Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste

2004/1 BSF 65Beslutningsforslag som fremsatFolketinget30. november 2004

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 30. november 2004 af Jeppe Kofod (S),

Sophie Hæstorp Andersen (S),

Lise Hækkerup (S), Carsten Bo Jensen (S),

Lars Kramer Mikkelsen (S) og Jan Petersen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om

en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt

verdens fattigste

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en målrettet

og fokuseret indsats til at bekæmpe hiv/aids blandt verdens fattigste med en

ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2005-2008.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Den danske indsats og strategi til bekæmpelse af hiv/aids trænger

til en kraftig opjustering. Som det fremgår af Danidas egne beregninger,

bliver

kun 3,6 pct. af udviklingsbistanden brugt aktivt i kampen mod hiv/aids. Denne

epidemi er en af verdens største udfordringer og en katastrofe, der direkte

eller indirekte har ramt store dele af befolkninger i verdens fattigste

områder

og lande. Sidste år indgik regeringen sammen med bl.a. Socialdemokraterne en

aftale om en ekstrabevilling til en pulje på 25 mio. kr. til en innovativ

behandlingsindsats. De 25 mio. kr. var et godt og nødvendigt afsæt til en

stærkere og mere helhjertet indsats i bekæmpelsen af hiv/aids. Til trods for

det gode initiativ mener Socialdemokraterne dog stadig, at den danske indsats

skal være mere visionær og ambitiøs. Derfor vil Socialdemokraterne opfordre

til

en målrettet og fokuseret indsats til at bekæmpe hiv/aids blandt verdens

fattigste med en ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2005-2008. Dette

løft skal ses i sammenhæng med den politiske vision om at hæve den

Læs alt

internationale

indsats, herunder udviklingsbistanden, med 1,5 mia. kr. årligt, som det også

fremgår af Socialdemokraternes finanslovudspil.

Også et socioøkonomisk problem

Epidemiens enorme omfang i udviklingslandene er ikke blot en

menneskelig tragedie, men også et socialt og økonomisk problem, da hiv/aids

virker som en bremse på vejen væk fra den dybe fattigdom. Det er et vilkår,

der

gør sig gældende for halvdelen af jordens befolkning. Epidemien er blevet en

selvstændig

faktor i skabelsen af global ulighed. De lande, der rammes hårdest af

epidemien,

er alle udviklingslande, og det er derfor de lande, der i forvejen lider mest

nød,

der bliver de største ofre.

Aids-epidemien bremser udviklingen

Det er de unge mennesker i verdens fattigste lande, der hyppigst

rammes af hiv/aids, og det er med til at begrænse den eksisterende og den

fremtidige arbejdsstyrke. Det betyder drastiske demografiske ændringer i

disse

lande. Derfor vil væksten og udviklingsmulighederne i verdens fattigste lande

blive yderligere forringet, hvis vi ikke viser handlekraft.

Hiv/aids rammer alle sektorer og befolkningsgrupper og

undergraver den generelle fattigdomsbekæmpelse. Hvis det ikke lykkes at

standse

og vende udviklingen, vil alle andre fattigdoms- og udviklingsreducerende

initiativer

forekomme nytteløse i de værst ramte områder. Samtidig er hiv/aids-epidemien

med til at skævvride udviklingen internt i lande, der i forvejen er hårdt

ramt.

Et sammendrag af de økonomiske konsekvenser fra Copenhagen Consensus viser

bl.a.,

at 41 pct. af alle familier i Thailand, som har oplevet et dødsfald på grund

af

aids, har solgt jordbesiddelser, mens 60 pct. af alle Ugandas indbyggere har

solgt ud af deres ejendom for at betale udgifterne til pleje af syge

familiemedlemmer.

Under Copenhagen Consensus kom det bl.a. frem, at flere økonomer peger på, at

hiv/aids

har direkte negativ indflydelse på visse landes BNP. Foruden at der sker en

reduktion

af arbejdsstyrken, er de raske personer mindre produktive, da mange er nødt

til

at tage sig af deres syge slægtninge. I Zambia dør der flere lærere, end man

kan nå at uddanne. Det betyder et stort svind i den allerede eksisterende

knowhow i udviklingslandene.

2015-målene

Hiv/aids underminerer ganske enkelt muligheden for udvikling. Der

opstår store sociale skævvridninger internt i udviklingslandene, og i

forvejen

svage social- og sundhedssystemer sættes under et enormt pres. Aktiv

bekæmpelse

af hiv/aids er en kamp, som Danmark har forpligtet sig til via tilslutningen

til FN’s såkaldte Millenium Development Goals, også kaldet 2015-målene.

Der er otte

grundlæggende målsætninger for det nye årtusind. Den sjette målsætning på

listen skal bremse og nedbringe udbredelsen af hiv/aids inden 2015.

Desværre tyder intet på, at der er politisk vilje til at opfylde

denne målsætning. Tilmed er det svært at få øje på blot tilnærmelsesvis

tilstrækkelige fremskridt. Og problemet er desværre ikke manglende viden, men

svigtende vilje til at rejse penge til aids-bekæmpende initiativer. FN’s

generalsekretær

har tidligere understreget situationens alvor i usædvanlig skarpe vendinger:

»I

nogle lande virker aids som et reelt masseødelæggelsesvåben over for

befolkningen. Og hvad gør vi ved det? Jeg fornemmer en vis hjerteløshed, som

man ikke skulle vente at se i det 21. århundrede.« Han har derfor erklæret

sig

både »vred« og »bedrøvet« over det manglende engagement fra verdens ledere

(Politiken den 29. november 2003).

Foruden 2015-målene er det vigtigt at Danmark støtter andre

vigtige initiativer i kampen mod hiv/aids. Som eksempel kan nævnes WHO’s

3 by

5-strategi, der har som mål at skaffe 3 millioner mennesker i udviklings- og

overgangslande i medicinsk behandling inden udgangen af 2005. Dette skal

bl.a.

ske ved teknisk bistand til indkøb og kvalitetssikring af medicin. Selv om

enkelte donorlande (heriblandt Danmark) anser initiativet for urealistisk,

har

ikke mindre end 56 lande bedt WHO om hjælp, og ved udgangen af juni 2004 var

440.000 mennesker i udviklings- og overgangslande i behandling med

antiretroviral

medicin. 3 by 5-initiativet har givet millioner af mennesker tro på og håb

om, at

aidsbehandling for fattige er inden for rækkevidde. Man må ikke underkende,

at

håb om behandling ofte er den vigtigste årsag til at gøre

forebyggelsesindsatsen

effektiv. Danmark har indtil videre støttet initiativet med 3 mio. USD.

Initiativet støttes særlig af Sverige, Storbritannien og Canada.

Et andet vigtigt initiativ er UNGASS-erklæringen fra 2001, som

er de overordnede internationale mål for hiv/aids-bekæmpelse. Den danske

hiv/aids-indsats

må derfor kobles direkte til UNGASS, hvilket kan få visse konsekvenser for

fokus i den danske indsats. I erklæringen er der bl.a. en lang række mål for

2005, heriblandt en reducering af hiv blandt 15-24-årige med 25 pct. i de

hårdest ramte lande. Desværre er smitteraten steget voldsomt i netop denne

aldersgruppe siden 2001. Dette må derfor få Danmark til at overveje at øge

indsatsen over for de 15-24-årige og i øvrigt arbejde for en stærkere kobling

mellem hiv/aids og uddannelse.

Desuden er det i den forbindelse vigtigt at sætte fokus på den

del af FN’s Befolkningsfond, der har til opgave at gennemføre og

koordinere det

20-årige internationale handlingsprogram fra FN’s Konference om

Befolkning og

Udvikling i Kairo i 1994 (ICPD). Dette indebærer opbygning af viden og

kapacitet på befolkningsområdet, herunder fremme af forståelsen for sociale,

økonomiske, miljømæssige og menneskeretlige aspekter af befolkningsudvikling.

Befolkningsfonden arbejder sammen med nationale regeringer, ngo’er

og andre om fremme af særligt seksuel og reproduktiv sundhed, dvs.

mulighederne

for, at det enkelte menneske er i stand til at have et tilfredsstillende og

sikkert sexliv og frit have mulighed for at bestemme, hvorvidt der ønskes

børn,

samt hvornår og hvor mange.

Aids øger den globale ulighed

Hiv/aids-epidemien er blevet en selvstændig faktor i skabelsen

af global ulighed. Godt 95 pct. af verdens hiv/aids-smittede bor i lav- eller

mellemindkomstlande. Afrika syd for Sahara er i særklasse det område, der er

hårdest ramt med 26,6 millioner smittede. Sidste år døde 2,3 millioner

mennesker

i regionen. Hver femte voksen i regionen er smittet med hiv/aids, og i lande

som Zimbabwe og Botswana har epidemien reduceret den gennemsnitlige

forventede

levealder med godt 30 år. Det er kendetegnende for epidemien, at den rammer

de

områder i verden, der i forvejen kæmper med dybe sociale og økonomiske

problemer,

og hvor naturressourcerne er hårdt trængte.

Hiv er ikke en dødsdom

Viden om, at en positiv hiv-test ikke nødvendigvis er en

dødsdom, kan i mange udviklingslande være en medvirkende årsag til, at flere

mennesker lader sig teste. Det er med til at begrænse spredningen af

sygdommen

og kontrollere det reelle omfang af katastrofen. Når de hiv-smittede ved, at

de

via behandling har mulighed for at forlænge deres liv med op til 15 år, er

folk

mere tilbøjelige til at lade sig teste. Desuden er aids-patienter i

behandling

de bedste til at oplyse om og advokere for smitterisici og vigtigheden af at

bruge kondom. En del patienter opsøger arbejdspladser, skoler, fagforeninger

og

menigheder, hvor de på baggrund af egne erfaringer udbreder kendskabet til

den

livsfarlige sygdom. Dette er nogle af de erfaringer, som Læger Uden Grænser

har

opnået gennem deres projekter.

Forebyggelse og behandling er uhyre vigtige komponenter i kampen

mod hiv/aids. Projekter fra bl.a. Læger uden Grænser viser, at behandling

faktisk er en af de mest effektive måder at forebygge på. Erfaringerne fra

Læger Uden Grænser viser, at behandlingstilbud får flere mennesker til at

lade

sig hiv-teste, og de, der er i behandling, er mere tilbøjelige til at bruge

kondom end de hiv-ramte, der ikke er i behandling. Samtidig er der ingen

entydige beviser på, at forebyggelse alene kan bremse den hastige stigning i

antallet

af hiv-smittede og aids-syge.

For mange mennesker i udviklingslande kan seksualitet og seksuel

praksis være yderst tabu-belagt. Disse tabuer og medfølgende stigmatisering

kan

behandlingstilbud og en øget testning for hiv være med til at nedbryde,

hvilket

gør det langt nemmere at tale om prævention, der er et af grundelementerne i

forebyggelse af hiv/aids. Samtidig er der fra arbejdsgiveres side sket en

stigmatisering

af de arbejdere, der er hiv-positive, hvilket betyder, at de bliver fyret fra

deres arbejde. For disse mennesker er behandling vital, og når store dele af

arbejdsstyrken er hiv-positive i visse lande syd for Sahara, fører det til

endnu større socioøkonomisk skævvridning.

Kampen mod hiv/aids er vor tids største

udfordring

På baggrund af erfaringerne om vigtigheden af behandling som et

essentielt element i bekæmpelsen af hiv og aids opfordrer Socialdemokraterne

til en mere balanceret udviklingsstrategi, der går på to ben. Både

forebyggelse

og behandling er af fundamental betydning i den vigtige kamp mod hiv/aids.

Selv

om forebyggende tiltag er vigtige, kan vi ikke bare lade stå til i denne

situation,

som virkeligheden ser ud på nuværende tidspunkt.

Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største udfordringer.

Omfanget af hiv/aids-epidemien er i dag mere foruroligende, end de fleste gør

sig klart. Epidemien har til dato på verdensplan ramt mere end 60 millioner

mennesker. I dag lever ca. 45 millioner mennesker med hiv, og dette tal

forøges

med 14.000 nye ofre hver dag. Mere end 20 millioner mennesker er allerede

døde

som følge af sygdommen, og 13 millioner børn har allerede mistet en eller

begge

af deres forældre på grund af aids.

De menneskelige omkostninger

Den dystre virkelighed er, at mindst 10.000 mennesker dør hver

eneste dag som følge af aids. Omkring 3,1 million mennesker døde som følge af

aids

i 2002, og næsten 5 millioner mennesker fik på verdensplan konstateret hiv i

2003. Det er det største antal siden epidemiens start.

Hvis vi blot lader stå til med hensyn til denne tendens og ikke

giver en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kan sikre en finansiering af

behandlingstilbud i udviklingslandene, betyder det,

at der i 2014 er 30 millioner mennesker, der er døde

som følge af aids,

at der i 2010 ifølge UNICEF vil være 20 millioner børn,

der har mistet en eller begge af deres forældre som følge af aids,

at der i 2010 ifølge prognoser fra organisationer som

UNAIDS og Den Globale Aids-fond vil være kommet yderligere 45 millioner

hiv-smittede

til på verdensplan.

Det koster kun 2,30 kr. at redde et menneskeliv

Tallene taler for sig selv. Den katastrofale udvikling kræver,

at vi handler her og nu, så epidemiens omfang ikke vil nå nye højder. Det er

ikke en umulig kamp. Lykkeligvis viser erfaringerne, at kampen mod hiv/aids

ikke er håbløs. Lande som Thailand, Uganda og Brasilien har været i stand til

at bremse udbredelsen af hiv/aids som følge af en bevidst og målrettet

indsats.

Og med de drastiske prisfald på hiv/aids-behandling, den såkaldte behandling

med antiretroviral medicin, kan man i dag behandle en hiv/aids-patient for

2,30

kr. om dagen. Alligevel har kun 5 pct. eller hver tyvende af de hiv-ramte i

udviklingslandene mulighed for behandling.

Manglende økonomisk vilje

De internationale organisationer, der kæmper den hårde kamp mod hiv/aids,

mangler desperat økonomiske midler til at nå deres mål. Det vurderes, at

prisen

for at bremse epidemiens udbredelse beløber sig til 10 mia. USD om året på

verdensplan. I dag anvendes der mindre end halvdelen af beløbet. Det vil

sige,

at med godt 5 mia. USD om året kunne verden bremse og begrænse

aids-epidemien.

I et større perspektiv svarer dette beløb til, hvad den amerikanske

administration

bruger i løbet af 5 uger på militære udgifter i Irak.

Politisk modstand

Kampen mod hiv/aids bremses ikke alene af manglende generøsitet,

men også af politisk modstand. Bushadministrationen har genoplivet USA’s

bekæmpelse af organisationer, der i deres arbejde i udviklingslandene bl.a.

beskæftiger sig med forskellige aspekter af abort. Ligesom under præsident

Ronald Reagan lukker amerikanerne ikke alene for støtten til organisationer,

der udfører abort, men også til organisationer, der blandt deres øvrige

aktiviteter oplyser eller rådgiver om abort og henviser til steder, hvor der

gennemføres aborter, og til organisationer, der fører kampagner til fordel

for

fri abort, selv om aktiviteterne er lovlige og selvfinansierende.

I en situation, hvor USA leverer 43 pct. af den globale udviklingsbistand

til familieplanlægning, mor-barn-sundhedsprogrammer og seksuelt overførte

sygdomme, har dette fremstød fra den yderste højrefløj i USA dybt alvorlige

konsekvenser for kampen mod hiv/aids. Ikke alene rammes nogle af verdens

fattigste kvinder helt konkret på liv og sundhed, men det principielle

grundlag

for verdenssamfundets kamp mod hiv/aids, som bygger på, at adgangen til

seksuel

og reproduktiv sundhed er en menneskeret og skal beskyttes som sådan, bliver

hermed også undergravet.

Behovet for handling fra dansk og europæisk side er derfor

selvindlysende. Vi må afbøde konsekvenserne af Bushregeringens handlinger og

gå

foran i arbejdet for at sætte handling bag FN-målsætningen om et endeligt

opgør

med hiv/aids-epidemien.

Danmark må som et af verdens rigeste lande være klar til at

påtage sig et særligt ansvar. Ved udarbejdelsen af udviklingsstrategien

»Partnerskab

2000« var der bl.a. bred enighed om at fokusere på bekæmpelsen af hiv/aids.

De

såkaldte »tematiserede multilaterale bidrag« på finansloven havde til formål

at

bidrage til indfrielse af målsætningerne i »Partnerskab 2000« og rettede sig

i

udgangspunktet netop mod bekæmpelsen af hiv/aids.

Konsekvenserne af nedskæringerne

Med store menneskelige omkostninger til følge er der efter

regeringsskiftet i 2001 gennemført drastiske nedskæringer på

udviklingsbistanden. Den tidligere regerings planlagte stigninger i de

tematiserede multilaterale bidrag er ikke gennemført. Konsekvensen er en

begrænsning af mulighederne for at forfølge en helt central

udviklingspolitisk

målsætning.

Dertil kommer, at regeringens politik med hensyn til bekæmpelsen

af hiv/aids også har haft stærkt beklagelige politiske konsekvenser.

SR-regeringen reagerede i 2001 konsekvent på USA’s kursskifte og sikrede

ekstra

bevillinger til organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv

sundhed. Efterfølgende har VK-regeringen dog beskåret bl.a. bevillingen til

Den

Internationale Sammenslutning af Familieplanlægningsorganisationer (IPPF),

der

er en paraplyorganisation for 156 nationale

familieplanlægningsorganisationer.

Også regeringens bud på udviklingspolitiske prioriteter for

2004-2008, »En verden til forskel«, peger på indsatsen mod hiv/aids som et

helt

centralt indsatsområde. Og der kan ikke være den ringeste tvivl om nytten ved

den foreslåede styrkelse af indsatsen. Hver en krone vil være direkte

medvirkende til at forhindre nye menneskelige tragedier og forbedre vilkårene

for en lang række øvrige udviklingsinitiativer.

Debat om dansk udviklingsbistand

Derfor håber forslagsstillerne på en velvillig behandling af det

stillede forslag. Tiden er inde til en reel debat om dansk udviklingsbistand.

Før folketingsvalget i 2001 fik man det indtryk, at uenigheden alene gjaldt

bistandens mål og effektivitet. De nuværende regeringspartier foreslog en

»midlertidig«

begrænsning af bistanden med 1,5 mia. kr., som angiveligt udelukkende havde

til

formål at fremme effektivitetsforbedringer i bistanden. Den nuværende

udenrigsminister udtalte tilmed: »I forhold til de fattigste kan jeg

garantere,

at de ikke kommer til at undgælde for nedskæringerne« (Ritzau den 5. december

2001).

Virkeligheden tegner sig desværre anderledes. Besparelserne på

udviklingsbistanden antager i dag permanent karakter og er tilmed hastigt

voksende set i forhold til Danmarks generelle velstand. Bistandsprocenten er

i

frit fald mod de 0,7 pct., der af FN betragtes som et anstændigt minimum for

den rigeste del af verden. Konsekvenserne for verdens fattigste er åbenlyse.

Og

intet tyder på, at nedskæringerne har virket fremmende for kvaliteten af

dansk

bistand. Tværtimod er der flere indikationer af, at faglige hensyn blev

fortrængt under det politiske hastværk, der gjorde sig gældende efter

regeringsskiftet.

Statsministeren lovede i sin åbningstale den 5. oktober 2004, at

regeringen vil arbejde for øget fokus på det afrikanske kontinents problemer:

»Afrika

må ikke blive det tabte kontinent. Verdens rige lande må stå sammen om at

løfte

det afrikanske kontinent ud af den nuværende elendighed. Vi må hjælpe Afrika,

så forfald og fortvivlelse bliver afløst af fremskridt og forhåbning. Der er

brug for en bred indsats. Løse militære konflikter. Håndtere

flygtningeproblemer. Sikre demokrati og god regeringsførelse. Skabe bedre

handelsvilkår. Stimulere økonomisk udvikling. Bekæmpe aids.«

I praksis er der sammenlagt i årene 2002-2005, målt i forhold

til den bevilling, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremlagde i

2001,

sket en besparelse på 1,3 mia. kr. alene på den direkte bilaterale bistand

til

Afrika. Regeringens flotte ord er derfor ikke i overensstemmelse med

regeringens

konkrete politik. I bevillingerne til Afrika på regeringens finanslovforslag

for 2005 er der intet, der tyder på en forstærkning af indsatsen, som

regeringen har lovet.

Derfor er der grund til at få skabt klarhed om de politiske

holdningsforskelle, når det gælder bistanden til verdens fattigste.

Socialdemokraterne

indgår gerne i et bredt samarbejde om løbende kvalitetssikring af bistanden.

Men et sådant arbejde må aldrig blive et skalkeskjul for løbende

nedskæringer.

Det vil altid være fristende at bruge bistandskronerne til finansiering af

andre værdige formål, som har vælgernes aktuelle bevågenhed. Og eftersom

bistandsarbejdet vitterlig er vanskeligt, vil man altid kunne dække sig ind

under

kritik af kvaliteten med henvisning til mindre vellykkede projekter eller

tvivlsomme modtagere. Da verdens fattigste som bekendt hverken har stemmeret

eller adgang til den politiske debat i Danmark, vil der uden en fast

bistandsprocent være frit slag for politisk opportunisme.

Som et konkret tiltag ønsker Socialdemokraterne

eksempelvis,

at

bekæmpelse af hiv/aids bliver en obligatorisk komponent i de udbudsforslag

vedrørende infrastrukturprojekter, som DANIDA opstiller. Dette skal hindre,

at

virksomheder giver tilbud på f.eks. et projekt, der har til formål at

etablere

veje, uden at tilbuddet indeholder en komponent, der aktivt bekæmper

hiv/aids.

Muligheden for at undlade den fordyrende komponent, der er en integreret del

af

problemstillingen med hensyn til udbredelsen af hiv/aids, vil derfor blive

minimeret, og indsatsen mod hiv/aids forstærket.

Forskning

Desuden

mener Socialdemokraterne, at det er overordentligt vigtigt at styrke og

støtte

den innovative del af forskningen, der arbejder med tilvejebringelse af nye

og

effektive midler, der kan forhindre smittespredning, f.eks. udvikling af

aids-vaccine og af beskyttende creme, der forhindrer overførelse af smitte

ved

samleje (mikrobiocider), og som har til hensigt at lette behandlingen.

Markedet

frembringer af sig selv ikke sådanne »offentlige goder«, som alle bør have

lige

adgang til. Hoveddelen eller godt 90 pct. af den globale forsknings- og

udviklingsindsats kommer kun de 10 pct. af verdens befolkning til gode.

Forskning, der kunne være til gavn for mennesker over hele kloden, kommer

først

med 15-30 års forsinkelse udviklingslandene til gode. Man bør både stimulere

til større investeringer og udveksling af resultater og erfaringer samt

forberede en prispolitik og samtidig sikre både produktion af og adgang til

lægemidlerne.

Oven

i det hele kommer kvinders mulighed for at bestemme over sig selv. I dag

smittes der i de hårdest ramte dele af verden flere kvinder end mænd, og

kvinderne smittes hovedsagelig i ægteskabet, hvor de færreste bruger kondom.

Derfor skal Danmark øge støtten til udvikling af ny og mere relevant

prævention, som alle skal have adgang til, og som kvinder kan have mere

indflydelse på anvendelsen af.

Udmøntning

Derfor vil Socialdemokraterne til stadighed arbejde for, at

Danmark binder sig til målsætningen om 1 pct. af BNI i udviklingsbistand. De

seneste års nedskæringer har desværre fjernet os så langt fra den målsætning,

at der må lægges en langsigtet plan for at genoprette den danske indsats.

Derfor foreslår Socialdemokraterne for tredje år i træk at øge midlerne til

bekæmpelse af hiv/aids. Derfor fremsætter Socialdemokraterne endnu en gang et

ønske om, at Folketinget øger indsatsen imod hiv/aids. Socialdemokraterne

ønsker en ekstrabevilling til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste

med 250 mio. kr. årligt, hvor de 100 mio. kr. skal øremærkes til Den Globale

Fond. De resterende 150 mio. kr. skal anvendes til en bredspektret indsats i

kampen mod hiv/aids. Desuden skal indsatsen også gælde kapacitetsopbygning i

udviklingslandenes

sundhedssystemer og direkte medvirke til at finansiere initiativer, der kan

sikre en større grad af effektiv implementering af især behandlingstiltag

vedrørende

hiv/aids, så der ikke opstår problemer med at få kanaliseret og anvendt de

bevilligede midler på effektiv vis.

Det er derfor på høje tid at tage de første skridt i den rigtige

retning. Det kan gøres med det foreliggende forslag, som er fuldt finansieret

i

forbindelse med Socialdemokratiets ændringsforslag til finansloven for 2005,

hvor den internationale indsats i alt foreslås forøget med 1,5 mia. kr.

Hvis regeringspartierne ønsker en permanent og løbende

nedprioritering af indsatsen, skal det siges åbent, og konsekvenserne heraf

skal frem i lyset. Hvis man derimod ønsker at arbejde sig tilbage til bred

enighed om et stærkt dansk bidrag til kampen for global udvikling, er

tilslutning til det foreliggende forslag et godt sted at starte.

Skriftlig fremsættelse

Jeppe Kofod

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af

hiv/aids blandt verdens fattigste.

(Beslutningsforslag nr. B 65).

Jeg

henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler

det

til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter