Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats for bekæmpelse af hiv/aids blandt verdens fattigste

2004/2 BSF 85Beslutningsforslag som fremsatFolketinget3. maj 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 28. april 2005 af Jeppe Kofod (S), Kirsten

Brosbøl (S), Mogens Lykketoft (S), Kim Mortensen (S),

Jan Petersen (S), Troels Ravn (S) og Lise von Seelen (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om en målrettet og fokuseret

indsats for bekæmpelse af hiv/aids blandt

verdens fattigste

Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre en målrettet

og fokuseret indsats for at bekæmpe hiv/aids blandt verdens fattigste med en

ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene 2006-2009.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er stort set en uændret genfremsættelse af

beslutningsforslag nr. B 65, folketingsåret 2004-05, 1. samling (se

Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4974 og 4980).

Baggrund

Den danske indsats og strategi for bekæmpelse af hiv/aids

trænger til en kraftig oprustning. Som det fremgår af Danidas egne

beregninger,

bliver kun ca. 3,6 pct. pct. af udviklingsbistanden brugt aktivt i kampen mod

hiv/aids. Denne epidemi er en af verdens største udfordringer og en

katastrofe,

der direkte eller indirekte har ramt store dele af befolkningerne i verdens

fattigste områder og lande. I 2003 indgik regeringen sammen med bl.a.

Socialdemokraterne en aftale om en ekstrabevilling til en pulje på 25 mio.

kr.

til en innovativ behandlingsindsats. De 25 mio. kr. var et godt og nødvendigt

afsæt til en stærkere og mere helhjertet indsats i bekæmpelsen af hiv/aids.

Til

trods for det gode initiativ mener Socialdemokraterne dog stadig, at den

danske

Læs alt

indsats skal være mere visionær og ambitiøs. Derfor vil Socialdemokraterne

opfordre til en målrettet og fokuseret indsats for at bekæmpe hiv/aids blandt

verdens fattigste med en ekstrabevilling på i alt 1 mia. kr. i årene

2006-2009.

Dette løft skal ses i sammenhæng med den politiske vision om at hæve den

internationale indsats, herunder udviklingsbistanden, med 1,5 mia. kr.

årligt,

som det også fremgår af Socialdemokraternes finanslovudspil for 2005.

Aids-epidemien bremser udviklingen

Epidemiens enorme omfang i udviklingslandene er ikke blot en

menneskelig tragedie, men også et socialt og økonomisk problem, da hiv/aids

blokerer vejen væk fra den dybe fattigdom. Epidemien er blevet en selvstændig

faktor i skabelsen af global ulighed. Det er de unge mennesker i verdens

fattigste lande, der hyppigst rammes af hiv/aids, og det er med til at

begrænse

den eksisterende og den fremtidige arbejdsstyrke. Det betyder drastiske

demografiske ændringer i disse lande. Derfor vil væksten og

udviklingsmulighederne i verdens fattigste lande blive yderligere forringet,

hvis vi ikke viser handlekraft.

Hiv/aids rammer alle sektorer og befolkningsgrupper og

undergraver den generelle fattigdomsbekæmpelse. Hvis det ikke lykkes at

standse

og vende udviklingen, vil alle andre fattigdoms- og udviklingsreducerende

initiativer forekomme nytteløse i de værst ramte områder. Samtidig er

hiv/aids-epidemien med til at skævvride udviklingen internt i lande, der i

forvejen er hårdt ramt. Et sammendrag af de økonomiske konsekvenser fra

Copenhagen Consensus viser bl.a., at 41 pct. af alle familier i Thailand, som

har oplevet et dødsfald på grund af aids, har solgt jordbesiddelser, mens 60

pct. af alle Ugandas indbyggere har solgt ud af deres ejendom for at betale

udgifterne til pleje af syge familiemedlemmer. Under Copenhagen Consensus kom

det bl.a. frem, at flere økonomer peger på, at hiv/aids har direkte negativ

indflydelse på visse landes BNP. Foruden at der sker en reduktion af

arbejdsstyrken, er de raske personer mindre produktive, da mange er nødt til

at

tage sig af deres syge slægtninge. I Zambia dør der flere lærere, end man kan

nå at uddanne. Det betyder et stort svind i den allerede eksisterende knowhow

i

udviklingslandene.

På den baggrund er det oplagt at sikre en stærkere integration

mellem den almindelige udviklingsindsats og bekæmpelsen af hiv/aids.

Eksempelvis

bør bekæmpelse af hiv/aids være en obligatorisk komponent i de udbudsforslag

vedrørende infrastrukturprojekter, som Danida opstiller. Dette skal hindre,

at

virksomheder giver tilbud på f.eks. et projekt, der har til formål at

etablere

veje, uden at tilbuddet indeholder en komponent, der aktivt bekæmper

hiv/aids.

Muligheden for at undlade den fordyrende komponent, der er en integreret del

af

problemstillingen med hensyn til udbredelsen af hiv/aids, vil derfor blive

minimeret, og indsatsen mod hiv/aids forstærket.

2015-målene

Hiv/aids underminerer ganske enkelt muligheden for udvikling.

Der opstår store sociale skævvridninger internt i udviklingslandene, og i

forvejen svage social- og sundhedssystemer sættes under et enormt pres. Aktiv

bekæmpelse af hiv/aids er en kamp, som Danmark har forpligtet sig til via

tilslutningen til FN’s såkaldte Millenium Development Goals, også kaldet

2015-målene. Der er otte grundlæggende målsætninger for det nye årtusind. Den

sjette målsætning på listen skal bremse og nedbringe udbredelsen af hiv/aids

inden 2015.

Desværre tyder intet på, at der er politisk vilje til at opfylde

denne målsætning. Tilmed er det svært at få øje på blot tilnærmelsesvis

tilstrækkelige fremskridt. Og problemet er desværre ikke manglende viden, men

svigtende vilje til at rejse penge til aids-bekæmpende initiativer. FN’s

generalsekretær har tidligere understreget situationens alvor i usædvanlig

skarpe vendinger: »I nogle lande virker aids som et reelt

masseødelæggelsesvåben over for befolkningen. Og hvad gør vi ved det? Jeg

fornemmer en vis hjerteløshed, som man ikke skulle vente at se i det 21.

århundrede.« Han har derfor erklæret sig både »vred« og »bedrøvet« over det

manglende engagement fra verdens ledere (Politiken den 29. november 2003).

Senest

har Kofi Annan i sin rapport til verdenssamfundet om perspektiverne for

indfrielse af 2015-målene (In Larger Freedom: Towards Development, Security

and

Human Rights for All) igen understreget behovet for en kraftig acceleration

af

initiativer til indfrielse af målsætningerne.

Foruden 2015-målene er det vigtigt, at Danmark støtter andre

vigtige initiativer i kampen mod hiv/aids. Som eksempel kan nævnes WHO’s

3 by

5-strategi, der har som mål at skaffe 3 millioner mennesker i udviklings- og

overgangslande i medicinsk behandling inden udgangen af 2005. Dette skal

bl.a.

ske ved teknisk bistand til indkøb og kvalitetssikring af medicin. 3 by

5-initiativet har givet millioner af mennesker tro på og håb om, at

aids-behandling for fattige er inden for rækkevidde. Man må ikke underkende,

at

håb om behandling ofte er den vigtigste årsag til at gøre

forebyggelsesindsatsen effektiv. Initiativet støttes særlig af Sverige,

Storbritannien og Canada.

Et andet vigtigt initiativ er UNGASS-erklæringen fra 2001, som

er de overordnede internationale mål for hiv/aids-bekæmpelse. Den danske

hiv/aids-indsats må derfor kobles direkte til UNGASS, hvilket kan få visse

konsekvenser for fokusset i den danske indsats. I erklæringen er der bl.a. en

lang række mål for 2005, heriblandt en reducering af hiv blandt 15-24-årige

med 25 pct. i de hårdest ramte lande. Desværre er smitteraten steget voldsomt

i

netop denne aldersgruppe siden 2001. Dette må derfor få Danmark til at øge

indsatsen over for de 15-24-årige og i øvrigt arbejde for en stærkere kobling

mellem hiv/aids og uddannelse.

Desuden er det i den forbindelse vigtigt at sætte fokus på den

del af FN’s Befolkningsfond, der har til opgave at gennemføre og

koordinere det

20-årige internationale handlingsprogram fra FN’s Konference om

Befolkning og

Udvikling i Kairo i 1994 (ICPD). Dette indebærer opbygning af viden og

kapacitet på befolkningsområdet, herunder fremme af forståelsen for sociale,

økonomiske, miljømæssige og menneskeretlige aspekter af befolkningsudvikling.

Befolkningsfonden arbejder sammen med nationale regeringer, ngo’er og

andre om

fremme af især seksuel og reproduktiv sundhed, dvs. mulighederne for, at det

enkelte menneske er i stand til at have et tilfredsstillende og sikkert

sexliv

og frit have mulighed for at bestemme, hvorvidt der ønskes børn, samt hvornår

og hvor mange.

Aids øger den globale ulighed

Hiv/aids-epidemien er blevet en selvstændig faktor i skabelsen

af global ulighed. Godt 95 pct. af verdens hiv/aids-smittede bor i lav- eller

mellemindkomstlande. Afrika syd for Sahara er i særklasse det område, der er

hårdest ramt med 26,6 millioner smittede. I 2003 døde 2,3 millioner mennesker

i

regionen. Hver femte voksen i regionen er smittet med hiv/aids, og i lande

som

Zimbabwe og Botswana har epidemien reduceret den gennemsnitlige forventede

levealder med godt 30 år. Det er kendetegnende for epidemien, at den rammer

de

områder i verden, der i forvejen kæmper med alvorlige sociale og økonomiske

problemer, og hvor naturressourcerne er hårdt trængte.

Hiv er ikke en dødsdom

Viden om, at en positiv hiv-test ikke nødvendigvis er en

dødsdom, kan i mange udviklingslande være en medvirkende årsag til, at flere

mennesker lader sig teste. Det er med til at begrænse spredningen af

sygdommen

og kontrollere det reelle omfang af katastrofen. Når de hiv-smittede ved, at

de

via behandling har mulighed for at forlænge deres liv med op til 15 år, er

folk

mere tilbøjelige til at lade sig teste. Desuden er aids-patienter i

behandling

de bedste til at oplyse om og advokere for smitterisici og vigtigheden af at

bruge kondom. En del patienter opsøger arbejdspladser, skoler, fagforeninger

og

menigheder, hvor de på baggrund af egne erfaringer udbreder kendskabet til

den

livsfarlige sygdom. Dette er nogle af de erfaringer, som Læger Uden Grænser

har

opnået gennem deres projekter.

Forebyggelse og behandling er uhyre vigtige komponenter i kampen

mod hiv/aids. Projekter fra bl.a. Læger uden Grænser viser, at behandling

faktisk er en af de mest effektive måder at forebygge på. Erfaringerne fra

Læger Uden Grænser viser, at behandlingstilbud får flere mennesker til at

lade

sig hiv-teste, og de, der er i behandling, er mere tilbøjelige til at bruge

kondom end de hiv-ramte, der ikke er i behandling. Samtidig er der ingen

entydige beviser på, at forebyggelse alene kan bremse den hastige stigning i

antallet af hiv-smittede og aids-syge.

For mange mennesker i udviklingslande kan seksualitet og seksuel

praksis være yderst tabu-belagt. Disse tabuer og den medfølgende

stigmatisering

kan behandlingstilbud og en øget testning for hiv være med til at nedbryde,

hvilket gør det langt nemmere at tale om prævention, der er et af

grundelementerne i forebyggelse af hiv/aids. Samtidig er der fra

arbejdsgiveres

side sket en stigmatisering af de arbejdere, der er hiv-positive, hvilket

betyder, at de bliver fyret fra deres arbejde. For disse mennesker er

behandling vital, og når store dele af arbejdsstyrken er hiv-positive i visse

lande syd for Sahara, fører det til endnu større socioøkonomisk skævvridning.

Forskning

Desuden er det overordentlig vigtigt at styrke og støtte den

innovative del af forskningen, der arbejder med tilvejebringelse af nye og

effektive midler, der kan forhindre smittespredning, f.eks. udvikling af

aids-vaccine og af beskyttende creme, der forhindrer overførelse af smitte

ved

samleje (mikrobiocider), og som har til hensigt at lette behandlingen.

Markedet frembringer af sig selv ikke sådanne »offentlige

goder«, som alle bør have lige adgang til. Hoveddelen eller godt 90 pct. af

den

globale forsknings- og udviklingsindsats kommer kun de 10 pct. af verdens

befolkning til gode. Forskning, der kunne være til gavn for mennesker over

hele

kloden, kommer først med 15-30 års forsinkelse udviklingslandene til gode.

Man

bør både stimulere til større investeringer og udveksling af resultater og

erfaringer samt forberede en prispolitik og samtidig sikre både produktion af

og adgang til lægemidlerne.

Oven i det hele kommer kvinders mulighed for at bestemme over

sig selv. I dag smittes der i de hårdest ramte dele af verden flere kvinder

end

mænd, og kvinderne smittes hovedsagelig i ægteskabet, hvor de færreste bruger

kondom. Derfor skal Danmark øge støtten til udvikling af ny og mere relevant

prævention, som alle skal have adgang til, og som kvinder kan have mere

indflydelse på anvendelsen af.

Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største

udfordringer

På baggrund af erfaringerne om vigtigheden af behandling som et

essentielt element i bekæmpelsen af hiv og aids opfordrer Socialdemokraterne

til en balanceret udviklingsstrategi, der går på to ben. Både forebyggelse og

behandling er af fundamental betydning i den vigtige kamp mod hiv/aids. Selv

om

forebyggende tiltag er vigtige, kan vi ikke bare lade stå til i denne

situation, som virkeligheden ser ud på nuværende tidspunkt.

Kampen mod hiv/aids er en af vor tids største udfordringer.

Omfanget af hiv/aids-epidemien er i dag mere foruroligende, end de fleste gør

sig klart. Epidemien har til dato på verdensplan ramt mere end 60 millioner

mennesker. I dag lever ca. 45 millioner mennesker med hiv, og dette tal

forøges

med 14.000 nye ofre hver dag. Mere end 20 millioner mennesker er allerede

døde

som følge af sygdommen, og 13 millioner børn har allerede mistet en eller

begge

af deres forældre på grund af aids.

De menneskelige omkostninger

Den dystre virkelighed er, at mindst 10.000 mennesker dør hver

eneste dag som følge af aids. Omkring 3,1 million mennesker døde som følge af

aids i 2002, og næsten 5 millioner mennesker fik på verdensplan konstateret

hiv

i 2003. Det er det største antal siden epidemiens start.

Hvis vi blot lader stå til med hensyn til denne tendens og ikke

giver en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der kan sikre en finansiering af

behandlingstilbud i udviklingslandene, betyder det

–

at der i 2014 er 30

millioner mennesker, der er døde som følge af aids,

–

at der i 2010 ifølge

UNICEF vil være 20 millioner børn, der har mistet en eller begge af deres

forældre som følge af aids, og

–

at der i 2010 ifølge

prognoser fra organisationer som UNAIDS og Den Globale Aids-fond vil være

kommet yderligere 45 millioner hiv-smittede til på verdensplan.

Det koster kun 2,30 kr. at redde et

menneskeliv

Tallene taler for sig selv. Den katastrofale udvikling kræver,

at vi handler her og nu, så epidemiens omfang ikke vil nå nye højder. Det er

ikke en umulig kamp. Lykkeligvis viser erfaringerne, at kampen mod hiv/aids

ikke er håbløs. Lande som Thailand, Uganda og Brasilien har været i stand til

at bremse udbredelsen af hiv/aids som følge af en bevidst og målrettet

indsats.

Og med de drastiske prisfald på hiv/aids-behandling, den såkaldte behandling

med antiretroviral medicin, kan man i dag behandle en hiv/aids-patient for

2,30

kr. om dagen. Alligevel har kun 5 pct. eller hver tyvende af de hiv-ramte i

udviklingslandene mulighed for behandling.

Manglende økonomisk vilje

De internationale organisationer, der kæmper den hårde kamp mod

hiv/aids, mangler desperat økonomiske midler til at nå deres mål. Det

vurderes,

at prisen for at bremse epidemiens udbredelse beløber sig til 10 mia. USD om

året på verdensplan. I dag anvendes der mindre end halvdelen af beløbet. Det

vil sige, at med godt 5 mia. USD om året kunne verden bremse og begrænse

aids-epidemien. I et større perspektiv svarer dette beløb til, hvad den

amerikanske administration bruger i løbet af 5 uger på militære udgifter i

Irak.

Politisk modstand

Kampen mod hiv/aids bremses ikke alene af manglende generøsitet,

men også af politisk modstand. Bushadministrationen har genoplivet USA’s

bekæmpelse af organisationer, der i deres arbejde i udviklingslandene bl.a.

beskæftiger sig med forskellige aspekter af abort. Ligesom under præsident

Ronald Reagan lukker amerikanerne ikke alene for støtten til organisationer,

der udfører abort, men også til organisationer, der blandt deres øvrige

aktiviteter oplyser eller rådgiver om abort og henviser til steder, hvor der

gennemføres aborter, og til organisationer, der fører kampagner til fordel

for

fri abort, selv om aktiviteterne er lovlige og selvfinansierende.

I en situation, hvor USA leverer 43 pct. af den globale

udviklingsbistand til familieplanlægning, mor-barn-sundhedsprogrammer og

seksuelt overførte sygdomme, har dette fremstød fra den yderste højrefløj i

USA

dybt alvorlige konsekvenser for kampen mod hiv/aids. Ikke alene rammes nogle

af

verdens fattigste kvinder helt konkret på liv og sundhed, men det

principielle

grundlag for verdenssamfundets kamp mod hiv/aids, som bygger på, at adgangen

til seksuel og reproduktiv sundhed er en menneskeret og skal beskyttes som

sådan, bliver hermed også undergravet.

Behovet for handling fra dansk og europæisk side er derfor

selvindlysende. Vi må afbøde konsekvenserne af Bushadministrationen

handlinger

og gå foran i arbejdet for at sætte handling bag FN-målsætningen om et

endeligt

opgør med hiv/aids-epidemien. Danmark må som et af verdens rigeste lande være

klar til at påtage sig et særligt ansvar. Ved udarbejdelsen af

udviklingsstrategien »Partnerskab 2000« var der bl.a. bred enighed om at

fokusere på bekæmpelsen af hiv/aids. De såkaldte tematiserede multilaterale

bidrag på finansloven havde til formål at bidrage til indfrielse af

målsætningerne i »Partnerskab 2000« og rettede sig i udgangspunktet netop mod

bekæmpelsen af hiv/aids.

Konsekvenserne af nedskæringerne

Med store menneskelige omkostninger til følge er der efter

regeringsskiftet i 2001 gennemført drastiske nedskæringer på

udviklingsbistanden. Den tidligere regerings planlagte stigninger i de

tematiserede multilaterale bidrag er ikke gennemført. Konsekvensen er en

begrænsning af mulighederne for at forfølge en helt central

udviklingspolitisk

målsætning.

Dertil kommer, at regeringens politik med hensyn til bekæmpelsen

af hiv/aids også har haft stærkt beklagelige politiske konsekvenser.

SR-regeringen reagerede i 2001 konsekvent på USA’s kursskifte og sikrede

ekstra

bevillinger til organisationer, der arbejder med seksuel og reproduktiv

sundhed. Efterfølgende har VK-regeringen dog beskåret bl.a. bevillingen til

Den

Internationale Sammenslutning af Familieplanlægningsorganisationer (IPPF),

der

er en paraplyorganisation for 156 nationale

familieplanlægningsorganisationer.

Også regeringens bud på udviklingspolitiske prioriteter for

2004-2008, »En verden til forskel«, og for 2005-2009, »Sikkerhed, vækst og

udvikling«, peger på indsatsen mod hiv/aids som et helt centralt

indsatsområde.

Og der kan ikke være den ringeste tvivl om nytten ved den foreslåede

styrkelse

af indsatsen. Hver en krone vil være direkte medvirkende til at forhindre nye

menneskelige tragedier og forbedre vilkårene for en lang række øvrige

udviklingsinitiativer.

Debat om dansk udviklingsbistand

Derfor håber forslagsstillerne på en velvillig behandling af det

stillede forslag. Tiden er inde til en reel debat om dansk udviklingsbistand.

Før folketingsvalget i 2001 fik man det indtryk, at uenigheden alene gjaldt

bistandens mål og effektivitet. De nuværende regeringspartier foreslog en

»midlertidig« begrænsning af bistanden med 1,5 mia. kr., som angiveligt

udelukkende havde til formål at fremme effektivitetsforbedringer i bistanden.

Den nuværende udenrigsminister udtalte tilmed: »I forhold til de fattigste

kan

jeg garantere, at de ikke kommer til at undgælde for nedskæringerne« (Ritzau

den 5. december 2001).

Virkeligheden tegner sig desværre anderledes. Besparelserne på

udviklingsbistanden antager i dag permanent karakter og er tilmed hastigt

voksende set i forhold til Danmarks generelle velstand. Konsekvenserne for

verdens fattigste er åbenlyse. Og intet tyder på, at nedskæringerne har

virket

fremmende for kvaliteten af den danske bistand. Tværtimod er der flere

indikationer af, at faglige hensyn blev fortrængt under det politiske

hastværk,

der gjorde sig gældende efter regeringsskiftet.

Statsministeren lovede i sin åbningstale den 5. oktober 2004, at

regeringen vil arbejde for øget fokus på det afrikanske kontinents problemer:

»Afrika må ikke blive det tabte kontinent. Verdens rige lande må stå sammen

om

at løfte det afrikanske kontinent ud af den nuværende elendighed. Vi må

hjælpe

Afrika, så forfald og fortvivlelse bliver afløst af fremskridt og forhåbning.

Der er brug for en bred indsats. Løse militære konflikter. Håndtere

flygtningeproblemer. Sikre demokrati og god regeringsførelse. Skabe bedre

handelsvilkår. Stimulere økonomisk udvikling. Bekæmpe aids.«

I praksis er der imidlertid sammenlagt i årene 2002-2005, målt i

forhold til det finanslovsforslag som SR-regeringen fremlagde i 2001, sket en

besparelse på 1,3 mia. kr. alene på den direkte bilaterale bistand til

Afrika.

Derfor er der ved indgangen til en ny valgperiode grund til at

få skabt klarhed om de politiske holdningsforskelle, når det gælder bistanden

til verdens fattigste. Den løbende kvalitetssikring af bistanden skal foregå

i

et bredt samarbejde. Derfor hilser forslagsstillerne også regeringens nye

strategi til bekæmpelse af hiv/aids i udviklingslandene velkommen. Strategien

rummer en række nyttige tiltag, som forhåbentlig vil føre i retning af en

mere

effektiv dansk indsats. Selv i så fald vil det danske bidrag til løsning af

den

tredje verdens problemer med hiv/aids imidlertid ikke stå i et rimeligt

forhold

til problemets karakter og omfang.

Som påpeget af de humanitære organisationer bag initiativet

»Humor mod AIDS« er regeringens ambitionsniveau simpelt hen for lavt, og i

det

lys vil selv initiativer, der på papiret forekommer lovende, ikke

nødvendigvis

have tilstrækkelig effekt i praksis. Som det ganske skarpt blev fremhævet af

IBIS i forbindelse med offentliggørelsen af høringssvaret til regeringens

strategi:

»Det er desværre ikke muligt at vurdere,

hvordan

Danmark konkret vil styrke indsatsen til bekæmpelse af

hiv/aids. Det er kun rimeligt at forlange, at en strategi bakkes op af

konkrete, økonomiske mål. Det nuværende niveau, hvor kun 3,6 % af den samlede

danske bistand går til hiv/aids, er helt utilstrækkeligt«

(www.noedhjaelp.dk).

Udmøntning

Derfor foreslår Socialdemokraterne for tredje år i træk at øge

midlerne til bekæmpelse af hiv/aids. Derfor fremsætter Socialdemokraterne

endnu

en gang et ønske om, at Folketinget øger indsatsen imod hiv/aids.

Socialdemokraterne ønsker en ekstrabevilling til bekæmpelse af hiv/aids

blandt

verdens fattigste på 250 mio. kr. årligt, hvor de 100 mio. kr. skal øremærkes

til Den Globale Fond. De resterende 150 mio. kr. skal anvendes til en

bredspektret indsats i kampen mod hiv/aids. Desuden skal indsatsen også gælde

kapacitetsopbygning af udviklingslandenes sundhedssystemer og direkte

medvirke

til at finansiere initiativer, der kan sikre en større grad af effektiv

implementering af især behandlingstiltag vedrørende hiv/aids, så der ikke

opstår problemer med at få kanaliseret og anvendt de bevilligede midler på

effektiv vis.

Hvis regeringspartierne ønsker en permanent og løbende

nedprioritering af indsatsen, skal det siges åbent, og konsekvenserne heraf

skal frem i lyset. Hvis man derimod ønsker at arbejde sig tilbage til bred

enighed om et stærkt dansk bidrag til kampen for global udvikling, er

tilslutning til det foreliggende forslag et godt sted at starte.

Skriftlig fremsættelse

Jeppe Kofod

(S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om en målrettet og fokuseret indsats til bekæmpelse af

hiv/aids blandt verdens fattigste.

(Beslutningsforslag nr. B 85).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter