Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremsat den 27. oktober 1999 af justitsministeren (Frank
Jensen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
svangerskabsafbrydelse
(Sene provokerede aborter)
§ 1
I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af
15. september 1986, som senest ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995,
foretages følgende ændring:
1.
I § 3 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt,
kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i
stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende
vægt taler for det.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. januar 2000.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål og baggrund.
Lovforslaget indebærer en regulering af adgangen til
at få foretaget visse sene provokerede aborter.
Der foreslås således en skærpelse af
lovens betingelser for tilladelse til svangerskabsafbrydelse i
tilfælde, hvor det pågældende foster må antages at
være levedygtigt.
I sådanne tilfælde er det efter forslaget ikke
tilstrækkeligt, at de almindelige betingelser er opfyldt. Tilladelse
Læs alt
kan kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige
anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få
en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og disse
omstændigheder med afgørende vægt taler for, at der
foretages svangerskabsafbrydelse.
Lovforslaget fremsættes på baggrund af den
senere tids debat i bl.a. Folketinget om etiske spørgsmål i
forbindelse med sene aborter.
2. Gældende ret.
2.1. Lovgivningen.
Efter § 1 i lov om svangerskabsafbrydelse har en
kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab
afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.
svangerskabsuge, og kvinden efter at være blevet vejledt om
mulighederne for støtte til gennemførelse af svangerskabet m.v.
fastholder sit ønske herom.
Efter lovens § 2 kan en kvinde endvidere uden
særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er
nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en
alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og
denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt
begrundet.
I andre tilfælde - dvs. hvor 12. svangerskabsuge er
udløbet, og der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i
§ 2 - kan der kun foretages svangerskabsafbrydelse med særlig
tilladelse, jf. lovens § 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:
»§ 3. Er 12. svangerskabsuge udløbet,
kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til
svangerskabsafbrydelse, hvis:
1) Svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet
medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af
foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller
svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige
livsforhold,
2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i
borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216-224,
3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg
eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse,
4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse
eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på
forsvarlig måde,
5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden
formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,
eller
6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må
antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke
kan afværges på anden måde, således at det af hensyn
til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens
øvrige børn må anses for påkrævet, at
svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens
alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens
boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige
forhold.
Stk. 2.
Tilladelse til svangerskabsafbrydelse
må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom,
har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte
kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet
nu indebærer.«
Tilladelse efter bestemmelsen gives af de regionale
abortsamråd. Et samråds afslag på en ansøgning om
tilladelse kan indbringes for Ankenævnet i sager om
svangerskabsafbrydelse og sterilisation (Abortankenævnet), jf.
nærmere lovens § 4, stk. 2. Tilladelse kan efter § 4,
stk. 3, kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller
ankenævnet.
Den gældende lov fastsætter ikke nogen
grænse for, hvor sent i graviditeten der kan gives tilladelse til
svangerskabsafbrydelse. I betænkning nr. 522/1969 om adgang til
svangerskabsafbrydelse anføres således (side 117), at der i
overensstemmelse med gældende ret ikke foreslås fastsat nogen
»tidsgrænse opad.« Det anføres endvidere i betænkningen
(side 92), at afgørelsen om meddelelse af tilladelse beror på
»et skøn, hvor der især tages hensyn til indikationens styrke
sammenholdt med den forøgede risiko og belastning, som indgrebet
må antages at ville medføre for den pågældende
kvinde.«
Efter lovens § 10, stk. 2, skal læger,
sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider
mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke
til svangerskabsafbrydelse, efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende
gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte
erhverv. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset på hvilket stadium i
graviditeten der er tale om at foretage svangerskabsafbrydelse.
2.2. Praksis i abortsamrådene og Abortankenævnet.
Selv om der principielt ikke gælder nogen
tidsmæssig grænse for, hvor sent der kan gives tilladelse til
svangerskabsafbrydelse, følger det af lovens § 3, stk. 2, om
hensynet til risikoen for kvindens helbred, at der skal stilles øgede
krav til indikationens styrke, jo længere fremme i graviditeten kvinden
er.
Også i øvrigt har Abortankenævnet
været meget tilbageholdende med at give tilladelse i tilfælde,
hvor kvinden har været langt henne i graviditeten. I nævnets
høringssvar af 19. december 1997 over Det Etiske Råds rapport om
sene provokerede aborter (jf. nedenfor pkt. 4.2) anføres bl.a.,
at tilladelse til abort efter udløbet af 12. svangerskabsuge
kræver stigende styrke i indikationen, desto senere i graviditeten
indgrebet ønskes foretaget, at der kun meget sjældent
gives tilladelse efter udløbet af 22. svangerskabsuge, og at
der efter udløbet af 24. svangerskabsuge praktisk talt kun foretages
abort i tilfælde, der er omfattet af lovens § 2, og hvor der
således ikke kræves tilladelse.
I høringssvaret anfører nævnet
endvidere bl.a. følgende om praksis på området:
»Ankenævnet har i sine retningslinier tillagt begge
forhold [hensynet til kvindens og barnets rettigheder] betydning. Dels
kvindens ret til at bestemme over eget liv og dels barnets muligheder i
tilfælde af, at det bliver født. Denne afvejning er
foregået på den måde, at der med stigende
graviditetslængde stilles krav om stigende tyngde af en social-
psykiatrisk indikation, medens påviste invaliderende misdannelser hos
fosteret har givet kvinden adgang til at vælge abort op til 22. uge og
i meget sjældne tilfælde op til 24. uge. Efter 22. uge er
tilladelsen stort set kun givet, hvis der ikke var udsigt til, at barnet
kunne overleve eller kun kunne overleve med svær sygdom eller stor
sandsynlighed for at dø kort efter fødslen.«
Som bilag 2 til lovforslaget er der optaget en oversigt
over tilladelser til svangerskabsafbrydelse i 1996-98. Det fremgår
heraf bl.a., at der i de nævnte år er givet henholdsvis 562, 584
og 562 tilladelser.
De fleste af disse tilladelser er givet inden
udløbet af 18. svangerskabsuge. Efter dette tidspunkt er der i de
nævnte år givet henholdsvis 141, 134 og 138 tilladelser. Efter
udløbet af 22. svangerskabsuge er de tilsvarende tal 15, 8 og 13, og
efter udløbet af 24. uge 5, 1 og 4.
Det fremgår endvidere bl.a., at de tilladelser, der
i de nævnte år er givet efter udløbet af 24.
svangerskabsuge, alle er givet efter bestemmelsen i § 3, stk. 1,
nr. 3, om tilfælde, hvor der er fare for, at barnet på grund af
arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil
få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det samme
gælder stort set de tilladelser, der er givet efter 22. uge.
I de fire sager, hvor der i 1998 blev givet tilladelse til
svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 24. svangerskabsuge, var der i
det første tilfælde (25. uge) tale om et tvillingepar med
blodtransfusions-syndrom. Det måtte anses for tvivlsomt, om fostrene
var levedygtige, og de ville under alle omstændigheder komme til at
lide af svære hjerneskader. I det andet tilfælde (28. uge) blev
der ved ultralydsscanning påvist sådanne defekter ved fosteret,
at det ikke kunne anses for levedygtigt. I det tredje tilfælde (29.
uge) var der ved ultralydsscanning påvist en nyrelidelse, som
måtte anses for uforenelig med liv. I det fjerde tilfælde (29.
uge) var det ved ultralydsscanning påvist, at fosteret ikke havde nogen
hjerne, og at det var uden udsigt til liv.
3. Retsstillingen i Norge og Sverige.
3.1. Retsstillingen i Norge.
Adgangen til at få foretaget abort i Norge er
reguleret i lov nr. 50 af 13. juni 1975 om svangerskabsavbrudd.
Efter lovens § 2 er der fri adgang til
svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 12. svangerskabsuge, medmindre
tungtvejende medicinske grunde taler imod.
Afbrydelse af svangerskabet efter udgangen af 12.
svangerskabsuge kræver tilladelse fra abortnævnet. Tilladelse kan
gives under nærmere angivne betingelser, som efter deres karakter
svarer til dem, der er anført i den danske lovs § 3.
Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort ikke
foretages, medmindre der foreligger særligt tungtvejende grunde, jf.
§ 2, stk. 6, 1. pkt.
Endvidere fremgår det af bestemmelsens 2. pkt., at
abort ikke kan tillades, såfremt der er grund til at antage, at
fosteret er levedygtigt. Der er tale om en skønsmæssig vurdering
i forhold til det enkelte foster. Vurderingen foretages af abortnævnet.
Der kan ikke dispenseres.
Det antages i forarbejderne til loven, at levedygtighed
normalt indtræder i tidsrummet mellem 24. og 28. svangerskabsuge. Det
er imidlertid senere antaget, at levedygtighed kan indtræde efter
udgangen af 22 uge.
Medfører svangerskabet overhængende fare for
kvindens liv eller helbred, kan der foretages abort uden tilladelse, jf.
lovens § 10. Dette gælder, selv om fosteret må anses for
levedygtigt.
3.2. Retsstillingen i Sverige.
I Sverige er reglerne om svangerskabsafbrydelse indeholdt
i Abortlag nr. 1974:595 med senere ændringer.
Efter lovens § 1 er der fri adgang til
svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 18. svangerskabsuge. Det
gælder dog ikke, hvis svangerskabsafbrydelsen på grund af sygdom
hos kvinden kan antages at medføre alvorlig fare for hendes liv eller
helbred.
Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort kun
udføres med Socialstyrelsens tilladelse. Meddelelse af tilladelse
forudsætter, at der foreligger særlige grunde, jf. lovens
§ 3, stk. 1. Spørgsmålet om, hvornår der
foreligger sådanne grunde, er ikke udtrykkeligt reguleret i loven, men
fastlagt i Socialstyrelsens praksis.
Efter lovens § 3, stk. 2, kan der ikke foretages
svangerskabsafbrydelse, hvis der er grund til at antage, at fosteret er
levedygtigt. Der er ligesom i Norge tale om en individuel bedømmelse
af det enkelte foster. I praksis giver Socialstyrelsen normalt ikke
tilladelse efter udgangen af 22. svangerskabsuge, medmindre fosteret lider af
så alvorlig sygdom m.v., at det alligevel ikke kan antages at
være levedygtigt.
Uanset den nævnte grænse kan der senere i
graviditeten foretages svangerskabsafbrydelse, såfremt der foreligger
alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, jf. lovens § 6,
stk. 2.
4. Den offentlige debat m.v.
4.1. Indledning.
Der har i den senere tid været ført en
omfattende debat om de etiske problemstillinger, som er forbundet med
gennemførelse af sene provokerede aborter.
Debatten har navnlig angået tilfælde, hvor det
pågældende foster må anses for levedygtigt i den forstand,
at det ville kunne overleve, hvis det på tidspunktet for den
ønskede svangerskabsafbrydelse kom til verden ved en naturlig
fødsel.
Fra debatten kan bl.a. fremhæves Det Etiske
Råds rapport af oktober 1997 om sene provokerede aborter (nedenfor pkt.
4.2) og Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag af 8. december 1998 om
forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre (nedenfor pkt.
4.3).
4.2. Det Etiske Råds rapport.
Det Etiske Råd afgav i oktober 1997 - efter
anmodning fra Justitsministeriet - en rapport om sene provokerede aborter.
Rapporten indeholder en nærmere belysning af de etiske
problemstillinger og dilemmaer, der er forbundet med sådanne aborter.
Bl.a. omtales spørgsmålet om forholdet mellem kvindens og det
ufødte barns rettigheder, spørgsmålet om, hvorvidt det
ufødte barns etiske ret til at leve stiger i takt med dets fysiske
udvikling, spørgsmålet om hensyn til de etiske dilemmaer, der
kan opstå for det sundhedsfaglige personale, og
spørgsmålet om, hvilken betydning sene aborter har for det
samfundsmæssige menneskesyn.
Endvidere anføres i rapporten bl.a., at sene
provokerede aborter i videst muligt omfang bør undgås.
Rådet peger i den forbindelse på behovet for en opprioritering af
det opsøgende og oplysende arbejde, således at der i videst
muligt omfang ydes støtte og rådgivning til kvinder, som
ønsker at få foretaget svangerskabsafbrydelse.
Med hensyn til indførelse af en øvre
tidsmæssig grænse i loven anføres i rapporten
følgende (side 10):
»En øvre grænse for sene, provokerede aborter?
Det Etiske Råd er delt, når det gælder
ønsket om at fastsætte en øvre grænse for sene,
provokerede aborter.
Ingen øvre grænse for sene, provokerede aborter
For de medlemmer, som ikke ønsker en grænse
(Pelse Helms Kaae, Lene Koch, Sigurd Olesen, Lars-Henrik Schmidt, Sven Asger
Sørensen, Marianne Wangsted), har det været afgørende, at
en øvre grænse vil betyde, at der ikke vil være mulighed
for at tage hensyn til de specielle tilfælde, hvor den enkelte kvinde
og familie befinder sig i en så belastende og sårbar situation,
at det gør abort velbegrundet. Begrundelsen kan både omfatte
medicinske og sociale indikationer for sene, provokerede aborter. Denne
position skal ses i sammenhæng med en opprioritering af
rådgivning, oplysning og støtte under graviditeten og efter
fødslen.
Indførelse af en øvre grænse for sene, provokerede
aborter
For de medlemmer, som ønsker en øvre
grænse for sene provokerede aborter, er der enighed om at knytte denne
grænse til et levedygtighedskriterium. En bestemmelse om, at tilladelse
til abort på levedygtige fostre ikke må gives, bør optages
i lovgivningen, mens det bør overlades til Sundhedsstyrelsen at give
nærmere vejledning under respekt af denne lovbestemmelse; dette kan
enten ske ved fastsættelse af detaljerede retningslinier eller
fastsættelse af en ugegrænse.
Nogle af disse medlemmer (Niels Henrik Arendt, Erling
Tiedemann, Marina Cecilie Roné, Karen Schousboe, Mikael Rørth,
Inga Steiner Sørensen og Frederik Christensen) er af den opfattelse,
at det er etisk uacceptabelt at tillade abort på levedygtige fostre. I
lighed med, hvad der allerede er gældende i Norge og Sverige,
bør abortsamrådenes/Abortankenævnets adgang til at meddele
tilladelse efter lovens § 3 (se side 5) derfor bortfalde, når
fosteret har nået en alder, hvor det med de til enhver tid
værende lægelige, jordemoderfaglige og plejemæssige
muligheder må anses for at ville være levedygtigt, hvis det kom
til verden ved en for tidlig fødsel. Så lidt som i Norge og
Sverige bør lovgivningen give mulighed for tilladelse efter lovens
§ 3 til abort af levedygtige fostre; noget sådant vil være i
strid med den intuition og umiddelbare etiske sans, som i overvejende grad
findes i befolkningen.
Andre af disse medlemmer (Søren Holm og Linda
Nielsen) mener, at der uanset levedygtighedskriteriet børe være
mulighed for, at Abortsamrådet kan give dispensation i helt
ekstraordinære tilfælde, særligt hvis fosteret ikke vil
være levedygtigt efter fødslen eller barnets liv vil være
forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.«
Efter modtagelsen af Det Etiske Råds rapport
gennemførte Justitsministeriet en høring over rapporten.
Høringssvarene afspejler betydelige forskelle i
opfattelserne af det rejste spørgsmål, herunder med hensyn til,
om der bør fastsættes en øvre tidsmæssig
grænse. Et gennemgående træk i udtalelserne er dog, at der
- såfremt der fastsættes en sådan grænse - bør
være mulighed for efter omstændighederne at give dispensation.
Det fremhæves endvidere i en række af høringssvarene, at
der er et væsentligt behov for at yde rådgivning og vejledning af
kvinder, som ønsker svangerskabsafbrydelse.
Særligt om spørgsmålet om en
levedygtighedsgrænse anføres i Sundhedsstyrelsens
høringssvar af 16. februar 1998 sammenfatningsvis bl.a.
følgende:
»På ovenstående baggrund konkluderer
Sundhedsstyrelsen, at en lovfæstet »levedygtighedsgrænse«,
såfremt den tænkes fastsat som det tidligste tidspunkt, hvor
undtagelsesvis overlevelse af levendefødte er set (18.-20. uge), ville
indebære et markant brud såvel med abortlovens nuværende
bestemmelser, som med mangeårig praksis i abortsamrådene, men at
en sådan absolut grænse heller ikke ville være forenelig
med en sædvanlig opfattelse af levedygtighed, hvor der
forudsættes en vis realistisk udsigt til at kunne leve.
Såfremt der ved levedygtighed derimod skal
forstås, at fostret ud fra en mere omfattende vurdering af hvert enkelt
tilfælde, må antages med en vis rimelig sandsynlighed at ville
kunne overleve i det mindste i en kortere periode (mindst 7 dage) efter
fødslen uden for moderen, ville et forbud mod abort af levedygtige
fostre efter Sundhedsstyrelsens vurdering have været foreneligt med den
samrådspraksis, vi kender i Danmark, og som formentligt ikke adskiller
sig nævneværdig fra praksis i Norge og Sverige. Der tages her
forbehold for, at en nøjere fastlæggelse af kriterierne for
levedygtighed i sidste ende ville være væsentligt politisk
bestemt, særligt hvor stor en statistisk sandsynlighed der måtte
forlanges for at tale om »levedygtighed« i konkrete tilfælde.«
Det tilføjes, at der i Sundhedsministeriets
handlingsplan af 13. oktober 1999 for nedbringelse af antallet af provokerede
aborter bl.a. lægges op til en styrkelse af den rådgivende
indsats over for kvinder, der overvejer abort, herunder en forbedring af de
professionelle rådgiveres faglige kompetence.
4.3. Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag.
I december 1998 fremsatte Kristeligt Folkeparti et forslag
til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige
fostre (beslutningsforslag B 69 af 8. december 1998).
Forslaget indebærer, at regeringen skal
fremsætte forslag om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse,
således at der indføres et forbud mod abort på levedygtige
fostre. Forbudet skal efter forslaget sikre fostre mod at blive udsat for
provokeret abort, hvis de har »samme alder som tidligere eksempler på
levedygtige ekstremt tidligt fødte.« Det foreslås i den
forbindelse, at sundhedsministeren årligt skal fastsætte »den
gældende aktuelle grænse for fostres levedygtighed.« I
bemærkningerne til forslaget er det forudsat, at grænsen for
tiden må antages at ligge omkring 18.-20. svangerskabsuge.
Der skal efter beslutningsforslaget ikke være
mulighed for dispensation fra forbudet. Der skal dog fortsat kunne foretages
svangerskabsafbrydelse i tilfælde som nævnt i lovens
§ 2.
Beslutningsforslaget blev 1. behandlet i Folketinget den
21. januar 1999. Justitsministeren oplyste i den forbindelse, at der ville
blive udarbejdet et lovudkast om sene provokerede aborter med henblik
på udsendelse i høring i foråret 1999. Der henvises til
Folketingstidende 1998/99, side 3163 ff.
5. Justitsministeriets overvejelser.
5.1. Indledende bemærkninger.
Det spørgsmål, som har været rejst i
den offentlige debat, er, om der bør være en grænse for,
hvor sent i graviditeten tilladelse til svangerskabsafbrydelse kan gives.
Spørgsmålet er aktualiseret som følge af udviklingen i de
lægevidenskabelige muligheder for at redde tidligt fødte
børn. I princippet vil der således efter de gældende
regler kunne foretages abort af fostre, der, såfremt de på
tidspunktet for indgrebet var blevet født på naturlig
måde, kunne have været reddet.
Det er dette dilemma, der er udgangspunktet for Det Etiske
Råds rapport, jf. ovenfor pkt. 4.2.
Det må antages, at der på årsplan er
tale om et meget lille antal svangerskabsafbrydelser, hvor
spørgsmålet om levedygtighed med mening kan rejses, jf.
nærmere ovenfor pkt. 2.2 og 4.2. En lovregulering vil derfor i det
højeste have betydning i nogle ganske få sager om
året.
Der er imidlertid tale om en principiel og etisk
væsentlig problemstilling, som den gældende lov - i
modsætning til, hvad der f.eks. gælder i Norge og Sverige - ikke
udtrykkeligt forholder sig til.
På den baggrund finder Justitsministeriet det
rigtigst, at der sker en lovmæssig stillingtagen til
spørgsmålet. En sådan stillingtagen indebærer en
afklaring af, på hvilket stadium i graviditeten en grænse i givet
fald bør sættes (nedenfor pkt. 5.2), og af, om der, uanset at
grænsen er overskredet, i særlige tilfælde alligevel
bør være mulighed for at tillade svangerskabsafbrydelse
(nedenfor pkt. 5.3).
5.2. Indførelse af en levedygtighedsgrænse.
Et flertal i Det Etiske Råd (ni ud af 15 medlemmer)
har anbefalet, at der indføres en øvre tidsmæssig
grænse for tilladelser til svangerskabsafbrydelse, og at denne
grænse sættes ved hjælp af et levedygtighedskriterium, jf.
ovenfor pkt. 4.2.
Justitsministeriet er enig i dette synspunkt. Det må
anses for rigtigt og naturligt i selve loven at markere, at der er en
principiel forskel mellem tilfælde, hvor der udføres
svangerskabsafbrydelse på et foster, som, hvis det kom til verden ved
en naturlig fødsel, alligevel ikke ville kunne overleve, og
tilfælde, hvor der er tale om et levedygtigt foster. En lovmæssig
markering vil også svare til, hvad der bl.a. gælder i Norge og
Sverige.
Justitsministeriet finder ikke, at der bør
fastsættes en bestemt ugegrænse. Der er herved bl.a. lagt
vægt på, at det vil være meget vanskeligt præcist at
fastlægge, på hvilket stadium i graviditeten levedygtighed
indtræder, og at der ikke vil være mulighed for løbende at
indrette praksis i overensstemmelse med en eventuel yderligere udvikling i de
lægevidenskabelige muligheder for at redde tidligt fødte
børn. Hertil kommer, at en ugegrænse ikke tager højde for
den situation, hvor grænsen er overskredet, men hvor det
pågældende foster - f.eks. fordi det ikke har nogen hjerne -
alligevel ikke kan anses for levedygtigt.
Efter Justitsministeriets opfattelse må vurderingen
af levedygtighed derfor på samme måde som i Norge og Sverige ske
i forhold til det enkelte foster. Det afgørende bør være,
om der er en realistisk udsigt til, at barnet ville kunne overleve i hvert
fald i nogle uger, såfremt det på tidspunktet for det
påtænkte indgreb kom til verden ved en naturlig fødsel. I
så fald bør fosteret anses for levedygtigt og dermed omfattet af
den foreslåede skærpelse.
Der er tale om en lægefaglig vurdering i det enkelte
tilfælde. Som forholdene er i dag, må det antages, at
grænsen i praksis vil ligge omkring udgangen af 24.
svangerskabsuge.
5.3. Spørgsmålet om dispensation.
Et væsentligt spørgsmål er, om et
forbud mod abort på levedygtige fostre skal være absolut, eller
om der fortsat i særlige tilfælde bør være mulighed
for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Der ses i den forbindelse
bort fra tilfælde som nævnt i lovens § 2 om fare for
kvindens liv m.v. Her bør der under alle omstændigheder - og som
hidtil uden særlig tilladelse - være adgang til
svangerskabsafbrydelse.
Det flertal i Det Etiske Råd, der har anbefalet en
øvre tidsmæssig grænse, har været delt i
spørgsmålet om dispensation. Syv medlemmer af flertallet har
foreslået, at grænsen skal være ufravigelig, mens to
medlemmer - herunder rådets formand - har anbefalet, at der gives
mulighed for dispensation i helt ekstraordinære tilfælde,
herunder hvor barnets liv »vil være forbundet med uafhjælpelig
svær lidelse«, jf. ovenfor pkt. 4.2.
Efter Justitsministeriets opfattelse kan problemstillingen
- bl.a. i lyset af den foreliggende praksis, jf. ovenfor pkt. 2.2 -
begrænses til tilfælde efter lovens § 3, stk. 1, nr. 3,
hvor der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller
beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse. Det bemærkes i den forbindelse,
at der i tilfælde, der er omfattet af de øvrige bestemmelser i
§ 3, stk. 1, og hvor afbrydelse af svangerskabet samtidig er
nødvendig for at afværge fare for moderens liv eller for en
alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred m.v.,
vil kunne foretages svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, jf. den
nævnte bestemmelse i lovens § 2. Dette vil bl.a. kunne forekomme,
hvor graviditeten skyldes en sædelighedsforbrydelse, herunder incest,
jf. § 3, stk. 1, nr. 2.
Justitsministeriet finder det på den baggrund
rigtigt og forsvarligt at afskære muligheden for tilladelse til
svangerskabsafbrydelse på levedygtige fostre i tilfælde omfattet
af § 3, stk. 1, nr. 1-2 og 4-6.
Med hensyn til tilfælde omfattet af § 3,
stk. 1, nr. 3, kan der efter Justitsministeriets opfattelse næppe
udelukkes særlige situationer, hvor en samlet afvejning af
modstående hensyn må føre til, at der bør gives
tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Justitsministeriet finder derfor, at
loven fortsat bør holde en mulighed åben for at give tilladelse
i sådanne tilfælde. Tilladelse må dog forudsætte, at
de omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, med
afgørende vægt taler for det.
Der er tale om en skærpelse i forhold til de strenge
krav, som efter loven allerede gælder i dag. Tilladelse til
svangerskabsafbrydelse vil herefter kun kunne gives i tilfælde af
invaliderende misdannelser m.v. hos fosteret, hvor afgørende hensyn
taler for ikke at tvinge kvinden til at gennemføre svangerskabet.
5.4. Sammenfatning.
Lovforslaget bygger på den opfattelse, at muligheden
for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens § 3
bør afskæres i tilfælde, hvor det pågældende
foster må anses for levedygtigt, og at dette bør gælde
ubetinget i tilfælde som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-2
og 4-6.
I tilfælde som nævnt i § 3, stk. 1,
nr. 3 (vedrørende fare for alvorlig legemlig eller sjælelig
lidelse hos barnet) bør der fortsat holdes en mulighed åben for
at give tilladelse. Tilladelse bør her forudsætte, at de
omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, med afgørende
vægt taler for, at der foretages svangerskabsafbrydelse.
Kan det pågældende foster ikke anses for
levedygtigt, skal ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse
fortsat bedømmes efter de regler, der gælder i dag, og der vil
under alle omstændigheder - uden tilladelse - kunne foretages
svangerskabsafbrydelse i tilfælde som nævnt i lovens § 2,
hvor der er fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes
legemlige eller sjælelige helbred.
Der vil fortsat skulle være enstemmighed i
abortsamrådet eller Abortankenævnet for, at tilladelse kan gives,
og det sundhedsfaglige personale m.v. vil ligeledes som hidtil kunne fritages
for at medvirke ved bl.a. de omhandlede svangerskabsafbrydelser.
6. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller
administrative konsekvenser for det offentlige.
Lovforslaget har ingen erhvervsmæssige eller
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
7. Hørte myndigheder m.v.
Lovforslaget har været sendt til høring hos
Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,
Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Abortankenævnet,
Nævnet for Etnisk Ligestilling, Ligestillingsrådet, Det Etiske
Råd, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Almindelige Danske
Lægeforening, Dansk Selskab for Almen Medicin,
Embedslægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation,
Foreningen af Speciallæger, Foreningen af Yngre Læger, Dansk
Psykolog Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Obstetrik og
Gynækologi, Dansk Præsteforening, Den Almindelige Danske
Jordemoderforening, Dansk Sygeplejeråd, Børnerådet, Dansk
Kvindesamfund, Mødrehjælpen, Foreningen Far til Støtte
for Børn og Forældre, Foreningen Sex og Samfund, Landsforeningen
Spædbarnsdød, Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv,
jordemoder Bente Torp og jordemoder Kirsten Lyck.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
Positive
konsekvenser/mindreudgifter
Negative
konsekvenser/merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Den foreslåede bestemmelse indebærer en
regulering af adgangen til at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse i
tilfælde, hvor det pågældende foster må anses for
levedygtigt.
I sådanne tilfælde vil der ikke længere
kunne gives tilladelse efter lovens § 3, stk. 1, nr. 1-2 og 4-6.
Endvidere vil der kun kunne gives tilladelse efter nr. 3, såfremt de
omstændigheder, der nævnes i bestemmelsen, med afgørende
vægt taler for det.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.
5.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2000.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
Gældende formulering
Lovforslaget
I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af
15. september 1986, som senest ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995,
foretages følgende ændring:
§ 3.
Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som
har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse,
hvis:
1.
I § 3 indsættes som stk. 3:
1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet
medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af
foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller
svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige
livsforhold,
2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i
borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216- 224,
3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg
eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig
legemlig eller sjælelig lidelse,
4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse
eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på
forsvarlig måde,
5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden
formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,
eller
6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må
antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke
kan afværges på anden måde, således at det af hensyn
til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens
øvrige børn må anses for påkrævet, at
svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens
alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens
boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.
Stk. 2.
Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun
gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en
sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for
den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu
indebærer.
»Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt,
kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i
stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende
vægt taler for det.«
Bilag 2
Oversigt over tilladelser til svangerskabsafbrydelse i
perioden 1996-98
Tilladelser i 1996
Hjemmel/fosterets alder
Uge
13/ 14
Uge
15/ 16
Uge
17/ 18
Uge
19/ 20
Uge
21/ 22
Uge
23/ 24
Uge
25/ 26
Uge
27 -
Ialt
§ 3, stk. 1, nr. 1:
1
-
1
1
1
-
-
-
4
§ 3, stk. 1, nr. 3:
42
38
61
60
20
9
-
5
235
§ 3, stk. 1, nr. 4:
-
1
-
1
-
-
-
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 5:
5
8
3
2
1
-
-
-
19
§ 3, stk. 1, nr. 6:
87
76
42
12
2
-
-
-
219
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:
-
-
1
-
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5:
-
-
1
-
1
-
-
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:
5
7
7
3
9
-
-
-
31
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:
-
-
-
1
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:
-
-
2
2
-
-
-
-
4
§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:
8
12
10
4
3
1
-
-
38
§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:
1
-
-
-
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:
1
-
-
1
1
-
-
-
3
§ 3, stk. 1, nr. 3, 5 og 6:
-
-
-
1
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 6:
-
-
1
-
-
-
-
-
1
I alt:
150
142
129
88
38
10
0
5
562
Tilladelser i 1997
Hjemmel/fosterets alder
Uge
13/14
Uge
15/16
Uge
17/18
Uge
19/20
Uge
21/22
Uge
23/24
Uge
25/26
Ialt
§ 3, stk. 1, nr. 1:
1
3
2
3
-
-
-
9
§ 3, stk. 1, nr. 3:
46
36
73
57
24
4
1
241
§ 3, stk. 1, nr. 4:
6
2
1
-
-
-
-
9
§ 3, stk. 1, nr. 5:
4
1
2
2
-
-
-
9
§ 3, stk. 1, nr. 6:
101
72
36
11
2
1
-
223
§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:
1
-
-
1
1
-
-
3
§ 3, stk. 1, nr. 1, 4 og 5:
1
-
-
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:
-
-
1
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:
1
-
2
1
-
-
-
4
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:
7
7
6
12
4
1
-
37
§ 3, stk. 1, nr. 2 og 6:
1
-
2
-
-
-
-
3
§ 3, stk. 1, nr. 3, 4 og 6:
-
-
1
-
-
1
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 3, 5 og 6:
-
-
-
1
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:
-
-
-
1
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:
2
2
-
-
-
-
-
4
§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:
10
8
12
5
1
-
-
36
I alt:
181
131
138
94
32
7
1
584
Tilladelser i 1998
Hjemmel/fosterets alder
Uge
13/ 14
Uge
15/ 16
Uge
17/ 18
Uge
19/ 20
Uge
21/ 22
Uge
23/ 24
Uge
25/ 26
Uge
27 -
Ialt
§ 3, stk. 1, nr. 1:
5
4
1
2
3
-
-
-
15
§ 3, stk. 1, nr. 3:
49
37
62
62
27
7
1
3
248
§ 3, stk. 1, nr. 4:
-
2
1
1
-
-
-
-
4
§ 3, stk. 1, nr. 5:
6
5
3
1
-
-
-
-
15
§ 3, stk. 1, nr. 6:
90
65
22
8
3
-
-
-
188
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 3:
-
-
-
1
1
-
-
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:
1
-
-
-
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5:
-
1
-
1
1
-
-
-
3
§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:
8
4
9
4
3
2
-
-
30
§ 3, stk. 1, nr. 3 og 6:
-
1
1
-
-
-
-
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:
-
-
-
1
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:
2
3
1
1
1
-
-
-
8
§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:
15
11
11
4
-
-
-
-
41
§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:
1
1
-
-
-
-
-
-
2
§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:
1
-
-
-
-
-
-
-
1
§ 3, stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 6:
-
-
1
-
-
-
-
-
1
I alt:
178
134
112
86
39
9
1
3
562
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (27. oktober 1999) - L 76 Retsinformation · 27. oktober 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse Retsinformation · 9. maj 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre Retsinformation · 8. december 1998
- Forslag til Lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. og børneloven (Ændring af grænsen mellem spontan abort og dødfødsel og forenkling af reglerne om registrering af faderskab til dødfødte børn) Retsinformation · 24. november 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. og børneloven (Ændring af grænsen mellem spontan abort og dødfødsel og forenkling af reglerne om registrering af faderskab til dødfødte børn) Retsinformation · 13. februar 2004
- Forslag til Lov om ændring af sundhedsloven (Ændring af ugegrænsen for den fri abort) Retsinformation · 31. januar 2025