Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov

2005/1 BSF 51Beslutningsforslag som fremsatFolketinget14. december 2005

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 14. december 2005 af

Tina Petersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),

Mia Falkenberg (DF), Christian H. Hansen (DF),

Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),

Anita Knakkergaard (DF), Pia Kristensen (DF),

Karin Nødgaard (DF), Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om

tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med

særlige behov

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag

samt forberede de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre,

at

udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres

handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, fra og

med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse

efter

endt grundskole, uanset hvor i landet de har bopæl.

Bemærkninger til forslaget

1. Baggrund

De undervisningstilbud,

der findes til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov i

Danmark, er ikke sat ordentligt i system. De er mangelfulde og findes kun

nogle

steder i landet. Undervisningstilbuddene er ikke forankret i en tradition

eller

en lovgivning, der giver gruppen af disse unge nogen sikkerhed for at kunne

gennemgå et uddannelsesforløb overhovedet.

Nogle amter har et godt udbud af kvalificerede tilbud, andre har stort

set ingen. Det beror derfor i høj grad på tilfældigheder, om

Læs alt

udviklingshæmmede

unge og andre unge med særlige behov modtager et tilbud om uddannelse.

Der er i Danmark et

udbredt ønske om, at vi skal behandle alle handicapgrupper ordentligt, og der

er under den nuværende regering igangsat eller forberedt mange initiativer

til

forbedring af de handicappedes vilkår, som savnedes i de forudgående år under

socialdemokratisk ledelse. Regeringens handicappolitiske handlingsplan fra

februar 2003 og erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsens redegørelse til

Folketinget i december 2004 omfatter en lang række initiativer, som nu er i

gang eller gennemført. I Danmark er vi således ikke så langt bagud, som vi

tidligere

har været.

Der er imidlertid ikke

grund til at overdrive begejstringen over de tiltag på handicapområdet, der

er

gennemført. En benchmarkundersøgelse blev fremlagt af Erhvervs- og

Byggestyrelsen i maj 2005: »Dansk handicappolitik i internationalt

perspektiv«.

Undersøgelsen sammenligner forhold inden for fysisk tilgængelighed til

byggeri

og offentlig transport, beskæftigelse, uddannelse, bolig, social service,

fritid og offentlig administration i Danmark, Sverige, Holland,

Storbritannien

og USA.

Analysen viser, at Danmark ikke

som helhed adskiller sig markant fra andre lande, hverken til den positive

side

eller til den negative. Men analysen viser beklageligvis, at Danmark netop på

uddannelsesområdet adskiller sig på negativ måde fra de andre undersøgte

lande.

I tidsskriftet Lighedstegn, nr. 2, april 2005, skriver Mogens Wiederholt

herom:

»På uddannelsesområdet har

Danmark den laveste placering, når det gælder forskellen mellem handicappedes

og ikke-handicappedes uddannelsesniveau – og det er selv om Danmark

samtidig er

det land, der bruger flest penge på specialpædagogisk støtte pr. modtager.

Det

kunne tyde på, at alt for mange falder fra uddannelsen uden at færdiggøre

den.

På baggrund af undersøgelsen må man konkludere, at der således er behov for

at

se på, hvordan vi i højere grad kan sikre, at modtagerne af støtten

gennemfører

uddannelsen.«

Særlig for gruppen af unge, der er udviklingshæmmede eller har

særlige behov, gælder det, at der reelt er meget dårlig adgang til

ungdomsuddannelser. Der er derfor brug for at gå videre med en lovgivning på

dette område.

Regeringen har i Regeringsgrundlaget 2005 stillet op som

målsætning, at en stadig større del af ungdommen skal gennemføre en

ungdomsuddannelse. Hvor det i disse år er omkring 78 pct. af en

ungdomsårgang,

der gennemfører en ungdomsuddannelse, har regeringen sat som mål, at denne

andel i 2010 skal op på 85 pct. og i 2015 på 95 pct. Når der sættes så høje

mål, og når ønsket er, at alle unge skal have tilbuddet om en

ungdomsuddannelse, bør det også føre til, at udviklingshæmmede unge og andre,

som på grund af handicap ikke kan profitere af det traditionelle

ungdomsuddannelsessystem,

får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole,

uanset hvor i landet de har bopæl. Målsætningen

om en gennemførelsesprocent på 95 må også gælde for unge med handicap.

Nedenfor i afsnit 2 gennemgås beslutningsforslagets indhold og

konsekvenser. Afsnit 3 indeholder en kort gennemgang af de senere års debat

på

området. Afsnit 4 giver en kort beskrivelse af de hidtidige danske erfaringer

med ungdomsuddannelse for disse unge. Afsnit 5 indeholder en kort gennemgang

af

erfaringer fra Sverige, og afsnit 6 er en kort sammenfatning.

2. Beslutningsforslagets indhold

Beslutningsforslaget vil betyde, at de store regionale forskelle,

der i dag kendetegner tilbuddene til udviklingshæmmede unge, skal erstattes

af

mere ensartede tilbud. Retten til at modtage sådanne tilbud skal præciseres i

lovgivningen, så det bliver klart, at der påhviler det offentlige en egentlig

forpligtelse til at forbedre ungdomsuddannelserne og bringe tilbuddet frem

til

målgruppen.

Det er i den nuværende lovgivning amterne, der står for specialundervisningen

af unge (efter endt folkeskoleforløb) og voksne, men lov om

specialundervisning

for voksne sikrer ikke i praksis, at alle unge med særlige behov tilbydes

undervisning. Loven sikrer heller ikke landsdækkende normer for

undervisningens

indhold, omfang og varighed.

Det er i en henvendelse til Undervisningsministeriet fra Rådet

om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse i juni 2004 påpeget, at den enkelte

deltager trods lovfæstet ret til undervisning har en svag retsstilling ved

visitationen, fordi der ikke findes en fælles minimumsstandard eller fælles

kriterier

for undervisningen.

Dansk Folkeparti mener at, dette beslutningsforslag vil være med

til at sikre, at de 18-19-årige handicappede også omfattes af den

erhvervsuddannelsesgaranti, regeringen vil give til alle andre unge.

I den lovgivning, der lægges op til med dette beslutningsforslag,

er det vigtigt at fokusere på, at mål og indhold i ungdomsuddannelsen

defineres

i forhold til opnåelse af relevante kompetencer til den enkeltes ungdoms- og

voksentilværelse. Det er klart, at hele formålet med at lovfæste

undervisningstilbuddene

til udviklingshæmmede unge er, at undervisningen sigter mod at give

deltagerne

mulighed for at mestre livssituationen efter undervisningen. Derfor må det

være

en pligt for undervisningsstederne at sikre, at den kompenserende

specialundervisning har den ønskede effekt, og ligeledes, at den individuelle

undervisningsplan bygger på en nøje afdækning af deltagerens forudsætninger,

færdigheder og behov. Undervisningen skal med andre ord tilrettelægges

individuelt.

Lovgrundlaget skal først og fremmest beskrive rammerne om og indholdet i

uddannelsen.

Det siger sig selv, at

deltageren skal inddrages i formuleringen af planen. Endvidere er det

naturligvis særdeles vigtigt, at undervisningsstederne findes spredt ude over

landet med hensyntagen til at kunne nå målgrupperne.

I bemærkningerne til dette beslutningsforslag er det flere

steder omtalt, at ungdomsuddannelserne for handicappede forvaltes af amterne.

Med gennemførelsen af strukturreformen og ændringen af opgavefordelingerne

mellem staten, amterne og kommunerne samt de fremtidige regioner er det

bestemt, at kommunerne fremover skal være borgernes indgang til bl.a. den

sociale service og specialundervisningen.

Det

får den betydning for udviklingshæmmede og deres pårørende, at

handicappolitikken

og dens udmøntning kommer til at ske i kommunerne og herunder gennem de nye

lovpligtige handicapråd. Ved forberedelsen af de politiske initiativer, der

er

lagt op til med dette beslutningsforslag, er det vigtigt at understrege, at

der

allerede i lovgivningen skal sikres en sammenhæng og en koordinering med et

ensartet regelsæt, der gælder for alle 98 kommuner, og med en overordnet

ledelse og overvågning af området fra regeringens side.

3. De senere års debat på området.

Danmarks handicappolitik tager bl.a. udgangspunkt i FN’s

standardregler for ligebehandling af handicappede og Salamancaerklæringen,

hvor

det præciseres, at handicappede og ikkehandicappede skal tilbydes lige

muligheder for f.eks. ungdomsuddannelse.

Gennem de sidste mange

år har det været et politisk mål, at så mange unge som muligt skal gennemføre

en ungdomsuddannelse. Til det formål er der etableret en lang række

forskellige

ungdomsuddannelser med hver sit mål og indhold. Hvis man er ung og har

særlige

behov, f.eks. på grund af udviklingshæmning, således at man ikke kan

gennemføre

en af de eksisterende ungdomsuddannelser, er den eneste mulighed for

undervisning lov om specialundervisning for voksne. Loven blev gennemført i

forbindelse med åndssvageforsorgens udlægning til amterne i 1980.

Virkeligheden er, at muligheden for at modtage undervisning

efter denne lov i dag er helt afhængig af, hvor i landet man bor, og hvilket

handicap man har. Dette er blevet påpeget mange gange gennem de senere år.

I 1999 udgav

Undervisningsministeriet »Debatoplæg om specialundervisning for voksne«. Ho

vedemnerne

i oplægget var: mål og kvalitet i ydelsen, sammenhæng og samarbejde

uddannelsesinstitutionerne imellem, det tværsektorielle samarbejde og samspil

og uddannelsestilbud til unge med særlige behov.

Debatoplægget rejste en række vigtige spørgsmål, bl.a. om, hvad

fremtidens specialundervisning for handicappede skal indeholde, og hvilke

kriterier der skal danne grundlag for kvaliteten i undervisningen.

Debatoplægget peger på en række problemer, bl.a. at der ikke eksisterer

objektive berettigelseskriterier for modtagelse af

specialundervisningstilbud.

Det hedder herom i debatoplægget (side 35):

»Der eksisterer ingen

objektive berettigelseskriterier for modtagelse af et

specialunder-visningstilbud, idet afgørelser baseres på et konkret skøn i

hvert

enkelt tilfælde.

Det afstedkommer en del

problemer, bl.a. kan lovgivningen ikke sikre ensartethed i

undervisningstilbuddet.

Det betyder, at amterne

ikke kan fastlægge et fælles grundlag for servicering af den enkelte bruger.

Det påvirker brugerne, idet der opstår usikkerhed om, hvilken og hvor meget

undervisning de kan forvente at modtage.«

Debatoplægget førte til en efterfølgende drøftelse i forskellige

sammenhænge, bl.a. i DSI, (De Samvirkende Invalideorganisationer) og

DSI’s

medlemsorganisationer. DSI har bl.a. udtalt

:

»

Retsgrundlaget og

en dertil hørende vejledning må klart og tydeligt beskrive de rettigheder,

handicappede har. Der er store forskelle mellem amternes tilbud. Så store

forskelle, at vi mener, det udgør et reelt problem. Men vi er på den anden

side

ikke meget for at beskrive minimumskrav i lovgivningen. Vi er nervøse for, at

niveauet i praksis hurtigt kommer til at ligge på denne laveste

fællesnævner.«

En oversigt over

specialundervisning for voksne er samlet i Amtsrådsforeningens publikation

»Amternes

specialundervisning for voksne: status og forventninger 2003«. Denne

publikation gen

nemgår de hovedprincipper, som danner grundlag for den kompenserende

specialundervisning, og beskriver de principper, der her i landet sigter mod

at

sikre en ligebehandling, nemlig solidaritetsprincippet,

kompensationsprincippet

og sektoransvarlighedsprincippet. Rapporten beskriver bl.a. styringen af

voksenspecialundervisningen og beskriver undervisningsområderne. Derudover

indeholder

den en række forventninger og anbefalinger til fremtidens

voksenspecialundervisning. Blandt arbejdsgruppens anbefalinger skal her

fremhæves, at

»der bør ske en omlægning

af ungdomsundervisningen til et uddannelsesforløb for unge udviklingshæmmede

og

andre unge med særlige behov, hvor den traditionelle, kompenserende

specialundervisning indgår som et delelement«.

Omtrent samtidig med arbejdsgruppens rapport gennemførte

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af »Specialundervisning for

voksne« i Danmark. Rapporten udkom i december 2003 og tegner et billede af et

område, der er præget af en positiv indstilling med store frihedsgrader til

at

prioritere og organisere undervisningstilbuddene. Men det betyder til gengæld

også, at der på landsplan opleves markante forskelle i omfanget og indholdet

af

de tilbud, der gives til de forskellige målgrupper.

I evalueringsgruppens centrale anbefalinger, side 16, hedder det

bl.a.:

»Alle unge skal have ret

til en ungdomsuddannelse.

Unge med særlige behov bør

have ret til at modtage undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje

med

andre unge, og denne ret bør sikres ved lov, så Danmark kommer på niveau med

de

øvrige skandinaviske lande. Gennem lov om specialundervisning for voksne

tilbydes undervisning til unge med generelle indlæringsvanskeligheder og

andre

unge, som på grund af deres handicap ikke kan profitere af undervisningen på

de

ordinære ungdomsuddannelser. Loven sikrer imidlertid ikke i praksis, at alle

unge med særlige behov tilbydes undervisning, og den sikrer ikke

landsdækkende

normer om undervisningens omfang og varighed. Undervisningstilbuddene til

unge

varierer fra amt til amt og fra institution til institution. Undervisningen

sigter mod at forberede de unge på voksenlivet, men med forskellig vægt på

elevernes personlige, faglige, almene og erhvervsmæssige kompetencer.

Ungdomstilbuddene adskiller sig væsentligt fra de øvrige

undervisningsaktiviteter under lov om specialundervisning for voksne. Det vil

være hensigtsmæssigt at etablere et selvstændigt lovgrundlag, der kan rumme

undervisningen af unge med særlige behov. I den forbindelse bør

undervisningstilbuddene

udvikles til en egentlig ungdomsuddannelse. Der bør tages politisk stilling

til

uddannelsens formål, indhold m.v., så en ny ungdomsuddannelse kan defineres

ud

fra mål og ikke ud fra elevernes handicap.«

Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs indhentede bl.a. fra

Rådet om Kortuddannedes

Fortsatte Udda

nnelse

en udtalelse til EVA’s rapport. Det hedder heri bl.a.:

»På baggrund af

drøftelserne kan det konkluderes, at Rådet om Kortuddannedes Fortsatte

Uddannelse

er enigt i følgende anbefalinger, som Danmarks Evalueringsinstitut har givet

som resultat af undersøgelsen:

Alle

unge skal have ret til en ungdomsuddannelse, hvilket indebærer, at den store

regionale forskel i ungdomsuddannelsestilbuddet skal erstattes med et mere

ensartet tilbud.«

Center for

Ligebehandling af Handicappede har ligeledes fremhævet dette og skriver bl.a.

i

tidsskriftet Lighedstegn, nr. 1, april 2005 under artiklens hovedoverskrift:

»Regeringsgrundlaget

»Nye m

ål««:

»Et af de markante

initiativer i regeringsgrundlaget er løftet om en ungdomsuddannelse til alle.

Det har i mange år været en af rådets mærkesager at få sikret alle unge med

handicap adgang til en ungdomsuddannelse. Det drejer sig dels om at sikre, at

normaltbegavede unge med handicap får lige muligheder i forhold til det

ordinære ungdomsuddannelsessystem, dels om at sikre, at også

udviklingshæmmede

og andre, som ikke kan profitere af det traditionelle

ungdomsuddannelsessystem,

får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole.

Regeringens liste over initiativer til sikring af, at 95 pct. af en årgang i

2010 gennemfører

en ungdomsuddannelse,

bør derfor også indeholde:

-

en

fokusering på handicapkompensation

-

at

18-19-årige handicappede omfattes af den erhvervsuddannelsesgaranti,

regeringen

vil give til alle andre unge

-

at

der lovgives om en ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede og andre, som ikke

er i målgruppen for de traditionelle ungdomsuddannelser.«

Handicaporganisationerne LEV og DSI har gennem de senere år

mange gange fremhævet den manglende ret til en ungdomsuddannelse for unge med

særlige behov, og i 2004 gjorde LEV det til et indsatsområde.

Handicaporganisationerne påpeger bl.a., at dette problem slet ikke eksisterer

i

de andre nordiske lande, hvor ungdomsuddannelse er en ret for alle –

uanset

handicap eller ej

4. Danske erfaringer med uddannelsestilbud til

udviklingshæmmede unge og unge med særlige behov

Som det fremgår af de forrige afsnit, er det i den nuværende lovgivning

amterne, der står for specialundervisningen af unge (efter endt

folkeskoleforløb) og voksne.

Der er her grund til at fremhæve, at Fyns Amt i højere grad end

andre af landets amter har prioriteret specialundervisningsområdet højt.

Senest

er der i 2003-04 påbegyndt et udviklingsarbejde, der omfatter de fire fynske

ASV’er (Amtets Specialundervisningscenter for Voksne). Det er ikke det

første

udviklingsarbejde på de fynske skoler, idet man allerede i 1992 udarbejdede

en

udviklingsplan med en række konkrete målsætninger, som man i årene derefter i

vidt omfang forsøgte at føre ud i livet. I dag står Fyns Amt som det område i

Danmark, der er førende inden for den kompenserende specialundervisning.

Dette er

beskrevet i flere sammenhænge, bl.a. i Fyns Amts »Udviklingsplan 2004 for ASV

Odense, ASV Sydfyn, ASV Vestfyn, ASV Østfyn og Brangstrupskolen«.

Der er på de fynske skoler opnået ualmindelig gode resultater,

og mange fynske unge udviklingshæmmede har fået mulighed for at gennemføre en

ungdomsuddannelse. En del af aktiviteterne på ASV’erne har kunnet

gennemføres

som indtægtsdækket aktivitet. Der er talrige eksempler på, at unge, der i det

fynske system har gennemgået en ungdomsuddannelse, har opnået kompetencer,

der

har gjort det muligt for dem efter endt uddannelse at opnå ansættelse f. eks.

i

et skånejob, eller de kan på anden måde indsluses i arbejdslivet på en

ordentlig og værdig måde. På skolerne lærer de unge blandt meget andet

vigtige

sociale spilleregler, der kan hjælpe dem godt på vej til at komme i job. De

stærkeste unge vil på det grundlag kunne komme ud i almindelige job, og andre

vil kunne komme i beskæftigelse på beskyttede arbejdspladser m.v. Det er

kendetegnende for unge, der har gennemgået uddannelserne, at de føler sig

mere

værdsat og mindre byrdefulde, og samtidig opbygger de værdifulde venskaber og

et mere normalt socialt liv end handicappede, der ikke har fået tilbuddet om

en

sådan uddannelse. Hele indsatsen i det fynske arbejde bygger i høj grad på en

erfaring om, at de unge har nogle kompetencer, som man ved fælles indsats kan

finde frem til og udvikle og derved give dem en langt bedre udgangsposition

ved

tærsklen til arbejdslivet.

Det er et centralt element, at indsatsen hele tiden fokuserer på,

at hvis den unge får mulighed for at tilegne sig kompetencer, som gør, at han

eller hun kan benytte sig af det etablerede ungdomsuddannelsessystem, så skal

den unge selvfølgelig gennemføre sin ungdomsuddannelse dér – helt eller

delvis.

Her tænkes bl.a. på det faglige på erhvervsuddannelserne og det skolemæssige

på

bl.a. VUC.

Et andet aspekt med de nuværende erfaringer er den store specialviden

om undervisning af denne gruppe unge, som gennem årene er blevet oparbejdet.

Denne erfaring kan man få stor nytte af, når man indtænker den i den

fremtidige

udvikling af hele ungdomsuddannelsesområdet. Her tænkes især på den måde, som

denne form for undervisning gribes an på med særlig vægt på den individuelle

undervisningsplan, de kompetenceafdækkende forløb, evalueringsmetoder samt

den

direkte inddragelse af den unges eget uddannelsesforløb.

Fyns Amt står ikke alene med sin indsats, idet der også i

Vestsjællands Amt, Århus Amt, Københavns Amt og Københavns Kommune er

etableret

uddannelsesforløb, der i nogen grad kan sammenlignes. Forløbene i disse amter

er forskellige i omfang og indhold, og de kan mangle den klarhed og

sammenhæng,

der kendes fra Fyns Amt, men erfaringer fra alle dele af landet bør

naturligvis

bruges positivt, når den fremtidige uddannelse på dette område skal

planlægges.

Generelt er det et meget stort problem, at udviklingshæmmede og

andre unge med særlige behov ikke har et egentligt retskrav på en treårig

ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Lovgivningen kan kun beskytte denne

gruppe unge mod diskriminerende behandling i uddannelsesforløbet, hvis den

sikrer et retskrav på en ungdomsuddannelse.

Hvis Folketinget vedtager beslutningsforslaget, vil det

nødvendige grundlag være sikret for, at udviklingshæmmede og andre unge med

særlige behov, der på grund af et handicap ikke kan gennemgå det

traditionelle

ungdomsuddannelsessystem, fra og med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på

en

treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har

bopæl.

5. Nordiske erfaringer

I de andre nordiske lande eksisterer diskriminering af unge

udviklingshæmmede ikke, da unge med udviklingshæmning i de andre nordiske

lande

er omfattet af den ret, alle unge har til en ungdomsuddannelse.

Udgangspunktet

i de andre nordiske lande er altså, at

alle

unge har den samme ret til en ungdomsuddannelse, der kan udvikle den enkeltes

kompetencer med hensyn til ungdoms- og voksenlivets mange aspekter.

Som eksempel kan nævnes, at i Sverige er alle videregående

ungdomsuddannelser samlet i »gymnasieskolen«. Den omfatter alle unge og er

således en enhedsuddannelse, som vi kender den fra folkeskolen i Danmark.

Unge

med udviklingshæmning er også omfattet af ungdomsuddannelsen. Gymnasieskolen

indeholder en gren, »gymnasiesærskolen«, der henvender sig til unge, der ikke

kan følge gymnasieskolens almindelige programmer, fordi de f.eks. er

udviklingshæmmede. Man har i gymnasiesærskolen opstillet mål for skolens

opgaver, og skolen skal bl.a. stræbe mod, at hver elev er bevidst om sig selv

som person og bevidst om sine forudsætninger og muligheder, at hver elev kan

kommunikere og beherske det svenske sprog, tegnsprog eller alternativ

kommunikation,

kan give udtryk for sine erfaringer og tanker og kender til årsagerne til

samfundets

love og regler samt sine rettigheder og pligter i skolen og samfundet.

I Sverige er det omhyggeligt indarbejdet og tydeliggjort i den

gymnasiale uddannelse, hvad uddannelsen omfatter. Derved kan elever og

forældre

have ganske klare og realistiske forventninger til uddannelsen. F.eks.

indeholder læseplanerne bestemmelser om omfanget af undervisningen. Unge med

udviklingshæmning har krav på at modtage 3.600 timers undervisning i

gymnasieskolen

over 3 år.

Den svenske ungdomsuddannelse bygger på det princip, at

uddannelse er en ret for alle, og at samfundet, repræsenteret ved

myndighederne, har en pligt til at stille uddannelsen til rådighed.

De svenske erfaringer er

meget positive, og forslagsstillerne vil under udvalgsarbejdet tage initiativ

til, at der indhentes yderligere materiale fra Sverige og de øvrige nordiske

lande for at belyse, hvordan et så vigtigt forvaltningsområde, der henvender

sig til handicappede, kan komme til at fungere på et kvalitativt højere

niveau,

når retsprincipper vinder indpas og de enkeltstående lokale initiativer

erstattes af en landsdækkende koordinerende og udviklende indsats.

6. Sammenfatning

Lovgivningen sikrer ikke udviklingshæmmede unge og andre unge

med særlige behov, der ikke kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse, en

egentlig ret til en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det har været et

problem uafbrudt siden 1980, hvor åndssvageforsorgen blev udlagt til amterne.

De enkelte amter har valgt forskellige måder at forholde sig til problemerne

på, og kun nogle få amter kan tilbyde denne gruppe af unge en god

ungdomsuddannelse

med kvalificerede tilbud. Fyns Amt har arbejdet målbevidst på at sætte system

i

ungdomsuddannelsen til denne gruppe og driver i dag flere skoler. Men andre

amter har stort set ingen tilbud. Det beror derfor til dels på tilfældigheder

og navnlig på geografiske forhold, om der bliver taget hånd om denne gruppe.

Det er ikke i overensstemmelse med dansk tradition og med den enighed, der er

her i landet om at sikre alle handicapgrupper en ordentlig behandling. Det

stiller også Danmark dårligt i sammenligning med andre nordiske lande, der

lægger

vægt på at give de unge et retskrav på en uddannelse.

Der er gennem årene ofte blevet gjort opmærksom på denne mangel

på system i

uddannelsestilbuddene.

Materiale, rapporter, evalueringer og høringssvar m.v. fra faglige

organisationer, brugerorganisationer, Amtsrådsforeningen og

Undervisningsministeriet

har klart samstemmende peget på behovet for en

ungdomsuddannelse til denne gruppe unge borgere. Der er henvist til en del af

materialet i nærværende beslutningsforslag. Imidlertid har skiftende

regeringer

ikke taget skridt til at sikre en lovgivning, der giver denne gruppe af unge

et

lovfæstet krav på undervisning. Dansk Folkepartis folketingsgruppe har derfor

besluttet at fremsætte dette forslag, der – hvis det vedtages af

Folketinget –

vil give de udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov, som ikke

har mulighed for at få glæde af det nuværende ordinære uddannelsessystem, et

lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset

hvor i landet de er bosat.

Skriftlig fremsættelse

Tina Petersen

(DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at

fremsætte:

Forslag til

folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede

unge

og andre unge med særlige behov.

(Beslutningsforslag nr. B 51).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager

forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter