Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 28. april 2005 af Jeppe Kofod (S), Kirsten
Brosbøl (S), Mogens Lykketoft (S), Kim Mortensen (S),
Jan Petersen (S), Troels Ravn (S) og Lise von Seelen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om en målrettet og fokuseret
indsats for bekæmpelse af hiv/aids blandt
verdens fattigste
Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en målrettet
og fokuseret indsats for at bekæmpe hiv/aids blandt verdens fattigste med en
ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2006-2009.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er stort set en uændret genfremsættelse af
beslutningsforslag nr. B 65, folketingsåret 2004-05, 1. samling (se
Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4974 og 4980).
Baggrund
Den danske indsats og strategi for bekæmpelse af hiv/aids
trænger til en kraftig oprustning. Som det fremgår af Danidas egne
beregninger,
bliver kun ca. 3,6 pct. pct. af udviklingsbistanden brugt aktivt i kampen mod
hiv/aids. Denne epidemi er en af verdens største udfordringer og en
katastrofe,
der direkte eller indirekte har ramt store dele af befolkningerne i verdens
fattigste områder og lande. I 2003 indgik regeringen sammen med bl.a.
Socialdemokraterne en aftale om en ekstrabevilling til en pulje på 25 mio.
kr.
til en innovativ behandlingsindsats. De 25 mio. kr. var et godt og nødvendigt
afsæt til en stærkere og mere helhjertet indsats i bekæmpelsen af hiv/aids.
Til
trods for det gode initiativ mener Socialdemokraterne dog stadig, at den
danske
Læs alt
indsats skal være mere visionær og ambitiøs. Derfor vil Socialdemokraterne
opfordre til en målrettet og fokuseret indsats for at bekæmpe hiv/aids blandt
verdens fattigste med en ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene
2006-2009.
Dette løft skal ses i sammenhæng med den politiske vision om at hæve den
internationale indsats, herunder udviklingsbistanden, med 1,5 mia. kr.
årligt,
som det også fremgår af Socialdemokraternes finanslovudspil for 2005.
Aids-epidemien bremser udviklingen
Epidemiens enorme omfang i udviklingslandene er ikke blot en
menneskelig tragedie, men også et socialt og økonomisk problem, da hiv/aids
blokerer vejen væk fra den dybe fattigdom. Epidemien er blevet en selvstændig
faktor i skabelsen af global ulighed. Det er de unge mennesker i verdens
fattigste lande, der hyppigst rammes af hiv/aids, og det er med til at
begrænse
den eksisterende og den fremtidige arbejdsstyrke. Det betyder drastiske
demografiske ændringer i disse lande. Derfor vil væksten og
udviklingsmulighederne i verdens fattigste lande blive yderligere forringet,
hvis vi ikke viser handlekraft.
Hiv/aids rammer alle sektorer og befolkningsgrupper og
undergraver den generelle fattigdomsbekæmpelse. Hvis det ikke lykkes at
standse
og vende udviklingen, vil alle andre fattigdoms- og udviklingsreducerende
initiativer forekomme nytteløse i de værst ramte områder. Samtidig er
hiv/aids-epidemien med til at skævvride udviklingen internt i lande, der i
forvejen er hårdt ramt. Et sammendrag af de økonomiske konsekvenser fra
Copenhagen Consensus viser bl.a., at 41 pct. af alle familier i Thailand, som
har oplevet et dødsfald på grund af aids, har solgt jordbesiddelser, mens 60
pct. af alle Ugandas indbyggere har solgt ud af deres ejendom for at betale
udgifterne til pleje af syge familiemedlemmer. Under Copenhagen Consensus kom
det bl.a. frem, at flere økonomer peger på, at hiv/aids har direkte negativ
indflydelse på visse landes BNP. Foruden at der sker en reduktion af
arbejdsstyrken, er de raske personer mindre produktive, da mange er nødt til
at
tage sig af deres syge slægtninge. I Zambia dør der flere lærere, end man kan
nå at uddanne. Det betyder et stort svind i den allerede eksisterende knowhow
i
udviklingslandene.
På den baggrund er det oplagt at sikre en stærkere integration
mellem den almindelige udviklingsindsats og bekæmpelsen af hiv/aids.
Eksempelvis
bør bekæmpelse af hiv/aids være en obligatorisk komponent i de udbudsforslag
vedrørende infrastrukturprojekter, som Danida opstiller. Dette skal hindre,
at
virksomheder giver tilbud på f.eks. et projekt, der har til formål at
etablere
veje, uden at tilbuddet indeholder en komponent, der aktivt bekæmper
hiv/aids.
Muligheden for at undlade den fordyrende komponent, der er en integreret del
af
problemstillingen med hensyn til udbredelsen af hiv/aids, vil derfor blive
minimeret, og indsatsen mod hiv/aids forstærket.
2015-målene
Hiv/aids underminerer ganske enkelt muligheden for udvikling.
Der opstår store sociale skævvridninger internt i udviklingslandene, og i
forvejen svage social- og sundhedssystemer sættes under et enormt pres. Aktiv
bekæmpelse af hiv/aids er en kamp, som Danmark har forpligtet sig til via
tilslutningen til FN’s såkaldte Millenium Development Goals, også kaldet
2015-målene. Der er otte grundlæggende målsætninger for det nye årtusind. Den
sjette målsætning på listen skal bremse og nedbringe udbredelsen af hiv/aids
inden 2015.
Desværre tyder intet på, at der er politisk vilje til at opfylde
denne målsætning. Tilmed er det svært at få øje på blot tilnærmelsesvis
tilstrækkelige fremskridt. Og problemet er desværre ikke manglende viden, men
svigtende vilje til at rejse penge til aids-bekæmpende initiativer. FN’s
generalsekretær har tidligere understreget situationens alvor i usædvanlig
skarpe vendinger: »I nogle lande virker aids som et reelt
masseødelæggelsesvåben over for befolkningen. Og hvad gør vi ved det? Jeg
fornemmer en vis hjerteløshed, som man ikke skulle vente at se i det 21.
århundrede.« Han har derfor erklæret sig både »vred« og »bedrøvet« over det
manglende engagement fra verdens ledere (Politiken den 29. november 2003).
Senest
har Kofi Annan i sin rapport til verdenssamfundet om perspektiverne for
indfrielse af 2015-målene (In Larger Freedom: Towards Development, Security
and
Human Rights for All) igen understreget behovet for en kraftig acceleration
af
initiativer til indfrielse af målsætningerne.
Foruden 2015-målene er det vigtigt, at Danmark støtter andre
vigtige initiativer i kampen mod hiv/aids. Som eksempel kan nævnes WHO’s
3 by
5-strategi, der har som mål at skaffe 3 millioner mennesker i udviklings- og
overgangslande i medicinsk behandling inden udgangen af 2005. Dette skal
bl.a.
ske ved teknisk bistand til indkøb og kvalitetssikring af medicin. 3 by
5-initiativet har givet millioner af mennesker tro på og håb om, at
aids-behandling for fattige er inden for rækkevidde. Man må ikke underkende,
at
håb om behandling ofte er den vigtigste årsag til at gøre
forebyggelsesindsatsen effektiv. Initiativet støttes særlig af Sverige,
Storbritannien og Canada.
Et andet vigtigt initiativ er UNGASS-erklæringen fra 2001, som
er de overordnede internationale mål for hiv/aids-bekæmpelse. Den danske
hiv/aids-indsats må derfor kobles direkte til UNGASS, hvilket kan få visse
konsekvenser for fokusset i den danske indsats. I erklæringen er der bl.a. en
lang række mål for 2005, heriblandt en reducering af hiv blandt 15-24-årige
med 25 pct. i de hårdest ramte lande. Desværre er smitteraten steget voldsomt
i
netop denne aldersgruppe siden 2001. Dette må derfor få Danmark til at øge
indsatsen over for de 15-24-årige og i øvrigt arbejde for en stærkere kobling
mellem hiv/aids og uddannelse.
Desuden er det i den forbindelse vigtigt at sætte fokus på den
del af FN’s Befolkningsfond, der har til opgave at gennemføre og
koordinere det
20-årige internationale handlingsprogram fra FN’s Konference om
Befolkning og
Udvikling i Kairo i 1994 (ICPD). Dette indebærer opbygning af viden og
kapacitet på befolkningsområdet, herunder fremme af forståelsen for sociale,
økonomiske, miljømæssige og menneskeretlige aspekter af befolkningsudvikling.
Befolkningsfonden arbejder sammen med nationale regeringer, ngo’er og
andre om
fremme af især seksuel og reproduktiv sundhed, dvs. mulighederne for, at det
enkelte menneske er i stand til at have et tilfredsstillende og sikkert
sexliv
og frit have mulighed for at bestemme, hvorvidt der ønskes børn, samt hvornår
og hvor mange.
Aids øger den globale ulighed
Hiv/aids-epidemien er blevet en selvstændig faktor i skabelsen
af global ulighed. Godt 95 pct. af verdens hiv/aids-smittede bor i lav- eller
mellemindkomstlande. Afrika syd for Sahara er i særklasse det område, der er
hårdest ramt med 26,6 millioner smittede. I 2003 døde 2,3 millioner mennesker
i
regionen. Hver femte voksen i regionen er smittet med hiv/aids, og i lande
som
Zimbabwe og Botswana har epidemien reduceret den gennemsnitlige forventede
levealder med godt 30 år. Det er kendetegnende for epidemien, at den rammer
de
områder i verden, der i forvejen kæmper med alvorlige sociale og økonomiske
problemer, og hvor naturressourcerne er hårdt trængte.
Hiv er ikke en dødsdom
Viden om, at en positiv hiv-test ikke nødvendigvis er en
dødsdom, kan i mange udviklingslande være en medvirkende årsag til, at flere
mennesker lader sig teste. Det er med til at begrænse spredningen af
sygdommen
og kontrollere det reelle omfang af katastrofen. Når de hiv-smittede ved, at
de
via behandling har mulighed for at forlænge deres liv med op til 15 år, er
folk
mere tilbøjelige til at lade sig teste. Desuden er aids-patienter i
behandling
de bedste til at oplyse om og advokere for smitterisici og vigtigheden af at
bruge kondom. En del patienter opsøger arbejdspladser, skoler, fagforeninger
og
menigheder, hvor de på baggrund af egne erfaringer udbreder kendskabet til
den
livsfarlige sygdom. Dette er nogle af de erfaringer, som Læger Uden Grænser
har
opnået gennem deres projekter.
Forebyggelse og behandling er uhyre vigtige komponenter i kampen
mod hiv/aids. Projekter fra bl.a. Læger uden Grænser viser, at behandling
faktisk er en af de mest effektive måder at forebygge på. Erfaringerne fra
Læger Uden Grænser viser, at behandlingstilbud får flere mennesker til at
lade
sig hiv-teste, og de, der er i behandling, er mere tilbøjelige til at bruge
kondom end de hiv-ramte, der ikke er i behandling. Samtidig er der ingen
entydige beviser på, at forebyggelse alene kan bremse den hastige stigning i
antallet af hiv-smittede og aids-syge.
For mange mennesker i udviklingslande kan seksualitet og seksuel
praksis være yderst tabu-belagt. Disse tabuer og den medfølgende
stigmatisering
kan behandlingstilbud og en øget testning for hiv være med til at nedbryde,
hvilket gør det langt nemmere at tale om prævention, der er et af
grundelementerne i forebyggelse af hiv/aids. Samtidig er der fra
arbejdsgiveres
side sket en stigmatisering af de arbejdere, der er hiv-positive, hvilket
betyder, at de bliver fyret fra deres arbejde. For disse mennesker er
behandling vital, og når store dele af arbejdsstyrken er hiv-positive i visse
lande syd for Sahara, fører det til endnu større socioøkonomisk skævvridning.
Forskning
Desuden er det overordentlig vigtigt at styrke og støtte den
innovative del af forskningen, der arbejder med tilvejebringelse af nye og
effektive midler, der kan forhindre smittespredning, f.eks. udvikling af
aids-vaccine og af beskyttende creme, der forhindrer overførelse af smitte
ved
samleje (mikrobiocider), og som har til hensigt at lette behandlingen.
Markedet frembringer af sig selv ikke sådanne »offentlige
goder«, som alle bør have lige adgang til. Hoveddelen eller godt 90 pct. af
den
globale forsknings- og udviklingsindsats kommer kun de 10 pct. af verdens
befolkning til gode. Forskning, der kunne være til gavn for mennesker over
hele
kloden, kommer først med 15-30 års forsinkelse udviklingslandene til gode.
Man
bør både stimulere til større investeringer og udveksling af resultater og
erfaringer samt forberede en prispolitik og samtidig sikre både produktion af
og adgang til lægemidlerne.
Oven i det hele kommer kvinders mulighed for at bestemme over
sig selv. I dag smittes der i de hårdest ramte dele af verden flere kvinder
end
mænd, og kvinderne smittes hovedsagelig i ægteskabet, hvor de færreste bruger
kondom. Derfor skal Danmark øge støtten til udvikling af ny og mere relevant
prævention, som alle skal have adgang til, og som kvinder kan have mere
indflydelse på anvendelsen af.
Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største
udfordringer
På baggrund af erfaringerne om vigtigheden af behandling som et
essentielt element i bekæmpelsen af hiv og aids opfordrer Socialdemokraterne
til en balanceret udviklingsstrategi, der går på to ben. Både forebyggelse og
behandling er af fundamental betydning i den vigtige kamp mod hiv/aids. Selv
om
forebyggende tiltag er vigtige, kan vi ikke bare lade stå til i denne
situation, som virkeligheden ser ud på nuværende tidspunkt.
Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største udfordringer.
Omfanget af hiv/aids-epidemien er i dag mere foruroligende, end de fleste gør
sig klart. Epidemien har til dato på verdensplan ramt mere end 60 millioner
mennesker. I dag lever ca. 45 millioner mennesker med hiv, og dette tal
forøges
med 14.000 nye ofre hver dag. Mere end 20 millioner mennesker er allerede
døde
som følge af sygdommen, og 13 millioner børn har allerede mistet en eller
begge
af deres forældre på grund af aids.
De menneskelige omkostninger
Den dystre virkelighed er, at mindst 10.000 mennesker dør hver
eneste dag som følge af aids. Omkring 3,1 million mennesker døde som følge af
aids i 2002, og næsten 5 millioner mennesker fik på verdensplan konstateret
hiv
i 2003. Det er det største antal siden epidemiens start.
Hvis vi blot lader stå til med hensyn til denne tendens og ikke
giver en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kan sikre en finansiering af
behandlingstilbud i udviklingslandene, betyder det
–
at der i 2014 er 30
millioner mennesker, der er døde som følge af aids,
–
at der i 2010 ifølge
UNICEF vil være 20 millioner børn, der har mistet en eller begge af deres
forældre som følge af aids, og
–
at der i 2010 ifølge
prognoser fra organisationer som UNAIDS og Den Globale Aids-fond vil være
kommet yderligere 45 millioner hiv-smittede til på verdensplan.
Det koster kun 2,30 kr. at redde et
menneskeliv
Tallene taler for sig selv. Den katastrofale udvikling kræver,
at vi handler her og nu, så epidemiens omfang ikke vil nå nye højder. Det er
ikke en umulig kamp. Lykkeligvis viser erfaringerne, at kampen mod hiv/aids
ikke er håbløs. Lande som Thailand, Uganda og Brasilien har været i stand til
at bremse udbredelsen af hiv/aids som følge af en bevidst og målrettet
indsats.
Og med de drastiske prisfald på hiv/aids-behandling, den såkaldte behandling
med antiretroviral medicin, kan man i dag behandle en hiv/aids-patient for
2,30
kr. om dagen. Alligevel har kun 5 pct. eller hver tyvende af de hiv-ramte i
udviklingslandene mulighed for behandling.
Manglende økonomisk vilje
De internationale organisationer, der kæmper den hårde kamp mod
hiv/aids, mangler desperat økonomiske midler til at nå deres mål. Det
vurderes,
at prisen for at bremse epidemiens udbredelse beløber sig til 10 mia. USD om
året på verdensplan. I dag anvendes der mindre end halvdelen af beløbet. Det
vil sige, at med godt 5 mia. USD om året kunne verden bremse og begrænse
aids-epidemien. I et større perspektiv svarer dette beløb til, hvad den
amerikanske administration bruger i løbet af 5 uger på militære udgifter i
Irak.
Politisk modstand
Kampen mod hiv/aids bremses ikke alene af manglende generøsitet,
men også af politisk modstand. Bushadministrationen har genoplivet USA’s
bekæmpelse af organisationer, der i deres arbejde i udviklingslandene bl.a.
beskæftiger sig med forskellige aspekter af abort. Ligesom under præsident
Ronald Reagan lukker amerikanerne ikke alene for støtten til organisationer,
der udfører abort, men også til organisationer, der blandt deres øvrige
aktiviteter oplyser eller rådgiver om abort og henviser til steder, hvor der
gennemføres aborter, og til organisationer, der fører kampagner til fordel
for
fri abort, selv om aktiviteterne er lovlige og selvfinansierende.
I en situation, hvor USA leverer 43 pct. af den globale
udviklingsbistand til familieplanlægning, mor-barn-sundhedsprogrammer og
seksuelt overførte sygdomme, har dette fremstød fra den yderste højrefløj i
USA
dybt alvorlige konsekvenser for kampen mod hiv/aids. Ikke alene rammes nogle
af
verdens fattigste kvinder helt konkret på liv og sundhed, men det
principielle
grundlag for verdenssamfundets kamp mod hiv/aids, som bygger på, at adgangen
til seksuel og reproduktiv sundhed er en menneskeret og skal beskyttes som
sådan, bliver hermed også undergravet.
Behovet for handling fra dansk og europæisk side er derfor
selvindlysende. Vi må afbøde konsekvenserne af Bushadministrationen
handlinger
og gå foran i arbejdet for at sætte handling bag FN-målsætningen om et
endeligt
opgør med hiv/aids-epidemien. Danmark må som et af verdens rigeste lande være
klar til at påtage sig et særligt ansvar. Ved udarbejdelsen af
udviklingsstrategien »Partnerskab 2000« var der bl.a. bred enighed om at
fokusere på bekæmpelsen af hiv/aids. De såkaldte tematiserede multilaterale
bidrag på finansloven havde til formål at bidrage til indfrielse af
målsætningerne i »Partnerskab 2000« og rettede sig i udgangspunktet netop mod
bekæmpelsen af hiv/aids.
Konsekvenserne af nedskæringerne
Med store menneskelige omkostninger til følge er der efter
regeringsskiftet i 2001 gennemført drastiske nedskæringer på
udviklingsbistanden. Den tidligere regerings planlagte stigninger i de
tematiserede multilaterale bidrag er ikke gennemført. Konsekvensen er en
begrænsning af mulighederne for at forfølge en helt central
udviklingspolitisk
målsætning.
Dertil kommer, at regeringens politik med hensyn til bekæmpelsen
af hiv/aids også har haft stærkt beklagelige politiske konsekvenser.
SR-regeringen reagerede i 2001 konsekvent på USA’s kursskifte og sikrede
ekstra
bevillinger til organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv
sundhed. Efterfølgende har VK-regeringen dog beskåret bl.a. bevillingen til
Den
Internationale Sammenslutning af Familieplanlægningsorganisationer (IPPF),
der
er en paraplyorganisation for 156 nationale
familieplanlægningsorganisationer.
Også regeringens bud på udviklingspolitiske prioriteter for
2004-2008, »En verden til forskel«, og for 2005-2009, »Sikkerhed, vækst og
udvikling«, peger på indsatsen mod hiv/aids som et helt centralt
indsatsområde.
Og der kan ikke være den ringeste tvivl om nytten ved den foreslåede
styrkelse
af indsatsen. Hver en krone vil være direkte medvirkende til at forhindre nye
menneskelige tragedier og forbedre vilkårene for en lang række øvrige
udviklingsinitiativer.
Debat om dansk udviklingsbistand
Derfor håber forslagsstillerne på en velvillig behandling af det
stillede forslag. Tiden er inde til en reel debat om dansk udviklingsbistand.
Før folketingsvalget i 2001 fik man det indtryk, at uenigheden alene gjaldt
bistandens mål og effektivitet. De nuværende regeringspartier foreslog en
»midlertidig« begrænsning af bistanden med 1,5 mia. kr., som angiveligt
udelukkende havde til formål at fremme effektivitetsforbedringer i bistanden.
Den nuværende udenrigsminister udtalte tilmed: »I forhold til de fattigste
kan
jeg garantere, at de ikke kommer til at undgælde for nedskæringerne« (Ritzau
den 5. december 2001).
Virkeligheden tegner sig desværre anderledes. Besparelserne på
udviklingsbistanden antager i dag permanent karakter og er tilmed hastigt
voksende set i forhold til Danmarks generelle velstand. Konsekvenserne for
verdens fattigste er åbenlyse. Og intet tyder på, at nedskæringerne har
virket
fremmende for kvaliteten af den danske bistand. Tværtimod er der flere
indikationer af, at faglige hensyn blev fortrængt under det politiske
hastværk,
der gjorde sig gældende efter regeringsskiftet.
Statsministeren lovede i sin åbningstale den 5. oktober 2004, at
regeringen vil arbejde for øget fokus på det afrikanske kontinents problemer:
»Afrika må ikke blive det tabte kontinent. Verdens rige lande må stå sammen
om
at løfte det afrikanske kontinent ud af den nuværende elendighed. Vi må
hjælpe
Afrika, så forfald og fortvivlelse bliver afløst af fremskridt og forhåbning.
Der er brug for en bred indsats. Løse militære konflikter. Håndtere
flygtningeproblemer. Sikre demokrati og god regeringsførelse. Skabe bedre
handelsvilkår. Stimulere økonomisk udvikling. Bekæmpe aids.«
I praksis er der imidlertid sammenlagt i årene 2002-2005, målt i
forhold til det finanslovsforslag som SR-regeringen fremlagde i 2001, sket en
besparelse på 1,3 mia. kr. alene på den direkte bilaterale bistand til
Afrika.
Derfor er der ved indgangen til en ny valgperiode grund til at
få skabt klarhed om de politiske holdningsforskelle, når det gælder bistanden
til verdens fattigste. Den løbende kvalitetssikring af bistanden skal foregå
i
et bredt samarbejde. Derfor hilser forslagsstillerne også regeringens nye
strategi til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslandene velkommen. Strategien
rummer en række nyttige tiltag, som forhåbentlig vil føre i retning af en
mere
effektiv dansk indsats. Selv i så fald vil det danske bidrag til løsning af
den
tredje verdens problemer med hiv/aids imidlertid ikke stå i et rimeligt
forhold
til problemets karakter og omfang.
Som påpeget af de humanitære organisationer bag initiativet
»Humor mod AIDS« er regeringens ambitionsniveau simpelt hen for lavt, og i
det
lys vil selv initiativer, der på papiret forekommer lovende, ikke
nødvendigvis
have tilstrækkelig effekt i praksis. Som det ganske skarpt blev fremhævet af
IBIS i forbindelse med offentliggørelsen af høringssvaret til regeringens
strategi:
»Det er desværre ikke muligt at vurdere,
hvordan
Danmark konkret vil styrke indsatsen til bekæmpelse af
hiv/aids. Det er kun rimeligt at forlange, at en strategi bakkes op af
konkrete, økonomiske mål. Det nuværende niveau, hvor kun 3,6 % af den samlede
danske bistand går til hiv/aids, er helt utilstrækkeligt«
(www.noedhjaelp.dk).
Udmøntning
Derfor foreslår Socialdemokraterne for tredje år i træk at øge
midlerne til bekæmpelse af hiv/aids. Derfor fremsætter Socialdemokraterne
endnu
en gang et ønske om, at Folketinget øger indsatsen imod hiv/aids.
Socialdemokraterne ønsker en ekstrabevilling til bekæmpelse af hiv/aids
blandt
verdens fattigste på 250 mio. kr. årligt, hvor de 100 mio. kr. skal øremærkes
til Den Globale Fond. De resterende 150 mio. kr. skal anvendes til en
bredspektret indsats i kampen mod hiv/aids. Desuden skal indsatsen også gælde
kapacitetsopbygning af udviklingslandenes sundhedssystemer og direkte
medvirke
til at finansiere initiativer, der kan sikre en større grad af effektiv
implementering af især behandlingstiltag vedrørende hiv/aids, så der ikke
opstår problemer med at få kanaliseret og anvendt de bevilligede midler på
effektiv vis.
Hvis regeringspartierne ønsker en permanent og løbende
nedprioritering af indsatsen, skal det siges åbent, og konsekvenserne heraf
skal frem i lyset. Hvis man derimod ønsker at arbejde sig tilbage til bred
enighed om et stærkt dansk bidrag til kampen for global udvikling, er
tilslutning til det foreliggende forslag et godt sted at starte.
Skriftlig fremsættelse
Jeppe Kofod
(S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af
hiv/aids blandt verdens fattigste.
(Beslutningsforslag nr. B 85).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om en styrket indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste Retsinformation · 21. februar 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste Retsinformation · 30. november 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks fremtidige finansiering af globale udfordringer (den globale ramme) Retsinformation · 7. februar 2006
- Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks fremtidige finansiering af globale udfordringer Retsinformation · 16. november 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for vaccinationsprogrammer for børn blandt verdens fattigste Retsinformation · 30. november 2004
- Forslag til folketingsbeslutning om en handlingsplan for bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslande Retsinformation · 26. februar 2004