Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration (Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på privathospitaler og ophævelse af bopælskrav)

2002/1 LSF 184Lovforslag som fremsatJustitsministeriet13. marts 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 12. marts 2003 af

justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse

og lov om sterilisation og kastration

(Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på

privathospitaler og ophævelse af bopælskrav)

§ 1

I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse

nr. 762 af 11. september 2002, foretages følgende ændringer:

1.

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion«

2.

Overskriften

til

kapitel 1

affattes således:

»Kapitel 1

Betingelser for svangerskabsafbrydelse«

3.

§ 1

affattes således:

»§ 1.

En

kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan

foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne

Læs alt

i

§ 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.«

4.

I

§ 3, stk. 1,

udgår », som har bopæl

her i landet,«.

5.

I

§ 3, stk. 1, nr. 2,

ændres »borgerlig

straffelovs« til: »straffelovens«.

6.

Efter

§ 3 indsættes:

»Kapitel 1 A

Betingelser for fosterreduktion

§ 3 a.

En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få

reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af

12.

svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden spontant

vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for tidlig

fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig eller

sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at kvindens

legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.

Stk. 2.

Er 12.

svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få

tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 3.

Uden for de

i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få reduceret

antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fostret på grund af arvelige

anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse.

Stk. 4.

Må fostret

i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt, kan

tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte

omstændigheder med afgørende vægt taler for det.

§ 3 b.

Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få

reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge

fare

for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller

sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er

lægeligt begrundet.«

7.

§ 4, stk. 1, 1. pkt.,

affattes

således:

»Justitsministeren opretter for hver amtskommune og for

Københavns henholdsvis Frederiksberg og Bornholms Kommune et eller flere

samråd, der afgør sager efter § 3, § 3 a, stk. 2 og 3,

§ 5,

stk. 2, og § 6, stk. 2 og 3.«

8.

I

§ 4, stk. 2, 3. pkt.,

ændres »have juridisk

embedseksamen« til: »være dommer«.

9.

I

§ 5, stk. 1,

og i

§ 5, stk. 2

, indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

10.

I

§ 6, stk. 3,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

11.

§ 7

ophæves.

12.

I

§ 8, stk. 1,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

13.

I

§ 8

indsættes efter stk. 3 som nyt

stykke:

»Stk. 4.

Skønner

lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i

§ 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller § 3 b ikke er

opfyldt,

skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for amtsrådet

(kommunalbestyrelsen).«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

14.

§ 9

ophæves.

15.

§ 10

affattes således:

»§ 10.

Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og

fosterreduktion

må kun foretages af læger på amtskommunale, Bornholms Kommunes og

Hovedstadens

Sygehusfællesskabs sygehuse.

Stk. 2.

Læger,

sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter,

for

hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage

eller

medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter

anmodning

fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til

et af de nævnte erhverv.«

16.

Efter

§ 10 indsættes:

»§ 10 a.

En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab

afbrudt eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms

Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i

§ 1, § 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt.«

17.

§ 11

affattes således:

»§ 11.

Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion

afholdes

af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov om

offentlig sygesikring.«

18.

I

§ 12

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.

19.

§ 14

affattes således:

»§ 14.

En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,

uden at betingelserne i § 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller

§ 3 b er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 3

eller § 3 a, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde.

Stk. 2.

En læge,

der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at

betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,

straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Stk. 3.

Den, som

uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager

fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven.

Stk. 4.

Stk. 1

og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den pågældende

virksomhed.«

20.

§ 15

ophæves.

§ 2

I lov om sterilisation og kastration, jf.

lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994, som ændret senest ved § 25 i

lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 2, stk. 1,

affattes således:

»Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive

steriliseret.«

2.

§ 4, stk. 1, 1. pkt.,

affattes

således:

»Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt,

kan tilladelse til sterilisation gives, hvis:«.

3.

§ 4, stk. 1, nr. 2,

affattes således:

»2)

ansøgeren, dennes

ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig

lidelse,

svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er

uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,«.

4.

§ 5, stk. 1,

affattes således:

»Stk. 1.

Sager

efter § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, og § 7

afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til lov om

svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.«

5.

I

§ 5, stk. 2,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.

6.

§ 5, stk. 3,

affattes således:

»Stk. 3.

Samrådet

tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra

en

person, der:

1)

er under 18 år,

2)

er undergivet

foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70, eller

3)

mod sin vilje er

indlagt eller tilbageholdt på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes

eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse i medfør af lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.«

7.

I

§ 6, stk. 2,

ændres »åndssvaghed«

til: »hæmmet psykisk udvikling«.

8.

I

§ 7

ændres », sindssyg eller åndssvag«

til: »eller sindssyg«.

9.

§ 8

ophæves.

10.

Efter

§ 9 indsættes:

»§ 10.

En person, som har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret på

amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs

sygehuse,

når betingelser i § 2, § 3 eller § 4 er opfyldt.«

11.

I

§ 13, stk. 1,

udgår », som har bopæl

her i landet,«.

12.

§ 14, stk. 2,

affattes således:

»Stk. 2.

§§ 6-7 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De

afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 6, stk. 2,

og

§ 7 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af

justitsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.«

13.

I

§ 17

ændres »borgerlig straffelov« til:

»straffeloven«.

§ 3

Stk. 1.

§ 1 træder i kraft den 1. juli 2004. § 2 træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Grønland sættes i kraft ved

kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold

tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

Side

1.

Indledning

.............................................................................

..................................................

5

2.

Fosterreduktion

.............................................................................

.........................................

5

2.1.

Hvad er

fosterreduktion?

.............................................................................

...........................

5

2.2.

Gældende ret

.............................................................................

.............................................

5

2.3.

Hidtidig

praksis for anvendelse af fosterreduktion

................................................................

6

2.3.1.

Antallet af

fosterreduktioner

.............................................................................

.....................

6

2.3.2.

Begrundelsen

for anvendelse af fosterreduktion

.....................................................................

6

a.

Risikoen for

tidlig fødsel

.............................................................................

...........................

6

b.

Dødeligheden

blandt for tidligt fødte børn

.............................................................................

7

c.

Misdannelser og

dødelighed

.............................................................................

......................

7

d.

Risikoen for

spontan abort

.............................................................................

........................

8

2.3.3.

Risikoen ved

fosterreduktion

.............................................................................

....................

8

2.4.

Det Etiske Råds

redegørelse

.............................................................................

......................

9

2.5.

De nordiske

lande

.............................................................................

......................................

10

2.6.

Lovforslagets

udformning

.............................................................................

..........................

10

3.

Svangerskabsafbrydelse

på private hospitaler og klinikker

....................................................

13

4.

Bopælskrav

herunder forholdet til EU-retten

........................................................................

14

5.

Dommermedvirken

i Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation

..........

15

6.

Økonomiske og

administrative konsekvenser for det offentlige

.............................................

15

7.

Økonomiske og

administrative konsekvenser for erhvervslivet

.............................................

15

8.

Miljømæssige

konsekvenser

.............................................................................

......................

15

9.

Forholdet til

EU-retten

.............................................................................

..............................

16

10.

Hørte

myndigheder og organisationer m.v.

.............................................................................

16

1. Indledning

Lovforslaget har

for

det første

til formål at indføre en retlig regulering af foretagelsen af

fosterreduktioner. Området har indtil nu ikke været lovreguleret, men

principperne bag lov om svangerskabsafbrydelse og lægeloven har været

anvendt.

Der foreslås indsat et nyt kapitel i lov om svangerskabsafbrydelse, hvoraf

det

fremgår, i hvilke tilfælde fosterreduktion kan finde sted.

Efter forslaget, der bygger på de

anbefalinger, som Det Etiske Råd gav udtryk for i en redegørelse af oktober

2000 om fosterreduktion, skal fosterreduktion kun kunne foretages i

situationer, hvor der foreligger en lægelig begrundelse for indgrebet.

For det andet

foreslås det, at svangerskabsafbrydelse før udløbet af 12. svangerskabsuge

skal

kunne foretages på private hospitaler og klinikker.

Derudover foreslås det

for

det tredje

, at kravet om, at man skal have bopæl her i landet for at få

foretaget svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion, sterilisation eller

kastration, ophæves i lov om svangerskabsafbrydelse og i lov om sterilisation

og kastration. Herved sikres overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri

bevægelighed for tjenesteydelser. Det bemærkes, at retten til at få foretaget

de nævnte indgreb vederlagsfrit på offentlige sygehuse fortsat vil være

knyttet

til et krav om bopæl her i landet.

Endelig foreslås nogle ændringer af bestemmelser, der ikke

længere er tidssvarende.

Det er med nogle enkelte undtagelser valgt at bevare

sprogbrugen i lov om svangerskabsafbrydelser. Når det er valgt ikke at

modernisere begreber som f.eks. »legemlig eller sjælelig lidelse«, skyldes

det,

at der knytter sig en væsentlig praksis hertil, og at det ikke er tilsigtet

at

ændre denne praksis.

2. Fosterreduktion

2.1. Hvad er fosterreduktion?

Fosterreduktion finder sted, hvor en kvinde er gravid med

flere fostre (flerfoldssvangerskab), og hvor et eller flere fostres liv

afbrydes ved et medicinsk indgreb, hvorefter graviditeten fortsætter med det

eller de tilbageværende fostre.

Flerfoldssvangerskab kan opstå ved naturlig befrugtning,

hvor flere æg befrugtes, eller ved spontan deling af et enkelt befrugtet æg.

Flerfoldssvangerskab skyldes dog ofte hormonbehandling med det formål at

stimulere ægløsningen efterfulgt af svangerskab opnået enten ved samleje

eller

ved kunstig insemination. I andre tilfælde skyldes flerfoldssvangerskab, at

der

er befrugtet mere end ét æg ved in vitro befrugtning

(reagensglasbefrugtning),

og at mere end ét af disse æg implanteres i kvindens livmoder.

2.2. Gældende ret

De gældende regler om svangerskabsafbrydelse findes i lov

om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 762 af 11. september

2002.

Efter § 1 i loven har en kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at

få

sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udgangen af 12.

svangerskabsuge. Efter udløbet af 12. svangerskabsuge kan en kvinde endvidere

få sit svangerskab afbrudt, hvis det er nødvendigt for at afværge fare for

hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller

sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende er

lægeligt begrundet, jf. § 2.

Hvis der ikke foreligger forhold som nævnt i § 2, og

12. svangerskabsuge er udløbet, kan svangerskabsafbrydelse kun ske med

tilladelse efter lovens § 3, hvorefter der kan gives tilladelse til

svangerskabsafbrydelse, hvis en eller flere af seks nærmere opregnede

betingelser er opfyldt. Tilladelse efter § 3 kan således bl.a. gives,

hvis

moderen på grund af ung alder eller på grund af sine sociale eller

helbredsmæssige forhold ikke er i stand til at drage forsvarlig omsorg for

barnet, eller hvis der er konstateret alvorlige misdannelser ved fostret.

Tilladelse til svangerskabsafbrydelse meddeles af de regionale abortsamråd,

hvis afgørelser kan indbringes for Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse

og sterilisation (Abortankenævnet).

Endvidere kan samrådet efter den gældende bestemmelse i

lovens § 7 tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3,

selv om kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig

tilknytning

til Danmark. Det følger af Justitsministeriets vejledning nr. 92 af 11.

september 2002, at en kvinde anses for at have en sådan tilknytning, f.eks.

hvis hun efter at være flyttet til udlandet har bevaret sit danske

statsborgerskab. For at undgå diskrimination af borgere fra andre EU- eller

EØS-lande,

meddeles disse landes statsborgere efter praksis i dag dispensation fra

bopælskravet i samme omfang som danske statsborgere.

Reglerne i lov om svangerskabsafbrydelse regulerer

imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse kun den situation, hvor

svangerskabet afbrydes fuldstændigt. Den situation, hvor der hos en kvinde

med

flerfoldssvangerskab ved et medicinsk indgreb sker afbrydelse af et eller

flere

af fostrenes liv, hvorefter graviditeten fortsætter med et mindre antal

fostre

(fosterreduktion), er derfor ikke omfattet af loven. I stedet må disse

indgreb

vurderes i forhold til lægelovens regler, herunder navnlig lægelovens

§ 6,

hvorefter en læge under udøvelsen af sin gerning er forpligtet til at vise

omhu

og samvittighedsfuldhed.

Sundhedsstyrelsen har i vejledning nr. 15057 af 30.

september 1997 om kunstig befrugtning og anden reproduktionsfremmende

behandling givet følgende retningslinjer for anvendelse af fosterreduktion:

»I tilfælde, hvor der

er etableret flerfoldssvangerskab, og hvor der består en nærliggende risiko

for

kvindens gennemførelse af det samlede svangerskab og dermed alle fostrenes

liv eller efter omstændighederne risiko for kvindens helbred ved

gennemførelse af flerfoldssvangerskab, må lægen efter indgående drøftelse med

parret

søge denne risiko afværget i det omfang, dette er muligt. Det grundlæggende

er

her, at det foretagne indgreb skal afværge (mindske) en risiko for alle

fostrene, eller for kvinden.«

Fosterreduktion foretages således i dag ud fra en rent

lægelig vurdering. I de tilfælde, hvor fosterreduktion foretages efter

udløbet

af 12. svangerskabsuge på grund af misdannelser ved et foster, er der dog i

praksis sket forelæggelse af sagen for de regionale abortsamråd.

2.3. Hidtidig praksis for anvendelse af

fosterreduktion

2.3.1. Antallet af fosterreduktioner

Sundhedsstyrelsen pålagde fra oktober 1997 lægerne at

indberette fosterreduktioner på et særskilt skema til Sundhedsstyrelsen.

Indberetningen indeholder bl.a. oplysninger om kvindens fødselsår,

svangerskabsuge, reduktionsgrad (antal fostre før/efter indgrebet), dato for

indgrebets udførelse, og om der forud for svangerskabet er givet

reproduktionsfremmende behandling.

Det totale indberettede antal fosterreduktioner for årene

1998-2000 fremgår af tabellen nedenfor.

Aktiviteten forud for indberetningspligtens indførelse

kendes ikke med sikkerhed, men Sundhedsstyrelsen skønnede i 1992 på baggrund

af

en rundspørge til lægerne, at der på daværende tidspunkt udførtes omkring 15

indgreb årligt.

Fosterreduktioner

i årene 1998-2000

1998

1999

2000

I alt

22

25

19

Inden

12. uge

19

18

15

Efter

12. uge

3

7

4

Sundhedsstyrelsen 2001

Bortset fra to tilfælde var samtlige fosterreduktioner

begrundet i enten misdannelser ved et eller flere fostre eller i, at der var

mere end to fostre med deraf følgende risiko for spontan abort, for tidlig

fødsel eller fare for moderens liv eller helbred. I to tilfælde i perioden er

der imidlertid sket reduktion fra to til ét foster uden, at der er oplyst en

lægelig begrundelse herfor.

De fosterreduktioner, der blev foretaget efter udløbet af

12. svangerskabsuge, var i alle tilfælde begrundet i misdannelser ved et

eller

flere fostre, bortset fra to tilfælde af reduktion fra tre til to fostre, der

blev foretaget i 13. svangerskabsuge uden, at der foreligger oplysninger om

misdannelser.

2.3.2. Begrundelsen for anvendelse af

fosterreduktion

Formålet med at tilbyde fosterreduktion er at mindske de

risici, som under ét er forbundet med et flerfoldssvangerskab. Det drejer sig

især om øget risiko for død, øget risiko for svære handicaps, bl.a. spastiske

lammelser, blindhed, døvhed, svær epilepsi, intelligensdefekt, eller lettere

handicaps, f.eks. moderate syns- og høreproblemer, ensidige, lette spastiske

lammelser, samt om øget risiko for spontan abort af alle fostre.

Sundhedsstyrelsen gennemførte i 1992 en registeranalyse på

grundlag af Det medicinske Fødselsregister, Dødsårsagsregistret,

Landspatientregistret og Misdannelsesregistreret. Nedenstående tal referer

bl.a. til resultaterne af denne analyse, som i sin helhed er publiceret i

serien Sundhedsstyrelsen: Vitalstatistik I:30:1992. Endvidere er Indenrigs-

og

Sundhedsministeriet i foråret 2002 kommet med supplerende oplysninger om

bl.a.

risikoen for spontan abort m.v. Af registeranalysen og Indenrigs- og

Sundhedsministeriets

nye oplysninger kan drages følgende konklusioner:

a. Risikoen for tidlig fødsel

Risikoen for tidlig fødsel afhænger af, om der er tale om

enkeltfødsel, tvillingefødsel eller trillingefødsel. Nedenstående tal viser

procentfordelingen blandt levendefødte fordelt efter svangerskabslængde og

fosterantallet (1983-1990):

Antallet

af børn

(kuldstørrelse)

Ekstremt

tidligt fødte

(- 27 uger)

Tidligt

fødte

(28-36 uger)

Termin

(37-41 uger)

Enkeltfødsel

0,19%

4,86%

94,95%

Tvillingefødsel

1,62%

32,25%

66,13%

Trillingefødsel

4,66%

84,32%

11,02%

Vitalstatistik

I:30:1992

Tallene viser, at sandsynligheden for at føde

før

normal termin var markant

større for tvillingefødsler og meget markant større for trillingefødsler end

for enkeltfødsler.

Sundhedsstyrelsen har i 2002 - på baggrund af oplysninger

fra internationale undersøgelser - analyseret, hvad konsekvensen er for for

tidlig fødsel for en gruppe af kvinder, som valgte at få foretaget en

fosterreduktion, sammenlignet med en gruppe af kvinder, som valgte ikke at få

reduceret antallet af fostre. Nedenstående tal er efter Sundhedsstyrelsens

vurdering det bedste skønsgrundlag:

Antallet af fostre

Forekomsten

af fødsler før uge 30

Valgte

ikke

fosterreduktion

Valgte

fosterreduktion

Tvillinger

8%

6%

Trillinger

25%

8%

Firlinger

40%

16%

Sundhedsstyrelsen 2002

Sundhedsstyrelsen vurderer på baggrund af disse tal, at der

ved trillinge- og firlingesvangerskaber opnås en nedsættelse af risikoen for

at

føde meget for tidligt, hvis der foretages fosterreduktion, hvorimod en sådan

effekt ikke ses ved tvillingesvangerskaber.

b. Dødeligheden blandt for tidligt fødte børn

Det er veldokumenteret, at for tidligt fødte børn har en

stor overdødelighed. Således har en dansk undersøgelse af ca. 18.300

levendefødte børn vist en samlet dødelighedsprocent på 2,5% i en længere

observationsperiode (til og med det 7. leveår). Dødelighedsprocenterne var:

Ekstremt

tidligt fødte

(- 27 uger)

Tidligt

fødte

(28-36 uger)

Termin

(37-41 uger)

60,5%

5,1%

0,6%

Vitalstatistik

I:30:1992

Endvidere fremgår det af Det Etiske Råds redegørelse, at

der ved trillingefødsler er en tendens til en øget risiko for, at ét barn

eller

flere børn er dødfødt, eller at ét barn eller flere børn dør inden for det

første leveår.

c. Misdannelser og dødelighed

Medfødte misdannelser og sygdomme hos nyfødte var de

altovervejende årsager til dødsfald blandt de børn, der dør inden for den

første levemåned. Således skyldtes 93% af alle dødsfald i første levemåned

medfødte misdannelser og sygdomme, og indenfor det første leveår var 67% af

dødsfaldene begrundet i medfødte misdannelser og sygdomme, jf. Vitalstatistik

I:30:1992.

Sundhedsstyrelsen har endvidere i 2002 oplyst, at risikoen

for død eller for overlevelse med handicap er aftagende uge for uge efter 24.

svangerskabsuge. En ekspertgruppe under Dansk Selskab for Obstetrik og

Gynækologi har på baggrund af en gennemgang af den videnskabelige litteratur

udarbejdet et skøn over, hvad der er enighed om med hensyn til risikoen for

død

eller for overlevelse med handicap. Disse skøn lægges til grund for

rådgivning

og kliniske beslutninger i sundhedsvæsenets hverdag. Nedenstående tabel er

baseret på disse skøn, hvor procenten af børn, som overlever (med eller uden

handicaps samt sygelighed), samt procenten af børn, som overlever uden

handicaps m.v. (raske), er opgjort i forhold til svangerskabets længde:

Uge

24

Uge

25

Uge

26

Uge

27

Uge

28

Uge

29

Uge

32

Overlevelse

40%

50%

60%

79%

80%

90%

> 97%

Overlevelse raske

16%

25%

36%

49%

64%

81%

94%

Sundhedsstyrelsen 2002

Tallene skal ses i sammenhæng med ovenstående tabel om

betydningen af fosterreduktion og for tidlig fødsel/ekstrem for tidlig fødsel

i

flerfoldssvangerskab.

I en dansk undersøgelse af ekstremt tidligt fødte børn og

ekstremt lavvægtige børn (dvs. børn født før 28. svangerskabsuge og børn født

med fødselsvægt under 1000 gram), hvor der er set på forekomst af handicap

hos

disse børn, er der fundet en tilsvarende sammenhæng mellem svangerskabslængde

og handicap.

Sammenfattende er det således Sundhedsstyrelsens

opfattelse, at der er belæg for at konkludere en sammenhæng mellem antallet

af

fostre og for tidlig fødsel/ekstrem for tidlig fødsel. Endvidere er der

sammenhæng mellem fødselstidspunktet og overlevelseschancen blandt børnene -

jo

tidligere fødselstidspunkt, desto større dødelighed. Derudover viser tallene,

at der er en sammenhæng mellem forekomsten af handicaps og for tidlig fødsel.

I

relation til ekstremt for tidligt fødte er de absolutte antal små, hvilket

betyder, at statistisk sikre konklusioner ikke kan drages.

d. Risikoen for spontan abort

Et flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en forøget

risiko for spontan abort.

Det er ikke umiddelbart muligt at sammenligne tallene for

risikoen for abort ved flerfoldssvangerskab og risikoen for abort efter en

fosterreduktion, idet man ved en sådan sammenligning ikke kan kontrollere for

kendte fejlkilder.

Sundhedsstyrelsen har derfor i relation til risikoen for

abort - på baggrund af internationale undersøgelser foretaget en vurdering

af

risikoen for tab af alle fostre (hele svangerskabet) i flerfoldssvangerskaber

uden, henholdsvis med fosterreduktion, baseret på sammenligning af kvinder,

som

har fået tilbudt fosterreduktion, men afslog, med kvinder som ligeledes

modtog

tilbud om fosterreduktion, og som tog imod dette tilbud. Denne vurdering

fremgår af nedenstående tabel:

Tab

af alle fostre

Valgte

ikke

fosterreduktion

Valgte fosterreduktion

Tvillinger

6%

5-10%

Trillinger

15-20%

5-10%

Firlinger

Over 25%

10-20%

Sundhedsstyrelsen 2002

Sundhedsstyrelsen skønner på baggrund af ovenstående tal,

at der i trillinge- og firlingesvangerskaber er mindre risiko for at miste

alle

fostre (hele svangerskabet), hvis der udføres fosterreduktion, end hvis der

ikke udføres fosterreduktion. En sådan mindsket risiko opnås ikke i

tvillingesvangerskaber.

2.3.3. Risikoen ved fosterreduktion

Ifølge Sundhedsstyrelsen giver flerfoldssvangerskab med tre

eller flere fostre en øget risiko for tidlig fødsel, for væksthæmning for et

eller flere fostre (fordi moderkagens funktion er nedsat), og for at kvinden

spontant aborterer alle fostre. Men hvor meget, den helbredsmæssige risiko

for

kvinden eller fostrene ved et trillingesvangerskab er øget i forhold til et

tvillingesvangerskab, kan ikke nærmere belyses.

Der er ikke præcise tal for, hvor høj helbredsrisikoen for

kvinden og de øvrige fostre er ved fosterreduktion i forhold til

helbredsrisikoen ved at lade graviditeten fortsætte. Der eksisterer heller

ikke

præcise tal for, hvor meget risikoen for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og

fødselskomplikationer bliver reduceret ved at foretage den konkrete

fosterreduktion i forhold til ikke at foretage den.

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at en orientering i

internationale videnskabelige tidsskrifter om lægers vurdering af betydningen

af reduktionsgraden ved fosterreduktion giver følgende indtryk:

1)

At der blandt læger

er enighed om rimeligheden i at tilbyde fosterreduktion, hvis der er fire

eller

flere fostre i graviditeten, da både overlevelsesrate og fødselstidspunkt

bliver markant forbedret. Nogle studier peger desuden på, at fordelene ved at

reducere trillingesvangerskaber til tvillingesvangerskaber overstiger

risikoen

ved fosterreduktion i sig selv (Fetal Diagn Ther 1998;13:264, European

Journal

of Obstetrics & Gynecology and Reproductive Biology 75 (1997), 188).

2)

Flertallet af

undersøgelser peger på, at det på grund af fare for at miste alle fostre ved

indgrebet er uhensigtsmæssigt at reducere længere end ned til to fostre

(European Journal of Obstetrics & Gynecology and Reproductive Biology 75

(1997), 189). Ifølge en større amerikansk undersøgelse

(multicenterundersøgelse) aborterer 7,5 procent af de kvinder, som har

modtaget

fosterreduktion, alle fostre. Dette tal er baseret på, at 30 ud af 403

kvinder,

der fik foretaget fosterreduktioner, i den omtalte undersøgelse aborterede

alle

fostre før 24. svangerskabsuge. Ifølge samme undersøgelse lå antallet af

meget

tidligt fødte børn børn født mellem 25. og 32. svangerskabsuge på 13,7%,

efter at fosterreduktion var foretaget (Am J Obstet gynecol vol 181, number

4,

1999, Evans et al.).

2.4. Det Etiske Råds redegørelse

Sundhedsministeriet anmodede i foråret 2000 Det Etiske Råd

om en redegørelse om fosterreduktion ved flerfoldssvangerskab. Formålet med

redegørelsen var at sætte fokus på de etiske problemer ved

flerfoldssvangerskab

og fosterreduktion, der optræder med særlig stor hyppighed som konsekvens af

brugen af teknikker til kunstig befrugtning.

Det Etiske Råd afgav i oktober 2000 sin redegørelse.

Redegørelsen er tilgængelig på Det Etiske Råds hjemmeside (www.etiskraad.dk).

Det fremgår af redegørelsen, at Det Etiske Råds medlemmer

er enige om, at et tvillingesvangerskab i sig selv ikke indebærer en sådan

helbredsrisiko for kvinden og fostrene, at den kan udgøre et etisk rationale

for en fosterreduktion, medmindre der foreligger særlig medicinsk indikation.

For så vidt angår svangerskaber med tre eller flere fostre, finder rådet, at

fosterreduktion kan være etisk acceptabel under hensyn til en generelt øget

og/eller individuelt og konkret vurderet risiko for moderen og fostrene.

Det Etiske Råd anbefaler, at kvinden/parret inden en

behandling med kunstig befrugtning tager stilling til, om et

flerfoldssvangerskab er uønsket, og at behandlingen tilrettelægges således,

at

et uønsket flerfoldssvangerskab så vidt muligt undgås.

I situationer, hvor der trods tiltag til forebyggelse

heraf opstår et uønsket flerfoldssvangerskab, bør fosterreduktion ved

tvillinge

svangerskab efter rådets

opfattelse kun kunne tillades, hvis der er særlige medicinske indikationer,

idet et tvillingesvangerskab ikke i sig selv betragtes som begrundelse for

fosterreduktion. Det Etiske Råd anbefaler en formel fastlæggelse af en sådan

grænse

for fosterreduktion i loven for at forhindre en uønsket udvikling af den

nuværende praksis.

For så vidt angår tilfælde, hvor kvinden/parret efter

opnået

tvillinge

svangerskab ændrer

standpunkt og ønsker en fosterreduktion, bør dette ønske ifølge rådets

flertal

ikke imødekommes, medmindre der i situationen er konkrete hensyn til kvindens

eller fostrenes helbredstilstand, der kan begrunde en fosterreduktion. Et

medlem

af rådet er dog af den opfattelse, at såfremt ønske om fosterreduktion

fremsættes inden udløbet af 12. svangerskabsuge, bør dette imødekommes, idet

en

fosterreduktion i sådanne tilfælde er at sammenligne med en abort. Hermed

vises

efter det pågældende medlems opfattelse respekt for kvindens

selvbestemmelsesret.

For så vidt angår flerfoldssvangerskaber, der er opstået

naturligt, er Det Etiske Råds medlemmer enige om, at et tvillingesvangerskab

i

sig selv ikke indebærer en sådan helbredsrisiko for kvinden og fostrene, at

den

kan udgøre et etisk rationale for en fosterreduktion, medmindre der

foreligger

særlig medicinsk indikation.

Det Etiske Råd anfører endvidere, at der er behov for en

afklaring af de retlige forhold vedrørende fosterreduktion. Bortset fra den

ovenfor anførte anbefaling vedrørende reduktion af tvillingesvangerskaber,

har

rådet ikke taget stilling til, »om dette skal ske ved ændret lovgivning eller

gennem uddybende regler i den nuværende lovgivning.«

Endelig anbefaler rådet, at det sundhedsfaglige personale

bør have mulighed for at blive fritaget for at foretage eller medvirke ved

fosterreduktioner efter samme regler, som gælder i forbindelse med udførelse

af

provokeret abort.

Efter at Det Etiske Råd havde udsendt sin redegørelse af

oktober 2000 om fosterreduktion, tilkendegav den daværende sundhedsminister i

forbindelse med behandlingen af et beslutningsforslag i Folketinget om

fosterreduktion (beslutningsforslag B 98), at der skal foretages en retlig

regulering af området, og at denne i overensstemmelse med hidtidig praksis

bør

bygge på det grundsynspunkt, at fosterreduktioner kun må finde sted, når der

er

en lægelig begrundelse for det. Der henvises herom til Folketingstidende

2000-2001, forhandlingerne s. 5914 og 8998, tillæg A, s. 3611 og 3613 og

tillæg

B, s. 1481.

2.5. De nordiske lande

Justitsministeriet har indhentet oplysninger om reglerne

for fosterreduktion i de øvrige nordiske lande.

Island

I Island betragtes fosterreduktion som en abort og

reguleres ved lov nr. 25/1975 om aborter og sterilisationsoperationer. Efter

artikel 9 i lov nr. 25/1975 kan en kvinde inden udløbet af 16.

svangerskabsuge

få foretaget en abort af sociale eller medicinske årsager. Efter 16.

svangerskabsuge kan der kun foretages abort, hvis der foreligger utvetydige

medicinske indikationer, og kvindens liv og helbred er i fare. Dog kan en

abortkomité tillade abort efter 16. svangerskabsuge, hvis fostret har

alvorlige

misdannelser, genetiske fejl eller fosterskader.

Der føres ikke statistik over antallet af

fosterreduktioner, men efter det oplyste er der sket fosterreduktion i et

tilfælde, hvor der efter en IVF-behandling var fire fostre. Her blev der

reduceret til to fostre. Endvidere er der i 5-6 tilfælde sket en

fosterreduktion

fra to til et foster ved omkring 20. svangerskabsuge. Årsagen til disse

reduktioner var, at det ene ud af de to fostre havde svære misdannelser. I

alle

tilfælde blev der ansøgt om abort ved den specielle abortkomité.

Norge

Fosterreduktion er ikke særskilt reguleret i norsk ret, men

behandles efter reglerne i lov nr. 50 af 13. juni 1975 om svangerskapsavbrudd

(abortloven). Udgangspunktet er således, at abortlovens regler ligeledes

finder

anvendelse på fosterreduktion.

Det følger af § 2, 1. led, i den norske abortlov, at

en kvinde inden udgangen af 12. svangerskabsuge kan få foretaget en abort,

medmindre tungtvejende medicinske grunde taler imod. Dette indebærer, at der

efter norsk lovgivning er mulighed for uden en lægelig begrundelse at få

foretaget

fosterreduktion også ved tvillingesvangerskaber. I § 2, 2. led, er

beskrevet, i hvilke situationer en kvinde efter udgangen af 12.

svangerskabsuge

kan få tilladelse til en abort. De grunde, som er nævnt i 2. led, punkt a)

e), er relateret til sociale eller medicinske årsager og svarer i høj grad

til

den danske abortlovs § 3. Afgørelsen om abort træffes efter samråd med

kvinden af et nævn bestående af to læger.

Sverige

I Sverige findes der ingen særskilt regulering af

fosterreduktion. En fosterreduktion betragtes efter svensk ret som et

medicinsk

indgreb, der skal ske i overensstemmelse med videnskaben og de foreliggende

erfaringer. Justitsministeriet er ikke i besiddelse af oplysninger om, i

hvilke

tilfælde fosterreduktion anvendes i Sverige.

Finland

Efter finsk ret betragtes en fosterreduktion som en abort.

Lov nr. 239/1970 om afbrydelse af svangerskab (Lagen om avbrytande av

havandeskap) finder således anvendelse, selvom fosterreduktion ikke særskilt

er

reguleret i loven.

Det fremgår af lovens § 1, i hvilke situationer en

kvinde inden udløbet af 12. svangerskabsuge kan få foretaget en abort. De

grunde, som er nævnt i § 1, pkt. 1-6, er relateret til sociale eller

medicinske årsager, og afgørelsen om abort træffes enten af to læger i

forening, eller hvis der er tale om pkt. 4., vedrørende ansøgerens alder, af

den læge, som skal udføre indgrebet. Ønskes der foretaget en abort efter 12.

svangerskabsuge, træffes afgørelsen af Rättskyddscentralen för hälsovården.

I de tilfælde, hvor en kvinde har søgt om fosterreduktion,

har Rättskyddscentralen för hälsovården ikke taget stilling til antallet af

fostre, men alene givet en generel tilladelse til fosterreduktion. Såfremt

det

af medicinske eller andre årsager skulle vise sig nødvendigt at fjerne flere

fostre, skal der således ikke søges på ny.

2.6. Lovforslagets udformning

Justitsministeriet finder i overensstemmelse med

anbefalingerne fra Det Etiske Råd, at spørgsmålet om adgang til at få

foretaget

fosterreduktion bør reguleres i lovgivningen.

Det Etiske Råd har fremhævet, at fosterreduktion og

svangerskabsafbrydelse efter rådets opfattelse må vurderes principielt

forskelligt ud fra en etisk synsvinkel. I sit høringssvar vedrørende et

udkast

til lovforslaget har rådet bl.a. anført følgende:

»Blandt andet kan man

begrunde den lovfæstede ret til svangerskabsafbrydelse inden 12. uge med, at

loven skaber mulighed for at løse en social force majeure situation i de

tilfælde, hvor kvinden betragter svangerskabet og moderskabet som

fuldstændigt uønsket. En sådan begrundelse finder naturligvis ikke anvendelse

i

tilknytning til fosterreduktion, idet svangerskabet og moderskabet her er

ønsket. Omvendt kan fosterreduktion i nogle tilfælde for eksempel ved

trillingegraviditet forsvares ud fra specifikke lægefaglige kriterier, som

ikke generelt kan sættes i forhold til svangerskabsafbrydelse.

Adgangen til at

foretage fosterreduktion bør tage udgangspunkt i, at der ved fosterreduktion

ikke er tale om at afslutte et svangerskab, men at bevare et svangerskab og

ud

fra en lægefaglig vurdering at forhøje chancerne for, at svangerskabet

gennemføres så sikkert som muligt for moderen og for så mange af fostrene som

muligt i den givne situation.«

Regeringen er enig i, at den afbrydelse af liv, der ligger

i henholdsvis en svangerskabsafbrydelse og en fosterreduktion, må vurderes

etisk forskelligt, og at der på baggrund af denne vurdering ikke bør indføres

en fri adgang til at få foretaget fosterreduktion inden udløbet af 12.

svangerskabsuge svarende til reglerne om fri abort.

Lovforslaget bygger således på den grundlæggende

opfattelse, som flertallet i Det Etiske Råd har givet udtryk for, at

fosterreduktioner kun bør kunne foretages, hvor der er en medicinsk

begrundelse

for det. Dette svarer til de retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som hidtil

har reguleret fosterreduktioner.

Det Etiske Råd har med henvisning til den principielle

etiske forskel på fosterreduktion og svangerskabsafbrydelse anført, at

reguleringen af fosterreduktioner efter Rådets opfattelse ikke bør ske ved en

ændring af loven om svangerskabsafbrydelse, men ved en særlig lov om

fosterreduktioner.

Justitsministeriet har imidlertid ved udformningen af

lovforslaget lagt vægt på, at reglerne om fosterreduktion og reglerne om

svangerskabsafbrydelse har den samme »målgruppe« (læger, abortsamråd og

Abortankenævn), og at en række af de administrative bestemmelser i loven om

svangerskabsafbrydelse - herunder reglerne om forældresamtykke, vejledning og

støttesamtaler efter forslaget også skal finde anvendelse ved

fosterreduktion.

Endvidere er de foreslåede betingelser for fosterreduktion i flere

situationer

de samme som ved svangerskabsafbrydelse efter 12. svangerskabsuge, og

samrådene

og ankenævnet vil skulle følge den praksis, som har udviklet sig på grundlag

af

de gældende regler i lov om svangerskabsafbrydelse. Der er således en række

lovtekniske hensyn, der stærkt taler for at indføje reglerne om

fosterreduktion

i loven om svangerskabsafbrydelse som et nyt kapitel og lovforslaget er

udformet i overensstemmelse hermed.

Som anført ovenfor under pkt. 2.3., indebærer et

flerfoldssvangerskab en væsentligt øget risiko enten for spontan abort af

alle

fostre eller for, at fødslen finder sted så meget for tidligt, at fostrene

enten ikke er levedygtige, eller at de får meget alvorlige handicaps. Et

flerfoldssvangerskab indebærer endvidere en øget belastning af kvinden, som i

nogle tilfælde kan medføre fare for hendes liv eller alvorlig forringelse af

hendes helbred. Efter Justitsministeriets opfattelse bør fosterreduktion

kunne finde

sted, hvor det vil medføre en væsentlig formindskelse af disse risici.

Det foreslås derfor i § 3 a, stk. 1, at en kvinde

uden tilladelse skal kunne få antallet af fostre reduceret, hvis indgrebet

væsentligt formindsker en risiko for spontan abort af alle kvindens fostre,

at

et eller flere fostre som følge af for tidlig fødsel vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse eller ikke vil være levedygtige eller for

alvorlig forringelse af kvindens helbred eller fare for hendes liv.

På baggrund af oplysningerne, som er beskrevet under pkt.

2.3., om de risici, der er forbundet med trillingesvangerskaber, må det

antages, at disse betingelser i dag vil være opfyldt i alle tilfælde, hvor

kvinden er gravid med tre eller flere fostre. Som anført ovenfor under pkt.

2.4. vil formindskelse af disse risici som udgangspunkt kun tilsige, at der

sker reduktion til to fostre. Medmindre der foreligger særlige

omstændigheder,

vil der således ikke kunne ske reduktion til ét foster.

Det er en forudsætning for, at fosterreduktion kan

foretages, at det medfører en væsentlig formindskelse af de nævnte risici.

Hvis

fremskridt inden for lægevidenskaben i fremtiden fører til, at der ikke

længere

vil være sådanne væsentligt forøgede risici forbundet med svangerskaber med

tre

eller flere fostre, vil betingelserne for fosterreduktion i disse tilfælde

således ikke længere være opfyldt.

I modsætning til trillingesvangerskaber vil et

tvillingesvangerskab normalt ikke indebære sådanne risici, at betingelserne

for

fosterreduktion er opfyldt, medmindre der foreligger særlige forhold i det

konkrete tilfælde, der indebærer en øget risiko.

Efter forslaget kan fosterreduktion kun udføres af

medicinske grunde. Der vil således ikke kunne ske fosterreduktion med den

begrundelse, at kvinden kun ønsker at føde ét barn, eller på grund af

kvindens

sociale forhold.

Sammenfattende kan det siges, at retstilstanden efter

forslaget vil være, at en kvinde, der er gravid med tre eller flere fostre,

inden udgangen af 12. svangerskabsuge vil have adgang til at få antallet af

fostre reduceret til to, mens en kvinde, der er gravid med tvillinger, ikke

vil

have adgang til fosterreduktion, medmindre der foreligger særlige lægelige

omstændigheder, der begrunder en reduktion.

Fosterreduktioner bør finde sted så tidligt i graviditeten

som muligt. Da de svangerskaber, hvor betingelserne for fosterreduktion er

opfyldt, som oftest er resultatet af kunstig befrugtning, er kvinden normalt

blevet fulgt nøje, og det vil derfor normalt meget tidligt blive konstateret,

om der er tale om et flerfoldssvangerskab. Det foreslås derfor, at

fosterreduktion kun skal kunne ske uden tilladelse, hvis det kan ske inden

udløbet af 12. svangerskabsuge.

Det bør dog efter Justitsministeriets opfattelse også være

muligt at foretage en fosterreduktion efter udløbet af 12. svangerskabsuge,

hvis der foreligger særlige omstændigheder, f.eks. hvis det først efter

udløbet

af 12. svangerskabsuge konstateres, at kvinden venter trillinger, eller at

hun

lider af f.eks. en hjertesygdom, der gør, at det vil være særligt risikabelt

for hende at gennemføre et flerfoldssvangerskab, eller at risikoen f.eks. for

kvindens helbred er større end først antaget.

I de tilfælde, hvor fosterreduktion foretages efter udløbet

af 12. svangerskabsuge, bør det efter Justitsministeriets opfattelse kræves,

at

der som ved svangerskabsafbrydelse indhentes en tilladelse fra

abortsamrådet. Det bør dog være muligt på samme måde som ved

svangerskabsafbrydelse efter lovens § 2 at foretage fosterreduktion

efter

udløbet af 12. svangerskabsuge uden særlig tilladelse, hvis der foreligger en

nødsituation, dvs. hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge fare for

kvindens liv eller alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige

helbred. En bestemmelse svarende til lovens § 2 foreslås derfor indsat

som

§ 3 b.

Det ovenfor anførte vedrører situationer, hvor det er selve

antallet af fostre, der indebærer en risiko for kvinden eller for de øvrige

fostre, og som derfor er begrundelsen for fosterreduktion. Fosterreduktion

anvendes som nævnt ovenfor også i tilfælde, hvor der f.eks. ved en scanning

eller fostervandsprøve er konstateret misdannelser ved et eller flere af

fostrene. I disse tilfælde bør der efter Justitsministeriets opfattelse kunne

foretages fosterreduktion i samme omfang, som hvor der efter lovens § 3,

stk. 1, nr. 3, kan gives tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter 12.

svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret. Det foreslås derfor i

§ 3 a, stk. 3, at der skal kunne foretages fosterreduktion, hvis

der

er risiko for, at et foster på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse

eller

sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.

I de tilfælde, hvor det er selve antallet af fostre, der

begrunder en fosterreduktion, jf. § 3 a, stk. 1, er det som hidtil

den behandlende læge, der vurderer, om betingelserne for reduktion er

opfyldt.

Kun hvis indgrebet foretages efter udløbet af 12. svangerskabsuge, kræves

tilladelse fra abortsamrådet, jf. § 3 a, stk. 2. I de tilfælde,

hvor

fosterreduktionen er begrundet med misdannelser ved fostret, jf. § 3 a,

stk. 3, finder Justitsministeriet derimod, at der bør indhentes

tilladelse

fra abortsamrådet, uanset om indgrebet sker før eller efter udløbet af 12.

svangerskabsuge. Det skyldes, at der her skal foretages en vurdering af, hvor

alvorlig en medfødt lidelse eller risiko herfor skal være for at kunne

begrunde

fosterreduktion. Det er den samme vurdering, som i dag foretages af

abortsamrådene i sager om tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter udløbet

af

12. svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret eller risiko herfor.

For at få en ensartet praksis med hensyn til vurderingen af misdannelsernes

alvorlighed, finder Justitsministeriet, at vurderingen bør foretages af

abortsamrådene også i sager om fosterreduktion inden udløbet af 12.

svangerskabsuge.

Ligesom ved svangerskabsafbrydelse skal de hensyn, der

taler for fosterreduktion, være mere tungtvejende jo længere henne i

graviditeten, kvinden er. Må fostret antages at være levedygtigt, foreslås

det,

at fosterreduktion kun skal kunne finde sted, hvor det er nødvendigt for at

afværge fare for kvindens liv eller helbred, eller hvor de omstændigheder,

der

er nævnt i § 3 a, stk. 3, (misdannelser ved fostret) taler med

afgørende vægt for det. Det svarer til, hvad der gælder for

svangerskabsafbrydelse.

I skemaform kan lovforslagets regulering af adgangen til

fosterreduktion - før og efter udløbet af 12. svangerskabsuge og med eller

uden

tilladelse - vises således:

Før udløbet af

12. svangerskabsuge

Betingelser for indgrebet: Risiko for spontan abort,

for tidlig fødsel eller forringelse af kvindens helbred m.v.

Fosterreduktion kan her ske

uden tilladelse

(Den praktiske hovedregel vil blive, at der uden

tilladelse kan ske reduktion til to fostre, men ikke til ét foster)

Betingelser for indgrebet: Risiko for alvorlig

misdannelse mv. af et eller flere fostre

Fosterreduktion

kræver

tilladelse

fra abortsamrådet

Begrundelsen for indgrebet: Kvinden ønsker kun at føde

ét barn eller andre ikke-lægelige begrundelser

Fosterreduktion kan

ikke tillades

Efter udløbet af

12. svangerskabsuge

Betingelser for indgrebet: Risiko for spontan abort,

for tidlig fødsel eller forringelse af kvindens helbred mv.

Fosterreduktion

kræver

tilladelse

fra abortsamrådet (medmindre indgrebet er

nødvendigt

for at hindre fare for kvindens liv eller alvorlig

forringelse af hendes helbred)

Betingelser for indgrebet: Risiko for alvorlig

misdannelse mv. af et eller flere fostre

Fosterreduktion

kræver

tilladelse

fra abortsamrådet

Er fostret levedygtigt, kan fosterreduktion kun

tillades, hvis der foreligger afgørende hensyn

Begrundelsen for indgrebet: Kvinden ønsker kun at føde

ét barn eller andre ikke-lægelige begrundelser

Fosterreduktion kan

ikke tillades

Som anført i pkt. 2.3.1. pålagde Sundhedsstyrelsen i 1997

lægerne at indberette fosterreduktioner på et særskilt skema til

Sundhedsstyrelsen. Denne indberetningsordning vil blive opretholdt efter

lovforslagets vedtagelse.

Ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelse på baggrund af de

foretagne indberetninger blev der i årene 1998, 1999 og 2000 foretaget

henholdsvis 22, 25 og 19 fosterreduktioner.

Som beskrevet i pkt. 2.3.1, har der i perioden 1998-2000

været to tilfælde af reduktion fra to til ét foster, hvor der ikke er oplyst

en

lægelig begrundelse. Der vil efter lovforslaget ikke være mulighed herfor.

Lovforslaget indebærer, at antallet af fosterreduktioner

ikke vil blive udvidet i forhold til den nuværende praksis, men vil blive

formindsket med nogle ganske få tilfælde.

3. Svangerskabsafbrydelse på private

hospitaler og klinikker

Justitsministeriet har igennem de seneste år modtaget flere

anmodninger fra danske privathospitaler om, at der gennem en ændring af lov

om

svangerskabsafbrydelse åbnes mulighed for, at svangerskabsafbrydelse kan

finde

sted på private hospitaler og klinikker.

Det fremgår af § 10, stk. 1, i den gældende lov,

at svangerskabsafbrydelse kun må foretages af læger på amtskommunale og

Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse eller dertil knyttede ambulatorier.

Svangerskabsafbrydelse kan således ikke lovligt ske på et privathospital

eller

hos en privatpraktiserende speciallæge.

Ved lov nr. 1136 af 22. december 1993 blev kravet om, at

sterilisation og kastration kun måtte foretages i offentligt regi, ophævet.

Det

fremgår af bemærkningerne til lovændringen, at der ifølge Sundhedsstyrelsen

ikke sås nogen sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde et krav om, at

sterilisationer som hovedregel kun må foretages på et sygehus. Udviklingen i

den medicinske teknologi og de anvendte sterilisationsmetoder har medført, at

indgrebet i dag er enkelt, og at det fuldt ud forsvarligt kan foretages af

praktiserende speciallæger. Endelig fremhæves det i bemærkningerne, at det

findes hensigtsmæssigt, at sygehuskommunerne får mulighed for selv at

tilrettelægge

behandlingstilbudet for så vidt angår sterilisation. Der henvises herom til

Folketingstidende 1993-94, forhandlingerne, s. 495 ff., og tillæg A, s. 67

ff.

Også for så vidt angår svangerskabsafbrydelse, er det

Sundhedsstyrelsens vurdering, at der ikke er nogen faglige hindringer for, at

svangerskabsafbrydelse kan foretages på et privat hospital eller klinik.

Sundhedsstyrelsen har således oplyst, at medicinsk abort, der kan anvendes

indtil udgangen af 8. evt. 9. svangerskabsuge, ud fra en sundhedsfaglig

vurdering uden øget risiko kan udføres uden for det offentlige sygehusvæsen

af

en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der har det fornødne

ultralydsapparatur og erfaring i anvendelsen heraf, under forudsætning af, at

kvinden inden indgrebet får foretaget en kvalificeret ultralydsscanning med

henblik på fastlæggelse af graviditetslængde og tilstedeværelse af en

graviditet i livmoderen, samt at der sker opfølgning til sikring af, at

aborten

er komplet. Sundhedsstyrelsen har endvidere oplyst, at abort med

udsugningsmetoden, der kan benyttes indtil udgangen af 12. svangerskabsuge,

kan

udføres af en speciallæge i gynækologi og obstetrik, der har faciliteter,

udstyr og personale til varetagelse af helbedøvelse og i tilfælde af

komplikationer til varetagelse af gynækologiske operationer.

Det er dog Sundhedsstyrelsens vurdering, at der bør være en

særlig regel for provokerede aborter efter 12. svangerskabsuge, idet sene

provokerede aborter i almindelighed stiller større krav til både udstyr og

personalets ekspertise. Selv om det i princippet er muligt rent teknisk at

gennemføre de sene aborter i privat regi, vil det efter Sundhedsstyrelsens

opfattelse være vanskeligt at sikre, at alle private klinikker, som ønsker at

tilbyde at gennemføre et abortindgreb, vil have den nødvendige ekspertise og

det nødvendige udstyr til at foretage sene aborter på forsvarlig vis.

Sundhedsstyrelsen anbefaler derfor, at svangerskabsafbrydelse efter 12.

svangerskabsuge fortsat kun foretages inden for det offentlige sygehusvæsen.

Også

fosterreduktioner kræver efter Sundhedsstyrelsens opfattelse en sådan særlig

ekspertise, at de kun bør kunne foretages inden for det offentlige

sygehusvæsen.

Det foreslås, at § 10, stk. 1, ændres således, at

private hospitaler og klinikker får mulighed for at foretage

svangerskabsafbrydelse, når dette sker inden udløbet af den 12.

svangerskabsuge. Indgreb efter udløbet af 12. svangerskabsuge må fortsat kun

foretages af læger på amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens

Sygehusfællesskabs sygehuse.

Som følge af forslaget om at tillade private hospitaler og

klinikker at foretage svangerskabsafbrydelse, når dette sker inden udløbet af

den 12. svangerskabsuge, vil det på grund af de EU-retlige regler om fri

bevægelighed for tjenesteydelser være nødvendigt at ophæve det gældende

bopælskrav i lov om svangerskabsafbrydelse. Ophævelse af bopælskravet

betyder,

at det vil være muligt for udenlandske kvinder, der ønsker det, at få

foretaget

svangerskabsafbrydelse på private hospitaler og klinikker under ophold i

Danmark. Justitsministeriet er ikke bekendt med oplysninger, der gør det

muligt

at vurdere, hvor mange udenlandske kvinder der vil benytte sig af denne

mulighed. Et privat hospital i Danmark har oplyst, at man modtager ca. 50

henvendelse om året fra kvinder, der ønsker at få foretaget

svangerskabsafbrydelse på det pågældende hospital. Det er ikke oplyst, hvor

mange af disse kvinder, der har bopæl uden for Danmark.

Muligheden for, at udenlandske kvinder eventuelt vil rejse

til Danmark og få foretaget svangerskabsafbrydelse, kan efter

Justitsministeriets opfattelse ikke i sig selv begrunde, at private

hospitaler

og klinikker i Danmark fortsat afskæres fra at kunne foretage

svangerskabsafbrydelse inden udløbet af 12. svangerskabsuge.

I overensstemmelse med Det Etiske Råds anbefalinger

foreslås endvidere en ændring af lovens § 10, stk. 2, således at

læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider mod

deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til

fosterreduktion, efter anmodning skal fritages herfor, og at det samme skal

gælde for personer, der er under uddannelse til de nævnte erhverv. Endelig

foreslås det, at det præciseres, at § 10, stk. 2, også gælder for

social- og sundhedsassistenter.

4. Bopælskrav herunder forholdet til

EU-retten

Både efter lov om svangerskabsafbrydelse og efter

sterilisationsloven er det som udgangspunkt en betingelse for at få foretaget

de omhandlede indgreb, at de pågældende har bopæl her i landet. Med

lovforslaget foreslås, at kravet om bopæl ophæves, dog således at retten til

at

få foretaget indgrebene vederlagsfrit på offentlige sygehuse fortsat er

knyttet

til et krav om bopæl i Danmark. Begrundelsen for forslaget er, at en

fjernelse

af det generelle bopælskrav vil sikre overensstemmelse med de EU-retlige

regler

om fri bevægelighed for tjenesteydelser.

Lægelig virksomhed er ifølge EF-domstolens faste praksis

omfattet af tjenesteydelsesbegrebet i EF-traktatens artikel 50, uanset om

virksomheden udøves inden for eller uden for hospitalssektoren, jf. senest

EF-domstolens dom af 12. juli 2001 i sag C-157/99, Smits og Peerbooms, Saml.

2001 I-5473. EF-domstolen har bl.a. fastslået, at et abortindgreb er en

tjenesteydelse i traktatens forstand, jf. sag C159/90, Grogan (den irske

abortsag), Saml. 1991, s. 4685, præmis 18. Også sterilisation og kastration

må

anses for tjenesteydelser i EF-traktatens forstand, og indgrebene omfattes

derfor af EF-traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser,

jf.

artikel 49 og 50.

Det nugældende generelle bopælskrav må anses for at være

indirekte diskriminerende over for borgere fra andre EU-medlemslande og

foreslås ophævet.

Retten til at få foretaget abort m.v. vederlagsfrit i

offentligt regi vil dog fortsat være knyttet til et krav om bopæl her i

landet.

Selv om der således på dette punkt opretholdes en restriktion for den fri

udveksling af tjenesteydelser, er dette i overensstemmelse med EU-retten.

EF-domstolen har anerkendt, at hensynet til at kunne planlægge en

tilstrækkelig

kapacitet til et afbalanceret udbud af hospitalsydelser i landet,

retfærdiggør

en restriktion i den fri udveksling af tjenesteydelser.

5. Dommermedvirken i Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse og sterilisation

Det fremgår af § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om

svangerskabsafbrydelse, at formanden for Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse og sterilisation skal have en juridisk embedseksamen.

Endvidere fremgår det af § 5, stk. 3, i

sterilisationsloven, at såvel samrådet som ankenævnet under behandlingen af

de

specielle sager vedrørende sterilisation efter § 5, stk. 3, nr.

1-4,

skal tiltrædes af en særligt beskikket dommer Det drejer sig bl.a. om

behandlingen af ansøgninger om sterilisation, hvor personen er under 18 år,

og

hvor den pågældende er indlagt eller tilbageholdt på et hospital i medfør af

lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.

Baggrunden for bestemmelsen er, at man ud fra et

retsbeskyttelseshensyn har anset det for nødvendigt, at der under

behandlingen

af disse sager medvirker en dommer.

Af side 35 i betænkning nr. 353/1964 om sterilisation og

kastration fremgår følgende:

»Det er derfor af den

allerstørste betydning, at der skabes en særlig betryggelse for, at der ved

afgørelsen af, om andragender fra disse personer om tilladelse til

sterilisation skal imødekommes, ikke blot tages de sædvanlige hensyn i

betragtning, men også hensynet til de pågældendes retsbeskyttelse haves for

øje. Medens juridisk indsigt ikke i almindelighed kan anses fornøden ved

afgørelsen af sterilisationssager, vil den kunne have sin betydning i de her

nævnte tilfælde.

..

Udvalgets flertal er

imidlertid nået til den opfattelse, at den ønskede retsbeskyttelse for disse

personer må kunne opnås på en enklere måde, når sterilisationsafgørelserne i

øvrigt henlægges til mødrehjælpens samråd, nemlig derved at samrådene i de

nævnte

særlige tilfælde tiltrædes af en hertil beskikket dommer. Der tilføres derved

samrådene juridisk sagkundskab, og dommeren vil fra sin øvrige virksomhed

være

indstillet på at tage de særlige hensyn, som disse sager tilsigter, i

betragtning.«

Da det i praksis altid er en dommer, der bliver udpeget som

formand for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation,

tiltrædes ankenævnet i dag ikke af en særligt beskikket dommer under

behandlingen af en sag efter sterilisationslovens § 5, stk. 3.

Årsagen hertil skal søges i, at det retssikkerhedshensyn, som skulle sikres

ved, at en særligt beskikket dommer skulle medvirke under behandlingen,

allerede er opfyldt som følge af, at formanden er dommer. Derimod benyttes de

særlige dommere altid under behandlingen af de pågældende sager i samrådene.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at den nuværende

praksis, hvorefter formanden for ankenævnet er dommer, bør lovfæstes. Det

foreslås derfor, at § 4, stk. 2, i lov om svangerskabsafbrydelse

ændres, således at det klart kommer til at fremgå, at formanden for

ankenævnet

skal være dommer.

Som konsekvens heraf foreslås det, at der under ankenævnets

behandling af de specielle sager omfattet af sterilisationslovens § 5,

stk. 3, ikke længere skal ske tiltrædelse af en særligt beskikket

dommer.

Dog bør kravet om tiltræden af en særligt beskikket dommer under samrådenes

behandling af sagerne opretholdes.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser

for det offentlige

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller

administrative konsekvenser for kommunerne eller for staten af betydning.

I det omfang borgerne benytter sig af muligheden for at få

foretaget abortindgreb på private hospitaler og klinikker i stedet for på

offentlige

sygehuse, vil det medføre besparelser for amtskommunerne, og lovforslaget

skal

således DUT-forhandles med de amtskommunale parter.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Lovforslaget indebærer positive

konsekvenser for privathospitalerne, som får adgang til at udføre

svangerskabsafbrydelse og til at foretage sterilisation af personer, der ikke

har bopæl i Danmark. Lovforslaget har ikke herudover administrative eller

økonomiske

konsekvenser for erhvervslivet.

8. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Fjernelsen af det generelle bopælskrav vil sikre

overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri bevægelighed for

tjenesteydelser.

10. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder,

organisationer og foreninger m.v.:

Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og

sterilisation, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd, Institut for

Menneskerettigheder, Ligestillingsnævnet, Kvinfo, Børnerådet,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune,

Frederiksberg Kommune, Hovedstadens Sygehusfællesskab, Den Centrale

Videnskabsetiske Komité, Den Almindelige Danske Lægeforening, Dansk

Sygeplejeråd, Embedslægeforeningen, Dansk Psykologforening, Den Almindelige

Danske Jordemoderforening, Dansk selskab for Obstetrik og Gynækologi, Center

for Etik og Ret, København, Center for Bioetik, Århus, De Samvirkende

Invalideorganisationer, Center for Små Handicapgrupper, Foreningen Sex &

Samfund, Dansk Handicap Forbund, Landsforeningen LEV, Landsforeningen for

Ufrivilligt Barnløse, Landsforeningen til Bekæmpelse af Cystisk Fibrose,

Diabetesforeningen, Turner Center, Kvinderådet, Dansk Kvindesamfund, Nævnet

for

Etnisk Ligestilling, Det Etiske Råd, Præsteforeningen, Dansk

Fertilitetsselskab, Privathospitalet Danmark A/S, Privathospitalet Hamlet,

Privathospitalet H.C. Andersen Klinikken, Privathospitalet Mølholm A/S,

Privathospitalet Skørping A/S, Erichsen’s Klinik, Søllerød

Privathospital,

Privathospitalet Dalgas A/S, Privathospitalet Mariahjemmet, Frederiksborg

Klinikken, Ciconia og Gynækologisk Prismet.

Samlet vurdering af lovforslagets

konsekvenser

Positive konsekvenser/

mindre udgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Visse besparelser for amtskommunerne

Ingen konsekvenser

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen konsekvenser

Ingen af betydning

Økonomiske og administrative konsekvenser for

erhvervslivet

Adgang for privathospitaler til at udføre

svangerskabsafbrydelse og til at udføre sterilisation af personer med bopæl i

udlandet.

Ingen konsekvenser

Miljømæssige konsekvenser

Ingen konsekvenser

Ingen konsekvenser

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen konsekvenser

Ingen konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Fjernelsen af det generelle bopælskrav vil sikre

overensstemmelse med de EU-retlige regler om fri bevægelighed for

tjenesteydelser.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

(Lov om svangerskabsafbrydelse)

Til nr. 1

Lovens titel foreslås ændret, således at det kommer til at

fremgå, at loven indeholder regler om såvel svangerskabsafbrydelse som

fosterreduktion.

Til nr. 2

Overskriften til kapitel 1 ændres, således at det kommer

til at fremgå, at kapitel 1 kun indeholder betingelserne for

svangerskabsafbrydelse og ikke betingelser for fosterreduktion. Betingelserne

for foretagelse af fosterreduktion er forskellige fra betingelserne for

svangerskabsafbrydelse og foreslås indsat som kapitel 1 A, jf. lovforslagets

§ 1, nr. 6.

Til nr. 3

Efter § 1 i den gældende lov har en kvinde, som har

bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan

foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne

om vejledning m.v. i lovens § 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om

svangerskabsafbrydelse.

Derudover har samrådet i dag efter lovens § 7 mulighed

for at tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3, selv om

kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en særlig tilknytning

hertil.

Det følger af Justitsministeriets vejledning nr. 92 af 11. september 2002, at

efter praksis anses en kvinde for at have en sådan tilknytning, f.eks. hvis

hun

efter at være flyttet til udlandet har bevaret sit danske statsborgerskab.

For

at undgå diskrimination af borgere fra andre EU- eller EØS-lande, meddeles

disse landes statsborgere allerede i dag dispensation fra bopælskravet i

samme

omfang som danske statsborgere.

Den foreslåede ændring indebærer, at alle kvinder, der

opfylder betingelserne i § 1, uanset hvor de har bopæl, kan få foretaget

svangerskabsafbrydelse i Danmark.

Det er imidlertid kun kvinder, som har bopæl her i landet,

der har ret til at få foretaget indgrebet vederlagsfrit på amtskommunale

sygehuse, sygehuse i Bornholms Kommune og sygehuse drevet af Hovedstadens

Sygehusfællesskab, jf. herved bemærkningerne til § 1, nr. 16.

Ønsker en kvinde, der ikke har bopæl her i landet,

indgrebet foretaget på et amtskommunalt sygehus, et sygehus drevet af

Hovedstadens Sygehusfællesskab eller et sygehus i Bornholms Kommune, kan

dette

ske efter konkret anmodning og mod betaling, hvis sygehuset har tilstrækkelig

kapacitet til det og ønsker at foretage indgrebet. Såfremt en

svangerskabsafbrydelse

er nødvendig for at afværge fare for kvindens liv eller helbred, skal

sygehuset

dog foretage indgrebet uden betaling. Herudover skal der ydes behandling, når

det under de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise

kvinden til at få foretaget indgrebet i hjemlandet. Der henvises til

bemærkningerne til § 1, nr. 16 og 17.

Derudover kan kvinder, som ikke har bopæl i Danmark,

benytte de private hospitaler og klinikker, som tilbyder at udføre indgrebet.

Det bemærkes, at reglerne i lovens § 8, stk. 4

(som bliver stk. 5), om støttesamtaler også finder anvendelse, når der er

tale

om en kvinde, som ikke har bopæl i Danmark. Endvidere finder reglerne om

vejledning efter lovens § 8, stk. 2, anvendelse, dog således at der

kun er en forpligtelse til at vejlede kvinden om, hvilke muligheder der er

her

i landet for støtte til gennemførelse af svangerskabet og for støtte efter

barnets fødsel. Der er dermed ikke pligt til at indhente oplysninger og

vejlede

kvinden om støttemuligheder i hendes hjemland.

Til nr. 4

Efter § 3, stk. 1, i den gældende lov, kan en

kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse

efter udløbet af 12. svangerskabsuge, hvis visse særlige betingelser er

opfyldt. Efter § 3, stk. 2, må tilladelse til

svangerskabsafbrydelse

kun gives, hvis de forhold, som begrunder ansøgningen herom, har en sådan

vægt,

at det findes berettiget at udsætte kvinden for den forøgede helbredsmæssige

risiko, som indgrebet indebærer. Må fostret antages at være levedygtigt, kan

tilladelse

til svangerskabsafbrydelse endvidere kun gives, såfremt der er fare for, at

barnet på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i

fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og disse

omstændigheder med afgørende vægt taler for at give tilladelse, jf.

stk. 3.

Afgørelse efter § 3 træffes af de nedsatte samråd med

mulighed for indbringelse af afgørelsen for Ankenævnet for

svangerskabsafbrydelse og sterilisation.

Den foreslåede ændring medfører, at adgangen til

svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge i de tilfælde,

der

er omfattet af lovens § 3, også kommer til at omfatte kvinder, der ikke

har bopæl i Danmark.

Som det fremgår af bemærkningerne til § 1, nr. 3, er

det kun kvinder, som har bopæl i Danmark, der har ret til vederlagsfrit at få

foretaget svangerskabsafbrydelse i det amtskommunale sygehusvæsen, på

Bornholms

Kommunes sygehuse eller i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

De nærmere regler om anmodning om svangerskabsafbrydelse og

om behandlingen af sager herom, når kvinden ikke har bopæl i Danmark,

forudsættes fastsat i administrative forskrifter i medfør af lovens

§ 12.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at

straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 16. september 2002, ved

§ 1

i lov nr. 6 af 3. januar 1992 ændrede titel fra »borgerlig straffelov« til

»Straffeloven«.

Til nr. 6

Forslaget til lovens kapitel 1 A indeholder bestemmelser

om, i hvilke tilfælde fosterreduktion kan foretages.

Ad § 3 a

§ 3 a,

stk. 1

, indeholder betingelserne for, hvornår fosterreduktion kan

foretages uden tilladelse inden udgangen af 12. svangerskabsuge.

Efter

stk. 1

kan fosterreduktion foretages uden tilladelse, hvis det vil medføre en

væsentlig formindskelse af risikoen for, at kvinden aborterer spontant og

derved mister alle fostrene, eller at fødslen sker så meget for tidligt, at

der

er væsentlig risiko for, at fostrene ved fødslen ikke er levedygtige, eller

at

de som følge af den for tidlige fødsel får betydelige fysiske eller psykiske

handicaps.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger pkt. 2.3.1, er der en

betydeligt

øget risiko for abort eller meget for tidlig fødsel, hvis kvinden er gravid

med

tre eller flere fostre, og fosterreduktion vil her kunne formindske denne

risiko væsentligt. Det må derfor antages, at betingelserne for

fosterreduktion

i disse tilfælde vil være opfyldt. Medmindre der foreligger særlige

omstændigheder vil hensynet til at reducere risikoen for abort eller meget

for

tidlig fødsel kun tilsige, at antallet af fostre reduceres til to. Der vil

derfor som udgangspunkt ikke kunne ske reduktion til ét foster. Er der tale

om

et tvillingesvangerskab, vil fosterreduktion som udgangspunkt ikke indebære

en

sådan formindskelse af risikoen for abort eller meget for tidlig fødsel, at

betingelsen i stk. 1 vil være opfyldt. Der kan dog foreligge sådanne

særlige omstændigheder ved den enkelte graviditet, der gør, at reduktion fra

to

til ét foster vil indebære en væsentlig formindskelse af risikoen.

Endvidere kan der efter

stk. 1

foretages fosterreduktion i

tilfælde, hvor en reduktion af antallet af fostre vil medføre en væsentlig

formindskelse af risikoen for, at der sker en alvorlig forringelse af

kvindens

helbred, eller for at der opstår fare for hendes liv. Der kan f.eks. være

tale

om tilfælde, hvor kvinden lider af en hjertesygdom eller en stofskiftesygdom,

og

hvor gennemførelse af et flerfoldssvangerskab herunder evt. også et

tvillingesvangerskab derfor indebærer en væsentlig helbredsmæssig risiko

for

kvinden. I disse tilfælde, kan fosterreduktion foretages, hvis det vil

medføre

en væsentlig formindskelse af denne risiko. Betingelserne for at foretage

indgrebet er mindre strenge end efter forslagets § 3 b, hvor indgrebet

skal være

nødvendigt

for at afværge

fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige

eller sjælelige helbred.

Efter

stk. 2

kan fosterreduktion tillige foretages efter udløbet af 12. svangerskabsuge,

hvis en af de i stk. 1 nævnte betingelser er opfyldt, og der foreligger

særlige omstændigheder. I disse tilfælde kræver fosterreduktionen tilladelse

fra abortsamrådet. Tilladelse vil efter omstændighederne kunne gives, hvis

det

først efter udløbet af 12. svangerskabsuge konstateres, at der er flere

fostre,

at risikoen f.eks. for kvindens helbred er større end først antaget, eller

hvis

der på dette tidspunkt konstateres en sygdom hos kvinden, der gør, at

gennemførelse af et flerfoldssvangerskab indebærer en betydelig

helbredsmæssig

risiko for hende. Ligesom ved tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter

§ 3, skal der lægges vægt på, hvor langt henne i graviditeten kvinden

er.

Der skal således vægtigere grunde til at tillade fosterreduktion, jo senere i

graviditeten indgrebet skal ske.

Efter

stk. 3

kan tilladelse til fosterreduktion endvidere gives, hvis der er risiko for,

at

et af fostrene på grund af arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i

fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.

Bestemmelsen omfatter bl.a. de tilfælde, hvor der f.eks. ved en scanning

eller

fostervandsprøve konstateres misdannelse ved et af fostrene, eller hvor der

pga. arvelige anlæg er risiko for, at fostret vil få en legemlig eller

sjælelig

sygdom. Betingelserne for at foretage fosterreduktion er de samme som

betingelserne for at foretage svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12.

svangerskabsuge på grund af misdannelser ved fostret, jf. lovens § 3,

stk. 1, nr. 3. I modsætning til svangerskabsafbrydelse kræver

fosterreduktion i disse tilfælde tilladelse, også når det sker inden udløbet

af

12. svangerskabsuge.

I

§ 3 a,

stk. 4

, foreslås det, at fosterreduktion i tilfælde, hvor fostret må

antages at være levedygtigt, kun må foretages, hvis de i stk. 3

(misdannelser ved fostret) anførte grunde med afgørende vægt taler for det.

Dette svarer til, hvad der gælder for svangerskabsafbrydelse. Der kan ikke

gives tilladelse til fosterreduktion efter § 3 a, stk. 2, jf.

stk. 1, hvis fostret må antages at være levedygtigt. Er en

fosterreduktion

nødvendig for at afværge fare for kvindens liv eller alvorlig forringelse af

hendes helbred, vil den dog kunne foretages efter den foreslåede bestemmelse

i

§ 3 b, også selv om fostret er levedygtigt.

Ad § 3 b

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i lovens

§ 2, hvorefter svangerskabsafbrydelse kan foretages uden tilladelse

efter

udløbet af 12. svangerskabsuge, hvis det er nødvendigt for at afværge fare

for

kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige eller

sjælelige helbred, og denne fare er udelukkende eller overvejende lægeligt

begrundet. Efter den foreslåede bestemmelse i § 3 b, vil der i sådanne

tilfælde i stedet også kunne foretages fosterreduktion.

Til nr. 7

Det foreslås, at det er de

eksisterende samråd, jf. lovens § 4, der skal træffe afgørelse om

fosterreduktion efter § 3 a, stk. 2 og 3.

Samrådet skal således i tilfælde, hvor 12. svangerskabsuge

er udløbet, vurdere om en af betingelserne i § 3 a er opfyldt, og om der

i

givet fald foreligger sådanne særlige omstændigheder, at det på den baggrund

kan tillades, at kvinden får foretaget en fosterreduktion, jf. § 3 a,

stk. 2.

Samrådet skal endvidere tage stilling til, om der

foreligger en fare for, at et foster på grund af arvelige anlæg eller

beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig legemlig

eller

sjælelig lidelse, og at det på den baggrund kan tillades, at kvinden får

foretaget en fosterreduktion, jf. § 3 a, stk. 3.

I de situationer, hvor fostret må antages at være

levedygtigt, skal samrådet i forbindelse med deres afgørelse afgøre, om de i

§ 3 a, stk. 3, nævnte omstændigheder taler med afgørende vægt for

at

foretage en fosterreduktion.

Det foreslås, at samrådets afgørelse skal kunne indbringes

for Abortankenævnet.

Forslaget indeholder endvidere en konsekvensrettelse som

følge af, at § 7 ophæves.

Til nr. 8

Efter § 4, stk. 2, i den gældende lov skal

formanden for ankenævnet have juridisk embedseksamen.

Da der i praksis altid udpeges en dommer som formand,

foreslås bestemmelsen ændret, således at det klart kommer til at fremgå, at

formanden skal være dommer.

Der henvises endvidere til de almindelige bemærkninger i

pkt. 5 samt til bemærkningerne til § 2, nr. 4.

Til nr. 9

Kapitel 3 i den gældende lov om svangerskabsafbrydelse

indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved anmodning om

svangerskabsafbrydelse. Det foreslås, at kapitel 3 også skal finde anvendelse

ved fosterreduktion.

Det følger heraf, at anmodning om fosterreduktion skal

fremsættes af kvinden selv, jf. lovens § 5. I lighed med gældende ret

vedrørende svangerskabsafbrydelse skal ansøgningen ikke indgives skriftligt.

Er

kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling, alvorlig svækket

helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå betydningen af

indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler herfor, tillade

fosterreduktion efter anmodning fra en beskikket værge.

Til nr. 10

Efter § 6, stk. 1, i den gældende lov, skal

forældremyndighedsindehaveren samtykke i anmodningen om

svangerskabsafbrydelse,

hvis kvinden er under 18 år og ikke har indgået ægteskab. Efter forslaget

kommer dette også til at gælde for fosterreduktion.

Efter forslaget kan samrådet, hvis omstændighederne taler

derfor - på samme måde som ved svangerskabsafbrydelse - tillade at samtykke

ikke indhentes, eller at fosterreduktion foretages, selv om samtykke efter

stk. 1 nægtes.

Til nr. 11

Efter den gældende bestemmelse i lovens § 7 kan

samrådet tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 3, selv

om

kvinden ikke har bopæl her i landet. Bestemmelsen foreslås ophævet som en

konsekvens af, at alle kvinder, uanset i hvilket land de har bopæl, efter

forslaget skal kunne få foretaget svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion

her

i landet, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Til nr. 12

Det foreslås, at anmodning om fosterreduktion ligesom

anmodning om svangerskabsafbrydelse - skal fremsættes over for en læge eller

over for amtskommunen eller i København og på Frederiksberg og Bornholm

kommunen.

Det er efter bestemmelsen uden betydning, om fremsættelsen

sker over for en læge ansat på et offentligt sygehus, kvindens egen læge

eller

en læge ansat på et privat hospital eller en klinik.

Reglerne i stk. 2 om, at kvinden hvis anmodningen

fremsættes over for en læge skal gøres opmærksom på, at hun ved henvendelse

til amtskommunen (kommunen) kan få vejledning om de foreliggende muligheder

for

støtte til gennemførelse af svangerskabet, kan ikke anses for at være

relevant

i tilfælde af fosterreduktion, da kvinden jo netop ønsker at gennemføre

svangerskabet.

Derimod finder reglen i § 8, stk. 3, hvorefter

kvinden skal vejledes om indgrebets beskaffenhed og direkte følger samt om

den

risiko, der må antages at være forbundet med indgrebet, også anvendelse ved

fosterreduktion.

Det følger endvidere af § 8, stk. 4, (som bliver

stk. 5) at kvinden også i tilfælde af fosterreduktion skal tilbydes en

støttesamtale før og efter indgrebet.

Til nr. 13

Forslaget indebærer, at hvis betingelserne for

svangerskabsafbrydelse efter § 1 eller § 2 eller betingelserne for

fosterreduktion efter § 3 a eller § 3 b ikke er opfyldt, skal lægen

straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for amtsrådet

(kommunalbestyrelsen). Det vil herefter være det samråd, der er oprettet for

amtskommunen (kommunen), der skal tage stilling til, om kvinden kan få

tilladelse til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion.

Bestemmelsen svarer til den gældende § 9, 2. pkt., for

så vidt angår svangerskabsafbrydelse. Der henvises nærmere til bemærkningerne

nedenfor til § 1, nr. 14.

Til nr. 14

Efter § 9 i den gældende lov henviser lægen eller

amtskommunen kvinden til et sygehus, hvis betingelserne i § 1 eller

§ 2 for foretagelse af svangerskabsafbrydelse skønnes opfyldt. Hvis

betingelserne ikke anses for opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen

med sin udtalelse for amtsrådet (kommunalbestyrelsen).

Denne bestemmelse foreslås ophævet, dog således at

indholdet af § 9, 2. pkt., indsættes som stk. 4 i § 8, jf.

bemærkningerne ovenfor.

Ophævelsen af § 9, 1. pkt., er en konsekvens af

ændringen af lovens § 10, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter

svangerskabsafbrydelse ikke længere kun kan foretages på offentlige sygehuse.

Til nr. 15

Efter § 10, stk. 1, i den gældende lov må

svangerskabsafbrydelse kun foretages på offentlige hospitaler eller dertil

tilknyttede ambulatorier.

Denne bestemmelse foreslås ændret, således at svangerskabsafbrydelse

før udløbet af 12. svangerskabsuge kan foretages på private hospitaler og

klinikker, mens svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge

og

fosterreduktion fortsat kun må foretages på offentlige sygehuse.

Det er Sundhedsstyrelsens opfattelse, at der ikke er nogen

sundhedsfaglig begrundelse for at opretholde et krav om, at

svangerskabsafbrydelse før udløbet af 12. svangerskabsuge kun må foretages på

et offentligt sygehus. Udviklingen i den medicinske teknologi og de anvendte

svangerskabsafbrydelsesmetoder

har medført, at indgrebet i dag er blevet enklere, og at det fuldt ud

forsvarligt kan foretages af speciallæger i gynækologi og obstetrik, der har

de

fornødne faciliteter og det fornødne udstyr og eventuelt personale. Det

findes

endvidere hensigtsmæssigt, at amterne, Bornholms Kommune samt Hovedstadens

Sygehusfællesskab får mulighed for selv at tilrettelægge behandlingstilbuddet

for så vidt angår svangerskabsafbrydelse.

For så vidt angår fosterreduktion, er det Sundhedsstyrelsens

opfattelse, at disse indgreb kun skal kunne ske i det offentlige

sygehusvæsen.

Derudover er passagen »eller dertil knyttede ambulatorier«

taget ud af lovteksten. Her er dog alene tale om en modernisering af

formuleringen, og ændringen medfører ingen indskrænkelse af, hvor indgrebene

kan finde sted i det offentlige sygehusvæsen.

Forslaget indebærer endvidere, at læger, sygeplejersker,

jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider mod deres etiske eller

religiøse opfattelse at foretage eller medvirke til fosterreduktion, efter

anmodning skal fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under

uddannelse til et af de nævnte erhverv. Dette svarer til, hvad der gælder for

svangerskabsafbrydelse.

Endelig præciseres det, at fritagelsen for at medvirke til

svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion også gælder for social- og

sundhedsassistenter.

Til nr. 16

Den foreslåede bestemmelse indebærer for det første, at en

kvinde, der har bopæl i Danmark, har ret til at få sit svangerskab afbrudt

eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms Kommunes

eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i § 1,

§ 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt. Med bestemmelsen

præciseres samtidig amtskommunernes, Bornholms Kommunes og Hovedstadens

Sygehusfællesskabs forpligtelse til at yde dette tilbud.

Adgangen til at få foretaget vederlagsfri

svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion på amtskommunale, Bornholms

Kommunes eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse gælder for kvinder,

der

har bopæl her i landet, jf. bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om

ret

til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. Ved bopæl forstås som udgangspunkt

folkeregistrering.

Derudover vil kvinder, som ikke har bopæl her i landet,

have ret til vederlagsfrit at få afbrudt deres svangerskab eller få foretaget

fosterreduktion på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes eller

Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, hvis det under ophold her i landet

viser sig nødvendigt som følge af en akut situation som f.eks. en ulykke,

pludselig opstået sygdom eller forværring af en kronisk sygdom, jf. § 9,

stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om ret til

sygehusbehandling og fødselshjælp m.v.

Endelig vil kvinder, der ikke har bopæl her i landet, og

som ikke befinder sig i en akut situation, kunne få afbrudt deres svangerskab

eller få foretaget fosterreduktion på offentlige sygehuse, når det under de

foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise kvinden til

behandling i hjemlandet. Der kan opkræves betaling i disse situationer, men

behandlingen kan dog også ydes vederlagsfrit, når det under de foreliggende

omstændigheder skønnes rimeligt, jf. § 9, stk. 2 og 3, i

bekendtgørelse nr. 1162 af 16. december 2002 om ret til sygehusbehandling og

fødselshjælp m.v.

Til nr. 17

Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller

fosterreduktion afholdes af bopælsamtskommunen, jf. lov om sygehusvæsenet og

lov om offentlig sygesikring. For så vidt angår indgreb, der foretages i

sygesikringsregi, forudsættes de nærmere regler for de nævnte indgreb

fastlagt

i henhold til sygesikringsoverenskomst om vilkårene for speciallægehjælp i

henhold til lov om offentlig sygesikring.

Udgifterne i anledning af en svangerskabsafbrydelse, der

foretages på et privat hospital eller klinik uden overenskomst med den

offentlige sygesikring, afholdes af patienten, medmindre det amt (kommunen),

hvorunder patienten hører, har besluttet at benytte pågældende privathospital

eller klinik til denne opgave som en del af amtets sygehustilbud.

En kvinde bosat i udlandet skal endvidere som udgangspunkt

selv afholde udgiften til indgrebet, herunder udgifter til støttesamtaler og

eventuel tolkebistand, uanset om indgrebet bliver udført på et privat

hospital

eller klinik eller på et offentligt hospital, jf. bemærkningerne til nr. 3.

Endvidere må en kvinde, der ikke har bopæl her i landet, selv fremskaffe

eventuelt nødvendige dokumenter, ligesom oversættelse af disse dokumenter må

ske for kvindens regning.

Til nr. 18

Det foreslås, at justitsministeren bemyndiges til at

fastsætte regler om anmodning om fosterreduktion og om behandlingen af sager

herom herunder om udgifter i forbindelse med oversættelse af relevante

dokumenter til brug for behandlingen af sagen i samrådet.

Til nr. 19

Forslaget indebærer, at foretagelse af fosterreduktion i

tilfælde, hvor betingelserne ikke er opfyldt, kan straffes på samme måde som

ulovlig foretagelse af svangerskabsafbrydelse.

Til nr. 20.

Ifølge § 15 i lov om svangerskabsafbrydelse er det

strafbart til andre end sygehuse at sælge genstande eller stoffer, der må

antages at være bestemt til afbrydelse af svangerskab, eller i øvrigt at

stille

sådanne genstande til rådighed mod vederlag. Bestemmelsen foreslås ophævet,

idet den næppe kan antages længere at have nogen praktisk betydning, og idet

reglen om, at svangerskabsafbrydelse kun må foretages på offentlige sygehus,

foreslås ophævet.

Til § 2

(Lov om sterilisation og kastration)

Til nr. 1

Det foreslås, at enhver, der er fyldt 25 år, kan blive

steriliseret i Danmark. Det er således efter forslaget ikke længere et krav,

at

den pågældende skal have bopæl i Danmark eller have et særligt tilhørsforhold

til Danmark.

For så vidt angår sterilisation, der kræver tilladelse

efter § 3, stk. 2, og § 4, må det for personer, der ikke har

bopæl i Danmark, kræves, at de nødvendige dokumenter til brug for vurdering

af

sagen fremskaffes af ansøgeren, ligesom oversættelser af diverse udenlandske

dokumenter må ske for ansøgerens regning.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4, for

så vidt angår baggrunden for ophævelsen af bopælskravet.

Til nr. 2

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 4,

stk. 1, 1. pkt., indebærer, at tilladelse til at blive steriliseret i

Danmark, hvis helt særlige betingelser er opfyldt, jf. § 4, stk. 1,

nr. 1-4, kan gives, uanset om den pågældende har bopæl i Danmark.

Forslaget indeholder endvidere en sproglig præcisering i

forhold til den eksisterende bestemmelse.

Til nr. 3

Der er alene tale om en modernisering af bestemmelsen,

således at ordet »åndssvaghed « udgår. Dette indebærer ikke nogen ændring af

den personkreds, der er omfattet af bestemmelsen, idet bestemmelsen som en af

grundene til, at en person kan være uegnet til at drage omsorg for børn på

forsvarlig måde, også nævner svag begavelse.

Til nr. 4

Der er tale om konsekvensrettelser som følge af, at

§ 8 i sterilisationsloven ophæves, og at lov om svangerskabsafbrydelse

ændrer titel til lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.

Til nr. 5

Der er tale om en konsekvensrettelse som følge af, at lov

om svangerskabsafbrydelse ændrer titel til lov om svangerskabsafbrydelse og

fosterreduktion.

Til nr. 6

Det fremgår af § 5, stk. 3, i den gældende lov,

at såvel samrådet som ankenævnet skal tiltrædes af en særligt beskikket

dommer

ved behandlingen af en række specielle sager, som nævnt under nr. 1-4, hvor

der

er et særligt retsbeskyttelseshensyn at tage de til pågældende personer.

Det foreslås, at ankenævnet ikke længere skal tiltrædes af

en særligt beskikket dommer under behandlingen af de sager, der er omfattet

af

§ 5, stk. 3, nr. 1-3.

Baggrunden herfor er, at det under § 1, nr. 8,

foreslås at ændre § 4, stk. 2, 3. pkt., i lov om

svangerskabsafbrydelse, således at det af loven kommer til fremgå, at

formanden

for Ankenævnet i sager om svangerskabsafbrydelse og sterilisation skal være

dommer. Hermed findes det retssikkerhedshensyn, som skulle sikres ved, at en

særligt beskikket dommer skulle medvirke under behandlingen af de specielle

sager, allerede at være opfyldt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 5.

Ændringen i § 5, stk. 3, nr. 2, er en

konsekvensrettelse. Der henvises til bemærkningerne under § 1, nr. 5.

For så vidt angår ændringen i § 5, stk. 3, nr. 3,

er der alene tale om en præcisering og modernisering af formuleringen. Der

tilsigtes således ikke nogen ændring af den persongruppe, der efter den

gældende lov er omfattet af bestemmelsen.

Det fremgår i dag af § 5, stk. 3, nr. 3, at

samrådet og ankenævnet i forbindelse med behandlingen af en ansøgning fra en

person, der »mod sin vilje er indlagt eller tilbageholdt på statshospital i

medfør af loven om sindssyge personers hospitalsophold«, skal tiltrædes af en

særligt beskikket dommer.

Det foreslås, at henvisningen til lov om sindssyge

personers hospitalsophold ændres til lov om frihedsberøvelse og anden tvang i

psykiatrien. Lov om sindssyge personers hospitalsophold fra 1938 blev således

i

1989 erstattet af lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden

tvang i psykiatrien, jf. lovbekendtgørelse nr. 849 af 2. december 1998 som

ændret ved lov nr. 377 af 6. juni 2002.

Af § 5, stk. 3, nr. 4, fremgår det i dag, at

samrådet og ankenævnet under behandlingen af en ansøgning fra en person, der

»modtager hjælp i henhold til lovgivningen om forsorgen for åndssvage og

andre

særlig svagtbegavede«, skal tiltrædes af en særligt beskikket dommer.

Denne bestemmelse er ikke medtaget i den nye affattelse af

§ 5, stk. 3.

Baggrunden herfor er, at lov nr. 192 af 5. juni 1959 om

forsorgen for åndssvage og andre særlig svagtbegavede blev ophævet i

forbindelse med, at åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg blev udlagt

til

kommuner og amtskommuner med virkning fra 1. januar 1980, jf. lov nr. 257 af

8.

juni 1978 (Udlægningsloven).

Da reglerne om særlig hjælp, støtte og behandling til disse

persongrupper ikke længere er samlet under én lov, men er udlagt i flere

love,

bl.a. lov om social service, findes henvisningen misvisende.

Til nr. 7

Der er tale om en modernisering af bestemmelsen, således at

ordet »åndssvaghed « ændres til »hæmmet psykisk udvikling«. Den moderniserede

formulering, der også anvendes i § 5, stk. 2, i lov om

svangerskabsafbrydelse, indebærer ikke nogen ændring af den personkreds, der

er

omfattet af bestemmelsen.

Til nr. 8

Der er alene tale om en modernisering af bestemmelsen,

således at ordet »åndssvaghed « udgår. Dette indebærer ikke nogen ændring af

den personkreds, der er omfattet af bestemmelsen, idet bestemmelsen som en af

grundene til, at en person kan være uegnet til at drage omsorg for børn på

forsvarlig måde, også nævner svag begavelse.

Til nr. 9

Den gældende bestemmelse har som følge af forslaget om

ophævelse af bopælskravet ikke længere praktisk betydning. Det er således

efter

forslaget tilladt for alle personer, der opfylder kravene i loven, at få

foretaget sterilisation.

Til nr. 10

Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, at kun

personer, som har bopæl i Danmark, har ret til at blive steriliseret på

offentlige sygehuse, når betingelserne i § 2, § 3 eller § 4 er

opfyldt.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i pkt. 4.

Til nr. 11

Den foreslåede ændring indebærer, at en person, der

opfylder betingelserne i § 13, kan blive kastreret i Danmark. Det er

således ikke længere et krav, at den pågældende skal have bopæl i Danmark.

For så vidt angår fremlæggelse og oversættelse af de

nødvendige dokumenter henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2,

nr. 1.

Til nr. 12

Forslaget indeholder dels konsekvensrettelser som følge af,

at § 8 ikke længere har praktisk betydning og dermed ophæves, dels

sproglige ændringer i forhold til den gældende bestemmelse.

Til nr. 13

Ændringen er en konsekvensrettelse. Der henvises til

bemærkningerne under § 1, nr. 5.

Til § 3

Med henblik på at sikre den fornødne tid til udarbejdelse

af administrative forskrifter, informationsmateriale m.v., foreslås det, at

ændringerne af lov om svangerskabsafbrydelse træder i kraft den 1. juli 2004.

Da ophævelsen af bopælskravet i sterilisationsloven er

nødvendig for at sikre overholdelsen af Danmarks EU-retlige forpligtelser,

foreslås det, at § 2 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i

Lovtidende.

Stk. 2

regulerer de foreslåede ændringers gyldighed for

Færøerne og Grønland.

Bilag

1

Lovforslaget sammenholdt med gældende formulering

Gældende formulering

Lovforslaget

§ 1

I lov om svangerskabsafbrydelse, jf.

lovbekendtgørelse nr. 762 af 11. september 2002, foretages følgende

ændringer:

1.

Lovens

titel

affattes således:

Lov om svangerskabsafbrydelse

»Lov om svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion«

2.

Overskriften

til

kapitel 1

affattes således:

Kapitel 1

»Kapitel 1

Betingelser

Betingelser for svangerskabsafbrydelse«

3.

§ 1

affattes således:

§ 1.

En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit

svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.

svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne i § 8 er iagttaget,

fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.

»§ 1.

En kvinde kan uden tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet kan

foretages inden udløbet af 12. svangerskabsuge, og kvinden, efter at reglerne

i § 8 er iagttaget, fastholder sit ønske om svangerskabsafbrydelse.«

§ 3.

Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få

tilladelse til svangerskabsafbrydelse, hvis:

4.

I

§ 3, stk. 1,

udgår », som har bopæl

her i landet,«.

1)

(Udelades)

2)

graviditeten

skyldes omstændigheder som nævnt i borgerlig straffelovs § 210 eller

§§ 216-224,

5.

I

§ 3, stk. 1, nr. 2,

ændres

»borgerlig straffelovs« til: »straffelovens«.

3)-6) (Udelades)

6.

Efter

§ 3 indsættes:

»Kapitel 1 A

Betingelser for fosterreduktion

§ 3 a.

En kvinde, der er gravid med flere fostre, kan uden særlig tilladelse få

reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af

12. svangerskabsuge og væsentligt formindsker en risiko for, at kvinden

spontant vil abortere alle fostre, at et eller flere fostre som følge af for

tidlig fødsel ikke vil være levedygtige eller vil få en alvorlig legemlig

eller sjælelig lidelse, at der vil opstå fare for kvindens liv, eller at

kvindens legemlige eller sjælelige helbred vil blive væsentligt forringet.

Stk. 2.

Er 12.

svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde i de i stk. 1 nævnte tilfælde få

tilladelse til fosterreduktion, hvis der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 3.

Uden for

de i stk. 1 nævnte tilfælde kan en kvinde få tilladelse til at få

reduceret antallet af fostre, hvis der er risiko for, at fostret på grund af

arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en

alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.

Stk. 4.

Må

fostret i de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde antages at være levedygtigt,

kan tilladelse til fosterreduktion kun gives, hvis de i stk. 3 nævnte

omstændigheder med afgørende vægt taler for det.

§ 3 b.

Selv om 12. svangerskabsuge er udløbet, kan en kvinde uden tilladelse få

reduceret antallet af fostre, hvis indgrebet er nødvendigt for at afværge

fare for hendes liv eller for en alvorlig forringelse af hendes legemlige

eller sjælelige helbred, og denne fare udelukkende eller ganske overvejende

er lægeligt begrundet.«

7.

§ 4, stk. 1, 1. pkt.,

affattes

således:

§ 4.

Justitsministeren

opretter for hver amtskommune og for Københavns henholdsvis Frederiksberg og

Bornholms Kommune et eller flere samråd, der afgør sager efter § 3,

§ 5, stk. 2, § 6, stk. 2 og 3, og § 7. Et samråd

består af en medarbejder ved amtskommunen (kommunen) med juridisk eller

social uddannelse samt to læger. Den ene læge skal være speciallæge i

gynækologi eller kirurgi og så vidt muligt ansat ved et stedligt sygehus,

mens den anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig

socialmedicinsk indsigt.

»Justitsministeren opretter for hver amtskommune og for

Københavns henholdsvis Frederiksberg og Bornholms Kommune et eller flere

samråd, der afgør sager efter § 3, § 3 a, stk. 2 og 3,

§ 5, stk. 2, og § 6, stk. 2 og 3.«

Stk. 2.

Et samråds afgørelse kan indbringes for et ankenævn, der

tillige fører tilsyn med samrådenes virksomhed. Ankenævnet, der oprettes af

justitsministeren, består af en formand og et antal andre medlemmer.

Formanden skal have juridisk embedseksamen. I behandlingen af hver klagesag

deltager mindst tre medlemmer, herunder formanden eller et medlem, der

opfylder betingelserne for at kunne være formand for nævnet. Af de to andre

medlemmer skal den ene være speciallæge i gynækologi eller kirurgi, mens den

anden skal være speciallæge i psykiatri eller have særlig socialmedicinsk

indsigt.

8.

I

§ 4, stk. 2, 3. pkt.,

ændres »have

juridisk embedseksamen« til: »være dommer«.

§ 5.

Anmodning

om svangerskabsafbrydelse skal fremsættes af kvinden selv.

Stk. 2.

Er kvinden på grund af sindssygdom, hæmmet psykisk udvikling,

alvorligt svækket helbred eller af anden grund ude af stand til at forstå

betydningen af indgrebet, kan samrådet, når omstændighederne taler derfor,

tillade svangerskabsafbrydelse efter anmodning fra en særligt beskikket

værge. For beskikkelsen af denne værge finder bestemmelsen i værgemålslovens

§ 50 tilsvarende anvendelse. Samrådets afgørelse kan indbringes for

ankenævnet af kvinden eller værgen.

9.

I

§ 5, stk. 1,

og i

§ 5, stk. 2

, indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

§ 6.

- - -

10.

I

§ 6, stk. 3,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

Stk. 3.

Samrådet kan, når omstændighederne taler derfor, tillade

svangerskabsafbrydelse, selv om samtykke efter stk. 1 nægtes. Samrådets

afgørelse kan indbringes for ankenævnet af kvinden eller forældremyndighedens

indehaver.

§ 7.

Samrådet kan tillade svangerskabsafbrydelse efter § 1

eller § 3, selv om kvinden ikke har bopæl her i landet, hvis hun har en

særlig tilknytning hertil.

11.

§ 7

ophæves.

§ 8.

Anmodning om svangerskabsafbrydelse fremsættes over for en læge

eller over for en amtskommune eller i København og på Frederiksberg kommunen.

12.

I

§ 8, stk. 1,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »eller fosterreduktion«.

Stk. 2.

(Udelades)

Stk. 3.

(Udelades)

Stk. 4.

(Udelades)

13.

I

§ 8

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Skønner

lægen, at betingelserne for svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion i

§ 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller § 3 b ikke er

opfyldt, skal lægen straks forelægge anmodningen med sin udtalelse for

amtsrådet (kommunalbestyrelsen).«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 9.

Hvis betingelserne i § 1 eller § 2 skønnes opfyldt,

henviser lægen eller amtskommunen (kommunen) kvinden til et sygehus, jf.

§ 10. I modsat fald skal lægen straks forelægge anmodningen med sin

udtalelse for amtsrådet (kommunalbestyrelsen).

14.

§ 9

ophæves.

15.

§ 10

affattes således:

§ 10.

Svangerskabsafbrydelse

må kun foretages af læger på amtskommunale samt Hovedstadens

Sygehusfællesskabs sygehuse eller dertil knyttede ambulatorier.

»§ 10.

Svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 12. svangerskabsuge og

fosterreduktion må kun foretages af læger på amtskommunale, Bornholms

Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse.

Stk. 2.

Læger, sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det

strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller

medvirke til svangerskabsafbrydelse, skal efter anmodning fritages herfor.

Tilsvarende gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte

erhverv.

Stk. 2.

Læger,

sygeplejersker, jordemødre, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter,

for hvem det strider mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage

eller medvirke til svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion, skal efter

anmodning fritages herfor. Tilsvarende gælder for personer, der er under

uddannelse til et af de nævnte erhverv.«

16.

Efter

§ 10 indsættes:

»§ 10 a.

En kvinde, som har bopæl her i landet, har ret til at få sit svangerskab

afbrudt eller få reduceret antallet af fostre på amtskommunale, Bornholms

Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse, når betingelserne i

§ 1, § 2, § 3, § 3 a eller § 3 b er opfyldt.«

17.

§ 11

affattes således:

§ 11.

Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse afholdes efter

de gældende regler for almindelig sygehusbehandling.

»§ 11.

Udgifterne i anledning af svangerskabsafbrydelse eller fosterreduktion

afholdes af bopælsamtskommunen i henhold til lov om sygehusvæsenet eller lov

om offentlig sygesikring.«

§ 12.

Justitsministeren fastsætter regler om anmodning om

svangerskabsafbrydelse og om behandlingen af sager herom.

18.

I

§ 12

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.

19.

§ 14

affattes således:

§ 14.

En læge, der afbryder en andens svangerskab, uden at

betingelserne i §§ 1 eller 2 er opfyldt, og uden at der foreligger

tilladelse efter § 3, straffes, medmindre højere straf er forskyldt

efter borgerlig straffelov, med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde.

»§ 14.

En læge, der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion,

uden at betingelserne i § 1, § 2, § 3 a, stk. 1, eller

§ 3 b er opfyldt, og uden at der foreligger tilladelse efter § 3

eller § 3 a, stk. 2 eller 3, straffes, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven, med fængsel indtil 2 år, under formildende

omstændigheder med bøde.

Stk. 2.

En læge, der afbryder en andens svangerskab, uden at

betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,

straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig

straffelov.

Stk. 2.

En læge,

der afbryder en andens svangerskab eller foretager fosterreduktion, uden at

betingelserne i § 5, § 6 og § 8, stk. 3, er opfyldt,

straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffeloven.

Stk. 3.

En læge, der afbryder en andens svangerskab i strid med

§ 10, stk. 1, straffes med bøde.

Stk. 3.

Den, som

uden at være læge afbryder en andens svangerskab eller foretager

fosterreduktion, straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er

forskyldt efter straffeloven.

Stk. 4.

Den, som uden at være læge afbryder en andens svangerskab,

straffes med fængsel indtil 4 år, medmindre højere straf er forskyldt efter

borgerlig straffelov.

Stk. 4.

Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på den, der bistår ved den

pågældende virksomhed.«

Stk. 5.

Stk. 1 og 4 finder tilsvarende anvendelse på den, der

bistår ved den pågældende virksomhed.

§ 15.

Den, som til andre end sygehuse sælger genstande eller stoffer,

der må antages at være bestemt til afbrydelse af svangerskab, eller i øvrigt

stiller sådanne genstande til rådighed mod vederlag, straffes med bøde,

fængsel indtil 4 måneder eller under særlig skærpende omstændigheder med

fængsel indtil 4 år.

20.

§ 15

ophæves.

§ 2

I lov om sterilisation og kastration, jf.

lovbekendtgørelse nr. 661 af 12. juli 1994, som ændret senest ved § 25 i

lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1.

§ 2, stk. 1,

affattes således:

§ 2.

Enhver, der er fyldt 25 år og har bopæl her i landet, har ret

til at blive steriliseret.

»Enhver, der er fyldt 25 år, kan uden tilladelse blive

steriliseret.«

2.

§ 4, stk. 1, 1. pkt.,

affattes

således:

§ 4.

Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt, kan

personer, som har bopæl her i landet, få tilladelse til sterilisation, hvis:

»Er betingelserne i § 2 eller § 3 ikke opfyldt,

kan tilladelse til sterilisation gives, hvis:«.

1)

(Udelades)

3.

§ 4, stk. 1, nr. 2,

affattes

således:

2)

ansøgeren, dennes

ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig

lidelse, åndssvaghed eller svag begavelse i øvrigt, grovere

karakterafvigelser eller alvorlig legemlig lidelse er uegnet til at drage

omsorg for børn på forsvarlig måde,

3)

- 4) (Udelades)

»2)

ansøgeren, dennes

ægtefælle eller samlever på grund af sindssygdom eller anden sjælelig

lidelse, svag begavelse, grovere karakterafvigelser eller alvorlig legemlig

lidelse er uegnet til at drage omsorg for børn på forsvarlig måde,«.

4.

§ 5, stk. 1,

affattes således:

§ 5.

Sager efter § 3, stk. 2, § 4, § 6,

stk. 2, § 7 og § 8 afgøres af de samråd, der er oprettet i

henhold til lov om svangerskabsafbrydelse.

»Stk. 1.

Sager

efter § 3, stk. 2, § 4, § 6, stk. 2, og § 7

afgøres af de samråd, der er oprettet i henhold til lov om

svangerskabsafbrydelse og fosterreduktion.«

Stk. 2.

Et samråds afgørelse kan indbringes for det ankenævn, der er

oprettet i henhold til lov om svangerskabsafbrydelse.

5.

I

§ 5, stk. 2,

indsættes efter

»svangerskabsafbrydelse«: »og fosterreduktion«.

6.

§ 5, stk. 3,

affattes således:

Stk. 3.

Samrådet og ankenævnet tiltrædes af en særligt beskikket dommer

ved behandlingen af en ansøgning fra en person, der:

»Stk. 3.

Samrådet

tiltrædes af en særlig beskikket dommer ved behandlingen af en ansøgning fra

en person, der:

1)

er under 18 år

1)

er under 18 år,

2)

er undergivet

foranstaltninger i henhold til borgerlig straffelovs §§ 68-70,

2)

er undergivet

foranstaltninger i henhold til straffelovens §§ 68-70, eller

3)

mod sin vilje er

indlagt eller tilbageholdt på statshospital i medfør af loven om sindssyge

personers hospitalsophold eller

3)

mod sin vilje er

indlagt eller tilbageholdt på et amtskommunalt eller et af Bornholms Kommunes

eller Hovedstadens Sygehusfællesskabs sygehuse i medfør af lov om

frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien.«

4)

modtager hjælp i

henhold til lovgivningen om forsorgen for åndssvage og andre særlig

svagtbegavede.

§ 6.

- - -

7.

I

§ 6, stk. 2,

ændres »åndssvaghed«

til: »hæmmet psykisk udvikling«.

Stk. 2.

Er denne på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller af anden

grund varigt eller for længere tid ude af stand til at forstå betydningen af

indgrebet, kan samrådet efter anmodning fra en særligt beskikket værge

tillade sterilisation, når omstændighederne taler derfor. Samrådets afgørelse

kan af værge indbringes for ankenævnet.

§ 7.

Er den, på hvem indgrebet skal foretages, umyndig, sindssyg

eller åndssvag, eller findes det i øvrigt på grund af ansøgerens sjælelige

tilstand, herunder svag begavelse, betænkeligt, at denne på egen hånd anmoder

om sterilisation, kan samrådet tillade sterilisation efter anmodning fra den

pågældende og forældremyndighedens indehaver eller værgen, eventuelt en

særligt beskikket værge. Samrådets afgørelse kan indbringes for ankenævnet af

ansøgeren, forældremyndighedens indehaver og værgen.

8.

I

§ 7

ændres », sindssyg eller åndssvag«

til: »eller sindssyg«.

§ 8.

Samrådet kan tillade sterilisation efter § 2 eller

§ 4, selv om ansøgeren ikke har bopæl her i landet, hvis den pågældende

har en særlig tilknytning hertil.

9.

§ 8

ophæves.

10.

Efter

§ 9 indsættes:

»§ 10.

En person, som har bopæl her i landet, har ret til at blive steriliseret på

amtskommunale, Bornholms Kommunes og Hovedstadens Sygehusfællesskabs

sygehuse, når betingelser i § 2, § 3 eller § 4 er opfyldt.«

§ 13.

En person, som har bopæl her i landet, kan få tilladelse til

kastration, hvis ansøgerens kønsdrift udsætter denne for at begå forbrydelser

eller medfører betydelige sjælelige lidelser eller social forringelse.

11.

I

§ 13, stk. 1,

udgår », som har

bopæl her i landet,«.

§ 14.

- - -

12.

§ 14, stk. 2,

affattes således:

Stk. 2.

§§ 6-8 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om

kastration. De afgørelser, der efter § 6, stk. 2, § 7 og

§ 8 ved sterilisation træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog

ved kastration af justitsministeren.

»Stk. 2.

§§ 6-7 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om kastration. De

afgørelser, der ved ansøgning om sterilisation efter § 6, stk. 2,

og § 7 træffes af et samråd eller ankenævnet, træffes dog af

justitsministeren, når der er tale om en ansøgning om kastration.«

§ 17.

Den,

der ulovligt foretager sterilisation eller kastration, straffes med bøde,

medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

13.

I

§ 17

ændres »borgerlig straffelov« til:

»straffeloven«.

§ 3

Stk. 1.

§ 1

træder i kraft den 1. juli 2004. § 2 træder i kraft dagen efter

bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2.

Loven

gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan for Grønland sættes i kraft ved

kongelig anordning med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold

tilsiger.

Lignende dokumenter