Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 110 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF BORGERLIG STRAFFELOV (VOLD OG BØRNEPORNOGRAFI)

1988/1 LSF 110Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september

1986, som ændret senest ved lov nr. 385 af 10. juni 1987, foretages følgende

ændringer:

1. I § 235 indsættes efter »bøde«: », hæfte eller

fængsel indtil 6 måneder.«

2. §§ 244-246 affattes således:

»§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens

legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig

karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4

år.

Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde

tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred.

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så grov

beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 8 år.«

3. §§ 248-249 affattes således:

»§ 248. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har

øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende

omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller

helbred, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.«

§ 2

1. I borgerlig straffelov nr. 126 af 15. april 1930, som kundgjort den 24.

maj 1930 på Færøerne, ophæves § 205.

2. I lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov.

(Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) affattes § 3

således:

Læs alt

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.«

3. I lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov.

(Skattesvig og indsmugling) affattes § 3 således:

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

§ 4

Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt

eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1

I borgerlig straffelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 607 af 6. september 1986

som ændret senest ved lov nr. 385 af 10. juni 1987, foretages følgende

ændringer:

1. I § 235 indsættes efter »bøde«:

», hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.«

2. §§ 244-246 affattes således:

»§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens

legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig

karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4

år.

Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde

tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred.

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så grov

beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 8 år.«

3. §§ 248-249 affattes således:

»§ 248. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har

øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig formildende

omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller

helbred, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.«

§ 2

1. I borgerlig straffelov nr. 126 af 26. april 1930 som kundgjort den 24.

maj 1930 på Færøerne ophæves § 205.

2. I lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov

affattes § 3 således:

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.«

3. I lov nr. 550 af 22. december 1971 om ændring af borgerlig straffelov

affattes § 3 således:

»§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning

helt eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

§ 4

Lovens § 1 gælder ikke for Færøerne, men kan ved kongelig anordning helt

eller delvis sættes i kraft for denne landsdel med de afvigelser, som de

særlige færøske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget indeholder dels et forslag om en skærpelse af strafferammen i

strfl. § 235 om salg m.v. af børnepornografi, dels et forslag til en revision

af straffelovens voldsbestemmelser. Endvidere indeholder lovforslaget hjemmel

til en teknisk ajourføring af nogle straffebestemmelser på Færøerne efter

anmodning derom fra det færøske hjemmestyre.

Forslaget vedrørende en skærpelse af strafferammen i § 235 om handel med

pornografiske billeder af børn har til formål at åbne mulighed for idømmelse

af frihedsstraf i sådanne sager. Med forslaget sker der ingen ændring i

afgrænsningen af de handlinger, der efter bestemmelsen er strafbare.

Forslaget om revision af straffelovens voldsbestemmelser har til formål at

tilvejebringe en ny og mere enkel udformning af voldsbestemmelserne, bl.a.

således at de bliver lettere at arbejde med. Til forslaget er knyttet nogle

bemærkninger om strafudmålingen i voldssager, herunder om behovet for en

større nuancering, således at der sker en vis skærpelse af straffene i de

grovere tilfælde inden for normalområdet.

Den del af lovforslaget, der vedrører bestemmelserne om vold, bygger på

Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelse. I betænkningens første del har Straffelovrådet foretaget en

systematisk gennemgang af alle strafferammer i straffeloven og bl.a. stillet

forslag om nedsættelse af strafmaksimum i en lang række bestemmelser med det

formål at tilpasse rammerne til det faktiske udmålingsniveau, der i dag

anvendes ved domstolene. Endvidere har Straffelovrådet foreslået

hæftestraffen afskaffet, således at fængsel herefter bliver den eneste form

for frihedsstraf. Betænkningen indeholder også enkelte forslag om en ændret

afgrænsning af det strafbare område, herunder om ophævelse af en række

bestemmelser. I betænkningens anden del er spørgsmålet om prøveløsladelse

behandlet. Justitsministeriet vil på et senere tidspunkt tage betænkningens

andre spørgsmål op til overvejelse, bl.a. på baggrund af de indkomne

høringssvar.

Justitsministeren fremsatte den 18. december 1987 et forslag til ændring

af straffelovens bestemmelser om prøveløsladelse og vold m.v. (L 134).

Lovforslaget bortfaldt imidlertid i forbindelse med nyvalg til Folketinget i

maj 1988. 1. behandlingen af lovforslaget den 22. januar 1988 er optrykt i

Folketingstidende 1987-88 (1. samling), Folketingets forhandlinger sp.

5451-5483.

Det foreliggende lovforslag er en uændret genfremsættelse for så vidt

angår revisionen af straffelovens voldsbestemmelser, der vandt bred

tilslutning i Folketinget ved 1. behandlingen den 22. januar 1988 af det

tidligere lovforslag. Endvidere genfremsættes de ændringer, der skal

muliggøre en teknisk ajourføring af nogle straffebestemmelser på Færøerne, i

uændret form.

Som noget nyt i forhold til det tidligere forslag foreslås det, at

strafferammen på bøde i straffelovens § 235 om salg m.v. af pornografiske

billeder af børn udvides til også at omfatte hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.

Samtidig er det tidligere forslag om en ændring af straffelovens

bestemmelser om prøveløsladelse udgået.

2. Børnepornografi

Ved billedpornografiens frigivelse i 1969 (lov nr. 224 af 4. juni 1969)

blev salg af pornografi, herunder også pornografiske billeder af børn, til

voksne afkriminaliseret. Denne retstilstand blev ændret i 1980, hvor der ved

lov nr. 252 af 16. juni 1980 i straffelovens § 235 blev indsat en

bestemmelse, hvorefter den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde

udbreder eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige

fotografier, film eller lignende af børn, straffes med bøde

(Folketingstidende 1979-80 (2. samling), sp. 4550-4572, sp. 10432-10445, sp.

10621 f, tillæg A sp. 1761-1808, tillæg B sp. 833 og tillæg C sp. 521).

Lov nr. 252 af 16. juni 1980 bygger på en udtalelse af 10. oktober 1979

fra Straffelovrådet, hvor et flertal var gået ind for, at strafferammen alene

burde omfatte bøde, hvilket et flertal i Folketinget tilsluttede sig. Et

mindretal i Straffelovrådet fandt, at strafferammen burde gå op til fængsel

indtil 6 måneder, et standpunkt der fik tilslutning af et mindretal i

Folketinget. Straffelovrådets udtalelse er optrykt som bilag til lovforslaget

i Folketingstidende 1979-80, tillæg A sp. 1767-1788.

Siden forbuddet mod handel med børnepornografi blev optaget i

straffelovens § 235 i 1980, har der kun været et begrænset antal sager om

overtrædelse af forbuddet. Uanset om der aktuelt kan påvises noget praktisk

behov for en strafferammeskærpelse, kan man generelt rejse det spørgsmål, om

en strafferamme med bøde for denne type kriminalitet fortsat kan anses for

passende og tidssvarende, også med henblik på de groveste former, som denne

forbrydelse kan fremtræde i.

Efter regeringens opfattelse er handel med børnepornografi en forbrydelse,

der må ses på med større alvor, end den nugældende strafferamme med bøde er

udtryk for. Kriminaliseringen af omsætningen af børnepornografi har til

formål at beskytte børn mod det seksuelle misbrug, der finder sted i

forbindelse med selve optagelsen af den slags billeder. Forbrydelsen består i

sin typiske form i at drage økonomisk fordel af den grove udnyttelse og det

seksuelle misbrug af børn, der er sket i forbindelse med selve optagelsen.

Hvis der ikke var nogen distributører og forhandlere, som producenterne af

børnepornografi kunne afsætte materialet til, ville incitamentet til

overhovedet at producere noget sådant svinde væsentligt. Den, der forhandler

børnepornografi uden (beviseligt) at have pådraget sig et strafferetligt

medansvar for selve optagelsen, kan således siges at være den økonomiske

anledning til den primære krænkelse af de børn, der optræder som modeller

under sådanne optagelser.

Der kan tænkes tilfælde, hvor handel med pornografisk billedmateriale af

børn har et sådant omfang, eller hvor samme person på trods af tidligere

domfældelser fortsætter med at forhandle børnepornografi, at bødestraf og

eventuel konfiskation af udbytte og billedmateriale ikke kan anses for en

tilstrækkelig reaktion i forhold til kriminalitetens grovhed.

På den baggrund stilles der forslag om, at strafferammen i § 235 udvides,

således at der ud over bøde bliver mulighed for at idømme straf af hæfte

eller fængsel indtil 6 måneder. En sådan strafferamme vil på bedre måde

markere samfundets afstandtagen fra denne forbrydelsestype og samtidig gøre

det strafferetlige værn mod seksuel udnyttelse af børn i erhvervsmæssigt

øjemed mere effektivt. Herudover vil den foreslåede ændring af strafferammen

i § 235 bringe retstilstanden i Danmark bedre på linie med retstilstanden i

Sverige og Norge, hvor strafferammen for børnepornografi går op til fængsel i

henholdsvis 6 måneder og 2 år.

Det bemærkes, at der ved denne strafferammeændring ikke sker nogen ændring

i afgrænsningen af de gerningstyper (erhvervsmæssigt salg, udbredelse,

herunder udlejning, samt fremstilling og forskaffelse med henblik på salg

eller udbredelse), der er kriminaliseret i § 235. Der henvises herved til

Folketingstidende 1979/80 (2. samling), tillæg A sp. 1761-1808. I spalte 1763

f er der også gjort rede for forholdet mellem § 235 og de grovere

sædelighedsforbrydelser, herunder § 222 og §§ 224-225, jf. § 222.

3. Vold

3.1. Baggrunden for forslaget.

Spørgsmålet om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf har i de senere år

indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget.

Spørgsmålet om volden i samfundet har således bl.a. været drøftet ved en

forespørgselsdebat den 16. januar 1986 (Folketingstidende 1985/86, sp. 5078

ff) og en forespørgselsdebat den 12. november 1987 (Folketingstidende 1987/88

(1. samling) sp. 1750 ff).

Voldskriminaliteten har gennem årene været stigende og har nået et meget

højt niveau. Der henvises til tabel 1 og 2 i lovforslagets bilag 1. Af tabel

1 fremgår bl.a., at antallet af anmeldte voldsforbrydelser er fordoblet i

perioden 1976-86 (fra 3.391 i 1976 til 6.708 i 1986), og viser en konstant

stigning bortset fra 1982. Tabel 2 viser ganske vist, at der er sket et

væsentligt fald i anmeldte tilfælde af simpel vold og vold med uagtsom skade

til følge. Samtidig er der imidlertid i perioden 1982-86 sket en kraftig

stigning på ca. 30 pct. i anmeldelser for vold mod sagesløs (fra 3.686 i 1982

til 4.793 i 1986).

Der er i de senere år iværksat forskellige foranstaltninger til styrkelse

af straffesystemets funktion i voldssager. Der er således blevet gennemført

ændringer i retsplejeloven og i forbindelse hermed foretaget en række

omlægninger af politiets og anklagemyndighedens sagsbehandling, som tager

sigte på en mere effektiv behandling af bl.a. voldssager. Der er taget skridt

til at sikre, at behandlingen af voldssager fremskyndes mest muligt, og at

personer, der er idømt frihedsstraf for vold, hurtigst muligt indkaldes til

afsoning af den idømte straf. Endvidere er der ved lov nr. 386 af 10. juni

1987 sket en udvidelse af adgangen til at varetægtsfængsle i visse grove

voldssager, og ved lov nr. 861 af 23. december 1987 er der gennemført en

ændring af våbenloven, der har til formål at begrænse udbredelsen og

anvendelsen af bl.a. knive.

I forbindelse med overvejelserne om en yderligere effektivisering er der

rejst spørgsmål om, hvorvidt straffelovens voldsbestemmelser i §§ 244-246 er

unødigt komplicerede i deres opbygning bl.a. med den virkning, at de ikke

blot er vanskelige at forstå for menigmand, men også komplicerede at arbejde

med, både for domstolene og for politiet og anklagemyndigheden. Den

komplicerede opbygning af § 244 bevirker således, at der skal arbejdes med en

halv snes forskellige ansvarskategorier, før domstolene kender den eller de

strafferammer, som kommer i betragtning. Hertil kommer de typer af forsætlig

legemsbeskadigelse, der henhører under §§ 245 og 246.

Det er endvidere blevet anført, at et mere forenklet regelgrundlag i mange

tilfælde ville muliggøre en hurtigere sagsbehandling. Denne sammenhæng er

bl.a. kommet til udtryk i folketingsbeslutningen af 25. maj 1984 om en øget

indsats mod volden (Folketingstidende 1983/84, sp. 806, 1683, 7085, tillæg A

sp. 1477, B sp. 1141 og C sp. 583), hvor det i pkt. 5 i afsnittet om

hurtigere sagsbehandling hedder: »Den i forhold til andre lande særdeles

komplicerede lovgivning vedrørende vold (straffelovens §§ 244-246) drøftes i

Straffelovrådet med henblik på en forenkling.«

Det er også et spørgsmål, hvorvidt de straffe, der udmåles i voldssager,

kan anses for passende ikke kun ud fra almen- og specialpræventive

synspunkter, men også ud fra en proportionalitetsvurdering af forholdet

mellem forbrydelsens grovhed og den forskyldte straf.

Bl.a. på baggrund af disse betragtninger har Straffelovrådet i betænkning

nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse i kap. 6, hvor spørgsmålet

om voldsforbrydelser behandles, ikke begrænset sig til at foretage en

gennemgang af strafferammerne for vold, men har udarbejdet et forslag til en

ny og mere forenklet udformning af voldsbestemmelserne, jf. nedenfor under

pkt. 3.3., ligesom Straffelovrådet har foretaget en nærmere vurdering af det

nugældende udmålingsniveau i voldssager, jf. nedenfor under pkt. 3.4.

3.2. Nugældende retstilstand.

De nugældende bestemmelser om vold findes i straffelovens §§ 244-246.

Der findes imidlertid også andre bestemmelser, der vedrører vold eller

hvor vold kan indgå som en del af gerningsindholdet. Som eksempler fra

straffeloven kan nævnes § 119 (vold mod offentlig myndighed), § 134 a

(opløb), § 216 (voldtægt), § 260 (ulovlig tvang), § 183 a (flykapring) og §

288 (røveri). En del sager om slagsmål og vold af mindre alvorlig karakter

afgøres efter politivedtægternes § 3.

Med hensyn til indholdet af straffelovens §§ 244-246 kan anføres følgende:

Det afgørende for, om en voldshandling skal henføres til § 244, § 245

eller til § 246, er, hvad gerningsmanden ved voldsudøvelsen har forsæt til. §

244 anvendes, når gerningsmanden ved voldsudøvelsen ikke har haft forsæt til

at forvolde legemsskade.

Hvis gerningsmanden har haft forsæt til at påføre offeret skade på legeme

eller helbred, henhører forholdet under § 245 eller § 246 afhængigt af, hvor

alvorlig en skade der har været forsæt til at forvolde. Er der forsæt til, at

offeret skal dø, henhører forholdet under § 237 om manddrab.

Inden for § 244 er grunddeliktet vold (legemskrænkelse) beskrevet i stk.

1. Straffen for overtrædelse af stk. 1 er bøde eller hæfte. Ifølge § 244,

stk. 5, er forfølgning af sager, hvor der alene er spørgsmål om overtrædelse

af § 244, stk. 1, som hovedregel undergivet privat påtale.

I § 244, stk. 2, 3 og 4, er opregnet en række forhold, der kan bevirke en

skærpelse af straffen. Efter stk. 2 kan straffen stige til fængsel i 2 år,

hvis offeret er en gravid kvinde, eller hvis den udøvede vold kan betegnes

som særlig farlig, rå eller brutal. Hvis der foreligger uagtsom legemsskade

som følge af den forsætlige legemskrænkelse, er straffen hæfte eller fængsel

indtil 2 år, under særlig formildende omstændigheder bøde, jf. stk. 3. Har

voldsudøvelsen karakter af mishandling, er straffen hæfte eller fængsel

indtil 2 år. Er skaden så alvorlig, at offeret dør eller påføres grov

legemsbeskadigelse, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Efter § 244, stk. 4, medfører det en skærpet bedømmelse, hvis der er tale

om overfald, det vil sige vold udøvet mod en sagesløs person. I disse

tilfælde er straffen fængsel indtil 2 år. I visse mildere tilfælde er der dog

også mulighed for at anvende bøde eller hæfte, medens straffen i grovere

tilfælde kan stige til fængsel i 6 år.

Ved forsætlig legemsbeskadigelse efter § 245 er straffen hæfte eller

fængsel indtil 3 år, under særlig formildende omstændigheder bøde. Efter §

245, stk. 2, er straffen fængsel indtil 8 år, hvis legemsbeskadigelsen er

begået under de i § 244, stk. 2 og 4, angivne omstændigheder. Det samme

gælder, hvis legemsbeskadigelsen har været forbundet med mishandling eller

haft døden eller grov legemsbeskadigelse som uagtsom følge.

Straffen for forsætlig grov legemsbeskadigelse efter § 246 er fængsel fra

1 til 12 år.

Som tidligere nævnt bevirker den komplicerede opbygning af § 244, at der

skal arbejdes med en halv snes forskellige ansvarskategorier, før domstolene

kender den eller de strafferammer, som kommer i betragtning, hvortil kommer

de typer af forsætlig legemsbeskadigelse, der henhører under §§ 245 og 246.

3.3. Forslag til en ny udformning af voldsbestemmelserne.

I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse anfører

Straffelovrådet, at det efter Rådets opfattelse vil være hensigtsmæssigt at

søge det ovenfor beskrevne system i §§ 244-246 forenklet. Som fordele ved en

sådan forenkling har Rådet peget på, at reglerne herved bliver lettere at

forstå, og at forenklingen vil kunne bidrage til en hurtigere behandling af

voldssager.

Straffelovrådet anbefaler, at forenklingen af voldsbestemmelserne

gennemføres på den måde, at man i loven giver afkald på en detaljeret

opregning af de omstændigheder, der kan kendetegne en voldsforbrydelse som

mere eller mindre grov, og i stedet nøjes med at opstille nogle få kategorier

af voldsforbrydelser inddelt efter graden af grovhed.

Straffelovrådet fremhæver i den forbindelse det principielle synspunkt, at

lovens beskrivelse af strafbar vold bør lægge mest mulig vægt på selve

voldens beskaffenhed, og at strafferammerne for vold af forskellige

grovhedsgrader derfor bør fastsættes på en sådan måde, at der inden for hver

kategori er plads til de strafskærpelser, som kvalificerende omstændigheder

ved volden, herunder uagtsomme skadevirkninger og offerets sagesløshed, kan

begrunde i det enkelte tilfælde.

Om det nærmere indhold af Straffelovrådets forslag til ny affattelse af §§

244-246 og Rådets bemærkninger hertil henvises til betænkning nr. 1099/1987

om strafferammer og prøveløsladelse side 150-155.

Specielt med hensyn til spørgsmålet om det nærmere valg af strafferammer

og om strafudmåling henvises til pkt. 3.4. nedenfor.

Justitsministeriet er enig i, at der er behov for en forenkling af

straffelovens voldsbestemmelser, og kan tiltræde, at forenklingen sker på den

måde, som Straffelovrådet har foreslået. Det foreliggende lovforslag er

udformet i overensstemmelse hermed.

Forslaget til ny affattelse af § 244, der i sin beskrivelse af

gerningsindholdet svarer til den nugældende bestemmelse i § 244, stk. 1,

indebærer ingen ændringer i afgrænsningen af, hvad der er strafbar vold.

Derimod indebærer forslaget bl.a., at de kvalificerende omstændigheder, der

består i uagtsomme følger og sagesløshed hos voldsofferet, udgår af loven som

legale skærpelseskriterier. Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at

sådanne omstændigheder ikke længere skal tillægges betydning ved bedømmelsen

af voldssager. Det betyder blot, at det overlades til domstolene at afgøre,

hvilken vægt der skal tillægges sådanne forhold ved udmåling af straf inden

for normalrammen på 1 år og 6 måneder.

Selv om uagtsomme skader af forsætlig vold udgår som legal

skærpelsesgrund, er det ikke tanken, at der i stedet skal straffes i

sammenstød med § 241 eller § 249 i de tilfælde, hvor ordinær vold har haft de

uagtsomme følger, der er omfattet af de nævnte bestemmelser.

For så vidt en uagtsom legemsskade er udslag af, at volden har haft en

særlig rå, brutal eller farlig karakter, hvilket i almindelighed vil være

tilfældet ved mere alvorlige skader, henhører forholdet under § 245, stk. 1,

og er dermed undergivet en strafferamme på fængsel i 4 år. I meget grove

tilfælde vil § 246 med en strafferamme på fængsel indtil 8 år kunne anvendes.

Specielt med hensyn til spørgsmålet om sagesløshed bemærkes, at det i

praksis ikke sjældent volder vanskeligheder at foretage den afgrænsning af,

om voldsofre kan anses for sagesløse, som den nugældende udformning af

voldsbestemmelserne nødvendiggør. Der forekommer en del tilfælde, hvor det på

den ene side er klart, at voldsofferet ved sine udtalelser eller sin adfærd i

nogen grad har givet anledning til voldsudøvelsen, men hvor det på den anden

side findes betænkeligt at statuere, at han eller hun ikke har været

sagesløs. Efter forslaget vil det ikke længere være nødvendigt at inddele

voldsofre i sagesløse og ikke-sagesløse. Det vil bero på rettens nærmere

vurdering, hvilken vægt der skal lægges på de foreliggende oplysninger om

voldsofferets forudgående adfærd og på forholdet mellem gerningsmand og offer

sammenholdt med voldens beskaffenhed og andre faktorer, der har betydning for

strafudmålingen.

Den nugældende regel i § 244, stk. 5, om privat påtale i sager efter §

244, stk. 1, udgår, således at al vold efter forslaget principielt bliver

undergivet offentlig påtale.

I tilfælde, hvor handlingen har medført en så ringe krænkelse, at den

efter de hidtidige regler alene ville være omfattet af straffelovens § 244,

stk. 1, vil politiet i almindelighed først have retlig anledning til at

iværksætte en efterforskning, når der foreligger en egentlig anmeldelse fra

den, der mener sig forurettet.

Den foreslåede bestemmelse i § 245, stk. 1, om kvalificeret vold

har en strafferamme på fængsel indtil 4 år og omfatter de forhold, der i dag

er beskrevet i § 244, stk. 2, om særlig farlig, rå eller brutal vold, § 244,

stk. 3, 2. pkt., om mishandling og § 244, stk. 4, sidste punktum, jf. stk. 2

og 3. Uagtsomme følger af ordinær vold er ikke medtaget blandt de

kvalificerende omstændigheder. Ordinær vold henhører under § 244, og

uagtsomme skader heraf kan i almindelighed ikke bringe forholdet ind under §

245, stk. 1. Er der tale om alvorlige skader, kan der imidlertid være

holdepunkter for at bedømme den udøvede vold som særlig farlig og dermed

omfattet af § 245, stk. 1.

§ 245, stk. 2, omfatter forsætlig legemsbeskadigelse. Det markeres herved,

at forsæt til legemsbeskadigelse gør en voldshandling særlig grov. I

almindelighed vil stk. 2 ikke have nogen selvstændig betydning ved siden af

stk. 1, idet vold udøvet med forsæt til skade som regel vil være af særlig

rå, brutal eller farlig karakter. Der kan dog tænkes situationer, hvor dette

ikke vil være tilfældet, og her vil bestemmelsen i § 245, stk. 2, være

nødvendig for at markere, at forsæt til skade i sig selv kendetegner en

voldshandling som særlig grov og derfor er undergivet en strengere

strafferamme end normalrammen på 1 år og 6 måneder i § 244.

Den nugældende, meget restriktivt affattede bestemmelse i § 246 om

forsætlig grov legemsbeskadigelse anvendes meget sjældent. Der foreslås en

ændret formulering af § 246, hvilket bl.a. vil indebære, at den ud over de

meget få tilfælde, der i dag henføres til § 246, vil komme til at omfatte de

groveste af de voldstilfælde, der i dag henhører under § 244, stk. 4, jf.

stk. 2 og 3, samt en del af de tilfælde, der er omfattet af den nugældende

bestemmelse i § 245, stk. 2. Således tænkes § 246 bl.a. anvendt i sager om

grov vold, hvor offeret er afgået ved døden, men hvor der ikke kan bevises

forsæt til drab efter § 237.

3.4. Strafferammer og strafudmåling.

3.4.1. Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelse s. 145-146 udarbejdet en oversigt over strafudmålingen i

voldssager til brug for sine overvejelser om, hvilke strafferammer der skal

fastsættes i de nye voldsbestemmelser. Straffelovrådet har i den forbindelse

taget det udgangspunkt, at strafferammerne stort set bør tillade samme

strafniveau for de forskellige gerningstyper, som er anvendt i hidtidig

praksis.

Straffelovrådet har på den baggrund foreslået, at normalrammen i § 244

fastsættes til bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder (et mindretal har

foreslået et strafmaksimum på 1 år). Strafferammerne i § 245 og § 246 er

foreslået fastsat til fængsel i henholdsvis 4 år og 8 år.

Justitsministeriet har ved udarbejdelsen af forslaget fulgt

Straffelovrådets indstilling.

De valgte strafferammer indebærer, at der for visse voldstypers

vedkommende bliver tale om et mindre strafmaksimum end det, der gælder i dag.

Dette vil bl.a. være tilfældet i sager om ordinær vold mod sagesløs med

mindre skader til følge, der i dag er omfattet af § 244, stk. 4, jf. stk. 3,

og som efter forslaget vil henhøre under § 244. Omvendt vil bl.a. forhold,

der i dag er undergivet et strafmaksimum i § 244, stk. 2, på fængsel i 2 år,

efter forslaget være omfattet af § 245, stk. 1, med et strafmaksimum på

fængsel indtil 4 år.

Justitsministeriet lægger i den forbindelse afgørende vægt på at fremhæve,

at strafmaksima i §§ 244-246 i overensstemmelse med Straffelovrådets

indstilling er fastsat ud fra overvejelser om - bl.a. støttet på oplysninger

om gældende udmålingspraksis - hvilken straf der bør kunne være plads til at

udmåle for den enkelte gerningstype i sin grovest tænkelige form. Der er

derimod ikke i kraft af selve de fastsatte strafmaksima tilsigtet nogen

generel påvirkning af det faktiske udmålingsniveau i voldssager. Det

foreslåede normalmaksimum i § 244 skal således ikke opfattes som et signal

til en lavere strafudmåling, men er udtryk for en tilpasning af lovens

hovedregel til det faktiske behov for udmåling i det store flertal af

almindelige voldssager. Det behov, der kan være for at justere den nugældende

udmålingspraksis i visse typer af voldssager, er omtalt nedenfor.

3.4.2. Som nævnt ovenfor under pkt. 3.1. har Straffelovrådet i betænkning

nr. 1099/1987 ikke begrænset sig til at foreslå en ny og forenklet affattelse

af straffelovens voldsbestemmelser. Rådet er også gået ind i en nærmere

vurdering af de straffe, der faktisk udmåles i voldssager. Til brug for denne

vurdering har Straffelovrådet bl.a. udarbejdet en oversigt over inddeling af

voldshandlinger i forskellige typer, som f.eks. gadevold, restaurationsvold,

selskabsvold, familievold osv. Endvidere er der i betænkningen foretaget en

gennemgang af udmålingspraksis i voldssager. Af betænkningens tabel 17 (side

120), hvor udmålingspraksis ved berigelsesforbrydelser og voldsforbrydelser

sammenlignes, fremgår, at der i ca. 60 pct. af samtlige voldssager i 1984

blev idømt ubetinget frihedsstraf. Betinget dom og tiltalefrafald anvendtes i

ca. 25 pct. af sagerne, medens bødestraf blev idømt i ca. 14 pct. af sagerne.

Ser man alene på længden af de udmålte frihedsstraffe, viser Rådets

gennemgang af udmålingspraksis for perioden 1979-1984 (betænkningen s.

145-146), at ca. 80-85 pct. af alle udmålte fængsels- og hæftestraffe for

vold ikke overstiger 3 måneder, og i langt de fleste domme overstiger de

fastsatte straffe ikke 60 dage.

Straffelovrådet har på den baggrund overvejet, om strafudmålingen i

voldssager kan anses for passende. Straffelovrådet har sammenfattende udtalt,

at man hverken kan anbefale en almindelig strafskærpelse eller betydelige

reduktioner i sanktionsniveauet i voldssager. Derimod har Rådet peget på

behovet for en større nuancering af strafudmålingen, bl.a. således at der på

den ene side indtræder skærpelser med hensyn til nogle af de groveste

tilfælde inden for normalområdet, navnlig hvor det drejer sig om tilfældig

vold af grov karakter, samtidig med at bødestraf og betinget dom anvendes i

lidt videre omfang i mindre alvorlige sager.

Justitsministeriet deler Straffelovrådets opfattelse, hvorefter der er

behov for en større differentiering af strafudmålingen i voldssager indenfor

normalområdet. Det er ikke tilfredsstillende, at der i dag almindeligvis kun

er en straflængde på omkring een måned, der skiller de grove fra de mindre

grove tilfælde inden for normalområdet. En større nuancering bør efter

Justitsministeriets opfattelse ske ved, at straffene i de grovere tilfælde

skærpes. Herved vil der blive skabt et mere proportionalt forhold i

strafudmålingen mellem forskellige typer af voldsforbrydelser indbyrdes. Som

grovere tilfælde indenfor normalområdet tænkes f.eks. på tilfælde, hvor

gerningsmanden overfalder helt sagesløse personer med knytnæveslag og/eller

spark eventuelt med skade til følge. Er der ved voldsudøvelsen anvendt våben,

herunder kniv, falder forholdet udenfor normalområdet og vil være undergivet

en væsentlig strengere bedømmelse.

Det fremgår af de ovenfor angivne oplysninger om udmålingspraksis i

voldssager, at der i et vist omfang i dag anvendes bøde og betinget dom.

Justitsministeriet har ikke grundlag for generelt at vurdere, om det i mindre

alvorlige sager om vold vil være forsvarligt at anvende bøde og betinget dom

i videre omfang, end det allerede finder sted i dag.

4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.

Forslaget om revision af straffelovens voldsbestemmelser tilsigter som

anført bl.a. en større differentiering af strafudmålingen i visse voldssager.

Forslaget forudsætter således en skærpelse af straffen i grovere sager.

Uanset at de økonomiske konsekvenser af ændrede voldsbestemmelser således

vil afhænge af domstolenes udmålingspraksis, vil de foreslåede regler efter

Justitsministeriets vurdering kun medføre en meget begrænset stigning i den

samlede mængde frihedsstraffe, der skal afsones.

Her over for står, at den forenklede udformning af voldsbestemmelserne vil

gøre dem lettere at arbejde med og medføre en hurtigere sagsbehandling.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre økonomiske eller

administrative konsekvenser af betydning.

5. Hørte myndigheder m.v.

Der er indhentet udtalelse over Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987

om strafferammer og prøveløsladelse fra præsidenterne for Østre og Vestre

Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Ålborg, fra Den

danske Dommerforening, rigsadvokaten, rigspolitichefen, Politidirektøren i

København, Foreningen af politimestre i Danmark, Dommerfuldmægtigforeningen,

Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Forsvarsministeriet, Dansk

Kriminalpolitiforening, Dansk Politiforbund, Dansk Fængselsforbund,

HK-landsklubben for Kriminalforsorgen, Foreningen af Fængselsinspektører

m.fl. samt fra Kriminalforsorgsforeningen.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der henvises til de almindelige bemærkninger under punkt 2.

Frihedsstraf tænkes navnlig anvendt i tilfælde, hvor der foreligger handel

(salg, udlejning, besiddelse med henblik på salg og udlejning, o.l.) med

børnepornografisk materiale i et ikke ubetydeligt omfang.

Frihedsstraf kan også komme på tale ved gentagne overtrædelser af

forbudet, selv om den seneste overtrædelse ikke i sig selv er særlig

omfattende.

Til nr. 2

Om forholdet mellem de gældende bestemmelser i straffelovens §§ 244-246 og

de foreslåede bestemmelser henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 3.3.

I § 244 er hovedbestemmelsen om strafbar vold beskrevet.

Beskrivelsen, der svarer til den hidtil anvendte, indebærer ingen ændringer i

den nedre afgrænsning af, hvilke fysiske krænkelser der udgør strafbar vold.

Straffen for overtrædelser af § 244 er bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år

og 6 måneder. Der henvises herved til de almindelige bemærkninger pkt. 3.4.1.

§ 244 omfatter alle tilfælde af forsætlig vold, hvor den udøvede vold

efter sin beskaffenhed ikke kan betegnes som særlig rå, brutal eller farlig

eller som mishandling, jf. § 245, stk. 1. Har gerningsmanden ved

voldsudøvelsen haft forsæt til at påføre offeret skade på legeme eller

helbred, henhører forholdet under § 245, stk. 2.

§ 244 må forventes at finde anvendelse på langt de fleste voldshandlinger,

der kommer til pådømmelse. Som eksempler kan nævnes slag, herunder lussinger

og knytnæveslag, kast med genstande, der rammer en anden, benspænd,

førergreb, bid og lignende. Om forholdet mellem § 244 og § 245, stk. 1,

henvises til bemærkningerne til § 245, stk. 1.

Tilføjelsen »eller på anden måde angriber en andens legeme« vil

ligesom i dag omfatte nogle legemsangreb, der består i fremkaldelse af

bevidstløshed, ildebefindende og lignende, og som ligger på kanten af eller

uden for den sprogligt naturlige forståelse af udtrykket »øver

vold«.

For så vidt angår spørgsmålet om betydningen af uagtsomme skader og

sagesløshed hos offeret henvises til de almindelige bemærkninger under pkt.

3.3.

Ved de såkaldt sammensatte forbrydelser, herunder voldtægt og røveri, hvor

vold kan indgå som tvangsmiddel, skal der kun straffes i sammenstød med

voldsbestemmelserne, hvis den anvendte vold er omfattet af § 245 eller § 246.

Den foreslåede bestemmelse i § 245 vedrører to tilfælde af

kvalificeret vold, i hvilke maksimumsstraffen for vold forhøjes til 4 års

fængsel. Anvendelsen af § 245 medfører ikke obligatorisk, at der skal idømmes

en straf over maksimum i § 244. Når lovens betingelser er opfyldt, vil

bestemmelsen kunne anvendes som grundlag for en straf, der ligger under

maksimum i § 244, men på den anden side over det almindeligt anvendte

strafniveau for voldsforbrydelser af ordinær type.

§ 245, stk. 1, omfatter den vold, der efter sin beskaffenhed må betegnes

som særlig rå, brutal eller farlig, eller som har karakter af mishandling.

Legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter tænkes afgrænset

på samme måde som hidtil efter den gældende bestemmelse i § 244, stk. 2. Som

eksempler på forhold, der vil være omfattet af § 245, stk. 1, kan nævnes

voldshandlinger begået under anvendelse af våben, såsom geværer, pistoler,

økser, knive m.v., og kast med genstande, der kan påføre offeret ikke

uvæsentlige skader. Slag med redskaber, som f.eks. ølflasker, stave, kæder

m.v. vil efter omstændighederne også være omfattet af bestemmelsen. Også

vold, der udøves uden anvendelse af redskaber og våben, kan være omfattet af

§ 245, stk. 1. Således må håndkantslag mod halsen, kvælergreb og i

almindelighed også spark i ansigtet betegnes som vold af særlig rå, brutal

eller farlig karakter. Når der anvendes våben, vil der samtidig ofte være

grundlag for også at anvende § 245, stk. 2, om forsætlig legemsbeskadigelse.

Om anvendelse af § 246 henvises til bemærkningerne nedenfor.

Ved mishandling, der i dag er beskrevet i § 244, stk. 3, 2. pkt., forstås

en gentagen voldsudøvelse over en vis tidsperiode mod et mere eller mindre

værgeløst offer, typisk et barn eller en ægtefælle. Udtrykket mishandling vil

få selvstændig betydning i de tilfælde, hvor den vold, der anvendes, ikke er

af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Efter § 245, stk. 2, straffes den, der forsætligt tilføjer en anden

person skade på legeme eller helbred. Ikke kun den fysiske, men også den

psykiske helbredstilstand er omfattet. »Skade« skal forstås i

overensstemmelse med hidtidig praksis. Som skade anses efter praksis bl.a.

udslåede eller beskadigede tænder, snitsår eller flænger, der kræver syning,

en brækket finger eller tå, og hjernerystelser (bortset fra de letteste).

En afgørende betingelse for anvendelse af bestemmelsen er, at

gerningsmanden har handlet med forsæt til at tilføje den pågældende skade,

jf. straffelovens § 19. Kan skadetilføjelsen alene tilregnes gerningsmanden

som uagtsom, falder forholdet uden for § 245, stk. 2.

Foreligger der særdeles skærpende omstændigheder i forbindelse med en

overtrædelse af § 245, henhører forholdet under § 246.

§ 246 omfatter de groveste former for vold og giver mulighed for at idømme

straf af indtil 8 års fængsel. En anvendelse af den foreslåede bestemmelse i

§ 246 vil for det første altid forudsætte, at volden er omfattet af § 245.

Enten skal der være handlet med forsæt til legemsskade (§ 245, stk. 2), eller

også skal volden være »af særlig rå, brutal eller farlig karakter«,

eller der skal foreligge mishandling (§ 245, stk. 1). Dernæst skal der i

øvrigt foreligge »særdeles skærpende omstændigheder«, og det er

fremhævet, at denne bedømmelse kan skyldes voldens grove beskaffenhed eller

dens alvorlige følger. Det sidstsnævnte led vil omfatte forsætlig og uagtsom

påførelse af meget betydelig legemsskade, herunder varig invalidering, samt

uagtsom forvoldelse af dødens indtræden - alt som nævnt under den

forudsætning, at volden er omfattet af § 245.

Som nævnt ovenfor i de almindelige bemærkninger under pkt. 3.3. tænkes §

246 bl.a. anvendt i sager om grov vold, herunder skud med våben eller stik

med kniv, hvor offeret er afgået ved døden, men hvor der ikke kan bevises

forsæt til drab efter § 237.

Hvor der ikke er tale om voldsfølger som skærpende omstændigheder, vil §

246 omfatte de groveste tilfælde blandt dem, der er omfattet af § 245, stk.

1.

Til nr. 3

Den nugældende bestemmelse i § 248 indeholder i stk. 1 en regel om

betydningen af samtykke til legemsangreb. Denne regel foreslås som anbefalet

af Straffelovrådet ophævet som overflødig.

Bestemmelsen i den gældende § 248, stk. 2, om strafnedsættelse og

strafbortfald ved legemsangreb begået i forbindelse med slagsmål og i

tilfælde, hvor den angrebne har øvet gengæld mod angriberen, bevares med en

formulering, der er lidt ændret som en konsekvens af den ændrede opbygning af

voldsbestemmelserne i §§ 244-246.

Affattelsen af § 248 er i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag.

Der henvises til betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og

prøveløsladelse, side 159-160.

Forslaget til ny formulering af § 249 er af redaktionel karakter.

Den nye formulering er en konsekvens af, at sondringen i den gældende § 249

mellem § 246-skader og mindre betydelige skader som følge af den ændrede

opbygning af §§ 244-246 ikke kan opretholdes. Der tilsigtes ingen

realitetsændringer med den nye formulering af bestemmelsen.

Formuleringen svarer til Straffelovrådets forslag, jf. betænkning nr.

1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 166-167, bortset fra at

det gældende strafmaksimum på fængsel i 4 år foreslås opretholdt uændret.

Til § 2

Forslaget indeholder i § 2 hjemmel til en lovteknisk ajourføring af den

færøske straffelovgivning, som Hjemmestyret på Færøerne har anmodet om i

forbindelse med en større gennemgang af denne lovgivning.

Nr. 1 medfører, at straffelovens § 205 om ulovlig

privatdetektiv-virksomhed ophæves for Færøerne. Denne bestemmelse blev i 1943

ophævet ved en lov, der ikke omfattede Færøerne.

For Færøerne gælder i dag en regel, hvorefter strafansvar for overtrædelse

af love om offentlige skatter, hvorved pligtige ydelser søges unddraget det

offentlige, ikke forældes uden særlig hjemmel dertil. Som en styrkelse af

retstillingen for den enkelte færøske borger indeholder nr. 2 og

3 hjemmel til, at der på Færøerne gennemføres en forældelsesfrist for

overtrædelse af den færøske lovgivning om offentlige skatter i lighed med,

hvad der gælder i det øvrige Danmark. Denne forældelsesfrist skal i så fald i

intet tilfælde være mindre end 10 år.

Til § 3

Bestemmelsen angiver lovens ikrafttrædelsesdato.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører den foreslåede lovs territoriale gyldighed.

Bilag 1

Tabel 1.

Anmeldte voldsforbrydelser (§§ 119-120 og 244 og 246) i årene 1976-1986

antal og andel af samtlige anmeldte straffelovsovertrædelser. Vold mod off.

mynd. Vold i øvrigt Vold i alt (§§ 119-120) (§§ 244-246)

1976 268 3.123 3.391

1977 277 3.724 4.001

1978 345 4.012 4.357

1979 376 4.285 4.661

1980 608 4.854 5.462

1981 674 5.326 6.000

1982 594 5.169 5.763

1983 557 5.270 5.827

1984 519 5.395 5.914

1985 586 5.870 6.456

1986 628 6.080 6.708

Tabel 2.

Anmeldte voldsforbrydelser i årene 1982-86, opdelt efter straffelovens

voldsbestemmelser.

Vold 1982 1983 1984 1985 1986

1. § 244, stk. 1.

Simpel vold 225 172 152 146 131

2. § 244, stk. 2.

Vold af særlig

farlig

karakter m.v. 383 407 452 356 365

3. § 244, stk. 3.

Vold med uagtsom

skade til følge 805 884 852 736 641

4. § 244, stk. 4.

Vold mod

sagesløs m.v. 3.686 3.734 3.873 4.501 4.793

5. § 245.

Forsætlig

legems-

beskadigelse 63 67 63 126 142

6. § 246.

Forsætlig grov

legemsbeskadigelse 7 6 3 5 8

7. §§ 244-246

I alt 5.169 5.270 5.395 5.870 6.080

8. §§ 119-120 594 557 519 516 628

Vold i alt 5.763 5.827 5.914 6.456 6.708

Kilder: Kriminalstatistikken og Politiets årsberetning 1986.

Bilag 2

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslagets § 1

§ 1

1. § 235 affattes således:

»§ 235. Den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder

eller med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier,

film eller lignende af børn, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6

måneder.«

§ 235. Den, som erhvervsmæssigt sælger eller på anden måde udbreder eller

med forsæt hertil fremstiller eller skaffer sig utugtige fotografier, film

eller lignende af børn, straffes med bøde.

2. §§ 244-246 affattes således:

»§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens

legeme, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

§ 245. Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig

karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 4

år.

Stk. 2. Det samme gælder den, som uden for de i stk. 1 nævnte tilfælde

tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred.

§ 246. Har et legemsangreb, der er omfattet af § 245, været af en så grov

beskaffenhed eller haft så alvorlige følger, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 8 år.«

§ 244. Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens

legeme, straffes for legemskrænkelse med bøde eller hæfte.

Stk. 2. Er den angrebne en frugtsommelig kvinde, eller har angrebet på

grund af de benyttede redskabers eller midlers art eller de forhold, under

hvilke det er udøvet, haft en særlig farlig karkater, kan straffen stige til

fængsel i 2 år. Det samme gælder, når den udøvede vold i øvrigt har været

særlig rå eller brutal.

Stk. 3. Har legemkrænkelsen haft skade på legeme eller helbred til følge,

er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år, under særlig formildende

omstændigheder bøde. Har mishandling fundet sted, er straffen hæfte eller

fængsel indtil 2 år. Dersom handlingen har medført døden eller grov

legemsbeskadigelse, kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Stk. 4. Den, som øver vold mod en sagesløs person eller på anden måde

angriber hans legeme, straffes for overfald med fængsel indtil 2 år. Er den

udøvede vold af mindre grov beskaffenhed, eller foreligger der forhold af

undskyldende karakter, kan straffen nedsættes til hæfte; er den udøvede vold

af ringe betydning, eller foreligger der særlig formildende omstændigheder,

kan straf af bøde anvendes. Har voldshandlingen medført sådanne følger eller

haft en sådan karakter, at den omfattes af bestemmelserne i stk. 2 eller 3,

kan straffen stige til fængsel i 6 år.

Stk. 5. I de i stk. 1 nævnte tilfælde finder offentlig påtale ikke sted,

medmindre almene hensyn kræver det.

§ 245. Den, som tilføjer en anden skade på legeme eller helbred, straffes

for legemsbeskadigelse med hæfte eller med fængsel indtil 3 år, under særlig

formildende omstændigheder med bøde.

Stk. 2. Under de i § 244, stk. 2 og 4, angivne omstændigheder, såvel som

når legembeskadigelsen har været forbundet med mishandling eller haft døden

eller grov legemsbeskadigelse til følge, er straffen fængsel indtil 8 år.

§ 246. Tilføjer nogen en anden en sådan skade, at han mister eller lider

væsentlig forringelse af syn, hørelse, taleevne eller forplantningsevne, at

han bliver vanfør eller i høj grad vansiret, at han enten for bestandig eller

for lang, ubestemt tid bliver uskikket til at udføre sine kaldspligter eller

det daglige livs sysler, eller tilføjer han ham anden skade på legeme eller

helbred af lige betydning, straffes han for grov legemsbeskadigelse med

fængsel fra 1 til 12 år.

3. §§ 248-249 affattes således:

» § 248. for legemsangreb under slagsmål, eller når den

angrebne har øvet gengæld mod angriberen, kan straffen under særlig

formildende omstændigheder bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller

helbred, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under

skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.«

§ 248. Samtykke til et legemsangreb medfører, at straffen kan nedsættes,

og at handlingen i det i § 244, stk. 1, omhandlede tilfælde ikke straffes.

Stk. 2. For legemsangreb under slagsmål, eller når den angrebne har øvet

gengæld mod angriberen, kan straffen nedsættes og i de i § 244, stk. 1,

omhandlede tilfælde bortfalde.

§ 249. Den, som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller

helbred, der dog ikke falder ind under § 246, straffes med bøde eller hæfte.

Påtale finder kun sted efter den forurettedes begæring, medmindre almene

hensyn kræver påtale.

Stk. 2. Den, som uagtsomt tilføjer nogen skade af den i § 246 angivne art,

straffes med hæfte eller bøde, under skærpende omstændigheder med fængsel

indtil 4 år.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter