Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 14. december 2005 af
Tina Petersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF),
Mia Falkenberg (DF), Christian H. Hansen (DF),
Martin Henriksen (DF), Pia Kjærsgaard (DF),
Anita Knakkergaard (DF), Pia Kristensen (DF),
Karin Nødgaard (DF), Birthe Skaarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om
tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med
særlige behov
Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag
samt forberede de administrative ændringer, som er nødvendige for at sikre,
at
udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov, der på grund af deres
handicap ikke kan gennemgå det traditionelle ungdomsuddannelsessystem, fra og
med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse
efter
endt grundskole, uanset hvor i landet de har bopæl.
Bemærkninger til forslaget
1. Baggrund
De undervisningstilbud,
der findes til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov i
Danmark, er ikke sat ordentligt i system. De er mangelfulde og findes kun
nogle
steder i landet. Undervisningstilbuddene er ikke forankret i en tradition
eller
en lovgivning, der giver gruppen af disse unge nogen sikkerhed for at kunne
gennemgå et uddannelsesforløb overhovedet.
Nogle amter har et godt udbud af kvalificerede tilbud, andre har stort
set ingen. Det beror derfor i høj grad på tilfældigheder, om
Læs alt
udviklingshæmmede
unge og andre unge med særlige behov modtager et tilbud om uddannelse.
Der er i Danmark et
udbredt ønske om, at vi skal behandle alle handicapgrupper ordentligt, og der
er under den nuværende regering igangsat eller forberedt mange initiativer
til
forbedring af de handicappedes vilkår, som savnedes i de forudgående år under
socialdemokratisk ledelse. Regeringens handicappolitiske handlingsplan fra
februar 2003 og erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsens redegørelse til
Folketinget i december 2004 omfatter en lang række initiativer, som nu er i
gang eller gennemført. I Danmark er vi således ikke så langt bagud, som vi
tidligere
har været.
Der er imidlertid ikke
grund til at overdrive begejstringen over de tiltag på handicapområdet, der
er
gennemført. En benchmarkundersøgelse blev fremlagt af Erhvervs- og
Byggestyrelsen i maj 2005: »Dansk handicappolitik i internationalt
perspektiv«.
Undersøgelsen sammenligner forhold inden for fysisk tilgængelighed til
byggeri
og offentlig transport, beskæftigelse, uddannelse, bolig, social service,
fritid og offentlig administration i Danmark, Sverige, Holland,
Storbritannien
og USA.
Analysen viser, at Danmark ikke
som helhed adskiller sig markant fra andre lande, hverken til den positive
side
eller til den negative. Men analysen viser beklageligvis, at Danmark netop på
uddannelsesområdet adskiller sig på negativ måde fra de andre undersøgte
lande.
I tidsskriftet Lighedstegn, nr. 2, april 2005, skriver Mogens Wiederholt
herom:
»På uddannelsesområdet har
Danmark den laveste placering, når det gælder forskellen mellem handicappedes
og ikke-handicappedes uddannelsesniveau – og det er selv om Danmark
samtidig er
det land, der bruger flest penge på specialpædagogisk støtte pr. modtager.
Det
kunne tyde på, at alt for mange falder fra uddannelsen uden at færdiggøre
den.
På baggrund af undersøgelsen må man konkludere, at der således er behov for
at
se på, hvordan vi i højere grad kan sikre, at modtagerne af støtten
gennemfører
uddannelsen.«
Særlig for gruppen af unge, der er udviklingshæmmede eller har
særlige behov, gælder det, at der reelt er meget dårlig adgang til
ungdomsuddannelser. Der er derfor brug for at gå videre med en lovgivning på
dette område.
Regeringen har i Regeringsgrundlaget 2005 stillet op som
målsætning, at en stadig større del af ungdommen skal gennemføre en
ungdomsuddannelse. Hvor det i disse år er omkring 78 pct. af en
ungdomsårgang,
der gennemfører en ungdomsuddannelse, har regeringen sat som mål, at denne
andel i 2010 skal op på 85 pct. og i 2015 på 95 pct. Når der sættes så høje
mål, og når ønsket er, at alle unge skal have tilbuddet om en
ungdomsuddannelse, bør det også føre til, at udviklingshæmmede unge og andre,
som på grund af handicap ikke kan profitere af det traditionelle
ungdomsuddannelsessystem,
får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole,
uanset hvor i landet de har bopæl. Målsætningen
om en gennemførelsesprocent på 95 må også gælde for unge med handicap.
Nedenfor i afsnit 2 gennemgås beslutningsforslagets indhold og
konsekvenser. Afsnit 3 indeholder en kort gennemgang af de senere års debat
på
området. Afsnit 4 giver en kort beskrivelse af de hidtidige danske erfaringer
med ungdomsuddannelse for disse unge. Afsnit 5 indeholder en kort gennemgang
af
erfaringer fra Sverige, og afsnit 6 er en kort sammenfatning.
2. Beslutningsforslagets indhold
Beslutningsforslaget vil betyde, at de store regionale forskelle,
der i dag kendetegner tilbuddene til udviklingshæmmede unge, skal erstattes
af
mere ensartede tilbud. Retten til at modtage sådanne tilbud skal præciseres i
lovgivningen, så det bliver klart, at der påhviler det offentlige en egentlig
forpligtelse til at forbedre ungdomsuddannelserne og bringe tilbuddet frem
til
målgruppen.
Det er i den nuværende lovgivning amterne, der står for specialundervisningen
af unge (efter endt folkeskoleforløb) og voksne, men lov om
specialundervisning
for voksne sikrer ikke i praksis, at alle unge med særlige behov tilbydes
undervisning. Loven sikrer heller ikke landsdækkende normer for
undervisningens
indhold, omfang og varighed.
Det er i en henvendelse til Undervisningsministeriet fra Rådet
om Kortuddannedes Fortsatte Uddannelse i juni 2004 påpeget, at den enkelte
deltager trods lovfæstet ret til undervisning har en svag retsstilling ved
visitationen, fordi der ikke findes en fælles minimumsstandard eller fælles
kriterier
for undervisningen.
Dansk Folkeparti mener at, dette beslutningsforslag vil være med
til at sikre, at de 18-19-årige handicappede også omfattes af den
erhvervsuddannelsesgaranti, regeringen vil give til alle andre unge.
I den lovgivning, der lægges op til med dette beslutningsforslag,
er det vigtigt at fokusere på, at mål og indhold i ungdomsuddannelsen
defineres
i forhold til opnåelse af relevante kompetencer til den enkeltes ungdoms- og
voksentilværelse. Det er klart, at hele formålet med at lovfæste
undervisningstilbuddene
til udviklingshæmmede unge er, at undervisningen sigter mod at give
deltagerne
mulighed for at mestre livssituationen efter undervisningen. Derfor må det
være
en pligt for undervisningsstederne at sikre, at den kompenserende
specialundervisning har den ønskede effekt, og ligeledes, at den individuelle
undervisningsplan bygger på en nøje afdækning af deltagerens forudsætninger,
færdigheder og behov. Undervisningen skal med andre ord tilrettelægges
individuelt.
Lovgrundlaget skal først og fremmest beskrive rammerne om og indholdet i
uddannelsen.
Det siger sig selv, at
deltageren skal inddrages i formuleringen af planen. Endvidere er det
naturligvis særdeles vigtigt, at undervisningsstederne findes spredt ude over
landet med hensyntagen til at kunne nå målgrupperne.
I bemærkningerne til dette beslutningsforslag er det flere
steder omtalt, at ungdomsuddannelserne for handicappede forvaltes af amterne.
Med gennemførelsen af strukturreformen og ændringen af opgavefordelingerne
mellem staten, amterne og kommunerne samt de fremtidige regioner er det
bestemt, at kommunerne fremover skal være borgernes indgang til bl.a. den
sociale service og specialundervisningen.
Det
får den betydning for udviklingshæmmede og deres pårørende, at
handicappolitikken
og dens udmøntning kommer til at ske i kommunerne og herunder gennem de nye
lovpligtige handicapråd. Ved forberedelsen af de politiske initiativer, der
er
lagt op til med dette beslutningsforslag, er det vigtigt at understrege, at
der
allerede i lovgivningen skal sikres en sammenhæng og en koordinering med et
ensartet regelsæt, der gælder for alle 98 kommuner, og med en overordnet
ledelse og overvågning af området fra regeringens side.
3. De senere års debat på området.
Danmarks handicappolitik tager bl.a. udgangspunkt i FN’s
standardregler for ligebehandling af handicappede og Salamancaerklæringen,
hvor
det præciseres, at handicappede og ikkehandicappede skal tilbydes lige
muligheder for f.eks. ungdomsuddannelse.
Gennem de sidste mange
år har det været et politisk mål, at så mange unge som muligt skal gennemføre
en ungdomsuddannelse. Til det formål er der etableret en lang række
forskellige
ungdomsuddannelser med hver sit mål og indhold. Hvis man er ung og har
særlige
behov, f.eks. på grund af udviklingshæmning, således at man ikke kan
gennemføre
en af de eksisterende ungdomsuddannelser, er den eneste mulighed for
undervisning lov om specialundervisning for voksne. Loven blev gennemført i
forbindelse med åndssvageforsorgens udlægning til amterne i 1980.
Virkeligheden er, at muligheden for at modtage undervisning
efter denne lov i dag er helt afhængig af, hvor i landet man bor, og hvilket
handicap man har. Dette er blevet påpeget mange gange gennem de senere år.
I 1999 udgav
Undervisningsministeriet »Debatoplæg om specialundervisning for voksne«. Ho
vedemnerne
i oplægget var: mål og kvalitet i ydelsen, sammenhæng og samarbejde
uddannelsesinstitutionerne imellem, det tværsektorielle samarbejde og samspil
og uddannelsestilbud til unge med særlige behov.
Debatoplægget rejste en række vigtige spørgsmål, bl.a. om, hvad
fremtidens specialundervisning for handicappede skal indeholde, og hvilke
kriterier der skal danne grundlag for kvaliteten i undervisningen.
Debatoplægget peger på en række problemer, bl.a. at der ikke eksisterer
objektive berettigelseskriterier for modtagelse af
specialundervisningstilbud.
Det hedder herom i debatoplægget (side 35):
»Der eksisterer ingen
objektive berettigelseskriterier for modtagelse af et
specialunder-visningstilbud, idet afgørelser baseres på et konkret skøn i
hvert
enkelt tilfælde.
Det afstedkommer en del
problemer, bl.a. kan lovgivningen ikke sikre ensartethed i
undervisningstilbuddet.
Det betyder, at amterne
ikke kan fastlægge et fælles grundlag for servicering af den enkelte bruger.
Det påvirker brugerne, idet der opstår usikkerhed om, hvilken og hvor meget
undervisning de kan forvente at modtage.«
Debatoplægget førte til en efterfølgende drøftelse i forskellige
sammenhænge, bl.a. i DSI, (De Samvirkende Invalideorganisationer) og
DSI’s
medlemsorganisationer. DSI har bl.a. udtalt
:
»
Retsgrundlaget og
en dertil hørende vejledning må klart og tydeligt beskrive de rettigheder,
handicappede har. Der er store forskelle mellem amternes tilbud. Så store
forskelle, at vi mener, det udgør et reelt problem. Men vi er på den anden
side
ikke meget for at beskrive minimumskrav i lovgivningen. Vi er nervøse for, at
niveauet i praksis hurtigt kommer til at ligge på denne laveste
fællesnævner.«
En oversigt over
specialundervisning for voksne er samlet i Amtsrådsforeningens publikation
»Amternes
specialundervisning for voksne: status og forventninger 2003«. Denne
publikation gen
nemgår de hovedprincipper, som danner grundlag for den kompenserende
specialundervisning, og beskriver de principper, der her i landet sigter mod
at
sikre en ligebehandling, nemlig solidaritetsprincippet,
kompensationsprincippet
og sektoransvarlighedsprincippet. Rapporten beskriver bl.a. styringen af
voksenspecialundervisningen og beskriver undervisningsområderne. Derudover
indeholder
den en række forventninger og anbefalinger til fremtidens
voksenspecialundervisning. Blandt arbejdsgruppens anbefalinger skal her
fremhæves, at
»der bør ske en omlægning
af ungdomsundervisningen til et uddannelsesforløb for unge udviklingshæmmede
og
andre unge med særlige behov, hvor den traditionelle, kompenserende
specialundervisning indgår som et delelement«.
Omtrent samtidig med arbejdsgruppens rapport gennemførte
Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) en evaluering af »Specialundervisning for
voksne« i Danmark. Rapporten udkom i december 2003 og tegner et billede af et
område, der er præget af en positiv indstilling med store frihedsgrader til
at
prioritere og organisere undervisningstilbuddene. Men det betyder til gengæld
også, at der på landsplan opleves markante forskelle i omfanget og indholdet
af
de tilbud, der gives til de forskellige målgrupper.
I evalueringsgruppens centrale anbefalinger, side 16, hedder det
bl.a.:
»Alle unge skal have ret
til en ungdomsuddannelse.
Unge med særlige behov bør
have ret til at modtage undervisning i forlængelse af folkeskolen på linje
med
andre unge, og denne ret bør sikres ved lov, så Danmark kommer på niveau med
de
øvrige skandinaviske lande. Gennem lov om specialundervisning for voksne
tilbydes undervisning til unge med generelle indlæringsvanskeligheder og
andre
unge, som på grund af deres handicap ikke kan profitere af undervisningen på
de
ordinære ungdomsuddannelser. Loven sikrer imidlertid ikke i praksis, at alle
unge med særlige behov tilbydes undervisning, og den sikrer ikke
landsdækkende
normer om undervisningens omfang og varighed. Undervisningstilbuddene til
unge
varierer fra amt til amt og fra institution til institution. Undervisningen
sigter mod at forberede de unge på voksenlivet, men med forskellig vægt på
elevernes personlige, faglige, almene og erhvervsmæssige kompetencer.
Ungdomstilbuddene adskiller sig væsentligt fra de øvrige
undervisningsaktiviteter under lov om specialundervisning for voksne. Det vil
være hensigtsmæssigt at etablere et selvstændigt lovgrundlag, der kan rumme
undervisningen af unge med særlige behov. I den forbindelse bør
undervisningstilbuddene
udvikles til en egentlig ungdomsuddannelse. Der bør tages politisk stilling
til
uddannelsens formål, indhold m.v., så en ny ungdomsuddannelse kan defineres
ud
fra mål og ikke ud fra elevernes handicap.«
Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs indhentede bl.a. fra
Rådet om Kortuddannedes
Fortsatte Udda
nnelse
en udtalelse til EVA’s rapport. Det hedder heri bl.a.:
»På baggrund af
drøftelserne kan det konkluderes, at Rådet om Kortuddannedes Fortsatte
Uddannelse
er enigt i følgende anbefalinger, som Danmarks Evalueringsinstitut har givet
som resultat af undersøgelsen:
Alle
unge skal have ret til en ungdomsuddannelse, hvilket indebærer, at den store
regionale forskel i ungdomsuddannelsestilbuddet skal erstattes med et mere
ensartet tilbud.«
Center for
Ligebehandling af Handicappede har ligeledes fremhævet dette og skriver bl.a.
i
tidsskriftet Lighedstegn, nr. 1, april 2005 under artiklens hovedoverskrift:
»Regeringsgrundlaget
»Nye m
ål««:
»Et af de markante
initiativer i regeringsgrundlaget er løftet om en ungdomsuddannelse til alle.
Det har i mange år været en af rådets mærkesager at få sikret alle unge med
handicap adgang til en ungdomsuddannelse. Det drejer sig dels om at sikre, at
normaltbegavede unge med handicap får lige muligheder i forhold til det
ordinære ungdomsuddannelsessystem, dels om at sikre, at også
udviklingshæmmede
og andre, som ikke kan profitere af det traditionelle
ungdomsuddannelsessystem,
får et lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole.
Regeringens liste over initiativer til sikring af, at 95 pct. af en årgang i
2010 gennemfører
en ungdomsuddannelse,
bør derfor også indeholde:
-
en
fokusering på handicapkompensation
-
at
18-19-årige handicappede omfattes af den erhvervsuddannelsesgaranti,
regeringen
vil give til alle andre unge
-
at
der lovgives om en ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede og andre, som ikke
er i målgruppen for de traditionelle ungdomsuddannelser.«
Handicaporganisationerne LEV og DSI har gennem de senere år
mange gange fremhævet den manglende ret til en ungdomsuddannelse for unge med
særlige behov, og i 2004 gjorde LEV det til et indsatsområde.
Handicaporganisationerne påpeger bl.a., at dette problem slet ikke eksisterer
i
de andre nordiske lande, hvor ungdomsuddannelse er en ret for alle –
uanset
handicap eller ej
4. Danske erfaringer med uddannelsestilbud til
udviklingshæmmede unge og unge med særlige behov
Som det fremgår af de forrige afsnit, er det i den nuværende lovgivning
amterne, der står for specialundervisningen af unge (efter endt
folkeskoleforløb) og voksne.
Der er her grund til at fremhæve, at Fyns Amt i højere grad end
andre af landets amter har prioriteret specialundervisningsområdet højt.
Senest
er der i 2003-04 påbegyndt et udviklingsarbejde, der omfatter de fire fynske
ASV’er (Amtets Specialundervisningscenter for Voksne). Det er ikke det
første
udviklingsarbejde på de fynske skoler, idet man allerede i 1992 udarbejdede
en
udviklingsplan med en række konkrete målsætninger, som man i årene derefter i
vidt omfang forsøgte at føre ud i livet. I dag står Fyns Amt som det område i
Danmark, der er førende inden for den kompenserende specialundervisning.
Dette er
beskrevet i flere sammenhænge, bl.a. i Fyns Amts »Udviklingsplan 2004 for ASV
Odense, ASV Sydfyn, ASV Vestfyn, ASV Østfyn og Brangstrupskolen«.
Der er på de fynske skoler opnået ualmindelig gode resultater,
og mange fynske unge udviklingshæmmede har fået mulighed for at gennemføre en
ungdomsuddannelse. En del af aktiviteterne på ASV’erne har kunnet
gennemføres
som indtægtsdækket aktivitet. Der er talrige eksempler på, at unge, der i det
fynske system har gennemgået en ungdomsuddannelse, har opnået kompetencer,
der
har gjort det muligt for dem efter endt uddannelse at opnå ansættelse f. eks.
i
et skånejob, eller de kan på anden måde indsluses i arbejdslivet på en
ordentlig og værdig måde. På skolerne lærer de unge blandt meget andet
vigtige
sociale spilleregler, der kan hjælpe dem godt på vej til at komme i job. De
stærkeste unge vil på det grundlag kunne komme ud i almindelige job, og andre
vil kunne komme i beskæftigelse på beskyttede arbejdspladser m.v. Det er
kendetegnende for unge, der har gennemgået uddannelserne, at de føler sig
mere
værdsat og mindre byrdefulde, og samtidig opbygger de værdifulde venskaber og
et mere normalt socialt liv end handicappede, der ikke har fået tilbuddet om
en
sådan uddannelse. Hele indsatsen i det fynske arbejde bygger i høj grad på en
erfaring om, at de unge har nogle kompetencer, som man ved fælles indsats kan
finde frem til og udvikle og derved give dem en langt bedre udgangsposition
ved
tærsklen til arbejdslivet.
Det er et centralt element, at indsatsen hele tiden fokuserer på,
at hvis den unge får mulighed for at tilegne sig kompetencer, som gør, at han
eller hun kan benytte sig af det etablerede ungdomsuddannelsessystem, så skal
den unge selvfølgelig gennemføre sin ungdomsuddannelse dér – helt eller
delvis.
Her tænkes bl.a. på det faglige på erhvervsuddannelserne og det skolemæssige
på
bl.a. VUC.
Et andet aspekt med de nuværende erfaringer er den store specialviden
om undervisning af denne gruppe unge, som gennem årene er blevet oparbejdet.
Denne erfaring kan man få stor nytte af, når man indtænker den i den
fremtidige
udvikling af hele ungdomsuddannelsesområdet. Her tænkes især på den måde, som
denne form for undervisning gribes an på med særlig vægt på den individuelle
undervisningsplan, de kompetenceafdækkende forløb, evalueringsmetoder samt
den
direkte inddragelse af den unges eget uddannelsesforløb.
Fyns Amt står ikke alene med sin indsats, idet der også i
Vestsjællands Amt, Århus Amt, Københavns Amt og Københavns Kommune er
etableret
uddannelsesforløb, der i nogen grad kan sammenlignes. Forløbene i disse amter
er forskellige i omfang og indhold, og de kan mangle den klarhed og
sammenhæng,
der kendes fra Fyns Amt, men erfaringer fra alle dele af landet bør
naturligvis
bruges positivt, når den fremtidige uddannelse på dette område skal
planlægges.
Generelt er det et meget stort problem, at udviklingshæmmede og
andre unge med særlige behov ikke har et egentligt retskrav på en treårig
ungdomsuddannelse efter endt grundskole. Lovgivningen kan kun beskytte denne
gruppe unge mod diskriminerende behandling i uddannelsesforløbet, hvis den
sikrer et retskrav på en ungdomsuddannelse.
Hvis Folketinget vedtager beslutningsforslaget, vil det
nødvendige grundlag være sikret for, at udviklingshæmmede og andre unge med
særlige behov, der på grund af et handicap ikke kan gennemgå det
traditionelle
ungdomsuddannelsessystem, fra og med skoleåret 2007 får et lovfæstet krav på
en
treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset hvor i landet de har
bopæl.
5. Nordiske erfaringer
I de andre nordiske lande eksisterer diskriminering af unge
udviklingshæmmede ikke, da unge med udviklingshæmning i de andre nordiske
lande
er omfattet af den ret, alle unge har til en ungdomsuddannelse.
Udgangspunktet
i de andre nordiske lande er altså, at
alle
unge har den samme ret til en ungdomsuddannelse, der kan udvikle den enkeltes
kompetencer med hensyn til ungdoms- og voksenlivets mange aspekter.
Som eksempel kan nævnes, at i Sverige er alle videregående
ungdomsuddannelser samlet i »gymnasieskolen«. Den omfatter alle unge og er
således en enhedsuddannelse, som vi kender den fra folkeskolen i Danmark.
Unge
med udviklingshæmning er også omfattet af ungdomsuddannelsen. Gymnasieskolen
indeholder en gren, »gymnasiesærskolen«, der henvender sig til unge, der ikke
kan følge gymnasieskolens almindelige programmer, fordi de f.eks. er
udviklingshæmmede. Man har i gymnasiesærskolen opstillet mål for skolens
opgaver, og skolen skal bl.a. stræbe mod, at hver elev er bevidst om sig selv
som person og bevidst om sine forudsætninger og muligheder, at hver elev kan
kommunikere og beherske det svenske sprog, tegnsprog eller alternativ
kommunikation,
kan give udtryk for sine erfaringer og tanker og kender til årsagerne til
samfundets
love og regler samt sine rettigheder og pligter i skolen og samfundet.
I Sverige er det omhyggeligt indarbejdet og tydeliggjort i den
gymnasiale uddannelse, hvad uddannelsen omfatter. Derved kan elever og
forældre
have ganske klare og realistiske forventninger til uddannelsen. F.eks.
indeholder læseplanerne bestemmelser om omfanget af undervisningen. Unge med
udviklingshæmning har krav på at modtage 3.600 timers undervisning i
gymnasieskolen
over 3 år.
Den svenske ungdomsuddannelse bygger på det princip, at
uddannelse er en ret for alle, og at samfundet, repræsenteret ved
myndighederne, har en pligt til at stille uddannelsen til rådighed.
De svenske erfaringer er
meget positive, og forslagsstillerne vil under udvalgsarbejdet tage initiativ
til, at der indhentes yderligere materiale fra Sverige og de øvrige nordiske
lande for at belyse, hvordan et så vigtigt forvaltningsområde, der henvender
sig til handicappede, kan komme til at fungere på et kvalitativt højere
niveau,
når retsprincipper vinder indpas og de enkeltstående lokale initiativer
erstattes af en landsdækkende koordinerende og udviklende indsats.
6. Sammenfatning
Lovgivningen sikrer ikke udviklingshæmmede unge og andre unge
med særlige behov, der ikke kan gennemgå en traditionel ungdomsuddannelse, en
egentlig ret til en ungdomsuddannelse efter grundskolen. Det har været et
problem uafbrudt siden 1980, hvor åndssvageforsorgen blev udlagt til amterne.
De enkelte amter har valgt forskellige måder at forholde sig til problemerne
på, og kun nogle få amter kan tilbyde denne gruppe af unge en god
ungdomsuddannelse
med kvalificerede tilbud. Fyns Amt har arbejdet målbevidst på at sætte system
i
ungdomsuddannelsen til denne gruppe og driver i dag flere skoler. Men andre
amter har stort set ingen tilbud. Det beror derfor til dels på tilfældigheder
og navnlig på geografiske forhold, om der bliver taget hånd om denne gruppe.
Det er ikke i overensstemmelse med dansk tradition og med den enighed, der er
her i landet om at sikre alle handicapgrupper en ordentlig behandling. Det
stiller også Danmark dårligt i sammenligning med andre nordiske lande, der
lægger
vægt på at give de unge et retskrav på en uddannelse.
Der er gennem årene ofte blevet gjort opmærksom på denne mangel
på system i
uddannelsestilbuddene.
Materiale, rapporter, evalueringer og høringssvar m.v. fra faglige
organisationer, brugerorganisationer, Amtsrådsforeningen og
Undervisningsministeriet
har klart samstemmende peget på behovet for en
ungdomsuddannelse til denne gruppe unge borgere. Der er henvist til en del af
materialet i nærværende beslutningsforslag. Imidlertid har skiftende
regeringer
ikke taget skridt til at sikre en lovgivning, der giver denne gruppe af unge
et
lovfæstet krav på undervisning. Dansk Folkepartis folketingsgruppe har derfor
besluttet at fremsætte dette forslag, der – hvis det vedtages af
Folketinget –
vil give de udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov, som ikke
har mulighed for at få glæde af det nuværende ordinære uddannelsessystem, et
lovfæstet krav på en treårig ungdomsuddannelse efter endt grundskole, uanset
hvor i landet de er bosat.
Skriftlig fremsættelse
Tina Petersen
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at
fremsætte:
Forslag til
folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede
unge
og andre unge med særlige behov.
(Beslutningsforslag nr. B 51).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov Retsinformation · 28. juni 2007
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov Retsinformation · 28. april 2006
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Folketingsbeslutning om tilbud om ungdomsuddannelse til udviklingshæmmede unge og andre unge med særlige behov Retsinformation · 4. maj 2006
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om etablering af hospicer i alle landets amter Retsinformation · 3. maj 2002
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008