Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. marts 2007 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov
om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb og oplysningspligter
(Udvidelse af
lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse)
§ 1
I lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter foretages
følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 5
, ophæves.
2.
§ 26
ophæves.
§ 2
Stk. 1.
Loven
træder i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2.
§ 1,
nr. 1, gælder for tvangsindgreb, der iværksættes efter retskendelse afsagt
den
1. januar 2008 eller senere.
Bemærkninger til
lovforslaget
Læs alt
Almindelige
bemærkninger
1.
Lovforslagets baggrund og formål
2.
Kort oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven
3.
Udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at
omfatte tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse
3.1.
Gældende ret
3.1.1.
Indledning
3.1.2.
Hvilke regler gælder ved forvaltningens gennemførelse
af tvangsindgreb efter indhentet retskendelse?
3.2.
Justitsministeriets overvejelser
3.2.1.
Indledning
3.2.2.
Særligt om konkurrenceområdet
3.2.2.1
Generelt om kontrolundersøgelser inden for
konkurrenceområdet
3.2.2.2.
Kort om retssikkerhedslovens § 9
3.2.2.3.
Betydningen af retssikkerhedslovens § 9 for
konkurrenceområdet
3.2.2.3.1.
Oversigt
3.2.2.3.2.
Hvornår vil der foreligge en mistanke som nævnt i
§ 9, stk. 1?
3.2.2.3.3.
Hvad er retsvirkningen af, at der foreligger en
mistanke som nævnt i § 9, stk. 1?
3.2.2.3.4.
Særligt om retssikkerhedslovens § 9, stk. 2
3.2.2.3.5.
Særligt om samspillet mellem myndighederne mv.
3.2.3.
Sammenfattende om Justitsministeriets overvejelser
3.2.4.
Særligt om domstolenes opgave efter en ophævelse af
lovens § 1, stk. 5
4.
Anvendelse i straffesager af bevismidler, der er
lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen
5.
Lovens anvendelse i praksis og Justitsministeriets
overvejelser om behovet for i øvrigt at ændre loven
6.
Særligt om forholdet til EU-retten
7.
Økonomiske og administrative konsekvenser mv.
7.1
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner
7.2.
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
7.3.
Administrative konsekvenser for borgerne
7.4.
Miljømæssige konsekvenser
7.5.
Forholdet til EU-retten
8.
Hørte myndigheder og organisationer mv.
9.
Sammenfattende skema
1. Lovforslagets
baggrund og formål
Ved lov nr. 442 af
9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb
og
oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven) blev der gennemført en
samlet
regulering af en række spørgsmål, som vedrører tilfælde, hvor en
forvaltningsmyndighed har mulighed for uden for strafferetsplejen at foretage
visse former for tvangsindgreb uden forudgående retskendelse. Det drejer sig
navnlig om tvangsindgreb i form af såkaldte kontrol- og tilsynsbesøg. Loven
regulerer endvidere visse spørgsmål, der kan opstå i tilfælde, hvor borgere
og
virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en
forvaltningsmyndighed.
Fremsættelsen er
gengivet i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3107, og lovforslag nr.
L
96 som fremsat er gengivet i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3041.
Lovforslaget blev den 10. december 2003 undergivet 1. behandling, som er
gengivet i Folketingstidende 2003-04, Folketingets forhandlinger, side 2896.
Retsudvalget afgav betænkning den 27. maj 2004. Betænkningen findes i
Folketingstidende 2003-04, tillæg B, side 2142. Lovforslaget blev den 1. juni
2004 undergivet 2. behandling, der er gengivet i Folketingstidende 2003-04,
Folketingets forhandlinger, side 11312. Den 4. juni 2004 blev lovforslaget
undergivet 3. behandling, som er gengivet i Folketingstidende 2003-04,
Folketingets forhandlinger, side 11710. Den vedtagne lov er gengivet i
Folketingstidende 2003-04, tillæg C, side 786. Lovforslaget byggede på
Retssikkerhedskommissionens
betænkning 1428/2003 og de høringssvar over betænkningen, som
Justitsministeriet modtog.
Det foreliggende
lovforslag fremsættes med henvisning til § 26 i retssikkerhedsloven,
hvorefter justitsministeren fremsætter forslag om revision af loven i
folketingsåret 2006-07.
Lovforslaget
indeholder dels forslag om at udvide lovens anvendelsesområde til også at
omfatte tvangsindgreb af den karakter, der er nævnt i lovens § 1,
stk. 1
og 2, hvis de foretages efter indhentet retskendelse, dels forslag om
ophævelse
af revisionsbestemmelsen i lovens § 26. Herudover indeholder
lovforslaget
en omtale af et særligt spørgsmål om anvendelse i straffesager af
bevismidler,
der er lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen.
Pkt. 2 nedenfor
indeholder en kort oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven.
Forslaget om at
udvide lovens anvendelsesområde til også at omfatte tvangsindgreb, som
foretages efter indhentet retskendelse, er behandlet nærmere i pkt. 3
nedenfor.
I pkt. 4 nedenfor
omtales det nævnte spørgsmål om anvendelse i straffesager af bevismidler, der
er lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen.
Det anføres i
forarbejderne til revisionsbestemmelsen i lovens § 26, at det i
forbindelse med evalueringen af retssikkerhedsloven og erfaringerne med
lovens
anvendelse er relevant at overveje, om der kan være anledning til ændring i
eller justering af lovens regler, jf. justitsministerens ændringsforslag af
11.
maj 2004 (L 96 – bilag 110).
Pkt. 5 nedenfor
indeholder på den baggrund en kort omtale af praksis med hensyn til lovens
anvendelse på udvalgte områder. En mere udførlig gennemgang af de praktiske
erfaringer med loven findes i regeringens retssikkerhedsredegørelse fra
januar
2007, der (uden bilag) er medtaget som lovforslagets bilag 1. Redegørelsen er
tidligere fremsendt til Folketinget den 9. februar 2007. Efter
Justitsministeriets
opfattelse er der ikke – ud over, hvad der følger af det foreliggende
lovforslag – behov for ændringer af loven.
En vedtagelse af
lovforslaget vil på den baggrund indebære, at loven – bortset fra den
foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte
tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse – fremover vil
gælde
med det indhold, som den har i dag.
2. Kort
oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven
Retssikkerhedsloven
indeholder bl.a. generelle regler om den fremgangsmåde, som
forvaltningsmyndighederne
skal følge ved gennemførelsen af et tvangsindgreb, som er omfattet af loven,
herunder navnlig kontrol- og tilsynsbesøg (lovens kapitel 2). Det er bl.a.
fastsat, at tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende
foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt
forhold til formålet med indgrebet (lovens § 2). Det er også bestemt, at
en række af forvaltningslovens regler – bl.a. reglerne om inhabilitet,
partsaktindsigt, begrundelse og klagevejledning – gælder ved
gennemførelsen af
tvangsindgreb omfattet af loven (lovens § 3).
Det er endvidere
fastsat, at i sager om iværksættelse af tvangsindgreb omfattet af loven skal
en
myndighed, som mundtligt modtager oplysninger vedrørende sagens faktiske
omstændigheder af betydning for beslutningen om iværksættelse af
tvangsindgreb,
eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om
indholdet af oplysningerne (lovens § 4). Det gælder dog ikke, såfremt
oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Herudover er det
fastsat, at forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb omfattet af loven skal parten underrettes om beslutningen
(lovens
§ 5, stk. 1). Underretningen skal ske skriftligt senest 14 dage,
inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal indeholde oplysninger om tid og
sted
for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter
forvaltningslovens § 8, hovedformålet med indgrebet og det faktiske og
retlige grundlag for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24 (lovens
§ 5,
stk. 2). Parten kan inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte
indsigelse mod den trufne beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette
begrundes skriftligt over for parten, jf. forvaltningslovens § 24, og
meddelelsen
om fastholdelse af beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med
gennemførelsen af tvangsindgrebet (lovens § 5, stk. 3).
Myndighedernes
pligt til at underrette en part forud for et tvangsindgreb fraviges helt
eller
delvist i en række tilfælde. Det gælder,
hvis
øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis
forudgående
underretning skulle gives (§ 5, stk. 4, nr. 1),
hvis
hensynet til parten selv taler for det, eller partens rettigheder
findes at burde vige for afgørende hensyn til andre private eller offentlige
interesser (§ 5, stk. 4, nr. 2),
hvis
det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU (§ 5,
stk. 4,
nr. 3),
hvis
øjeblikkelig
gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er
påkrævet
(§ 5, stk. 4, nr. 4), eller
hvis
forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig
(§ 5,
stk. 4, nr. 5).
Loven indeholder
desuden regler om pligt for myndigheden til at forevise legitimation i
forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb (lovens § 6), pligt til
at
udvise størst mulig skånsomhed under et tvangsindgrebs gennemførelse (lovens
§ 7)
samt pligt til i en række tilfælde at udfærdige en rapport om udførelsen af
et
tvangsindgreb (lovens § 8).
Loven indeholder
endvidere regler om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af
tvangsindgreb, som er omfattet af loven (lovens § 9). Det er således
fastsat, at hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund
mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb
over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det
eller
de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i
retsplejeloven om strafferetsplejen (lovens § 9, stk.1). Det gælder dog
ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf (lovens § 9, stk. 2). De nævnte regler finder tilsvarende
anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod andre end den
mistænkte (lovens § 9, stk. 3). Den mistænkte kan under nærmere
bestemte betingelser meddele samtykke til fravigelse af reglerne i § 9,
stk. 1 og 3 (lovens § 9, stk. 4).
Loven indeholder
endelig en bestemmelse om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. (lovens
§ 10).
Bestemmelsen indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistanke om, at en
enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan
medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele
oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det
kan
udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for
bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse (lovens § 10, stk. 1).
3. Udvidelse
af lovens anvendelsesområde til også at omfatte tvangsindgreb, som foretages
efter indhentet retskendelse
3.1.
Gældende ret
3.1.1.
Indledning
Efter
retssikkerhedslovens § 1, stk. 1, finder lovens kapitel 2 om
gennemførelse af tvangsindgreb og kapitel 3 om forholdet til
strafferetsplejen
anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning
uden
for strafferetsplejen, og som består i husundersøgelse, undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer. Efter lovens § 1, stk. 2,
finder lovens kapitel 3 endvidere anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages
af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i
undersøgelse af andre lokaliteter, undersøgelse eller beslaglæggelse af andre
genstande, brud på meddelelseshemmeligheden eller eftersyn eller anden
undersøgelse af personer.
Det fremgår af
lovens § 1, stk. 5, at kapitel 2 og 3 ikke gælder for
tvangsindgreb,
som foretages af forvaltningsmyndigheder efter indhentet retskendelse.
Derimod
gælder lovens regler om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. (kapitel
4)
også på forvaltningsområder, hvor tvangsindgreb i form af f.eks. kontrolbesøg
kun kan foretages efter retskendelse.
Det fremgår af
lovens forarbejder (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3051), at
baggrunden for denne afgrænsning af lovens anvendelsesområde var, at
Retssikkerhedskommissionens betænkning – i overensstemmelse med
kommissoriet
for dens arbejde – ikke indeholdt forslag til regler om forvaltningens
anvendelse
af tvangsindgreb, hvor der stilles krav om forudgående retskendelse.
Justitsministeriet
tilkendegav imidlertid i bemærkningerne til lovforslaget, at de
retssikkerhedsmæssige hensyn, der lå bag Retssikkerhedskommissionens forslag,
kunne tale for, at der også burde indføres regler om forvaltningens
anvendelse
af tvangsindgreb inden for de – relativt få – områder, hvor der
stilles krav om
forudgående retskendelse. Da Retssikkerhedskommissionen ikke skulle behandle
dette spørgsmål, var der imidlertid ikke lejlighed til på daværende tidspunkt
nærmere at gennemgå og overveje, om indførelsen af regler om forvaltningens
anvendelse af tvangsindgreb kunne rejse særlige problemstillinger på de
forvaltningsområder,
hvor der kræves forudgående retskendelse. Det blev i forlængelse heraf
anført,
at Justitsministeriet i samarbejde med de berørte myndigheder ville tage
initiativ til at overveje, om det på et senere tidspunkt burde foreslås at
udvide lovens anvendelsesområde, således at de foreslåede regler om
tvangsindgreb helt eller delvist også vil gælde i tilfælde, hvor der stilles
krav om forudgående retskendelse.
Der er som nævnt
kun relativt få tilfælde uden for strafferetsplejen, hvor et tvangsindgreb
kun
kan ske efter forudgående retskendelse. Et eksempel herpå er § 108,
stk. 1,
i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, hvorefter IT- og
Telestyrelsen, Telebrugernævnet eller personer, der er bemyndiget hertil af
styrelsen eller nævnet, efter retskendelse og mod forevisning af legitimation
har adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at foretage
tekniske undersøgelser som nævnt i lovens § 22, stk. 3, nr. 1, og
§ 96, stk. 4. Et andet eksempel er § 18, stk. 3, i
konkurrenceloven, hvorefter Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser kun
kan
finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation, jf.
nærmere herom under pkt. 3.2.2.
3.1.2.
Hvilke regler gælder ved forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb efter
indhentet retskendelse?
Som anført gælder
retssikkerhedslovens kapitel 2 (om fremgangsmåden ved gennemførelse af
tvangsindgreb)
og kapitel 3 (om forholdet til strafferetsplejen) ikke ved forvaltningens
gennemførelse af tvangsindgreb efter indhentet retskendelse. Der gælder
derfor
ikke et samlet regelsæt, som tager særligt sigte på myndighedernes adfærd i
forbindelse med gennemførelse af sådanne tvangsindgreb.
Der kan imidlertid
i de lovbestemmelser, der hjemler forvaltningsmyndighedernes adgang til at
foretage tvangsindgreb efter indhentet retskendelse, være fastsat særlige
regler om den fremgangsmåde, som myndighederne skal følge. Som eksempel kan
nævnes bestemmelser om, at indgreb kun kan gennemføres »mod behørig
legitimation«. Et sådant krav findes f.eks. i konkurrencelovens § 18,
stk. 3.
Når
forvaltningsmyndigheder foretager tvangsindgreb, gælder endvidere de krav til
forvaltningens optræden og adfærd, som følger af principperne om god
forvaltningsskik. Disse principper om god forvaltningsskik – der navnlig
er
udviklet i Folketingets Ombudsmands praksis – stiller bl.a. krav til
myndighederne om en rimelig sagsbehandlingstid og om hensynsfuld og høflig
optræden.
Herudover
indeholder lov om behandling af personoplysninger generelle bestemmelser om
personoplysninger, som behandles ved hjælp af edb, eller som er eller vil
blive
indeholdt i et register. Disse lovbestemmelser om bl.a. den dataansvarlige
myndigheds pligt til at give den registrerede visse oplysninger og den
registreredes ret til indsigt gælder også i sager om forvaltningsmyndigheders
gennemførelse af tvangsindgreb, herunder tvangsindgreb, der gennemføres efter
indhentet retskendelse.
Forvaltningsloven
og dens processuelle garantier om bl.a. partshøring og begrundelse samt
bestemmelsen om forvaltningens pligt til at gøre notat om faktiske
oplysninger
i en sag (offentlighedslovens § 6) gælder for behandlingen af sager,
hvori
der er eller vil blive truffet »afgørelse« af en forvaltningsmyndighed, jf.
forvaltningslovens § 2, stk. 1. I den forbindelse har der i den
forvaltningsretlige litteratur været rejst spørgsmål om, hvorvidt
tvangsindgreb
uden for strafferetsplejen – og herunder tvangsindgreb, der alene kan
foretages
efter indhentet retskendelse – i sig selv er omfattet af
forvaltningslovens
afgørelsesbegreb og dermed af lovens processuelle garantier. Spørgsmålet om,
hvorvidt der i sådanne tilfælde er tale om en afgørelse, er ikke afklaret i
praksis, men for så vidt angår de tvangsindgreb, der i dag er omfattet af
retssikkerhedsloven, indebærer lovens § 3, at visse af
forvaltningslovens
regler gælder, jf. pkt. 2 ovenfor.
Der kan i øvrigt
henvises til pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om
retssikkerhedsloven (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3054ff) og
kapitel 5 i Retssikkerhedskommissionens betænkning 1428/2003, som indeholder
en
nærmere beskrivelse af reglerne om myndighedernes fremgangsmåde i forbindelse
med gennemførelsen af kontrolbesøg mv. før retssikkerhedslovens ikrafttræden.
3.2.
Justitsministeriets overvejelser
3.2.1.
Indledning
Retssikkerhedsloven
har til formål at varetage borgernes og virksomhedernes retssikkerhed bl.a. i
tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan opnå adgang til private boliger og
virksomheder ved tvangsindgreb af den karakter, som er nævnt i lovens
§ 1,
stk. 1 og 2.
Loven opstiller i
overensstemmelse med dette formål i kapitel 2 en række generelle regler om
den
fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af
tvangsindgreb. Hertil kommer reglerne i lovens kapitel 3, der ud fra hensynet
til, at strafferetsplejens processuelle regler ikke omgås, begrænser
forvaltningens mulighed for at anvende tvangsindgreb i tilfælde, hvor der
opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart
forhold.
Retssikkerhedsloven
gælder som nævnt under pkt. 3.1.1 ikke for tvangsindgreb, som foretages af
forvaltningsmyndigheder efter indhentet retskendelse, jf. lovens § 1,
stk. 5.
Som anført under
pkt. 3.1.1 ovenfor tilkendegav Justitsministeriet i forarbejderne til
retssikkerhedsloven, at de retssikkerhedsmæssige hensyn, der lå bag
Retssikkerhedskommissionens forslag, kunne tale for, at der også burde
indføres
regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb inden for de –
relativt få
– områder, hvor der stilles krav om forudgående retskendelse. Da
Retssikkerhedskommissionen ikke skulle behandle dette spørgsmål, var der
imidlertid som nævnt ikke lejlighed til på daværende tidspunkt nærmere at
gennemgå
og overveje, om indførelsen af regler om forvaltningens anvendelse af
tvangsindgreb
kunne rejse særlige problemstillinger på de forvaltningsområder, hvor der
kræves forudgående retskendelse.
Det er fortsat
Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger bag
retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3, også gør sig gældende for så vidt angår
tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.
Det er således
Justitsministeriets overordnede opfattelse, at reglerne i
retssikkerhedslovens
kapitel 2 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb og kapitel 3
om
forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb også vil
være relevante i de tilfælde, hvor tvangsindgreb foretages efter indhentet
retskendelse. Det gælder f.eks. reglerne i lovens § 2 om, at et
tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgående foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med
indgrebet, samt reglen i § 7 om, at tvangsindgrebet skal foretages så
skånsomt, som omstændighederne tillader. Det kan også nævnes, at adgangen for
vedkommende borger mv. til at komme med indsigelser på grundlag af en
underretning efter lovens § 5 og pligten for myndigheden til i en sådan
situation at genoverveje sin beslutning om at gennemføre tvangsindgrebet vil
være relevant, selv om der foreligger en retskendelse. Det bemærkes i den
forbindelse, at kravet om forudgående varsling i en række tilfælde kan
fraviges, jf. pkt. 2 ovenfor, hvor bestemmelsen i retssikkerhedslovens
§ 5,
stk. 4, er nærmere omtalt.
Med henblik på en
nærmere vurdering af spørgsmålet har Justitsministeriet haft drøftelser med
de
ministerier, hvis lovgivning indeholder bestemmelser, som nødvendiggør, at
der
indhentes retskendelse.
De pågældende
ministerier har generelt kunnet tilslutte sig, at retssikkerhedslovens
anvendelsesområde udvides på den omhandlede måde.
Særligt i forhold
til konkurrenceområdet har der imidlertid været rejst spørgsmål om, hvorvidt
bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 er egnet til at gælde fuldt ud i
de tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsen foretager et tvangsindgreb efter
indhentet retskendelse.
På den baggrund har
Justitsministeriet sammen med Økonomi- og Erhvervsministeriet nærmere
overvejet, om bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 vil være til
hinder
for, at Konkurrencestyrelsen fortsat kan foretage den nødvendige effektive
kontrol af virksomheder mv. på konkurrenceområdet, og om der i givet fald
derfor vil være behov for en særlig regulering inden for konkurrenceområdet
af
forholdet til strafferetsplejen. Der henvises til pkt. 3.2.2 nedenfor.
3.2.2.
Særligt om konkurrenceområdet
3.2.2.1.
Generelt om kontrolundersøgelser inden for konkurrenceområdet
Efter § 14,
stk. 1, i konkurrenceloven påser Konkurrencerådet overholdelse af loven
og
de forskrifter, der er udstedt i medfør af loven. Konkurrencestyrelsen er
sekretariat
for Konkurrencerådet i sager efter konkurrenceloven og varetager på rådets
vegne den daglige administration af loven, jf. konkurrencelovens § 14,
stk. 2. Overtrædelser af konkurrencelovgivningen kan bestå i
konkurrencebegrænsende aftaler, f.eks. aftaler mellem en række virksomheder
om
at koordinere deres tilbud eller priser (kartelaftaler), jf.
konkurrencelovens
kapitel 2. Som et andet eksempel på overtrædelse af konkurrencelovgivningen
kan
nævnes tilfælde, hvor en eller flere virksomheder misbruger en dominerende
stilling, jf. konkurrencelovens kapitel 3.
Efter
konkurrencelovens § 18, stk. 1, kan Konkurrencestyrelsen til brug
for
Konkurrencerådets virksomhed foretage kontrolundersøgelser, der indebærer, at
styrelsen får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og
transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af
enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, bøger og andre
forretningspapirer. I forbindelse med kontrolundersøgelsen kan
Konkurrencestyrelsen
kræve mundtlige forklaringer.
Det følger af
konkurrencelovens § 18, stk. 3, at Konkurrencestyrelsens
kontrolbesøg
kun kan finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.
Dele af
Konkurrencestyrelsens kontrolvirksomhed tilrettelægges som såkaldte
koordinerede kontrolundersøgelser, hvor der samtidig iværksættes
kontrolundersøgelser hos flere forskellige virksomheder, f.eks. virksomheder
inden for en bestemt branche.
Vurderingen af, om
der f.eks. foreligger en af de nævnte konkurrencelovsovertrædelser, vil ofte
bero på omfattende og komplekse overvejelser. Dette skyldes bl.a., at der
f.eks. i sager om kartelaftaler ofte skal foretages en samlet vurdering på
baggrund af oplysninger, der indhentes hos en række virksomheder, som
muligvis
indgår i et kartel. I disse tilfælde er det også ofte nødvendigt at indhente
oplysninger fra andre virksomheder eller borgere, og dette gælder også sager,
der drejer sig om, at en eller flere virksomheder måtte have misbrugt deres
dominerende stilling. Hertil kommer, at en konkurrenceretlig vurdering
generelt
også forudsætter, at der foretages en såkaldt markedsvurdering.
Overtrædelse af
konkurrenceloven er strafbar, jf. nærmere lovens §§ 22 og 23.
Strafforfølgning sker i givet fald ved anklagemyndighedens foranstaltning,
men
ofte efter anmodning fra Konkurrencestyrelsen og bl.a. på grundlag af
oplysninger, som styrelsen har tilvejebragt. Overtrædelse af loven kan
imidlertid også sanktioneres »civilt«, idet Konkurrencestyrelsen efter lovens
§§ 6, stk. 4, og 11, stk. 4, kan udstede påbud om at bringe de
pågældende overtrædelser til ophør.
Der er ikke noget
til hinder for, at straf og påbud anvendes i kombination, således at
Konkurrencestyrelsen f.eks. samtidig med, at en sag overlades til politiet og
anklagemyndigheden med henblik på strafferetlig forfølgning, udsteder påbud
til
de pågældende virksomheder om at bringe de omhandlede overtrædelser af loven
til ophør.
3.2.2.2.
Kort om retssikkerhedslovens § 9
Bestemmelsen i
retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, indebærer, at hvis en
enkeltperson
eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en
strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med
henblik
på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken
omfatter,
alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen.
Det følger
imidlertid af bestemmelsen i retssikkerhedsloven § 9, stk. 2, at
reglen i stk. 1 ikke gælder i tilfælde, hvor tvangsindgreb gennemføres
med
henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre
spørgsmål end fastsættelse af straf. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at de
enkelte forvaltningsmyndigheder ofte har flere formål med – i
forbindelse med
tvangsindgreb – at fremskaffe oplysninger om enkeltpersoners og
virksomheders
overholdelse af lovgivningen.
Retssikkerhedslovens
§ 9, stk. 3, regulerer myndighedernes adgang til at gennemføre
tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente oplysninger
af
betydning for en sag mod den mistænkte. Bestemmelsen fastsætter, at reglerne
i
§ 9, stk. 1-2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen
rettes
et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Efter retssikkerhedslovens
§ 9,
stk. 4, kan en part under nærmere bestemte betingelser give samtykke til
fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3.
Som det fremgår af
det anførte, begrænser bestemmelsen i § 9 forvaltningsmyndighedernes
adgang til at foretage tvangsindgreb, som er hjemlet i særlovgivningen, når
der
foreligger en mistanke af den karakter, der er nævnt i stk. 1, og der
ikke
foreligger tilfælde, som er omfattet af stk. 2 eller stk. 4.
Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at en forvaltningsmyndighed
–
selv om der ikke efter § 9 er pligt hertil – overdrager en sag til
politiet.
Det vil navnlig kunne være tilfældet, hvis efterforskningsmæssige hensyn
–
herunder hensynet til den samlede varetagelse af sagens strafferetlige
aspekter
– efter omstændighederne tilsiger, at iværksættelse af tvangsindgreb mv.
varetages af politiet og anklagemyndigheden, selv om det følger af
retssikkerhedsloven,
at de pågældende indgreb mv. også vil kunne iværksættes af en
forvaltningsmyndighed.
3.2.2.3.
Betydningen af retssikkerhedslovens § 9 for konkurrenceområdet
3.2.2.3.1.
Oversigt
En gennemførelse af
lovforslaget vil bl.a. indebære, at retssikkerhedslovens § 9 – med
det
indhold, der kort er gennemgået under pkt. 3.2.2.2 ovenfor – vil gælde
for
Konkurrencestyrelsen.
Det betyder, at
Konkurrencestyrelsen som udgangspunkt ikke vil kunne anvende sine beføjelser
efter konkurrencelovens § 18 i tilfælde, hvor der – inden
iværksættelse af
et kontrolbesøg eller i forbindelse med kontrolbesøgets gennemførelse –
opstår
grund til rimelig mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af
konkurrenceloven. I givet fald må Konkurrencestyrelsen i stedet overlade
sagen
til politiet med henblik på anvendelse af tvangsmidler efter retsplejelovens
regler om strafferetsplejen, herunder ransagning og beslaglæggelse.
Det anførte gælder
såvel tvangsindgreb over for den mistænkte virksomhed som over for andre
virksomheder, som der – til brug for sagen mod den mistænkte virksomhed
– kan
være behov for at skaffe oplysninger fra. I begge tilfælde må der således i
stedet gås frem efter retsplejelovens regler, jf. herved retssikkerhedslovens
§ 9,
stk. 3.
Spørgsmålet om,
hvornår
der for Konkurrencestyrelsen vil
foreligge en mistanke som nævnt i § 9, stk. 1 – med den
virkning, at
Konkurrencestyrelsen som udgangspunkt må overlade sagen til politiet –
er
nærmere omtalt under pkt. 3.2.2.3.2 nedenfor.
Spørgsmålet om,
hvad der er den nærmere
retsvirkning
af, at den omhandlede mistanke foreligger, er nærmere omtalt under pkt.
3.2.2.3.3 nedenfor.
I en række tilfælde
vil det imidlertid være uden praktisk betydning, at der foreligger en
mistanke
som nævnt i § 9, stk. 1. Uanset en sådan mistanke vil
Konkurrencestyrelsen således kunne anvende sine beføjelser efter
konkurrenceloven, såfremt det sker med henblik på at tilvejebringe
oplysninger
til brug for behandlingen af
andre
spørgsmål end fastsættelse af straf
, f.eks. udstedelse af påbud efter
konkurrencelovens §§ 6, stk. 4, og 11, stk. 4. Dette spørgsmål
omtales nærmere under pkt. 3.2.2.3.4 nedenfor.
Spørgsmålet om
samspillet mellem myndighederne mv.
omtales nærmere under pkt. 3.2.2.3.5 nedenfor.
Det bemærkes, at
den mistænkte virksomhed i alle tilfælde vil kunne give samtykke til
fravigelse
af bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 3. Dette følger af bestemmelsen
i
§ 9, stk. 4. Hvis et sådant samtykke gives, betyder det, at
Konkurrencestyrelsen kan anvende sine beføjelser efter konkurrenceloven
uafhængigt af § 9, stk. 1 og 3, således at det ikke er nødvendigt
at
gå frem efter retsplejelovens regler.
Den følgende
gennemgang er baseret på forarbejderne til retssikkerhedslovens § 9. Der
henvises nærmere til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3092ff.
3.2.2.3.2.
Hvornår vil der foreligge en mistanke som nævnt i § 9, stk. 1?
De begrænsninger i
Konkurrencestyrelsens beføjelser, som følger af retssikkerhedslovens
§ 9,
stk. 1, gælder, hvis der foreligger en »rimelig grund« til mistanke om,
at
den pågældende virksomhed har begået en strafbar overtrædelse af
konkurrencelovgivningen. Heri ligger, at mistanken skal være baseret på
fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.
En rimelig grund
til mistanke kan foreligge
forud
for
den påtænkte gennemførelse af et kontrolbesøg, og den kan opstå i forbindelse
med
gennemførelsen
af et
kontrolbesøg. I alle tilfælde må der foretages en samlet konkret vurdering i
den enkelte situation.
Er der tale om, at
Konkurrencestyrelsen skønner det påkrævet at foretage et kontrolbesøg i
forbindelse med f.eks. en generel undersøgelse af virksomheder inden for en
bestemt branche, vil der selvsagt ikke foreligge en mistanke i bestemmelsens
forstand.
Det samme gælder i
tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsen ønsker at undersøge forhold, som kun
muligvis kan give anledning til mistanke – f.eks. på baggrund af
generelle
erfaringer med en bestemt branche eller virksomhed. En mere almindelig,
erfaringsbaseret fornemmelse hos Konkurrencestyrelsen om, at der kan være
»noget
galt«, vil således ikke i sig selv føre til, at den påtænkte
kontrolundersøgelse ikke kan foretages. Der skal således mere til, før der i
§ 9,
stk. 1’s forstand er tale om, at en virksomhed »med rimelig grund
mistænkes for at have begået et strafbart forhold«.
Såfremt
Konkurrencestyrelsen fra f.eks. konkurrerende virksomheder eller ansatte i
den
pågældende virksomhed selv modtager anmeldelse om forhold, der efter
konkurrenceloven er strafbare, må det bero på en konkret vurdering, om der
foreligger en mistanke som angivet i bestemmelsen. I den forbindelse må det
bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer, hvor konkret de
pågældende
forhold er angivet, og om der herudover – dvs. i de oplysninger, som
Konkurrencestyrelsen i øvrigt er i besiddelse af – er holdepunkter for,
at der
kan foreligge et strafbart forhold.
En anmeldelse vil
således ikke i sig selv skabe grundlag for en mistanke som angivet i
bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke indeholder bl.a. tilstrækkeligt
konkretiserede oplysninger om de pågældende forhold.
Det bemærkes, at
det anførte ikke har til hensigt at ændre på den afgrænsning af forholdet
mellem konkurrencelovgivningen og strafferetsplejen, der i forhold til sager
om
kartelaftaler er omtalt i forarbejderne til lovforslag nr. L 152 om ændring
af
bl.a. konkurrenceloven.
Lovforslag nr. L
152 er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren den 7. februar 2007, og
forslaget lægger bl.a. op til, at der indføres et straflempelsesprogram i
kartelsager. Det foreslås således, at en person eller virksomhed, som
henvender
sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om et kartel, efter
omstændighederne
kan opnå enten strafbortfald eller strafnedsættelse for den bøde, som
vedkommende person eller virksomhed ellers ville være blevet pålagt for sin
deltagelse i kartellet, jf. forslaget til konkurrencelovens § 23 a.
Den foreslåede
straflempelsesordning bygger på en rapport, som blev afgivet i november 2006
af
udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningen. Det anføres i rapporten,
side
89, at i forhold til en ansøgning om straflempelse er det væsentligt, at
myndighederne hurtigt afklarer, efter hvilket regelgrundlag oplysningerne
skal
behandles. Det vil sige, om oplysningerne skal behandles efter reglerne i
konkurrenceloven eller reglerne i strafferetsplejen. Dette vil afhænge af
oplysningernes konkrete indhold. Myndighederne må derfor hurtigt afgøre, om
oplysningerne er af en sådan karakter, at de giver anledning til f.eks. at
iværksætte en kontrolundersøgelse efter konkurrenceloven eller en ransagning
efter retsplejeloven. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der ikke
opstår et tomrum mellem regelsættene, således at ingen af myndighederne
finder,
at de er kompetente til at reagere på oplysningerne. Det anføres videre i
rapporten, at udgangspunktet i sager, hvor der foreligger en tilståelse om
egne
og andres strafbare forhold, vil være, at sagen behandles i
strafferetsplejens
former.
Det bemærkes i den
forbindelse, at hvis der ikke foreligger en sådan rimelig grund til mistanke,
som kræves efter retsplejelovens regler om ransagning, vil
Konkurrencestyrelsen
kunne gennemføre et kontrolbesøg efter reglerne herom i konkurrenceloven.
Særligt med hensyn
til tilfælde, hvor der
under
gennemførelsen
af et kontrolbesøg opstår spørgsmål om, hvorvidt der (på det
tidspunkt) foreligger en mistanke som angivet i § 9, stk. 1 –
f.eks.
fordi virksomhedens indehaver påberåber sig bestemmelsen – bemærkes, at
der
også her må foretages en samlet vurdering af de oplysninger, der indtil da er
tilvejebragt.
Det er i den
forbindelse karakteristisk for konkurrenceområdet, at vurderingen af, om der
foreligger en mistanke af den nævnte karakter om en strafbar lovovertrædelse
af
konkurrenceloven, ofte vil bero på omfattende og komplekse overvejelser, jf.
herved pkt. 3.2.2.1 ovenfor.
Det vil derfor ofte
først være
efter
Konkurrencestyrelsens gennemførelse af en kontrolundersøgelse, at det vil
være
muligt at opnå et overblik over samtlige dokumenter mv. i sagen. Det vil
således i reglen først på dette tidspunkt stå klart, at et konkret fund
–
f.eks. en e-mail, et andet elektronisk dokument eller et skriftligt dokument
–
som Konkurrencestyrelsens medarbejdere i en tidligere fase af sagen, herunder
under et kontrolbesøg, er blevet bekendt med, i lyset af de øvrige
foreliggende
oplysninger i sagen er udslagsgivende for vurderingen af, at der foreligger
»rimelig
grund« til at mistænke virksomheden mv. for at have begået en strafbar
lovovertrædelse.
Den omstændighed,
at der undervejs i forbindelse med et kontrolbesøg er gjort et konkret fund,
der
senere
viser sig at være
udslagsgivende for vurderingen af, om der kan antages at foreligge et
strafbart
forhold, betyder derfor ikke, at Konkurrencestyrelsen har været uberettiget
til
– efter det tidspunkt, hvor fundet blev gjort, men før det stod klart
for
styrelsen, at der forelå en rimelig grund til at mistænke virksomheden for
noget strafbart – at fortsætte det eller de pågældende kontrolbesøg. Der
vil i
overensstemmelse hermed heller ikke være tale om, at det konkrete fund eller
de
øvrige dokumenter og oplysninger, som måtte være fremskaffet ved det eller de
fortsatte kontrolbesøg, er ulovligt tilvejebragt.
Det bemærkes, at i
forbindelse med gennemførelsen af en såkaldt koordineret kontrolundersøgelse
(dvs. en undersøgelse rettet mod flere virksomheder inden for f.eks. en
bestemt
branche) vil det forhold, at der opstår rimelig grund til mistanke om, at én
virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse, kunne indebære, at en
tilsvarende mistanke vil kunne rettes mod andre virksomheder, der er omfattet
af den pågældende kontrolundersøgelse. Det forudsætter imidlertid, at der er
den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem virksomhederne, f.eks. at de indgår
i
et kartel. Hvis dette ikke er tilfældet – og der heller ikke på andet
grundlag
foreligger rimelig grund til mistanke over for de øvrige virksomheder, der
indgår i kontrolundersøgelsen – vil der ikke være noget til hinder for,
at
Konkurrencestyrelsen anvender administrative kontrolbeføjelser i forhold til
disse virksomheder.
3.2.2.3.3.
Hvad er retsvirkningen af, at der foreligger en mistanke som nævnt i
§ 9,
stk. 1?
I tilfælde, hvor
der – før eller under gennemførelsen af et kontrolbesøg efter
konkurrenceloven
– opstår en mistanke som angivet i § 9, stk. 1, om en strafbar
overtrædelse af konkurrenceloven, er udgangspunktet, at tvangsindgreb med
henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som
mistanken
omfatter, ikke kan foretages af Konkurrencestyrelsen, men i stedet må
gennemføres
af politiet efter retsplejelovens regler om strafferetsplejen.
I sådanne tilfælde
må Konkurrencestyrelsen således overlade gennemførelsen eller fortsættelsen
af
det pågældende indgreb til politiet.
I tilfælde, hvor
mistanken opstår
under
gennemførelsen
af det pågældende kontrolbesøg, vil Konkurrencestyrelsen have ret til at
forblive på stedet for at sikre eventuelle beviser, indtil politiet når frem.
I
sådanne tilfælde vil det i øvrigt ofte være nødvendigt for politiet at
gennemføre ransagning og beslaglæggelse »på øjemedet«, dvs. uden forinden at
have indhentet retskendelse, jf. de nærmere regler i retsplejelovens kap. 73
og
74.
Det er i øvrigt i
forarbejderne til bestemmelsen i § 9, stk. 1 (Folketingstidende
2003-04, tillæg A, side 3093) anført, at der ikke bør kunne opstå
situationer,
hvor en forvaltningsmyndighed er afskåret fra selv at tilvejebringe fornødne
oplysninger mv., men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så
generelt og ukonkret, at det ikke er muligt for politiet at vurdere, om der
er
grundlag for iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb som f.eks.
beslaglæggelse.
Det er på den
baggrund det anførte sted i forarbejderne tilkendegivet, at den pågældende
myndighed også i tilfælde, hvor en borger mv. med rimelig grund mistænkes for
at have begået noget strafbart, er berettiget til at anvende sine beføjelser
efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i det omfang,
det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der er tale
om
en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan vurdere, om
der
– også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent grundlag for
at iværksætte
strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse mv.).
Det forudsættes
derfor i forarbejderne, at myndigheden – f.eks. ved optælling af den
pågældende
virksomheds varer eller gennemgang af relevante regnskaber mv. – vil
kunne
tilvejebringe oplysninger, der gør det muligt nærmere at angive karakteren og
omfanget af de forhold, som mistanken vedrører. Særligt vedrørende skatte- og
afgiftsområdet anføres det i den forbindelse i forarbejderne, at
skattemyndighederne – hvis det f.eks. i forbindelse med et kontrolbesøg
i en
virksomhed konstateres, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i
den
forbindelse opstår mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af
afgiftslovgivningen – normalt vil være berettiget til at fortsætte
kontrolbesøget i virksomheden, indtil de nævnte oplysninger er tilvejebragt.
Tilsvarende vil efter forarbejderne gælde, hvis skattemyndighederne på
baggrund
af en anmeldelse har en – ikke nærmere konkretiseret – mistanke om,
at en
virksomhed f.eks. sælger ulovligt importerede varer. I så fald vil
skattemyndighederne således normalt være berettiget til at foretage et
kontrolbesøg,
der gør det muligt nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold,
som
mistanken vedrører.
Tilsvarende
principper vil gælde for Konkurrencestyrelsen. Dette vil f.eks. betyde, at
Konkurrencestyrelsen vil kunne fortsætte et kontrolbesøg, selvom der måtte
findes oplysninger, som giver rimelig grund til mistanke, i det omfang det er
nødvendigt for at afgrænse karakteren og omfanget af de pågældende forhold.
Det er i øvrigt
væsentligt at fremhæve, at bestemmelsen i § 9, stk. 1, alene har
betydning for, hvilken myndighed – Konkurrencestyrelsen eller politiet
– der
skal gennemføre det pågældende
tvangsindgreb.
Efter at politiet i
givet fald har gennemført den nødvendige ransagning mv., vil der således ikke
være noget til hinder for, at det materiale, der i den forbindelse er
tilvejebragt, overlades til Konkurrencestyrelsen med henblik på videre
vurdering af sagen. Tilsvarende er der intet til hinder for, at
repræsentanter
for Konkurrencestyrelsen er til stede under politiets ransagning og i den
forbindelse – og ved politiets øvrige behandling af sagen – bistår
politiet.
3.2.2.3.4.
Særligt om retssikkerhedslovens § 9, stk. 2
I mange tilfælde
vil det, der er anført under pkt. 3.2.2.3.2-3.2.2.3.3 ovenfor vedrørende den
nærmere forståelse af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, ikke have
praktisk betydning for afgrænsningen af Konkurrencestyrelsens beføjelser.
Det følger således
af lovens § 9, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder,
hvis det pågældende tvangsindgreb gennemføres med henblik på at tilvejebringe
oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af
straf.
Som nærmere omtalt
under pkt. 3.2.2.1 ovenfor har Konkurrencestyrelsen andre beføjelser til
rådighed end den, der består i at anmode anklagemyndigheden om at rejse
tiltale
mod den pågældende virksomhed for overtrædelse af konkurrenceloven. Bl.a. kan
Konkurrencestyrelsen udstede påbud til den pågældende virksomhed om at bringe
overtrædelser af loven til ophør, jf. lovens §§ 6, stk. 4, og 11,
stk. 4.
I det omfang,
gennemførelse af et tvangsindgreb efter konkurrenceloven f.eks. kan anses for
sagligt begrundet i hensynet til at tilvejebringe oplysninger med henblik på
at
vurdere, om der er grundlag for at udstede sådanne påbud, vil indgrebet
således
kunne gennemføres af Konkurrencestyrelsen (dvs. uden inddragelse af
politiet),
uanset om der foreligger mistanke om strafbart forhold som angivet i
§ 9,
stk. 1. Det er i den forbindelse uden betydning, at styrelsen er
opmærksom
på, at de pågældende oplysninger også vil kunne være relevante i forbindelse
med en eventuel senere straffesag, og at oplysningerne således på et senere
tidspunkt
vil kunne blive overladt til f.eks. anklagemyndigheden.
Det må på den
baggrund antages, at Konkurrencestyrelsen også fremover i vidt omfang vil
kunne
foretage tvangsindgreb efter konkurrenceloven, selv om der samtidig
foreligger
mistanke om en strafbar overtrædelse af konkurrenceloven. Kun i tilfælde,
hvor
det er et egentligt formål med det pågældende tvangsindgreb at tilvejebringe
oplysninger med henblik på en straffesag, vil begrænsningerne efter lovens
§ 9,
stk. 1, således skulle iagttages.
3.2.2.3.5.
Særligt om samspillet mellem myndighederne mv.
Retssikkerhedsloven
bygger på, at det er den pågældende forvaltningsmyndighed selv, der vurderer,
om der foreligger en mistanke som angivet i § 9, stk. 1.
I overensstemmelse
hermed vil det i almindelighed være Konkurrencestyrelsen selv – og ikke
politiet eller anklagemyndigheden – der foretager vurderingen af, om der
foreligger en sådan mistanke.
I sager, hvor der
opstår mistanke om strafbart forhold, og hvor det derfor står som mulighed,
at
der senere vil være grundlag for at rejse tiltale mv. mod den pågældende
virksomhed, er det naturligvis under omstændigheder afgørende, at der sker en
hensigtsmæssig koordinering mellem Konkurrencestyrelsens virksomhed på den
ene
side og politiets og anklagemyndighedens virksomhed på den anden side med
henblik på en effektiv håndhævelse af de konkurrenceretlige regler.
Selvom det som
anført ovenfor følger af retssikkerhedsloven, at Konkurrencestyrelsen i vidt
omfang vil kunne udøve sine beføjelser uanset, at der foreligger mistanke om
strafbart forhold, vil efterforskningsmæssige hensyn – herunder hensynet
til
den samlede varetagelse af sagens strafferetlige aspekter – således
efter
omstændighederne kunne tilsige, at iværksættelse af tvangsindgreb mv.
varetages
af politiet og anklagemyndigheden.
Sådanne spørgsmål
må som hidtil afklares i samarbejde mellem de nævnte myndigheder.
3.2.3.
Sammenfattende om Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af
pkt. 3.2.1 ovenfor, bør retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3 efter
Justitsministeriets opfattelse generelt finde anvendelse også i forhold til
tvangsindgreb, som efter lovgivningen alene kan ske efter retskendelse.
På baggrund af det,
der særligt er anført under pkt. 3.2.2 om anvendelse af lovens kapitel 3
(§ 9)
på konkurrenceområdet, er der endvidere ikke grundlag for at antage, at denne
del af loven vil være til hinder for, at Konkurrencestyrelsen fortsat kan
foretage en effektiv kontrol af virksomhedernes overholdelse af
konkurrenceloven.
Det er herefter
Justitsministeriets samlede opfattelse, at retssikkerhedslovens kapitel 2 og
3
i det hele bør finde anvendelse også i forhold til tvangsindgreb, som alene
kan
ske efter retskendelse. Den særlige bestemmelse i lovens § 1,
stk. 5,
hvorefter kapitel 2 og 3 ikke omfatter tvangsindgreb, som foretages efter
indhentet retskendelse, bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse
ophæves.
3.2.4.
Særligt om domstolenes opgave efter en ophævelse af lovens § 1,
stk. 5
Den omstændighed,
at retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3 efter en gennemførelse af lovforslaget
også vil omfatte tvangsindgreb, som alene kan ske efter retskendelse, vil kun
i
begrænset omfang have betydning for domstolene.
Dette skyldes, at
de fleste af bestemmelserne i loven alene kan siges at rette sig til de
pågældende forvaltningsmyndigheder. Det gælder f.eks. § 4 om notatpligt,
§ 5
om varsling, § 6 om forevisning af legitimation, § 7 om skånsomhed
ved gennemførelse af tvangsindgrebet og § 8 om udarbejdelse af rapport.
Særligt om lovens § 2
og § 9 bemærkes følgende:
Efter § 2 må
tvangsindgreb kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med
indgrebet.
Der er her tale om
en generel betingelse for foretagelse af tvangsindgreb omfattet af loven,
hvis
overholdelse domstolene principielt vil skulle påse ved vurderingen af, om
der
skal gives retskendelse. Bestemmelsen afspejler imidlertid alene det
almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, og en tilsvarende
regel må derfor – på ulovbestemt grundlag – allerede i dag antages
at gælde på
områder, hvor tvangsindgreb alene kan ske efter retskendelse.
Bestemmelsen i § 9
om forholdet til strafferetsplejen er nærmere omtalt under pkt. 3.2.1 og
3.2.2
ovenfor, særligt for så vidt angår konkurrenceområdet.
Den omstændighed,
at § 9 efter en gennemførelse af lovforslaget vil gælde også i tilfælde,
hvor et tvangsindgreb alene kan foretages efter retskendelse, indebærer, at
retten principielt vil skulle tage stilling til, om bestemmelsen er til
hinder
for det pågældende tvangsindgreb. I givet fald må den pågældende myndighed i
stedet henvises til at rette henvendelse til politiet med henblik på at gå
frem
efter retsplejelovens regler om ransagning mv. inden for strafferetsplejen.
Den myndighed, der
vil anmode om en retskendelse, må derfor på forhånd vurdere, om bestemmelsen
i
§ 9 efter myndighedens opfattelse er til hinder for, at der meddeles
retskendelse
efter den pågældende særlovgivning (f.eks. konkurrenceloven). Er dette
tilfældet, bør der ikke søges indhentet retskendelse.
Finder myndigheden
omvendt, at bestemmelsen i § 9 ikke er til hinder for, at der indhentes
retskendelse, bør myndigheden normalt redegøre for dette i den skriftlige
anmodning til retten – f.eks. således at det anføres, at der ikke
foreligger en
mistanke som nævnt i § 9, stk. 1, eller at der ganske vist
foreligger
en sådan mistanke, men at tvangsindgrebet ønskes iværksat med henblik på at
tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end
fastsættelse af straf, jf. § 9, stk. 2. Retten vil i almindelighed
kunne lægge myndighedens oplysninger om disse spørgsmål til grund, men vil
naturligvis også – såfremt sagens omstændigheder måtte give anledning
til det –
kunne søge forholdet nærmere belyst.
4. Anvendelse
i straffesager af bevismidler, der er lovligt tilvejebragt ved
myndighedsskridt
uden for strafferetsplejen
Retssikkerhedskommissionens
betænkning indeholdt forslag til en bestemmelse om begrænsning i adgangen til
at benytte lovligt tilvejebragte bevismidler i straffesager, hvis retten
finder
det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Det nærmere sigte med bestemmelsen var
at regulere tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med gennemførelse af et
tvangsindgreb eller ved anvendelse af en oplysningspligt lovligt
tilvejebringer
oplysninger om forhold, som senere – efter der er opstået en mistanke
om, at en
enkeltperson eller juridisk person har begået en strafbar lovovertrædelse,
som
medfører, at der rejses straffesag mod vedkommende – indgår i
straffesagen.
Efter bestemmelsen skulle sådanne oplysninger ikke kunne anvendes som bevis i
straffesager, hvis retten fandt det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Der
kan
i øvrigt henvises til side 153ff i betænkningen.
Efter en nøje
afvejning fandt Justitsministeriet ikke, at en sådan bestemmelse burde
medtages
i lovforslaget. Den gældende lov indeholder i overensstemmelse hermed ikke en
bestemmelse om adgang for domstolene til i visse tilfælde at afskære
anvendelse
af lovligt tilvejebragte bevismidler.
Det fremgår
imidlertid af bemærkningerne til lovforslaget, at Justitsministeriet ved
udgangen af 2006 vil vurdere, i hvilket omfang anvendelse i straffesager af
bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for
strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i
praksis, jf. Folketingstidende 2003-04, side 3081. Det tilkendegives
endvidere,
at der i lyset heraf eventuelt vil være behov for på ny at overveje den
omhandlede problemstilling.
Justitsministeriet
har anmodet Rigsadvokaten om at vurdere det nævnte spørgsmål. Rigsadvokaten
har
over for Justitsministeriet oplyst, at der i 2005 blev iværksat en
indberetningsordning, hvorefter politimestrene og statsadvokaterne løbende
skulle underrette Rigsadvokaten om sager, hvor der opstod tvist om, hvorvidt
beviser tilvejebragt af en forvaltningsmyndighed kunne anvendes under
bevisførelsen i en straffesag. Indberetningsordningen omfattede spørgsmål af
den nævnte art, der var opstået efter den 1. januar 2005 og frem til udgangen
af september 2006.
Rigsadvokaten har
oplyst, at spørgsmålet om anvendelse af oplysninger, der er tilvejebragt af
en
forvaltningsmyndighed, som bevis i en straffesag, ikke har givet anledning
til
tvister ved domstolene.
Rigsadvokaten har
dog oplyst, at der i den nævnte periode har været én sag, hvori der har været
rejst spørgsmål om, hvorvidt beviser tilvejebragt af en forvaltningsmyndighed
kunne anvendes under bevisførelsen i en straffesag. Det drejer sig om en sag,
hvor ejeren af en virksomhed på anmodning af skattemyndighederne havde
indsendt
et bilag til brug for skatteligning. Dette bilag indgik i en senere rejst
straffesag om socialt bedrageri mod virksomhedsejerens samlever. Det blev af
samleverens advokat gjort gældende, at skattemyndighederne allerede på det
tidspunkt, hvor man anmodede virksomhedsejeren om de nævnte bilag, havde en
konkret mistanke om, at samleveren arbejdede i virksomheden samtidig med, at
vedkommende modtog dagpenge. Under henvisning hertil gjorde advokaten
gældende,
at bilagene måtte anses for ulovligt tilvejebragt og derfor ikke kunne tjene
som bevis i straffesagen. Retten fik ikke lejlighed til at tage stilling til
spørgsmålet, idet synspunktet efterfølgende blev frafaldet.
På baggrund af det
anførte og det forhold, at Rigsadvokaten ikke har kendskab til sager, hvor
der
har været rejst spørgsmål om anvendelse af lovligt tilvejebragte bevismidler
i
straffesager, er det samlet Rigsadvokatens opfattelse, at anvendelse i
straffesager af bevismidler, der er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden
for
strafferetsplejen, i praksis sjældent giver anledning til vanskeligheder. Det
er på denne baggrund Rigsadvokatens vurdering, at problemstillingen ikke kan
antages at give anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser.
Justitsministeriet
kan henholde sig til Rigsadvokatens vurdering. Som det fremgår, har der efter
de foreliggende oplysninger ikke i praksis forekommet tilfælde, hvor der har
været rejst spørgsmål om, hvorvidt lovligt tilvejebragte bevismidler kan
anvendes i en straffesag. Det bemærkes, at den ovenfor nævnte sag vedrører
spørgsmålet om, hvorvidt et bevis er tilvejebragt i strid med bestemmelsen i
retssikkerhedslovens § 10 om retten til ikke at inkriminere sig selv
mv.,
og dermed om der i det hele taget var tale om et lovligt bevismiddel.
Det er på den
anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der fortsat ikke er behov
for at indføre en bestemmelse om begrænsning i adgangen til i straffesager at
anvende bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden
for
strafferetsplejen.
5. Lovens
anvendelse i praksis og Justitsministeriets overvejelser om behovet for i
øvrigt at ændre loven
Retssikkerhedsloven
trådte som nævnt i kraft den 1. januar 2005. For at tilvejebringe det
fornødne
grundlag for en vurdering af, om der måtte være behov for ændring af loven,
har
Justitsministeriet indhentet oplysninger om lovens anvendelse i praksis.
Regeringens
retssikkerhedsredegørelse fra januar 2007, der (uden bilag) er medtaget som
bilag 1 til lovforslaget, indeholder en beskrivelse af praksis inden for
følgende ministeriers område: Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet,
Skatteministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og
Fødevareministeriet. Justitsministeriet har anmodet disse ministerier om
oplysninger vedrørende de enkelte kontrolmyndigheder inden for ministeriernes
forvaltningsområder.
Som det fremgår af
redegørelsens pkt. 3, er det på baggrund af de foreliggende oplysninger
Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at
retssikkerhedsloven generelt har givet anledning til væsentlige problemer i
praksis, siden loven trådte i kraft. Dette gælder både i forhold til de
virksomheder mv., hvor der udføres kontrolbesøg, og i forhold til
forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af kontrolbesøg mv.
På den baggrund er
der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at foreslå
ændringer
af loven, udover hvad der følger af det foreliggende lovforslag.
6. Særligt
om forholdet til EU-retten
Det bemærkes, at
Europa-Kommissionen i et vist omfang har beføjelser til at foretage
kontrolbesøg samt afkræve borgere og virksomheder oplysninger –
eventuelt
bistået af nationale myndigheder. Det gælder navnlig inden for
EU-konkurrenceretten, hvor Europa-Kommissionen har adgang til bl.a. at
indhente
relevante oplysninger hos virksomheder.
I det omfang EU har
selvstændige beføjelser af denne karakter, er anvendelsen heraf ikke
reguleret
af den gældende retssikkerhedslov. Den foreslåede udvidelse af lovens
anvendelsesområde vil ikke ændre herpå. Reguleringen sker i tilfælde, hvor EU
har selvstændige beføjelser af den omhandlede karakter, i stedet i
EU-retsakter, jf. f.eks. EU-forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af
konkurrencereglerne i EF-traktatens artikel 81 og 82.
Om forholdet mellem
retssikkerhedsloven og EU-retten henvises i øvrigt til pkt. 7 i de
almindelige
bemærkninger til lovforslaget om retssikkerhedsloven (Folketingstidende
2003-04,
tillæg A, side 3081) og Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 47ff,
80f
og 173.
7. Økonomiske
og administrative konsekvenser mv.
7.1.
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Der er som nævnt
tale om relativt få tilfælde, hvor der uden for strafferetsplejen gennemføres
tvangsindgreb efter forudgående retskendelse. På den baggrund vurderes det,
at
den foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde, hverken vil få
økonomiske
eller administrative konsekvenser af betydning for stat, kommuner eller
regioner.
7.2.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Det vurderes, at
lovforslaget ikke vil have økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet af betydning.
7.3.
Administrative konsekvenser for borgerne
Det vurderes, at
lovforslaget ikke vil have administrative konsekvenser for borgerne af
betydning.
7.4. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget
skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.
7.5.
Forholdet til EU-retten
For så vidt angår
forholdet til EU-retten henvises til pkt. 6.
8. Hørte
myndigheder og organisationer mv.
Lovforslaget har
været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret,
Vestre Landsret, alle byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af
offentlige anklagere i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,
Dansk
Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet,
Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Københavns Kommune, Frederiksberg
Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,
Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, Dansk Industri,
Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening, Akademikernes Centralorganisation,
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation,
Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens
Arbejdsgiverforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, COOP Danmark, DAKOFO,
Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk Handel og Service, HTS-A,
Forbrugerrådet, HORESTA, Håndværksrådet, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, Forbrugerombudsmanden,
Danmarks Rederiforening og Specialarbejderforbundet i Danmark.
9. Sammenfattende skema
Positive konsekvenser/
Mindre udgifter
Negative konsekvenser/
Merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Ingen
Ingen af betydning
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen af betydning
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen af betydning
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Reglerne i retssikkerhedsloven viger for EU-retlige regler
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den gældende bestemmelse
i § 1, stk. 5, hvorefter lovens § 1, stk. 1 og 2, ikke
omfatter tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse, ophæves.
Det betyder, at retssikkerhedslovens regler om
gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 2) og reglerne om forholdet til
strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 3) også vil
gælde
i de tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder foretager tvangsindgreb af den
karakter, som er nævnt i retssikkerhedslovens § 1, stk. 1, efter
indhentet retskendelse. Der henvises til pkt. 3 i de almindelige
bemærkninger.
Samlet set vil den foreslåede bestemmelse således indebære,
at retssikkerhedsloven i det hele også omfatter tilfælde, hvor tvangsindgreb
omfattet af loven foretages efter indhentet retskendelse.
Til nr. 2
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at lovens
revisionsbestemmelse ophæves. Der henvises til pkt. 5 i de almindelige
bemærkninger.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.
januar 2008, således at de berørte myndigheder vil have den fornødne tid til
at
indrette sig på, at retssikkerhedsloven også omfatter de tilfælde, hvor
tvangsindgreb omfattet af loven foretages efter indhentet retskendelse.
Efter stk. 2 foreslås det, at udvidelsen af lovens
anvendelsesområde (lovforslagets § 1, nr. 1) skal gælde for
tvangsindgreb,
der iværksættes efter retskendelser afsagt den 1. januar 2008 eller senere.
Bilag 1
REDEGØRELSE
TIL FOLKETINGET
OM
FORVALTNINGENS
ANVENDELSE AF TVANGSINDGREB OG OPLYSNINGSPLIGTER UDEN FOR STRAFFERETSPLEJEN
JANUAR 2007
INDHOLDSFORTEGNELSE
Side
1.
Indledning
2.
Kort oversigt over
retssikkerhedslovens regler
3.
Erfaringerne med
retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder
3.1.
Indledning
3.2.
Beskæftigelsesministeriet
3.3.
Miljøministeriet
3.4.
Skatteministeriet
3.5.
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
3.6.
Fødevareministeriet
3.7.
Justitsministeriets generelle vurdering af
retssikkerhedslovens anvendelse i praksis
4.
Oversigt over
bestemmelser vedtaget efter 1. januar 2005 med hjemmel til at gennemføre
tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven
4.1.
Generelt
4.2.
Bestemmelser, der viderefører hidtidige tilsvarende
bestemmelser
4.3.
Bestemmelser, der udvider anvendelsesområdet for gældende
bestemmelser
4.4.
Nye hjemler, der giver offentlige myndigheder adgang til
at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven
5.
Sammenfatning
1. Indledning
Ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter
retssikkerhedsloven) blev der gennemført en samlet regulering af en række
spørgsmål. som vedrører tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har mulighed
for uden for strafferetsplejen at foretage visse former for tvangsindgreb
uden
forudgående retskendelse, herunder navnlig såkaldte kontrol- og tilsynsbesøg.
Loven regulerer endvidere visse spørgsmål, der kan opstå i tilfælde, hvor
borgere og virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en
forvaltningsmyndighed.
Loven trådte i kraft den 1. januar 2005.
En kort oversigt over de enkelte regler i loven findes under pkt.
2 nedenfor. Loven er optaget som bilag 1 til redegørelsen.
Loven bygger på betænkning nr. 1428/2003 udarbejdet af
Retssikkerhedskommissionen,
der blev nedsat af justitsministeren i februar 2002.
Det fremgår af forarbejderne til loven, at Justitsministeriet
efter lovens ikrafttræden årligt vil udarbejde en redegørelse til Folketinget
om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter omfattet
af
loven. Formålet er at styrke den offentlige interesse og debat om borgernes
retssikkerhed, jf. Folketingstidende (FT), 2003-2004, tillæg A, side 3107.
Denne redegørelse indeholder - foruden en kort oversigt over
retssikkerhedslovens regler i pkt. 2 - en omtale af praksis på udvalgte
områder
med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb omfattet af loven i 2005, jf. pkt.
3
nedenfor. Redegørelsens pkt. 4 indeholder en omtale af ny lovgivning, der
vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage tvangsindgreb
omfattet af loven, og pkt. 5 indeholder en sammenfatning.
Efter retssikkerhedslovens § 26 fremsætter justitsministeren
forslag om revision af loven i folketingsåret 2006-2007. Baggrunden for
bestemmelsen - der blev indsat under Folketingets behandling af lovforslaget
-
er, at det i forbindelse med evalueringen af retssikkerhedsloven og
erfaringerne
med lovens anvendelse er relevant at overveje, om dette eventuelt vil kunne
give anledning til ændring i eller justering af lovens regler.
Herudover vil lovforslaget bl.a. også tage stilling til, om
anvendelsesområdet for retssikkerhedsloven bør udvides, således at reglerne
om
tvangsindgreb - i modsætning til i dag - helt eller delvist også skal gælde i
de forholdsvis få tilfælde, hvor der stilles krav om forudgående
retskendelse.
Lovforslaget vil blive sendt i høring i begyndelsen af februar 2007 og
forventes fremsat i marts 2007.
2. Kort oversigt
over retssikkerhedslovens regler
Loven indeholder bl.a. generelle regler om den fremgangsmåde, som
forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af et tvangsindgreb,
som er omfattet af loven (lovens kapitel 2). Det er bl.a. fastsat, at
tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke
er
tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med
indgrebet (lovens § 2). Det er også bestemt, at en række af
forvaltningslovens regler - bl.a. reglerne om inhabilitet, partsaktindsigt,
begrundelse og klagevejledning - gælder ved gennemførelsen af tvangsindgreb
omfattet af loven (lovens § 3).
Det er endvidere fastsat, at i sager om iværksættelse af
tvangsindgreb omfattet af loven skal en myndighed, som mundtligt modtager
oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af betydning for
beslutningen
om iværksættelse af tvangsindgreb, eller som på anden måde er bekendt med
sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne (lovens
§ 4). Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af
sagens dokumenter.
Herudover er det fastsat, at forud for gennemførelsen af en
beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb omfattet af loven skal parten
underrettes om beslutningen (lovens § 5, stk. 1). Underretningen
skal
ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal
indeholde oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten til at lade sig
repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8,
hovedformålet med indgrebet og det faktiske og retlige grundlag for
indgrebet,
jf. forvaltningslovens § 24 (lovens § 5, stk. 2). Parten kan
inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte indsigelse mod den trufne
beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for
parten, jf. forvaltningslovens § 24, og meddelelsen om fastholdelse af
beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af
tvangsindgrebet (lovens § 5, stk. 3).
Myndighedernes pligt til at underrette en part forud for et
tvangsindgreb fraviges helt eller delvist i en række tilfælde. Det gælder,
hvis
øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis
forudgående
underretning skulle gives (§ 5, stk. 4, nr. 1), hvis hensynet til
parten selv taler for det, eller partens rettigheder findes at burde vige for
afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser (§ 5,
stk. 4, nr. 2), hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets
udenrigspolitiske
eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU (§ 5,
stk. 4, nr. 3), hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter
forholdets særlige karakter er påkrævet (§ 5, stk. 4, nr. 4), eller
hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig
vanskelig (§ 5, stk. 4, nr. 5).
Loven indeholder desuden regler om pligt for myndigheden til at
forevise legitimation i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb
(lovens
§ 6), pligt til at udvise størst mulig skånsomhed under et
tvangsindgrebs
gennemførelse (lovens § 7) samt pligt til i en række tilfælde at
udfærdige
en rapport om udførelsen af et tvangsindgreb (lovens § 8).
Loven indeholder endvidere regler om forholdet til strafferetsplejen
ved gennemførelsen af tvangsindgreb, som er omfattet af loven (lovens
§ 9). Det er således fastsat, at hvis en enkeltperson eller juridisk
person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar
lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at
tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter,
alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen
(lovens
§ 9. stk. l). Det gælder dog ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres
med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af
andre
spørgsmål end fastsættelse af straf (lovens § 9, stk. 2). De nævnte
regler finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et
tvangsindgreb
mod andre end den mistænkte (lovens § 9, stk. 3). Den mistænkte kan
under nærmere bestemte betingelser meddele samtykke til fravigelse af
reglerne
i § 9, stk. 1 og 3 (lovens § 9, stk. 4).
Loven indeholder endelig en bestemmelse om retten til ikke at
inkriminere sig selv mv. (lovens § 10). Bestemmelsen indebærer bl.a., at
hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har
begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i
lovgivningen
mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til
den
mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges
tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede
lovovertrædelse (lovens § 10, stk. 1).
3. Erfaringerne
med retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder
3.1. Indledning
Det er som nævnt forudsat i forarbejderne til retssikkerhedsloven,
at den årlige retssikkerhedsredegørelse skal indeholde en omtale af praksis
på
udvalgte områder med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb omfattet af
loven.
Redegørelsen indeholder en beskrivelse af praksis inden for
følgende ministeriers område: Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet,
Skatteministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og
Fødevareministeriet. Justitsministeriet har anmodet disse ministerier om
oplysninger vedrørende de enkelte kontrolmyndigheder inden for ministeriernes
forvaltningsområder. Justitsministeriets høringsbrev til de nævnte
ministerier
er optaget som bilag 2 til redegørelsen.
Baggrunden for at udvælge de nævnte ministerier er, at der
foretages et betydeligt antal kontrolbesøg mv. inden for disse ministeriers
områder. Ministerierne udfører endvidere kontrolbesøg mv. inden for vidt
forskellige forvaltningsområder. Der kan herudover peges på, at det er anført
i
Retsudvalgets betænkning af 27. maj 2004 over lovforslag nr. L 96, at der i
redegørelsen skal indgå de erfaringer med lovens anvendelse, som en række
forvaltningsmyndigheder - herunder Arbejdstilsynet, miljømyndighederne og
skattemyndighederne - vil indhøste i tiden efter lovens ikrafttræden.
Pkt. 3.2-3.6 nedenfor indeholder en omtale af praksis inden for de
nævnte ministeriers områder. Pkt. 3.7 indeholder på baggrund heraf
Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anvendelse i
praksis.
3.2.
Beskæftigelsesministeriet
3.2.1.
Inden for
Beskæftigelsesministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet
af
retssikkerhedsloven, af Arbejdstilsynet og Arbejdsdirektoratet. De
oplysninger,
som Justitsministeriet har modtaget fra Beskæftigelsesministeriet, kan
sammenfattes således:
Myndighed
Måned
Uvarslede
kontrol-
besøg
Varslede
kontrol-
besøg
Antal
kontrol-
besøg i alt
Politianmeldelser i 2005
Arbejdstilsynet
September
2005
4154
1671
5825
368
Arbejdsdirektoratet
September
2005
77
0
77
0
Beskæftigelsesministeriet
i alt
September
2005
4231
1671
5902
368
3.2.2.
Arbejdstilsynet
har oplyst, at de uvarslede
tilsynsbesøg er foretaget efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4,
nr.
1, hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse
ellers ville forspildes. Arbejdstilsynet har oplyst, at det ikke kan afvises,
at der også er blevet henvist til undtagelsesbestemmelsen i
retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. nr. 4. i tilfælde, hvor der er
behov for at stoppe en given arbejdsproces. Efter denne bestemmelse kan
forudgående underretning undlades, hvis øjeblikkelig gennemførelse af
tvangsindgrebet
efter forholdets særlige karakter er påkrævet.
Arbejdstilsynet har endvidere oplyst, at det ikke er erfaringen,
at virksomhederne har indsigelser eller indvendinger mod, at Arbejdstilsynet
udfører sin tilsynsvirksomhed. Det gælder både i forhold til varslede og
uvarslede tilsynsbesøg.
Inden for Arbejdstilsynets område har retssikkerhedsloven ikke
givet anledning til ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der
politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives
politianmeldelse.
Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at de nye regler i retssikkerhedsloven
har
tydeliggjort en række af de retssikkerhedsmæssige regler, som en
tilsynsmyndighed er underlagt. Arbejdstilsynets praksis var således forud for
gennemførelsen af retssikkerhedsloven i meget vidt omfang i overensstemmelse
med de gældende regler, og på den baggrund har loven alene haft en begrænset
betydning for Arbejdstilsynet.
3.2.3.
Samtlige kontrolbesøg mv., som Arbejdsdirektoratet udførte i september 2005,
var uvarslede efter undtagelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5,
stk. 4, nr. 1.
Arbejdsdirektoratet har ikke modtaget indsigelser eller
indvendinger i forbindelse med gennemførelse af kontrolbesøg mv., hverken fra
virksomhederne eller de ansatte. Arbejdsdirektoratet har oplyst, at
retssikkerhedsloven ikke har givet anledning til ændring af praksis for så
vidt
angår, hvilke sager der politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor
der
indgives politianmeldelse.
3.3.
Miljøministeriet
3.3.1.
Inden for
Miljøministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet af
retssikkerhedsloven,
dels af kommuner og amter, dels af Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen.
De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Miljøministeriet, kan
sammenfattes således:
Myndighed
Måned
Uvarslede
kontrol-
besøg
Varslede
kontrol-
besøg
Antal
kontrol-
besøg i alt
Politianmeldelser i 2005
Kommuner og amter
1)
Ikke oplyst
2)
1909
4697
7238
3)
149
4)
Miljøstyrelsen og
Skov- og Naturstyrelsen
Ikke oplyst
26
11
37
125
I alt inden for Miljøministeriets område
Ikke oplyst
1935
4708
7275
274
3.3.2.
Kommunerne og amterne
har foretaget 572
uvarslede tvangsindgreb efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr.
1, hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse
ellers ville forspildes.
980 uvarslede tvangsindgreb er foretaget efter
undtagelsesbestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 2, hvorefter forudgående
underretning kan undlades, hvis hensynet til parten selv taler for det, eller
partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til andre
private
eller offentlige interesser.
103 uvarslede tvangsindgreb er foretaget efter undtagelsesbestemmelsen
i § 5, stk. 4, nr. 4, som giver hjemmel til at undlade forudgående
underretning, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter
forholdets særlige karakter er påkrævet.
252 uvarslede tvangsindgreb er foretaget med hjemmel i § 5,
stk. 4, nr. 5, hvorefter forudgående underretning kan undlades, hvis
forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.
Kommunerne og amterne har indberettet 24 tilfælde, hvor der i
forbindelse med varslede kontrolbesøg er fremkommet indsigelser. Der
foreligger
ikke oplysninger om den nærmere karakter af disse indsigelser, herunder om
der
er tale om indholdsmæssige indsigelser, eller om der alene har været tale om
et
ønske om at ændre tidspunktet for kontrolbesøget. Der er indberettet 5
tilfælde, hvor uvarslede kontrolbesøg har givet anledning til indvendinger
fra
de pågældende virksomheder mv. Der foreligger ikke oplysninger om den nærmere
karakter af indvendingerne.
Det er oplyst, at langt de fleste kommuner og amter ikke har
ændret praksis med hensyn til politianmeldelse af sager. 5 myndigheder
angiver
dog at have ændret praksis med hensyn til, hvilke sager der politianmeldes,
og
8 myndigheder angiver at have ændret praksis i forhold til udformning af
politianmeldelse, idet færre oplysninger medtages. 18 myndigheder angiver at
have ændret praksis i forhold til tidspunktet for politianmeldelse. Der er
hovedsageligt tale om, at der sker politianmeldelse på et tidligere stade af
sagen.
Mange kommuner og amter har givet udtryk for, at loven, særligt
varslingsreglerne i § 5, opleves som unødig bureaukratisk både af dem
selv
og af virksomhederne. Det anføres bl.a., at et varsel på 14 dage - der er
bestemt i lovens § 5, stk. 2, jf. pkt. 2 ovenfor - som hovedregel
er for
lang en periode. Dette gælder i hvert fald for små virksomheder og landbrug,
der har svært ved at se så langt ud i fremtiden og derfor anmoder om ændring
af
tidspunktet for kontrolbesøg i sidste øjeblik og af og til glemmer et varslet
tilsyn. Mange myndigheder angiver, at planlægning af tilsynet er blevet
sværere
og mere ufleksibelt.
3.3.3.
De
uvarslede besøg, som er udført af
Miljøstyrelsen
og Skov- og Naturstyrelsen
, er alle sket efter retssikkerhedslovens
§ 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter forudgående underretning om en
beslutning
om iværksættelse af et tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med
tvangsindgrebets gennemførelse ellers ville forspildes.
Et af de varslede besøg har givet anledning til en mindre ændring
af tidspunktet for gennemførelsen af kontrolbesøget. Ingen af de uvarslede
kontrolbesøg har givet anledning til indvendinger fra de pågældende
virksomheder mv. Miljøministeriet har oplyst, at retssikkerhedsloven ikke har
givet anledning til ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der
politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives
politianmeldelse.
3.4.
Skatteministeriet
3.4.1.
Inden for
Skatteministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet af
retssikkerhedsloven, af SKAT og før den 1. november 2005 af
ToldSkat.
De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Skatteministeriet,
kan
sammenfattes således:
Myndighed
Måned
Uvarslede
kontrol-
besøg
Varslede
kontrol-
besøg
Antal
kontrol-
besøg i alt
Politianmeldelser i 2005
ToldSkat
September
2005
Ikke oplyst
Ikke oplyst
2675
Ikke oplyst
Skatteministeriet i alt
September
2005
Ikke oplyst
Ikke oplyst
2675
Ikke oplyst
3.4.2.
Skatteministeriet
har oplyst, at der ikke foreligger særskilte tal for varslede og uvarslede
tvangsindgreb. Hovedreglen er imidlertid, at tvangsindgreb varsles, medmindre
øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ellers ville forspildes, jf.
retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1. Det er endvidere oplyst,
at
visse EU-relaterede tvangsindgreb foretages uvarslet efter
retssikkerhedsloven
§ 5, stk. 4, nr. 3, hvorefter forudgående underretning kan
undlades,
hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.
Skatteministeriet har endvidere oplyst, at der hverken i forhold
til varslede eller uvarslede tvangsindgreb er registreret indsigelser eller
indvendinger. Der er heller ikke foretaget årlige opgørelser af
politianmeldelser. Det er herudover oplyst, at sager om overtrædelse af
skatte-
og afgiftslovgivningen overdrages til politiet enten til efterforskning eller
tiltalerejsning i de tilfælde, hvor sagen ikke kan afgøres administrativt af
SKAT. Det er Skatteministeriets vurdering, at retssikkerhedsloven ikke har
givet anledning til en ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der
politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives
politianmeldelse.
3.5. Ministeriet
for Familie- og Forbrugeranliggender
3.5.1.
Inden for
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders område udføres kontrolbesøg
mv., der er omfattet af retssikkerhedsloven, af Fødevarestyrelsen. De
oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Ministeriet for Familie-
og Forbrugeranliggender, kan sammenfattes således:
Myndighed
Måned
Uvarslede
kontrol-
besøg
Varslede
kontrol-
besøg
Antal
kontrol-
besøg i alt
Politianmeldelser i 2005
Fødevarestyrelsen
Oktober
2005
8967
14
8981
580
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender i
alt
Oktober
2005
8967
14
8981
580
3.5.2.
Det er
oplyst, at i de tilfælde, hvor Fadevarestyrelsens kontrolbesøg ikke var
varslet, er dette sket efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. nr.
1,
hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et
tvangsindgreb kan fraviges, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse
ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives, eller § 5,
stk. 4, nr. 3, som giver mulighed for at undlade forudgående
underretning,
hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller
udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU. Der foreligger ikke
oplysninger om fordelingen af sagerne mellem de to tilfældegrupper. Ingen
varslede eller uvarslede kontrolbesøg har givet anledning til journaliserede
indsigelser eller indvendinger.
Retssikkerhedsloven har inden for Fødevarestyrelsens område ikke
givet anledning til en ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der
politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives
politianmeldelse.
Det er i øvrigt oplyst, at flere virksomheder finder det
irriterende og mærkværdigt, at de flere gange om året modtager blanket fra
myndighederne i forbindelse med myndighedernes kontrolbesøg.
3.6.
Fødevareministeriet
3.6.1.
Inden for Fødevareministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er
omfattet
af retssikkerhedsloven, af Direktoratet for FødevareErhverv,
Plantedirektoratet, Fiskeridirektoratet og Jordbrugskommissionerne.
5)
De
oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Fødevareministeriet, kan
sammenfattes således:
Myndighed
Måned
Uvarslede
kontrol-
besøg
Varslede
kontrol-
besøg
Antal
kontrol-
besøg i alt
Politianmeldelser i 2005
Direktoratet for FødevareErhverv
September
2005
0
10
10
0
Plantedirektoratet
September
2005
1815
756
2571
0
Fiskeridirektoratet
September
2005
1071
233
1304
180
Fødevareministeriet i alt
September
2005
2886
999
3885
180
3.6.2.
De
uvarslede kontrolbesøg er foretaget med hjemmel i retssikkerhedslovens
§ 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter forudgående underretning om en
beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb kan fraviges, hvis øjemedet
med
tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående
underretning
skulle gives, eller lovens § 5. stk. 4, nr. 3, der giver hjemmel
til
at undlade forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af hensyn til
rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder
forholdet til EU. Der foreligger ikke oplysninger om fordelingen af uvarslede
kontrolbesøg mellem de to nævnte undtagelsesbestemmelser.
Fødevareministeriet har ikke modtaget indsigelser eller klager
over varslede kontrolbesøg mv. Det er i den forbindelse oplyst, at der i
nogle
tilfælde, hvor det varslede tidspunkt ikke har passet en virksomhed, er
fastsat
et nyt tidspunkt for gennemførelsen af kontrolbesøget. Fødevareministeriet
har
ikke modtaget indsigelser eller klager over de uvarslede kontrolbesøg.
Inden for Fødevareministeriets område er der ikke generelt sket en
ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der politianmeldes, eller
vedrørende tidspunktet, hvor der indgives politianmeldelse.
Fødevareministeriet
har dog på fiskeriområdet i visse sager ændret praksis med hensyn til
tidspunktet for politianmeldelse, således at Fiskeridirektoratet nu på et
tidligere tidspunkt foretager anmeldelse til politiet. Baggrunden for denne
praksisændring er retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, der indebærer,
at
hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at
have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den
mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de
forhold,
som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om
strafferetsplejen.
Fødevareministeriet har oplyst, at der på nogle områder inden for
ministeriets ressort opleves en øget administrativ arbejdsbyrde som følge af
retssikkerhedsloven, idet kontrolbesøgene tager længere tid på grund af øgede
krav til dokumentation. Dette opvejes imidlertid efter Fødevareministeriets
opfattelse af muligheden for at informere borgerne om de gældende regler og
en
bedre kontrol.
Fødevareministeriet og Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender har sammen gennemført en evaluering af
retssikkerhedsloven
(december 2005). Det fremgår bl.a. af evalueringen, at borgerne har modtaget
retssikkerhedsloven med en vis skepsis, og at reglerne opfattes som
bureaukratiske. Der er dog enkelte undtagelser inden for Fiskerdirektoratets
område, hvor de kontrollerede har udtrykt tilfredshed med at fa udleveret en
besøgsrapport efter kontrolbesøget. Det er desuden oplyst, at
Fiskeridirektoratet har fået et kvalitetsloft i kontrollen samtidig med, at
dokumentationsniveauet for kontrolomfanget er blevet væsentligt bedre.
3.7.
Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anvendelse i
praksis
3.7.1.
De ministerier,
som Justitsministeriet har anmodet om oplysninger om praktiske erfaringer med
loven, foretager tilsammen et meget betydeligt antal kontrolbesøg mv.
Der er ikke i høringssvarene rejst væsentlige spørgsmål i forhold
til den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven.
Som det fremgår ovenfor, har nogle virksomheder og borgere dog
over for myndighederne givet udtryk for en vis skepsis over for visse dele af
retssikkerhedsloven. Det gælder navnlig bestemmelsen i retssikkerhedslovens
§ 5 om forudgående varsling. Det er bl.a. anført, at reglerne opfattes
som
bureaukratiske og besværlige.
Før retssikkerhedsloven fandtes der ikke generelle regler i
lovgivningen om forudgående skriftlig varsling af kontrolbesøg mv. Formålet
med
varslingsreglerne er på den baggrund at tilgodese de berørte borgeres og
virksomheders retssikkerhed på samme måde som forvaltningslovens regler om
partshøring, således at de - medmindre f.eks. øjemedet ellers ville blive
forspildt - kan være forberedt på et kommende kontrolbesøg og have lejlighed
til at fremkomme med eventuelle indsigelser.
Retssikkerhedsloven bygger således bl.a. på det synspunkt, at
virksomhederne og borgerne kan have et retssikkerhedsmæssigt behov for på
forhånd at blive orienteret om, at en forvaltningsmyndighed påtænker at
foretage et tvangsindgreb, således at virksomhederne og borgerne har mulighed
for at komme med indsigelser herimod og få vurderet sådanne indsigelser. Det
er
naturligvis uheldigt, hvis nogle virksomheder og borgere opfatter
varslingsreglerne som besværlige eller bureaukratiske, men det er fortsat
Justitsministeriets vurdering, at almindelige hensyn til virksomhedernes og
borgernes retssikkerhed taler for en ordning af den nævnte karakter.
3.7.2.
Det er
også anført, at planlægningen af tilsynet, efter at retssikkerhedsloven er
trådt i kraft, er blevet sværere og mere ufleksibel for
forvaltningsmyndighederne, og at loven for nogle myndigheder har givet
anledning til en øget administrativ byrde. På den anden side er der også
givet
udtryk for, at retssikkerhedsloven har tydeliggjort de regler, som en
tilsynsmyndighed er underlagt, og at loven giver et kvalitetsløft i
myndighedernes udførelse af kontrolbesøg mv.
Evalueringen af retssikkerhedslovens regler er foretaget med
udgangspunkt i oplysninger fra en måned i det første år, hvor loven har været
i
kraft. Erfaringen viser, at det i almindelighed kræver en vis periode, før ny
lovgivning er fuldt ud implementeret i myndighedernes tilrettelæggelse af
kontrolvirksomhed,
og før nye administrative rutiner er oparbejdet. Det er derfor
Justitsministeriets
opfattelse, at der ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger er
grundlag
for at foreslå ændringer af retssikkerhedslovens varslingsregler.
3.7.3.
Myndighedernes varslede eller uvarslede kontrolbesøg mv. giver efter det
oplyste meget sjældent anledning til indsigelser eller indvendinger. De
varslede kontrolbesøg kan dog af og til give anledning til, at virksomheden
mv.
anmoder om at få flyttet tidspunktet for gennemførelsen af kontrolbesøget.
Som det fremgår af de statistiske oplysninger under pkt. 3.2-3.6
ovenfor, foretager visse ministerier efter de foreliggende oplysninger et
forholdsvist stort antal uvarslede kontrolbesøg mv. Herom bemærkes følgende:
Som nærmere redegjort for under pkt. 2 ovenfor kan forudgående
underretning bl.a. undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse
ellers ville forspildes, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1.
Om anvendelsesområdet for denne undtagelsesbestemmelse fremgår det
af lovforslagets bemærkninger og justitsministerens besvarelse af spørgsmål
10
og 11 af 9. januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 24), at den
ikke kun finder anvendelse, hvis det ud fra de konkrete omstændigheder
skønnes,
at formålet med et kontrolbesøg ellers ville være forspildt. Bestemmelsen
finder således også anvendelse i tilfælde, hvor det generelt må antages, at
øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, hvis den pågældende borger
eller
virksomhed var »advaret« forinden. Hermed sigtes der bl.a. til tilfælde, hvor
et kontrolbesøg mv. efter sin generelle karakter vil gå ud på at kontrollere
et
»øjebliksbillede«, f.eks. hygiejnetilstanden i en restaurant eller i en
fødevarevirksomhed.
Særligt med hensyn til fødevareområdet bemærkes, at det under
behandlingen af lovforslag nr. L 96 blev forudsat, at der også efter
gennemførelsen af loven vil kunne foretages et stort antal uvarslede
kontrolbesøg mv. Fødevareministeriet oplyste i den forbindelse, at ca. 18
pct.
af de kontrolbesøg, som Fødevareministeriet årligt udfører, var anmeldt
forinden, og at ca. 82 pct. ikke var anmeldt. Det blev tilkendegivet, at
Fødevareministeriet efter gennemførelsen af retssikkerhedsloven grundlæggende
ville have samme muligheder for at udøve kontrol som hidtil,
6)
og
det blev under behandlingen af lovforslaget oplyst, at der ikke kunne
forventes
at blive tale om nogen nævneværdig stigning i antallet af forhåndsanmeldte
tilsyn.
7)
Der
kan i den forbindelse også henvises til, at kontrolbesøgene på
fødevareområdet
som følge af de gældende EU-regler som altovervejende hovedregel skal
foretages
uanmeldt. Som nævnt giver retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 3,
hjemmel til at undlade forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af
hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,
herunder
forholdet til EU.
På den anførte baggrund giver det forholdsvis store antal
uvarslede kontrolbesøg ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.
3.7.4.
Som
det fremgår ovenfor, har retssikkerhedsloven efter det oplyste endvidere kun
i
ganske få tilfælde givet anledning til, at myndighederne har ændret praksis
med
hensyn til, hvilke sager der anmeldes til politiet, eller på hvilket
tidspunkt
der indgives anmeldelse.
3.7.5.
Det er
på baggrund af de foreliggende oplysninger samlet set Justitsministeriets
opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven
generelt har givet anledning til væsentlige problemer i praksis, siden loven
trådte i kraft den 1. januar 2005. Dette gælder både i forhold til de
virksomheder mv., hvor der udføres kontrolbesøg, og i forhold til
forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af kontrolbesøg mv.
4. Oversigt over
bestemmelser vedtaget efter den 1. januar 2005 med hjemmel til at gennemføre
tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven
4.1. Generelt
Med udgangspunkt i princippet i grundlovens § 72 om boligens
ukrænkelighed tilstræber Justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske
gennemgang af andre ministeriers lovforslag, at der ikke unødigt medtages
bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at skaffe sig
adgang til privat ejendom.
I den forbindelse kan der henvises til Justitsministeriets
vejledning om lovkvalitet fra 2005, side 39, hvor det bl.a. er anført, at det
i
hvert enkelt tilfælde nøje må overvejes, om det overhovedet er nødvendigt med
eller uden retskendelse - at tillægge offentlige myndigheder adgang til
privat
ejendom, herunder om andre og mindre indgribende kontrolforanstaltninger kan
anses for tilstrækkelige. Endvidere er det anført, at hvis der er behov for
en
sådan adgang, bør omfanget heraf begrænses mest muligt, f.eks. ved at der
alene
gives adgang til forretningslokaler, mens private boliger holdes udenfor.
Endelig fremgår det af vejledningen og § 11 i Statsministeriets
cirkulære
nr. 159 af 16. september 1998, at der i bemærkningerne til en sådan
bestemmelse
bør gives en begrundelse for, hvorfor bestemmelsen er nødvendig, ligesom der
bør gives en udførlig angivelse af bestemmelsens anvendelsesområde.
Justitsministeriet har anmodet samtlige ministerier om at oplyse,
hvorvidt der efter retssikkerhedslovens ikrafttræden den 1. januar 2005 er
gennemført lovgivning vedrørende forvaltningens adgang til at foretage
tvangsindgreb omfattet af loven. Gennemgangen i pkt. 4.2-4.4 nedenfor bygger
navnlig på de oplysninger, som Justitsministeriet i forlængelse heraf har
modtaget fra ministerierne.
4.2. Bestemmelser,
der viderefører hidtidige tilsvarende bestemmelser
En række af de lovbestemmelser, der er vedtaget efter den 1.
januar 2005, og som giver forvaltningsmyndigheder adgang til at gennemføre
tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven, har i det væsentlige
karakter af
videreførelser
af hidtidige bestemmelser. I disse tilfælde
ophæves således en lovbestemmelse om adgang til kontrolbesøg mv. og erstattes
af en ny tilsvarende bestemmelse.
Det drejer sig om § 19, stk. 3, i erhvervsfremmeloven
(lov nr. 602 af 24. juni 2005), § 62, stk. 3, i lov om sikkerhed
mv.
for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(lov nr. 1424 af 21. december 2005), § 18 i lov om biavl (lov nr. 450 af
22. maj 2006), § 4 i fyrværkeriloven (lov nr. 1060 af 9. november 2005),
§ 53 i lov om fødevarer (lov nr. 526 af 24. juni 2005), § 3 i lov
om
administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om
narkotikaprækursorer (lov nr. 326 af 18. maj 2005), § 215, stk. 4,
og
§ 220, stk. 3, i sundhedsloven (lov nr. 546 af 24. juni 2005),
§ 45, stk. 1, § 53, stk. 5, § 87, stk. 2,
§ 90, stk. 2, nr. 1 og § 95, stk. 3, i lov om lægemidler
(lov nr. 1180 af 12. december 2005), § 16, stk. 3, i lov om
registrering af køretøjer (lov nr. 309 af 19. april 2006) og § 11,
stk. 1, i lov om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren (lov nr.
1552
af 20. december 2006).
4.3. Bestemmelser,
der udvider anvendelsesområde for gældende bestemmelser
Nogle af de bestemmelser, der er vedtaget efter den 1. januar
2005, har haft til formål at
udvide
anvendelsesområdet for allerede
gældende bestemmelser, hvorefter forvaltningsmyndigheder har adgang til
kontrolbesøg mv. Det drejer sig om følgende:
Efter
§ 12 a
i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
(lov nr. 304
af 2. maj 2005) kan kommunerne foretage kontrolbesøg uden retskendelse på
arbejdssteder uden for en virksomheds lokaler. Det blev samtidig udtrykkeligt
fastsat i loven, at kommunen ikke uden retskendelse har adgang til at
foretage
kontrollen i private hjem. Der blev med samme lovforslag foretaget en
tilsvarende ændring i
§ 91 a i lov
om arbejdsløshedsforsikring mv. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger
(L 20, FT 2004-2005, 2. samling), at det med henblik på yderligere at
effektivisere Arbejdsdirektoratets bekæmpelse af misbrug af dagpenge mv.
foreslås, at kontrollen også kommer til at omfatte ansatte, som ikke fysisk
udfører arbejdet i virksomhedens lokaliteter, men hvor arbejdet foregår
f.eks.
på byggepladser, under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen
skal
fortsat ikke kunne foregå i private hjem. Efter den tidligere § 12 a
kunne
kommunerne til enhver tid uden retskendelse foretage eftersyn i lokaler mv.,
der benyttes af en virksomhed, med henblik på at undersøge, om en borger
arbejder
og samtidig uberettiget modtager sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser.
Med
henblik på yderligere at effektivisere kommunernes bekæmpelse af misbrug med
sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser indebærer ændringen, at kommunernes
kontrol også kommer til at omfatte ansatte, som ikke fysisk udfører arbejdet
i
virksomhedens lokaliteter, men hvor arbejdet foregår på f.eks. byggepladser,
under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen kan fortsat ikke
ske
i private hjem.
Efter
§ 45,
stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet (lov nr. 474 af 31. int/2006)
har tilsynsmyndighederne, eller den myndighed, der af disse myndigheder er
bemyndiget hertil, og politiet mod behørig legitimation og uden retskendelse
adgang til et skib, platform samt offentlige og private ejendomme og
lokaliteter, dog ikke bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse. for at udføre tilsynsopgaver efter loven eller
regler udstedt i medfør heraf eller forordninger på lovens område. I
bemærkningerne til lovforslaget (L 158. FT 2005-2006) er det bl.a. anført, at
bestemmelsen med visse ændringer svarer til den tidligere § 45,
stk. 2, i lov om havmiljø. Den væsentligste ændring er, at
tilsynsmyndighederne
udover skibe og platforme også har adgang til offentlige eller private
ejendomme, bortset fra bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende
anvendes til privat beboelse, i forbindelse med tilsynsopgaver efter loven
eller regler udstedt i medfør af loven eller forordninger på lovens område.
Med
ændringen af bestemmelsen får tilsynsmyndighederne adgang til ikke bare
skibet
eller platformen, men også til den del af virksomheden, der foregår på land,
herunder til skibets eller platformens administrationslokaler mv. i det
omfang,
det er påkrævet, for at tilsynsmyndighederne kan fore tilsyn med
overholdelsen
af bestemmelserne i loven og de forskrifter, der er udstedt i medfør af
loven.
Adgangen til ejendom eller lokaliteter omfatter ikke de dele af bygningerne,
der anvendes til beboelse, og skal ske inden for lovens rammer. Ændringen
tilsigter endvidere at give tilsynsmyndigheden adgang til fast ejendom for at
foretage undersøgelser eller udføre tilsynsopgaver efter loven i de tilfælde,
hvor loven regulerer forhold på land, herunder anlæg i havne til modtagelse
af
olie, skadelige flydende stoffer, ozonlagsnedbrydende stoffer mv.,
kloakspildevand samt affald i havne, hvor tilsynsmyndigheden (Miljøstyrelsen,
bistået af Søfartsstyrelsen) som led i sine tilsynsopgaver har behov for at
få
adgang til papirer (kvittering for skibenes anmeldelse og aflevering af
affald). jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1003 af 10. december 2002
om
modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og
havnes affaldsplaner.
Efter
§ 6,
stk. 4, i skattekontrolloven (lov nr. 325 af 18. maj 2005)
har de
statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt. til enhver
tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de i § 6,
stk. 1 og stk. 2 nævnte på stedet samt på arbejdssteder uden for
den
erhvervsdrivendes lokaler, herunder transportmidler, der anvendes
erhvervsmæssigt,
at gennemgå deres regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan
have betydning for skatteligningen, og foretage opgørelse af kassebeholdning
og
lignende. Efter samme regler har told- og skatteforvaltningen adgang til hos
erhvervsdrivende
at foretage opgørelse af og vurdering af lagerbeholdninger, besætning,
inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Ejeren og de hos denne ansatte
skal
yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen.
Kontrol som nævnt i pkt. 1 kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der tjener
til privatbolig eller fritidsbolig. Formålet med ændringen af
skattekontrollovens § 6, stk. 4, var en udvidelse af bestemmelsens
anvendelsesområde, idet »på stedet« tidligere blev fortolket indskrænkende,
således at tvangsindgreb alene kunne finde sted i virksomhedens lokaler. Med
udvidelsen kan der også foretages kontrol på steder, hvor en virksomhed
faktisk
udfører arbejde som f.eks. på en byggeplads med den modifikation, at
arbejdspladser ikke omfatter bygninger, der tjener som privat- eller
fritidsbolig. Endvidere er der åbnet mulighed for at foretage kontrol i
»rullende materiel« som f.eks. taxaer og andre køretøjer, der anvendes
erhvervsmæssigt.
Efter
§ 86,
stk. 2, i lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og
amtskommunal
ejendomsværdiskat for personer mv. (lov nr. 325 af 18. maj 2005)
har de
statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver
tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de
indeholdelsespligtige på stedet at gennemgå alt regnskabsmateriale og
herunder
få forevist skattekort og andre dokumenter af betydning for kontrollen. Efter
§ 86, stk. 5. i samme lov
har
de statslige told- og skattemyndigheder med henblik på kontrol af
indeholdelsespligten efter kildeskatteloven og andre skattelove
(arbejdsgiverkontrol),
hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden
retskendelse adgang til arbejdssteder, hvor det skønnes; at der udføres
lønnet
arbejde for en arbejdsgiver. Med bestemmelsen i § 86, stk. 2, er
»på
stedet« udvidet til at omfatte lokaliteter uden for den
indeholdelsespligtiges
lokaler som f.eks. arbejdspladser. Endvidere kan kontrollen omfatte »rullende
materiel«, som benyttes erhvervsmæssigt.
Efter
§ 14,
stk. 1, i lov om en arbejdsmarkedsfond (lov nr. 325 af 18. maj 2005)
har de statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage
kontrol og efterse regnskabsmateriale om opgørelse af bidragsgrundlag mv. hos
bidragspligtige omfattet af lovens § 7, stk. 2, og
indeholdelsespligtige
som nævnt i lovens § 11, stk. 9. Myndighedernes adgang til kontrol
omfatter også arbejdssteder uden for de lokaler, hvorfra den bidragspligtige
eller den indeholdelsespligtige driver virksomheden, samt i transportmidler,
der anvendes erhvervsmæssigt. Kontrol kan dog ikke gennemføres på en ejendom,
der alene tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Med bestemmelsen blev
kontrol hos den bidrags- eller indeholdelsespligtige udvidet til at omfatte
andre lokaler end den bidrags- eller indeholdelsespligtiges, samt »rullende
materiel«, der benyttes erhvervsmæssigt.
Efter
§ 74,
stk. 1. i lov om merværdiafgift (lov nr. 325 af 18. maj 2005)
har de
statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver
tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage
eftersyn
i lokaler, der benyttes af virksomhederne, og til at efterse virksomhedernes
varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt
korrespondance mv., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller på
edb-medier. Myndighedernes adgang til kontrol omfatter også arbejdssteder
uden
for de lokaler, hvorfra virksomheden drives, samt transportmidler, der
anvendes
erhvervsmæssigt. Kontrol kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene
tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Med bestemmelsen blev kontrollen
udvidet til at omfatte kontrol på arbejdspladser uden for den
afgiftspligtiges
lokaler, hvorfra virksomheden drives samt »rullende materiel«, der anvendes
erhvervsmæssigt.
4.4. Nye hjemler,
der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage tvangsindgreb, som er
omfattet af retssikkerhedsloven
Herudover er der efter 1. januar 2005 gennemført en række
bestemmelser, der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage
tvangsindgreb, som er omfattet af retssikkerhedsloven, og som der ikke
hidtil
har været adgang til at foretage. Det drejer sig om følgende:
Efter bestemmelsen i
§ 32, stk. 4, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask
af udbytte og finansiering af terrorisme (lov nr. 117 af 27. februar 2006)
har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til enhver tid mod behørig legitimation
uden
retskendelse adgang til virksomheder og personer, omfattet af lovens
§ 1,
stk. 1, nr. 11, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved
inspektioner. Efter samme lovs § 34, stk. 4, har Finanstilsynet til
enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til virksomheder
og personer omfattet af lovens § 34, stk. 1, med henblik på at
indhente oplysninger, herunder ved inspektioner. I bemærkningerne til
lovforslaget (L 158, FT 2005-2006) er det anført, at bestemmelsen i
§ 32,
stk. 4, gennemfører artikel 37, stk. 3, i det 3. hvidvaskdirektiv.
Efter direktivbestemmelsen har de kompetente myndigheder bl.a. for så vidt
angår virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med
valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier, udvidede
tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed for at gennemføre inspektioner på stedet.
Efter bestemmelsen i § 34, stk. 4, der svarer til bestemmelsen i
§ 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, har Finanstilsynet
adgang til de virksomheder og personer, som Finanstilsynet fører tilsyn med,
uden retskendelse. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 37,
stk. 3,
som kræver, at de kompetente myndigheder blandt andet for så vidt angår
kredit-
og finansieringsinstitutter har udvidede tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed
for at gennemføre inspektioner på stedet.
Efter
§ 26 b
i næringsloven (lov nr. 549 af 8. juni 2006)
har SKAT, hvis det skønnes
nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang
til at udøve tilsyn i de lokaler, køretøjer mv., hvorfra der sker såkaldt
»omførsel« (hvilket indebærer, at visse varer kan sælges fra vogn eller andet
ikke fast forretningssted). Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 158,
FT 2005-2006), at SKAT som noget nyt har mulighed for at føre tilsyn med
overholdelsen af reglerne om salg ved omførsel. Det er vurderingen, at der er
behov for en særlig kontrolhjemmel. SKAT har hjemmel til i medfør af
bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballage til øl og visse
læskedrikke, som er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, at føre
tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne om pant. Med § 26 b har SKAT
en
tilsvarende mulighed for at føre tilsyn med personer, som omfører varer til
salg.
Efter
§ 86
a, stk. 5, i færdselsloven (lov nr. 557 af 24. juni 2005)
har politiet
til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en
virksomheds
forretningslokaler, forretningsbøger og papirer mv., herunder materiale, der
opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med bestemmelser
fastsat i det Europæiske Fællesskabs forordninger om køre- og hviletid inden
for vejtransport og bestemmelser fastsat i medfør af visse bestemmelser i
færdselsloven. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 153, FT
2004-2005,
2. samling), at kontrollen er begrænset til de lokaler, hvorfra virksomheden
drives, og den omfatter derfor ikke privat beboelse, medmindre
forretningskontoret mv. drives herfra. Både offentlige og private
virksomheder
er omfattet.
Efter
§ 9,
stk. 3, i lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (lov
nr. 295 af 27. april 2005)
har Lægemiddelstyrelsens repræsentanter med
henblik på kontrol mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til
samtlige lokaliteter, hvori der udføres aktiviteter nævnt i lovens § 9,
stk. 1. Styrelsen kan udtage stikprøver og kræve alle oplysninger, som
er
nødvendige for kontrolvirksomheden. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger
(L 61, FT 2004-2005, 2. samling), at bestemmelsen gennemfører artikel 8 i
direktiv 2002/98/EF om inspektion og relevante kontrolforanstaltninger i
blodbanker.
Efter
§ 223,
stk. 5, i søloven (lov nr. 599 af 24. juni 2005)
udpeger økonomi- og
erhvervsministeren den offentlige myndighed, der kan foretage den direkte
kontrol med virksomhedernes oplysninger om såkaldt HNS-import (det vil sige
import af farlige og skadelige stoffer, som er omfattet af HNS-konventionen).
Med henblik på eftersøgning og kontrol af HNS-stoffer har denne myndighed ret
til uden retskendelse at foretage kontrol af indførsel af bidragspligtige
HNS-stoffer, der modtages af danske virksomheder, herunder adgang til
virksomheder, som importerer disse stoffer, og virksomhedernes regnskaber,
optegnelser
el.lign., der udgør dokumentation for import. Det fremgår af lovforslagets
bemærkninger (L 34, FT 2004-2005, 2.samling), at efter § 223,
stk. 5,
kan en af økonomi- og erhvervsministeren udpeget offentlig myndighed foretage
direkte kontrol med virksomhedernes oplysninger om HNS-import. Med henblik på
eftersøgning og kontrol af HNS-stoffer har denne myndighed ret til uden
retskendelse at foretage kontrol af indførsel af bidragspligtige HNS-stoffer,
der modtages af danske virksomheder, som importerer disse stoffer, og
virksomhedernes regnskaber, optegnelser eller lignende, der udgør
dokumentation
for import.
Efter
§ 25,
stk. 3, i lov om lægemidler (lov nr. 1180 cif 12. december 2005)
har
Lægemiddelstyrelsen og styrelsens repræsentanter mod behørig legitimation og
uden retskendelse adgang til virksomhederne med henblik på at gennemføre
kontrol af, at kravet som nævnt i lovens § 25, stk. 1, overholdes.
Efter
§ 44, stk. 2, i samme lov
har Lægemiddelstyrelsens repræsentanter med henblik på at gennemføre den
kontrol. der er nævnt i lovens § 44, stk. 1. mod behørig
legitimation
og uden retskendelse adgang til virksomheder med tilladelse efter § 39,
stk. 1 og 2, indehavere af markedsføringstilladelser og fremstillere af
råvarer i det omfang, råvaren er underlagt regler fastsat i medfør af lovens
§ 40, stk. 3. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 7, FT
2005-2006). at en række bestemmelser i forslaget indebærer, at
Lægemiddelstyrelsen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang
til de berørte virksomheder med henblik på at udføre kontrolbesøg.
Bestemmelsen
i § 25, stk. 3, giver mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen kan
aflægge inspektionsbesøg hos indehaveren af en markedsføringstilladelse for
at
kontrollere, at denne efterlever pligten efter forslagets § 25,
stk. 1. Adgangen til at aflægge inspektionsbesøg forventes alene anvendt
i
ganske særlige tilfælde, hvor Lægemiddelstyrelsen har konkrete holdepunkter
for
at antage, at en virksomhed tilbageholder sådanne oplysninger. En sådan
antagelse kan for eksempel baseres på resultater af kliniske forsøg eller
andre
forskningsresultater. bivirkningsindberetninger. Lægemiddelstyrelsens kontrol
af lægemidler og eller lægemiddelfremstillende virksomheder og indberetninger
fra lægemiddelmyndigheder i andre lande. Endvidere er Lægemiddelstyrelsens
adgang
til at kontrollere virksomheder i medfør af bestemmelsen ikke længere
begrænset
til de virksomheder, der har en tilladelse efter gældende lovs § 8.
stk. 1, 1. pkt. - nu lovens § 39. stk. 1 - idet
Lægemiddelstyrelsen efter loven også skal kontrollere virksomheder, der har
tilladelse til håndtering af mellemprodukter efter lovens § 39,
stk. 2. Efter § 44, stk. 2, vil Lægemiddelstyrelsen fremover
kunne aflægge inspektionsbesøg hos såvel indehavere af tilladelser efter
lovens
§ 39, stk. 1 og 2, som indehavere af markedsføringstilladelser og
fremstillere af aktive stoffer og hjælpestoffer (råvarer), der anvendes ved
fremstilling af lægemidler. Dette er blandt andet nødvendigt for, at
Lægemiddelstyrelsen kan kontrollere de råvarer, som efter regler udstedt i
medfør af lovens § 40, stk. 3, 2. led., skal fremstilles efter
principper for god fremstillingspraksis af råvarer. At Lægemiddelstyrelsen
samtidig skal have adgang til indehavere af markedsføringstilladelser
skyldes,
at styrelsen hermed får adgang til at kontrollere hele lægemidlets
fremstillingskæde, herunder kontrollere at fremstillingen sker i
overensstemmelse
med betingelserne i markedsføringstilladelsen.
Efter
lægemiddellovens
§ 71 c (lov nr. 1557 af 20. december 2006)
har Lægemiddelstyrelsens
repræsentanter mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til
apoteker og virksomheder, der har tilladelse til at forhandle lægemidler til
produktionsdyr
direkte til brugerne efter § 39, stk. 1, med henblik på at
kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i § 71 a, § 71 b,
stk. 1, 2, 4 og stk. 5, 1. pkt., og i regler udstedt i medfør af
§ 71 b, stk. 3 og stk. 5, 2. pkt., vedrørende ydelse af bonus
og
rabat m.v. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 51, FT 2006-2007), at
det uanset bestemmelsen i § 71 b, stk. 6, hvorefter
Lægemiddelstyrelsen kan kræve alle oplysninger, som er nødvendige til brug
for
styrelsens udførelse af kontrol med overholdelsen af reglerne om
omkostningsbegrundede rabatter, udleveret findes nødvendigt at give
Lægemiddelstyrelsen denne adgang til at aflægge apoteker og virksomheder
inspektionsbesøg. En gennemgang af udleverede dokumenter giver således ikke
Lægemiddelstyrelsen mulighed for at kontrollere, om rabatreglerne overholdes
i
apotekernes og virksomhedernes daglige administration heraf, herunder f.eks.
om
der er overensstemmelse mellem virksomhedernes beregningsprincipper og den
rent
praktiske, fysiske organisering af virksomhedens logistik vedrørende
leverancer
af lægemidler, som giver grundlag for de omkostningsbesparelser, der kan ydes
apotekerne i rabat, samt om apotekerne organiserer sine leverancer i
overensstemmelse
hermed.
Efter
§ 14,
stk. 2, i lov om krav til kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane
væv og celler (lov nr. 273 af 1. april 2006)
har Lægemiddelstyrelsens
repræsentanter mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til
samtlige lokaliteter, hvori der udføres de i lovens § 14, stk. 1,
nævnte aktiviteter. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 138, FT
2004-2005. l. samling). at lægemiddelstyrelsens repræsentanter mod
forevisning
af behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til at aflægge
inspektionsbesøg alle steder, hvor der udføres de nævnte aktiviteter. I
forbindelse med en sådan kontrol vil styrelsen have adgang til at udtage
stikprøver af vævs- og cellemateriale, gennemgå registre og kræve alle andre
oplysninger, som er nødvendige for, at styrelsen kan udøve sin
kontrolvirksomhed.
Efter
§ 71,
stk. 5, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig
virksomhed (lov nr. 451 af 22. maj 2006)
kan Sundhedsstyrelsen uden
retskendelse inspicere klinikker, hvor autoriserede sundhedspersoner eller
disses medhjælp udfører kosmetisk behandling, og kan opstille krav til
klinikkernes faglige virksomhed. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L
111, FT 2005-2006), at for at der kan føres et effektivt tilsyn, skal det
være
muligt for tilsynsmyndighederne - Sundhedsstyrelsen og embedslægerne - uden
retskendelse at inspicere de omhandlede klinikker, hvor der udføres kosmetisk
behandling, jf. stk. 5. Dette vil være af betydning i relation til
spørgsmål om hygiejne, og i relation til vurdering af f.eks. opvågnings- og
overvågningsfaciliteter samt journalføring.
Efter
§ 19
a, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (lov nr. 534 af 8.
juni 2006)
kan overlægen ved begrundet mistanke om, at medikamenter,
rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført
til
patienten, bl.a. beslutte, at patientens post skal åbnes og kontrolleres, og
at
patientens stue og ejendele skal undersøges. Det fremgår af lovforslagets
bemærkninger (L 140, FT 2005-2006), at hensynet bag bestemmelsen er, at der
skal være mulighed for at forhindre, at patienten er eller kommer i
besiddelse
af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som kan udgøre en fare
for
patienten selv eller andre. Der kan endvidere være tale om f.eks. rusmidler
og
medikamenter, som kan have en negativ indflydelse på patientens behandling.
Det fremgår af
§ 16,
stk. 3, i lov om registrering af køretøjer (lov nr. 309 af 19. april
2006)
,
at told- og skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid
mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til at foretage
eftersyn
i lokaler, der benyttes af den autoriserede virksomhed, og til at efterse
virksomhedens beholdning af nummerplader, regnskabsmateriale med bilag og
andre
dokumenter, der kan have betydning for kontrollen med, at betingelser og
vilkår
for autorisationen overholdes, uanset om disse oplysninger opbevares på papir
eller elektronisk. Told- og skatteforvaltningen har efter tilsvarende regler
adgang til kontrol på arbejdssteder uden for de lokaler, hvorfra virksomheden
drives, samt i transportmidler, der anvendes af virksomheden. Kontrollen kan
dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene tjener til privat bolig eller
fritidsbolig.
5. Sammenfatning
Som det fremgår af pkt. 3 ovenfor, er det på baggrund af de
foreliggende oplysninger samlet set Justitsministeriets opfattelse, at der
ikke
er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven generelt har givet
anledning
til væsentlige problemer i praksis, siden loven trådte i kraft den 1. januar
2005. Dette gælder både i forhold til de virksomheder mv., hvor der udføres
kontrolbesøg, og i forhold til forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og
udførelse af kontrolbesøg mv.
Som det fremgår af pkt. 4 ovenfor, er der efter den 1. januar 2005
gennemført 15 bestemmelser i lovgivningen, der giver forvaltningsmyndigheder
adgang til at gennemføre tvangsindgreb, som er omfattet af
retssikkerhedsloven,
men som i det væsentlige
viderefører
hidtidige bestemmelser.
Der er efter den 1. januar 2005 endvidere gennemført 7
bestemmelser i lovgivningen, der har haft til formål at udvide
anvendelsesområdet for gældende bestemmelser, hvorefter
forvaltningsmyndigheder
har adgang til gennemføre tvangsindgreb, som er omfattet af
retssikkerhedsloven.
Herudover er der efter det nævnte tidspunkt gennemført 13 bestemmelser
i lovgivningen, som giver offentlige myndigheder en
egentlig ny adgang
til at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven.
I forlængelse af det, der er anført under pkt. 4.1 ovenfor, vil
Justitsministeriet fortsat med udgangspunkt i princippet i grundlovens
§ 72 om boligens ukrænkelighed i forbindelse med den lovtekniske
gennemgang af andre ministeriers lovforslag tilstræbe, at der ikke unødigt
medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at
skaffe
sig adgang til privat ejendom.
1)
22 kommuner og et amt har ikke svaret. Miljøministeriet har oplyst, at der må
tages et vist forbehold om, at tallene ikke i alle tilfælde er opgjort helt
præcist.
2)
Miljøministeriet har anmodet de enkelte kommuner og amter om at vælge den
måned
(september, oktober eller november 2005), som giver det mest repræsentative
billede af myndighedens kontrolvirksomhed.
3)
Af de 7238 kontrolbesøg er 632 kontrolbesøg hverken kategoriseret som
varslede
eller uvarslede.
4)
Tallene angår alene politianmeldelser vedrørende miljøbeskyttelsesloven,
vandforsyningsloven, jordforureningsloven og havmiljøloven. Miljøministeriet
anslår helt skønsmæssigt, at der for så vidt angår andre love inden for
ministeriets område har været foretaget politianmeldelser i 20-25 sager i
2005.
5)
Fødevareministeriet har oplyst, at det ikke har været muligt præcist at
redegøre for antallet af kontrolbesøg, der har været foretaget af
jordbrugskommissionerne.
Det skønnes, at der i hele 2005 har været udført ca. 30 kontrolbesøg, som er
omfattet af retssikkerhedsloven.
6)
Der kan i det hele henvises til Fødevareministeriets besvarelse af spørgsmål
8
af 11. december 2003 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 16).
7)
Der kan henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 12 af 21.
januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 37) og
Fødevareministeriets besvarelse af spørgsmål 44 af 30. januar 2004 fra
Folketingets
Retsudvalg (L 96 - bilag 47).
Bilag 2
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved
forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter foretages
følgende ændringer:
§ 1.
Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse
ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for
strafferetsplejen, og som består i
1.
§ 1, stk. 5
, ophæves.
1)
husundersøgelse
eller
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af breve og andre papirer.
Stk. 2.
Lovens kapitel 3 finder også anvendelse ved
tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for
strafferetsplejen, og som består i
1)
undersøgelse af andre
lokaliteter,
2)
undersøgelse eller
beslaglæggelse af andre genstande,
3)
brud på
meddelelseshemmeligheden eller
4)
eftersyn eller
anden undersøgelse af personer.
Stk. 5.
Stk. 1 og 2 omfatter ikke
tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.
§ 26.
Justitsministeren fremsætter forslag
om revision af loven i folketingsåret 2006-07.
2.
§ 26
ophæves.
§ 2
Stk. 1
. Loven træder
i kraft den 1. januar 2008.
Stk. 2
. § 1, nr.
1, gælder for tvangsindgreb, der iværksættes efter retskendelse afsagt den 1.
januar 2008 eller senere.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (28. marts 2007) - L 200 Retsinformation · 28. marts 2007
- Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter Retsinformation · 16. november 2019
- Afgørelse om påbud om ikke at flytte svin fra seks ejendomme Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. juli 2015
- Udlevering af oplysninger Landsskatteretten · 4. oktober 2013
- Forslag til Lov om ændring af lov om Folketingets Ombudsmand (Ændringer som følge af kommunalreformen, lovens anvendelse på Færøerne og i Grønland m.v.) Retsinformation · 6. april 2005
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse) Retsinformation · 3. maj 2007