Forslag til folketingsbeslutning om en retssikkerhedsreform
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 20. oktober 1998 af
Birthe Rønn Hornbech (V),
Inge Dahl-Sørensen (V),
Svend Erik Hovmand (V), Bertel Haarder (V),
Karsten Nonbo (V), Lars Løkke Rasmussen (V),
Karen Rønde (V), Hans Christian Schmidt (V)&n
bsp;og Ulla Tørnæs (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om en retssikkerhedsreform
Folketinget pålægger regeringen snarest muligt
og inden årsskiftet at nedsætte en retssikkerhedskommission, der
inden afslutningen af folketingsåret 1999-2000 skal komme med forslag
til de fornødne ændringer i retsplejeloven, forvaltningsloven
m.v. til fremme af borgernes retssikkerhed. Forslagene skal omfatte
følgende elementer:
1. Kvalitetskrav til lovforslag, herunder krav om
retssikkerhedsdiskussion i alle lovforslag, hvor det offentlige udøver
myndighed over for borgerne.
2. Begrænsning af tvangsindgreb over for borgerne.
3. Nøje opregnede betingelser for tvangsindgreb.
4. Adfærdsregler for myndighedsudøvere.
5. Magtadskillelse i forvaltningen.
6. Lettere adgang for borgerne til at anlægge sager mod det
offentlige.
7. Forvaltningsmyndighedernes pligt til at efterleve domspraksis og af
egen drift efter domstolsafgørelser at genoptage lignende sager, hvor
borgeren har krav på tilbagebetaling.
8. Udvidet adgang til retshjælp.
9. Undersøgelse af teknologiens betydning for borgernes
retssikkerhed.
Læs alt
10. Årlig retssikkerhedsredegørelse.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Beslutningsforslaget er en uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 106, folketingsåret
1996-97 (se Folketingstidende 1996-97, forhandlingerne side 6509 og
Tillæg A side 4394 og 4399) og beslutningsforslag nr. B 32,
folketingsåret 1997-98, 1. samling (se Folketingstidende 1997-98,
forhandlingerne side 2192 og Tillæg A side 1107 og 1112).
Princippet om magtfordelingen mellem den udøvende,
den lovgivende og den dømmende magt er grundlovsfæstet. Dette
princip er fastsat for at beskytte Danmarks borgere mod vilkårlige
indgreb.
Den stadig stigende hærskare af forskrifter for
borgerne har forrykket forholdet mellem stat og individ i en uheldig
retning.
Lovgivningen er i stigende grad ufuldstændig.
Nærmere fastsættelse af reglerne for borgernes færden er
overladt til ministrene i form af bemyndigelsesbestemmelser. Dette har
betydet, at det i højere og højere grad er forvaltningen, der i
stedet for Folketinget fastsætter regler for borgerne.
Samtidig har der været en tendens til i stigende
grad at fastsætte straf som sanktion for overtrædelserne og
overlade det til forvaltningsmyndighederne at udstede
bødeforelæg frem for at forelægge sagen for domstolene.
Dertil kommer, at borgerne ifalder straf, uden at elementære
retsgarantier er iagttaget. Bødestørrelsen fastsættes
administrativt af embedsmænd, der ikke er uddannet til bevisindsamling
og bevisafvejning. Ikke sjældent får man det indtryk, at det
nærmest er borgeren selv, der skal bevise sin uskyld.
Den udøvende magts område er derved vokset
ganske væsentligt på bekostning af den lovgivende og den
dømmende magt. Dette har betydet en svækkelse af den enkelte
borgers retssikkerhed.
De mange love og bekendtgørelser, de stadig mere
indviklede regler og hyppige lovændringer, der regulerer borgernes
adfærd, er i sig selv et problem, idet et retssystem som det danske
nødvendigvis må forudsætte borgernes pligt til at kende
loven. Det er derfor et grundlæggende retssikkerhedsproblem, at
borgerne ikke kan finde ud af, hvad der er lov og ret i Danmark.
De mange bemyndigelsesbestemmelser og administrative
bødeforelæg svækker yderligere den enkelte borgers
retsbeskyttelse. Denne svækkede retsbeskyttelse bliver yderligere
markant på grund af det totale fravær af bestemmelser i
retsplejeloven, der fastsætter spilleregler for
forvaltningsmyndigheder. Vedtagelsen af forvaltningsloven og løbende
ajourføring af f.eks. registerlovgivning og lov om offentlighed i
forvaltningen kan ikke kompensere for den omstændighed, at
retsplejeloven stort set alene gælder for domstole, politi og
anklagemyndighed.
Retsstillingen er i dag bedre sikret for den, der
forsætligt overtræder straffeloven og f.eks. begår drab
eller voldtægt, end for den borger, der uagtsomt overtræder en af
de tusindvis af bestemmelser i andre love.
Forslagsstillerne finder det meget betænkeligt, at
Folketingets flertal som en yderligere indskrænkning i borgernes
retssikkerhed i de senere år har foretaget indgreb i den enkelte
borgers grundlovssikrede frihedsrettigheder, herunder navnlig husfreden og
ejendomsretten.
I kølvandet på den stigende regulering af
borgernes adfærd er nemlig fulgt en stadig stigende kontrolvirksomhed,
der med hjemmel i lovgivningen giver myndighederne mulighed for indgreb af
f.eks. ransagningslignende karakter. De mange love, der uden nærmere
betingelser f.eks. giver kontrollerende myndigheder adgang til private hjem,
er en udhuling af grundlovens bestemmelse om husfredens
ukrænkelighed.
Forslagsstillerne mener derfor, at tiden er inde til at
udforme en omfattende retssikkerhedsreform.
Al lovgivning, der muliggør vilkårlig
krænkelse af den grundlovssikrede husfred og ejendomsret, skal tages op
til revision.
Ingen indgreb i husfreden eller ejendomsretten skal
fremtidig kunne finde sted, uden at enten betingelserne i grundlovens § 72 om
retskendelse eller bestemmelserne i grundlovens § 73 om ekspropriation er
opfyldt eller det nøje i loven er opregnet, hvilke betingelser der i
øvrigt skal være opfyldt.
I den forbindelse mener forslagsstillerne, at reglerne for
udarbejdelse af lovforslag bør ændres grundlæggende.
Ethvert lovforslag, der giver mulighed for
myndighedsudøvelse over for den enkelte borger eller grupper af
borgere, bør indeholde en grundig diskussion af, hvilke
retssikkerhedsmæssige konsekvenser lovforslaget vil have for
borgerne.
Med hensyn til bemyndigelsesbestemmelser, der overlader
til ministeren at fastsætte ikketekniske regler af betydning for den
enkelte borger, bør der ligeledes i lovforslaget optages en
nærmere beskrivelse af, hvad bemyndigelsen skal anvendes til, og de
retssikkerhedsmæssige konsekvenser.
Med forbillede i retsplejelovens regler for politi og
anklagemyndighed skal der fastsættes nærmere regler for enhver
myndigheds adfærd.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Udformningen af lovforslag er i dag aldeles
utilstrækkelig. Lovforslagets bemærkninger er for ofte
ufuldstændige og forhastede, ligesom der lovgives for meget i
bemærkningerne. Love skal være klare og
lettilgængelige.
En meget stor del af lovene vedrører
erhvervsgruppers og almindelige borgeres dagligdag. Det er derfor helt
afgørende, at lovene også kan læses og forstås af
borgerne og medierne, der ofte vil være det led, der formidler
lovgivningen og forberedelsen af lovene til borgerne.
Det må tillige være et uomgængeligt krav
til en moderne retsstat, at de lovforslag, som den til enhver tid siddende
regering fremsætter, giver lovgiver et fuldstændigt
beslutningsgrundlag. Kravet om klarhed vil tvinge både aktørerne
i det lovforberedende arbejde og Folketinget til en gennemtænkning af
lovenes konsekvenser og de med lovgivningen forbundne politiske og retlige
spørgsmål.
De hyppigt fremsatte forslag til ændringslove
øger uoverskueligheden. Det foreslås derfor, at der i ethvert
lovforslag af den slags som bilag indsættes et udkast til
lovbekendtgørelse.
Forslagsstillerne finder i det hele taget, at der
bør stilles langt strengere kvalitetskrav til lovforslagene. Lovgiver
skal have mulighed for at kende ikke mindst de retssikkerhedsmæssige
konsekvenser af lovforslaget. Lovforslagets bemærkninger udgør
ud over lovteksten den væsentligste del af lovgivers
beslutningsgrundlag.
Det foreslås derfor, at der stilles krav om, at alle
lovforslag, hvor det offentlige har myndighedsopgaver, skal indeholde en
retssikkerhedsdiskussion og de konsekvenser, lovforslaget indebærer for
borgernes retssikkerhed. Dette krav vil ikke blot medføre et
grundigere lovforberedende arbejde i ministerierne, men vil gøre
lovforslagets konsekvenser mere gennemskuelige for Folketinget.
Et krav om, at lovforslaget skal indeholde en
nøjere beskrivelse og begrundelse for, at der i forslaget optages
bemyndigelsesbestemmelser, vil have samme effekt.
Et særligt problem udgør de hundredvis af
straffebestemmelser. Strafsanktionen er i de senere år bragt i
anvendelse for mere formelle overtrædelser. Det bør være
en selvfølge, at straffebestemmelser og ikke mindst dem, der er
fastsat i medfør af bekendtgørelser alene indsættes
efter en nøje overvejelse af, hvorvidt andre sanktioner kan
overflødiggøre straf. Der tænkes navnlig på
erstatning, ugyldighed og mulighed for tilbagekaldelse af tilladelser som
sanktionsmulighed. Disse overvejelser skal fremgå af lovforslagets
bemærkninger.
Såfremt overtrædelse af en lov skal
sanktioneres med straf, bør gerningsindholdet beskrives meget
præcist. Det er således et stigende problem, at strafbarhed i en
række miljølove er afhængig af forvaltningsmyndighedernes
forgodtbefindende.
Det er helt uacceptabelt, at politianmeldelse kan
afhænge af politiske overvejelser. Den slags hører ikke hjemme i
et retssamfund.
Forslagsstillerne foreslår endelig, at den nedsatte
retssikkerhedskommission overordnet skal overveje nye retningslinjer for
balancen mellem lovtekst og bemærkninger med det sigte at undgå
lovgivning i bemærkningerne.
Ad 2
Den bestående lovgivning skal gennemgås med
henblik på at fjerne unødvendige muligheder for tvangsindsgreb
over for borgerne. Det gælder navnlig de mange bestemmelser om
myndigheders adgang til privat ejendom, herunder bestemmelser om politiets
bistand til at gennemtvinge adgang.
Tvangsindgreb bør ikke i fremtiden hjemles,
medmindre det enten kræver retskendelse og/eller betingelserne for at
foretage indgreb i øvrigt er nøje beskrevet dels i den enkelte
lov, dels i en ny bog i retsplejeloven.
Ad 3-5
Forslagsstillerne vil ikke stille krav om, at enhver
bestemmelse, der giver en myndighed adgang til privat ejendom, skal
være betinget af retskendelse. Det er derimod helt afgørende, at
der fastsættes generelle betingelser for tvangsindgreb og regler, der
beskriver, hvorledes den kontrollerende myndighed skal forholde sig,
såfremt der konstateres lovovertrædelser.
I forbindelse med de mange myndighedsbeføjelser i
form af uanmeldt kontrol er det helt afgørende af hensyn til borgernes
retssikkerhed, at der i lighed med retsplejelovens bestemmelser for politi,
anklagemyndighed og domstole fastsættes generelle og specielle regler
for de myndigheder, der ikke i dag er reguleret af retsplejeloven.
Retsplejeloven foreskriver f.eks. nøje, hvornår politiet
må ransage, og hvornår der skal rejses sigtelse, og at den
sigtede skal oplyses om, at han ikke har pligt til at udtale sig. Oplysninger
om adgang til forsvarer skal tillige oplyses af politiet. Sådanne
regler gælder slet ikke for andre myndigheder.
Retsusikkerheden forstærkes af, at det er de samme
myndigheder, der sidder i de kommissioner, der er fremkommet med lovudkast,
og som senere udformer lovforslagene og forslagenes bemærkninger, og
som derefter administrerer de samme love og udsender forskrifter til
underordnede myndigheder.
Myndigheder kan f.eks., uden at ransagningsbetingelserne
er opfyldt, trænge ind i borgernes boliger og kontrollere uden at rejse
sigtelse. Myndighederne foretager afhøringer uden at gøre
opmærksom på, at udtalelserne kan blive anvendt ved en senere
straffesag. Finder myndighederne beviser for strafbart forhold, gælder
hverken regler om tilkaldelse af politi eller advokat, ligesom myndighederne
hverken er uddannet til eller har forskrifter for indsamling af beviser og
afvejning af disse.
Disse myndigheder har tillige ikke sjældent aldeles
manglende forståelse for, at det er myndighederne, der skal bevise
strafbart forhold, og ikke borgerne, der skal bevise uskyld.
I den senere tid har bevisbyrderegler i strafferetsplejen
i forbindelse med fund af store økonomiske midler hos rockere
været diskuteret. Politiets muligheder for at anvende de såkaldte
tilfældighedsfund er nøje fastlagt i retsplejeloven.
Hvad andre myndigheder, der under kontrol finder beviser
for strafbart forhold, skal foretage sig, er ikke reguleret. Borgeren
befinder sig i en gråzone, hvor myndigheden kommer med det formål
at kontrollere, men hvor sagen kan føre til tiltalerejsning, uden at
borgeren har de retssikkerhedsgarantier, der gælder inden for
strafferetsplejen. Dette område er kun i ringe omfang diskuteret i
teorien og udgør for forslagsstillerne et af samfundets største
retssikkerhedsproblemer.
De mange retsplejebestemmelser for politiet tilsigter
på en gang at begrænse politiets magtudfoldelse, samtidig med at
borgeren advares om at tage sig i agt, evt. med bistand af en advokat.
Retsplejeloven bygger i det hele taget på det
grundlæggende princip om, at ingen er skyldig, før han er
dømt.
Det foreslås derfor, at der dels ved en
ændring af retsplejeloven, dels ved at der i hver enkelt lov, hvor der
gives hjemmel til myndighedsudøvelse, fastsættes klare regler
for fremgangsmåden ved tvangsindgreb, forsvarlig bevisindsamling og
bevisafvejning, og at der fastsættes beløbsgrænser for,
hvilke bødeforelæg der kan forelægges administrativt.
Ad 6
I civile retssager er sagsøger og sagsøgte
ligestillede. I hvert fald på papiret. Denne ligestilling gælder
imidlertid stort set ikke i sager, hvor den enkelte borger anlægger sag
mod det offentlige. For selv om magtforholdet mellem den enkelte og det
offentlige er meget anderledes, end da retsplejeloven så dagens lys, er
retsplejeloven ikke ændret tilsvarende.
Det offentlige har en knusende fortrinsret. Den enkeltes
retssikkerhed derimod er slet ikke udviklet i takt med samfundets udvikling.
Der er ganske enkelt ikke lige adgang til retsvæsenet, endsige lige
adgang til at få sin ret. Vil man som borger i dagens Danmark
gøre sig håb om at få medhold i en sag anlagt mod det
offentlige, skal man med eller uden advokat kunne beherske vanskelige
retsspørgsmål, helst bedre end modparten, der som offentlig
myndighed typisk vil være i besiddelse af væsentlige ressourcer
og ekspertise. Borgeren skal tillige kunne overvinde den ulighed, der ligger
i, at den sagsøgte myndighed der typisk har konciperet de af
Folketinget vedtagne lovforslag og udformet bemærkningerne hertil kan
have en meget skråsikker opfattelse af den korrekte juridiske
forståelse af de spørgsmål, som har udviklet sig gennem
den administrative praksis. En praksis, der altså er en
udmøntning af det af samme myndighed udførte lovforberedende
arbejde.
Sådanne sager omfatter ofte tillige tekniske forhold
af betydning for bedømmelse af sagerne. Endelig vil der for den
enkelte borger typisk være bevismæssige vanskeligheder og
vanskeligheder med overhovedet at fremskaffe oplysninger, hvis eksistens den
enkelte borger ikke kender, og som beror hos det offentlige.
Disse vanskeligheder, som omfatter både
forberedelsen af sagen og fremlæggelsen i retten, afhjælpes ikke
gennem reglerne om fri proces.
Forslagsstillerne foreslår derfor, at retsplejeloven
ændres, så der indsættes et særligt afsnit for
civilretlige sager, hvor den enkelte borger rejser sag mod det offentlige
eller omvendt. En sådan ny bog i retsplejeloven skal indeholde
særlige processuelle lettelser og fordele for den enkelte borger, bl.a.
ud fra det synspunkt, at de to parter ikke er lige egnede til at foretage
indsamling af bevismateriale. Reglerne skal tillige indeholde en særlig
pligt for det offentlige til at indsamle og fremlægge det
fornødne bevismateriale.
I en tid, hvor det er helt umuligt for den enkelte borger
at få et overblik over, endsige gennemskue de mange forskrifter,
må man gøre sig klart, at alene lovenes mængde og
indviklethed er en svækkelse af den enkeltes retssikkerhed. Dette
forstærkes af, at forskrifterne er blevet mere og mere indgribende for
den enkelte borger, og at mere og mere magtudøvelse af meget
indgribende art er overladt til alle mulige offentlige instanser, uden at der
er indført nogen form for processuel fordel for den enkelte borger,
der måtte ønske at rejse sag ved domstolene.
Retsplejeloven er forældet og ude af trit med
udviklingen i forvaltningsretten. Det bør i denne sammenhæng
erindres, at Folketingets Ombudsmand over for forvaltningen anvender et
bedømmelsesgrundlag, der er mere vidtgående end det
forvaltningsretlige bedømmelsesgrundlag, som domstolene anvender, jf.
Hans Gammeltoft-Hansen m.fl. Forvaltningsret p. 594.
Ad 7
Såfremt en dom f.eks. medfører pligt til
tilbagebetaling, skal f.eks. skattemyndighederne være forpligtet til af
egen drift at tilbagebetale til andre borgere i lignende situation, uden at
disse behøver at anlægge sag.
Ad 8
Det bør være en selvfølgelighed i et
retssamfund, at alle har lige adgang til retsvæsenet.
Ad 9
Informationsteknologien rejser en lang række
retssikkerhedsproblemer for den enkelte borger.
Brug af informationsteknologi kan efterlade elektroniske
spor, der muliggør lagring af data om enkeltpersoner, der gør
registerlovgivningen helt indholdsløs. Brugen af Internet
umuliggør anvendelse af de traditionelle ansvarsregler.
Informationernes grænseoverskridelser kan
gøre dansk lovgivning uanvendelig. Der er et påtrængende
behov for en klar stillingtagen til retten til eller forbud mod kryptering
ved datatransmission og forholdet til grundlovens bestemmelser om
brevhemmelighed m.v.
Disse og mange andre spørgsmål bør
samlet drøftes set i relation til forholdet mellem det offentliges
myndighedsudøvelse og den enkelte borgers retssikkerhed.
Ad 10
Da nedsættelsen af en kommission og senere
ændring af retsplejeloven m.v. ikke må blive en sovepude,
pålægges det regeringen at udarbejde en årlig
retssikkerhedsredegørelse. Redegørelsen skal indeholde de
retssikkerhedsmæssige forbedringer, der er foretaget i de enkelte
ministerier, samt regeringens aktuelle overvejelser om at forbedre
retssikkerheden.
Den første redegørelse gives ved starten af
næste folketingsår.
Lignende dokumenter
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- 1997 BSF 32 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN RETSSIKKERHEDSREFORM Retsinformation · 31. oktober 1997
- 1996 BSF 106 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN RETSSIKKERHEDSREFORM Retsinformation · 20. marts 1997
- ORDONNANCE DE LA COUR (quatrième chambre) EU-domme · 29. april 2015
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 16. december 2004 EU-domme · 16. december 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om maskeringsforbud Retsinformation · 18. november 1999