Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden

2005/1 BSF 36Beslutningsforslag som fremsatFolketinget16. november 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 16. november 2005 af

Charlotte Fischer (RV), Bente Dahl (RV),

Elisabeth Geday (RV), Naser Khader (RV), Martin Lidegaard

(RV), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Morten Østergaard (RV)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden

Beslutningsforslaget opfordrer regeringen til at nedsætte en

kommission, der skal udarbejde forslag til en national strategi for

bekæmpelse

af uligheden i sundheden.

Bemærkninger til forslaget

En overordnet sundhedspolitisk udfordring er at sikre, at så

mange borgere som muligt får mulighed for et sundt liv og et godt helbred.

Men

uanset voksende velstand, stigende beskæftigelse og uddannelsesniveau samt

offentlige forebyggelsestiltag er det ikke lykkedes at knække sammenhængen

mellem socialt tilhørsforhold og sundhed. Tværtimod er uligheden i sundheden

stigende. Lavt-uddannede mænd i Danmark har oplevet en stigende dødelighed,

mens dødeligheden blandt højtuddannede mænd og kvinder har været faldende.

Det er en falliterklæring, først og fremmest menneskeligt, men

også for det danske velfærdssamfund. Den stigende ulighed i sundheden kan på

ingen måde forsvares og slet ikke som en ulighed, der skaber dynamik i form

af

job og velstand. Tværtimod skader den sociale ulighed i sundheden

samfundsøkonomien. Det gælder ikke mindst med hensyn til de store

folkesygdomme, der godt hjulpet af også det stigende antal ældre i

befolkningen

truer med at blive en alvorlig økonomisk byrde for vores velfærdssystem. WHO

skønner, at op til 70 pct. af alle sygdomme i 2020 vil være

Læs alt

livsstilsrelaterede.

Uligheden i den danske befolknings sundhed kommer til udtryk på

tre måder:

1.

Et godt helbred er

fortsat i alt for høj grad afhængigt af uddannelse, job og indkomst. Eller

med

andre ord: De mindst uddannede, de lavest lønnede og de ledige er i stigende

omfang dem, der har det dårligste helbred. Det skyldes både livsvilkår og

livsstil. Vi har brug for en stærkere og mere målrettet indsats, hvis det

skal

lykkes at bryde båndet mellem social status og sundhed.

2.

Uligheden i

sundheden handler også om brugerbetaling. Den udstrakte brug af

brugerbetaling

på få områder, f.eks. tandlægehjælp, har klar social slagside. Udfordringen

er

at indrette fordelingen af brugerbetaling på en bedre og socialt mere

retfærdig

måde uden at øge den samlede brugerbetaling.

3.

Endelig er der

social ulighed, når det gælder borgernes brug af sundhedsvæsenets

behandlingstilbud

– en ulighed, der ikke kun kan forklares med et anderledes

sygdomsmønster.

Meget tyder på, at det bl.a. gælder med hensyn til brugen af frit valg i

sundhedsvæsenet. Udfordringen er at indrette sundhedsvæsenet således, at der

også reelt bliver tale om en lige adgang til behandling.

Der er brug for en sammenhængende strategi, der finder svar på

alle tre udfordringer. Det vil kræve en langsigtet investeringsplan med en

nøje

prioritering af de indsatsområder, hvor der er bedst mulighed for at bryde

den

stigende sociale ulighed i sundheden. Den vil også forudsætte, at der tænkes

på

tværs, og at alle parter involveres: de offentlige myndigheder (staten,

regionerne og kommunerne), arbejdsmarkedets parter, foreningslivet og

borgerne

selv. Behovet for at sætte ind på tværs af sektorerne illustreres bl.a. af

henholdsvis den norske handlingsplan for fysisk aktivitet 2005-2009,

der involverer hele otte ministerier, og den britiske handlingsplan »Tackling

health inequalities«,

der omfatter 12 ministerier. I den norske plans indledning slås netop behovet

for en bred indsats fast: »Økt fysisk aktivitet skal oppnås gjennom en samlet

strategi som omfatter tiltak på flere samfunnsområder og arenaer – i

barnehage,

skole, arbeidsplass, transport, nærmiljø og fritid.«

Kommissionen skal på den baggrund:

–

Fremkomme med

anbefalinger til en national strategi for, hvordan uligheden i sundheden

bedst

bekæmpes – med afsæt i den eksisterende viden om årsagssammenhængen

mellem

sociale forhold og ulighed i sundheden og danske såvel som udenlandske

erfaringer med at forebygge og bekæmpe ulighed i sundheden.

–

Indhente og analysere

viden om, hvordan specielt brugerbetaling i Danmarks og andre sammenlignelige

landes sundhedsvæsener påvirker adfærden og den sociale ulighed i

sundhedsvæsenet

– og på den baggrund komme med anbefalinger til en bedre og socialt mere

retfærdig

indretning af brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen. Præmissen er, at

den

samlede brugerbetaling ikke øges.

–

Indhente og analysere

viden om den sociale ulighed, når det gælder brugen af sundhedsvæsenets

behandlingstilbud, herunder frit valg – og på den baggrund komme med

anbefalinger til, hvordan der kan skabes større lighed i brugen af

behandlingstilbud.

Social ulighed i sundheden

Det er velkendt, at de dårligst stillede befolkningsgrupper også

har det ringeste helbred. Ifølge en undersøgelse, Statens Institut for

Folkesundhed

udgav i januar 2005 blandt 32.000 københavnere, kan en københavnsk mand med

videregående uddannelse forvente at leve i snit 7,4 år længere end en

københavnsk mand med kun afgangseksamen fra folkeskolen. For kvinder er

forskellen 4,8 år. Højtuddannede kvinder har over 11 raske år mere end

kortuddannede kvinder.

Stigende velstand har altså ikke løst problemet med en tæt sammenhæng mellem

social status og helbred.

Årsagerne til den sociale ulighed i sundheden er mange og skal i

høj grad findes uden for sundhedsvæsenet:

Livsvilkår

Det er velkendt, at arbejdsliv, boligforhold og materiel

levestandard har indflydelse på, hvor godt eller dårligt et helbred den

enkelte

nyder godt af. Et fysisk eller psykisk belastende job, en usund bolig og få

penge til forbrug påvirker helbredstilstanden hos de dårligst stillede

grupper

i samfundet.

Arbejdsmiljøet spiller i høj grad ind på vores helbred, og her

er der en klar tendens til, at den tunge ende vender nedad. Inden for f.eks.

hjemmeplejen er der en markant oversygelighed målt i forbindelse med en lang

række sygdomme, fra astma og åreknuder til hjertesygdomme og traumer. Markant

flere i hjemmeplejen og slagteri- og fiskeribranchen går på førtidspension.

Et dårligt psykisk arbejdsmiljø – og specielt stress – er samtidig

i stigende grad et fænomen, der forringer vores helbred. Stress hænger i høj

grad sammen med vores muligheder for at øve indflydelse på vores arbejde

– også

her trækker det socialt skævt. F.eks. har Arbejdsmiljøinstituttet bekræftet,

at

der foreligger en sammenhæng mellem mest fravær ved dårligt psykisk

arbejdsmiljø og socialt tilhørsforhold. Når det f.eks. gælder stress,

indtager

buschauffører en kedelig førsteplads.

Dårlige boliger kan bidrage til et skidt helbred. 50.000 boliger

i København er f.eks. belastede af støj over 65 dB fra vejtrafikken. Støj kan

forårsage forhøjet blodtryk og søvnløshed.

Også hvis man spørger folk selv om deres helbred, tegner der sig

et klart socialt mønster. Århus Amt påviste i 2001, at »der er betydelig

større

forekomst af både sygdom, psykosociale belastninger og helbredsbelastende

livsstil hos personer med lav social status end hos personer med høj social

status«.

F.eks. oplever 14 pct. af personer på laveste uddannelsesniveau, at de har en

langvarig sygdom, de er meget hæmmede af, mens det samme kun gælder for 6

pct.

af de højest uddannede. 15 pct. af de lavest uddannede lider af fedme,

svarende

til det dobbelte af andelen af de højest uddannede.

Livsstil

Social udstødelse – ikke mindst i form af arbejdsløshed – øger

risikoen for et dårligere helbred. Københavns Kommunes undersøgelse

»Københavnernes Sundhed 2005«

viser f.eks., at halvdelen af de københavnere, der ikke er i arbejde, har en

langvarig sygdom mod 26 pct. af dem, der er i arbejde.

Adskillige undersøgelser har f.eks. påvist en sammenhæng mellem

på den ene side arbejdsløshed og dårlig økonomi og på den anden side

overdrevet

forbrug af tobak og alkohol. Københavns Kommunes undersøgelse

viser en systematisk sammenhæng mellem beskæftigelse og livsstil. Den

gennemsnitlige

arbejdsløse har ifølge undersøgelsen en konsekvent usundere livsstil (spiser

f.eks. mindre frugt og grønt, drikker mere alkohol). Der er 50 pct. flere

svært

overvægtige blandt arbejdsløse københavnere end blandt beskæftigede. På den

baggrund kan det ikke overraske, at det navnlig er de socialt dårligt

stillede

grupper, der bl.a. rammes af de store folkesygdomme, f.eks.

hjerte-kar-sygdomme

og diabetes.

Kimen til et godt eller dårligt helbred lægges i de allerførste

stadier af livet – både når vi er fostre og spædbørn. Den gravides

livsstil

(forbrug af alkohol, tobak, kost m.v.) er derfor afgørende for det helbred,

det

enkelte barn senere får. Samtidig er det vigtigt, at det nyfødte barn får en

god start i livet, f.eks. med den rigtige ernæring. Her kan det være

afgørende,

hvordan den nybagte mor og/eller far støttes i den første tid.

Børns opvækst og fremtidige sundhed påvirkes i meget høj grad af

familiens sociale vilkår og de voksnes livsstil, men også af forholdene i den

bydel, de vokser op i, ikke mindst når det gælder daginstitutioner, skoler og

fritidsordninger. Derfor er det vigtigt at sætte ind tidligt og sikre alle

børn

og unge gode muligheder for et sundt liv. Lykkes det at spore børnene og de

unge ind på et sundere liv, er meget vundet på længere sigt i form af færre

udgifter til behandling, mindre sygefravær m.v.

Etniske minoriteter har på en række punkter et markant ringere

helbred end befolkningen i øvrigt. Det gælder diabetes 2, hvor det er hver

fjerde, der rammes, hvor det for øvrige danskere er én ud af 50, der får

diabetes

2. Etniske minoriteter får også hyppigere hjerte-kar-sygdomme,

luftvejssygdomme

og muskel-skelet-lidelser.

Socialt skæv brugerbetaling i sundhedsvæsenet

I Danmark har vi – i modsætning til de fleste andre sammenlignelige

lande – valgt at koncentrere brugerbetalingen om få ydelser, ikke mindst

medicin og tandlægehjælp. Inden for voksentandplejen er brugerbetalingen nået

op på cirka 80 pct. af de samlede udgifter.

Kendsgerningen er en klar social ulighed, ikke mindst når det

gælder voksentandpleje. Middellevetidsudvalget dokumenterer f.eks. i sin

rapport, at ledige er mindre end halvt så ofte i kontakt med en tandlæge som

topledere og andre lønmodtagere på chefniveau. Tandlægernes Nye Landsforening

har i en undersøgelse påvist en systematisk sammenhæng mellem uddannelses- og

indkomstniveau og dårlig tandstatus. F.eks. havde 90 pct. af funktionærerne i

alderen 45-64 år mindst 20 tænder, mens det samme kun gjaldt for 57 pct. af

førtidspensionisterne.

Skadevirkningen af dårlige tænder er ikke alene ringere livskvalitet, men

også,

at det kan have negative konsekvenser for f.eks. jobmuligheder og dermed

adgangen til arbejdsmarkedet.

En afledt konsekvens af den høje brugerbetaling på

tandbehandlingen er, at mennesker med alvorlige tandsygdomme, f.eks.

aggressiv

paradentose, overlades til at betale al behandling selv, hvilket kan beløbe

sig

til flere tusinde kroner årligt. Det virker paradoksalt, navnlig i

betragtning

af, at næsten en tredjedel af det samlede sygesikringstilskud går til

tandrensning, som man i nogen grad kan betvivle den sundhedsmæssige værdi af.

Det er særligt angribeligt, fordi sygdommen menes at øge risikoen for

hjerte-kar-sygdomme.

Udfordringen er at få omlagt brugerbetalingen i sundhedsvæsenet,

så den fordeles mere logisk og socialt retfærdigt – på en så vidt muligt

enkel,

administrerbar måde. Da brugerbetaling i sig selv vender den tunge ende

nedad,

er det vigtigt at skabe et system, der tager hensyn til lavindkomstgrupper.

Her er det oplagt at samle viden om de mange udenlandske

erfaringer på området.

I flere af de nordiske lande har man indført et loft over, hvor

meget den enkelte borger eller husstand samlet kan komme til at betale i

brugerbetaling i løbet af f.eks. et år. I andre lande er lavindkomstgrupper

helt friholdt for brugerbetaling. I Irland gælder det f.eks. for mere end en

tredjedel af befolkningen.

Endelig er det muligt at gøre brugerbetalingen indkomstafhængig som bl.a. i

Belgien og dele af Sverige.

Det centrale er, at en omlægning af brugerbetalingen inden for

sundhedsvæsenet opfylder to hovedkrav: at den på den ene side tilskynder til

den

bedst mulige anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer og på den anden side

rammer så lidt socialt skævt som muligt.

Social ulighed i brugen af sundhedsvæsenet

Der mangler i dag viden om, hvordan organiseringen af det danske

sundhedsvæsen påvirker befolkningens brug af sundhedsvæsenets ydelser, men

udgangspunktet er, at den måde, vi vælger at organisere sundhedsvæsenet på, i

sig selv både kan fremme og modvirke den sociale ulighed i sundheden.

Her er det spørgsmålet om, hvorvidt der er forskel på de sociale

gruppers forbrug af sundhedsydelser, også når man renser for forskellig

sygelighed. Middellevetidsudvalget fandt f.eks. frem til, at lønmodtagere med

ingen eller kort uddannelse er langt oftere i kontakt med den praktiserende

læge. Derimod viste det sig, at f.eks. kvinder med en lang videregående

uddannelse og kvindelige topchefer er klart oftere i kontakt med en

speciallæge

end kvinder med blot grundskole.

Også når det gælder sundhedsvæsenets forebyggende tilbud, kan

der spores social ulighed. F.eks. fandt Middellevetidsudvalget, at det først

og

fremmest er mellem- og højere uddannede funktionærer, der tager imod tilbud

om

celleprøver fra livmoderen.

Allervigtigst er dog spørgsmålet om det frie sygehusvalg, som

regeringen siden 2001 har udvidet. Middellevetidsudvalget slog fast, at »det

frie sygehusvalg oftest benyttes af topledere og lønmodtagere på højt

niveau«.

Regeringen erkender så sent som i august 2005, at de svageste borgere »ofte

har

sværere ved at anvende deres valgmuligheder end andre brugere af frit valg«.

Problemet i dag er, at vi ved alt for lidt om, hvem der bruger det frie

sygehusvalg. Udfordringen vil i givet fald være at organisere det frie valg

bedre, så det i højere grad er en reel lige mulighed for alle. Det rejser

bl.a.

spørgsmålet om tilstrækkelig og målrettet information og rådgivning af den

enkelte patient.

Kommissionens sammensætning og tidsplan

Kommissionen skal sammensættes af en formand og otte sagkyndige

personer med relevant forskningsmæssig erfaring og indsigt inden for et bredt

felt af relevante fagområder, herunder sundhedsvæsenet, det sociale område,

arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Kommissionens medlemmer udpeges af

indenrigs- og sundhedsministeren.

Kommissionen skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2006.

Med henblik på at styrke dialogen med borgerne og Folketingets partier om,

hvordan den sociale ulighed i sundheden mindskes, har kommissionen til opgave

løbende

at sikre en debat om sit arbejde og temaer. Det kan bl.a. ske ved, at den

offentliggør

delrapporter og afholder konferencer m.v. om konkrete temaer. Kommissionen

kan

herudover løbende inddrage relevante organisationer i forbindelse med sit

arbejde.

Skriftlig fremsættelse

Charlotte Fischer

(RV):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i

sundheden.

(Beslutningsforslag nr. B 36).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter