Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om kommunale madordninger

2004/2 BSF 50Beslutningsforslag som fremsatFolketinget21. juni 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 1. april 2005 af Pia Kristensen (DF),

Kristian Thulesen Dahl (DF),

Christian H. Hansen (DF), Martin Henriksen (DF),

Pia Kjærsgaard (DF), Anita Knakkergaard (DF),

Karin Nødgaard (DF), Tina Petersen (DF),

Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om kommunale madordninger

Folketinget pålægger regeringen inden den 30. juni 2006 at

gennemføre en landsdækkende undersøgelse af, hvordan man effektivt sikrer

bedre

kommunale madordninger for pensionister. Det skal i undersøgelsen

udredes, hvordan man bedst kan sikre følgende mål:

–

At der føres en mere

helhedsorienteret madpolitik, hvor der i videst muligt omfang tages hensyn

til

socialt samvær ved deltagelse i tilberedningen og spisningen.

–

At der ved

fastlæggelse af madkvaliteten lægges størst mulig vægt på råvarernes kvalitet

og næringsindhold.

–

At der af

Socialministeriet fastsættes maksimalpriser for kommunale madordninger med

det

formål at sikre, at der overalt gælder tilstrækkelig lave priser, således at

ingen pensionister af økonomiske grunde er forhindret i at benytte sig af

ordningerne.

–

Læs alt

At der tilbydes

brugerne gode og praktiske alternativer til den udbragte mad fra

storkøkkener,

f.eks. ved i videre omfang end i dag at bruge fritvalgsordningen til at vælge

mad

fra kroer, cafeterier m.v.

Undersøgelsen skal belyse de i dag gældende forudsætninger og

vilkår for kommunale madordninger. Der skal i undersøgelsen opstilles

konkrete

forslag til, hvordan regeringen og Folketinget gennem lovgivning eller

administrativt kan træffe beslutninger, der kan føre til opfyldelse af de

nævnte mål med virkning fra 1. januar 2007 eller snarest muligt derefter.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund for forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at pålægge regeringen at

gennemføre en undersøgelse, der tager fat om en række centrale problemer, der

vedrører de kommunale madordninger her i landet. Undersøgelsens resultater

skal

bruges til at stille konkrete forslag til, hvordan man bedst kan sikre en

mere

helhedsorienteret madpolitik, der lægger vægt på både kvalitet, socialt

samvær

og rimelige priser, så ingen er afskåret fra at kunne bruge de kommunale

tilbud

om madordninger.

Kommunale madordninger omfatter i dag først og fremmest

ordninger for hjemmehjælpsmodtagere og beboere på plejehjem. Ordningerne kan

være udformet på forskellig måde i de enkelte kommuner. Ganske få steder i

landet har hjemmehjælpere indtil for nylig hjulpet hjemmeboende ældre med at

tilberede maden i hjemmet, og mange steder tilberedes maden på en

plejeinstitution el. lign. Andre steder er fremstillingen og udbringningen af

mad udliciteret til eksterne leverandører, og endelig forekommer det enkelte

steder i landet, at de ældre kan vælge at indtage et måltid på et lokalt

spisested, som f.eks. en kro. Der er også steder i landet, hvor private har

taget initiativ til alternative madordninger, der fungerer i konkurrence med

de

offentlige ordninger.

2. Kritik af kommunale madordninger

Det skal straks siges, at mange kommuner tilbyder gode

madordninger med sund og nærende mad af høj kvalitet til rimelige

priser. Det kan derfor ikke generelt siges, at standarden i landets

kommuner er for ringe.

Alligevel har der i de seneste år jævnligt været kritik af

kommunale madordninger. Nogle steder har man peget på, at selv om mange

plejehjemsbeboere er undervægtige, er der stort set ingen steder, hvor man i

forbindelse med madordninger holder øje med ernæringstilstanden eller

tilbyder

ekstra kost til de småtspisende.

[1]

Andre steder har det været

kritiseret, at der er sket en centralisering af tilberedningen, så den f.eks.

er

flyttet væk fra institutioner til eksterne leverandører, hvor man tidligere

selv lavede maden. Mad, der er pakket i varmeisolerende materiale og

transporteret i varevogn over 10 eller

20 km,

mister i smag og lødighed frem for mad, der fremstilles på stedet. Samtidig

savner mange ældre selv at kunne hjælpe med ved tilberedning eller anretning.

Det er påvist, at udbragt mad undertiden er kedelig og farveløs,

at maden spises i ensomhed, og at samværet omkring tilberedningen efterhånden

er faldet helt bort - alt sammen med den virkning, at mange ikke får nok at

spise.

[2]

Det

er meget uheldigt, fordi underernæring fører til stigende risiko for at blive

ramt af plejekrævende sygdomme og faldulykker.

I sin undersøgelse af kommunale madordninger i 2003 fandt Ældre

Sagen, at der i en del kommunal mad til de ældre var alt for lidt kød og

grønt

og alt for mange kartofler. Det manglede den næringsmæssige alsidighed, der

er

nødvendig for ældre. Man fandt også, at nogle ældre sparer på den

kommunale mad ved et par dage om ugen at lave æggekage eller andre billige

madretter eller nøjes med en frikadelle fra slagteren, hvis de ikke har

mulighed for at spise hos familien.

Der er skønsmæssigt 60.000 ældre, der spiser mad fra kommunale

madordninger, og de har behov for, at deres mad er både veltillavet, nærende,

appetitvækkende og billig. Der skal derfor lægges afgørende vægt på, at

råvarerne

er friske og sunde med et højt næringsindhold.

Forslagsstillerne mener, at kommunerne skal se de ældres kost

som en vigtig del af det forebyggende arbejde. Ved strukturreformen er det

netop et centralt element, at kommunerne i fremtiden har ansvaret for

forebyggelse, og madordningerne skal derfor vurderes i dette perspektiv.

3. Priser ved madordninger i forskellige

kommuner

Der peges ofte på, at priserne for måltider er meget varierende

i de forskellige kommuner, og at der i de senere år har været en tendens til

prisstigninger, som i temmelig mange tilfælde forhindrer mange økonomisk

dårligt stillede pensionister i at benytte de kommunale madordninger.

Der er langtfra altid nogen sammenhæng mellem pris og kvalitet i

de kommunale madordninger. Det viser sig, at der kan være stor forskel på

prisen for præcis det samme måltid mad i forskellige kommuner, f.eks. viste

en

undersøgelse i 2003, at nøjagtig den samme servering fra Centralkøkkenet i

København kostede 53 kr., når den blev udbragt til en modtager i Gentofte

Kommune,

mens prisen var 39 kr., når den blev bragt ud i Karlebo Kommune. På

årsbasis betaler en pensionist i Gentofte således 4.700 kr. mere end

pensionisten i Karlebo, hvis de hver dag modtager nøjagtig den samme

leverance.

[3]

I en hel del kommuner er prisen for madordningerne kommet op på

et niveau, hvor mange ældre har svært ved at betale. Den uden sidestykke

dyreste kommune var i 2004 Otterup, hvor prisen for et måltid mad var 66,33

kr.

Andre meget høje priser fandt man i Bramsnæs (63,25 kr.), Søndersø (58,50

kr.)

og Skovbo (54,50). Modsat var priserne ret lave i Langebæk (under 32 kr.),

Trehøje (34 kr.), Slangerup (35,50 kr), Svendborg (36 kr.) og Randers (36,37

kr.). Der er her tale om prisen for et udbragt måltid mad pr. dag for

pensionister. Ved et måltid forstås hoved- og biret, hvor en biret kan være

enten forret eller dessert. Tabel 1 viser en liste over de ti dyreste og de

10

billigste kommuner.

Tabel 1. Dyreste og billigste kommuners madordninger i

Danmark 2004.

Betaling for udbragt måltid pr. dag

10 laveste priser i kr. pr. måltid

10 højeste priser i kroner pr. måltid

Langebæk

31,94

Otterup

66,33

Trehøje

34

Bramsnæs

63,25

Slangerup

35,50

Søndersø

58,50

Svendborg

36

Skovbo

54,50

Randers

36,37

Gentofte

54

Ærøskøbing

37

Stenløse

54

Mariager

37

Aabenraa

54

Frederiksværk

38

Søllerød

53

Hashøj

38

Nykøbing F

53

Slagelse

38

Bjerringbro

53

4. Prisernes betydning i pensionisters budget

For mennesker i arbejde og med gode indtægter kan det måske

synes at være ret uinteressant, om en madordning, der henvender sig til

pensionister,

koster 32 kr., 45 kr. eller 66 kr. om dagen. En forskel på 10, 20 eller 30

kr.

virker måske ubetydelig, hvis man hører til en husstand, hvor årsindkomsten

måske er 400.000 kr. eller mere. Men i den virkelighed, pensionister

lever

i, er de økonomiske perspektiver anderledes. Hvis man eksempelvis er en

enlig pensionist, der kun har sin folkepension at leve for, og hvis man

samtidig er så uheldig at bo i en af de dyre kommuner, er udgiften til en

madordning

en klar belastning for økonomien. Det ser man i Tabel 2, som er et eksempel

på

et budget for februar 2005 for en enlig folkepensionist med bopæl i en af de

dyreste kommuner.

Tabel 2. Budget for enlig folkepensionist februar

2005.

[5] /

Folkepension (grundbeløb + pensionstillæg)

9.514

kr.

Boligydelse

1.931 kr.

Skat

- 2.426 kr.

Månedlig udbetaling

9.019 kr.

Husleje

- 3.502 kr.

Kommunal madordning (30 x 63 kr.)

- 1.890 kr.

I alt

3.627 kr.

Rådighedsbeløb til alt andet pr. dag *

120,29 kr.

*Dvs. til morgenmad, frokost,

mellemmåltider, drikkevarer, toiletartikler, tøj, fodtøj, aviser og blade,

telefon, licens og leje af tv-apparat, forsikringer, foreningskontingenter,

befordring, personlig pleje, medicin, gaver, reparationer og vedligeholdelse

samt uforudsete udgifter.

5. Kommunalreformen

Ved kommunalreformen sker der store ændringer på det kommunale

landkort. Kommunesammenlægninger fører til, at en stor del af landets

befolkning kommer til at høre under andre kommunale myndigheder end i dag. I

langt de fleste af de kommuner, vi kender i dag, skal der ske omlægninger og

ændringer i de kommunale madordninger, hvor der skal tages stilling til nye

udbudsbetingelser, antal leverandører og valg af disse m.v. Nogle steder vil

de

priser, brugerne betaler, blive højere, og andre steder formentlig lavere.

I denne forbindelse er en større sammenhængende undersøgelse af

de kommunale madordninger blevet aktualiseret. Ingen borgere bør udsættes for

forringelser eller prisstigninger på madordningerne som følge af

strukturreformen.

Tværtimod ligger det i hele målsætningen for kommunalreformen, at den skal

blive til fordel for borgerne. Derfor er tidspunktet rigtigt til at få

igangsat den undersøgelse, der her er foreslået. Den kan blive et godt

grundlag

for, at der i hele landet sigtes mod et virkelig højt kvalitetsniveau og et

direkte kvalitetsløft de steder, hvor det er påkrævet. Samtidig kan den føre

frem til en model, hvor der med Socialministeriets medvirken sættes

forsvarlige

og rimelige maksimalpriser på maden til fordel for de ca. 60.000 brugere.

Ved forslaget pålægges det regeringen inden 30. juni 2006 at

gennemføre en landsdækkede undersøgelse af, hvordan man effektivt sikrer

bedre

kommunale madordninger for pensionister. Det er hensigten, at det

hermed

skal gøres muligt at kortlægge og danne sig et samlet overblik over de

kommunale ordninger, der i dag er gældende. Det kan i den forbindelse

undersøges, hvilke forskelle der er i de enkelte kommuners tilskudspolitik,

og

hvilke andre forhold end tilskuddet der dikterer prisdannelsen. I nogle

kommuner har der været en opfattelse af, at madordninger har været brugt som

spareobjekt, og dette må undersøges nærmere.

Det er ønskeligt, at undersøgelsen også bruges til at udrede,

hvordan der kan føres en mere helhedsorienteret madpolitik. Selv om ikke alle

ældre kan deltage i socialt samvær ved tilberedningen eller ved spisningen af

måltiderne, så vil det være værdifuldt, hvis undersøgelsen kan pege på de

muligheder, der måtte findes, således at de ældre inddrages i samværet eller

i

opgaver i forbindelse med madlavningen. På plejehjem og dagcentre er der

ganske

givet muligheder, som ikke udnyttes i dag.

Der skal – som allerede nævnt – i undersøgelsen lægges vægt på

at udrede, hvordan der ved fastlæggelse af madkvaliteten lægges størst mulig

vægt på råvarernes kvalitet og næringsindhold. Både ernæringsmæssige hensyn

og

hensynet til smag og udseende skal tages i betragtning.

Undersøgelsen skal endvidere se på, hvordan man bedst kan

gennemføre en ordning, hvor Socialministeriet fastsætter maksimalpriser for

kommunale madordninger. Man kan f. eks. overveje en ordning, hvor ministeriet

en gang årligt – efter drøftelse med Folketingets Socialudvalg –

fastsætter en

højeste pris for et måltid varm mad, bestående af hovedret og forret eller

dessert. I aktuelle priser (2005) bør maksimalprisen for et sådant måltid

udbragt til bopælen efter Dansk Folkepartis mening højst udgøre 40 kr.

Prisniveauet kan selvsagt diskuteres, men det afgørende er at sikre, at der

overalt er tale om tilstrækkeligt lave priser til, at ingen pensionister af

økonomiske grunde er forhindret i at benytte sig af ordningerne.

Det bør indgå i undersøgelsen om der skal ske en forbedring af

de alternativer, der i dag tilbydes brugerne. Mange ønsker flere gode og

praktiske

alternativer til den udbragte mad fra storkøkkener, for eksempel ved i videre

omfang end i dag at give pensionisterne adgang til at bruge frit

valg-ordningen

til at vælge mad fra kroer, cafeterier m.v.

Det er hensigten, at undersøgelsen skal opstille konkrete

forslag til, hvordan regeringen og Folketinget gennem lovgivning eller

administrativt kan træffe beslutninger, der kan føre til opfyldelse af de

nævnte mål med virkning fra 1. januar 2007 eller snarest muligt derefter.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kristensen

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om kommunale madordninger.

(Beslutningsforslag nr. B 50).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Officielle noter

Officielle noter

[1]

Anne Marie Beck og Jens Kofoed: Måltidsservice på plejecentre,

Fødevaredirektoraret, 2003.

[2]

Ældre Sagen: Kommunale Madordninger, temanummer, den 20. juni 2003.

[3]

Ibid, side 8.

[5]

Tabellen er baseret på Ældre og Sundhed, juni 2003, men ajourført med

aktuelle

beløbsstørrelser.

--NOTER---

Lignende dokumenter