Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af minimumsstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme indgår i gerningsindholdet

2000/1 BSF 10Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. oktober 2000 af

Sonja Albrink (CD),

Yvonne Herløv Andersen (CD) og

Peter Duetoft (CD)

Forslag til folketingsbeslutning

om indførelse af minimumsstraf i sager, hvor vold

eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme

indgår i gerningsindholdet

Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af

2000 at fremsætte de nødvendige lovforslag samt foretage de

fornødne ændringer af bekendtgørelser, cirkulærer

og andre administrative forskrifter med henblik på indførelse af

minimumsstraffe i sager, hvor vold, trussel om vold eller anden

tvangsmæssig krænkelse af legemet indgår som en del af

gerningsindholdet.

Bemærkninger til forslaget

Folketinget vedtog i 1989 en ny formulering

af straffelovens voldsbestemmelser og tilkendegav samtidig i

bemærkningerne til de nye bestemmelser, at det var ønskeligt, at

domstolene anvendte strafferammerne i deres fulde udstrækning, jf. lov

nr. 272 af 3. maj 1989. Baggrunden var, at der i løbet af 1980´erne

var sket en markant stigning i antallet af anmeldte voldsforbrydelser

samtidig med, at domspraksis viste en tendens til at indsnævre det

område af strafferammerne, inden for hvilket samtlige voldsstraffe

sanktioneredes.

Da disse tilkendegivelser imidlertid ikke blev fulgt af

domstolene, og da antallet af voldssager fortsatte med at stige, fremsatte CD

i 1992 et lovforslag om ændring af straffeloven med henblik på at

få indført minimumsstraffe ved overtrædelser af

straffelovens §§ 244, 245 og 246, jf. lovforslag nr. L 58 fra

Læs alt

folketingsåret 1992-93 (se Folketingstidende 1992-93, forhandlingerne

side 690 og 2293 og tillæg A side 1487).

Trods sympati for forslagets intentioner argumenterede den

daværende regering og flere partier imod lovforslaget med henvisning

til, at indførelse af minimumsstraffe i voldssager ikke

nødvendigvis ville medføre idømmelse af en frihedsstraf

af den længde, som angives i den aktuelle bestemmelse, eftersom retten

jo fortsat ville have mulighed for at idømme betingede domme eller

kombinationsdomme med en kort ubetinget frihedsstraf kombineret med betinget

straf.

Dernæst mente man, at minimumsstraf for en bestemt

forbrydelse kunne medføre disharmoni i forhold til strafferammerne i

straffelovens øvrige bestemmelser, hvilket kunne give anledning til,

at domstolene ville forsøge at kompensere for denne disharmoni ved

deres strafudmåling.

Endelig ville forslaget efter manges opfattelse bryde med

det helt entydige kriminalpolitiske sigte og udviklingen gennem mange

år samt hensynet til ikke unødigt at binde domstolene i deres

strafudmåling.

Trods disse indvendinger søgte de samme partier ved

vedtagelse af lov nr. 350 af 23. maj 1997 (voldspakke II) at binde domstolene

til en skærpelse af straffen for den groveste vold. Denne

strafskærpelse var forudsat i bemærkningerne til lovforslaget,

hvoraf bl.a. fremgår:

»Det foreslås derfor at skærpe straffen i de groveste

voldstilfælde. Dette skal ske ved inden for de eksisterende

strafferammer at forhøje straffen med gennemgående 1 år i

de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmelser om den grove

vold (§§ 245 og 246), og hvor der i dag idømmes fængsel i over 1

år. Straffen skal således eksempelvis forhøjes fra 2 til 3

år«, jf.

Folketingstidende 1996-97, tillæg A side 3206.

Det fremgår videre af lovforslaget i relation til

sager om gentagen vold, at man fandt det usikkert, om ændringen af

straffelovens § 247 fra 1994 (voldspakke I) reelt var slået igennem.

Ændringen af § 247 gik ud på, at straffen for overtrædelse

af straffelovens §§ 244-246 kunne forhøjes med en tredjedel i

særlige tilfælde.

Vedtagelsen af voldspakken i 1997 gav gentagne gange

anledning til offentlig debat om, hvorvidt domstolene var bundet af

bemærkningerne til lovforslaget i forbindelse med deres

strafudmåling i voldssager. Faktisk blev det allerede i forbindelse med

høringsrunden af Den Danske Dommerforening anført:

»Selv om intentionerne efter

bemærkningerne til det foreliggende lovforslag og til de tidligere

forslag i mange tilfælde vil kunne følges, vil den vurdering,

som domstolene nødvendigvis må foretage ud fra den enkelte sags

konkrete omstændigheder, kunne føre til fravigelse af det

strafniveau/den strafposition, der er forudsat i bemærkningerne til

lovforslagene. Domstolene finder sig ikke afskåret fra at foretage

sådanne fravigelser.«

Diskussionen om straffene intensiveredes,

eftersom det viste sig, at effekten af voldspakken, for så vidt angik

strafskærpelser, udeblev. Byretsdommer Ditlev Nielsen, Tårnby,

gav til B.T. den 6. maj 1999 udtryk for, at minimumsstraffe er vejen frem,

hvis man ønsker skærpede voldsstraffe. Højesteret tog dog

lidt af brodden af diskussionen i forbindelse med dom af 25. juni 1999 (UfR

1999.1599 H), hvor retten anførte følgende i præmisserne:

»Ved

gennemførelsen af lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af

straffeloven m.v. tilsigtedes en skærpelse af strafniveauet i de

groveste tilfælde. Højesteret finder, at straffen i den

foreliggende sag må fastsættes under hensyn hertil.« Med andre ord fandt

Højesteret, at domstolene er bundet af tilkendegivelserne i

bemærkningerne til lovforslaget.

Forslagsstillerne er imidlertid af den opfattelse, at selv

om det må erkendes, at voldspakken har haft en vis effekt, er der behov

for en mere generel opstramning af strafniveauet i relation til forbrydelser,

hvori indgår krænkelse eller beskadigelse af det menneskelige

legeme. Derfor fremsættes atter forslag om indførelse af

minimumsfrihedsstraffe i bl.a. voldssager.

Forslagsstillerne anerkender, at straf primært skal

virke præventivt, og at skærpede frihedsstraffe ikke

nødvendigvis gør nogen til bedre mennesker. Derfor vil

forslagsstillerne også sideløbende arbejde for, at der

iværksættes nogle bedre tilbud af resocialiserende art til

personer idømt frihedsstraf. Imidlertid er det meget vigtigt, at der i

befolkningen er en almen accept af den måde, hvorpå samfundet

håndterer de personer, som forbryder sig mod de gældende regler.

Med andre ord vejer hensynet til den almindelige retsfølelse efter

forslagsstillernes opfattelse tungt. Forslagsstillerne er ikke overbeviste

om, at dette hensyn varetages tilstrækkeligt ved domstolenes

nuværende praksis i strafudmålingen i forbindelse med eksempelvis

voldsforbrydelser eller i voldtægtssager.

Der skal derfor ikke være tvivl om, at

omdrejningspunktet for dette initiativ har været straffelovens

bestemmelser i §§ 244-246 om vold og § 216 om voldtægt, hvor

forslagsstillerne særligt ser et påtrængende behov for at

få fastsat en minimumsfrihedsstraf som udgangspunkt for domstolenes

strafudmåling.

Forslagsstillerne anbefaler frihedsstraf i mindst 21 dage,

for så vidt angår den simple vold, idet det eksplicit kunne

anføres, at straffen under særligt formildende

omstændigheder kan være bøde. Med hensyn til § 245

bør frihedsstraffen ikke være mindre end 2 måneder og i

relation til straffelovens § 246 fængsel i ikke mindre end 1 år.

Disse anbefalinger er overensstemmende med CD´s lovforslag fra 1992.

Også i relation til voldtægt i § 216 synes et relevant

udgangspunkt at være ikke under 1 års fængsel.

For at imødegå den tidligere omtalte

disharmoni i relation til andre bestemmelser i straffeloven foreslås

det videre, at regeringen tager samtlige bestemmelser i straffeloven, hvori

indgår vold, trussel om vold eller anden tvangsmæssig

krænkelse af det menneskelige legeme op til overvejelse med henblik

på fastsættelse af nye strafminima.

Det bør af lovforslaget klart fremgå, at der

med indførelse at disse strafminima tilsigtes en ændring af

gældende retstilstand, hvorfor domstolene som udgangspunkt vil

være bundet af idømmelse af en ubetinget frihedsstraf uden

hensyntagen til hidtidig praksis. Det er dog ikke hensigten, at domstolene

skal være afskåret fra at anvende betinget straf eller

kombinationsdomme, ligesom det i sagens natur fortsat skal være muligt

for domstolene at fastsætte en straf under det fastsatte minimum,

når betingelserne i straffelovens §§ 84 og 85 er opfyldt, eksempelvis

når gerningsmanden er under 18 år.

Forslagsstillerne er opmærksomme på, at

Folketinget som led i behandlingen af forespørgssel nr. F 9 til

justitsministeren den 10. december 1998 vedtog at lade Straffelovrådet

give en samlet vurdering af strafferammerne og eventuelt på baggrund

heraf komme med indstillinger til ændringer i straffeloven (Forslag til

vedtagelse nr. V 16). Eftersom CD stemte imod dette forslag til vedtagelse,

føler forslagsstillerne sig ikke politisk bundne af vedtagelsen, som

efter CD´s opfattelse blot forhalede en løsning af et

påtrængende problem.

Med dette forslag ønsker forslagsstillerne

således at sende et signal om, at krænkelser af det menneskelige

legeme i fremtiden skal veje tungere i domstolenes strafudmåling

.

Skriftlig fremsættelse

Sonja Albrink

(CD):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse

af minimumsstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig

krænkelse af det menneskelige legeme indgår i

gerningsindholdet.

(Beslutningsforslag nr. B 10).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,

der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige

behandling.

Lignende dokumenter