Spring til indhold

Retsinformation

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden

2005/1 BTB 36Betænkning over beslutningsforslagFolketinget22. maj 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 10. maj 2006

Betænkning

over

Forslag til folketingsbeslutning om en

national strategi for bekæmpelse af uligheden i sundheden

[af Charlotte Fischer (RV) m.fl.]

1. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 16. november 2005 og var

til 1. behandling den 24. januar 2006. Beslutningsforslaget blev efter 1.

behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4 møder.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til indenrigs- og

sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et

flertal

i udvalget

(V, DF og KF) indstiller beslutningsforslaget til

forkastelse.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at Dansk Folkeparti

mener, det er vigtigt, at det offentlige løser sundhedsopgaverne over for

alle

grupper i det danske samfund.

Dansk Folkeparti mener også, det er vigtigt, at sundhedsvæsenet

betaler for alle basale ydelser, og at disse dækkes ind kollektivt over

skattebilletten.

Det bør der ikke ændres på.

Danmark har en model, hvor alle borgere har samme rettigheder.

Læs alt

Det er samfundet, som tilbyder og sikrer behandling, såfremt en borger bliver

syg, men det er tillige vigtigt, at den forebyggende sundhedsindsats også

tager

udgangspunkt i det enkelte menneskes fysiske og sociale dimension.

Dansk Folkeparti ønsker, at de økonomiske ressourcer skal bruges

på aktive sundhedstilbud i stedet for, at der skal satses yderligere på flere

rapporter og kommissioner. Derfor kan Dansk Folkeparti ikke støtte

beslutningsforslaget.

Et

mindretal

i

udvalget (S, RV, SF og EL) indstiller beslutningsforslaget til

vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets medlemmer af udvalget bemærker, at

Socialdemokratiet kan støtte forslaget om at nedsætte en kommission, der skal

udarbejde forslag til en national strategi for bekæmpelse af uligheden i

sundheden. Socialdemokratiet mener, at sundhedsproblemerne i Danmark skal ses

i

sammenhæng med de generelle levevilkår. Alles sundhed er i høj grad betinget

af

det samfund, man lever i. Et godt arbejdsmiljø, sunde fødevarer, ordentlige

boliger, sikker trafik og en ren natur er alt sammen med til at mindske

uligheden i sundheden, såfremt disse forhold er tilgængelige for hele

befolkningen.

Som det er i dag, udsættes mange for stress og fysisk nedslidning eller

udvikler allergier og kroniske lidelser. De nødvendige ændringer i

levevilkårene

må derfor ske i et samspil med ændringer i de samfundsmæssige forhold, f.eks.

gennem arbejdsmarkeds-, bolig- og uddannelsespolitikken. Hvordan og med

hvilke

midler dette kan ske, kan kommissionens arbejde være med til at udrede.

Det danske sundhedsvæsen skal bygge på fri og lige adgang til

behandling for alle borgere i Danmark, men det ser ud, som om der er opstået

nogle barrierer for visse befolkningsgrupper, der gør, at man de facto ikke

har

fri og lige adgang til behandlingstilbuddene. Sådanne forhold trænger til at

blive analyseret. Socialdemokratiet vil støtte ethvert tiltag, der kan

bekæmpe

den sociale ulighed inden for folkesundheden og sundhedsvæsenet i dagens

Danmark.

Socialdemokratiet kan desuden støtte, at en kommende kommission

analyserer de problemer, der særlig gør sig gældende inden for den

psykiatriske

behandling, specielt inden for ungdoms- og børnepsykiatrien, ligesom der også

bør anlægges en kønspolitisk vinkel på analyserne.

Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget bemærker følgende: Sundhed

er i stigende grad et ulige fordelt gode. Institut for Folkesundhed har i

flere

sammenhænge dokumenteret, at uligheden, når det gælder et sundt liv, er i

kraftig vækst både i absolutte og i relative tal (Københavnernes Sundhed

2005).

Dette blev ikke på noget tidspunkt modsagt under førstebehandlingen af

beslutningsforslaget,

hverken af indenrigs- og sundhedsministeren eller af de øvrige partiers

ordførere. Den voksende ulighed er derfor en kendsgerning, ingen bestrider.

Udviklingen er på alle måder en uhørt falliterklæring –

menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk. Det Radikale Venstre finder det

ubegribeligt, at en regering, der siger den vil mindske uligheden, accepterer

denne nedslående udvikling.

Det Radikale Venstre mener, der er behov for langt mere

målrettet at sætte ind på at vende udviklingen – og det gøres kun ved

hjælp af

en samlet strategisk indsats og ikke ved plukvise initiativer hist og pist,

hvilket hidtil har været regeringens foretrukne metode. Det skal være en

strategi, der omfatter både den patient- og borgerrettede forebyggelse. Den

skal opstille konkrete, realistiske mål for en mere ligeligt fordelt sundhed

med bud på, hvor vi først og fremmest skal sætte ind for at knække den

uacceptable udvikling. Det er på den baggrund, Det Radikale Venstre foreslår

at

nedsætte en kommission, der kan udarbejde et forslag til en national

strategi.

Indenrigs- og sundhedsministeren forsvarer sig med, at

regeringen gør en masse, og henviser navnlig til regeringens sundhedsprogram

»Sund

hele livet«. Men programmet har ikke virket. Grundene er flere. For det

første

er det helt og aldeles uforpligtende lagt op – uden kontante mål for,

hvad der

skal opnås på hvilke områder. Regeringen har heller aldrig fulgt op på

programmet

som lovet. I programmet loves der f.eks. »et samlet overblik over indsatsen

med

henblik på dens fremtidige tilrettelæggelse«, men det er aldrig sket.

Regeringen

har heller ikke holdt sit løfte om løbende at følge op på indikatorprogrammet

endsige foretaget de årlige afrapporteringer, der var stillet i udsigt.

Dertil

kommer, at regeringen ikke har knyttet midler til programmets implementering.

Alt sammen gør, at programmet fremstår vingeskudt og i det store billede uden

effekt.

En svaghed er også, at programmet er tænkt for snævert, når det

gælder uligheden i sundheden. Regeringen har valgt at lade uligheden i

sundheden være primært et spørgsmål om de udsatte befolkningsgrupper, bl.a.

hjemløse, narkomaner, alkoholmisbrugere og psykisk syge. Hvor vigtigt det end

er at hjælpe disse grupper til et sundere liv, er det nødvendigt at brede

perspektivet langt mere ud. Problemet med ulighed i sundheden handler om at

bryde den systematiske sammenhæng, der er mellem socialt tilhørsforhold og

helbred, dvs. den logik, der tilsiger, at lavtuddannede og lavtlønnede i snit

har dårligere helbred end mennesker med højere uddannelse og løn. Derfor skal

en strategi til bekæmpelse af den sociale ulighed i sundheden sigte langt

bredere end kun til at omfatte de udsatte grupper.

Sammenfattende er regeringens hidtidige indsats med hensyn til

folkesundheden udtryk for et helt utilstrækkeligt ambitionsniveau. Og her

hjælper det ikke, at indenrigs- og sundhedsministeren igen og igen henviser

til

kommunernes nye ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme, for her er der

heller ikke fulgt de nødvendige midler med.

Ministeren medgiver i et svar til udvalget, at det »at reducere

den sociale ulighed i sundhed er en kompleks og langsigtet opgave«, ligesom

ministeren konstaterer: »Vores viden om, hvilke tiltag der virker i forhold

til

social ulighed i sundhed er desværre mangelfuld.« Det understreger i Det

Radikale

Venstres øjne kun behovet for en samlet, gennemtænkt strategi.

Uligheden i sundheden handler også om brugerbetaling. Det

Radikale Venstre mener, at den eksisterende brugerbetaling på 16 mia. kr. i

sundhedsvæsenet har massive skavanker, ikke mindst set med de sociale briller

på. Systemet er ulogisk og skævt. Sårpatienter i den kommunale

hjemmesygepleje

må f.eks. selv betale for bandager og andet medicinsk udstyr, og patienter,

hvor der er baggrund for at søge om enkelttilskud til et lægemiddel, skal

direkte af egen lomme betale lægen for ansøgningen. Ingen kan forklare

logikken

bag disse eksempler.

Al brugerbetaling i sundhedsvæsenet, inklusive den kommunale

del, bør kulegraves med henblik på at skabe et mere retfærdigt system, hvor

den

offentlige støtte navnlig går til dem, der er mest syge, og dem, der har

færrest midler at gøre godt med. I dag sker ingen af delene. I Danmark er al

brugerbetaling uafhængig af indtægt. Det vil sige, at pædagogmedhjælperen må

betale det samme som direktøren. Det handler ikke om at øge, men blot om at

skabe en bedre fordeling af de 16 mia. kr., som allerede i dag kommer ind

årligt i brugerbetaling. Men regeringspartierne vil end ikke gå

brugerbetalingen efter i sømmene, til trods for at heller ikke de på noget

tidspunkt har forsvaret det nuværende system.

Den sociale ulighed i sundheden handler også om det frie

sygehusvalg. Regeringen medgiver selv, at det formentlig fortrinsvis er de

ressourcestærke, der benytter sig af tilbuddene. Samme forhold dokumenterede

SR-regeringens Middellevetidsudvalg. Alligevel afviser indenrigs- og

sundhedsministeren

at undersøge problemets omfang nærmere – eller i øvrigt at gøre noget

ved det.

Det er så meget mere uholdbart, som regeringen samtidig gør alt for at udvide

det frie sygehusvalg. Fra 2007 skal det frie valg træde i kraft allerede

efter

en måneds ventetid. Det Radikale Venstre støtter det frie sygehusvalg, men

vil

sikre, at det er en reel valgmulighed for alle, også dem, der ikke lige kan

klikke ind på nettet selv eller i øvrigt overskue valgmulighederne.

Debatten har efterladt et billede af en regering, der ikke

ønsker at gøre kampen mod mindre ulighed i sundheden til sin. Regeringen er

end

ikke interesseret i at vide, hvilke muligheder der er for at indrette det

danske sundhedsvæsen således, at det giver en bedre social profil end i dag.

Det Radikale Venstre vil med konkrete politiske initiativer fortsætte presset

for at mindske uligheden i sundheden – ud fra den erkendelse, at gør vi

som

hidtil, vil uligheden fortsætte med at vokse.

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med

medlemmer

i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller

politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i

betænkningen.

Inge-Lene Ebdrup (V)

Joan Erlandsen (V)

Birgitte Josefsen (V)

Preben Rudiengaard (V)

nfmd.

Jørgen Winther (V)

Birthe Skaarup (DF)

fmd.

Karin Nødgaard (DF)

Helle Sjelle (KF)

Pia Christmas-Møller (KF)

Lone Møller (S)

Karen Hækkerup (S)

Karen J. Klint (S)

Lene Hansen (S)

Charlotte Fischer (RV)

Morten Østergaard (RV)

Kamal Qureshi (SF)

Majbrit Berlau (EL)

Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit

havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

52

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

24

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

17

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende B 36

Bilagsnr.

Titel

1

Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget

2

1. udkast til betænkning

3

2. udkast til betænkning

4

Nyt tidspunkt for betænkningsafgivelse

5

3. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende B 36

Spm.nr.

Titel

1

Spm., om ministeren kan bekræfte, at uligheden i sundheden

er stigende, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om den hidtidige effekt på folkesundheden af

regeringens sundhedsprogram »Sund hele livet«, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om opdatering af regeringens sundhedsprogram »Sund

hele livet«, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm., om ministeren kan bekræfte, at der er en markant

social ulighed inden for voksentandplejen, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

5

Spm. om, hvilke muligheder der er for at indrette den

eksisterende brugerbetaling inden for voksentandplejen, til indenrigs- og

sundhedsministeren,

og ministerens svar herpå

6

Spm. om, ministerens holdning til at give supplerende

tandplejetilbud til socialt svage borgere, til indenrigs- og

sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvem der gør brug af det frie sygehusvalg, til

indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm., om ministeren kan bekræfte, at det snarere er

ressourcestærke end ressourcesvage borgere, der gør brug af det frie valg,

til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå

Lignende dokumenter