Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre

1998/1 BSF 69Beslutningsforslag som fremsatFolketinget8. december 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 8. december 1998 af

Jann Sjursen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF), Ole&nb

sp;M. Nielsen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)

Forslag til folketingsbeslutning

om forbud mod provokeret abort på levedygtige

fostre

Folketinget opfordrer regeringen til snarest at

fremsætte forslag til lov om ændring af lov om

svangerskabsafbrydelse efter følgende retningslinjer:

1) Der indføres i loven et forbud mod provokeret abort på

levedygtige fostre. Forbudet skal sikre fostre mod at blive udsat for

provokeret abort, hvis de har samme alder som tidligere eksempler på

levedygtige ekstremt tidligt fødte.

2) Sundhedsministeren fastsætter årligt den gældende

aktuelle grænse for fostres levedygtighed og følger udviklingen

med henblik på senere ændring af denne grænse.

3) Grænsen for fostres levedygtighed skal være

afhængig af de til enhver tid værende lægelige,

jordemoderfaglige og plejemæssige muligheder i relation til fostres

overlevelsesmuligheder ved ekstremt tidlig fødsel.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

1. Formålet med beslutningsforslaget.

Formålet med beslutningsforslaget er at få

ændret lov om svangerskabsafbrydelse, så levedygtige fostre ikke

længere kan blive udsat for provokeret abort.

2. Aktuel baggrund.

2.1. Indledning.

De sidste par år har der været debat om de

såkaldte sene aborter. Sene aborter er de aborter, der foretages efter

Læs alt

udgangen af 12. graviditetsuge, og som derfor kræver særlig

tilladelse fra et amtsligt samråd, jf. lov om svangerskabsafbrydelse

§§ 3 og 4. Debatten har dog i særlig grad drejet sig om de

aborter, hvor der er en mulighed for, at fosteret ville have kunnet overleve,

hvis det var kommet til verden ved en ekstremt tidlig fødsel.

2.2. Jordemødre.

Jordemødre har engageret sig i debatten med

udgangspunkt i deres fagligt-etiske betænkeligheder ved at

håndtere fostre, der på trods af aborten kommer levende til

verden. Sene aborter kan ikke foretages som medicinsk eller kirurgisk

indgreb. Fosteret må i stedet komme til verden ved en fødsel.

Det sker ved, at et vestimulerende medikament fremkalder fødslen.

Metoden bevirker samtidig, at fosteret i næsten alle tilfælde

kommer dødt til verden. Der er imidlertid nogle få

tilfælde, hvor fosteret alligevel viser livstegn, når det er

kommet til verden. I enkelte tilfælde har disse fostre også vist

sig at være levedygtige. Den Almindelige Danske Jordemoderforening

anslår, at det sker et par gange om året, at et foster kommer

levende til verden og lægges i et andet rum for at dø. Man mener

ikke, kvinden skal konfronteres med et levende barn, når hun

først har været igennem en abort.

For jordemødrene består problematikken blandt

andet i, om de skal tilkalde en børnelæge med henblik på

at foretage livsbevarende behandling. Det er et fagligt skøn

afhængigt af de eksisterende pleje- og behandlingsmæssige

muligheder, hvornår sådan behandling skal igangsættes

henholdsvis stoppes. Hvis barnet viser sig levedygtigt, vil det være af

stor betydning for dets velfærd, at behandling sættes i gang

på så tidligt et tidspunkt som muligt. Dette faktum skal

sammenholdes med et andet: Barnet er uønsket af dets moder. Det er

kommet til verden ved en provokeret abort, og forventningen til det er, at

det skal være dødt ved ankomsten til denne verden. Det vil

derfor typisk være sådan, at der går længere tid,

før man iværksætter livsunderstøttende behandling

af et barn, der er kommet til verden ved en provokeret abort, end hvis der

havde været tale om en spontan abort eller en ekstremt tidlig

fødsel, hvis barnet overlever.

Et andet synspunkt, der også har været

fremført, er, at det er tankevækkende, at man, mens barnet er i

moderens mave, må gøre alt for at aflive det, men at man

så, når det er kommet til verden ved en provokeret abort og viser

livstegn, intet må foretage sig for at aflive det. Det må bare

ligge og dø for sig selv og af sig selv.

2.3. Abortankenævnet.

Abortankenævnet, der - foruden at være

ankeinstans i forhold til samrådene - også koordinerer praksis,

har i sine interne retningslinjer indført en grænse for

provokeret abort. Der gives således ikke tilladelse til abort efter

udgangen af 23. uge, medmindre der er tale om abort på genetisk

indikation, jf. lov om svangerskabsafbrydelse § 3, stk. 1, nr. 3. I

øvrigt stiger kravene til indikationens vægt, jo længere

henne i graviditeten kvinden er.

Abortankenævnet skriver i sine retningslinjer af 16.

marts 1990, at 24-ugers-grænsen er absolut i den forstand, at den kun

kan overskrides i de tilfælde, hvor det er konstateret, at fosteret

ikke vil være levedygtigt. Efter dette tidspunkt er der mere end en

teoretisk mulighed for, at barnet kan overleve. Grænsen blev fastsat

for 9 år siden og følges stadig af samrådene, selv om

fostre i dag kan vise sig levedygtige på et tidligere tidspunkt. Den

administrativt fastsatte grænse er altså forældet i

dag.

2.4. Det Etiske Råd.

Det Etiske Råd blev i 1997 som følge af

debatten bedt om at udarbejde en redegørelse om sene aborter til

justitsministeren. Rådet var delt på spørgsmålet om

indførelse af en grænse for abort, men et flertal gik ind for en

sådan. Flertallet mente således, at det er etisk uacceptabelt at

tillade abort på levedygtige fostre, og at det vil være i strid

med den intuition og umiddelbare etiske sans, som i overvejende grad findes i

befolkningen.

3. Lovgivningsmæssig baggrund.

3.1. Tidligere lovgivning.

Der har tidligere eksisteret en fast grænse for

abort, men den har aldrig været lovfæstet. Det fremgår

således implicit af forarbejderne til den første lov om

svangerskabsafbrydelse fra 1937, at der ikke kunne foretages abort, hvis

fosteret var levedygtigt, jf. betænkning fra 1936 om lovligheden af

svangerskabsafbrydelse m.v. Man overvejede dog ikke en udtrykkelig

bestemmelse herom i loven. Den betænkning, der lå til grund for

den næste abortlov i 1956, betænkning nr. 96/1954, understregede,

at fosteret ikke måtte have nået en sådan udvikling, at det

var levedygtigt på aborttidspunktet, hvilket på daværende

tidspunkt ville sige omkring 28. graviditetsuge. Et indgreb over for fosteret

på den anden side af levedygtighedsgrænsen ville ikke kunne

legitimeres ved abortlovens bestemmelser, men kun ved nødret

(betænkningen side 73 f.). Der blev ikke senere i forbindelse med

lovændringerne i 1970 og 1973 omtalt en grænse for provokeret

abort. I stedet blev det anført i den betænkning (nr. 522/1969),

der i væsentlig grad lå til grund for både 1970- og

1973-loven, at man ikke havde ønsket at tage stilling til dogmatiske

synspunkter, herunder fosterets krav på retsbeskyttelse mod ethvert

indgreb (betænkningen side 73).

I den første abortlov var der dog en

vejledende grænse for abort, der satte grænsen for

provokeret abort ved 12. uge. Hvis der var tale om lang sagsbehandlingstid,

kunne grænsen overskrides. Begrundelsen for den vejledende grænse

var først og fremmest, at indgrebet herefter ville indebære en

uforholdsmæssig større risiko for kvinden. Men det blev

også understreget, at grænsen var i overensstemmelse med

befolkningens opfattelse af, hvornår fosteret blev en menneskelig

eksistens:

»Dertil kommer, at Abortindgrebet inden det angivne

Tidspunkt her i Landet af den almindelige Opinion mere synes at betragtes som

en Forhindring af en Menneskeeksistens' Udvikling - altså som en Slags

præventiv Foranstaltning - end som en Udslettelse af en saadan

Eksistens, medens Abort på et senere Tidspunkt virker langt mere

forargelig og frastødende, en Betragtningsmaade, der i Reglen deles

ogsaa af den svangre Kvinde selv og hendes Omgivelser. Den angivne

Begrænsning maa saaledes antages at falde godt i Traad med den

gængse Opfattelse.« (Betænkning angaaende Lovligheden af

Svangerskabsafbrydelse m.v., 1936, side 59).

I 1956 blev bestemmelsen om den vejledende grænse

for abort ændret. Den blev herefter sat til 16. uge, fordi man mente,

risikoen for kvinden indtil dette tidspunkt kunne accepteres. I 1970 blev den

sat tilbage til 12. uge. I 1973 fik alle kvinder ret til abort inden udgangen

af 12. graviditetsuge, hvorved den tidligere vejledende grænse for

provokeret abort blev til grænsen for den fri abort. Efter 12. uge kan

man alligevel få tilladelse til abort efter en konkret vurdering, men

der er ikke længere i loven et hensyn til det voksende fosterliv.

3.2. Nuværende lovgivning.

Lov om svangerskabsafbrydelse § 3, stk. 2, der

vedrører svangerskabsafbrydelse efter den 12. uge, lyder: »Tilladelse

til abort må kun gives, hvis de forhold, der begrunder

ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes

berettiget at udsætte kvinden for den forøgede

helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.«

Der er altså ikke tale om noget hensyn til fosteret,

men udelukkende til kvinden, hvilket betyder, at der ikke i loven er noget

til hinder for, at der kan foretages provokeret abort (eller

igangsætning af en ekstremt tidlig fødsel med henblik på

fosterets død) indtil det tidspunkt, hvor den naturlige fødsel

begynder. Der er ikke i forbindelse med den nugældende lovgivning

blevet taget afstand fra den forudsatte grænse for provokeret abort i

tidligere lovgivning.

3.3. Grænser for provokeret abort i Norden.

I Sverige må der ikke gives tilladelse til abort,

hvis der er anledning til at formode, at fosteret er levedygtigt. Samme regel

gælder i Norge. Der er altså tale om en individuel grænse.

Både Sverige og Norge har en vejledende grænse for provokeret

abort ved 18. graviditetsuge. I Finland er grænsen for provokeret abort

sat ved 20. graviditetsuge. Finland adskiller sig altså fra Norge og

Sverige ved at knytte levedygtighedskriteriet til en bestemt graviditetsuge

uden dispensationsmulighed, hvilket udelukker en individuel vurdering. Det

særlige ved lovgivningen i Finland er desuden, at den absolutte

grænse fremgår udtrykkeligt af selve lovteksten i

modsætning til fastsættelse af grænsen i henhold til lov -

for eksempel ved en bekendtgørelse.

4. Alternativer til provokeret abort.

Forslagsstillerne vil understrege, at gravide har krav

på al mulig støtte og hjælp fra samfundets side under

såvel som efter graviditeten, så de får de bedste

muligheder for at vælge at gennemføre graviditeten. Hvis en

kvinde har fået afslag på abort, må der sættes

særligt ind med samtale og konkret hjælp. Men kvinder skal

også have information om muligheden for at bortadoptere barnet. Dermed

ikke sagt, at bortadoption er en nem sag, selv om der er tale om en

uønsket graviditet, men det giver dog mulighed for at give liv og

glæde til både det barn, man venter, og et ellers barnløst

ægtepar. Endelig er det også vigtigt for forslagsstillerne, at

kvinder tilbydes den nødvendige hjælp, hvis de har psykiske

følgevirkninger efter abort.

5. Afgrænsningsspørgsmål.

5.1. Afgrænsning i forhold til kvindens rettigheder i lov om

svangerskabsafbrydelse.

Beslutningsforslaget omhandler udelukkende fosterets

rettigheder. Grænsen for provokeret abort er et spørgsmål,

der ikke er blevet taget stilling til i forbindelse med vedtagelsen af

hovedloven fra 1973. Her blev retten til abort - indtil udgangen af 12.

graviditetsuge - indført ved lov. Det ofte fremførte synspunkt

til støtte for den fri abort er synspunktet om, at en kvinde har ret

til at råde over sin egen krop. Denne opfattelse forudsætter, at

der endnu ikke er tale om tilstedeværelsen af et selvstændigt

menneske (fosteret/barnet).

Spørgsmålet om fri abort inden 12.

graviditetsuge debatteres stadig. Problematikken i forbindelse med

nærværende beslutningsforslag er imidlertid en anden - nemlig

spørgsmålet om de sene provokerede aborter. Det er

nødvendigt, at man i loven klart definerer det tidspunkt, hvor man som

samfund ikke længere kan eller vil legitimere at aflive et

menneske.

5.2. Afgrænsning i forhold til anden lovgivning.

Problematikken om, hvornår et barn skal betegnes som

henholdsvis abort, dødfødt eller levendefødt i

ligsynslovens forstand, vedrører ikke direkte problemstillingen om,

hvornår et foster får en ret til at leve. Diskussionen

foregår sideløbende med nærværende problemstilling

om en grænse for adgangen til provokeret abort, men den vedrører

betegnelsen af fosteret/barnet og i særdeleshed de retsvirkninger for

forældrene, der er knyttet til betegnelsen »abort« eller

»dødfødt«. Den er derfor udeladt her.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Som grundlag for en grænse for provokeret abort er

valgt et levedygtighedskriterium i stedet for et livstegnskriterium. Et

foster er principielt i live fra befrugtningen, hvorfor livstegnsargumentet

ikke findes egnet som kriterium for en sådan grænse. Der er

desuden uenighed fagfolk imellem om, hvornår et foster kan føle

smerte eller i det hele taget har en bevidsthed. I høringssvar til

justitsministeren om Det Etiske Råds redegørelse om sene aborter

går Sundhedsstyrelsen ud fra et levedygtighedskriterium på 7 dage

(beregnet fra fødslen), men man understreger også, at det

må være en politisk beslutning, hvor grænsen konkret skal

sættes.

Der indføres en ufravigelig grænse for

adgangen til at få provokeret abort, som knytter sig til en bestemt

graviditetsuge (»gestationsuge«). En dispensationsmulighed findes ikke egnet,

fordi den vil åbne op for det samme svære skøn, som

samrådene sidder med i dag. Det er vanskeligt at tænke på

fosterets rettigheder, når der er tale om en belastet social situation

eller et stærkt handicappet foster. Hvis den gravide er i 28.

graviditetsuge og der er absolut sikkerhed for, at fosteret ikke vil

være levedygtigt uden for livmoderen, vil en ekstremt tidlig

fødsel kunne igangsættes. Kvinden vil endvidere kunne få

abort, hvis graviditeten medfører fare for hendes liv eller helbred

(medicinsk indikation, jf. lovens § 2). Abortankenævnet har

oplyst, at det i dag kun giver tilladelse til abort, hvor der er tale om

ulevedygtige fostre. Alligevel viser opgørelser over de ekstremt sene

aborter, at også levedygtige fostre med genetiske fejl aborteres. Dette

må ikke kunne ske.

En anden grund til at afvise en grænse med

dispensationsmulighed for fostre, hvis liv vil være forbundet med

uafhjælpelig svær lidelse, er, at det desuden vil få

karakter af aktiv dødshjælp. Hvis princippet om

lidelsesminimering lovfæstes, vil det åbne op for diskussionen om

aktiv dødshjælp til andre grupper i samfundet. Hertil kommer, at

en sådan dispensationsadgang vil nødvendiggøre en

næsten umulig stillingtagen til, hvilke sygdomme med videre der er

forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.

Grænsen for provokeret abort bør endvidere

få som konsekvens, at der ikke kan foretages diagnostiske

undersøgelser, hvis disse, først efter at abortgrænsen er

overskredet, kan give svar på, om der er tale om et sygt foster.

Selve lovteksten skal ikke indeholde en udtrykkelig

ugegrænse for abort. Den skal derimod sikre, at grænsen bliver

generel og ikke individuelt bestemt. Det vil betyde, at der ikke skal

anlægges en konkret vurdering i praksis af det individuelle fosters

overlevelsesmuligheder.

Fastsættelsen af grænsen for provokeret abort

bør følge den almindelige praksis for livsunderstøttende

behandling i relation til ekstremt tidligt fødte. Ingen fostre

må aborteres, hvis de er på alder med blot ét andet

foster, der har overlevet en ekstremt tidlig fødsel. Grænsen

skal således ikke fastsættes efter et lidelsesminimeringsprincip

som en form for aktiv dødshjælp, men skal tage udgangspunkt i et

lighedsprincip.

Se bemærkningerne under punkt 3 angående

fastsættelsen af den konkrete grænse.

Ad 2

Sundhedsministeren bemyndiges og forpligtes til

årligt at fastsætte den aktuelle grænse for fostres

levedygtighed ved ekstremt tidlig fødsel under hensyntagen til

kriterierne nævnt under beslutningsforslagets punkt 3.

Et af problemerne med at indføre en fast

grænse for provokeret abort er, at grænsen for, hvornår

fostre er levedygtige uden for livmoderen, konstant flytter sig nedad

på grund af ny viden og nye muligheder. Engang anså man fostre

for levedygtige i 28. graviditetsuge. I dag er det muligt i nogle

tilfælde at redde liv i 18. - 20. graviditetsuge (hvor man har

bedømt kvinden til at være i 18. uge, er fosteret ved

fødslen blevet bedømt som ældre end 18. uge). Der er

derfor behov for en grænse, der kan ændres, når ny viden

gør det muligt at redde liv på et stadigt tidligere tidspunkt.

Grænsen skal tages op til revision årligt, da dette må

antages at sikre, at grænsen ændrer sig i takt med fostres

forbedrede overlevelsesmuligheder, når ny viden, teknologi og

muligheder kommer til.

Bemyndigelsen skal ikke udfyldes ved detaljerede

handleregler med henblik på en konkret vurdering i praksis. I stedet er

det vigtigt, at grænsen sættes tilstrækkeligt lavt til, at

det kan anses for sikkert, at der ikke kommer fostre til verden, som man

muligvis kunne redde, hvis der havde været tale om en for tidlig

fødsel.

I dag er det Abortankenævnet - en psykiater,

kirurg/gynækolog og jurist udnævnt af justitsministeren - der

administrativt bestemmer, hvor grænsen for levedygtighed går i

praksis. Det er ikke hensigtsmæssigt, at det er et ankenævn

bestående af tre fagpersoner, der bestemmer, hvor grænsen for

provokeret abort skal sættes.

Ad 3

Fostre med en bestemt alder, der - hvis de var kommet til

verden ved en ekstremt tidlig fødsel - muligvis kunne have overlevet

med de eksisterende muligheder for livsunderstøttende behandling, skal

ikke kunne udsættes for en provokeret abort. Derved forringes deres

overlevelsesmuligheder betragteligt i forhold til ekstremt tidligt

fødte fostre på samme alder. Selve abortmetoden er med til at

dræbe barnet, da tilførslen af ilt bliver stoppet på grund

af det vefremkaldende medikament.

Der skal være tale om en generel og ikke individuel

vurdering af levedygtigheden, som beskrevet under bemærkningerne til

punkt 1 ovenfor.

Grænsen skal ikke fastsættes efter et

lidelsesminimeringsprincip, hvorefter man som en form for aktiv

dødshjælp afliver fostre, hvis liv man vurderer vil være

forbundet med uafhjælpelig svær lidelse. I stedet er

udgangspunktet et lighedsprincip.

Fastsættelsen af grænsen bør tage

højde for, at der i praksis kan være usikkerhed med hensyn til

bestemmelse af gestationstiden. Dette skal sikre, at der ikke kommer

levedygtige fostre til verden ved provokeret abort.

Angående definitionen af levedygtighed og om aktiv

dødshjælp henvises til bemærkningerne til punkt 1.

Skriftlig fremsættelse:

Jann Sjursen

(KRF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig

herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse

af et forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre.

(Beslutningsforslag nr. B 69).

Jeg henviser iøvrigt til de bemærkninger, der

ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.

Lignende dokumenter