Betænkning over Forslag til lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Betænkning afgivet af Retsudvalget den 27. maj 2005
Betænkning
over
Forslag til lov om
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter
[af justitsministeren (Lene Espersen)]
Bilag 2
Nogle af udvalgets spørgsmål, et spørgsmål fra
Fødevareudvalget, og ministrenes svar herpå samt et notat
Spørgsmål og svar samt notatet er optrykt efter ønske fra
udvalget.
Spørgsmål 3:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 1. december 2003 fra
Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, jf. L 96 – bilag 3.
Svar fra
justitsministeren:
Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, har i den
pågældende henvendelse til Folketingets Retsudvalg af 1. december 2003
foreslået en række ændringer i forslaget til lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96). I det
følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i henvendelsen.
1. Anvendelsesområdet for lovforslagets §§ 9
og 10
Jonas Christoffersen foreslår, at lovforslagets § 9 om adgangen
til at foretage tvangsindgreb, hvis der foreligger rimelig grund til mistanke
om et strafbart forhold, udvides til – ligesom lovforslagets § 10, stk.
1, om
retten til ikke at inkriminere sig selv – også at finde anvendelse, hvis
der er
Læs alt
mistanke om en lovovertrædelse, som ikke nødvendigvis vil føre til straf, men
som vil kunne føre til en anden sanktion, der kan sidestilles med straf.
Hertil bemærkes følgende:
Mens bestemmelsen i lovforslagets § 9 om adgangen til at
foretage tvangsindgreb er afgrænset til at omfatte tilfælde, hvor der er
rimelig grund til mistanke om et forhold, der kan føre til straf, omfatter
lovforslagets § 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv –
udover
sådannetilfælde
– efter bemærkningerne
til lovforslaget også tilfælde, hvor der er konkret mistanke om et forhold,
som
kan føre til sanktioner, der kan
sidestilles
med straf.
Det skyldes, at lovforslagets § 10, stk. 1, bl.a. skal ses på
baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
hvorefter
en person, som i konventionens forstand er anklaget for en forbrydelse, har
ret
til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive
tvunget
til at medvirke til at opklare den påståede forbrydelse, jf. bl.a. pkt. 4.2.2
i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Udtrykket »straf« i lovforslagets § 10, stk. 1, skal således
forstås i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 6, jf. bl.a. pkt. 4.1 i de almindelige bemærkninger samt
Retssikkerhedskommissionens betænkning, side
68 f, med omtale af konventionens udtryk
»anklaget for en forbrydelse«. I pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger er det i den forbindelse omtalt, at udtrykket »forbrydelse« i
konventionens artikel 6 efter omstændighederne også omfatter
lovovertrædelser,
hvortil der er knyttet sanktioner, som efter national lovgivning ikke
henregnes
til strafferetsplejen, men som uanset dette kan sidestilles med straf (som
f.eks. visse disciplinære sanktioner, jf. Retssikkerhedskommissionens
betænkning, side
68 f
).
Som anført i pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger
er lovforslagets § 9 begrundet i hensynet til ikke at omgå retsplejelovens
straffeprocessuelle regler om tvangsindgreb over for personer, som er
mistænkt
for en strafbar lovovertrædelse. Hvis der er rimelig grund til mistanke om et
strafbart forhold, skal et tvangsindgreb derfor efter bestemmelsen i
lovforslagets § 9, stk. 1, ske i medfør af retsplejelovens regler, såfremt
betingelserne i § 9, stk. 2-4, ikke er opfyldt.
Lovforslagets § 9 skal derimod – i modsætning til lovforslagets
§ 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv – ikke ses på
baggrund
af artikel 6 i Den Europæiske Mennesker-ettighedskonvention og det forbud mod
selvinkriminering, der følger af denne bestemmelse. Administrative
myndigheders
foretagelse af husundersøgelser og andre lignende tvangsindgreb – og
dermed
lovforslagets § 9 – rejser således i almindelighed ikke spørgsmål i
forhold til
Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, jf. om baggrunden
herfor nærmere Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 90.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet ikke, at
lovforslagets § 9 bør udvides til ligesom § 10, stk. 1, også at omfatte
tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til
en sanktion, som kan sidestilles med straf.
I øvrigt tilføjes det, at der i dansk ret kun i yderst begrænset
omfang vil kunne tænkes at forekomme administrative foranstaltninger, som
ikke
anses for straf, men som uanset dette skal sidestilles med straf i relation
til
artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det rejste spørgsmål
har derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen væsentlig praktisk
betydning.
2. Tvangsindgreb og oplysningspligter over for
ansatte mv.
2.1.
Jonas
Christoffersen anfører desuden, at der efter hans mening ikke er nogen
begrundelse for lovforslagets forudsætning om i forhold til lovforslagets §
10
om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. generelt at foretage
identifikation
mellem på den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie- eller
anpartsselskab), som mistænkes for et strafbart forhold, og på den anden side
fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.
Endvidere anfører Jonas Christoffersen, at der bør indsættes en udtrykkelig
bestemmelse herom i lovteksten, såfremt den nævnte forudsætning fastholdes.
Hertil bemærkes følgende:
a)
Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, omfatter
lovforslagets § 10, stk. 1, om mistænkte personers ret til ikke at udtale sig
også juridiske personer.
Det rejser spørgsmålet om, i hvilket omfang fysiske personer med
tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for et strafbart forhold,
skal identificeres med den juridiske person i relation til retten til ikke at
udtale sig.
Er en juridisk person (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab)
således under mistanke for et strafbart forhold, må der tages stilling til,
om
den ret til bl.a. ikke at udtale sig, der følger af § 10, stk. 1, er
begrænset
til at gælde for f.eks. virksomhedens ledelse, eller om retten også gælder
for
de ansatte mv. i virksomheden.
b)
I Retssikkerhedskommissionens betænkning er der – uden at
kommissionen har taget endelig stilling til denne problemstilling –
beskrevet
to mulige modeller.
Den ene model indebærer, at der også i sådanne tilfælde skal ske
identifikation mellem den juridiske person og fysiske personer med
tilknytning
til den juridiske person, såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der
er
begået en lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som
sådan.
Den anden model indebærer, at der i de pågældende tilfælde kun
skal ske identifikation mellem den mistænkte juridiske person og en enkelt
person fra den juridiske persons ledelse (den processuelle repræsentant),
hvorimod andre fysiske personer med tilknytning til den juridiske person,
herunder
ansatte, behandles som tredjemænd (vidner) med den virkning, at de har
oplysningspligt i overensstemmelse med lovforslagets § 10, stk. 2, om andre
end
den mistænkte.
Anvendes den førstnævnte model med fuld identifikation, vil
fysiske personer med tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for en
strafbar lovovertrædelse, ikke kunne pålægges at afgive oplysninger til
myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt,
kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse, jf.
lovforslagets § 10, stk. 1.
Anvendes den anden model, vil fysiske personer med tilknytning
til den juridiske person kunne pålægges at afgive oplysninger til
myndigheden,
hvis det sker med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.
lovforslagets § 10, stk. 2.
For begge de beskrevne modeller gælder således – i
overensstemmelse med et grundlæggende princip bag bestemmelsen i § 10 –
at
f.eks. de ansatte i en virksomhed ikke vil kunne pålægges at afgive
oplysninger, hvis myndighedens formål med at afkræve disse oplysninger er at
tilvejebringe materiale til brug for en straffesag mod virksomheden.
Valget mellem de nævnte modeller har således alene betydning
for, om f.eks. de ansatte i en virksomhed vil kunne pålægges at afgive
oplysninger til myndigheden, hvis det sker med henblik på
andre
spørgsmål end fastsættelse af straf, f.eks. udstedelse af påbud eller forbud.
c)
Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger
til lovforslaget, har Justitsministeriet efter en samlet afvejning fundet, at
der som udgangspunkt bør ske fuld identifikation mellem den juridiske person
og
fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt der
foreligger konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan
medføre straf for den juridiske person (virksomheden) som sådan.
Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at anvendelse
af kommissionens anden model – hvorefter der alene skulle ske
identifikation
mellem den juridiske person og en enkelt person fra den juridiske persons
ledelse (den processuelle repræsentant) – kunne indebære vanskelige
afgrænsningsspørgsmål.
Bl.a. ville en forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om
anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var
tale om en fysiskperson, som under en eventuel senere straffesag mod den
juridiske person ville blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant.
Hertil kommer, at størstedelen af de eksisterende
oplysningspligter ikke alene omhandler adgangen til at kræve oplysninger
meddelt mundtligt, men også indebærer, at oplysninger enten af egen drift
eller
efter begæring fra myndigheden skal indsendes til den pågældende myndighed. I
sådanne situationer ville det efter Justitsministeriets opfattelse være
uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af en oplysningspligt
afhænge
af, hvilken eller hvilke fysiske personer i virksomheden der står for at
sende
oplysningerne til myndigheden.
Det anførte indebærer, at en juridisk persons bestyrelse,
direktion og ansatte som udgangspunkt skal identificeres med en mistænkt
juridisk person ved anvendelsen af lovforslagets § 10, stk. 1, om retten til
ikke at udtale sig. Derimod skal der ikke ske identifikation i forhold til
f.eks. aktionærer, som ikke deltager i virksomhedens bestyrelse mv., og
personer, som uden at være i et ansættelses- eller ansættelseslignende
forhold
til virksomheden udfører opgaver for denne.
d)
Justitsministeriet finder ikke, at der er behov for i selve
lovteksten at indsætte en udtrykkelig bestemmelse om, at der i
overensstemmelse
med det ovenfor anførte som udgangspunkt skal ske identifikation mellem en
mistænkt juridisk person (en virksomhed) og ansatte m.v.
Efter Justitsministeriets opfattelse er der således tale om et
spørgsmål, der efter almindelige lovtekniske principper mest hensigtsmæssigt
kan behandles i bemærkningerne til lovforslaget.
e)
Det bemærkes, at der efter lovforslaget ikke vil være noget
til hinder for, at ansatte mv. i en virksomhed
frivilligt
meddeler
oplysninger til en myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om,
at den juridiske person (virksomheden) som sådan har begået et strafbart
forhold.
Lovforslaget indebærer således alene, at ansatte mv. som
udgangspunkt ikke vil kunne
forpligtes
til at give oplysninger til den
pågældende myndighed om forhold, der vedrører en konkret mistanke om, at den
juridiske person (virksomheden) har begået en strafbar lovovertrædelse.
f)
Justitsministeriet er – som det også har været fremme i den
offentlige debat – opmærksom på, at der på
arbejdsmiljøområdet, hvor
lovgivningen har til formål at beskytte de ansattes sundhed mv., gør sig
særlige hensyn gældende.
Efter arbejdsmiljølovens § 76 skal enhver, der er pålagt pligter
efter loven, herunder ansatte personer, efter anmodning give Arbejdstilsynet
alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsenaf tilsynets virksomhed.
Lovforslaget indebærer som en fravigelse af det ovenfor beskrevne
udgangspunkt,
at denne oplysningspligt fortsat i alle tilfælde vil finde anvendelse i
forhold
til fysiske personer med tilknytning til en juridisk person (en virksomhed),
som mistænkes for en strafbar overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen,
i det omfang oplysningerne alene søges
tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf. Inden for arbejdsmiljøområdet vil ansatte mv. således fortsat –
også i
tilfælde, hvor en virksomhed mistænkes for en strafbar overtrædelse af
reglerne
på området – være forpligtet til at afgive oplysninger til
arbejdstilsynsmyndighederne, hvis formålet hermed alene er at tilvejebringe
oplysninger til brug for udførelsen af tilsyns– og kontrolopgaver. Der
henvises
til lovforslagets § 22.
Tilsvarende indebærer lovforslaget, at Søfartsstyrelsen i
forbindelse med tilsyn med ansattes sikkerhed om bord på skibe fortsat –
også i
tilfælde, hvor der foreligger konkret mistanke mod den pågældende juridiske
person (virksomhed) om en strafbar lovovertrædelse – vil kunne forpligte
skibets fører mv. og enhver, som handler på dennes vegne, til at afgive
oplysninger, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Der henvises til
lovforslagets
§ 23.
2.2.
Jonas
Christoffersen foreslår også, at der i lovforslaget indsættes en regel om, at
den mistænktes nærmeste undtages fra eventuelle oplysningspligter. I den
forbindelse anfører Jonas Christoffersen, at en ægtefælle til en mistænkt
person
efter lovforslaget vil være forpligtet til at opfylde en oplysningspligt,
hvorimod en tilfældig ansat vil blive identificeret med virksomheden og
dermed
ikke have pligt til at meddele oplysninger.
Hertil bemærkes følgende:
Retsplejelovens § 171 indeholder regler om, i hvilket omfang en
persons nærmeste (ægtefæller, andre nært pårørende mv.) har pligt til at
afgive
forklaring i tilfælde, hvor forklaring afgives for retten. Bestemmelsen
– der
bl.a. fastslår, at en person som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive
forklaring i retten, hvis forklaringen kan udsættes vedkommendes nærmeste for
straf – regulerer derimod ikke tilfælde, hvor der opstår spørgsmål om
pligt til
at afgive oplysninger over for en forvaltningsmyndighed.
Justitsministeriet finder ikke, at der er anledning til at
indføre særlige regler om begrænsninger i forvaltningsmyndigheders adgang til
at anvende oplysningspligter i lovgivningen mv. over for personer, hvis
nærmeste mistænkes for at have begået et strafbart forhold – herunder
ved at
indføre regler svarende til bestemmelsen i retsplejelovens § 171 om
afgrænsningen af pligten for en persons nærmeste til at afgive
vidneforklaring
for retten.
Lovforslaget indebærer derfor, at der i tilfælde, hvor en person
mistænkes for at have begået et strafbart forhold, ikke vil gælde særlige
regler for en forvaltningsmyndigheds adgang til at anvende oplysningspligter
i
lovgivningen mv. over for en mistænkt persons nærmeste. En mistænkt persons
nærmeste vil således være omfattet af den almindelige bestemmelse i
lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til over for andre end den mistænkte
at
anvende oplysningspligter, i det omfang oplysningerne alene søges
tilvejebragt
til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Det bemærkes i den forbindelse, at der med hensyn til en
mistænkt persons nærmeste ikke foreligger de samme hensyn af bl.a. praktisk
karakter, der – som anført i pkt. 2.1 ovenfor – kan begrunde, at
der i relation
til lovforslagets § 10, stk. 1, som udgangspunkt sker identifikation mellem
en
juridisk person (virksomhed), som mistænkes for et strafbart forhold, og dens
ansatte m.v.
Hertil kommer som nævnt ovenfor, at forvaltningsmyndigheder ikke
vil kunne håndhæve oplysningspligter over for bl.a. en mistænkt persons
nærmeste med det formål at tilvejebringe oplysninger til brug for en
straffesag
mod den mistænkte, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.
3. Forholdet mellem lovforslagets § 10 og
visse andre bestemmelser i lovgivningen
I lovforslagets bemærkninger er det forudsat, at visse
bestemmelser i anden lovgivning ikke berøres af lovforslagets § 10. Der kan i
den forbindelse henvises til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger med omtale af færdselslovens § 65 samt bemærkningerne til
lovforslagets § 10 med omtale af vidnepligtsreglerne i tjenestemandsloven og
lov om undersøgelseskommissioner.
Jonas Christoffersen foreslår, at det, der er anført i
lovforslagets bemærkninger om forholdet mellem lovforslagets § 10 og de
nævnte
bestemmelser, skrives ind i selve lovteksten.
Hertil bemærkes, at der efter Justitsministeriets opfattelse
ikke er anledning til at indsætte en udtrykkelig bestemmelse i lovforslaget
om
de omhandlede spørgsmål. Justitsministeriet finder således, at de pågældende
retstekniske spørgsmål om forholdet mellem regler i forskellige love er egnet
til at blive behandlet i lovforslagets bemærkninger.
4. Retten til ikke at udtale sig i
faresituationer
Jonas Christoffersen foreslår, at der i lovforslaget indføjes en
undtagelse til selvinkrimineringsforbudet i § 10, stk. 1, således at
forvaltningsmyndigheder kan anvende oplysningspligter over for en mistænkt
person i tilfælde, hvor der kan opstå farelignende situationer, også selv om
den mistænkte hermed vil kunne være forpligtet til at afgive oplysninger, som
inkriminerer vedkommende selv. I den forbindelse nævnes bl.a. tilfælde, hvor
der som led i forvaltningsmyndigheders opgavevaretagelse kan være spørgsmål
om
destruktion af sundhedsfarlige fødevarer eller standsning af en igangværende
forurening.
Hertil skal Justitsministeriet bemærke, at lovforslagets § 10,
stk. 1 – som anført i pkt. 1.1 ovenfor – bl.a. bygger på det
selvinkrimineringsforbud, der kan udledes af artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention,
og på den retspraksis, der knytter sig til denne bestemmelse.
I den forbindelse kan der bl.a. henvises til pkt. 4.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det i en gennemgang af
selvinkrimineringsforbudet i Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions
artikel 6 bl.a. anføres, at det ikke er afklaret i konventionspraksis, om
forbudet mod selvinkriminering i artikel 6 er til hinder for, at
administrative
myndigheder fortsætter behandlingen af en »civil« sag, f.eks. med henblik på
at
meddele forbud eller påbud, og i forbindelse hermed anvender
oplysningspligter
under trussel om straf mv., selv om der er blevet indledt strafforfølgning i
anledning af samme forhold, f.eks. for udøvelse af virksomhed uden
overholdelse
af relevant lovgivning.
Imidlertid er det som anført i bemærkningerne nærliggende at
antage, at den mistænkte i sådanne tilfælde kan påberåbe sig forbudet mod
selvinkriminering i artikel 6, i det omfang oplysningerne vedrører det eller
de
forhold, der har givet anledning til strafforfølgning.
På baggrund af den eksisterende retspraksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
må det efter
Justitsministeriets opfattelse give anledning til betydelig tvivl, om det
ville
være foreneligt med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
at
indføre en regel om, at forbudet mod selvinkriminering ikke skulle gælde,
såfremt en oplysningspligt anvendes i forhold til en mistænkt person med
henblik på at afværge faresituationer (dvs. med henblik på f.eks. at
destruere
sundhedsfarlige fødevarer eller standse en forurening).
Hertil kommer, at en sådan undtagelse til lovforslagets § 10,
stk. 1, om retten til ikke at udtale sig ikke ville være forenelig med andre
grundlæggende principper i dansk ret om mistænkte personers ret til ikke at
udtale sig.
Heller ikke i retsplejelovens straffeprocessuelle regler findes
der således mulighed for at pålægge en mistænkt eller tiltalt person pligt
til
at udtale sig – og dermed eventuelt inkriminere sig selv –
itilfælde, hvor
tilvejebringelse af de pågældende oplysninger kunne tænkes at afværge mulige
faresituationer. En person, der f.eks. er sigtet for ulovlig handel med
narkotika, vil således ikke kunne forpligtes til over for politiet at oplyse,
hvem de pågældende stoffer er solgt til – heller ikke i tilfælde, hvor
der er
eller kan være tale om alvorlig helbredsfare for modtagerne.
Der kan være grund til at fremhæve, at den omtalte bestemmelse i
lovforslagets § 10, stk. 1, alener begrænser adgangen til at håndhæve
oplysningspligter over for mistænkte personer.
Lovforslagets regler vil således ikke være til hinder for, at
forvaltningsmyndigheder
– bl.a. med
henblik på at afværge faresituationer af den omhandlede karakter –
gennemfører
tvangsindgreb i form af kontrolbesøg mv. hos såvel en mistænkt person som hos
andre for herigennem at skaffe oplysninger til brug for behandlingen af
spørgsmål om f.eks. udstedelse af påbud eller forbud, jf. lovforslagets § 9,
stk. 2.
Lovforslagets regler vil endvidere ikke være til hinder for, at
oplysningspligter i lovgivningen mv. anvendes over for andre end den
mistænkte
med henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf.
lovforslagets § 10, stk. 2.
5. Konkurrenceretten
Jonas Christoffersen anfører også, at der i lovforslaget bør
tages stilling til forholdet mellem lovforslagets § 10 og konkurrencerettens
regler om oplysningspligt.
Hertil bemærkes følgende:
Efter lovforslagets § 1, stk. 5, omfatter § 1, stk. 1 og 2, ikke
tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse. Det indebærer, at
lovforslagets regler om gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 2) og om
forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af tvangsindgreb (kapitel
3)
ikke finder anvendelse for konkurrencemyndighedernes kontrolbesøg, der kun
kan
finde sted efter indhentet retskendelse, jf. konkurrencelovens § 18, stk. 3.
Om baggrunden herfor kan der henvises til pkt. 3.1.2.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Derimod finder lovforslagets regler om retten til ikke at
inkriminere sig selv mv. (kapitel 4 (§ 10)) som udgangspunkt også anvendelse
for
konkurrencemyndighederne. Lovforslagets § 10, stk. 1, om mistænkte personers
ret til ikke at udtale sig vil således også gælde for
konkurrencemyndighedernes
virksomhed.
Om bestemmelsen i lovforslagets § 10, stk. 2, hvorefter andre
end den mistænkte person har pligt til at afgive oplysninger, hvis det sker
med
henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, er det
i
bemærkningerne til lovforslaget forudsat, at konkurrencelovens regler skal gå
forud for denne bestemmelse. I pkt. 4.3.3 i de almindelige bemærkninger er
der
således anført følgende:
»Særligt om konkurrencemyndighederne bemærkes, at
konkurrencelovens § 17 indeholder en bestemmelse, hvorefter
Konkurrencestyrelsen kan kræve alle de oplysninger, der er nødvendige for
styrelsens virksomhed eller for at afgøre, om et forhold er omfattet af
konkurrenceloven. Endvidere indeholder konkurrencelovens § 18, stk. 1, en
bestemmelse, hvorefter Konkurrencestyrelsen i forbindelse med
kontrolundersøgelser kan kræve mundtlige forklaringer. Økonomi- og
Erhvervsministeriet
har oplyst, at disse bestemmelser, der bl.a. har sammenhæng med EU-retlige
regler, fortolkes således, at der for en mistænkt kan være pligt til at
afgive
visse oplysninger i overensstemmelse med EF-domstolens domme på
konkurrenceområdet.
Endvidere kan der for andre end den mistænkte være pligt til at afgive
oplysninger, selv om dette i det enkelte tilfælde måtte ske med henblik på
behandling af spørgsmål om fastsættelse af straf. For at sikre samspillet
mellem EU-reglerne – herunder de EU-regler, der vedrører
Europa-kommissionens
adgang til at kræve oplysninger i konkurrencesager – og de regler, der
regulerer Konkurrencestyrelsens behandling af sådanne sager, forudsættes det,
at bestemmelserne i konkurrencelovens § 17 og § 18, stk. 1, skal gå forud for
lovforslagets § 10, stk. 2, om adgangen til at kræve oplysninger hos andre
end
den mistænkte. Om spørgsmål om bl.a. EU-konkurrenceretten kan i øvrigt
henvises
til betænkningen, side 48 ff og
80 f.«
Økonomi- og Erhvervsministeriet, Konkurrencestyrelsen, har til
brug for besvarelsen af spørgsmålet herudover supplerende oplyst følgende om
forholdet mellem lovforslagets § 10 og konkurrencelovgivningen:
»Konkurrenceretlige aspekter i relation til L 96 Forslag til lov
om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter.
Oplysningspligten i dansk konkurrenceret.
Oplysningspligten i dansk konkurrenceret svarer til
oplysningspligten efter EU-konkurrenceretten.
Der gælder således inden for dansk konkurrenceret en vidtgående
pligt til at afgive oplysninger til myndighederne svarende til den gældende
EU-praksis.
Retten til tavshed er begrænset under hensyntagen til
nødvendigheden af en konkurrenceretlig kontrol med virksomhederne.
Ved indførelsen af forbudsprincippet i dansk
konkurrencelovgivning ved lov nr. 384 af 10. juni 1997 var formålet at
tilpasse
den danske konkurrencelov til EU-konkurrencereglerne.
Det fremgår blandt andet af forarbejderne (FT1996/97, tillæg A,
s. 3648):
»Hensigten med lovforslageter endvidere
at skabe optimale muligheder for et godt samspil mellem de danskeog de
EU-retlige konkurrenceregler samt at sikre, at de konkurrenceretlige
vilkårher i landet ikke adskiller sig markant fra det, der gælder efter
EU-reglerne.Dette indebærer samtidig, at virksomhedernes handlemåde kun vil
skulletilpasses ét regelsæt.«
Forarbejderne tog dog ikke udtrykkeligt stilling til spørgsmålet
om forholdet til oplysningspligten. Hjemmelsgrundlaget er forskellig alt
efter,
om der er tale om en undersøgelse på styrelsens initiativ (§17 og §18) eller
en
undersøgelse på Kommissionens initiativ (§25 og §26). Der blev derfor ved
ændringen i år 2000 (lov nr. 416 af 31. maj 2000) foretaget en udtrykkelig
præcisering af, at oplysningspligten i dansk konkurrenceret svarer til
EU-konkurrencereglerne.
Det fremgår således af forarbejderne til 2000-loven (FT
1999-2000 tillæg A, s. 6832):
»Begrundelsen for at
giveKonkurrencestyrelsen en udtrykkelig hjemmel til at kunne kræve
mundtligeforklaringer på stedet i forbindelse med en kontrolundersøgelse er
et ønske omat harmonisere reglerne. Lovforslaget indebærer således,
atKonkurrencestyrelsen udtrykkeligt vil have de samme beføjelser, hvad
entenstyrelsen foretager en kontrolundersøgelse på egne vegne i henhold til §
18eller på Kommissionens vegne i medfør af § 25 eller bistår Kommissionen
veddennes foretagelse af en kontrolundersøgelse i henhold til § 26.«
I forbindelse med den seneste ændring ved lov nr. 426 af 6. juni
2002 hedder det i bemærkningerne (FT 2001/2002, tillæg A, s. 4450):
»Indholdet af de mundtligeforklaringer,
der kan afkræves under en kontrolundersøgelse, ændres heller ikkemed
forslaget. De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om
faktuelleforhold og vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Som
eksempler kannævnes oplysninger om virksomhedens organisationsdiagram,
medarbejdernesarbejdsområder, hvor en særlig enhed ellermedarbejder fysisk er
placeret eller, hvor virksomhedensforretningspapirer opbevares. Der kan
fortsat ikke stilles spørgsmål, derforudsætter en overtrædelse
afkonkurrencereglerne. Konkurrencestyrelsen kan således ikke kræve
mundtligeforklaringer efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i tilfælde, hvor styrelsen
har ensådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for
at rejsesigtelse. I så fald skal Konkurrencestyrelsen gå frem efter
retsplejelovensregler og gøre den pågældende bekendt med retten til ikke at
udtale sig.«
Efter EU-praksis kan faktuelle oplysninger omfatte spørgsmål,
der f.eks. tjener til at opklare, hvor bøger og andre forretningspapirer
befinder sig, hvorledes de er systematiseret, og hvad en given forkortelse i
et
dokument måtte stå for.
Der vil også kunne stilles faktuelle spørgsmål om den, som er
genstanden for tvangsindgrebet – f.eks. om virksomhedens organisation,
medarbejderes arbejdsområder eller adgangskoden til en computer.
Endelig vil der kunne stilles faktuelle spørgsmål om f.eks. dato
og sted for afholdelsen af møder, navne og stilling på de personer, som har
repræsenteret virksomheden på møderne, og hvorledes en ordning for udveksling
af informationer og statistiske oplysninger har fungeret, ligesom
myndighederne
kan anmode virksomhederne om at indsende dokumenter, der er relateret til
oplysningerne.
En virksomhed har ikke pligt til at besvare spørgsmål, såfremt
virksomheden derved tvinges til at afgive tilståelse om at have begået
retsstridige handlinger, som det påhviler myndighederne at føre bevis for.
Der
kan henvises til sag C-374/87, Orkem, Saml. 1989, s. 3283, sag T-112/98,
Manesmannröhren-Werke,
Saml. 2001-II, s. 729 samt sag C-238/99P m.fl., Limburgse Vinyl Maatschappij
NV, Saml. 2002I, s. 8375.
EU-retspraksis vedrørende oplysningspligten er senest blevet
kodificeret med Rådets forordning nr. 1/2003.
Konkurrencestyrelsen har hidtil administreret de danske regler
vedrørende oplysningspligten i konkurrenceloven i overensstemmelse hermed.
Lovforslag L 96
For at sikre en effektiv håndhævelse af konkurrencereglerne er
det nødvendigt, at myndighederne i vidt omfang kan indsamle oplysninger om,
hvad der foregår i markedet. Ud fra hensynet til en effektiv håndhævelse er
det
fundet hensigtsmæssigt i bemærkningerne til § 10, stk. 2, i L 96 at foretage
en
eksplicit fremhævelse af, at konkurrencelovens regler skal gå forud for
adgangen
til at kræve oplysninger »hos andre end den mistænkte«.
Det har været vurderingen, at der ikke forelå det samme behov
for en præcisering i relation til lovforslagets § 10, stk. 1, vedrørende
oplysningspligten for den mistænkte virksomhed. Det fremgår blandt andet
udtrykkeligt afforarbejderne til konkurrenceloven, at Konkurrencestyrelsen
ikke
kan kræve mundtlige forklaringer efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i tilfælde,
hvor
styrelsen har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er
grundlag for at rejse sigtelse. I så fald skal Konkurrencestyrelsen gå frem
efter retsplejelovens regler og gøre den pågældende bekendt med retten til
ikke
at udtale sig.
Baggrunden for præciseringen af adgangen til at kræve
oplysninger hos andre end den mistænkte er en vurdering af, at det er
afgørende
for håndhævelsen af konkurrenceloven, at oplysninger fuldt ud kan indhentes
fra
andre end den mistænkte.
Med præciseringen sikres det, at der ikke er en markant forskel
på de tvangsindgreb, der kan anvendes over for virksomheder alt afhængig af,
om
tvangsindgrebet sker med hjemmel i EU-reglerne eller med hjemmel i de danske
konkurrenceregler. Det sikres således, at Konkurrencestyrelsen i tilfælde af
virksomheders misbrug af markedsdominans eller anden konkurrenceskadelig
adfærd
kan indsamle oplysninger i stort set samme omfang som EU-Kommissionen kan,
når
der er tale om en adfærd, som har skadelig virkning på det indre marked.
Som eksempel kan nævnes, at Konkurrencestyrelsen fra en anden
virksomhed end den mistænkte kan kræve faktuelle oplysninger, som generelt
beskriver markedet. Sådanne faktuelle oplysninger – der indhentes,
uanset om
det er til brug for en forbudssag eller en straffesag – er nødvendige
for, at
Konkurrencestyrelsen kan fastlægge de forskellige markedsaktørers position,
herunder om en virksomhed har en vis markedsandel eller måske ligefrem har en
dominerende stilling på markedet.
Som et andet eksempel kan nævnes, at Konkurrencestyrelsen kan få
adgang til oplysninger om aftaler, fakturer, betalinger m.v. hos en ikke
mistænkt virksomhed, som denne virksomhed måtte have indgået eller foretaget
i
relation til en virksomhed, der er under mistanke for eksempelvis at misbruge
sin dominerende stilling over for andre virksomheder end den virksomhed,
hvorfra oplysningerne indhentes.«
Spørgsmål 10:
Ministeren bedes redegøre for i hvilket omfang begrebet i L 96,
§ 5, stk. 4, nr. 1 »Øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville
forspildes« har det samme eller et andet indhold end det tilsvarende begreb i
anden lovgivning, f.eks. i retsplejelovens § 796, stk. 3 »såfremt
undersøgelsens øjemed ville forspildes«.
Ministeren bedes i den forbindelse detaljeret redegøre for,
–
hvilke krav der kan
stilles til administrationens henholdsvis politiets vurdering af, hvorvidt
øjemedet
ville forspildes i en given situation,
–
herunder særligt,
hvilke krav der skal stilles til, at myndigheden tilvejebringer dokumentation
for det grundlag, som vurderingen i det enkelte tilfælde hviler på.
Ministeren bedes i den forbindelse særligt redegøre for, hvilken
styrke indikationen af, at »øjemedet ville forspildes«, der skal foreligge
som
betingelse for, at undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1
kan finde anvendelse, herunder om det måtte antages, at kravene for at
anvende
tilsvarende bestemmelser i anden lovgivning f.eks. i retsplejelovens § 796,
stk. 3, må antages at være tilsvarende eller anderledes.
Spørgsmål 11:
Ministeren anmodes endvidere om at oplyse, hvorvidt
undtagelsesbestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, skal fortolkes
indskrænkende.
Svar fra
justitsministeren:
1.
Lovforslagets § 5,
stk. 1 og 2, indebærer, at en myndighed forud for gennemførelsen af en
beslutning
om iværksættelse af et tvangsindgreb skal underrette parten om beslutningen.
Ilovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1-5, er imidlertid angivet nogle til dels
overlappende tilfældegrupper, hvor dette krav om forudgående underretning
ikke
gælder.
Pligten til forudgående underretning gælder således bl.a. ikke i
tilfælde, hvor øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes,
hvis der skulle gives forudgående underretning, jf. lovforslagets § 5, stk.
4,
nr. 1.
Som anført i lovforslagets bemærkninger til § 5, stk. 4, nr. 1,
tager bestemmelsen først og fremmest sigte på de tilfælde, hvor en myndighed
foretager tvangsindgreb som led i sin kontrol- eller tilsynsvirksomhed.
Formålet med bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 1, er således
navnlig at sikre en fortsat effektiv kontrol med overholdelsen af
lovgivningen
på de enkelte områder. Det vil sige, at bestemmelsen skal sikre, at
myndighederne heller ikke fremover vil være forpligtet til at varsle f.eks.
et
kontrolbesøg, såfremt en varsling ikke ville være i overensstemmelse med
kontrolbesøgets formål.
2.
Bestemmelsen i
lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, indebærer derfor bl.a., at myndighederne
kan
undlade at varsle et kontrolbesøg, hvis det på grundlag af de
konkrete
omstændigheder
må antages, at kontrolbesøgets formål ville være forspildt,
såfremt der skete forudgående varsling.
Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor en myndighed på baggrund
af tidligere erfaringer med en bestemt virksomhed har grund til at antage, at
den pågældende – såfremt der skete varsling – ville bortskaffe de
effekter mv.,
der ønskes kontrolleret.
Der kan i den forbindelse efter Justitsministeriets opfattelse
ikke stilles krav om, at myndigheden skal have en egentlig
viden
om, at
f.eks. en virksomhed ville bortskaffe relevante effekter mv. forud for et
kontrolbesøg, såfremt der blev givet forudgående varsling.
Varsling kan således også undlades, hvis myndigheden – f.eks. på
baggrund af tidligere erfaringer med en virksomhed eller med en bestemt
branche
eller dele af en branche –
har en
begrundet
formodning
om, at en virksomhed med henblik på at lægge hindringer i vejen
for kontrollen ville fjerne effekter, installationer mv., såfremt der skete
forudgående varsling.
3.
Som omtalt i
lovforslagets bemærkninger vil bestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 1, ikke kun
finde anvendelse i tilfælde, hvor det – som omtalt umiddelbart ovenfor i
pkt. 2
– ud fra de
konkrete omstændigheder
skønnes, at formålet med et
kontrolbesøg ville være forspildt, hvis der blev givet forudgående
underretning. Den pågældende bestemmelse vil ifølge bemærkningerne også finde
anvendelse
i tilfælde, hvor det
generelt
må
antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, såfremt den
pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden.
Hermed sigtes der til, at bestemmelsen også kan anvendes i alle
de tilfælde, hvor et kontrolbesøg mv. efter sin generelle karakter vil gå ud
på
at kontrollere et »øjebliksbillede«. Ønsker en myndighed at gennemføre et
kontrolbesøg, som har til formål at kontrollere et øjebliksbillede, er dette
således i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at undlade varsling efter
lovforslagets
§ 5, stk. 4, nr. 1.
Eksempelvis vil der derfor efter den nævnte bestemmelse ikke
skulle varsles i de tilfælde, hvor fødevaremyndighederne ønsker at
kontrollere
et øjebliksbillede af hygiejnetilstanden på en restaurant, eller hvor
myndighederne
ønsker at kontrollere et øjebliksbillede af den dyrevelfærdsmæssige tilstand
hos en landmands besætning.
Som andre eksempler kan nævnes, at der heller ikke med den
nævnte bestemmelse vil skulle varsles forud for et kontrolbesøg, som har til
formål at kontrollere et øjebliksbillede af arbejdsmiljømæssige forhold på en
virksomhed, eller som har til formål at kontrollere et øjebliksbillede af, om
der i en virksomhed er personer, som udfører »sort« arbejde.
4.
På den anførte
baggrund må det efter Justitsministeriets opfattelse forventes, at
lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, vil få væsentlig praktisk betydning på en
række områder.
Bestemmelsen indebærer således, at myndighederne inden for de –
til dels rummeligt – angivne rammer, som er omtalt ovenfor, kan undlade
at
varsle tvangsindgreb omfattet af bestemmelsen.
Af det anførte følger også, at bestemmelsen ikke skal fortolkes
indskrænkende i forhold til sin ordlyd, og det vil i sagens natur i
betydeligt
omfang være overladt til den pågældende kontrolmyndigheds skøn at vurdere, om
betingelserne for at undlade varsling efter bestemmelsen er opfyldt.
Der vil endvidere ikke ved en fortolkning af lovforslagets § 5,
stk. 4, nr. 1, skulle tages hensyn til de regler, som findes i
retsplejeloven,
og som anvender lignende formuleringer, herunder f.eks. retsplejelovens §
796,
stk. 3, om ransagning inden for strafferetsplejen (der anvender formuleringen
»såfremt undersøgelsens øjemed ville forspildes«). Det bemærkes i den
forbindelse, at formuleringen i f.eks. retsplejelovens § 796, stk. 3, ikke
benyttes med henblik på at afgrænse, om ransagning kan ske med eller uden
forudgående varsel, men derimod med henblik på at afgrænse, i hvilke tilfælde
politiet selv – når retsplejelovens betingelser er opfyldt – kan
foretage en
ransagning uden at afvente rettens godkendelse.
Spørgsmål 15:
Hvad er den retspolitiske begrundelse for, at give f.eks.
arbejdstilsynet hjemmel til uden retskendelse at skaffe sig adgang, foretage
undersøgelser, gennemgå dokumenter, medtage prøver/dokumenter hos en
virksomhed
m.v., som ikke er under mistanke for et strafbart forhold, mens virksomheder,
hvor der foreligger en begrundet mistanke, kan afvise at lukke tilsynet ind
–
under henvisning til forslagets § 9, stk. 1?
Spørgsmål 16:
Er det ministerens opfattelse, at der ved den foreslåede
bestemmelse i § 9 er tilvejebragt et dels administrerbart regelsæt, dels en
"retsgaranti" for borgeren og virksomheden, som denne kan henholde
sig til?
Disse to spørgsmål er motiveret i følgende:
Det hedder i § 9, stk. 2, at stk. 1 »gælder ikke, hvis
tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger
til brug for behandlingen af andre spørgsmål end straf«.
Tages bestemmelsen efter sin ordlyd, afskæres tilsynets
beføjelser altså i tilfælde, hvor formålet med at skaffe sig adgang og/eller
fortsætte undersøgelser mv., når formålet ikke kun er at undersøge grundlaget
for eventuelle påbud mv., men samtidig at sikre grundlag for en underbygget
anmeldelse til politiet.
At bestemmelsen skal tages efter sit pålydende, fremgår på den
ene side af lovbemærkningerne side 55, 1. sp. 2. afsnit:
»...et tvangsindgreb
kan gennemføres (eller fortsættes), hvis formålet med at tilvejebringe de
pågældende oplysninger
alene
er at
behandle andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Vil formålet med
tvangsindgrebet
(også)
være at
tilvejebringe oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af straf,
vil
myndigheden derimod kun kunne gennemføre et tvangsindgreb, såfremt den
mistænkte meddeler samtykke«.
Andetsteds i bemærkningerne, samme spalte, 4. afsnit, fremgår
det derimod modsat, at undersøgelserne gerne må have dette dobbelte formål,
såfremt:
»...det ville være et
naturligt og sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det
pågældende tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende
(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden
muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være
relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden
betydning«.
Lovbemærkningerne giver andetsteds udtryk for, at en rimeligt
begrundet mistanke ikke er til hinder for, at myndigheden:
»...kan anvende sine
beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i
det
omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der
er
tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for at politiet kan
vurdere,
om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent
grundlag for at
iværksætte strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse m.v.)«
I sådanne tilfælde er formålet end ikke dobbelt, men alene at
behandle spørgsmål om straf, herunder at efterforske sagen så langt, at
politiet "også ud fra ressourcemæssige hensyn" kan vurdere, om der
er
grundlag for at gå ind i sagen.
Derimod hedder det andre steder i bemærkningerne til § 9, stk. 1
( side 54, venstre sp., 2. afsnit):
»Bestemmelsen vil
kunne indebære, at en myndighed, som i forbindelse med et kontrolbesøg mv.
får
mistanke om et strafbart forhold, vil være afskåret fra at benytte en
eventuel
hjemmel i lovgivningen til umiddelbart at beslaglægge relevante beviser
(f.eks.
regnskabsbilag, andre dokumenter m.v.).«
Hvis samtykke ikke kan opnås:
»..forudsættes det,
at myndigheden – såfremt den finder tilstrækkelig anledning til straks
at tilkalde
politiet med henblik på gennemførelse af en beslaglæggelse efter de
straffeprocessuelle regler i retsplejeloven – vil have ret til at
forblive på
stedet for at sikre eventuelle beviser, indtil politiet møder frem.«
Spørgsmål 17:
Lovbemærkningerne rejser her mindst 2 centrale spørgsmål,
nemlig:
I hvilke tilfælde, må arbejdstilsynet forlade sig på, dels at
politiet har tid til ikke alene at komme til stede og sikre beviserne, men
også
mulighed for at opnå den fornødne retskendelse – og i hvilke tilfælde,
må
tilsynet anvende sine beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at
fremskaffe oplysninger i det omfang, det må anses for nødvendigt for, at
myndigheden kan vurdere, om der er tale om en sag, som bør overgives til
politiet, og for at politiet kan vurdere, om der – også ud fra
ressourcemæssige
hensyn – er fornødent grundlag for at iværksætte strafferetlig
efterforskning?
Spørgsmål 18:
Hvorledes skal tilsynet forholde sig, hvor tilsynet ønsker at
sikre dokumenter til kopiering, udtage prøver eller foretage fotografiske
optagelser, men politiet – af ressourcemæssige årsager – ikke ser
sig i stand
til at komme før næste dag eller senere?
Svar på spørgsmål 15-18
fra justitsministeren:
1.
Lovforslagets § 9
omhandler tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om, at en fysisk
eller
juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre bøde eller
anden
straf.
I sådanne tilfælde indebærer § 9, stk. 1, sammenholdt med stk.
2, at en myndighed kan gennemføre et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb,
hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Kun hvis den mistænkte person
meddeler
samtykke, kan et tvangsindgreb gennemføres med det formål at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af spørgsmål om fastsættelse af
straf.
Den retspolitiske begrundelse for lovforslagets § 9 er at
modvirke omgåelse af retsplejelovens regler om politiets adgang til at
foretage
ransagning m.v. i sager om strafferetlig efterforskning.
Synspunktet bag lovforslagets § 9 er således, at
forvaltningsmyndigheder ikke bør kunne omgå retsplejelovens regler ved –
med
det formål at få fat i oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af
straf – at anvende andre regler i lovgivningen (f.eks.
arbejdsmiljølovgivningen), der ikke på samme måde som retsplejelovens regler
varetager de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når
en
person mistænkes for at have begået et strafbart forhold.
2.
Det er
Justitsministeriets opfattelse, at lovforslagets § 9 sikrer, at der fortsat
kan
gennemføres en effektiv kontrol på de enkelte forvaltningsområder samtidig
med,
at de berørte borgeres og virksomheders retssikkerhed varetages.
I den forbindelse er der i det følgende i pkt. 3-7 en nærmere
omtale af bestemmelsen i lovforslagets § 9. Nedenfor omtales således bl.a.,
hvad det nærmere betyder, at en myndighed – i tilfælde, hvor der
foreligger
rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold – efter lovforslagets
§ 9
ikke må foretage tvangsindgreb med det formål at tilvejebringe oplysninger
til
brug for fastsættelse af straf.
3.
Som anført ovenfor indebærer lovforslagets § 9, stk. 1,
sammenholdt med stk. 2, at en myndighed i tilfælde, hvor der er rimelig grund
til mistanke om et strafbart forhold, kan gennemføre et kontrolbesøg eller
andet tvangsindgreb, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug
for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Lovforslagets § 9, stk. 1, fastsætter således, at tvangsindgreb
med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som
mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om
strafferetsplejen, mens lovforslagets § 9, stk. 2, fastsætter, at dette ikke
gælder, hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at
tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf.
Bestemmelsen i lovforslagets § 9, stk. 3, fastsætter, at de
nævnte regler i § 9, stk. 1 og 2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der
foretages et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Det vil sige, at
lovforslagets § 9 om adgangen til at foretage kontrolbesøg og andre
tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et
strafbart forhold, gælder både, hvor tvangsindgrebet rettes mod den
mistænkte,
og hvor tvangsindgrebet i den pågældende sag rettes mod andre end den
mistænkte.
4.
Som det fremgår,
skal der som forudsætning for, at lovforslagets § 9 overhovedet finder
anvendelse,
foreligge rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse.
I den forbindelse er det forudsat i lovforslagets bemærkninger
til bestemmelsen, at ikke enhver oplysning, der kan pege i retning af, at der
er begået et strafbart forhold, indebærer, at der kan siges at være rimelig
grund til mistanke om et strafbart forhold.
Baggrunden herfor er bl.a., at der ikke bør kunne opstå
situationer, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed vil være afskåret fra
selv at tilvejebringe fornødne oplysninger med hjemmel i lovgivningen på det
enkelte område, men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så
generelt
og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag for
iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb efter retsplejeloven som f.eks.
beslaglæggelse.
Det er denne afgrænsning i forhold til retsplejelovens regler,
der gives udtryk for, når det i bemærkningerne til lovforslagets § 9, stk. 1,
er anført, at en forvaltningsmyndighed er berettiget til at anvende sine
beføjelser
efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i det omfang,
det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der er tale
om
en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan vurdere, om
der
– også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent grundlag for
at iværksætte
strafferetlig efterforskning.
5.
I de tilfælde,
hvor der foreligger sådanne konkretiserede oplysninger, at der er rimelig
grund
til mistanke om et strafbart forhold – således at man er »inde i«
bestemmelsen
i lovforslagets § 9 – vil myndigheden alligevel efter lovforslagets § 9,
stk.
2, kunne gennemføre eller fortsætte et kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed
er at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål
end
fastsættelse af straf.
Ved fastlæggelsen af, hvad der vil være formålet med et
kontrolbesøg mv., bemærkes i den forbindelse, at det ofte vil være relevant
for
en myndighed med henblik på varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver
mv.
gennem et kontrolbesøg at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen
af andre spørgsmål end fastsættelse af straf – uafhængigt af, at de
pågældende
oplysninger også kan anvendes ved en efterfølgende vurdering af, om der er
anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf.
I en række tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om
et strafbart forhold, vil der således foreligge en situation,
hvor
myndigheden kan have brug for
oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, til brug for
behandlingen af spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af straf – som
f.eks.
udstedelse af påbud eller forbud eller inddragelse mv. af en tilladelse
–
og hvor
myndigheden samtidig er
opmærksom på, at der som supplement eller alternativ til iværksættelse af
sådanne ikke-strafferetlige foranstaltninger også kan blive tale om at
forfølge
spørgsmålet om straf (enten ved at myndigheden selv har mulighed for i givet
fald at afgøre sagen med et bødeforelæg eller ved at anmelde forholdet til
politiet).
Spørgsmålet er, hvad der i sådanne tilfælde ligger i udtrykket i
lovforslagets § 9, stk. 2, om, at et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb
kan
foretages, hvis det »alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf«.
Herom er det i lovforslagets bemærkninger anført, at en
myndighed efter lovforslagets § 9, stk. 2, vil kunne gennemføre et
tvangsindgreb, hvis det kan lægges til grund, at det ville være et naturligt
og
sagligt begrundet led i sagens behandling også at gennemføre det pågældende
tvangsindgreb, såfremt der ikke kunne blive tale om efterfølgende eventuelt
(tillige) at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf. At myndigheden
muligvis samtidig er opmærksom på, at oplysningerne også vil kunne være
relevante ved en eventuel senere straffesag, er i den forbindelse uden
betydning.
Det vil sige, at en forvaltningsmyndighed – uanset at der måtte
være rimelig grund til mistanke om en strafbar overtrædelse af lovgivningen
–
vil kunne gennemføre et kontrolbesøg, hvis der er anledning til det med
henblik
på, at myndigheden kan varetage sine tilsynsopgaver. Det gælder, selv om de
oplysninger, der hermed tilvejebringes, også vil skulle anvendes ved den
efterfølgende vurdering af spørgsmål om fastsættelse af eventuel straf.
Hvis det er naturligt og sagligt begrundet som led i udførelsen
af tilsynsopgaver – som f.eks. til brug for spørgsmål om eventuel
udstedelse af
påbud efter arbejdsmiljøloven – kan Arbejdstilsynet således gennemføre
et
kontrolbesøg, uanset at der er mistanke om, at der er sket en overtrædelse af
arbejdsmiljøreglerne, som kan medføre straf for virksomheden.
En virksomhed kan derfor ikke med henvisning til, at der
foreligger mistanke om en strafbar lovovertrædelse, nægte Arbejdstilsynet at
gennemføre et kontrolbesøg på virksomheden med henblik på tilsynets
varetagelse
af sine tilsyns- og kontrolopgaver.
6.
Beskæftigelsesministeriet har i den forbindelse over for Justitsministeriet
oplyst, at formålet med Arbejdstilsynets kontrolbesøg i praksis normalt er at
tilvejebringe oplysninger til brug for afgørelsen af spørgsmål om udstedelse
af
påbud mv.
Også i de tilfælde, hvor der er mistanke om en overtrædelse af
arbejdsmiljøreglerne, der kan føre til straf for virksomheden, foretages
Arbejdstilsynets kontrolbesøg således – sådan som lovfor-slagets § 9
fortsat
vil give mulighed for – normalt fordi der er anledning til det med
henblik på
at vurdere spørgsmål om behovet for f.eks. udstedelse af påbud.
Beskæftigelsesministeriet har desuden oplyst, at der
undtagelsesvist kan være tilfælde, hvor der er mistanke om et strafbart
forhold, uden at det samtidig vil være relevant for Arbejdstilsynet at
gennemføre
eller fortsætte et kontrolbesøg med det formål at varetage kontrol- og
tilsynsopgaver, der ikke vedrører spørgsmål om fastsættelse af straf. I så
fald
må det efter Beskæftigelsesministeriets opfattelse antages, at der allerede i
dag – på samme måde som lovforslagets § 9 vil udelukke det – ikke
er mulighed
for, at Arbejdstilsynet med hjemmel i arbejdsmiljøloven foretager et
kontrolbesøg med det formål at indhente oplysninger til brug for en eventuel
straffesag. Det betyder, at der i dag – og også fremover – kan være
situationer, hvor Arbejdstilsynet må overveje at anmode politiet om at
foretage
en ransagning mv.
Hvis Arbejdstilsynet undtagelsesvist kommer i en situation, hvor
tilsynet selv er afskåret fra at fortsætte et kontrolbesøg eller foretage
andet
tvangsindgreb (som f.eks. undersøgelse eller beslaglæggelse af effekter), er
det i bemærkningerne til lovforslagets § 9 forudsat, at tilsynet –
ligesom
andre kontrolmyndigheder –
vil være
berettiget til at forblive på virksomheden for at sikre eventuelle beviser,
indtil politiet møder frem. Det vil sige, at myndigheden vil have ret til
gennem sin tilstedeværelse at søge modvirket, at en virksomhed måtte forsøge
at
fjerne eller destruere relevante bevismidler, inden politiet når frem.
I det omfang, der undtagelsesvist opstår sådanne tilfælde, må
det forventes, at politiet normalt vil blive anmodet om at møde frem så
hurtigt
som muligt – det vil sige samme dag – såfremt der er behov for
f.eks. at
beslaglægge bevismateriale.
7.
Det bemærkes, at
en mistænkt person eller virksomhed efter lovforslagets § 9, stk. 4, kan
meddele
samtykke til fravigelse af den omtalte bestemmelse i lovforslagets § 9, stk.
1.
Et sådant samtykke vil i det enkelte tilfælde indebære, at den pågældende
forvaltningsmyndighed kan gennemføre kontrolbesøg og andre tvangsindgreb,
også
selv om formålet – eller ét af formålene – hermed måtte være at
tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af en straffesag.
8.
Ovenfor er der
redegjort for en række spørgsmål om lovforslagets § 9.
I tilknytning hertil kan der være anledning til at tilføje, at
der i forbindelse med lovforslagets behandling er rejst spørgsmål om den
præcise formulering af lovforslagets § 9.
Bl.a. er det blevet anført, at det ikke er hensigtsmæssigt, at
lovforslagets § 9, stk. 2, er formuleret således, at en myndighed i tilfælde,
hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, alligevel kan
gennemføre et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb, hvis tvangsindgrebet »
alene«
gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Det er således
blevet anført, at ordet »alene« ikke bør indgå i bestemmelsens formulering.
Justitsministeriet er enig i, at det kan give anledning til
tvivl, hvorledes der opnås den mest hensigtsmæssige formulering af
lovforslaget
§ 9.
På baggrund af bl.a. de synspunkter, der er blevet fremsat om
dette spørgsmål i forbindelse med lovforslagets behandling, har
Justitsministeriet derfor på ny overvejet formuleringen af bestemmelsen.
I det følgende gengives hovedindholdet af disse overvejelser:
Bestemmelsen i lovforslagets § 9 bygger – sådan som det bl.a. er
omtalt ovenfor – på hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler
om
adgangen til at foretage tvangsindgreb i straffesager. Synspunktet er
således,
at tvangsindgreb i form af ransagning, beslaglæggelse mv. bør ske efter
retsplejelovens regler, i det omfang det er
et formål
hermed at
tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag mod en mistænkt person.
Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at kontrol- og
tilsynsmyndigheder
ikke – medmindre den mistænkte person meddeler samtykke, jf. pkt. 7
ovenfor –
skal kunne foretage kontrolbesøg mv. efter regler inden for det enkelte
forvaltningsområde, hvis
formålet eller en del af formålet
hermed er at
tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag.
Dette er baggrunden for, at lovforslagets § 9, stk. 2, er
formuleret således, at tvangsindgreb uden for strafferetsplejen – i
tilfælde,
hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold – kan
gennemføres, »hvis tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at
tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf«.
Imidlertid kan der rejses det spørgsmål, om denne formulering er
fuldt ud hensigtsmæssig i forhold til de – i praksis formentlig ofte
forekommende – tilfælde,
hvor
det vil
være relevant gennem et kontrolbesøg hos en borger eller virksomhed, som
mistænktes for et strafbart forhold, at tilvejebringe oplysninger til brug
for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf,
men hvor
det tillige vil kunne være relevant efterfølgende at
anvende sådanne oplysninger ved en undersøgelse og vurdering af, om der skal
pålægges straf i forhold til den mistænkte borger eller virksomhed.
Med lovforslagets § 9, stk. 2, og bemærkningerne til denne
bestemmelse lægges der – sådan som der er nærmere redegjort for i pkt. 5
ovenfor – op til, at der også i disse tilfælde kan gennemføres et
kontrolbesøg
mv.
Et kontrolbesøg kan således i tilfælde af denne karakter gennemføres,
såfremt formålet – med herigennem at tilvejebringe oplysninger til brug
for
andre kontrol- og tilsynsopgaver end fastsættelse af straf –
i sig selv
kan begrunde kontrolbesøgets gennemførelse. Det vil sige, at myndigheden kan
gennemføre et kontrolbesøg, hvis det allerede – altså
alene
– som følge
af myndighedens varetagelse af kontrol- og tilsynsopgaver, der ikke vedrører
fastsættelse af straf, vil være et naturligt og sagligt led i myndighedens
behandling af sagen. At myndigheden samtidig er opmærksom på, at de
oplysninger, der tilvejebringes under kontrolbesøget, også kan være relevante
ved en eventuel efterfølgende straffesag, er i den forbindelse uden
betydning,
jf. lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen i § 9.
Det anførte indebærer, at det for en kontrolmyndighed, der skal
beslutte, om der er grundlag for at gennemføre et kontrolbesøg, vil være
lovligt at lægge vægt på, om kontrolbesøget vil kunne tjene et formål ved
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Hvis dette lovlige
formål i sig selv – eller med lovforslagets § 9, stk. 2’s ord
»alene« – kan
begrunde, at der gennemføres et kontrolbesøg, kan kontrolbesøget gennemføres.
Det gælder, selv om myndigheden samtidig er klar over, at de oplysninger, der
hermed tilvejebringes, kan vise sig at være relevante ved behandlingen af
spørgsmål om fastsættelse af straf.
Som det fremgår, tilsigter lovforslagets § 9, stk. 2, kun at
regulere spørgsmålet om, med hvilke
formål
et kontrolbesøg kan
gennemføres i tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et
strafbart
forhold.
Justitsministeriet er i den forbindelse blevet opmærksom på, at
den nuværende formulering af lovforslagets § 9, stk. 2, kan give det forkerte
indtryk, at bestemmelsen desuden – med formuleringen »
alene
gennemføres
med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
andre
spørgsmål end fastsættelse af straf« – skulle tilsigte at begrænse
mulighederne
for
under en straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt
under en kontrolbesøg m.v., der i overensstemmelse med det ovenfor anførte er
gennemført med et lovligt formål.
Da en sådan begrænsning ifølge lovforslagets bemærkninger ikke
er tilsigtet, vil jeg inden for kort tid fremsætte et ændringsforslag, der
indebærer, at ordet »alene« i § 9, stk. 2, udgår.
Forslaget vil ikke ændre ved, at et tvangsindgreb i tilfælde,
hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan
gennemføres med det formål – eller med bl.a. det formål – at
tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af en straffesag. Ændringsforslaget vil
imidlertid præcisere, at lovforslagets § 9 ikke begrænser den gældende adgang
til efterfølgende at anvende oplysninger, der er tilvejebragt under et
kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb, ved behandlingen af spørgsmål om
fastsættelse af straf.
Det pågældende
ændringsforslag vil af de samme grunde, som her er anført, også indeholde
forslag
om en tilsvarende ændring af lovforslagets § 10, stk. 2.
Lovforslagets § 10, stk. 2, fastsætter, at bestemmelser i
lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger – i tilfælde, hvor
der er
konkret mistanke om et strafbart forhold – kan anvendes i forhold til
andre end
den mistænkte, i det omfang oplysningerne alene søges tilvejebragt til brug
for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Spørgsmål 36:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 23. januar 2004 fra
Jonas Christoffersen, Københavns Universitet, jf. L 96 – bilag 44.
Svar fra
justitsministeren:
Jonas Christoffersen har tidligere henvendt sig til Folketingets
Retsudvalg med bemærkninger til lovforslaget (L 96 – bilag 3).
Justitsministeriet har i besvarelsen af spørgsmål nr. 3
kommenteret denne henvendelse.
I sin seneste henvendelse supplerer Jonas Christoffersen de
synspunkter, der er fremkommet i den tidligere henvendelse til udvalget, med
bl.a. nogle konkrete eksempler.
På den baggrund skal Justitsministeriet – med udgangspunkt i
ministeriets kommentarer til Jonas Christoffersens tidligere henvendelse
–
bemærke følgende:
1. Anvendelsesområdet for § 9 om tvangsindgreb
Jonas Christoffersen finder, at lovforslagets § 9 om
begrænsninger i adgangen til at anvende tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen, hvis der er rimelig grund til mistanke om et strafbart
forhold,
bør udvides til – ligesom lovforslagets § 10, stk. 1, om den mistænktes
ret til
ikke at udtale sig mv. –
også at gælde,
hvis der er rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til en
sanktion, som kan
sidestilles med straf.
Som det fremgår af Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål
nr. 3, skal lovforslagets § 9 – i modsætning til lovforslagets § 10,
stk. 1, om
retten til ikke at inkriminere sig selv – ikke ses på baggrund af
artikel 6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og det forbud mod
selvinkriminering,
der følger af denne bestemmelse. Administrative myndigheders foretagelse af
husundersøgelser og andre lignende tvangsindgreb – og dermed
lovforslagets § 9
– rejser således i almindelighed ikke spørgsmål i forhold til Den
Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6, jf. om baggrunden herfor nærmere
Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 90.
På den baggrund finder Justitsministeriet ikke, at lovforslagets
§ 9 bør udvides til ligesom § 10, stk. 1, også at omfatte tilfælde, hvor der
er
rimelig grund til mistanke om forhold, der kan føre til en sanktion, som kan
sidestilles med straf.
I øvrigt vil der – som nævnt i besvarelsen af spørgsmål nr. 3
–
kun i yderst begrænset omfang kunne
tænkes at forekomme administrative foranstaltninger, som ikke kan anses for
straf, men som uanset dette skal sidestilles med straf i relation til artikel
6
i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det pågældende spørgsmål har
derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke nogen væsentlig praktisk
betydning.
2. Oplysningspligter over for ansatte
Hvis der er konkret mistanke om, at en fysisk eller juridisk
person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder
bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele oplysninger til
myndigheden efter lovforslagets § 10, stk. 1, ikke i forhold til den
mistænkte,
medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan
have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Bestemmelsen
bygger – som anført ovenfor – bl.a. på artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Ligesom i sin tidligere henvendelse finder Jonas Christoffersen
ikke, at der i forhold til lovforslagets § 10 bør ske identifikation mellem
på
den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie- eller anpartsselskab), som
mistænkes for et strafbart forhold, og på den anden side fysiske personer med
tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.
Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i de almindelige bemærkninger til
lovforslaget – og som der nærmere er redegjort for i besvarelsen af
spørgsmål
nr. 3 – har Justitsministeriet efter en samlet afvejning fundet, at der
som
udgangspunkt bør ske fuld identifikation mellem den juridiske person og
fysiske
personer med tilknytning til den juridiske person, såfremt der foreligger
konkret mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, som kan medføre
straf
for den juridiske person (virksomheden) som sådan.
Justitsministeriet har herved bl.a. lagt vægt på, at anvendelsen
af en alternativ model – hvorefter der alene skulle ske identifikation
mellem
den juridiske person og en enkelt person fra den juridiske persons ledelse
(den
processuelle repræsentant) – kunne indebære vanskelige
afgrænsnings-spørgsmål.
Bl.a. ville en forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om
anvendelse af en oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var
tale om en fysisk person, som under en eventuel senere straffesag mod den
juridiske person ville blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant.
Hertil kommer, at størstedelen af de eksisterende
oplysningspligter ikke alene omhandler adgangen til at kræve oplysninger
meddelt mundtligt, men også indebærer, at oplysninger enten af egen drift
eller
efter begæring fra myndigheden skal indsendes til den pågældende myndighed. I
sådanne situationer ville det efter Justitsministeriets opfattelse være
uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af en oplysningspligt
afhænge
af, hvilken eller hvilke fysiske personer i virksomheden der står for at
sende
oplysningerne til myndigheden.
Hvis man i stedet for den nævnte ordning med fuld identifikation
havde valgt, at der ikke skulle ske identifikation mellem en mistænkt
juridisk
person og dens ansatte mv., ville det have betydet, at pligter i lovgivningen
mv. til at meddele oplysninger til en myndighed ville gælde i forhold til de
ansatte mv., i det omfang oplysningerne skulle tilvejebringes til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets
§
10, stk. 2. Det kan som følge heraf – som Jonas Christoffersen er inde
på –
ikke afvises, at den nævnte ordning med fuld identifikation mellem en
mistænkt
juridisk person og ansatte mv. i konkrete tilfælde kan have den praktiske
konsekvens, at en myndighed beslutter, at der på den pågældende virksomhed
med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for andre spørgsmål end
fastsættelse af straf skal gennemføres et kontrolbesøg (jf. herved
lovforslagets § 9), der eventuelt ikke ville være blevet gennemført, såfremt
de
nødvendige oplysninger i sagen kunne have være tilvejebragt ved anvendelse af
en oplysningspligt i forhold til ansatte på virksomheden.
Imidlertid kan dette efter Justitsministeriets opfattelse ikke
ændre ved, at ordningen med fuld identifikation – af de grunde, der er
nævnt –
som udgangspunkt bør finde anvendelse, hvis en juridisk person mistænkes for
et
strafbart forhold.
I den forbindelse skal det i øvrigt bemærkes, at begge de
omtalte modeller (altså den valgte model med fuld identifikation og den
ovennævnte alternative model) – i overensstemmelse med et grundlæggende
princip
bag § 10 – vil indebære, at de ansatte i en virksomhed ikke vil kunne
pålægges
at afgive oplysninger, hvis myndighedens formål med at afkræve disse
oplysninger er at tilvejebringemateriale til brug for en straffesag mod
virksomheden. Valget mellem de nævnte modeller har således alene betydning
for,
om f.eks. de ansatte i en virksomhed vil kunne pålægges at afgive oplysninger
til myndigheden, hvis det sker med henblik på
andre
spørgsmål end
fastsættelse af straf, f.eks. udstedelse af påbud eller forbud.
Det skal også bemærkes, at lovforslagets regler i intet tilfælde
vil være til hinder for, at f.eks. ansatte på en virksomhed
frivilligt
giver oplysninger til en
kontrolmyndighed.
Jonas Christoffersen peger desuden på, at det anførte efter
omstændighederne kan betyde, at en oplysningspligt ikke kan anvendes over for
personer, som er ansat hos en
juridisk person
(f.eks. et aktie- eller
anpartsselskab), mens den samme oplysningspligt kan anvendes over for
personer,
som er ansat i en
personlig ejet virksomhed.
Herom skal Justitsministeriet henvise til pkt. 4.3.5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det er anført, at det ovennævnte
spørgsmål om identifikation opstår som følge af den retlige konstruktion for
juridiske personer, og at Justitsministeriet ikke finder tilstrækkelig
anledning til at foreslå generelle regler, der regulerer det nævnte spørgsmål
om identifikation i forhold til enkeltmandsvirksomheder.
Navnlig inden for arbejdsmiljøområdet kan særlige hensyn gøre,
at der fortsat bør være adgang til – med henblik på tilvejebringelse af
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf – at anvende arbejdsmiljølovgivningens regler om oplysningspligt
overfor
ansatte i tilfælde, hvor den juridiske person (virksomheden) mistænkes for en
strafbar overtrædelse af reglerne. Som anført i besvarelsen af spørgsmål nr.
3
vil det, der er anført ovenfor om fuld identifikation, derfor efter
lovforslaget ikke skulle gælde på dette område, jf. lovforslagets § (og
lovforslagets § 23 særligt om ansattes sikkerhed om bord på skibe).
4. Særlig undtagelse til § 10, stk. 1, i
faresituationer
Jonas Christoffersen gentager i sin seneste henvendelse også sit
forslag om, at der i lovforslaget bør indføjes en undtagelse til
lovforslagets
§ 10, stk. 1, om retten til ikke at inkriminere sig selv. Forslaget ville
indebære, at forvaltningsmyndigheder kunne anvende oplysningspligter over for
en mistænkt person i tilfælde, hvor der kan opstå farelignende situationer
(det
vil sige med henblik på f.eks. at destruere sundhedsfarlige fødevarer eller
standse en forurening) – også selv om den mistænkte hermed vil kunne
være
forpligtet til at afgive oplysninger, som inkriminerer vedkommende selv.
Efter Jonas Christoffersens opfattelse vil artikel 6 i Den
Europæiske Menneskerettigheds-konvention ikke være til hinder for en sådan
undtagelse. Jonas Christoffersen peger i den forbindelse bl.a. på, at det i
lovforslagets bemærkninger er forudsat, at konventionen ikke er til hinder
for,
at selvinkrimineringsforbudet i lovforslagets § 10, stk. 1, viger for de
bestemmelser om oplysningspligt, der findes i færdselslovens § 65 samt i
tjenestemandsloven og lov om undersøgelseskommissioner. Der peges endvidere
på,
at det er antaget, at artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
ikke kan påberåbes i forbindelse med anvendelsen af bestemmelsen om
oplysningspligt
i udlændingelovens § 40, stk. 1.
På baggrund af den eksisterende retspraksis fra Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol
må det – som
anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 3 – efter Justitsministeriets
opfattelse
give anledning til betydelig tvivl, om det ville være foreneligt med artikel
6
i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at indføre en regel om, at
forbudet mod selvinkriminering ikke skulle gælde, såfremt en oplysningspligt
anvendes i forhold til en mistænkt person med henblik på at afværge
faresituationer.
Hertil kommer, at en sådan undtagelse til lovforslagets § 10,
stk. 1, om retten til ikke at udtale sig ikke ville være forenelig med andre
grundlæggende principper i dansk ret om mistænkte personers ret til ikke at
udtale sig.
Heller ikke i retsplejelovens straffeprocessuelle regler findes
der således mulighed for at pålægge en mistænkt eller tiltalt person pligt
til
at udtale sig – og dermed eventuelt inkriminere sig selv – i
tilfælde, hvor
tilvejebringelse af de pågældende oplysninger kunne tænkes at afværge mulige
faresituationer. En person, der f.eks. er sigtet for ulovlig handel med
narkotika, vil således ikke kunne forpligtes til over for politiet at oplyse,
hvem de pågældende stoffer er solgt til – heller ikke i tilfælde, hvor
der er
eller kan være tale om alvorlig helbredsfare for modtagerne.
Det er ikke udtryk for en anden opfattelse, når det i
lovforslagets bemærkninger er forudsat, at de særlige bestemmelser om
oplysningspligt i færdselsloven § 65, i tjenestemandslovens regler om
tjenstligt forhør samt i lov om undersøgelseskommissioner ikke berøres af
lovforslagets § 10, stk. 1. Der vil således heller ikke med disse særlige
bestemmelser kunne være pligt for en mistænkt person til at afgive
selvinkriminerende oplysninger, jf. f.eks. § 12, stk. 1, i lov om
undersøgelses-kommissioner, hvorefter pligten til at afgive forklaring for
kommissionen ikke gælder i det omfang, der må antages at foreligge mulighed
for
strafansvar for den pågældende i anledning af de forhold, undersøgelsen
omfatter.
Særligt om bestemmelsen om oplysningspligt i udlændingelovens §
40, stk. 1, bemærkes følgende:
Efter udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt., skal en udlænding
meddele de oplysninger, som er nødvendige til bedømmelse af, om en tilladelse
i
henhold til denne lov kan gives, inddrages eller bortfalde, eller om
udlændingen opholder sig lovligt her i landet.
Manglende opfyldelse af denne oplysningspligt kan betyde, at en
ansøgning ikke imødekommes, og kan endvidere medføre straf i form af bøde
eller
under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 4 måneder, jf.
udlændingelovens
§ 60, stk. 1.
Bestemmelsen i artikel 6 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention antages ikke at omfatte sager om udlændinges
adgang til indrejse, ophold m.v., jf. bl.a. Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstols
afgørelse i sagen Maaouia mod Frankrig (dom af 5. oktober 2000).
Det betyder, at en udlænding ikke i forhold til
udlændingemyndighederne kan påberåbe sig det forbud mod selvinkriminering,
som
følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. En
udlænding
vil derfor efter udlændingelovens § 40, stk. 1, have pligt til at fremkomme
med
de nødvendige oplysninger til bedømmelse af, om en tilladelse i medfør af
udlændingeloven kan gives, eller om en tilladelse skal inddrages eller
bortfalde, eller til bedømmelse af, om udlændingen opholder sig lovligt her i
landet. Det gælder, selv om oplysningerne vedrører eventuelle strafbare
forhold, jf. Integrationsministeriets bemærkninger til L 32 forslag til lov
om
ændring af udlændingeloven (Folketingstidende 2001-2002, 2. samling, tillæg
A,
side 751 ff).
Integrationsministeriet har oplyst, at bestemmelsen i
lovforslagets § 10, stk. 1 – der som anført i lovforslagets bemærkninger
bl.a.
bygger på artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention –
ikke bør medføre begrænsninger i adgangen til
at kræve oplysninger efter udlændingelovens § 40, stk. 1.
På den baggrund forudsætter Justitsministeriet, at
udlændingelovens § 40, stk. 1, 1. pkt. – som en »lex specialis« –
skal gå forud
for lovforslagets § 10, stk. 1.
Spørgsmål 47:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 3. februar 2004 fra
Kommunernes Landsforening, jf. L 96 – bilag 52.
Spørgsmål 51:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. februar 2004 fra
Kommunernes Landsforening, jf. L 96 – bilag 57.
Svar fra
justitsministeren:
Kommunernes Landsforening har i de pågældende henvendelser til
Folketingets Retsudvalg af 3. og 5. februar 2004 rejst en række
problemstillinger i relation til forslaget til lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96).
I det følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i
henvendelserne.
1. Kontrol af øjebliksbilleder
I sin henvendelse lægger Kommunernes Landsforening vægt på, at
forvaltningsmyndighederne ikke skal varsle kontrolbesøg i tilfælde, hvor
besøget har karakter af en kontrol af et »øjebliksbillede.«
Som eksempel nævnes tilfælde, hvor en tilsynsmedarbejder skal ud
for at kontrollere, om der er flydelag eller anden overdækning på
gyllebeholdere. Et forudgående varsel om kontrolbesøget ville ifølge
Kommunernes
Landsforening give landmanden mulighed for at rette op på eventuelle mangler
inden kontrollens gennemførelse. Som et andet eksempel nævnes brandtilsynets
kontrol af antallet af besøgende på diskoteker. Skulle tilsynsmyndigheden
afgive et forudgående varsel om et sådant kontrolbesøg, ville formålet med
kontrollen ifølge Kommunernes Landsforening også i dette tilfælde blive
forspildt.
Hertil bemærkes følgende:
Lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, indebærer, at kravet om
varsling kan fraviges helt eller delvist, hvis øjemedet med tvangsindgrebets
gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives.
Det er i lovforslagets bemærkninger anført, at bestemmelsen
bl.a. sigter til kontrolbesøg, som myndigheder foretager på områder, hvor det
generelt må antages, at øjemedet med kontrollen ville blive forspildt,
såfremt
den pågældende borger eller virksomhed var »advaret« forinden. Der sigtes her
–
som anført i bemærkningerne –
bl.a. til
de tilfælde, hvor kontrollen har karakter af en kontrol af et
»øjebliksbillede.«
En forvaltningsmyndighed skal således ikke efter lovforslaget
foretage varsling af en part inden gennemførelsen af et kontrolbesøg, hvis
øjemedet med kontrollen hermed ville blive forspildt, jf. lovforslagets § 5,
stk. 4, nr. 1. Myndighederne vil derfor bl.a. i de eksempler, der er nævnt i
Kommunernes
Landsforenings henvendelse, kunne undlade at varsle kontrolbesøg.
2. »Blandede«
kontrolbesøg
I nogle tilfælde vil der kunne være tale om, at en myndighed
ønsker at gennemføre et kontrolbesøg mv. f.eks. på en virksomhed, uden at
undtagelserne til kravet om forudgående underretning er opfyldt for alle de
forhold, der kan blive undersøgt under kontrolbesøget.
Som det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger,
forudsætter Justitsministeriet, at udgangspunktet i disse situationer vil
være,
at en myndighed kan fravige den nævnte hovedregel om forudgående
underretning,
såfremt én eller flere af de nævnte undtagelser til kravet om forudgående
underretning er opfyldt med hensyn til ikke uvæsentlige dele af et samlet
kontrolbesøg m.v.
I den forbindelse anfører Kommunernes Landsforening, at der i
selve loven bør tilføjes en udtrykkelig bestemmelse, der gør det klart, at
disse »blandede« kontrolbesøg kan gennemføres uden forudgående varsling.
Kommunernes
Landsforening anfører, at det hermed vil være klart for de berørte private
parter, at de ikke i disse situationer har krav på forudgående underretning.
Hertil bemærkes følgende:
Jeg vil i lyset af bemærkningerne fra Kommunernes Landsforening
i forbindelse med Folketingets videre behandling af lovforslaget foreslå en
ændring af forslagets § 5, som i selve lovteksten tydeliggør, at
forvaltningsmyndighederne kan gennemføre de omhandlede »blandede« besøg uden
forudgående
varsel.
3. Indsigelse mod beslutning om iværksættelse
af tvangsindgreb
Bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 3, 1. pkt., indebærer, at
parten inden for en af myndigheden fastsat frist har adgang til at fremsætte
indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.
I den forbindelse anfører Kommunernes Landsforening, at det bør
fremgå klart af selve loven, at forvaltningsmyndighederne har mulighed for
med
henvisning til hensigtsmæssig myndigheds-planlægning at tilsidesætte en
indsigelse mod tidspunktet for kontrolbesøget.
Hertil bemærkes følgende:
Som det fremgår af lovforslagets § 5, stk. 3, 1. pkt., har
parten inden for en af myndigheden fastsat frist adgang til at fremsætte
indsigelser mod beslutningen om at iværksætte tvangsindgreb.
Fremkommer parten inden for den fastsatte frist med indsigelser,
har myndigheden derfor pligt til at vurdere, om der er grundlag for at
fastholde den pågældende beslutning om iværksættelse af tvangsindgreb. Gøres
der f.eks. indsigelse mod tidspunktet for indgrebets gennemførelse, må
myndigheden
som beskrevet i lovforslagets bemærkninger foretage en afvejning af bl.a.
hensynet til parten og hensynet til en hensigtsmæssig myndighedsplanlægning.
Bl.a. fordi en varsling som hovedregel skal gives senest 14 dage
inden gennemførelsen af et kontrolbesøg – således at vedkommende har god
tid
til at indrette sig på det – må det forventes, at der kun
undtagelsesvist vil
være tilfælde, hvor en parts indsigelse vil være af så tungtvejende karakter,
at dette – overfor bl.a. hensynet til myndighedens planlægning –
vil medføre,
at tidspunktet for kontrolbesøget bør ændres. Indsigelser om, at det vil
passe
parten bedre, at tidspunktet for et varslet kontrolbesøg ændres, vil således
ikke medføre, at myndigheden vil være forpligtet til at følge indsigelsen,
medmindre tungtvejende hensyn til parten taler for det.
Da det vil være de konkrete forhold, der afgør, om en indsigelse
fra parten skal følges, finder Justitsministeriet ikke, at det vil være
hensigtsmæssigt i selve loven at indsætte en bestemmelse om det nævnte
spørgsmål.
De ovenfor anførte synspunkter vil imidlertid blive indarbejdet i den
vejledning
til kontrolmyndighederne, som Justitsministeriet vil udarbejde, inden loven
træder i kraft.
Det tilføjes i øvrigt, at de enkelte myndigheder – i det omfang
det findes hensigtsmæssigt – vil kunne have en ordning, hvor man f.eks.
telefonisk kontakter den pågældende borger eller virksomhed, inden der
udsendes
varsling om et kontrolbesøg, således at myndigheden herigennem på forhånd i
videst muligt omfang kan tage højde for eventuelle indsigelser, der vedrører
tidspunktet for et kontrolbesøgs gennemførelse.
4. Forholdet mellem særmyndigheden og politiet
Kommunernes Landsforening anfører endvidere, at lovforslagets §§
9 og 10 vil medføre færre straffesager, fordi sagerne vil skulle overlades
til
politiet på et tidligere tidspunkt end i dag og på baggrund af et mindre
gennemarbejdet sagsmateriale fra særmyndighederne.
Som eksempel fremhæver Kommunernes Landsforening miljøområdet,
hvor forvaltnings-myndighederne ikke vil kunne anmode virksomhederne om
oplysninger om bestemte forhold i de tilfælde, hvor der er mistanke om
overtrædelse af gældende regler. Politiet vil i disse tilfælde i samarbejde
med
miljømyndighederne selv skulle tilvejebringe og bekoste tilvejebringelsen af
de
relevante oplysninger også i tilfælde, hvor disse allerede foreligger i
virksomheden.
Hertil bemærkes følgende:
4.1. Lovforslagets § 9
Lovforslagets § 9 indebærer, at en forvaltningsmyndighed i
tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have begået et
strafbart forhold, kun vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden
for strafferetsplejen, i det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe
oplysninger
til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Bestemmelsen betyder således, at forvaltningsmyndighederne i de
nævnte mistanketilfælde ikke vil kunne foretage et kontrolbesøg mv., hvis
formålet hermed er at tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag.
Derimod kan forvaltningsmyndighederne (også) i tilfælde, hvor en person med
rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold, uden
inddragelse af politiet gennemføre eller fortsætte et tvangsindgreb og dermed
tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter,
hvis
formålet med tvangsindgrebet er at tilvejebringe oplysningerne til brug for
andet end fastsættelse af straf, herunder f.eks. spørgsmål om udstedelse af
et
påbud eller forbud i medfør af bestemmelser på det pågældende
lovgivningsområde. I den forbindelse har det ingen betydning, at der
tilvejebringes oplysninger, som også vil være relevante for behandling af
spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens vurdering af,
om
der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for en videre
strafferetlig
forfølgning af sagen. Der kan i den forbindelse endvidere henvises til
besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18.
På den anførte baggrund er det Justitsministeriets opfattelse,
at lovforslagets § 9 medfører, at tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt
omfang uden inddragelse af politiet kan gennemføre kontrolbesøg og andre
tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om et
strafbart
forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen på det
enkelte område, herunder f.eks. miljøområdet, i almindelighed have til opgave
at varetage en række opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf,
og
lovforslaget vil som anført ikke være til hinder for at gennemføre
tvangsindgreb, hvor formålet er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver
mv.
I overensstemmelse med det anførte lægges der i lovforslagets
bemærkninger ikke op til en ændret praksis for den arbejdsfordeling, der er
mellem tilsynsmyndighederne og politiet på de enkelte forvaltningsområder.
Det
anføres således bl.a. i pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærk-ninger:
»Lovforslaget vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til
at gennemføre tvangsindgreb. Der er med lovforslaget ikke noget til hinder
for,
at den pågældende tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt
med det formål at behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I
overensstemmelse hermed lægges der ikke med lovforslaget op til nogen ændring
af den praksis, der eksisterer på de enkelte områder med hensyn til
arbejdsfordelingen mellem tilsynsmyndigheder m.v. og politiet. Også i de
tilfælde, hvor lovforslaget vil afskære en tilsynsmyndighed fra selv at
foretage et tvangsindgreb – og hvor et tvangsindgreb derfor i givet fald
skal
forestås af politiet (ofte med rettens godkendelse) efter reglerne i
retsplejeloven – forudsættes det således, at der ikke sker nogen
forskydning af
den øvrige arbejdsfordeling mellem tilsynsmyndighederne m.v. og politiet.
Det forhold, at spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i
visse tilfælde skal overlades til politiet, bør derfor ikke i almindelighed
medføre ændringer med hensyn til, i hvilket omfang de forskellige
tilsynsmyndigheder mv. – efter den praksis, der gælder på det enkelte
område –
f.eks. undersøger og forbereder en sag, inden sagen eventuelt overgives til
politiet med henblik på stillingtagen til, om der skal rejses tiltale. Det
bemærkes herved, at det ofte vil være tilsynsmyndighederne, der besidder den
særlige faglige ekspertise, som der er behov for ved behandling af
straffesager
om overtrædelse af lovgivningen på det enkelte forvaltningsområde. Af den
grund
forudsættes det også, at politiet i tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter
lovforslaget kun kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven, normalt vil
skulle være ledsaget af repræsentanter for vedkommende tilsynsmyndighed mv.
Endvidere vil sagen i disse tilfælde,
når tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det
på det enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende
kontrolmyndighed mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af
spørgsmål, der vedrører eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.«
4.2. Lovforslagets § 10, stk. 1
a.
Lovforslagets §
10, stk. 1, indebærer, at en person, som mistænkes for at have begået en
lovovertrædelse,
der kan medføre straf, ikke har pligt til at meddele oplysninger til en
offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de
oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af
den
formodede lovovertrædelse.
Som eksempel på betydningen af lovforslagets § 10, stk. 1, kan –
som anført i henvendelsen fra Kommunernes Landsforening – efter
omstændighederne nævnes tilfælde, hvor en nabo klager over lugtgener fra en
virksomhed, og hvor det efter miljølovgivningen kan pålægges den pågældende
virksomhed for egen regning at fremskaffe oplysninger om lugtforholdene ved
hjælp af en lugtmåling.
Om en naboklage giver anledning til konkret mistanke om, at en
person har begået en strafbar lovovertrædelse, må bero på en konkret
vurdering.
I den forbindelse må det bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer,
hvor konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt – det
vil
sige i de oplysninger, som myndigheden herudover er i besiddelse af – er
holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold. En anmeldelse
vil
således ikke i sig selv skabe grundlag for en mistanke som angivet i
bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke indeholder bl.a. tilstrækkeligt
konkretiserede oplysninger om de pågældende forhold.
Måtte en anmeldelse som f.eks. en naboklage give tilstrækkeligt
grundlag for en konkret mistanke om en strafbar lovovertrædelse, herunder
f.eks. overtrædelse af vilkår om maksimale lugtgener, vil § 10, stk. 1, finde
anvendelse. En tilsynsmyndighed kan på den baggrund ikke pålægge den
mistænkte
virksomhed at medvirke til fremskaffelse af oplysninger som f.eks. en
lugtmåling, der eventuelt viser en strafbar overtrædelse af vilkår om
maksimale
lugtgener.
Der vil imidlertid i praksis være en række tilfælde, hvor en
myndighed ud fra de foreliggende oplysninger vil have gjort op med, at der
ikke
er anledning til at forfølge spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om
der
foreligger en konkret mistanke om, at vedkommende borger eller virksomhed har
begået en overtrædelse af lovgivningen, der ville kunne sanktioneres med
straf.
Det vil bl.a. kunne gælde, hvis overtrædelsen er af mindre grov karakter. I
sådanne tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke finde anvendelse. Det
anføres således i lovforslagets bemærkninger til § 10, stk. 1, bl.a.:
»I en række tilfælde vil en myndighed ud fra de foreliggende
oplysninger have gjort op med, at der ikke er anledning til at forfølge
spørgsmålet om fastsættelse af straf, selv om der foreligger en formodning
eller antagelse om, at vedkommende borger eller virksomhed har begået en
overtrædelse af lovgivningen, der kan sanktioneres med straf.. I sådanne
tilfælde vil bestemmelsen i § 10, stk. 1, ikke (længere) finde anvendelse.
Måtte der i den pågældende sag efterfølgende på ny opstå spørgsmål om
eventuelt
at fastsætte straf – f.eks. hvis der senere fremkommer oplysninger, der
viser,
at en lovovertrædelse kan være af mere grov karakter – vil det
imidlertid igen
blive relevant at iagttage § 10, stk. 1, samt den beskyttelse, der følger af
artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.«
Endelig kan det oplyses, at spørgsmål om
betaling
for
iværksættelse af undersøgelser, målinger mv. ikke er reguleret af
lovforslaget.
Lovforslagets § 10, stk. 1, er således ikke til hinder for, at en mistænkt
virksomhed – hvis der i øvrigt er hjemmel til det – pålægges at
afholde
udgiften til undersøgelser, målinger mv., der foretages af
tilsynsmyndigheder.
Det bemærkes i den forbindelse, at spørgsmål om kontrolmyndighedernes
egen
tilvejebringelse af oplysninger, herunder måleresultater m.v., ikke er
reguleret af bestemmelsen i § 10, stk. 1 (men efter omstændighederne af
bestemmelsen i § 9 om tvangsindgreb). Spørgsmål herom vil fortsat skulle
løses
efter reglerne på det pågældende lovgivningsområde, herunder f.eks. reglerne
på
miljøområdet.
Miljøministeriet har i den forbindelse oplyst, at der er
igangsat et analysearbejde, der skal belyse, om der vil være behov for at
justere håndhævelsesreglerne i miljølovgivningen. Det skal bl.a. undersøges,
om
der er behov for at styrke mulighederne for, at myndighederne selv foretager
undersøgelser for virksomhedens regning, eller behov for at forbedre
mulighederne for at nedlægge forbud.
b.
Det kan i øvrigt
tilføjes, at lovforslagets § 10, stk. 1, ikke uden videre vil indebære, at en
myndighed, som har konkret mistanke om et strafbart forhold, vil være
afskåret
fra fortsat anvendelse af oplysningspligter i tilfælde, hvor vedkommende
borger
eller virksomhed har pligt til løbende at indberette visse oplysninger til en
myndighed. Eksempelvis kan en virksomhed have pligt til løbende at foretage
angivelser, egenkontrolmålinger m.v., der skal indgives til en myndighed.
Opstår der – f.eks. på baggrund af en sådan indberetning – konkret
mistanke om
en strafsanktioneret lovovertrædelse for så vidt angår en bestemt periode,
vil
den pågældende oplysningspligt ikke af den grund bortfalde også for
efterfølgende perioder.
Som eksempel kan nævnes de pligter i lovgivningen, der vedrører
løbende indberetning om produktion, forbrug mv. Opstår der på baggrund af en
sådan indberetning konkret mistanke om, at en virksomhed i den periode
(f.eks.
det år eller kvartal), som indberetningen vedrører, har overtrådt reglerne på
det pågældende område, vil dette ikke i sig selv medføre, at pligten til
fortsat
at indberette om kommende perioder suspenderes.
At der måtte være konkret mistanke om, at reglerne er overtrådt
i en bestemt periode eller med hensyn til et konkret forhold, er således ikke
ensbetydende med, at der vil være konkret mistanke om, at reglerne (også) vil
blive overtrådt i senere perioder mv. Hvis f.eks. en indberetning fra en
borger
eller virksomhed af egenkontrolmålinger giver anledning til konkret mistanke
om, at vedkommende i 1. kvartal 2005 har overtrådt regler inden for
miljøområdet,
vil dette således ikke være ensbetydende med, at der efter lovforslagets §
10,
stk. 1, vil være opstået en konkret mistanke om, at vedkommende også i 2.
kvartal 2005 vil overtræde de samme regler – og vedkommende vil derfor
fortsat
kunne have pligt til gennem egenkontrolmålinger at indberette til myndigheden
i
de følgende kvartaler.
5. Vejledning
Kommunernes Landsforening anfører desuden, at indførelsen af nye
regler om retssikkerhed føjer sig til rækken af forvaltningsretlige regler,
som
kommunerne skal iagttage i samspillet med borgerne, og at der på grund af
reglernes indbyrdes sammenhæng og kompleksitet vil blive behov for klar og
rettidig vejledning til både myndigheder og borgere.
Hertil bemærkes følgende:
Som det fremgår af lovforslaget, foreslås det, at loven først
skal træde i kraft den 1. januar 2005. Sigtet er at give de berørte
myndigheder
tilstrækkelig tid til at indrette sig på lovforslagets regler, herunder bl.a.
at udarbejde nødvendigt vejledningsmateriale om lovens anvendelse.
6. Lovforslagets økonomiske konsekvenser
Kommunernes Landsforening vurderer, at lovforslaget vil medføre
et betydeligt merarbejde i kommunerne, som de skal kompenseres for.
Hertil bemærkes følgende:
Lovforslagets økonomiske konsekvenser for kommunerne vil indgå i
de årlige forhandlingsrunder mellem staten og kommunerne om den kommunale
økonomi.
Spørgsmål 55:
Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 9. marts 2004 fra
Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, jf. L 96 – bilag 69.
Svar fra
justitsministeren:
Professor Gorm Toftegaard Nielsen, Aarhus Universitet, har i den
pågældende henvendelse til Folketingets Retsudvalg af 9. marts 2004 rejst en
række problemstillinger i relation til forslaget til lov om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (L 96).
I det følgende behandles de enkelte hovedpunkter, som tages op i
henvendelsen.
1. Lovforslagets § 9
Gorm Toftegaard Nielsen anfører bl.a., at det efter hans
opfattelse ikke i alle tilfælde er klart, hvad det er for et hensyn til ikke
at
omgå strafferetsplejens regler, der tænkes på i relation til lovforslagets §
9
om adgangen til at foretage tvangsindgreb uden for strafferetsplejen i
tilfælde, hvor der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere anføres det, at der ikke er overensstemmelse mellem
lovforslagets § 9 og lovforslagets bemærkninger til denne bestemmelse. Gorm
Toftegaard Nielsen skriver således i relation til lovforslagets § 9 bl.a., at
»Lovteksten vælger retssikkerheden, medens ministeriet med sine bemærkninger
forsøger at nedtone (skjule?), hvor radikal ændringen er «.
Hertil bemærkes følgende:
I besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 er der nærmere redegjort
for, at lovforslagets § 9 bygger på hensynet til ikke at omgå
strafferetsplejens regler om adgangen til at foretage tvangsindgreb i
straffesager.
Synspunktet er således, at tvangsindgreb i form af ransagning, beslaglæggelse
m.v. bør ske efter retsplejelovens regler, i det omfang det er
et formål
hermed at tilvejebringe oplysninger til brugfor en straffesag mod en mistænkt
person. Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at kontrol- og
tilsynsmyndigheder ikke – medmindre den mistænkte person meddeler
samtykke –
skal kunne foretage kontrolbesøg mv. efter regler inden for det enkelte
forvaltningsområde,
hvis
formålet eller en del af formålet
hermed er at tilvejebringe
oplysninger til brug for en straffesag.
Den nævnte besvarelse af spørgsmål nr. 15-18 indeholder i den
forbindelse en nærmere omtale og gennemgang af indholdet af lovforslagets § 9
–
herunder en nærmere omtale af de spørgsmål, som Gorm Toftegaard Nielsen også
kommer ind på. Besvarelsen indeholder således bl.a. en udførlig og detaljeret
redegørelse for sammenhængen mellem lovforslagets § 9 og bemærkningerne i
lovfor-slaget til denne bestemmelse.
Der kan derfor i det hele henvises til den nævnte besvarelse,
idet det i anledning af de synspunkter, som Gorm Toftegaard Nielsen gør sig
til
talsmand for, blot skal tilføjes, at ministeriet – sådan som den
omhandlede
besvarelse også viser – selvsagt ikke har forsøgt i lovforslagets
bemærkninger
at nedtone endsige skjule betydningen af lovforslagets § 9. Efter
Justitsministeriets opfattelse er der således god overensstemmelse mellem
ordlyden af lovforslagets § 9, stk. 2, og det, der er anført i lovforslagets
bemærkninger til bestemmelsen.
I øvrigt kan det for god ordens skyld nævnes, at jeg som nærmere
beskrevet i pkt. 8 i den nævnte besvarelse vil fremsætte et ændringsforslag,
der indebærer, at ordet »alene« udgår af lovforslagets § 9, stk. 2 (og § 10,
stk. 2) – ikke af de grunde, som Gorm Toftegaard Nielsen anfører, men
fordi Justitsministeriet
er blevet opmærksom på, at den nuværende formulering af bestemmelsen kan give
det forkerte indtryk, at bestemmelsen skulle tilsigte at begrænse
mulighederne
for under en straffesag at anvende oplysninger, som er tilvejebragt under et
kontrolbesøg mv., der i overensstemmelse med det ovenfor anførte er
gennemført
med et lovligt formål
Som nærmere omtalt i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 vil også
dette ændringsforslag således indebære, at et tvangsindgreb i tilfælde, hvor
der er rimelig grund til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan
gennemføres
med det formål – eller med bl.a. det formål – at tilvejebringe
oplysninger til
brug for behandlingen af en straffesag. Ændringsforslaget vil imidlertid
præcisere, at lovforslagets § 9 ikke begrænser den gældende adgang til
efterfølgende at anvende oplysninger, der er tilvejebragt under et
kontrolbesøg
eller andet tvangsindgreb, ved behandlingen af spørgsmål om fastsættelse af
straf.
2. Lovens anvendelsesområde
Gorm Toftegaard Nielsen omtaler også en række spørgsmål om
anvendelsesområdet for lovforslagets kapitel 3 – det vil sige
lovforslagets §
9, som er omtalt i pkt. 1 ovenfor, og som vedrører adgangen til at foretage
kontrolbesøg og andre tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund til
mistanke om et strafbart forhold.
I den forbindelse anfører Gorm Toftegaard Nielsen, at der med
lovforslaget lægges op til, at lovforslagets § 9 i forhold til
retsplejelovens
regler om ransagning af lokaliteter mv. skal have et udvidet
anvendelsesområde
med hensyn til, hvilke lokaliteter der falder inden for bestemmelsen. Ifølge
Gorm Toftegaard Nielsen må det således bl.a. antages, at miljømyndighedernes
tilstedeværelse
på en privatejet mark vil være omfattet af lovforslagets § 9 med den
konsekvens, at dette vil medvirke til at forringe miljømyndighedernes
mulighed
for at foretage tilsynsvirksomhed.
Hertil bemærkes følgende:
a.
Bestemmelsen i
lovforslagets § 1 om lovens anvendelsesområde har følgende formulering:
»§ 1.
Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af
den
offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
1)
husundersøgelse eller
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Stk. 2.
Lovens kapitel 3
finder også anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige
forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
1)
undersøgelse af andre
lokaliteter,
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af andre genstande,
3)
brud på
meddelelseshemmeligheden eller
4)
eftersyn eller anden
undersøgelse af personer.
Stk. 3.
Lovens kapitel 4
finder anvendelse i tilfælde, hvor der i lovgivningen mv. er fastsat pligt
til
at meddele oplysninger til den offentlige forvaltning.
Stk. 4.
Vedkommende
minister kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om, at
loven helt eller delvis skal gælde for nærmere angivne selskaber,
institutioner, foreninger mv., som ikke kan henregnes til den offentlige
forvaltning, i det omfang de pågældende ved eller i henhold til lov har fået
tillagt beføjelser til at anvende tvangsindgreb eller oplysningspligter som
nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5.
Stk. 1 og 2
omfatter ikke tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.«
b.
Som det fremgår,
fastsætter
lovforslagets § 1, stk. 1
,
at lovens kapitel 2 og 3 – det vil sige §§ 2-9 – omfatter
tvangsindgreb, som
foretages uden for strafferetsplejen, og som består i 1) husundersøgelse
eller
2) undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Udtrykket »husundersøgelse« omfatter efter lovforslagets
bemærkninger private lokaliteter, som anvendes til beboelse, samt andre rum,
der ikke er offentligt tilgængelige som f.eks. fabriks- og lagerlokaler,
baglokaler til butikker m.v., garager, stalde og lader. Det forudsættes
desuden
i lovforslagets bemærkninger, at udtrykket også omfatter undersøgelse af rum
mv. i befordringsmidler, i det omfang de kan siges at være sidestillet med
beboelsesrum som f.eks. kahytsrum på et skib og soverum i lastbiler.
Udtrykket »undersøgelse eller beslaglæggelse af breve og andre
papirer« omfatter efter lovforslagets bemærkninger enhver rådighedsberøvelse
og
undersøgelse af private notater, forretningspapirer, regnskaber, protokoller,
logbøger og lignende. Det gælder, hvad enten de pågældende oplysninger mv.
findes i papirform eller elektronisk form. Legitimationspapirer og andre
papirer som f.eks. pas og kørekort, der er udstedt af en offentlig myndighed
og
er beregnet til forevisning, er ikke omfattet.
Herudover fastsættes det i
lovforslagets
§ 1, stk. 2
, at lovforslagets kapitel 3 – det vil sige § 9 – også finder
anvendelse ved 1) undersøgelse af andre lokaliteter, 2) undersøgelse eller
beslaglæggelse af andre genstande, 3) brud på meddelelseshemmeligheden og 4)
eftersyn eller anden undersøgelse af personer.
Med formuleringerne »undersøgelse af andre lokaliteter« og
»undersøgelse eller beslaglæggelse af andre genstande« sigtes ifølge
bemærkningerne til de ransagnings- og beslaglæggelsestilfælde i
retsplejeloven,
der falder udenfor lovforslagets § 1, stk. 1, der er omtalt ovenfor.
Udtrykket »undersøgelse af andre lokaliteter« – altså andre
lokaliteter end dem, der er omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, jf.
ovenfor
–
omfatter således efter lovforslagets
bemærkninger bl.a. undersøgelse af udendørs lokaliteter som f.eks. haver,
marker, gårdspladser og byggepladser samt en række lokaliteter, hvortil der
er
almindelig offentlig adgang som f.eks. butikslokaler og visse kontorlokaler.
Udenfor falder derimod lokaliteter, der har til hovedformål at tjene som
egentligt opholdssted for et offentligt publikum mv., herunder
restaurationslokaler.
Omfattet af udtrykket »andre genstande« – altså andre genstande
end dem, der er omfattet af lovforslagets § 1, stk. 1, jf. ovenfor – er
bl.a.
transportmidler. Som eksempel herpå kan nævnes undersøgelse af en bils
bagagerum samt undersøgelse af lasten i et skib eller en lastbil.
»Beslaglæggelse af andre genstande« omfatter enhver form for
rådighedsberøvelse af de pågældende genstande.
»Brud på meddelelseshemmeligheden« – der i grundlovens § 72
betegnes »brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden« –
foreligger, når
der er truffet foranstaltninger med henblik på at opnå kendskab til indholdet
af en meddelelse eller foranstaltninger med henblik på at få oplyst, om en
sådan meddelelse overhovedet er afsendt. Der kan f.eks. være tale om
undersøgelse af breve og pakker eller aflytning af telefon eller anden
telekommunikation, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 2.
»Eftersyn eller anden undersøgelse af personer« omfatter ifølge
lovforslagets bemærkninger de legemsindgreb, der også er omfattet af
retsplejelovens kapitel 72, herunder f.eks. besigtigelse af legemets ydre,
visitation af tøj, som den pågældende er iført, samt nærmere undersøgelse af
legemet.
c.
Den ovenstående
beskrivelse omfatter som anført de former for tvangsindgreb, der falder inden
for anvendelsesområdet for lovforslagets § 9, som regulerer adgangen til at
foretage
tvangsindgreb, hvis der er rimelig grund til mistanke om et strafbart
forhold.
Som det fremgår, omfatter bestemmelsen bl.a. undersøgelse af
beboelseslokaler, butikslokaler og udendørs lokaler som f.eks. byggepladser.
Uden for anvendelsesområdet falder lokaliteter, der har til hovedformål at
tjene som egentligt opholdssted for et offentligt publikum mv., herunder
restaurationslokaler.
Bestemmelsen i lovforslagets § 9 bygger – sådan som der bl.a. er
redegjort for i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18 – på hensynet til
ikke at
omgå retsplejelovens regler om adgangen til at foretage ransagning,
beslaglæggelse m.v. ved behandlingen af en straffesag.
I overensstemmelse med, at der er denne sammenhæng mellem på den
ene side lovforslagets § 9 og på den anden side retsplejelovens regler om
ransagning, beslaglæggelse m.v., tilsigter lovforslagets § 1, stk. 1 og 2, at
afgrænse anvendelsesområdet for lovforslagets § 9 således, at denne
bestemmelse
omfatter de former for tvangsindgreb, der anses for ransagning,
beslaglæggelse
mv. efter retsplejeloven.
d.
Som omtalt i Gorm
Toftegaard Nielsens artikel giver retsplejelovens regler, forarbejderne til
disse regler, retspraksis og den juridiske litteratur ikke i alle tilfælde et
fuldstændigt entydigt billede af, om en myndigheds disposition vil have
karakter af en ransagning efter retsplejeloven. Der kan således være særlige
tilfælde, hvor det kan give anledning til tvivl, om en myndighedsdisposition
er
omfattet af retsplejelovens regler om ransagning, og hvor hverken retspraksis
eller den juridiskelitteratur indeholder en præcis afklaring af spørgsmålet.
Gorm Toftegaard Nielsen anfører i den forbindelse bl.a., at retsplejelovens
regler ikke kan fortolkes således, at politiets tilstedeværelse i en privat
have altid vil udgøre en ransagning. Om dette er tilfældet må afhængige af
omstændighederne, således at et indgreb, der f.eks. består i, at politiet
begynder at grave i en privat have, kan være omfattet af retsplejelovens
ransagningsregler.
I forbindelse med sin omtale af spørgsmålet nævner Gorm
Toftegaard Nielsen bl.a. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1159/1989.
De
gældende regler i retsplejeloven bygger på denne betænkning, hvor det om
afgræsningen af, hvilke indgreb der kan anses for ransagning, bl.a. er anført
(betænkningen, side 43):
»Ikke alle politiets
undersøgelser af husrum, andre lokaliteter eller genstande kan anses som
egentlige ransagninger. Kun undersøgelser, der har karakter af
straffeprocessuelle tvangsindgreb, er, som tidligere nævnt, ransagninger.
Hermed
er det teoretiske udgangspunkt givet. Problemet er imidlertid, hvorledes man
nærmere skal beskrive og fastlægge grænsen mellem de undersøgelser, der er
ransagninger og dermed reguleret af reglerne herom, og de undersøgelser, der
ikke udgør strafbare indgreb i nogens interessesfære og derfor ikke er
undergivet særskilt regulering. Hvor går den »nedre grænse« for ransagning?
Spørgsmålets
besvarelse har en række praktiske konsekvenser. Både i de gældende regler i
retsplejeloven
og i udvalgets lovudkast findes en ret detaljeret regulering af ransagning,
Hvis en undersøgelse må anses som en egentlig ransagning, skal disse regler
være opfyldt. Det drejer sig om, hvem der har kompetence til at tillade
indgrebet, om eventuel indhentelse af formeligt samtykke fra indehaveren
eller
efterfølgende godkendelse af retten, om betingelserne for indgrebet samt om
den
formelle fremgangsmåde ved indgrebets foretagelse, herunder tilkaldelse af
vidner og underretning af indehaveren. Ligger undersøgelsen under den »nedre
grænse«,
falder alle disse krav væk..
Navnlig ved
undersøgelser af fast ejendom kan der foreligge en række tilfælde, hvor det
er
tvivlsomt, om undersøgelsen ligger over eller under den nedre grænse for
ransagning: Er politiets undersøgelse i en privatejet skov, eventuelt for at
finde nedgravede koster, en ransagning? Kan politiet uden at iagttage
ransagningsreglerne foretage eftersyn på private gårdspladser,
parkeringsområder
og lignende, hvor man har mistanke om, at en forbrydelse kan have fundet
sted?
Skal politiet, når en forbryder forfølges gennem private haver, overholde
ransagningsreglerne, det vil navnlig sige indhente efterfølgende samtykke fra
ejerne? Kan politiet – uden at der foreligger ransagning – foretage
eftersyn af
opgange, vestibuler og fællesarealer i et boligkompleks, hvor man har
mistanke
om, at en eftersøgt person opholder sig?
Ved besvarelsen af
disse spørgsmål må man se på, hvorvidt politiets adfærd – uden at være
særligt
hjemlet som ransagning – ville udgøre en strafbar krænkelse af de
personer, der
har rådighed over de pågældende arealer. De relevante straffebud indeholder
imidlertid ikke nogen skarp angivelse af, hvornår der foreligger en strafbar
krænkelse af andres enemærker. Straffelovens §§ 263 og 264 taler således om
den, der ”uberettiget” skaffer sig adgang til andres gemmer, til
fremmed hus
eller andet ikke frit tilgængelig sted. Mark- og vejfredslovens § 17 taler om
den, der »uden ejerens tilladelse eller anden hjemmel« færdes på anden mands
grund. Og politivedtægtens § 16 taler om, at »uvedkommende« ikke må tage
ophold
på trapper, i porte, i opgange, gårde, haver, køretøjer etc. Det fremgår af
disse formuleringer, at formålet med at skaffe sig adgang til andres
enemærker
er af væsentlig betydning ved vurderingen af, om der foreligger et strafbart
forhold
Herefter må det
antages, at politiet er berettiget til – uden at der foreligger egentlig
ransagning – at skaffe sig adgang til og foretage iagttagelser på
private
områder i hvert fald i samme omfang, som udenforstående privatpersoner kan
gøre
det straffrit. Derudover må politiet på grund af de særlige kvalificerede
formål, som det varetager –
både
efterforskningsmæssige formål og som uanmodet forretningsfører (»negotiorum
gestor«) for ejeren af den lokalitet, hvor en forbrydelse eller en ulykke
måske
er ved at finde sted eller har fundet sted – have udvidet adgang til at
foretage
eftersyn af sådanne områder, som vel ikke er offentligt tilgængelige, men
hvor
politiets tilstedekomst for at løse dets opgaver er til ringe ulempe for
ejeren
eller snarere er til betryggelse for denne. På dette grundlag må det antages,
at de ovenfor side 43, 2. afsnit, [det vil sige i nærværende citats 3.
afsnit],
rejste spørgsmål alle må besvares derhen, at politiets undersøgelser og
skaffen
sig adgang til de pågældende steder ikke har karakter af ransagning. På samme
måde må det antages, at politiet kan undersøge en henkastet tegnebog eller en
på et usædvanlig sted efterladt og formentlig brugsstjålet bil for at finde
eventuelle spor af en forbrydelse, uden at et sådant eftersyn kan betegnes
som
en ransagning.
Udvalget har
overvejet, om man bør søge at opstille særlige regler, der præciserer den
nedre
grænse for ransagning. Udvalget er dog veget tilbage herfor, idet vurderingen
i
hvert enkelt tilfælde må afhænge af de konkrete omstændigheder, herunder
ejerens interesse i at værne sine enemærker mod andres indtrængen og
politiets
formål med at skaffe sig adgang samt arten og omfanget af den undersøgelse,
der
agtes foretaget. Der er således en afgørende forskel imellem f.eks. om
politiet
flygtigt gennemser en række private forhaver for at se om en bankrøver, der
er
løbet forbi, har kastet sin overtrækstøj og sit våben ind i en have, og på
den
anden side, om politiet giver sig til at grave i en privat forhave for at
lede
efter nedgravede koster eller narkotika. Hvis politiet har en vis mistanke
mod
ejeren af det pågældende område, taler dette i retning af at kræve de
formelle
ransagningsregler opfyldt.
Efter udvalgets
opfattelse bør den endelige fastlæggelse i hvert enkelt tilfælde af den nedre
grænse for ransagning overlades til praksis, herunder eventuelt retspraksis
f.eks. på grundlag af en klage efter retsplejelovens § 746. Medvirkende for
udvalget ved denne indstilling har det været, at de gældende regler om
ransagning, der heller ikke fastlægger den nedre grænse, ikke i praksis har
givet anledning til tvister og klager af betydning.«
I overensstemmelse med det, der er anført om retsplejelovens
regler om ransagning, lægges der med lovforslaget § 9 – om adgangen til
at
foretage tvangsindgreb, hvis der er rimelig grund til mistanke om et
strafbart
forhold – ikke op til, at en myndigheds tilstedeværelse på f.eks. en
privat
mark eller i en privatejet skov, have eller lignende nødvendigvis vil udgøre
et
tvangsindgreb omfattet af bestemmelsen. For at forholdet vil falde inden for
anvendelsesområdet for denne bestemmelse, skal der således efter ordlyden af
og
bemærkningerne til lovforslagets § 1 være tale om en »undersøgelse«.
Vurderingen af, om der foreligger en »undersøgelse«, vil –
ligesom med hensyn til retsplejelovens ransagningsregler – bero på de
konkrete
omstændigheder i det enkelte tilfælde, hvor en myndighed er til stede i et
privatejet mark- eller skovområde, en privatejet have eller lignende.
I denne vurdering vil bl.a. indgå karakteren og omfanget af de
foranstaltninger, der skal foretages – herunder om myndigheden i
forbindelse
med sin tilstedeværelse skal foretage foranstaltninger i form af f.eks.
nærmere
at kontrollere bestemte forhold på det pågældende område.
Desuden vil den omstændighed, at myndigheden
i det pågældende tilfælde kan have en vis mistanke mod ejeren af det
pågældende
område om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse – i lighed med
de synspunkter,
der er anført i ovennævnte citat fra Strafferetsplejeudvalgets betænkning
–
tale i retning af at anse myndighedens tilstedeværelse for et tvangsindgreb
omfattet af lovforslagets § 9.
Der er imidlertid grund til at fremhæve, at det nævnte spørgsmål
om den præcise afgrænsning af anvendelsesområdet for lovforslagets § 9 efter
Justitsministeriets opfattelse ikke vil have nogen væsentlig praktisk
betydning.
Det skyldes, at myndighederne efter lovforslagets § 9, stk. 2,
fortsat vil kunne udføre sin tilsyns- og kontrolopgaver også i de
situationer,
hvor den omtalte vurdering indebærer, at man i de omhandlede mistanketilfælde
er inden for anvendelsesområdet for lovforslagets § 9, stk. 1. Der kan i den
forbindelse henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18, hvor der er
nærmere redegjort for, at myndighederne også i sådanne situationer kan udføre
tilsyns- og kontrolopgaver, såfremt der er anledning til det med henblik med
henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Hvad enten myndigheden i det enkelte tilfælde er »inde i«
lovforslagets § 9 eller ej, kan myndigheden således gennemføre
kontrolforanstaltninger m.v., hvis det er et sagligt led i udførelsen af
myndighedens tilsyns– og kontrolopgaver.
3. Lovforslagets § 10, herunder identifikation
Gorm Toftegaard Nielsen finder ikke, at der i relation til
lovforslagets § 10 om mistænkte personers ret til ikke at udtale sig bør ske
identifikation mellem på den ene side en juridisk person (f.eks. et aktie-
eller anpartsselskab), som mistænkes for et strafbart forhold, og på den
anden
side fysiske personer med tilknytning til den juridiske person, herunder
bl.a.
ansatte.
Hertil bemærkes, at dette spørgsmål om identifikation er
behandlet nærmere bl.a. i Retssikker-hedskommissionens betænkning, side 148
ff,
samt i pkt. 4.2.4 og 4.3.4 i lovforslagets bemærkninger. Som det fremgår
heraf,
har Retssikkerhedskommissionen beskrevet to mulige modeller.
Den ene model indebærer, at der skal ske identifikation mellem
den juridiske person og fysiske personer med tilknytning til den juridiske
person, såfremt der foreligger konkret mistanke om, at der er begået en
lovovertrædelse, som kan medføre straf for den juridiske person som sådan.
Den anden model indebærer, at der kun skal ske identifikation
mellem den mistænkte juridiske person og en enkelt person fra virksomhedens
ledelse (den processuelle repræsentant), hvorimod andre fysiske personer med
tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte, behandles som
tredjemænd (vidner).
Anvendes den førstnævnte model med fuld identifikation vil
fysiske personer med tilknytning til en juridisk person, som mistænkes for en
strafbar lovovertrædelse, således ikke kunne pålægges at afgive oplysninger
til
myndigheden, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse, jf. lovforslagets § 10, stk. 1. Anvendes den anden model,
vil
fysiske personer med tilknytning til den juridiske person derimod kunne
pålægges at afgive oplysninger til myndigheden, hvis det sker med henblik på
andre spørgsmål end fastsættelse af straf, jf. lovforslagets § 10, stk. 2.
I Retssikkerhedskommissionens betænkning (side 152) anføres det,
at der kan argumenteres for begge de nævnte modeller, og at der således er
tale
om et spørgsmål, der kan give anledning til betydelig tvivl.
Justitsministeriet er enig i dette og har derfor som omtalt i
pkt. 4.3.4 i lovforslagets bemærkninger ved valget mellem de pågældende
modeller måttet foretage en samlet afvejning af forskellige fordele og
ulemper
ved hver af modellerne.
Denne samlede afvejning har medført, at der i lovforslaget
lægges op til en ordning med fuld identifikation, således at der i relation
til
lovforslagets § 10 som udgangspunkt skal ske identifikation mellem på den ene
side en mistænkt juridisk person og på den anden side fysiske personer med
tilknytning til den juridiske person, herunder ansatte.
Justitsministeriet har i den forbindelse som anført i
lovforslagets bemærkninger bl.a. lagt vægt på, at anvendelse af kommissionens
anden
model – hvorefter der alene skulle ske identifikation mellem den
juridiske
person og en enkelt person fra den juridiske persons ledelse (den
processuelle
repræsentant) – kunne indebære vanskelige afgrænsningsspørgsmål, idet en
forvaltningsmyndighed i forbindelse med spørgsmålet om anvendelse af en
oplysningspligt i så fald skulle vurdere, hvorvidt der var tale om en fysisk
person, som under en eventuel senere straffesag mod den juridiske person
ville
blive tillagt beføjelser som processuel repræsentant. Hertil kommer, at
størstedelen af de eksisterende oplysningspligter ikke alene omhandler
adgangen
til at kræve oplysninger meddelt mundtligt, men også indebærer, at
oplysninger
enten af egen drift eller efter begæring fra myndigheden skal indsendes til
den
pågældende myndighed. I sådanne situationer ville det efter
Justitsministeriets
opfattelse være uhensigtsmæssigt at lade spørgsmål om anvendelse af
oplysningspligten afhænge af, hvilken eller hvilke fysiske personer i
virksomheden der står for at sende oplysningerne til myndigheden.
I øvrigt kan der henvises til besvarelsen af spørgsmål nr. 3 og
36, hvor den problemstilling, der vedrører identifikation mellem en mistænkt
juridisk person og dens ansatte mv., ligeledes er nærmere omtalt.
Spørgsmål 57:
Ministeren bedes bekræfte, at lovforslaget om retssikkerhed på
kontrolområdet ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på
miljøområdet.
Svar fra miljøministeren:
Som jeg oplyste under samrådet d. 23. marts 2004, svarer de
fleste af lovforslagets procedureregler til, hvad der er normal praksis på
miljøområdet i dag.
Varslingsreglen i § 5 vil dog medføre ændringer af praksis i et
vist omfang, men heller ikke denne bestemmelse vil forringe myndighedernes
muligheder for at opdage overtrædelser af reglerne eller for at gribe ind
over
for akut forurening, da der i lovforslaget er hjemmel til at undlade varsling
i
de tilfælde, hvor der er væsentlige hensyn, der taler imod varsling.
Med hensyn til forholdet mellem miljømyndigheder og
politiet
må det, som jeg oplyste i
svaret på samrådsspørgsmål A, forventes, at man i almindelighed på
miljøområdet
vil kunne fortsætte den praksis, man hidtil har haft med hensyn til
arbejdsdelingen mellem miljømyndigheder og politiet, og at der dermed ikke
vil
ske en forringelse af kontrolmulighederne.
I de fleste tilfælde vil oplysningspligterne – også med
forslaget til § 10 – kunne anvendes som i dag. Som jeg oplyste i svaret
på
samrådsspørgsmål A, afviger den nuværende praksis på miljøområdet imidlertid
formentlig på visse punkter fra den retstilstand, der vil følge af § 10, idet
miljømyndighederne i visse tilfælde anvender oplysningspligter i videre
omfang,
end de vil kunne efter § 10.
Dette er baggrunden for det analysearbejde, der skal belyse, om
der vil være et behov for at justere tilsyns- og håndhævelsesreglerne i
miljølovgivningen og de vejledninger, der gælder på området. Jeg kan i øvrigt
vedrørende dette henvise til mit svar på spørgsmål 64.
Spørgsmål 61:
Efter lovforslagets § 9, stk. 2, kan myndighedernes tvangsmæssige
tilvejebringelse af oplysninger fra en juridisk eller fysisk person, der med
rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, alene
gennemføres til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf, jf. stk. 1.
Af § 10, stk. 1, fremgår det, at hvis der foreligger en konkret
mistanke om, at en fysisk eller juridisk person har begået en strafbar
lovovertrædelse, kan oplysninger alene søges tilvejebragt, hvis det (på
forhånd) kan udelukkes, at oplysningerne kan have betydning for bedømmelsen
af
den formodede lovovertrædelse.
Vil ministeren redegøre for sammenhængen mellem og forskellen på
§ 9, stk. 2, og § 10, stk. 1, herunder sondringen mellem rimelig grund til
mistanke og konkret mistanke?
Svar fra justitsministeren:
1.
Lovforslagets § 9
bygger – sådan som der bl.a. er redegjort for i besvarelsen af spørgsmål
nr.
15-18 – på hensynet til ikke at omgå retsplejelovens regler om adgangen
til at
foretage ransagning, beslaglæggelse mv. ved behandlingen af en straffesag.
Synspunktet bag lovforslagets § 9 er således, at
forvaltningsmyndigheder ikke bør kunne omgå retsplejelovens regler ved –
med
det formål at få fat i oplysninger til brug for spørgsmål om fastsættelse af
straf – at anvende andre regler i lovgivningen (f.eks.
arbejdsmiljølovgivningen), der ikke på samme måde som retsplejelovens regler
varetager de særlige retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når
en
person mistænkes for at have begået et strafbart forhold.
I overensstemmelse hermed indebærer lovforslagets § 9, stk. 1,
sammenholdt med stk. 2, at en myndighed i tilfælde, hvor der er rimelig grund
til mistanke om et strafbart forhold, kan gennemføre et kontrolbesøg eller
andet tvangsindgreb, hvis formålet er at tilvejebringe oplysninger til brug
for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Som det fremgår, finder bestemmelsen anvendelse, hvis der
foreligger rimelig grund til mistanke om en strafbar lovovertrædelse.
På baggrund af den nævnte sammenhæng mellem på den ene side
lovforslagets § 9 og på den anden side retsplejelovens regler om ransagning,
beslaglæggelse mv. er det således fundet mest hensigtsmæssigt i § 9, stk. 1,
at
anvende udtrykket »med rimelig grund mistænkes for«, der også anvendes i
retsplejelovens § 794, stk. 1, nr. 1, om mistankegrundlaget i
ransagningssager
og i retsplejelovens § 802, stk. 1, nr. 1, om mistankegrundlaget i
beslaglæggelsessager (i de sidstnævnte bestemmelser anvendes således
udtrykket
»med rimelig grund er mistænkt for«).
Det forhold, at der anvendes samme udtryk som i retsplejeloven
begrænser ikke adgangen til at foretage ransagning mv. inden for
strafferetsplejen efter retsplejelovens regler.
I tilknytning hertil bemærkes, at der ikke bør kunne opstå
situationer, hvor den pågældende forvaltningsmyndighed vil være afskåret fra
selv at tilvejebringe fornødne oplysninger med hjemmel i lovgivningen på det
enkelte område, men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så
generelt
og ukonkret, at det ikke er muligt at vurdere, om der er grundlag for
iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb efter retsplejeloven som f.eks.
beslaglæggelse.
Det er således denne afgrænsning i forhold til retsplejelovens
regler, der gives udtryk for, når det i bemærkningerne til lovforslagets § 9,
stk. 1, er anført, at en forvaltningsmyndighed er berettiget til at anvende
sine beføjelser efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe
oplysninger
i det omfang, det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om
der er tale om en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet
kan
vurdere, om der – også ud fra ressourcemæssige hensyn – er
fornødent grundlag
for at iværksætte strafferetlig efterforskning.
2.
Lovforslagets §
10, stk. 1, fastslår, at oplysningspligter i lovgivningen m.v. ikke gælder
for
en person i tilfælde, hvor der er konkret mistanke om, at vedkommende har
begået et strafbart forhold, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger,
der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Om udtrykket »konkret mistanke« i lovforslagets § 10, stk. 1, er
det i bemærkningerne til bestemmelsen bl.a. anført, at det som udgangspunkt
må
være afgørende, om myndighedens mistanke er så stærk, at der ville være
grundlag for inden for strafferetsplejen at rejse en sigtelse eller at
tillægge
vedkommende en sigtets rettigheder.
I modsætning til lovforslagets § 9 skal § 10 bl.a. ses på
baggrund af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
hvorefter
en person, som i konventionens forstand er anklaget for en forbrydelse, har
ret
til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at blive
tvunget
til at medvirke til at opklare den påståede forbrydelse, jf. bl.a. pkt.
4.2.2.
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Når udtrykket »konkret mistanke« er valgt i lovforslagets § 10,
stk. 1, skal det bl.a. ses i sammen-hæng med, at der i forbindelse med
behandlingen af spørgsmålet om forbud mod selvinkriminering – herunder
bl.a.
betydningen af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention –
i
nyere lovgivningspraksis har været en tendens til at anvende dette eller
lignende udtryk om det mistankegrundlag, der skal foreligge, inden en
myndighed
kan være afskåret fra at pålægge en person pligt til at meddele visse
oplysninger. Der kan herved f.eks. henvises til forarbejderne til L 248/1999
forslag
til lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Folketingstidende
1999-2000, tillæg A, s. 6896), L 106/2004 forslag til lov om ændring af
byggeloven og planloven og lov om statens byggevirksomhed (Folketingstidende
2003-04, tillæg A, s. 3784) samt L 145/2004 forslag til lov om skove
(Folketingstidende 2003-04, tillæg A, s. 5278).
3.
Det forhold, at
der i § 9 og § 10 ikke anvendes en fuldstændig ens formulering af, hvilke
mistankegrundlag
der skal foreligge for at være »inde i« den enkelte bestemmelse, indebærer,
at
der kan være tilfælde, hvor der vil kunne foreligge en »konkret mistanke« i §
10’s forstand, uden at bestemmelsen i § 9 (endnu) finder anvendelse. I
lovforslagets bemærkninger til § 10 anføres det således bl.a.:
»At en myndighed fra
det tidspunkt, hvor der foreligger en konkret mistanke, som udgangspunkt ikke
længere kan anvende en oplysningspligt, er ikke i sig selv ensbetydende med,
at
myndigheden vil være afskåret fra at anvende andre kontrolbeføjelser,
herunder
tvangsindgreb, selv om dette sker med henblik på at tilvejebringe oplysninger
til brug for behandlingen af spørgsmål om straf. Myndigheden vil således
– som
anført i bemærkningerne til lovforslagets § 9 – kunne gennemføre eller
fortsætte et kontrolbesøg, indtil der i givet fald er tilvejebragt visse
nærmere konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af det eller de
forhold, som mistanken angår, således at der foreligger oplysninger, som kan
danne grundlag for, at en person med rimelig grund mistænkes for at have
begået
en strafbar lovovertrædelse, jf. nærmere bemærkningerne til bestemmelsen i
lovforslagets § 9, stk. 1, ovenfor.
Der kan således efter
omstændighederne forekomme tilfælde, hvor en myndigheds beføjelser til at
anvende en oplysningspligt over for en mistænkt person ophører på et
tidligere
tidspunkt end det tidspunkt, hvor myndigheden må afstå fra at gennemføre
tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for en eventuel straffesag.
Hvis f.eks.
skattemyndighederne i forbindelse med et kontrolbesøg i en virksomhed
konstaterer, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i den
forbindelse
opstår en konkret mistanke om, at virksomheden har begået en strafbar
overtrædelse af afgiftslovgivningen, må skattemyndighederne afstå fra at
benytte en oplysningspligt over for den mistænkte med henblik på at
tilvejebringe
oplysninger, der kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse.
Skattemyndighederne vil imidlertid i det pågældende eksempel være berettiget
til at fortsætte kontrolbesøget, indtil der er foretaget en optælling af
antallet af ulovligt importerede varer og dermed tilvejebragt nærmere
konkretiserede oplysninger om karakteren og omfanget af den ulovlige import,
som mistanken angår.«
Om myndighedernes adgang til at gennemføre og fortsætte
kontrolbesøg, selv om der foreligger et sådant mistankegrundlag, at
lovforslagets § 9 finder anvendelse, henvises i øvrigt til besvarelsen af
spørgsmål
nr. 15-18.
Spørgsmål 72:
Ministeren bedes bekræfte, at
lovforslaget ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på
Arbejdstilsynets område, og at kvaliteten af denne kontrol ikke forringes på
grund af lovforslaget.
Svar fra
beskæftigelsesministeren:
Det er min klare forventning, at alle de situationer, hvor det
er nødvendigt for Arbejdstilsynet at kunne fravige hovedreglen om varsling
senest 14 dage forud for tvangsindgrebets gennemførelse, er omfattet af
undtagelsesbestemmelserne i lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1-5.
Det vil bl.a. gælde screeningsbesøg, jf. min besvarelse af S
4467 og S 4491 (bilag 19).
Det kan imidlertid ikke på forhånd udelukkes, at tilsynsbesøg,
der hidtil er foregået uanmeldt, fremover vil skulle varsles, fordi besøget
ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelserne.
Jeg har i den forbindelse noteret mig, at justitsministeren i
sit svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 47 og 51 har tilkendegivet, at hun
vil
fremsætte ændringsforslag med henblik på en afklaring af, hvordan der skal
forholdes med varsling i forhold til de såkaldte »blandede besøg«.
For så vidt angår § 9 om mistanke om en strafbar
lovovertrædelse, vil Arbejdstilsynet fortsat altid kunne gennemføre
tilsynsbesøget, når formålet er forvaltningsretligt, dvs. at kræve
lovliggørelse
af forhold, der er i strid med arbejdsmiljølovgivningen.
Allerede i dag aflægger Arbejdstilsynet ikke tilsynsbesøg med
henblik på indhentelse af beviser til straffesager, så loven vil på dette
punkt
ikke få betydning for Arbejdstilsynets kontrolmuligheder.
Arbejdstilsynet er som led i sin forvaltningsvirksomhed
forpligtet til at foretage en tilstrækkelig oplysning af sagerne med henblik
på
at kunne træffe afgørelse, fx i form af et påbud eller et forbud.
Efter bemærkningerne til § 10 finder bestemmelsen ikke
anvendelse, hvis det umiddelbart er hensigten alene at afgøre sagen
administrativt ved at udstede et forbud eller påbud. Hvis det senere viser
sig,
at der alligevel bør rejses straffesag, bliver det imidlertid igen relevant
at
iagttage § 10.
Jeg har i den forbindelse noteret mig, at justitsministeren i
sit svar på Retsudvalgets spørgsmål nr. 18 har tilkendegivet, at hun vil
fremsætte ændringsforslag, for så vidt angår muligheden for at indhente
oplysninger fra andre end den mistænkte.
§ 10 vurderes ikke at få betydning for Arbejdstilsynets mulighed
for at udstede administrative bødeforelæg, da bødeforelæg alene bygger på
Arbejdstilsynets egne iagttagelser, og dermed ikke på oplysninger fra den
mistænkte (arbejdsgiveren og eventuelt ansatte).
§ 10 vurderes heller ikke at få betydning for Arbejdstilsynets
muligheder for at indgive politianmeldelser, idet jeg skal bemærke, at
Arbejdstilsynet allerede er opmærksom på Menneske-retskonventionens regler om
selvinkriminering.
Det er herefter min vurdering, at lovforslaget om retssikkerhed
ikke vil indebære forringelser af Arbejdstilsynets muligheder for at udøve
sine
kontrolfunktioner på landets arbejdspladser.
Spørgsmål 74:
Vil ministeren redegøre for, om lovforslaget vil medføre en
forringelse af kontrollen på skatteområdet? Der henvises til henholdsvis
fødevareministerens svar på spørgsmål herom, jf. L 96 – bilag 29, som
klart
tager stilling til spørgsmålet om skatteministerens svar på spørgsmål 70, jf.
L
96 – bilag 99.
Svar fra skatteministeren:
Som jeg har gjort rede for i svaret på spørgsmål nr. 8 den 28.
april 2004, jf. L 96 – bilag 16, vil lovforslaget bl.a. indebære, at
skatte- og
afgiftsmyndighederne skal iagttage visse procedureregler, inden der foretages
en udgående kontrol af en skatte- og/eller afgiftspligtig virksomhed.
Lovfor-slaget vil også stille krav om et effektivt samarbejde med andre
myndigheder f.eks. i spørgsmålet om selvinkriminering.
Det lovgrundlag, som skatte- og afgiftsmyndighedernes
kontrolbeføjelser hviler på, herunder adgangen til uden retskendelse at
foretage kontrolbesøg i en virksomheds forretningslokaler, berøres imidlertid
ikke af lovforslaget, hvorfor skatte- og afgiftsmyndighederne efter min
opfattelse har de samme redskaber til at foretage kontrol – også efter
lovens vedtagelse.
Jeg forventer derfor ikke en forringelse af kontrolmulighederne på skatte- og
afgiftsområdet.
Spørgsmål 75:
I bemærkningerne til ministerens ændringsforslag, hvorefter
ordet »alene« udgår af lovforslagets § 9, stk. 2, er det anført, at forslaget
ikke vil ændre ved, at et tvangsindgreb i tilfælde, hvor der er rimelig grund
til mistanke om et strafbart forhold, ikke kan gennemføres med det formål
–
eller med bl.a. det formål – at tilvejebringe oplysninger til brug for
behandlingen af en straffesag. Kan ministeren i den forbindelse bekræfte, at
ændringsforslaget ikke begrænser myndighedernes adgang til med henblik på
varetagelsen af sine tilsyns- og kontrolopgaver at foretage kontrolbesøg,
selv
om der er mistanke om et strafbart forhold.
Svar fra justitsministeren:
Justitsministeriet kan bekræfte, at hverken ændringsforslaget,
hvorefter ordet »alene« vil udgå af lovforslagets § 9, stk. 2, eller
bemærkningerne til ændringsforslaget vil begrænse myndighedernes mulighed for
efter lovforslagets § 9 at foretage kontrolbesøg i tilfælde, hvor der er
mistanke om et strafbart forhold.
Som det er anført i besvarelsen af spørgsmål nr. 15-18, kan en
forvaltningsmyndighed således – uanset at der er mistanke om en strafbar
lovovertrædelse – gennemføre et kontrolbesøg, hvis det er naturligt og
sagligt
begrundet som led i udførelsen af kontrol- og tilsynsopgaver.
Ændringsforslaget
indebærer ingen ændring heri.
Høringsnotat fra
justitsministeren:
Kommenteret høringsoversigt om Retssikkerhedskommissionens betænkning
nr. 1428/2003 om visse tvangsindgreb og oplysningspligter
1. Indledning
Justitsministeren har den 26. november 2003 fremsat forslag til
lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter (L 96). Som anført i pkt. 1 i lovforslagets almindelige
bemærkninger bygger lovforslaget på Retssikkerhedskommissionens betænkning
nr.
1428/2003 samt høringssvar over betænkningen.
Justitsministeriet har modtaget høringssvar over betænkningen
fra følgende myndigheder og organisationer mv.:
Præsidenterne for Østre Landsret og Vestre Landsret, Præsidenten
for Københavns Byret, præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og
Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af
Politimestre
i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Advokatrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring &
Pension, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening,
Akademikernes Centralorganisation, Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, COOP Danmark, Dansk Handel og Service, HTS
Interesseorganisationen, Forbrugerrådet, HORESTA, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Danmarks Rederiforening og
Specialarbejderforbundet i Danmark.
2. Generelt
Advokatrådet, Coop
Danmark A/S, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiver-forening, Danmarks
Fiskeriforening, Dansk Industri, Forsikring & Pension, Landbrugsrådet og
Ledernes Hovedorganisation
giver generelt udtryk for en positiv holdning
til Retssikkerheds-kommissionens lovudkast.
Den Danske Dommerforening
har ikke generelle bemærkninger til betænkningen.
Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i
Ålborg, Præsidenten for Retten i Odense og Præsidenten for Retten i Roskilde
tilslutter
sig Den Danske Dommerforenings udtalelse.
Dommerfuldmægtigforeningen
tilslutter sig forslaget.
Forbrugerrådet, Institut
for Menneskerettigheder, Dansk Handel & Service, Realkreditrådet,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer
har ikke bemærkninger til betænkningen.
Akademikernes
Centralorganisation, Specialarbejderforbundet i Danmark, Funktionær-ernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
tilslutter sig mindretalsudtalelsen fra ét
medlem af kommissionen, der udtaler generel kritik af kommissionens lovudkast
(betænkningen s.
160f
).
Landsorganisationen i
Danmark (LO)
udtrykker generel kritik af kommissionens lovudkast og
vurderer, at kommissionens lovudkast ikke er forenelig med en række
bestemmelser i arbejdsmiljøloven, ILO konvention nr. 81 om arbejdstilsyn og
EUs
rammedirektiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring
af
arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet.
Kommunernes
Landsforening, Frederiksberg Kommune og Københavns Kommune
tilslutter sig
den supplerende særudtalelse fra ét medlem af kommissionen (betænkningen s.
159f
).
Specialarbejderforbundet
i Danmark
finder, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil
forringe myndighedernes muligheder for at udøve tilsyns- og kontrolopgaver på
f.eks. det arbejdsmiljøretlige område og på Søfartsstyrelsens område.
Forbundet
finder endvidere, at kommissionen også burde have behandlet bl.a. spørgsmål
om
lovudkastets betydning for de enkelte lovområder, sølovens regler om
vidneforklaring, besætningsmedlemmers forklaringer til brug for
Søfartsstyrelsens
rapporter om ulykker på søen og den straffeprocessuelle anvendelse af
beviser,
der eventuelt tilvejebringes i strid med lovudkastets regler om varsling.
Dansk Industri og Dansk
Arbejdsgiverforening
tilslutter sig kommissionens betænkning og lovudkast,
men påpeger, at væsentlige retssikkerhedsmæssige emner ikke er blevet
inddraget
i kommissionens arbejde. Retssikkerhedskommissionen har således ikke haft
lejlighed til at diskutere anvendelsen af objektivt strafansvar og
administrative bødeforlæg inden for bl.a. arbejds-miljøområdet. Dansk
Industri
og Dansk Arbejdsgiverforening finder, at anvendelsen af disse
retsinstrumenter
er retssikkerhedsmæssigt betænkelig.
HTS – Handel, Transport
og Serviceerhvervene
finder, at kommissionen burde have haft til opgave at
analysere retssikkerhedsmæssige forhold i bred forstand, herunder bl.a.
arbejdsgivernes objektive strafansvar i arbejdsmiljøsager. Herved havde man
opnået forslag til en egentlig retssikkerhedsreform, der ikke kun omhandlede
visse formelle spørgsmål i forbindelse med administrative tvangsindgreb. HTS
finder desuden, at erhvervsorganisationerne i højere grad burde have været
inddraget i kommissionens arbejde. Herved kunne man have fået belyst,
hvorledes
reglerne opleves i praksis af virksomhederne. Efter HTSs opfattelse bør der
endvidere indføres adgang til rekurs i de tilfælde, hvor manglende
fremskaffelse af oplysninger eller manglende tilstedeværelse ved et
kontrolbesøg
i sig selv er strafsanktioneret i førstegangstilfælde. En sådan rekursadgang
vil ifølge HTS sikre, at virksomhedernes indsigelser bliver bedømt på et så
objektivt grundlag som muligt, og at myndighedernes praksis bliver ensartet.
Landbrugsrådet
beklager, at kommissoriets afgrænsning ikke har gjort det muligt at behandle
en
række relevante retssikkerhedsmæssige problemstillinger, herunder f.eks.
udendørs kontrol, kontrolbesøg i medfør af EU-retten, administrative bøder og
objektivt strafansvar. Landbrugsrådet anfører videre, at lovudkastet giver
mulighed for en række undtagelser til de retssikkerhedsmæssige tiltag.
Landbrugsrådet forventer, at disse undtagelser vil blive anvendt med
tilbageholdenhed.
Danmarks Fiskeriforening
beklager, at kommissionen ikke har inddraget tvangsindgreb, der gennemføres i
medfør af EU-retten, i kommissionens overvejelser. Regeringen bør efter
Fiskeriforeningens opfattelse arbejde for, at disse tvangsindgreb, der har
stor
betydning for fiskerierhvervet, lever op til intentionerne i kommissionens
lovudkast.
Advokatrådet
påpeger,
at betænkningen ikke indeholder overvejelser om forvaltningens adgang til at
meddele offentligheden oplysninger om resultatet af kontrolbesøg hos
virksomheder m.v. Efter Advokatrådets opfattelse er der behov for at
fastsætte
regler herom. Advokatrådet anbefaler desuden, at det endelige lovforslag
indeholder en redegørelse om, hvorvidt de nugældende regler om tvangsindgreb
og
oplysningspligter er i overensstemmelse med Danmarks internationale
forpligtelser.
Forsikring & Pension
påpeger, at de foreslåede regler om forudgående underretning af
virksomhederne
m.v. om forestående tvangsindgreb ikke bør føre til, at kravene til det
grundlag, hvorpå myndighederne træffer beslutning om gennemførelse af
tvangsindgreb, slækkes. Forsikring & Pension finder endvidere, at
opfyldelsen af målsætningen om øget retssikkerhed afhænger af, hvorledes
lovudkastets regler vil blive anvendt i praksis. Der bør derfor inden
gennemførelse af kommissionens lovudkast foretages en nøje analyse af
myndighedernes forventede praksis og fremgangsmåde samt en analyse af,
hvilken
betydning regelsættet vil få for effektiviteten og retshåndhævelsen.
Foreningen af
Politimestre i Danmark
finder, at der inden gennemførelse af kommissionens
forslag bør foretages en nøjere undersøgelse af lovforslagets betydning for
myndighedernes kontrolmuligheder. Der er således tale om et forslag til
lovgivning, der ikke kendes i de lande, som Danmark sædvanligvis sammenligner
sig med.
Af regeringsgrundlaget fra 2001 fremgår det, at regeringen vil
nedsætte en retssikkerheds-kommission med henblik på at forbedre borgernes og
virksomhedernes retssikkerhed i tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan
opnå
adgang til private boliger og virksomheder samt i tilfælde, hvor borgere og
virksomheder er forpligtet til at meddele visse oplysninger til det
offentlige.
På den baggrund nedsatte justitsministeren i februar 2002
Retssikkerhedskommissionen, der bl.a. fik til opgave at udarbejde udkast til
et
samlet regelsæt, der fastlægger retningslinjer for myndighedernes adfærd i
forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb af den omhandlede karakter, og
udarbejde udkast til regler, der kan afklare, hvilken nærmere retsstilling
borgeren har, og hvilke retsgarantier som skal gælde, hvis der i tilknytning
til myndighedernes virksomhed (f.eks. under gennemførelsen af et
kontrolbesøg)
opstår spørgsmål om, hvorvidt den pågældende borger har begået en
lovovertrædelse, som kan medføre straf.
Retssikkerhedskommissionen har ikke haft til opgave at behandle
andre spørgsmål f.eks. om objektivt strafansvar og administrative bødeforlæg
inden for arbejdsmiljølovgivningen. Om der eventuelt kan være behov for at
tage
sådanne spørgsmål op, må efter Justitsministeriets opfattelse vurderes i
andre
sammenhænge, herunder ved eventuelle overvejelser om lovgivningsinitiativer
inden for det enkelte forvaltningsområde.
For så vidt angår forvaltningens adgang til at meddele
offentligheden oplysninger, har kommissionen efter kommissoriet i relevant
omfang kunnet inddrage spørgsmål herom. Kommissionen har imidlertid ikke
fundet
anledning til at komme ind på dette spørgsmål. Som anført i pkt. 3.5.3 i
lovforslagets
almindelige bemærkninger er det Justitsministeriets opfattelse, at spørgsmål
om
offentliggørelse af resultater af kontrolbesøg mv. fortsat som udgangspunkt
bør
afgøres efter de almindelige regler om tavshedspligt, reglerne i
persondataloven og de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven.
I
det omfang der findes behov for at fastsætte yderligere regler om adgang til
at
offentliggøre sådanne oplysninger, må det således efter Justitsministeriets
opfattelse som hidtil ske i lovgivningen inden for det enkelte
forvaltningsområde.
Som anført i betænkningens pkt. 7.6.3.3.2.5.2 har kommissionen
ikke fundet, at myndighedernes beslutninger om tvangsindgreb skal kunne
påklages til anden administrativ myndighed. Kommissionen finder bl.a., at
indførelsen af en generel klageadgang alene vil have begrænset
retssikkerhedsmæssig
betydning, idet klageinstansen i en række tilfælde reelt ikke ville have
noget
at efterprøve (f.eks. hvis der er tale om en stikprøvekontrol).
Justitsministeriet er enig heri. Der henvises til pkt. 3.3.12 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Spørgsmål om udendørs kontrol og kontrolbesøg i medfør af
EU-retten er behandlet i henholdsvis pkt. 3.1.2.2 og pkt. 7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Som nævnt ovenfor har Advokatrådet anbefalet, at det endelige
lovforslag indeholder en redegørelse om, hvorvidt de nugældende regler om
tvangsindgreb og oplysningspligter er i overensstemmelse med Danmarks
internationale forpligtelser. Efter Justitsministeriets opfattelse er der
ikke
grundlag for at antage, at dansk lovgivning mv. om tvangsindgreb og
oplysningspligter er i strid med nugældende internationale forpligtelser,
herunder bl.a. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.1 om gældende ret i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Herudover kan Justitsministeriet oplyse, at danske forvaltningsmyndigheders
anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter i en række tilfælde sker på
grundlag af regler, der beror på EU-retlige eller andre internationale
forpligtelser. I sådanne tilfælde vil lovforslagets regler i fornødent omfang
vige med henblik på, at myndighederne kan leve op til disse forpligtelser.
Bl.a. på den baggrund kan det efter Justitsministeriets opfattelse ikke
antages, at lovforslagets regler vil være i strid med internationale
forpligtelser, herunder f.eks. ILO konvention nr. 81 om arbejdstilsyn eller
EU's rammedirektiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til
forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet. Der
henvises
til pkt. 7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet har inden lovforslagets fremsættelse haft
indgående drøftelser med en række ministerier om lovforslaget. Hertil kommer,
at der i begyndelsen af 2006 – dvs. når loven har været i kraft i et år
– vil
blive iværksat en evaluering af lovens nærmere betydning for myndighederne,
jf.
pkt. 9 i lovforslagets almindelige bemærkninger. På den baggrund finder
Justitsministeriet ikke, at der er behov for yderligere analyser af
lovforslagets betydning for myndighedernes kontrolmuligheder.
Særligt om arbejdsmiljøområdet bemærkes, at der i lovforslaget
er taget højde for områdets særlige forhold. Der kan således henvises til
pkt.
3.3.9 og 3.3.10, hvoraf det fremgår, at arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, går
forud for lovforslagets regler om partshøring og begrundelse. Arbejdstilsynet
må således fortsat ikke over for en arbejdsgiver oplyse, at et kontrolbesøg
foretages som følge af en klage fra f.eks. en ansat. Der kan endvidere
henvises
til lovforslagets § 22, som indebærer, at ansatte fortsat vil have en
forpligtelse til at give Arbejdstilsynet alle oplysninger, der er nødvendige
for udøvelsen af tilsynets kontrolvirksomhed. Der kan endelig henvises til
lovforslagets undtagelsesregler i § 5, stk. 4, der bl.a. indebærer, at
Arbejdstilsynets kontrolbesøg mv. fortsat kan gennemføres uvarslet, hvis
øjemedet med besøget ville forspildes ved forudgående underretning. Et
kontrolbesøg
kan endvidere ske uden forudgående underretning, hvis det f.eks. er
nødvendigt
af hensyn til de ansattes sikkerhed og sundhed.
Særligt om søfartsområdet bemærkes, at lovforslagets § 23
indebærer, at et skibs fører og maskinchef mv. fortsat vil have en
forpligtelse
til give Søfartsstyrelsen oplysninger om ansattes sikkerhed og sundhed om
bord.
Som anført i pkt. 3.6.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger vil økonomi-
og erhvervsministeren herudover efter drøftelse med justitsministeren
overveje,
om der kan være anledning til at foreslå ændringer i søfartslovgivningen, som
giver søfartsmyndighederne mulighed for i visse tilfælde at foretage
tvangsindgreb på skibe, selv om betingelserne i lovforslagets § 9 ikke er
opfyldt.
3. Adgangen til at foretage tvangsindgreb
HTS
finder, at
Retssikkerhedskommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang har overvejet, om
eksisterende
hjemler til tvangsindgreb kan ophæves.
Dansk Industri
finder, at myndighederne i for mange tilfælde har hjemmel til at foretage
ransagning
af private hjem uden retskendelse. På den baggrund beklager Dansk Industri,
at
kommissionen ikke har anbefalet en ophævelse af konkrete
hjemmelsbestemmelser.
Frederiksberg Kommune
er
enig med Retssikkerhedskommissionen i, at der ikke bør indføres krav om
forudgående retskendelse i tilfælde, hvor tvangsindgreb er hjemlet af
kontrolhensyn eller som oplysningsmiddel (betænkningen side
113f
).
Som anført i pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger
har Retssikkerhedskommissionen i forbindelse med sit arbejde anmodet samtlige
ministerier om at oplyse, hvilke eksisterende bestemmelser på de enkelte
ministeriers område der giver forvaltningsmyndigheder adgang til uden for
strafferetsplejen og uden forudgående retskendelse at foretage tvangsindgreb
omfattet af grundlovens § 72. Kommissionen har endvidere anmodet om at få
oplyst, om bestemmelserne stadig må anses for påkrævede.
De hørte ministerier har – med ganske få undtagelser – vurderet,
at de omhandlede bestemmelser er nødvendige i deres eksisterende form.
Retssikkerhedskommissionen har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte denne
vurdering af behovet for de nævnte regler. Kommissionen henviser i den
forbindelse
til, at effektivitets- og systemhensyn er tungtvejende, og at
retssikkerhedshensynet bør varetages igennem processuelle regler.
Justitsministeriet er enig med kommissionens flertal i, at der
ikke er grundlag for at tilsidesætte de hørte myndigheders vurdering af
behovet
for bestemmelser, der hjemler adgang til at foretage tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen og uden retskendelse. Der henvises til pkt. 3.2.3 i
lovforslagets
almindelige bemærkninger.
4. Lovudkastets anvendelsesområde (§ 1)
Advokatrådet, Dansk
Industri
og Dansk
Arbejdsgiverforening
bemærker, at kommissionens overvejelser har været
begrænset til indgreb, der er omfattet af grundlovens § 72, herunder bl.a.
undersøgelse af husrum (indendørs ransagning).
Det anføres, at lovudkastets retssikkerhedsgarantier bør gælde uanset,
om en virksomheds aktiviteter foregår uden- eller indendørs.
Justitsministeriet har i pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger behandlet spørgsmålet om, hvorvidt loven
anvendelsesområde bør omfatte tvangsindgreb, der ikke er omfattet af
grundlovens
§ 72, herunder bl.a. myndighedernes undersøgelse af udendørs aktiviteter.
Det fremgår heraf, at Justitsministeriet ikke finder, at
lovforslagets regler om gennemførelse af tvangsindgreb (lovforslagets kapitel
2) bør finde anvendelse på tvangsindgreb, der falder uden for grundlovens §
72.
Med hensyn til lovforslagets regler om borgernes og virksomhedernes
retsstilling i tilfælde, hvor der i tilknytning til forvaltningsmyndigheders
tvangsindgreb opstår spørgsmål om et strafbart forhold (lovforslagets kapitel
3), er det derimod Justitsministeriets opfattelse, at anvendelsesområdet ikke
bør begrænses til de typer af indgreb, der er omfattet af grundlovens § 72.
Denne del af lovforslaget omfatter således bl.a. også kontrolbesøg i en
virksomheds udendørs lokaliteter. Der henvises nærmere til pkt. 3.1.2.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
HORESTA
finder, at
det bør præciseres i et eventuelt lovforslag, om offentligt tilgængelige
lokaler
som f.eks. restaurationslokaler er omfattet af de foreslåede regler.
Det fremgår af pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1 og 2, i
hvilket
omfang lovforslaget omfatter offentligt tilgængelige lokaler. Her anføres det
bl.a., at lovforslagets kapitel 2 (§2-8) ikke omfatter offentligt
tilgængelige
lokaler, hvorimod lovforslagets kapitel 3 (§ 9) omfatter visse lokaliteter,
hvortil der er almindelig offentlig adgang.
Datatilsynet
finder,
at det bør præciseres i bemærkningerne til lovforslaget, om de foreslåede
regler
også skal finde anvendelse på myndighedernes kontrol over for egne ansatte.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 1, stk. 1, at
bestemmelsen ikke omfatter foranstaltninger, som en offentlig
forvaltningsmyndighed
måtte være berettiget til at foretage i forhold til myndighedens
personale.
5. Gennemførelse af tvangsindgreb (§§ 2-8)
Landbrugsrådet
støtter kommissionens forslag. Rådet lægger navnlig vægt på, at kommissionens
forslag om varsling og begrundelse forud for myndighedernes kontrol- og
tilsynsbesøg gør det muligt at indpasse myndighedernes kontrolbesøg m.v. i
virksomhedernes dagligdag.
Ledernes
Hovedorganisation
støtter kommissionens forslag. Særligt finder
organisationen det positivt, at lovudkastet indeholder en lovfæstelse af
proportionalitetsprincippet samt regler om fremgangsmåden ved forvaltningens
gennemførelse af tvangsindgreb.
Danmarks Fiskeriforening
lægger stor vægt på, at der i de enkelte sager om tvangsindgreb foretages en
konkret vurdering af proportionalitetsprincippet, og at princippet om
skånsomhed under myndighedernes gennemførelse af tvangsindgreb får et konkret
indhold i fremtiden.
Efter lovforslagets § 2 må tvangsindgreb kun anvendes, hvis
mindre indgribende foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet
står i rimeligt forhold til formålet med indgrebet
(proportionalitetsprincippet).
Lovforslagets § 7 indebærer, at tvangsindgreb skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader, herunder så vidt muligt uden at
forårsage
ødelæggelse eller beskadigelse, og uden at indgrebet på grund af tidspunktet
for foretagelsen eller den måde, hvorunder det foretages, giver anledning til
unødig opsigt.
Danmarks Rederiforening
finder, at et effektivt og pålideligt Port State kontrolsystem forudsætter
hurtige og uvarslede inspektioner. Danmarks Rederiforening foreslår derfor en
modifikation til lovudkastets hovedregel om minimum 14 dages varsel om
kontrolbesøg m.v.
Efter lovforslagets § 5, stk. 1, skal parten senest 14 dage
inden gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb
underrettes om beslutningen. Denne frist kan imidlertid fraviges i medfør af
lovforslagets § 5, stk. 4, bl.a. hvis øjemedet med tvangsindgrebets
gennemførelse ville forspildes, såfremt forudgående underretning skulle
gives,
eller hvis forudgående underretning viser sig umulig eller uforholdsmæssig
vanskelig.
Foreningen af
Politimestre i Danmark
vurderer, at lovudkastets bestemmelser om fremgangsmåden
ved gennemførelse af tvangsindgreb vil vanskeliggøre politiets arbejde med
restaurationskontrol, og at antallet af kontroller i den forbindelse må
forventes at blive mindre.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 1, stk. 1, at
bestemmelserne om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb
(lovforslagets §§ 2-8) ikke omfatter undersøgelse af lokaler, hvortil der er
almindelig offentlig adgang, herunder f.eks. restaurationslokaler.
Landsorganisationen i
Danmark (LO)
bemærker, at lovudkastets hovedregel om forudgående varsling
af myndighedernes tvangsindgreb betyder, at Arbejdstilsynets uanmeldte
kontrolbesøg fremover skal ske i henhold til lovudkastets undtagelsesregler.
LO
finder, at dette er et forkert signal at sende til virksomhederne, og at
Arbejdstilsynets kontrolvirksomhed som følge heraf kan blive mindre effektiv.
LO finder endvidere, at det bør fremgå udtrykkeligt af en eventuel lov, at
Arbejdstilsynet ikke over for en arbejdsgiver må oplyse, at et kontrolbesøg
foretages på baggrund af en klage fra en ansat m.v.
Med lovforslaget er der efter Justitsministeriets opfattelse
taget højde for, at myndighederne – herunder Arbejdstilsynet – også
fremover
kan foretage uanmeldte kontrolbesøg, hvor det vil være velbegrundet. F.eks.
kan
Arbejdstilsynet efter lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 1, gennemføre
kontrolbesøg
uden forudgående varsling, hvis øjemedet med besøget ville forspildes ved
forudgående underretning. Desuden indebærer lovforslagets § 5, stk. 4, nr. 2,
at Arbejdstilsynet kan gennemføre kontrolbesøg uden forudgående underretning,
hvis afgørende hensyn til de ansattes sikkerhed og sundhed taler for det. Der
henvises nærmere til pkt. 3.3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt
bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 4.
Som anført i pkt. 3.3.9 og 3.3.10.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger finder Justitsministeriet ligesom Retssikkerhedskommissionen, at
der på arbejdsmiljøområdet gør sig særlige forhold gældende, og at
Arbejdstilsynet derfor heller ikke fremover over for en arbejdsgiver må
oplyse,
at et kontrolbesøg skyldes en klage. Det forudsættes derfor i lovforslagets
bemærkninger, at arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, går forud for lovforslagets
regler om forudgående underretning. Justitsministeriet finder det ikke
nødvendigt, at dette skrives ind i selve lovteksten. Der henvises i øvrigt
til
bemærkningerne til lovforslagets § 5, stk. 2.
Dansk Industri
foreslår, at arbejdsmiljølovens § 79 ændres. Bestemmelsen indebærer, at
Arbejdstilsynet
ikke over for arbejdsgiveren må oplyse, at et kontrolbesøg skyldes en klage.
Dansk Industri finder, at der i stedet skal foretages en konkret vurdering
af,
hvilke oplysninger om baggrunden for et kontrolbesøg der bør tilbageholdes.
Dansk Arbejdsgiverforening
foreslår, at
det som udgangspunkt kun skal være klagerens identitet, der ikke må oplyses
over for arbejdsgiveren.
Som anført umiddelbart ovenfor finder Justitsministeriet ligesom
Retssikkerhedskommissionen, at der på arbejdsmiljøområdet gør sig særlige
forhold gældende, og at Arbejdstilsynet derfor heller ikke fremover over for
en
arbejdsgiver bør kunne oplyse, at et kontrolbesøg skyldes en klage.
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
vurderer, at de foreslåede bestemmelser om
forudgående underretning om tvangsindgreb vil medføre en længere og mere
omfattende sagsbehandling, der kan forhale myndighedernes
kontrolforanstaltninger. Rådet finder, at formålet med
kontrolforanstaltningerne herved forspildes.
Som anført i pkt. 9.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger
er det Justitsministeriets opfattelse, at myndighedernes arbejdsgange mv. vil
kunne omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt, der følger af
lovforslaget, vil kunne integreres i sagsbehandlingen uden mærkbart
merarbejde.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på,
at
en række
myndigheder allerede i dag i betydeligt omfang varsler tilsynsbesøg og
udarbejder notater om kontrolbesøg mv.,
at
lovforslaget i en række
tilfælde, hvor det er velbegrundet, giver mulighed for at fravige kravet om
forudgående underretning, og
at
myndighederne i vidt omfang vil kunne
benytte standardskrivelser m.v. i forbindelse med udfærdigelse af f.eks.
varslingsskrivelser.
HTS – Handel, Transport
og Serviceerhvervene
finder, at virksomhederne efterspørger en langt bedre
koordinering af de forskellige myndigheders kontrolbesøg, som kan være
ressourcekrævende for virksomhederne. I den forbindelse foreslår HTS en
tværministeriel koordineringsenhed og en lovfæstet pligt til for
myndighederne
i videst muligt omfang at gennemføre fælles kontrolbesøg. HTS lægger
endvidere
vægt på, at lovudkastets regel om forudgående varsling kun undtagelsesvis
fraviges.
Som anført i pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger
finder Justitsministeriet ligesom Retssikkerhedskommissionen, at hensynet til
såvel en effektiv kontrol som at udsætte berørte borgere og virksomheder for
mindst mulig gene taler form at de relevante myndigheder i videst muligt
omfang
har et indbyrdes samarbejde, der giver mulighed for at gennemføre fælles
kontrolbesøg. Et sådant samarbejde eksisterer allerede i dag på en række
forvaltningsområder. Som eksempel kan nævnes, at Told og Skat og
Arbejdsdirektoratet gennemføre fælles kontrolbesøg i virksomheder for at
kontrollere, om der udføres »sort« arbejde. Bl.a. på den baggrund finder
Justitsministeriet ikke grundlag for at foreslå oprettelse af en
tværministeriel koordineringsenhed eller indførelse af et pligtmæssigt
samarbejde.
Om adgangen til at anvende lovforslagets undtagelser til reglen
om forudgående underretning kan der bl.a. henvises til pkt. 3.3.9.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger, hvor det er anført, at
Justitsministeriet
forudsætter, at de
pågældende undtagelser kun anvendes i det omfang, det kan begrundes i de
hensyn, der er angivet i lovforslaget.
Advokatrådet
foreslår, at det indføjes i lovforslagets bemærkninger, at
proportiona-litetsprincippet tillige gælder, hvor princippet ikke er
udtrykkeligt fastsat. I modsat fald kan der være risiko for, at andre love,
der
ikke indeholder en lovfæstelse af proportionalitetsprincippet, fortolkes
således, at princippet ikke finder anvendelse. Efter Advokatrådets opfattelse
bør det desuden overvejes at indskrænke mulighederne for at fravige
lovudkastets hovedregel om forudgående underretning om myndighedernes
gennemførelse af tvangsindgreb. Advokatrådet finder således, at undtagelserne
til reglen om forudgående underretning er så bredt formuleret, at de
formentlig
blive hovedreglen. Endvidere foreslår Advokatrådet, at der bør beskikkes en
advokat, såfremt en myndighed agter at anvende tvangsindgreb over for en
mistænkt
person, og den pågældende ikke på forhånd kan underrettes herom, jf.
lovudkastets § 5, stk. 4. I den forbindelse henvises til retsplejelovens §§
784
og 785 om advokatbeskikkelse ved indgreb i meddelelses-hemmeligheden. Endelig
anfører Advokatrådet at lovudkastets § 6, stk. 2, om undtagelsesvis
fravigelse
af myndighedernes pligt til at forevise legitimation ikke kan tiltrædes. Det
må
efter rådets opfattelse ikke forekomme, at en offentlig myndighed under
udførelsen af et tvangsindgreb kan undlade at forevise legitimation.
Proportionalitetsprincippet er et almindelig anerkendt
forvaltningsretligt princip. Justitsministeriet finder derfor ikke anledning
til i lovforslagets bemærkninger at fremhæve, at proportiona-litetsprincippet
også gælder på andre lovgivningsområder, hvor princippet ikke er udtrykkeligt
fastsat.
Efter Justitsministeriets opfattelse er lovforslagets
undtagelsesbestemmelser i § 5, stk. 4, om fravigelse af bl.a.
underretningspligten udtryk for en hensigtsmæssig balance mellem en effektiv
kontrol
med virksomhederne mv. og den enkeltes retssikkerhed. Der henvises herved til
pkt. 3.3.9.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Justitsministeriet finder ikke grundlag for at foreslå, at der
beskikkes en advokat, såfremt en myndighed agter at anvende tvangsindgreb
over
for en mistænkt person, og den pågældende ikke på forhånd underrettes herom.
Det bemærkes herved, at en myndighed efter lovforslaget kun kan foretage et
tvangsindgreb mod en mistænkt person, hvis der foreligger et samtykke, eller
hvis
tvangsindgrebet alene gennemføres med henblik på at tilvejebringe oplysninger
til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. I
disse
tilfælde er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for
beskikkelse
af advokat. Er formålet med et tvangsindgreb at tilvejebringe oplysninger til
brug for behandlingen af en straffesag, vil retsplejelovens regler om
ransagning mv. finde anvendelse, jf. lovforslagets § 9, stk. 1, herunder
bl.a.
retsplejelovens § 799, som giver mulighed for advokatbeskikkelse i de særlige
tilfælde, hvor der kan foretages hemmelig ransagning.
Justitsministeriet finder ligesom Retssikkerhedskommissionen, at
der i særlige tilfælde kan opstå situationer, hvor afgørende hensyn taler
for,
at en forvaltningsmyndighed kan undlade at fremvise legitimation. Som
eksempel
kan nævnes tilfælde, hvor en part udviser en truende adfærd. I lovforslagets
§
6, stk. 2, er det derfor fastsat, at forevisning af legitimation helt eller
delvist kan fraviges, hvis afgørende hensyn taler for det.
Frederiksberg Kommune
anfører, at proportionalitetsprincippet allerede i dag efterleves af
myndighederne, hvorfor kommissionens forslag om lovfæstelse af princippet er
uden betydning. Ligeledes finder kommunen, at det foreslåede krav til
myndigheder
om at foretage tvangsindgreb så skånsomt som muligt er uden betydning, idet
myndighedernes tvangsindgreb altid foretages så skånsomt som muligt. For så
vidt angår kommissionens forslag om underretning af virksomhederne m.v. forud
for et tvangsindgrebs gennemførelse, bemærker kommunen, at forslaget vil
medføre øget bureaukrati og mere sagsbehandling. Endelig anfører kommunen i
forbindelse med kommissionens forslag om udarbejdelse af rapporter ved
konstaterede lovovertrædelser, at der allerede i dag i vidt omfang udarbejdes
notater om tilsyns- og kontrolbesøg.
Som anført ovenfor er det Justitsministeriets opfattelse, at der
ikke er grundlag for at antage, at lovforslagets regler i kapitel 2 vil
medføre
et mærkbart merarbejde for forvaltningsmyndighederne.
6. Forholdet til strafferetsplejen ved
gennemførelse af tvangsindgreb (§ 9)
Advokatrådet
kan
tiltræde kommissionens forslag.
Specialarbejderforbundet
i Danmark
anfører, at forslaget er meget vidtgående.
Landsorganisationen i
Danmark (LO)
vurderer, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil
få alvorlige konsekvenser for Arbejdstilsynets mulighed for at forebygge
arbejdsskader og føre tilsyn med arbejdsmiljøet på virksomheder m.v. De
foreslåede regler vil således medføre, at politiet må overtage undersøgelsen
af
arbejdsforholdene i tilfælde, hvor en ulykke kan føre til en straffesag.
Herved
kan Arbejdstilsynet ikke længere foretage en nærmere undersøgelse af det
strafbare
forhold f.eks. med henblik på udstedelse af påbud m.v. Arbejdstilsynet vil
endvidere
efter lovudkastet være afskåret fra at sikre relevante beviser f.eks.
fotografiske optegnelser. Konsekvensen bliver et mindre effektivt tilsyn,
hvilket på det arbejdsmiljøretlige område vil indebære en forringelse af de
ansattes sikkerhed og sundhed.
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
finder, at kommissionens forslag vil begrænse og
besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og
kontrolopgaver.
Politiforbundet
finder det paradoksalt, at en særmyndighed efter lovudkastet må indsamle
oplysninger
til brug for udstedelse af forbud og påbud, men ikke må indsamle oplysninger
til brug for en eventuel straffesag.
Rigsadvokaten og
Rigspolitichefen
bemærker, at politiet ikke altid vil have mandskab til
uden forudgående varsel at rykke ud og bistå særmyndigheder ved kontrolbesøg
m.v., hvor der er opstået mistanke om et strafbart forhold, og hvor der er
behov for at fortsætte undersøgelsen på stedet eller beslaglægge
bevismateriale.
Frederiksberg Kommune
finder, at den foreslåede bestemmelse vil give anledning til mange
tvivlsspørgsmål og vil vanskeliggøre den daglige administration af reglerne
om
tilsyns- og kontrolbesøg. Eksempelvis kan det være vanskeligt at afgøre,
hvornår en person må anses for »mistænkt« i lovens forstand. Tvivlstilfælde
vil
enten skulle vurderes af en kommunal jurist med kendskab til straffe- og
særlovgivningen eller af politi og anklagemyndighed. Endelig synes
kommissionens forslag at få den konsekvens, at kommunen ikke i form af et
kontrolbesøg kan følge op på et tidligere påbud om lovliggørelse af strafbare
forhold, idet den pågældende virksomhed m.v. med rimelig grund kan mistænkes
for at have begået en strafbar lovovertrædelse.
Københavns Kommune
vurderer,
at de foreslåede procedureregler bl.a. på bygge- og teknikområdet kan medføre
en reduktion af tilsynet med nybyggeri med deraf følgende betydelig risiko
for
fejl og byggeskader. På skatteområdet må det antages, at mulighederne for
afdækning af skattesnyd bliver væsentligt forringet.
Som anført i pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger
foreslår kommissionens flertal en bestemmelse (lovforslagets § 9), hvorefter
en
forvaltningsmyndighed i tilfælde, hvor en person i overensstemmelse med det
anførte med rimelig grund mistænkes for at have begået et strafbart forhold,
kun vil være berettiget til at foretage tvangsindgreb uden for
strafferetsplejen, i det omfang det sker med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf.
Det bagvedliggende synspunkt er, at anvendelsen af et
tvangsindgreb i tilfælde, hvor der foreligger en sådan mistanke, og hvor
formålet er at tilvejebringe oplysninger til en straffesag, i stedet bør ske
efter reglerne i retsplejeloven, som netop tilsigter at varetage de særlige
retssikkerhedsmæssige hensyn, der gør sig gældende, når en person mistænkes
for
at have begået et strafbart forhold.
På den baggrund indebærer lovforslagets § 9, at myndighederne
ikke vil kunne foretage et kontrolbesøg mv., hvis formålet hermed er at
tilvejebringe oplysninger til brug for en straffesag. Derimod kan
myndighederne
også i tilfælde, hvor en person med rimelig grund mistænkes for at have
begået
et strafbart forhold, uden inddragelse af politiet gennemføre eller fortsætte
et tvangsindgreb og dermed tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold,
som mistanken omfatter, hvis formålet er at tilvejebringe oplysningerne til
brug for andet end fastsættelse af straf.
En myndighed kan således – selv om der foreligger rimelig grund
til mistanke om et strafbart forhold – uden inddragelse af politiet
gennemføre
eller fortsætte et kontrolbesøg eller andet tvangsindgreb og dermed
tilvejebringe oplysninger, der vedrører det mulige strafbare forhold, hvis
formålet alene er at tilvejebringe oplysningerne til brug for f.eks.
spørgsmål
om udstedelse af et påbud eller forbud i medfør af lovgivningen på det
enkelte
område, spørgsmål om tilbagekaldelse af en tilladelse m.v., eller andre
spørgsmål, der ikke vedrører fastsættelse af straf.
Hvis formålet ikke er at tilvejebringe oplysninger til brug for
en straffesag, kan administrative myndigheder derfor i forbindelse med
varetagelse af deres tilsyns- og kontrolopgaver mv. uden inddragelse af
politiet foretage kontrolbesøg og andre tvangsindgreb, uanset at der hermed
tilvejebringes oplysninger, som også vil have betydning for behandling af
eventuelle spørgsmål om fastsættelse af straf, herunder for myndighedens
vurdering af, om der f.eks. ved at indgive politianmeldelse er grundlag for
en
videre strafferetlig forfølgning af sagen.
Det er således f.eks. ikke korrekt, at lovforslaget inden for
anvendelsesområdet skulle indebære, at politiet må overtage undersøgelsen af
f.eks. arbejdsforholdene i alle tilfælde, hvor en ulykke kan føre til en
straffesag.
På den baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at
lovforslaget vil medføre, at tilsynsmyndigheder mv. fortsat i meget vidt
omfang
uden inddragelse af politiet kan gennemføre kontrolbesøg og andre
tvangsindgreb, selv om der foreligger rimelig grund til mistanke om et
strafbart forhold. De forskellige myndigheder vil således efter lovgivningen
på
det enkelte område i almindelighed have til opgave at varetage en række
opgaver, der netop ikke vedrører fastsættelse af straf, og lovforslaget vil
som
anført ikke være til hinder for at gennemføre tvangsindgreb, hvor formålet
alene er at løse sådanne kontrol- og tilsynsopgaver mv.
Lovforslaget vedrører desuden kun begrænsninger i adgangen til
at gennemføre tvangsindgreb. Der er med lovforslaget ikke noget til hinder
for,
at den pågældende tilsynsmyndighed mv. foretager andre sagsbehandlingsskridt
med det formål at behandle spørgsmål om fastsættelse af straf. I
overensstemmelse hermed lægges der ikke med lovforslaget op til nogen ændring
af den praksis, der eksisterer på de enkelte områder med hensyn til
arbejdsfordelingen mellem tilsynsmyndigheder mv. og politiet. Også i de
tilfælde, hvor lovforslaget vil afskære en tilsynsmyndighed fra selv at
foretage et tvangsindgreb – og hvor et tvangsindgreb derfor i givet fald
skal forestås
af politiet (ofte med rettens godkendelse) efter reglerne i retsplejeloven
–
forudsættes det således, at der ikke sker nogen forskydning af den øvrige
arbejdsfordeling mellem tilsynsmyndighederne mv. og politiet.
Det forhold, at spørgsmål om foretagelse af tvangsindgreb i
visse tilfælde skal overlades til politiet, bør derfor ikke i almindelighed
medføre ændringer med hensyn til, i hvilket omfang de forskellige
tilsynsmyndigheder mv. – efter den praksis, der gælder på det enkelte
område
–
f.eks. undersøger og forbereder en
sag, inden sagen eventuelt overgives til politiet med henblik på
stillingtagen
til, om der skal rejses tiltale. Det bemærkes herved, at det ofte vil være
tilsynsmyndighederne, der besidder den særlige faglige ekspertise, som der er
behov for ved behandling af straffesager om overtrædelse af lovgivningen på
det
enkelte forvaltningsområde. Af den grund forudsættes det også, at politiet i
tilfælde, hvor et tvangsindgreb efter lovforslaget kun kan gennemføres efter
reglerne i retsplejeloven, normalt vil skulle være ledsaget af repræsentanter
for vedkommende tilsynsmyndighed mv. Endvidere vil sagen i disse tilfælde,
når
tvangsindgrebet er gennemført – i det omfang der er praksis for det på
det
enkelte forvaltningsområde – kunne sendes tilbage til vedkommende
kontrolmyndighed
mv. med henblik på yderligere sagsbehandling også af spørgsmål, der vedrører
eventuel efterfølgende pålæggelse af straf.
7. Retten til ikke at inkriminere sig selv
m.v. (§ 10)
Advokatrådet
kan
tiltræde kommissionens forslag.
Landsorganisationen i
Danmark (LO)
kan ikke støtte, at lovudkastets bestemmelse om forbud mod
selvinkriminering afskærer Arbejdstilsynet fra at afkræve ansatte oplysninger
i
tilfælde, hvor en arbejdsgiver er mistænkt for en strafbar lovovertrædelse.
Som anført i pkt. 4.3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger
vil der fortsat inden for arbejdsmiljøområdet være mulighed for – også i
tilfælde, hvor virksomheden som sådan mistænkes for en strafbar overtrædelse
af
reglerne på området – at anvende en oplysningspligt i forhold til
ansatte, hvis
formålet hermed alene er at tilvejebringe oplysninger til brug for udførelsen
af tilsyns – og kontrolopgaver. Der henvises til lovforslagets § 22 og
bemærkningerne hertil.
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
finder det unødvendigt at give juridiske personer
ret til at undlade at udtale sig. Det burde være tilstrækkeligt at give
enkeltpersoner i den juridiske persons ledelse ret til at undlade at give
oplysninger, såfremt vedkommende risikerer at pådrage sig et personligt
strafansvar for en lovovertrædelse, som den juridiske person tillige kan
drages
til ansvar for.
Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger, foreslår Retssikkerheds-kommission, at begrænsningerne i
adgangen
til at håndhæve oplysningspligter skal gælde, hvad enten den mistænkte er en
enkeltperson eller en juridisk person. I den forbindelse har kommissionen
lagt
vægt på, at hensynet til ikke at omgå de straffeprocessuelle regler har samme
vægt, hvad enten mistanken er rettet mod en fysisk eller juridisk person.
Hertil kommer, at det ikke kan afvises, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 skal fortolkes således, at
bestemmelsen
også beskytter juridiske personer mod selvinkriminering.
Justitsministeriet kan tilslutte sig Retssikkerhedskommissionens
synspunkter. Der henvises til pkt.4.3.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger samt bemærkningerne til lovforslagets § 10, stk. 1.
Finansrådet
foreslår,
at der i et eventuelt lovforslag indføjes en regel om, at
forvaltningsmyndigheder,
der handler uden for strafferetsplejen, skal indhente en persons samtykke
til,
at oplysninger indhentes hos en virksomhed eller pengeinstitut, eller at
myndighederne skal forsøge at tilvejebringe oplysninger på anden måde.
Finansrådet anfører, at den øvrige lovgivning indeholder eksempler på sådanne
adfærdsregler.
Som anført i pkt. 4.2.3 og 4.3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger lægger kommissionen ligesom Justitsministeriet vægt på, at
forslaget ikke er til hinder for, at en myndighed fortsat over for andre end
den mistænkte kan anvende regler om oplysningspligt, såfremt oplysningerne
søges tilvejebragt med henblik på varetagelse af opgaver uden for
strafferetsplejen. Justitsministeriet finder således, at hensynet til en
effektiv kontrol taler for, at forvaltningsmyndighederne ikke have indhente
en
persons samtykke til, at oplysninger inden for de anførte rammer indhentes
hos
en virksomhed eller et pengeinstitut mv., såfremt der i øvrigt er hjemmel
hertil i lovgivningen på det enkelte område.
Rigsadvokaten
peger
på en række områder, hvor særlige hensyn kan gøre sig gældende, og hvor det
på
den baggrund kan overvejes at fravige kommissionens forslag til regler om
retten til ikke at afgive oplysninger. I den forbindelse peges på
færdselslovens §§ 9, stk. 2, 54, stk. 4 og 65, stk. 1, samt straffelovens §§
141 og 143.
Efter færdselslovens § 9, stk. 2, har den, der har forvoldt
visse person- og ejendomsskader mv., pligt til at underrette politiet.
Færdselslovens § 54, stk. 4, indebærer, at værten på et serveringssted eller
dennes medhjælper, der har grund til at antage, at en kunde ikke er i stand
til
at føre et køretøj mv., har pligt til – eventuelt ved tilkaldelse af
politiet –
at søge at hindre den pågældende kunde i at føre et køretøj. Efter
straffelovens § 141, har den, som er vidende om at visse forbrydelser
tilsigtes
begået, pligt til at foretager forebyggelseshandlinger, herunder om fornødent
kontakte rette myndighed.
Ved afgivelsen af oplysninger efter de pågældende bestemmelser
vil der i almindelighed ikke foreligge en konkret mistanke hos myndigheden
(politiet) om en strafbar lovovertrædelse. Herudover vedrører de nævnte
bestemmelser oplysninger, der i almindelighed søges tilvejebragt til brug for
behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. På den baggrund er
det Justitsministeriets opfattelse, at lovforslagets § 10 ikke vil få
praktisk
betydning for anvendelsen af de pågældende bestemmelser.
Straffelovens § 143 indebærer i visse tilfælde en pligt til at
oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en for en alvorlig
forbrydelse
sigtet eller dømt person er uskyldig. Justitsministeriet er enig med
Rigsadvokaten i, at der kan rejses et særligt spørgsmål om forholdet mellem
lovforslagets § 10 og straffelovens § 143. I den forbindelse forudsættes det,
at lovforslagets § 10 ikke vil ændre anvendelsesområdet for den pågældende
bestemmelse.
For så vidt angår færdselslovens § 65, stk. 1, om pligt til
oplyse, hvilke personer der som førere har benyttet køretøjet, henvises
nærmere
til pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt bemærkningerne
til
lovforslagets § 10, stk. 1. Heraf fremgår det, at færdselslovens § 65, stk.
1,
går forud for lovforslagets § 10, stk. 1.
Specialarbejderforbundet
i Danmark
anfører, at kommissions forslag er meget vidtgående.
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
finder, at kommissionens forslag vil begrænse og
besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og
kontrolopgaver.
Datatilsynet
vurderer, at tilsynet vil være nødt til at justere sin praksis og være mere
tilbageholdende med at søge tilsynets sager oplyst også i den indledende
fase,
hvis den foreslåede regel i lovudkastets § 10, stk. 1, vedtages uændret.
Konsekvensen kan blive, at Datatilsynet i stedet vil foretage
politianmeldelse
med henblik på at få sagerne tilstrækkeligt belyst, og at sagerne vil blive
trukket unødigt i langdrag. Herudover anfører Datatilsynet, at det kan
forekomme mindre hensigtsmæssigt – også for den mistænkte – at
samtykke efter §
10, stk. 3, til at afgive oplysninger skal gives skriftligt.
Københavns Kommune
finder, at reglerne om selvinkriminering kan få utilsigtede konsekvenser,
dels
fordi reglerne efterlader mange tvivlsspørgsmål, dels fordi myndighederne i
stort omfang er nødt til at inddrage politi og anklagemyndighed.
Frederiksberg Kommune
finder, at bestemmelsen vil give anledning til mange tvivlsspørgsmål og i høj
grad vanskeliggøre den daglige administration af reglerne om tilsyns- og
kontrolbesøg. I mange tilfælde vil det således kræve speciel juridisk viden
at
afgøre, om en person må anses for »mistænkt« i lovens forstand, og i
tvivlstilfælde vil kommunen skulle indhente en vurdering fra politi og
anklagemyndighed.
Som anført i pkt. 4.2.2 og 4.3.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger finder Retssikkerhedskommissionen ligesom Justitsministeriet, at
der bør indføres en bestemmelse i lovgivningen, som – i lyset af artikel
6 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og den retspraksis, der knytter
sig
til denne bestemmelse – fastslår, at en person, som mistænkes for at
have
begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf eller anden sanktion, som må
sidestilles med straf, ikke har pligt til at meddele oplysninger til en
offentlig forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de
oplysninger, der søges tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af
den
formodede lovovertrædelse.
Som begrundelse for en sådan bestemmelse henviser flertallet til
den retspraksis om det almindelige forbud mod selvinkriminering, der bl.a.
kan
støttes på Den Europæiske Menneskeret-tighedskonvention. Herudover finder
flertallet, at også hensynet til ikke at omgå strafferetsplejens regler taler
for, at der bør gælde begrænsninger for myndighedernes anvendelse af
bestemmelser
i lovgivningen om oplysningspligt over for personer mv., som mistænkes for at
have begået en strafbar handling. Inden for strafferetsplejen har en mistænkt
eller tiltalt person således ikke pligt til at afgive forklaring, jf.
retsplejelovens §§ 171 og 752.
Kommissionen anfører endvidere i overensstemmelse med
Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 1,
om begrænsninger i adgangen til at anvende oplysningspligter må antages at
svare til, hvad der i dag er den gældende retstilstand på en lang række
forvaltnings-områder.
Som anført i pkt. 4.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger
foreslår Retssikkerhedskom-missionen desuden en bestemmelse, hvorefter andre
end den mistænkte alene har pligt til i sager, hvor der indgår en mistænkt
person, at meddele oplysninger, i det omfang myndigheden indhenter
oplysningerne med henblik på behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse
af straf.
Retssikkerhedskommissionen og Justitsministeriet finder således,
at hensynet til at imødegå omgåelse af strafferetsplejens regler indebærer,
at
offentlige forvaltningsmyndigheder bør være afskåret fra at anvende regler
uden
for strafferetsplejen om oplysningspligt mv. over for andre end den
mistænkte,
hvis oplysningerne søges tilvejebragt med henblik på behandlingen af
spørgsmål
om straf. Der henvises til pkt. 4.2.3 og 4.3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger samt lovforslagets § 10, stk. 2.
Som anført i pkt. 4.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger
forudsættes det, at det i almindelighed er den pågældende myndighed selv, der
foretager vurderingen af mistankekravet i § 10. I bemærkningerne til den
foreslåede bestemmelse er der redegjort for en række forhold, der vil kunne
indgå i den konkrete vurdering af, om der i det enkelte tilfælde er konkret
mistanke om et strafbart forhold.
8. Benyttelse af oplysninger som bevis i en
straffesag (§ 11)
Coop Danmark A/S, Den
Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Landsorganisationen i Danmark, Rigsadvokaten,
Datatilsynet, Rigspolitichefen, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten
for
Vestre Landsret og Domstolsstyrelsen
kan tilslutte sig opfattelsen hos det
mindretal i Retssikkerhedskommissionen, der ikke finder, at lovudkastets § 11
om benyttelse af oplysninger som bevis i en straffesag bør medtages i en ny
lov
(betænkningen side 154ff).
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd
finder, at kommissionens forslag vil begrænse og
besværliggøre myndighedernes mulighed for at varetage tilsyns- og
kontrolopgaver.
Advokatrådet
kan
fuldt ud tiltræde kommissionens forslag.
Kommissionens flertal foreslår en bestemmelse, der begrænser
adgangen til at anvende oplysninger som bevis i en straffesag, hvis
oplysningerne på et tidspunkt efter, at der er opstået mistanke om et
strafbart
forhold, er tilvejebragt i forbindelse med gennemførelse af et tvangsindgreb
uden for strafferetsplejen eller ved anvendelsen af regler om
oplysningspligt.
Sådanne oplysninger skal således ikke kunne anvendes som bevis, hvis retten
efter en konkret vurdering finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt.
Et mindretal i kommissionen (fem medlemmer) kan ikke tilslutte
sig den foreslåede bestemmelse. Fire medlemmer anfører i den forbindelse
bl.a.,
at der ikke er grund til at hindre, at anklagemyndigheden fremlægger beviser
i
en straffesag, hvis der ikke er noget at bebrejde forvaltningsmyndigheden i
forbindelse med fremskaffelsen af oplysninger, der viser sig at kunne
anvendes
i en straffesag.
Som følge af de betænkeligheder, som dette mindretal har anført,
har Justitsministeriet nøje overvejet, om flertallets forslag om en
begrænsning
i adgangen til at benytte lovligt tilvejebragte beviser i straffesager bør
medtages i lovforslaget.
Efter en samlet afvejning finder Justitsministeriet ikke, at
flertallets forslag bør medtages. Justitsministeriet finder således –
ligesom
kommissionens flertal er inde på i betænkningen – at man kan have
forståelse
for en række af de principielle betænkeligheder, som mindretallet har givet
udtryk for i kommissionen. Hertil kommer, at domstolene og anklagemyndigheden
i
deres høringssvar over betænkningen giver udtryk for tilsvarende
betænkeligheder ved denne del af lovforslaget.
Justitsministeriet har endvidere lagt vægt på, at den manglende
lovfæstelse af flertallets forslag ikke betyder, at anklagemyndigheden i alle
tilfælde kan anvende lovligt tilvejebragte oplysninger som bevis i
straffesager. I den forbindelse kan der henvises til pkt. 6.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger, hvor det er omtalt, at Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention i praksis er blevet fortolket således, at også
lovligt tilvejebragte oplysninger i visse særlige tilfælde bør afskæres som
bevis i en straffesag.
Justitsministeriet vil samtidig anmode Rigsadvokaten om ved
udgangen af 2006 at vurdere, i hvilket omfang anvendelsen i straffesager af
bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for
strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i
praksis. I lyset heraf vil der eventuelt være behov for på ny at overveje den
omhandlede problemstilling.
9. Økonomiske konsekvenser
Foreningen af
Politimestre i Danmark
vurderer, at lovforslaget vil medføre et forøget
antal sager hos politiet. En fastholdelse af det nuværende kontrolniveau
forudsætter
derfor tilførsel af et betydeligt antal jurister til anklagemyndigheden.
Foreningen bemærker herudover, at det ikke vil kunne forventes, at der altid
vil være politimæssige ressourcer til rådighed med henblik på øjeblikkelig
bevissikring og ransagning.
Politifuldmægtigforeningen
forventer, at lovforslagets regler om tvangsindgreb vil medføre et øget
ressourceforbrug hos politi, anklagemyndighed og domstolene.
Landbrugsrådet
lægger
til grund, at en gennemførelse af kommissionens lovudkast finansieres af
offentlige midler. Rådet kan ikke acceptere brugerbetaling.
Coop Danmark A/S
finder,
at Retssikkerhedskommissionens forslag vil være ressourcekrævende for alle
berørte myndigheder.
Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF)
vurderer, at kommissionens forslag
nødvendiggør en ikke uvæsentlig tilførsel af ressourcer til de berørte
myndigheder. I den forbindelse er det FTFs opfattelse, at der bør foretages
en
vurdering af myndighedernes økonomiske behov, og at dette behov dækkes af en
merbevilling.
Danmarks Fiskeriforening
antager, at kontrollernes effektivitet kan opretholdes ved en omlægning af
myndighedernes kontrol.
HORESTA
bemærker, at
kommissionen giver udtryk for, at myndighederne i forbindelse med
kontrolbesøg
m.v. allerede i dag iagttager de forvaltningsretlige principper og i vidt
omfang varsler tvangsindgreb. På den baggrund finder HORESTA, at
kommissionens
forslag om forudgående varsling vil være unødvendigt ressourcekrævende for
myndighederne. Det anbefales, at man i stedet tilstræber en øget samordning
mellem myndighederne.
Landsorganisationen i
Danmark (LO)
vurderer, at Arbejdstilsynets arbejde efter en gennemførelse
af kommissionens lovudkast vil blive mere bureaukratisk og ikke mindst
omkostningskrævende.
Politiforbundet
vurderer,
at en gennemførelse af kommissionens lovudkast vil medføre et ikke
ubetydeligt
merarbejde i forbindelse med myndighedskontrollen inden for f.eks. fødevare-,
arbejdsmiljø-
og miljøområdet.
Rigsadvokaten
vurderer, at det ikke kan undgås, at et stort antal sager forskydes fra
behandling hos særmyndighederne til politi og anklagemyndighed, hvis det
hidtidige omfang af særmyndighedernes kontrol skal opretholdes uændret. I den
forbindelse anfører Rigsadvokaten, at flere sager vil blive indledt ved
politi
og anklagemyndighed frem for hos særmyndighederne, fordi en formodning om et
strafbart forhold ikke kan udelukkes. Det bemærkes herudover, at den
manglende
mulighed for, at særmyndighederne kan fuldføre et tilsynsbesøg f.eks. på en
virksomhed, hvis der opstår en konkret mistanke om et strafbart forhold, vil
medføre, at politiet i videre omfang end hidtil tilkaldes for at bistå ved
yderligere undersøgelse og eventuel beslaglæggelse af bevismateriale m.v.
Sådanne sager vil tillige belaste anklagemyndigheden, der indbringer sager om
ransagning og beslaglæggelse for retten.
Rigspolitichefen
anfører, at en gennemførelse af forslaget utvivlsomt vil medføre en øget
ressourcebelastning
af politi og anklagemyndighed, fordi der vil ske en forskydning af
opgavefordelingen
mellem kontrolmyndighederne på den side og politi og anklagemyndighed på den
anden side. Såfremt der ikke i forbindelse med lovforslagets ikrafttræden
tilføres politi og anklagemyndighed ressourcer, bør der iværksættes en
kortvarig evaluerings- og registreringsordning af medbelastningen med henblik
på en nødvendig ressourcetilførsel til politi og anklagemyndighed.
Kommunernes Landsforening
anfører, at kommissionens lovudkast vil medføre merudgifter på det kommunale
område.
Frederiksberg Kommune
vurderer, at der kan blive tale om mindre kontrol, hvis ikke kommunen
tilføres
ressourcer i forbindelse med forslagets gennemførelse. Kommunen finder
endvidere, at kommissionens forslag kan medføre en forskydning af opgaverne
mellem kommuner og politi.
Københavns Kommune
vurderer,
at de foreslåede regler vil medføre et meget stort merforbrug af ressourcer,
som må tilføres kommunen. Københavns Kommune vil derfor fremsætte krav om
kompensation, såfremt kommissionens lovudkast gennemføres.
Det vurderes, at myndighedernes arbejdsgange mv. vil kunne
omlægges på en sådan måde, at de nye sagsskridt, som lovforslaget medfører,
vil
kunne integreres i sagsbehandlingen uden mærkbart merarbejde og dermed
væsentlige merudgifter til følge. Justitsministeriet lægger i den forbindelse
bl.a. vægt på,
at
en række myndigheder allerede i dag i betydeligt
omfang varsler tilsynsbesøg og udarbejder notater om kontrolbesøg m.v.,
at
lovforslaget i en række tilfælde, hvor det er velbegrundet, giver mulighed
for
at fravige kravet om forudgående underretning, og
at
myndighederne i
vidt omfang vil kunne benytte standardskrivelser mv. i forbindelse med
udfærdigelse af f.eks. varslingsskrivelser.
Samtidig med at lovforslaget skaber grundlag for større
retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og
oplysningspligter, lægger regeringen stor vægt på, at der fortsat vil være en
effektiv kontrol med overholdelsen af lovgivningen på de enkelte områder.
Der kan i den forbindelse peges på, at kontrollens effektivitet
ikke kun afhænger af antallet af f.eks. stikprøvevise kontrolbesøg. Det er
lige
så vigtigt, at der sker en målrettet planlægning af den samlede
kontrolindsats
med henblik på inden for det enkelte område bl.a. at kunne rette speciel
fokus
mod brancher, virksomheder mv., hvor der generelt vurderes at være en særlig
risiko for manglende overholdelse af lovgivningen. Med den generelle
regulering, som der lægges op til, og som vil stille en række krav til nye
eller ændrede arbejdsgange, vil lovforslaget kunne bidrage til, at den
enkelte
myndighed i endnu højere grad er opmærksom på, hvordan den samlede
kontrolindsats tilrettelægges.
Indførelsen af nye, almindelige regler om fremgangsmåden ved
myndighedernes kontrolbesøg vil i nogle tilfælde også kunne medvirke til at
sikre kvaliteten af det enkelte kontrolbesøg – herunder ved, at berørte
virksomheder gennem den foreslåede hovedregel om forudgående underretning vil
kunne være forberedt på et kontrolbesøg, således at bl.a. de personer i
virksomheden, som kan være til hjælp ved myndighedens kontrol af
regnskabsoplysninger, tekniske installationer mv., er til stede i
virksomheden
på det tidspunkt, hvor myndigheden foretager kontrolbesøget.
Det er tvivlsomt, om – og i givet fald i hvilket omfang –
lovforslaget vil medføre merudgifter for myndighederne, da det vil afhænge
af,
om de praktiske arbejdsgange omlægges som forventet. Som følge af denne
usikkerhed vil der i begyndelsen af 2006 blive iværksat en evaluering med
henblik på at identificere eventuelle merudgifter.
Der henvises i øvrigt til pkt. 9 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Fødevareudvalgets
spørgsmål 126 til fødevareministeren:
Ministeren bedes bekræfte, at lovforslaget om retssikkerhed på
kontrolområdet (L 96) ikke indebærer forringelse i kontrolmulighederne på
fødevareområdet.
Svar:
Jeg har i mit svar til udvalget på spørgsmål 70 (Alm. del –
bilag 285) og i forbindelse med besvarelse af spørgsmål G (Alm. del –
bilag
245) i samråd den 21. januar 2004 givet en redegørelse for, hvilke
konsekvenser
L 96 vil få for omfanget og kvaliteten af fødevarekontrollen.
Jeg vil gerne understrege, at det er min klare forventning, at
alle de situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarekontrollen at kunne
fravige hovedreglen om varsling senest 14 dage forud for tvangsindgrebets
gennemførelse, er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i § 5, stk. 4, nr. 1-
5.
Fødevarekontrollen er – ligesom den øvrige kontrol på
Fødevareministeriets område – i meget vidt omfang baseret på EU-regler,
hvorefter kontrollen skal være uanmeldt. Hertil kommer, at formålet med
kontrollen som oftest ville forspildes, hvis kontrollen blev varslet på
forhånd. Der er i § 5, stk. 4, taget højde for blandt andre sådanne
situationer.
Det kan ikke på forhånd udelukkes, at der kan opstå enkelte
situationer, hvor kontrolbesøget hidtil er foregået uanmeldt, men hvor der
fremover vil skulle varsles, fordi forholdet ikke er omfattet af
undtagelsesbestemmelserne. Der forventes imidlertid ikke at blive tale om
nogen
nævneværdig stigning i antallet af forhåndsanmeldte tilsyn set ud fra det
nuværende samlede antal kontroltimer.
I de mistankesituationer, der er omfattet af § 9, vil
myndighederne fortsat altid kunne gennemføre kontrollen, når formålet er at
foretage administrative foranstaltninger såsom at nedlægge forbud eller give
påbud. Det vil kun være nødvendigt at overlade sagen til politiet i de meget
sjældne situationer, hvor formålet med tvangsindgrebet er at skaffe beviser
til
en straffesag.
§ 10 vedrører spørgsmålet om håndhævelse af oplysningspligter,
når der foreligger en konkret mistanke om, at en enkeltperson eller en
juridisk
person har begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, og vedkommende
ikke selv samtykker i at afgive oplysningerne eller giver samtykke til, at de
indhentes hos andre. Efter bemærkningerne finder bestemmelsen ikke
anvendelse,
hvis det umiddelbart er hensigten alene at afgøre sagen administrativt ved at
udstede et forbud eller påbud. Hvis det senere viser sig, at der alligevel
bør
rejses straffesag, bliver det imidlertid igen relevant at iagttage § 10.
Som nævnt i min besvarelse af spørgsmål 70, kan det være
vanskeligt for kontrollen på stedet at vurdere, hvorledes en sag vil udvikle
sig, herunder om det senere bliver aktuelt at meddele et administrativt
bødeforelæg, eller om virksomheden skal meldes til politiet. Tilsvarende
problemer kan dog også opstå i visse situationer i dag som følge af
bestemmelserne i Menneskerettigheds-konventionen, som § 10 blandt andet
bygger
på.
På baggrund af de oplysninger, som Justitsministeriet løbende er
fremkommet med under det lovforberedende arbejde, er det min forventning, at
der ikke vil ske et fald i antallet af gennemførte straffesager som følge af
vedtagelsen af L 96.
Samlet set er det således min vurdering, at lovforslaget om
retssikkerhed på kontrol-området (L 96) ikke vil indebære forringelse i
kontrolmulighederne på fødevare-området.
For så vidt angår de økonomiske konsekvenser af lovforslaget,
kan jeg i det hele henvise til mit svar på spørgsmål 70 og til min besvarelse
af spørgsmål G i samrådet den 21. januar 2004.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., integrationsloven og forskellige andre love (Skærpet kontrol med udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser, sanktioner for uberettiget modtagelse af ydelser under ophold i udlandet m.v.) Retsinformation · 28. maj 2011
- Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 28. marts 2007
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Styrkelse af indsatsen for at bekæmpe terrorisme m.v.). Retsinformation · 6. oktober 2006
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 3. maj 2007
- Forslag til Lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter Retsinformation · 26. november 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand (Folketingets ombudsmands pension, Ombudsmandens kompetence i forhold til halvoffentlige organer og private institutioner m.v.) Retsinformation · 8. maj 2009