INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 B ÆGTEFÆLLEHÆFTELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Inddrivelsesvejledning 2003 - 2
B
Ægtefællehæftelse
B.1 Formueforholdet i ægteskaber
Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i lov om ægteskabets
retsvirkninger (retsvirkningsloven). Hovedreglen er, at der består
formuefællesskab, som også kaldes fælleseje.
Formuefællesskabet fremgår af retsvirkningslovens § 15. Princippet er,
at der i formuefællesskabet indgår alt, hvad ægtefællerne ejer, både den
formue de har indbragt i ægteskabet og alt hvad de hver for sig har
erhvervet og indbragt i den fælles formue under ægteskabets beståen.
Der kan i et ægteskab aftales, at der skal være helt eller delvist
særeje. Hvis en sådan aftale foreligger, går den forud for princippet om
formuefællesskab, forudsat aftalen er gyldigt indgået, se herom
nedenfor.
I det daglige skelner ægtefæller normalt ikke mellem, hvem der har
indbragt aktiverne i ægteskabet, eller hvem der under ægteskabet har
erhvervet aktiverne.
Formuefællesskabet viser sig først i forbindelse med, at ægteskabet
ophører, enten ved skifte i anledning af skilsmisse eller separation eller
i forbindelse med dødsfald.
Principperne for formueforholdet er fastslået i retsvirkningslovens
§ 16 om særråden, og
§ 25 om særhæften.
B.1.1 Ægtefællens aktiver
B.1.1.1 Bodel
Bodel er betegnelsen for den del af fællesboet, som den enkelte
ægtefælle råder over og hæfter med.
Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem af dem der har
indbragt aktiverne i og under ægteskabet.
Læs alt
For så vidt angår gaver er udfyldningsreglen, at bryllupsgaver tilhører
den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. For gaver
modtaget under ægteskabet, anvendes samme udfyldningsregel.
Stammer gaverne fra fælles venner, vil udfyldningsreglen være, at de
ejes af begge ægtefæller i lige sameje.
Reglen vedrørende arv er, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle,
fra hvis familie arven stammer, medmindre der ved testamente fra afdøde er
bestemt andet.
B.1.1.2 Særråden
Ifølge princippet i retsvirkningslovens § 16 kan en ægtefælle råde over
alt, hvad den pågældende selv har indbragt i ægteskabet og har anskaffet
under ægteskabet. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge,
bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, den
pågældende råder over. Der er dog i Retsvirkningslovens §§ 17 - 19 indført
enkelte indskrænkninger i den frie råderet, se herom nedenfor.
Den ene ægtefælle kan som følge heraf ikke råde over de aktiver, der
tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor ikke ske
pant-sætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver.
Derfor kan kreditorer udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne
aktiver.
B.1.1.3 Særhæften
B.1.1.3.1 Hovedregel om særhæften
Retsvirkningslovens § 25 fastslår, at en ægtefælle kun hæfter for de
forpligtelser, der påhviler den pågældende, hvad enten de er opstået før
eller under ægteskabet, og kun med sin egen bodel og eventuelt særeje.
Den anden ægtefælle kan naturligvis frivilligt påtage sig hæftelse for
en sådan forpligtelse, hvilket var tilfældet i sagen TfS 2000, 746 ØLD,
men hæftelse kan ikke pålægges af andre.
B.1.1.3.2 Undtagelse til hovedreglen om
særhæften
I TfS 2000, 746 ØLD, indgik skatteyderen sammen med sin ægtefælle en
aftale med skatteforvaltningen om en samlet ordning vedrørende
ægtefællernes skatterestancer. Som led i ordningen gav skatteyderen
skattemyndighederne transport i sin overskydende skat til dækning af
ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde gældende, at
transporterklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens
skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag
for at anse transporterklæringen for ugyldig eller for at fortolke
erklæringen indskrænkende til alene at vedrøre et bestemt indkomstår,
hvorfor skatteyderen ikke havde krav på tilbagebetaling af det overførte
beløb.
En vigtig undtagelse fra reglen om særhæften er bestemmelsen i KSL§ 72,
stk. 2. Er udlæg forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan udlæg
ske i ejendele, der tilhører den med ham samlevende ægtefælle, eller om
nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved hans
skatteansættelse.
Reglen gælder ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig, i beløb denne
har været pligtig at indeholde.
Betingelser for subsidiært udlæg, er
gælden udgøres af personlige skatter
de personlige skatter vedrører tiden efter ægteskabets indgåelse
forgæves udlæg er forsøgt hos den skattepligtige selv
ægtefællerne er samlevende på udlægstidspunktet
ægtefællerne er gift
Bestemmelsen er nærmere beskrevet i punkt
B.1.8.
B.1.2 Særeje
Bestemmelserne om særeje findes i retsvirkningslovens §§ 28 og 28
a.
Loven blev ændret med virkning fra 1.oktober 1990, således at der nu
findes to former for særeje
fuldstændig særeje, og
skilsmissesæreje.
B.1.2.1 Fælles bestemmelser
For begge former for særeje gælder, at særejet kan omfatte et enkelt
aktiv, en flerhed af aktiver, eller den enkelte parts samlede aktiver.
Det kan desuden bestemmes, at hvad den enkelte part erhverver efter
ægteskabets indgåelse, skal være særeje for den pågældende.
Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 kan tillige være udformet således,
at særejet omfatter en bestemt brøkdel af ejerens samlede formue, af
bestemte aktiver, eller af et enkelt aktiv.
Særejet kan derudover tidsbegrænses, således at det ophører efter en
bestemt periode eller på et bestemt tidspunkt, eller der kan ved
kombination af brøkdelsreglen og tidsbegrænsningen laves en
aftrapningsordning.
Den del af formuen, der ikke indgår i et brøkdelssæreje, indgår i
fællesformuen.
Alle former for særeje kan være kombineret med hinanden og/eller med
fælleseje.
For særejeaktiver gælder, at der kun kan ske kreditorforfølgning i
aktiverne hos den part, der ejer dem.
Særeje oprettet før 1.oktober 1990 vil blive betragtet som fuldstændigt
særeje, medmindre andet kan udledes af ægtepagten.
Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 vil blive betragtet som
skilsmissesæreje, medmindre andet kan udledes af forholdene.
En
ægtepagt skal for at være gyldig oprettes skriftligt, underskrives af
parterne, samt tinglyses i henhold til bestemmelserne i
retsvirkningslovens §§ 35 og 37. Det bemærkes, at tinglysning, ikke blot
er en gyldighedsbetingelse over for parternes kreditorer, men også i
forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes.
Ægtepagter oprettet før 1.oktober 1990 skulle godkendes af statsamtet,
hvis ægtepagten medførte vederlagsfri overdragelse fra den ene ægtefælle
til den anden. Manglende godkendelse fra statsamtet medførte ugyldighed
for ægtepagten.
For arv, der ved testamente er gjort til særeje for arvingen, vil
følgende gælde:
er særejebestemmelsen truffet før 1.oktober 1990, vil arven blive
betragtet som skilsmissesæreje, hvis testamentet ikke er gjort
uigenkaldeligt, eller hvis fortolkningen af testamentet ikke viser, at
det var testators ønske at arven skulle være fuldstændigt særeje. Hvis
testator er død før 1.oktober 1990, vil særejebestemmelsen i testamentet
dog blive fortolket som fuldstændigt særeje
er særejebestemmelsen truffet efter 1.oktober 1990, vil særejet være
skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår, at der skal være tale om
fuldstændigt særeje.
B.1.2.2 Fuldstændig særeje
Fuldstændig særeje medfører, at parternes formueforhold ikke berøres
af, at ægteskab indgås. Hver af parterne betragtes som et selvstændigt
økonomisk subjekt.
Fuldstændigt særeje indebærer, at særejet i forbindelse med bodeling
(både ved separation, ved skilsmisse og ved død) alene tilhører den ene
part.
Dette medfører, at der ved ejerens død skal ske skifte. Den
længstlevende kan ikke hensidde i uskiftet bo med afdødes særeje.
Indtægter af fuldstændigt særeje oprettet før 1.oktober 1990 er
fællesindtægter og indgår i formuefællesskabet, medens indtægter af særeje
oprettet efter 1.oktober 1990 er særeje.
B.1.2.3 Skilsmissesæreje
Skilsmissesæreje indebærer, at særejet udelukkende betragtes som
særeje, så længe ægteskabet består og i forbindelse med opløsning af
ægteskabet ved separation eller skilsmisse.
Ved separation eller skilsmisse vil særejet derfor alene tilhøre den
ene part i ægteskabet.
Ved dødsfald ophører skilsmissesærejet, og den længstlevende kan derfor
hensidde i uskiftet bo med den afdødes tidligere skilsmissesæreje.
Indtægter af skilsmissesæreje er særeje.
B.1.3 Dispositioner mellem ægtefæller
Da ægtefæller således efter retsvirkningsloven betragtes som
formuemæssigt selvstændige personer, kan de naturligvis indgå retshandeler
med hinanden. Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 29, som
fastslår, at ægtefæller også kan pådrage sig forpligtelser over for
hinanden.
Hvis en skyldner overdrager aktiver fra sin bodel til ægtefællens
bodel, er disse aktiver derfor bragt uden for udlægsadgangen efter
princippet for særråden og særhæften.
Er der tale om en reel handel, hvor overdragelsen sker til reelle
handelspriser, vil skyldnerens aktiver kun gennemgå en udskiftning, fx til
kontanter. Det giver ikke noget problem for kreditorerne.
Sker overdragelsen derimod som gave eller på anden måde helt eller
delvist vederlagsfrit, skal nogle nærmere fastsatte regler være opfyldt,
for at kreditorerne skal acceptere overdragelsen.
Der er mellem ægtefæller et naturligt gavemiljø, og de specielle
regler, der skal være opfyldt, omfatter derfor ikke det, der kan betegnes
som sædvanlige lejlighedsgaver, hvis værdi ikke står i misforhold til
giverens økonomiske kår på gavetidspunktet.
B.1.3.1 Gaver
Der skal efter retsvirkningslovens § 30 oprettes gaveægtepagt, hvis der
mellem ægtefæller gives gaver, der ikke har karakter af sædvanlige
lejlighedsgaver. Hvis en sådan ægtepagt ikke er oprettet
og tinglyst, skal gaveoverdragelsen ikke respekteres af
kreditorerne, og der kan foretages udlæg i gaven.
Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der
kræves ægtepagt. Se herom eksempelvis afgørelse i UfR 1999,1772 ØLD,
i hvilken sag mandens kreditorer kunne foretage udlæg i den nu fraskilte
hustrus faste ejendom, der i separationstiden til dels var erhvervet for
en gave givet hende uden ægtepagt af manden.
Ægtefællerne har bevisbyrden for, at gaven ikke kræver ægtepagt jfr.
RVL § 32. Ved bedømmelsen heraf skal der tages udgangspunkt i gavens værdi
i forhold til giverens økonomiske forhold, samt til i hvilken anledning
gaven er givet se eks. UfR 1996,145 VLD. Her havde
en skyldnerægtefælle arvet 360.000 kr. fra sin far i 1989. Straks udlånte
han beløbet til sin hustru. Lånet skulle forrentes med 6 % p. a., og
afdrages med 15.000 kr. halvårligt, første gang 9 år senere. Lånet var
ikke sikret ved pant i den ejendom, som hustruen anvendte størstedelen af
lånet til køb af - der blev 100.000 kr. til rest efter købet, og som fra
1991 tjente som bolig for hende og den øvrige familie. Retten anså
dispositionen som en gave, der krævede gaveægtepagt, men da 260.000 kr. af
beløbet var anvendt til familiens underhold, anså man alene de 100.000 kr.
af lånet som gave. Disse 100.000 kr. kunne kreditorerne foretage udlæg
i.
I UfR 2000, 990 ØLD fandt retten, at en hustrus månedlige overførsler
til manden på 7.000 kr. af sin nettoindtægt på 12.000 kr. indeholdt et
væsentligt gavemoment, der stod i misforhold til hustruens økonomiske kår.
Manden brugte beløbet til dækning af terminsydelser m.v. på en
ejerlejlighed, der var mandens særeje. Hustruen anvendte de resterende
5.000 kr. på husholdningen og gjorde sig hver måned insolvent. En udækket
panthaver, som havde et krav på hustruen fra før ægteskabet fik medhold i,
at der forelå en ugyldig gave til manden, svarende til de samlede
overførsler på 185.000 kr. som de kunne afkræve manden.
Se anderledes i UfR 2001, 1148 VLD, hvor retten kom til et modsat
resultat, idet ingen del af de månedlige overførsler fra hustruens
kassekredit til mandens budgetkonto på i alt omkring 200.000 kr. blev
anset som en gave til manden, idet overførelserne var kendt af banken.
I forbindelse med handel mellem ægtefæller kan der i handelsprisen
ligge en delvis gave, hvis den aftalte pris ikke er i overensstemmelse med
handelsprisen. Også i denne situation er det ægtefællerne, der har
bevisbyrden for, at der ikke foreligger en gave, der kræver ægtepagt. Se i
den forbindelse principperne i UfR 2000, 1267 VLK, hvor retten ikke fandt
det dokumenteret, at en overdragelse af en fast ejendom fra
skyldnerægtefællen til dennes hustru ikke var sket på almindelige
handelsvilkår. Der blev i den forbindelse henset til, at hustruen havde
erlagt en kontant udbetaling, havde overtaget de indestående hæftelser
samt havde midler til anskaffelsen og til de løbende udgifter. Der var
således ikke tale om en gave mellem ægtefæller.
Selv om en gave er givet ved ægtepagt og alle regler herfor er opfyldt,
er det ikke sikkert, at kreditorerne skal respektere gavegivelsen.
Har giveren i forbindelse med ydelsen af gaven ikke beholdt utvivlsomt
nok til at fyldestgøre sine kreditorer, og er giveren ikke i stand til
efterfølgende at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, kan
kreditor over for gavemodtageren forfølge det krav, han har på giveren,
men dog kun inden for gavens værdi.
Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 33, og den betegnes
ofte som "da-reglen", fordi det er en betingelse, at kreditors krav
bestod, og giverens insolvens var til stede eller opstod, da gaven
blev givet.
B.1.3.2 Kalenderårets overskud
Retsvirkningslovens § 31 rummer en regel, hvorefter en ægtefælle, der
har overskud i årets løb, kan overføre op til halvdelen af dette overskud
til den anden ægtefælle. Der er ikke tale om det skattemæssige begreb
"medhjælpende ægtefælle", men om en reel overførsel.
Begrebet "overskud" er ikke defineret i loven eller i forarbejderne
hertil, men det ligger fast, at der ikke er tale om skattepligtig
indkomst. Der skal ved beregningen tages hensyn til giverens
leveomkostninger og skatter m.v., således at der nok nærmere er tale om
det, der kan kaldes "opsparingsevnen".
Betingelserne for, at en kreditor skal respektere en sådan overførsel,
er,
at der udfærdiges en skriftlig opgørelse over overskuddet, som
viser, hvor meget der er overført,
at opgørelsen foreligger, før en kreditor begynder at vise interesse
for sagen,
at overdragelsen er reel, hvilket vil sige, at modtageren skal have
dispositionsret over beløbet, og at der ikke kun er tale om en
regnskabsmæssig overførsel, samt
at giveren har beholdt "utvivlsomt nok" til at fyldestgøre sine
kreditorer, hvilket vil sige, at han ikke blot skal være solvent efter
overførselen, men at han også har beholdt tilstrækkeligt med likvide
midler til, at kravene mod ham kan fyldestgøres efterhånden som de
forfalder.
Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal kreditorerne ikke
respektere overførselen.
B.1.3.3 Overdragelse uden ægtepagt
Hvis ægtefællerne har overdraget aktiver uden oprettelse og tinglysning
af ægtepagt, skal denne overdragelse kun respekteres af kreditorerne, hvis
overdragelsen mellem ægtefællerne ikke krævede ægtepagt. Bevisbyrden
herfor påhviler ægtefællerne.
B.1.3.4 Følger af manglende ægtepagt ved
overdragelse
Hvis ægtefæller ikke kan dokumentere, at der er oprettet ægtepagt enten
ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet, eller i forbindelse med
ydelse af gaver, der ikke kan betragtes som almindelige lejlighedsgaver,
bliver følgen, at der ikke foreligger hverken særeje eller gyldige
gaver.
Kreditorerne skal som følge heraf ikke respektere de særlige forhold,
der gør sig gældende i forbindelse med særeje, men kan betragte aktiverne
som tilhørende den ægtefælle, der har indbragt dem i eller under
ægteskabet.
Der kan derfor foretages udlæg i aktiverne, og en eventuel protest mod
udlægget indbringes for fogedretten efter de gældende regler.
Se herom eksempelvis UfR 1999, 1772 ØLK, der er nævnt i afsnit
B.1.3.1
B.1.4 Sammenblanding af aktiver
Som anført ovenfor vil ægtefæller normalt ikke i det daglige betragte
aktiver som tilhørende den ene eller den anden af dem. Derfor vil de
aktiver, et ægtepar anskaffer af dem selv, blive betragtet som anskaffet
til og af familien og ikke til eller af den ene.
Det kan bero på tilfældigheder, hvem af ægtefællerne der anvender sin
indtægt til betaling af aktiverne, eller der sker en sammenblanding af
indtægterne på fælles konto.
I forbindelse med udlægsforretninger kan inddrivelsesmyndigheden derfor
stå over for, at ægtefællerne ikke umiddelbart kan redegøre for, hvem der
har anskaffet aktiverne, og til hvis bodel de hører.
Ved bedømmelsen af sådanne situationer kan følgende retningslinjer
tjene som grundlag for afgørelse af ejerforholdet:
Ægtefællernes forklaring kan lægges til grund, men det må tages i
betragtning, at ægtefællerne har en fælles interesse, nemlig at undgå
udlæg.
Ægtefællerne har bevisbyrden for ejerforholdet, og derfor har begge
ægtefæller i den situation oplysningspligt jfr. TfS 1995,11 VLK (udlæg
for mandens moms i en bil, der angiveligt tilhørte ægtefællen, som ikke
fandtes at have ført bevis på, at hun havde betalt eller kunne have
betalt købesummen for den).
Der kan kræves dokumentation for ejerforholdet i form af kvittering
eller kontrakt på købet, suppleret med oplysninger om ægtefællernes
indkomst- og formueforhold til bedømmelse af, om den påståede ejer har
haft midler til indkøbet.
Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af ægtefællernes forklaringer
og dokumentationer ikke finder, at ejerforholdet er som angivet, kan sagen
forelægges for den judicielle foged, hvor det også er ægtefællerne, der
har bevisbyrden. Det skal dog tages i betragtning, at den judicielle foged
som oftest lægger ægtefællernes forklaring til grund, hvis den virker
troværdig, hvorfor inddrivelsesmyndigheden må kunne sandsynliggøre, at
ejerforholdet er anderledes end anført af ægtefællerne.
Er det en ægtepagt, der bestrides af inddrivelsesmyndigheden, har denne
bevisbyrden for, at ægtepagten ikke er gyldig.
B.1.5 Sameje
Sameje er det forhold, at ejendomsretten til et aktiv eller en flerhed
af aktiver tilkommer flere i forening.
Sameje kan opstå ved direkte aftale - mundtlig såvel som skriftlig - og
det kan opstå mere tilfældigt, f.eks. gennem arv eller gave.
Ægtefæller kan vælge at anskaffe et aktiv i sameje, hvilket vil sige,
at de begge bidrager økonomisk til anskaffelsen og derfor ejer hver sin
andel af aktivet, eller et for fogedretten indbragt spørgsmål om
ejerforhold kan resultere i, at der statueres sameje for aktiverne.
Domstolene er imidlertid tilbageholdende med at statuere sameje mellem
ægtefæller. Sameje statueres kun i de tilfælde, hvor de almindelige
formueretlige regler om etablering af sameje ved aftale eller
sammenblanding af aktiver fører til, at der er tale om sameje. Hvis det
bevismæssigt er klart, hvem af parterne der har erhvervet aktivet, er der
ringe tilbøjelighed til at acceptere, at der senere er opstået sameje, se
eksempelvis UfR 1994,497 VLK, hvor retten statuerede, at der ikke i et
ægteskab automatisk var opstået sameje omkring en fast ejendom, selv om
hustruens indtjening lige netop rakte til at betale de løbende ydelser på
ejendommen, men derimod ikke til andre anskaffelser. At ægtemanden havde
bidraget til økonomien i ægteskabet gjorde ikke, at han dermed havde
erhvervet ret til nogen del af den faste ejndom. Der kunne således ikke
foretages udlæg i nogen del af ejendommen for hans gæld. Derimod kunne der
gøres udlæg i en bil, der angiveligt tilhørte hustruen, men som hun ikke
fandtes at have haft råd til at anskaffe.
I UfR 1998, 162 ØLK, afviste retten at lade et udlæg foretage i en fast
ejendom, der ifølge tingbogen tilhørte skyldnerens hustru, idet et sameje
ikke var opstået, selv om skyldneren havde bidraget til ydelser og
udgifter vedrørende ejendommen. Ejendommen havde i hele perioden tjent som
fælles bolig for ægteparret, og hustruen havde i samme periode haft
indtægter. Heller ikke i UfR 1998, 1237 ØLK, blev der under lignende
omstændigheder statueret sameje af en fast ejendom, der var erhvervet af
hustruen.
Er der tale om et reelt sameje, kan der foretages udlæg i
bruttoanparten, der tilhører skyldnerægtefællen.
Hvis samejet er en fast ejendom, kan udlægget tinglyses i skyldnerens
andel af ejendommen, og der er intet til hinder for, at andelen begæres
solgt på tvangsauktion.
Er der derimod tale om sameje vedrørende løsøre, kan der næppe
af-holdes tvangsauktion over skyldnerens anpart af løsøret, idet der ikke
kan forventes interesserede købere til en del af et løsøreaktiv. I denne
situation kan samejet - hvis der ikke kan opnås enighed med skyldnerens
medejer - opsiges af udlægshaveren, såfremt der er mulighed herfor, eller
opløses ved dom, hvilket dog kræver et
sagsanlæg.
B.1.6 Ombytning og fornyelse af
aktiver
Når aktiver, der er indbragt i eller anskaffet under ægteskabet, bliver
slidt, vil de ofte skulle fornys.
Der kan efter fornyelsen eller ombytningen af et aktiv opstå tvivl om,
hvem det nyanskaffede aktiv tilhører. I den situation må der tages
udgangspunkt i, hvem der ejede det ombyttede eller fornyede aktiv, hvem
der havde rådighed over det, og om den pågældende økonomisk havde mulighed
for at foretage fornyelsen eller ombytningen.
B.1.7 Pantsætningsforbud - retsvirkningsloven §§
18 og 19
Hovedprincippet i retsvirkningsloven om særråden og særhæften er
fraveget i forhold, der er af væsentlig betydning for familien.
Efter retsvirkningslovens § 18 kan en ægtefælle ikke uden den anden
ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, som er
fælleseje, og som tjener til familiens bolig, eller hvis begge ægtefællers
eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til
ejendommen.
Bestemmelsen gælder også fritidshuse, der benyttes af familien, men
derimod ikke fx sommerhuse, der udelukkende anvendes til udlejning. Der er
ikke knyttet noget krav om mindstebenyttelse af fritidsboligen for
familien til bestemmelsen.
Bestemmelsen omhandler kun viljesbestemte handlinger i form af
aftaler.
Ikke-ejer-ægtefællen kan derfor ikke modsætte sig, at en kreditor
foretager udlæg i ejendommen, selv om den er familiens bolig, og kan
heller ikke modsætte sig, at ejendommen sælges ved tvangsauktion.
Hvis den faste ejendom tilhører skyldnerens ægtefælle, kan den
frivilligt stilles som sikkerhed for skylden, men det kræver samtykke fra
begge ægtefæller.
Hvis en direktør i et selskab vil stille sin private ejendom som
sikkerhed for selskabets skyld, er der ligeledes tale om frivillig
pantsætning, som også kræver samtykke fra begge ægtefæller.
Samtykke til frivillig pantsætning af fast ejendom skal være skriftlig
og kan afgives enten som et løst dokument eller ved at begge ægtefæller i
udlægsbogen underskriver samtykket til pantsætningen.
Der bør så vidt muligt ved frivillig pantsætning af fast ejendom
oprettes et (ejer)pantebrev, der tinglyses og dernæst håndpantsættes til
Told!Skat som sikkerhed for en nærmere beskreven skyld. Der er dog intet
til hinder for, at den frivillige sikkerhedsstillelse tinglyses på
grundlag af en skriftlig pantsætningserklæring tilført fogedbogen.
Retsvirkningslovens § 19 fastslår, at frivillig pantsætning eller
frivillig afhændelse af løsøre, der hører til indboet i det fælles hjem,
eller som tjener som arbejdsredskaber for ikke-skyldnerægtefællen, eller
som tjener til børnenes brug, er undergivet samme begrænsninger som
afhændelse og pantsætning af fast ejendom.
Også i disse situationer skal den anden ægtefælles skriftlige samtykke
indhentes på samme måde som anført for fast ejendom, hvis der er tale om
frivillig pantsætning.
B.1.8 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn,
KSL § 72, stk. 2.
KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan
foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der
er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste
punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved
inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke
gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af
AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.
Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået,
at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår,
hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg,
jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages
subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der
var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.
Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende
bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse,
separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder
heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter
konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten
ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for
mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt
kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9.
juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.
De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også
iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i KSL § 72, stk. 2. I sagen
TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste
ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til
den forretning, hvor udlægget blev foretaget.
En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af KSL § 72,
stk. 2, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I
denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen,
hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i
hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden
på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens
anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at
skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21.
august1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere
hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under
kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for
udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev
stadfæstet af landsretten.
B.1.8.1 Forældelse af den subsidiære
udlægsret
Retten til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2,
forælder ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod
skyldnerægtefællen, jf. TfS 1990, 72 VLK. I denne sag påstod en ægtefælle
udlæg for restskatter m.v. ophævet under henvisning til, at skattekravet
var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter KSL § 72, stk.
2. Retten fandt ikke grundlag for en sådan
antagelse.
B.1.8.2 Udlæg hos ægtefællen
Ved udlæg hos ægtefællen efter KSL § 72, stk. 2, kan der foretages
udlæg i alle ægtefællens aktiver. Det er uden betydning, om aktiverne er
ægtefællens særeje, jf. UfR 1982, 350 HD.
Der er 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan
foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle:
der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv (se punkt
B.1.8.2.1)
samlivet skal bestå på udlægstidspunktet (se punkt B.1.8.2.2)
restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået (se
punkt B.1.8.2.3).
B.1.8.2.1 Forgæves udlæg hos
skyldneren
Det er en betingelse for foretagelse af subsidiært udlæg , at der er
foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det forgæves udlæg må
være foretaget hos skyldneren selv og skal være konstateret, mens
ægtefællernes samliv bestod, jf. UfR 1980, 725 H, hvor retten ophævede et
udlæg foretaget hos hustruen for mandens skattegæld, da det ikke var
godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne bestod på udlægstidspunktet.
Hvis denne har indgået en afdragsordning, der overholdes, bør
subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører ægtefællen, dog ikke bringes i
anvendelse. Såfremt ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, der markant
forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om
fornødent opsiges og genforhandles i lyset af den nye
betalindsevnesituation.
Tvangsakkord hos den skattepligtige selv sidestilles med forgæves
udlæg, idet der herved er konstateret, at der ikke kan opnås dækning hos
den skattepligtige selv, jf. UfR 1984, 327 VLD. Er skyldnerens bo taget
under konkursbehandling sidestilles dette ligeledes med forgæves udlæg.
Ejer skyldneren ikke tilstrækkelige aktiver til dækning af hele
restancen og er en udlægsforretning derfor afsluttet som delvis forgæves,
kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, foretages udlæg hos
ægtefællen for restbeløbet.
B.1.8.2.2 Samlivet skal bestå på
udlægstidspunktet
Begrebet samlevende har domstolene taget stilling til i TfS 1997, 833
ØLK. I denne sag havde kommunen i 1996 foretaget i udlæg i ægtefællens
udbetalte overskydende skat til dækning af skyldnerægtefællens
skatterestance. Ægtefællerne var samboende i udlandet, og skattepligten
til Danmark var ophørt. Ægtefællen gjorde gældende, at der ikke var
hjemmel til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, da
ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark, og derfor ikke var
samlevende i skattemæssig forstand, jf. KSL § 4, stk. 6. Fogedretten
bemærkede, at begrebet samlevende i § 72, stk. 2, må forstås som faktisk
samlevende, uanset om det foregår her i landet eller i udlandet, og da
ægtefællen boede sammen med sin mand i England, var betingelserne for at
foretage udlæg efter § 72, stk. 2, til stede på udlægstidspunktet.
Fogedretten stadfæstede herefter det foretagne udlæg. Landsretten
bemærkede, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos skyldnerægtefællen i
1994, og stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.
Det må antages, jf. UfR 1980, 725 HD, at pantefogden skal godtgøre, at
samlivet består på udlægstidspunktet. I denne sag foretog en pantefoged
udlæg i henhold til KSL § 72, stk. 2, hos en ægtefælle for
skyldnerægtefællens skattegæld. Østre Landsrets ophævelse af udlægget blev
stadfæstet af Højesteret, da Højesteret heller ikke fandt sagen "således
oplyst, at det kan anses for godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne,
uanset at skyldneren forlader landet, dog bestod ved udlæggets
foretagelse".
B.1.8.2.3 Restancer vedrørende indkomstår, hvori
samlivet har bestået
Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for
skatterestancer pålignet indenfor skatteåret, der forfalder inden for hele
det indkomstår, som ægteskab indgås i, men ikke for skatter, der er
pålignet for tidligere indkomstår end det, som ægteskabet er indgået i.
Dette spørgsmål har været behandlet i blandt andet UfR 1982, 350 H (omtalt
i afsnit D.1.3.2.3) og i sagen TfS 1986, 504 (Skattedepartements
afgørelse), hvor det blev fastslået, at der kan gøres subsidiært udlæg i
ægtefællens aktiver for B-skatterater, som forfaldt inden for hele det
indkomstår, som ægteskabet blev indgået i.
Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende
separation, jf. TfS 1999, 777 ØLK. I denne sag foretog pantefogden i 1999
udlæg i ægtefællens ejendom for skyldnerens skatterestancer for årene 1994
og 1995. Ægtefællerne levede sammen til og med 27. oktober 1995, på
hvilket tidspunkt de blev separeret. På udlægstidspunktet i 1999 levede de
igen sammen. Da der forgæves var søgt udlæg hos ægtefællen, fandt
landsretten, at det var berettiget, at der var gjort udlæg hos hustruen.
Landsretten stadfæstede herefter udlægget.
Samme udfald fik sagen i TfS 1999, 510 ØLK, idet landsretten bemærkede,
at den omstændighed, at ægtefællerne havde været separeret i perioden fra
december 1996 til maj 1998, da de genoptog samlivet, ikke kunne tillægges
betydning for hustruens subsidiære hæftelse. Ægtefællerne var samlevende i
1994 og 1996, bortset fra 20 dage, og da der forgæves var søgt foretaget
udlæg hos skyldnerægtefællen, hæftede ægtefællen for skatterestancerne for
1994 efter KSL § 72, stk. 2.
Ved skilsmisse bortfalder ifølge TfS 1996, 592 VLK den subsidiære
hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter KSL § 72, stk. 2. I denne
sag blev det fastslået, at hæftelsen bortfaldt ved parternes separation,
hvor samlivet samtidig ophørte, og den efterfølgende skilsmisse. Senere
indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsret
over for skyldnerens ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, der
vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, og senere år.
B.1.8.3 Subsidiært udlæg i ægtefællens
overskydende skat
Hovedreglen er, at overskydende skat skal udbetales straks efter den er
betalingsmoden. Ved betalingsmoden forstås, at kommunen har sikret,
hvilket beløb, der er til udbetaling.
Ekspeditionstiden i forbindelse med udbetalingerne må normalt ikke
overstige 14 dage.
I de tilfælde, hvor subsidiært udlæg foretages i den anden ægtefælles
overskydende skat til dækning af skyldner-ægtefællens skatterestancer,
skal det subsidiære udlæg foretages inden udløbet af den nævnte frist på
14 dage.
B.1.8.4 Subsidiært udlæg hos børn
Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn,
er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved
skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2.
Bestemmelsen har kun betydning i begrænset
omfang.
B.1.9 Registreret partnerskab
Med virkning fra 1. oktober 1989 er gennemført lov om registreret
partnerskab, som kun omhandler personer af samme køn.
Loven fastslår, at bestemmelserne i retsvirkningsloven gælder for
sådanne registrerede parforhold, hvilket medfører, at
inddrivelsesmyndigheden i udlægsmæssig henseende skal betragte sådanne
fuldstændigt som ægtepar.
Rigistrerede partnerforhold sidestilles med ægtefæller i traditionel
forstand. Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær
hæftelse i kildeskattelovens § 72, stk. 2.
B.1.10 Formueforholdet mellem
samlevende
En stadig stigende del af befolkningen vælger at leve sammen uden at
indgå ægteskab.
Det er nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden, at kende retsgrundlaget
for formueforholdet i sådanne parforhold.
Der findes ikke særskilt lovgivning omkring formueforholdet for
samlevende personer, og retsvirkningslovens bestemmelser gælder ikke for
sådanne forhold.
Hver part råder derfor over sine egne aktiver og hæfter for sin egen
gæld som en selvstændig person.
Der kan ikke oprettes ægtepagt i et sådant parforhold, men parterne kan
naturligvis handle indbyrdes.
Der kan også i et sådant parforhold opstå sameje omkring aktiver, og
der gælder samme regler for udlæg i samejeaktiver som inden for
ægteskaber.
Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse
i KSL § 72, stk. 2.
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 24. september 2026. — SQ mod YR. EU-domme · 24. september 2026
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 13. december 2017. — Sag anlagt af Doris Margret Lisette Mahnkopf. EU-domme · 13. december 2017
- 1988 LSF 233 FORSLAG TIL LOV OM FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE. Retsinformation · 17. maj 1989
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Warner fremsat den 22. februar 1979. — Jacques de Cavel mod Louise de Cavel. EU-domme · 22. februar 1979
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT J. RICHARD DE LA TOUR fremsat den 2. juli 2026 Sag C-300/25 [Duftošek] (i) EU-domme · 2. juli 2026
- 1989 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) Retsinformation · 14. juni 1990