Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (Udvidelse af lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse)

2006/1 LSF 200Lovforslag som fremsatJustitsministeriet28. marts 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. marts 2007 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov

om ændring af lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb og oplysningspligter

(Udvidelse af

lovens anvendelsesområde og ophævelse af revisionsbestemmelse)

§ 1

I lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter foretages

følgende ændringer:

1.

§ 1, stk. 5

, ophæves.

2.

§ 26

ophæves.

§ 2

Stk. 1.

Loven

træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2.

§ 1,

nr. 1, gælder for tvangsindgreb, der iværksættes efter retskendelse afsagt

den

1. januar 2008 eller senere.

Bemærkninger til

lovforslaget

Læs alt

Almindelige

bemærkninger

1.

Lovforslagets baggrund og formål

2.

Kort oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven

3.

Udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at

omfatte tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse

3.1.

Gældende ret

3.1.1.

Indledning

3.1.2.

Hvilke regler gælder ved forvaltningens gennemførelse

af tvangsindgreb efter indhentet retskendelse?

3.2.

Justitsministeriets overvejelser

3.2.1.

Indledning

3.2.2.

Særligt om konkurrenceområdet

3.2.2.1

Generelt om kontrolundersøgelser inden for

konkurrenceområdet

3.2.2.2.

Kort om retssikkerhedslovens § 9

3.2.2.3.

Betydningen af retssikkerhedslovens § 9 for

konkurrenceområdet

3.2.2.3.1.

Oversigt

3.2.2.3.2.

Hvornår vil der foreligge en mistanke som nævnt i

§ 9, stk. 1?

3.2.2.3.3.

Hvad er retsvirkningen af, at der foreligger en

mistanke som nævnt i § 9, stk. 1?

3.2.2.3.4.

Særligt om retssikkerhedslovens § 9, stk. 2

3.2.2.3.5.

Særligt om samspillet mellem myndighederne mv.

3.2.3.

Sammenfattende om Justitsministeriets overvejelser

3.2.4.

Særligt om domstolenes opgave efter en ophævelse af

lovens § 1, stk. 5

4.

Anvendelse i straffesager af bevismidler, der er

lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen

5.

Lovens anvendelse i praksis og Justitsministeriets

overvejelser om behovet for i øvrigt at ændre loven

6.

Særligt om forholdet til EU-retten

7.

Økonomiske og administrative konsekvenser mv.

7.1

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat,

regioner og kommuner

7.2.

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

7.3.

Administrative konsekvenser for borgerne

7.4.

Miljømæssige konsekvenser

7.5.

Forholdet til EU-retten

8.

Hørte myndigheder og organisationer mv.

9.

Sammenfattende skema

1. Lovforslagets

baggrund og formål

Ved lov nr. 442 af

9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb

og

oplysningspligter (herefter retssikkerhedsloven) blev der gennemført en

samlet

regulering af en række spørgsmål, som vedrører tilfælde, hvor en

forvaltningsmyndighed har mulighed for uden for strafferetsplejen at foretage

visse former for tvangsindgreb uden forudgående retskendelse. Det drejer sig

navnlig om tvangsindgreb i form af såkaldte kontrol- og tilsynsbesøg. Loven

regulerer endvidere visse spørgsmål, der kan opstå i tilfælde, hvor borgere

og

virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en

forvaltningsmyndighed.

Fremsættelsen er

gengivet i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3107, og lovforslag nr.

L

96 som fremsat er gengivet i Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3041.

Lovforslaget blev den 10. december 2003 undergivet 1. behandling, som er

gengivet i Folketingstidende 2003-04, Folketingets forhandlinger, side 2896.

Retsudvalget afgav betænkning den 27. maj 2004. Betænkningen findes i

Folketingstidende 2003-04, tillæg B, side 2142. Lovforslaget blev den 1. juni

2004 undergivet 2. behandling, der er gengivet i Folketingstidende 2003-04,

Folketingets forhandlinger, side 11312. Den 4. juni 2004 blev lovforslaget

undergivet 3. behandling, som er gengivet i Folketingstidende 2003-04,

Folketingets forhandlinger, side 11710. Den vedtagne lov er gengivet i

Folketingstidende 2003-04, tillæg C, side 786. Lovforslaget byggede på

Retssikkerhedskommissionens

betænkning 1428/2003 og de høringssvar over betænkningen, som

Justitsministeriet modtog.

Det foreliggende

lovforslag fremsættes med henvisning til § 26 i retssikkerhedsloven,

hvorefter justitsministeren fremsætter forslag om revision af loven i

folketingsåret 2006-07.

Lovforslaget

indeholder dels forslag om at udvide lovens anvendelsesområde til også at

omfatte tvangsindgreb af den karakter, der er nævnt i lovens § 1,

stk. 1

og 2, hvis de foretages efter indhentet retskendelse, dels forslag om

ophævelse

af revisionsbestemmelsen i lovens § 26. Herudover indeholder

lovforslaget

en omtale af et særligt spørgsmål om anvendelse i straffesager af

bevismidler,

der er lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen.

Pkt. 2 nedenfor

indeholder en kort oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven.

Forslaget om at

udvide lovens anvendelsesområde til også at omfatte tvangsindgreb, som

foretages efter indhentet retskendelse, er behandlet nærmere i pkt. 3

nedenfor.

I pkt. 4 nedenfor

omtales det nævnte spørgsmål om anvendelse i straffesager af bevismidler, der

er lovligt tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for strafferetsplejen.

Det anføres i

forarbejderne til revisionsbestemmelsen i lovens § 26, at det i

forbindelse med evalueringen af retssikkerhedsloven og erfaringerne med

lovens

anvendelse er relevant at overveje, om der kan være anledning til ændring i

eller justering af lovens regler, jf. justitsministerens ændringsforslag af

11.

maj 2004 (L 96 – bilag 110).

Pkt. 5 nedenfor

indeholder på den baggrund en kort omtale af praksis med hensyn til lovens

anvendelse på udvalgte områder. En mere udførlig gennemgang af de praktiske

erfaringer med loven findes i regeringens retssikkerhedsredegørelse fra

januar

2007, der (uden bilag) er medtaget som lovforslagets bilag 1. Redegørelsen er

tidligere fremsendt til Folketinget den 9. februar 2007. Efter

Justitsministeriets

opfattelse er der ikke – ud over, hvad der følger af det foreliggende

lovforslag – behov for ændringer af loven.

En vedtagelse af

lovforslaget vil på den baggrund indebære, at loven – bortset fra den

foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde til også at omfatte

tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse – fremover vil

gælde

med det indhold, som den har i dag.

2. Kort

oversigt over de gældende regler i retssikkerhedsloven

Retssikkerhedsloven

indeholder bl.a. generelle regler om den fremgangsmåde, som

forvaltningsmyndighederne

skal følge ved gennemførelsen af et tvangsindgreb, som er omfattet af loven,

herunder navnlig kontrol- og tilsynsbesøg (lovens kapitel 2). Det er bl.a.

fastsat, at tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke er tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt

forhold til formålet med indgrebet (lovens § 2). Det er også bestemt, at

en række af forvaltningslovens regler – bl.a. reglerne om inhabilitet,

partsaktindsigt, begrundelse og klagevejledning – gælder ved

gennemførelsen af

tvangsindgreb omfattet af loven (lovens § 3).

Det er endvidere

fastsat, at i sager om iværksættelse af tvangsindgreb omfattet af loven skal

en

myndighed, som mundtligt modtager oplysninger vedrørende sagens faktiske

omstændigheder af betydning for beslutningen om iværksættelse af

tvangsindgreb,

eller som på anden måde er bekendt med sådanne oplysninger, gøre notat om

indholdet af oplysningerne (lovens § 4). Det gælder dog ikke, såfremt

oplysningerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.

Herudover er det

fastsat, at forud for gennemførelsen af en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb omfattet af loven skal parten underrettes om beslutningen

(lovens

§ 5, stk. 1). Underretningen skal ske skriftligt senest 14 dage,

inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal indeholde oplysninger om tid og

sted

for indgrebet, retten til at lade sig repræsentere eller bistå af andre efter

forvaltningslovens § 8, hovedformålet med indgrebet og det faktiske og

retlige grundlag for indgrebet, jf. forvaltningslovens § 24 (lovens

§ 5,

stk. 2). Parten kan inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte

indsigelse mod den trufne beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette

begrundes skriftligt over for parten, jf. forvaltningslovens § 24, og

meddelelsen

om fastholdelse af beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med

gennemførelsen af tvangsindgrebet (lovens § 5, stk. 3).

Myndighedernes

pligt til at underrette en part forud for et tvangsindgreb fraviges helt

eller

delvist i en række tilfælde. Det gælder,

hvis

øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis

forudgående

underretning skulle gives (§ 5, stk. 4, nr. 1),

hvis

hensynet til parten selv taler for det, eller partens rettigheder

findes at burde vige for afgørende hensyn til andre private eller offentlige

interesser (§ 5, stk. 4, nr. 2),

hvis

det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU (§ 5,

stk. 4,

nr. 3),

hvis

øjeblikkelig

gennemførelse af tvangsindgrebet efter forholdets særlige karakter er

påkrævet

(§ 5, stk. 4, nr. 4), eller

hvis

forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig

(§ 5,

stk. 4, nr. 5).

Loven indeholder

desuden regler om pligt for myndigheden til at forevise legitimation i

forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb (lovens § 6), pligt til

at

udvise størst mulig skånsomhed under et tvangsindgrebs gennemførelse (lovens

§ 7)

samt pligt til i en række tilfælde at udfærdige en rapport om udførelsen af

et

tvangsindgreb (lovens § 8).

Loven indeholder

endvidere regler om forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelsen af

tvangsindgreb, som er omfattet af loven (lovens § 9). Det er således

fastsat, at hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund

mistænkes for at have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb

over for den mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det

eller

de forhold, som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i

retsplejeloven om strafferetsplejen (lovens § 9, stk.1). Det gælder dog

ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf (lovens § 9, stk. 2). De nævnte regler finder tilsvarende

anvendelse, hvis der i sagen rettes et tvangsindgreb mod andre end den

mistænkte (lovens § 9, stk. 3). Den mistænkte kan under nærmere

bestemte betingelser meddele samtykke til fravigelse af reglerne i § 9,

stk. 1 og 3 (lovens § 9, stk. 4).

Loven indeholder

endelig en bestemmelse om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. (lovens

§ 10).

Bestemmelsen indebærer bl.a., at hvis der er konkret mistanke om, at en

enkeltperson eller juridisk person har begået en lovovertrædelse, der kan

medføre straf, gælder bestemmelser i lovgivningen mv. om pligt til at meddele

oplysninger til myndigheden ikke i forhold til den mistænkte, medmindre det

kan

udelukkes, at de oplysninger, som søges tilvejebragt, kan have betydning for

bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse (lovens § 10, stk. 1).

3. Udvidelse

af lovens anvendelsesområde til også at omfatte tvangsindgreb, som foretages

efter indhentet retskendelse

3.1.

Gældende ret

3.1.1.

Indledning

Efter

retssikkerhedslovens § 1, stk. 1, finder lovens kapitel 2 om

gennemførelse af tvangsindgreb og kapitel 3 om forholdet til

strafferetsplejen

anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning

uden

for strafferetsplejen, og som består i husundersøgelse, undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer. Efter lovens § 1, stk. 2,

finder lovens kapitel 3 endvidere anvendelse ved tvangsindgreb, som foretages

af den offentlige forvaltning uden for strafferetsplejen, og som består i

undersøgelse af andre lokaliteter, undersøgelse eller beslaglæggelse af andre

genstande, brud på meddelelseshemmeligheden eller eftersyn eller anden

undersøgelse af personer.

Det fremgår af

lovens § 1, stk. 5, at kapitel 2 og 3 ikke gælder for

tvangsindgreb,

som foretages af forvaltningsmyndigheder efter indhentet retskendelse.

Derimod

gælder lovens regler om retten til ikke at inkriminere sig selv mv. (kapitel

4)

også på forvaltningsområder, hvor tvangsindgreb i form af f.eks. kontrolbesøg

kun kan foretages efter retskendelse.

Det fremgår af

lovens forarbejder (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3051), at

baggrunden for denne afgrænsning af lovens anvendelsesområde var, at

Retssikkerhedskommissionens betænkning – i overensstemmelse med

kommissoriet

for dens arbejde – ikke indeholdt forslag til regler om forvaltningens

anvendelse

af tvangsindgreb, hvor der stilles krav om forudgående retskendelse.

Justitsministeriet

tilkendegav imidlertid i bemærkningerne til lovforslaget, at de

retssikkerhedsmæssige hensyn, der lå bag Retssikkerhedskommissionens forslag,

kunne tale for, at der også burde indføres regler om forvaltningens

anvendelse

af tvangsindgreb inden for de – relativt få – områder, hvor der

stilles krav om

forudgående retskendelse. Da Retssikkerhedskommissionen ikke skulle behandle

dette spørgsmål, var der imidlertid ikke lejlighed til på daværende tidspunkt

nærmere at gennemgå og overveje, om indførelsen af regler om forvaltningens

anvendelse af tvangsindgreb kunne rejse særlige problemstillinger på de

forvaltningsområder,

hvor der kræves forudgående retskendelse. Det blev i forlængelse heraf

anført,

at Justitsministeriet i samarbejde med de berørte myndigheder ville tage

initiativ til at overveje, om det på et senere tidspunkt burde foreslås at

udvide lovens anvendelsesområde, således at de foreslåede regler om

tvangsindgreb helt eller delvist også vil gælde i tilfælde, hvor der stilles

krav om forudgående retskendelse.

Der er som nævnt

kun relativt få tilfælde uden for strafferetsplejen, hvor et tvangsindgreb

kun

kan ske efter forudgående retskendelse. Et eksempel herpå er § 108,

stk. 1,

i lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, hvorefter IT- og

Telestyrelsen, Telebrugernævnet eller personer, der er bemyndiget hertil af

styrelsen eller nævnet, efter retskendelse og mod forevisning af legitimation

har adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter for at foretage

tekniske undersøgelser som nævnt i lovens § 22, stk. 3, nr. 1, og

§ 96, stk. 4. Et andet eksempel er § 18, stk. 3, i

konkurrenceloven, hvorefter Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser kun

kan

finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation, jf.

nærmere herom under pkt. 3.2.2.

3.1.2.

Hvilke regler gælder ved forvaltningens gennemførelse af tvangsindgreb efter

indhentet retskendelse?

Som anført gælder

retssikkerhedslovens kapitel 2 (om fremgangsmåden ved gennemførelse af

tvangsindgreb)

og kapitel 3 (om forholdet til strafferetsplejen) ikke ved forvaltningens

gennemførelse af tvangsindgreb efter indhentet retskendelse. Der gælder

derfor

ikke et samlet regelsæt, som tager særligt sigte på myndighedernes adfærd i

forbindelse med gennemførelse af sådanne tvangsindgreb.

Der kan imidlertid

i de lovbestemmelser, der hjemler forvaltningsmyndighedernes adgang til at

foretage tvangsindgreb efter indhentet retskendelse, være fastsat særlige

regler om den fremgangsmåde, som myndighederne skal følge. Som eksempel kan

nævnes bestemmelser om, at indgreb kun kan gennemføres »mod behørig

legitimation«. Et sådant krav findes f.eks. i konkurrencelovens § 18,

stk. 3.

Når

forvaltningsmyndigheder foretager tvangsindgreb, gælder endvidere de krav til

forvaltningens optræden og adfærd, som følger af principperne om god

forvaltningsskik. Disse principper om god forvaltningsskik – der navnlig

er

udviklet i Folketingets Ombudsmands praksis – stiller bl.a. krav til

myndighederne om en rimelig sagsbehandlingstid og om hensynsfuld og høflig

optræden.

Herudover

indeholder lov om behandling af personoplysninger generelle bestemmelser om

personoplysninger, som behandles ved hjælp af edb, eller som er eller vil

blive

indeholdt i et register. Disse lovbestemmelser om bl.a. den dataansvarlige

myndigheds pligt til at give den registrerede visse oplysninger og den

registreredes ret til indsigt gælder også i sager om forvaltningsmyndigheders

gennemførelse af tvangsindgreb, herunder tvangsindgreb, der gennemføres efter

indhentet retskendelse.

Forvaltningsloven

og dens processuelle garantier om bl.a. partshøring og begrundelse samt

bestemmelsen om forvaltningens pligt til at gøre notat om faktiske

oplysninger

i en sag (offentlighedslovens § 6) gælder for behandlingen af sager,

hvori

der er eller vil blive truffet »afgørelse« af en forvaltningsmyndighed, jf.

forvaltningslovens § 2, stk. 1. I den forbindelse har der i den

forvaltningsretlige litteratur været rejst spørgsmål om, hvorvidt

tvangsindgreb

uden for strafferetsplejen – og herunder tvangsindgreb, der alene kan

foretages

efter indhentet retskendelse – i sig selv er omfattet af

forvaltningslovens

afgørelsesbegreb og dermed af lovens processuelle garantier. Spørgsmålet om,

hvorvidt der i sådanne tilfælde er tale om en afgørelse, er ikke afklaret i

praksis, men for så vidt angår de tvangsindgreb, der i dag er omfattet af

retssikkerhedsloven, indebærer lovens § 3, at visse af

forvaltningslovens

regler gælder, jf. pkt. 2 ovenfor.

Der kan i øvrigt

henvises til pkt. 3.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget om

retssikkerhedsloven (Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3054ff) og

kapitel 5 i Retssikkerhedskommissionens betænkning 1428/2003, som indeholder

en

nærmere beskrivelse af reglerne om myndighedernes fremgangsmåde i forbindelse

med gennemførelsen af kontrolbesøg mv. før retssikkerhedslovens ikrafttræden.

3.2.

Justitsministeriets overvejelser

3.2.1.

Indledning

Retssikkerhedsloven

har til formål at varetage borgernes og virksomhedernes retssikkerhed bl.a. i

tilfælde, hvor offentlige myndigheder kan opnå adgang til private boliger og

virksomheder ved tvangsindgreb af den karakter, som er nævnt i lovens

§ 1,

stk. 1 og 2.

Loven opstiller i

overensstemmelse med dette formål i kapitel 2 en række generelle regler om

den

fremgangsmåde, som forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af

tvangsindgreb. Hertil kommer reglerne i lovens kapitel 3, der ud fra hensynet

til, at strafferetsplejens processuelle regler ikke omgås, begrænser

forvaltningens mulighed for at anvende tvangsindgreb i tilfælde, hvor der

opstår mistanke om, at en borger eller virksomhed har begået et strafbart

forhold.

Retssikkerhedsloven

gælder som nævnt under pkt. 3.1.1 ikke for tvangsindgreb, som foretages af

forvaltningsmyndigheder efter indhentet retskendelse, jf. lovens § 1,

stk. 5.

Som anført under

pkt. 3.1.1 ovenfor tilkendegav Justitsministeriet i forarbejderne til

retssikkerhedsloven, at de retssikkerhedsmæssige hensyn, der lå bag

Retssikkerhedskommissionens forslag, kunne tale for, at der også burde

indføres

regler om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb inden for de –

relativt få

– områder, hvor der stilles krav om forudgående retskendelse. Da

Retssikkerhedskommissionen ikke skulle behandle dette spørgsmål, var der

imidlertid som nævnt ikke lejlighed til på daværende tidspunkt nærmere at

gennemgå

og overveje, om indførelsen af regler om forvaltningens anvendelse af

tvangsindgreb

kunne rejse særlige problemstillinger på de forvaltningsområder, hvor der

kræves forudgående retskendelse.

Det er fortsat

Justitsministeriets opfattelse, at de hensyn, der ligger bag

retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3, også gør sig gældende for så vidt angår

tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.

Det er således

Justitsministeriets overordnede opfattelse, at reglerne i

retssikkerhedslovens

kapitel 2 om fremgangsmåden ved gennemførelse af tvangsindgreb og kapitel 3

om

forholdet til strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb også vil

være relevante i de tilfælde, hvor tvangsindgreb foretages efter indhentet

retskendelse. Det gælder f.eks. reglerne i lovens § 2 om, at et

tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgående foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med

indgrebet, samt reglen i § 7 om, at tvangsindgrebet skal foretages så

skånsomt, som omstændighederne tillader. Det kan også nævnes, at adgangen for

vedkommende borger mv. til at komme med indsigelser på grundlag af en

underretning efter lovens § 5 og pligten for myndigheden til i en sådan

situation at genoverveje sin beslutning om at gennemføre tvangsindgrebet vil

være relevant, selv om der foreligger en retskendelse. Det bemærkes i den

forbindelse, at kravet om forudgående varsling i en række tilfælde kan

fraviges, jf. pkt. 2 ovenfor, hvor bestemmelsen i retssikkerhedslovens

§ 5,

stk. 4, er nærmere omtalt.

Med henblik på en

nærmere vurdering af spørgsmålet har Justitsministeriet haft drøftelser med

de

ministerier, hvis lovgivning indeholder bestemmelser, som nødvendiggør, at

der

indhentes retskendelse.

De pågældende

ministerier har generelt kunnet tilslutte sig, at retssikkerhedslovens

anvendelsesområde udvides på den omhandlede måde.

Særligt i forhold

til konkurrenceområdet har der imidlertid været rejst spørgsmål om, hvorvidt

bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 er egnet til at gælde fuldt ud i

de tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsen foretager et tvangsindgreb efter

indhentet retskendelse.

På den baggrund har

Justitsministeriet sammen med Økonomi- og Erhvervsministeriet nærmere

overvejet, om bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 vil være til

hinder

for, at Konkurrencestyrelsen fortsat kan foretage den nødvendige effektive

kontrol af virksomheder mv. på konkurrenceområdet, og om der i givet fald

derfor vil være behov for en særlig regulering inden for konkurrenceområdet

af

forholdet til strafferetsplejen. Der henvises til pkt. 3.2.2 nedenfor.

3.2.2.

Særligt om konkurrenceområdet

3.2.2.1.

Generelt om kontrolundersøgelser inden for konkurrenceområdet

Efter § 14,

stk. 1, i konkurrenceloven påser Konkurrencerådet overholdelse af loven

og

de forskrifter, der er udstedt i medfør af loven. Konkurrencestyrelsen er

sekretariat

for Konkurrencerådet i sager efter konkurrenceloven og varetager på rådets

vegne den daglige administration af loven, jf. konkurrencelovens § 14,

stk. 2. Overtrædelser af konkurrencelovgivningen kan bestå i

konkurrencebegrænsende aftaler, f.eks. aftaler mellem en række virksomheder

om

at koordinere deres tilbud eller priser (kartelaftaler), jf.

konkurrencelovens

kapitel 2. Som et andet eksempel på overtrædelse af konkurrencelovgivningen

kan

nævnes tilfælde, hvor en eller flere virksomheder misbruger en dominerende

stilling, jf. konkurrencelovens kapitel 3.

Efter

konkurrencelovens § 18, stk. 1, kan Konkurrencestyrelsen til brug

for

Konkurrencerådets virksomhed foretage kontrolundersøgelser, der indebærer, at

styrelsen får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og

transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af

enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, bøger og andre

forretningspapirer. I forbindelse med kontrolundersøgelsen kan

Konkurrencestyrelsen

kræve mundtlige forklaringer.

Det følger af

konkurrencelovens § 18, stk. 3, at Konkurrencestyrelsens

kontrolbesøg

kun kan finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.

Dele af

Konkurrencestyrelsens kontrolvirksomhed tilrettelægges som såkaldte

koordinerede kontrolundersøgelser, hvor der samtidig iværksættes

kontrolundersøgelser hos flere forskellige virksomheder, f.eks. virksomheder

inden for en bestemt branche.

Vurderingen af, om

der f.eks. foreligger en af de nævnte konkurrencelovsovertrædelser, vil ofte

bero på omfattende og komplekse overvejelser. Dette skyldes bl.a., at der

f.eks. i sager om kartelaftaler ofte skal foretages en samlet vurdering på

baggrund af oplysninger, der indhentes hos en række virksomheder, som

muligvis

indgår i et kartel. I disse tilfælde er det også ofte nødvendigt at indhente

oplysninger fra andre virksomheder eller borgere, og dette gælder også sager,

der drejer sig om, at en eller flere virksomheder måtte have misbrugt deres

dominerende stilling. Hertil kommer, at en konkurrenceretlig vurdering

generelt

også forudsætter, at der foretages en såkaldt markedsvurdering.

Overtrædelse af

konkurrenceloven er strafbar, jf. nærmere lovens §§ 22 og 23.

Strafforfølgning sker i givet fald ved anklagemyndighedens foranstaltning,

men

ofte efter anmodning fra Konkurrencestyrelsen og bl.a. på grundlag af

oplysninger, som styrelsen har tilvejebragt. Overtrædelse af loven kan

imidlertid også sanktioneres »civilt«, idet Konkurrencestyrelsen efter lovens

§§ 6, stk. 4, og 11, stk. 4, kan udstede påbud om at bringe de

pågældende overtrædelser til ophør.

Der er ikke noget

til hinder for, at straf og påbud anvendes i kombination, således at

Konkurrencestyrelsen f.eks. samtidig med, at en sag overlades til politiet og

anklagemyndigheden med henblik på strafferetlig forfølgning, udsteder påbud

til

de pågældende virksomheder om at bringe de omhandlede overtrædelser af loven

til ophør.

3.2.2.2.

Kort om retssikkerhedslovens § 9

Bestemmelsen i

retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, indebærer, at hvis en

enkeltperson

eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at have begået en

strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med

henblik

på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken

omfatter,

alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen.

Det følger

imidlertid af bestemmelsen i retssikkerhedsloven § 9, stk. 2, at

reglen i stk. 1 ikke gælder i tilfælde, hvor tvangsindgreb gennemføres

med

henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre

spørgsmål end fastsættelse af straf. Bestemmelsen skal ses i lyset af, at de

enkelte forvaltningsmyndigheder ofte har flere formål med – i

forbindelse med

tvangsindgreb – at fremskaffe oplysninger om enkeltpersoners og

virksomheders

overholdelse af lovgivningen.

Retssikkerhedslovens

§ 9, stk. 3, regulerer myndighedernes adgang til at gennemføre

tvangsindgreb over for en tredjemand med henblik på at indhente oplysninger

af

betydning for en sag mod den mistænkte. Bestemmelsen fastsætter, at reglerne

i

§ 9, stk. 1-2, finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen

rettes

et tvangsindgreb mod andre end den mistænkte. Efter retssikkerhedslovens

§ 9,

stk. 4, kan en part under nærmere bestemte betingelser give samtykke til

fravigelse af reglerne i lovens § 9, stk. 1 og 3.

Som det fremgår af

det anførte, begrænser bestemmelsen i § 9 forvaltningsmyndighedernes

adgang til at foretage tvangsindgreb, som er hjemlet i særlovgivningen, når

der

foreligger en mistanke af den karakter, der er nævnt i stk. 1, og der

ikke

foreligger tilfælde, som er omfattet af stk. 2 eller stk. 4.

Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at en forvaltningsmyndighed

–

selv om der ikke efter § 9 er pligt hertil – overdrager en sag til

politiet.

Det vil navnlig kunne være tilfældet, hvis efterforskningsmæssige hensyn

–

herunder hensynet til den samlede varetagelse af sagens strafferetlige

aspekter

– efter omstændighederne tilsiger, at iværksættelse af tvangsindgreb mv.

varetages af politiet og anklagemyndigheden, selv om det følger af

retssikkerhedsloven,

at de pågældende indgreb mv. også vil kunne iværksættes af en

forvaltningsmyndighed.

3.2.2.3.

Betydningen af retssikkerhedslovens § 9 for konkurrenceområdet

3.2.2.3.1.

Oversigt

En gennemførelse af

lovforslaget vil bl.a. indebære, at retssikkerhedslovens § 9 – med

det

indhold, der kort er gennemgået under pkt. 3.2.2.2 ovenfor – vil gælde

for

Konkurrencestyrelsen.

Det betyder, at

Konkurrencestyrelsen som udgangspunkt ikke vil kunne anvende sine beføjelser

efter konkurrencelovens § 18 i tilfælde, hvor der – inden

iværksættelse af

et kontrolbesøg eller i forbindelse med kontrolbesøgets gennemførelse –

opstår

grund til rimelig mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af

konkurrenceloven. I givet fald må Konkurrencestyrelsen i stedet overlade

sagen

til politiet med henblik på anvendelse af tvangsmidler efter retsplejelovens

regler om strafferetsplejen, herunder ransagning og beslaglæggelse.

Det anførte gælder

såvel tvangsindgreb over for den mistænkte virksomhed som over for andre

virksomheder, som der – til brug for sagen mod den mistænkte virksomhed

– kan

være behov for at skaffe oplysninger fra. I begge tilfælde må der således i

stedet gås frem efter retsplejelovens regler, jf. herved retssikkerhedslovens

§ 9,

stk. 3.

Spørgsmålet om,

hvornår

der for Konkurrencestyrelsen vil

foreligge en mistanke som nævnt i § 9, stk. 1 – med den

virkning, at

Konkurrencestyrelsen som udgangspunkt må overlade sagen til politiet –

er

nærmere omtalt under pkt. 3.2.2.3.2 nedenfor.

Spørgsmålet om,

hvad der er den nærmere

retsvirkning

af, at den omhandlede mistanke foreligger, er nærmere omtalt under pkt.

3.2.2.3.3 nedenfor.

I en række tilfælde

vil det imidlertid være uden praktisk betydning, at der foreligger en

mistanke

som nævnt i § 9, stk. 1. Uanset en sådan mistanke vil

Konkurrencestyrelsen således kunne anvende sine beføjelser efter

konkurrenceloven, såfremt det sker med henblik på at tilvejebringe

oplysninger

til brug for behandlingen af

andre

spørgsmål end fastsættelse af straf

, f.eks. udstedelse af påbud efter

konkurrencelovens §§ 6, stk. 4, og 11, stk. 4. Dette spørgsmål

omtales nærmere under pkt. 3.2.2.3.4 nedenfor.

Spørgsmålet om

samspillet mellem myndighederne mv.

omtales nærmere under pkt. 3.2.2.3.5 nedenfor.

Det bemærkes, at

den mistænkte virksomhed i alle tilfælde vil kunne give samtykke til

fravigelse

af bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 3. Dette følger af bestemmelsen

i

§ 9, stk. 4. Hvis et sådant samtykke gives, betyder det, at

Konkurrencestyrelsen kan anvende sine beføjelser efter konkurrenceloven

uafhængigt af § 9, stk. 1 og 3, således at det ikke er nødvendigt

at

gå frem efter retsplejelovens regler.

Den følgende

gennemgang er baseret på forarbejderne til retssikkerhedslovens § 9. Der

henvises nærmere til Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 3092ff.

3.2.2.3.2.

Hvornår vil der foreligge en mistanke som nævnt i § 9, stk. 1?

De begrænsninger i

Konkurrencestyrelsens beføjelser, som følger af retssikkerhedslovens

§ 9,

stk. 1, gælder, hvis der foreligger en »rimelig grund« til mistanke om,

at

den pågældende virksomhed har begået en strafbar overtrædelse af

konkurrencelovgivningen. Heri ligger, at mistanken skal være baseret på

fornødne konkrete, objektive oplysninger i den pågældende sag.

En rimelig grund

til mistanke kan foreligge

forud

for

den påtænkte gennemførelse af et kontrolbesøg, og den kan opstå i forbindelse

med

gennemførelsen

af et

kontrolbesøg. I alle tilfælde må der foretages en samlet konkret vurdering i

den enkelte situation.

Er der tale om, at

Konkurrencestyrelsen skønner det påkrævet at foretage et kontrolbesøg i

forbindelse med f.eks. en generel undersøgelse af virksomheder inden for en

bestemt branche, vil der selvsagt ikke foreligge en mistanke i bestemmelsens

forstand.

Det samme gælder i

tilfælde, hvor Konkurrencestyrelsen ønsker at undersøge forhold, som kun

muligvis kan give anledning til mistanke – f.eks. på baggrund af

generelle

erfaringer med en bestemt branche eller virksomhed. En mere almindelig,

erfaringsbaseret fornemmelse hos Konkurrencestyrelsen om, at der kan være

»noget

galt«, vil således ikke i sig selv føre til, at den påtænkte

kontrolundersøgelse ikke kan foretages. Der skal således mere til, før der i

§ 9,

stk. 1’s forstand er tale om, at en virksomhed »med rimelig grund

mistænkes for at have begået et strafbart forhold«.

Såfremt

Konkurrencestyrelsen fra f.eks. konkurrerende virksomheder eller ansatte i

den

pågældende virksomhed selv modtager anmeldelse om forhold, der efter

konkurrenceloven er strafbare, må det bero på en konkret vurdering, om der

foreligger en mistanke som angivet i bestemmelsen. I den forbindelse må det

bl.a. indgå, hvor troværdig anmeldelsen forekommer, hvor konkret de

pågældende

forhold er angivet, og om der herudover – dvs. i de oplysninger, som

Konkurrencestyrelsen i øvrigt er i besiddelse af – er holdepunkter for,

at der

kan foreligge et strafbart forhold.

En anmeldelse vil

således ikke i sig selv skabe grundlag for en mistanke som angivet i

bestemmelsen, hvis anmeldelsen ikke indeholder bl.a. tilstrækkeligt

konkretiserede oplysninger om de pågældende forhold.

Det bemærkes, at

det anførte ikke har til hensigt at ændre på den afgrænsning af forholdet

mellem konkurrencelovgivningen og strafferetsplejen, der i forhold til sager

om

kartelaftaler er omtalt i forarbejderne til lovforslag nr. L 152 om ændring

af

bl.a. konkurrenceloven.

Lovforslag nr. L

152 er fremsat af økonomi- og erhvervsministeren den 7. februar 2007, og

forslaget lægger bl.a. op til, at der indføres et straflempelsesprogram i

kartelsager. Det foreslås således, at en person eller virksomhed, som

henvender

sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om et kartel, efter

omstændighederne

kan opnå enten strafbortfald eller strafnedsættelse for den bøde, som

vedkommende person eller virksomhed ellers ville være blevet pålagt for sin

deltagelse i kartellet, jf. forslaget til konkurrencelovens § 23 a.

Den foreslåede

straflempelsesordning bygger på en rapport, som blev afgivet i november 2006

af

udvalget om styrkelse af konkurrencelovgivningen. Det anføres i rapporten,

side

89, at i forhold til en ansøgning om straflempelse er det væsentligt, at

myndighederne hurtigt afklarer, efter hvilket regelgrundlag oplysningerne

skal

behandles. Det vil sige, om oplysningerne skal behandles efter reglerne i

konkurrenceloven eller reglerne i strafferetsplejen. Dette vil afhænge af

oplysningernes konkrete indhold. Myndighederne må derfor hurtigt afgøre, om

oplysningerne er af en sådan karakter, at de giver anledning til f.eks. at

iværksætte en kontrolundersøgelse efter konkurrenceloven eller en ransagning

efter retsplejeloven. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der ikke

opstår et tomrum mellem regelsættene, således at ingen af myndighederne

finder,

at de er kompetente til at reagere på oplysningerne. Det anføres videre i

rapporten, at udgangspunktet i sager, hvor der foreligger en tilståelse om

egne

og andres strafbare forhold, vil være, at sagen behandles i

strafferetsplejens

former.

Det bemærkes i den

forbindelse, at hvis der ikke foreligger en sådan rimelig grund til mistanke,

som kræves efter retsplejelovens regler om ransagning, vil

Konkurrencestyrelsen

kunne gennemføre et kontrolbesøg efter reglerne herom i konkurrenceloven.

Særligt med hensyn

til tilfælde, hvor der

under

gennemførelsen

af et kontrolbesøg opstår spørgsmål om, hvorvidt der (på det

tidspunkt) foreligger en mistanke som angivet i § 9, stk. 1 –

f.eks.

fordi virksomhedens indehaver påberåber sig bestemmelsen – bemærkes, at

der

også her må foretages en samlet vurdering af de oplysninger, der indtil da er

tilvejebragt.

Det er i den

forbindelse karakteristisk for konkurrenceområdet, at vurderingen af, om der

foreligger en mistanke af den nævnte karakter om en strafbar lovovertrædelse

af

konkurrenceloven, ofte vil bero på omfattende og komplekse overvejelser, jf.

herved pkt. 3.2.2.1 ovenfor.

Det vil derfor ofte

først være

efter

Konkurrencestyrelsens gennemførelse af en kontrolundersøgelse, at det vil

være

muligt at opnå et overblik over samtlige dokumenter mv. i sagen. Det vil

således i reglen først på dette tidspunkt stå klart, at et konkret fund

–

f.eks. en e-mail, et andet elektronisk dokument eller et skriftligt dokument

–

som Konkurrencestyrelsens medarbejdere i en tidligere fase af sagen, herunder

under et kontrolbesøg, er blevet bekendt med, i lyset af de øvrige

foreliggende

oplysninger i sagen er udslagsgivende for vurderingen af, at der foreligger

»rimelig

grund« til at mistænke virksomheden mv. for at have begået en strafbar

lovovertrædelse.

Den omstændighed,

at der undervejs i forbindelse med et kontrolbesøg er gjort et konkret fund,

der

senere

viser sig at være

udslagsgivende for vurderingen af, om der kan antages at foreligge et

strafbart

forhold, betyder derfor ikke, at Konkurrencestyrelsen har været uberettiget

til

– efter det tidspunkt, hvor fundet blev gjort, men før det stod klart

for

styrelsen, at der forelå en rimelig grund til at mistænke virksomheden for

noget strafbart – at fortsætte det eller de pågældende kontrolbesøg. Der

vil i

overensstemmelse hermed heller ikke være tale om, at det konkrete fund eller

de

øvrige dokumenter og oplysninger, som måtte være fremskaffet ved det eller de

fortsatte kontrolbesøg, er ulovligt tilvejebragt.

Det bemærkes, at i

forbindelse med gennemførelsen af en såkaldt koordineret kontrolundersøgelse

(dvs. en undersøgelse rettet mod flere virksomheder inden for f.eks. en

bestemt

branche) vil det forhold, at der opstår rimelig grund til mistanke om, at én

virksomhed har begået en strafbar lovovertrædelse, kunne indebære, at en

tilsvarende mistanke vil kunne rettes mod andre virksomheder, der er omfattet

af den pågældende kontrolundersøgelse. Det forudsætter imidlertid, at der er

den fornødne indbyrdes sammenhæng mellem virksomhederne, f.eks. at de indgår

i

et kartel. Hvis dette ikke er tilfældet – og der heller ikke på andet

grundlag

foreligger rimelig grund til mistanke over for de øvrige virksomheder, der

indgår i kontrolundersøgelsen – vil der ikke være noget til hinder for,

at

Konkurrencestyrelsen anvender administrative kontrolbeføjelser i forhold til

disse virksomheder.

3.2.2.3.3.

Hvad er retsvirkningen af, at der foreligger en mistanke som nævnt i

§ 9,

stk. 1?

I tilfælde, hvor

der – før eller under gennemførelsen af et kontrolbesøg efter

konkurrenceloven

– opstår en mistanke som angivet i § 9, stk. 1, om en strafbar

overtrædelse af konkurrenceloven, er udgangspunktet, at tvangsindgreb med

henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som

mistanken

omfatter, ikke kan foretages af Konkurrencestyrelsen, men i stedet må

gennemføres

af politiet efter retsplejelovens regler om strafferetsplejen.

I sådanne tilfælde

må Konkurrencestyrelsen således overlade gennemførelsen eller fortsættelsen

af

det pågældende indgreb til politiet.

I tilfælde, hvor

mistanken opstår

under

gennemførelsen

af det pågældende kontrolbesøg, vil Konkurrencestyrelsen have ret til at

forblive på stedet for at sikre eventuelle beviser, indtil politiet når frem.

I

sådanne tilfælde vil det i øvrigt ofte være nødvendigt for politiet at

gennemføre ransagning og beslaglæggelse »på øjemedet«, dvs. uden forinden at

have indhentet retskendelse, jf. de nærmere regler i retsplejelovens kap. 73

og

74.

Det er i øvrigt i

forarbejderne til bestemmelsen i § 9, stk. 1 (Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 3093) anført, at der ikke bør kunne opstå

situationer,

hvor en forvaltningsmyndighed er afskåret fra selv at tilvejebringe fornødne

oplysninger mv., men hvor det materiale, der foreligger, samtidig er så

generelt og ukonkret, at det ikke er muligt for politiet at vurdere, om der

er

grundlag for iværksættelse af straffeprocessuelle indgreb som f.eks.

beslaglæggelse.

Det er på den

baggrund det anførte sted i forarbejderne tilkendegivet, at den pågældende

myndighed også i tilfælde, hvor en borger mv. med rimelig grund mistænkes for

at have begået noget strafbart, er berettiget til at anvende sine beføjelser

efter særlovgivningen med henblik på at fremskaffe oplysninger i det omfang,

det må anses for nødvendigt for, at myndigheden kan vurdere, om der er tale

om

en sag, som bør overgives til politiet, og for, at politiet kan vurdere, om

der

– også ud fra ressourcemæssige hensyn – er fornødent grundlag for

at iværksætte

strafferetlig efterforskning (herunder beslaglæggelse mv.).

Det forudsættes

derfor i forarbejderne, at myndigheden – f.eks. ved optælling af den

pågældende

virksomheds varer eller gennemgang af relevante regnskaber mv. – vil

kunne

tilvejebringe oplysninger, der gør det muligt nærmere at angive karakteren og

omfanget af de forhold, som mistanken vedrører. Særligt vedrørende skatte- og

afgiftsområdet anføres det i den forbindelse i forarbejderne, at

skattemyndighederne – hvis det f.eks. i forbindelse med et kontrolbesøg

i en

virksomhed konstateres, at der sælges ulovligt importerede varer, og der i

den

forbindelse opstår mistanke om, at der foreligger en strafbar overtrædelse af

afgiftslovgivningen – normalt vil være berettiget til at fortsætte

kontrolbesøget i virksomheden, indtil de nævnte oplysninger er tilvejebragt.

Tilsvarende vil efter forarbejderne gælde, hvis skattemyndighederne på

baggrund

af en anmeldelse har en – ikke nærmere konkretiseret – mistanke om,

at en

virksomhed f.eks. sælger ulovligt importerede varer. I så fald vil

skattemyndighederne således normalt være berettiget til at foretage et

kontrolbesøg,

der gør det muligt nærmere at angive karakteren og omfanget af de forhold,

som

mistanken vedrører.

Tilsvarende

principper vil gælde for Konkurrencestyrelsen. Dette vil f.eks. betyde, at

Konkurrencestyrelsen vil kunne fortsætte et kontrolbesøg, selvom der måtte

findes oplysninger, som giver rimelig grund til mistanke, i det omfang det er

nødvendigt for at afgrænse karakteren og omfanget af de pågældende forhold.

Det er i øvrigt

væsentligt at fremhæve, at bestemmelsen i § 9, stk. 1, alene har

betydning for, hvilken myndighed – Konkurrencestyrelsen eller politiet

– der

skal gennemføre det pågældende

tvangsindgreb.

Efter at politiet i

givet fald har gennemført den nødvendige ransagning mv., vil der således ikke

være noget til hinder for, at det materiale, der i den forbindelse er

tilvejebragt, overlades til Konkurrencestyrelsen med henblik på videre

vurdering af sagen. Tilsvarende er der intet til hinder for, at

repræsentanter

for Konkurrencestyrelsen er til stede under politiets ransagning og i den

forbindelse – og ved politiets øvrige behandling af sagen – bistår

politiet.

3.2.2.3.4.

Særligt om retssikkerhedslovens § 9, stk. 2

I mange tilfælde

vil det, der er anført under pkt. 3.2.2.3.2-3.2.2.3.3 ovenfor vedrørende den

nærmere forståelse af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, ikke have

praktisk betydning for afgrænsningen af Konkurrencestyrelsens beføjelser.

Det følger således

af lovens § 9, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder,

hvis det pågældende tvangsindgreb gennemføres med henblik på at tilvejebringe

oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af

straf.

Som nærmere omtalt

under pkt. 3.2.2.1 ovenfor har Konkurrencestyrelsen andre beføjelser til

rådighed end den, der består i at anmode anklagemyndigheden om at rejse

tiltale

mod den pågældende virksomhed for overtrædelse af konkurrenceloven. Bl.a. kan

Konkurrencestyrelsen udstede påbud til den pågældende virksomhed om at bringe

overtrædelser af loven til ophør, jf. lovens §§ 6, stk. 4, og 11,

stk. 4.

I det omfang,

gennemførelse af et tvangsindgreb efter konkurrenceloven f.eks. kan anses for

sagligt begrundet i hensynet til at tilvejebringe oplysninger med henblik på

at

vurdere, om der er grundlag for at udstede sådanne påbud, vil indgrebet

således

kunne gennemføres af Konkurrencestyrelsen (dvs. uden inddragelse af

politiet),

uanset om der foreligger mistanke om strafbart forhold som angivet i

§ 9,

stk. 1. Det er i den forbindelse uden betydning, at styrelsen er

opmærksom

på, at de pågældende oplysninger også vil kunne være relevante i forbindelse

med en eventuel senere straffesag, og at oplysningerne således på et senere

tidspunkt

vil kunne blive overladt til f.eks. anklagemyndigheden.

Det må på den

baggrund antages, at Konkurrencestyrelsen også fremover i vidt omfang vil

kunne

foretage tvangsindgreb efter konkurrenceloven, selv om der samtidig

foreligger

mistanke om en strafbar overtrædelse af konkurrenceloven. Kun i tilfælde,

hvor

det er et egentligt formål med det pågældende tvangsindgreb at tilvejebringe

oplysninger med henblik på en straffesag, vil begrænsningerne efter lovens

§ 9,

stk. 1, således skulle iagttages.

3.2.2.3.5.

Særligt om samspillet mellem myndighederne mv.

Retssikkerhedsloven

bygger på, at det er den pågældende forvaltningsmyndighed selv, der vurderer,

om der foreligger en mistanke som angivet i § 9, stk. 1.

I overensstemmelse

hermed vil det i almindelighed være Konkurrencestyrelsen selv – og ikke

politiet eller anklagemyndigheden – der foretager vurderingen af, om der

foreligger en sådan mistanke.

I sager, hvor der

opstår mistanke om strafbart forhold, og hvor det derfor står som mulighed,

at

der senere vil være grundlag for at rejse tiltale mv. mod den pågældende

virksomhed, er det naturligvis under omstændigheder afgørende, at der sker en

hensigtsmæssig koordinering mellem Konkurrencestyrelsens virksomhed på den

ene

side og politiets og anklagemyndighedens virksomhed på den anden side med

henblik på en effektiv håndhævelse af de konkurrenceretlige regler.

Selvom det som

anført ovenfor følger af retssikkerhedsloven, at Konkurrencestyrelsen i vidt

omfang vil kunne udøve sine beføjelser uanset, at der foreligger mistanke om

strafbart forhold, vil efterforskningsmæssige hensyn – herunder hensynet

til

den samlede varetagelse af sagens strafferetlige aspekter – således

efter

omstændighederne kunne tilsige, at iværksættelse af tvangsindgreb mv.

varetages

af politiet og anklagemyndigheden.

Sådanne spørgsmål

må som hidtil afklares i samarbejde mellem de nævnte myndigheder.

3.2.3.

Sammenfattende om Justitsministeriets overvejelser

Som det fremgår af

pkt. 3.2.1 ovenfor, bør retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3 efter

Justitsministeriets opfattelse generelt finde anvendelse også i forhold til

tvangsindgreb, som efter lovgivningen alene kan ske efter retskendelse.

På baggrund af det,

der særligt er anført under pkt. 3.2.2 om anvendelse af lovens kapitel 3

(§ 9)

på konkurrenceområdet, er der endvidere ikke grundlag for at antage, at denne

del af loven vil være til hinder for, at Konkurrencestyrelsen fortsat kan

foretage en effektiv kontrol af virksomhedernes overholdelse af

konkurrenceloven.

Det er herefter

Justitsministeriets samlede opfattelse, at retssikkerhedslovens kapitel 2 og

3

i det hele bør finde anvendelse også i forhold til tvangsindgreb, som alene

kan

ske efter retskendelse. Den særlige bestemmelse i lovens § 1,

stk. 5,

hvorefter kapitel 2 og 3 ikke omfatter tvangsindgreb, som foretages efter

indhentet retskendelse, bør derfor efter Justitsministeriets opfattelse

ophæves.

3.2.4.

Særligt om domstolenes opgave efter en ophævelse af lovens § 1,

stk. 5

Den omstændighed,

at retssikkerhedslovens kapitel 2 og 3 efter en gennemførelse af lovforslaget

også vil omfatte tvangsindgreb, som alene kan ske efter retskendelse, vil kun

i

begrænset omfang have betydning for domstolene.

Dette skyldes, at

de fleste af bestemmelserne i loven alene kan siges at rette sig til de

pågældende forvaltningsmyndigheder. Det gælder f.eks. § 4 om notatpligt,

§ 5

om varsling, § 6 om forevisning af legitimation, § 7 om skånsomhed

ved gennemførelse af tvangsindgrebet og § 8 om udarbejdelse af rapport.

Særligt om lovens § 2

og § 9 bemærkes følgende:

Efter § 2 må

tvangsindgreb kun anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med

indgrebet.

Der er her tale om

en generel betingelse for foretagelse af tvangsindgreb omfattet af loven,

hvis

overholdelse domstolene principielt vil skulle påse ved vurderingen af, om

der

skal gives retskendelse. Bestemmelsen afspejler imidlertid alene det

almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, og en tilsvarende

regel må derfor – på ulovbestemt grundlag – allerede i dag antages

at gælde på

områder, hvor tvangsindgreb alene kan ske efter retskendelse.

Bestemmelsen i § 9

om forholdet til strafferetsplejen er nærmere omtalt under pkt. 3.2.1 og

3.2.2

ovenfor, særligt for så vidt angår konkurrenceområdet.

Den omstændighed,

at § 9 efter en gennemførelse af lovforslaget vil gælde også i tilfælde,

hvor et tvangsindgreb alene kan foretages efter retskendelse, indebærer, at

retten principielt vil skulle tage stilling til, om bestemmelsen er til

hinder

for det pågældende tvangsindgreb. I givet fald må den pågældende myndighed i

stedet henvises til at rette henvendelse til politiet med henblik på at gå

frem

efter retsplejelovens regler om ransagning mv. inden for strafferetsplejen.

Den myndighed, der

vil anmode om en retskendelse, må derfor på forhånd vurdere, om bestemmelsen

i

§ 9 efter myndighedens opfattelse er til hinder for, at der meddeles

retskendelse

efter den pågældende særlovgivning (f.eks. konkurrenceloven). Er dette

tilfældet, bør der ikke søges indhentet retskendelse.

Finder myndigheden

omvendt, at bestemmelsen i § 9 ikke er til hinder for, at der indhentes

retskendelse, bør myndigheden normalt redegøre for dette i den skriftlige

anmodning til retten – f.eks. således at det anføres, at der ikke

foreligger en

mistanke som nævnt i § 9, stk. 1, eller at der ganske vist

foreligger

en sådan mistanke, men at tvangsindgrebet ønskes iværksat med henblik på at

tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af andre spørgsmål end

fastsættelse af straf, jf. § 9, stk. 2. Retten vil i almindelighed

kunne lægge myndighedens oplysninger om disse spørgsmål til grund, men vil

naturligvis også – såfremt sagens omstændigheder måtte give anledning

til det –

kunne søge forholdet nærmere belyst.

4. Anvendelse

i straffesager af bevismidler, der er lovligt tilvejebragt ved

myndighedsskridt

uden for strafferetsplejen

Retssikkerhedskommissionens

betænkning indeholdt forslag til en bestemmelse om begrænsning i adgangen til

at benytte lovligt tilvejebragte bevismidler i straffesager, hvis retten

finder

det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Det nærmere sigte med bestemmelsen var

at regulere tilfælde, hvor en myndighed i forbindelse med gennemførelse af et

tvangsindgreb eller ved anvendelse af en oplysningspligt lovligt

tilvejebringer

oplysninger om forhold, som senere – efter der er opstået en mistanke

om, at en

enkeltperson eller juridisk person har begået en strafbar lovovertrædelse,

som

medfører, at der rejses straffesag mod vedkommende – indgår i

straffesagen.

Efter bestemmelsen skulle sådanne oplysninger ikke kunne anvendes som bevis i

straffesager, hvis retten fandt det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt. Der

kan

i øvrigt henvises til side 153ff i betænkningen.

Efter en nøje

afvejning fandt Justitsministeriet ikke, at en sådan bestemmelse burde

medtages

i lovforslaget. Den gældende lov indeholder i overensstemmelse hermed ikke en

bestemmelse om adgang for domstolene til i visse tilfælde at afskære

anvendelse

af lovligt tilvejebragte bevismidler.

Det fremgår

imidlertid af bemærkningerne til lovforslaget, at Justitsministeriet ved

udgangen af 2006 vil vurdere, i hvilket omfang anvendelse i straffesager af

bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden for

strafferetsplejen, giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser i

praksis, jf. Folketingstidende 2003-04, side 3081. Det tilkendegives

endvidere,

at der i lyset heraf eventuelt vil være behov for på ny at overveje den

omhandlede problemstilling.

Justitsministeriet

har anmodet Rigsadvokaten om at vurdere det nævnte spørgsmål. Rigsadvokaten

har

over for Justitsministeriet oplyst, at der i 2005 blev iværksat en

indberetningsordning, hvorefter politimestrene og statsadvokaterne løbende

skulle underrette Rigsadvokaten om sager, hvor der opstod tvist om, hvorvidt

beviser tilvejebragt af en forvaltningsmyndighed kunne anvendes under

bevisførelsen i en straffesag. Indberetningsordningen omfattede spørgsmål af

den nævnte art, der var opstået efter den 1. januar 2005 og frem til udgangen

af september 2006.

Rigsadvokaten har

oplyst, at spørgsmålet om anvendelse af oplysninger, der er tilvejebragt af

en

forvaltningsmyndighed, som bevis i en straffesag, ikke har givet anledning

til

tvister ved domstolene.

Rigsadvokaten har

dog oplyst, at der i den nævnte periode har været én sag, hvori der har været

rejst spørgsmål om, hvorvidt beviser tilvejebragt af en forvaltningsmyndighed

kunne anvendes under bevisførelsen i en straffesag. Det drejer sig om en sag,

hvor ejeren af en virksomhed på anmodning af skattemyndighederne havde

indsendt

et bilag til brug for skatteligning. Dette bilag indgik i en senere rejst

straffesag om socialt bedrageri mod virksomhedsejerens samlever. Det blev af

samleverens advokat gjort gældende, at skattemyndighederne allerede på det

tidspunkt, hvor man anmodede virksomhedsejeren om de nævnte bilag, havde en

konkret mistanke om, at samleveren arbejdede i virksomheden samtidig med, at

vedkommende modtog dagpenge. Under henvisning hertil gjorde advokaten

gældende,

at bilagene måtte anses for ulovligt tilvejebragt og derfor ikke kunne tjene

som bevis i straffesagen. Retten fik ikke lejlighed til at tage stilling til

spørgsmålet, idet synspunktet efterfølgende blev frafaldet.

På baggrund af det

anførte og det forhold, at Rigsadvokaten ikke har kendskab til sager, hvor

der

har været rejst spørgsmål om anvendelse af lovligt tilvejebragte bevismidler

i

straffesager, er det samlet Rigsadvokatens opfattelse, at anvendelse i

straffesager af bevismidler, der er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden

for

strafferetsplejen, i praksis sjældent giver anledning til vanskeligheder. Det

er på denne baggrund Rigsadvokatens vurdering, at problemstillingen ikke kan

antages at give anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser.

Justitsministeriet

kan henholde sig til Rigsadvokatens vurdering. Som det fremgår, har der efter

de foreliggende oplysninger ikke i praksis forekommet tilfælde, hvor der har

været rejst spørgsmål om, hvorvidt lovligt tilvejebragte bevismidler kan

anvendes i en straffesag. Det bemærkes, at den ovenfor nævnte sag vedrører

spørgsmålet om, hvorvidt et bevis er tilvejebragt i strid med bestemmelsen i

retssikkerhedslovens § 10 om retten til ikke at inkriminere sig selv

mv.,

og dermed om der i det hele taget var tale om et lovligt bevismiddel.

Det er på den

anførte baggrund Justitsministeriets opfattelse, at der fortsat ikke er behov

for at indføre en bestemmelse om begrænsning i adgangen til i straffesager at

anvende bevismidler, der lovligt er tilvejebragt ved myndighedsskridt uden

for

strafferetsplejen.

5. Lovens

anvendelse i praksis og Justitsministeriets overvejelser om behovet for i

øvrigt at ændre loven

Retssikkerhedsloven

trådte som nævnt i kraft den 1. januar 2005. For at tilvejebringe det

fornødne

grundlag for en vurdering af, om der måtte være behov for ændring af loven,

har

Justitsministeriet indhentet oplysninger om lovens anvendelse i praksis.

Regeringens

retssikkerhedsredegørelse fra januar 2007, der (uden bilag) er medtaget som

bilag 1 til lovforslaget, indeholder en beskrivelse af praksis inden for

følgende ministeriers område: Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet,

Skatteministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og

Fødevareministeriet. Justitsministeriet har anmodet disse ministerier om

oplysninger vedrørende de enkelte kontrolmyndigheder inden for ministeriernes

forvaltningsområder.

Som det fremgår af

redegørelsens pkt. 3, er det på baggrund af de foreliggende oplysninger

Justitsministeriets opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at

retssikkerhedsloven generelt har givet anledning til væsentlige problemer i

praksis, siden loven trådte i kraft. Dette gælder både i forhold til de

virksomheder mv., hvor der udføres kontrolbesøg, og i forhold til

forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af kontrolbesøg mv.

På den baggrund er

der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at foreslå

ændringer

af loven, udover hvad der følger af det foreliggende lovforslag.

6. Særligt

om forholdet til EU-retten

Det bemærkes, at

Europa-Kommissionen i et vist omfang har beføjelser til at foretage

kontrolbesøg samt afkræve borgere og virksomheder oplysninger –

eventuelt

bistået af nationale myndigheder. Det gælder navnlig inden for

EU-konkurrenceretten, hvor Europa-Kommissionen har adgang til bl.a. at

indhente

relevante oplysninger hos virksomheder.

I det omfang EU har

selvstændige beføjelser af denne karakter, er anvendelsen heraf ikke

reguleret

af den gældende retssikkerhedslov. Den foreslåede udvidelse af lovens

anvendelsesområde vil ikke ændre herpå. Reguleringen sker i tilfælde, hvor EU

har selvstændige beføjelser af den omhandlede karakter, i stedet i

EU-retsakter, jf. f.eks. EU-forordning nr. 1/2003 om gennemførelse af

konkurrencereglerne i EF-traktatens artikel 81 og 82.

Om forholdet mellem

retssikkerhedsloven og EU-retten henvises i øvrigt til pkt. 7 i de

almindelige

bemærkninger til lovforslaget om retssikkerhedsloven (Folketingstidende

2003-04,

tillæg A, side 3081) og Retssikkerhedskommissionens betænkning, side 47ff,

80f

og 173.

7. Økonomiske

og administrative konsekvenser mv.

7.1.

Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner

Der er som nævnt

tale om relativt få tilfælde, hvor der uden for strafferetsplejen gennemføres

tvangsindgreb efter forudgående retskendelse. På den baggrund vurderes det,

at

den foreslåede udvidelse af lovens anvendelsesområde, hverken vil få

økonomiske

eller administrative konsekvenser af betydning for stat, kommuner eller

regioner.

7.2.

Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Det vurderes, at

lovforslaget ikke vil have økonomiske eller administrative konsekvenser for

erhvervslivet af betydning.

7.3.

Administrative konsekvenser for borgerne

Det vurderes, at

lovforslaget ikke vil have administrative konsekvenser for borgerne af

betydning.

7.4. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget

skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7.5.

Forholdet til EU-retten

For så vidt angår

forholdet til EU-retten henvises til pkt. 6.

8. Hørte

myndigheder og organisationer mv.

Lovforslaget har

været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Østre Landsret,

Vestre Landsret, alle byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Foreningen af

offentlige anklagere i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet,

Dansk

Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Datatilsynet,

Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, Københavns Kommune, Frederiksberg

Kommune, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark,

Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, Dansk Industri,

Landbrugsraadet, Danmarks Fiskeriforening, Akademikernes Centralorganisation,

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Ledernes Hovedorganisation,

Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Finanssektorens

Arbejdsgiverforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, COOP Danmark, DAKOFO,

Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Dansk Handel og Service, HTS-A,

Forbrugerrådet, HORESTA, Håndværksrådet, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen Registrerede Revisorer FRR, Forbrugerombudsmanden,

Danmarks Rederiforening og Specialarbejderforbundet i Danmark.

9. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/

Mindre udgifter

Negative konsekvenser/

Merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen af betydning

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen af betydning

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen af betydning

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Reglerne i retssikkerhedsloven viger for EU-retlige regler

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den gældende bestemmelse

i § 1, stk. 5, hvorefter lovens § 1, stk. 1 og 2, ikke

omfatter tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse, ophæves.

Det betyder, at retssikkerhedslovens regler om

gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 2) og reglerne om forholdet til

strafferetsplejen ved gennemførelse af tvangsindgreb (kapitel 3) også vil

gælde

i de tilfælde, hvor forvaltningsmyndigheder foretager tvangsindgreb af den

karakter, som er nævnt i retssikkerhedslovens § 1, stk. 1, efter

indhentet retskendelse. Der henvises til pkt. 3 i de almindelige

bemærkninger.

Samlet set vil den foreslåede bestemmelse således indebære,

at retssikkerhedsloven i det hele også omfatter tilfælde, hvor tvangsindgreb

omfattet af loven foretages efter indhentet retskendelse.

Til nr. 2

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at lovens

revisionsbestemmelse ophæves. Der henvises til pkt. 5 i de almindelige

bemærkninger.

Til § 2

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1.

januar 2008, således at de berørte myndigheder vil have den fornødne tid til

at

indrette sig på, at retssikkerhedsloven også omfatter de tilfælde, hvor

tvangsindgreb omfattet af loven foretages efter indhentet retskendelse.

Efter stk. 2 foreslås det, at udvidelsen af lovens

anvendelsesområde (lovforslagets § 1, nr. 1) skal gælde for

tvangsindgreb,

der iværksættes efter retskendelser afsagt den 1. januar 2008 eller senere.

Bilag 1

REDEGØRELSE

TIL FOLKETINGET

OM

FORVALTNINGENS

ANVENDELSE AF TVANGSINDGREB OG OPLYSNINGSPLIGTER UDEN FOR STRAFFERETSPLEJEN

JANUAR 2007

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

1.

Indledning

2.

Kort oversigt over

retssikkerhedslovens regler

3.

Erfaringerne med

retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder

3.1.

Indledning

3.2.

Beskæftigelsesministeriet

3.3.

Miljøministeriet

3.4.

Skatteministeriet

3.5.

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender

3.6.

Fødevareministeriet

3.7.

Justitsministeriets generelle vurdering af

retssikkerhedslovens anvendelse i praksis

4.

Oversigt over

bestemmelser vedtaget efter 1. januar 2005 med hjemmel til at gennemføre

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven

4.1.

Generelt

4.2.

Bestemmelser, der viderefører hidtidige tilsvarende

bestemmelser

4.3.

Bestemmelser, der udvider anvendelsesområdet for gældende

bestemmelser

4.4.

Nye hjemler, der giver offentlige myndigheder adgang til

at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven

5.

Sammenfatning

1. Indledning

Ved lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter (herefter

retssikkerhedsloven) blev der gennemført en samlet regulering af en række

spørgsmål. som vedrører tilfælde, hvor en forvaltningsmyndighed har mulighed

for uden for strafferetsplejen at foretage visse former for tvangsindgreb

uden

forudgående retskendelse, herunder navnlig såkaldte kontrol- og tilsynsbesøg.

Loven regulerer endvidere visse spørgsmål, der kan opstå i tilfælde, hvor

borgere og virksomheder er forpligtet til at meddele oplysninger til en

forvaltningsmyndighed.

Loven trådte i kraft den 1. januar 2005.

En kort oversigt over de enkelte regler i loven findes under pkt.

2 nedenfor. Loven er optaget som bilag 1 til redegørelsen.

Loven bygger på betænkning nr. 1428/2003 udarbejdet af

Retssikkerhedskommissionen,

der blev nedsat af justitsministeren i februar 2002.

Det fremgår af forarbejderne til loven, at Justitsministeriet

efter lovens ikrafttræden årligt vil udarbejde en redegørelse til Folketinget

om forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter omfattet

af

loven. Formålet er at styrke den offentlige interesse og debat om borgernes

retssikkerhed, jf. Folketingstidende (FT), 2003-2004, tillæg A, side 3107.

Denne redegørelse indeholder - foruden en kort oversigt over

retssikkerhedslovens regler i pkt. 2 - en omtale af praksis på udvalgte

områder

med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb omfattet af loven i 2005, jf. pkt.

3

nedenfor. Redegørelsens pkt. 4 indeholder en omtale af ny lovgivning, der

vedrører den offentlige forvaltnings adgang til at foretage tvangsindgreb

omfattet af loven, og pkt. 5 indeholder en sammenfatning.

Efter retssikkerhedslovens § 26 fremsætter justitsministeren

forslag om revision af loven i folketingsåret 2006-2007. Baggrunden for

bestemmelsen - der blev indsat under Folketingets behandling af lovforslaget

-

er, at det i forbindelse med evalueringen af retssikkerhedsloven og

erfaringerne

med lovens anvendelse er relevant at overveje, om dette eventuelt vil kunne

give anledning til ændring i eller justering af lovens regler.

Herudover vil lovforslaget bl.a. også tage stilling til, om

anvendelsesområdet for retssikkerhedsloven bør udvides, således at reglerne

om

tvangsindgreb - i modsætning til i dag - helt eller delvist også skal gælde i

de forholdsvis få tilfælde, hvor der stilles krav om forudgående

retskendelse.

Lovforslaget vil blive sendt i høring i begyndelsen af februar 2007 og

forventes fremsat i marts 2007.

2. Kort oversigt

over retssikkerhedslovens regler

Loven indeholder bl.a. generelle regler om den fremgangsmåde, som

forvaltningsmyndighederne skal følge ved gennemførelsen af et tvangsindgreb,

som er omfattet af loven (lovens kapitel 2). Det er bl.a. fastsat, at

tvangsindgreb kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke

er

tilstrækkelige, og hvis indgrebet står i rimeligt forhold til formålet med

indgrebet (lovens § 2). Det er også bestemt, at en række af

forvaltningslovens regler - bl.a. reglerne om inhabilitet, partsaktindsigt,

begrundelse og klagevejledning - gælder ved gennemførelsen af tvangsindgreb

omfattet af loven (lovens § 3).

Det er endvidere fastsat, at i sager om iværksættelse af

tvangsindgreb omfattet af loven skal en myndighed, som mundtligt modtager

oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder af betydning for

beslutningen

om iværksættelse af tvangsindgreb, eller som på anden måde er bekendt med

sådanne oplysninger, gøre notat om indholdet af oplysningerne (lovens

§ 4). Det gælder dog ikke, såfremt oplysningerne i øvrigt fremgår af

sagens dokumenter.

Herudover er det fastsat, at forud for gennemførelsen af en

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb omfattet af loven skal parten

underrettes om beslutningen (lovens § 5, stk. 1). Underretningen

skal

ske skriftligt senest 14 dage, inden tvangsindgrebet gennemføres, og skal

indeholde oplysninger om tid og sted for indgrebet, retten til at lade sig

repræsentere eller bistå af andre efter forvaltningslovens § 8,

hovedformålet med indgrebet og det faktiske og retlige grundlag for

indgrebet,

jf. forvaltningslovens § 24 (lovens § 5, stk. 2). Parten kan

inden for en af myndigheden fastsat frist fremsætte indsigelse mod den trufne

beslutning. Fastholdes beslutningen, skal dette begrundes skriftligt over for

parten, jf. forvaltningslovens § 24, og meddelelsen om fastholdelse af

beslutningen skal gives inden eller senest samtidig med gennemførelsen af

tvangsindgrebet (lovens § 5, stk. 3).

Myndighedernes pligt til at underrette en part forud for et

tvangsindgreb fraviges helt eller delvist i en række tilfælde. Det gælder,

hvis

øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis

forudgående

underretning skulle gives (§ 5, stk. 4, nr. 1), hvis hensynet til

parten selv taler for det, eller partens rettigheder findes at burde vige for

afgørende hensyn til andre private eller offentlige interesser (§ 5,

stk. 4, nr. 2), hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets

udenrigspolitiske

eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU (§ 5,

stk. 4, nr. 3), hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter

forholdets særlige karakter er påkrævet (§ 5, stk. 4, nr. 4), eller

hvis forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig

vanskelig (§ 5, stk. 4, nr. 5).

Loven indeholder desuden regler om pligt for myndigheden til at

forevise legitimation i forbindelse med gennemførelse af tvangsindgreb

(lovens

§ 6), pligt til at udvise størst mulig skånsomhed under et

tvangsindgrebs

gennemførelse (lovens § 7) samt pligt til i en række tilfælde at

udfærdige

en rapport om udførelsen af et tvangsindgreb (lovens § 8).

Loven indeholder endvidere regler om forholdet til strafferetsplejen

ved gennemførelsen af tvangsindgreb, som er omfattet af loven (lovens

§ 9). Det er således fastsat, at hvis en enkeltperson eller juridisk

person med rimelig grund mistænkes for at have begået en strafbar

lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den mistænkte med henblik på at

tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter,

alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om strafferetsplejen

(lovens

§ 9. stk. l). Det gælder dog ikke, hvis tvangsindgrebet gennemføres

med henblik på at tilvejebringe oplysninger til brug for behandlingen af

andre

spørgsmål end fastsættelse af straf (lovens § 9, stk. 2). De nævnte

regler finder tilsvarende anvendelse, hvis der i sagen rettes et

tvangsindgreb

mod andre end den mistænkte (lovens § 9, stk. 3). Den mistænkte kan

under nærmere bestemte betingelser meddele samtykke til fravigelse af

reglerne

i § 9, stk. 1 og 3 (lovens § 9, stk. 4).

Loven indeholder endelig en bestemmelse om retten til ikke at

inkriminere sig selv mv. (lovens § 10). Bestemmelsen indebærer bl.a., at

hvis der er konkret mistanke om, at en enkeltperson eller juridisk person har

begået en lovovertrædelse, der kan medføre straf, gælder bestemmelser i

lovgivningen

mv. om pligt til at meddele oplysninger til myndigheden ikke i forhold til

den

mistænkte, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, som søges

tilvejebragt, kan have betydning for bedømmelsen af den formodede

lovovertrædelse (lovens § 10, stk. 1).

3. Erfaringerne

med retssikkerhedsloven inden for udvalgte forvaltningsområder

3.1. Indledning

Det er som nævnt forudsat i forarbejderne til retssikkerhedsloven,

at den årlige retssikkerhedsredegørelse skal indeholde en omtale af praksis

på

udvalgte områder med hensyn til anvendelse af tvangsindgreb omfattet af

loven.

Redegørelsen indeholder en beskrivelse af praksis inden for

følgende ministeriers område: Beskæftigelsesministeriet, Miljøministeriet,

Skatteministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender og

Fødevareministeriet. Justitsministeriet har anmodet disse ministerier om

oplysninger vedrørende de enkelte kontrolmyndigheder inden for ministeriernes

forvaltningsområder. Justitsministeriets høringsbrev til de nævnte

ministerier

er optaget som bilag 2 til redegørelsen.

Baggrunden for at udvælge de nævnte ministerier er, at der

foretages et betydeligt antal kontrolbesøg mv. inden for disse ministeriers

områder. Ministerierne udfører endvidere kontrolbesøg mv. inden for vidt

forskellige forvaltningsområder. Der kan herudover peges på, at det er anført

i

Retsudvalgets betænkning af 27. maj 2004 over lovforslag nr. L 96, at der i

redegørelsen skal indgå de erfaringer med lovens anvendelse, som en række

forvaltningsmyndigheder - herunder Arbejdstilsynet, miljømyndighederne og

skattemyndighederne - vil indhøste i tiden efter lovens ikrafttræden.

Pkt. 3.2-3.6 nedenfor indeholder en omtale af praksis inden for de

nævnte ministeriers områder. Pkt. 3.7 indeholder på baggrund heraf

Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anvendelse i

praksis.

3.2.

Beskæftigelsesministeriet

3.2.1.

Inden for

Beskæftigelsesministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet

af

retssikkerhedsloven, af Arbejdstilsynet og Arbejdsdirektoratet. De

oplysninger,

som Justitsministeriet har modtaget fra Beskæftigelsesministeriet, kan

sammenfattes således:

Myndighed

Måned

Uvarslede

kontrol-

besøg

Varslede

kontrol-

besøg

Antal

kontrol-

besøg i alt

Politianmeldelser i 2005

Arbejdstilsynet

September

2005

4154

1671

5825

368

Arbejdsdirektoratet

September

2005

77

0

77

0

Beskæftigelsesministeriet

i alt

September

2005

4231

1671

5902

368

3.2.2.

Arbejdstilsynet

har oplyst, at de uvarslede

tilsynsbesøg er foretaget efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4,

nr.

1, hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse

ellers ville forspildes. Arbejdstilsynet har oplyst, at det ikke kan afvises,

at der også er blevet henvist til undtagelsesbestemmelsen i

retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. nr. 4. i tilfælde, hvor der er

behov for at stoppe en given arbejdsproces. Efter denne bestemmelse kan

forudgående underretning undlades, hvis øjeblikkelig gennemførelse af

tvangsindgrebet

efter forholdets særlige karakter er påkrævet.

Arbejdstilsynet har endvidere oplyst, at det ikke er erfaringen,

at virksomhederne har indsigelser eller indvendinger mod, at Arbejdstilsynet

udfører sin tilsynsvirksomhed. Det gælder både i forhold til varslede og

uvarslede tilsynsbesøg.

Inden for Arbejdstilsynets område har retssikkerhedsloven ikke

givet anledning til ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der

politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives

politianmeldelse.

Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at de nye regler i retssikkerhedsloven

har

tydeliggjort en række af de retssikkerhedsmæssige regler, som en

tilsynsmyndighed er underlagt. Arbejdstilsynets praksis var således forud for

gennemførelsen af retssikkerhedsloven i meget vidt omfang i overensstemmelse

med de gældende regler, og på den baggrund har loven alene haft en begrænset

betydning for Arbejdstilsynet.

3.2.3.

Samtlige kontrolbesøg mv., som Arbejdsdirektoratet udførte i september 2005,

var uvarslede efter undtagelsesbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 5,

stk. 4, nr. 1.

Arbejdsdirektoratet har ikke modtaget indsigelser eller

indvendinger i forbindelse med gennemførelse af kontrolbesøg mv., hverken fra

virksomhederne eller de ansatte. Arbejdsdirektoratet har oplyst, at

retssikkerhedsloven ikke har givet anledning til ændring af praksis for så

vidt

angår, hvilke sager der politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor

der

indgives politianmeldelse.

3.3.

Miljøministeriet

3.3.1.

Inden for

Miljøministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet af

retssikkerhedsloven,

dels af kommuner og amter, dels af Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen.

De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Miljøministeriet, kan

sammenfattes således:

Myndighed

Måned

Uvarslede

kontrol-

besøg

Varslede

kontrol-

besøg

Antal

kontrol-

besøg i alt

Politianmeldelser i 2005

Kommuner og amter

1)

Ikke oplyst

2)

1909

4697

7238

3)

149

4)

Miljøstyrelsen og

Skov- og Naturstyrelsen

Ikke oplyst

26

11

37

125

I alt inden for Miljøministeriets område

Ikke oplyst

1935

4708

7275

274

3.3.2.

Kommunerne og amterne

har foretaget 572

uvarslede tvangsindgreb efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr.

1, hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse

ellers ville forspildes.

980 uvarslede tvangsindgreb er foretaget efter

undtagelsesbestemmelsen i § 5, stk. 4, nr. 2, hvorefter forudgående

underretning kan undlades, hvis hensynet til parten selv taler for det, eller

partens rettigheder findes at burde vige for afgørende hensyn til andre

private

eller offentlige interesser.

103 uvarslede tvangsindgreb er foretaget efter undtagelsesbestemmelsen

i § 5, stk. 4, nr. 4, som giver hjemmel til at undlade forudgående

underretning, hvis øjeblikkelig gennemførelse af tvangsindgrebet efter

forholdets særlige karakter er påkrævet.

252 uvarslede tvangsindgreb er foretaget med hjemmel i § 5,

stk. 4, nr. 5, hvorefter forudgående underretning kan undlades, hvis

forudgående underretning viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig.

Kommunerne og amterne har indberettet 24 tilfælde, hvor der i

forbindelse med varslede kontrolbesøg er fremkommet indsigelser. Der

foreligger

ikke oplysninger om den nærmere karakter af disse indsigelser, herunder om

der

er tale om indholdsmæssige indsigelser, eller om der alene har været tale om

et

ønske om at ændre tidspunktet for kontrolbesøget. Der er indberettet 5

tilfælde, hvor uvarslede kontrolbesøg har givet anledning til indvendinger

fra

de pågældende virksomheder mv. Der foreligger ikke oplysninger om den nærmere

karakter af indvendingerne.

Det er oplyst, at langt de fleste kommuner og amter ikke har

ændret praksis med hensyn til politianmeldelse af sager. 5 myndigheder

angiver

dog at have ændret praksis med hensyn til, hvilke sager der politianmeldes,

og

8 myndigheder angiver at have ændret praksis i forhold til udformning af

politianmeldelse, idet færre oplysninger medtages. 18 myndigheder angiver at

have ændret praksis i forhold til tidspunktet for politianmeldelse. Der er

hovedsageligt tale om, at der sker politianmeldelse på et tidligere stade af

sagen.

Mange kommuner og amter har givet udtryk for, at loven, særligt

varslingsreglerne i § 5, opleves som unødig bureaukratisk både af dem

selv

og af virksomhederne. Det anføres bl.a., at et varsel på 14 dage - der er

bestemt i lovens § 5, stk. 2, jf. pkt. 2 ovenfor - som hovedregel

er for

lang en periode. Dette gælder i hvert fald for små virksomheder og landbrug,

der har svært ved at se så langt ud i fremtiden og derfor anmoder om ændring

af

tidspunktet for kontrolbesøg i sidste øjeblik og af og til glemmer et varslet

tilsyn. Mange myndigheder angiver, at planlægning af tilsynet er blevet

sværere

og mere ufleksibelt.

3.3.3.

De

uvarslede besøg, som er udført af

Miljøstyrelsen

og Skov- og Naturstyrelsen

, er alle sket efter retssikkerhedslovens

§ 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter forudgående underretning om en

beslutning

om iværksættelse af et tvangsindgreb kan undlades, hvis øjemedet med

tvangsindgrebets gennemførelse ellers ville forspildes.

Et af de varslede besøg har givet anledning til en mindre ændring

af tidspunktet for gennemførelsen af kontrolbesøget. Ingen af de uvarslede

kontrolbesøg har givet anledning til indvendinger fra de pågældende

virksomheder mv. Miljøministeriet har oplyst, at retssikkerhedsloven ikke har

givet anledning til ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der

politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives

politianmeldelse.

3.4.

Skatteministeriet

3.4.1.

Inden for

Skatteministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er omfattet af

retssikkerhedsloven, af SKAT og før den 1. november 2005 af

ToldSkat.

De oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Skatteministeriet,

kan

sammenfattes således:

Myndighed

Måned

Uvarslede

kontrol-

besøg

Varslede

kontrol-

besøg

Antal

kontrol-

besøg i alt

Politianmeldelser i 2005

ToldSkat

September

2005

Ikke oplyst

Ikke oplyst

2675

Ikke oplyst

Skatteministeriet i alt

September

2005

Ikke oplyst

Ikke oplyst

2675

Ikke oplyst

3.4.2.

Skatteministeriet

har oplyst, at der ikke foreligger særskilte tal for varslede og uvarslede

tvangsindgreb. Hovedreglen er imidlertid, at tvangsindgreb varsles, medmindre

øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse ellers ville forspildes, jf.

retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1. Det er endvidere oplyst,

at

visse EU-relaterede tvangsindgreb foretages uvarslet efter

retssikkerhedsloven

§ 5, stk. 4, nr. 3, hvorefter forudgående underretning kan

undlades,

hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU.

Skatteministeriet har endvidere oplyst, at der hverken i forhold

til varslede eller uvarslede tvangsindgreb er registreret indsigelser eller

indvendinger. Der er heller ikke foretaget årlige opgørelser af

politianmeldelser. Det er herudover oplyst, at sager om overtrædelse af

skatte-

og afgiftslovgivningen overdrages til politiet enten til efterforskning eller

tiltalerejsning i de tilfælde, hvor sagen ikke kan afgøres administrativt af

SKAT. Det er Skatteministeriets vurdering, at retssikkerhedsloven ikke har

givet anledning til en ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der

politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives

politianmeldelse.

3.5. Ministeriet

for Familie- og Forbrugeranliggender

3.5.1.

Inden for

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders område udføres kontrolbesøg

mv., der er omfattet af retssikkerhedsloven, af Fødevarestyrelsen. De

oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Ministeriet for Familie-

og Forbrugeranliggender, kan sammenfattes således:

Myndighed

Måned

Uvarslede

kontrol-

besøg

Varslede

kontrol-

besøg

Antal

kontrol-

besøg i alt

Politianmeldelser i 2005

Fødevarestyrelsen

Oktober

2005

8967

14

8981

580

Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender i

alt

Oktober

2005

8967

14

8981

580

3.5.2.

Det er

oplyst, at i de tilfælde, hvor Fadevarestyrelsens kontrolbesøg ikke var

varslet, er dette sket efter retssikkerhedslovens § 5, stk. 4. nr.

1,

hvorefter forudgående underretning om en beslutning om iværksættelse af et

tvangsindgreb kan fraviges, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse

ville forspildes, hvis forudgående underretning skulle gives, eller § 5,

stk. 4, nr. 3, som giver mulighed for at undlade forudgående

underretning,

hvis det er nødvendigt af hensyn til rigets udenrigspolitiske eller

udenrigsøkonomiske interesser, herunder forholdet til EU. Der foreligger ikke

oplysninger om fordelingen af sagerne mellem de to tilfældegrupper. Ingen

varslede eller uvarslede kontrolbesøg har givet anledning til journaliserede

indsigelser eller indvendinger.

Retssikkerhedsloven har inden for Fødevarestyrelsens område ikke

givet anledning til en ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der

politianmeldes, eller vedrørende tidspunktet, hvor der indgives

politianmeldelse.

Det er i øvrigt oplyst, at flere virksomheder finder det

irriterende og mærkværdigt, at de flere gange om året modtager blanket fra

myndighederne i forbindelse med myndighedernes kontrolbesøg.

3.6.

Fødevareministeriet

3.6.1.

Inden for Fødevareministeriets område udføres kontrolbesøg mv., der er

omfattet

af retssikkerhedsloven, af Direktoratet for FødevareErhverv,

Plantedirektoratet, Fiskeridirektoratet og Jordbrugskommissionerne.

5)

De

oplysninger, som Justitsministeriet har modtaget fra Fødevareministeriet, kan

sammenfattes således:

Myndighed

Måned

Uvarslede

kontrol-

besøg

Varslede

kontrol-

besøg

Antal

kontrol-

besøg i alt

Politianmeldelser i 2005

Direktoratet for FødevareErhverv

September

2005

0

10

10

0

Plantedirektoratet

September

2005

1815

756

2571

0

Fiskeridirektoratet

September

2005

1071

233

1304

180

Fødevareministeriet i alt

September

2005

2886

999

3885

180

3.6.2.

De

uvarslede kontrolbesøg er foretaget med hjemmel i retssikkerhedslovens

§ 5, stk. 4, nr. 1, hvorefter forudgående underretning om en

beslutning om iværksættelse af et tvangsindgreb kan fraviges, hvis øjemedet

med

tvangsindgrebets gennemførelse ville forspildes, hvis forudgående

underretning

skulle gives, eller lovens § 5. stk. 4, nr. 3, der giver hjemmel

til

at undlade forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af hensyn til

rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser, herunder

forholdet til EU. Der foreligger ikke oplysninger om fordelingen af uvarslede

kontrolbesøg mellem de to nævnte undtagelsesbestemmelser.

Fødevareministeriet har ikke modtaget indsigelser eller klager

over varslede kontrolbesøg mv. Det er i den forbindelse oplyst, at der i

nogle

tilfælde, hvor det varslede tidspunkt ikke har passet en virksomhed, er

fastsat

et nyt tidspunkt for gennemførelsen af kontrolbesøget. Fødevareministeriet

har

ikke modtaget indsigelser eller klager over de uvarslede kontrolbesøg.

Inden for Fødevareministeriets område er der ikke generelt sket en

ændring af praksis for så vidt angår, hvilke sager der politianmeldes, eller

vedrørende tidspunktet, hvor der indgives politianmeldelse.

Fødevareministeriet

har dog på fiskeriområdet i visse sager ændret praksis med hensyn til

tidspunktet for politianmeldelse, således at Fiskeridirektoratet nu på et

tidligere tidspunkt foretager anmeldelse til politiet. Baggrunden for denne

praksisændring er retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, der indebærer,

at

hvis en enkeltperson eller juridisk person med rimelig grund mistænkes for at

have begået en strafbar lovovertrædelse, kan tvangsindgreb over for den

mistænkte med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de

forhold,

som mistanken omfatter, alene gennemføres efter reglerne i retsplejeloven om

strafferetsplejen.

Fødevareministeriet har oplyst, at der på nogle områder inden for

ministeriets ressort opleves en øget administrativ arbejdsbyrde som følge af

retssikkerhedsloven, idet kontrolbesøgene tager længere tid på grund af øgede

krav til dokumentation. Dette opvejes imidlertid efter Fødevareministeriets

opfattelse af muligheden for at informere borgerne om de gældende regler og

en

bedre kontrol.

Fødevareministeriet og Ministeriet for Familie- og

Forbrugeranliggender har sammen gennemført en evaluering af

retssikkerhedsloven

(december 2005). Det fremgår bl.a. af evalueringen, at borgerne har modtaget

retssikkerhedsloven med en vis skepsis, og at reglerne opfattes som

bureaukratiske. Der er dog enkelte undtagelser inden for Fiskerdirektoratets

område, hvor de kontrollerede har udtrykt tilfredshed med at fa udleveret en

besøgsrapport efter kontrolbesøget. Det er desuden oplyst, at

Fiskeridirektoratet har fået et kvalitetsloft i kontrollen samtidig med, at

dokumentationsniveauet for kontrolomfanget er blevet væsentligt bedre.

3.7.

Justitsministeriets generelle vurdering af retssikkerhedslovens anvendelse i

praksis

3.7.1.

De ministerier,

som Justitsministeriet har anmodet om oplysninger om praktiske erfaringer med

loven, foretager tilsammen et meget betydeligt antal kontrolbesøg mv.

Der er ikke i høringssvarene rejst væsentlige spørgsmål i forhold

til den praktiske anvendelse af retssikkerhedsloven.

Som det fremgår ovenfor, har nogle virksomheder og borgere dog

over for myndighederne givet udtryk for en vis skepsis over for visse dele af

retssikkerhedsloven. Det gælder navnlig bestemmelsen i retssikkerhedslovens

§ 5 om forudgående varsling. Det er bl.a. anført, at reglerne opfattes

som

bureaukratiske og besværlige.

Før retssikkerhedsloven fandtes der ikke generelle regler i

lovgivningen om forudgående skriftlig varsling af kontrolbesøg mv. Formålet

med

varslingsreglerne er på den baggrund at tilgodese de berørte borgeres og

virksomheders retssikkerhed på samme måde som forvaltningslovens regler om

partshøring, således at de - medmindre f.eks. øjemedet ellers ville blive

forspildt - kan være forberedt på et kommende kontrolbesøg og have lejlighed

til at fremkomme med eventuelle indsigelser.

Retssikkerhedsloven bygger således bl.a. på det synspunkt, at

virksomhederne og borgerne kan have et retssikkerhedsmæssigt behov for på

forhånd at blive orienteret om, at en forvaltningsmyndighed påtænker at

foretage et tvangsindgreb, således at virksomhederne og borgerne har mulighed

for at komme med indsigelser herimod og få vurderet sådanne indsigelser. Det

er

naturligvis uheldigt, hvis nogle virksomheder og borgere opfatter

varslingsreglerne som besværlige eller bureaukratiske, men det er fortsat

Justitsministeriets vurdering, at almindelige hensyn til virksomhedernes og

borgernes retssikkerhed taler for en ordning af den nævnte karakter.

3.7.2.

Det er

også anført, at planlægningen af tilsynet, efter at retssikkerhedsloven er

trådt i kraft, er blevet sværere og mere ufleksibel for

forvaltningsmyndighederne, og at loven for nogle myndigheder har givet

anledning til en øget administrativ byrde. På den anden side er der også

givet

udtryk for, at retssikkerhedsloven har tydeliggjort de regler, som en

tilsynsmyndighed er underlagt, og at loven giver et kvalitetsløft i

myndighedernes udførelse af kontrolbesøg mv.

Evalueringen af retssikkerhedslovens regler er foretaget med

udgangspunkt i oplysninger fra en måned i det første år, hvor loven har været

i

kraft. Erfaringen viser, at det i almindelighed kræver en vis periode, før ny

lovgivning er fuldt ud implementeret i myndighedernes tilrettelæggelse af

kontrolvirksomhed,

og før nye administrative rutiner er oparbejdet. Det er derfor

Justitsministeriets

opfattelse, at der ikke på baggrund af de foreliggende oplysninger er

grundlag

for at foreslå ændringer af retssikkerhedslovens varslingsregler.

3.7.3.

Myndighedernes varslede eller uvarslede kontrolbesøg mv. giver efter det

oplyste meget sjældent anledning til indsigelser eller indvendinger. De

varslede kontrolbesøg kan dog af og til give anledning til, at virksomheden

mv.

anmoder om at få flyttet tidspunktet for gennemførelsen af kontrolbesøget.

Som det fremgår af de statistiske oplysninger under pkt. 3.2-3.6

ovenfor, foretager visse ministerier efter de foreliggende oplysninger et

forholdsvist stort antal uvarslede kontrolbesøg mv. Herom bemærkes følgende:

Som nærmere redegjort for under pkt. 2 ovenfor kan forudgående

underretning bl.a. undlades, hvis øjemedet med tvangsindgrebets gennemførelse

ellers ville forspildes, jf. retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 1.

Om anvendelsesområdet for denne undtagelsesbestemmelse fremgår det

af lovforslagets bemærkninger og justitsministerens besvarelse af spørgsmål

10

og 11 af 9. januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 24), at den

ikke kun finder anvendelse, hvis det ud fra de konkrete omstændigheder

skønnes,

at formålet med et kontrolbesøg ellers ville være forspildt. Bestemmelsen

finder således også anvendelse i tilfælde, hvor det generelt må antages, at

øjemedet med kontrollen ville blive forspildt, hvis den pågældende borger

eller

virksomhed var »advaret« forinden. Hermed sigtes der bl.a. til tilfælde, hvor

et kontrolbesøg mv. efter sin generelle karakter vil gå ud på at kontrollere

et

»øjebliksbillede«, f.eks. hygiejnetilstanden i en restaurant eller i en

fødevarevirksomhed.

Særligt med hensyn til fødevareområdet bemærkes, at det under

behandlingen af lovforslag nr. L 96 blev forudsat, at der også efter

gennemførelsen af loven vil kunne foretages et stort antal uvarslede

kontrolbesøg mv. Fødevareministeriet oplyste i den forbindelse, at ca. 18

pct.

af de kontrolbesøg, som Fødevareministeriet årligt udfører, var anmeldt

forinden, og at ca. 82 pct. ikke var anmeldt. Det blev tilkendegivet, at

Fødevareministeriet efter gennemførelsen af retssikkerhedsloven grundlæggende

ville have samme muligheder for at udøve kontrol som hidtil,

6)

og

det blev under behandlingen af lovforslaget oplyst, at der ikke kunne

forventes

at blive tale om nogen nævneværdig stigning i antallet af forhåndsanmeldte

tilsyn.

7)

Der

kan i den forbindelse også henvises til, at kontrolbesøgene på

fødevareområdet

som følge af de gældende EU-regler som altovervejende hovedregel skal

foretages

uanmeldt. Som nævnt giver retssikkerhedslovens § 5, stk. 4, nr. 3,

hjemmel til at undlade forudgående underretning, hvis det er nødvendigt af

hensyn til rigets udenrigspolitiske eller udenrigsøkonomiske interesser,

herunder

forholdet til EU.

På den anførte baggrund giver det forholdsvis store antal

uvarslede kontrolbesøg ikke Justitsministeriet anledning til bemærkninger.

3.7.4.

Som

det fremgår ovenfor, har retssikkerhedsloven efter det oplyste endvidere kun

i

ganske få tilfælde givet anledning til, at myndighederne har ændret praksis

med

hensyn til, hvilke sager der anmeldes til politiet, eller på hvilket

tidspunkt

der indgives anmeldelse.

3.7.5.

Det er

på baggrund af de foreliggende oplysninger samlet set Justitsministeriets

opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven

generelt har givet anledning til væsentlige problemer i praksis, siden loven

trådte i kraft den 1. januar 2005. Dette gælder både i forhold til de

virksomheder mv., hvor der udføres kontrolbesøg, og i forhold til

forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og udførelse af kontrolbesøg mv.

4. Oversigt over

bestemmelser vedtaget efter den 1. januar 2005 med hjemmel til at gennemføre

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven

4.1. Generelt

Med udgangspunkt i princippet i grundlovens § 72 om boligens

ukrænkelighed tilstræber Justitsministeriet i forbindelse med den lovtekniske

gennemgang af andre ministeriers lovforslag, at der ikke unødigt medtages

bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at skaffe sig

adgang til privat ejendom.

I den forbindelse kan der henvises til Justitsministeriets

vejledning om lovkvalitet fra 2005, side 39, hvor det bl.a. er anført, at det

i

hvert enkelt tilfælde nøje må overvejes, om det overhovedet er nødvendigt med

eller uden retskendelse - at tillægge offentlige myndigheder adgang til

privat

ejendom, herunder om andre og mindre indgribende kontrolforanstaltninger kan

anses for tilstrækkelige. Endvidere er det anført, at hvis der er behov for

en

sådan adgang, bør omfanget heraf begrænses mest muligt, f.eks. ved at der

alene

gives adgang til forretningslokaler, mens private boliger holdes udenfor.

Endelig fremgår det af vejledningen og § 11 i Statsministeriets

cirkulære

nr. 159 af 16. september 1998, at der i bemærkningerne til en sådan

bestemmelse

bør gives en begrundelse for, hvorfor bestemmelsen er nødvendig, ligesom der

bør gives en udførlig angivelse af bestemmelsens anvendelsesområde.

Justitsministeriet har anmodet samtlige ministerier om at oplyse,

hvorvidt der efter retssikkerhedslovens ikrafttræden den 1. januar 2005 er

gennemført lovgivning vedrørende forvaltningens adgang til at foretage

tvangsindgreb omfattet af loven. Gennemgangen i pkt. 4.2-4.4 nedenfor bygger

navnlig på de oplysninger, som Justitsministeriet i forlængelse heraf har

modtaget fra ministerierne.

4.2. Bestemmelser,

der viderefører hidtidige tilsvarende bestemmelser

En række af de lovbestemmelser, der er vedtaget efter den 1.

januar 2005, og som giver forvaltningsmyndigheder adgang til at gennemføre

tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven, har i det væsentlige

karakter af

videreførelser

af hidtidige bestemmelser. I disse tilfælde

ophæves således en lovbestemmelse om adgang til kontrolbesøg mv. og erstattes

af en ny tilsvarende bestemmelse.

Det drejer sig om § 19, stk. 3, i erhvervsfremmeloven

(lov nr. 602 af 24. juni 2005), § 62, stk. 3, i lov om sikkerhed

mv.

for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter

(lov nr. 1424 af 21. december 2005), § 18 i lov om biavl (lov nr. 450 af

22. maj 2006), § 4 i fyrværkeriloven (lov nr. 1060 af 9. november 2005),

§ 53 i lov om fødevarer (lov nr. 526 af 24. juni 2005), § 3 i lov

om

administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om

narkotikaprækursorer (lov nr. 326 af 18. maj 2005), § 215, stk. 4,

og

§ 220, stk. 3, i sundhedsloven (lov nr. 546 af 24. juni 2005),

§ 45, stk. 1, § 53, stk. 5, § 87, stk. 2,

§ 90, stk. 2, nr. 1 og § 95, stk. 3, i lov om lægemidler

(lov nr. 1180 af 12. december 2005), § 16, stk. 3, i lov om

registrering af køretøjer (lov nr. 309 af 19. april 2006) og § 11,

stk. 1, i lov om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren (lov nr.

1552

af 20. december 2006).

4.3. Bestemmelser,

der udvider anvendelsesområde for gældende bestemmelser

Nogle af de bestemmelser, der er vedtaget efter den 1. januar

2005, har haft til formål at

udvide

anvendelsesområdet for allerede

gældende bestemmelser, hvorefter forvaltningsmyndigheder har adgang til

kontrolbesøg mv. Det drejer sig om følgende:

Efter

§ 12 a

i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(lov nr. 304

af 2. maj 2005) kan kommunerne foretage kontrolbesøg uden retskendelse på

arbejdssteder uden for en virksomheds lokaler. Det blev samtidig udtrykkeligt

fastsat i loven, at kommunen ikke uden retskendelse har adgang til at

foretage

kontrollen i private hjem. Der blev med samme lovforslag foretaget en

tilsvarende ændring i

§ 91 a i lov

om arbejdsløshedsforsikring mv. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger

(L 20, FT 2004-2005, 2. samling), at det med henblik på yderligere at

effektivisere Arbejdsdirektoratets bekæmpelse af misbrug af dagpenge mv.

foreslås, at kontrollen også kommer til at omfatte ansatte, som ikke fysisk

udfører arbejdet i virksomhedens lokaliteter, men hvor arbejdet foregår

f.eks.

på byggepladser, under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen

skal

fortsat ikke kunne foregå i private hjem. Efter den tidligere § 12 a

kunne

kommunerne til enhver tid uden retskendelse foretage eftersyn i lokaler mv.,

der benyttes af en virksomhed, med henblik på at undersøge, om en borger

arbejder

og samtidig uberettiget modtager sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser.

Med

henblik på yderligere at effektivisere kommunernes bekæmpelse af misbrug med

sociale og beskæftigelsesmæssige ydelser indebærer ændringen, at kommunernes

kontrol også kommer til at omfatte ansatte, som ikke fysisk udfører arbejdet

i

virksomhedens lokaliteter, men hvor arbejdet foregår på f.eks. byggepladser,

under erhvervsmæssig transport eller lignende. Kontrollen kan fortsat ikke

ske

i private hjem.

Efter

§ 45,

stk. 2, i lov om beskyttelse af havmiljøet (lov nr. 474 af 31. int/2006)

har tilsynsmyndighederne, eller den myndighed, der af disse myndigheder er

bemyndiget hertil, og politiet mod behørig legitimation og uden retskendelse

adgang til et skib, platform samt offentlige og private ejendomme og

lokaliteter, dog ikke bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende

anvendes til privat beboelse. for at udføre tilsynsopgaver efter loven eller

regler udstedt i medfør heraf eller forordninger på lovens område. I

bemærkningerne til lovforslaget (L 158. FT 2005-2006) er det bl.a. anført, at

bestemmelsen med visse ændringer svarer til den tidligere § 45,

stk. 2, i lov om havmiljø. Den væsentligste ændring er, at

tilsynsmyndighederne

udover skibe og platforme også har adgang til offentlige eller private

ejendomme, bortset fra bygninger eller dele af bygninger, der udelukkende

anvendes til privat beboelse, i forbindelse med tilsynsopgaver efter loven

eller regler udstedt i medfør af loven eller forordninger på lovens område.

Med

ændringen af bestemmelsen får tilsynsmyndighederne adgang til ikke bare

skibet

eller platformen, men også til den del af virksomheden, der foregår på land,

herunder til skibets eller platformens administrationslokaler mv. i det

omfang,

det er påkrævet, for at tilsynsmyndighederne kan fore tilsyn med

overholdelsen

af bestemmelserne i loven og de forskrifter, der er udstedt i medfør af

loven.

Adgangen til ejendom eller lokaliteter omfatter ikke de dele af bygningerne,

der anvendes til beboelse, og skal ske inden for lovens rammer. Ændringen

tilsigter endvidere at give tilsynsmyndigheden adgang til fast ejendom for at

foretage undersøgelser eller udføre tilsynsopgaver efter loven i de tilfælde,

hvor loven regulerer forhold på land, herunder anlæg i havne til modtagelse

af

olie, skadelige flydende stoffer, ozonlagsnedbrydende stoffer mv.,

kloakspildevand samt affald i havne, hvor tilsynsmyndigheden (Miljøstyrelsen,

bistået af Søfartsstyrelsen) som led i sine tilsynsopgaver har behov for at

få

adgang til papirer (kvittering for skibenes anmeldelse og aflevering af

affald). jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 1003 af 10. december 2002

om

modtagefaciliteter for affald fra skibe, om skibes aflevering af affald og

havnes affaldsplaner.

Efter

§ 6,

stk. 4, i skattekontrolloven (lov nr. 325 af 18. maj 2005)

har de

statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt. til enhver

tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de i § 6,

stk. 1 og stk. 2 nævnte på stedet samt på arbejdssteder uden for

den

erhvervsdrivendes lokaler, herunder transportmidler, der anvendes

erhvervsmæssigt,

at gennemgå deres regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan

have betydning for skatteligningen, og foretage opgørelse af kassebeholdning

og

lignende. Efter samme regler har told- og skatteforvaltningen adgang til hos

erhvervsdrivende

at foretage opgørelse af og vurdering af lagerbeholdninger, besætning,

inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Ejeren og de hos denne ansatte

skal

yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen.

Kontrol som nævnt i pkt. 1 kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der tjener

til privatbolig eller fritidsbolig. Formålet med ændringen af

skattekontrollovens § 6, stk. 4, var en udvidelse af bestemmelsens

anvendelsesområde, idet »på stedet« tidligere blev fortolket indskrænkende,

således at tvangsindgreb alene kunne finde sted i virksomhedens lokaler. Med

udvidelsen kan der også foretages kontrol på steder, hvor en virksomhed

faktisk

udfører arbejde som f.eks. på en byggeplads med den modifikation, at

arbejdspladser ikke omfatter bygninger, der tjener som privat- eller

fritidsbolig. Endvidere er der åbnet mulighed for at foretage kontrol i

»rullende materiel« som f.eks. taxaer og andre køretøjer, der anvendes

erhvervsmæssigt.

Efter

§ 86,

stk. 2, i lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og

amtskommunal

ejendomsværdiskat for personer mv. (lov nr. 325 af 18. maj 2005)

har de

statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver

tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de

indeholdelsespligtige på stedet at gennemgå alt regnskabsmateriale og

herunder

få forevist skattekort og andre dokumenter af betydning for kontrollen. Efter

§ 86, stk. 5. i samme lov

har

de statslige told- og skattemyndigheder med henblik på kontrol af

indeholdelsespligten efter kildeskatteloven og andre skattelove

(arbejdsgiverkontrol),

hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden

retskendelse adgang til arbejdssteder, hvor det skønnes; at der udføres

lønnet

arbejde for en arbejdsgiver. Med bestemmelsen i § 86, stk. 2, er

»på

stedet« udvidet til at omfatte lokaliteter uden for den

indeholdelsespligtiges

lokaler som f.eks. arbejdspladser. Endvidere kan kontrollen omfatte »rullende

materiel«, som benyttes erhvervsmæssigt.

Efter

§ 14,

stk. 1, i lov om en arbejdsmarkedsfond (lov nr. 325 af 18. maj 2005)

har de statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til

enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage

kontrol og efterse regnskabsmateriale om opgørelse af bidragsgrundlag mv. hos

bidragspligtige omfattet af lovens § 7, stk. 2, og

indeholdelsespligtige

som nævnt i lovens § 11, stk. 9. Myndighedernes adgang til kontrol

omfatter også arbejdssteder uden for de lokaler, hvorfra den bidragspligtige

eller den indeholdelsespligtige driver virksomheden, samt i transportmidler,

der anvendes erhvervsmæssigt. Kontrol kan dog ikke gennemføres på en ejendom,

der alene tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Med bestemmelsen blev

kontrol hos den bidrags- eller indeholdelsespligtige udvidet til at omfatte

andre lokaler end den bidrags- eller indeholdelsespligtiges, samt »rullende

materiel«, der benyttes erhvervsmæssigt.

Efter

§ 74,

stk. 1. i lov om merværdiafgift (lov nr. 325 af 18. maj 2005)

har de

statslige told- og skattemyndigheder, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver

tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage

eftersyn

i lokaler, der benyttes af virksomhederne, og til at efterse virksomhedernes

varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt

korrespondance mv., uanset om disse oplysninger opbevares på papir eller på

edb-medier. Myndighedernes adgang til kontrol omfatter også arbejdssteder

uden

for de lokaler, hvorfra virksomheden drives, samt transportmidler, der

anvendes

erhvervsmæssigt. Kontrol kan dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene

tjener til privatbolig eller fritidsbolig. Med bestemmelsen blev kontrollen

udvidet til at omfatte kontrol på arbejdspladser uden for den

afgiftspligtiges

lokaler, hvorfra virksomheden drives samt »rullende materiel«, der anvendes

erhvervsmæssigt.

4.4. Nye hjemler,

der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage tvangsindgreb, som er

omfattet af retssikkerhedsloven

Herudover er der efter 1. januar 2005 gennemført en række

bestemmelser, der giver offentlige myndigheder adgang til at foretage

tvangsindgreb, som er omfattet af retssikkerhedsloven, og som der ikke

hidtil

har været adgang til at foretage. Det drejer sig om følgende:

Efter bestemmelsen i

§ 32, stk. 4, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask

af udbytte og finansiering af terrorisme (lov nr. 117 af 27. februar 2006)

har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til enhver tid mod behørig legitimation

uden

retskendelse adgang til virksomheder og personer, omfattet af lovens

§ 1,

stk. 1, nr. 11, med henblik på indhentelse af oplysninger, herunder ved

inspektioner. Efter samme lovs § 34, stk. 4, har Finanstilsynet til

enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til virksomheder

og personer omfattet af lovens § 34, stk. 1, med henblik på at

indhente oplysninger, herunder ved inspektioner. I bemærkningerne til

lovforslaget (L 158, FT 2005-2006) er det anført, at bestemmelsen i

§ 32,

stk. 4, gennemfører artikel 37, stk. 3, i det 3. hvidvaskdirektiv.

Efter direktivbestemmelsen har de kompetente myndigheder bl.a. for så vidt

angår virksomheder og personer, der erhvervsmæssigt udøver virksomhed med

valutaveksling eller overførsel af penge og andre værdier, udvidede

tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed for at gennemføre inspektioner på stedet.

Efter bestemmelsen i § 34, stk. 4, der svarer til bestemmelsen i

§ 347, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, har Finanstilsynet

adgang til de virksomheder og personer, som Finanstilsynet fører tilsyn med,

uden retskendelse. Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 37,

stk. 3,

som kræver, at de kompetente myndigheder blandt andet for så vidt angår

kredit-

og finansieringsinstitutter har udvidede tilsynsbeføjelser, navnlig mulighed

for at gennemføre inspektioner på stedet.

Efter

§ 26 b

i næringsloven (lov nr. 549 af 8. juni 2006)

har SKAT, hvis det skønnes

nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang

til at udøve tilsyn i de lokaler, køretøjer mv., hvorfra der sker såkaldt

»omførsel« (hvilket indebærer, at visse varer kan sælges fra vogn eller andet

ikke fast forretningssted). Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 158,

FT 2005-2006), at SKAT som noget nyt har mulighed for at føre tilsyn med

overholdelsen af reglerne om salg ved omførsel. Det er vurderingen, at der er

behov for en særlig kontrolhjemmel. SKAT har hjemmel til i medfør af

bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballage til øl og visse

læskedrikke, som er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, at føre

tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne om pant. Med § 26 b har SKAT

en

tilsvarende mulighed for at føre tilsyn med personer, som omfører varer til

salg.

Efter

§ 86

a, stk. 5, i færdselsloven (lov nr. 557 af 24. juni 2005)

har politiet

til enhver tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til en

virksomheds

forretningslokaler, forretningsbøger og papirer mv., herunder materiale, der

opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre kontrol med bestemmelser

fastsat i det Europæiske Fællesskabs forordninger om køre- og hviletid inden

for vejtransport og bestemmelser fastsat i medfør af visse bestemmelser i

færdselsloven. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 153, FT

2004-2005,

2. samling), at kontrollen er begrænset til de lokaler, hvorfra virksomheden

drives, og den omfatter derfor ikke privat beboelse, medmindre

forretningskontoret mv. drives herfra. Både offentlige og private

virksomheder

er omfattet.

Efter

§ 9,

stk. 3, i lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (lov

nr. 295 af 27. april 2005)

har Lægemiddelstyrelsens repræsentanter med

henblik på kontrol mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til

samtlige lokaliteter, hvori der udføres aktiviteter nævnt i lovens § 9,

stk. 1. Styrelsen kan udtage stikprøver og kræve alle oplysninger, som

er

nødvendige for kontrolvirksomheden. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger

(L 61, FT 2004-2005, 2. samling), at bestemmelsen gennemfører artikel 8 i

direktiv 2002/98/EF om inspektion og relevante kontrolforanstaltninger i

blodbanker.

Efter

§ 223,

stk. 5, i søloven (lov nr. 599 af 24. juni 2005)

udpeger økonomi- og

erhvervsministeren den offentlige myndighed, der kan foretage den direkte

kontrol med virksomhedernes oplysninger om såkaldt HNS-import (det vil sige

import af farlige og skadelige stoffer, som er omfattet af HNS-konventionen).

Med henblik på eftersøgning og kontrol af HNS-stoffer har denne myndighed ret

til uden retskendelse at foretage kontrol af indførsel af bidragspligtige

HNS-stoffer, der modtages af danske virksomheder, herunder adgang til

virksomheder, som importerer disse stoffer, og virksomhedernes regnskaber,

optegnelser

el.lign., der udgør dokumentation for import. Det fremgår af lovforslagets

bemærkninger (L 34, FT 2004-2005, 2.samling), at efter § 223,

stk. 5,

kan en af økonomi- og erhvervsministeren udpeget offentlig myndighed foretage

direkte kontrol med virksomhedernes oplysninger om HNS-import. Med henblik på

eftersøgning og kontrol af HNS-stoffer har denne myndighed ret til uden

retskendelse at foretage kontrol af indførsel af bidragspligtige HNS-stoffer,

der modtages af danske virksomheder, som importerer disse stoffer, og

virksomhedernes regnskaber, optegnelser eller lignende, der udgør

dokumentation

for import.

Efter

§ 25,

stk. 3, i lov om lægemidler (lov nr. 1180 cif 12. december 2005)

har

Lægemiddelstyrelsen og styrelsens repræsentanter mod behørig legitimation og

uden retskendelse adgang til virksomhederne med henblik på at gennemføre

kontrol af, at kravet som nævnt i lovens § 25, stk. 1, overholdes.

Efter

§ 44, stk. 2, i samme lov

har Lægemiddelstyrelsens repræsentanter med henblik på at gennemføre den

kontrol. der er nævnt i lovens § 44, stk. 1. mod behørig

legitimation

og uden retskendelse adgang til virksomheder med tilladelse efter § 39,

stk. 1 og 2, indehavere af markedsføringstilladelser og fremstillere af

råvarer i det omfang, råvaren er underlagt regler fastsat i medfør af lovens

§ 40, stk. 3. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 7, FT

2005-2006). at en række bestemmelser i forslaget indebærer, at

Lægemiddelstyrelsen mod behørig legitimation og uden retskendelse har adgang

til de berørte virksomheder med henblik på at udføre kontrolbesøg.

Bestemmelsen

i § 25, stk. 3, giver mulighed for, at Lægemiddelstyrelsen kan

aflægge inspektionsbesøg hos indehaveren af en markedsføringstilladelse for

at

kontrollere, at denne efterlever pligten efter forslagets § 25,

stk. 1. Adgangen til at aflægge inspektionsbesøg forventes alene anvendt

i

ganske særlige tilfælde, hvor Lægemiddelstyrelsen har konkrete holdepunkter

for

at antage, at en virksomhed tilbageholder sådanne oplysninger. En sådan

antagelse kan for eksempel baseres på resultater af kliniske forsøg eller

andre

forskningsresultater. bivirkningsindberetninger. Lægemiddelstyrelsens kontrol

af lægemidler og eller lægemiddelfremstillende virksomheder og indberetninger

fra lægemiddelmyndigheder i andre lande. Endvidere er Lægemiddelstyrelsens

adgang

til at kontrollere virksomheder i medfør af bestemmelsen ikke længere

begrænset

til de virksomheder, der har en tilladelse efter gældende lovs § 8.

stk. 1, 1. pkt. - nu lovens § 39. stk. 1 - idet

Lægemiddelstyrelsen efter loven også skal kontrollere virksomheder, der har

tilladelse til håndtering af mellemprodukter efter lovens § 39,

stk. 2. Efter § 44, stk. 2, vil Lægemiddelstyrelsen fremover

kunne aflægge inspektionsbesøg hos såvel indehavere af tilladelser efter

lovens

§ 39, stk. 1 og 2, som indehavere af markedsføringstilladelser og

fremstillere af aktive stoffer og hjælpestoffer (råvarer), der anvendes ved

fremstilling af lægemidler. Dette er blandt andet nødvendigt for, at

Lægemiddelstyrelsen kan kontrollere de råvarer, som efter regler udstedt i

medfør af lovens § 40, stk. 3, 2. led., skal fremstilles efter

principper for god fremstillingspraksis af råvarer. At Lægemiddelstyrelsen

samtidig skal have adgang til indehavere af markedsføringstilladelser

skyldes,

at styrelsen hermed får adgang til at kontrollere hele lægemidlets

fremstillingskæde, herunder kontrollere at fremstillingen sker i

overensstemmelse

med betingelserne i markedsføringstilladelsen.

Efter

lægemiddellovens

§ 71 c (lov nr. 1557 af 20. december 2006)

har Lægemiddelstyrelsens

repræsentanter mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til

apoteker og virksomheder, der har tilladelse til at forhandle lægemidler til

produktionsdyr

direkte til brugerne efter § 39, stk. 1, med henblik på at

kontrollere overholdelsen af bestemmelserne i § 71 a, § 71 b,

stk. 1, 2, 4 og stk. 5, 1. pkt., og i regler udstedt i medfør af

§ 71 b, stk. 3 og stk. 5, 2. pkt., vedrørende ydelse af bonus

og

rabat m.v. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 51, FT 2006-2007), at

det uanset bestemmelsen i § 71 b, stk. 6, hvorefter

Lægemiddelstyrelsen kan kræve alle oplysninger, som er nødvendige til brug

for

styrelsens udførelse af kontrol med overholdelsen af reglerne om

omkostningsbegrundede rabatter, udleveret findes nødvendigt at give

Lægemiddelstyrelsen denne adgang til at aflægge apoteker og virksomheder

inspektionsbesøg. En gennemgang af udleverede dokumenter giver således ikke

Lægemiddelstyrelsen mulighed for at kontrollere, om rabatreglerne overholdes

i

apotekernes og virksomhedernes daglige administration heraf, herunder f.eks.

om

der er overensstemmelse mellem virksomhedernes beregningsprincipper og den

rent

praktiske, fysiske organisering af virksomhedens logistik vedrørende

leverancer

af lægemidler, som giver grundlag for de omkostningsbesparelser, der kan ydes

apotekerne i rabat, samt om apotekerne organiserer sine leverancer i

overensstemmelse

hermed.

Efter

§ 14,

stk. 2, i lov om krav til kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane

væv og celler (lov nr. 273 af 1. april 2006)

har Lægemiddelstyrelsens

repræsentanter mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til

samtlige lokaliteter, hvori der udføres de i lovens § 14, stk. 1,

nævnte aktiviteter. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L 138, FT

2004-2005. l. samling). at lægemiddelstyrelsens repræsentanter mod

forevisning

af behørig legitimation og uden retskendelse har adgang til at aflægge

inspektionsbesøg alle steder, hvor der udføres de nævnte aktiviteter. I

forbindelse med en sådan kontrol vil styrelsen have adgang til at udtage

stikprøver af vævs- og cellemateriale, gennemgå registre og kræve alle andre

oplysninger, som er nødvendige for, at styrelsen kan udøve sin

kontrolvirksomhed.

Efter

§ 71,

stk. 5, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig

virksomhed (lov nr. 451 af 22. maj 2006)

kan Sundhedsstyrelsen uden

retskendelse inspicere klinikker, hvor autoriserede sundhedspersoner eller

disses medhjælp udfører kosmetisk behandling, og kan opstille krav til

klinikkernes faglige virksomhed. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (L

111, FT 2005-2006), at for at der kan føres et effektivt tilsyn, skal det

være

muligt for tilsynsmyndighederne - Sundhedsstyrelsen og embedslægerne - uden

retskendelse at inspicere de omhandlede klinikker, hvor der udføres kosmetisk

behandling, jf. stk. 5. Dette vil være af betydning i relation til

spørgsmål om hygiejne, og i relation til vurdering af f.eks. opvågnings- og

overvågningsfaciliteter samt journalføring.

Efter

§ 19

a, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (lov nr. 534 af 8.

juni 2006)

kan overlægen ved begrundet mistanke om, at medikamenter,

rusmidler eller farlige genstande er blevet eller vil blive forsøgt indført

til

patienten, bl.a. beslutte, at patientens post skal åbnes og kontrolleres, og

at

patientens stue og ejendele skal undersøges. Det fremgår af lovforslagets

bemærkninger (L 140, FT 2005-2006), at hensynet bag bestemmelsen er, at der

skal være mulighed for at forhindre, at patienten er eller kommer i

besiddelse

af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, som kan udgøre en fare

for

patienten selv eller andre. Der kan endvidere være tale om f.eks. rusmidler

og

medikamenter, som kan have en negativ indflydelse på patientens behandling.

Det fremgår af

§ 16,

stk. 3, i lov om registrering af køretøjer (lov nr. 309 af 19. april

2006)

,

at told- og skatteforvaltningen, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid

mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til at foretage

eftersyn

i lokaler, der benyttes af den autoriserede virksomhed, og til at efterse

virksomhedens beholdning af nummerplader, regnskabsmateriale med bilag og

andre

dokumenter, der kan have betydning for kontrollen med, at betingelser og

vilkår

for autorisationen overholdes, uanset om disse oplysninger opbevares på papir

eller elektronisk. Told- og skatteforvaltningen har efter tilsvarende regler

adgang til kontrol på arbejdssteder uden for de lokaler, hvorfra virksomheden

drives, samt i transportmidler, der anvendes af virksomheden. Kontrollen kan

dog ikke gennemføres på en ejendom, der alene tjener til privat bolig eller

fritidsbolig.

5. Sammenfatning

Som det fremgår af pkt. 3 ovenfor, er det på baggrund af de

foreliggende oplysninger samlet set Justitsministeriets opfattelse, at der

ikke

er grundlag for at antage, at retssikkerhedsloven generelt har givet

anledning

til væsentlige problemer i praksis, siden loven trådte i kraft den 1. januar

2005. Dette gælder både i forhold til de virksomheder mv., hvor der udføres

kontrolbesøg, og i forhold til forvaltningsmyndighedernes tilrettelæggelse og

udførelse af kontrolbesøg mv.

Som det fremgår af pkt. 4 ovenfor, er der efter den 1. januar 2005

gennemført 15 bestemmelser i lovgivningen, der giver forvaltningsmyndigheder

adgang til at gennemføre tvangsindgreb, som er omfattet af

retssikkerhedsloven,

men som i det væsentlige

viderefører

hidtidige bestemmelser.

Der er efter den 1. januar 2005 endvidere gennemført 7

bestemmelser i lovgivningen, der har haft til formål at udvide

anvendelsesområdet for gældende bestemmelser, hvorefter

forvaltningsmyndigheder

har adgang til gennemføre tvangsindgreb, som er omfattet af

retssikkerhedsloven.

Herudover er der efter det nævnte tidspunkt gennemført 13 bestemmelser

i lovgivningen, som giver offentlige myndigheder en

egentlig ny adgang

til at foretage tvangsindgreb, der er omfattet af retssikkerhedsloven.

I forlængelse af det, der er anført under pkt. 4.1 ovenfor, vil

Justitsministeriet fortsat med udgangspunkt i princippet i grundlovens

§ 72 om boligens ukrænkelighed i forbindelse med den lovtekniske

gennemgang af andre ministeriers lovforslag tilstræbe, at der ikke unødigt

medtages bestemmelser, der gør det muligt for offentlige myndigheder at

skaffe

sig adgang til privat ejendom.

1)

22 kommuner og et amt har ikke svaret. Miljøministeriet har oplyst, at der må

tages et vist forbehold om, at tallene ikke i alle tilfælde er opgjort helt

præcist.

2)

Miljøministeriet har anmodet de enkelte kommuner og amter om at vælge den

måned

(september, oktober eller november 2005), som giver det mest repræsentative

billede af myndighedens kontrolvirksomhed.

3)

Af de 7238 kontrolbesøg er 632 kontrolbesøg hverken kategoriseret som

varslede

eller uvarslede.

4)

Tallene angår alene politianmeldelser vedrørende miljøbeskyttelsesloven,

vandforsyningsloven, jordforureningsloven og havmiljøloven. Miljøministeriet

anslår helt skønsmæssigt, at der for så vidt angår andre love inden for

ministeriets område har været foretaget politianmeldelser i 20-25 sager i

2005.

5)

Fødevareministeriet har oplyst, at det ikke har været muligt præcist at

redegøre for antallet af kontrolbesøg, der har været foretaget af

jordbrugskommissionerne.

Det skønnes, at der i hele 2005 har været udført ca. 30 kontrolbesøg, som er

omfattet af retssikkerhedsloven.

6)

Der kan i det hele henvises til Fødevareministeriets besvarelse af spørgsmål

8

af 11. december 2003 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 16).

7)

Der kan henvises til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål 12 af 21.

januar 2004 fra Folketingets Retsudvalg (L 96 - bilag 37) og

Fødevareministeriets besvarelse af spørgsmål 44 af 30. januar 2004 fra

Folketingets

Retsudvalg (L 96 - bilag 47).

Bilag 2

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved

forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter foretages

følgende ændringer:

§ 1.

Lovens kapitel 2 og 3 finder anvendelse

ved tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for

strafferetsplejen, og som består i

1.

§ 1, stk. 5

, ophæves.

1)

husundersøgelse

eller

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af breve og andre papirer.

Stk. 2.

Lovens kapitel 3 finder også anvendelse ved

tvangsindgreb, som foretages af den offentlige forvaltning uden for

strafferetsplejen, og som består i

1)

undersøgelse af andre

lokaliteter,

2)

undersøgelse eller

beslaglæggelse af andre genstande,

3)

brud på

meddelelseshemmeligheden eller

4)

eftersyn eller

anden undersøgelse af personer.

Stk. 5.

Stk. 1 og 2 omfatter ikke

tvangsindgreb, som foretages efter indhentet retskendelse.

§ 26.

Justitsministeren fremsætter forslag

om revision af loven i folketingsåret 2006-07.

2.

§ 26

ophæves.

§ 2

Stk. 1

. Loven træder

i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2

. § 1, nr.

1, gælder for tvangsindgreb, der iværksættes efter retskendelse afsagt den 1.

januar 2008 eller senere.

Lignende dokumenter