovudkastets regler om varsling.

Dansk Industri og Dansk

Arbejdsgiverforening

tilslutter sig kommissionens betænkning og lovudkast,

men påpeger, at væsentlige retssikkerhedsmæssige emner ikke er blevet

inddraget

i kommissionens arbejde. Retssikkerhedskommissionen har således ikke haft

lejlighed til at diskutere anvendelsen af objektivt strafansvar og

administrative bødeforlæg inden for bl.a. arbejds-miljøområdet. Dansk

Industri

og Dansk Arbejdsgiverforening finder, at anvendelsen af disse

retsinstrumenter

er retssikkerhedsmæssigt betænkelig.

HTS – Handel, Transport

og Serviceerhvervene

finder, at kommissionen burde have haft til opgave at

analysere retssikkerhedsmæssige forhold i bred forstand, herunder bl.a.

arbejdsgivernes objektive strafansvar i arbejdsmiljøsager. Herved havde man

opnået forslag til en egentlig retssikkerhedsreform, der ikke kun omhandlede

visse formelle spørgsmål i forbindelse med administrative tvangsindgreb. HTS

finder desuden, at erhvervsorganisationerne i højere grad burde have været

inddraget i kommissionens arbejde. Herved kunne man have fået belyst,

hvorledes

reglerne opleves i praksis af virksomhederne. Efter HTSs opfattelse bør der

endvidere indføres adgang til rekurs i de tilfælde, hvor manglende

fremskaffelse af oplysninger eller manglende tilstedeværelse ved et

kontrolbesøg

i sig selv er strafsanktioneret i førstegangstilfælde. En sådan rekursadgang

vil ifølge HTS sikre, at virksomhedernes indsigelser bliver bedømt på et så

objektivt grundlag som muligt, og at myndighedernes praksis bliver ensartet.

Landbrugsrådet

beklager, at kommissoriets afgrænsning ikke har gjort det muligt at behandle

en

række relevante retssikkerhedsmæssige problemstillinger, herunder f.eks.

udendørs kontrol, kontrolbesøg i medfør af EU-retten, administrative bøder og

objektivt strafansvar. Landbrugsrådet anfører videre, at lovudkastet giver

mulighed for en række undtagelser til de retssikkerhedsmæssige tiltag.

Landbrugsrådet forventer, at disse undtagelser vil blive anvendt med

tilbageholdenhed.

Danmarks Fiskeriforening

beklager, at kommissionen ikke har inddraget tvangsindgreb, der gennemføres i

medfør af EU-retten, i kommissionens overvejelser. Regeringen bør efter

Fiskeriforeningens opfattelse arbejde for, at disse tvangsindgreb, der har

stor

betydning for fiskerierhvervet, lever op til intentionerne i kommissionens

lovudkast.

Advokatrådet

påpeger,

at betænkningen ikke indeholder overvejelser om forvaltningens adgang til at

meddele offentligheden oplysninger om resultatet af kontrolbesøg hos

virksomheder m.v. Efter Advokatrådets opfattelse er der behov for at

fastsætte

regler herom. Advokatrådet anbefaler desuden, at det endelige lovforslag

indeholder en redegørelse om, hvorvidt de nugældende regler om tvangsindgreb

og

oplysningspligter er i overensstemmelse med Danmarks internationale

forpligtelser.

Forsikring & Pension

påpeger, at de foreslåede regler om forudgående underretning af

virksomhederne

m.v. om forestående tvangsindgreb ikke bør føre til, at kravene til det

grundlag, hvorpå myndighederne træffer beslutning om gennemførelse af

tvangsindgreb, slækkes. Forsikring & Pension finder endvidere, at

opfyldelsen af målsætningen om øget retssikkerhed afhænger af, hvorledes

lovudkastets regler vil blive anvendt i praksis. Der bør derfor inden

gennemførelse af kommissionens lovudkast foretages en nøje analyse af

myndighedernes forventede praksis og fremgangsmåde samt en analyse af,

hvilken

betydning regelsættet vil få for effektiviteten og retshåndhævelsen.

Foreningen af

Politimestre i Danmark

finder, at der inden gennemførelse af kommissionens

forslag bør foretages en nøjere undersøgelse af lovforslagets betydning for

myndighedernes kontrolmuligheder. Der er således tale om et forslag til

lovgivning, der ikke kendes i de lande, som Danmark sædvanligvis sammenligner

sig med.

Af regeringsgrundlaget fra 2001 fremgår det, at regeringen vil

nedsætte en retssikkerheds-kommission med henblik på at forbedre borgernes og

virksomhedernes retssikkerhed i tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan

opnå

adgang til private boliger og virksomheder samt i tilfælde, hvor borgere og

virksomheder er forpligtet til at meddele visse oplysninger til det

offentlige.

På den baggrund nedsatte justitsministeren i februar 2002

Retssikkerhedskommissionen, der bl.a. fik til opgave at udarbejde udkast til

et

samlet regelsæt, der fastlægger retningslinjer for myndighedernes adfærd i

forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb af den omhandlede karakter, og

udarbejde udkast til regler, der kan afklare, hvilken nærmere retsstilling

borgeren har, og hvilke retsgarantier som skal gælde, hvis der i tilknytning

til myndighedernes virksomhed (f.eks. under gennemførelsen af et

kontrolbesøg)

opstår spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger har begået en

lovovertrædelse, som kan medføre straf.

Retssikkerhedskommissionen har ikke haft til opgave at behandle

andre spørgsmål f.eks. om objektivt strafansvar og administrative bødeforlæg

inden for arbejdsmiljølovgivningen. Om der eventuelt kan være behov for at

tage

sådanne spørgsmål op, må efter Justitsministeriets opfattelse vurderes i

andre

sammenhænge, herunder ved eventuelle overvejelser om lovgivningsinitiativer

inden for det enkelte forvaltningsområde.

For så vidt angår forvaltningens adgang til at meddele

offentligheden oplysninger, har kommissionen efter kommissoriet i relevant

omfang kunnet inddrage spørgsmål herom. Kommissionen har imidlertid ikke

fundet

anledning til at komme ind på dette spørgsmål. Som anført i pkt. 3.5.3 i

lovforslagets

almindelige bemærkninger er det Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål

om

offentliggørelse af resultater af kontrolbesøg mv. fortsat som udgangspunkt

bør

afgøres efter de almindelige regler om tavshedspligt, reglerne i

persondataloven og de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven.

I

det omfang der findes behov for at fastsætte yderligere regler om adgang til

at

offentliggøre sådanne oplysninger, må det således efter Justitsministeriets

opfattelse som hidtil ske i lovgivningen inden for det enkelte

forvaltningsområde.

Som anført i betænkningens pkt. 7.6.3.3.2.5.2 har kommissionen

ikke fundet, at myndighedernes beslutninger om tvangsindgreb skal kunne

påklages til anden administrativ myndighed. Kommissionen finder bl.a., at

indførelsen af en generel klageadgang alene vil have begrænset

retssikkerhedsmæssig

betydning, idet klageinstansen i en række tilfælde reelt ikke ville have

noget

at efterprøve (f.eks. hvis der er tale om en stikprøvekontrol).

Justitsministeriet er enig heri. Der henvises til pkt. 3.3.12 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Spørgsmål om udendørs kontrol og kontrolbesøg i medfør af

EU-retten er behandlet i henholdsvis pkt. 3.1.2.2 og pkt. 7 i lovforslagets

almindelige bemærkninger.

Som nævnt ovenfor har Advokatrådet anbefalet, at det endelige

lovforslag indeholder en redegørelse om, hvorvidt de nugældende regler om

tvangsindgreb og oplysningspligter er i overensstemmelse med Danmarks

internationale forpligtelser. Efter Justitsministeriets opfattelse er der

ikke

grundlag for at antage, at dansk lovgivning mv. om tvangsindgreb og

oplysningspligter er i strid med nugældende internationale forpligtelser,

herunder bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises i

øvrigt til pkt. 6.1 om gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Herudover kan Justitsministeriet oplyse, at danske forvaltningsmyndigheders

anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter i en række tilfælde sker på

grundlag af regler, der beror på EU-retlige eller andre internationale

forpligtelser. I sådanne tilfælde vil lovforslagets regler i fornødent omfang

vige med henblik på, at myndighederne kan leve op til disse forpligtelser.

Bl.a. på den baggrund kan det efter Justitsministeriets opfattelse ikke

antages, at lovforslagets regler vil være i strid med internationale

forpligtelser, herunder f.eks. ILO konvention nr. 81 om arbejdstilsyn eller

EU's rammedirektiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til

forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Der

henvises

til pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Justitsministeriet har inden lovforslagets fremsættelse haft

indgående drøftelser med en række ministerier om lovforslaget. Hertil kommer,

at der i begyndelsen af 2006 – dvs. når loven har været i kraft i et år

– vil

blive iværksat en evaluering af lovens nærmere betydning for myndighederne,

jf.

pkt. 9 i lovforslagets almindelige bemærkninger. På den baggrund finder

Justitsministeriet ikke, at der er behov for yderligere analyser af

lovforslagets betydning for myndighedernes kontrolmuligheder.

Særligt om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at der i lovforslaget

er taget højde for områdets særlige forhold. Der kan således henvises til

pkt.

3.3.9 og 3.3.10, hvoraf det fremgår, at arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, går

forud for lovforslagets regler om partshøring og begrundelse. Arbejdstilsynet

må således fortsat ikke over for en arbejdsgiver oplyse, at et kontrolbesøg

foretages som følge af en klage fra f.eks. en ansat. Der kan endvidere

henvises

til lovforslagets § 22, som indebærer, at ansatte fortsat vil have en

forpligtelse til at give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige

for udøvelsen af tilsynets kontrolvirksomhed. Der kan endelig henvises til

lovforslagets undtagelsesregler i § 5, stk. 4, der bl.a. indebærer, at

Arbejdstilsynets kontrolbesøg mv. fortsat kan gennemføres uvarslet, hvis

øjemedet med besøget ville forspildes ved forudgående underretning. Et

kontrolbesøg

kan endvidere ske uden forudgående underretning, hvis det f.eks. er

nødvendigt

af hensyn til de ansattes sikkerhed og sundhed.

Særligt om søfartsområdet bemærkes, at lovforslagets § 23

indebærer, at et skibs fører og maskinchef mv. fortsat vil have en

forpligtelse

til give Søfartsstyrelsen oplysninger om ansattes sikkerhed og sundhed om

bord.

Som anført i pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil økonomi-

og erhvervsministeren herudover efter drøftelse med justitsministeren

overveje,

om der kan være anledning til at foreslå ændringer i søfartslovgivningen, som

giver søfartsmyndighederne mulighed for i visse tilfælde at foretage

tvangsindgreb på skibe, selv om betingelserne i lovforslagets § 9 ikke er

opfyldt.

3. Adgangen til at foretage tvangsindgreb

HTS

finder, at

Retssikkerhedskommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har overvejet, om

eksisterende

hjemler til tvangsindgreb kan ophæves.

Dansk Industri

finder, at myndighederne i for mange tilfælde har hjemmel til at foretage

ransagning

af private hjem uden retskendelse. På den baggrund beklager Dansk Industri,

at

kommissionen ikke har anbefalet en ophævelse af konkrete

hjemmelsbestemmelser.

Frederiksberg Kommune

er

enig med Retssikkerhedskommissionen i, at der ikke bør indføres krav om

forudgående retskendelse i tilfælde, hvor tvangsindgreb er hjemlet af

kontrolhensyn eller som oplysningsmiddel (betænkningen side

113f

).

Som anført i pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger

har Retssikkerhedskommissionen i forbindelse med sit arbejde anmodet samtlige

ministerier om at oplyse, hvilke eksisterende bestemmelser på de enkelte

ministeriers område der giver forvaltningsmyndigheder adgang til uden for

strafferetsplejen og uden forudgående retskendelse at foretage tvangsindgreb

omfattet af grundlovens § 72. Kommissionen har endvidere anmodet om at få

oplyst, om bestemmelserne stadig må anses for påkrævede.

De hørte ministerier har – med ganske få undtagelser – vurderet,

at de omhandlede bestemmelser er nødvendige i deres eksisterende form.

Retssikkerhedskommissionen har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte denne

vurdering af behovet for de nævnte regler. Kommissionen henviser i den

forbindelse

til, at effektivitets- og systemhensyn er tungtvejende, og at

retssikkerhedshensynet bør varetages igennem processuelle regler.

Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at der

ikke er grundlag for at tilsidesætte de hørte myndigheders vurdering af

behovet

for bestemmelser, der hjemler adgang til at foretage tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen og uden retskendelse. Der henvises til pkt. 3.2.3 i

lovforslagets

almindelige bemærkninger.

4. Lovudkastets anvendelsesområde (§ 1)

Advokatrådet, Dansk

Industri

og Dansk

Arbejdsgiverforening

bemærker, at kommissionens overvejelser har været

begrænset til indgreb, der er omfattet af grundlovens § 72, herunder bl.a.

undersøgelse af husrum (indendørs ransagning).

Det anføres, at lovudkastets retssikkerhedsgarantier bør gælde uanset,

om en virksomheds aktiviteter foregår uden- eller indendørs.

Justitsministeriet har i pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets

almindelige bemærkninger behandlet spørgsmålet om, hvorvidt loven

anvendelsesområde bør omfatte tvangsindgreb, der ikke er omfattet af

grundlovens

§ 72, herunder bl.a. myndighedernes undersøgelse af udendørs aktiviteter.

Det fremgår heraf, at Justitsministeriet ikke finder, at

lovforslagets regler om gennemførelse af tvangsindgreb (lovforslagets kapitel

2) bør finde anvendelse på tvangsindgreb, der falder uden for grundlovens §

72.

Med hensyn til lovforslagets regler om borgernes og virksomhedernes

retsstilling i tilfælde, hvor der i tilknytning til forvaltningsmyndigheders

tvangsindgreb opstår spørgsmål om et strafbart forhold (lovforslagets kapitel

3), er det derimod Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet ikke

bør begrænses til de typer af indgreb, der er omfattet af grundlovens § 72.

Denne del af lovforslaget omfatter således bl.a. også kontrolbesøg i en

virksomheds udendørs lokaliteter. Der henvises nærmere til pkt. 3.1.2.2 i

lovforslagets almindelige bemærkninger.

HORESTA

finder, at

det bør præciseres i et eventuelt lovforslag, om offentligt tilgængelige

lokaler

som f.eks. restaurationslokaler er omfattet af de foreslåede regler.

Det fremgår af pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1 og 2, i

hvilket

omfang lovforslaget omfatter offentligt tilgængelige lokaler. Her anføres det

bl.a., at lovforslagets kapitel 2 (§2-8) ikke omfatter offentligt

tilgængelige

lokaler, hvorimod lovforslagets kapitel 3 (§ 9) omfatter visse lokaliteter,

hvortil der er almindelig offentlig adgang.

Datatilsynet

finder,

at det bør præciseres i bemærkningerne til lovforslaget, om de foreslåede

regler

også skal finde anvendelse på myndighedernes kontrol over for egne ansatte.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, at

bestemmelsen ikke omfatter foranstaltninger, som en offentlig

forvaltningsmyndighed

måtte være berettiget til at foretage i forhold til myndighedens

personale.

5. Gennemførelse af tvangsindgreb (§§ 2-8)

Landbrugsrådet

støtter kommissionens forslag. Rådet lægger navnlig vægt på, at kommissionens

forslag om varsling og begrundelse forud for myndighedernes kontrol- og

tilsynsbesøg gør det muligt at indpasse myndighedernes kontrolbesøg m.v. i

virksomhedernes dagligdag.

Ledernes

Hovedorganisation

støtter kommissionens forslag. Særligt finder

organisationen det positivt, at lovudkastet indeholder en lovfæstelse af

proportionalitetsprincippet samt regler om fremgangsmåden ved forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb.

Danmarks Fiskeriforening

lægger stor vægt på, at der i de enkelte sager om tvangsindgreb foretages en

konkret vurdering af proportionalitetsprincippet, og at princippet om

skånsomhed under myndighedernes gennemførelse af tvangsindgreb får et konkret

indhold i fremtiden.

Efter lovforslagets § 2 må tvangsindgreb kun anvendes, hvis

mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet

står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet

(proportionalitetsprincippet).

Lovforslagets § 7 indebærer, at tvangsindgreb skal foretages så

skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at

forårsage

ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet

for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til

unødig opsigt.

Danmarks Rederiforening

finder, at et effektivt og pålideligt Port State kontrolsystem forudsætter

hurtige og uvarslede inspektioner. Danmarks Rederiforening foreslår derfor en

modifikation til lovudkastets hovedregel om minimum 14 dages varsel om

kontrolbesøg m.v.

Efter lovforslagets § 5, stk. 1, skal parten senest 14 dage

inden gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb

underrettes om beslutningen. Denne frist kan imidlertid fraviges i medfør af

lovforslagets § 5, stk. 4, bl.a. hvis øjemedet med tvangsindgrebets

gennemførelse ville forspildes, såfremt forudgående underretning skulle

gives,

eller hvis forudgående underretning viser sig umulig eller uforholdsmæssig

vanskelig.

Foreningen af

Politimestre i Danmark

vurderer, at lovudkastets bestemmelser om fremgangsmåden

ved gennemførelse af tvangsindgreb vil vanskeliggøre politiets arbejde med

restaurationskontrol, og at antallet af kontroller i den forbindelse må

forventes at blive mindre.

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 1, stk. 1, at

bestemmelserne om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb

(lovforslagets §§ 2-8) ikke omfatter undersøgelse af lokaler, hvortil der er

almindelig offentlig adgang, herunder f.eks. restaurationslokaler.

Landsorganisationen i

Danmark (LO)

bemærker, at lovudkastets hovedregel om forudgående varsling

af myndighedernes tvangsindgreb betyder, at Arbejdstilsynets uanmeldte

kontrolbesøg fremover skal ske i henhold til lovudkastets undtagelsesregler.

LO

finder, at dette er et forkert signal at sende til virksomhederne, og at

Arbejdstilsynets kontrolvirksomhed som følge heraf kan blive mindre effektiv.

LO finder endvidere, at det bør fremgå udtrykkeligt af en eventuel lov, at

Arbejdstilsynet ikke over for en arbejdsgiver må oplyse, at et kontrolbesøg

foretages på baggrund af en klage fra en ansat m.v.

Med lovforslaget er der efter Justitsministeriets opfattelse

taget højde for, at myndighederne – herunder Arbejdstilsynet – også

fremover

kan foretage uanmeldte kontrolbesøg, hvor det vil være velbegrundet. F.eks.

kan

Arbejdstilsynet efter lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, gennemføre

kontrolbesøg

uden forudgående varsling, hvis øjemedet med besøget ville forspildes ved

forudgående underretning. Desuden indebærer lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 2,

at Arbejdstilsynet kan gennemføre kontrolbesøg uden forudgående underretning,

hvis afgørende hensyn til de ansattes sikkerhed og sundhed taler for det. Der

henvises nærmere til pkt. 3.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt

bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 4.

Som anført i pkt. 3.3.9 og 3.3.10.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger finder Justitsministeriet ligesom Retssikkerhedskommissionen, at

der på arbejdsmiljøområdet gør sig særlige forhold gældende, og at

Arbejdstilsynet derfor heller ikke fremover over for en arbejdsgiver må

oplyse,

at et kontrolbesøg skyldes en klage. Det forudsættes derfor i lovforslagets

bemærkninger, at arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, går forud for lovforslagets

regler om forudgående underretning. Justitsministeriet finder det ikke

nødvendigt, at dette skrives ind i selve lovteksten. Der henvises i øvrigt

til

bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 2.

Dansk Industri

foreslår, at arbejdsmiljølovens § 79 ændres. Bestemmelsen indebærer, at

Arbejdstilsynet

ikke over for arbejdsgiveren må oplyse, at et kontrolbesøg skyldes en klage.

Dansk Industri finder, at der i stedet skal foretages en konkret vurdering

af,

hvilke oplysninger om baggrunden for et kontrolbesøg der bør tilbageholdes.

Dansk Arbejdsgiverforening

foreslår, at

det som udgangspunkt kun skal være klagerens identitet, der ikke må oplyses

over for arbejdsgiveren.

Som anført umiddelbart ovenfor finder Justitsministeriet ligesom

Retssikkerhedskommissionen, at der på arbejdsmiljøområdet gør sig særlige

forhold gældende, og at Arbejdstilsynet derfor heller ikke fremover over for

en

arbejdsgiver bør kunne oplyse, at et kontrolbesøg skyldes en klage.

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

vurderer, at de foreslåede bestemmelser om

forudgående underretning om tvangsindgreb vil medføre en længere og mere

omfattende sagsbehandling, der kan forhale myndighedernes

kontrolforanstaltninger. Rådet finder, at formålet med

kontrolforanstaltningerne herved forspildes.

Som anført i pkt. 9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger

er det Justitsministeriets opfattelse, at myndighedernes arbejdsgange mv. vil

kunne omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt, der følger af

lovforslaget, vil kunne integreres i sagsbehandlingen uden mærkbart

merarbejde.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på,

at

en række

myndigheder allerede i dag i betydeligt omfang varsler tilsynsbesøg og

udarbejder notater om kontrolbesøg mv.,

at

lovforslaget i en række

tilfælde, hvor det er velbegrundet, giver mulighed for at fravige kravet om

forudgående underretning, og

at

myndighederne i vidt omfang vil kunne

benytte standardskrivelser m.v. i forbindelse med udfærdigelse af f.eks.

varslingsskrivelser.

HTS – Handel, Transport

og Serviceerhvervene

finder, at virksomhederne efterspørger en langt bedre

koordinering af de forskellige myndigheders kontrolbesøg, som kan være

ressourcekrævende for virksomhederne. I den forbindelse foreslår HTS en

tværministeriel koordineringsenhed og en lovfæstet pligt til for

myndighederne

i videst muligt omfang at gennemføre fælles kontrolbesøg. HTS lægger

endvidere

vægt på, at lovudkastets regel om forudgående varsling kun undtagelsesvis

fraviges.

Som anført i pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger

finder Justitsministeriet ligesom Retssikkerhedskommissionen, at hensynet til

såvel en effektiv kontrol som at udsætte berørte borgere og virksomheder for

mindst mulig gene taler form at de relevante myndigheder i videst muligt

omfang

har et indbyrdes samarbejde, der giver mulighed for at gennemføre fælles

kontrolbesøg. Et sådant samarbejde eksisterer allerede i dag på en række

forvaltningsområder. Som eksempel kan nævnes, at Told og Skat og

Arbejdsdirektoratet gennemføre fælles kontrolbesøg i virksomheder for at

kontrollere, om der udføres »sort« arbejde. Bl.a. på den baggrund finder

Justitsministeriet ikke grundlag for at foreslå oprettelse af en

tværministeriel koordineringsenhed eller indførelse af et pligtmæssigt

samarbejde.

Om adgangen til at anvende lovforslagets undtagelser til reglen

om forudgående underretning kan der bl.a. henvises til pkt. 3.3.9.2 i

lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det er anført, at

Justitsministeriet

forudsætter, at de

pågældende undtagelser kun anvendes i det omfang, det kan begrundes i de

hensyn, der er angivet i lovforslaget.

Advokatrådet

foreslår, at det indføjes i lovforslagets bemærkninger, at

proportiona-litetsprincippet tillige gælder, hvor princippet ikke er

udtrykkeligt fastsat. I modsat fald kan der være risiko for, at andre love,

der

ikke indeholder en lovfæstelse af proportionalitetsprincippet, fortolkes

således, at princippet ikke finder anvendelse. Efter Advokatrådets opfattelse

bør det desuden overvejes at indskrænke mulighederne for at fravige

lovudkastets hovedregel om forudgående underretning om myndighedernes

gennemførelse af tvangsindgreb. Advokatrådet finder således, at undtagelserne

til reglen om forudgående underretning er så bredt formuleret, at de

formentlig

blive hovedreglen. Endvidere foreslår Advokatrådet, at der bør beskikkes en

advokat, såfremt en myndighed agter at anvende tvangsindgreb over for en

mistænkt

person, og den pågældende ikke på forhånd kan underrettes herom, jf.

lovudkastets § 5, stk. 4. I den forbindelse henvises til retsplejelovens §§

784

og 785 om advokatbeskikkelse ved indgreb i meddelelses-hemmeligheden. Endelig

anfører Advokatrådet at lovudkastets § 6, stk. 2, om undtagelsesvis

fravigelse

af myndighedernes pligt til at forevise legitimation ikke kan tiltrædes. Det

må

efter rådets opfattelse ikke forekomme, at en offentlig myndighed under

udførelsen af et tvangsindgreb kan undlade at forevise legitimation.

Proportionalitetsprincippet er et almindelig anerkendt

forvaltningsretligt princip. Justitsministeriet finder derfor ikke anledning

til i lovforslagets bemærkninger at fremhæve, at proportiona-litetsprincippet

også gælder på andre lovgivningsområder, hvor princippet ikke er udtrykkeligt

fastsat.

Efter Justitsministeriets opfattelse er lovforslagets

undtagelsesbestemmelser i § 5, stk. 4, om fravigelse af bl.a.

underretningspligten udtryk for en hensigtsmæssig balance mellem en effektiv

kontrol

med virksomhederne mv. og den enkeltes retssikkerhed. Der henvises herved til

pkt. 3.3.9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå, at der

beskikkes en advokat, såfremt en myndighed agter at anvende tvangsindgreb

over

for en mistænkt person, og den pågældende ikke på forhånd underrettes herom.

Det bemærkes herved, at en myndighed efter lovforslaget kun kan foretage et

tvangsindgreb mod en mistænkt person, hvis der foreligger et samtykke, eller

hvis

tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger

til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. I

disse

tilfælde er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for

beskikkelse

af advokat. Er formålet med et tvangsindgreb at tilvejebringe oplysninger til

brug for behandlingen af en straffesag, vil retsplejelovens regler om

ransagning mv. finde anvendelse, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, herunder

bl.a.

retsplejelovens § 799, som giver mulighed for advokatbeskikkelse i de særlige

tilfælde, hvor der kan foretages hemmelig ransagning.

Justitsministeriet finder ligesom Retssikkerhedskommissionen, at

der i særlige tilfælde kan opstå situationer, hvor afgørende hensyn taler

for,

at en forvaltningsmyndighed kan undlade at fremvise legitimation. Som

eksempel

kan nævnes tilfælde, hvor en part udviser en truende adfærd. I lovforslagets

§

6, stk. 2, er det derfor fastsat, at forevisning af legitimation helt eller

delvist kan fraviges, hvis afgørende hensyn taler for det.

Frederiksberg Kommune

anfører, at proportionalitetsprincippet allerede i dag efterleves af

myndighederne, hvorfor kommissionens forslag om lovfæstelse af princippet er

uden betydning. Ligeledes finder kommunen, at det foreslåede krav til

myndigheder

om at foretage tvangsindgreb så skånsomt som muligt er uden betydning, idet

myndighedernes tvangsindgreb altid foretages så skånsomt som muligt. For så

vidt angår kommissionens forslag om underretning af virksomhederne m.v. forud

for et tvangsindgrebs gennemførelse, bemærker kommunen, at forslaget vil

medføre øget bureaukrati og mere sagsbehandling. Endelig anfører kommunen i

forbindelse med kommissionens forslag om udarbejdelse af rapporter ved

konstaterede lovovertrædelser, at der allerede i dag i vidt omfang udarbejdes

notater om tilsyns- og kontrolbesøg.

Som anført ovenfor er det Justitsministeriets opfattelse, at der

ikke er grundlag for at antage, at lovforslagets regler i kapitel 2 vil

medføre

et mærkbart merarbejde for forvaltningsmyndighederne.

6. Forholdet til strafferetsplejen ved

gennemførelse af tvangsindgreb (§ 9)

Advokatrådet

kan

tiltræde kommissionens forslag.

Specialarbejderforbundet

i Danmark

anfører, at forslaget er meget vidtgående.

Landsorganisationen i

Danmark (LO)

vurderer, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil

få alvorlige konsekvenser for Arbejdstilsynets mulighed for at forebygge

arbejdsskader og føre tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomheder m.v. De

foreslåede regler vil således medføre, at politiet må overtage undersøgelsen

af

arbejdsforholdene i tilfælde, hvor en ulykke kan føre til en straffesag.

Herved

kan Arbejdstilsynet ikke længere foretage en nærmere undersøgelse af det

strafbare

forhold f.eks. med henblik på udstedelse af påbud m.v. Arbejdstilsynet vil

endvidere

efter lovudkastet være afskåret fra at sikre relevante beviser f.eks.

fotografiske optegnelser. Konsekvensen bliver et mindre effektivt tilsyn,

hvilket på det arbejdsmiljøretlige område vil indebære en forringelse af de

ansattes sikkerhed og sundhed.

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

finder, at kommissionens forslag vil begrænse og

besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og

kontrolopgaver.

Politiforbundet

finder det paradoksalt, at en særmyndighed efter lovudkastet må indsamle

oplysninger

til brug for udstedelse af forbud og påbud, men ikke må indsamle oplysninger

til brug for en eventuel straffesag.

Rigsadvokaten og

Rigspolitichefen

bemærker, at politiet ikke altid vil have mandskab til

uden forudgående varsel at rykke ud og bistå særmyndigheder ved kontrolbesøg

m.v., hvor der er opstået mistanke om et strafbart forhold, og hvor der er

behov for at fortsætte undersøgelsen på stedet eller beslaglægge

bevismateriale.

Frederiksberg Kommune

finder, at den foreslåede bestemmelse vil give anledning til mange

tvivlsspørgsmål og vil vanskeliggøre den daglige administration af reglerne

om

tilsyns- og kontrolbesøg. Eksempelvis kan det være vanskeligt at afgøre,

hvornår en person må anses for »mistænkt« i lovens forstand. Tvivlstilfælde

vil

enten skulle vurderes af en kommunal jurist med kendskab til straffe- og

særlovgivningen eller af politi og anklagemyndighed. Endelig synes

kommissionens forslag at få den konsekvens, at kommunen ikke i form af et

kontrolbesøg kan følge op på et tidligere påbud om lovliggørelse af strafbare

forhold, idet den pågældende virksomhed m.v. med rimelig grund kan mistænkes

for at have begået en strafbar lovovertrædelse.

Københavns Kommune

vurderer,

at de foreslåede procedureregler bl.a. på bygge- og teknikområdet kan medføre

en reduktion af tilsynet med nybyggeri med deraf følgende betydelig risiko

for

fejl og byggeskader. På skatteområdet må det antages, at mulighederne for

afdækning af skattesnyd bliver væsentligt forringet.

Som anført i pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger

foreslår kommissionens flertal en bestemmelse (lovforslagets § 9), hvorefter

en

forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor en person i overensstemmelse med det

anførte med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,

kun vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden for

strafferetsplejen, i det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf.

Det bagvedliggende synspunkt er, at anvendelsen af et

tvangsindgreb i tilfælde, hvor der foreligger en sådan mistanke, og hvor

formålet er at tilvejebringe oplysninger til en straffesag, i stedet bør ske

efter reglerne i retsplejeloven, som netop tilsigter at varetage de særlige

retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når en person mistænkes

for

at have begået et strafbart forhold.

På den baggrund indebærer lovforslagets § 9, at myndighederne

ikke vil kunne foretage et kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed er at

tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag. Derimod kan

myndighederne

også i tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have

begået

et strafbart forhold, uden inddragelse af politiet gennemføre eller fortsætte

et tvangsindgreb og dermed tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold,

som mistanken omfatter, hvis formålet er at tilvejebringe oplysningerne til

brug for andet end fastsættelse af straf.

En myndighed kan således – selv om der foreligger rimelig grund

til mistanke om et strafbart forhold – uden inddragelse af politiet

gennemføre

eller fortsætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb og dermed

tilvejebringe oplysninger, der vedrører det mulige strafbare forhold, hvis

formålet alene er at tilvejebringe oplysningerne til brug for f.eks.

spørgsmål

om udstedelse af et påbud eller forbud i medfør af lovgivningen på det

enkelte

område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en tilladelse m.v., eller andre

spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af straf.

Hvis formålet ikke er at tilvejebringe oplysninger til brug for

en straffesag, kan administrative myndigheder derfor i forbindelse med

varetagelse af deres tilsyns- og kontrolopgaver mv. uden inddragelse af

politiet foretage kontrolbesøg og andre tvangsindgreb, uanset at der hermed

tilvejebringes oplysninger, som også vil have betydning for behandling af

eventuelle spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens

vurdering af, om der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for

en

videre strafferetlig forfølgning af sagen.

Det er således f.eks. ikke korrekt, at lovforslaget inden for

anvendelsesområdet skulle indebære, at politiet må overtage undersøgelsen af

f.eks. arbejdsforholdene i alle tilfælde, hvor en ulykke kan føre til en

straffesag.

På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at

lovforslaget vil medføre, at tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt

omfang

uden inddragelse af politiet kan gennemføre kontrolbesøg og andre

tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om et

strafbart forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen

på

det enkelte område i almindelighed have til opgave at varetage en række

opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf, og lovforslaget vil

som

anført ikke være til hinder for at gennemføre tvangsindgreb, hvor formålet

alene er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver mv.

Lovforslaget vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til

at gennemføre tvangsindgreb. Der er med lovforslaget ikke noget til hinder

for,

at den pågældende tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt

med det formål at behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I

overensstemmelse hermed lægges der ikke med lovforslaget op til nogen ændring

af den praksis, der eksisterer på de enkelte områder med hensyn til

arbejdsfordelingen mellem tilsynsmyndigheder mv. og politiet. Også i de

tilfælde, hvor lovforslaget vil afskære en tilsynsmyndighed fra selv at

foretage et tvangsindgreb – og hvor et tvangsindgreb derfor i givet fald

skal forestås

af politiet (ofte med rettens godkendelse) efter reglerne i retsplejeloven

–

forudsættes det således, at der ikke sker nogen forskydning af den øvrige

arbejdsfordeling mellem tilsynsmyndighederne mv. og politiet.

Det forhold, at spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i

visse tilfælde skal overlades til politiet, bør derfor ikke i almindelighed

medføre ændringer med hensyn til, i hvilket omfang de forskellige

tilsynsmyndigheder mv. – efter den praksis, der gælder på det enkelte

område

–

f.eks. undersøger og forbereder en

sag, inden sagen eventuelt overgives til politiet med henblik på

stillingtagen

til, om der skal rejses tiltale. Det bemærkes herved, at det ofte vil være

tilsynsmyndighederne, der besidder den særlige faglige ekspertise, som der er

behov for ved behandling af straffesager om overtrædelse af lovgivningen på

det

enkelte forvaltningsområde. Af den grund forudsættes det også, at politiet i

tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter lovforslaget kun kan gennemføres efter

reglerne i retsplejeloven, normalt vil skulle være ledsaget af repræsentanter

for vedkommende tilsynsmyndighed mv. Endvidere vil sagen i disse tilfælde,

når

tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det på

det

enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende

kontrolmyndighed

mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af spørgsmål, der vedrører

eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.

7. Retten til ikke at inkriminere sig selv

m.v. (§ 10)

Advokatrådet

kan

tiltræde kommissionens forslag.

Landsorganisationen i

Danmark (LO)

kan ikke støtte, at lovudkastets bestemmelse om forbud mod

selvinkriminering afskærer Arbejdstilsynet fra at afkræve ansatte oplysninger

i

tilfælde, hvor en arbejdsgiver er mistænkt for en strafbar lovovertrædelse.

Som anført i pkt. 4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger

vil der fortsat inden for arbejdsmiljøområdet være mulighed for – også i

tilfælde, hvor virksomheden som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse

af

reglerne på området – at anvende en oplysningspligt i forhold til

ansatte, hvis

formålet hermed alene er at tilvejebringe oplysninger til brug for udførelsen

af tilsyns – og kontrolopgaver. Der henvises til lovforslagets § 22 og

bemærkningerne hertil.

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

finder det unødvendigt at give juridiske personer

ret til at undlade at udtale sig. Det burde være tilstrækkeligt at give

enkeltpersoner i den juridiske persons ledelse ret til at undlade at give

oplysninger, såfremt vedkommende risikerer at pådrage sig et personligt

strafansvar for en lovovertrædelse, som den juridiske person tillige kan

drages

til ansvar for.

Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i lovforslagets almindelige

bemærkninger, foreslår Retssikkerheds-kommission, at begrænsningerne i

adgangen

til at håndhæve oplysningspligter skal gælde, hvad enten den mistænkte er en

enkeltperson eller en juridisk person. I den forbindelse har kommissionen

lagt

vægt på, at hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle regler har samme

vægt, hvad enten mistanken er rettet mod en fysisk eller juridisk person.

Hertil kommer, at det ikke kan afvises, at Den Europæiske

Menneskerettighedskonventions artikel 6 skal fortolkes således, at

bestemmelsen

også beskytter juridiske personer mod selvinkriminering.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Retssikkerhedskommissionens

synspunkter. Der henvises til pkt.4.3.4 i lovforslagets almindelige

bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 10, stk. 1.

Finansrådet

foreslår,

at der i et eventuelt lovforslag indføjes en regel om, at

forvaltningsmyndigheder,

der handler uden for strafferetsplejen, skal indhente en persons samtykke

til,

at oplysninger indhentes hos en virksomhed eller pengeinstitut, eller at

myndighederne skal forsøge at tilvejebringe oplysninger på anden måde.

Finansrådet anfører, at den øvrige lovgivning indeholder eksempler på sådanne

adfærdsregler.

Som anført i pkt. 4.2.3 og 4.3.3 i lovforslagets almindelige

bemærkninger lægger kommissionen ligesom Justitsministeriet vægt på, at

forslaget ikke er til hinder for, at en myndighed fortsat over for andre end

den mistænkte kan anvende regler om oplysningspligt, såfremt oplysningerne

søges tilvejebragt med henblik på varetagelse af opgaver uden for

strafferetsplejen. Justitsministeriet finder således, at hensynet til en

effektiv kontrol taler for, at forvaltningsmyndighederne ikke have indhente

en

persons samtykke til, at oplysninger inden for de anførte rammer indhentes

hos

en virksomhed eller et pengeinstitut mv., såfremt der i øvrigt er hjemmel

hertil i lovgivningen på det enkelte område.

Rigsadvokaten

peger

på en række områder, hvor særlige hensyn kan gøre sig gældende, og hvor det

på

den baggrund kan overvejes at fravige kommissionens forslag til regler om

retten til ikke at afgive oplysninger. I den forbindelse peges på

færdselslovens §§ 9, stk. 2, 54, stk. 4 og 65, stk. 1, samt straffelovens §§

141 og 143.

Efter færdselslovens § 9, stk. 2, har den, der har forvoldt

visse person- og ejendomsskader mv., pligt til at underrette politiet.

Færdselslovens § 54, stk. 4, indebærer, at værten på et serveringssted eller

dennes medhjælper, der har grund til at antage, at en kunde ikke er i stand

til

at føre et køretøj mv., har pligt til – eventuelt ved tilkaldelse af

politiet –

at søge at hindre den pågældende kunde i at føre et køretøj. Efter

straffelovens § 141, har den, som er vidende om at visse forbrydelser

tilsigtes

begået, pligt til at foretager forebyggelseshandlinger, herunder om fornødent

kontakte rette myndighed.

Ved afgivelsen af oplysninger efter de pågældende bestemmelser

vil der i almindelighed ikke foreligge en konkret mistanke hos myndigheden

(politiet) om en strafbar lovovertrædelse. Herudover vedrører de nævnte

bestemmelser oplysninger, der i almindelighed søges tilvejebragt til brug for

behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. På den baggrund er

det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslagets § 10 ikke vil få

praktisk

betydning for anvendelsen af de pågældende bestemmelser.

Straffelovens § 143 indebærer i visse tilfælde en pligt til at

oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en for en alvorlig

forbrydelse

sigtet eller dømt person er uskyldig. Justitsministeriet er enig med

Rigsadvokaten i, at der kan rejses et særligt spørgsmål om forholdet mellem

lovforslagets § 10 og straffelovens § 143. I den forbindelse forudsættes det,

at lovforslagets § 10 ikke vil ændre anvendelsesområdet for den pågældende

bestemmelse.

For så vidt angår færdselslovens § 65, stk. 1, om pligt til

oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet, henvises

nærmere

til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt bemærkningerne

til

lovforslagets § 10, stk. 1. Heraf fremgår det, at færdselslovens § 65, stk.

1,

går forud for lovforslagets § 10, stk. 1.

Specialarbejderforbundet

i Danmark

anfører, at kommissions forslag er meget vidtgående.

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

finder, at kommissionens forslag vil begrænse og

besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og

kontrolopgaver.

Datatilsynet

vurderer, at tilsynet vil være nødt til at justere sin praksis og være mere

tilbageholdende med at søge tilsynets sager oplyst også i den indledende

fase,

hvis den foreslåede regel i lovudkastets § 10, stk. 1, vedtages uændret.

Konsekvensen kan blive, at Datatilsynet i stedet vil foretage

politianmeldelse

med henblik på at få sagerne tilstrækkeligt belyst, og at sagerne vil blive

trukket unødigt i langdrag. Herudover anfører Datatilsynet, at det kan

forekomme mindre hensigtsmæssigt – også for den mistænkte – at

samtykke efter §

10, stk. 3, til at afgive oplysninger skal gives skriftligt.

Københavns Kommune

finder, at reglerne om selvinkriminering kan få utilsigtede konsekvenser,

dels

fordi reglerne efterlader mange tvivlsspørgsmål, dels fordi myndighederne i

stort omfang er nødt til at inddrage politi og anklagemyndighed.

Frederiksberg Kommune

finder, at bestemmelsen vil give anledning til mange tvivlsspørgsmål og i høj

grad vanskeliggøre den daglige administration af reglerne om tilsyns- og

kontrolbesøg. I mange tilfælde vil det således kræve speciel juridisk viden

at

afgøre, om en person må anses for »mistænkt« i lovens forstand, og i

tvivlstilfælde vil kommunen skulle indhente en vurdering fra politi og

anklagemyndighed.

Som anført i pkt. 4.2.2 og 4.3.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger finder Retssikkerhedskommissionen ligesom Justitsministeriet, at

der bør indføres en bestemmelse i lovgivningen, som – i lyset af artikel

6 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den retspraksis, der knytter

sig

til denne bestemmelse – fastslår, at en person, som mistænkes for at

have

begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller anden sanktion, som må

sidestilles med straf, ikke har pligt til at meddele oplysninger til en

offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de

oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af

den

formodede lovovertrædelse.

Som begrundelse for en sådan bestemmelse henviser flertallet til

den retspraksis om det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a.

kan

støttes på Den Europæiske Menneskeret-tighedskonvention. Herudover finder

flertallet, at også hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler taler

for, at der bør gælde begrænsninger for myndighedernes anvendelse af

bestemmelser

i lovgivningen om oplysningspligt over for personer mv., som mistænkes for at

have begået en strafbar handling. Inden for strafferetsplejen har en mistænkt

eller tiltalt person således ikke pligt til at afgive forklaring, jf.

retsplejelovens §§ 171 og 752.

Kommissionen anfører endvidere i overensstemmelse med

Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1,

om begrænsninger i adgangen til at anvende oplysningspligter må antages at

svare til, hvad der i dag er den gældende retstilstand på en lang række

forvaltnings-områder.

Som anført i pkt. 4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger

foreslår Retssikkerhedskom-missionen desuden en bestemmelse, hvorefter andre

end den mistænkte alene har pligt til i sager, hvor der indgår en mistænkt

person, at meddele oplysninger, i det omfang myndigheden indhenter

oplysningerne med henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse

af straf.

Retssikkerhedskommissionen og Justitsministeriet finder således,

at hensynet til at imødegå omgåelse af strafferetsplejens regler indebærer,

at

offentlige forvaltningsmyndigheder bør være afskåret fra at anvende regler

uden

for strafferetsplejen om oplysningspligt mv. over for andre end den

mistænkte,

hvis oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på behandlingen af

spørgsmål

om straf. Der henvises til pkt. 4.2.3 og 4.3.3 i lovforslagets almindelige

bemærkninger samt lovforslagets § 10, stk. 2.

Som anført i pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger

forudsættes det, at det i almindelighed er den pågældende myndighed selv, der

foretager vurderingen af mistankekravet i § 10. I bemærkningerne til den

foreslåede bestemmelse er der redegjort for en række forhold, der vil kunne

indgå i den konkrete vurdering af, om der i det enkelte tilfælde er konkret

mistanke om et strafbart forhold.

8. Benyttelse af oplysninger som bevis i en

straffesag (§ 11)

Coop Danmark A/S, Den

Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark,

Politifuldmægtigforeningen, Landsorganisationen i Danmark, Rigsadvokaten,

Datatilsynet, Rigspolitichefen, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten

for

Vestre Landsret og Domstolsstyrelsen

kan tilslutte sig opfattelsen hos det

mindretal i Retssikkerhedskommissionen, der ikke finder, at lovudkastets § 11

om benyttelse af oplysninger som bevis i en straffesag bør medtages i en ny

lov

(betænkningen side 154ff).

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd

finder, at kommissionens forslag vil begrænse og

besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og

kontrolopgaver.

Advokatrådet

kan

fuldt ud tiltræde kommissionens forslag.

Kommissionens flertal foreslår en bestemmelse, der begrænser

adgangen til at anvende oplysninger som bevis i en straffesag, hvis

oplysningerne på et tidspunkt efter, at der er opstået mistanke om et

strafbart

forhold, er tilvejebragt i forbindelse med gennemførelse af et tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen eller ved anvendelsen af regler om

oplysningspligt.

Sådanne oplysninger skal således ikke kunne anvendes som bevis, hvis retten

efter en konkret vurdering finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.

Et mindretal i kommissionen (fem medlemmer) kan ikke tilslutte

sig den foreslåede bestemmelse. Fire medlemmer anfører i den forbindelse

bl.a.,

at der ikke er grund til at hindre, at anklagemyndigheden fremlægger beviser

i

en straffesag, hvis der ikke er noget at bebrejde forvaltningsmyndigheden i

forbindelse med fremskaffelsen af oplysninger, der viser sig at kunne

anvendes

i en straffesag.

Som følge af de betænkeligheder, som dette mindretal har anført,

har Justitsministeriet nøje overvejet, om flertallets forslag om en

begrænsning

i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i straffesager bør

medtages i lovforslaget.

Efter en samlet afvejning finder Justitsministeriet ikke, at

flertallets forslag bør medtages. Justitsministeriet finder således –

ligesom

kommissionens flertal er inde på i betænkningen – at man kan have

forståelse

for en række af de principielle betænkeligheder, som mindretallet har givet

udtryk for i kommissionen. Hertil kommer, at domstolene og anklagemyndigheden

i

deres høringssvar over betænkningen giver udtryk for tilsvarende

betænkeligheder ved denne del af lovforslaget.

Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at den manglende

lovfæstelse af flertallets forslag ikke betyder, at anklagemyndigheden i alle

tilfælde kan anvende lovligt tilvejebragte oplysninger som bevis i

straffesager. I den forbindelse kan der henvises til pkt. 6.1 i lovforslagets

almindelige bemærkninger, hvor det er omtalt, at Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention i praksis er blevet fortolket således, at også

lovligt tilvejebragte oplysninger i visse særlige tilfælde bør afskæres som

bevis i en straffesag.

Justitsministeriet vil samtidig anmode Rigsadvokaten om ved

udgangen af 2006 at vurdere, i hvilket omfang anvendelsen i straffesager af

bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for

strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i

praksis. I lyset heraf vil der eventuelt være behov for på ny at overveje den

omhandlede problemstilling.

9. Økonomiske konsekvenser

Foreningen af

Politimestre i Danmark

vurderer, at lovforslaget vil medføre et forøget

antal sager hos politiet. En fastholdelse af det nuværende kontrolniveau

forudsætter

derfor tilførsel af et betydeligt antal jurister til anklagemyndigheden.

Foreningen bemærker herudover, at det ikke vil kunne forventes, at der altid

vil være politimæssige ressourcer til rådighed med henblik på øjeblikkelig

bevissikring og ransagning.

Politifuldmægtigforeningen

forventer, at lovforslagets regler om tvangsindgreb vil medføre et øget

ressourceforbrug hos politi, anklagemyndighed og domstolene.

Landbrugsrådet

lægger

til grund, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast finansieres af

offentlige midler. Rådet kan ikke acceptere brugerbetaling.

Coop Danmark A/S

finder,

at Retssikkerhedskommissionens forslag vil være ressourcekrævende for alle

berørte myndigheder.

Funktionærernes og

Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)

vurderer, at kommissionens forslag

nødvendiggør en ikke uvæsentlig tilførsel af ressourcer til de berørte

myndigheder. I den forbindelse er det FTFs opfattelse, at der bør foretages

en

vurdering af myndighedernes økonomiske behov, og at dette behov dækkes af en

merbevilling.

Danmarks Fiskeriforening

antager, at kontrollernes effektivitet kan opretholdes ved en omlægning af

myndighedernes kontrol.

HORESTA

bemærker, at

kommissionen giver udtryk for, at myndighederne i forbindelse med

kontrolbesøg

m.v. allerede i dag iagttager de forvaltningsretlige principper og i vidt

omfang varsler tvangsindgreb. På den baggrund finder HORESTA, at

kommissionens

forslag om forudgående varsling vil være unødvendigt ressourcekrævende for

myndighederne. Det anbefales, at man i stedet tilstræber en øget samordning

mellem myndighederne.

Landsorganisationen i

Danmark (LO)

vurderer, at Arbejdstilsynets arbejde efter en gennemførelse

af kommissionens lovudkast vil blive mere bureaukratisk og ikke mindst

omkostningskrævende.

Politiforbundet

vurderer,

at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil medføre et ikke

ubetydeligt

merarbejde i forbindelse med myndighedskontrollen inden for f.eks. fødevare-,

arbejdsmiljø-

og miljøområdet.

Rigsadvokaten

vurderer, at det ikke kan undgås, at et stort antal sager forskydes fra

behandling hos særmyndighederne til politi og anklagemyndighed, hvis det

hidtidige omfang af særmyndighedernes kontrol skal opretholdes uændret. I den

forbindelse anfører Rigsadvokaten, at flere sager vil blive indledt ved

politi

og anklagemyndighed frem for hos særmyndighederne, fordi en formodning om et

strafbart forhold ikke kan udelukkes. Det bemærkes herudover, at den

manglende

mulighed for, at særmyndighederne kan fuldføre et tilsynsbesøg f.eks. på en

virksomhed, hvis der opstår en konkret mistanke om et strafbart forhold, vil

medføre, at politiet i videre omfang end hidtil tilkaldes for at bistå ved

yderligere undersøgelse og eventuel beslaglæggelse af bevismateriale m.v.

Sådanne sager vil tillige belaste anklagemyndigheden, der indbringer sager om

ransagning og beslaglæggelse for retten.

Rigspolitichefen

anfører, at en gennemførelse af forslaget utvivlsomt vil medføre en øget

ressourcebelastning

af politi og anklagemyndighed, fordi der vil ske en forskydning af

opgavefordelingen

mellem kontrolmyndighederne på den side og politi og anklagemyndighed på den

anden side. Såfremt der ikke i forbindelse med lovforslagets ikrafttræden

tilføres politi og anklagemyndighed ressourcer, bør der iværksættes en

kortvarig evaluerings- og registreringsordning af medbelastningen med henblik

på en nødvendig ressourcetilførsel til politi og anklagemyndighed.

Kommunernes Landsforening

anfører, at kommissionens lovudkast vil medføre merudgifter på det kommunale

område.

Frederiksberg Kommune

vurderer, at der kan blive tale om mindre kontrol, hvis ikke kommunen

tilføres

ressourcer i forbindelse med forslagets gennemførelse. Kommunen finder

endvidere, at kommissionens forslag kan medføre en forskydning af opgaverne

mellem kommuner og politi.

Københavns Kommune

vurderer,

at de foreslåede regler vil medføre et meget stort merforbrug af ressourcer,

som må tilføres kommunen. Københavns Kommune vil derfor fremsætte krav om

kompensation, såfremt kommissionens lovudkast gennemføres.

Det vurderes, at myndighedernes arbejdsgange mv. vil kunne

omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt, som lovforslaget medfører,

vil

kunne integreres i sagsbehandlingen uden mærkbart merarbejde og dermed

væsentlige merudgifter til følge. Justitsministeriet lægger i den forbindelse

bl.a. vægt på,

at

en række myndigheder allerede i dag i betydeligt

omfang varsler tilsynsbesøg og udarbejder notater om kontrolbesøg m.v.,

at

lovforslaget i en række tilfælde, hvor det er velbegrundet, giver mulighed

for

at fravige kravet om forudgående underretning, og

at

myndighederne i

vidt omfang vil kunne benytte standardskrivelser mv. i forbindelse med

udfærdigelse af f.eks. varslingsskrivelser.

Samtidig med at lovforslaget skaber grundlag for større

retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og

oplysningspligter, lægger regeringen stor vægt på, at der fortsat vil være en

effektiv kontrol med overholdelsen af lovgivningen på de enkelte områder.

Der kan i den forbindelse peges på, at kontrollens effektivitet

ikke kun afhænger af antallet af f.eks. stikprøvevise kontrolbesøg. Det er

lige

så vigtigt, at der sker en målrettet planlægning af den samlede

kontrolindsats

med henblik på inden for det enkelte område bl.a. at kunne rette speciel

fokus

mod brancher, virksomheder mv., hvor der generelt vurderes at være en særlig

risiko for manglende overholdelse af lovgivningen. Med den generelle

regulering, som der lægges op til, og som vil stille en række krav til nye

eller ændrede arbejdsgange, vil lovforslaget kunne bidrage til, at den

enkelte

myndighed i endnu højere grad er opmærksom på, hvordan den samlede

kontrolindsats tilrettelægges.

Indførelsen af nye, almindelige regler om fremgangsmåden ved

myndighedernes kontrolbesøg vil i nogle tilfælde også kunne medvirke til at

sikre kvaliteten af det enkelte kontrolbesøg – herunder ved, at berørte

virksomheder gennem den foreslåede hovedregel om forudgående underretning vil

kunne være forberedt på et kontrolbesøg, således at bl.a. de personer i

virksomheden, som kan være til hjælp ved myndighedens kontrol af

regnskabsoplysninger, tekniske installationer mv., er til stede i

virksomheden

på det tidspunkt, hvor myndigheden foretager kontrolbesøget.

Det er tvivlsomt, om – og i givet fald i hvilket omfang –

lovforslaget vil medføre merudgifter for myndighederne, da det vil afhænge

af,

om de praktiske arbejdsgange omlægges som forventet. Som følge af denne

usikkerhed vil der i begyndelsen af 2006 blive iværksat en evaluering med

henblik på at identificere eventuelle merudgifter.

Der henvises i øvrigt til pkt. 9 i lovforslagets almindelige

bemærkninger.

Fødevareudvalgets

spørgsmål 126 til fødevareministeren:

Ministeren bedes bekræfte, at lovforslaget om retssikkerhed på

kontrolområdet (L 96) ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på

fødevareområdet.

Svar:

Jeg har i mit svar til udvalget på spørgsmål 70 (Alm. del –

bilag 285) og i forbindelse med besvarelse af spørgsmål G (Alm. del –

bilag

245) i samråd den 21. januar 2004 givet en redegørelse for, hvilke

konsekvenser

L 96 vil få for omfanget og kvaliteten af fødevarekontrollen.

Jeg vil gerne understrege, at det er min klare forventning, at

alle de situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarekontrollen at kunne

fravige hovedreglen om varsling senest 14 dage forud for tvangsindgrebets

gennemførelse, er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 5, stk. 4, nr. 1-

5.

Fødevarekontrollen er – ligesom den øvrige kontrol på

Fødevareministeriets område – i meget vidt omfang baseret på EU-regler,

hvorefter kontrollen skal være uanmeldt. Hertil kommer, at formålet med

kontrollen som oftest ville forspildes, hvis kontrollen blev varslet på

forhånd. Der er i § 5, stk. 4, taget højde for blandt andre sådanne

situationer.

Det kan ikke på forhånd udelukkes, at der kan opstå enkelte

situationer, hvor kontrolbesøget hidtil er foregået uanmeldt, men hvor der

fremover vil skulle varsles, fordi forholdet ikke er omfattet af

undtagelsesbestemmelserne. Der forventes imidlertid ikke at blive tale om

nogen

nævneværdig stigning i antallet af forhåndsanmeldte tilsyn set ud fra det

nuværende samlede antal kontroltimer.

I de mistankesituationer, der er omfattet af § 9, vil

myndighederne fortsat altid kunne gennemføre kontrollen, når formålet er at

foretage administrative foranstaltninger såsom at nedlægge forbud eller give

påbud. Det vil kun være nødvendigt at overlade sagen til politiet i de meget

sjældne situationer, hvor formålet med tvangsindgrebet er at skaffe beviser

til

en straffesag.

§ 10 vedrører spørgsmålet om håndhævelse af oplysningspligter,

når der foreligger en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en

juridisk

person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, og vedkommende

ikke selv samtykker i at afgive oplysningerne eller giver samtykke til, at de

indhentes hos andre. Efter bemærkningerne finder bestemmelsen ikke

anvendelse,

hvis det umiddelbart er hensigten alene at afgøre sagen administrativt ved at

udstede et forbud eller påbud. Hvis det senere viser sig, at der alligevel

bør

rejses straffesag, bliver det imidlertid igen relevant at iagttage § 10.

Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 70, kan det være

vanskeligt for kontrollen på stedet at vurdere, hvorledes en sag vil udvikle

sig, herunder om det senere bliver aktuelt at meddele et administrativt

bødeforelæg, eller om virksomheden skal meldes til politiet. Tilsvarende

problemer kan dog også opstå i visse situationer i dag som følge af

bestemmelserne i Menneskerettigheds-konventionen, som § 10 blandt andet

bygger

på.

På baggrund af de oplysninger, som Justitsministeriet løbende er

fremkommet med under det lovforberedende arbejde, er det min forventning, at

der ikke vil ske et fald i antallet af gennemførte straffesager som følge af

vedtagelsen af L 96.

Samlet set er det således min vurdering, at lovforslaget om

retssikkerhed på kontrol-området (L 96) ikke vil indebære forringelse i

kontrolmulighederne på fødevare-området.

For så vidt angår de økonomiske konsekvenser af lovforslaget,

kan jeg i det hele henvise til mit svar på spørgsmål 70 og til min besvarelse

af spørgsmål G i samrådet den 21. januar 2004.

Lignende dokumenter