Spring til indhold

Retsinformation

1997 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN RETSSIKKERHEDSREFORM

1997/1 BSF 32Beslutningsforslag som fremsatFolketinget31. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt og inden årsskiftet at

nedsætte en retssikkerhedskommission, der inden afslutningen af

folketingsåret 1998-99 skal komme med forslag til de fornødne ændringer i

retsplejeloven, forvaltningsloven m.v. til fremme af borgernes retssikkerhed.

Forslagene skal omfatte følgende elementer:

1. Kvalitetskrav til lovforslag, herunder krav om retssikkerhedsdiskussion

i alle lovforslag, hvor det offentlige udøver myndighed over for borgerne.

2. Begrænsning af tvangsindgreb over for borgerne.

3. Nøje opregnede betingelser for tvangsindgreb.

4. Adfærdsregler for myndighedsudøvere.

5. Magtadskillelse i forvaltningen.

6. Lettere adgang for borgerne til at anlægge sager mod det offentlige.

7. Forvaltningsmyndighedernes pligt til at efterleve domspraksis og af

egen drift efter domstolsafgørelser at genoptage lignende sager, hvor

borgeren har krav på tilbagebetaling.

8. Udvidet adgang til retshjælp.

9. Undersøgelse af teknologiens betydning for borgernes retssikkerhed.

10. Årlig retssikkerhedsredegørelse.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag

nr. B 106, folketingsåret 1996-97 (se Folketingstidende 1996-97,

forhandlingerne side 6509 og Tillæg A, side 4394 og 4399).

Princippet om magtfordelingen mellem den udøvende, den lovgivende og den

dømmende magt er grundlovsfæstet. Dette princip er fastsat for at beskytte

Danmarks borgere mod vilkårlige indgreb.

Den stadig stigende hærskare af forskrifter for borgerne har forrykket

forholdet mellem stat og individ i en uheldig retning.

Lovgivningen er i stigende grad ufuldstændig. Nærmere fastsættelse af

reglerne for borgernes færden er overladt til ministrene i form af

Læs alt

bemyndigelsesbestemmelser. Dette har betydet, at det i højere og højere grad

er forvaltningen, der i stedet for Folketinget fastsætter regler for

borgerne.

Samtidig har der været en tendens til i stigende grad at fastsætte straf

som sanktion for overtrædelserne og overlade det til

forvaltningsmyndighederne at udstede bødeforelæg frem for at forelægge sagen

for domstolene. Dertil kommer, at borgerne ifalder straf, uden at elementære

retsgarantier er iagttaget. Bødestørrelsen fastsættes administrativt af

embedsmænd, der ikke er uddannet til bevisindsamling og bevisafvejning. Ikke

sjældent får man det indtryk, at det nærmest er borgeren selv, der skal

bevise sin uskyld.

Den udøvende magts område er derved vokset ganske væsentligt på bekostning

af den lovgivende og den dømmende magt. Dette har betydet en svækkelse af den

enkelte borgers retssikkerhed.

De mange love og bekendtgørelser, de stadig mere indviklede regler og

hyppige lovændringer, der regulerer borgernes adfærd, er i sig selv et

problem, idet et retssystem som det danske nødvendigvis må forudsætte

borgernes pligt til at kende loven. Det er derfor et grundlæggende

retssikkerhedsproblem, at borgerne ikke kan finde ud af, hvad der er lov og

ret i Danmark.

De mange bemyndigelsesbestemmelser og administrative bødeforelæg svækker

yderligere den enkelte borgers retsbeskyttelse. Denne svækkede

retsbeskyttelse bliver yderligere markant på grund af det totale fravær af

bestemmelser i retsplejeloven, der fastsætter spilleregler for

forvaltningsmyndigheder. Vedtagelsen af forvaltningsloven og løbende

ajourføring af f.eks. registerlovgivning og lov om offentlighed i

forvaltningen kan ikke kompensere for den omstændighed, at retsplejeloven

stort set alene gælder for domstole, politi og anklagemyndighed.

Retsstillingen er i dag bedre sikret for den, der forsætligt overtræder

straffeloven og f.eks. begår drab eller voldtægt, end for den borger, der

uagtsomt overtræder en af de tusindvis af bestemmelser i andre love.

Forslagsstillerne finder det meget betænkeligt, at Folketingets flertal

som en yderligere indskrænkning i borgernes retssikkerhed i de senere år har

foretaget indgreb i den enkelte borgers grundlovssikrede frihedsrettigheder,

herunder navnlig husfreden og ejendomsretten.

I kølvandet på den stigende regulering af borgernes adfærd er nemlig fulgt

en stadig stigende kontrolvirksomhed, der med hjemmel i lovgivningen giver

myndighederne mulighed for indgreb af f.eks. ransagningslignende karakter. De

mange love, der uden nærmere betingelser f.eks. giver kontrollerende

myndigheder adgang til private hjem, er en udhuling af grundlovens

bestemmelse om husfredens ukrænkelighed.

Forslagsstillerne mener derfor, at tiden er inde til at udforme en

omfattende retssikkerhedsreform.

Al lovgivning, der muliggør vilkårlig krænkelse af den grundlovssikrede

husfred og ejendomsret, skal tages op til revision.

Ingen indgreb i husfreden eller ejendomsretten skal fremtidig kunne finde

sted, uden at enten betingelserne i grundlovens § 72 om retskendelse eller

bestemmelserne i grundlovens § 73 om ekspropriation er opfyldt eller det nøje

i loven er opregnet, hvilke betingelser der i øvrigt skal være opfyldt.

I den forbindelse mener forslagsstillerne, at reglerne for udarbejdelse af

lovforslag bør ændres grundlæggende.

Ethvert lovforslag, der giver mulighed for myndighedsudøvelse over for den

enkelte borger eller grupper af borgere, bør indeholde en grundig diskussion

af, hvilke retssikkerhedsmæssige konsekvenser lovforslaget vil have for

borgerne.

Med hensyn til bemyndigelsesbestemmelser, der overlader til ministeren at

fastsætte ikketekniske regler af betydning for den enkelte borger, bør der

ligeledes i lovforslaget optages en nærmere beskrivelse af, hvad

bemyndigelsen skal anvendes til, og de retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Med forbillede i retsplejelovens regler for politi og anklagemyndighed

skal der fastsættes nærmere regler for enhver myndigheds adfærd.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Udformningen af lovforslag er i dag aldeles utilstrækkelig. Lovforslagets

bemærkninger er for ofte ufuldstændige og forhastede, ligesom der lovgives

for meget i bemærkningerne. Love skal være klare og lettilgængelige.

En meget stor del af lovene vedrører erhvervsgruppers og almindelige

borgeres dagligdag. Det er derfor helt afgørende, at lovene også kan læses og

forstås af borgerne og medierne, der ofte vil være det led, der formidler

lovgivningen og forberedelsen af lovene til borgerne.

Det må tillige være et uomgængeligt krav til en moderne retsstat, at de

lovforslag, som den til enhver tid siddende regering fremsætter, giver

lovgiver et fuldstændigt beslutningsgrundlag. Kravet om klarhed vil tvinge

både aktørerne i det lovforberedende arbejde og Folketinget til en

gennemtænkning af lovenes konsekvenser og de med lovgivningen forbundne

politiske og retlige spørgsmål.

De hyppigt fremsatte forslag til ændringslove øger uoverskueligheden. Det

foreslås derfor, at der i ethvert lovforslag af den slags som bilag indsættes

et udkast til lovbekendtgørelse.

Forslagsstillerne finder i det hele taget, at der bør stilles langt

strengere kvalitetskrav til lovforslagene. Lovgiver skal have mulighed for at

kende ikke mindst de retssikkerhedsmæssige konsekvenser af lovforslaget.

Lovforslagets bemærkninger udgør ud over lovteksten den væsentligste del af

lovgivers beslutningsgrundlag.

Det foreslås derfor, at der stilles krav om, at alle lovforslag, hvor det

offentlige har myndighedsopgaver, skal indeholde en retssikkerhedsdiskussion

og de konsekvenser, lovforslaget indebærer for borgernes retssikkerhed. Dette

krav vil ikke blot medføre et grundigere lovforberedende arbejde i

ministerierne, men vil gøre lovforslagets konsekvenser mere gennemskuelige

for Folketinget.

Et krav om, at lovforslaget skal indeholde en nøjere beskrivelse og

begrundelse for, at der i forslaget optages bemyndigelsesbestemmelser, vil

have samme effekt.

Et særligt problem udgør de hundredvis af straffebestemmelser.

Strafsanktionen er i de senere år bragt i anvendelse for mere formelle

overtrædelser. Det bør være en selvfølge, at straffebestemmelser - og ikke

mindst den, der er fastsat i medfør af bekendtgørelser - alene indsættes

efter en nøje overvejelse af, hvorvidt andre sanktioner kan overflødiggøre

straf. Der tænkes navnlig på erstatning, ugyldighed og mulighed for

tilbagekaldelse af tilladelser som sanktionsmulighed. Disse overvejelser skal

fremgå af lovforslagets bemærkninger.

Forslagsstillerne foreslår endelig, at den nedsatte

retssikkerhedskommission overordnet skal overveje nye retningslinjer for

balancen mellem lovtekst og bemærkninger med det sigte at undgå lovgivning i

bemærkningerne.

Ad 2

Den bestående lovgivning skal gennemgås med henblik på at fjerne

unødvendige muligheder for tvangsindsgreb over for borgerne. Det gælder

navnlig de mange bestemmelser om myndigheders adgang til privat ejendom,

herunder bestemmelser om politiets bistand til at gennemtvinge adgang.

Tvangsindgreb bør ikke i fremtiden hjemles, medmindre det enten kræver

retskendelse og/eller betingelserne for at foretage indgreb i øvrigt er nøje

beskrevet dels i den enkelte lov, dels i en ny bog' i retsplejeloven.

Ad 3-5

Forslagsstillerne vil ikke stille krav om, at enhver bestemmelse, der

giver en myndighed adgang til privat ejendom, skal være betinget af

retskendelse. Det er derimod helt afgørende, at der fastsættes generelle

betingelser for tvangsindgreb og regler, der beskriver, hvorledes den

kontrollerende myndighed skal forholde sig, såfremt der konstateres

lovovertrædelser.

I forbindelse med de mange myndighedsbeføjelser i form af uanmeldt kontrol

er det helt afgørende af hensyn til borgernes retssikkerhed, at der i lighed

med retsplejelovens bestemmelser for politi, anklagemyndighed og domstole

fastsættes generelle og specielle regler for de myndigheder, der ikke i dag

er reguleret af retsplejeloven. Retsplejeloven foreskriver f.eks. nøje,

hvornår politiet må ransage, og hvornår der skal rejses sigtelse, og at den

sigtede skal oplyses om, at han ikke har pligt til at udtale sig. Oplysninger

om adgang til forsvarer skal tillige oplyses af politiet. Sådanne regler

gælder slet ikke for andre myndigheder.

Retsusikkerheden forstærkes af, at det er de samme myndigheder, der sidder

i de kommissioner, der er fremkommet med lovudkast, og som senere udformer

lovforslagene og forslagenes bemærkninger, og som derefter administrerer de

samme love og udsender forskrifter til underordnede myndigheder.

Myndigheder kan f.eks., uden at ransagningsbetingelserne er opfyldt,

trænge ind i borgernes boliger og kontrollere' uden at rejse sigtelse.

Myndighederne foretager afhøringer uden at gøre opmærksom på, at udtalelserne

kan blive anvendt ved en senere straffesag. Finder myndighederne beviser for

strafbart forhold, gælder hverken regler om tilkaldelse af politi eller

advokat, ligesom myndighederne hverken er uddannet til eller har forskrifter

for indsamling af beviser og afvejning af disse.

Disse myndigheder har tillige ikke sjældent aldeles manglende forståelse

for, at det er myndighederne, der skal bevise strafbart forhold, og ikke

borgerne, der skal bevise uskyld.

I den senere tid har bevisbyrderegler i strafferetsplejen i forbindelse

med fund af store økonomiske midler hos rockere været diskuteret. Der er

meget strenge regler for politiets muligheder for at anvende de såkaldte

tilfældighedsfund.

Hvad andre myndigheder, der under kontrol finder beviser for strafbart

forhold, skal foretage sig, er ikke reguleret. Borgeren befinder sig i en

gråzone, hvor myndigheden kommer med det formål at kontrollere, men hvor

sagen kan føre til tiltalerejsning, uden at borgeren har de

retssikkerhedsgarantier, der gælder inden for strafferetsplejen. Dette område

er kun i ringe omfang diskuteret i teorien og udgør for forslagsstillerne et

af samfundets største retssikkerhedsproblemer.

De mange retsplejebestemmelser for politiet tilsigter på en gang at

begrænse politiets magtudfoldelse, samtidig med at borgeren advares om at

tage sig i agt, evt. med bistand af en advokat.

Retsplejeloven bygger i det hele taget på det grundlæggende princip om, at

ingen er skyldig, før han er dømt.

Det foreslås derfor, at der dels ved en ændring af retsplejeloven, dels

ved at der i hver enkelt lov, hvor der gives hjemmel til myndighedsudøvelse,

fastsættes klare regler for fremgangsmåden ved tvangsindgreb, forsvarlig

bevisindsamling og bevisafvejning, og at der fastsættes beløbsgrænser for,

hvilke bødeforelæg der kan forelægges administrativt.

Ad 6

I civile retssager er sagsøger og sagsøgte ligestillede. I hvert fald på

papiret. Denne ligestilling gælder imidlertid stort set ikke i sager, hvor

den enkelte borger anlægger sag mod det offentlige. For selv om magtforholdet

mellem den enkelte og det offentlige er meget anderledes, end da

retsplejeloven så dagens lys, er retsplejeloven ikke ændret tilsvarende.

Det offentlige har en knusende fortrinsret. Den enkeltes retssikkerhed

derimod er slet ikke udviklet i takt med samfundets udvikling. Der er ganske

enkelt ikke lige adgang til retsvæsenet, endsige lige adgang til at få sin

ret. Vil man som borger i dagens Danmark gøre sig håb om at få medhold i en

sag anlagt mod det offentlige, skal man - med eller uden advokat - kunne

beherske vanskelige retsspørgsmål, helst bedre end modparten, der som

offentlig myndighed typisk vil være i besiddelse af væsentlige ressourcer og

ekspertise. Borgeren skal tillige kunne overvinde den ulighed, der ligger i,

at den sagsøgte myndighed - der typisk har konciperet de af Folketinget

vedtagne lovforslag og udformet bemærkningerne hertil - kan have en meget

skråsikker opfattelse af den korrekte juridiske forståelse af de spørgsmål,

som har udviklet sig gennem den administrative praksis. En praksis, der altså

er en udmøntning af det af samme myndighed udførte lovforberedende arbejde.

Sådanne sager omfatter ofte tillige tekniske forhold af betydning for

bedømmelse af sagerne. Endelig vil der for den enkelte borger typisk være

bevismæssige vanskeligheder og vanskeligheder med overhovedet at fremskaffe

oplysninger, hvis eksistens den enkelte borger ikke kender, og som beror hos

det offentlige.

Disse vanskeligheder, som omfatter både forberedelsen af sagen og

fremlæggelsen i retten, afhjælpes ikke gennem reglerne om fri proces.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven ændres, så der

indsættes et særligt afsnit for civilretlige sager, hvor den enkelte borger

rejser sag mod det offentlige eller omvendt. En sådan ny bog' i

retsplejeloven skal indeholde særlige processuelle lettelser og fordele for

den enkelte borger, bl.a. ud fra det synspunkt, at de to parter ikke er lige

egnede til at foretage indsamling af bevismateriale. Reglerne skal tillige

indeholde en særlig pligt for det offentlige til at indsamle og fremlægge det

fornødne bevismateriale.

I en tid, hvor det er helt umuligt for den enkelte borger at få et

overblik over, endsige gennemskue de mange forskrifter, må man gøre sig

klart, at alene lovenes mængde og indviklethed er en svækkelse af den

enkeltes retssikkerhed. Dette forstærkes af, at forskrifterne er blevet mere

og mere indgribende for den enkelt borger, og at mere og mere magtudøvelse af

meget indgribende art er overladt til alle mulige offentlige instanser, uden

at der er indført nogen form for processuel fordel for den enkelte borger,

der måtte ønske at rejse sag ved domstolene.

Retsplejeloven er forældet og ude af trit med udviklingen i

forvaltningsretten. Det bør i denne sammenhæng erindres, at Folketingets

Ombudsmand over for forvaltningen anvender et bedømmelsesgrundlag, der er

mere vidtgående end det forvaltningsretlige bedømmelsesgrundlag, som

domstolene anvender, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret p. 594.

Ad 7

Såfremt en dom f.eks. medfører pligt til tilbagebetaling, skal f.eks.

skattemyndighederne være forpligtet til af egen drift at tilbagebetale til

andre borgere i lignende situation, uden at disse behøver at anlægge sag.

Ad 8

Det bør være en selvfølgelighed i et retssamfund, at alle har lige adgang

til retsvæsenet.

Ad 9

Informationsteknologien rejser en lang række retssikkerhedsproblemer for

den enkelte borger.

Brug af informationsteknologi kan efterlade elektroniske spor, der

muliggør lagring af data om enkeltpersoner, der gør registerlovgivningen helt

indholdsløs. Brugen af Internet umuliggør anvendelse af de traditionelle

ansvarsregler.

Informationernes grænseoverskridelser kan gøre dansk lovgivning

uanvendelig. Der er et påtrængende behov for en klar stillingtagen til retten

til eller forbud mod kryptering ved datatransmission og forholdet til

grundlovens bestemmelser om brevhemmelighed m.v.

Disse og mange andre spørgsmål bør samlet drøftes set i relation til

forholdet mellem det offentliges myndighedsudøvelse og den enkelte borgers

retssikkerhed.

Ad 10

Da nedsættelsen af en kommission og senere ændring af retsplejeloven m.v.

ikke må blive en sovepude, pålægges det regeringen at udarbejde en årlig

retssikkerhedsredegørelse. Redegørelsen skal indeholde de

retssikkerhedsmæssige forbedringer, der er foretaget i de enkelte

ministerier, samt regeringens aktuelle overvejelser om at forbedre

retssikkerheden.

Den første redegørelse gives ved starten af næste folketingssamling.

Skriftlig fremsættelse (28. oktober 1997)

Birthe Rønn Hornbech (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en retssikkerhedsreform.

(Beslutningsforslag nr. B 32).

Beslutningsforslagets formål er at styrke borgernes retsstilling over for

det offentlige.

Det første element i forslaget er et krav om kvalitetsregler for

udarbejdelse af lovforslag med det formål at gøre lovene mere klare og

gennemskuelige for Folketinget, borgerne og pressen. Der fastsættes således

krav om, at alle lovforslag, der vedrører det offentliges myndighedsudøvelse,

skal indeholde en diskussion om borgerens retssikkerhed samt konsekvenserne

for borgeren.

Forslaget indeholder endvidere et krav om begrænsning af tvangsindgreb

over for borgeren, navnlig en begrænsning af forvaltningsmyndigheders adgang

til privat ejendom.

Der foreslås en reform af retsplejeloven med spilleregler for alle

myndigheder.

Der foreslås tillige indført særlige regler i retsplejeloven, der skal

gøre det lettere for den enkelte borger at anlægge sag og gennemføre en sag

mod det offentlige.

Der foreslås således ændrede regler for det offentliges pligt til at

fremkomme med materiale under sagen, ligesom det offentlige foreslås pålagt

en vidtgående bevisbyrde.

Reglerne om retshjælp foreslås udvidet.

Endelig indeholder forslaget krav om, at der opstilles regler for

offentlige myndigheder, der taber retssager over for borgerne. Såfremt en dom

f.eks. medfører pligt til tilbagebetaling, skal f.eks. skattemyndighederne

være forpligtet til af egen drift at tilbagebetale til andre borgere i

lignende situation, uden at disse behøver at anlægge sag.

Beslutningsforslaget er en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag

nr. B 106, folketingsåret 1996-97.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter