1995 BTB 103 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET NR B 103 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og
justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes
medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til forkastelse.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Det Radikale Venstres
og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) konstaterer, at
beslutningsforslaget behandler et meget seriøst problem, der såvel
internationalt som nationalt betragtes med megen alvor.
Der er allerede iværksat flere udredningsarbejder, ligesom nogle forslag
p.t. er udsendt til høring.
Justitsministeren har meddelt, at forslag til imødegåelse af problemerne
vil blive fremsat i det kommende folketingsår, ligesom der arbejdes på at
forbedre det internationale politisamarbejde.
Regeringen har tillige givet løfte om at fortsætte sine overvejelser med
henblik på næste folketingsår. Inden udløbet af indeværende år vil regeringen
fremsætte de lovforslag, som regeringspartierne finder rigtige og nødvendige,
herunder initiativer vedrørende vidnebeskyttelse og bedre
efterforskningsvilkår for politiet.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget
til vedtagelse uændret.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Lissa Mathiasen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Sonja Albrink (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Erling Oxdam (V)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Læs alt
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål nr. 1:
»Kan det bekræftes, at den nuværende ombudsmand, Hans
Gammeltoft-Hansen, var et af medlemmerne af Strafferetsplejeudvalget, der i
betænkning nr. 1023 fra 1984 var med til at anbefale, at der indførtes en
mulighed for anvendelse af civile agenter?»
Spørgsmål nr. 2:
»Hvem var medlemmer af Strafferetsplejeudvalget, da det afgav sin
betænkning nr. 1023?»
Spørgsmål nr. 3:
»Er det korrekt, at en enigt udvalg fandt, at det i ganske særlige
tilfælde kunne være nødvendigt at anvende privatpersoner som agenter, og at
udvalget derfor fastslog, at en regel, der forbød anvendelse af private
personer som agenter, ville være for restriktiv?»
Svar:
Ved afgivelsen af betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i
meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter bestod
Strafferetsplejeudvalget af følgende medlemmer (jf. bet. s. 8-9):
Landsdommer Ib Dalgas Rasmussen (formand)
Politimester Tage Bækgård
Kontorchef i Justitsministeriet Michael Elmer
Professor, dr.jur. Hans Gammeltoft-Hansen
Advokat Ove Hansen, Viborg
Statsadvokat Karsten Hjorth
Dommer N. Kirk-Sørensen
Udvalgets lovudkast indeholde følgende forslag til retsplejelovens
§ 754 b, stk. 2:
»Foranstaltningerne (dvs. agentvirksomhed) må ikke udføres af
privatpersoner, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller andre
omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende måde,
jfr. stk. 1.«
Under Folketingets behandling af lovforslaget, der var i overensstemmelse
med udvalgets lovudkast, ændredes § 754 b, stk. 2, således at bestemmelsen i
den vedtagne lov nr. 319 af 4. juni 1986 fik følgende ordlyd:
»Foranstaltningerne må alene udføres af polititjenestemænd.«
Om Strafferetsplejeudvalgets forslag anføres i bet. 1023/1984, s. 176 f om
agentens personlige forhold bl.a.:
»Udvalget har overvejet generelt at forbyde privatpersoners
anvendelse som agenter, men har fundet en sådan regel for restriktiv. Ud over
hensynet til meddelerens deltagelse i agentvirksomheden, jf. ovenfor, har det
herved været afgørende for udvalget, at muligheden for at anvende en
privatperson som agent i særlige tilfælde kan være en forudsætning for at
skaffe bevis i en sag.
Derimod foreslår udvalget, at det forbydes at lade agentvirksomhed udføre
af privatpersoner, der på grund af afhængighedsforhold til politiet eller
andre omstændigheder må befrygtes ikke at ville udføre opgaven på betryggende
måde med hensyn til overholdelse af provokationsforbuddet. Dette vil især
kunne være tilfældet med hensyn til personer, der har verserende straffesager
af ikke ubetydelig karakter, strafafsonere og personer, for hvem politiets
behandling af løbende sager af anden art, f.eks. bevillingsmæssige sager
eller sager om opholdstilladelse, vil være af væsentlig betydning.
En vurdering af, hvorvidt politiet overskrider den i en sådan regel
nedlagte grænse, må foretages dels ved politiets forudgående tilrettelæggelse
af aktionen og dels ved den efterfølgende retlige kontrol . . .
Et flertal af udvalgets medlemmer (Dalgas Rasmussen, Bækgård, Elmer,
Hjorth og Kirk-Sørensen) mener, at der ved denne vurdering må foretages
en konkret afvejning af alle sagens omstændigheder.
Et mindretal (Gammeltoft-Hansen og Ove Hansen) ville have
foretrukket, at reglen var blevet udformet således, at følgende persongrupper
af hensyn til den abstrakte risiko for udnyttelse af et afhængighedsforhold
var blevet udelukket fra at virke som agenter:
1) Personer, der selv mistænkes for strafbart forhold, med hensyn til
hvilket en straffesag verserer,
2) personer, som er idømt frihedsstraf, der ikke endeligt er afsonet,
eller
3) personer, som i øvrigt kan befrygtes at stå i et afhængighedsforhold
til politiet.
Mindretallet vil dog efter omstændighederne ikke afvise flertallets
lovudkast, idet dette giver mulighed for at udelukke de personer som agenter,
hvor der virkelig er behov herfor.«
Som det fremgår heraf, var udvalgets medlemmer enige om, at et generelt
forbud mod anvendelse af privatpersoner som agenter ville være for
restriktivt. Derimod delte udvalget sig i et vist omfang med hensyn til
spørgsmålet om udformningen af en regel om, i hvilke tilfælde privatpersoner
ikke kunne anvendes som agenter.
Spørgsmål nr. 4:
»Kan ministeren bekræfte, at nedenstående teoretiske eksempel er en
beskrivelse af gældende retstilstand?
»Politiet har fået retskendelse til at telefonaflytte et antal
rockere i forbindelse med særlig bestyrket mistanke om alvorlig
narkokriminalitet.
I forbindelse med aflytningen kommer det ved samtaler mellem rockerne
frem, at de står bag indbruddet i et udenlandsk våbendepot, og at de nu er
ved at »løbe tør« for flere af de panserbrydende granater, de
stjal. Derfor aftaler de - stadig over telefonen - hvordan de eventuelt kan
gennemføre et nyt indbrud i et våbendepot her i landet.'
Sådanne oplysninger om tidligere og eventuelt kommende våbentyverier kan
ikke anvendes som bevismidler i en retssag, fordi politiet alene havde fået
retskendelse til at aflytte i forbindelse med narkokriminalitet.'
Svar:
Det er som udgangspunkt en betingelse for at foretage telefonaflytning, at
politiets efterforskning angår en lovovertrædelse, som efter loven kan
straffes med fængsel i 6 år eller derover, jf. retsplejelovens § 781, stk. 1,
nr. 3 (kriminalitetskravet).
For så vidt angår såkaldte »tilfældighedsfund« - dvs.
oplysninger om andre lovovertrædelser end den eller dem, der oprindeligt
begrundede telefonaflytningen - følger det af retsplejelovens § 789, stk. 2,
at aflytningen, for så vidt angår disse oplysninger, kun må anvendes som
bevis i retten, hvis lovovertrædelsen opfylder kriminalitetskravet og dermed
i sig selv kunne have dannet grundlag for telefonaflytningen. Hvis dette ikke
er tilfældet, kan oplysningerne kun anvendes som led i efterforskningen, jf.
§ 789, stk. 1.
Forudsættes det, at der i det eksempel, der er nævnt i spørgsmålet, alene
er grundlag for at rejse tiltale for tyveri efter straffelovens § 276 og
ulovlig våbenbesiddelse efter våbenloven, vil kriminalitetskravet i
retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3 (strafferamme på mindst 6 års fængsel),
ikke være opfyldt.
I denne situation kan oplysningerne derfor ikke anvendes som bevis i
retten. Tyveri af særlig grov beskaffenhed kan således højst straffes med
fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 286, stk. 1, mens ulovlig våbenbesiddelse
højst kan straffes med fængsel i 2 år, jf. våbenlovens § 10.
For fuldstændighedens skyld kan det dog tilføjes, at de oplysninger, der
er fremkommet ved telefonaflytning, vil kunne anvendes som bevis i retten,
hvis der er grundlag for at rejse tiltale for forbrydelser, der har en
strafferamme på 6 år eller derover, eller forsøg herpå.
Hvis der i et tilfælde som nævnt i spørgsmålet kan rejses tiltale f.eks.
for drab eller forsøg herpå efter straffelovens § 237 (fængsel på livstid)
eller vold af særlig grov beskaffenhed eller forsøg herpå efter straffelovens
§ 246 (fængsel i 8 år), vil det således være muligt at anvende oplysningerne
fra telefonaflytningen som bevis i retten.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTB 11 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN MERE EFFEKTIV AFSONING I FÆNGSLER OG ARRESTHUSE OG OPRETTELSE AF FÆNGSLER FOR STÆRKE FANGER NR B 11 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 16. oktober 1996
- 1996 BTB 10 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEKÆMPELSE AF ORGANISERET KRIMINALITET OG ROCKERKRIMINALITET (AF HELGE ADAM MØLLER (KF) OG BIRTHE RØNN HORNBECH (V) M.FL.) NR B 10 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 16. oktober 1996
- 1996 BTB 15 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FORBUD MOD ROCKERES RYGMÆRKER NR B 15 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 16. oktober 1996
- 1989 BTB 3 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OFFENTLIGHED I EF-ANLIGGENDER NR B 3 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juli 1990
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og lov om social service Retsinformation · 22. maj 2001
- 1995 BTB 62 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AT HÆVE STRAFFERAMMEN FOR OVERTRÆDELSE AF DE MILDE NARKOBESTEMMELSER OG AT UDVISE UDENLANDSKE STATSBORGERE, DER ER DØMT FOR NARKOKRIMINALITET NR B 62 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 15. maj 1996