Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en retssikkerhedsreform

1998/1 BSF 8Beslutningsforslag som fremsatFolketinget21. oktober 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 20. oktober 1998 af

Birthe Rønn Hornbech (V),

Inge Dahl-Sørensen (V),

Svend Erik Hovmand (V), Bertel Haarder (V),

Karsten Nonbo (V), Lars Løkke Rasmussen (V),

Karen Rønde (V), Hans Christian Schmidt (V)&n

bsp;og Ulla Tørnæs (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om en retssikkerhedsreform

Folketinget pålægger regeringen snarest muligt

og inden årsskiftet at nedsætte en retssikkerhedskommission, der

inden afslutningen af folketingsåret 1999-2000 skal komme med forslag

til de fornødne ændringer i retsplejeloven, forvaltningsloven

m.v. til fremme af borgernes retssikkerhed. Forslagene skal omfatte

følgende elementer:

1. Kvalitetskrav til lovforslag, herunder krav om

retssikkerhedsdiskussion i alle lovforslag, hvor det offentlige udøver

myndighed over for borgerne.

2. Begrænsning af tvangsindgreb over for borgerne.

3. Nøje opregnede betingelser for tvangsindgreb.

4. Adfærdsregler for myndighedsudøvere.

5. Magtadskillelse i forvaltningen.

6. Lettere adgang for borgerne til at anlægge sager mod det

offentlige.

7. Forvaltningsmyndighedernes pligt til at efterleve domspraksis og af

egen drift efter domstolsafgørelser at genoptage lignende sager, hvor

borgeren har krav på tilbagebetaling.

8. Udvidet adgang til retshjælp.

9. Undersøgelse af teknologiens betydning for borgernes

retssikkerhed.

Læs alt

10. Årlig retssikkerhedsredegørelse.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en uændret

genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 106, folketingsåret

1996-97 (se Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne side 6509 og

Tillæg A side 4394 og 4399) og beslutningsforslag nr. B 32,

folketingsåret 1997-98, 1. samling (se Folketingstidende 1997-98,

forhandlingerne side 2192 og Tillæg A side 1107 og 1112).

Princippet om magtfordelingen mellem den udøvende,

den lovgivende og den dømmende magt er grundlovsfæstet. Dette

princip er fastsat for at beskytte Danmarks borgere mod vilkårlige

indgreb.

Den stadig stigende hærskare af forskrifter for

borgerne har forrykket forholdet mellem stat og individ i en uheldig

retning.

Lovgivningen er i stigende grad ufuldstændig.

Nærmere fastsættelse af reglerne for borgernes færden er

overladt til ministrene i form af bemyndigelsesbestemmelser. Dette har

betydet, at det i højere og højere grad er forvaltningen, der i

stedet for Folketinget fastsætter regler for borgerne.

Samtidig har der været en tendens til i stigende

grad at fastsætte straf som sanktion for overtrædelserne og

overlade det til forvaltningsmyndighederne at udstede

bødeforelæg frem for at forelægge sagen for domstolene.

Dertil kommer, at borgerne ifalder straf, uden at elementære

retsgarantier er iagttaget. Bødestørrelsen fastsættes

administrativt af embedsmænd, der ikke er uddannet til bevisindsamling

og bevisafvejning. Ikke sjældent får man det indtryk, at det

nærmest er borgeren selv, der skal bevise sin uskyld.

Den udøvende magts område er derved vokset

ganske væsentligt på bekostning af den lovgivende og den

dømmende magt. Dette har betydet en svækkelse af den enkelte

borgers retssikkerhed.

De mange love og bekendtgørelser, de stadig mere

indviklede regler og hyppige lovændringer, der regulerer borgernes

adfærd, er i sig selv et problem, idet et retssystem som det danske

nødvendigvis må forudsætte borgernes pligt til at kende

loven. Det er derfor et grundlæggende retssikkerhedsproblem, at

borgerne ikke kan finde ud af, hvad der er lov og ret i Danmark.

De mange bemyndigelsesbestemmelser og administrative

bødeforelæg svækker yderligere den enkelte borgers

retsbeskyttelse. Denne svækkede retsbeskyttelse bliver yderligere

markant på grund af det totale fravær af bestemmelser i

retsplejeloven, der fastsætter spilleregler for

forvaltningsmyndigheder. Vedtagelsen af forvaltningsloven og løbende

ajourføring af f.eks. registerlovgivning og lov om offentlighed i

forvaltningen kan ikke kompensere for den omstændighed, at

retsplejeloven stort set alene gælder for domstole, politi og

anklagemyndighed.

Retsstillingen er i dag bedre sikret for den, der

forsætligt overtræder straffeloven og f.eks. begår drab

eller voldtægt, end for den borger, der uagtsomt overtræder en af

de tusindvis af bestemmelser i andre love.

Forslagsstillerne finder det meget betænkeligt, at

Folketingets flertal som en yderligere indskrænkning i borgernes

retssikkerhed i de senere år har foretaget indgreb i den enkelte

borgers grundlovssikrede frihedsrettigheder, herunder navnlig husfreden og

ejendomsretten.

I kølvandet på den stigende regulering af

borgernes adfærd er nemlig fulgt en stadig stigende kontrolvirksomhed,

der med hjemmel i lovgivningen giver myndighederne mulighed for indgreb af

f.eks. ransagningslignende karakter. De mange love, der uden nærmere

betingelser f.eks. giver kontrollerende myndigheder adgang til private hjem,

er en udhuling af grundlovens bestemmelse om husfredens

ukrænkelighed.

Forslagsstillerne mener derfor, at tiden er inde til at

udforme en omfattende retssikkerhedsreform.

Al lovgivning, der muliggør vilkårlig

krænkelse af den grundlovssikrede husfred og ejendomsret, skal tages op

til revision.

Ingen indgreb i husfreden eller ejendomsretten skal

fremtidig kunne finde sted, uden at enten betingelserne i grundlovens § 72 om

retskendelse eller bestemmelserne i grundlovens § 73 om ekspropriation er

opfyldt eller det nøje i loven er opregnet, hvilke betingelser der i

øvrigt skal være opfyldt.

I den forbindelse mener forslagsstillerne, at reglerne for

udarbejdelse af lovforslag bør ændres grundlæggende.

Ethvert lovforslag, der giver mulighed for

myndighedsudøvelse over for den enkelte borger eller grupper af

borgere, bør indeholde en grundig diskussion af, hvilke

retssikkerhedsmæssige konsekvenser lovforslaget vil have for

borgerne.

Med hensyn til bemyndigelsesbestemmelser, der overlader

til ministeren at fastsætte ikketekniske regler af betydning for den

enkelte borger, bør der ligeledes i lovforslaget optages en

nærmere beskrivelse af, hvad bemyndigelsen skal anvendes til, og de

retssikkerhedsmæssige konsekvenser.

Med forbillede i retsplejelovens regler for politi og

anklagemyndighed skal der fastsættes nærmere regler for enhver

myndigheds adfærd.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Udformningen af lovforslag er i dag aldeles

utilstrækkelig. Lovforslagets bemærkninger er for ofte

ufuldstændige og forhastede, ligesom der lovgives for meget i

bemærkningerne. Love skal være klare og

lettilgængelige.

En meget stor del af lovene vedrører

erhvervsgruppers og almindelige borgeres dagligdag. Det er derfor helt

afgørende, at lovene også kan læses og forstås af

borgerne og medierne, der ofte vil være det led, der formidler

lovgivningen og forberedelsen af lovene til borgerne.

Det må tillige være et uomgængeligt krav

til en moderne retsstat, at de lovforslag, som den til enhver tid siddende

regering fremsætter, giver lovgiver et fuldstændigt

beslutningsgrundlag. Kravet om klarhed vil tvinge både aktørerne

i det lovforberedende arbejde og Folketinget til en gennemtænkning af

lovenes konsekvenser og de med lovgivningen forbundne politiske og retlige

spørgsmål.

De hyppigt fremsatte forslag til ændringslove

øger uoverskueligheden. Det foreslås derfor, at der i ethvert

lovforslag af den slags som bilag indsættes et udkast til

lovbekendtgørelse.

Forslagsstillerne finder i det hele taget, at der

bør stilles langt strengere kvalitetskrav til lovforslagene. Lovgiver

skal have mulighed for at kende ikke mindst de retssikkerhedsmæssige

konsekvenser af lovforslaget. Lovforslagets bemærkninger udgør

ud over lovteksten den væsentligste del af lovgivers

beslutningsgrundlag.

Det foreslås derfor, at der stilles krav om, at alle

lovforslag, hvor det offentlige har myndighedsopgaver, skal indeholde en

retssikkerhedsdiskussion og de konsekvenser, lovforslaget indebærer for

borgernes retssikkerhed. Dette krav vil ikke blot medføre et

grundigere lovforberedende arbejde i ministerierne, men vil gøre

lovforslagets konsekvenser mere gennemskuelige for Folketinget.

Et krav om, at lovforslaget skal indeholde en

nøjere beskrivelse og begrundelse for, at der i forslaget optages

bemyndigelsesbestemmelser, vil have samme effekt.

Et særligt problem udgør de hundredvis af

straffebestemmelser. Strafsanktionen er i de senere år bragt i

anvendelse for mere formelle overtrædelser. Det bør være

en selvfølge, at straffebestemmelser og ikke mindst dem, der er

fastsat i medfør af bekendtgørelser alene indsættes

efter en nøje overvejelse af, hvorvidt andre sanktioner kan

overflødiggøre straf. Der tænkes navnlig på

erstatning, ugyldighed og mulighed for tilbagekaldelse af tilladelser som

sanktionsmulighed. Disse overvejelser skal fremgå af lovforslagets

bemærkninger.

Såfremt overtrædelse af en lov skal

sanktioneres med straf, bør gerningsindholdet beskrives meget

præcist. Det er således et stigende problem, at strafbarhed i en

række miljølove er afhængig af forvaltningsmyndighedernes

forgodtbefindende.

Det er helt uacceptabelt, at politianmeldelse kan

afhænge af politiske overvejelser. Den slags hører ikke hjemme i

et retssamfund.

Forslagsstillerne foreslår endelig, at den nedsatte

retssikkerhedskommission overordnet skal overveje nye retningslinjer for

balancen mellem lovtekst og bemærkninger med det sigte at undgå

lovgivning i bemærkningerne.

Ad 2

Den bestående lovgivning skal gennemgås med

henblik på at fjerne unødvendige muligheder for tvangsindsgreb

over for borgerne. Det gælder navnlig de mange bestemmelser om

myndigheders adgang til privat ejendom, herunder bestemmelser om politiets

bistand til at gennemtvinge adgang.

Tvangsindgreb bør ikke i fremtiden hjemles,

medmindre det enten kræver retskendelse og/eller betingelserne for at

foretage indgreb i øvrigt er nøje beskrevet dels i den enkelte

lov, dels i en ny bog i retsplejeloven.

Ad 3-5

Forslagsstillerne vil ikke stille krav om, at enhver

bestemmelse, der giver en myndighed adgang til privat ejendom, skal

være betinget af retskendelse. Det er derimod helt afgørende, at

der fastsættes generelle betingelser for tvangsindgreb og regler, der

beskriver, hvorledes den kontrollerende myndighed skal forholde sig,

såfremt der konstateres lovovertrædelser.

I forbindelse med de mange myndighedsbeføjelser i

form af uanmeldt kontrol er det helt afgørende af hensyn til borgernes

retssikkerhed, at der i lighed med retsplejelovens bestemmelser for politi,

anklagemyndighed og domstole fastsættes generelle og specielle regler

for de myndigheder, der ikke i dag er reguleret af retsplejeloven.

Retsplejeloven foreskriver f.eks. nøje, hvornår politiet

må ransage, og hvornår der skal rejses sigtelse, og at den

sigtede skal oplyses om, at han ikke har pligt til at udtale sig. Oplysninger

om adgang til forsvarer skal tillige oplyses af politiet. Sådanne

regler gælder slet ikke for andre myndigheder.

Retsusikkerheden forstærkes af, at det er de samme

myndigheder, der sidder i de kommissioner, der er fremkommet med lovudkast,

og som senere udformer lovforslagene og forslagenes bemærkninger, og

som derefter administrerer de samme love og udsender forskrifter til

underordnede myndigheder.

Myndigheder kan f.eks., uden at ransagningsbetingelserne

er opfyldt, trænge ind i borgernes boliger og kontrollere uden at rejse

sigtelse. Myndighederne foretager afhøringer uden at gøre

opmærksom på, at udtalelserne kan blive anvendt ved en senere

straffesag. Finder myndighederne beviser for strafbart forhold, gælder

hverken regler om tilkaldelse af politi eller advokat, ligesom myndighederne

hverken er uddannet til eller har forskrifter for indsamling af beviser og

afvejning af disse.

Disse myndigheder har tillige ikke sjældent aldeles

manglende forståelse for, at det er myndighederne, der skal bevise

strafbart forhold, og ikke borgerne, der skal bevise uskyld.

I den senere tid har bevisbyrderegler i strafferetsplejen

i forbindelse med fund af store økonomiske midler hos rockere

været diskuteret. Politiets muligheder for at anvende de såkaldte

tilfældighedsfund er nøje fastlagt i retsplejeloven.

Hvad andre myndigheder, der under kontrol finder beviser

for strafbart forhold, skal foretage sig, er ikke reguleret. Borgeren

befinder sig i en gråzone, hvor myndigheden kommer med det formål

at kontrollere, men hvor sagen kan føre til tiltalerejsning, uden at

borgeren har de retssikkerhedsgarantier, der gælder inden for

strafferetsplejen. Dette område er kun i ringe omfang diskuteret i

teorien og udgør for forslagsstillerne et af samfundets største

retssikkerhedsproblemer.

De mange retsplejebestemmelser for politiet tilsigter

på en gang at begrænse politiets magtudfoldelse, samtidig med at

borgeren advares om at tage sig i agt, evt. med bistand af en advokat.

Retsplejeloven bygger i det hele taget på det

grundlæggende princip om, at ingen er skyldig, før han er

dømt.

Det foreslås derfor, at der dels ved en

ændring af retsplejeloven, dels ved at der i hver enkelt lov, hvor der

gives hjemmel til myndighedsudøvelse, fastsættes klare regler

for fremgangsmåden ved tvangsindgreb, forsvarlig bevisindsamling og

bevisafvejning, og at der fastsættes beløbsgrænser for,

hvilke bødeforelæg der kan forelægges administrativt.

Ad 6

I civile retssager er sagsøger og sagsøgte

ligestillede. I hvert fald på papiret. Denne ligestilling gælder

imidlertid stort set ikke i sager, hvor den enkelte borger anlægger sag

mod det offentlige. For selv om magtforholdet mellem den enkelte og det

offentlige er meget anderledes, end da retsplejeloven så dagens lys, er

retsplejeloven ikke ændret tilsvarende.

Det offentlige har en knusende fortrinsret. Den enkeltes

retssikkerhed derimod er slet ikke udviklet i takt med samfundets udvikling.

Der er ganske enkelt ikke lige adgang til retsvæsenet, endsige lige

adgang til at få sin ret. Vil man som borger i dagens Danmark

gøre sig håb om at få medhold i en sag anlagt mod det

offentlige, skal man med eller uden advokat kunne beherske vanskelige

retsspørgsmål, helst bedre end modparten, der som offentlig

myndighed typisk vil være i besiddelse af væsentlige ressourcer

og ekspertise. Borgeren skal tillige kunne overvinde den ulighed, der ligger

i, at den sagsøgte myndighed der typisk har konciperet de af

Folketinget vedtagne lovforslag og udformet bemærkningerne hertil kan

have en meget skråsikker opfattelse af den korrekte juridiske

forståelse af de spørgsmål, som har udviklet sig gennem

den administrative praksis. En praksis, der altså er en

udmøntning af det af samme myndighed udførte lovforberedende

arbejde.

Sådanne sager omfatter ofte tillige tekniske forhold

af betydning for bedømmelse af sagerne. Endelig vil der for den

enkelte borger typisk være bevismæssige vanskeligheder og

vanskeligheder med overhovedet at fremskaffe oplysninger, hvis eksistens den

enkelte borger ikke kender, og som beror hos det offentlige.

Disse vanskeligheder, som omfatter både

forberedelsen af sagen og fremlæggelsen i retten, afhjælpes ikke

gennem reglerne om fri proces.

Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven

ændres, så der indsættes et særligt afsnit for

civilretlige sager, hvor den enkelte borger rejser sag mod det offentlige

eller omvendt. En sådan ny bog i retsplejeloven skal indeholde

særlige processuelle lettelser og fordele for den enkelte borger, bl.a.

ud fra det synspunkt, at de to parter ikke er lige egnede til at foretage

indsamling af bevismateriale. Reglerne skal tillige indeholde en særlig

pligt for det offentlige til at indsamle og fremlægge det

fornødne bevismateriale.

I en tid, hvor det er helt umuligt for den enkelte borger

at få et overblik over, endsige gennemskue de mange forskrifter,

må man gøre sig klart, at alene lovenes mængde og

indviklethed er en svækkelse af den enkeltes retssikkerhed. Dette

forstærkes af, at forskrifterne er blevet mere og mere indgribende for

den enkelte borger, og at mere og mere magtudøvelse af meget

indgribende art er overladt til alle mulige offentlige instanser, uden at der

er indført nogen form for processuel fordel for den enkelte borger,

der måtte ønske at rejse sag ved domstolene.

Retsplejeloven er forældet og ude af trit med

udviklingen i forvaltningsretten. Det bør i denne sammenhæng

erindres, at Folketingets Ombudsmand over for forvaltningen anvender et

bedømmelsesgrundlag, der er mere vidtgående end det

forvaltningsretlige bedømmelsesgrundlag, som domstolene anvender, jf.

Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret p. 594.

Ad 7

Såfremt en dom f.eks. medfører pligt til

tilbagebetaling, skal f.eks. skattemyndighederne være forpligtet til af

egen drift at tilbagebetale til andre borgere i lignende situation, uden at

disse behøver at anlægge sag.

Ad 8

Det bør være en selvfølgelighed i et

retssamfund, at alle har lige adgang til retsvæsenet.

Ad 9

Informationsteknologien rejser en lang række

retssikkerhedsproblemer for den enkelte borger.

Brug af informationsteknologi kan efterlade elektroniske

spor, der muliggør lagring af data om enkeltpersoner, der gør

registerlovgivningen helt indholdsløs. Brugen af Internet

umuliggør anvendelse af de traditionelle ansvarsregler.

Informationernes grænseoverskridelser kan

gøre dansk lovgivning uanvendelig. Der er et påtrængende

behov for en klar stillingtagen til retten til eller forbud mod kryptering

ved datatransmission og forholdet til grundlovens bestemmelser om

brevhemmelighed m.v.

Disse og mange andre spørgsmål bør

samlet drøftes set i relation til forholdet mellem det offentliges

myndighedsudøvelse og den enkelte borgers retssikkerhed.

Ad 10

Da nedsættelsen af en kommission og senere

ændring af retsplejeloven m.v. ikke må blive en sovepude,

pålægges det regeringen at udarbejde en årlig

retssikkerhedsredegørelse. Redegørelsen skal indeholde de

retssikkerhedsmæssige forbedringer, der er foretaget i de enkelte

ministerier, samt regeringens aktuelle overvejelser om at forbedre

retssikkerheden.

Den første redegørelse gives ved starten af

næste folketingsår.

Lignende dokumenter