Spring til indhold

Retsinformation

Forslag til Lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse

1999/1 LSF 76Lovforslag som fremsatJustitsministeriet27. oktober 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremsat den 27. oktober 1999 af justitsministeren (Frank

Jensen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om

svangerskabsafbrydelse

(Sene provokerede aborter)

§ 1

I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af

15. september 1986, som senest ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995,

foretages følgende ændring:

1.

I § 3 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt,

kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i

stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende

vægt taler for det.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2000.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål og baggrund.

Lovforslaget indebærer en regulering af adgangen til

at få foretaget visse sene provokerede aborter.

Der foreslås således en skærpelse af

lovens betingelser for tilladelse til svangerskabsafbrydelse i

tilfælde, hvor det pågældende foster må antages at

være levedygtigt.

I sådanne tilfælde er det efter forslaget ikke

tilstrækkeligt, at de almindelige betingelser er opfyldt. Tilladelse

Læs alt

kan kun gives, hvis der er fare for, at barnet på grund af arvelige

anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få

en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse, og disse

omstændigheder med afgørende vægt taler for, at der

foretages svangerskabsafbrydelse.

Lovforslaget fremsættes på baggrund af den

senere tids debat i bl.a. Folketinget om etiske spørgsmål i

forbindelse med sene aborter.

2. Gældende ret.

2.1. Lovgivningen.

Efter § 1 i lov om svangerskabsafbrydelse har en

kvinde, som har bopæl her i landet, ret til at få sit svangerskab

afbrudt, hvis indgrebet kan foretages inden udløbet af 12.

svangerskabsuge, og kvinden efter at være blevet vejledt om

mulighederne for støtte til gennemførelse af svangerskabet m.v.

fastholder sit ønske herom.

Efter lovens § 2 kan en kvinde endvidere uden

særlig tilladelse få sit svangerskab afbrudt, hvis indgrebet er

nødvendigt for at afværge fare for hendes liv eller for en

alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred, og

denne fare udelukkende eller ganske overvejende er lægeligt

begrundet.

I andre tilfælde - dvs. hvor 12. svangerskabsuge er

udløbet, og der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i

§ 2 - kan der kun foretages svangerskabsafbrydelse med særlig

tilladelse, jf. lovens § 3. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»§ 3. Er 12. svangerskabsuge udløbet,

kan en kvinde, som har bopæl her i landet, få tilladelse til

svangerskabsafbrydelse, hvis:

1) Svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet

medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af

foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller

svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige

livsforhold,

2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i

borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216-224,

3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg

eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse,

4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse

eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på

forsvarlig måde,

5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden

formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,

eller

6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må

antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke

kan afværges på anden måde, således at det af hensyn

til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens

øvrige børn må anses for påkrævet, at

svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens

alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens

boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige

forhold.

Stk. 2.

Tilladelse til svangerskabsafbrydelse

må kun gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom,

har en sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte

kvinden for den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet

nu indebærer.«

Tilladelse efter bestemmelsen gives af de regionale

abortsamråd. Et samråds afslag på en ansøgning om

tilladelse kan indbringes for Ankenævnet i sager om

svangerskabsafbrydelse og sterilisation (Abortankenævnet), jf.

nærmere lovens § 4, stk. 2. Tilladelse kan efter § 4,

stk. 3, kun gives, hvis der er enighed herom i samrådet eller

ankenævnet.

Den gældende lov fastsætter ikke nogen

grænse for, hvor sent i graviditeten der kan gives tilladelse til

svangerskabsafbrydelse. I betænkning nr. 522/1969 om adgang til

svangerskabsafbrydelse anføres således (side 117), at der i

overensstemmelse med gældende ret ikke foreslås fastsat nogen

»tidsgrænse opad.« Det anføres endvidere i betænkningen

(side 92), at afgørelsen om meddelelse af tilladelse beror på

»et skøn, hvor der især tages hensyn til indikationens styrke

sammenholdt med den forøgede risiko og belastning, som indgrebet

må antages at ville medføre for den pågældende

kvinde.«

Efter lovens § 10, stk. 2, skal læger,

sygeplejersker, jordemødre og sygehjælpere, for hvem det strider

mod deres etiske eller religiøse opfattelse at foretage eller medvirke

til svangerskabsafbrydelse, efter anmodning fritages herfor. Tilsvarende

gælder for personer, der er under uddannelse til et af de nævnte

erhverv. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset på hvilket stadium i

graviditeten der er tale om at foretage svangerskabsafbrydelse.

2.2. Praksis i abortsamrådene og Abortankenævnet.

Selv om der principielt ikke gælder nogen

tidsmæssig grænse for, hvor sent der kan gives tilladelse til

svangerskabsafbrydelse, følger det af lovens § 3, stk. 2, om

hensynet til risikoen for kvindens helbred, at der skal stilles øgede

krav til indikationens styrke, jo længere fremme i graviditeten kvinden

er.

Også i øvrigt har Abortankenævnet

været meget tilbageholdende med at give tilladelse i tilfælde,

hvor kvinden har været langt henne i graviditeten. I nævnets

høringssvar af 19. december 1997 over Det Etiske Råds rapport om

sene provokerede aborter (jf. nedenfor pkt. 4.2) anføres bl.a.,

at tilladelse til abort efter udløbet af 12. svangerskabsuge

kræver stigende styrke i indikationen, desto senere i graviditeten

indgrebet ønskes foretaget, at der kun meget sjældent

gives tilladelse efter udløbet af 22. svangerskabsuge, og at

der efter udløbet af 24. svangerskabsuge praktisk talt kun foretages

abort i tilfælde, der er omfattet af lovens § 2, og hvor der

således ikke kræves tilladelse.

I høringssvaret anfører nævnet

endvidere bl.a. følgende om praksis på området:

»Ankenævnet har i sine retningslinier tillagt begge

forhold [hensynet til kvindens og barnets rettigheder] betydning. Dels

kvindens ret til at bestemme over eget liv og dels barnets muligheder i

tilfælde af, at det bliver født. Denne afvejning er

foregået på den måde, at der med stigende

graviditetslængde stilles krav om stigende tyngde af en social-

psykiatrisk indikation, medens påviste invaliderende misdannelser hos

fosteret har givet kvinden adgang til at vælge abort op til 22. uge og

i meget sjældne tilfælde op til 24. uge. Efter 22. uge er

tilladelsen stort set kun givet, hvis der ikke var udsigt til, at barnet

kunne overleve eller kun kunne overleve med svær sygdom eller stor

sandsynlighed for at dø kort efter fødslen.«

Som bilag 2 til lovforslaget er der optaget en oversigt

over tilladelser til svangerskabsafbrydelse i 1996-98. Det fremgår

heraf bl.a., at der i de nævnte år er givet henholdsvis 562, 584

og 562 tilladelser.

De fleste af disse tilladelser er givet inden

udløbet af 18. svangerskabsuge. Efter dette tidspunkt er der i de

nævnte år givet henholdsvis 141, 134 og 138 tilladelser. Efter

udløbet af 22. svangerskabsuge er de tilsvarende tal 15, 8 og 13, og

efter udløbet af 24. uge 5, 1 og 4.

Det fremgår endvidere bl.a., at de tilladelser, der

i de nævnte år er givet efter udløbet af 24.

svangerskabsuge, alle er givet efter bestemmelsen i § 3, stk. 1,

nr. 3, om tilfælde, hvor der er fare for, at barnet på grund af

arvelige anlæg eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil

få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse. Det samme

gælder stort set de tilladelser, der er givet efter 22. uge.

I de fire sager, hvor der i 1998 blev givet tilladelse til

svangerskabsafbrydelse efter udløbet af 24. svangerskabsuge, var der i

det første tilfælde (25. uge) tale om et tvillingepar med

blodtransfusions-syndrom. Det måtte anses for tvivlsomt, om fostrene

var levedygtige, og de ville under alle omstændigheder komme til at

lide af svære hjerneskader. I det andet tilfælde (28. uge) blev

der ved ultralydsscanning påvist sådanne defekter ved fosteret,

at det ikke kunne anses for levedygtigt. I det tredje tilfælde (29.

uge) var der ved ultralydsscanning påvist en nyrelidelse, som

måtte anses for uforenelig med liv. I det fjerde tilfælde (29.

uge) var det ved ultralydsscanning påvist, at fosteret ikke havde nogen

hjerne, og at det var uden udsigt til liv.

3. Retsstillingen i Norge og Sverige.

3.1. Retsstillingen i Norge.

Adgangen til at få foretaget abort i Norge er

reguleret i lov nr. 50 af 13. juni 1975 om svangerskabsavbrudd.

Efter lovens § 2 er der fri adgang til

svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 12. svangerskabsuge, medmindre

tungtvejende medicinske grunde taler imod.

Afbrydelse af svangerskabet efter udgangen af 12.

svangerskabsuge kræver tilladelse fra abortnævnet. Tilladelse kan

gives under nærmere angivne betingelser, som efter deres karakter

svarer til dem, der er anført i den danske lovs § 3.

Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort ikke

foretages, medmindre der foreligger særligt tungtvejende grunde, jf.

§ 2, stk. 6, 1. pkt.

Endvidere fremgår det af bestemmelsens 2. pkt., at

abort ikke kan tillades, såfremt der er grund til at antage, at

fosteret er levedygtigt. Der er tale om en skønsmæssig vurdering

i forhold til det enkelte foster. Vurderingen foretages af abortnævnet.

Der kan ikke dispenseres.

Det antages i forarbejderne til loven, at levedygtighed

normalt indtræder i tidsrummet mellem 24. og 28. svangerskabsuge. Det

er imidlertid senere antaget, at levedygtighed kan indtræde efter

udgangen af 22 uge.

Medfører svangerskabet overhængende fare for

kvindens liv eller helbred, kan der foretages abort uden tilladelse, jf.

lovens § 10. Dette gælder, selv om fosteret må anses for

levedygtigt.

3.2. Retsstillingen i Sverige.

I Sverige er reglerne om svangerskabsafbrydelse indeholdt

i Abortlag nr. 1974:595 med senere ændringer.

Efter lovens § 1 er der fri adgang til

svangerskabsafbrydelse indtil udgangen af 18. svangerskabsuge. Det

gælder dog ikke, hvis svangerskabsafbrydelsen på grund af sygdom

hos kvinden kan antages at medføre alvorlig fare for hendes liv eller

helbred.

Efter udgangen af 18. svangerskabsuge kan abort kun

udføres med Socialstyrelsens tilladelse. Meddelelse af tilladelse

forudsætter, at der foreligger særlige grunde, jf. lovens

§ 3, stk. 1. Spørgsmålet om, hvornår der

foreligger sådanne grunde, er ikke udtrykkeligt reguleret i loven, men

fastlagt i Socialstyrelsens praksis.

Efter lovens § 3, stk. 2, kan der ikke foretages

svangerskabsafbrydelse, hvis der er grund til at antage, at fosteret er

levedygtigt. Der er ligesom i Norge tale om en individuel bedømmelse

af det enkelte foster. I praksis giver Socialstyrelsen normalt ikke

tilladelse efter udgangen af 22. svangerskabsuge, medmindre fosteret lider af

så alvorlig sygdom m.v., at det alligevel ikke kan antages at

være levedygtigt.

Uanset den nævnte grænse kan der senere i

graviditeten foretages svangerskabsafbrydelse, såfremt der foreligger

alvorlig fare for kvindens liv eller helbred, jf. lovens § 6,

stk. 2.

4. Den offentlige debat m.v.

4.1. Indledning.

Der har i den senere tid været ført en

omfattende debat om de etiske problemstillinger, som er forbundet med

gennemførelse af sene provokerede aborter.

Debatten har navnlig angået tilfælde, hvor det

pågældende foster må anses for levedygtigt i den forstand,

at det ville kunne overleve, hvis det på tidspunktet for den

ønskede svangerskabsafbrydelse kom til verden ved en naturlig

fødsel.

Fra debatten kan bl.a. fremhæves Det Etiske

Råds rapport af oktober 1997 om sene provokerede aborter (nedenfor pkt.

4.2) og Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag af 8. december 1998 om

forbud mod provokeret abort på levedygtige fostre (nedenfor pkt.

4.3).

4.2. Det Etiske Råds rapport.

Det Etiske Råd afgav i oktober 1997 - efter

anmodning fra Justitsministeriet - en rapport om sene provokerede aborter.

Rapporten indeholder en nærmere belysning af de etiske

problemstillinger og dilemmaer, der er forbundet med sådanne aborter.

Bl.a. omtales spørgsmålet om forholdet mellem kvindens og det

ufødte barns rettigheder, spørgsmålet om, hvorvidt det

ufødte barns etiske ret til at leve stiger i takt med dets fysiske

udvikling, spørgsmålet om hensyn til de etiske dilemmaer, der

kan opstå for det sundhedsfaglige personale, og

spørgsmålet om, hvilken betydning sene aborter har for det

samfundsmæssige menneskesyn.

Endvidere anføres i rapporten bl.a., at sene

provokerede aborter i videst muligt omfang bør undgås.

Rådet peger i den forbindelse på behovet for en opprioritering af

det opsøgende og oplysende arbejde, således at der i videst

muligt omfang ydes støtte og rådgivning til kvinder, som

ønsker at få foretaget svangerskabsafbrydelse.

Med hensyn til indførelse af en øvre

tidsmæssig grænse i loven anføres i rapporten

følgende (side 10):

»En øvre grænse for sene, provokerede aborter?

Det Etiske Råd er delt, når det gælder

ønsket om at fastsætte en øvre grænse for sene,

provokerede aborter.

Ingen øvre grænse for sene, provokerede aborter

For de medlemmer, som ikke ønsker en grænse

(Pelse Helms Kaae, Lene Koch, Sigurd Olesen, Lars-Henrik Schmidt, Sven Asger

Sørensen, Marianne Wangsted), har det været afgørende, at

en øvre grænse vil betyde, at der ikke vil være mulighed

for at tage hensyn til de specielle tilfælde, hvor den enkelte kvinde

og familie befinder sig i en så belastende og sårbar situation,

at det gør abort velbegrundet. Begrundelsen kan både omfatte

medicinske og sociale indikationer for sene, provokerede aborter. Denne

position skal ses i sammenhæng med en opprioritering af

rådgivning, oplysning og støtte under graviditeten og efter

fødslen.

Indførelse af en øvre grænse for sene, provokerede

aborter

For de medlemmer, som ønsker en øvre

grænse for sene provokerede aborter, er der enighed om at knytte denne

grænse til et levedygtighedskriterium. En bestemmelse om, at tilladelse

til abort på levedygtige fostre ikke må gives, bør optages

i lovgivningen, mens det bør overlades til Sundhedsstyrelsen at give

nærmere vejledning under respekt af denne lovbestemmelse; dette kan

enten ske ved fastsættelse af detaljerede retningslinier eller

fastsættelse af en ugegrænse.

Nogle af disse medlemmer (Niels Henrik Arendt, Erling

Tiedemann, Marina Cecilie Roné, Karen Schousboe, Mikael Rørth,

Inga Steiner Sørensen og Frederik Christensen) er af den opfattelse,

at det er etisk uacceptabelt at tillade abort på levedygtige fostre. I

lighed med, hvad der allerede er gældende i Norge og Sverige,

bør abortsamrådenes/Abortankenævnets adgang til at meddele

tilladelse efter lovens § 3 (se side 5) derfor bortfalde, når

fosteret har nået en alder, hvor det med de til enhver tid

værende lægelige, jordemoderfaglige og plejemæssige

muligheder må anses for at ville være levedygtigt, hvis det kom

til verden ved en for tidlig fødsel. Så lidt som i Norge og

Sverige bør lovgivningen give mulighed for tilladelse efter lovens

§ 3 til abort af levedygtige fostre; noget sådant vil være i

strid med den intuition og umiddelbare etiske sans, som i overvejende grad

findes i befolkningen.

Andre af disse medlemmer (Søren Holm og Linda

Nielsen) mener, at der uanset levedygtighedskriteriet børe være

mulighed for, at Abortsamrådet kan give dispensation i helt

ekstraordinære tilfælde, særligt hvis fosteret ikke vil

være levedygtigt efter fødslen eller barnets liv vil være

forbundet med uafhjælpelig svær lidelse.«

Efter modtagelsen af Det Etiske Råds rapport

gennemførte Justitsministeriet en høring over rapporten.

Høringssvarene afspejler betydelige forskelle i

opfattelserne af det rejste spørgsmål, herunder med hensyn til,

om der bør fastsættes en øvre tidsmæssig

grænse. Et gennemgående træk i udtalelserne er dog, at der

- såfremt der fastsættes en sådan grænse - bør

være mulighed for efter omstændighederne at give dispensation.

Det fremhæves endvidere i en række af høringssvarene, at

der er et væsentligt behov for at yde rådgivning og vejledning af

kvinder, som ønsker svangerskabsafbrydelse.

Særligt om spørgsmålet om en

levedygtighedsgrænse anføres i Sundhedsstyrelsens

høringssvar af 16. februar 1998 sammenfatningsvis bl.a.

følgende:

»På ovenstående baggrund konkluderer

Sundhedsstyrelsen, at en lovfæstet »levedygtighedsgrænse«,

såfremt den tænkes fastsat som det tidligste tidspunkt, hvor

undtagelsesvis overlevelse af levendefødte er set (18.-20. uge), ville

indebære et markant brud såvel med abortlovens nuværende

bestemmelser, som med mangeårig praksis i abortsamrådene, men at

en sådan absolut grænse heller ikke ville være forenelig

med en sædvanlig opfattelse af levedygtighed, hvor der

forudsættes en vis realistisk udsigt til at kunne leve.

Såfremt der ved levedygtighed derimod skal

forstås, at fostret ud fra en mere omfattende vurdering af hvert enkelt

tilfælde, må antages med en vis rimelig sandsynlighed at ville

kunne overleve i det mindste i en kortere periode (mindst 7 dage) efter

fødslen uden for moderen, ville et forbud mod abort af levedygtige

fostre efter Sundhedsstyrelsens vurdering have været foreneligt med den

samrådspraksis, vi kender i Danmark, og som formentligt ikke adskiller

sig nævneværdig fra praksis i Norge og Sverige. Der tages her

forbehold for, at en nøjere fastlæggelse af kriterierne for

levedygtighed i sidste ende ville være væsentligt politisk

bestemt, særligt hvor stor en statistisk sandsynlighed der måtte

forlanges for at tale om »levedygtighed« i konkrete tilfælde.«

Det tilføjes, at der i Sundhedsministeriets

handlingsplan af 13. oktober 1999 for nedbringelse af antallet af provokerede

aborter bl.a. lægges op til en styrkelse af den rådgivende

indsats over for kvinder, der overvejer abort, herunder en forbedring af de

professionelle rådgiveres faglige kompetence.

4.3. Kristeligt Folkepartis beslutningsforslag.

I december 1998 fremsatte Kristeligt Folkeparti et forslag

til folketingsbeslutning om forbud mod provokeret abort på levedygtige

fostre (beslutningsforslag B 69 af 8. december 1998).

Forslaget indebærer, at regeringen skal

fremsætte forslag om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse,

således at der indføres et forbud mod abort på levedygtige

fostre. Forbudet skal efter forslaget sikre fostre mod at blive udsat for

provokeret abort, hvis de har »samme alder som tidligere eksempler på

levedygtige ekstremt tidligt fødte.« Det foreslås i den

forbindelse, at sundhedsministeren årligt skal fastsætte »den

gældende aktuelle grænse for fostres levedygtighed.« I

bemærkningerne til forslaget er det forudsat, at grænsen for

tiden må antages at ligge omkring 18.-20. svangerskabsuge.

Der skal efter beslutningsforslaget ikke være

mulighed for dispensation fra forbudet. Der skal dog fortsat kunne foretages

svangerskabsafbrydelse i tilfælde som nævnt i lovens

§ 2.

Beslutningsforslaget blev 1. behandlet i Folketinget den

21. januar 1999. Justitsministeren oplyste i den forbindelse, at der ville

blive udarbejdet et lovudkast om sene provokerede aborter med henblik

på udsendelse i høring i foråret 1999. Der henvises til

Folketingstidende 1998/99, side 3163 ff.

5. Justitsministeriets overvejelser.

5.1. Indledende bemærkninger.

Det spørgsmål, som har været rejst i

den offentlige debat, er, om der bør være en grænse for,

hvor sent i graviditeten tilladelse til svangerskabsafbrydelse kan gives.

Spørgsmålet er aktualiseret som følge af udviklingen i de

lægevidenskabelige muligheder for at redde tidligt fødte

børn. I princippet vil der således efter de gældende

regler kunne foretages abort af fostre, der, såfremt de på

tidspunktet for indgrebet var blevet født på naturlig

måde, kunne have været reddet.

Det er dette dilemma, der er udgangspunktet for Det Etiske

Råds rapport, jf. ovenfor pkt. 4.2.

Det må antages, at der på årsplan er

tale om et meget lille antal svangerskabsafbrydelser, hvor

spørgsmålet om levedygtighed med mening kan rejses, jf.

nærmere ovenfor pkt. 2.2 og 4.2. En lovregulering vil derfor i det

højeste have betydning i nogle ganske få sager om

året.

Der er imidlertid tale om en principiel og etisk

væsentlig problemstilling, som den gældende lov - i

modsætning til, hvad der f.eks. gælder i Norge og Sverige - ikke

udtrykkeligt forholder sig til.

På den baggrund finder Justitsministeriet det

rigtigst, at der sker en lovmæssig stillingtagen til

spørgsmålet. En sådan stillingtagen indebærer en

afklaring af, på hvilket stadium i graviditeten en grænse i givet

fald bør sættes (nedenfor pkt. 5.2), og af, om der, uanset at

grænsen er overskredet, i særlige tilfælde alligevel

bør være mulighed for at tillade svangerskabsafbrydelse

(nedenfor pkt. 5.3).

5.2. Indførelse af en levedygtighedsgrænse.

Et flertal i Det Etiske Råd (ni ud af 15 medlemmer)

har anbefalet, at der indføres en øvre tidsmæssig

grænse for tilladelser til svangerskabsafbrydelse, og at denne

grænse sættes ved hjælp af et levedygtighedskriterium, jf.

ovenfor pkt. 4.2.

Justitsministeriet er enig i dette synspunkt. Det må

anses for rigtigt og naturligt i selve loven at markere, at der er en

principiel forskel mellem tilfælde, hvor der udføres

svangerskabsafbrydelse på et foster, som, hvis det kom til verden ved

en naturlig fødsel, alligevel ikke ville kunne overleve, og

tilfælde, hvor der er tale om et levedygtigt foster. En lovmæssig

markering vil også svare til, hvad der bl.a. gælder i Norge og

Sverige.

Justitsministeriet finder ikke, at der bør

fastsættes en bestemt ugegrænse. Der er herved bl.a. lagt

vægt på, at det vil være meget vanskeligt præcist at

fastlægge, på hvilket stadium i graviditeten levedygtighed

indtræder, og at der ikke vil være mulighed for løbende at

indrette praksis i overensstemmelse med en eventuel yderligere udvikling i de

lægevidenskabelige muligheder for at redde tidligt fødte

børn. Hertil kommer, at en ugegrænse ikke tager højde for

den situation, hvor grænsen er overskredet, men hvor det

pågældende foster - f.eks. fordi det ikke har nogen hjerne -

alligevel ikke kan anses for levedygtigt.

Efter Justitsministeriets opfattelse må vurderingen

af levedygtighed derfor på samme måde som i Norge og Sverige ske

i forhold til det enkelte foster. Det afgørende bør være,

om der er en realistisk udsigt til, at barnet ville kunne overleve i hvert

fald i nogle uger, såfremt det på tidspunktet for det

påtænkte indgreb kom til verden ved en naturlig fødsel. I

så fald bør fosteret anses for levedygtigt og dermed omfattet af

den foreslåede skærpelse.

Der er tale om en lægefaglig vurdering i det enkelte

tilfælde. Som forholdene er i dag, må det antages, at

grænsen i praksis vil ligge omkring udgangen af 24.

svangerskabsuge.

5.3. Spørgsmålet om dispensation.

Et væsentligt spørgsmål er, om et

forbud mod abort på levedygtige fostre skal være absolut, eller

om der fortsat i særlige tilfælde bør være mulighed

for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Der ses i den forbindelse

bort fra tilfælde som nævnt i lovens § 2 om fare for

kvindens liv m.v. Her bør der under alle omstændigheder - og som

hidtil uden særlig tilladelse - være adgang til

svangerskabsafbrydelse.

Det flertal i Det Etiske Råd, der har anbefalet en

øvre tidsmæssig grænse, har været delt i

spørgsmålet om dispensation. Syv medlemmer af flertallet har

foreslået, at grænsen skal være ufravigelig, mens to

medlemmer - herunder rådets formand - har anbefalet, at der gives

mulighed for dispensation i helt ekstraordinære tilfælde,

herunder hvor barnets liv »vil være forbundet med uafhjælpelig

svær lidelse«, jf. ovenfor pkt. 4.2.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan problemstillingen

- bl.a. i lyset af den foreliggende praksis, jf. ovenfor pkt. 2.2 -

begrænses til tilfælde efter lovens § 3, stk. 1, nr. 3,

hvor der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg eller

beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse. Det bemærkes i den forbindelse,

at der i tilfælde, der er omfattet af de øvrige bestemmelser i

§ 3, stk. 1, og hvor afbrydelse af svangerskabet samtidig er

nødvendig for at afværge fare for moderens liv eller for en

alvorlig forringelse af hendes legemlige eller sjælelige helbred m.v.,

vil kunne foretages svangerskabsafbrydelse uden tilladelse, jf. den

nævnte bestemmelse i lovens § 2. Dette vil bl.a. kunne forekomme,

hvor graviditeten skyldes en sædelighedsforbrydelse, herunder incest,

jf. § 3, stk. 1, nr. 2.

Justitsministeriet finder det på den baggrund

rigtigt og forsvarligt at afskære muligheden for tilladelse til

svangerskabsafbrydelse på levedygtige fostre i tilfælde omfattet

af § 3, stk. 1, nr. 1-2 og 4-6.

Med hensyn til tilfælde omfattet af § 3,

stk. 1, nr. 3, kan der efter Justitsministeriets opfattelse næppe

udelukkes særlige situationer, hvor en samlet afvejning af

modstående hensyn må føre til, at der bør gives

tilladelse til svangerskabsafbrydelse. Justitsministeriet finder derfor, at

loven fortsat bør holde en mulighed åben for at give tilladelse

i sådanne tilfælde. Tilladelse må dog forudsætte, at

de omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, med

afgørende vægt taler for det.

Der er tale om en skærpelse i forhold til de strenge

krav, som efter loven allerede gælder i dag. Tilladelse til

svangerskabsafbrydelse vil herefter kun kunne gives i tilfælde af

invaliderende misdannelser m.v. hos fosteret, hvor afgørende hensyn

taler for ikke at tvinge kvinden til at gennemføre svangerskabet.

5.4. Sammenfatning.

Lovforslaget bygger på den opfattelse, at muligheden

for at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse efter lovens § 3

bør afskæres i tilfælde, hvor det pågældende

foster må anses for levedygtigt, og at dette bør gælde

ubetinget i tilfælde som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-2

og 4-6.

I tilfælde som nævnt i § 3, stk. 1,

nr. 3 (vedrørende fare for alvorlig legemlig eller sjælelig

lidelse hos barnet) bør der fortsat holdes en mulighed åben for

at give tilladelse. Tilladelse bør her forudsætte, at de

omstændigheder, der er nævnt i bestemmelsen, med afgørende

vægt taler for, at der foretages svangerskabsafbrydelse.

Kan det pågældende foster ikke anses for

levedygtigt, skal ansøgninger om tilladelse til svangerskabsafbrydelse

fortsat bedømmes efter de regler, der gælder i dag, og der vil

under alle omstændigheder - uden tilladelse - kunne foretages

svangerskabsafbrydelse i tilfælde som nævnt i lovens § 2,

hvor der er fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af hendes

legemlige eller sjælelige helbred.

Der vil fortsat skulle være enstemmighed i

abortsamrådet eller Abortankenævnet for, at tilladelse kan gives,

og det sundhedsfaglige personale m.v. vil ligeledes som hidtil kunne fritages

for at medvirke ved bl.a. de omhandlede svangerskabsafbrydelser.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske eller

administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ingen erhvervsmæssige eller

miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige

aspekter.

7. Hørte myndigheder m.v.

Lovforslaget har været sendt til høring hos

Sundhedsstyrelsen, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening,

Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Abortankenævnet,

Nævnet for Etnisk Ligestilling, Ligestillingsrådet, Det Etiske

Råd, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Den Almindelige Danske

Lægeforening, Dansk Selskab for Almen Medicin,

Embedslægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation,

Foreningen af Speciallæger, Foreningen af Yngre Læger, Dansk

Psykolog Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Selskab for Obstetrik og

Gynækologi, Dansk Præsteforening, Den Almindelige Danske

Jordemoderforening, Dansk Sygeplejeråd, Børnerådet, Dansk

Kvindesamfund, Mødrehjælpen, Foreningen Far til Støtte

for Børn og Forældre, Foreningen Sex og Samfund, Landsforeningen

Spædbarnsdød, Landsbevægelsen Respekt for Menneskeliv,

jordemoder Bente Torp og jordemoder Kirsten Lyck.

Samlet vurdering af lovforslagets

konsekvenser

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Negative

konsekvenser/merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og

amtskommuner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter

Bemærkninger til lovforslagets

enkelte bestemmelser

Til § 1

Den foreslåede bestemmelse indebærer en

regulering af adgangen til at give tilladelse til svangerskabsafbrydelse i

tilfælde, hvor det pågældende foster må anses for

levedygtigt.

I sådanne tilfælde vil der ikke længere

kunne gives tilladelse efter lovens § 3, stk. 1, nr. 1-2 og 4-6.

Endvidere vil der kun kunne gives tilladelse efter nr. 3, såfremt de

omstændigheder, der nævnes i bestemmelsen, med afgørende

vægt taler for det.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.

5.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.

januar 2000.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

I lov om svangerskabsafbrydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af

15. september 1986, som senest ændret ved lov nr. 389 af 14. juni 1995,

foretages følgende ændring:

§ 3.

Er 12. svangerskabsuge udløbet, kan en kvinde, som

har bopæl her i landet, få tilladelse til svangerskabsafbrydelse,

hvis:

1.

I § 3 indsættes som stk. 3:

1) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet

medfører fare for forringelse af kvindens helbred på grund af

foreliggende eller truende legemlig eller sjælelig sygdom eller

svækkelsestilstand eller som følge af hendes øvrige

livsforhold,

2) graviditeten skyldes omstændigheder som nævnt i

borgerlig straffelovs § 210 eller §§ 216- 224,

3) der er fare for, at barnet på grund af arvelige anlæg

eller beskadigelse eller sygdom i fostertilstanden vil få en alvorlig

legemlig eller sjælelig lidelse,

4) kvinden på grund af legemlig eller sjælelig lidelse

eller svag begavelse ikke formår at drage omsorg for barnet på

forsvarlig måde,

5) kvinden på grund af ung alder eller umodenhed ikke for tiden

formår at drage omsorg for barnet på forsvarlig måde,

eller

6) svangerskabet, fødslen eller omsorgen for barnet må

antages at ville medføre en alvorlig belastning af kvinden, som ikke

kan afværges på anden måde, således at det af hensyn

til kvinden, til opretholdelsen af hjemmet eller omsorgen for familiens

øvrige børn må anses for påkrævet, at

svangerskabet afbrydes. Ved afgørelsen tages hensyn til kvindens

alder, arbejdsbyrde og personlige forhold i øvrigt samt til familiens

boligmæssige, økonomiske og helbredsmæssige forhold.

Stk. 2.

Tilladelse til svangerskabsafbrydelse må kun

gives, hvis de forhold, der begrunder ansøgningen herom, har en

sådan vægt, at det findes berettiget at udsætte kvinden for

den forøgede helbredsmæssige risiko, som indgrebet nu

indebærer.

»Stk. 3. Må fosteret antages at være levedygtigt,

kan tilladelse til svangerskabsafbrydelse kun gives, såfremt de i

stk. 1, nr. 3, nævnte omstændigheder med afgørende

vægt taler for det.«

Bilag 2

Oversigt over tilladelser til svangerskabsafbrydelse i

perioden 1996-98

Tilladelser i 1996

Hjemmel/fosterets alder

Uge

13/ 14

Uge

15/ 16

Uge

17/ 18

Uge

19/ 20

Uge

21/ 22

Uge

23/ 24

Uge

25/ 26

Uge

27 -

Ialt

§ 3, stk. 1, nr. 1:

1

-

1

1

1

-

-

-

4

§ 3, stk. 1, nr. 3:

42

38

61

60

20

9

-

5

235

§ 3, stk. 1, nr. 4:

-

1

-

1

-

-

-

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 5:

5

8

3

2

1

-

-

-

19

§ 3, stk. 1, nr. 6:

87

76

42

12

2

-

-

-

219

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:

-

-

1

-

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5:

-

-

1

-

1

-

-

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:

5

7

7

3

9

-

-

-

31

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:

-

-

-

1

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:

-

-

2

2

-

-

-

-

4

§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:

8

12

10

4

3

1

-

-

38

§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:

1

-

-

-

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:

1

-

-

1

1

-

-

-

3

§ 3, stk. 1, nr. 3, 5 og 6:

-

-

-

1

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 4, 5 og 6:

-

-

1

-

-

-

-

-

1

I alt:

150

142

129

88

38

10

0

5

562

Tilladelser i 1997

Hjemmel/fosterets alder

Uge

13/14

Uge

15/16

Uge

17/18

Uge

19/20

Uge

21/22

Uge

23/24

Uge

25/26

Ialt

§ 3, stk. 1, nr. 1:

1

3

2

3

-

-

-

9

§ 3, stk. 1, nr. 3:

46

36

73

57

24

4

1

241

§ 3, stk. 1, nr. 4:

6

2

1

-

-

-

-

9

§ 3, stk. 1, nr. 5:

4

1

2

2

-

-

-

9

§ 3, stk. 1, nr. 6:

101

72

36

11

2

1

-

223

§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:

1

-

-

1

1

-

-

3

§ 3, stk. 1, nr. 1, 4 og 5:

1

-

-

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:

-

-

1

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:

1

-

2

1

-

-

-

4

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:

7

7

6

12

4

1

-

37

§ 3, stk. 1, nr. 2 og 6:

1

-

2

-

-

-

-

3

§ 3, stk. 1, nr. 3, 4 og 6:

-

-

1

-

-

1

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 3, 5 og 6:

-

-

-

1

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:

-

-

-

1

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:

2

2

-

-

-

-

-

4

§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:

10

8

12

5

1

-

-

36

I alt:

181

131

138

94

32

7

1

584

Tilladelser i 1998

Hjemmel/fosterets alder

Uge

13/ 14

Uge

15/ 16

Uge

17/ 18

Uge

19/ 20

Uge

21/ 22

Uge

23/ 24

Uge

25/ 26

Uge

27 -

Ialt

§ 3, stk. 1, nr. 1:

5

4

1

2

3

-

-

-

15

§ 3, stk. 1, nr. 3:

49

37

62

62

27

7

1

3

248

§ 3, stk. 1, nr. 4:

-

2

1

1

-

-

-

-

4

§ 3, stk. 1, nr. 5:

6

5

3

1

-

-

-

-

15

§ 3, stk. 1, nr. 6:

90

65

22

8

3

-

-

-

188

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 3:

-

-

-

1

1

-

-

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 4:

1

-

-

-

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 5:

-

1

-

1

1

-

-

-

3

§ 3, stk. 1, nr. 1 og 6:

8

4

9

4

3

2

-

-

30

§ 3, stk. 1, nr. 3 og 6:

-

1

1

-

-

-

-

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 5:

-

-

-

1

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 4 og 6:

2

3

1

1

1

-

-

-

8

§ 3, stk. 1, nr. 5 og 6:

15

11

11

4

-

-

-

-

41

§ 3, stk. 1, nr. 1, 3 og 6:

1

1

-

-

-

-

-

-

2

§ 3, stk. 1, nr. 1, 5 og 6:

1

-

-

-

-

-

-

-

1

§ 3, stk. 1, nr. 1, 3, 4 og 6:

-

-

1

-

-

-

-

-

1

I alt:

178

134

112

86

39

9

1

3

562

Lignende dokumenter