Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats mod indbrudskriminalitet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 29. november 2000 af
Helge Adam Møller (KF),
Pia Christmas-Møller (KF), Gitte Seeberg (KF) og
John Vinther (KF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en øget indsats mod indbrudskriminalitet
For at komme den stigende indbrudskriminalitet i private
hjem til livs opfordrer Folketinget regeringen til i indeværende
folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og
foretage fornødne administrative ændringer efter følgende
principper:
1. Indbrud kriminaliseres som et selvstændigt gerningsindhold med
en strafferamme på 4 år.
2. Det skal være muligt at varetægtsfængsle
kriminelle i op til en uge, når disse pågribes under
udøvelse af lovovertrædelsen eller umiddelbart herefter og
sagens omstændigheder giver grundlag for mistanke om, at de har
begået andre tilsvarende lovovertrædelser.
Bemærkninger til forslaget
Som led i et forsøg på at
højne trygheden og genskabe respekten for boligens ukrænkelighed
ønsker forslagsstillerne, at indbrud i private hjem og tyveri fra
andre ikke frit tilgængelige områder bliver kriminaliseret
selvstændigt med en tilsvarende højere straframme, end der
gælder for almindeligt simpelt tyveri.
Det er efter forslagsstillernes opfattelse en betydelig
skærpende omstændighed, at tyveriet foretages fra et privat hjem.
Indbrud efterlader ofrene med en ubehagelig følelse, i og med deres
hjem og private genstande har været gennemrodet af fremmede. På
samme måde resulterer indbrud oftest i, at uerstatteligt indbo og
Læs alt
private genstande med affektionsværdi går tabt. Andre
følgevirkninger af indbrud kan være, at ofrene frygter
indbrudstyvenes tilbagevenden og frygter for, at indbrudstyvene i den
forbindelse vil begå yderligere og alvorligere kriminalitet.
For at forbedre politiets opklaringsmuligheder
foreslås endvidere en begrænset mulighed for at anvende kortvarig
varetægtsfængsel over for indbrudstyve, som gribes på fersk
gerning i forbindelse med et indbrud. Derigennem vil opklaringsprocenten for
indbrud, som i 1998 lå så lavt som 8,7 pct., forhåbentlig
stige til et mere acceptabelt niveau.
Antallet af indbrud i private hjem er desværre igen
på vej frem. Set i forhold til 1998 blev der i 1999 begået 8,6
pct. flere indbrud i private hjem. Dermed blev 1999 året med det
højeste antal indbrud i private hjem nogen sinde. Det samlede antal
indbrud i privat beboelse løb i alt op til 43.263 indbrud.
Som bl.a. politimesteren i Glostrup, Jørn Bro, er
citeret for i Berlingske Tidende den 7. januar 2000, er der kun ét
effektivt og rimeligt middel mod indbrudskriminalitet, og det er en
»væsentlig
forlængelse af indbrudstyvenes ophold i Kriminalforsorgens
institutioner«.
Jørn Bro peger endvidere på det problem, som ligger i
retssystemets manglende konsekvens over for indbrudskriminalitet:
»Man skal være en
virkelig arg tyveknægt med en stribe indbrud og flere betingede domme
bag sig, før der endelig falder en ubetinget dom på f.eks. tre
måneders fængsel.« En længere frihedsstraf vil ifølge politimesteren virke
præventivt, ligesom den vil aflaste lokalsamfundet i den tid, den
kriminelle afsoner sin straf.
Bemærkninger til forslagets enkelte
bestemmelser
Ad 1
Det nuværende strafniveau for indbrud og tyveri har
siden straffelovsrevisionen fra 1982 ligget lavt i forhold til de
øvrige formueforbrydelser. Målet med revisionen fra 1982 var en
reduktion af strafudmålingen med en tredjedel og en øget
anvendelse af betingede domme. Domstolene anvender i dag således ikke
ubetingede frihedsstraffe over for indbrudstyve, medmindre den
pågældende dømmes for flere forhold, eller der er tale om
indbrud, hvor der stjæles formuegenstande af betydelig værdi.
Straffeloven skelner ikke mellem almindeligt tyveri og
indbrudskriminalitet. Begge forhold henføres under straffelovens §
276, hvor det kriminelle består i, at tyven borttager en fremmed
rørlig genstand for egen eller andres vindings skyld.
Dette er efter forslagsstillernes opfattelse principielt
forkert. Et indbrud i et privat hjem er en langt alvorligere forbrydelse end
eksempelvis et simpelt butikstyveri. Indbrud bør derfor være
kriminaliseret med et selvstændigt gerningsindhold og en tilsvarende
højere strafferamme end simpelt tyveri.
Herefter vil straffeloven reservere den nuværende
tyveribestemmelse til mindre alvorligere sager som butikstyverier,
lommetyverier etc., mens indbrudskriminalitet henføres til den
foreslåede strengere indbrudsbestemmelse. Denne løsning er efter
forslagsstillernes opfattelse mere juridisk korrekt, ligesom den sender et
klart signal til de retsanvendende myndigheder om, at der skal ses med
skærpede øjne på indbrudskriminalitet.
Der er gode grunde til at skelne mellem
indbrudskriminalitet og simpelt tyveri. Modsat eksempelvis butikstyven vil
indbrudstyven begå flere strafbare handlinger, der selvstændigt
kunne straffes, i forbindelse med indbrudstyveriet. Indbrudstyven vil i
sagens natur have realiseret straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om
uberettiget at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit
tilgængeligt sted. Derudover vil indbrudstyven i mange tilfælde
udsætte andres hjem og personlige genstande for vandalisme og
ødelæggelse og dermed overtræde
hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291.
Formålet med en selvstændig kriminalisering
skal være, at indbrudskriminalitet som hovedregel altid udløser
en ubetinget fængselsstraf, ligesom forslagsstillerne ønsker en
generel forhøjelse af strafudmålingen med omkring en
tredjedel.
Teknisk set vil en kriminalisering af indbrud kunne ske
ved et nyt stk. 2 til tyveribestemmelsen i straffelovens § 276. En
formulering kunne være:
»For indbrud straffes den, der skaffer sig adgang til fremmed hus eller
andet ikke frit tilgængeligt sted for at foretage den i stk. 1
beskrevne handling.«
Herefter vil indbrud kunne tilføjes strafudmålingsbestemmelsen i
straffelovens § 285, der kan udløse op til 4 års fængsel
modsat i dag, hvor der vil kunne udmåles straf for indbrud med et ringe
udbytte efter straffelovens § 284, efter hvilken bestemmelse der næsten
aldrig udmåles ubetingede frihedsstraffe.
Ad 2
Det er i dag ikke muligt at varetægtsfængsle
kriminelle, som gribes på fersk gerning i deres kriminelle gerning. Kun
såfremt betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3, er
opfyldt, vil domstolene have mulighed for at anvende
varetægtsfængsling.
Typisk vil disse betingelser for
varetægtsfængsel ikke være opfyldt over for en person, som
anholdes for indbrudskriminalitet. Politiet bliver således nødt
til at løslade den sigtede indbrudstyv umiddelbart efter
afhøringen og sigtelsen, uanset personen er taget på fersk
gerning og er sigtet for en lang række indbrudstyverier. Dette virker
hæmmende på politiets opklaringsmuligheder, ligesom det virker
krænkende over for de mange ofre for indbrudstyverier, som uberettiget
er blevet frataget deres personlig ejendele og har fået deres hjem
gennemrodet af indbrudstyve.
Forslagsstillerne er opmærksom på de
retssikkerhedsmæssige problemer, som er forbundet med
varetægtsfængsling. Princippet om, at den tiltalte er uskyldig,
indtil han er endeligt dømt, bør kun fraviges i særlige
tilfælde. Forslagsstillernes finder det i dette tilfælde
berettiget, at en indbrudstyv, som gribes i selve den kriminelle handling,
kan risikere en kortvarig varetægtsfængsling, hvor politiet
får adgang til at undersøge, om den sigtede har flere
indbrudstyverier bag sig.
Et udvalg, som var nedsat af Justitsministeriet, foreslog
i Betænkning om anholdelse og varetægt (nr. 728/1974) en generel
varetægtshjemmel over for personer, som gribes på fersk gerning.
Specielt i forbindelse med indbrudskriminalitet peger udvalget på
behovet for en varetægtshjemmel:
»Hvor en person anholdes under udøvelse af
en lovovertrædelse eller umiddelbart derefter (»på fersk gerning«), vil omstændighederne
undertiden give et vist grundlag for mistanke om, at han tidligere har
begået andre tilsvarende lovovertrædelser, som politiet
bør have adgang til at afhøre ham om, inden han
løslades. Dette gælder f.eks. en eller flere personer, der
anholdes under indbrud i en forretning under sådanne
omstændigheder f.eks. anvendelse af særlige redskaber eller
stjålne transportmidler at der kan være grund til at tro, at
den eller de anholdte har begået tilsvarende, hidtil uopklarede
indbrud. Der er et reelt behov for, at politiet får lejlighed til at
undersøge den eller de anholdtes forhold under en kortvarig
varetægt inden løsladelse, selv om det enkelte, klarlagte
forhold tilstås og lovens betingelser for varetægt i
øvrigt ikke er til stede.«
Skriftlig fremsættelse
Helge Adam Møller
(KF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en øget
indsats mod indbrudskriminalitet.
(Beslutningsforslag nr. B 55).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats mod voldskriminalitet Retsinformation · 29. november 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om bekæmpelse af biltyverier Retsinformation · 5. april 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om skærpede sanktioner over for fredskrænkere Retsinformation · 24. oktober 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om hårdere straffe for voldtægt Retsinformation · 10. oktober 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af mulighed for straksdomme efterfulgt af straksafsoning for debuterende kriminelle under 23 år Retsinformation · 1. november 2000
- 1995 BTB 103 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET NR B 103 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 14. maj 1996