Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 16. november 2005 af
Charlotte Fischer (RV), Bente Dahl (RV),
Elisabeth Geday (RV), Naser Khader (RV), Martin Lidegaard
(RV), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om
en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden
Beslutningsforslaget opfordrer regeringen til at nedsætte en
kommission, der skal udarbejde forslag til en national strategi for
bekæmpelse
af uligheden i sundheden.
Bemærkninger til forslaget
En overordnet sundhedspolitisk udfordring er at sikre, at så
mange borgere som muligt får mulighed for et sundt liv og et godt helbred.
Men
uanset voksende velstand, stigende beskæftigelse og uddannelsesniveau samt
offentlige forebyggelsestiltag er det ikke lykkedes at knække sammenhængen
mellem socialt tilhørsforhold og sundhed. Tværtimod er uligheden i sundheden
stigende. Lavt-uddannede mænd i Danmark har oplevet en stigende dødelighed,
mens dødeligheden blandt højtuddannede mænd og kvinder har været faldende.
Det er en falliterklæring, først og fremmest menneskeligt, men
også for det danske velfærdssamfund. Den stigende ulighed i sundheden kan på
ingen måde forsvares og slet ikke som en ulighed, der skaber dynamik i form
af
job og velstand. Tværtimod skader den sociale ulighed i sundheden
samfundsøkonomien. Det gælder ikke mindst med hensyn til de store
folkesygdomme, der godt hjulpet af også det stigende antal ældre i
befolkningen
truer med at blive en alvorlig økonomisk byrde for vores velfærdssystem. WHO
skønner, at op til 70 pct. af alle sygdomme i 2020 vil være
Læs alt
livsstilsrelaterede.
Uligheden i den danske befolknings sundhed kommer til udtryk på
tre måder:
1.
Et godt helbred er
fortsat i alt for høj grad afhængigt af uddannelse, job og indkomst. Eller
med
andre ord: De mindst uddannede, de lavest lønnede og de ledige er i stigende
omfang dem, der har det dårligste helbred. Det skyldes både livsvilkår og
livsstil. Vi har brug for en stærkere og mere målrettet indsats, hvis det
skal
lykkes at bryde båndet mellem social status og sundhed.
2.
Uligheden i
sundheden handler også om brugerbetaling. Den udstrakte brug af
brugerbetaling
på få områder, f.eks. tandlægehjælp, har klar social slagside. Udfordringen
er
at indrette fordelingen af brugerbetaling på en bedre og socialt mere
retfærdig
måde uden at øge den samlede brugerbetaling.
3.
Endelig er der
social ulighed, når det gælder borgernes brug af sundhedsvæsenets
behandlingstilbud
– en ulighed, der ikke kun kan forklares med et anderledes
sygdomsmønster.
Meget tyder på, at det bl.a. gælder med hensyn til brugen af frit valg i
sundhedsvæsenet. Udfordringen er at indrette sundhedsvæsenet således, at der
også reelt bliver tale om en lige adgang til behandling.
Der er brug for en sammenhængende strategi, der finder svar på
alle tre udfordringer. Det vil kræve en langsigtet investeringsplan med en
nøje
prioritering af de indsatsområder, hvor der er bedst mulighed for at bryde
den
stigende sociale ulighed i sundheden. Den vil også forudsætte, at der tænkes
på
tværs, og at alle parter involveres: de offentlige myndigheder (staten,
regionerne og kommunerne), arbejdsmarkedets parter, foreningslivet og
borgerne
selv. Behovet for at sætte ind på tværs af sektorerne illustreres bl.a. af
henholdsvis den norske handlingsplan for fysisk aktivitet 2005-2009,
der involverer hele otte ministerier, og den britiske handlingsplan »Tackling
health inequalities«,
der omfatter 12 ministerier. I den norske plans indledning slås netop behovet
for en bred indsats fast: »Økt fysisk aktivitet skal oppnås gjennom en samlet
strategi som omfatter tiltak på flere samfunnsområder og arenaer – i
barnehage,
skole, arbeidsplass, transport, nærmiljø og fritid.«
Kommissionen skal på den baggrund:
–
Fremkomme med
anbefalinger til en national strategi for, hvordan uligheden i sundheden
bedst
bekæmpes – med afsæt i den eksisterende viden om årsagssammenhængen
mellem
sociale forhold og ulighed i sundheden og danske såvel som udenlandske
erfaringer med at forebygge og bekæmpe ulighed i sundheden.
–
Indhente og analysere
viden om, hvordan specielt brugerbetaling i Danmarks og andre sammenlignelige
landes sundhedsvæsener påvirker adfærden og den sociale ulighed i
sundhedsvæsenet
– og på den baggrund komme med anbefalinger til en bedre og socialt mere
retfærdig
indretning af brugerbetalingen i det danske sundhedsvæsen. Præmissen er, at
den
samlede brugerbetaling ikke øges.
–
Indhente og analysere
viden om den sociale ulighed, når det gælder brugen af sundhedsvæsenets
behandlingstilbud, herunder frit valg – og på den baggrund komme med
anbefalinger til, hvordan der kan skabes større lighed i brugen af
behandlingstilbud.
Social ulighed i sundheden
Det er velkendt, at de dårligst stillede befolkningsgrupper også
har det ringeste helbred. Ifølge en undersøgelse, Statens Institut for
Folkesundhed
udgav i januar 2005 blandt 32.000 københavnere, kan en københavnsk mand med
videregående uddannelse forvente at leve i snit 7,4 år længere end en
københavnsk mand med kun afgangseksamen fra folkeskolen. For kvinder er
forskellen 4,8 år. Højtuddannede kvinder har over 11 raske år mere end
kortuddannede kvinder.
Stigende velstand har altså ikke løst problemet med en tæt sammenhæng mellem
social status og helbred.
Årsagerne til den sociale ulighed i sundheden er mange og skal i
høj grad findes uden for sundhedsvæsenet:
Livsvilkår
Det er velkendt, at arbejdsliv, boligforhold og materiel
levestandard har indflydelse på, hvor godt eller dårligt et helbred den
enkelte
nyder godt af. Et fysisk eller psykisk belastende job, en usund bolig og få
penge til forbrug påvirker helbredstilstanden hos de dårligst stillede
grupper
i samfundet.
Arbejdsmiljøet spiller i høj grad ind på vores helbred, og her
er der en klar tendens til, at den tunge ende vender nedad. Inden for f.eks.
hjemmeplejen er der en markant oversygelighed målt i forbindelse med en lang
række sygdomme, fra astma og åreknuder til hjertesygdomme og traumer. Markant
flere i hjemmeplejen og slagteri- og fiskeribranchen går på førtidspension.
Et dårligt psykisk arbejdsmiljø – og specielt stress – er samtidig
i stigende grad et fænomen, der forringer vores helbred. Stress hænger i høj
grad sammen med vores muligheder for at øve indflydelse på vores arbejde
– også
her trækker det socialt skævt. F.eks. har Arbejdsmiljøinstituttet bekræftet,
at
der foreligger en sammenhæng mellem mest fravær ved dårligt psykisk
arbejdsmiljø og socialt tilhørsforhold. Når det f.eks. gælder stress,
indtager
buschauffører en kedelig førsteplads.
Dårlige boliger kan bidrage til et skidt helbred. 50.000 boliger
i København er f.eks. belastede af støj over 65 dB fra vejtrafikken. Støj kan
forårsage forhøjet blodtryk og søvnløshed.
Også hvis man spørger folk selv om deres helbred, tegner der sig
et klart socialt mønster. Århus Amt påviste i 2001, at »der er betydelig
større
forekomst af både sygdom, psykosociale belastninger og helbredsbelastende
livsstil hos personer med lav social status end hos personer med høj social
status«.
F.eks. oplever 14 pct. af personer på laveste uddannelsesniveau, at de har en
langvarig sygdom, de er meget hæmmede af, mens det samme kun gælder for 6
pct.
af de højest uddannede. 15 pct. af de lavest uddannede lider af fedme,
svarende
til det dobbelte af andelen af de højest uddannede.
Livsstil
Social udstødelse – ikke mindst i form af arbejdsløshed – øger
risikoen for et dårligere helbred. Københavns Kommunes undersøgelse
»Københavnernes Sundhed 2005«
viser f.eks., at halvdelen af de københavnere, der ikke er i arbejde, har en
langvarig sygdom mod 26 pct. af dem, der er i arbejde.
Adskillige undersøgelser har f.eks. påvist en sammenhæng mellem
på den ene side arbejdsløshed og dårlig økonomi og på den anden side
overdrevet
forbrug af tobak og alkohol. Københavns Kommunes undersøgelse
viser en systematisk sammenhæng mellem beskæftigelse og livsstil. Den
gennemsnitlige
arbejdsløse har ifølge undersøgelsen en konsekvent usundere livsstil (spiser
f.eks. mindre frugt og grønt, drikker mere alkohol). Der er 50 pct. flere
svært
overvægtige blandt arbejdsløse københavnere end blandt beskæftigede. På den
baggrund kan det ikke overraske, at det navnlig er de socialt dårligt
stillede
grupper, der bl.a. rammes af de store folkesygdomme, f.eks.
hjerte-kar-sygdomme
og diabetes.
Kimen til et godt eller dårligt helbred lægges i de allerførste
stadier af livet – både når vi er fostre og spædbørn. Den gravides
livsstil
(forbrug af alkohol, tobak, kost m.v.) er derfor afgørende for det helbred,
det
enkelte barn senere får. Samtidig er det vigtigt, at det nyfødte barn får en
god start i livet, f.eks. med den rigtige ernæring. Her kan det være
afgørende,
hvordan den nybagte mor og/eller far støttes i den første tid.
Børns opvækst og fremtidige sundhed påvirkes i meget høj grad af
familiens sociale vilkår og de voksnes livsstil, men også af forholdene i den
bydel, de vokser op i, ikke mindst når det gælder daginstitutioner, skoler og
fritidsordninger. Derfor er det vigtigt at sætte ind tidligt og sikre alle
børn
og unge gode muligheder for et sundt liv. Lykkes det at spore børnene og de
unge ind på et sundere liv, er meget vundet på længere sigt i form af færre
udgifter til behandling, mindre sygefravær m.v.
Etniske minoriteter har på en række punkter et markant ringere
helbred end befolkningen i øvrigt. Det gælder diabetes 2, hvor det er hver
fjerde, der rammes, hvor det for øvrige danskere er én ud af 50, der får
diabetes
2. Etniske minoriteter får også hyppigere hjerte-kar-sygdomme,
luftvejssygdomme
og muskel-skelet-lidelser.
Socialt skæv brugerbetaling i sundhedsvæsenet
I Danmark har vi – i modsætning til de fleste andre sammenlignelige
lande – valgt at koncentrere brugerbetalingen om få ydelser, ikke mindst
medicin og tandlægehjælp. Inden for voksentandplejen er brugerbetalingen nået
op på cirka 80 pct. af de samlede udgifter.
Kendsgerningen er en klar social ulighed, ikke mindst når det
gælder voksentandpleje. Middellevetidsudvalget dokumenterer f.eks. i sin
rapport, at ledige er mindre end halvt så ofte i kontakt med en tandlæge som
topledere og andre lønmodtagere på chefniveau. Tandlægernes Nye Landsforening
har i en undersøgelse påvist en systematisk sammenhæng mellem uddannelses- og
indkomstniveau og dårlig tandstatus. F.eks. havde 90 pct. af funktionærerne i
alderen 45-64 år mindst 20 tænder, mens det samme kun gjaldt for 57 pct. af
førtidspensionisterne.
Skadevirkningen af dårlige tænder er ikke alene ringere livskvalitet, men
også,
at det kan have negative konsekvenser for f.eks. jobmuligheder og dermed
adgangen til arbejdsmarkedet.
En afledt konsekvens af den høje brugerbetaling på
tandbehandlingen er, at mennesker med alvorlige tandsygdomme, f.eks.
aggressiv
paradentose, overlades til at betale al behandling selv, hvilket kan beløbe
sig
til flere tusinde kroner årligt. Det virker paradoksalt, navnlig i
betragtning
af, at næsten en tredjedel af det samlede sygesikringstilskud går til
tandrensning, som man i nogen grad kan betvivle den sundhedsmæssige værdi af.
Det er særligt angribeligt, fordi sygdommen menes at øge risikoen for
hjerte-kar-sygdomme.
Udfordringen er at få omlagt brugerbetalingen i sundhedsvæsenet,
så den fordeles mere logisk og socialt retfærdigt – på en så vidt muligt
enkel,
administrerbar måde. Da brugerbetaling i sig selv vender den tunge ende
nedad,
er det vigtigt at skabe et system, der tager hensyn til lavindkomstgrupper.
Her er det oplagt at samle viden om de mange udenlandske
erfaringer på området.
I flere af de nordiske lande har man indført et loft over, hvor
meget den enkelte borger eller husstand samlet kan komme til at betale i
brugerbetaling i løbet af f.eks. et år. I andre lande er lavindkomstgrupper
helt friholdt for brugerbetaling. I Irland gælder det f.eks. for mere end en
tredjedel af befolkningen.
Endelig er det muligt at gøre brugerbetalingen indkomstafhængig som bl.a. i
Belgien og dele af Sverige.
Det centrale er, at en omlægning af brugerbetalingen inden for
sundhedsvæsenet opfylder to hovedkrav: at den på den ene side tilskynder til
den
bedst mulige anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer og på den anden side
rammer så lidt socialt skævt som muligt.
Social ulighed i brugen af sundhedsvæsenet
Der mangler i dag viden om, hvordan organiseringen af det danske
sundhedsvæsen påvirker befolkningens brug af sundhedsvæsenets ydelser, men
udgangspunktet er, at den måde, vi vælger at organisere sundhedsvæsenet på, i
sig selv både kan fremme og modvirke den sociale ulighed i sundheden.
Her er det spørgsmålet om, hvorvidt der er forskel på de sociale
gruppers forbrug af sundhedsydelser, også når man renser for forskellig
sygelighed. Middellevetidsudvalget fandt f.eks. frem til, at lønmodtagere med
ingen eller kort uddannelse er langt oftere i kontakt med den praktiserende
læge. Derimod viste det sig, at f.eks. kvinder med en lang videregående
uddannelse og kvindelige topchefer er klart oftere i kontakt med en
speciallæge
end kvinder med blot grundskole.
Også når det gælder sundhedsvæsenets forebyggende tilbud, kan
der spores social ulighed. F.eks. fandt Middellevetidsudvalget, at det først
og
fremmest er mellem- og højere uddannede funktionærer, der tager imod tilbud
om
celleprøver fra livmoderen.
Allervigtigst er dog spørgsmålet om det frie sygehusvalg, som
regeringen siden 2001 har udvidet. Middellevetidsudvalget slog fast, at »det
frie sygehusvalg oftest benyttes af topledere og lønmodtagere på højt
niveau«.
Regeringen erkender så sent som i august 2005, at de svageste borgere »ofte
har
sværere ved at anvende deres valgmuligheder end andre brugere af frit valg«.
Problemet i dag er, at vi ved alt for lidt om, hvem der bruger det frie
sygehusvalg. Udfordringen vil i givet fald være at organisere det frie valg
bedre, så det i højere grad er en reel lige mulighed for alle. Det rejser
bl.a.
spørgsmålet om tilstrækkelig og målrettet information og rådgivning af den
enkelte patient.
Kommissionens sammensætning og tidsplan
Kommissionen skal sammensættes af en formand og otte sagkyndige
personer med relevant forskningsmæssig erfaring og indsigt inden for et bredt
felt af relevante fagområder, herunder sundhedsvæsenet, det sociale område,
arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Kommissionens medlemmer udpeges af
indenrigs- og sundhedsministeren.
Kommissionen skal afslutte sit arbejde inden udgangen af 2006.
Med henblik på at styrke dialogen med borgerne og Folketingets partier om,
hvordan den sociale ulighed i sundheden mindskes, har kommissionen til opgave
løbende
at sikre en debat om sit arbejde og temaer. Det kan bl.a. ske ved, at den
offentliggør
delrapporter og afholder konferencer m.v. om konkrete temaer. Kommissionen
kan
herudover løbende inddrage relevante organisationer i forbindelse med sit
arbejde.
Skriftlig fremsættelse
Charlotte Fischer
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i
sundheden.
(Beslutningsforslag nr. B 36).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden Retsinformation · 22. maj 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om en handlingsplan for flere røgfri miljøer Retsinformation · 17. februar 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod rygning på serveringssteder og handlingsplan for flere røgfrie miljøer Retsinformation · 10. december 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste Retsinformation · 3. maj 2005
- Forslag til folketingsbeslutning om vurdering af lovforslags sundhedsmæssige konsekvenser Retsinformation · 17. november 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste Retsinformation · 30. november 2004