Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af minimumsstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme indgår i gerningsindholdet
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 12. oktober 2000 af
Sonja Albrink (CD),
Yvonne Herløv Andersen (CD) og
Peter Duetoft (CD)
Forslag til folketingsbeslutning
om indførelse af minimumsstraf i sager, hvor vold
eller anden tvangsmæssig krænkelse af det menneskelige legeme
indgår i gerningsindholdet
Folketinget opfordrer regeringen til inden udgangen af
2000 at fremsætte de nødvendige lovforslag samt foretage de
fornødne ændringer af bekendtgørelser, cirkulærer
og andre administrative forskrifter med henblik på indførelse af
minimumsstraffe i sager, hvor vold, trussel om vold eller anden
tvangsmæssig krænkelse af legemet indgår som en del af
gerningsindholdet.
Bemærkninger til forslaget
Folketinget vedtog i 1989 en ny formulering
af straffelovens voldsbestemmelser og tilkendegav samtidig i
bemærkningerne til de nye bestemmelser, at det var ønskeligt, at
domstolene anvendte strafferammerne i deres fulde udstrækning, jf. lov
nr. 272 af 3. maj 1989. Baggrunden var, at der i løbet af 1980´erne
var sket en markant stigning i antallet af anmeldte voldsforbrydelser
samtidig med, at domspraksis viste en tendens til at indsnævre det
område af strafferammerne, inden for hvilket samtlige voldsstraffe
sanktioneredes.
Da disse tilkendegivelser imidlertid ikke blev fulgt af
domstolene, og da antallet af voldssager fortsatte med at stige, fremsatte CD
i 1992 et lovforslag om ændring af straffeloven med henblik på at
få indført minimumsstraffe ved overtrædelser af
straffelovens §§ 244, 245 og 246, jf. lovforslag nr. L 58 fra
Læs alt
folketingsåret 1992-93 (se Folketingstidende 1992-93, forhandlingerne
side 690 og 2293 og tillæg A side 1487).
Trods sympati for forslagets intentioner argumenterede den
daværende regering og flere partier imod lovforslaget med henvisning
til, at indførelse af minimumsstraffe i voldssager ikke
nødvendigvis ville medføre idømmelse af en frihedsstraf
af den længde, som angives i den aktuelle bestemmelse, eftersom retten
jo fortsat ville have mulighed for at idømme betingede domme eller
kombinationsdomme med en kort ubetinget frihedsstraf kombineret med betinget
straf.
Dernæst mente man, at minimumsstraf for en bestemt
forbrydelse kunne medføre disharmoni i forhold til strafferammerne i
straffelovens øvrige bestemmelser, hvilket kunne give anledning til,
at domstolene ville forsøge at kompensere for denne disharmoni ved
deres strafudmåling.
Endelig ville forslaget efter manges opfattelse bryde med
det helt entydige kriminalpolitiske sigte og udviklingen gennem mange
år samt hensynet til ikke unødigt at binde domstolene i deres
strafudmåling.
Trods disse indvendinger søgte de samme partier ved
vedtagelse af lov nr. 350 af 23. maj 1997 (voldspakke II) at binde domstolene
til en skærpelse af straffen for den groveste vold. Denne
strafskærpelse var forudsat i bemærkningerne til lovforslaget,
hvoraf bl.a. fremgår:
»Det foreslås derfor at skærpe straffen i de groveste
voldstilfælde. Dette skal ske ved inden for de eksisterende
strafferammer at forhøje straffen med gennemgående 1 år i
de sager, der falder ind under straffelovens to bestemmelser om den grove
vold (§§ 245 og 246), og hvor der i dag idømmes fængsel i over 1
år. Straffen skal således eksempelvis forhøjes fra 2 til 3
år«, jf.
Folketingstidende 1996-97, tillæg A side 3206.
Det fremgår videre af lovforslaget i relation til
sager om gentagen vold, at man fandt det usikkert, om ændringen af
straffelovens § 247 fra 1994 (voldspakke I) reelt var slået igennem.
Ændringen af § 247 gik ud på, at straffen for overtrædelse
af straffelovens §§ 244-246 kunne forhøjes med en tredjedel i
særlige tilfælde.
Vedtagelsen af voldspakken i 1997 gav gentagne gange
anledning til offentlig debat om, hvorvidt domstolene var bundet af
bemærkningerne til lovforslaget i forbindelse med deres
strafudmåling i voldssager. Faktisk blev det allerede i forbindelse med
høringsrunden af Den Danske Dommerforening anført:
»Selv om intentionerne efter
bemærkningerne til det foreliggende lovforslag og til de tidligere
forslag i mange tilfælde vil kunne følges, vil den vurdering,
som domstolene nødvendigvis må foretage ud fra den enkelte sags
konkrete omstændigheder, kunne føre til fravigelse af det
strafniveau/den strafposition, der er forudsat i bemærkningerne til
lovforslagene. Domstolene finder sig ikke afskåret fra at foretage
sådanne fravigelser.«
Diskussionen om straffene intensiveredes,
eftersom det viste sig, at effekten af voldspakken, for så vidt angik
strafskærpelser, udeblev. Byretsdommer Ditlev Nielsen, Tårnby,
gav til B.T. den 6. maj 1999 udtryk for, at minimumsstraffe er vejen frem,
hvis man ønsker skærpede voldsstraffe. Højesteret tog dog
lidt af brodden af diskussionen i forbindelse med dom af 25. juni 1999 (UfR
1999.1599 H), hvor retten anførte følgende i præmisserne:
»Ved
gennemførelsen af lov nr. 350 af 23. maj 1997 om ændring af
straffeloven m.v. tilsigtedes en skærpelse af strafniveauet i de
groveste tilfælde. Højesteret finder, at straffen i den
foreliggende sag må fastsættes under hensyn hertil.« Med andre ord fandt
Højesteret, at domstolene er bundet af tilkendegivelserne i
bemærkningerne til lovforslaget.
Forslagsstillerne er imidlertid af den opfattelse, at selv
om det må erkendes, at voldspakken har haft en vis effekt, er der behov
for en mere generel opstramning af strafniveauet i relation til forbrydelser,
hvori indgår krænkelse eller beskadigelse af det menneskelige
legeme. Derfor fremsættes atter forslag om indførelse af
minimumsfrihedsstraffe i bl.a. voldssager.
Forslagsstillerne anerkender, at straf primært skal
virke præventivt, og at skærpede frihedsstraffe ikke
nødvendigvis gør nogen til bedre mennesker. Derfor vil
forslagsstillerne også sideløbende arbejde for, at der
iværksættes nogle bedre tilbud af resocialiserende art til
personer idømt frihedsstraf. Imidlertid er det meget vigtigt, at der i
befolkningen er en almen accept af den måde, hvorpå samfundet
håndterer de personer, som forbryder sig mod de gældende regler.
Med andre ord vejer hensynet til den almindelige retsfølelse efter
forslagsstillernes opfattelse tungt. Forslagsstillerne er ikke overbeviste
om, at dette hensyn varetages tilstrækkeligt ved domstolenes
nuværende praksis i strafudmålingen i forbindelse med eksempelvis
voldsforbrydelser eller i voldtægtssager.
Der skal derfor ikke være tvivl om, at
omdrejningspunktet for dette initiativ har været straffelovens
bestemmelser i §§ 244-246 om vold og § 216 om voldtægt, hvor
forslagsstillerne særligt ser et påtrængende behov for at
få fastsat en minimumsfrihedsstraf som udgangspunkt for domstolenes
strafudmåling.
Forslagsstillerne anbefaler frihedsstraf i mindst 21 dage,
for så vidt angår den simple vold, idet det eksplicit kunne
anføres, at straffen under særligt formildende
omstændigheder kan være bøde. Med hensyn til § 245
bør frihedsstraffen ikke være mindre end 2 måneder og i
relation til straffelovens § 246 fængsel i ikke mindre end 1 år.
Disse anbefalinger er overensstemmende med CD´s lovforslag fra 1992.
Også i relation til voldtægt i § 216 synes et relevant
udgangspunkt at være ikke under 1 års fængsel.
For at imødegå den tidligere omtalte
disharmoni i relation til andre bestemmelser i straffeloven foreslås
det videre, at regeringen tager samtlige bestemmelser i straffeloven, hvori
indgår vold, trussel om vold eller anden tvangsmæssig
krænkelse af det menneskelige legeme op til overvejelse med henblik
på fastsættelse af nye strafminima.
Det bør af lovforslaget klart fremgå, at der
med indførelse at disse strafminima tilsigtes en ændring af
gældende retstilstand, hvorfor domstolene som udgangspunkt vil
være bundet af idømmelse af en ubetinget frihedsstraf uden
hensyntagen til hidtidig praksis. Det er dog ikke hensigten, at domstolene
skal være afskåret fra at anvende betinget straf eller
kombinationsdomme, ligesom det i sagens natur fortsat skal være muligt
for domstolene at fastsætte en straf under det fastsatte minimum,
når betingelserne i straffelovens §§ 84 og 85 er opfyldt, eksempelvis
når gerningsmanden er under 18 år.
Forslagsstillerne er opmærksomme på, at
Folketinget som led i behandlingen af forespørgssel nr. F 9 til
justitsministeren den 10. december 1998 vedtog at lade Straffelovrådet
give en samlet vurdering af strafferammerne og eventuelt på baggrund
heraf komme med indstillinger til ændringer i straffeloven (Forslag til
vedtagelse nr. V 16). Eftersom CD stemte imod dette forslag til vedtagelse,
føler forslagsstillerne sig ikke politisk bundne af vedtagelsen, som
efter CD´s opfattelse blot forhalede en løsning af et
påtrængende problem.
Med dette forslag ønsker forslagsstillerne
således at sende et signal om, at krænkelser af det menneskelige
legeme i fremtiden skal veje tungere i domstolenes strafudmåling
.
Skriftlig fremsættelse
Sonja Albrink
(CD):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse
af minimumsstraf i sager, hvor vold eller anden tvangsmæssig
krænkelse af det menneskelige legeme indgår i
gerningsindholdet.
(Beslutningsforslag nr. B 10).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven Retsinformation · 16. maj 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af neonatal hørescreening af alle børn Retsinformation · 13. marts 2001
- Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af et retskrav på hjemmehjælp m.v. Retsinformation · 21. januar 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et genterapiråd Retsinformation · 26. oktober 1999
- Forslag til folketingsbeslutning om etablering af en bioteknologistyrelse under Forskningsministeriet Retsinformation · 30. november 2000
- 1988 LSF 110 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BORGERLIG STRAFFELOV (VOLD OG BØRNEPORNOGRAFI) Retsinformation · 17. maj 1989