Spring til indhold

Retsinformation

Vedrørende en kommunes begrænsning af en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, kommunens tilkendegivelse om ikke at ville besvare henvendelser fra en borger samt inhabilitet for kommunens juridiske rådgiver.

UDT nr 60354 af 05/02/1999UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet23. oktober 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vedrørende en kommunes

begrænsning af en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen,

kommunens tilkendegivelse om ikke at ville besvare henvendelser fra en borger

samt inhabilitet for kommunens juridiske rådgiver.

I to breve af 16. december 1997 har De klaget til indenrigsministeren over

en række forhold vedrørende Århus Statsamt og Silkeborg

Kommune. De har blandt andet klaget over to udtalelser af 10. december 1992

og 18. september 1996 fra Tilsynsrådet for Århus Amt

vedrørende Silkeborg Kommunes beslutning om at begrænse Deres

muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger. De har

endvidere klaget over, at Århus Statsamt har afslået en anmodning

fra Dem om at få tildelt en ny sagsbehandler til behandlingen af Deres

sag ved Tilsynsrådet for Århus Amt.

De har i den forbindelse blandt andet anført, at De ikke kan

få fornøden vejledning og råd fra Silkeborg Kommune. De

har endvidere anført, at Tilsynsrådet for Århus Amt ikke

har indhentet alle akter fra Deres sager i Silkeborg Kommune.

Ved brev af 26. januar 1998 har indenrigsministeren bl.a. oplyst, at

Indenrigsministeriet ville undersøge Deres klage over

tilsynsrådets to udtalelser samt statsamtets afslag på at tildele

Dem ny sagsbehandler nærmere.

Indenrigsministeriet har nu afsluttet behandlingen af Deres sag.

Indenrigsministeriet har på baggrund af det i sagen oplyste

vedrørende omfanget og karakteren af Deres henvendelser til Silkeborg

Kommune ikke fundet grundlag for at antage, at kommunen ved at

fastsætte begrænsninger i Deres adgang til at rette telefonisk og

personlig henvendelse til kommunen har overskredet grænserne for

udøvelsen af det skøn, der tilkommer kommunen,

vedrørende nødvendigheden af at meddele begrænsninger,

eller at kommunen har forfulgt usaglige formål ved fastsættelsen

Læs alt

af begrænsningerne.

Indenrigsministeriet finder imidlertid, at Tilsynsrådet for

Århus Amt for så vidt angår de i Silkeborg Kommunes brev af

30. september 1992 fastsatte begrænsninger i Deres adgang til at rette

personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen burde have

foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at

tilvejebringe det fornødne grundlag for en bedømmelse af, om

kommunen ved at meddele Dem et absolut forbud mod at rette personlig

henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen havde overskredet

grænserne for udøvelsen af skønnet over

nødvendigheden af at meddele forbud.

Under hensyn til, at Silkeborg Kommune ved brev af 13. november 1992

ophævede forbudet mod, at De rettede personlig henvendelse til Social-

og Sundhedsforvaltningen, har Indenrigsministeriet ikke fundet anledning til

nu - mere end seks år senere - at anmode tilsynsrådet om at tage

dette spørgsmål op til fornyet behandling. Indenrigsministeriet

har i dag meddelt Tilsynsrådet for Århus Amt dette.

Såfremt det anførte i Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992

om, at kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige

og uretmæssige henvendelser fra Dem, skal forstås således,

at Silkeborg Kommune ikke vil besvare henvendelser fra Dem om diverse

forhold, som ikke vedrører sager, hvor kommunen har en pligt til at

træffe afgørelse i forhold til Dem eller at meddele Dem

oplysninger, herunder vejledning i henhold til forvaltningslovens § 7, giver

dette ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Såfremt den af kommunen tilkendegivne begrænsning i Deres

adgang til at rette henvendelse til kommunen derimod skal forstås

således, at begrænsningen ikke kun gælder tilfælde,

hvor Silkeborg Kommune ikke er forpligtet til at træffe

afgørelse i forhold til Dem eller meddele Dem oplysninger, herunder

vejlede Dem, jf. forvaltningslovens § 7, er begrænsningen efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt præciseret

til at vedrøre en eller flere konkrete sager eller bestemte,

nærmere angivne og konkret afgrænsede emner. Det bemærkes i

den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brevet alene nævner et

nærmere angivet emne - Deres påstande mod Deres tidligere mand -

som kommunen ikke længere vil besvare henvendelser

vedrørende.

Den tvivl vedrørende forståelsen af det anførte, som

Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 kan give anledning til,

medførte, at Tilsynsrådet for Århus Amt i dets udtalelse

af 10. december 1992 påpegede, at Silkeborg Kommune efter at have

modtaget en henvendelse fra Dem, skulle tilkendegive over for Dem, om

henvendelsen var at betragte som unødvendig eller uretmæssig.

Indenrigsministeriet kan tilslutte sig tilsynsrådets udtalelse og

forudsætter, at Silkeborg Kommune har efterlevet dette siden.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har Silkeborg Kommune berettiget

kunne afvise at besvare Deres henvendelser med anmeldelser af forskellige

forhold, hvorved Deres tidligere mand efter Deres opfattelse har

overtrådt lovgivningen, samt henvendelser vedrørende to

skoleerklæringer.

I det omfang De i øvrigt måtte finde, at Silkeborg Kommune

uberettiget har undladt at besvare konkrete henvendelser fra Dem

vedrørende spørgsmål, som kommunen efter det nedenfor i

Indenrigsministeriets udtalelse anførte vil være forpligtet til

at besvare, skal Indenrigsministeriet henvise Dem til at rette fornyet

henvendelse til Silkeborg Kommune herom og derefter eventuelt til

Tilsynsrådet for Århus Amt.

Sådanne konkretiserede klager over manglende besvarelse af bestemte,

nærmere angivne henvendelser fra Dem vil kunne danne grundlag for, at

tilsynsrådet fra Silkeborg Kommune indhenter sagsakter i de(n) konkrete

sag(er) med henblik på en undersøgelse af, hvorvidt kommunen

berettiget har kunnet beslutte ikke at besvare disse henvendelser.

Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at hvis der er en

særlig klageinstans, som kan tage stilling til klager over en kommunes

afgørelse i den sag, som en henvendelse vedrører, vil denne

klageinstans normalt også kunne tage stilling til kommunens opfyldelse

af vejledningspligten. Et tilsynsråd vil i sådanne tilfælde

ikke have mulighed for at tage stilling til klager over en kommunes manglende

besvarelse af en henvendelse.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse har separations- og

skilsmissesagen, hvori Advokat Poul Gudberg efter det oplyste har

repræsenteret Deres tidligere mand i byretten, en sådan

sammenhæng med den sag, hvori De har klaget til Silkeborg Kommune over,

at Skægkærskolen og Lemming Skole efter anmodning fra Deres

tidligere mand har udstedt to erklæringer vedrørende Deres

tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole og hjem, at Silkeborg

Kommune ved behandlingen af Deres klage ikke burde have indhentet juridisk

bistand fra advokat Poul Gudberg.

Uanset at Indenrigsministeriet er enigt i det i Tilsynsrådet for

Århus Amts brev af 7. januar 1993 anførte, hvorefter det klart

falder uden for tilsynsrådets kompetenceområde at tage stilling

til advokat Poul Gudbergs hverv som advokat for henholdsvis Deres tidligere

ægtefælle og Silkeborg Kommune, finder ministeriet således,

at tilsynsrådet burde have meddelt Silkeborg Kommune, at kommunen ikke

var berettiget til i den pågældende sag at indhente juridisk

bistand fra advokat Poul Gudberg, idet han måtte anses for at

være inhabil i sagen.

Vedrørende Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997,

hvorved statsamtet afslog at imødekomme Deres ønske om at

få tildelt en ny sagsbehandler finder Indenrigsministeriet på

baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne i Deres sag ikke,

at der er grundlag for at tilsidesætte statsamtets beslutning.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at den

pågældende sagsbehandler, Jesper Thumand, den 1. juni 1998 blev

udnævnt til kontorchef ved Århus Statsamt med bl.a.

tilsynsrådet som en del af sit ansvarsområde, og at Deres sag ved

genoptagelse i tilsynsrådets sekretariat derfor formentlig vil blive

behandlet af en ny fuldmægtig. Jesper Thumand vil imidlertid som

kontorchef i sekretariatet for tilsynsrådet fortsat kunne

beskæftige sig med Deres sag.

Her følger en gennemgang af sagens baggrund og en nærmere

begrundelse for Indenrigsministeriets opfattelse.

Sagens baggrund:

Det fremgår af sagen, at De har rettet en lang række

henvendelser til Silkeborg Kommune vedrørende mange forskellige

forhold.

I brev af 9. januar 1992 til Silkeborg Kommune klagede De bl.a. over to

erklæringer udstedt af lærere ved Skægkærskolen og

Lemming Skole i forbindelse med Deres skilsmissesag, samt over at Silkeborg

Kommune i forbindelse med behandlingen af Deres tidligere klager

vedrørende dette forhold havde indhentet en juridisk vurdering i sagen

fra advokat Poul Gudberg, som havde repræsenteret Deres tidligere mand

ved separations- og skilsmissesagens behandling i byretten.

I brev af 11. marts 1992 til Dem anførte Silkeborg Kommune på

baggrund af Deres klage over de to erklæringer udstedt af lærere

ved Skægkærskolen og Lemming Skole bl.a., at kommunens

undervisnings- og kulturforvaltning tidligere havde benyttet advokat Poul

Gudberg til afklaring af juridiske spørgsmål, og at det ikke

beroede på accept fra Dem, når kommunen havde ønsket

advokat Poul Gudbergs juridiske vurdering.

Silkeborg Kommune meddelte Dem ved brev af 25. maj 1992 kommunens

beslutning om at begrænse Deres muligheder for at rette henvendelse til

kommunens forvaltninger. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"HENVENDELSER TIL SILKEBORG KOMMUNE. Kommunens direktion har

drøftet Deres brev af 20. februar 1992 og Deres øvrige

personlige, telefoniske og skriftlige henvendelser til kommunens

forvaltninger og afdelinger.

Baggrunden er, at Deres henvendelser har taget et sådant omfang og i

nogle tilfælde er af en sådan karakter, at de udgør en

unødvendig og uacceptabel arbejds- og ressourcemæssig belastning

for kommunen og dens personale.

Direktionen har besluttet, at kommunen ikke længere skal bruge tid

og ressourcer på at besvare Deres mange unødvendige henvendelser

og beklagelser.

Derfor bliver Deres mulighed for at henvende Dem til Silkeborg kommune

begrænset. Det gælder både hvad De kan henvende Dem om,

hvem De kan henvende Dem til og uanset om De henvender Dem skriftligt eller

mundtligt.

Det skal understreges, at det hermed ikke er meningen at afskære Dem

fra at foretage nødvendige og retmæssige henvendelser til

kommunen. De vil således fortsat kunne henvende Dem til f.eks. social-

og sundhedsforvaltningen om hjælp af den ene eller anden art.

Men hvis De udover disse nødvendige og retmæssige

henvendelser ønsker at kontakte kommunen, skal De i fremtiden henvende

Dem til kontorchef Hanne Lindgaard, undervisnings- og

kulturforvaltningen.

Der skal dog være tale om ganske særlige forhold, før

kommunen vil besvare Deres eventuelle henvendelser og beklagelser. De kan

altså ikke i almindelighed forvente svar på sådanne

henvendelser.

Hvis De henvender Dem til andre ansatte med beklagelser, har disse

tilladelse til at afvise Deres henvendelser.

Er De ikke tilfreds med en af kommunens afgørelser, må De

benytte de klageregler, der gælder i den konkrete sag. Muligheden for

klage vil være oplyst i forbindelse med afgørelsen.

I vidt omfang er det de enkelte udvalg og forvaltninger, som træffer

afgørelse i enkeltsager. De kan derfor normalt ikke klage til

Økonomiudvalget og byrådet. På det sociale område

fremgår det af lovgivningen, at sager om ydelser m.v. til

enkeltpersoner ikke kan behandles i byråd eller

Økonomiudvalg.

Med hensyn til Deres klager over kommunens sagsbehandling har

byrådet som meddelt i brev af 11. marts 1992 ikke fundet grundlag for

at kritisere den sagsmæssige behandling af Deres forhold.

De vil ikke få yderligere svar på Deres brev af 20. februar

1992. Silkeborg kommune vil i forlængelse af dette brev ikke bruge tid

og ressourcer på at besvare Deres gentagne påstande mod Deres

tidligere mand."

Ved brev af 30. september 1992 til Dem tilkendegav Silkeborg Kommune, at

De ikke længere måtte møde personligt i social- og

sundhedsforvaltningen. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"I anledning af Deres grove optræden overfor medarbejdere ved Deres

henvendelse til socialforvaltningen d.d. - og ved tidligere lejligheder - ser

man sig nødsaget til at nægte Dem at henvende Dem personligt i

socialforvaltningen fremover.

Deres ansøgninger bedes for eftertiden fremsendt skriftligt,

hvorefter De vil få skriftlig afgørelse derpå.

Udbetaling af hjælp vil kunne finde sted ved overførsel af

bevilget hjælp til en bankkonto, hvorfor De bedes indsende konto nr.

hertil snarest.

De vil snarest få svar på Deres henvendelse til

socialudvalgsformanden d.d. om blandt andet boligspørgsmålet.

Politimesteren er orienteret ved kopi af foranstående.

Vedlagt tilbagesendes 1 skrivelse fra teknisk Skole."

Ved breve af 15. juni 1992 og senere rettede De henvendelse til

Tilsynsrådet for Århus Amt vedrørende Silkeborg Kommunes

beslutning af 25. maj 1992 om at begrænse Deres muligheder for at rette

henvendelse til kommunens forvaltninger.

Ved brev af 3. november 1992 til Dem afslog socialudvalgsformand Lena

Kolding en anmodning fra Dem om et møde den 4. november 1992 med

socialudvalgsformanden på dennes kontor, idet hun henviste til

Silkeborg Kommunes brev af 30. september 1992 og anmodede Dem om at fremsende

eventuelle spørgsmål, ansøgninger m.v. skriftligt.

Den 4. november 1992 havde De en samtale med socialudvalgsformanden

på borgmesterkontoret.

Ved brev af 13. november 1992 til Dem fastholdt Silkeborg Kommune

beslutningen om, at De ikke længere måtte møde personligt

i social- og sundhedsforvaltningen, men oplyste, at personligt møde

med socialudvalgsformanden fortsat kunne finde sted efter forudgående

aftale med denne. Silkeborg Kommunes brev var sålydende:

"Ved vor samtale på borgmesterkontoret den 4. november 1992 blev det

lovet Dem, at spørgsmålet om Deres fremmøde i social- og

sundhedsforvaltningen ville blive taget op til drøftelse. De anmodede

tillige om, at kopi af lejekontrakt vedrørende Deres tidligere

ægtefælles ejendom, XXX, måtte blive tilstillet Viborg

Statsamt. Den af Dem afleverede fotokopi af denne lejekontrakt er returneret

til Dem efter ønske den 11. november 1992.

Boligstøttekontoret har oplyst, at man derfra tidligere, på

anmodning fra Viborg Statsamt, har fremsendt kopi af omhandlede lejekontrakt,

hvorfor man ikke foretager sig videre i den anledning.

Efter drøftelse med forvaltningen må jeg fastholde

beslutningen i skrivelse til Dem af 30. september 1992, om at De ikke

møder personligt i social- og sundhedsforvaltningen, men retter

skriftlig eller telefonisk henvendelse dertil.

De vil fortsat, efter forudgående aftale med mig kunne aftale et

møde, som dog vil finde sted et andet sted på rådhuset. De

vil også efter forudgående aftale kunne få udbetalt

kontanthjælp ved rådhusets kasse.

Med hensyn til aktindsigt er Deres bistandssag den 22. juni 1992

gennemgået med Dem, og De har løbende fået tilsendt

fotokopi af sagens akter. Deres ansøgning om aktindsigt er

således imødekommet."

I Tilsynsrådet for Århus Amts udtalelse af 10. december 1992

vedrørende Deres klage er blandt andet anført

følgende:

"Forelagt sagen har Silkeborg Byråd i en skrivelse at 30. september

1992 bl.a. udtalt:

"at det er fundet nødvendigt at indføre visse

begrænsninger med hensyn til pågældendes unødvendige

henvendelser og beklagelser til kommunen. Begrænsningerne gælder

ikke nødvendige og retmæssige henvendelser."

XXX har endvidere gjort gældende, at kommunen ikke har givet hende

klagevejledning i forbindelse med afgørelsen af 25. marts 1992.

Sekretariatets bemærkninger:

Forvaltningsloven indeholder ikke bestemmelser, der direkte regulerer

spørgsmålet om borgernes ret til at henvende sig til en

offentlig myndighed. Forvaltningsloven indeholder imidlertid i § 7 en

bestemmelse hvorefter en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal

yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om

spørgsmål indenfor myndighedens sagsområde, og der kan

næppe være tvivl om, at det må følge af almindelige

forvaltningsretlige principper, at enhver borger som udgangspunkt må

have uhindret adgang til personligt, telefonisk eller skriftligt at henvende

sig til kommunen vedrørende kommunale forhold.

Det der således er spørgsmålet her er, om de

begrænsninger Silkeborg kommune har lagt for XXXs adgang til at

henvende sig til kommunen, er i strid med den forudsatte uskrevne regel.

En sag af lignende karakter har været forelagt Folketingets

Ombudsmand, som i en skrivelse af 26. marts 1991 efter at have refereret

henholdsvis kommunens, tilsynsrådets og Indenrigsministeriets stilling

til sagen, ikke ses at have taget afstand fra indenrigsministeriets

beskrivelse af de overvejelser, der kan føre til en nødvendig

indskrænkning i borgernes frie adgang til henvendelse til at rette

henvendelse til den kommunale forvaltning.

Fotokopi af Folketingets Ombudsmands skrivelse vedlægges som bilag

til dagsordenen. Indenrigsministeriet tilkendegav bl.a. følgende:

"I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en

sådan karakter og et sådant omfang, at de udgør en

væsentlig belastning for den kommunale administration, kan en kommune

dog efter ministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at

træffe fornødne foranstaltninger med henblik på at

begrænse borgerens adgang til at rette henvendelse til kommunen.

De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes,

må alene forfølge saglige formål og ikke have en mere

indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må

anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til

kommunens personale m.v. og ressourcer i øvrigt. Det forudsættes

endvidere, at tilfælde, der er ens, behandles på samme

måde.

Endvidere må det antages, at der ikke kan fastsattes sådanne

begrænsninger i en borgers adgang til at rette henvendelse til

kommunen, at denne udelukkes fra dagligt at kunne opnå telefonisk

kontakt med kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt

opståede problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Dette

afskærer dog ikke kommunen fra at bestemme, at henvendelse til kommunen

altid skal ske gennem en bestemt kontaktperson i den kommunale forvaltning,

forudsat at borgeren herved kan komme i kontakt med kommunen inden for hele

ekspeditionstiden. Endvidere kan varigheden af kontakten begrænses til

den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne

oplysninger.

Ligeledes må en borger altid kunne henvende sig skriftligt til

kommunen om sager, der vedrører kommunale anliggender. For så

vidt angår personligt fremmøde kan det bestemmes, at dette kun

kan ske efter forudgående aftale, og varigheden af et fremmøde

kan begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de

fornødne oplysninger."

Indenrigsministeriet tilføjer,

"at det må tilkomme kommunen at skønne over, hvorvidt det er

påkrævet at meddele et sådant påbud til en borger, og

at den kommunale tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind overfor kommunen i

tilfælde, hvor kommunen klart har overskredet grænserne for

udøvelsen af dette skøn."

XXXs stilling i forhold til Silkeborg kommune er efter de to meddelelser

af henholdsvis 25. maj og 30. september/13. november 1992 den, at

nødvendige og retmæssige henvendelser kan ske til kommunen ved

personlig, skriftlig, eller telefonisk henvendelse - bortset fra

socialforvaltningen, hvor personligt fremmøde forudsætter

telefonisk aftale herom.

Andre henvendelser, uanset om disse er telefoniske eller skriftlige, sker

til en bestemt kontorchef i undervisnings- og kulturforvaltningen.

Som sagen foreligger oplyst, finder sekretariatet ikke, at der er grundlag

for at fastslå, at kommunen med urette har skønnet at kunne

fastsætte begrænsninger for XXXs henvendelser til kommunen.

Sekretariatet lægger herved vægt på, dels at alle

nødvendige og retmæssige henvendelser fortsat kan ske til

kommunen - dels at personlige henvendelser til socialforvaltningen

forudsætter aftale herom således at begrænsningerne ikke

generelt findes at være urimeligt vidtgående.

Henset til de overvejelser, som Indenrigsministeriet har fremført i

den af Ombudsmanden behandlede sag, finder sekretariatet dog anledning til

særligt at bemærke, at det ikke kan afvises, at klageren konkret

kan være usikker på om en henvendelse er nødvendig eller

retmæssig. Efter sekretariatets opfattelse må afgørelsen

herom i første række træffes af kommunen. Det betyder at

kommunen efter at have modtaget en henvendelse fra XXX, må tilkendegive

over for denne, om henvendelsen er at betragte som unødvendig eller

uretmæssig, og derfor ikke vil blive undergivet yderligere behandling.

Der må dog naturligvis bortses fra tilfælde, hvor henvendelsen

åbenbart for enhver savner relation til kommunale anliggender.

Særligt for så vidt angår spørgsmålet om

personligt møde med socialforvaltningen efter forudgående

telefonisk aftale, og henvendelse til socialforvaltningen i det hele taget

forudsættes, at XXX indenfor normal ekspeditionstid rent faktisk kan

opnå telefonisk forbindelse med socialforvaltningen med henblik

på at rejse et pludseligt opstået problem.

For så vidt angår spørgsmålet om klagevejledning

i relation til de omhandlede beslutninger, bemærkes, at bestemmelsen i

forvaltningslovens § 25 kun indeholder pligt til at oplyse om klageadgang,

hvis en sådan består. I dette tilfælde er der ikke nogen

klageadgang, og det antages, at kommunale myndigheder ikke i forbindelse med

afgørelser, hvor der ikke består nogen klageadgang, er

forpligtet til at oplyse om mulighed for at indbringe spørgsmål

om overholdelse af gældende ret til tilsynsmyndighederne. Begrundelsen

herfor er, at tilsynsmyndigheden (Tilsynsrådet) ikke er en egentlig

klageinstans, og principielt kun behandler sager af egen drift.

Beslutning:

Tilsynsrådet henholder sig i det hele til sekretariatets

bemærkninger."

I brev af 7. januar 1993 til Dem meddelte Tilsynsrådet for

Århus Amt bl.a., at det klart faldt uden for tilsynsrådets

kompetenceområde at tage stilling til advokat Poul Gudbergs hverv som

advokat for henholdsvis Deres tidligere ægtefælle og Silkeborg

Kommune.

Ved breve af 4. juni og 1. november 1993 til Dem meddelte Silkeborg

Kommune navnene på de personer, som De skulle kontakte ved henvendelser

til Silkeborg Kommune, idet kommunen i øvrigt fastholdt de

retningslinier, som blev meddelt Dem ved breve af 25. maj og 30. september

1992. Det er dog i brevet af 1. november 1993 anført, at samtlige

henvendelser fra Dem fremover skal rettes til kontaktpersonen, der enten selv

vil besvare Deres nødvendige og retmæssige henvendelser eller

sikre, at de behandles det rigtige sted, og at De får svar

herpå.

I brev af 26. februar 1996 til Indenrigsministeriet fremsendte Den Sociale

Ankestyrelse på Deres anmodning bl.a. kopi af Deres breve af 20.

november og 21. december 1995 samt 10. januar 1996 til Silkeborg Kommune,

hvori De klagede over, at socialdirektør Ellen Dall nægtede at

besvare Deres skriftlige henvendelser, at De blev nægtet adgang til at

møde i socialforvaltningen med Deres søn, samt at De blev

nægtet aktindsigt i Deres journal i socialforvaltningen.

Indenrigsministeriet fremsendte ved brev af 11. marts 1996 de af Den Sociale

Ankestyrelse fremsendte sagsakter til Tilsynsrådet for Århus Amt

til videre foranstaltning.

Tilsynsrådet for Århus Amt har i udtalelse af 18. september

1996 taget stilling til Deres klage. I tilsynsrådets udtalelse er

blandt andet anført følgende:

"I skrivelser af 4. juni 1993 og 1. november 1993 har Silkeborg kommune

meddelt XXX navnene på de personer, som denne må kontakte ved

henvendelser til Silkeborg kommune, idet man i øvrigt har fastholdt de

retningslinier, som er meddelt i afgørelserne af 25. maj og 30.

september 1992.

XXXs stilling i forhold til Silkeborg kommune er således fremdeles

den, at nødvendige retmæssige henvendelser kan ske til kommunen

ved personlig eller skriftlig henvendelse - bortset fra socialforvaltningen,

hvor personligt fremmøde forudsætter forudgående

telefonisk aftale herom. Alle andre henvendelser uanset om disse er

telefoniske eller skriftlige sker til en navngiven kontaktperson.

I forbindelse med en klage til Den sociale Ankestyrelse anmodede XXX

Indenrigsministeriet om at tage sagen om hendes henvendelsesmuligheder til

Silkeborg kommune op til behandling.

Indenrigsministeriet har med skrivelse af 11. marts 1996 fremsendt sagen

til Tilsynsrådet til behandling.

Således foranlediget har Tilsynsrådets sekretariat anmodet

Silkeborg Kommune om en udtalelse hertil.

I skrivelse af 23. april 1996 meddeler Silkeborg byråd, at Silkeborg

Kommune fastholder de retningslinier der er meddelt XXX i de 4 omhandlede

skrivelser at henholdsvis 25. maj og 30. september 1992 samt 4. juni og 1.

november 1993. Kommunen tilføjer, at retningslinierne senest er

fastholdt overfor XXX i en skrivelse af 25. marts 1996 med angivelse af

navnet på en ny kontaktperson.

Det fremgår af sidstnævnte skrivelse, at samtlige henvendelser

til kommunen nu fra XXXs side skal ske til en navngiven afsnitsleder, N.N. i

socialforvaltningen. Kommunen anfører, at samtlige henvendelser vil

blive besvaret af denne eller ekspederet videre til rette vedkommende.

Kommunen anfører

"at de nødvendige retmæssige henvendelser, De måtte

have vedrørende andre spørgsmål end dem N.N. umiddelbart

tager sig af (henvendelser til øvrige forvaltninger end social- og

sundhedsforvaltningen) skal således også rettes til N.N., der

herefter vil sikre, at Deres henvendelse behandles det rigtige sted, og at De

får svar herpå. Andre ansatte har derfor tilladelse til at

undlade at besvare Deres direkte henvendelser til dem, ligesom kommunens

telefonomstilling har tilladelse til alene at stille Dem om til N. N. ".

Kommunen anfører endvidere, at XXX

"dog må afhente pension en gang månedlig på

pensionskontoret, også breve, kvitteringer og andre papirer til social-

og sundhedsforvaltningen kan afleveres." Endvidere anføres, at hvis

XXX ønsker en personlig samtale med afsnitsleder N.N. "kan dette ske

efter forudgående telefonisk aftale."

I redegørelsen til tilsynsrådet anfører byrådet,

at man forud for skrivelsen af 25. marts 1996 til XXX i kommunens direktion

drøftede dennes henvendelser til kommunen. Det er kommunens

opfattelse

"at hverken omfanget eller karakteren af XXXs henvendelser til kommunen er

ændret væsentligt. Silkeborg kommune opretholder derfor

beslutningen om at begrænse XXXs adgang til at rette henvendelse til

kommunalforvaltningen."

Efter sekretariatets anmodning om en nærmere uddybning af karakteren

og omfanget af XXXs henvendelser til kommunen, har Økonomiudvalget i

skrivelse af 15. august 1996 yderligere redegjort for sagen. Man har tillige

fremsendt en række udtalelser, skrivelser, journalark og andet fra

kommunens forvaltninger om erfaringer med kontakt med XXX.

Økonomiudvalget anfører

"at der fortsat er behov og grundlag for at opretholde begrænsningen

i XXXs kontaktmuligheder med kommunen, idet der må ofres

uforholdsmæssigt store ressourcer på hendes mange henvendelser,

og at de fleste må betegnes som unødvendige, herunder ofte en

gentagelse af tidligere henvendelser. Begrænsningerne har ikke hidtil

virket fuldt ud efter hensigten, da de ikke altid har været

håndhævet i tilstrækkelig grad."

Økonomiudvalget tilføjer, at brevet af 25. marts 1996

"tilsyneladende har haft en vis virkning, men det anses i øvrigt

for nødvendigt, at retningslinierne følges i fornødent

omfang, hvis kommunens administration og de ansatte skal have rimelige

vilkår i forhold til XXX."

I en skrivelse af 13. juni 1996 fra social- og sundhedsforvaltningen i

kommunen til Borgmesterkontoret anføres, at XXX efter 25. marts

1996

"oftere (henvender sig) til N.N., som er kontaktperson...... det

fremgår at XXX ikke fører en reel samtale med N.N., men at

telefonsamtalen for det meste indeholder ubehageligheder mod N.N. og ofte

også diverse trusler. Ledelsessekretariatet kontakt med XXX er ......

meget varierende fra flere daglige opkald til ca. 1 gang pr. uge. Karakteren

af samtalerne er meget forskellig, lige fra almindelige samtaler til

samtaler, der indeholder trusler mod ledere, kolleger og de ansatte i

ledelsessekretariatet. Truslerne er meget direkte."

I skattekontorets notat af 22. maj 1996 anføres det om forholdet

til XXX, at der siden 1990 har været

"et omfangsrigt antal skriftlige henvendelser, personlige henvendelser og

utallige telefonopringninger. Sidstnævnte har i perioder kunnet

opgøres til mere end 20 daglige opkald. Telefoniske henvendelser til

flere medarbejdere om samme problem førte til, at skattekontoret af

ressourcemæssige årsager udpegede en medarbejder som XXXs

særlige kontaktperson vedrørende skattespørgsmål.

Et tiltag XXX tog ilde op. En efterhånden oparbejdet aversion mod

skattekontoret, og den service, der efter XXXs opfattelse må kunne

kræves af kommunen har endvidere medført uforskammede og

chikanerende telefoniske henvendelser til såvel politikere som

kommunale embedsmænd. Således er økonomidirektør og

skattechef blevet meldt til politiet, som dog ikke har taget sagen

alvorligt".

I notat af den 29. maj 1996 oplyser leder af kommunens inkassoafdeling

Knud Morthensen, at der til afdelingen fra XXX i perioden fra 1. januar 1993

til 29. maj 1996 har været 30 henvendelser vedrørende forhold i

relation til inkasso. Det tilføjes, at en del henvendelser fra XXX til

inkasso ikke er registreret, idet det

"typisk er telefonsamtaler, hvor XXX giver udtryk for administrative

forhold/regler, der afviger fra hendes opfattelse at lov og orden".

I en skrivelse af 21. maj 1996 fra Børne og kulturdirektør

Frank Lauridsen til Borgmesterkontoret anføres, at XXX alene har

kontaktet Børne- og kulturforvaltningen ca. 2 gange siden 1. august

1995, idet begge henvendelser har været telefoniske. Samtalerne drejede

sig om aktindsigt.

I et notat udarbejdet på Borgmesterkontoret den 6. juni 1996

anføres, at der igennem 5 år har været henvendelser fra

XXX til Borgmesterkontoret. Henvendelserne har hovedsageligt været pr.

telefon, men der er også modtaget klageskrivelser, ligesom XXX har

henvendt sig personligt. Det fremgår, at der i perioder har været

5-10 telefoniske henvendelser om dagen. Det anføres i notatet, at

"XXX klager over behandlingen - både den personlige og den

skriftlige - på Silkeborg Kommune. Hun ønsker ikke omstilling

til en person, der kan være behjælpelig med de enkelte

problemstillinger, men vil udelukkende have svar fra borgmesteren og kun i

skriftlig udformning. XXXs optræden i telefonen er uforskammende og

chikanerende udtalelser om de personer, hun har været i kontakt med,

det gælder både administrativt personale som politikere."

I et notat af 5. juni 1996 anfører Søren Overgaard fra

Rådhusforvaltningen, at

"XXX i de sidste 4-5 år (eller mere) har foretaget utallige opkald

til Silkeborg kommune. I perioder har XXX ringet op til Rådhusets

telefonomstilling mere end 30 gange dagligt og i enkelte situationer op til

mere end 50 gange.

De mange opkald er i sagens natur i sig selv et problem for

telefonomstillingen; men derudover oplever omstillingspersonalet en personlig

chikane, hvor XXX bl.a. kalder personalet for både det ene og det

andet."

Kommunens redegørelse med bilag er tilstillet XXX med anmodning om

at modtage dennes bemærkninger hertil.

XXX har telefonisk den 2. september 1996 meddelt Tilsynsrådets

sekretariat, at hun ikke vil afgive bemærkninger til udtalelserne fra

Silkeborg kommune, idet hun finder det formålsløst.

Retsgrundlaget:

I henhold til den kommunale styrelseslovs § 61 kan Tilsynsrådet

sætte en kommunalbestyrelses beslutning ud af kraft, hvis den strider

imod lovgivningen.

Sekretariatets bemærkninger:

Forvaltningsloven indeholder ingen regler om borgernes ret til at henvende

sig til en offentlig myndighed, bortset fra, at bestemmelsen i lovens § 7,

hvorefter en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde

vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse til myndigheden

med spørgsmål indenfor dennes sagsområde

forudsætter, at der må være et almindeligt

forvaltningsretligt princip om, at enhver borger som udgangspunkt ikke

må hindres i personligt, telefonisk eller skriftligt at henvende sig

til kommunen om kommunale forhold.

På den anden side må det anerkendes, at der kan være

tilfælde, hvor en bestemt borgers henvendelser til kommunen har et

sådant omfang og er af en sådan karakter, at det udgør en

væsentlig belastning for den kommunale administration, og at der derfor

kan være grundlag for at træffe nødvendige

foranstaltninger med henblik på at begrænse denne borgers adgang

i at rette henvendelse til kommunen.

Det er klart, at de begrænsninger, der kan fastsættes i den

forbindelse skal være saglige, og ikke må være mere

indgribende, end hvad der i det konkrete tilfælde er fornødent.

Yderligere må det stilles som krav, at borgeren ikke fuldt ud

afskæres fra at kunne henvende sig til kommunen, herunder med henblik

på akut opståede problemer.

I forbindelse med behandlingen af sagen i mødet den 10. december

1992 redegjorde sekretariatet for, at Folketingets ombudsmand og

Indenrigsministeriet havde givet udtryk for tilsvarende retsopfattelse.

Henset til kommunens redegørelse for karakteren af omfanget af XXXs

henvendelser til kommunen efter 1992 og de fremlagte notater m.v. fra

forvaltningens medarbejdere, finder sekretariatet ikke, at der er retligt

grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssige vurdering af

sagen, som danner baggrund for kommunens fastholden af de meddelte

begrænsninger.

Der er således efter sekretariatets opfattelse ikke grundlag for at

antage, at kommunens beslutninger er truffet under indtryk af usaglige

hensyn. Det må lægges til grund, at karakteren og omfanget af

XXXs henvendelser til kommunen nødvendiggør, at de fastsatte

begrænsninger i hendes adgang til at henvende sig til administrationen

indtil videre må fastholdes.

Sekretariatet har noteret sig, at XXXs kontaktmuligheder til den kommunale

forvaltning flere gange siden 1992 har været genstand for

drøftelse i kommunens administrative ledelsesgruppe.

Sekretariatet tager dette som udtryk for, at kommunen erkender, at have en

forpligtelse til løbende at vurdere, om der fremdeles er behov for at

have begrænsninger i XXXs adgang til at henvende sig til kommunen, samt

i bekræftende fald hvilket omfang begrænsningerne skal have.

BESLUTNING:

Tilsynsrådet henholder sig i det hele til sekretariatets

bemærkninger, og finder ikke anledning til at foretage videre i

sagen."

Tilsynsrådet for Århus Amt har efter anmodning fra

Indenrigsministeriet ved brev af 8. april 1998 afgivet en udtalelse i sagen

vedrørende Silkeborg Kommunes afgørelse om at begrænse

Deres muligheder for at rette henvendelse til kommunens forvaltninger. I

tilsynsrådets udtalelse er blandt andet anført

følgende:

"Sekretariatets bemærkninger:

Sekretariatet har ikke yderligere bemærkninger til de to udtalelser

end hvad der fremgår af de deri fremsatte bemærkninger.

For så vidt angår klagen over, at der ikke i forbindelse med

sagsbehandlingen er indhentet alle akter fra XXXs sager i Silkeborg Kommune,

finder sekretariatet anledning til at oplyse, at XXX forud for behandlingen

af sagen i tilsynsrådet den 18. december 1996 med sekretariatets

skrivelse af 22. august 1996 modtog kopi af Silkeborg Kommunes

redegørelse af 15. august 1996 med samtlige bilag, idet man samtidig

anmodede XXX om bemærkninger dertil.

Den 26. august 1996 meddelte XXX, at hun ville fremkomme med skriftlige

kommentarer til materialet, men hun meddelte den 2. september 1996, at det

agtede hun alligevel ikke at gøre. I skrivelse af 8. september 1996

rykkede XXX for tilsynsrådets afgørelse.

Sekretariatet fandt ikke under forberedelsen af sagen, at der var behov

for at indhente sagsakter i en ikke nærmere beskrevet række sager

i kommunen, idet den sag, som tilsynsrådet måtte behandle ikke

vedrørte disse sagers indhold, men alene spørgsmålet om

kommunen med rette kunne sætte begrænsninger for XXXs mulighed

for at henvende sig til kommunens forvaltninger.

BESLUTNING:

Tilsynsrådet finder, at sagen har været oplyst i

tilstrækkeligt omfang ved de 2 behandlinger af denne, og kan i det hele

henholde sig til udtalelserne af henholdsvis 10. december 1992 og 18.

december 1996."

Silkeborg Kommune har ved brev af 29. juni 1998 til Dem meddelt, at

kommunen har besluttet at lempe begrænsningerne i Deres adgang til at

henvende Dem til kommunen. Kommunen har således ophævet forbudet

mod, at De retter personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen,

samt ordningen om at De skal henvende Dem til en bestemt kontaktperson.

Silkeborg Kommune tilkendegiver imidlertid, at kommunen fortsat ikke vil

besvare unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem, bortset

fra en meddelelse om, at henvendelsen ikke vil blive besvaret.

For så vidt angår Deres klage over, at Århus Statsamt

har afslået en anmodning fra Dem om at få tildelt en ny

sagsbehandler til behandlingen af Deres sag ved Tilsynsrådet for

Århus Amt, har Århus Statsamt ved brev af 10. marts 1998 efter

anmodning fra Indenrigsministeriet afgivet en udtalelse. Statsamtet henholder

sig til dets beslutning af 2. december 1997.

I Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997 er følgende

anført:

"De har telefonisk den 21. november 1997 overfor kontorchef Holger Granhof

anmodet statsamtet om at lade en anden medarbejder end amtsfuldmægtig

Jesper Thumand overtager behandlingen af Deres sag ved

tilsynsrådet.

Efter Deres anmodning vedlægges kopi af telefonnotat.

Fuldmægtig Jesper Thumand har siden 15. juni 1992 som medarbejder i

tilsynsrådets sekretariat behandlet Deres klager i anledning af

Silkeborg Kommunes beslutninger om at begrænse Deres muligheder for at

rette henvendelse til kommunens forvaltninger.

Deres sag har været forelagt tilsynsrådet hhv. den 10.

december 1992 og den 18. september 1996.

De henviser til, at Jesper Thumand ikke har undersøgt sagen til

bunds, at han ikke har efterprøvet Silkeborg Kommunes oplysninger og

at han har været afvisende overfor Deres telefoniske henvendelser

hertil.

I den anledning skal man meddele, at det er statsamtets praksis kun at

imødekomme en anmodning om en anden sagsbehandler, hvis der er rimelig

begrundelse for det.

Statsamtet finder ikke, at der er noget grundlag for at kritisere Jesper

Thumands sagsbehandling.

For så vidt angår sagens oplysning bemærker man

særligt, at De forinden behandlingen af sagen i tilsynsrådet den

18. september 1996 med skrivelse herfra af 22. august 1996 med samtlige

bilag, idet De blev anmodet om bemærkninger dertil. De meddelte

telefonisk den 26. august 1996, at De ville fremkomme med skriftlige

kommentarer til materialet, men meddelte den 2. september 1996, at det agtede

De alligevel ikke. I skrivelse af 8. september 1996 rykkede De for

tilsynsrådets afgørelse.

Jesper Thumand mener ikke selv at have været afvisende overfor Deres

telefoniske henvendelser hertil. Der foreligger notater fra flere

telefonsamtaler med Dem - og det fremgår af disse, at De er blevet

korrekt orienteret om de rejste problemstillinger. Af notaterne fremgår

endvidere, at De jævnligt har fremsat nedsættende

bemærkninger om navngivne myndigheder og personer.

Statsamtet finder således ikke, at der er noget grundlag for at

imødekomme Deres anmodning om en anden sagsbehandler.

Af hensyn til tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen i

tilsynsrådets sekretariat skal man anmode om, at Deres telefoniske

henvendelser om sagen - indtil videre - rettes til kontorchef Holger

Granhof.

Denne afgørelse kan påklages til Indenrigsministeriet. En

klageskrivelse sendes til statsamtet, der videresender den til ministeriet

med sagsakter."

Århus Statsamt har ved brev af 5. maj 1998 (fejlagtigt dateret den

30. april 1998) til Dem meddelt, at fuldmægtig Jesper Thumand som

følge af statsamtets beslutning af 2. december 1997 fortsat vil

underskrive ekspeditioner i sagen.

Århus Statsamt har ved brev af 27. oktober 1998 afvist en fornyet

anmodning fra Dem om, at kontorchef Jesper Thumand ikke beskæftiger sig

med Deres sag. Århus Statsamt har i den forbindelse henvist til

statsamtets breve af 2. december 1997 og 5. maj 1998.

De har ved flere lejligheder rettet telefonisk henvendelse til

Indenrigsministeriet med anmodning om, at ministeriet i forbindelse med

sagens behandling indhenter akterne fra alle Deres sager i Silkeborg

Kommune.

Indenrigsministeriets udtalelse:

De for hvert amt nedsatte tilsynsråd fører tilsyn med, at

kommunerne overholder lovgivningen, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse

(lovbekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 1998).

Tilsynsrådene kan ikke tage stilling til, om kommunernes

sagsbehandling er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til

spørgsmål vedrørende skønsudøvelse,

så længe skønnet udøves inden for de rammer, der er

fastsat i lovgivningen. Tilsynsrådene kan endvidere ikke tage stilling

til, om kommunernes sagsbehandling er i overensstemmelse med god

forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til

tilsynsrådene, men ministeriet fører tilsyn med, at

tilsynsrådene ikke tilsidesætter lovgivningen, og at

tilsynsrådenes udtalelser ikke er udtryk for en urigtig retsopfattelse

eller hviler på et urigtigt faktisk grundlag. jf. § 61 a i lov om

kommunernes styrelse.

Ad Silkeborg Kommunes begrænsning af Deres adgang til at rette

henvendelse til kommunen:

Efter Indenrigsministeriets opfattelse følger det af almindelige

principper for den offentlige forvaltning, at alle borgere har adgang til

frit at rette henvendelse - personligt, skriftligt eller telefonisk - til en

kommune vedrørende kommunale anliggender.

I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en

sådan karakter, at de udgør en væsentlig belastning for

den kommunale forvaltning, kan en kommune dog efter ministeriets opfattelse

ikke være afskåret fra at træffe fornødne

foranstaltninger med henblik på at begrænse borgerens adgang til

at rette henvendelse til kommunen.

De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes,

må alene forfølge saglige formål og ikke have mere

indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må

anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til

kommunens forvaltning. Det forudsættes endvidere at tilfælde, der

er ens, behandles på samme måde.

For så vidt angår telefonisk henvendelse er det

ministeriets opfattelse, at en kommune som udgangspunkt ikke kan

begrænse en borgers adgang til at rette telefonisk henvendelse til

kommunen. Derimod har borgeren ikke krav på at komme til at tale med en

bestemt person med det samme eller på et bestemt tidspunkt.

I tilfælde, hvor en borgers telefoniske henvendelser antager en

sådan karakter eller et sådant omfang, at de udgør en

væsentlig belastning for det kommunale personale, vil kommunen efter

ministeriets opfattelse inden for visse rammer være berettiget til at

regulere borgerens adgang til telefonisk kontakt med personalet i kommunen.

Kommunen vil for eksempel kunne bestemme, at telefonisk kontakt med en

medarbejder normalt kun kan ske efter forudgående aftale eller inden

for et nærmere af kommunen fastsat tidsrum, eller at alle telefoniske

henvendelser normalt besvares af en bestemt medarbejder, for eksempel en

chef.

Det forudsættes i den forbindelse, at borgeren ikke herved

afskæres fra dagligt at kunne opnå telefonisk kontakt med

kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt opståede

problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Endvidere kan

varigheden af kontakten begrænses til den tid, der medgår til at

afgive og modtage de fornødne oplysninger.

For så vidt angår personlig henvendelse kan det

bestemmes, at fremmøde kun kan ske efter forudgående aftale,

alene til en bestemt person, eller under iværksættelse af

særlige foranstaltninger, såsom tilstedeværelse af vagter.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse vil der kunne tillægges

straffelovens § 265 vedrørende meddelelse af polititilhold og

strafsanktionering af overtrædelsen af et meddelt tilhold vejledende

betydning for spørgsmålet om (adgangen til at fastsætte)

begrænsninger i en borgers adgang til at rette personlig henvendelse

til en kommune.

Der er derimod knyttet meget store betænkeligheder til helt at

udelukke en borger fra muligheden for at forelægge sin sag ved

personlig henvendelse, uanset om perioden, hvori der meddeles forbud mod

fremmøde, kun er af kortere varighed. Et sådant absolut forbud

mod personlig henvendelse må kræve tungtvejende grunde,

eksempelvis at borgeren ved sin optræden er til alvorlig gene for

forvaltningens personale og/eller publikum.

Det bemærkes herved, at det må tilkomme kommunen, inden for

visse rammer, at skønne over, hvorvidt det er påkrævet at

meddele et sådan forbud til en borger, og at den kommunale

tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind over for kommunen i tilfælde,

hvor kommunen klart har overskredet grænserne for dette

skøn.

På baggrund af det i Silkeborg Kommunes udtalelser af 30. september

1992, 23. april og 15. august 1996 og det i øvrigt i sagen oplyste

vedrørende omfanget og karakteren af Deres henvendelser til kommunen

har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at antage, at kommunen ved

at fastætte begrænsninger i Deres adgang til at rette telefonisk

og personlig henvendelse til kommunen har overskredet de ovenfor

anførte grænser for udøvelsen af skønnet over

nødvendigheden af at meddele begrænsninger, eller at kommunen

har forfulgt usaglige formål ved fastsættelsen af

begrænsningerne.

Den konkrete udmøntning af begrænsningerne giver imidlertid

Indenrigsministeriet anledning til følgende bemærkninger:

Silkeborg Kommune meddelte Dem i brev af 30. september 1992 forbud mod, at

De fremover rettede personlig henvendelse til Social- og

Sundhedsforvaltningen. Forbudet var efter sin ordlyd absolut og uden

tidsbegrænsning.

Først ved Silkeborg Kommunes brev af 13. november 1992 fik De

oplyst, at De uanset brevet af 30. september 1992 efter forudgående

aftale kunne opnå et personligt møde med socialudvalgsformand

Lena Kolding, men uden for Social- og Sundhedsforvaltningen. De fik endvidere

samtidig oplyst, at De kunne rette skriftlig eller telefonisk henvendelse til

Social- og Sundhedsforvaltningen.

Indenrigsministeriet finder på denne baggrund, at Tilsynsrådet

for Århus Amt for så vidt angår de i Silkeborg Kommunes

brev af 30. september 1992 fastsatte begrænsninger i Deres adgang til

at rette personlig henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen burde

have foretaget nærmere undersøgelser med henblik på at

tilvejebringe det fornødne grundlag for en bedømmelse af, om

kommunen ved at meddele Dem et absolut forbud mod at rette personlig

henvendelse til Social- og Sundhedsforvaltningen havde overskredet

grænserne for udøvelsen af skønnet over

nødvendigheden af det meddelte forbud.

Under hensyn til, at Silkeborg Kommune ved brev af 13. november 1992

ophævede forbudet mod, at De rettede personlig henvendelse til Social-

og Sundhedsforvaltningen, har Indenrigsministeriet ikke fundet anledning til

nu - mere end seks år senere - at anmode tilsynsrådet om at tage

dette spørgsmål op til fornyet behandling. Indenrigsministeriet

har i dag meddelt Tilsynsrådet for Århus Amt dette.

Indenrigsministeriet foretager herefter ikke videre for så vidt

angår dette spørgsmål.

Ad Silkeborg Kommunes beslutning om ikke at ville besvare

unødvendige og uretmæssige henvendelser fra Dem.

Offentlige myndigheder er ikke i almindelighed forpligtede til at besvare

alle henvendelser, de modtager. Det kan imidlertid følge af god

forvaltningsskik, at en myndighed, der ikke efter lovgivningen er

forpligtiget hertil, alligevel bør besvare en henvendelse fra en

borger.

Som anført ovenfor fører de kommunale tilsynsmyndigheder

ikke tilsyn med kommuners overholdelse af god forvaltningsskik.

Indenrigsministeriet kan derfor ikke tage stilling til, om Silkeborg Kommune

har tilsidesat god forvaltningsskik i forhold til Dem.

Når en borger retter henvendelse til en myndighed om forhold, som

myndigheden er forpligtiget til at træffe afgørelse om, vil det

for den offentlige forvaltning gældende undersøgelsesprincip

indebære, at myndigheden skal tilvejebringe et fyldestgørende

retligt og faktisk grundlag, forinden der træffes afgørelse.

Endvidere vil myndigheden være forpligtet til at bekendtgøre

afgørelsen for den pågældende, såfremt

afgørelsen direkte retter sig imod eller sagen i øvrigt direkte

gælder denne person. I sådanne tilfælde vil myndigheden

derfor være forpligtet til at vurdere og besvare henvendelser fra en

borger.

Der henvises til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 1995, side 271 f. og John Vogter, Forvaltningsloven med

kommentarer, 1992, side 267.

En myndighed kan herudover have en særlig pligt til at besvare

henvendelser, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1, hvorefter myndigheden i

fornødent omfang skal yde vejledning til personer, der retter

henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens

sagsområde. Pligten til at yde vejledning efter § 7, stk. 1, i

forbindelse med henvendelser fra borgere gælder kun i sager, hvori der

er eller vil blive truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, jf.

§ 2, stk. 1.

Uanset pligten efter forvaltningslovens § 7, stk. 1, til at yde vejledning

i afgørelsessager vil der efter ministeriets opfattelse imidlertid

kunne forekomme tilfælde, hvor en kommune - ud fra tilsvarende hensyn

til personale og ressourcer, som kan begrunde begrænsninger i borgernes

adgang til at rette henvendelse til kommunen - berettiget vil kunne beslutte,

at man ikke længere vil besvare henvendelser fra en borger om et

bestemt, konkret afgrænset emne. En sådan beslutning vil f.eks.

kunne træffes i tilfælde, hvor en borger gentagne gange retter

forespørgsler med uændret indhold, efter at kommunen har

besvaret forespørgslen fyldestgørende. Når kommunen

træffer en sådan beslutning, må det meddeles borgeren med

en så præcis angivelse, at borgeren ikke har grund til at

være i tvivl om rækkevidden af kommunens beslutning.

Silkeborg Kommune har i brev af 25. maj 1992 til Dem tilkendegivet, at

kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige og

uretmæssige henvendelser fra Dem.

Silkeborg Kommune har i brevet af 25. maj 1992 endvidere anført, at

kommunen ikke vil besvare henvendelser fra Dem med påstande mod Deres

tidligere mand.

Såfremt det anførte i Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992

om, at kommunen fremover i almindelighed ikke vil besvare unødvendige

og uretmæssige henvendelser fra Dem, skal forstås således,

at Silkeborg Kommune ikke vil besvare henvendelser fra Dem om diverse

forhold, som ikke vedrører sager, hvor kommunen har en pligt til at

træffe afgørelse i forhold til Dem eller at meddele Dem

oplysninger, herunder vejledning i henhold til forvaltningslovens § 7, giver

dette ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Såfremt den af kommunen tilkendegivne begrænsning i Deres

adgang til at rette henvendelse til kommunen derimod skal forstås

således, at begrænsningen ikke kun gælder tilfælde,

hvor Silkeborg Kommune ikke er forpligtet til at træffe

afgørelse i forhold til Dem eller meddele Dem oplysninger, herunder

vejlede Dem, jf. forvaltningslovens § 7, er begrænsningen efter

Indenrigsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt præciseret

til at vedrøre en eller flere konkrete sager eller bestemte,

nærmere angivne og konkret afgrænsede emner. Det bemærkes i

den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brevet alene nævner et

nærmere angivet emne - Deres påstande mod Deres tidligere mand -

som kommunen ikke længere vil besvare henvendelser

vedrørende.

Den tvivl vedrørende forståelsen af det anførte, som

Silkeborg Kommunes brev af 25. maj 1992 kan give anledning til,

medførte, at Tilsynsrådet for Århus Amt i dets udtalelse

af 10. december 1992 påpegede, at Silkeborg Kommune efter at have

modtaget en henvendelse fra Dem, skulle tilkendegive over for Dem, om

henvendelsen var at betragte som unødvendig eller uretmæssig.

Indenrigsministeriet kan tilslutte sig tilsynsrådets udtalelse og

forudsætter, at Silkeborg Kommune har efterlevet dette siden. Det

bemærkes i den forbindelse, at Silkeborg Kommune i brev af 29. juni

1998, hvori kommunen ophæver begrænsningerne i Deres adgang til

at rette telefonisk og personlig henvendelse til kommunen, har anført,

at der ikke er sket ændringer med hensyn til, hvilke henvendelser der

vil blive besvaret, således at Deres nødvendige og

retmæssige henvendelser vil blive besvaret, men at De som hidtil ikke

kan forvente svar på Deres øvrige henvendelser bortset fra en

meddelelse om, at henvendelsen ikke vil blive besvaret.

Særligt vedrørende Deres henvendelser til Silkeborg Kommune

med anmeldelser af forskellige forhold, hvorved Deres tidligere mand efter

Deres opfattelse har overtrådt lovgivningen, bemærkes, at det er

Indenrigsministeriets opfattelse, at Silkeborg Kommune ikke på baggrund

af disse henvendelser fra Dem har været forpligtet til at træffe

afgørelser, som direkte retter sig imod Dem, eller som vedrører

en sag, der i øvrigt direkte gælder Dem. Indenrigsministeriet

finder heller ikke, at disse henvendelser i øvrigt er omfattet af

nogen særlig forpligtelse til at besvare henvendelser.

Indenrigsministeriet er derfor enigt med Silkeborg Kommune i, at kommunen

kunne afvise at besvare yderligere lignende henvendelser fra Dem.

Det fremgår af sagens akter endvidere, at De flere gange har rettet

henvendelse til Silkeborg Kommune vedrørende to skoleerklæringer

vedrørende Deres tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole

og hjem udstedt forud for den endelige afgørelse af

forældremyndighedsspørgsmålet.

På det foreliggende grundlag er det Indenrigsministeriets

opfattelse, at Silkeborg Kommune har besvaret Deres henvendelser herom

på en efter omstændighederne fyldestgørende måde, og

ministeriet mener derfor, at Silkeborg Kommune berettiget har kunnet undlade

at besvare yderligere henvendelser vedrørende dette

spørgsmål. Se dog nedenfor vedrørende Silkeborg Kommunes

indhentelse af juridisk rådgivning fra advokat Poul Gudberg.

I det omfang De i øvrigt måtte finde, at Silkeborg Kommune

uberettiget har undladt at besvare konkrete henvendelser fra Dem

vedrørende spørgsmål, som kommunen efter det ovenfor

anførte vil være forpligtet til at besvare, skal

Indenrigsministeriet henvise Dem til at rette fornyet henvendelse til

Silkeborg Kommune herom og derefter eventuelt til Tilsynsrådet for

Århus Amt.

Sådanne konkretiserede klager over manglende besvarelse af bestemte,

nærmere angivne henvendelser fra Dem vil kunne danne grundlag for, at

tilsynsrådet fra Silkeborg Kommune indhenter sagsakter i de(n) konkrete

sag(er) med henblik på en undersøgelse af, hvorvidt kommunen

berettiget har kunnet beslutte ikke at besvare disse henvendelser.

Det skal dog i den forbindelse bemærkes, at hvis der er en

særlig klageinstans, som kan tage stilling til klager over en kommunes

afgørelse i den sag, som en henvendelse vedrører, vil denne

klageinstans normalt også kunne tage stilling til kommunens opfyldelse

af vejledningspligten. Et tilsynsråd vil i sådanne tilfælde

ikke have mulighed for at tage stilling til klager over en kommunes manglende

besvarelse af en henvendelse.

Indenrigsministeriet foretager herefter ikke videre i sagen for så

vidt angår dette spørgsmål og indhenter således

ikke, som De har anmodet om, samtlige akter i alle sager vedrørende

Dem fra Silkeborg Kommune.

Ad Silkeborg Kommunes indhentelse af juridisk rådgivning fra

advokat Poul Gudberg.

For så vidt angår det i Silkeborg Kommunes brev af 11. marts

1992 anførte, hvorefter det ikke beror på accept fra Dem,

hvorvidt kommunen indhenter juridisk rådgivning fra advokat Poul

Gudberg, skal Indenrigsministeriet bemærke følgende:

§ 3 i forvaltningsloven (lovbekendtgørelse nr. 571 af 19. december

1985 som senest ændret ved lov nr. 347 af 6. juni 1991) er

sålydende:

"§ 3. Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i

forhold til en bestemt sag, hvis

vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk

interesse i sagens udfald eller er eller tidligere i samme sag har

været repræsentant for nogen, der har en sådan

interesse,

...

der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at

vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af

interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den

pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke

kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne

blive påvirket af uvedkommende hensyn."

Afgørelsen af inhabilitetsspørgsmål beror på et

skøn, hvor flere forskellige hensyn skal afvejes. Det antages, at den

pågældende er afskåret fra at deltage i en sags behandling,

hvis vedkommende har et sådant forhold til sagen eller dens parter, at

det ud fra en generel vurdering er egnet til at vække tvivl om,

hvorvidt den pågældende vil kunne behandle sagen på

upartisk måde.

Før forvaltningsloven trådte i kraft, fulgte det af uskrevne

retsgrundsætninger, at den der f.eks. har en direkte og individuel,

personlig eller økonomisk interesse i en sags udfald, var inhabil.

Sådanne retsgrundsætninger gælder - i det omfang

forvaltningslovens § 3 ikke finder direkte anvendelse - stadig.

Efter bestemmelsen i forvaltningslovens § 3, stk. 1, kan inhabilitet

foreligge i forhold til enhver, der virker inden for den offentlige

forvaltning. Det er således uden betydning, om den

pågældendes virke beror på et ansættelsesforhold,

på en beskikkelse eller på et valg, om arbejdet er

aflønnet eller ej, og om det har karakter af en heltids- eller

deltidsbekæftigelse, herunder bestridelse af et hverv som medlem af en

kollegialt sammensat forvaltningsmyndighed.

Der er i den juridiske litteratur forskellige opfattelser af, hvorvidt en

advokat, der efter aftale med en forvaltningsmyndighed rådgiver

myndigheden til brug for dennes behandling af en sag, kan antages at virke

inden for den offentlige forvaltning i den betydning, som dette begreb er

anvendt i forvaltningslovens § 3, stk. 1.

Der henvises til Carl Aage Nørgaard og Jens Garde, Forvaltningsret,

Sagsbehandling, 1995, side 78, der afviser dette, hvorimod Hans

Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 177 antager dette.

En advokat, der rådgiver en offentlig myndighed, vil imidlertid,

hvis forvaltningslovens § 3 ikke finder direkte anvendelse, i medfør

af de uskrevne retsgrundsætninger kunne anses for inhabil, bl.a. hvis

advokaten har en særlig personlig interesse i den

pågældende sag eller er repræsentant eller tidligere i

samme sag har været repræsentant for nogen, der har en

sådan interesse.

Advokat Poul Gudberg har efter det oplyste repræsenteret Deres

tidligere mand under byrettens behandling af sagen om separation og

skilsmisse, hvorunder der også blev taget stilling til

spørgsmålet om forældremyndigheden over de to

fællesbørn XXX og XXX.

Den sag, hvori Deres tidligere mand har en særlig personlig

interesse, har efter Indenrigsministeriets opfattelse en sådan

sammenhæng med den sag, hvori De har klaget til Silkeborg Kommune over,

at Skægkærskolen og Lemming Skole efter anmodning fra Deres

tidligere mand har udstedt to erklæringer vedrørende Deres

tidligere mands deltagelse i samarbejdet mellem skole og hjem, at Silkeborg

Kommune ved behandlingen af Deres klage ikke burde have indhentet juridisk

bistand fra advokat Poul Gudberg.

Indenrigsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at de

to skoleerklæringer efter deres indhold fremstår som udstedt med

henblik på at indgå i grundlaget for afgørelsen af

forældremyndighedsspørgsmålet.

Uanset at Indenrigsministeriet er enigt i det i Tilsynsrådet for

Århus Amts brev af 7. januar 1993 anførte, hvorefter det klart

falder uden for tilsynsrådets kompetenceområde at tage stilling

til advokat Poul Gudbergs hverv som advokat for henholdsvis Deres tidligere

ægtefælle og Silkeborg Kommune, finder ministeriet således,

at tilsynsrådet burde have meddelt Silkeborg Kommune, at kommunen ikke

var berettiget til i den pågældende sag at indhente juridisk

bistand fra advokat Poul Gudberg, idet han måtte anses for at

være inhabil i sagen.

Indenrigsministeriet har i dag meddelt dette til tilsynsrådet.

Århus Statsamts afslag på at tildele Dem en ny

sagsbehandler:

Når Indenrigsministeriet tager stilling til en anmodning fra en

borger om at få en ny sagsbehandler i et statsamt som følge af

utilfredshed med denne, vurderer ministeriet, om der er grundlag for at

antage, at sagsbehandleren har begået væsentlige

sagsbehandlingsfejl eller optrådt ukorrekt og om behandlingen af den

konkrete sag forsinkes eller kompliceres unødigt, fordi forholdet

mellem sagsbehandleren og en af sagens parter ikke fungerer

tilfredsstillende. Ministeriet lægger således bl.a. vægt

på, om et sagsbehandlerskifte må forventes at ville fremme sagens

behandling.

I ministeriets vurdering indgår også det forhold, at

sagsbehandlerskifte er ressourcemæssigt belastende for statsamtet.

På baggrund af en samlet vurdering af omstændighederne i Deres

sag finder Indenrigsministeriet ikke, at der er grundlag for at

tilsidesætte Århus Statsamts beslutning af 2. december 1997,

hvorved statsamtet afslog at imødekomme Deres ønske om at

få tildelt en ny sagsbehandler.

Indenrigsministeriet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på,

at der ikke på baggrund af sagens oplysninger er grundlag for at

antage, at Jesper Thumand i forbindelse med behandlingen af Deres sag som

sagsbehandler i sekretariatet for tilsynsrådet har begået

væsentlige sagsbehandlingsfejl eller ikke skulle have optrådt

korrekt over for Dem. Indenrigsministeriet har endvidere lagt vægt

på, at et sagsbehandlerskifte er meget ressourcekrævende.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at den

pågældende sagsbehandler, Jesper Thumand, den 1. juni 1998 blev

udnævnt til kontorchef ved Århus Statsamt med bl.a.

tilsynsrådet som en del af sit ansvarsområde, og at Deres sag ved

en genoptagelse i tilsynsrådets sekretariat derfor formentlig vil blive

behandlet af en ny fuldmægtig. Jesper Thumand vil imidlertid som

kontorchef i sekretariatet for tilsynsrådet fortsat kunne

beskæftige sig med Deres sag.

Kopi af dette brev er sendt til Tilsynsrådet for Århus Amt,

Århus Statsamt og Silkeborg Kommune.

Lignende dokumenter