Spring til indhold

Retsinformation

INDDRIVELSESVEJLEDNING 2003 B ÆGTEFÆLLEHÆFTELSE

STV nr 20107 af 01/01/2003Stor vejledningSkatte- og Vækstministeriet5. februar 2008

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Inddrivelsesvejledning 2003 - 2

B

Ægtefællehæftelse

B.1 Formueforholdet i ægteskaber

Formueforholdet mellem ægtefæller er reguleret i lov om ægteskabets

retsvirkninger (retsvirkningsloven). Hovedreglen er, at der består

formuefællesskab, som også kaldes fælleseje.

Formuefællesskabet fremgår af retsvirkningslovens § 15. Princippet er,

at der i formuefællesskabet indgår alt, hvad ægtefællerne ejer, både den

formue de har indbragt i ægteskabet og alt hvad de hver for sig har

erhvervet og indbragt i den fælles formue under ægteskabets beståen.

Der kan i et ægteskab aftales, at der skal være helt eller delvist

særeje. Hvis en sådan aftale foreligger, går den forud for princippet om

formuefællesskab, forudsat aftalen er gyldigt indgået, se herom

nedenfor.

I det daglige skelner ægtefæller normalt ikke mellem, hvem der har

indbragt aktiverne i ægteskabet, eller hvem der under ægteskabet har

erhvervet aktiverne.

Formuefællesskabet viser sig først i forbindelse med, at ægteskabet

ophører, enten ved skifte i anledning af skilsmisse eller separation eller

i forbindelse med dødsfald.

Principperne for formueforholdet er fastslået i retsvirkningslovens

§ 16 om særråden, og

§ 25 om særhæften.

B.1.1 Ægtefællens aktiver

B.1.1.1 Bodel

Bodel er betegnelsen for den del af fællesboet, som den enkelte

ægtefælle råder over og hæfter med.

Det er ægtefællerne, der har bevisbyrden for, hvem af dem der har

indbragt aktiverne i og under ægteskabet.

Læs alt

For så vidt angår gaver er udfyldningsreglen, at bryllupsgaver tilhører

den ægtefælle, fra hvis familie eller venner gaven stammer. For gaver

modtaget under ægteskabet, anvendes samme udfyldningsregel.

Stammer gaverne fra fælles venner, vil udfyldningsreglen være, at de

ejes af begge ægtefæller i lige sameje.

Reglen vedrørende arv er, at arven indgår i bodelen for den ægtefælle,

fra hvis familie arven stammer, medmindre der ved testamente fra afdøde er

bestemt andet.

B.1.1.2 Særråden

Ifølge princippet i retsvirkningslovens § 16 kan en ægtefælle råde over

alt, hvad den pågældende selv har indbragt i ægteskabet og har anskaffet

under ægteskabet. Det vil sige, at den pågældende ægtefælle kan sælge,

bortgive, pantsætte eller på anden måde overdrage alle de aktiver, den

pågældende råder over. Der er dog i Retsvirkningslovens §§ 17 - 19 indført

enkelte indskrænkninger i den frie råderet, se herom nedenfor.

Den ene ægtefælle kan som følge heraf ikke råde over de aktiver, der

tilhører den anden ægtefælles bodel, og der kan derfor ikke ske

pant-sætning af eller foretages udlæg i den anden ægtefælles aktiver.

Derfor kan kreditorer udelukkende retsforfølge i skyldnerens egne

aktiver.

B.1.1.3 Særhæften

B.1.1.3.1 Hovedregel om særhæften

Retsvirkningslovens § 25 fastslår, at en ægtefælle kun hæfter for de

forpligtelser, der påhviler den pågældende, hvad enten de er opstået før

eller under ægteskabet, og kun med sin egen bodel og eventuelt særeje.

Den anden ægtefælle kan naturligvis frivilligt påtage sig hæftelse for

en sådan forpligtelse, hvilket var tilfældet i sagen TfS 2000, 746 ØLD,

men hæftelse kan ikke pålægges af andre.

B.1.1.3.2 Undtagelse til hovedreglen om

særhæften

I TfS 2000, 746 ØLD, indgik skatteyderen sammen med sin ægtefælle en

aftale med skatteforvaltningen om en samlet ordning vedrørende

ægtefællernes skatterestancer. Som led i ordningen gav skatteyderen

skattemyndighederne transport i sin overskydende skat til dækning af

ægtefællens skatterestancer. Skatteyderen gjorde gældende, at

transporterklæringen var ugyldig, og at hun ikke hæftede for ægtefællens

skattegæld, da de ikke var samlevende. Landsretten fandt hverken grundlag

for at anse transporterklæringen for ugyldig eller for at fortolke

erklæringen indskrænkende til alene at vedrøre et bestemt indkomstår,

hvorfor skatteyderen ikke havde krav på tilbagebetaling af det overførte

beløb.

En vigtig undtagelse fra reglen om særhæften er bestemmelsen i KSL§ 72,

stk. 2. Er udlæg forgæves forsøgt hos den skattepligtige selv, kan udlæg

ske i ejendele, der tilhører den med ham samlevende ægtefælle, eller om

nødvendigt i ejendele, der tilhører børn, og som er medregnet ved hans

skatteansættelse.

Reglen gælder ikke ved udlæg hos en indeholdelsespligtig, i beløb denne

har været pligtig at indeholde.

Betingelser for subsidiært udlæg, er

gælden udgøres af personlige skatter

de personlige skatter vedrører tiden efter ægteskabets indgåelse

forgæves udlæg er forsøgt hos den skattepligtige selv

ægtefællerne er samlevende på udlægstidspunktet

ægtefællerne er gift

Bestemmelsen er nærmere beskrevet i punkt

B.1.8.

B.1.2 Særeje

Bestemmelserne om særeje findes i retsvirkningslovens §§ 28 og 28

a.

Loven blev ændret med virkning fra 1.oktober 1990, således at der nu

findes to former for særeje

fuldstændig særeje, og

skilsmissesæreje.

B.1.2.1 Fælles bestemmelser

For begge former for særeje gælder, at særejet kan omfatte et enkelt

aktiv, en flerhed af aktiver, eller den enkelte parts samlede aktiver.

Det kan desuden bestemmes, at hvad den enkelte part erhverver efter

ægteskabets indgåelse, skal være særeje for den pågældende.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 kan tillige være udformet således,

at særejet omfatter en bestemt brøkdel af ejerens samlede formue, af

bestemte aktiver, eller af et enkelt aktiv.

Særejet kan derudover tidsbegrænses, således at det ophører efter en

bestemt periode eller på et bestemt tidspunkt, eller der kan ved

kombination af brøkdelsreglen og tidsbegrænsningen laves en

aftrapningsordning.

Den del af formuen, der ikke indgår i et brøkdelssæreje, indgår i

fællesformuen.

Alle former for særeje kan være kombineret med hinanden og/eller med

fælleseje.

For særejeaktiver gælder, at der kun kan ske kreditorforfølgning i

aktiverne hos den part, der ejer dem.

Særeje oprettet før 1.oktober 1990 vil blive betragtet som fuldstændigt

særeje, medmindre andet kan udledes af ægtepagten.

Særeje oprettet efter 1.oktober 1990 vil blive betragtet som

skilsmissesæreje, medmindre andet kan udledes af forholdene.

En

ægtepagt skal for at være gyldig oprettes skriftligt, underskrives af

parterne, samt tinglyses i henhold til bestemmelserne i

retsvirkningslovens §§ 35 og 37. Det bemærkes, at tinglysning, ikke blot

er en gyldighedsbetingelse over for parternes kreditorer, men også i

forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes.

Ægtepagter oprettet før 1.oktober 1990 skulle godkendes af statsamtet,

hvis ægtepagten medførte vederlagsfri overdragelse fra den ene ægtefælle

til den anden. Manglende godkendelse fra statsamtet medførte ugyldighed

for ægtepagten.

For arv, der ved testamente er gjort til særeje for arvingen, vil

følgende gælde:

er særejebestemmelsen truffet før 1.oktober 1990, vil arven blive

betragtet som skilsmissesæreje, hvis testamentet ikke er gjort

uigenkaldeligt, eller hvis fortolkningen af testamentet ikke viser, at

det var testators ønske at arven skulle være fuldstændigt særeje. Hvis

testator er død før 1.oktober 1990, vil særejebestemmelsen i testamentet

dog blive fortolket som fuldstændigt særeje

er særejebestemmelsen truffet efter 1.oktober 1990, vil særejet være

skilsmissesæreje, medmindre det klart fremgår, at der skal være tale om

fuldstændigt særeje.

B.1.2.2 Fuldstændig særeje

Fuldstændig særeje medfører, at parternes formueforhold ikke berøres

af, at ægteskab indgås. Hver af parterne betragtes som et selvstændigt

økonomisk subjekt.

Fuldstændigt særeje indebærer, at særejet i forbindelse med bodeling

(både ved separation, ved skilsmisse og ved død) alene tilhører den ene

part.

Dette medfører, at der ved ejerens død skal ske skifte. Den

længstlevende kan ikke hensidde i uskiftet bo med afdødes særeje.

Indtægter af fuldstændigt særeje oprettet før 1.oktober 1990 er

fællesindtægter og indgår i formuefællesskabet, medens indtægter af særeje

oprettet efter 1.oktober 1990 er særeje.

B.1.2.3 Skilsmissesæreje

Skilsmissesæreje indebærer, at særejet udelukkende betragtes som

særeje, så længe ægteskabet består og i forbindelse med opløsning af

ægteskabet ved separation eller skilsmisse.

Ved separation eller skilsmisse vil særejet derfor alene tilhøre den

ene part i ægteskabet.

Ved dødsfald ophører skilsmissesærejet, og den længstlevende kan derfor

hensidde i uskiftet bo med den afdødes tidligere skilsmissesæreje.

Indtægter af skilsmissesæreje er særeje.

B.1.3 Dispositioner mellem ægtefæller

Da ægtefæller således efter retsvirkningsloven betragtes som

formuemæssigt selvstændige personer, kan de naturligvis indgå retshandeler

med hinanden. Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 29, som

fastslår, at ægtefæller også kan pådrage sig forpligtelser over for

hinanden.

Hvis en skyldner overdrager aktiver fra sin bodel til ægtefællens

bodel, er disse aktiver derfor bragt uden for udlægsadgangen efter

princippet for særråden og særhæften.

Er der tale om en reel handel, hvor overdragelsen sker til reelle

handelspriser, vil skyldnerens aktiver kun gennemgå en udskiftning, fx til

kontanter. Det giver ikke noget problem for kreditorerne.

Sker overdragelsen derimod som gave eller på anden måde helt eller

delvist vederlagsfrit, skal nogle nærmere fastsatte regler være opfyldt,

for at kreditorerne skal acceptere overdragelsen.

Der er mellem ægtefæller et naturligt gavemiljø, og de specielle

regler, der skal være opfyldt, omfatter derfor ikke det, der kan betegnes

som sædvanlige lejlighedsgaver, hvis værdi ikke står i misforhold til

giverens økonomiske kår på gavetidspunktet.

B.1.3.1 Gaver

Der skal efter retsvirkningslovens § 30 oprettes gaveægtepagt, hvis der

mellem ægtefæller gives gaver, der ikke har karakter af sædvanlige

lejlighedsgaver. Hvis en sådan ægtepagt ikke er oprettet

og tinglyst, skal gaveoverdragelsen ikke respekteres af

kreditorerne, og der kan foretages udlæg i gaven.

Hvis gaven er givet mellem ægtefæller, kan der være tale om, at der

kræves ægtepagt. Se herom eksempelvis afgørelse i UfR 1999,1772 ØLD,

i hvilken sag mandens kreditorer kunne foretage udlæg i den nu fraskilte

hustrus faste ejendom, der i separationstiden til dels var erhvervet for

en gave givet hende uden ægtepagt af manden.

Ægtefællerne har bevisbyrden for, at gaven ikke kræver ægtepagt jfr.

RVL § 32. Ved bedømmelsen heraf skal der tages udgangspunkt i gavens værdi

i forhold til giverens økonomiske forhold, samt til i hvilken anledning

gaven er givet se eks. UfR 1996,145 VLD. Her havde

en skyldnerægtefælle arvet 360.000 kr. fra sin far i 1989. Straks udlånte

han beløbet til sin hustru. Lånet skulle forrentes med 6 % p. a., og

afdrages med 15.000 kr. halvårligt, første gang 9 år senere. Lånet var

ikke sikret ved pant i den ejendom, som hustruen anvendte størstedelen af

lånet til køb af - der blev 100.000 kr. til rest efter købet, og som fra

1991 tjente som bolig for hende og den øvrige familie. Retten anså

dispositionen som en gave, der krævede gaveægtepagt, men da 260.000 kr. af

beløbet var anvendt til familiens underhold, anså man alene de 100.000 kr.

af lånet som gave. Disse 100.000 kr. kunne kreditorerne foretage udlæg

i.

I UfR 2000, 990 ØLD fandt retten, at en hustrus månedlige overførsler

til manden på 7.000 kr. af sin nettoindtægt på 12.000 kr. indeholdt et

væsentligt gavemoment, der stod i misforhold til hustruens økonomiske kår.

Manden brugte beløbet til dækning af terminsydelser m.v. på en

ejerlejlighed, der var mandens særeje. Hustruen anvendte de resterende

5.000 kr. på husholdningen og gjorde sig hver måned insolvent. En udækket

panthaver, som havde et krav på hustruen fra før ægteskabet fik medhold i,

at der forelå en ugyldig gave til manden, svarende til de samlede

overførsler på 185.000 kr. som de kunne afkræve manden.

Se anderledes i UfR 2001, 1148 VLD, hvor retten kom til et modsat

resultat, idet ingen del af de månedlige overførsler fra hustruens

kassekredit til mandens budgetkonto på i alt omkring 200.000 kr. blev

anset som en gave til manden, idet overførelserne var kendt af banken.

I forbindelse med handel mellem ægtefæller kan der i handelsprisen

ligge en delvis gave, hvis den aftalte pris ikke er i overensstemmelse med

handelsprisen. Også i denne situation er det ægtefællerne, der har

bevisbyrden for, at der ikke foreligger en gave, der kræver ægtepagt. Se i

den forbindelse principperne i UfR 2000, 1267 VLK, hvor retten ikke fandt

det dokumenteret, at en overdragelse af en fast ejendom fra

skyldnerægtefællen til dennes hustru ikke var sket på almindelige

handelsvilkår. Der blev i den forbindelse henset til, at hustruen havde

erlagt en kontant udbetaling, havde overtaget de indestående hæftelser

samt havde midler til anskaffelsen og til de løbende udgifter. Der var

således ikke tale om en gave mellem ægtefæller.

Selv om en gave er givet ved ægtepagt og alle regler herfor er opfyldt,

er det ikke sikkert, at kreditorerne skal respektere gavegivelsen.

Har giveren i forbindelse med ydelsen af gaven ikke beholdt utvivlsomt

nok til at fyldestgøre sine kreditorer, og er giveren ikke i stand til

efterfølgende at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder, kan

kreditor over for gavemodtageren forfølge det krav, han har på giveren,

men dog kun inden for gavens værdi.

Bestemmelsen herom findes i retsvirkningslovens § 33, og den betegnes

ofte som "da-reglen", fordi det er en betingelse, at kreditors krav

bestod, og giverens insolvens var til stede eller opstod, da gaven

blev givet.

B.1.3.2 Kalenderårets overskud

Retsvirkningslovens § 31 rummer en regel, hvorefter en ægtefælle, der

har overskud i årets løb, kan overføre op til halvdelen af dette overskud

til den anden ægtefælle. Der er ikke tale om det skattemæssige begreb

"medhjælpende ægtefælle", men om en reel overførsel.

Begrebet "overskud" er ikke defineret i loven eller i forarbejderne

hertil, men det ligger fast, at der ikke er tale om skattepligtig

indkomst. Der skal ved beregningen tages hensyn til giverens

leveomkostninger og skatter m.v., således at der nok nærmere er tale om

det, der kan kaldes "opsparingsevnen".

Betingelserne for, at en kreditor skal respektere en sådan overførsel,

er,

at der udfærdiges en skriftlig opgørelse over overskuddet, som

viser, hvor meget der er overført,

at opgørelsen foreligger, før en kreditor begynder at vise interesse

for sagen,

at overdragelsen er reel, hvilket vil sige, at modtageren skal have

dispositionsret over beløbet, og at der ikke kun er tale om en

regnskabsmæssig overførsel, samt

at giveren har beholdt "utvivlsomt nok" til at fyldestgøre sine

kreditorer, hvilket vil sige, at han ikke blot skal være solvent efter

overførselen, men at han også har beholdt tilstrækkeligt med likvide

midler til, at kravene mod ham kan fyldestgøres efterhånden som de

forfalder.

Hvis disse betingelser ikke er opfyldt, skal kreditorerne ikke

respektere overførselen.

B.1.3.3 Overdragelse uden ægtepagt

Hvis ægtefællerne har overdraget aktiver uden oprettelse og tinglysning

af ægtepagt, skal denne overdragelse kun respekteres af kreditorerne, hvis

overdragelsen mellem ægtefællerne ikke krævede ægtepagt. Bevisbyrden

herfor påhviler ægtefællerne.

B.1.3.4 Følger af manglende ægtepagt ved

overdragelse

Hvis ægtefæller ikke kan dokumentere, at der er oprettet ægtepagt enten

ved ægteskabets indgåelse, under ægteskabet, eller i forbindelse med

ydelse af gaver, der ikke kan betragtes som almindelige lejlighedsgaver,

bliver følgen, at der ikke foreligger hverken særeje eller gyldige

gaver.

Kreditorerne skal som følge heraf ikke respektere de særlige forhold,

der gør sig gældende i forbindelse med særeje, men kan betragte aktiverne

som tilhørende den ægtefælle, der har indbragt dem i eller under

ægteskabet.

Der kan derfor foretages udlæg i aktiverne, og en eventuel protest mod

udlægget indbringes for fogedretten efter de gældende regler.

Se herom eksempelvis UfR 1999, 1772 ØLK, der er nævnt i afsnit

B.1.3.1

B.1.4 Sammenblanding af aktiver

Som anført ovenfor vil ægtefæller normalt ikke i det daglige betragte

aktiver som tilhørende den ene eller den anden af dem. Derfor vil de

aktiver, et ægtepar anskaffer af dem selv, blive betragtet som anskaffet

til og af familien og ikke til eller af den ene.

Det kan bero på tilfældigheder, hvem af ægtefællerne der anvender sin

indtægt til betaling af aktiverne, eller der sker en sammenblanding af

indtægterne på fælles konto.

I forbindelse med udlægsforretninger kan inddrivelsesmyndigheden derfor

stå over for, at ægtefællerne ikke umiddelbart kan redegøre for, hvem der

har anskaffet aktiverne, og til hvis bodel de hører.

Ved bedømmelsen af sådanne situationer kan følgende retningslinjer

tjene som grundlag for afgørelse af ejerforholdet:

Ægtefællernes forklaring kan lægges til grund, men det må tages i

betragtning, at ægtefællerne har en fælles interesse, nemlig at undgå

udlæg.

Ægtefællerne har bevisbyrden for ejerforholdet, og derfor har begge

ægtefæller i den situation oplysningspligt jfr. TfS 1995,11 VLK (udlæg

for mandens moms i en bil, der angiveligt tilhørte ægtefællen, som ikke

fandtes at have ført bevis på, at hun havde betalt eller kunne have

betalt købesummen for den).

Der kan kræves dokumentation for ejerforholdet i form af kvittering

eller kontrakt på købet, suppleret med oplysninger om ægtefællernes

indkomst- og formueforhold til bedømmelse af, om den påståede ejer har

haft midler til indkøbet.

Hvis inddrivelsesmyndigheden på grundlag af ægtefællernes forklaringer

og dokumentationer ikke finder, at ejerforholdet er som angivet, kan sagen

forelægges for den judicielle foged, hvor det også er ægtefællerne, der

har bevisbyrden. Det skal dog tages i betragtning, at den judicielle foged

som oftest lægger ægtefællernes forklaring til grund, hvis den virker

troværdig, hvorfor inddrivelsesmyndigheden må kunne sandsynliggøre, at

ejerforholdet er anderledes end anført af ægtefællerne.

Er det en ægtepagt, der bestrides af inddrivelsesmyndigheden, har denne

bevisbyrden for, at ægtepagten ikke er gyldig.

B.1.5 Sameje

Sameje er det forhold, at ejendomsretten til et aktiv eller en flerhed

af aktiver tilkommer flere i forening.

Sameje kan opstå ved direkte aftale - mundtlig såvel som skriftlig - og

det kan opstå mere tilfældigt, f.eks. gennem arv eller gave.

Ægtefæller kan vælge at anskaffe et aktiv i sameje, hvilket vil sige,

at de begge bidrager økonomisk til anskaffelsen og derfor ejer hver sin

andel af aktivet, eller et for fogedretten indbragt spørgsmål om

ejerforhold kan resultere i, at der statueres sameje for aktiverne.

Domstolene er imidlertid tilbageholdende med at statuere sameje mellem

ægtefæller. Sameje statueres kun i de tilfælde, hvor de almindelige

formueretlige regler om etablering af sameje ved aftale eller

sammenblanding af aktiver fører til, at der er tale om sameje. Hvis det

bevismæssigt er klart, hvem af parterne der har erhvervet aktivet, er der

ringe tilbøjelighed til at acceptere, at der senere er opstået sameje, se

eksempelvis UfR 1994,497 VLK, hvor retten statuerede, at der ikke i et

ægteskab automatisk var opstået sameje omkring en fast ejendom, selv om

hustruens indtjening lige netop rakte til at betale de løbende ydelser på

ejendommen, men derimod ikke til andre anskaffelser. At ægtemanden havde

bidraget til økonomien i ægteskabet gjorde ikke, at han dermed havde

erhvervet ret til nogen del af den faste ejndom. Der kunne således ikke

foretages udlæg i nogen del af ejendommen for hans gæld. Derimod kunne der

gøres udlæg i en bil, der angiveligt tilhørte hustruen, men som hun ikke

fandtes at have haft råd til at anskaffe.

I UfR 1998, 162 ØLK, afviste retten at lade et udlæg foretage i en fast

ejendom, der ifølge tingbogen tilhørte skyldnerens hustru, idet et sameje

ikke var opstået, selv om skyldneren havde bidraget til ydelser og

udgifter vedrørende ejendommen. Ejendommen havde i hele perioden tjent som

fælles bolig for ægteparret, og hustruen havde i samme periode haft

indtægter. Heller ikke i UfR 1998, 1237 ØLK, blev der under lignende

omstændigheder statueret sameje af en fast ejendom, der var erhvervet af

hustruen.

Er der tale om et reelt sameje, kan der foretages udlæg i

bruttoanparten, der tilhører skyldnerægtefællen.

Hvis samejet er en fast ejendom, kan udlægget tinglyses i skyldnerens

andel af ejendommen, og der er intet til hinder for, at andelen begæres

solgt på tvangsauktion.

Er der derimod tale om sameje vedrørende løsøre, kan der næppe

af-holdes tvangsauktion over skyldnerens anpart af løsøret, idet der ikke

kan forventes interesserede købere til en del af et løsøreaktiv. I denne

situation kan samejet - hvis der ikke kan opnås enighed med skyldnerens

medejer - opsiges af udlægshaveren, såfremt der er mulighed herfor, eller

opløses ved dom, hvilket dog kræver et

sagsanlæg.

B.1.6 Ombytning og fornyelse af

aktiver

Når aktiver, der er indbragt i eller anskaffet under ægteskabet, bliver

slidt, vil de ofte skulle fornys.

Der kan efter fornyelsen eller ombytningen af et aktiv opstå tvivl om,

hvem det nyanskaffede aktiv tilhører. I den situation må der tages

udgangspunkt i, hvem der ejede det ombyttede eller fornyede aktiv, hvem

der havde rådighed over det, og om den pågældende økonomisk havde mulighed

for at foretage fornyelsen eller ombytningen.

B.1.7 Pantsætningsforbud - retsvirkningsloven §§

18 og 19

Hovedprincippet i retsvirkningsloven om særråden og særhæften er

fraveget i forhold, der er af væsentlig betydning for familien.

Efter retsvirkningslovens § 18 kan en ægtefælle ikke uden den anden

ægtefælles samtykke afhænde eller pantsætte fast ejendom, som er

fælleseje, og som tjener til familiens bolig, eller hvis begge ægtefællers

eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet til

ejendommen.

Bestemmelsen gælder også fritidshuse, der benyttes af familien, men

derimod ikke fx sommerhuse, der udelukkende anvendes til udlejning. Der er

ikke knyttet noget krav om mindstebenyttelse af fritidsboligen for

familien til bestemmelsen.

Bestemmelsen omhandler kun viljesbestemte handlinger i form af

aftaler.

Ikke-ejer-ægtefællen kan derfor ikke modsætte sig, at en kreditor

foretager udlæg i ejendommen, selv om den er familiens bolig, og kan

heller ikke modsætte sig, at ejendommen sælges ved tvangsauktion.

Hvis den faste ejendom tilhører skyldnerens ægtefælle, kan den

frivilligt stilles som sikkerhed for skylden, men det kræver samtykke fra

begge ægtefæller.

Hvis en direktør i et selskab vil stille sin private ejendom som

sikkerhed for selskabets skyld, er der ligeledes tale om frivillig

pantsætning, som også kræver samtykke fra begge ægtefæller.

Samtykke til frivillig pantsætning af fast ejendom skal være skriftlig

og kan afgives enten som et løst dokument eller ved at begge ægtefæller i

udlægsbogen underskriver samtykket til pantsætningen.

Der bør så vidt muligt ved frivillig pantsætning af fast ejendom

oprettes et (ejer)pantebrev, der tinglyses og dernæst håndpantsættes til

Told!Skat som sikkerhed for en nærmere beskreven skyld. Der er dog intet

til hinder for, at den frivillige sikkerhedsstillelse tinglyses på

grundlag af en skriftlig pantsætningserklæring tilført fogedbogen.

Retsvirkningslovens § 19 fastslår, at frivillig pantsætning eller

frivillig afhændelse af løsøre, der hører til indboet i det fælles hjem,

eller som tjener som arbejdsredskaber for ikke-skyldnerægtefællen, eller

som tjener til børnenes brug, er undergivet samme begrænsninger som

afhændelse og pantsætning af fast ejendom.

Også i disse situationer skal den anden ægtefælles skriftlige samtykke

indhentes på samme måde som anført for fast ejendom, hvis der er tale om

frivillig pantsætning.

B.1.8 Subsidiært udlæg hos ægtefælle og børn,

KSL § 72, stk. 2.

KSL § 72, stk. 2, fastsætter, at der for personskatterestancer kan

foretages udlæg i ejendele, der tilhører ægtefællen eller børn, hvis der

er foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv. I bestemmelsens sidste

punktum er det fastslået, at bestemmelsen ikke finder anvendelse ved

inddrivelse af indeholdte skattebeløb. A-skatterestancer kan således ikke

gøres til genstand for subsidiært udlæg. Det samme gælder restancer af

AM-bidrag, moms, punktafgifter m.v.

Det fremgår ikke tydeligt af lovteksten, men domspraksis har fastslået,

at skatter, der er pålignet eller bliver pålignet for det indkomstår,

hvori ægteskabet er indgået, er omfattet af reglerne om subsidiært udlæg,

jf. fx UfR 1982, 350 H, hvor det blev antaget, at der kunne foretages

subsidiært udlæg i skatteyderens hustrus særeje for personlig skat, der

var pålignet ham for hele det år, hvori ægteskabet blev indgået.

Et subsidiært udlæg foretaget medens ægtefællerne er samlevende

bortfalder ikke i forbindelse med en efterfølgende samlivsophævelse,

separation, skilsmisse eller den skattepligtiges død. Udlægget bortfalder

heller ikke, hvis skyldneren kommer under insolvensbehandling efter

konkurslovens regler, jf. UfR 1996,1267 ØLD. I denne sag fandt retten

ikke, at et subsidiært udlæg foretaget i 1986 i hustruens ejendom for

mandens skatterestance bortfaldt, selv om der efterfølgende blev afsagt

kendelse om gældssanering for manden, hvorefter al gæld stiftet før 9.

juni 1987 bortfaldt. Landsretten henviste til KL § 199, stk. 2.

De almindelige processuelle regler for udlægsforretninger skal også

iagttages ved anvendelse af udpantningsretten i KSL § 72, stk. 2. I sagen

TfS 1997, 589 ØLK ophævedes pantefogdens udlæg i ægtefællens faste

ejendom, allerede fordi ægtefællen ikke behørigt var blevet indkaldt til

den forretning, hvor udlægget blev foretaget.

En ægtefælle, der er tilsagt til udlægsforretning i medfør af KSL § 72,

stk. 2, kan give møde ved en befuldmægtiget, jf. TfS 1991, 397 ØLD. I

denne sag gav skyldnerægtefællen den 16. august 1990 møde for ægtefællen,

hvorefter ægtefællen skriftligt meddelte, at der kunne gøres udlæg i

hendes delpension. Skyldnerægtefællen gav efter anmodning fra pantefogden

på ny møde den 21. august 1990, og der blev efter skyldnerægtefællens

anvisning foretaget udlæg i hendes bil. Landsretten fandt, at

skyldnerægtefællen også under den kontinuerede udlægsforretning den 21.

august1990 havde fornøden fuldmagt fra ægtefællen til at repræsentere

hende. Ægtefællen havde heller ikke på opfordring sandsynliggjort under

kæremålet, at hun i august 1990 havde andet af værdi til genstand for

udlæg. Fogedretten havde fastholdt udlægget, og fogedrettens kendelse blev

stadfæstet af landsretten.

B.1.8.1 Forældelse af den subsidiære

udlægsret

Retten til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2,

forælder ikke på noget tidligere tidspunkt end skattekravet mod

skyldnerægtefællen, jf. TfS 1990, 72 VLK. I denne sag påstod en ægtefælle

udlæg for restskatter m.v. ophævet under henvisning til, at skattekravet

var forældet over for hende som subsidiært hæftende efter KSL § 72, stk.

2. Retten fandt ikke grundlag for en sådan

antagelse.

B.1.8.2 Udlæg hos ægtefællen

Ved udlæg hos ægtefællen efter KSL § 72, stk. 2, kan der foretages

udlæg i alle ægtefællens aktiver. Det er uden betydning, om aktiverne er

ægtefællens særeje, jf. UfR 1982, 350 HD.

Der er 3 betingelser, der alle skal være opfyldt, for at der kan

foretages subsidiært udlæg hos en ægtefælle:

der skal være foretaget forgæves udlæg hos skyldneren selv (se punkt

B.1.8.2.1)

samlivet skal bestå på udlægstidspunktet (se punkt B.1.8.2.2)

restancerne skal vedrøre indkomstår, hvori samlivet har bestået (se

punkt B.1.8.2.3).

B.1.8.2.1 Forgæves udlæg hos

skyldneren

Det er en betingelse for foretagelse af subsidiært udlæg , at der er

foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen. Det forgæves udlæg må

være foretaget hos skyldneren selv og skal være konstateret, mens

ægtefællernes samliv bestod, jf. UfR 1980, 725 H, hvor retten ophævede et

udlæg foretaget hos hustruen for mandens skattegæld, da det ikke var

godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne bestod på udlægstidspunktet.

Hvis denne har indgået en afdragsordning, der overholdes, bør

subsidiært udlæg i aktiver, der tilhører ægtefællen, dog ikke bringes i

anvendelse. Såfremt ægtefællen kommer til aktiver i et omfang, der markant

forbedrer skyldnerægtefællens betalingsevne, må afdragsordningen om

fornødent opsiges og genforhandles i lyset af den nye

betalindsevnesituation.

Tvangsakkord hos den skattepligtige selv sidestilles med forgæves

udlæg, idet der herved er konstateret, at der ikke kan opnås dækning hos

den skattepligtige selv, jf. UfR 1984, 327 VLD. Er skyldnerens bo taget

under konkursbehandling sidestilles dette ligeledes med forgæves udlæg.

Ejer skyldneren ikke tilstrækkelige aktiver til dækning af hele

restancen og er en udlægsforretning derfor afsluttet som delvis forgæves,

kan der, når det udlagtes værdi er fastslået, foretages udlæg hos

ægtefællen for restbeløbet.

B.1.8.2.2 Samlivet skal bestå på

udlægstidspunktet

Begrebet samlevende har domstolene taget stilling til i TfS 1997, 833

ØLK. I denne sag havde kommunen i 1996 foretaget i udlæg i ægtefællens

udbetalte overskydende skat til dækning af skyldnerægtefællens

skatterestance. Ægtefællerne var samboende i udlandet, og skattepligten

til Danmark var ophørt. Ægtefællen gjorde gældende, at der ikke var

hjemmel til at foretage subsidiært udlæg efter KSL § 72, stk. 2, da

ægtefællerne ikke var skattepligtige i Danmark, og derfor ikke var

samlevende i skattemæssig forstand, jf. KSL § 4, stk. 6. Fogedretten

bemærkede, at begrebet samlevende i § 72, stk. 2, må forstås som faktisk

samlevende, uanset om det foregår her i landet eller i udlandet, og da

ægtefællen boede sammen med sin mand i England, var betingelserne for at

foretage udlæg efter § 72, stk. 2, til stede på udlægstidspunktet.

Fogedretten stadfæstede herefter det foretagne udlæg. Landsretten

bemærkede, at udlæg forgæves var søgt foretaget hos skyldnerægtefællen i

1994, og stadfæstede herefter fogedrettens kendelse.

Det må antages, jf. UfR 1980, 725 HD, at pantefogden skal godtgøre, at

samlivet består på udlægstidspunktet. I denne sag foretog en pantefoged

udlæg i henhold til KSL § 72, stk. 2, hos en ægtefælle for

skyldnerægtefællens skattegæld. Østre Landsrets ophævelse af udlægget blev

stadfæstet af Højesteret, da Højesteret heller ikke fandt sagen "således

oplyst, at det kan anses for godtgjort, at samlivet mellem ægtefællerne,

uanset at skyldneren forlader landet, dog bestod ved udlæggets

foretagelse".

B.1.8.2.3 Restancer vedrørende indkomstår, hvori

samlivet har bestået

Der kan foretages subsidiært udlæg i en ægtefælles aktiver for

skatterestancer pålignet indenfor skatteåret, der forfalder inden for hele

det indkomstår, som ægteskab indgås i, men ikke for skatter, der er

pålignet for tidligere indkomstår end det, som ægteskabet er indgået i.

Dette spørgsmål har været behandlet i blandt andet UfR 1982, 350 H (omtalt

i afsnit D.1.3.2.3) og i sagen TfS 1986, 504 (Skattedepartements

afgørelse), hvor det blev fastslået, at der kan gøres subsidiært udlæg i

ægtefællens aktiver for B-skatterater, som forfaldt inden for hele det

indkomstår, som ægteskabet blev indgået i.

Subsidiært udlæg kan også foretages på trods af en mellemkommende

separation, jf. TfS 1999, 777 ØLK. I denne sag foretog pantefogden i 1999

udlæg i ægtefællens ejendom for skyldnerens skatterestancer for årene 1994

og 1995. Ægtefællerne levede sammen til og med 27. oktober 1995, på

hvilket tidspunkt de blev separeret. På udlægstidspunktet i 1999 levede de

igen sammen. Da der forgæves var søgt udlæg hos ægtefællen, fandt

landsretten, at det var berettiget, at der var gjort udlæg hos hustruen.

Landsretten stadfæstede herefter udlægget.

Samme udfald fik sagen i TfS 1999, 510 ØLK, idet landsretten bemærkede,

at den omstændighed, at ægtefællerne havde været separeret i perioden fra

december 1996 til maj 1998, da de genoptog samlivet, ikke kunne tillægges

betydning for hustruens subsidiære hæftelse. Ægtefællerne var samlevende i

1994 og 1996, bortset fra 20 dage, og da der forgæves var søgt foretaget

udlæg hos skyldnerægtefællen, hæftede ægtefællen for skatterestancerne for

1994 efter KSL § 72, stk. 2.

Ved skilsmisse bortfalder ifølge TfS 1996, 592 VLK den subsidiære

hæftelse mellem ægtefæller for skattekrav efter KSL § 72, stk. 2. I denne

sag blev det fastslået, at hæftelsen bortfaldt ved parternes separation,

hvor samlivet samtidig ophørte, og den efterfølgende skilsmisse. Senere

indgik parterne på ny ægteskab med hinanden, men den subsidiære udlægsret

over for skyldnerens ægtefælle kunne kun gøres gældende for krav, der

vedrørte det indkomstår, hvori det nye ægteskab var indgået, og senere år.

B.1.8.3 Subsidiært udlæg i ægtefællens

overskydende skat

Hovedreglen er, at overskydende skat skal udbetales straks efter den er

betalingsmoden. Ved betalingsmoden forstås, at kommunen har sikret,

hvilket beløb, der er til udbetaling.

Ekspeditionstiden i forbindelse med udbetalingerne må normalt ikke

overstige 14 dage.

I de tilfælde, hvor subsidiært udlæg foretages i den anden ægtefælles

overskydende skat til dækning af skyldner-ægtefællens skatterestancer,

skal det subsidiære udlæg foretages inden udløbet af den nævnte frist på

14 dage.

B.1.8.4 Subsidiært udlæg hos børn

Bestemmelsen i KSL § 72, stk. 2 om udlæg i ejendele, der tilhører børn,

er betinget af, at barnets formue eller afkast heraf medregnes ved

skyldnerens skatteansættelse efter reglerne i KSL § 5, stk. 2.

Bestemmelsen har kun betydning i begrænset

omfang.

B.1.9 Registreret partnerskab

Med virkning fra 1. oktober 1989 er gennemført lov om registreret

partnerskab, som kun omhandler personer af samme køn.

Loven fastslår, at bestemmelserne i retsvirkningsloven gælder for

sådanne registrerede parforhold, hvilket medfører, at

inddrivelsesmyndigheden i udlægsmæssig henseende skal betragte sådanne

fuldstændigt som ægtepar.

Rigistrerede partnerforhold sidestilles med ægtefæller i traditionel

forstand. Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær

hæftelse i kildeskattelovens § 72, stk. 2.

B.1.10 Formueforholdet mellem

samlevende

En stadig stigende del af befolkningen vælger at leve sammen uden at

indgå ægteskab.

Det er nødvendigt for inddrivelsesmyndigheden, at kende retsgrundlaget

for formueforholdet i sådanne parforhold.

Der findes ikke særskilt lovgivning omkring formueforholdet for

samlevende personer, og retsvirkningslovens bestemmelser gælder ikke for

sådanne forhold.

Hver part råder derfor over sine egne aktiver og hæfter for sin egen

gæld som en selvstændig person.

Der kan ikke oprettes ægtepagt i et sådant parforhold, men parterne kan

naturligvis handle indbyrdes.

Der kan også i et sådant parforhold opstå sameje omkring aktiver, og

der gælder samme regler for udlæg i samejeaktiver som inden for

ægteskaber.

Ugifte samboende er ikke omfattet af bestemmelsen om subsidiær hæftelse

i KSL § 72, stk. 2.

Lignende dokumenter