Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration (Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på privathospitaler og ophævelse af bopælskrav)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 12. marts 2003 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse
og lov om sterilisation og kastration
(Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på
privathospitaler og ophævelse af bopælskrav)
§ 1
I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse
nr. 762 af 11. september 2002, foretages følgende ændringer:
1.
Lovens
titel
affattes således:
»Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion«
2.
Overskriften
til
kapitel 1
affattes således:
»Kapitel 1
Betingelser for svangerskabsafbrydelse«
3.
§ 1
affattes således:
»§ 1.
En
kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan
foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne
Læs alt
i
§ 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.«
4.
I
§ 3, stk. 1,
udgår », som har bopæl
her i landet,«.
5.
I
§ 3, stk. 1, nr. 2,
ændres »borgerlig
straffelovs« til: »straffelovens«.
6.
Efter
§ 3 indsættes:
»Kapitel 1 A
Betingelser for fosterreduktion
§ 3 a.
En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få
reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af
12.
svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant
vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig
fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller
sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens
legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.
Stk. 2.
Er 12.
svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få
tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3.
Uden for de
i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret
antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fostret på grund af arvelige
anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse.
Stk. 4.
Må fostret
i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan
tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte
omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
§ 3 b.
Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få
reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge
fare
for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller
sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er
lægeligt begrundet.«
7.
§ 4, stk. 1, 1. pkt.,
affattes
således:
»Justitsministeren opretter for hver amtskommune og for
Københavns henholdsvis Frederiksberg og Bornholms Kommune et eller flere
samråd, der afgør sager efter § 3, § 3 a, stk. 2 og 3,
§ 5,
stk. 2, og § 6, stk. 2 og 3.«
8.
I
§ 4, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »have juridisk
embedseksamen« til: »være dommer«.
9.
I
§ 5, stk. 1,
og i
§ 5, stk. 2
, indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
10.
I
§ 6, stk. 3,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
11.
§ 7
ophæves.
12.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
13.
I
§ 8
indsættes efter stk. 3 som nyt
stykke:
»Stk. 4.
Skønner
lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i
§ 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller § 3 b ikke er
opfyldt,
skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for amtsrådet
(kommunalbestyrelsen).«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
14.
§ 9
ophæves.
15.
§ 10
affattes således:
»§ 10.
Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og
fosterreduktion
må kun foretages af læger på amtskommunale, Bornholms Kommunes og
Hovedstadens
Sygehusfællesskabs sygehuse.
Stk. 2.
Læger,
sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter,
for
hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage
eller
medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter
anmodning
fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til
et af de nævnte erhverv.«
16.
Efter
§ 10 indsættes:
»§ 10 a.
En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab
afbrudt eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms
Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i
§ 1, § 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt.«
17.
§ 11
affattes således:
»§ 11.
Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion
afholdes
af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov om
offentlig sygesikring.«
18.
I
§ 12
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.
19.
§ 14
affattes således:
»§ 14.
En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,
uden at betingelserne i § 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller
§ 3 b er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 3
eller § 3 a, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Stk. 2.
En læge,
der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at
betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Stk. 3.
Den, som
uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager
fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven.
Stk. 4.
Stk. 1
og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende
virksomhed.«
20.
§ 15
ophæves.
§ 2
I lov om sterilisation og kastration, jf.
lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994, som ændret senest ved § 25 i
lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 2, stk. 1,
affattes således:
»Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive
steriliseret.«
2.
§ 4, stk. 1, 1. pkt.,
affattes
således:
»Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt,
kan tilladelse til sterilisation gives, hvis:«.
3.
§ 4, stk. 1, nr. 2,
affattes således:
»2)
ansøgeren, dennes
ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig
lidelse,
svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er
uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,«.
4.
§ 5, stk. 1,
affattes således:
»Stk. 1.
Sager
efter § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, og § 7
afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til lov om
svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.«
5.
I
§ 5, stk. 2,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.
6.
§ 5, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3.
Samrådet
tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra
en
person, der:
1)
er under 18 år,
2)
er undergivet
foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70, eller
3)
mod sin vilje er
indlagt eller tilbageholdt på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes
eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse i medfør af lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.«
7.
I
§ 6, stk. 2,
ændres »åndssvaghed«
til: »hæmmet psykisk udvikling«.
8.
I
§ 7
ændres », sindssyg eller åndssvag«
til: »eller sindssyg«.
9.
§ 8
ophæves.
10.
Efter
§ 9 indsættes:
»§ 10.
En person, som har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret på
amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs
sygehuse,
når betingelser i § 2, § 3 eller § 4 er opfyldt.«
11.
I
§ 13, stk. 1,
udgår », som har bopæl
her i landet,«.
12.
§ 14, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2.
§§ 6-7 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De
afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 6, stk. 2,
og
§ 7 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af
justitsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.«
13.
I
§ 17
ændres »borgerlig straffelov« til:
»straffeloven«.
§ 3
Stk. 1.
§ 1 træder i kraft den 1. juli 2004. § 2 træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Grønland sættes i kraft ved
kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
Side
1.
Indledning
.............................................................................
..................................................
5
2.
Fosterreduktion
.............................................................................
.........................................
5
2.1.
Hvad er
fosterreduktion?
.............................................................................
...........................
5
2.2.
Gældende ret
.............................................................................
.............................................
5
2.3.
Hidtidig
praksis for anvendelse af fosterreduktion
................................................................
6
2.3.1.
Antallet af
fosterreduktioner
.............................................................................
.....................
6
2.3.2.
Begrundelsen
for anvendelse af fosterreduktion
.....................................................................
6
a.
Risikoen for
tidlig fødsel
.............................................................................
...........................
6
b.
Dødeligheden
blandt for tidligt fødte børn
.............................................................................
7
c.
Misdannelser og
dødelighed
.............................................................................
......................
7
d.
Risikoen for
spontan abort
.............................................................................
........................
8
2.3.3.
Risikoen ved
fosterreduktion
.............................................................................
....................
8
2.4.
Det Etiske Råds
redegørelse
.............................................................................
......................
9
2.5.
De nordiske
lande
.............................................................................
......................................
10
2.6.
Lovforslagets
udformning
.............................................................................
..........................
10
3.
Svangerskabsafbrydelse
på private hospitaler og klinikker
....................................................
13
4.
Bopælskrav
herunder forholdet til EU-retten
........................................................................
14
5.
Dommermedvirken
i Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation
..........
15
6.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
.............................................
15
7.
Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
.............................................
15
8.
Miljømæssige
konsekvenser
.............................................................................
......................
15
9.
Forholdet til
EU-retten
.............................................................................
..............................
16
10.
Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
.............................................................................
16
1. Indledning
Lovforslaget har
for
det første
til formål at indføre en retlig regulering af foretagelsen af
fosterreduktioner. Området har indtil nu ikke været lovreguleret, men
principperne bag lov om svangerskabsafbrydelse og lægeloven har været
anvendt.
Der foreslås indsat et nyt kapitel i lov om svangerskabsafbrydelse, hvoraf
det
fremgår, i hvilke tilfælde fosterreduktion kan finde sted.
Efter forslaget, der bygger på de
anbefalinger, som Det Etiske Råd gav udtryk for i en redegørelse af oktober
2000 om fosterreduktion, skal fosterreduktion kun kunne foretages i
situationer, hvor der foreligger en lægelig begrundelse for indgrebet.
For det andet
foreslås det, at svangerskabsafbrydelse før udløbet af 12. svangerskabsuge
skal
kunne foretages på private hospitaler og klinikker.
Derudover foreslås det
for
det tredje
, at kravet om, at man skal have bopæl her i landet for at få
foretaget svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion, sterilisation eller
kastration, ophæves i lov om svangerskabsafbrydelse og i lov om sterilisation
og kastration. Herved sikres overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri
bevægelighed for tjenesteydelser. Det bemærkes, at retten til at få foretaget
de nævnte indgreb vederlagsfrit på offentlige sygehuse fortsat vil være
knyttet
til et krav om bopæl her i landet.
Endelig foreslås nogle ændringer af bestemmelser, der ikke
længere er tidssvarende.
Det er med nogle enkelte undtagelser valgt at bevare
sprogbrugen i lov om svangerskabsafbrydelser. Når det er valgt ikke at
modernisere begreber som f.eks. »legemlig eller sjælelig lidelse«, skyldes
det,
at der knytter sig en væsentlig praksis hertil, og at det ikke er tilsigtet
at
ændre denne praksis.
2. Fosterreduktion
2.1. Hvad er fosterreduktion?
Fosterreduktion finder sted, hvor en kvinde er gravid med
flere fostre (flerfoldssvangerskab), og hvor et eller flere fostres liv
afbrydes ved et medicinsk indgreb, hvorefter graviditeten fortsætter med det
eller de tilbageværende fostre.
Flerfoldssvangerskab kan opstå ved naturlig befrugtning,
hvor flere æg befrugtes, eller ved spontan deling af et enkelt befrugtet æg.
Flerfoldssvangerskab skyldes dog ofte hormonbehandling med det formål at
stimulere ægløsningen efterfulgt af svangerskab opnået enten ved samleje
eller
ved kunstig insemination. I andre tilfælde skyldes flerfoldssvangerskab, at
der
er befrugtet mere end ét æg ved in vitro befrugtning
(reagensglasbefrugtning),
og at mere end ét af disse æg implanteres i kvindens livmoder.
2.2. Gældende ret
De gældende regler om svangerskabsafbrydelse findes i lov
om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 762 af 11. september
2002.
Efter § 1 i loven har en kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at
få
sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udgangen af 12.
svangerskabsuge. Efter udløbet af 12. svangerskabsuge kan en kvinde endvidere
få sit svangerskab afbrudt, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for
hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller
sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er
lægeligt begrundet, jf. § 2.
Hvis der ikke foreligger forhold som nævnt i § 2, og
12. svangerskabsuge er udløbet, kan svangerskabsafbrydelse kun ske med
tilladelse efter lovens § 3, hvorefter der kan gives tilladelse til
svangerskabsafbrydelse, hvis en eller flere af seks nærmere opregnede
betingelser er opfyldt. Tilladelse efter § 3 kan således bl.a. gives,
hvis
moderen på grund af ung alder eller på grund af sine sociale eller
helbredsmæssige forhold ikke er i stand til at drage forsvarlig omsorg for
barnet, eller hvis der er konstateret alvorlige misdannelser ved fostret.
Tilladelse til svangerskabsafbrydelse meddeles af de regionale abortsamråd,
hvis afgørelser kan indbringes for Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse
og sterilisation (Abortankenævnet).
Endvidere kan samrådet efter den gældende bestemmelse i
lovens § 7 tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3,
selv om kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig
tilknytning
til Danmark. Det følger af Justitsministeriets vejledning nr. 92 af 11.
september 2002, at en kvinde anses for at have en sådan tilknytning, f.eks.
hvis hun efter at være flyttet til udlandet har bevaret sit danske
statsborgerskab. For at undgå diskrimination af borgere fra andre EU- eller
EØS-lande,
meddeles disse landes statsborgere efter praksis i dag dispensation fra
bopælskravet i samme omfang som danske statsborgere.
Reglerne i lov om svangerskabsafbrydelse regulerer
imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse kun den situation, hvor
svangerskabet afbrydes fuldstændigt. Den situation, hvor der hos en kvinde
med
flerfoldssvangerskab ved et medicinsk indgreb sker afbrydelse af et eller
flere
af fostrenes liv, hvorefter graviditeten fortsætter med et mindre antal
fostre
(fosterreduktion), er derfor ikke omfattet af loven. I stedet må disse
indgreb
vurderes i forhold til lægelovens regler, herunder navnlig lægelovens
§ 6,
hvorefter en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise
omhu
og samvittighedsfuldhed.
Sundhedsstyrelsen har i vejledning nr. 15057 af 30.
september 1997 om kunstig befrugtning og anden reproduktionsfremmende
behandling givet følgende retningslinjer for anvendelse af fosterreduktion:
»I tilfælde, hvor der
er etableret flerfoldssvangerskab, og hvor der består en nærliggende risiko
for
kvindens gennemførelse af det samlede svangerskab og dermed alle fostrenes
liv eller efter omstændighederne risiko for kvindens helbred ved
gennemførelse af flerfoldssvangerskab, må lægen efter indgående drøftelse med
parret
søge denne risiko afværget i det omfang, dette er muligt. Det grundlæggende
er
her, at det foretagne indgreb skal afværge (mindske) en risiko for alle
fostrene, eller for kvinden.«
Fosterreduktion foretages således i dag ud fra en rent
lægelig vurdering. I de tilfælde, hvor fosterreduktion foretages efter
udløbet
af 12. svangerskabsuge på grund af misdannelser ved et foster, er der dog i
praksis sket forelæggelse af sagen for de regionale abortsamråd.
2.3. Hidtidig praksis for anvendelse af
fosterreduktion
2.3.1. Antallet af fosterreduktioner
Sundhedsstyrelsen pålagde fra oktober 1997 lægerne at
indberette fosterreduktioner på et særskilt skema til Sundhedsstyrelsen.
Indberetningen indeholder bl.a. oplysninger om kvindens fødselsår,
svangerskabsuge, reduktionsgrad (antal fostre før/efter indgrebet), dato for
indgrebets udførelse, og om der forud for svangerskabet er givet
reproduktionsfremmende behandling.
Det totale indberettede antal fosterreduktioner for årene
1998-2000 fremgår af tabellen nedenfor.
Aktiviteten forud for indberetningspligtens indførelse
kendes ikke med sikkerhed, men Sundhedsstyrelsen skønnede i 1992 på baggrund
af
en rundspørge til lægerne, at der på daværende tidspunkt udførtes omkring 15
indgreb årligt.
Fosterreduktioner
i årene 1998-2000
1998
1999
2000
I alt
22
25
19
Inden
12. uge
19
18
15
Efter
12. uge
3
7
4
Sundhedsstyrelsen 2001
Bortset fra to tilfælde var samtlige fosterreduktioner
begrundet i enten misdannelser ved et eller flere fostre eller i, at der var
mere end to fostre med deraf følgende risiko for spontan abort, for tidlig
fødsel eller fare for moderens liv eller helbred. I to tilfælde i perioden er
der imidlertid sket reduktion fra to til ét foster uden, at der er oplyst en
lægelig begrundelse herfor.
De fosterreduktioner, der blev foretaget efter udløbet af
12. svangerskabsuge, var i alle tilfælde begrundet i misdannelser ved et
eller
flere fostre, bortset fra to tilfælde af reduktion fra tre til to fostre, der
blev foretaget i 13. svangerskabsuge uden, at der foreligger oplysninger om
misdannelser.
2.3.2. Begrundelsen for anvendelse af
fosterreduktion
Formålet med at tilbyde fosterreduktion er at mindske de
risici, som under ét er forbundet med et flerfoldssvangerskab. Det drejer sig
især om øget risiko for død, øget risiko for svære handicaps, bl.a. spastiske
lammelser, blindhed, døvhed, svær epilepsi, intelligensdefekt, eller lettere
handicaps, f.eks. moderate syns- og høreproblemer, ensidige, lette spastiske
lammelser, samt om øget risiko for spontan abort af alle fostre.
Sundhedsstyrelsen gennemførte i 1992 en registeranalyse på
grundlag af Det medicinske Fødselsregister, Dødsårsagsregistret,
Landspatientregistret og Misdannelsesregistreret. Nedenstående tal referer
bl.a. til resultaterne af denne analyse, som i sin helhed er publiceret i
serien Sundhedsstyrelsen: Vitalstatistik I:30:1992. Endvidere er Indenrigs-
og
Sundhedsministeriet i foråret 2002 kommet med supplerende oplysninger om
bl.a.
risikoen for spontan abort m.v. Af registeranalysen og Indenrigs- og
Sundhedsministeriets
nye oplysninger kan drages følgende konklusioner:
a. Risikoen for tidlig fødsel
Risikoen for tidlig fødsel afhænger af, om der er tale om
enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel. Nedenstående tal viser
procentfordelingen blandt levendefødte fordelt efter svangerskabslængde og
fosterantallet (1983-1990):
Antallet
af børn
(kuldstørrelse)
Ekstremt
tidligt fødte
(- 27 uger)
Tidligt
fødte
(28-36 uger)
Termin
(37-41 uger)
Enkeltfødsel
0,19%
4,86%
94,95%
Tvillingefødsel
1,62%
32,25%
66,13%
Trillingefødsel
4,66%
84,32%
11,02%
Vitalstatistik
I:30:1992
Tallene viser, at sandsynligheden for at føde
før
normal termin var markant
større for tvillingefødsler og meget markant større for trillingefødsler end
for enkeltfødsler.
Sundhedsstyrelsen har i 2002 - på baggrund af oplysninger
fra internationale undersøgelser - analyseret, hvad konsekvensen er for for
tidlig fødsel for en gruppe af kvinder, som valgte at få foretaget en
fosterreduktion, sammenlignet med en gruppe af kvinder, som valgte ikke at få
reduceret antallet af fostre. Nedenstående tal er efter Sundhedsstyrelsens
vurdering det bedste skønsgrundlag:
Antallet af fostre
Forekomsten
af fødsler før uge 30
Valgte
ikke
fosterreduktion
Valgte
fosterreduktion
Tvillinger
8%
6%
Trillinger
25%
8%
Firlinger
40%
16%
Sundhedsstyrelsen 2002
Sundhedsstyrelsen vurderer på baggrund af disse tal, at der
ved trillinge- og firlingesvangerskaber opnås en nedsættelse af risikoen for
at
føde meget for tidligt, hvis der foretages fosterreduktion, hvorimod en sådan
effekt ikke ses ved tvillingesvangerskaber.
b. Dødeligheden blandt for tidligt fødte børn
Det er veldokumenteret, at for tidligt fødte børn har en
stor overdødelighed. Således har en dansk undersøgelse af ca. 18.300
levendefødte børn vist en samlet dødelighedsprocent på 2,5% i en længere
observationsperiode (til og med det 7. leveår). Dødelighedsprocenterne var:
Ekstremt
tidligt fødte
(- 27 uger)
Tidligt
fødte
(28-36 uger)
Termin
(37-41 uger)
60,5%
5,1%
0,6%
Vitalstatistik
I:30:1992
Endvidere fremgår det af Det Etiske Råds redegørelse, at
der ved trillingefødsler er en tendens til en øget risiko for, at ét barn
eller
flere børn er dødfødt, eller at ét barn eller flere børn dør inden for det
første leveår.
c. Misdannelser og dødelighed
Medfødte misdannelser og sygdomme hos nyfødte var de
altovervejende årsager til dødsfald blandt de børn, der dør inden for den
første levemåned. Således skyldtes 93% af alle dødsfald i første levemåned
medfødte misdannelser og sygdomme, og indenfor det første leveår var 67% af
dødsfaldene begrundet i medfødte misdannelser og sygdomme, jf. Vitalstatistik
I:30:1992.
Sundhedsstyrelsen har endvidere i 2002 oplyst, at risikoen
for død eller for overlevelse med handicap er aftagende uge for uge efter 24.
svangerskabsuge. En ekspertgruppe under Dansk Selskab for Obstetrik og
Gynækologi har på baggrund af en gennemgang af den videnskabelige litteratur
udarbejdet et skøn over, hvad der er enighed om med hensyn til risikoen for
død
eller for overlevelse med handicap. Disse skøn lægges til grund for
rådgivning
og kliniske beslutninger i sundhedsvæsenets hverdag. Nedenstående tabel er
baseret på disse skøn, hvor procenten af børn, som overlever (med eller uden
handicaps samt sygelighed), samt procenten af børn, som overlever uden
handicaps m.v. (raske), er opgjort i forhold til svangerskabets længde:
Uge
24
Uge
25
Uge
26
Uge
27
Uge
28
Uge
29
Uge
32
Overlevelse
40%
50%
60%
79%
80%
90%
> 97%
Overlevelse raske
16%
25%
36%
49%
64%
81%
94%
Sundhedsstyrelsen 2002
Tallene skal ses i sammenhæng med ovenstående tabel om
betydningen af fosterreduktion og for tidlig fødsel/ekstrem for tidlig fødsel
i
flerfoldssvangerskab.
I en dansk undersøgelse af ekstremt tidligt fødte børn og
ekstremt lavvægtige børn (dvs. børn født før 28. svangerskabsuge og børn født
med fødselsvægt under 1000 gram), hvor der er set på forekomst af handicap
hos
disse børn, er der fundet en tilsvarende sammenhæng mellem svangerskabslængde
og handicap.
Sammenfattende er det således Sundhedsstyrelsens
opfattelse, at der er belæg for at konkludere en sammenhæng mellem antallet
af
fostre og for tidlig fødsel/ekstrem for tidlig fødsel. Endvidere er der
sammenhæng mellem fødselstidspunktet og overlevelseschancen blandt børnene -
jo
tidligere fødselstidspunkt, desto større dødelighed. Derudover viser tallene,
at der er en sammenhæng mellem forekomsten af handicaps og for tidlig fødsel.
I
relation til ekstremt for tidligt fødte er de absolutte antal små, hvilket
betyder, at statistisk sikre konklusioner ikke kan drages.
d. Risikoen for spontan abort
Et flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en forøget
risiko for spontan abort.
Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne tallene for
risikoen for abort ved flerfoldssvangerskab og risikoen for abort efter en
fosterreduktion, idet man ved en sådan sammenligning ikke kan kontrollere for
kendte fejlkilder.
Sundhedsstyrelsen har derfor i relation til risikoen for
abort - på baggrund af internationale undersøgelser foretaget en vurdering
af
risikoen for tab af alle fostre (hele svangerskabet) i flerfoldssvangerskaber
uden, henholdsvis med fosterreduktion, baseret på sammenligning af kvinder,
som
har fået tilbudt fosterreduktion, men afslog, med kvinder som ligeledes
modtog
tilbud om fosterreduktion, og som tog imod dette tilbud. Denne vurdering
fremgår af nedenstående tabel:
Tab
af alle fostre
Valgte
ikke
fosterreduktion
Valgte fosterreduktion
Tvillinger
6%
5-10%
Trillinger
15-20%
5-10%
Firlinger
Over 25%
10-20%
Sundhedsstyrelsen 2002
Sundhedsstyrelsen skønner på baggrund af ovenstående tal,
at der i trillinge- og firlingesvangerskaber er mindre risiko for at miste
alle
fostre (hele svangerskabet), hvis der udføres fosterreduktion, end hvis der
ikke udføres fosterreduktion. En sådan mindsket risiko opnås ikke i
tvillingesvangerskaber.
2.3.3. Risikoen ved fosterreduktion
Ifølge Sundhedsstyrelsen giver flerfoldssvangerskab med tre
eller flere fostre en øget risiko for tidlig fødsel, for væksthæmning for et
eller flere fostre (fordi moderkagens funktion er nedsat), og for at kvinden
spontant aborterer alle fostre. Men hvor meget, den helbredsmæssige risiko
for
kvinden eller fostrene ved et trillingesvangerskab er øget i forhold til et
tvillingesvangerskab, kan ikke nærmere belyses.
Der er ikke præcise tal for, hvor høj helbredsrisikoen for
kvinden og de øvrige fostre er ved fosterreduktion i forhold til
helbredsrisikoen ved at lade graviditeten fortsætte. Der eksisterer heller
ikke
præcise tal for, hvor meget risikoen for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og
fødselskomplikationer bliver reduceret ved at foretage den konkrete
fosterreduktion i forhold til ikke at foretage den.
Sundhedsstyrelsen har oplyst, at en orientering i
internationale videnskabelige tidsskrifter om lægers vurdering af betydningen
af reduktionsgraden ved fosterreduktion giver følgende indtryk:
1)
At der blandt læger
er enighed om rimeligheden i at tilbyde fosterreduktion, hvis der er fire
eller
flere fostre i graviditeten, da både overlevelsesrate og fødselstidspunkt
bliver markant forbedret. Nogle studier peger desuden på, at fordelene ved at
reducere trillingesvangerskaber til tvillingesvangerskaber overstiger
risikoen
ved fosterreduktion i sig selv (Fetal Diagn Ther 1998;13:264, European
Journal
of Obstetrics & Gynecology and Reproductive Biology 75 (1997), 188).
2)
Flertallet af
undersøgelser peger på, at det på grund af fare for at miste alle fostre ved
indgrebet er uhensigtsmæssigt at reducere længere end ned til to fostre
(European Journal of Obstetrics & Gynecology and Reproductive Biology 75
(1997), 189). Ifølge en større amerikansk undersøgelse
(multicenterundersøgelse) aborterer 7,5 procent af de kvinder, som har
modtaget
fosterreduktion, alle fostre. Dette tal er baseret på, at 30 ud af 403
kvinder,
der fik foretaget fosterreduktioner, i den omtalte undersøgelse aborterede
alle
fostre før 24. svangerskabsuge. Ifølge samme undersøgelse lå antallet af
meget
tidligt fødte børn børn født mellem 25. og 32. svangerskabsuge på 13,7%,
efter at fosterreduktion var foretaget (Am J Obstet gynecol vol 181, number
4,
1999, Evans et al.).
2.4. Det Etiske Råds redegørelse
Sundhedsministeriet anmodede i foråret 2000 Det Etiske Råd
om en redegørelse om fosterreduktion ved flerfoldssvangerskab. Formålet med
redegørelsen var at sætte fokus på de etiske problemer ved
flerfoldssvangerskab
og fosterreduktion, der optræder med særlig stor hyppighed som konsekvens af
brugen af teknikker til kunstig befrugtning.
Det Etiske Råd afgav i oktober 2000 sin redegørelse.
Redegørelsen er tilgængelig på Det Etiske Råds hjemmeside (www.etiskraad.dk).
Det fremgår af redegørelsen, at Det Etiske Råds medlemmer
er enige om, at et tvillingesvangerskab i sig selv ikke indebærer en sådan
helbredsrisiko for kvinden og fostrene, at den kan udgøre et etisk rationale
for en fosterreduktion, medmindre der foreligger særlig medicinsk indikation.
For så vidt angår svangerskaber med tre eller flere fostre, finder rådet, at
fosterreduktion kan være etisk acceptabel under hensyn til en generelt øget
og/eller individuelt og konkret vurderet risiko for moderen og fostrene.
Det Etiske Råd anbefaler, at kvinden/parret inden en
behandling med kunstig befrugtning tager stilling til, om et
flerfoldssvangerskab er uønsket, og at behandlingen tilrettelægges således,
at
et uønsket flerfoldssvangerskab så vidt muligt undgås.
I situationer, hvor der trods tiltag til forebyggelse
heraf opstår et uønsket flerfoldssvangerskab, bør fosterreduktion ved
tvillinge
svangerskab efter rådets
opfattelse kun kunne tillades, hvis der er særlige medicinske indikationer,
idet et tvillingesvangerskab ikke i sig selv betragtes som begrundelse for
fosterreduktion. Det Etiske Råd anbefaler en formel fastlæggelse af en sådan
grænse
for fosterreduktion i loven for at forhindre en uønsket udvikling af den
nuværende praksis.
For så vidt angår tilfælde, hvor kvinden/parret efter
opnået
tvillinge
svangerskab ændrer
standpunkt og ønsker en fosterreduktion, bør dette ønske ifølge rådets
flertal
ikke imødekommes, medmindre der i situationen er konkrete hensyn til kvindens
eller fostrenes helbredstilstand, der kan begrunde en fosterreduktion. Et
medlem
af rådet er dog af den opfattelse, at såfremt ønske om fosterreduktion
fremsættes inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør dette imødekommes, idet
en
fosterreduktion i sådanne tilfælde er at sammenligne med en abort. Hermed
vises
efter det pågældende medlems opfattelse respekt for kvindens
selvbestemmelsesret.
For så vidt angår flerfoldssvangerskaber, der er opstået
naturligt, er Det Etiske Råds medlemmer enige om, at et tvillingesvangerskab
i
sig selv ikke indebærer en sådan helbredsrisiko for kvinden og fostrene, at
den
kan udgøre et etisk rationale for en fosterreduktion, medmindre der
foreligger
særlig medicinsk indikation.
Det Etiske Råd anfører endvidere, at der er behov for en
afklaring af de retlige forhold vedrørende fosterreduktion. Bortset fra den
ovenfor anførte anbefaling vedrørende reduktion af tvillingesvangerskaber,
har
rådet ikke taget stilling til, »om dette skal ske ved ændret lovgivning eller
gennem uddybende regler i den nuværende lovgivning.«
Endelig anbefaler rådet, at det sundhedsfaglige personale
bør have mulighed for at blive fritaget for at foretage eller medvirke ved
fosterreduktioner efter samme regler, som gælder i forbindelse med udførelse
af
provokeret abort.
Efter at Det Etiske Råd havde udsendt sin redegørelse af
oktober 2000 om fosterreduktion, tilkendegav den daværende sundhedsminister i
forbindelse med behandlingen af et beslutningsforslag i Folketinget om
fosterreduktion (beslutningsforslag B 98), at der skal foretages en retlig
regulering af området, og at denne i overensstemmelse med hidtidig praksis
bør
bygge på det grundsynspunkt, at fosterreduktioner kun må finde sted, når der
er
en lægelig begrundelse for det. Der henvises herom til Folketingstidende
2000-2001, forhandlingerne s. 5914 og 8998, tillæg A, s. 3611 og 3613 og
tillæg
B, s. 1481.
2.5. De nordiske lande
Justitsministeriet har indhentet oplysninger om reglerne
for fosterreduktion i de øvrige nordiske lande.
Island
I Island betragtes fosterreduktion som en abort og
reguleres ved lov nr. 25/1975 om aborter og sterilisationsoperationer. Efter
artikel 9 i lov nr. 25/1975 kan en kvinde inden udløbet af 16.
svangerskabsuge
få foretaget en abort af sociale eller medicinske årsager. Efter 16.
svangerskabsuge kan der kun foretages abort, hvis der foreligger utvetydige
medicinske indikationer, og kvindens liv og helbred er i fare. Dog kan en
abortkomité tillade abort efter 16. svangerskabsuge, hvis fostret har
alvorlige
misdannelser, genetiske fejl eller fosterskader.
Der føres ikke statistik over antallet af
fosterreduktioner, men efter det oplyste er der sket fosterreduktion i et
tilfælde, hvor der efter en IVF-behandling var fire fostre. Her blev der
reduceret til to fostre. Endvidere er der i 5-6 tilfælde sket en
fosterreduktion
fra to til et foster ved omkring 20. svangerskabsuge. Årsagen til disse
reduktioner var, at det ene ud af de to fostre havde svære misdannelser. I
alle
tilfælde blev der ansøgt om abort ved den specielle abortkomité.
Norge
Fosterreduktion er ikke særskilt reguleret i norsk ret, men
behandles efter reglerne i lov nr. 50 af 13. juni 1975 om svangerskapsavbrudd
(abortloven). Udgangspunktet er således, at abortlovens regler ligeledes
finder
anvendelse på fosterreduktion.
Det følger af § 2, 1. led, i den norske abortlov, at
en kvinde inden udgangen af 12. svangerskabsuge kan få foretaget en abort,
medmindre tungtvejende medicinske grunde taler imod. Dette indebærer, at der
efter norsk lovgivning er mulighed for uden en lægelig begrundelse at få
foretaget
fosterreduktion også ved tvillingesvangerskaber. I § 2, 2. led, er
beskrevet, i hvilke situationer en kvinde efter udgangen af 12.
svangerskabsuge
kan få tilladelse til en abort. De grunde, som er nævnt i 2. led, punkt a)
e), er relateret til sociale eller medicinske årsager og svarer i høj grad
til
den danske abortlovs § 3. Afgørelsen om abort træffes efter samråd med
kvinden af et nævn bestående af to læger.
Sverige
I Sverige findes der ingen særskilt regulering af
fosterreduktion. En fosterreduktion betragtes efter svensk ret som et
medicinsk
indgreb, der skal ske i overensstemmelse med videnskaben og de foreliggende
erfaringer. Justitsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om, i
hvilke
tilfælde fosterreduktion anvendes i Sverige.
Finland
Efter finsk ret betragtes en fosterreduktion som en abort.
Lov nr. 239/1970 om afbrydelse af svangerskab (Lagen om avbrytande av
havandeskap) finder således anvendelse, selvom fosterreduktion ikke særskilt
er
reguleret i loven.
Det fremgår af lovens § 1, i hvilke situationer en
kvinde inden udløbet af 12. svangerskabsuge kan få foretaget en abort. De
grunde, som er nævnt i § 1, pkt. 1-6, er relateret til sociale eller
medicinske årsager, og afgørelsen om abort træffes enten af to læger i
forening, eller hvis der er tale om pkt. 4., vedrørende ansøgerens alder, af
den læge, som skal udføre indgrebet. Ønskes der foretaget en abort efter 12.
svangerskabsuge, træffes afgørelsen af Rättskyddscentralen för hälsovården.
I de tilfælde, hvor en kvinde har søgt om fosterreduktion,
har Rättskyddscentralen för hälsovården ikke taget stilling til antallet af
fostre, men alene givet en generel tilladelse til fosterreduktion. Såfremt
det
af medicinske eller andre årsager skulle vise sig nødvendigt at fjerne flere
fostre, skal der således ikke søges på ny.
2.6. Lovforslagets udformning
Justitsministeriet finder i overensstemmelse med
anbefalingerne fra Det Etiske Råd, at spørgsmålet om adgang til at få
foretaget
fosterreduktion bør reguleres i lovgivningen.
Det Etiske Råd har fremhævet, at fosterreduktion og
svangerskabsafbrydelse efter rådets opfattelse må vurderes principielt
forskelligt ud fra en etisk synsvinkel. I sit høringssvar vedrørende et
udkast
til lovforslaget har rådet bl.a. anført følgende:
»Blandt andet kan man
begrunde den lovfæstede ret til svangerskabsafbrydelse inden 12. uge med, at
loven skaber mulighed for at løse en social force majeure situation i de
tilfælde, hvor kvinden betragter svangerskabet og moderskabet som
fuldstændigt uønsket. En sådan begrundelse finder naturligvis ikke anvendelse
i
tilknytning til fosterreduktion, idet svangerskabet og moderskabet her er
ønsket. Omvendt kan fosterreduktion i nogle tilfælde for eksempel ved
trillingegraviditet forsvares ud fra specifikke lægefaglige kriterier, som
ikke generelt kan sættes i forhold til svangerskabsafbrydelse.
Adgangen til at
foretage fosterreduktion bør tage udgangspunkt i, at der ved fosterreduktion
ikke er tale om at afslutte et svangerskab, men at bevare et svangerskab og
ud
fra en lægefaglig vurdering at forhøje chancerne for, at svangerskabet
gennemføres så sikkert som muligt for moderen og for så mange af fostrene som
muligt i den givne situation.«
Regeringen er enig i, at den afbrydelse af liv, der ligger
i henholdsvis en svangerskabsafbrydelse og en fosterreduktion, må vurderes
etisk forskelligt, og at der på baggrund af denne vurdering ikke bør indføres
en fri adgang til at få foretaget fosterreduktion inden udløbet af 12.
svangerskabsuge svarende til reglerne om fri abort.
Lovforslaget bygger således på den grundlæggende
opfattelse, som flertallet i Det Etiske Råd har givet udtryk for, at
fosterreduktioner kun bør kunne foretages, hvor der er en medicinsk
begrundelse
for det. Dette svarer til de retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som hidtil
har reguleret fosterreduktioner.
Det Etiske Råd har med henvisning til den principielle
etiske forskel på fosterreduktion og svangerskabsafbrydelse anført, at
reguleringen af fosterreduktioner efter Rådets opfattelse ikke bør ske ved en
ændring af loven om svangerskabsafbrydelse, men ved en særlig lov om
fosterreduktioner.
Justitsministeriet har imidlertid ved udformningen af
lovforslaget lagt vægt på, at reglerne om fosterreduktion og reglerne om
svangerskabsafbrydelse har den samme »målgruppe« (læger, abortsamråd og
Abortankenævn), og at en række af de administrative bestemmelser i loven om
svangerskabsafbrydelse - herunder reglerne om forældresamtykke, vejledning og
støttesamtaler efter forslaget også skal finde anvendelse ved
fosterreduktion.
Endvidere er de foreslåede betingelser for fosterreduktion i flere
situationer
de samme som ved svangerskabsafbrydelse efter 12. svangerskabsuge, og
samrådene
og ankenævnet vil skulle følge den praksis, som har udviklet sig på grundlag
af
de gældende regler i lov om svangerskabsafbrydelse. Der er således en række
lovtekniske hensyn, der stærkt taler for at indføje reglerne om
fosterreduktion
i loven om svangerskabsafbrydelse som et nyt kapitel og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed.
Som anført ovenfor under pkt. 2.3., indebærer et
flerfoldssvangerskab en væsentligt øget risiko enten for spontan abort af
alle
fostre eller for, at fødslen finder sted så meget for tidligt, at fostrene
enten ikke er levedygtige, eller at de får meget alvorlige handicaps. Et
flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en øget belastning af kvinden, som i
nogle tilfælde kan medføre fare for hendes liv eller alvorlig forringelse af
hendes helbred. Efter Justitsministeriets opfattelse bør fosterreduktion
kunne finde
sted, hvor det vil medføre en væsentlig formindskelse af disse risici.
Det foreslås derfor i § 3 a, stk. 1, at en kvinde
uden tilladelse skal kunne få antallet af fostre reduceret, hvis indgrebet
væsentligt formindsker en risiko for spontan abort af alle kvindens fostre,
at
et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse eller ikke vil være levedygtige eller for
alvorlig forringelse af kvindens helbred eller fare for hendes liv.
På baggrund af oplysningerne, som er beskrevet under pkt.
2.3., om de risici, der er forbundet med trillingesvangerskaber, må det
antages, at disse betingelser i dag vil være opfyldt i alle tilfælde, hvor
kvinden er gravid med tre eller flere fostre. Som anført ovenfor under pkt.
2.4. vil formindskelse af disse risici som udgangspunkt kun tilsige, at der
sker reduktion til to fostre. Medmindre der foreligger særlige
omstændigheder,
vil der således ikke kunne ske reduktion til ét foster.
Det er en forudsætning for, at fosterreduktion kan
foretages, at det medfører en væsentlig formindskelse af de nævnte risici.
Hvis
fremskridt inden for lægevidenskaben i fremtiden fører til, at der ikke
længere
vil være sådanne væsentligt forøgede risici forbundet med svangerskaber med
tre
eller flere fostre, vil betingelserne for fosterreduktion i disse tilfælde
således ikke længere være opfyldt.
I modsætning til trillingesvangerskaber vil et
tvillingesvangerskab normalt ikke indebære sådanne risici, at betingelserne
for
fosterreduktion er opfyldt, medmindre der foreligger særlige forhold i det
konkrete tilfælde, der indebærer en øget risiko.
Efter forslaget kan fosterreduktion kun udføres af
medicinske grunde. Der vil således ikke kunne ske fosterreduktion med den
begrundelse, at kvinden kun ønsker at føde ét barn, eller på grund af
kvindens
sociale forhold.
Sammenfattende kan det siges, at retstilstanden efter
forslaget vil være, at en kvinde, der er gravid med tre eller flere fostre,
inden udgangen af 12. svangerskabsuge vil have adgang til at få antallet af
fostre reduceret til to, mens en kvinde, der er gravid med tvillinger, ikke
vil
have adgang til fosterreduktion, medmindre der foreligger særlige lægelige
omstændigheder, der begrunder en reduktion.
Fosterreduktioner bør finde sted så tidligt i graviditeten
som muligt. Da de svangerskaber, hvor betingelserne for fosterreduktion er
opfyldt, som oftest er resultatet af kunstig befrugtning, er kvinden normalt
blevet fulgt nøje, og det vil derfor normalt meget tidligt blive konstateret,
om der er tale om et flerfoldssvangerskab. Det foreslås derfor, at
fosterreduktion kun skal kunne ske uden tilladelse, hvis det kan ske inden
udløbet af 12. svangerskabsuge.
Det bør dog efter Justitsministeriets opfattelse også være
muligt at foretage en fosterreduktion efter udløbet af 12. svangerskabsuge,
hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. hvis det først efter
udløbet
af 12. svangerskabsuge konstateres, at kvinden venter trillinger, eller at
hun
lider af f.eks. en hjertesygdom, der gør, at det vil være særligt risikabelt
for hende at gennemføre et flerfoldssvangerskab, eller at risikoen f.eks. for
kvindens helbred er større end først antaget.
I de tilfælde, hvor fosterreduktion foretages efter udløbet
af 12. svangerskabsuge, bør det efter Justitsministeriets opfattelse kræves,
at
der som ved svangerskabsafbrydelse indhentes en tilladelse fra
abortsamrådet. Det bør dog være muligt på samme måde som ved
svangerskabsafbrydelse efter lovens § 2 at foretage fosterreduktion
efter
udløbet af 12. svangerskabsuge uden særlig tilladelse, hvis der foreligger en
nødsituation, dvs. hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for
kvindens liv eller alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige
helbred. En bestemmelse svarende til lovens § 2 foreslås derfor indsat
som
§ 3 b.
Det ovenfor anførte vedrører situationer, hvor det er selve
antallet af fostre, der indebærer en risiko for kvinden eller for de øvrige
fostre, og som derfor er begrundelsen for fosterreduktion. Fosterreduktion
anvendes som nævnt ovenfor også i tilfælde, hvor der f.eks. ved en scanning
eller fostervandsprøve er konstateret misdannelser ved et eller flere af
fostrene. I disse tilfælde bør der efter Justitsministeriets opfattelse kunne
foretages fosterreduktion i samme omfang, som hvor der efter lovens § 3,
stk. 1, nr. 3, kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 12.
svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret. Det foreslås derfor i
§ 3 a, stk. 3, at der skal kunne foretages fosterreduktion, hvis
der
er risiko for, at et foster på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse
eller
sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.
I de tilfælde, hvor det er selve antallet af fostre, der
begrunder en fosterreduktion, jf. § 3 a, stk. 1, er det som hidtil
den behandlende læge, der vurderer, om betingelserne for reduktion er
opfyldt.
Kun hvis indgrebet foretages efter udløbet af 12. svangerskabsuge, kræves
tilladelse fra abortsamrådet, jf. § 3 a, stk. 2. I de tilfælde,
hvor
fosterreduktionen er begrundet med misdannelser ved fostret, jf. § 3 a,
stk. 3, finder Justitsministeriet derimod, at der bør indhentes
tilladelse
fra abortsamrådet, uanset om indgrebet sker før eller efter udløbet af 12.
svangerskabsuge. Det skyldes, at der her skal foretages en vurdering af, hvor
alvorlig en medfødt lidelse eller risiko herfor skal være for at kunne
begrunde
fosterreduktion. Det er den samme vurdering, som i dag foretages af
abortsamrådene i sager om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet
af
12. svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret eller risiko herfor.
For at få en ensartet praksis med hensyn til vurderingen af misdannelsernes
alvorlighed, finder Justitsministeriet, at vurderingen bør foretages af
abortsamrådene også i sager om fosterreduktion inden udløbet af 12.
svangerskabsuge.
Ligesom ved svangerskabsafbrydelse skal de hensyn, der
taler for fosterreduktion, være mere tungtvejende jo længere henne i
graviditeten, kvinden er. Må fostret antages at være levedygtigt, foreslås
det,
at fosterreduktion kun skal kunne finde sted, hvor det er nødvendigt for at
afværge fare for kvindens liv eller helbred, eller hvor de omstændigheder,
der
er nævnt i § 3 a, stk. 3, (misdannelser ved fostret) taler med
afgørende vægt for det. Det svarer til, hvad der gælder for
svangerskabsafbrydelse.
I skemaform kan lovforslagets regulering af adgangen til
fosterreduktion - før og efter udløbet af 12. svangerskabsuge og med eller
uden
tilladelse - vises således:
Før udløbet af
12. svangerskabsuge
Betingelser for indgrebet: Risiko for spontan abort,
for tidlig fødsel eller forringelse af kvindens helbred m.v.
Fosterreduktion kan her ske
uden tilladelse
(Den praktiske hovedregel vil blive, at der uden
tilladelse kan ske reduktion til to fostre, men ikke til ét foster)
Betingelser for indgrebet: Risiko for alvorlig
misdannelse mv. af et eller flere fostre
Fosterreduktion
kræver
tilladelse
fra abortsamrådet
Begrundelsen for indgrebet: Kvinden ønsker kun at føde
ét barn eller andre ikke-lægelige begrundelser
Fosterreduktion kan
ikke tillades
Efter udløbet af
12. svangerskabsuge
Betingelser for indgrebet: Risiko for spontan abort,
for tidlig fødsel eller forringelse af kvindens helbred mv.
Fosterreduktion
kræver
tilladelse
fra abortsamrådet (medmindre indgrebet er
nødvendigt
for at hindre fare for kvindens liv eller alvorlig
forringelse af hendes helbred)
Betingelser for indgrebet: Risiko for alvorlig
misdannelse mv. af et eller flere fostre
Fosterreduktion
kræver
tilladelse
fra abortsamrådet
Er fostret levedygtigt, kan fosterreduktion kun
tillades, hvis der foreligger afgørende hensyn
Begrundelsen for indgrebet: Kvinden ønsker kun at føde
ét barn eller andre ikke-lægelige begrundelser
Fosterreduktion kan
ikke tillades
Som anført i pkt. 2.3.1. pålagde Sundhedsstyrelsen i 1997
lægerne at indberette fosterreduktioner på et særskilt skema til
Sundhedsstyrelsen. Denne indberetningsordning vil blive opretholdt efter
lovforslagets vedtagelse.
Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse på baggrund af de
foretagne indberetninger blev der i årene 1998, 1999 og 2000 foretaget
henholdsvis 22, 25 og 19 fosterreduktioner.
Som beskrevet i pkt. 2.3.1, har der i perioden 1998-2000
været to tilfælde af reduktion fra to til ét foster, hvor der ikke er oplyst
en
lægelig begrundelse. Der vil efter lovforslaget ikke være mulighed herfor.
Lovforslaget indebærer, at antallet af fosterreduktioner
ikke vil blive udvidet i forhold til den nuværende praksis, men vil blive
formindsket med nogle ganske få tilfælde.
3. Svangerskabsafbrydelse på private
hospitaler og klinikker
Justitsministeriet har igennem de seneste år modtaget flere
anmodninger fra danske privathospitaler om, at der gennem en ændring af lov
om
svangerskabsafbrydelse åbnes mulighed for, at svangerskabsafbrydelse kan
finde
sted på private hospitaler og klinikker.
Det fremgår af § 10, stk. 1, i den gældende lov,
at svangerskabsafbrydelse kun må foretages af læger på amtskommunale og
Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse eller dertil knyttede ambulatorier.
Svangerskabsafbrydelse kan således ikke lovligt ske på et privathospital
eller
hos en privatpraktiserende speciallæge.
Ved lov nr. 1136 af 22. december 1993 blev kravet om, at
sterilisation og kastration kun måtte foretages i offentligt regi, ophævet.
Det
fremgår af bemærkningerne til lovændringen, at der ifølge Sundhedsstyrelsen
ikke sås nogen sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde et krav om, at
sterilisationer som hovedregel kun må foretages på et sygehus. Udviklingen i
den medicinske teknologi og de anvendte sterilisationsmetoder har medført, at
indgrebet i dag er enkelt, og at det fuldt ud forsvarligt kan foretages af
praktiserende speciallæger. Endelig fremhæves det i bemærkningerne, at det
findes hensigtsmæssigt, at sygehuskommunerne får mulighed for selv at
tilrettelægge
behandlingstilbudet for så vidt angår sterilisation. Der henvises herom til
Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne, s. 495 ff., og tillæg A, s. 67
ff.
Også for så vidt angår svangerskabsafbrydelse, er det
Sundhedsstyrelsens vurdering, at der ikke er nogen faglige hindringer for, at
svangerskabsafbrydelse kan foretages på et privat hospital eller klinik.
Sundhedsstyrelsen har således oplyst, at medicinsk abort, der kan anvendes
indtil udgangen af 8. evt. 9. svangerskabsuge, ud fra en sundhedsfaglig
vurdering uden øget risiko kan udføres uden for det offentlige sygehusvæsen
af
en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der har det fornødne
ultralydsapparatur og erfaring i anvendelsen heraf, under forudsætning af, at
kvinden inden indgrebet får foretaget en kvalificeret ultralydsscanning med
henblik på fastlæggelse af graviditetslængde og tilstedeværelse af en
graviditet i livmoderen, samt at der sker opfølgning til sikring af, at
aborten
er komplet. Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at abort med
udsugningsmetoden, der kan benyttes indtil udgangen af 12. svangerskabsuge,
kan
udføres af en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der har faciliteter,
udstyr og personale til varetagelse af helbedøvelse og i tilfælde af
komplikationer til varetagelse af gynækologiske operationer.
Det er dog Sundhedsstyrelsens vurdering, at der bør være en
særlig regel for provokerede aborter efter 12. svangerskabsuge, idet sene
provokerede aborter i almindelighed stiller større krav til både udstyr og
personalets ekspertise. Selv om det i princippet er muligt rent teknisk at
gennemføre de sene aborter i privat regi, vil det efter Sundhedsstyrelsens
opfattelse være vanskeligt at sikre, at alle private klinikker, som ønsker at
tilbyde at gennemføre et abortindgreb, vil have den nødvendige ekspertise og
det nødvendige udstyr til at foretage sene aborter på forsvarlig vis.
Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at svangerskabsafbrydelse efter 12.
svangerskabsuge fortsat kun foretages inden for det offentlige sygehusvæsen.
Også
fosterreduktioner kræver efter Sundhedsstyrelsens opfattelse en sådan særlig
ekspertise, at de kun bør kunne foretages inden for det offentlige
sygehusvæsen.
Det foreslås, at § 10, stk. 1, ændres således, at
private hospitaler og klinikker får mulighed for at foretage
svangerskabsafbrydelse, når dette sker inden udløbet af den 12.
svangerskabsuge. Indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge må fortsat kun
foretages af læger på amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens
Sygehusfællesskabs sygehuse.
Som følge af forslaget om at tillade private hospitaler og
klinikker at foretage svangerskabsafbrydelse, når dette sker inden udløbet af
den 12. svangerskabsuge, vil det på grund af de EU-retlige regler om fri
bevægelighed for tjenesteydelser være nødvendigt at ophæve det gældende
bopælskrav i lov om svangerskabsafbrydelse. Ophævelse af bopælskravet
betyder,
at det vil være muligt for udenlandske kvinder, der ønsker det, at få
foretaget
svangerskabsafbrydelse på private hospitaler og klinikker under ophold i
Danmark. Justitsministeriet er ikke bekendt med oplysninger, der gør det
muligt
at vurdere, hvor mange udenlandske kvinder der vil benytte sig af denne
mulighed. Et privat hospital i Danmark har oplyst, at man modtager ca. 50
henvendelse om året fra kvinder, der ønsker at få foretaget
svangerskabsafbrydelse på det pågældende hospital. Det er ikke oplyst, hvor
mange af disse kvinder, der har bopæl uden for Danmark.
Muligheden for, at udenlandske kvinder eventuelt vil rejse
til Danmark og få foretaget svangerskabsafbrydelse, kan efter
Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv begrunde, at private
hospitaler
og klinikker i Danmark fortsat afskæres fra at kunne foretage
svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge.
I overensstemmelse med Det Etiske Råds anbefalinger
foreslås endvidere en ændring af lovens § 10, stk. 2, således at
læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider mod
deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til
fosterreduktion, efter anmodning skal fritages herfor, og at det samme skal
gælde for personer, der er under uddannelse til de nævnte erhverv. Endelig
foreslås det, at det præciseres, at § 10, stk. 2, også gælder for
social- og sundhedsassistenter.
4. Bopælskrav herunder forholdet til
EU-retten
Både efter lov om svangerskabsafbrydelse og efter
sterilisationsloven er det som udgangspunkt en betingelse for at få foretaget
de omhandlede indgreb, at de pågældende har bopæl her i landet. Med
lovforslaget foreslås, at kravet om bopæl ophæves, dog således at retten til
at
få foretaget indgrebene vederlagsfrit på offentlige sygehuse fortsat er
knyttet
til et krav om bopæl i Danmark. Begrundelsen for forslaget er, at en
fjernelse
af det generelle bopælskrav vil sikre overensstemmelse med de EU-retlige
regler
om fri bevægelighed for tjenesteydelser.
Lægelig virksomhed er ifølge EF-domstolens faste praksis
omfattet af tjenesteydelsesbegrebet i EF-traktatens artikel 50, uanset om
virksomheden udøves inden for eller uden for hospitalssektoren, jf. senest
EF-domstolens dom af 12. juli 2001 i sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Saml.
2001 I-5473. EF-domstolen har bl.a. fastslået, at et abortindgreb er en
tjenesteydelse i traktatens forstand, jf. sag C159/90, Grogan (den irske
abortsag), Saml. 1991, s. 4685, præmis 18. Også sterilisation og kastration
må
anses for tjenesteydelser i EF-traktatens forstand, og indgrebene omfattes
derfor af EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser,
jf.
artikel 49 og 50.
Det nugældende generelle bopælskrav må anses for at være
indirekte diskriminerende over for borgere fra andre EU-medlemslande og
foreslås ophævet.
Retten til at få foretaget abort m.v. vederlagsfrit i
offentligt regi vil dog fortsat være knyttet til et krav om bopæl her i
landet.
Selv om der således på dette punkt opretholdes en restriktion for den fri
udveksling af tjenesteydelser, er dette i overensstemmelse med EU-retten.
EF-domstolen har anerkendt, at hensynet til at kunne planlægge en
tilstrækkelig
kapacitet til et afbalanceret udbud af hospitalsydelser i landet,
retfærdiggør
en restriktion i den fri udveksling af tjenesteydelser.
5. Dommermedvirken i Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse og sterilisation
Det fremgår af § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om
svangerskabsafbrydelse, at formanden for Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse og sterilisation skal have en juridisk embedseksamen.
Endvidere fremgår det af § 5, stk. 3, i
sterilisationsloven, at såvel samrådet som ankenævnet under behandlingen af
de
specielle sager vedrørende sterilisation efter § 5, stk. 3, nr.
1-4,
skal tiltrædes af en særligt beskikket dommer Det drejer sig bl.a. om
behandlingen af ansøgninger om sterilisation, hvor personen er under 18 år,
og
hvor den pågældende er indlagt eller tilbageholdt på et hospital i medfør af
lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.
Baggrunden for bestemmelsen er, at man ud fra et
retsbeskyttelseshensyn har anset det for nødvendigt, at der under
behandlingen
af disse sager medvirker en dommer.
Af side 35 i betænkning nr. 353/1964 om sterilisation og
kastration fremgår følgende:
»Det er derfor af den
allerstørste betydning, at der skabes en særlig betryggelse for, at der ved
afgørelsen af, om andragender fra disse personer om tilladelse til
sterilisation skal imødekommes, ikke blot tages de sædvanlige hensyn i
betragtning, men også hensynet til de pågældendes retsbeskyttelse haves for
øje. Medens juridisk indsigt ikke i almindelighed kan anses fornøden ved
afgørelsen af sterilisationssager, vil den kunne have sin betydning i de her
nævnte tilfælde.
..
Udvalgets flertal er
imidlertid nået til den opfattelse, at den ønskede retsbeskyttelse for disse
personer må kunne opnås på en enklere måde, når sterilisationsafgørelserne i
øvrigt henlægges til mødrehjælpens samråd, nemlig derved at samrådene i de
nævnte
særlige tilfælde tiltrædes af en hertil beskikket dommer. Der tilføres derved
samrådene juridisk sagkundskab, og dommeren vil fra sin øvrige virksomhed
være
indstillet på at tage de særlige hensyn, som disse sager tilsigter, i
betragtning.«
Da det i praksis altid er en dommer, der bliver udpeget som
formand for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation,
tiltrædes ankenævnet i dag ikke af en særligt beskikket dommer under
behandlingen af en sag efter sterilisationslovens § 5, stk. 3.
Årsagen hertil skal søges i, at det retssikkerhedshensyn, som skulle sikres
ved, at en særligt beskikket dommer skulle medvirke under behandlingen,
allerede er opfyldt som følge af, at formanden er dommer. Derimod benyttes de
særlige dommere altid under behandlingen af de pågældende sager i samrådene.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at den nuværende
praksis, hvorefter formanden for ankenævnet er dommer, bør lovfæstes. Det
foreslås derfor, at § 4, stk. 2, i lov om svangerskabsafbrydelse
ændres, således at det klart kommer til at fremgå, at formanden for
ankenævnet
skal være dommer.
Som konsekvens heraf foreslås det, at der under ankenævnets
behandling af de specielle sager omfattet af sterilisationslovens § 5,
stk. 3, ikke længere skal ske tiltrædelse af en særligt beskikket
dommer.
Dog bør kravet om tiltræden af en særligt beskikket dommer under samrådenes
behandling af sagerne opretholdes.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser
for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller
administrative konsekvenser for kommunerne eller for staten af betydning.
I det omfang borgerne benytter sig af muligheden for at få
foretaget abortindgreb på private hospitaler og klinikker i stedet for på
offentlige
sygehuse, vil det medføre besparelser for amtskommunerne, og lovforslaget
skal
således DUT-forhandles med de amtskommunale parter.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Lovforslaget indebærer positive
konsekvenser for privathospitalerne, som får adgang til at udføre
svangerskabsafbrydelse og til at foretage sterilisation af personer, der ikke
har bopæl i Danmark. Lovforslaget har ikke herudover administrative eller
økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Fjernelsen af det generelle bopælskrav vil sikre
overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri bevægelighed for
tjenesteydelser.
10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.
Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder,
organisationer og foreninger m.v.:
Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og
sterilisation, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Institut for
Menneskerettigheder, Ligestillingsnævnet, Kvinfo, Børnerådet,
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,
Frederiksberg Kommune, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Den Centrale
Videnskabsetiske Komité, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk
Sygeplejeråd, Embedslægeforeningen, Dansk Psykologforening, Den Almindelige
Danske Jordemoderforening, Dansk selskab for Obstetrik og Gynækologi, Center
for Etik og Ret, København, Center for Bioetik, Århus, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Center for Små Handicapgrupper, Foreningen Sex &
Samfund, Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen LEV, Landsforeningen for
Ufrivilligt Barnløse, Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose,
Diabetesforeningen, Turner Center, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund, Nævnet
for
Etnisk Ligestilling, Det Etiske Råd, Præsteforeningen, Dansk
Fertilitetsselskab, Privathospitalet Danmark A/S, Privathospitalet Hamlet,
Privathospitalet H.C. Andersen Klinikken, Privathospitalet Mølholm A/S,
Privathospitalet Skørping A/S, Erichsen’s Klinik, Søllerød
Privathospital,
Privathospitalet Dalgas A/S, Privathospitalet Mariahjemmet, Frederiksborg
Klinikken, Ciconia og Gynækologisk Prismet.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Visse besparelser for amtskommunerne
Ingen konsekvenser
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen konsekvenser
Ingen af betydning
Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Adgang for privathospitaler til at udføre
svangerskabsafbrydelse og til at udføre sterilisation af personer med bopæl i
udlandet.
Ingen konsekvenser
Miljømæssige konsekvenser
Ingen konsekvenser
Ingen konsekvenser
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen konsekvenser
Ingen konsekvenser
Forholdet til EU-retten
Fjernelsen af det generelle bopælskrav vil sikre
overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri bevægelighed for
tjenesteydelser.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
(Lov om svangerskabsafbrydelse)
Til nr. 1
Lovens titel foreslås ændret, således at det kommer til at
fremgå, at loven indeholder regler om såvel svangerskabsafbrydelse som
fosterreduktion.
Til nr. 2
Overskriften til kapitel 1 ændres, således at det kommer
til at fremgå, at kapitel 1 kun indeholder betingelserne for
svangerskabsafbrydelse og ikke betingelser for fosterreduktion. Betingelserne
for foretagelse af fosterreduktion er forskellige fra betingelserne for
svangerskabsafbrydelse og foreslås indsat som kapitel 1 A, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 6.
Til nr. 3
Efter § 1 i den gældende lov har en kvinde, som har
bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan
foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne
om vejledning m.v. i lovens § 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om
svangerskabsafbrydelse.
Derudover har samrådet i dag efter lovens § 7 mulighed
for at tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3, selv om
kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig tilknytning
hertil.
Det følger af Justitsministeriets vejledning nr. 92 af 11. september 2002, at
efter praksis anses en kvinde for at have en sådan tilknytning, f.eks. hvis
hun
efter at være flyttet til udlandet har bevaret sit danske statsborgerskab.
For
at undgå diskrimination af borgere fra andre EU- eller EØS-lande, meddeles
disse landes statsborgere allerede i dag dispensation fra bopælskravet i
samme
omfang som danske statsborgere.
Den foreslåede ændring indebærer, at alle kvinder, der
opfylder betingelserne i § 1, uanset hvor de har bopæl, kan få foretaget
svangerskabsafbrydelse i Danmark.
Det er imidlertid kun kvinder, som har bopæl her i landet,
der har ret til at få foretaget indgrebet vederlagsfrit på amtskommunale
sygehuse, sygehuse i Bornholms Kommune og sygehuse drevet af Hovedstadens
Sygehusfællesskab, jf. herved bemærkningerne til § 1, nr. 16.
Ønsker en kvinde, der ikke har bopæl her i landet,
indgrebet foretaget på et amtskommunalt sygehus, et sygehus drevet af
Hovedstadens Sygehusfællesskab eller et sygehus i Bornholms Kommune, kan
dette
ske efter konkret anmodning og mod betaling, hvis sygehuset har tilstrækkelig
kapacitet til det og ønsker at foretage indgrebet. Såfremt en
svangerskabsafbrydelse
er nødvendig for at afværge fare for kvindens liv eller helbred, skal
sygehuset
dog foretage indgrebet uden betaling. Herudover skal der ydes behandling, når
det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise
kvinden til at få foretaget indgrebet i hjemlandet. Der henvises til
bemærkningerne til § 1, nr. 16 og 17.
Derudover kan kvinder, som ikke har bopæl i Danmark,
benytte de private hospitaler og klinikker, som tilbyder at udføre indgrebet.
Det bemærkes, at reglerne i lovens § 8, stk. 4
(som bliver stk. 5), om støttesamtaler også finder anvendelse, når der er
tale
om en kvinde, som ikke har bopæl i Danmark. Endvidere finder reglerne om
vejledning efter lovens § 8, stk. 2, anvendelse, dog således at der
kun er en forpligtelse til at vejlede kvinden om, hvilke muligheder der er
her
i landet for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter
barnets fødsel. Der er dermed ikke pligt til at indhente oplysninger og
vejlede
kvinden om støttemuligheder i hendes hjemland.
Til nr. 4
Efter § 3, stk. 1, i den gældende lov, kan en
kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse
efter udløbet af 12. svangerskabsuge, hvis visse særlige betingelser er
opfyldt. Efter § 3, stk. 2, må tilladelse til
svangerskabsafbrydelse
kun gives, hvis de forhold, som begrunder ansøgningen herom, har en sådan
vægt,
at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige
risiko, som indgrebet indebærer. Må fostret antages at være levedygtigt, kan
tilladelse
til svangerskabsafbrydelse endvidere kun gives, såfremt der er fare for, at
barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i
fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og disse
omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelse, jf.
stk. 3.
Afgørelse efter § 3 træffes af de nedsatte samråd med
mulighed for indbringelse af afgørelsen for Ankenævnet for
svangerskabsafbrydelse og sterilisation.
Den foreslåede ændring medfører, at adgangen til
svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge i de tilfælde,
der
er omfattet af lovens § 3, også kommer til at omfatte kvinder, der ikke
har bopæl i Danmark.
Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 3, er
det kun kvinder, som har bopæl i Danmark, der har ret til vederlagsfrit at få
foretaget svangerskabsafbrydelse i det amtskommunale sygehusvæsen, på
Bornholms
Kommunes sygehuse eller i Hovedstadens Sygehusfællesskab.
De nærmere regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og
om behandlingen af sager herom, når kvinden ikke har bopæl i Danmark,
forudsættes fastsat i administrative forskrifter i medfør af lovens
§ 12.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at
straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, ved
§ 1
i lov nr. 6 af 3. januar 1992 ændrede titel fra »borgerlig straffelov« til
»Straffeloven«.
Til nr. 6
Forslaget til lovens kapitel 1 A indeholder bestemmelser
om, i hvilke tilfælde fosterreduktion kan foretages.
Ad § 3 a
§ 3 a,
stk. 1
, indeholder betingelserne for, hvornår fosterreduktion kan
foretages uden tilladelse inden udgangen af 12. svangerskabsuge.
Efter
stk. 1
kan fosterreduktion foretages uden tilladelse, hvis det vil medføre en
væsentlig formindskelse af risikoen for, at kvinden aborterer spontant og
derved mister alle fostrene, eller at fødslen sker så meget for tidligt, at
der
er væsentlig risiko for, at fostrene ved fødslen ikke er levedygtige, eller
at
de som følge af den for tidlige fødsel får betydelige fysiske eller psykiske
handicaps.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1, er der en
betydeligt
øget risiko for abort eller meget for tidlig fødsel, hvis kvinden er gravid
med
tre eller flere fostre, og fosterreduktion vil her kunne formindske denne
risiko væsentligt. Det må derfor antages, at betingelserne for
fosterreduktion
i disse tilfælde vil være opfyldt. Medmindre der foreligger særlige
omstændigheder vil hensynet til at reducere risikoen for abort eller meget
for
tidlig fødsel kun tilsige, at antallet af fostre reduceres til to. Der vil
derfor som udgangspunkt ikke kunne ske reduktion til ét foster. Er der tale
om
et tvillingesvangerskab, vil fosterreduktion som udgangspunkt ikke indebære
en
sådan formindskelse af risikoen for abort eller meget for tidlig fødsel, at
betingelsen i stk. 1 vil være opfyldt. Der kan dog foreligge sådanne
særlige omstændigheder ved den enkelte graviditet, der gør, at reduktion fra
to
til ét foster vil indebære en væsentlig formindskelse af risikoen.
Endvidere kan der efter
stk. 1
foretages fosterreduktion i
tilfælde, hvor en reduktion af antallet af fostre vil medføre en væsentlig
formindskelse af risikoen for, at der sker en alvorlig forringelse af
kvindens
helbred, eller for at der opstår fare for hendes liv. Der kan f.eks. være
tale
om tilfælde, hvor kvinden lider af en hjertesygdom eller en stofskiftesygdom,
og
hvor gennemførelse af et flerfoldssvangerskab herunder evt. også et
tvillingesvangerskab derfor indebærer en væsentlig helbredsmæssig risiko
for
kvinden. I disse tilfælde, kan fosterreduktion foretages, hvis det vil
medføre
en væsentlig formindskelse af denne risiko. Betingelserne for at foretage
indgrebet er mindre strenge end efter forslagets § 3 b, hvor indgrebet
skal være
nødvendigt
for at afværge
fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige
eller sjælelige helbred.
Efter
stk. 2
kan fosterreduktion tillige foretages efter udløbet af 12. svangerskabsuge,
hvis en af de i stk. 1 nævnte betingelser er opfyldt, og der foreligger
særlige omstændigheder. I disse tilfælde kræver fosterreduktionen tilladelse
fra abortsamrådet. Tilladelse vil efter omstændighederne kunne gives, hvis
det
først efter udløbet af 12. svangerskabsuge konstateres, at der er flere
fostre,
at risikoen f.eks. for kvindens helbred er større end først antaget, eller
hvis
der på dette tidspunkt konstateres en sygdom hos kvinden, der gør, at
gennemførelse af et flerfoldssvangerskab indebærer en betydelig
helbredsmæssig
risiko for hende. Ligesom ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter
§ 3, skal der lægges vægt på, hvor langt henne i graviditeten kvinden
er.
Der skal således vægtigere grunde til at tillade fosterreduktion, jo senere i
graviditeten indgrebet skal ske.
Efter
stk. 3
kan tilladelse til fosterreduktion endvidere gives, hvis der er risiko for,
at
et af fostrene på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i
fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.
Bestemmelsen omfatter bl.a. de tilfælde, hvor der f.eks. ved en scanning
eller
fostervandsprøve konstateres misdannelse ved et af fostrene, eller hvor der
pga. arvelige anlæg er risiko for, at fostret vil få en legemlig eller
sjælelig
sygdom. Betingelserne for at foretage fosterreduktion er de samme som
betingelserne for at foretage svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12.
svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret, jf. lovens § 3,
stk. 1, nr. 3. I modsætning til svangerskabsafbrydelse kræver
fosterreduktion i disse tilfælde tilladelse, også når det sker inden udløbet
af
12. svangerskabsuge.
I
§ 3 a,
stk. 4
, foreslås det, at fosterreduktion i tilfælde, hvor fostret må
antages at være levedygtigt, kun må foretages, hvis de i stk. 3
(misdannelser ved fostret) anførte grunde med afgørende vægt taler for det.
Dette svarer til, hvad der gælder for svangerskabsafbrydelse. Der kan ikke
gives tilladelse til fosterreduktion efter § 3 a, stk. 2, jf.
stk. 1, hvis fostret må antages at være levedygtigt. Er en
fosterreduktion
nødvendig for at afværge fare for kvindens liv eller alvorlig forringelse af
hendes helbred, vil den dog kunne foretages efter den foreslåede bestemmelse
i
§ 3 b, også selv om fostret er levedygtigt.
Ad § 3 b
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i lovens
§ 2, hvorefter svangerskabsafbrydelse kan foretages uden tilladelse
efter
udløbet af 12. svangerskabsuge, hvis det er nødvendigt for at afværge fare
for
kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller
sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller overvejende lægeligt
begrundet. Efter den foreslåede bestemmelse i § 3 b, vil der i sådanne
tilfælde i stedet også kunne foretages fosterreduktion.
Til nr. 7
Det foreslås, at det er de
eksisterende samråd, jf. lovens § 4, der skal træffe afgørelse om
fosterreduktion efter § 3 a, stk. 2 og 3.
Samrådet skal således i tilfælde, hvor 12. svangerskabsuge
er udløbet, vurdere om en af betingelserne i § 3 a er opfyldt, og om der
i
givet fald foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det på den baggrund
kan tillades, at kvinden får foretaget en fosterreduktion, jf. § 3 a,
stk. 2.
Samrådet skal endvidere tage stilling til, om der
foreligger en fare for, at et foster på grund af arvelige anlæg eller
beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig
eller
sjælelig lidelse, og at det på den baggrund kan tillades, at kvinden får
foretaget en fosterreduktion, jf. § 3 a, stk. 3.
I de situationer, hvor fostret må antages at være
levedygtigt, skal samrådet i forbindelse med deres afgørelse afgøre, om de i
§ 3 a, stk. 3, nævnte omstændigheder taler med afgørende vægt for
at
foretage en fosterreduktion.
Det foreslås, at samrådets afgørelse skal kunne indbringes
for Abortankenævnet.
Forslaget indeholder endvidere en konsekvensrettelse som
følge af, at § 7 ophæves.
Til nr. 8
Efter § 4, stk. 2, i den gældende lov skal
formanden for ankenævnet have juridisk embedseksamen.
Da der i praksis altid udpeges en dommer som formand,
foreslås bestemmelsen ændret, således at det klart kommer til at fremgå, at
formanden skal være dommer.
Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger i
pkt. 5 samt til bemærkningerne til § 2, nr. 4.
Til nr. 9
Kapitel 3 i den gældende lov om svangerskabsafbrydelse
indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved anmodning om
svangerskabsafbrydelse. Det foreslås, at kapitel 3 også skal finde anvendelse
ved fosterreduktion.
Det følger heraf, at anmodning om fosterreduktion skal
fremsættes af kvinden selv, jf. lovens § 5. I lighed med gældende ret
vedrørende svangerskabsafbrydelse skal ansøgningen ikke indgives skriftligt.
Er
kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorlig svækket
helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af
indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler herfor, tillade
fosterreduktion efter anmodning fra en beskikket værge.
Til nr. 10
Efter § 6, stk. 1, i den gældende lov, skal
forældremyndighedsindehaveren samtykke i anmodningen om
svangerskabsafbrydelse,
hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Efter forslaget
kommer dette også til at gælde for fosterreduktion.
Efter forslaget kan samrådet, hvis omstændighederne taler
derfor - på samme måde som ved svangerskabsafbrydelse - tillade at samtykke
ikke indhentes, eller at fosterreduktion foretages, selv om samtykke efter
stk. 1 nægtes.
Til nr. 11
Efter den gældende bestemmelse i lovens § 7 kan
samrådet tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3, selv
om
kvinden ikke har bopæl her i landet. Bestemmelsen foreslås ophævet som en
konsekvens af, at alle kvinder, uanset i hvilket land de har bopæl, efter
forslaget skal kunne få foretaget svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion
her
i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Til nr. 12
Det foreslås, at anmodning om fosterreduktion ligesom
anmodning om svangerskabsafbrydelse - skal fremsættes over for en læge eller
over for amtskommunen eller i København og på Frederiksberg og Bornholm
kommunen.
Det er efter bestemmelsen uden betydning, om fremsættelsen
sker over for en læge ansat på et offentligt sygehus, kvindens egen læge
eller
en læge ansat på et privat hospital eller en klinik.
Reglerne i stk. 2 om, at kvinden hvis anmodningen
fremsættes over for en læge skal gøres opmærksom på, at hun ved henvendelse
til amtskommunen (kommunen) kan få vejledning om de foreliggende muligheder
for
støtte til gennemførelse af svangerskabet, kan ikke anses for at være
relevant
i tilfælde af fosterreduktion, da kvinden jo netop ønsker at gennemføre
svangerskabet.
Derimod finder reglen i § 8, stk. 3, hvorefter
kvinden skal vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om
den
risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, også anvendelse ved
fosterreduktion.
Det følger endvidere af § 8, stk. 4, (som bliver
stk. 5) at kvinden også i tilfælde af fosterreduktion skal tilbydes en
støttesamtale før og efter indgrebet.
Til nr. 13
Forslaget indebærer, at hvis betingelserne for
svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 2 eller betingelserne for
fosterreduktion efter § 3 a eller § 3 b ikke er opfyldt, skal lægen
straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for amtsrådet
(kommunalbestyrelsen). Det vil herefter være det samråd, der er oprettet for
amtskommunen (kommunen), der skal tage stilling til, om kvinden kan få
tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 9, 2. pkt., for
så vidt angår svangerskabsafbrydelse. Der henvises nærmere til bemærkningerne
nedenfor til § 1, nr. 14.
Til nr. 14
Efter § 9 i den gældende lov henviser lægen eller
amtskommunen kvinden til et sygehus, hvis betingelserne i § 1 eller
§ 2 for foretagelse af svangerskabsafbrydelse skønnes opfyldt. Hvis
betingelserne ikke anses for opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen
med sin udtalelse for amtsrådet (kommunalbestyrelsen).
Denne bestemmelse foreslås ophævet, dog således at
indholdet af § 9, 2. pkt., indsættes som stk. 4 i § 8, jf.
bemærkningerne ovenfor.
Ophævelsen af § 9, 1. pkt., er en konsekvens af
ændringen af lovens § 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter
svangerskabsafbrydelse ikke længere kun kan foretages på offentlige sygehuse.
Til nr. 15
Efter § 10, stk. 1, i den gældende lov må
svangerskabsafbrydelse kun foretages på offentlige hospitaler eller dertil
tilknyttede ambulatorier.
Denne bestemmelse foreslås ændret, således at svangerskabsafbrydelse
før udløbet af 12. svangerskabsuge kan foretages på private hospitaler og
klinikker, mens svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge
og
fosterreduktion fortsat kun må foretages på offentlige sygehuse.
Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der ikke er nogen
sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde et krav om, at
svangerskabsafbrydelse før udløbet af 12. svangerskabsuge kun må foretages på
et offentligt sygehus. Udviklingen i den medicinske teknologi og de anvendte
svangerskabsafbrydelsesmetoder
har medført, at indgrebet i dag er blevet enklere, og at det fuldt ud
forsvarligt kan foretages af speciallæger i gynækologi og obstetrik, der har
de
fornødne faciliteter og det fornødne udstyr og eventuelt personale. Det
findes
endvidere hensigtsmæssigt, at amterne, Bornholms Kommune samt Hovedstadens
Sygehusfællesskab får mulighed for selv at tilrettelægge behandlingstilbuddet
for så vidt angår svangerskabsafbrydelse.
For så vidt angår fosterreduktion, er det Sundhedsstyrelsens
opfattelse, at disse indgreb kun skal kunne ske i det offentlige
sygehusvæsen.
Derudover er passagen »eller dertil knyttede ambulatorier«
taget ud af lovteksten. Her er dog alene tale om en modernisering af
formuleringen, og ændringen medfører ingen indskrænkelse af, hvor indgrebene
kan finde sted i det offentlige sygehusvæsen.
Forslaget indebærer endvidere, at læger, sygeplejersker,
jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider mod deres etiske eller
religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til fosterreduktion, efter
anmodning skal fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under
uddannelse til et af de nævnte erhverv. Dette svarer til, hvad der gælder for
svangerskabsafbrydelse.
Endelig præciseres det, at fritagelsen for at medvirke til
svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion også gælder for social- og
sundhedsassistenter.
Til nr. 16
Den foreslåede bestemmelse indebærer for det første, at en
kvinde, der har bopæl i Danmark, har ret til at få sit svangerskab afbrudt
eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms Kommunes
eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i § 1,
§ 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt. Med bestemmelsen
præciseres samtidig amtskommunernes, Bornholms Kommunes og Hovedstadens
Sygehusfællesskabs forpligtelse til at yde dette tilbud.
Adgangen til at få foretaget vederlagsfri
svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion på amtskommunale, Bornholms
Kommunes eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse gælder for kvinder,
der
har bopæl her i landet, jf. bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om
ret
til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. Ved bopæl forstås som udgangspunkt
folkeregistrering.
Derudover vil kvinder, som ikke har bopæl her i landet,
have ret til vederlagsfrit at få afbrudt deres svangerskab eller få foretaget
fosterreduktion på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes eller
Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, hvis det under ophold her i landet
viser sig nødvendigt som følge af en akut situation som f.eks. en ulykke,
pludselig opstået sygdom eller forværring af en kronisk sygdom, jf. § 9,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om ret til
sygehusbehandling og fødselshjælp m.v.
Endelig vil kvinder, der ikke har bopæl her i landet, og
som ikke befinder sig i en akut situation, kunne få afbrudt deres svangerskab
eller få foretaget fosterreduktion på offentlige sygehuse, når det under de
foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise kvinden til
behandling i hjemlandet. Der kan opkræves betaling i disse situationer, men
behandlingen kan dog også ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende
omstændigheder skønnes rimeligt, jf. § 9, stk. 2 og 3, i
bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om ret til sygehusbehandling og
fødselshjælp m.v.
Til nr. 17
Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller
fosterreduktion afholdes af bopælsamtskommunen, jf. lov om sygehusvæsenet og
lov om offentlig sygesikring. For så vidt angår indgreb, der foretages i
sygesikringsregi, forudsættes de nærmere regler for de nævnte indgreb
fastlagt
i henhold til sygesikringsoverenskomst om vilkårene for speciallægehjælp i
henhold til lov om offentlig sygesikring.
Udgifterne i anledning af en svangerskabsafbrydelse, der
foretages på et privat hospital eller klinik uden overenskomst med den
offentlige sygesikring, afholdes af patienten, medmindre det amt (kommunen),
hvorunder patienten hører, har besluttet at benytte pågældende privathospital
eller klinik til denne opgave som en del af amtets sygehustilbud.
En kvinde bosat i udlandet skal endvidere som udgangspunkt
selv afholde udgiften til indgrebet, herunder udgifter til støttesamtaler og
eventuel tolkebistand, uanset om indgrebet bliver udført på et privat
hospital
eller klinik eller på et offentligt hospital, jf. bemærkningerne til nr. 3.
Endvidere må en kvinde, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe
eventuelt nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må
ske for kvindens regning.
Til nr. 18
Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om anmodning om fosterreduktion og om behandlingen af sager
herom herunder om udgifter i forbindelse med oversættelse af relevante
dokumenter til brug for behandlingen af sagen i samrådet.
Til nr. 19
Forslaget indebærer, at foretagelse af fosterreduktion i
tilfælde, hvor betingelserne ikke er opfyldt, kan straffes på samme måde som
ulovlig foretagelse af svangerskabsafbrydelse.
Til nr. 20.
Ifølge § 15 i lov om svangerskabsafbrydelse er det
strafbart til andre end sygehuse at sælge genstande eller stoffer, der må
antages at være bestemt til afbrydelse af svangerskab, eller i øvrigt at
stille
sådanne genstande til rådighed mod vederlag. Bestemmelsen foreslås ophævet,
idet den næppe kan antages længere at have nogen praktisk betydning, og idet
reglen om, at svangerskabsafbrydelse kun må foretages på offentlige sygehus,
foreslås ophævet.
Til § 2
(Lov om sterilisation og kastration)
Til nr. 1
Det foreslås, at enhver, der er fyldt 25 år, kan blive
steriliseret i Danmark. Det er således efter forslaget ikke længere et krav,
at
den pågældende skal have bopæl i Danmark eller have et særligt tilhørsforhold
til Danmark.
For så vidt angår sterilisation, der kræver tilladelse
efter § 3, stk. 2, og § 4, må det for personer, der ikke har
bopæl i Danmark, kræves, at de nødvendige dokumenter til brug for vurdering
af
sagen fremskaffes af ansøgeren, ligesom oversættelser af diverse udenlandske
dokumenter må ske for ansøgerens regning.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4, for
så vidt angår baggrunden for ophævelsen af bopælskravet.
Til nr. 2
Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 4,
stk. 1, 1. pkt., indebærer, at tilladelse til at blive steriliseret i
Danmark, hvis helt særlige betingelser er opfyldt, jf. § 4, stk. 1,
nr. 1-4, kan gives, uanset om den pågældende har bopæl i Danmark.
Forslaget indeholder endvidere en sproglig præcisering i
forhold til den eksisterende bestemmelse.
Til nr. 3
Der er alene tale om en modernisering af bestemmelsen,
således at ordet »åndssvaghed « udgår. Dette indebærer ikke nogen ændring af
den personkreds, der er omfattet af bestemmelsen, idet bestemmelsen som en af
grundene til, at en person kan være uegnet til at drage omsorg for børn på
forsvarlig måde, også nævner svag begavelse.
Til nr. 4
Der er tale om konsekvensrettelser som følge af, at
§ 8 i sterilisationsloven ophæves, og at lov om svangerskabsafbrydelse
ændrer titel til lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.
Til nr. 5
Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov
om svangerskabsafbrydelse ændrer titel til lov om svangerskabsafbrydelse og
fosterreduktion.
Til nr. 6
Det fremgår af § 5, stk. 3, i den gældende lov,
at såvel samrådet som ankenævnet skal tiltrædes af en særligt beskikket
dommer
ved behandlingen af en række specielle sager, som nævnt under nr. 1-4, hvor
der
er et særligt retsbeskyttelseshensyn at tage de til pågældende personer.
Det foreslås, at ankenævnet ikke længere skal tiltrædes af
en særligt beskikket dommer under behandlingen af de sager, der er omfattet
af
§ 5, stk. 3, nr. 1-3.
Baggrunden herfor er, at det under § 1, nr. 8,
foreslås at ændre § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om
svangerskabsafbrydelse, således at det af loven kommer til fremgå, at
formanden
for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation skal være
dommer. Hermed findes det retssikkerhedshensyn, som skulle sikres ved, at en
særligt beskikket dommer skulle medvirke under behandlingen af de specielle
sager, allerede at være opfyldt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 5.
Ændringen i § 5, stk. 3, nr. 2, er en
konsekvensrettelse. Der henvises til bemærkningerne under § 1, nr. 5.
For så vidt angår ændringen i § 5, stk. 3, nr. 3,
er der alene tale om en præcisering og modernisering af formuleringen. Der
tilsigtes således ikke nogen ændring af den persongruppe, der efter den
gældende lov er omfattet af bestemmelsen.
Det fremgår i dag af § 5, stk. 3, nr. 3, at
samrådet og ankenævnet i forbindelse med behandlingen af en ansøgning fra en
person, der »mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på statshospital i
medfør af loven om sindssyge personers hospitalsophold«, skal tiltrædes af en
særligt beskikket dommer.
Det foreslås, at henvisningen til lov om sindssyge
personers hospitalsophold ændres til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i
psykiatrien. Lov om sindssyge personers hospitalsophold fra 1938 blev således
i
1989 erstattet af lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden
tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 som
ændret ved lov nr. 377 af 6. juni 2002.
Af § 5, stk. 3, nr. 4, fremgår det i dag, at
samrådet og ankenævnet under behandlingen af en ansøgning fra en person, der
»modtager hjælp i henhold til lovgivningen om forsorgen for åndssvage og
andre
særlig svagtbegavede«, skal tiltrædes af en særligt beskikket dommer.
Denne bestemmelse er ikke medtaget i den nye affattelse af
§ 5, stk. 3.
Baggrunden herfor er, at lov nr. 192 af 5. juni 1959 om
forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede blev ophævet i
forbindelse med, at åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg blev udlagt
til
kommuner og amtskommuner med virkning fra 1. januar 1980, jf. lov nr. 257 af
8.
juni 1978 (Udlægningsloven).
Da reglerne om særlig hjælp, støtte og behandling til disse
persongrupper ikke længere er samlet under én lov, men er udlagt i flere
love,
bl.a. lov om social service, findes henvisningen misvisende.
Til nr. 7
Der er tale om en modernisering af bestemmelsen, således at
ordet »åndssvaghed « ændres til »hæmmet psykisk udvikling«. Den moderniserede
formulering, der også anvendes i § 5, stk. 2, i lov om
svangerskabsafbrydelse, indebærer ikke nogen ændring af den personkreds, der
er
omfattet af bestemmelsen.
Til nr. 8
Der er alene tale om en modernisering af bestemmelsen,
således at ordet »åndssvaghed « udgår. Dette indebærer ikke nogen ændring af
den personkreds, der er omfattet af bestemmelsen, idet bestemmelsen som en af
grundene til, at en person kan være uegnet til at drage omsorg for børn på
forsvarlig måde, også nævner svag begavelse.
Til nr. 9
Den gældende bestemmelse har som følge af forslaget om
ophævelse af bopælskravet ikke længere praktisk betydning. Det er således
efter
forslaget tilladt for alle personer, der opfylder kravene i loven, at få
foretaget sterilisation.
Til nr. 10
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, at kun
personer, som har bopæl i Danmark, har ret til at blive steriliseret på
offentlige sygehuse, når betingelserne i § 2, § 3 eller § 4 er
opfyldt.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4.
Til nr. 11
Den foreslåede ændring indebærer, at en person, der
opfylder betingelserne i § 13, kan blive kastreret i Danmark. Det er
således ikke længere et krav, at den pågældende skal have bopæl i Danmark.
For så vidt angår fremlæggelse og oversættelse af de
nødvendige dokumenter henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2,
nr. 1.
Til nr. 12
Forslaget indeholder dels konsekvensrettelser som følge af,
at § 8 ikke længere har praktisk betydning og dermed ophæves, dels
sproglige ændringer i forhold til den gældende bestemmelse.
Til nr. 13
Ændringen er en konsekvensrettelse. Der henvises til
bemærkningerne under § 1, nr. 5.
Til § 3
Med henblik på at sikre den fornødne tid til udarbejdelse
af administrative forskrifter, informationsmateriale m.v., foreslås det, at
ændringerne af lov om svangerskabsafbrydelse træder i kraft den 1. juli 2004.
Da ophævelsen af bopælskravet i sterilisationsloven er
nødvendig for at sikre overholdelsen af Danmarks EU-retlige forpligtelser,
foreslås det, at § 2 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Stk. 2
regulerer de foreslåede ændringers gyldighed for
Færøerne og Grønland.
Bilag
1
Lovforslaget sammenholdt med gældende formulering
Gældende formulering
Lovforslaget
§ 1
I lov om svangerskabsafbrydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 762 af 11. september 2002, foretages følgende
ændringer:
1.
Lovens
titel
affattes således:
Lov om svangerskabsafbrydelse
»Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion«
2.
Overskriften
til
kapitel 1
affattes således:
Kapitel 1
»Kapitel 1
Betingelser
Betingelser for svangerskabsafbrydelse«
3.
§ 1
affattes således:
§ 1.
En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit
svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.
svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne i § 8 er iagttaget,
fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.
»§ 1.
En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan
foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne
i § 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.«
§ 3.
Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få
tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis:
4.
I
§ 3, stk. 1,
udgår », som har bopæl
her i landet,«.
1)
(Udelades)
2)
graviditeten
skyldes omstændigheder som nævnt i borgerlig straffelovs § 210 eller
§§ 216-224,
5.
I
§ 3, stk. 1, nr. 2,
ændres
»borgerlig straffelovs« til: »straffelovens«.
3)-6) (Udelades)
6.
Efter
§ 3 indsættes:
»Kapitel 1 A
Betingelser for fosterreduktion
§ 3 a.
En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få
reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af
12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden
spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for
tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig
eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at
kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.
Stk. 2.
Er 12.
svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få
tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.
Stk. 3.
Uden for
de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få
reduceret antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fostret på grund af
arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en
alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.
Stk. 4.
Må
fostret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt,
kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte
omstændigheder med afgørende vægt taler for det.
§ 3 b.
Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få
reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge
fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige
eller sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende
er lægeligt begrundet.«
7.
§ 4, stk. 1, 1. pkt.,
affattes
således:
§ 4.
Justitsministeren
opretter for hver amtskommune og for Københavns henholdsvis Frederiksberg og
Bornholms Kommune et eller flere samråd, der afgør sager efter § 3,
§ 5, stk. 2, § 6, stk. 2 og 3, og § 7. Et samråd
består af en medarbejder ved amtskommunen (kommunen) med juridisk eller
social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i
gynækologi eller kirurgi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus,
mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig
socialmedicinsk indsigt.
»Justitsministeren opretter for hver amtskommune og for
Københavns henholdsvis Frederiksberg og Bornholms Kommune et eller flere
samråd, der afgør sager efter § 3, § 3 a, stk. 2 og 3,
§ 5, stk. 2, og § 6, stk. 2 og 3.«
Stk. 2.
Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der
tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af
justitsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer.
Formanden skal have juridisk embedseksamen. I behandlingen af hver klagesag
deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der
opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de to andre
medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, mens den
anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk
indsigt.
8.
I
§ 4, stk. 2, 3. pkt.,
ændres »have
juridisk embedseksamen« til: »være dommer«.
§ 5.
Anmodning
om svangerskabsafbrydelse skal fremsættes af kvinden selv.
Stk. 2.
Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling,
alvorligt svækket helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå
betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor,
tillade svangerskabsafbrydelse efter anmodning fra en særligt beskikket
værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens
§ 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for
ankenævnet af kvinden eller værgen.
9.
I
§ 5, stk. 1,
og i
§ 5, stk. 2
, indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
§ 6.
- - -
10.
I
§ 6, stk. 3,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
Stk. 3.
Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade
svangerskabsafbrydelse, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets
afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens
indehaver.
§ 7.
Samrådet kan tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1
eller § 3, selv om kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en
særlig tilknytning hertil.
11.
§ 7
ophæves.
§ 8.
Anmodning om svangerskabsafbrydelse fremsættes over for en læge
eller over for en amtskommune eller i København og på Frederiksberg kommunen.
12.
I
§ 8, stk. 1,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.
Stk. 2.
(Udelades)
Stk. 3.
(Udelades)
Stk. 4.
(Udelades)
13.
I
§ 8
indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4.
Skønner
lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i
§ 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller § 3 b ikke er
opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for
amtsrådet (kommunalbestyrelsen).«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
§ 9.
Hvis betingelserne i § 1 eller § 2 skønnes opfyldt,
henviser lægen eller amtskommunen (kommunen) kvinden til et sygehus, jf.
§ 10. I modsat fald skal lægen straks forelægge anmodningen med sin
udtalelse for amtsrådet (kommunalbestyrelsen).
14.
§ 9
ophæves.
15.
§ 10
affattes således:
§ 10.
Svangerskabsafbrydelse
må kun foretages af læger på amtskommunale samt Hovedstadens
Sygehusfællesskabs sygehuse eller dertil knyttede ambulatorier.
»§ 10.
Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og
fosterreduktion må kun foretages af læger på amtskommunale, Bornholms
Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse.
Stk. 2.
Læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det
strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller
medvirke til svangerskabsafbrydelse, skal efter anmodning fritages herfor.
Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte
erhverv.
Stk. 2.
Læger,
sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter,
for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage
eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter
anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under
uddannelse til et af de nævnte erhverv.«
16.
Efter
§ 10 indsættes:
»§ 10 a.
En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab
afbrudt eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms
Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i
§ 1, § 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt.«
17.
§ 11
affattes således:
§ 11.
Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes efter
de gældende regler for almindelig sygehusbehandling.
»§ 11.
Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion
afholdes af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov
om offentlig sygesikring.«
§ 12.
Justitsministeren fastsætter regler om anmodning om
svangerskabsafbrydelse og om behandlingen af sager herom.
18.
I
§ 12
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.
19.
§ 14
affattes således:
§ 14.
En læge, der afbryder en andens svangerskab, uden at
betingelserne i §§ 1 eller 2 er opfyldt, og uden at der foreligger
tilladelse efter § 3, straffes, medmindre højere straf er forskyldt
efter borgerlig straffelov, med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
»§ 14.
En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,
uden at betingelserne i § 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller
§ 3 b er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 3
eller § 3 a, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende
omstændigheder med bøde.
Stk. 2.
En læge, der afbryder en andens svangerskab, uden at
betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig
straffelov.
Stk. 2.
En læge,
der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at
betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,
straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.
Stk. 3.
En læge, der afbryder en andens svangerskab i strid med
§ 10, stk. 1, straffes med bøde.
Stk. 3.
Den, som
uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager
fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er
forskyldt efter straffeloven.
Stk. 4.
Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab,
straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter
borgerlig straffelov.
Stk. 4.
Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den
pågældende virksomhed.«
Stk. 5.
Stk. 1 og 4 finder tilsvarende anvendelse på den, der
bistår ved den pågældende virksomhed.
§ 15.
Den, som til andre end sygehuse sælger genstande eller stoffer,
der må antages at være bestemt til afbrydelse af svangerskab, eller i øvrigt
stiller sådanne genstande til rådighed mod vederlag, straffes med bøde,
fængsel indtil 4 måneder eller under særlig skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 4 år.
20.
§ 15
ophæves.
§ 2
I lov om sterilisation og kastration, jf.
lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994, som ændret senest ved § 25 i
lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:
1.
§ 2, stk. 1,
affattes således:
§ 2.
Enhver, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, har ret
til at blive steriliseret.
»Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive
steriliseret.«
2.
§ 4, stk. 1, 1. pkt.,
affattes
således:
§ 4.
Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt, kan
personer, som har bopæl her i landet, få tilladelse til sterilisation, hvis:
»Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt,
kan tilladelse til sterilisation gives, hvis:«.
1)
(Udelades)
3.
§ 4, stk. 1, nr. 2,
affattes
således:
2)
ansøgeren, dennes
ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig
lidelse, åndssvaghed eller svag begavelse i øvrigt, grovere
karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage
omsorg for børn på forsvarlig måde,
3)
- 4) (Udelades)
»2)
ansøgeren, dennes
ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig
lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig
lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,«.
4.
§ 5, stk. 1,
affattes således:
§ 5.
Sager efter § 3, stk. 2, § 4, § 6,
stk. 2, § 7 og § 8 afgøres af de samråd, der er oprettet i
henhold til lov om svangerskabsafbrydelse.
»Stk. 1.
Sager
efter § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, og § 7
afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til lov om
svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.«
Stk. 2.
Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er
oprettet i henhold til lov om svangerskabsafbrydelse.
5.
I
§ 5, stk. 2,
indsættes efter
»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.
6.
§ 5, stk. 3,
affattes således:
Stk. 3.
Samrådet og ankenævnet tiltrædes af en særligt beskikket dommer
ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der:
»Stk. 3.
Samrådet
tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra
en person, der:
1)
er under 18 år
1)
er under 18 år,
2)
er undergivet
foranstaltninger i henhold til borgerlig straffelovs §§ 68-70,
2)
er undergivet
foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70, eller
3)
mod sin vilje er
indlagt eller tilbageholdt på statshospital i medfør af loven om sindssyge
personers hospitalsophold eller
3)
mod sin vilje er
indlagt eller tilbageholdt på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes
eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse i medfør af lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.«
4)
modtager hjælp i
henhold til lovgivningen om forsorgen for åndssvage og andre særlig
svagtbegavede.
§ 6.
- - -
7.
I
§ 6, stk. 2,
ændres »åndssvaghed«
til: »hæmmet psykisk udvikling«.
Stk. 2.
Er denne på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden
grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af
indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge
tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. Samrådets afgørelse
kan af værge indbringes for ankenævnet.
§ 7.
Er den, på hvem indgrebet skal foretages, umyndig, sindssyg
eller åndssvag, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige
tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder
om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den
pågældende og forældremyndighedens indehaver eller værgen, eventuelt en
særligt beskikket værge. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af
ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.
8.
I
§ 7
ændres », sindssyg eller åndssvag«
til: »eller sindssyg«.
§ 8.
Samrådet kan tillade sterilisation efter § 2 eller
§ 4, selv om ansøgeren ikke har bopæl her i landet, hvis den pågældende
har en særlig tilknytning hertil.
9.
§ 8
ophæves.
10.
Efter
§ 9 indsættes:
»§ 10.
En person, som har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret på
amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs
sygehuse, når betingelser i § 2, § 3 eller § 4 er opfyldt.«
§ 13.
En person, som har bopæl her i landet, kan få tilladelse til
kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser
eller medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.
11.
I
§ 13, stk. 1,
udgår », som har
bopæl her i landet,«.
§ 14.
- - -
12.
§ 14, stk. 2,
affattes således:
Stk. 2.
§§ 6-8 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om
kastration. De afgørelser, der efter § 6, stk. 2, § 7 og
§ 8 ved sterilisation træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog
ved kastration af justitsministeren.
»Stk. 2.
§§ 6-7 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De
afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 6, stk. 2,
og § 7 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af
justitsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.«
§ 17.
Den,
der ulovligt foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.
13.
I
§ 17
ændres »borgerlig straffelov« til:
»straffeloven«.
§ 3
Stk. 1.
§ 1
træder i kraft den 1. juli 2004. § 2 træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2.
Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Grønland sættes i kraft ved
kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (12. marts 2003) - L 184 Retsinformation · 12. marts 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration Retsinformation · 21. maj 2003
- Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af ugegrænsen for den fri abort) Retsinformation · 31. januar 2025
- Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Oprettelse af et nyt abortnævn m.v.) Retsinformation · 31. januar 2025
- Forslag til Sundhedsloven Retsinformation · 20. juni 2005
- Forslag til Lov om ændring af lov om sundhedsloven (Abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra Abortnævnet for 15-17-årige) Retsinformation · 31. januar 2025