Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 8. december 1998 af
Jann Sjursen (KRF), Flemming Kofod-Svendsen (KRF), Ole&nb
sp;M. Nielsen (KRF) og Tove Videbæk (KRF)
Forslag til folketingsbeslutning
om forbud mod provokeret abort på levedygtige
fostre
Folketinget opfordrer regeringen til snarest at
fremsætte forslag til lov om ændring af lov om
svangerskabsafbrydelse efter følgende retningslinjer:
1) Der indføres i loven et forbud mod provokeret abort på
levedygtige fostre. Forbudet skal sikre fostre mod at blive udsat for
provokeret abort, hvis de har samme alder som tidligere eksempler på
levedygtige ekstremt tidligt fødte.
2) Sundhedsministeren fastsætter årligt den gældende
aktuelle grænse for fostres levedygtighed og følger udviklingen
med henblik på senere ændring af denne grænse.
3) Grænsen for fostres levedygtighed skal være
afhængig af de til enhver tid værende lægelige,
jordemoderfaglige og plejemæssige muligheder i relation til fostres
overlevelsesmuligheder ved ekstremt tidlig fødsel.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
1. Formålet med beslutningsforslaget.
Formålet med beslutningsforslaget er at få
ændret lov om svangerskabsafbrydelse, så levedygtige fostre ikke
længere kan blive udsat for provokeret abort.
2. Aktuel baggrund.
2.1. Indledning.
De sidste par år har der været debat om de
såkaldte sene aborter. Sene aborter er de aborter, der foretages efter
Læs alt
udgangen af 12. graviditetsuge, og som derfor kræver særlig
tilladelse fra et amtsligt samråd, jf. lov om svangerskabsafbrydelse
§§ 3 og 4. Debatten har dog i særlig grad drejet sig om de
aborter, hvor der er en mulighed for, at fosteret ville have kunnet overleve,
hvis det var kommet til verden ved en ekstremt tidlig fødsel.
2.2. Jordemødre.
Jordemødre har engageret sig i debatten med
udgangspunkt i deres fagligt-etiske betænkeligheder ved at
håndtere fostre, der på trods af aborten kommer levende til
verden. Sene aborter kan ikke foretages som medicinsk eller kirurgisk
indgreb. Fosteret må i stedet komme til verden ved en fødsel.
Det sker ved, at et vestimulerende medikament fremkalder fødslen.
Metoden bevirker samtidig, at fosteret i næsten alle tilfælde
kommer dødt til verden. Der er imidlertid nogle få
tilfælde, hvor fosteret alligevel viser livstegn, når det er
kommet til verden. I enkelte tilfælde har disse fostre også vist
sig at være levedygtige. Den Almindelige Danske Jordemoderforening
anslår, at det sker et par gange om året, at et foster kommer
levende til verden og lægges i et andet rum for at dø. Man mener
ikke, kvinden skal konfronteres med et levende barn, når hun
først har været igennem en abort.
For jordemødrene består problematikken blandt
andet i, om de skal tilkalde en børnelæge med henblik på
at foretage livsbevarende behandling. Det er et fagligt skøn
afhængigt af de eksisterende pleje- og behandlingsmæssige
muligheder, hvornår sådan behandling skal igangsættes
henholdsvis stoppes. Hvis barnet viser sig levedygtigt, vil det være af
stor betydning for dets velfærd, at behandling sættes i gang
på så tidligt et tidspunkt som muligt. Dette faktum skal
sammenholdes med et andet: Barnet er uønsket af dets moder. Det er
kommet til verden ved en provokeret abort, og forventningen til det er, at
det skal være dødt ved ankomsten til denne verden. Det vil
derfor typisk være sådan, at der går længere tid,
før man iværksætter livsunderstøttende behandling
af et barn, der er kommet til verden ved en provokeret abort, end hvis der
havde været tale om en spontan abort eller en ekstremt tidlig
fødsel, hvis barnet overlever.
Et andet synspunkt, der også har været
fremført, er, at det er tankevækkende, at man, mens barnet er i
moderens mave, må gøre alt for at aflive det, men at man
så, når det er kommet til verden ved en provokeret abort og viser
livstegn, intet må foretage sig for at aflive det. Det må bare
ligge og dø for sig selv og af sig selv.
2.3. Abortankenævnet.
Abortankenævnet, der - foruden at være
ankeinstans i forhold til samrådene - også koordinerer praksis,
har i sine interne retningslinjer indført en grænse for
provokeret abort. Der gives således ikke tilladelse til abort efter
udgangen af 23. uge, medmindre der er tale om abort på genetisk
indikation, jf. lov om svangerskabsafbrydelse § 3, stk. 1, nr. 3. I
øvrigt stiger kravene til indikationens vægt, jo længere
henne i graviditeten kvinden er.
Abortankenævnet skriver i sine retningslinjer af 16.
marts 1990, at 24-ugers-grænsen er absolut i den forstand, at den kun
kan overskrides i de tilfælde, hvor det er konstateret, at fosteret
ikke vil være levedygtigt. Efter dette tidspunkt er der mere end en
teoretisk mulighed for, at barnet kan overleve. Grænsen blev fastsat
for 9 år siden og følges stadig af samrådene, selv om
fostre i dag kan vise sig levedygtige på et tidligere tidspunkt. Den
administrativt fastsatte grænse er altså forældet i
dag.
2.4. Det Etiske Råd.
Det Etiske Råd blev i 1997 som følge af
debatten bedt om at udarbejde en redegørelse om sene aborter til
justitsministeren. Rådet var delt på spørgsmålet om
indførelse af en grænse for abort, men et flertal gik ind for en
sådan. Flertallet mente således, at det er etisk uacceptabelt at
tillade abort på levedygtige fostre, og at det vil være i strid
med den intuition og umiddelbare etiske sans, som i overvejende grad findes i
befolkningen.
3. Lovgivningsmæssig baggrund.
3.1. Tidligere lovgivning.
Der har tidligere eksisteret en fast grænse for
abort, men den har aldrig været lovfæstet. Det fremgår
således implicit af forarbejderne til den første lov om
svangerskabsafbrydelse fra 1937, at der ikke kunne foretages abort, hvis
fosteret var levedygtigt, jf. betænkning fra 1936 om lovligheden af
svangerskabsafbrydelse m.v. Man overvejede dog ikke en udtrykkelig
bestemmelse herom i loven. Den betænkning, der lå til grund for
den næste abortlov i 1956, betænkning nr. 96/1954, understregede,
at fosteret ikke måtte have nået en sådan udvikling, at det
var levedygtigt på aborttidspunktet, hvilket på daværende
tidspunkt ville sige omkring 28. graviditetsuge. Et indgreb over for fosteret
på den anden side af levedygtighedsgrænsen ville ikke kunne
legitimeres ved abortlovens bestemmelser, men kun ved nødret
(betænkningen side 73 f.). Der blev ikke senere i forbindelse med
lovændringerne i 1970 og 1973 omtalt en grænse for provokeret
abort. I stedet blev det anført i den betænkning (nr. 522/1969),
der i væsentlig grad lå til grund for både 1970- og
1973-loven, at man ikke havde ønsket at tage stilling til dogmatiske
synspunkter, herunder fosterets krav på retsbeskyttelse mod ethvert
indgreb (betænkningen side 73).
I den første abortlov var der dog en
vejledende grænse for abort, der satte grænsen for
provokeret abort ved 12. uge. Hvis der var tale om lang sagsbehandlingstid,
kunne grænsen overskrides. Begrundelsen for den vejledende grænse
var først og fremmest, at indgrebet herefter ville indebære en
uforholdsmæssig større risiko for kvinden. Men det blev
også understreget, at grænsen var i overensstemmelse med
befolkningens opfattelse af, hvornår fosteret blev en menneskelig
eksistens:
»Dertil kommer, at Abortindgrebet inden det angivne
Tidspunkt her i Landet af den almindelige Opinion mere synes at betragtes som
en Forhindring af en Menneskeeksistens' Udvikling - altså som en Slags
præventiv Foranstaltning - end som en Udslettelse af en saadan
Eksistens, medens Abort på et senere Tidspunkt virker langt mere
forargelig og frastødende, en Betragtningsmaade, der i Reglen deles
ogsaa af den svangre Kvinde selv og hendes Omgivelser. Den angivne
Begrænsning maa saaledes antages at falde godt i Traad med den
gængse Opfattelse.« (Betænkning angaaende Lovligheden af
Svangerskabsafbrydelse m.v., 1936, side 59).
I 1956 blev bestemmelsen om den vejledende grænse
for abort ændret. Den blev herefter sat til 16. uge, fordi man mente,
risikoen for kvinden indtil dette tidspunkt kunne accepteres. I 1970 blev den
sat tilbage til 12. uge. I 1973 fik alle kvinder ret til abort inden udgangen
af 12. graviditetsuge, hvorved den tidligere vejledende grænse for
provokeret abort blev til grænsen for den fri abort. Efter 12. uge kan
man alligevel få tilladelse til abort efter en konkret vurdering, men
der er ikke længere i loven et hensyn til det voksende fosterliv.
3.2. Nuværende lovgivning.
Lov om svangerskabsafbrydelse § 3, stk. 2, der
vedrører svangerskabsafbrydelse efter den 12. uge, lyder: »Tilladelse
til abort må kun gives, hvis de forhold, der begrunder
ansøgningen herom, har en sådan vægt, at det findes
berettiget at udsætte kvinden for den forøgede
helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu indebærer.«
Der er altså ikke tale om noget hensyn til fosteret,
men udelukkende til kvinden, hvilket betyder, at der ikke i loven er noget
til hinder for, at der kan foretages provokeret abort (eller
igangsætning af en ekstremt tidlig fødsel med henblik på
fosterets død) indtil det tidspunkt, hvor den naturlige fødsel
begynder. Der er ikke i forbindelse med den nugældende lovgivning
blevet taget afstand fra den forudsatte grænse for provokeret abort i
tidligere lovgivning.
3.3. Grænser for provokeret abort i Norden.
I Sverige må der ikke gives tilladelse til abort,
hvis der er anledning til at formode, at fosteret er levedygtigt. Samme regel
gælder i Norge. Der er altså tale om en individuel grænse.
Både Sverige og Norge har en vejledende grænse for provokeret
abort ved 18. graviditetsuge. I Finland er grænsen for provokeret abort
sat ved 20. graviditetsuge. Finland adskiller sig altså fra Norge og
Sverige ved at knytte levedygtighedskriteriet til en bestemt graviditetsuge
uden dispensationsmulighed, hvilket udelukker en individuel vurdering. Det
særlige ved lovgivningen i Finland er desuden, at den absolutte
grænse fremgår udtrykkeligt af selve lovteksten i
modsætning til fastsættelse af grænsen i henhold til lov -
for eksempel ved en bekendtgørelse.
4. Alternativer til provokeret abort.
Forslagsstillerne vil understrege, at gravide har krav
på al mulig støtte og hjælp fra samfundets side under
såvel som efter graviditeten, så de får de bedste
muligheder for at vælge at gennemføre graviditeten. Hvis en
kvinde har fået afslag på abort, må der sættes
særligt ind med samtale og konkret hjælp. Men kvinder skal
også have information om muligheden for at bortadoptere barnet. Dermed
ikke sagt, at bortadoption er en nem sag, selv om der er tale om en
uønsket graviditet, men det giver dog mulighed for at give liv og
glæde til både det barn, man venter, og et ellers barnløst
ægtepar. Endelig er det også vigtigt for forslagsstillerne, at
kvinder tilbydes den nødvendige hjælp, hvis de har psykiske
følgevirkninger efter abort.
5. Afgrænsningsspørgsmål.
5.1. Afgrænsning i forhold til kvindens rettigheder i lov om
svangerskabsafbrydelse.
Beslutningsforslaget omhandler udelukkende fosterets
rettigheder. Grænsen for provokeret abort er et spørgsmål,
der ikke er blevet taget stilling til i forbindelse med vedtagelsen af
hovedloven fra 1973. Her blev retten til abort - indtil udgangen af 12.
graviditetsuge - indført ved lov. Det ofte fremførte synspunkt
til støtte for den fri abort er synspunktet om, at en kvinde har ret
til at råde over sin egen krop. Denne opfattelse forudsætter, at
der endnu ikke er tale om tilstedeværelsen af et selvstændigt
menneske (fosteret/barnet).
Spørgsmålet om fri abort inden 12.
graviditetsuge debatteres stadig. Problematikken i forbindelse med
nærværende beslutningsforslag er imidlertid en anden - nemlig
spørgsmålet om de sene provokerede aborter. Det er
nødvendigt, at man i loven klart definerer det tidspunkt, hvor man som
samfund ikke længere kan eller vil legitimere at aflive et
menneske.
5.2. Afgrænsning i forhold til anden lovgivning.
Problematikken om, hvornår et barn skal betegnes som
henholdsvis abort, dødfødt eller levendefødt i
ligsynslovens forstand, vedrører ikke direkte problemstillingen om,
hvornår et foster får en ret til at leve. Diskussionen
foregår sideløbende med nærværende problemstilling
om en grænse for adgangen til provokeret abort, men den vedrører
betegnelsen af fosteret/barnet og i særdeleshed de retsvirkninger for
forældrene, der er knyttet til betegnelsen »abort« eller
»dødfødt«. Den er derfor udeladt her.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Som grundlag for en grænse for provokeret abort er
valgt et levedygtighedskriterium i stedet for et livstegnskriterium. Et
foster er principielt i live fra befrugtningen, hvorfor livstegnsargumentet
ikke findes egnet som kriterium for en sådan grænse. Der er
desuden uenighed fagfolk imellem om, hvornår et foster kan føle
smerte eller i det hele taget har en bevidsthed. I høringssvar til
justitsministeren om Det Etiske Råds redegørelse om sene aborter
går Sundhedsstyrelsen ud fra et levedygtighedskriterium på 7 dage
(beregnet fra fødslen), men man understreger også, at det
må være en politisk beslutning, hvor grænsen konkret skal
sættes.
Der indføres en ufravigelig grænse for
adgangen til at få provokeret abort, som knytter sig til en bestemt
graviditetsuge (»gestationsuge«). En dispensationsmulighed findes ikke egnet,
fordi den vil åbne op for det samme svære skøn, som
samrådene sidder med i dag. Det er vanskeligt at tænke på
fosterets rettigheder, når der er tale om en belastet social situation
eller et stærkt handicappet foster. Hvis den gravide er i 28.
graviditetsuge og der er absolut sikkerhed for, at fosteret ikke vil
være levedygtigt uden for livmoderen, vil en ekstremt tidlig
fødsel kunne igangsættes. Kvinden vil endvidere kunne få
abort, hvis graviditeten medfører fare for hendes liv eller helbred
(medicinsk indikation, jf. lovens § 2). Abortankenævnet har
oplyst, at det i dag kun giver tilladelse til abort, hvor der er tale om
ulevedygtige fostre. Alligevel viser opgørelser over de ekstremt sene
aborter, at også levedygtige fostre med genetiske fejl aborteres. Dette
må ikke kunne ske.
En anden grund til at afvise en grænse med
dispensationsmulighed for fostre, hvis liv vil være forbundet med
uafhjælpelig svær lidelse, er, at det desuden vil få
karakter af aktiv dødshjælp. Hvis princippet om
lidelsesminimering lovfæstes, vil det åbne op for diskussionen om
aktiv dødshjælp til andre grupper i samfundet. Hertil kommer, at
en sådan dispensationsadgang vil nødvendiggøre en
næsten umulig stillingtagen til, hvilke sygdomme med videre der er
forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.
Grænsen for provokeret abort bør endvidere
få som konsekvens, at der ikke kan foretages diagnostiske
undersøgelser, hvis disse, først efter at abortgrænsen er
overskredet, kan give svar på, om der er tale om et sygt foster.
Selve lovteksten skal ikke indeholde en udtrykkelig
ugegrænse for abort. Den skal derimod sikre, at grænsen bliver
generel og ikke individuelt bestemt. Det vil betyde, at der ikke skal
anlægges en konkret vurdering i praksis af det individuelle fosters
overlevelsesmuligheder.
Fastsættelsen af grænsen for provokeret abort
bør følge den almindelige praksis for livsunderstøttende
behandling i relation til ekstremt tidligt fødte. Ingen fostre
må aborteres, hvis de er på alder med blot ét andet
foster, der har overlevet en ekstremt tidlig fødsel. Grænsen
skal således ikke fastsættes efter et lidelsesminimeringsprincip
som en form for aktiv dødshjælp, men skal tage udgangspunkt i et
lighedsprincip.
Se bemærkningerne under punkt 3 angående
fastsættelsen af den konkrete grænse.
Ad 2
Sundhedsministeren bemyndiges og forpligtes til
årligt at fastsætte den aktuelle grænse for fostres
levedygtighed ved ekstremt tidlig fødsel under hensyntagen til
kriterierne nævnt under beslutningsforslagets punkt 3.
Et af problemerne med at indføre en fast
grænse for provokeret abort er, at grænsen for, hvornår
fostre er levedygtige uden for livmoderen, konstant flytter sig nedad
på grund af ny viden og nye muligheder. Engang anså man fostre
for levedygtige i 28. graviditetsuge. I dag er det muligt i nogle
tilfælde at redde liv i 18. - 20. graviditetsuge (hvor man har
bedømt kvinden til at være i 18. uge, er fosteret ved
fødslen blevet bedømt som ældre end 18. uge). Der er
derfor behov for en grænse, der kan ændres, når ny viden
gør det muligt at redde liv på et stadigt tidligere tidspunkt.
Grænsen skal tages op til revision årligt, da dette må
antages at sikre, at grænsen ændrer sig i takt med fostres
forbedrede overlevelsesmuligheder, når ny viden, teknologi og
muligheder kommer til.
Bemyndigelsen skal ikke udfyldes ved detaljerede
handleregler med henblik på en konkret vurdering i praksis. I stedet er
det vigtigt, at grænsen sættes tilstrækkeligt lavt til, at
det kan anses for sikkert, at der ikke kommer fostre til verden, som man
muligvis kunne redde, hvis der havde været tale om en for tidlig
fødsel.
I dag er det Abortankenævnet - en psykiater,
kirurg/gynækolog og jurist udnævnt af justitsministeren - der
administrativt bestemmer, hvor grænsen for levedygtighed går i
praksis. Det er ikke hensigtsmæssigt, at det er et ankenævn
bestående af tre fagpersoner, der bestemmer, hvor grænsen for
provokeret abort skal sættes.
Ad 3
Fostre med en bestemt alder, der - hvis de var kommet til
verden ved en ekstremt tidlig fødsel - muligvis kunne have overlevet
med de eksisterende muligheder for livsunderstøttende behandling, skal
ikke kunne udsættes for en provokeret abort. Derved forringes deres
overlevelsesmuligheder betragteligt i forhold til ekstremt tidligt
fødte fostre på samme alder. Selve abortmetoden er med til at
dræbe barnet, da tilførslen af ilt bliver stoppet på grund
af det vefremkaldende medikament.
Der skal være tale om en generel og ikke individuel
vurdering af levedygtigheden, som beskrevet under bemærkningerne til
punkt 1 ovenfor.
Grænsen skal ikke fastsættes efter et
lidelsesminimeringsprincip, hvorefter man som en form for aktiv
dødshjælp afliver fostre, hvis liv man vurderer vil være
forbundet med uafhjælpelig svær lidelse. I stedet er
udgangspunktet et lighedsprincip.
Fastsættelsen af grænsen bør tage
højde for, at der i praksis kan være usikkerhed med hensyn til
bestemmelse af gestationstiden. Dette skal sikre, at der ikke kommer
levedygtige fostre til verden ved provokeret abort.
Angående definitionen af levedygtighed og om aktiv
dødshjælp henvises til bemærkningerne til punkt 1.
Skriftlig fremsættelse:
Jann Sjursen
(KRF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om indførelse
af et forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre.
(Beslutningsforslag nr. B 69).
Jeg henviser iøvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse Retsinformation · 9. maj 2000
- Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse Retsinformation · 27. oktober 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration Retsinformation · 21. maj 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. og børneloven (Ændring af grænsen mellem spontan abort og dødfødsel og forenkling af reglerne om registrering af faderskab til dødfødte børn) Retsinformation · 13. februar 2004
- Forslag til Lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. og børneloven (Ændring af grænsen mellem spontan abort og dødfødsel og forenkling af reglerne om registrering af faderskab til dødfødte børn) Retsinformation · 24. november 2003
- Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration (Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på privathospitaler og ophævelse af bopælskrav) Retsinformation · 13. marts 2003