Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Arvelov

2006/1 LSV 100Lovforslag som vedtagetFolketinget1. juni 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2007

Forslag

til

Arvelov

Kapitel 1

Slægtninges arveret

Arv

efter loven

§ 1.

En

arveladers nærmeste slægtsarvinger er dennes børn. Børnene arver lige.

Stk. 2.

Er et barn

død, træder dets børn i dets sted og arver indbyrdes lige. På tilsvarende

måde

arver fjernere livsarvinger.

§ 2.

Har

arveladeren ikke efterladt sig børn eller andre livsarvinger, arver

arveladerens forældre. Forældrene arver hver en halvdel.

Stk. 2.

Er en af

forældrene død, træder dennes børn i den pågældendes sted og arver indbyrdes

lige.

På tilsvarende måde arver fjernere livsarvinger. Er der ingen livsarvinger

efter den ene af forældrene, arver den anden af forældrene eller dennes

livsarvinger alene.

§ 3.

Er

der ingen arvinger efter § 1 eller § 2, arver arveladerens

Læs alt

bedsteforældre. Halvdelen af arven tilfalder bedsteforældrene på fædrene side

og halvdelen bedsteforældrene på mødrene side.

Stk. 2.

Er en af

bedsteforældrene død, træder dennes børn, men ikke fjernere livsarvinger, i

den

pågældendes sted.

Stk. 3.

Mellem

fædrene og mødrene arvinger indbyrdes deles arven som fastsat i § 2. Er

der kun arvinger på fædrene eller mødrene side, arver disse alene.

§ 4.

Et

adoptivbarn og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt

som

adoptantens livsarvinger i øvrigt, medmindre andet følger af reglerne i

adoptionslovgivningen.

Livsarvingers

tvangsarv

§ 5.

En

fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv.

Stk. 2.

Arveladeren

kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af

1.000.000 kr. Er et barn død, begrænses dette barns livsarvingers arvelod til

den andel, som udgør livsarvingens andel af beløbet, jf. § 1,

stk. 2,

medmindre andet fremgår af testamentet. Tilsvarende gælder for fjernere

livsarvinger. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.

Overtagelse

efter vurdering

§ 6.

Arvingerne kan for deres arvelod overtage boets aktiver til

vurderingsbeløbet.

Stk. 2.

Ønsker

flere arvinger at overtage det samme aktiv, afgøres det ved lodtrækning, hvem

der skal have dette. En arving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv,

der har særlig erindringsværdi for den pågældende.

Stk. 3.

Ægtefællens

ret efter § 11, stk. 1, og §§ 12-14 skal respekteres.

§ 7.

Ejer en arving en andel af et aktiv i sameje med boet, har arvingen, selv om

værdien heraf overstiger arvelodden, fortrinsret til at overtage boets andel

af

aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet. Fortrinsretten

gælder dog ikke et aktiv omfattet af § 11, stk. 1, og et

fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2, som ægtefællen ønsker at

overtage

efter § 12.

Stk. 2.

Ejer en

arving en andel af et aktiv i sameje med både boet og ægtefællen, har

ægtefællen fortrinsret. Hvis aktivet er fuldstændigt særeje i boet, har en

særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle dog fortrinsret, hvis aktivet

har

en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet

af

§ 11, stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles

bolig.

Stk. 3.

Gør flere

arvinger retten efter stk. 1 gældende, afgøres det ved lodtrækning, hvem

der skal have ret til at overtage boets andel af aktivet.

Fravigelse

ved testamente m.v.

§ 8.

§§ 6

og 7 finder ikke anvendelse på aktiver, som arveladeren har rådet over ved

testamente. § 7 finder ikke anvendelse, i det omfang andet er fastsat i

en

samejeoverenskomst m.v.

Kapitel 2

Ægtefællens arveret

Arv

efter loven

§ 9.

Arveladerens ægtefælle arver halvdelen af arveladerens ejendele, når denne

efterlader sig livsarvinger.

Stk. 2.

Efterlader

arveladeren sig ikke livsarvinger, arver ægtefællen alene.

Ægtefællens

tvangsarv

§ 10.

En

fjerdedel af ægtefællens arvelod er tvangsarv.

§ 11.

Den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som

1)

udelukkende tjener

til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold

til ægtefællernes formueforhold, eller

2)

er erhvervet til

mindreårige børns brug.

Stk. 2.

Den

længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien

heraf

sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje

udgør indtil 600.000 kr. Beløbsgrænsen reguleres efter § 97.

Stk. 3.

I

beregningen efter stk. 2 indgår forsørgertabserstatning,

livsforsikringer

samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den

længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige

rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter,

medregnes kun, i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje,

ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende

live.

Stk. 4.

En

særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan uanset stk. 2 overtage

et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en

særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af

§ 11,

stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91,

stk. 2.

Overtagelse

efter vurdering

Fælleseje

§ 12.

Den længstlevende ægtefælle kan for sin bos- og arvelod overtage aktiver, der

er fælleseje i dødsboet, til vurderingsbeløbet.

Stk. 2.

Ønsker

ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen

fortrinsret.

En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, hvis dette har

særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af

§ 11,

stk. 1, eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91,

stk. 2.

Stk. 3.

Overstiger

værdien af det aktiv, som den længstlevende ægtefælle ønsker at overtage,

bos-

og arvelodden, kan ægtefællen overtage aktivet mod at betale det overskydende

beløb kontant til boet.

Fuldstændigt

særeje

§ 13.

Af

den afdødes fuldstændige særeje kan den længstlevende ægtefælle inden for sin

arvelod af særejet overtage aktiver til vurderingsbeløbet.

Stk. 2.

Ønsker

ægtefællen og en arving at overtage det samme aktiv, har ægtefællen

fortrinsret.

En særlivsarving har dog fortrinsret til at overtage et aktiv, der har særlig

erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet af

§ 11,

stk. 1, eller der er tale om ægtefællernes hidtidige fælles bolig.

Stk. 3.

Overstiger

værdien af et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet, arvelodden, kan

ægtefællen

overtage aktivet mod at betale det overskydende beløb kontant til boet.

Fravigelse

ved testamente m.v.

§ 14.

§§ 12

og 13 finder ikke anvendelse for aktiver, som arveladeren har rådet over ved

testamente, jf. §§ 90 og 91, eller hvis andet er fastsat i en

samejeoverenskomst m.v. om et aktiv, som ægtefællen ejer i sameje med boet.

Kapitel 3

Svogerskabsarv efter en længstlevende ægtefælle

§ 15.

Dør

den længstlevende ægtefælle efter at have arvet den førstafdøde ægtefælle i

henhold

til § 9, stk. 2, herunder i henhold til et testamente, deles boet

med

halvdelen til hver ægtefælles slægtsarvinger, medmindre den længstlevende

ægtefælle

1)

har indgået nyt

ægteskab,

2)

efter den førstafdøde

ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af

§ 87,

3)

efterlader sig en

samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87,

eller

4)

efterlader sig

livsarvinger.

Stk. 2.

Er der ved

den længstlevende ægtefælles død kun slægtsarvinger efter én af ægtefællerne,

arver de det hele.

Stk. 3.

Har en af

ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der

ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 1 og 2,

medmindre

andet må anses for at følge af testamentet.

Stk. 4.

Stk. 1-3

er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan

råde

over hele boet.

§ 16.

Dør den længstlevende ægtefælle efter at have benyttet sig af sin ret efter

§ 11,

stk. 2, deles boet efter stk. 2-6, medmindre den længstlevende

ægtefælle

1)

har indgået nyt

ægteskab,

2)

efter den førstafdøde

ægtefælles død har arvet en samlever efter et testamente oprettet i medfør af

§ 87,

eller

3)

efterlader sig en

samlever, der har arveret efter et testamente oprettet i medfør af § 87.

Stk. 2.

Er der

livsarvinger efter begge ægtefæller, deles boet med halvdelen til hver

ægtefælles livsarvinger. Er der alene livsarvinger efter den længstlevende

ægtefælle, arver disse alene.

Stk. 3.

Er der

alene livsarvinger efter den førstafdøde ægtefælle, deles boet med halvdelen

til førstafdødes livsarvinger og halvdelen til længstlevendes slægtsarvinger.

Er der ingen slægtsarvinger efter længstlevende, arver førstafdødes

livsarvinger alene.

Stk. 4.

Er der ikke

livsarvinger efter nogen af ægtefællerne, deles boet med halvdelen til hver

ægtefælles

slægtsarvinger. Er der alene slægtsarvinger efter én af ægtefællerne, arver

de

det hele.

Stk. 5.

Har en af

ægtefællerne truffet bestemmelse ved testamente, deles den del af boet, der

ikke er truffet testamentarisk bestemmelse om, efter stk. 2-4, medmindre

andet må anses for at følge af testamentet.

Stk. 6.

Arv efter § 1,

som en særlivsarving har modtaget ved den førstafdøde ægtefælles død,

fradrages

i arv, som særlivsarvingen modtager efter den længstlevende ægtefælle i

medfør

af stk. 2 og 3. Arvens værdi ved modtagelsen lægges til grund ved

fradraget. § 47, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 7.

Stk. 2-6

er ikke til hinder for, at den længstlevende ægtefælle ved testamente kan

råde

over hele boet.

Kapitel 4

Uskiftet bo

Betingelser

for uskiftet bo m.v.

§ 17.

Efter en ægtefælles død kan den længstlevende ægtefælle overtage

ægtefællernes

fælleseje, jf. dog § 23, stk. 2-6, til uskiftet bo med deres fælles

livsarvinger.

§ 18.

Efterlader den førstafdøde ægtefælle sig særlivsarvinger, kan boet kun

udleveres til uskiftet bo med samtykke fra dem.

Stk. 2.

Er en

særlivsarving umyndig ifølge værgemålslovens § 1, stk. 1, eller er

der beskikket skifteværge for en særlivsarving, kan skifteretten tillade

boets

udlevering til uskiftet bo, hvis værgen eller skifteværgen samtykker deri og

udleveringen er forsvarlig under hensyn til livsarvingernes interesser og den

længstlevende ægtefælles forhold. Det samme gælder, hvis en særlivsarving er

under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter

værgemålslovens

§ 7, hvis værgemålet angår dette anliggende. Er særlivsarvingen under

samværgemål, kræves tillige samtykke fra særlivsarvingen.

Stk. 3.

Udleveres

boet til uskiftet bo med den afdødes mindreårige særlivsarvinger, overtager

den

længstlevende ægtefælle den afdødes forsørgelsespligt over for dem.

§ 19.

Et

bo kan ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle ikke

i

sin bodel og sit fuldstændige særeje råder over tilstrækkelige midler til at

dække sine forpligtelser. Ved vurderingen heraf tages hensyn til midler, som

den længstlevende ægtefælle vil modtage i arv fra den førstafdøde ægtefælles

fuldstændige særeje, samt erstatnings-, forsikrings- og pensionsbeløb, der

tilfalder den længstlevende ægtefælle i anledning af den førstafdøde

ægtefælles

død.

Stk. 2.

Skifteretten kan tillade, at boet udleveres til uskiftet bo, hvis en

insolvens

efter stk. 1 efter boets forhold må anses for ubetydelig.

Stk. 3.

Uanset stk. 1

kan boet dog udleveres til uskiftet bo, hvis den førstafdøde ægtefælles

livsarvinger

samtykker heri efter at være blevet gjort bekendt med den længstlevende

ægtefælles insolvens.

Stk. 4.

Et bo kan

ikke udleveres til uskiftet bo, hvis den længstlevende ægtefælle efter

udleveringen

ikke vil råde over tilstrækkelige midler til at dække såvel den førstafdøde

ægtefælles som egne forpligtelser.

§ 20.

Anmodning

om et bos udlevering til uskiftet bo fremsættes af ægtefællen eller af dennes

værge eller skifteværge.

Stk. 2.

Er

ægtefællen umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5, under

samværgemål efter værgemålslovens § 7, eller er der beskikket

skifteværge

for ægtefællen, kan boet kun udleveres til uskiftet bo, hvis skifteretten

finder dette bedst for ægtefællen.

§ 21.

Skifteretten

skal underrette den førstafdøde ægtefælles livsarvinger om udleveringen til

uskiftet bo.

Det

uskiftede bos midler m.v.

§ 22.

Inden 6 måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende ægtefælle til

skifteretten indlevere en formueoversigt, som omfatter

1)

den førstafdøde

ægtefælles fællesejemidler,

2)

den længstlevende

ægtefælles fællesejemidler,

3)

de i § 23, stk. 2-6,

nævnte midler,

4)

den længstlevende

ægtefælles fuldstændige særeje og

5)

den førstafdøde

ægtefælles fuldstændige særeje.

Stk. 2.

I

formueoversigten skal det særligt være angivet, hvem der skal arve den

førstafdøde ægtefælles fuldstændige særejemidler.

Stk. 3.

Skifteretten

kan forlænge fristen i stk. 1.

Stk. 4.

Indgives

formueoversigten ikke rettidigt, kan skifteretten bestemme, at

formueoversigten

skal udarbejdes af en autoriseret bobestyrer. Udgiften betales af den

længstlevende ægtefælle. Den længstlevende ægtefælle skal give bobestyreren

oplysninger om den førstafdødes og egne økonomiske forhold. § 92,

stk. 1,

i lov om skifte af dødsboer finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5.

Skifteretten skal efter anmodning udlevere et eksemplar af formueoversigten

til

livsarvingerne.

Stk. 6.

Justitsministeren

fastsætter nærmere regler om formueoversigten og om de blanketter, der kan

anvendes.

§ 23.

I

det uskiftede bo indgår alt, hvad den længstlevende ægtefælle erhverver, for

så

vidt det ikke er gjort til fuldstændigt særeje.

Stk. 2.

Livsforsikringer

samt pensionsydelser og lignende ydelser, der tilfalder den længstlevende

ægtefælle

i anledning af den førstafdøde ægtefælles død, og som må antages ikke at være

forbrugt, indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i den

længstlevende

ægtefælles levende live.

Stk. 3.

Den

længstlevende ægtefælles egne livsforsikringsordninger samt

pensionsrettigheder

og lignende rettigheder indgår ikke i det uskiftede bo ved skifte af boet i

den

længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 4.

Beløb, der

er udbetalt fra ordningerne i stk. 3, indgår i det uskiftede bo. Dette

gælder dog ikke udbetalinger fra kapitalpensionsrettigheder og lignende

rettigheder samt supplerende engangsydelser, som må antages ikke at være

forbrugt, medmindre beløbet ved udbetalingen har mistet sin karakter af

pensionsopsparing.

Stk. 5.

Stk. 2-4

finder tilsvarende anvendelse på indtægter af og surrogater for beløbene.

Stk. 6.

På øvrige

rettigheder, som er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig art, finder

reglerne om uskiftet bo kun anvendelse i den udstrækning, hvori det er

foreneligt med de særlige regler, der gælder for disse rettigheder.

Stk. 7.

Arv, gave

og livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, som tilfalder

den

længstlevende ægtefælle fra tredjemand, indgår ikke i det uskiftede bo, hvis

ægtefællen anmoder om skifte inden 3 måneder efter formuegodets modtagelse.

§ 24.

Den længstlevende ægtefælle udøver i levende live en ejers rådighed over det

uskiftede bo.

Stk. 2.

Ved

testamente kan ægtefællen kun råde over så stor en del af det uskiftede bo,

som

ved ægtefællens død falder i arv efter denne. Inden for denne grænse kan

ægtefællen også råde over boets enkelte genstande, for så vidt det ikke

strider

mod den førstafdøde ægtefælles testamentariske bestemmelse i medfør af

§ 91.

§ 25.

Den længstlevende ægtefælle bliver personligt ansvarlig for den førstafdøde

ægtefælles forpligtelser.

Stk. 2.

Må det

antages, at den førstafdøde ægtefælles bo var insolvent, kan den

længstlevende

ægtefælle eller en kreditor anmode skifteretten om, at boet tages under

behandling ved bobestyrer. Imødekommes anmodningen, og opfylder ægtefællen

sine

forpligtelser efter lov om skifte af dødsboer § 104, hæfter den

længstlevende ægtefælle uanset stk. 1 ikke for den afdøde ægtefælles

forpligtelser.

Skifte

§ 26.

Den længstlevende ægtefælle kan når som helst skifte med en eller flere af

livsarvingerne.

Stk. 2.

Ved

indgåelse af nyt ægteskab skal den længstlevende ægtefælle skifte.

Livsarvingerne

kan ikke give afkald på skifte af det uskiftede bo og samtidig bevare deres

arveret.

§ 27.

En

længstlevende ægtefælle, der i henhold til § 18, stk. 2, har fået

boet udleveret til uskiftet bo med umyndige særlivsarvinger, skal efter

anmodning skifte med særlivsarvingerne, efterhånden som de bliver myndige.

Det

samme gælder, hvis en livsarvings skifteværge på egen hånd har givet samtykke

til uskiftet bo og livsarvingen selv senere anmoder om skifte.

Stk. 2.

Dør en

særlivsarving, der er umyndig, eller for hvem en værge eller skifteværge

efter

§ 18, stk. 2, har meddelt samtykke til uskiftet bo, skal den

længstlevende ægtefælle skifte med den pågældendes livsarvinger, medmindre

disse samtykker i, at skifte undlades.

Stk. 3.

For

mindreårige særlivsarvinger og særlivsarvinger, for hvem der er beskikket

værge,

meddeles samtykke til undladelse af skifte af værgen med skifterettens

godkendelse. § 18, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

§ 28.

Når en længstlevende ægtefælle har fået et bo udleveret til uskiftet bo,

arver

livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle kun denne, hvis

1)

de overlever den

længstlevende ægtefælle eller

2)

de lever på det tidspunkt,

hvor anmodning om skifte fremsættes.

Stk. 2.

Ved skifte

efter den længstlevende ægtefælles død beregnes der ikke arv efter den

førstafdøde

ægtefælle til den længstlevende ægtefælle.

Stk. 3.

Mellem den

førstafdøde ægtefælles livsarvinger deles arven efter arveforholdene ved den

længstlevende ægtefælles død eller på det tidspunkt, hvor anmodning om skifte

fremsættes. Er der ved den længstlevende ægtefælles død ingen arvinger efter

denne, tilfalder hele boet den førstafdøde ægtefælles livsarvinger.

§ 29.

Hvis en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle godtgør, at den

længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det uskiftede bo

væsentligt har formindsket dette eller har fremkaldt nærliggende fare for en

sådan formindskelse, skal den længstlevende ægtefælle skifte med den eller de

livsarvinger, som forlanger dette.

Stk. 2.

Som misbrug

af rådighed over boet betragtes navnlig uforsvarlige

spekulationsforretninger,

urimeligt forbrug, tegning af en uforholdsmæssig stor pensions- eller

forsikringsordning

og ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det

uskiftede bos formue.

Stk. 3.

Gør en

arving gældende, at der foreligger misbrug, skal den længstlevende ægtefælle

efter skifterettens bestemmelse give oplysninger om dispositioner over det

uskiftede bos formue. Livsarvingerne har ret til at blive gjort bekendt med

oplysningerne.

Stk. 4.

Har den

længstlevende ægtefælle forsømt sin forsørgelsespligt over for en

særlivsarving, skal den længstlevende efter anmodning skifte med denne.

§ 30.

Har den længstlevende ægtefælle ved misbrug af sin rådighed over det

uskiftede

bo væsentligt formindsket dette, kan enhver livsarving, når boet skiftes,

kræve

vederlag derfor af det beholdne bo. Om fornødent kan livsarvingen endvidere

kræve

vederlag for halvdelen af det manglende beløb af ægtefællens fuldstændige

særeje.

Stk. 2.

En

livsarving kan kræve vederlag efter stk. 1, hvis den længstlevende

ægtefælle har anvendt midler af det uskiftede bo til erhvervelse eller

forbedring

af sit fuldstændige særeje eller sine rettigheder omfattet af § 15,

stk. 2, i lov om ægteskabets retsvirkninger, der ikke indgår i delingen

ved skifte af det uskiftede bo. Det gælder dog ikke midler anvendt til

erhvervelse eller forbedring af rettigheder omfattet af §

16 a

i lov om ægteskabets retsvirkninger.

Stk. 3.

Den

længstlevende ægtefælle eller en livsarving kan ved skifte af det uskiftede

bo

kræve vederlag af det beholdne bo, hvis ægtefællen har anvendt midler af sit

fuldstændige særeje til forbedring af det uskiftede bo.

§ 31.

Har den længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller arveforskud, hvis

værdi stod i misforhold til boets formue, kan en livsarving kræve

dispositionen

omstødt, hvis modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at

ægtefællen var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets

formue.

Stk. 2.

Stk. 1

finder tilsvarende anvendelse ved udbetaling til en begunstiget af en

livsforsikring eller en lignende ordning, der er oprettet for boets midler

for

et beløb, der stod i misforhold til boets formue.

Stk. 3.

Efter den

længstlevende ægtefælles død finder stk. 1 og 2 ikke anvendelse, hvis

den

pågældende livsarving kan opnå dækning for sin arveret, ved at der ydes

livsarvingen vederlag af det beholdne bo, jf. § 30, stk. 1 og 2.

§ 32.

Omstødelsessag

efter § 31 kan kun anlægges, hvis boet skiftes eller den livsarving, der

vil anlægge sagen, har anmodet om skifte. Sagen anlægges ved skifteretten,

der

træffer afgørelse ved dom. Retsplejelovens §§ 226 og 227 finder

tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2.

En sag

efter § 31, stk. 1, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen

har eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller

arveforskuddet, og senest 5 år efter gavens fuldbyrdelse.

Stk. 3.

En sag

efter § 31, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at livsarvingen

har eller burde have fået kendskab til udbetalingen og senest 5 år efter

udbetalingen.

§ 33.

Ved skifte formodes alt, hvad den længstlevende ægtefælle ejer, at høre til

det

uskiftede bo.

§ 34.

Dør alle livsarvingerne efter den førstafdøde ægtefælle, overtager den

længstlevende ægtefælle uden skifte det uskiftede bo til fri rådighed.

§ 16

finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5

Arvehenstand for længstlevende ægtefælle

§ 35.

Skifteretten kan give en ægtefælle henstand med udbetaling af arven eller en

del heraf til en livsarving efter den førstafdøde ægtefælle, hvis arven ikke

kan udbetales uden afhændelse af fast ejendom, løsøre eller andre aktiver,

som

er nødvendige for, at ægtefællen kan opretholde hjemmet eller sit erhverv.

Stk. 2.

Ved

afgørelsen af, om henstand skal gives helt eller delvis, kan skifteretten

tage

hensyn til, om en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle i medfør af

§§ 6

og 7 ønsker at overtage aktiver, som har en særlig erindringsværdi for den

pågældende.

Stk. 3.

Hvis der

gives henstand efter stk. 1, kan skifteretten bestemme, at en

særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle af sin arvelod skal have

udbetalt

et efter boets forhold passende beløb til forsørgelse i henstandsperioden,

dog

kun indtil særlivsarvingen fylder 24 år.

§ 36.

Arvehenstand efter § 35, stk. 1, gives for 5 år fra den førstafdøde

ægtefælles dødsdag.

Stk. 2.

Er

betingelserne i § 35, stk. 1, opfyldt, kan skifteretten forlænge

henstandsperioden med yderligere 5 år, hvis ægtefællen anmoder om det. En

anmodning om forlængelse skal fremsættes tidligst 6 måneder før og senest ved

udløbet af henstandsperioden i stk. 1. Anmodning om forlængelse har

opsættende virkning.

Stk. 3.

Udbetaling

af arven skal dog tidligst ske, når en fælles livsarving fylder 18 år.

Tilsvarende gælder, hvis den længstlevende ægtefælle i forbindelse med

meddelelse af henstanden over for skifteretten erklærer at ville overtage

forsørgelsespligten over for en særlivsarving efter den førstafdøde

ægtefælle.

Stk. 4.

Arven

udbetales kontant ved henstandsperiodens ophør.

§ 37.

Der skal stilles fuld sikkerhed for henstandsarv efter § 35,

stk. 1.

Skifteretten fastsætter sikkerheden.

Stk. 2.

Skifteretten træffer afgørelse i tvister om sikkerheden. Skifteretten kan

efter

anmodning fra en livsarving eller statsforvaltningen, hvis arvingen er

umyndig,

bestemme, at den længstlevende ægtefælle skal udbetale arven, hvis der er

sket

en væsentlig forringelse af sikkerheden.

Stk. 3.

Skifteretten

kan efter anmodning fra statsforvaltningen bestemme, at den længstlevende

ægtefælle skal udbetale arven, hvis denne har forsømt sin forsørgelsespligt

over for en særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle, jf. § 36,

stk. 3,

2. pkt.

§ 38.

Skifterettens afgørelser efter §§ 35-37 træffes ved kendelse. Afgørelsen

kan indbringes for højere ret ved kære efter reglerne i retsplejelovens

kapitel

37.

§ 39.

Justitsministeren

fastsætter regler om forrentningen af henstandsarv omfattet af § 35,

stk. 1,

administrationen af beløb omfattet af § 35, stk. 3, og

sikkerhedsstillelse

efter § 37, stk. 1.

Kapitel 6

Testamentsarvingers adgang til overtagelse efter

vurdering

§ 40.

§§ 6-8

finder tilsvarende anvendelse, hvis en arving ved testamente er indsat til at

arve en andel af boet, eller hvis en arving er gjort til legatar ved

testamente

eller efter skifterettens bestemmelse.

Kapitel 7

Aftale om arv samt arveforskud

Forbud

mod overdragelse og kreditorforfølgning af forventet arv

§ 41.

En

arving kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde overdrage forventet arv.

Mens arveladeren er i live, kan en arving heller ikke uden arveladers

samtykke

indgå aftale med medarvinger om overtagelse af aktiver i boet.

Stk. 2.

En arvings

kreditorer kan ikke søge fyldestgørelse i forventet arv.

Afkald

på forventet og falden arv

§ 42.

En

arving kan mod eller uden vederlag give afkald på såvel forventet som falden

arv.

Stk. 2.

Afkald på

forventet arv skal gives over for arveladeren. Hvis arveladerens ægtefælle er

i

uskiftet bo, kan afkald dog gives over for denne.

Stk. 3.

Et afkald

på arv har også virkning for arvingens livsarvinger, medmindre disses arveret

er forbeholdt.

Arveforskud

§ 43.

Arveforskud foreligger, hvis en arving fra arveladeren har modtaget en ydelse

af økonomisk værdi og det må anses for aftalt, at værdien af ydelsen senere

skal fradrages i arvingens arv.

§ 44.

Arveforskud, som en fælles livsarving har modtaget, skal, medmindre andet er

aftalt,

så vidt muligt fradrages i arven efter den førstafdøde ægtefælle, når

1)

arveforskuddet er

ydet af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet særeje, der bliver fælleseje

ved ægtefællens død, og

2)

der skiftes i den

længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 2.

Et

testamente oprettet af den førstafdøde ægtefælle skal vige, i det omfang det

er

nødvendigt for, at fradrag kan ske i medfør af stk. 1.

Stk. 3.

Den del af

arveforskuddet, som ikke er fradraget i arven efter den førstafdøde

ægtefælle,

skal fradrages i arven efter den længstlevende ægtefælle.

Stk. 4.

Ved skifte

af et uskiftet bo efter den længstlevende ægtefælles død, fradrages forskud

til

fællesbørn forholdsmæssigt i arven efter hver af forældrene.

Stk. 5.

Stk. 1-4

gælder også for forskud, som ydes af en ægtefælle i uskiftet bo.

§ 45.

Arveforskud, som en ægtefælle af fælleseje, skilsmissesæreje eller andet

særeje,

der bliver fælleseje ved ægtefællens død, har givet et stedbarn eller dets

livsarvinger, fradrages i arven efter den anden ægtefælle, hvis det er

aftalt,

at ydelsen skal være forskud på arven efter denne.

§ 46.

Ved fradrag lægges arveforskuddets værdi ved modtagelsen til grund. Under

særlige omstændigheder kan der dog afviges herfra.

Stk. 2.

Hvis et

modtaget forskud overstiger arvelodden, skal arvingen ikke betale det

overskydende

til boet, medmindre arvingen særligt har forpligtet sig dertil.

Stk. 3.

Hvis

modtageren af et arveforskud dør før arveladeren, fradrages forskuddet i den

arv, som tilkommer arvingens livsarvinger.

§ 47.

Arveforskud lægges til boet ved beregningen af arvelodder og tvangsarv. Kan

forskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, tillægges der kun et

beløb svarende til modtagerens arvelod.

Stk. 2.

Når et

fællesbo skiftes i den længstlevende ægtefælles levende live, lægges

forskuddet

også til boet ved beregningen af boslodderne. Overstiger forskuddet

modtagerens

arv efter den førstafdøde ægtefælle samt et beløb, der svarer til den

pågældendes arv efter den længstlevende ægtefælle, tillægges kun værdien af

disse arvelodder.

Kapitel 8

Udelukkelse og bortfald af arveret

§ 48.

Når en person har begået en forsætlig overtrædelse af straffeloven, som har

medført en andens død, kan det ved dom bestemmes, at den pågældende fortaber

retten til at få arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser, der

var

afhængige af den dræbtes død. Tilsvarende kan det bestemmes, at den

pågældendes

arv eller andel i forsikringssummer, pension eller andre ydelser ikke må

forøges som følge af lovovertrædelsen.

Stk. 2.

Den, der

har forsøgt at dræbe en slægtsarving, øvet vold mod eller groft krænket den

pågældende

eller truet vedkommende på strafbar måde, kan efter den forurettedes

anmodning

fradømmes retten til arv, forsikringssummer, pensioner eller andre ydelser,

der er afhængige af den pågældendes død.

Stk. 3.

Afgørelse i

henhold til stk. 1 og 2 kan træffes ved straffedommen eller under en

særlig sag.

Stk. 4.

Den

fradømte arveret kan helt eller delvis tilbagegives den dømte ved testamente.

En fradømt ret til at få forsikringssummer, pensioner og andre ydelser m.v.

kan

helt eller delvis tilbagegives ved at indsætte den dømte som begunstiget i

ordningen m.v.

§ 49.

Ægtefællers indbyrdes arveret bortfalder ved separation og skilsmisse.

Stk. 2.

Dør en af

parterne i et omstødeligt ægteskab, arver den anden part ikke, hvis

§ 27,

stk. 1 eller 2, i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning efter den

pågældendes anmodning anvendes, eller hvis sag til ægteskabets omstødelse af

det offentlige var anlagt eller ifølge den lov, der var gældende ved

ægteskabets indgåelse, skulle have været anlagt.

Kapitel 9

Testamentarisk bestemmelse over tvangsarv

Overtagelse

efter vurdering

§ 50.

Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er

hjemlet ved lov.

Stk. 2.

Arveladeren

kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv

udbetalt

kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til

for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg

til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også

kan

gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod, mod at

livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret

efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.

Stk. 3.

En

arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, kan med

respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og

§ 91,

stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv

skal

dækkes af fællesejet eller af særejet.

Umyndiges

arv

§ 51.

En

arvelader kan ved testamente bestemme, hvem tvangsarv, der tilkommer en

livsarving efter arveladeren, skal tilfalde, hvis livsarvingen dør før det

fyldte 18. år uden at have indgået ægteskab og uden at efterlade sig børn.

Fordeling

af tvangsarv efter en tvangsarving, der er ude af stand til at handle

fornuftmæssigt

§ 52.

Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan

tillade,

at en arvelader ved testamente bestemmer, hvordan tvangsarv efter arveladeren

skal fordeles ved tvangsarvingens død, hvis

1)

tvangsarvingen ikke

er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, jf. § 74,

2)

denne tilstand må

forventes ikke at være forbigående,

3)

tvangsarvingen ikke

efterlader sig tvangsarvinger,

4)

tvangsarvingen ikke

har oprettet gyldigt testamente, og

5)

den testamentariske

disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen.

Stk. 2.

Testamentariske bestemmelser efter stk. 1 får kun virkning, hvis

betingelserne i nr. 3 og 4 fortsat er opfyldt ved tvangsarvingens død.

Stk. 3.

Justitsministeren kan fastsætte regler om meddelelse af tilladelse efter

stk. 1.

Båndlæggelse

af tvangsarv

§ 53.

Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarvings tvangsarv helt

eller

delvis skal båndlægges, når arveladeren finder, at dette er bedst for

livsarvingen. Båndlæggelse kan dog kun ske for tiden, indtil livsarvingen

fylder

25 år.

Stk. 2.

Er arven af

ringe værdi, kan justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger

dertil, fritage for opfyldelse af arveladerens bestemmelse om båndlæggelse.

§ 54.

Arven skal båndlægges i en forvaltningsafdeling, der er godkendt af

justitsministeren

eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

Stk. 2.

Hvis

arvingen samtykker, kan arven med tilladelse fra justitsministeren eller den,

justitsministeren bemyndiger dertil, båndlægges på anden måde, navnlig i fast

ejendom.

Stk. 3.

Justitsministeren

fastsætter regler om anbringelse af myndiges båndlagte midler.

§ 55.

Når arven er båndlagt, kan arvingen ikke råde over arven i levende live.

Arvingen kan dog hæve renter og indtægter.

Stk. 2.

I den

båndlagte kapital kan der, så længe arvingen lever, ikke søges fyldestgørelse

af arvingens kreditorer. Det samme gælder uhævede renter og indtægter indtil

6

måneder efter forfaldsdagen.

Stk. 3.

Skal

arvingen betale erstatning eller godtgørelse i anledning af en skade, som den

pågældende forsætligt eller uagtsomt har forvoldt på person eller ting, kan

det

ved dom bestemmes, at båndlæggelsen ikke skal hindre, at beløbet betales af

de

båndlagte midler.

§ 56.

Justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, kan

tillade,

at båndlagt arv frigives, når

1)

det er en velfærdssag

for arvingen,

2)

arven er af ringe

værdi eller

3)

det er åbenbart, at

båndlæggelsen ikke længere tjener et rimeligt formål.

§ 57.

Indeholder testamentet bestemmelser om udbetaling af den båndlagte arv til et

bestemt tidspunkt eller ved bestemte begivenheders indtræden, foretages

udbetalingen af forvaltningsafdelingen. Afhænger det derimod af et skøn, om

testamentets betingelser er opfyldt, kan udbetaling kun ske efter bestemmelse

af justitsministeren eller den, justitsministeren bemyndiger dertil.

§ 58.

Båndlagt arv er skilsmissesæreje. Den båndlagte arv bliver dog fuldstændigt

særeje ved arvingens ægtefælles død. Arvingen og dennes ægtefælle kan ved

ægtepagt bestemme, at arven skal være fuldstændigt særeje.

Stk. 2.

Stk. 1

finder tilsvarende anvendelse, når en båndlæggelse ophører som følge af, at

1)

livsarvingen fylder 25

år, jf. § 53, stk. 1,

2)

der sker fritagelse i

medfør af § 53, stk. 2,

3)

arven frigives i

medfør af § 56 eller

4)

arven udbetales i

medfør af § 57.

Stk. 3.

Stk. 1

og 2 kan fraviges ved testamente.

Kapitel 10

Testamentarisk bestemmelse over friarv

Overtagelse

efter vurdering

§ 59.

§ 50,

stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse ved friarv.

Successionsrækkefølger

§ 60.

Friarv

kan ved testamente indsættes i en successionsrækkefølge, således at arven

tilfalder

en arving eller legatar på første plads og derefter en eller flere andre

arvinger eller legatarer på anden eller senere pladser.

Stk. 2.

Ved

testamente kan arv eller legat ikke tillægges flere ved testators død ufødte

personer efter hinanden.

Båndlæggelse

af friarv

§ 61.

Friarv kan båndlægges ved testamente, når arveladeren finder, at dette er

bedst

for arvingen. § 53, stk. 2, og §§ 54-58 finder tilsvarende

anvendelse. § 54, § 55, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, samt

§ 58

kan fraviges ved testamente.

Kapitel 11

Oprettelse og tilbagekaldelse af testamente

Testationsalder

§ 62.

Den, der er fyldt 18 år eller har indgået ægteskab, kan ved testamente råde

over sine ejendele, jf. dog §§ 5, 10 og 11.

Stk. 2.

Den, der er

fyldt 15 år, kan, jf. dog §§ 5, 10 og 11, ved testamente råde over

ejendele, som den pågældende selv kan råde over efter værgemålslovens

§ 42.

Notartestamente

§ 63.

Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en

notar.

Stk. 2.

Notaren

skal i sin påtegning på testamentet afgive erklæring

1)

om testators

identitet,

2)

om, hvorvidt testator

er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente,

3)

om, hvilke personer

der er til stede under notarialforretningen, og

4)

om andre omstændigheder,

som kan være af betydning for testamentets gyldighed.

Stk. 3.

Justitsministeren fastsætter regler om notarens virksomhed, opbevaring af en

kopi af testamentet, indberetning til Bil- og Personbogen og adgangen til at

få

oplysninger om oprettede testamenter.

Vidnetestamente

§ 64.

Testamente kan oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes under

samtidig tilstedeværelse af to vidner, der straks efter testators

underskrivelse eller vedkendelse af testamentet skal skrive deres navne på

testamentet. Vidnerne skal være til stede som testamentsvidner efter

testators

ønske, og de skal have kendskab til, at de bevidner oprettelsen af et

testamente.

Stk. 2.

Vidnerne

skal være fyldt 18 år og må ikke på grund af forhold som nævnt i § 74

mangle forståelse for vidnebekræftelsens betydning.

Stk. 3.

En person

kan ikke være testamentsvidne, hvis

1)

testamentet

begunstiger den pågældende eller dennes ægtefælle, samlever, beslægtede eller

besvogrede

i op- eller nedstigende linje, søskende eller andre nærstående,

2)

testamentet

begunstiger en person eller institution, som den pågældende ved testamentets

oprettelse har en sådan tilknytning til, at testamentsvidnet har haft en

særlig

interesse i begunstigelsen, eller

3)

der i øvrigt

foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den

pågældendes habilitet.

Stk. 4.

En person

kan være testamentsvidne, selv om den pågældende er indsat som bobestyrer.

Stk. 5.

Vidnerne

bør i deres påtegning på testamentet afgive erklæring

1)

om deres stilling og

bopæl,

2)

om tid og sted for

deres underskrift på testamentet,

3)

om, at de ved

testators underskrift eller vedkendelse af testamentet har været samtidig til

stede som testamentsvidner efter testators ønske,

4)

om, at testator er i

stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, og

5)

om andre

omstændigheder, der kan være af betydning for testamentets gyldighed.

Nødtestamente

§ 65.

Den,

der på grund af sygdom eller andet nødstilfælde er forhindret i at oprette

testamente efter § 63 og § 64, kan på en hvilken som helst måde

oprette et nødtestamente.

Stk. 2.

Et

nødtestamente bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring

for

at oprette testamente efter § 63 og § 64.

Fordeling

af sædvanligt indbo m.v.

§ 66.

Testamentarisk bestemmelse om, hvem der skal arve sædvanligt indbo og

personlige effekter, kan oprettes skriftligt af testator ved en dateret og

underskrevet erklæring.

Stk. 2.

For den,

der i forvejen er arving, anses en begunstigelse efter stk. 1 for en

fortrinsret til inden for sin arvelod at overtage de pågældende genstande til

vurderingsbeløbet, medmindre andet fremgår af den testamentariske

bestemmelse.

Tilbagekaldelse

af testamente

§ 67.

Tilbagekaldelse eller ændring af et testamente skal ske i overensstemmelse

med

reglerne om oprettelse af testamente.

Stk. 2.

I de

tilfælde, der er omhandlet i § 49, skal et testamente, som den ene

ægtefælle har oprettet til fordel for den anden ægtefælle, anses for

tilbagekaldt, medmindre særlige omstændigheder taler imod det.

Stk. 3.

Hvis et

ægteskabslignende samliv ophører på grund af uoverensstemmelser, skal et

testamente,

herunder et testamente efter § 87, som en samlever har oprettet til

fordel

for en anden samlever, anses for tilbagekaldt, medmindre særlige

omstændigheder

taler imod det.

Uigenkaldelighed

§ 68.

En

arvelader kan forpligte sig til ikke at oprette eller tilbagekalde et

testamente.

Stk. 2.

Erklæringen

skal afgives i overensstemmelse med reglerne om oprettelse af testamente. Er

arveladeren umyndig, kræves værgens og statsforvaltningens samtykke.

Kapitel 12

Testamentes ugyldighed og anfægtelse

§ 69.

Et

testamente er ugyldigt, hvis testator ikke ved oprettelsen opfyldte

betingelserne i § 62, eller hvis testamentet ikke opfyldte kravene i

§ 63,

stk. 1, § 64, stk. 1-3, eller § 66.

§ 70.

Notarens

påtegning på et testamente oprettet i medfør af § 63 skal anses som

bevis

for de forhold, der er omfattet af attestationen, medmindre særlige

omstændigheder giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.

§ 71.

Hvis der rejses indsigelse mod testamente oprettet i medfør af § 64,

skal

den, der vil påberåbe sig testamentet, godtgøre, at testamentet er gyldigt

oprettet.

Stk. 2.

Testamentsvidnernes

påtegning på et vidnetestamente om de forhold, der er nævnt i § 64,

stk. 1, skal anses som bevis herfor, medmindre særlige omstændigheder

giver grund til at betvivle påtegningens rigtighed.

§ 72.

Et

testamente oprettet i medfør af § 65 er ugyldigt, hvis

1)

det ikke kan anses

for sikkert, at testamentet er udtryk for testators beslutning og er oprettet

af denne, eller

2)

det må antages, at

testator ikke var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet.

§ 73.

En

testamentarisk disposition efter § 66 er gyldig, medmindre det må

antages,

at den ikke er oprettet af testator, eller at testator ikke var i stand til

fornuftmæssigt at fordele de pågældende genstande.

§ 74.

En

testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis testator ved dens oprettelse på

grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling,

forbigående sindsforvirring eller en lignende tilstand manglede evnen til

fornuftmæssigt at råde over sine ejendele.

§ 75.

En

testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis den må antages at være fremkaldt

ved tvang, svig eller anden utilbørlig påvirkning, herunder ved misbrug af

testators manglende dømmekraft, svaghedstilstand eller afhængighed.

§ 76.

En

testamentarisk bestemmelse, der på grund af en fejlskrift eller anden

fejltagelse har fået et indhold, der afviger fra det tilsigtede indhold, skal

så vidt muligt gennemføres efter sin rette mening. Hvis denne ikke kan

fastslås, er den testamentariske bestemmelse ugyldig.

§ 77.

En

testamentarisk bestemmelse er ugyldig, hvis

1)

testator ved

oprettelsen befandt sig i en vildfarelse om omstændigheder, som var afgørende

for bestemmelsen, eller

2)

forhold, som var

afgørende for bestemmelsen, efter oprettelsen har ændret sig på en sådan

måde,

at testator med kendskab dertil ville have tilbagekaldt bestemmelsen.

Stk. 2.

Uanset stk. 1

skal bestemmelsen dog gennemføres efter sin rette mening, hvis denne kan

fastslås.

§ 78.

En

testamentarisk bestemmelse, der går ud på en anvendelse eller tilintetgørelse

af ejendelene, som åbenbart savner fornuftig mening, er ugyldig.

§ 79.

Indsigelse mod et testamentes gyldighed kan rejses af enhver, som vil arve,

hvis testamentet erklæres ugyldigt.

Kapitel 13

Fælles testamente

Tilbagekaldelse

af en fælles testamentarisk disposition

§ 80.

Ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal for at

være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er

udelukket.

Længstlevendes

testationsret

§ 81.

Har ægtefæller ved en fælles testamentarisk disposition truffet bestemmelse

om,

hvordan arven skal fordeles ved længstlevendes død, kan den længstlevende

ægtefælle ved testamente råde over friarven i boet efter længstlevende, jf.

dog

stk. 2.

Stk. 2.

Den

længstlevende ægtefælle kan ikke ved testamente råde over

1)

friarv, der ifølge

det fælles testamente skal tilfalde førstafdødes særlivsarvinger, og

2)

halvdelen af friarv,

der ifølge det fælles testamente skal tilfalde fælles livsarvinger.

Stk. 3.

Stk. 1

og 2 finder ikke anvendelse, hvis den fælles testamentariske disposition

indeholder anden bestemmelse om den længstlevende ægtefælles testationsret.

§ 82.

§ 81

finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre

end ægtefæller.

Længstlevendes

dispositionsadgang i levende live

§ 83.

Har ægtefæller ved fælles testamente truffet bestemmelse om arvens fordeling

efter den længstlevendes død, som den længstlevende ikke kan tilbagekalde,

kan

den længstlevende ikke tilsidesætte denne bestemmelse ved

1)

at give gaver eller

arveforskud, hvis værdi står i misforhold til formuen, eller

2)

at indsætte en

begunstiget i en livsforsikring eller en lignende ordning, der er oprettet

for

et beløb, der står i misforhold til formuen.

Stk. 2.

Har den

længstlevende foretaget en disposition i strid med stk. 1, nr. 1, kan en

arving efter den førstafdøde kræve dispositionen omstødt, hvis modtageren

vidste eller burde vide dette.

Stk. 3.

Stk. 2

finder tilsvarende anvendelse, når en livsforsikring eller en lignende

ordning

omfattet af stk. 1, nr. 2, kommer til udbetaling til en begunstiget.

Stk. 4.

Efter den

længstlevende ægtefælles død finder stk. 2 og 3 ikke anvendelse, i det

omfang den pågældende arving kan opnå dækning for sin arveret, ved at der

ydes

den pågældende vederlag af det beholdne bo, jf. § 85.

Stk. 5.

Stk. 2-4

finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamentet.

§ 84.

Omstødelsessag

efter § 83 anlægges ved skifteretten i den retskreds, hvor den

længstlevende

ægtefælle har hjemting, jf. retsplejelovens §§ 235 og 236, eller hvor

dødsboet efter den længstlevende ægtefælle behandles, jf. lov om skifte af

dødsboer § 2. Skifteretten afgør sagen ved dom. Retsplejelovens

§§ 226

og 227 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

En sag

efter § 83, stk. 2, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har

eller burde have fået kendskab til fuldbyrdelsen af gaven eller

arveforskuddet.

Stk. 3.

En sag

efter § 83, stk. 3, skal anlægges inden 1 år efter, at arvingen har

eller burde have fået kendskab til udbetalingen.

§ 85.

Har

den længstlevende ægtefælle ved dispositioner som nævnt i § 83

væsentligt

formindsket sin formue ved begunstigelse af en arving, kan en anden arving,

når

boet skiftes, kræve vederlag af det beholdne bo.

Stk. 2.

Stk. 1

finder ikke anvendelse, hvis dette er udelukket ved testamente.

§ 86.

§§ 83-85

finder tilsvarende anvendelse, hvor et fælles testamente er oprettet af andre

end ægtefæller.

Udvidet

samlevertestamente

§ 87.

To

personer kan ved testamente bestemme, at de helt eller delvis vil arve

hinanden

og arves, som var de ægtefæller.

Stk. 2.

Det kan

ikke i et testamente efter stk. 1 bestemmes, at lovens regler om arv

vedrørende fælleseje, herunder reglerne om uskiftet bo, skal finde

anvendelse.

Stk. 3.

Et

testamente efter stk. 1 indebærer ikke, at § 10 finder anvendelse.

§ 88.

Et testamente efter § 87 er kun gyldigt,

hvis parterne ved oprettelsen

1)

opfyldte

betingelserne i § 6, § 9 og § 10 i lov om ægteskab indgåelse og opløsning og

2)

ikke havde oprettet

testamente efter § 87, hvorefter en anden samlever har arveret.

Stk. 2.

Et testamente

efter § 87 er endvidere kun gyldigt, hvis parterne på tidspunktet for den

førstafdøde samlevers død levede sammen på fælles bopæl og

1)

ventede, havde eller

havde haft et fælles barn eller

2)

havde levet sammen på

den fælles bopæl i et ægteskabslignende forhold i de sidste 2 år.

Stk. 3.

En fælles

bopæl anses ikke for ophørt ved midlertidigt ophold i anden bolig eller ved

ophold

i institution.

§ 89.

Testamentariske bestemmelser efter § 87 bortfalder, hvis parterne indgår

ægteskab med hinanden, eller hvis en part indgår ægteskab med en anden.

Kapitel 14

Ægtefælles testamentariske bestemmelse om overtagelse

efter vurdering

§ 90.

En

ægtefælle kan ved testamente råde over enkelte genstande inden for sit

fuldstændige særeje.

§ 91.

En

ægtefælle, som efterlader sig aktiver, der er fælleseje i boet, kan ved

testamente råde over genstande, som tilhører den pågældende, og som ligger

inden for så stor en del af fællesboet, som ved ægtefællens død falder i arv

efter denne.

Stk. 2.

Ægtefællen

kan dog kun med den anden ægtefælles samtykke testere over

1)

fast ejendom eller

andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes

eller

den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet,

2)

indbo i det fælles

hjem,

3)

den anden ægtefælles

arbejdsredskaber eller

4)

et motorkøretøj, der

har været anvendt af den anden ægtefælle.

Kapitel 15

Permutation

§ 92.

Har testator pålagt en arving en bestemt anvendelse af arven eller

indskrænkninger

i rådigheden over arven, kan justitsministeren eller den, justitsministeren

bemyndiger dertil, tillade ændring af den testamentariske bestemmelse herom,

når særlige grunde taler for det.

Stk. 2.

Ved

afgørelse efter stk. 1 bør der navnlig lægges vægt på testationens

formål

og karakter, ændrede forhold siden testamentets oprettelse, bestemmelsens

gennemførlighed og hensigtsmæssighed samt hensynet til arvingen.

Stk. 3.

Har

testator indsat nogen til at påse overholdelsen af en bestemmelse som nævnt i

stk. 1,

kan ændring ikke ske uden dennes samtykke, medmindre særlige omstændigheder

taler for det.

Kapitel 16

Dødsgaver m.v.

§ 93.

Reglerne om testamente finder tilsvarende anvendelse på gaver, der

1)

gives i giverens

levende live, men som er bestemt til at opfyldes efter giverens død, og

2)

er givet kort før

giverens død på et tidspunkt, hvor døden må anses for nært forestående og

giveren

var klar over dette.

Stk. 2.

Stk. 1,

nr. 2, gælder ikke for sædvanlige gaver.

Kapitel 17

Overlevelseskravet

§ 94.

Arveret

tilkommer, medmindre andet er bestemt ved testamente, den, som lever ved

arveladerens

død, eller som er undfanget forinden og senere bliver levende født.

Stk. 2.

Er to, som

havde arveret efter hinanden, døde, uden at det vides, hvem der er død først,

anses

den ene ikke for at have overlevet den anden.

Kapitel 18

Arv, som tilfalder staten

§ 95.

Er

der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder afdødes formue

staten.

Stk. 2.

Hvis arven

tilfalder staten, kan justitsministeren eller den, justitsministeren

bemyndiger

dertil, efter anmodning bestemme, at arven skal fordeles i overensstemmelse

med

bestemmelserne i et anfægteligt testamente, hvis testamentet må antages at

være

udtryk for afdødes sidste vilje.

Stk. 3.

Hvis arven

tilfalder staten og forholdene særligt taler for det, kan justitsministeren

eller den, justitsministeren bemyndiger dertil, endvidere efter anmodning

afstå

arven helt eller delvis til

1)

afdødes samlever,

2)

personer, der er

opvokset hos afdøde som dennes sted- eller plejebørn,

3)

personer, som er

opvokset sammen med afdøde som dennes pleje- eller stedsøskende,

4)

afdødes slægtninge i

tilfælde, hvor formuen helt eller delvis stammer fra en fælles slægtning,

eller

5)

andre personer eller

institutioner, som stod den afdøde nær.

Stk. 4.

Justitsministeren

fastsætter regler om forvaltningen af boer, hvor staten er arving.

§ 96.

Afgørelser

efter § 95, stk. 2 og 3, kan inden 3 måneder fra afgørelsen

indbringes for den skifteret, hvor dødsboet behandles, jf. lov om skifte af

dødsboer § 2.

Stk. 2.

Skifteretten træffer afgørelse ved dom.

Stk. 3.

Retsplejelovens

§§ 226 og 227 finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 19

Reguleringsbestemmelser

§ 97.

Beløbsgrænserne

i § 5, stk. 2, og § 11, stk. 2, reguleres årligt pr. 1.

januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningskvotienten for det

pågældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker

på

grundlag af den på reguleringstidspunktet gældende beløbsgrænse før

afrunding.

Det regulerede beløb afrundes opad til det nærmeste hele kronebeløb, der kan

deles med 10.000.

Stk. 2.

Justitsministeren bekendtgør årligt reguleringerne.

Kapitel 20

Forholdet til fremmed lovgivning

§ 98.

Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk

og

fremmed rets regler om arv. Disse overenskomster finder anvendelse her i

riget

efter bekendtgørelse i overensstemmelse med de gældende regler.

Stk. 2.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske

og

andre nordiske landes regler om arv.

Kapitel 21

Ikrafttræden og overgangsregler

§ 99.

Loven træder i kraft den 1.

januar 2008.

Stk. 2.

Loven

finder anvendelse, når arveladeren er død efter lovens ikrafttræden,

medmindre

andet følger af §§ 100-102. Er arveladeren død før lovens ikrafttræden,

finder de hidtil gældende regler fortsat anvendelse, medmindre andet følger

af

§ 103.

§ 100.

Hvis et barn uden for ægteskab er

født før den 1. januar 1938, bestemmes dets ret til arv efter faderen og hans

slægt og disses ret til arv efter barnet efter den før den 1. januar 1938

gældende

ret.

§ 101.

Har en længstlevende ægtefælle

udtaget boet efter sin ægtefælle efter den hidtil gældende arvelovs § 7

b,

stk. 2, finder reglerne i den nævnte lovs § 7 b, stk. 2, 2.

pkt., jf. § 7, stk. 2 og 3, anvendelse ved den længstlevende

ægtefælles død, selv om denne dør efter lovens ikrafttræden.

§ 102.

Testamenter og andre arveretlige

retshandler samt tilbagekaldelser heraf, som ikke opfylder lovens krav med

hensyn til habilitet og form, er gyldige, hvis de er oprettet før lovens

ikrafttræden

og er i overensstemmelse med de regler, der var gældende ved oprettelsen

eller

tilbagekaldelsen.

Stk. 2.

Bestemmelser om arveafkortning,

truffet i overensstemmelse med §§ 10-13 i arveforordning af 21. maj 1845

bevarer deres retsvirkning, selv om arveladeren er død efter lovens

ikrafttræden.

Stk. 3.

Testamenter, som før den 1. april 1964 er konfirmeret efter arveforordning af

21. maj 1845, § 27, 1. pkt., bevarer retsvirkning i henhold til denne

bestemmelse, selv om arveladeren er død efter lovens ikrafttræden.

§ 103.

§ 15 finder tillige

anvendelse i tilfælde, hvor den længstlevende ægtefælle har arvet den

førstafdøde efter den hidtil gældende arvelovs § 7, stk. 1.

Stk. 2.

§§ 24-34

anvendes også på uskiftede boer, hvor arveladeren er død før lovens

ikrafttræden,

men ikke før den 1. april 1964. § 31, stk. 2, finder dog kun

anvendelse, hvis den disposition, der kan medføre omstødelse, er foretaget

efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Frigivelse

af båndlagt arv efter § 56, nr. 3, kan også ske i tilfælde, hvor

arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

Stk. 4.

§ 83

finder anvendelse på dispositioner, der foretages efter lovens ikrafttræden,

uanset

om førstafdøde er død før lovens ikrafttræden.

Stk. 5.

§ 92

finder også anvendelse, hvor arveladeren er død før lovens ikrafttræden.

§ 104.

V

ed lovens ikrafttræden ophæves:

1)

Den hidtil gældende

arvelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 727 af 14. august 2001.

2)

§ 5, 1. pkt., i Forordning

af 13. maj 1769 om Selveier-Bønder i Danmark, og de dem allernaadigst

forundte Fordele.

3)

§§ 1-10 og 12 i Forordning

af 22. november 1837 angående den Selveierbønder hiemlede Testationsfrihed.

4)

Plakat af 17. marts

1847.

5)

§ 26 og § 27,

2. pkt., i Forordning af 21. maj 1845 indeholdende nogle Forandringer i

Lovgivningen

om Arv.

§ 105.

Loven gælder ikke for Færøerne og

Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele

med

de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lignende dokumenter