Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om en øget indsats mod indbrudskriminalitet

2000/1 BSF 55Beslutningsforslag som fremsatFolketinget29. november 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 29. november 2000 af

Helge Adam Møller (KF),

Pia Christmas-Møller (KF), Gitte Seeberg (KF) og

John Vinther (KF)

Forslag til folketingsbeslutning

om en øget indsats mod indbrudskriminalitet

For at komme den stigende indbrudskriminalitet i private

hjem til livs opfordrer Folketinget regeringen til i indeværende

folketingsår at fremsætte de nødvendige lovforslag og

foretage fornødne administrative ændringer efter følgende

principper:

1. Indbrud kriminaliseres som et selvstændigt gerningsindhold med

en strafferamme på 4 år.

2. Det skal være muligt at varetægtsfængsle

kriminelle i op til en uge, når disse pågribes under

udøvelse af lovovertrædelsen eller umiddelbart herefter og

sagens omstændigheder giver grundlag for mistanke om, at de har

begået andre tilsvarende lovovertrædelser.

Bemærkninger til forslaget

Som led i et forsøg på at

højne trygheden og genskabe respekten for boligens ukrænkelighed

ønsker forslagsstillerne, at indbrud i private hjem og tyveri fra

andre ikke frit tilgængelige områder bliver kriminaliseret

selvstændigt med en tilsvarende højere straframme, end der

gælder for almindeligt simpelt tyveri.

Det er efter forslagsstillernes opfattelse en betydelig

skærpende omstændighed, at tyveriet foretages fra et privat hjem.

Indbrud efterlader ofrene med en ubehagelig følelse, i og med deres

hjem og private genstande har været gennemrodet af fremmede. På

samme måde resulterer indbrud oftest i, at uerstatteligt indbo og

Læs alt

private genstande med affektionsværdi går tabt. Andre

følgevirkninger af indbrud kan være, at ofrene frygter

indbrudstyvenes tilbagevenden og frygter for, at indbrudstyvene i den

forbindelse vil begå yderligere og alvorligere kriminalitet.

For at forbedre politiets opklaringsmuligheder

foreslås endvidere en begrænset mulighed for at anvende kortvarig

varetægtsfængsel over for indbrudstyve, som gribes på fersk

gerning i forbindelse med et indbrud. Derigennem vil opklaringsprocenten for

indbrud, som i 1998 lå så lavt som 8,7 pct., forhåbentlig

stige til et mere acceptabelt niveau.

Antallet af indbrud i private hjem er desværre igen

på vej frem. Set i forhold til 1998 blev der i 1999 begået 8,6

pct. flere indbrud i private hjem. Dermed blev 1999 året med det

højeste antal indbrud i private hjem nogen sinde. Det samlede antal

indbrud i privat beboelse løb i alt op til 43.263 indbrud.

Som bl.a. politimesteren i Glostrup, Jørn Bro, er

citeret for i Berlingske Tidende den 7. januar 2000, er der kun ét

effektivt og rimeligt middel mod indbrudskriminalitet, og det er en

»væsentlig

forlængelse af indbrudstyvenes ophold i Kriminalforsorgens

institutioner«.

Jørn Bro peger endvidere på det problem, som ligger i

retssystemets manglende konsekvens over for indbrudskriminalitet:

»Man skal være en

virkelig arg tyveknægt med en stribe indbrud og flere betingede domme

bag sig, før der endelig falder en ubetinget dom på f.eks. tre

måneders fængsel.« En længere frihedsstraf vil ifølge politimesteren virke

præventivt, ligesom den vil aflaste lokalsamfundet i den tid, den

kriminelle afsoner sin straf.

Bemærkninger til forslagets enkelte

bestemmelser

Ad 1

Det nuværende strafniveau for indbrud og tyveri har

siden straffelovsrevisionen fra 1982 ligget lavt i forhold til de

øvrige formueforbrydelser. Målet med revisionen fra 1982 var en

reduktion af strafudmålingen med en tredjedel og en øget

anvendelse af betingede domme. Domstolene anvender i dag således ikke

ubetingede frihedsstraffe over for indbrudstyve, medmindre den

pågældende dømmes for flere forhold, eller der er tale om

indbrud, hvor der stjæles formuegenstande af betydelig værdi.

Straffeloven skelner ikke mellem almindeligt tyveri og

indbrudskriminalitet. Begge forhold henføres under straffelovens §

276, hvor det kriminelle består i, at tyven borttager en fremmed

rørlig genstand for egen eller andres vindings skyld.

Dette er efter forslagsstillernes opfattelse principielt

forkert. Et indbrud i et privat hjem er en langt alvorligere forbrydelse end

eksempelvis et simpelt butikstyveri. Indbrud bør derfor være

kriminaliseret med et selvstændigt gerningsindhold og en tilsvarende

højere strafferamme end simpelt tyveri.

Herefter vil straffeloven reservere den nuværende

tyveribestemmelse til mindre alvorligere sager som butikstyverier,

lommetyverier etc., mens indbrudskriminalitet henføres til den

foreslåede strengere indbrudsbestemmelse. Denne løsning er efter

forslagsstillernes opfattelse mere juridisk korrekt, ligesom den sender et

klart signal til de retsanvendende myndigheder om, at der skal ses med

skærpede øjne på indbrudskriminalitet.

Der er gode grunde til at skelne mellem

indbrudskriminalitet og simpelt tyveri. Modsat eksempelvis butikstyven vil

indbrudstyven begå flere strafbare handlinger, der selvstændigt

kunne straffes, i forbindelse med indbrudstyveriet. Indbrudstyven vil i

sagens natur have realiseret straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, om

uberettiget at skaffe sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit

tilgængeligt sted. Derudover vil indbrudstyven i mange tilfælde

udsætte andres hjem og personlige genstande for vandalisme og

ødelæggelse og dermed overtræde

hærværksbestemmelsen i straffelovens § 291.

Formålet med en selvstændig kriminalisering

skal være, at indbrudskriminalitet som hovedregel altid udløser

en ubetinget fængselsstraf, ligesom forslagsstillerne ønsker en

generel forhøjelse af strafudmålingen med omkring en

tredjedel.

Teknisk set vil en kriminalisering af indbrud kunne ske

ved et nyt stk. 2 til tyveribestemmelsen i straffelovens § 276. En

formulering kunne være:

»For indbrud straffes den, der skaffer sig adgang til fremmed hus eller

andet ikke frit tilgængeligt sted for at foretage den i stk. 1

beskrevne handling.«

Herefter vil indbrud kunne tilføjes strafudmålingsbestemmelsen i

straffelovens § 285, der kan udløse op til 4 års fængsel

modsat i dag, hvor der vil kunne udmåles straf for indbrud med et ringe

udbytte efter straffelovens § 284, efter hvilken bestemmelse der næsten

aldrig udmåles ubetingede frihedsstraffe.

Ad 2

Det er i dag ikke muligt at varetægtsfængsle

kriminelle, som gribes på fersk gerning i deres kriminelle gerning. Kun

såfremt betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1-3, er

opfyldt, vil domstolene have mulighed for at anvende

varetægtsfængsling.

Typisk vil disse betingelser for

varetægtsfængsel ikke være opfyldt over for en person, som

anholdes for indbrudskriminalitet. Politiet bliver således nødt

til at løslade den sigtede indbrudstyv umiddelbart efter

afhøringen og sigtelsen, uanset personen er taget på fersk

gerning og er sigtet for en lang række indbrudstyverier. Dette virker

hæmmende på politiets opklaringsmuligheder, ligesom det virker

krænkende over for de mange ofre for indbrudstyverier, som uberettiget

er blevet frataget deres personlig ejendele og har fået deres hjem

gennemrodet af indbrudstyve.

Forslagsstillerne er opmærksom på de

retssikkerhedsmæssige problemer, som er forbundet med

varetægtsfængsling. Princippet om, at den tiltalte er uskyldig,

indtil han er endeligt dømt, bør kun fraviges i særlige

tilfælde. Forslagsstillernes finder det i dette tilfælde

berettiget, at en indbrudstyv, som gribes i selve den kriminelle handling,

kan risikere en kortvarig varetægtsfængsling, hvor politiet

får adgang til at undersøge, om den sigtede har flere

indbrudstyverier bag sig.

Et udvalg, som var nedsat af Justitsministeriet, foreslog

i Betænkning om anholdelse og varetægt (nr. 728/1974) en generel

varetægtshjemmel over for personer, som gribes på fersk gerning.

Specielt i forbindelse med indbrudskriminalitet peger udvalget på

behovet for en varetægtshjemmel:

»Hvor en person anholdes under udøvelse af

en lovovertrædelse eller umiddelbart derefter (»på fersk gerning«), vil omstændighederne

undertiden give et vist grundlag for mistanke om, at han tidligere har

begået andre tilsvarende lovovertrædelser, som politiet

bør have adgang til at afhøre ham om, inden han

løslades. Dette gælder f.eks. en eller flere personer, der

anholdes under indbrud i en forretning under sådanne

omstændigheder f.eks. anvendelse af særlige redskaber eller

stjålne transportmidler at der kan være grund til at tro, at

den eller de anholdte har begået tilsvarende, hidtil uopklarede

indbrud. Der er et reelt behov for, at politiet får lejlighed til at

undersøge den eller de anholdtes forhold under en kortvarig

varetægt inden løsladelse, selv om det enkelte, klarlagte

forhold tilstås og lovens betingelser for varetægt i

øvrigt ikke er til stede.«

Skriftlig fremsættelse

Helge Adam Møller

(KF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en øget

indsats mod indbrudskriminalitet.

(Beslutningsforslag nr. B 55).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter